Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 332
Offentligt
1918428_0001.png
Fra:
Claus Juul [mailto:[email protected]]
Sendt:
22. juni 2018 19:08
Til:
REU | Retsudvalget <[email protected]>
Cc:
UFO | Udvalget for Forretningsordenen <[email protected]>
Emne:
Vedrørende udkast til kommissorium for Tibetkommissionen.
Amnesty International har fulgt debatten om at gennedsætte Tibet-
kommissionen, efter at det er kommet frem, at både Udenrigsministeriet og Rigspolitiet
muligvis har håndteret undersøgelseskommissionens anmodning - om at modtage al relevant
dokumentation til brug for undersøgelserne af, hvem der havde truffet afgørelse om at forhindre
demonstranter i at udøve deres grundlovssikrede ret til at demonstrere mod det kinesiske styres
behandling af Tibet under kinesiske statsbesøg i Danmark i 2012 og 2014- på en måde, som kunne
skabe formodninger om, at Udenrigsministeriet og Rigspolitiet ikke havde betjent kommissionen
loyalt, men tværtimod forsætligt forholdt kommissionen relevante oplysninger.
Vi hilste derfor justitsministerens beslutning om at retablere kommissionen velkommen og i den
forbindelse ikke mindst ministerens erklæring om, at det er afgørende, at den fornyede
undersøgelse kan bidrage til, at lignende krænkelser af ytrings- og forsamlingsfriheden ikke vil ske
igen ved fremtidige statsbesøg, velkommen.
Det nyligt offentliggjorte udkast til supplerende kommissorium af 20. juni 2018, om gennemførelse
af en supplerende undersøgelse giver imidlertid anledning til bekymring og tvivl om
hensigtsmæssigheden.
Det fremgår nemlig, at kommissionen ikke - som man kunne have forventet - skal koncentrere sig
om at undersøge, om den nu tilvejebragte dokumentation fra Udenrigsministeriet og Rigspolitiet
giver grundlag for at ændre eller supplere de oprindelige konklusioner, som fremgår af
kommissionens beretning af 18. december2017.
Nu skal undersøgelsen udvides bagud i tid til at omfatte perioden fra et kinesisk statsbesøg i 1995
(og 2002) og indtil nedsættelsen af Tibet-kommissionen.
Baggrunden for denne beslutning er, så vidt Amnesty forstår, at enkeltstående, fortrinsvis
pensionerede, politifolk er stået frem og har hævdet, at praksis med at forhindre demonstranter i
at nå frem til kinesiske statsbesøg m.v., ved hoteller, langs rejseruter, ikke er noget, som
enkeltstående politifolk har fundet på i 2012 og 2014, men tværtimod udtryk for en rodfæstet
praksis, som har været anvendt i årtier - uden at kræve diskussion eller introduktion, fordi den har
været kendt af "alle med blot kort tid i tjenesten".
Man må frygte, at en sådan udvidelse af kommissoriet kommer til at betyde en voldsom
forlængelse af processen og måske endda gøre det vanskeligt for undersøgelsen at komme i mål.
Det er naturligvis interessant at få undersøgt, om der kan peges på en årtier lang praksis og intern
forståelse i politiet o , at de o stratio er, so ka irritere eller ”støde” besøge de
 REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 332: Henvendelse af 25/6-18 fra Amnesty International vedr. udkast til kommissorium for Tibetkommissionen
repræsentanter for stater, som Danmark ønsker at stå sig godt med, skal forhindres
–
i strid med
grundlæggende politiske frihedsrettigheder.
Men det er ikke en nødvendig eller naturlig del af det oprindelige formål, som var at finde ud af,
om man kunne placere et individuelt ansvar for ordren til at forhindre demonstrationerne i 2012
og 2014. Strengt taget kan man næppe udlede noget brugbart om identiteten på nogle konkret
ansvarlige politifolk i 2012 og 2014 ved at undersøge en række episoder fra 1995 og frem. Det
fører således ikke nødvendigvis fremad
–
til en styrkelse af kommissionens muligheder for at
vurdere, hvad der skete i 2012 og 2014.
Men det indebærer en voldsom forøgelse af det materiale, der skal gennemgås, og de politifolk,
der skal interviewes
–
og det siger sig selv, at det bliver betydeligt vanskeligere at finde vidner og
anden dokumentation for praksis eller konkrete hændelser, o.lign., som kan ligge så langt som 23
år tilbage i tiden.
Når man dertil lægger, at kommissoriet også udvides kvalitativt
–
således at det ikke kun er
statsbesøg, men alle officielle besøg fra Kina, der omfattes af det nye kommissorium, så må man
frygte, at undersøgelsen bredes ud i en grad, som kan betyde, at den kommer til at være så
langvarig, at den vil have mistet en del af sin aktualitet, når den er færdig. Amnesty har forstået, at
der i perioden fra 1995 og frem har været 104 officielle besøg fra Kina. At inddrage et sådant antal
besøg
–
skønt de ikke er indlysende relevante for den oprindelige undersøgelse
–
må efter Amnestys
opfattelse frarådes.
Det rigtigste vil efter Amnestys opfattelse være at udskille undersøgelsen fra 1995
–
om den
påståede korps-forståelse
–
til en selvstændig undersøgelse, som ikke er en integreret del af den
”oprindelige” undersøgelse om 2012 og 2014. Det vil også gøre det praktisk og meningsfuldt at lade
denne undersøgelse forestå af andre end medlemmerne af den nuværende kommission. På denne
måde kommer den nye undersøgelse heller ikke til at forhindre, udskyde eller forsinke
undersøgelsen af begivenhederne i 2012 og 2014.
Om de undersøgte myndigheders håndtering af materialet til Tibetkommissionen og
samarbejdet med kommissionen herom.
Vedrørende det forhold, at kommissionen måtte basere sin oprindelige undersøgelse på et
mangelfuldt materiale, men hvor det efterfølgende har vist sig, at der var yderligere betydelige
mængder dokumentation tilgængelig hos både Udenrigsministeriet (som viste sig at råde over
backup-filer, men ikke fandt anledning til at oplyse kommissionen herom), og Rigspolitiet, (som
fandt eller ”genfandt” materiale ved et ”rutineeftersyn”), anføres
det i udkastet til kommissorium,
sidste side:
 REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 332: Henvendelse af 25/6-18 fra Amnesty International vedr. udkast til kommissorium for Tibetkommissionen
”Når undersøgelsen er afsluttet, vil der på baggrund af kommissionens beretning, herunder navnlig
eventuelle oplysninger om nyt materiale, der ikke blev udleveret til Tibetkommissionen, blive taget
stilling til, om der er grundlag for at iværksætte en undersøgelse af de undersøgte myndigheders
håndtering af udleveringen af materiale til Tibetkommissionen og samarbejdet med kommissionen
herom.”
Efter Amnestys opfattelse giver formuleringen indtryk af, at man ikke mener, at undersøgelsen af
det nu fremkomne materiale nødvendigvis har nogen logisk sammenhæng med spørgsmålet om,
hvorfor materialet i første omgang var ”væk ”, så det ikke kunne indgå i den oprindelige
undersøgelse.
Amnesty finder, at det må være tilstrækkeligt at konstatere, at de oprindelige forklaringer
–
at
Udenrigsministeriet havde materiale på backup-filer, men ikke fandt anledning til at gøre
kommissionen opmærksom herpå, og at Rigspolitiet ikke i første omgang havde materialet, men
efterfølgende fandt det ved en rutinegennemgang - uden videre fremstår som utilfredsstillende og
utroværdige. Denne vurdering kræver næppe en særskilt undersøgelse. Men kommissionens
kommende gennemgang kan eller vil
–
afhængigt af indholdet af materialet
–
have betydning for,
om den betjening, man gav kommissionen, skal vurderes mere eller mindre belastende.
A
esty I ter atio al skal på de baggru d opfordre til, at vurderi ge af ”hå dteri ge ” af
kommissionens anmodninger om at få materialet i hænde ikke anskues som et uafhængigt spørgsmål, der
muligvis
skal undersøges, men kan behandles sammen med
–
og sammenholdt med - vurderingen af de
konklusioner, som måtte komme i lyset af det nu tilgængelige materiale.
Venlig hilsen
Claus Juul
Juridisk konsulent
Amnesty International