Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 299
Offentligt
1909070_0001.png
Christianshavn, d. 11. juni 2018.
Til formanden og næstformanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup og
Mogens Jensen.
Emne: Ulovligt holdende taxaer, der servicerer Pusherstreets kunder til fare for
den øvrige trafik.
Vi har på Christianshavn et problem, som hverken Københavns Kommune eller
politiet kan afhjælpe. Derfor henvender vi os nu til jer.
I Prinsessegade færdes der dagligt flere tusinde børn og unge på vej til og fra
børneinstitutioner, skoler og gymnasium, og samtidig er gaden belastet af en
heftig biltrafik, hvoraf en hel del går til og fra hashmarkedet. Det betyder bl.a.,
at der i mange af døgnets timer holder en række taxaer ulovligt halvvejs oppe på
cykelstien ud for Christianshavns Skole lige over for Christianias hovedindgang,
hvor de venter på kunder fra hashmarkedet. Det skaber farlige situationer for
den øvrige trafik, ikke mindst for cyklisterne.
Politiet melder, at de har givet masser af bøder til taxachaufførerne, men lige
meget har det hjulpet. Kommunens Teknik- og Miljøforvaltning har heller ikke
fundet nogen løsning på problemet, selv om den i Bådsmandsstræde har
indrettet nogle taxaholdepladser, der kun bruges lidt, fordi de ligger for langt
fra Pusherstreet. Taxaselskaberne siger, at chaufførerne holder dér, hvor de har
bedst chancer for at få kunder, dvs. nærmest hashmarkedet.
Foreningen Christianias Naboer, der består af repræsentanter for en række
beboerforeninger og institutioner i Christianias nabolag, har drøftet, hvor man
ellers kunne indrette taxaholdepladser, og hele tiden ud fra den forudsætning at
det skal være et sted, der ikke ligger for langt fra Pusherstreet, som er den
magnet, der tiltrække kunder. Ligeledes skal det være et sted, hvor der ikke er
boliger, som vil blive generet af udstødningen fra taxaer, der holder i tomgang.
I en årrække har vi bedt Christiania om at indrette taxaholdepladser inde på
Fristadens område men er hver gang blevet afvist med henvisning til, at
Christiania er og skal forblive et grønt og bilfrit område.
Nu er vi kommet frem til den overbevisning, at vi skal acceptere Christianias
afslag, fordi der ikke længere eksisterer nogen forståelse mellem Christiania og
pusherne. De gamle pushere sidder i fængsel, og de nye har ingen tilknytning til
Christiania. Vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen sagde på et møde i februar til
os, at ud af de 25 pushere, som politiet havde arresteret i januar i år, havde kun
én bopæl på Christiania. Der er kold luft mellem Christiania og Pusherstreet.
REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 299: Henvendelse af 11/6-18 vedrørende taxaer på cykelstien, fra Foreningen Christianias Naboer
Tilbage står vi så med det nu årelange problem, at taxaerne stadig holder
ulovligt oppe på cykelstien og venter på kunder fra det kriminelle hashmarked,
og at ingen myndigheder har viljen til at gøre en ende på denne lovovertrædelse.
Diverse ledere af Task Force Pusherstreet og nu vicepolitiinspektør Lars-Ole
Karlsen har hævdet, at de ikke har andre magtmidler end at give bøder. Men
bøderne har intet ændret, og vi borgere på Christianshavn står stadigvæk med
problemet.
Derfor beder vi nu jer om at finde ud af, hvilke magtmidler Folketinget kan
give politiet til at gøre en ende på denne ulovlige adfærd.
OBS: vores henvendelse må gerne offentliggøres.
Med venlig hilsen
på vegne af foreningen Christianias Naboer
Julius Lund
formand