REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 29
Offentligt

Ungdomssanktioner

–

KRIM 50 års kriminalpolitik: Resultater og visioner.

Red.: Linda Kjær

Minke & Nis Hauberg, Forlag1, 2017, ISBN 9788792841551, s. 44-64.

»socialpædagogisk behandling

med et element af fastholdelse«

Af Jørn Vestergaard

I slutningen af 1960’erne blev en forudgående

epoke med punktvise lempelser

på det strafferetlige område afløst af en markant reformperiode præget af et

mere gennemgribende kriminalpolitisk opbrud. I mange vestlige lande var der

opstået en reaktion mod, at en uholdbar behandlingsideologi havde sat sit præg

på straffesystemet med anvendelse af helt eller delvis tidsubestemte og ufor-

holdsmæssigt indgribende foranstaltninger. Kritikere blandt såvel praktikere

som akademikere og meningsdannere satte spørgsmålstegn ved forestillingen

om sådanne foranstaltningers effektivitet som kriminalitetsforebyggende tiltag

og betonede behovet for proportionalitet, dvs. forholdsmæssighed mellem for-

brydelsens grovhed og straffens strenghed.

I de nordiske lande kom behovet for en mere human kriminalpolitik med stor

styrke i fokus. I disse år blev der i fængselsvæsenet i rask takt gennemført en

række initiativer, for så vidt muligt at normalisere de indsattes tilværelse og

styrke deres retssikkerhed.

Det folkelige engagement i denne udvikling kom

bl.a. til udtryk ved dannelsen af græsrodsbevægelser som KROM i Norge,

KRUM i Sverige og Foreningen for en Human Kriminalpolitik, KRIM i Dan-

mark. Lovgivningsmæssigt kulminerede den kriminalpolitiske reformbølge i

1973, dels med afskaffelsen af en række strafferetlige særforanstaltninger, dels

med den såkaldte nedkriminalisering på berigelsesområdet, hvormed der blev

Reformaktiviteterne tog ikke mindst fart, da Lars Nordskov Nielsen i 1967 blev direktør for

fængselsvæsenet efter forud at have været chef for strafferetskontoret i Justitsministeriet, hvor

han siden 1960 også havde været sekretær for Straffelovrådet, som dengang var krumtappen i

alle væsentlige nyskabelser på det kriminalpolitiske område. Han fik i 1971 og ti år frem hver-

vet som Folketingets Ombudsmand og viste også i denne egenskab stor interesse for indsattes

retsstilling og de fysiske forhold i fængslerne.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

taget det første vigtige skridt til en lang række af tiltag med henblik på at lempe

strafudmålingen for mindre alvorlige lovovertrædelser.

Blandt de helt eller delvis tidsubestemte særforanstaltninger, som gled ud af

billedet i 1973, var sanktionen

ungdomsfængsel,

der ligesom de øvrige særfor-

anstaltninger var kommet ind i straffeloven af 1930 med ikrafttrædelse i 1933.

Sanktionen kunne idømmes i sager mod 15-20 årige lovovertrædere. Efter reg-

lerne havde et ophold i ungdomsfængsel normalt en mindste varighed af 1 år.

Opholdet kunne imidlertid udstrækkes op til 3 år, og hvis der er skete genind-

sættelse, kunne den samlede opholdstid blive op til 4 år. Afgørelser om prøve-

løsladelse og genindsættelse blev truffet af et såkaldt fængselsnævn.

Siden begyndelsen af 1960’erne

og frem

mod slutningen af årtiet blev an-

vendelsen af ungdomsfængsel tredoblet. Toppunktet blev nået i 1967, hvor an-

tallet af domme nåede op på 266, og det samlede belæg omfattede næsten 400

indsatte. Samme år blev kun 3 unge under 18 år idømt almindelig ubetinget

fængselstraf.

Med afskaffelsen af sanktionen ungdomsfængsel fulgte Folketinget anbefa-

lingen fra et flertal af Straffelovrådets medlemmer.

Disse fremhævede først og

fremmest, at varigheden af sanktionen ungdomsfængsel i mange tilfælde afveg

fra den, der ville have været følgen af en dom til tidsbestemt straf. Til brug for

rådets overvejelser var der indhentet en erklæring fra fængselsinspektørerne, og

heri hed det:

”Enhver,

der har været knyttet til et ungdomsfængsel, har erfaret,

at denne tidsubestemthed af de indsatte føles som en meget alvorlig belastning”.

Niveauet med hensyn til varigheden af første ophold i ungdomsfængsel lå imid-

lertid nogenlunde fast, så i praksis var udnyttelsen af den lovfæstede mulighed

for individualisering overordentlig begrænset, da det erfaringsmæssigt var van-

skeligt at fastslå den optimale tilbageholdelsestid. Inspektørerne anførte i den

forbindelse, at vurderingen af påvirkningseffekten

”i

ikke ringe grad må baseres

på iagttagelse af den indsattes adfærd i et kunstigt miljø med til dels atypiske

sociale normer og en massiv negativ gruppepåvirkning som komplicerende

faktorer”.

Straffelovrådets flertal fandt, at lighedshensyn og ønsket om at undgå ind-

trykket af vilkårlighed burde være afgørende. I den forbindelse blev det under-

streget, at opgørelser viste et betydeligt tilbagefald, og at tidsubestemtheden og

Bannerførerne for reformen var rådets formand, professor i strafferet Knud Waaben, rådets

sekretær og Folketingets Ombudsmand Lars Nordskov Nielsen samt sidstnævntes efterfølger

som direktør for fængselsvæsenet Hans Henrik Brydensholdt. Rådets indgående overvejelser

og grundlaget herfor findes i betænkning 667, 1972 om de strafferetlige særforanstaltninger,

som bl.a. indeholder talmæssige oplysninger om den praktiske anvendelse af ungdomsfængsel.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

den faktiske normalvarighed af ophold i ungdomsfængsel kun i en beskeden

procentdel af samtlige tilfælde kunne være en mulig recidivforebyggende fak-

tor. En eventuel behandlingseffekt havde i øvrigt væsentlige omkostninger, idet

dom til ungdomsfængsel ofte blev opfattet således, at der var et misforhold mel-

lem denne reaktion og den straf, som en lidt ældre medtiltalt over 21 år blev

idømt, eller som tiltalte selv ville have fået, hvis han var fyldt 21 år inden straf-

fesagens pådømmelse. I øvrigt blev det bemærket, at ophold i ungdomsfængsel

ofte lå i forlængelse af frihedsberøvende foranstaltninger iværksat af børne- og

ungdomsforsorgen i behandlingsøjemed over for unge med dårlig social bag-

grund og udprægede tilpasningsvanskeligheder, uden at sådanne foranstaltnin-

ger havde haft mærkbar behandlingseffekt.

Som et alternativ til ubetinget fængselsstraf blev der i 2001 indført regler om en

særlig

ungdomssanktion

med lovgivningsmæssig forankring i straffeloven.

Denne foranstaltning er med rette blevet sammenlignet med sanktionen ung-

domsfængsel, og ikke for det gode.

En ungdomssanktion kan anvendes over for en lovovertræder, som på ger-

ningstiden ikke var fyldt 18 år, og som har begået grovere personfarlig krimina-

litet eller anden alvorlig kriminalitet, hvis det anses som formålstjenligt for at

forebygge yderligere lovovertrædelser.

Foranstaltningen indebærer, at den un-

ge skal undergive sig en såkaldt struktureret, kontrolleret socialpædagogisk

behandling af 2 års varighed og “med et element af fastholdelse”, som det ud-

trykkes i lovforarbejderne. Målgruppen er “den hårde kerne af socialt belastede

og utilpassede” unge.

Hovedelementerne i ungdomssanktionen består i almindelighed af et indle-

dende ophold i en sikret afdeling på en ungdomsinstitution, derefter et længere-

varende ophold i en almindelig døgninstitution eller egnet opholdssted, og af-

slutningsvis en ambulant fase/udslusningsfase. Den samlede længstetid for op-

Dette bidrag er en opdatering af mine tidligere udgivelser om foranstaltninger over for unge

kriminelle, senest i lærebogen

Strafferetlige sanktioner

, 2. udg. 2017. For mere indgående ana-

lyser, se mine artikler i

Tidsskrift for Kriminalret

2003, s. 3-21, og i bogen

Politik og jura.

Festskrift til Ole Espersen,

2004, s. 141-164. Se også Anette Storgaard i bogen

jurist uden om-

svøb. Festskrift til Gorm Toftegaard Nielsen

, 2007, s. 319-335.

Se nærmere strl. § 74 a. Se i øvrigt servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 6, samt den nye lov 619,

2016 om

voksenansvar for anbragte børn og unge

med udfyldende bestemmelser i

voksenan-

svarsbekendtgørelsen,

bkg. 1707, 2016, og

voksenansvarsvejledningen,

vejl. 10370, 2016. Se

tillige www.socialstyrelsen.dk; Ungdomskommissionens betænkning, bet. 1508, 2009 afsnit

2.3.6.1, samt evalueringsrapporter fra Justitsministeriets Forskningskontor, www.jm.dk.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

hold i institution/opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en

sikret institution.

Ungdomssanktionen idømmes af retten, der tager stilling til, om betingelser-

ne er opfyldt for anvendelse af en sådan foranstaltning i stedet for almindelig

straf. Findes den unge undtagelsesvis uegnet til behandling inden for det sociale

system, idømmes der normalt en helt eller delvist ubetinget fængselsstraf, da en

ren betinget dom i sådanne tilfælde anses formålsløs.

Som led i en ungdomssanktion kan retten give den dømte

pålæg

svarende til

de forskellige typer af vilkår, der kan være led i en betinget dom.

I en dom til ungdomssanktion fastsætter retten alene de overordnede rammer

for foranstaltningen. Den nærmere udfyldning, herunder med hensyn til den

socialpædagogiske behandling, overlades til de sociale myndigheder. Sanktio-

nen har således indbygget en betydelig fleksibilitet, der muliggør løbende til-

pasning til, hvad de sociale myndigheder

–

afhængigt af den unges adfærd og

udvikling

–

ud fra behandlingsmæssige overvejelser måtte finde formålstjenligt

med hensyn til eventuelle skærpelse eller lempelser. En dom til ungdomssankti-

on kan f.eks. gå ud på, at den domfældte:

–

i 2 år undergives tilsyn af kommunen og efter kommunens nærmere be-

stemmelse undergiver sig socialpædagogisk behandling, herunder med

kontrol mod misbrug af narkotika;

–

i de første 2 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitu-

tion for børn og unge og herefter i indtil 12 måneder anbringes på en

døgninstitution eller godkendt opholdssted;

–

i øvrigt efterkommer pålæg fra de sociale myndigheder om opholdssted,

herunder tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller

døgninstitution eller et godkendt opholdssted, inden for de længstetider,

der er fastsat i straffeloven.

For at tilvejebringe et grundlag for sanktionsfastsættelsen indhenter anklage-

myndigheden oplysninger om sigtedes personlige forhold hos de sociale myn-

digheder, som tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en dom til social-

Jf. strl. § 74 a, stk. 2, 1. pkt., med henvisning til § 57. At udtrykket

”pålæg” er anvendt, inde-

bærer, at sanktionen

–

i modsætning til vilkårene i en betinget dom

–

kan håndhæves umiddel-

bart, dvs. gennemtvinges ved at politiet afhenter den domfældte og bringer vedkommende ind

på institutionen. Opfylder en betinget dømt ikke et vilkår, kan overtrædelsen derimod alene

have den virkning, at sagen indbringes for retten med henblik på fastsættelse af en reaktion.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

pædagogisk behandling kan anses som formålstjenlig, og hvilke pålæg der i

givet fald kan være behov for. Indstillingen skal indeholde forslag til, hvordan

sanktionen i den konkrete sag bør udformes, herunder hvor længe den unge skal

opholde sig på en sikret afdeling, og i hvor lang tid den unge efterfølgende skal

være anbragt på en åben institution/opholdssted. Har den unge under sagen væ-

ret anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling, og er der her gennemført en

pædagogisk observation, der viser, at der ikke er behov for yderligere ophold i

sikret afdeling, er der principielt ikke noget til hinder for, at de sociale myndig-

heder indstiller, at ungdomssanktionen indledes på en almindelig døgninstitu-

tion/opholdssted.

Med henblik på at give dommen et hensigtsmæssigt

behandlingsmæssigt

indhold

skal indstillingen fra de sociale myndigheder omfatte en individuel

handleplan med et langsigtet perspektiv for den unge. Det forventes, at de socia-

le myndigheder i handleplanen bl.a. forholder sig til følgende:

–

emotionel udvikling, social adfærd, boglig indlæring, praktiske gøremål;

–

skolegang og uddannelse, beskæftigelse, sport;

–

kognitive og tilsvarende behandlingsmetoder.

De sociale myndigheder skal under hele forløbet følge op på den domfældtes

handleplan/program, bl.a. med henblik på at foretage de fornødne tilpasninger.

Rettens afgørelse af, om den unge er

“uegnet eller ikke uegnet” til behand-

ling, træffes på grundlag af indstillingen fra de sociale myndigheder. Formelt

set er retten ikke bundet af en sådan indstilling, men det forudsættes, at der ikke

idømmes ungdomssanktion, hvis der foreligger en velbegrundet indstilling om,

at den tiltalte er uegnet til at modtage en sådan dom. Det forudsættes også, at

retten normalt følger en indstilling med hensyn til fastsættelsen af dommens

overordnede rammer, herunder med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af

det indledende ophold i sikret afdeling.

Det er ikke en betingelse for at idømme en ungdomssanktion, at den unge

eller forældremyndighedens indehaver giver samtykke. Foranstaltningen kan

således idømmes, selv om den unge måtte foretrække en fængselsstraf af kortere

varighed end ungdomssanktionen. Den pågældende har ikke valgfrihed.

Alle unge, der falder inden for målgruppen, antages at have behov for en

intensiv socialpædagogisk behandling, så i princippet anses ingen af dem på

Om idømmelse af ungdomssanktion imod den tiltaltes ønske, se TfK 2003.31 V og UfR

2014.2299 Ø.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

forhånd for uegnede hertil. Dette udgangspunkt kan dog i enkeltstående tilfælde

fraviges, hvis der er tale om unge, som er så destruktive og ødelæggende i et

institutionsmiljø, at selv sikrede institutioner ikke kan rumme dem, f.eks. på

grund af grov eller gentagen vold mod personalet. Almindelig fængselsstraf

forudsættes således anvendt, hvis det helt undtagelsesvist må lægges til grund,

at idømmelse af ungdomssanktion ikke tjener noget fornuftigt formål, og at

anbringelse af den unge kan ødelægge mulighederne for andre unge i en given

institution.

Reglerne om den særlige ungdomssanktion bygger på en formodning om, at

personer i målgruppen i hvert fald i et vist omfang vil kunne “rettes op” ved en

længerevarende socialpædagogisk påvirkning. Det har således været opfattel-

sen, at

hvis

der er noget, der kan hjælpe i forhold til de mest adfærdsvanskelige

–

såkaldt

“uanbringelige” –

unge, så er det et længerevarende socialpædagogisk

behandlingsforløb, hvori der indgår et element af fastholdelse. Efter de forelig-

gende oplysninger kendes der eksempler på, at såkaldt “uanbringelige” unge –

typisk efter en svær indledende periode

–

er blevet rettet op ved at blive anbragt

og fastholdt i længerevarende strukturerede behandlingsforløb i institutioner

–

sikrede som åbne

–

med forholdsvis få andre unge og i en tæt personlig kontakt

med erfarne, engagerede medarbejdere. Og selv om behandlingsindsatsen ikke

altid har den ønskede virkning, er det fundet, at sådanne unge trods alt er bedre

placeret i en social institution end i et fængsel.

Målgruppen for ungdomssanktionen er fastlagt ud fra fire kriterier: et alders-

kriterium, et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige forhold

(“social

profil”), et kriterium, der angår

kriminalitetens art (”kriminalitetskra-

vet”), og endelig et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræ-

der ellers ville blive idømt (”strafkravet”). I de fleste af de pådømte sager har

det næppe givet anledning til tvivl, om kriminalitetskravet var opfyldt. Røveri

–

herunder også ganske alvorlige forhold

–

forekommer i mere end halvdelen af

sagerne, heraf i en del sager sammen med anden voldskriminalitet, se nærmere

nedenfor. I yderligere en fjerdedel af sagerne er der dømt for vold, herunder til

dels for kvalificeret vold. I et flertal af sagerne foreligger der oplysninger om, at

en væsentlig del af kriminaliteten er udøvet i forening med andre. Flere sager

drejer sig om røverier begået over for jævnaldrende, f.eks. for at fratage dem

penge og/eller mobiltelefon.

Det er

alderen

på gerningstidspunktet, der er afgørende, så afviklingen af

sanktionen kan

–

uanset om den unge giver samtykke

–

strække sig ud over det

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

fyldte 18. år. Da ungdomssanktionens varighed er 2 år, vil dette være tilfældet i

alle de sager, hvor den unge var fyldt 16 år på domstidspunktet.

Med hensyn til

social profil

er målgruppen kendetegnet ved, at der er tale

om unge med markante tilpasningsproblemer, dvs. unge med mangelfuldt ud-

viklede evner til at skabe normale sociale relationer, besvær med at orientere sig

i normale sociale sammenhænge og ofte præget af et højt angstniveau med deraf

følgende uhensigtsmæssige og grænseoverskridende reaktionsformer, herunder

kriminelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig karakter. Det antages, at

sådanne unges adfærd i mange tilfælde er kendetegnet ved, at de

–

typisk i for-

bindelse med, at de færdes i grupper

–

ved truende eller lignende aggressiv ad-

færd optræder på en måde, der er egnet til at skabe frygt og utryghed.

For så vidt angår

kriminalitetens art,

er det navnlig tanken, at ungdomssank-

tionen skal idømmes ved grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, røveri og

voldtægt. Sanktionen skal endvidere kunne anvendes i tilfælde af anden alvorlig

kriminalitet, herunder mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyverier

eller hærværk. Det indgår i grovhedsvurderingen, om kriminaliteten er begået

sammen med andre.

Hvad angår

strafkravet,

er ungdomssanktionen normalt et alternativ til ube-

tinget fængselsstraf (eller kombinationsdom) i intervallet fra 30 dage op til ca. 1

år. Det er dog ikke udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til en

lidt længere ubetinget fængselsstraf, f.eks. på 1 år og 6 måneder, hvis ungdoms-

sanktionen anses for mere formålstjenlig end almindelig fængselsstraf.

Umiddelbart efter indførelsen af ungdomssanktionen var usikkerheden ved-

rørende linjen i domspraksis betydelig, hvilket bl.a. afspejlede sig i et forholds-

vis stort antal trykte domme. Senere tyndede rapporteringen i de juridiske tids-

skrifter ud.

UfR 2016.1038 Ø. En 16-årig ung mand blev bl.a. dømt for at have sparket en pæda-

gogmedhjælper på vedkommendes bosted i hovedet

samt for flere indbrudstyverier og

forsøg herpå, groft hærværk og ildspåsættelse. Et flertal i byretten idømte tiltalte fæng-

sel i 1 år. På baggrund af udtalelser fra bl.a. de sociale myndigheder fandt landsretten, at

idømmelse af ungdomssanktion var formålstjenlig for at forebygge yderligere lovover-

trædelser.

UfR =

Ugeskrift for Retsvæsen.

TfK =

Tidsskrift for Kriminalret.

Overtrædelse af strl. § 119.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

TfK 2015.783 Ø: En 16-årig, lettere retarderet ung mand havde bl.a. sammen med en

medskyldig begået tre gaderøverier ved en aften at true andre unge til at aflevere disses

smartphones. Ungesamrådet udtalte, at tiltalte var egnet til idømmelse af en ungdoms-

sanktion, og byretten fulgte indstillingen herom. Under hensyn til forholdenes karakter

og antal fandt landsretten ikke grundlag herfor og fastsatte straffen til fængsel i 2 år.

UfR 2004.1194 Ø: Ungdomssanktion til to tiltalte på 15 og 16 år for blandt andet vold-

tægt og medvirken hertil over for 14-årig pige samt begge for at have tiltvunget sig

anden kønslig omgængelse end samleje med pigen.

UfR 2002.2566 Ø: Den på gerningstidspunktet 15-årige T fandtes skyldig i røveri i

forening med tre medgerningsmænd begået mod en ekspedient i en kiosk, hvorved de

opnåede et udbytte på ca. 11.000 kr. Trods kommunens betænkeligheder fandt 5 vote-

rende det formålstjenligt at idømme ungdomssanktion.

UfR 2002.1679 Ø: Den på gerningstidspunktet 16-årige T blev bl.a. fundet skyldig i

forsøg på røveri ved sammen med medgerningsmand ved trussel med knive at have

forsøgt at aftvinge ekspedient i pølsevogn penge. T blev idømt ungdomssanktion.

UfR 2002.1379 Ø: Den på gerningstidspunktet 16-årige T blev fundet skyldig i overtræ-

delse af lov om euforiserende stoffer, et tyveri af 19 kartoner cigaretter til en værdi af

ca. 2.000 kr. samt røveri og kvalificeret vold ved at have tildelt en inspektør, der overra-

skede T og en medgerningsmand, et slag i hovedet med en billardkø. T var tidligere

idømt 3 måneders betinget fængsel, navnlig for berigelseskriminalitet, og blev nu idømt

ungdomssanktion.

UfR 2002.1303 V: En 16-årig pige blev fundet skyldig i fire tilfælde af ordinær vold og

ét tilfælde af kvalificeret vold. Hun blev idømt ungdomssanktion.

De senere år er såvel antallet af domme til ungdomssanktion som antallet af

fængselsdomme faldet støt. Dette beror først og fremmest på et ændret krimina-

litetsmønster. Over den seneste halve snes år er kriminaliteten blandt børn og

unge dalet til næsten det halve, både for så vidt angår mindre alvorlige former

for kriminalitet som alvorligere former for kriminalitet. Justitsministeriets

Forskningskontor finder det sandsynligt, at forklaringen i hvert fald i nogen

grad findes i en mindre gadeorienteret livsstil og ændrede vaner i forhold til

brug af alkohol og stoffer.

Se nærmere i rapport om udviklingen i børne- og ungdomskriminaliteten 2006-2015, Justits-

ministeriets Forskningskontor, april 2016.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

Udviklingen har ført til tomme pladser på de sikrede institutioner, hvor der

tidligere var alvorlige pladsproblemer.

Det var oprindeligt forventet, at ca. 36 personer årligt ville blive idømt ung-

domssanktion. I 2006 modtog dog ikke mindre end 118 personer en sådan

dom.

Næsten halvdelen af alle domfældte havde da en anden etnisk baggrund

end dansk. Siden er antallet af domme til ungdomssanktion som nævnt faldet

betydeligt. I 2014 modtog 43 tiltalte dom til ungdomssanktion. Heraf var 21

dømt for røveri, 11 for voldskriminalitet og 4 for brandstiftelse. Af samtlige var

en tredjedel 15 år på gerningstidspunktet, mens kun få var over 16 år. Tre fem-

tedele af alle havde under straffesagen været anbragt i surrogatfængsel, mens

resten ikke havde været varetægtsfængslet. Der var 37 mandlige og 6 kvindelige

domfældte. En tredjedel af de domfældte havde anden etnisk oprindelse end

dansk.

Det indledende ophold i en sikret institution forudsættes i almindelighed at være

på 2 måneder, hvilket svarer til den normale varighed af en socialpædagogisk

observation efter den sociale lovgivning. Formålet med anbringelsen er dels at

få standset den unges kriminalitet ved fjernelse fra lokalmiljøet, dels at få til-

vejebragt et grundlag for det videre forløb, herunder en individuel handleplan

vedrørende skolegang eller uddannelse, arbejde, bolig, fritidsaktiviteter og lig-

nende. Under særlige omstændigheder kan det i dommen fastsættes, at det ind-

ledende ophold kan have en varighed på

indtil

2 måneder, således at der afhæn-

gigt af forholdene kan kortes ned på opholdstiden i sikret afdeling. Hvis der

omvendt skønnes at være behov for et længere indledende ophold end 2 måne-

der

–

f.eks. indtil 4 måneder

–

i sikret afdeling, kan dommen også give mulig-

hed for det.

UfR 2007.1465 Ø: Den på gerningstidspunktet 15-årige T blev dømt for røveri. Han

havde på gaden frataget F ejendele til en samlet værdi af ca. 1.650 kr., idet T truede F

med en kniv. T blev idømt ungdomssanktion på vilkår bl.a., at han i de første 2 måneder

blev anbragt på en sikret afdeling på en døgninstitution for unge. T ankede med påstand

om ophævelse af dette vilkår. Landsretten tiltrådte, at der efter forholdene på tidspunktet

for sagens behandling i byretten var blevet fastsat vilkår som sket, men anførte, at T

–

Antallet af pladser på sikrede afdelinger blev på få år frem mod 2012 udvidet kraftigt fra 90 til

155. Fra 2010 faldt belægningen markant, og i 2013 lukkede regionerne følgelig 29 pladser.

Efterfølgende har belægningsprocenten fortsat været lavere end projekteret.

Flere redegørelser om anvendelsen af ungdomssanktioner er afgivet af Justitsministeriets

Forskningskontor, senest i oktober 2015, se www.jm.dk.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

uden anbringelse i sikret afdeling

–

nu havde været anbragt i cirka 3 måneder på institu-

tion. Efter de for landsretten fremlagte udtalelser talte afgørende pædagogiske hensyn

imod, at T nu blev anbragt i sikret institution. Bestemmelsen herom blev derfor ophæ-

vet.

UfR 2007.1412 V: Ikke behov for at pålægge tiltalt, der var idømt ungdomssanktion, at

tage ophold i sikret døgninstitution for unge i indtil 2 måneder, da tiltalte havde været

varetægtsfængslet i surrogat i godt 2 måneder.

For knap en fjerdedel af de unge, der i 2014 blev idømt ungdomssanktion, var

den maksimale anbringelsestid i sikret afdeling fastsat til længere end 2 måne-

der, nemlig for 11 af de 43 domfældte. For 7 af de domfældte var der ikke angi-

vet nogen længstetid.

Efter afviklingen af det indledende institutionsophold skal den unge som

udgangspunkt anbringes under lempeligere former

–

f.eks. på en almindelig

døgninstitution eller et egnet opholdssted

–

samtidig med at den pågældende

søges yderligere aktiveret med undervisning og/eller arbejde. Varigheden af

dette ophold vil i almindelighed være på “indtil 12 måneder” ud over det indle-

dende ophold på sikret afdeling. Udvikler den unge sig positivt, er der mulighed

for at overgå til den ambulante fase inden udløbet af de 12 måneder.

En tredje periode foregår i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndighe-

der. Varigheden af denne periode afhænger af den samlede varighed af institu-

tionsopholdet. Den ambulante periode vil være længere, jo kortere de forud-

gående perioder er.

Med henblik på at styrke indholdet i ungdomssanktionen er der i servicelo-

ven indsat en regel om, at den unge fremover får tilknyttet en koordinator, som

skal virke for at fremme sammenhængen mellem ungdomssanktionens tre faser

og afholde netværksmøder bl.a. med henblik på at inddrage den unge, forældre-

ne og andre relevante parter for at fastholde de målsætninger, der er fastlagt i

handleplanen vedrørende den unge.

Der er adgang til at føre den dømte tilbage til sikret institution, hvis det viser

sig, at den pågældende (endnu) ikke kan håndtere de friheder, der er forbundet

med ophold i en almindelig (ikke sikret) døgninstitution eller opholdssted. For

det samlede ophold i sikret institution gælder der dog en længstetid på 1 år.

Jf. servicelovens § 54 a og § 140. Se nærmere lov 545, 2007. Se også Rambølls evaluering af

lovændringerne på www.sm.dk samt Ungdomskommissionens betænkning, bet. 1508, 2009

afsnit 2.3.6.1.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

Efter at være overgået til den ambulante fase kan den dømte genanbringes i

almindelig døgninstitution, hvis det viser sig nødvendigt, f.eks. i lyset af spring-

ture og ny kriminalitet. For det samlede institutionsophold omfattende både

ophold i sikret afdeling og ophold i almindelig døgninstitution/egnet opholds-

sted er længstetiden 1�½ år.

Afgørelsen om tilbageførsel træffes af de sociale myndigheder med hjemmel

i dommen og forudsætter ikke, at servicelovens almindelige regler for anbrin-

gelse uden samtykke er opfyldt, ligesom der ikke er klageadgang gennem det

sociale ankesystem. Den dømte har imidlertid ret til domstolsprøvelse, hvis det

under forløbet besluttes at tilbageføre vedkommende til sikret afdeling. Tilsva-

rende er der adgang til domstolsprøvelse ved en tilbageførsel til døgninstitution

eller opholdssted efter overgang til den ambulante fase, eller i tilfælde af be-

stemmelse om forbliven i institution ud over de i dommen fastsatte tider for

institutionsophold. Indbringelse af sagen for retten har ikke opsættende virk-

ning.

I øvrigt afgøres spørgsmål om den dømtes forhold, herunder om sam-

vær/kontakt med forældre og pårørende og om brev- og telefonkontrol, efter de

almindelige regler i den sociale lovgivning, medmindre andet konkret er fastsat

i dommen.

Den tid, som den unge forud for dommen måtte have været varetægtsfængs-

let eller surrogatanbragt, fradrages

ikke

i længstetiden for den idømte ung-

domssanktion, men en forudgående varetægtsfængsling skal tages i betragtning

ved fastsættelsen af de tidsmæssige og institutionsmæssige rammer for sanktio-

nen.

En ungdomssanktion kan ikke ændres til en ubetinget fængselsstraf, selv om

den domfældte modsætter sig en socialpædagogisk indsats. Man har ikke øn-

sket, at den domfældte skal kunne slippe ud af sanktionen ved at gøre sig umu-

lig, i almindelighed, heller ikke ved at begå ny kriminalitet. Hertil kommer, at

udsigten til en konvertering normalt ikke ville kunne forventes at virke særlig

afskrækkende på den domfældte, da den forskyldte fængselsstraf i almindelig-

hed ikke vil være af lige så lang varighed som ungdomssanktionen. Den i sank-

tionen indbyggede adgang til tilbageførsel, f.eks. til sikret afdeling, antages i de

fleste tilfælde at være tilstrækkelig til at løse eller i hvert fald at afhjælpe pro-

blemer med modvillige unge.

Jf. bekendtgørelse om

udgangstilladelse mv.

til personer, der er anbragt i hospital eller institu-

tion i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret, bkg. 200, 2004 som

ændret ved bkg. 1184, 2012. De administrative forskrifter er fastsat af Justitsministeren efter

samråd med Socialministeren, jf. strl. § 74 a, stk. 4.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

Hvis det, efter at ungdomssanktionen er idømt, viser sig, at den unge er

”uimodtagelig

for behandling”, kan virkningen heraf i almindelighed alene blive

den, at den konkrete udmøntning af behandlingsindsatsen ændres. Ungdoms-

sanktionen er en tvungen hjælpeforanstaltning, som den unge ikke kan blive

“smidt ud af” og heller ikke kan obstruere sig ud af. Er den dømte ikke blot

behandlingsresistent, men tillige begår grov eller gentagen vold imod personalet

eller anden alvorlig kriminalitet, kan der dog efter omstændighederne blive tale

om at idømme en ubetinget fængselsstraf for de nye forhold, samtidig med at

afviklingen af ungdomssanktionen bringes til ophør.

I tilfælde af

ny kriminalitet

kan retten forlænge varigheden af ungdomssank-

tionen, herunder af de længstetider, der gælder for institutionsophold, med indtil

6 måneder.

Ved grovere kriminalitet, hvor den unge står til en længerevarende

ubetinget fængselsstraf, vil der på sædvanlig måde blive rejst tiltale og gennem-

ført en straffesag. Idømmes den unge i anledning af den nye kriminalitet en

ubetinget fængselsstraf på omkring 1 års fængsel eller mere, bortfalder den re-

sterende del af ungdomssanktionen i almindelighed.

UfR 2005.1931 Ø: T, der var født i september 1985, var i januar 2003 blevet idømt

ungdomssanktion. Han begik i august og december 2003 gaderøveri og forsøg på ind-

brudstyveri. Byretten idømte T fængsel i 6 måneder, hvoraf 3 måneder blev gjort betin-

get. Dette skete i medfør af en analogi fra straffelovens regler om fællesstraf omfattende

de nu begåede forhold og den resterende del af den idømte ungdomssanktion.

Lands-

retten fandt ikke, at der var hjemmel til anvendelse af bestemmelsen om fællesstraf. Da

anklagemyndigheden havde anket til formildelse, fastsattes straffen til fængsel i 5 må-

neder, der som følge af sagens konkrete omstændigheder i det hele blev gjort betinget.

UfR 2003.2655 Ø: T, der var født i maj 1987, blev i marts 2003 idømt ungdomssank-

tion. I juli 2003 blev T fundet skyldig i bl.a. kvalificeret vold. Den tidligere idømte

ungdomssanktion blev forlænget i 6 måneder, og længstetiden for anbringelse blev

forlænget.

Jf.strl. § 74a, stk. 2, 3. pkt. Ud over de nævnte afgørelser fra UfR kan nævnes TfK 2006.588 Ø,

TfK 2012.844 V samt TfK 2014.1151 V.

Jf. strl. § 89 a, stk. 2, der giver retten mulighed for at træffe bestemmelse om bortfald af den

resterende del af ungdomssanktionen. Efter stk. 1 i samme bestemmelse kan tidligere idømt

straf, der ikke er fuldbyrdet, bortfalde ved idømmelse af en ungdomssanktion. En tidligere

idømt betinget dom kan ved idømmelse af ungdomssanktion indgå i en fællesstraf, jf. princip-

pet i § 61, stk. 2, og se TfK 2007.748 Ø.

Om fællesstraf i forbindelse med ny kriminalitet efter betinget dom, se strl. § 61, stk. 2.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

I tilfælde, hvor den unge i anledning af ny kriminalitet står til en ubetinget

fængselsstraf på mindre end 1 år, er udgangspunktet, at der på sædvanlig måde

udmåles en ubetinget fængselsstraf, og at der ikke træffes bestemmelse om bort-

fald af den tidligere idømte ungdomssanktion. Herefter tager de straffuldbyr-

dende myndigheder i samarbejde med de sociale myndigheder stilling til det

videre forløb, herunder f.eks. om den ubetingede fængselsstraf eventuelt bør

fuldbyrdes ved alternativ afsoning uden for fængsel og arresthus,

hvorved der

vil kunne skabes sammenhæng mellem afviklingen af den resterende del af

ungdomssanktionen og afsoningen af straffen for den nye kriminalitet.

Anses den unge på tidspunktet for dommen i anledning af den nye krimina-

litet for uegnet til behandling, og må det sociale systems muligheder inden for

den idømte ungdomssanktion anses for udtømte, har retten mulighed for at ud-

måle en ubetinget fængselsstraf for den nye kriminalitet og samtidig

–

ligesom

ved domme på fængsel i mindst 1 år

–

træffe bestemmelse om bortfald af den

resterende del af ungdomssanktionen.

Dette vil navnlig kunne komme på tale,

hvis dommen for den nye kriminalitet afsiges på et tidspunkt, hvor den væsent-

ligste del af ungdomssanktionen er afviklet.

Indførelsen af ungdomssanktionen blev forberedt af en ekspertgruppe under

Justitsministeriet. Gruppen lancerede ikke foranstaltningen med udpræget entu-

siasme, men tilkendegav imellem linjerne nærmest, at det egentlig ikke drejede

sig om en nyskabelse, der reelt ville gøre så meget fra eller til, men snarere sig-

nallovgivning, der i forhold til befolkningen skulle demonstrere handlekraft og

over for de sociale myndigheder markere, at indsatsen over for de særlig van-

skelige unge ønskedes tilrettelagt mere målrettet. Med andre ord blev ungdoms-

sanktionen fostret i et fornuftsægteskab mellem besindige mager fra politik og

sagkundskab, ikke som noget kærlighedsbarn, men som garant for at kunne

bevare straffe- og socialretlig tradition og anstændighed nogenlunde intakte.

Baggrunden var, at mere repressive kræfter med tiltagende ihærdighed havde

krævet kriminalpolitiske stramninger, og da nogle konkrete sager om gruppe-

voldtægt og gaderøverier med indvandrerunge som gerningsmænd tiltrak sig

betydelig opmærksomhed i midten af 2000, fik forslag om sænkning af den

kriminelle lavalder, straksdomme, straksafsoning etc. kraftig vind i sejlene. Det

Jf. straffuldbyrdelseslovens § 78; smh. bekendtgørelse om

anbringelse af dømte i institution

mv. uden for fængsel eller arresthus

571, 2002; cirk. 94, 2001; vejl. 68, 2002;

ungebekendtgø-

relsen,

bkg. 239, 2012 § 5 og vejl. 22, 2010 pkt. 2.

Jf. strl. § 89 a, stk. 2.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

var derfor påtrængende for tilhængere af en mere human kriminalpolitik at ud-

vise en vis forståelse og imødekommenhed over for mediernes og store befolk-

ningsgruppers krav om skærpet fasthed og konsekvens. På den baggrund kan

ungdomssanktionen med lidt velvillighed betragtes som det mindste onde, som

det markante initiativ, der på et givent tidspunkt skulle til for at dæmme op for

noget, der ville være værre

–

som et legitimt led i en realistisk kriminalpolitik.

Forløbet er i sig selv et interessant eksempel på tendenser til, at kriminalpoli-

tikken præges af signallovgivning, der tages i brug for at vise politisk handle-

kraft og kontrol. Sådanne initiativer og aktiviteter kan efter omstændighederne

være mere eller mindre velbegrundede og legitime; men de kan også tage en

helt gal retning, hvilket ikke mindst beror på et medieskabt pres på politikerne,

som med eller mod deres personlige overbevisninger drives ud i en kollektiv,

overdreven

pay back

tænkning. For så vidt angår indførelsen af reglerne om

ungdomssanktionen og den efterfølgende praktisering af ordningen, er der fort-

sat grund til at rejse alvorlig kritik på en række punkter.

Ungdomssanktionen blev indført, selv om de hidtil gældende regler om

sanktioner og sociale tiltag over for unge kriminelle i de fleste tilfælde var fuldt

egnede og tilstrækkelige til at strikke hensigtsmæssige løsninger sammen. Det

blev alligevel lagt til grund, at lovens muligheder ikke altid blev udnyttet til-

strækkelig effektivt og konsekvent, og at der var behov for en opstramning,

fordi de sociale myndigheder var for tilbageholdende med anbringelse på sikret

afdeling og etablering af forpligtende, langvarige behandlingsforløb. I stedet for

initiativer med henblik på en mere målrettet anvendelse af det eksisterende re-

gelgrundlag valgte Folketinget at introducere noget mere fritstående med et nyt

og selvstændigt indhold.

Det grundlæggende spørgsmål i forbindelse med en vurdering af den særlige

ungdomssanktion er, om intensiteten og varigheden af de med ungdomssanktio-

nen iværksatte indgreb står i rimeligt forhold til grovheden af de begåede lov-

overtrædelser samt holder sig inden for grænserne for, hvad der behandlingsfag-

ligt er indiceret, frem for at blokere for en konstruktiv indsats. Ungdomssankti-

onen har givet associationer til ungdomsfængslet, der i 1973 ellers blev afskaf-

fet, fordi behandlingsresultaterne langt fra stod mål med de retssikkerhedsmæs-

sige omkostninger ved årelange og for nogle domfældtes vedkommende ganske

indgribende ophold. Det kan med rette hævdes, at indførelsen af ungdomssank-

tionen ikke alene havde rod i behandlings- og beskyttelsesmæssige hensyn, men

i uforholdsmæssig grad var bestemt af lovgivningsmagtens behov for at vise

fasthed og handlekraft.

Det har ikke været muligt at dokumentere videnskabeligt, at ungdomssank-

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

tionen kan praktiseres på en måde, der gør den bedre egnet end andre foranstalt-

ninger til at mindske de unges tilbagefald i ny kriminalitet. Ungdomskommis-

sionen måtte således i 2009 konstatere, at den da foreliggende effektevaluering

af ungdomssanktionen ikke gav noget sikkert billede af sanktionens recidiv-

hæmmende effekt. Billedet har ikke ændret sig væsentligt efterfølgende.

De unge har i mange tilfælde også forud for straffesagen været i kontakt med de

sociale myndigheder som følge af massive sociale problemer. Man kan i lyset

heraf stille spørgsmålet, hvilken forskel det skulle gøre at idømme ungdoms-

sanktion, som skal fuldbyrdes på samme type af institutioner og under medvir-

ken af samme medarbejdergrupper som dem, der har ansvar for unge anbragt

efter reglerne i serviceloven.

En ungdomssanktion skal anvendes som

alternativ til ubetinget fængsel,

men

indebærer markante skærpelser i forhold til fuldbyrdelsespraksis i tilfælde, hvor

der idømmes ubetingede fængselsstraffe på op til halvandet år. Unge fængsels-

dømte udstår nemlig normalt ikke dommen i fængsel eller arresthus. Fornuftig-

vis overføres de til alternativ afsoning i sociale institutioner. Efter Danmarks

ratifikation i 1991 af Børnekonventionen steg antallet af sådanne alternative

anbringelser af unge domfældte, og alternativ anbringelse blev i stigende grad

taget i anvendelse allerede fra påbegyndelsen af fuldbyrdelsen, hvor det tidlige-

re var almindeligt, at en del af straffen først kom til afsoning i et fængsel. Med

indførelsen af ungdomssanktionen tilsidesatte man den praksis med alternativ

anbringelse af unge lovovertrædere, som man forud havde satset på at udvikle.

Med ungdomssanktionen bliver varigheden af domfældtes institutionsophold

betydelig mere langstrakt og intensivt end ved alternativ anbringelse, for her var

varigheden af institutionsopholdet bestemt af den udmålte straffetid under hen-

syntagen til fradrag for udstået varetægt samt prøveløsladelse, der særligt for

unge ofte kan ske efter halv tid.

Det var i området for straffetider på op til omkring tre måneder, at der oprin-

deligt skete en meget mærkbar forskydning i retning mod dom til ungdomssank-

tion som

”alternativ”

til fængselsstraf. Ikke mindre end to tredjedele af de sager,

som tidligere faldt ud til sådanne korte frihedsstraffe, resulterede nu i ungdoms-

sanktioner. Særligt i disse sager ville alternativ afsoning gennemgående have

Se nærmere evalueringsrapporter fra Justitsministeriets Forskningskontor, www.jm.dk.

Se nærmere

løsladelsesbekendtgørelsen,

bkg. 354, 2016 § 14 samt vejl. 9476, 2016 pkt. 10.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

været af langt kortere varighed end anbringelsestiden i forbindelse med en ung-

domssanktion.

Der er betydelig risiko for, at den domfældte oplever den indledende anbringel-

se i sikret afdeling som et overordentlig repressivt indgreb, der i nogle tilfælde

ligefrem kan få karakter af ren opbevaring. Efter loven er der i øvrigt ikke noget

til hinder for, at ungdomssanktionen indledes i en almindelig afdeling på en

døgninstitution.

Sådanne ordninger kan ikke mindst være velbegrundede, hvis

den unge under sagen har været anbragt i varetægtssurrogat på en sikret afde-

ling. Varigheden af sådanne anbringelser er sjældent væsentligt kortere end to

måneder. I de tilfælde, hvor den unge ligefrem har været på fri fod op til dom-

men

–

eller sågar under hele sagen

–

kan det forekomme bagvendt og meget

drastisk at påbegynde fuldbyrdelsen af sanktionen med anbringelse på sikret

afdeling. Som nævnt havde i hvert fald tre ud af fem unge, som i 2014 blev

idømt ungdomssanktion, under sagen været frihedsberøvet i surrogat. Det må

stærkt formodes, at der efter dommen i sådanne tilfælde kun undtagelsesvist er

behov for et yderligere ophold af længere varighed på sikret afdeling.

Oplevelse af uforholdsmæssighed kan i øvrigt opstå som et spørgsmål om

ulighed i sanktioneringen af forskellige domfældte. Da rammerne omkring en

ungdomssanktion er temmelig standardiserede, kan to lovovertrædere således

blive idømt og i det væsentlige undergivet samme sanktion, selv om der i deres

respektive sager er forskyldt straffe af meget forskellig strenghed. Omvendt kan

to unge i samme sag også blive idømt og undergivet sanktioner af meget for-

skellig strenghed, hvis der er en kende aldersforskel, selv om de domfældte i

øvrigt har været nogenlunde lige gode om kriminaliteten; den 16-17-årige

idømmes en langvarig og indgribende ungdomssanktion, den 18-årige

”slipper”

med en forholdsvis kort fængselsstraf. Der foreligger oplysninger fra flere sager

om, at de unge prøver at ”slippe med”

en ubetinget fængselsstraf frem for en

ungdomssanktion.

Forholdet mellem antal idømte ungdomssanktioner og antal ubetingede fri-

Anvisningerne i lovforarbejderne på udformningen af en dom til ungdomssanktion angiver

varigheden af det indledende ophold på sikret afdeling som ”de første 2 måneder”. Straffelo-

ven giver imidlertid adgang til at bestemme en

længstetid

for det indledende ophold, f.eks. ved

at fastsætte varigheden af dette som ”indtil 2 måneder”.

Det eneste rigtige er, at retten angiver

en længste varighed af et sådant ophold og i øvrigt overlader det til de sociale myndigheder at

sluse domfældte ud til en almindelig døgninstitution hurtigst muligt ud fra en bedømmelse af

de social-pædagogiske hensyn, som gør sig gældende i den konkrete sag.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

hedsstraffe varierer betydeligt mellem retskredsene. Hyppigheden af ungdoms-

sanktioner i forhold til alle sammenlignelige domme til aldersgruppen er størst i

visse jyske retskredse, mens sanktionen kun bruges ganske sjældent i hoved-

stadsområdet.

10.

Det grundlæggende problem med ungdomssanktionen er, at der femten år efter

indførelsen fortsat ikke foreligger en konkretiseret, sammenhængende og bære-

dygtig vision for, hvad foranstaltningens indhold egentlig skal være. Der savnes

såvel et kundskabsmæssigt som et etisk fundament under en ordning, der inde-

bærer særdeles vidtgående og skønsbetonede indgreb i den personlige frihed og

integritet, som udsætter unge lovovertrædere for pønale reaktioner, der er mar-

kant strengere end tariffen over for voksne kriminelle, og som frembyder store

problemer i relation til grundlæggende retssikkerhedshensyn.

Lovgivningsmagten og de fuldbyrdende myndigheder har fastlagt de ydre,

strukturelle og kapacitetsmæssige rammer for sanktionen, herunder kompeten-

ceplaceringen, indgrebenes varighed, anbringelsesstedernes art, reaktionsmulig-

hederne, etc. Men en nærmere overvejelse over og fastlæggelse

af, hvad ”en

struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling” skal gå ud på, hvis man

skal gøre sig håb om, at indsatsen ”retter op på” den unge, har man endnu ikke

foretaget. Man har henskudt det til mere eller mindre lokale initiativer at få

rammerne i det generelle koncept udfyldt.

De unge anbringes under restriktive forhold i forholdsvis lange perioder med

det formål at gennemgå en behandling, som ikke er nærmere defineret. Der blev

forudsat et paradigmeskift med hensyn til den social-pædagogiske tilgang; men

der er fortsat stor usikkerhed om, hvad det i teori og praksis betyder at bevæge

sig fra en anti-autoritær, dialog- og motivations-orienteret pædagogik til en

”konsekvens-orienteret

pædagogik”.

Børnerådet udgav i slutningen af 2015 en rapport om unges oplevelser med

frihedsberøvelse. Undersøgelsen omfattede bl.a. 6 unge, der redegjorde for de-

res erfaringer med anbringelse på sikrede institutioner som led i fuldbyrdelsen

af ungdomssanktion. I forordet til rapporten sammenfatter Børnerådets formand,

tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen, nogle af undersøgelsens resultater såle-

des:

Se nærmere de årlige opgørelser fra Justitsministeriets Forskningskontor. Om variationerne i

kommunernes syn på ungdomssanktionen, se artikel af journalist Mette Mayli Albæk i

Jyl-

lands-Posten

28.01.2015.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

”Flere fortæller om ydmygende behandling og en oplevelse af at være stemplet af

personalet. Det er bekymrende, at flere unge oplever, at personalet i nogle henseender

håndterer deres magtbeføjelser vilkårligt og unødvendigt hårdhændet. Det rejser

spørgsmålet, om personalet i tilstrækkelig grad har den rette uddannelsesmæssige bag-

grund for at arbejde pædagogisk og inden for lovens rammer. En del af magtperspekti-

vet handler for de unge om den sanktionerende pædagogik, der eksisterer nogle steder.”

”Undersøgelsen viser meget tydeligt, at de unge frihedsberøvede er alt for dårligt

informerede om deres rettigheder og handlemuligheder under frihedsberøvelsen.”

”De unges oplevelser peger på, at der med fordel kan udvikles et mere ensartet

grundlag at arbejde på, der går på tværs af regioner og kommuner, med afsæt i pædago-

gisk og psykologisk støtte og hjælp til resocialisering.”

Kommunerne, institutionerne og de enkelte medarbejdere har måttet improvise-

re sig frem på basis af varierende tradition, praksis, erfaring, ideologi, fagetik,

ressourcer etc. Anbefalinger af sanktionsvalg, valget af institution og restriktio-

ner samt den konkrete behandlingsindsats beror i det væsentlige på subjektive

vurderinger og de placeringsmuligheder, som er til rådighed på et givent tids-

punkt. I bedste fald er der tale om lokale metodeudviklingsprojekter, herunder

med henblik på bedre screening for psykiatriske problemer.

På alle niveauer savnes der stadig et vidensbaseret perspektiv. For den enkel-

te medarbejder må den daglige opgave være en krævende personlig og faglig

udfordring, og risikoen for nederlag og hurtig udbrænding er stor. Empirisk

baserede visiteringskriterier, standardiserede beskrivelser af arbejdsmetoder

eller ”god praksis”,

endsige differentierede behandlingsprogrammer og manua-

ler, eksisterer ikke i almindelighed, for ingen instans har taget samlet ansvar for

udarbejdelse af sådanne. I lyset heraf kan der selvsagt ikke foretages en syste-

matisk forskningsmæssig resultatkontrol eller sammenligning af programmer og

resultater.

Behovet for evaluering og empirisk forskning har egentlig heller ikke på-

kaldt sig synderlig interesse. I takt med tidens toner er der ganske vist støttet og

rekvireret nogle spredte undersøgelser.

Dette kan i bedste fald være bedre end

ingenting, men kan også bidrage til at legitimere og tilsløre, at man spiller ha-

sard med den enkelte unges tilværelse.

Før vedtagelsen af ungdomssanktionen gav en række socialarbejdere og

faglige organisationer med god grund udtryk for modvilje mod et koncept, der

Bl.a. har sektorforskningsinstituttet SFI, et amtsligt metodecenter og et forskerteam fra Psyko-

logisk Institut AAU samt Rambøll udarbejdet rapporter om, hvad der egentlig foregår, og Ju-

stitsministeriets forskningsenhed har opgjort, hvordan det går med tilbagefaldet i kriminalitet.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

indebærer en sammenblanding af straf og behandling. Efterfølgende har man

efterlyst retningslinjer for indsatsen, men ingen fået. Behandlings-etiketten til-

slører, at ungdomssanktionen først og fremmest er kendetegnet ved indgribende

tvang og alvorlige pønale elementer, som i mange tilfælde rækker langt ud over,

hvad strafværdigheden af den begåede kriminalitet i sig selv kan begrunde.

I betænkningen fra Ungdomskommissionen anbefalede kriminologen, pro-

fessor Flemming Balvig samt forstander Jens Bay og direktør for landsforenin-

gen for private sociale tilbud Geert Jørgensen en afskaffelse af ungdomssankti-

onen:

”Ungdomssanktionen opleves af

mange unge som uretfærdig, da eventuelle medger-

ningsmænd over 18 år ofte vil få en kort frihedsstraf for samme forbrydelse. Da tiden i

varetægt modregnes for de over 18-årige, der idømmes frihedsstraf, betyder det ofte, at

de sættes på fri fod umiddelbart efter domsafsigelsen. Omvendt modregnes tiden i vare-

tægt ikke i ungdomssanktionen, således at den unge oplever, at han eller hun får en straf

på to år oven i tiden i varetægt. Desuden skal den unge

–

uanset den unge har siddet på

en sikret afdeling i varetægtsperioden

–

i praksis oftest tilbringe fase 1 af ungdomssank-

tionen på en sikret afdeling. Dette opleves af den unge som dobbelt uretfærdigt. Den

oplevede uretfærdighed er et problem i sig selv, men oplevet uretfærdighed betyder

også mindsket motivation for behandling mv., og mindsker således ungdomssanktio-

nens mulighed for at modvirke fremtidig kriminalitet mv.

Den manglende proportionalitet, der er mellem den forbrydelse, den unge har begået

og straffen i ungdomssanktionen, og som også ”objektivt set”

gør sig gældende med

hensyn til sanktionens samlede udstrækning, stiller meget store krav til ungdomssank-

tionens effekt

–

og dokumentationen heraf

–

i forhold til at hjælpe disse unge ud af

kriminalitet. Ungdomssanktionen ses ikke på baggrund af de hidtidige undersøgelser at

have en sådan markant positiv effekt. Det er endvidere ikke mindretallets forventning, at

de pågående/foreslåede ændringer vil kunne betyde en markant forbedring af effekten,

eller at nærmere undersøgelser vil kunne dokumentere en sådan.”

11.

I 2016 blev der med vedtagelsen af

voksenansvarsloven

indført et nyt regelsæt,

der udvider reglerne om

magtanvendelse

og andre indgreb i selvbestemmelses-

retten.

Samtidig har loven

som formål at øge retssikkerheden for såvel de an-

bragte unge som for de ansvarlige voksne. De nye bestemmelser angiver bl.a.

nogle

generelle principper, f.eks. at indgreb kun må ske undtagelsesvis.

Regler-

ne skal således bidrage til, at de ansvarlige voksne på anbringelsesstederne har

Lov 619, 2016 om

voksenansvar for anbragte børn og unge

. Se i øvrigt

voksenansvarsbe-

kendtgørelsen,

bkg. 1707, 2016, og

voksenansvarsvejledningen,

vejl. 10370, 2016.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

de nødvendige redskaber til at fremme de anbragtes trivsel og den socialpæda-

gogiske behandling. De skal desuden understøtte, at de voksne på anbringelses-

stederne ikke overskrider deres beføjelser, og samtidig sikre, at de ikke undlader

at yde den tilstrækkelige omsorg af frygt for at gå for vidt. Et indgreb skal ske

ud fra en konkret afvejning af den unges ret til omsorg over for vedkommendes

ret til selvbestemmelse. I øvrigt vil

Ombudsmandens Børnekontor i 2017 foku-

sere på brug af isolation og fysisk magtanvendelse over for frihedsberøvede

unge. Alt andet lige må det selvsagt hilses velkomment, at der såvel lovgiv-

ningsmæssigt som i praksis er kommet fornyet fokus på at styrke de unges rets-

sikkerhed.

12.

Allerede for mere end ti år siden kunne de væsentligste problemer i forbindelse

med ungdomssanktionen opregnes således:



usikkerhed om sanktionens

indhold

(paradigme, substans, funktionsmåde,

effekt);



usikkerhed om

anvendelsesområde

(kriminalitetskrav, social profil);



usikkerhed om den individuelle doms

konkretisering

(både indhold og konci-

pering);



usikkerhed om principper for udmøntning og

fuldbyrdelse

(sikring, døgnan-

bringelse, udslusning til ambulant regi, overgang til efterværn);



ufleksible

ydre rammer

(længstetider, institutionstyper, reaktioner ved sam-

menbrud);



uforholdsmæssig

indgrebsintensitet

og mangel på

proportionalitet;



uholdbar decentralisering af

planlægning og styring;



utilstrækkelig basis for rekruttering og fastholdelse af kvalificeret

personale;



fravær af

ensartethed, forudsigelighed

og grundlæggende

retssikkerhed

på alle

processens stadier.

I det væsentlige har disse bekymringspunkter ikke i mellemtiden fået væsentlig

mindre relevans. Som straf oplever de domfældte ofte ungdomssanktionen som

uretfærdig. Som behandling har foranstaltningen ikke på sine egne præmisser

vist sin berettigelse. Som socialretlig praksis udgør den et betydeligt indgreb i

den individuelle frihed og personlige integritet. Som ansættelsesmæssig praktik

Jf. sammenfatningen i mit bidrag til bogen

Politik og jura

, 2004, s. 163 f.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 29: Ungdomssanktioner – »socialpædagogisk behandling med et element af fastholdelse« artikel fra Jørn Vestergaard

repræsenterer den arbejdsvilkår, som kun de mest vedholdende ildsjæle kan stå

model til gennem længere tid, hvis engagementet og jobtilfredsheden skal beva-

res. Grundlæggende repræsenterer de lovbestemte rammer omkring ungdoms-

sanktionen et påtrængende etisk problem som stridende mod hensynet til ele-

mentær retssikkerhed og almindelig rimelighed.

Ungdomssanktionen er som nævnt blevet sammenlignet med sanktionen

ungdomsfængsel, som i lyset af indgående overvejelser og anbefalinger fra sag-

kyndigt hold blev afskaffet i 1973. Argumenterne for at bevare ungdomssankti-

onen er på ingen måde stærkere end de synspunkter, som for et halvt århundrede

siden blev fremført til forsvar for sanktionen ungdomsfængsel.