REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 208: Lovudkast til forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Retsvirkninger af et foreløbigt forbud mod eller en opløsning af en forening) og høringsliste, fra justitsministeren

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 208
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

15. marts 2018

Strafferetskontoret

Marie Mølsted

2017-731-0016

666656

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

(Retsvirkninger af et foreløbigt forbud mod eller en opløsning af en fore-

ning)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august 2017, som ændret

senest ved lov nr. [.…], foretages følgende ændringer:

§ 75, stk. 5,

affattes således:

”Når en forening opløses ved dom, kan dens formue og øvrige ejendele kon-

fiskeres.”

§ 132 a affattes således:

”§

132 a.

Den, der deltager i videreførelsen af en forening, efter den forelø-

big er forbudt af regeringen eller opløst ved dom, straffes med bøde eller

fængsel indtil 2 år.

Stk. 2.

Den, der, uden at forholdet er omfattet af stk. 1, på offentligt sted, i

kriminalforsorgens institutioner eller med forsæt til udbredelse i en videre

kreds besidder eller anvender en forenings kendetegn, efter foreningen er

foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom, straffes med fængsel

indtil 6 måneder.”

Efter § 132 a indsættes:

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 208: Lovudkast til forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Retsvirkninger af et foreløbigt forbud mod eller en opløsning af en forening) og høringsliste, fra justitsministeren

”§

132 b.

Politiet kan forbyde en person, som har haft en tæt tilknytning til

en forening, der er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom, at

færdes og opholde sig bestemte steder, hvis det vurderes at være af væsentlig

betydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.

Stk. 2.

Politiet kan påbyde personer, som på et bestemt sted deltager i en for-

samling af personer, hvoraf en stor del har haft en tilknytning til en fore-

ning, som inden for de seneste 10 år er foreløbig forbudt af regeringen eller

opløst ved dom, at forlade det pågældende sted eller forsamlingen, hvis for-

samlingen er egnet til at skabe utryghed for de omkringboende eller forbi-

passerende.

Stk. 3.

Forbud efter stk. 1 skal meddeles skriftligt og være begrundet. For

forbuddet skal fastsættes en frist, der ikke kan overstige 1 år. Fristen kan

forlænges med indtil 6 måneder ad gangen.

Stk. 4.

Overtrædelse af et forbud meddelt efter stk. 1 straffes med bøde eller

fængsel indtil 2 år.

Stk. 5.

Manglende efterkommelse af et påbud efter stk. 2 straffes med bøde

eller fængsel indtil 6 måneder.”

§2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22. september 2017 som

senest ændret ved lov nr. [.…], foretages følgende ændringer:

Efter

§ 803

indsættes:

”§

803 a.

En forenings formue og øvrige ejendele kan beslaglægges, hvis

foreningen foreløbig forbydes af regeringen.”

§ 804, stk. 3,

ændres ”§ 807, stk. 5” til: ”§ 807, stk. 6”.

§ 806

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

”Stk.

Politiet kan træffe beslutning om beslaglæggelse efter § 803 a. Reg-

len i stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.”

Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.

§ 807, stk. 1,

indsættes efter ”§ 806, stk. 4”: ”eller 5”.

§ 807, stk. 3,

ændres ”§ 806, stk. 6, 1. pkt.” til: ”§ 806, stk. 7, 1. pkt.”.

§ 807 a

ændres ”§ 806, stk. 8” til: ”§ 806, stk. 9”.

§ 807 b, stk. 3,

indsættes som

3. pkt.:

”1.

og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved beslaglæggelse efter § 803

a.”

§ 807 d, stk. 1,

udgår ”og”, og efter ”§ 803, stk. 1, 1. pkt.,” indsættes:

”og § 803 a”.

§3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Indholdsfortegnelse

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Beslaglæggelse og konfiskation

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Videreførelse af en forening, der er foreløbig forbudt eller opløst

i medfør af grundlovens § 78

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Opholdsforbud mv. for personer tilknyttet en forbudt eller op-

løst forening

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

I lyset af eskaleringen af konflikten i bandemiljøet i København, som bl.a.

har ført til flere drab og en lang række skudepisoder i det offentlige rum, an-

modede Justitsministeriet i august 2017 Rigsadvokaten og Rigspolitiet om

at vurdere, om der er grundlag for at indlede en sag ved domstolene om op-

løsning af bandegruppen Loyal To Familia i medfør af grundlovens § 78.

Rigsadvokaten og Rigspolitiet har vurderet, at der er grundlag for at gå vi-

dere med en sådan sag, og sagen er nu forankret hos Københavns Politi. Re-

geringen vil overveje at anvende adgangen til i medfør af grundlovens § 78,

stk. 3, at nedlægge et foreløbigt forbud mod foreningen fra det tidspunkt,

hvor en eventuel sag er klar til at blive anlagt ved domstolene.

Det er vigtigt, at det strafferetlige værn mod at fortsætte en forening, efter

at den med hjemmel i grundloven foreløbig er forbudt eller opløst ved dom,

er så effektivt som muligt, så det sikres, at de kriminelle eller samfundsska-

delige aktiviteter, som udføres af sådanne foreninger, bringes til ophør.

Lovforslaget indeholder følgende elementer:

- Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 132 a om videreførelse af en for-

budt eller opløst forening med henblik på at præcisere bestemmelsens an-

vendelsesområde.

- Det foreslås at indsætte en udtrykkelig bestemmelse i straffelovens § 132

a, stk. 2, om, at en forbudt eller opløst forenings kendetegn ikke må besid-

des eller anvendes på offentligt sted, i kriminalforsorgens institutioner eller

med forsæt til udbredelse i en videre kreds.

- Det foreslås, at politiet får hjemmel til at pålægge en person, der havde til-

knytning til en forbudt eller opløst forening, et opholdsforbud, hvis det vur-

deres at være af væsentlig betydning for at sikre, at foreningen ikke videre-

føres.

- Det foreslås, at politiet får hjemmel til at påbyde personer at forlade en for-

samling, som er egnet til at skabe utryghed, hvis en stor del af forsamlingen

havde tilknytning til en forbudt eller opløst forening.

- Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 75, stk. 5, om konfiskation af en

opløst forenings formue mv. med henblik på at præcisere bestemmelsens

anvendelsesområde.

- Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i retsplejeloven om, at der kan

ske beslaglæggelse af en forenings formue og øvrige ejendele, hvis forenin-

gen foreløbig forbydes af regeringen.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Beslaglæggelse og konfiskation

2.1.1. Gældende ret

Det fremgår af straffelovens § 75, stk. 5, at en forenings formue, arkiv, pro-

tokoller og lignende kan konfiskeres, når en forening opløses ved dom.

Bestemmelsen blev indsat i straffeloven ved lov nr. 87 af 15. marts 1939 om

ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930. Om bag-

grunden for bestemmelsen, der oprindeligt gjorde konfiskation i de pågæl-

dende tilfælde obligatorisk, fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at

det må anses for rimeligt, at midler, der af en forening er samlet til fremme

af lovstridige formål, i alle tilfælde konfiskeres, når foreningen opløses ved

dom, og at det samme gør sig gældende for så vidt angår foreningens arkiv,

protokoller og lignende, jf. Rigsdagstidende 1938-39, Tillæg A, sp. 3767.

Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Kon-

fiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) blev konfiskation i medfør af be-

stemmelsen gjort fakultativ. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at

der som overvejende hovedregel bør ske konfiskation af formue mv. i for-

bindelse med en forenings opløsning, men at bestemmelsen ikke bør af-

skære enhver mulighed for at undlade konfiskation, således at formue f.eks.

fordeles mellem medlemmerne eller af disse skænkes til et velgørende for-

mål, jf. Folketingstidende 1964-65, Tillæg A, sp. 968.

Der er ikke i dag mulighed for efter retsplejeloven at beslaglægge en fore-

nings formue mv., hvis foreningen foreløbig forbydes af regeringen.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 75, stk. 5, er indsat ved lov nr.

87 af 15. marts 1939, og forarbejderne til bestemmelsen er sparsomme. Be-

stemmelsen er endvidere ikke anvendt i praksis. Der er efter Justitsministe-

riets opfattelse behov for at skabe større klarhed over bestemmelsens anven-

delsesområde, ved at der i bemærkningerne angives nærmere retningslinjer

herom.

Der er samtidig efter Justitsministeriets opfattelse behov for, at foreningens

formue og øvrige ejendele kan beslaglægges, hvis foreningen foreløbig for-

bydes af regeringen. En bestemmelse herom vil sikre, at foreningens formue

og øvrige ejendele er til stede, hvis foreningen senere opløses ved dom, og

formuen mv. skal konfiskeres. Idet det forudsættes, at en forbudt eller op-

løst forenings formue mv. beslaglægges og senere konfiskeres, medmindre

der konkret foreligger helt særlige omstændigheder, og at der dermed ikke

er overladt meget for politiet at tage stilling til, er der efter Justitsministeri-

ets opfattelse ikke behov for, at politiet forud for beslaglæggelsen indhenter

en retskendelse. Der vil imidlertid være adgang til domstolskontrol af be-

slaglæggelsen efterfølgende, hvor foreningen vil kunne pege på helt særlige

omstændigheder, som kan begrunde, at der ikke skal foretages beslaglæg-

gelse.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 75, stk. 5, kan en fore-

nings formue og øvrige ejendele konfiskeres, når foreningen opløses ved

dom.

Med den foreslåede bestemmelse vil der være adgang til at konfiskere alt,

hvad en forening, der opløses ved dom, ejer. Det gælder foreningens even-

tuelle formue, herunder bankindestående eller likvide midler, og alle fore-

ningens øvrige ejendele, herunder foreningens arkiv og protokoller, uanset

om de pågældende ejendele har en økonomisk værdi.

Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende ret formuleret, så kon-

fiskation er fakultativt. Det forudsættes imidlertid, at adgangen til konfiska-

tion anvendes, medmindre der konkret foreligger helt særlige omstændighe-

der.

Bestemmelsen kan først anvendes på tidspunktet for opløsning af forenin-

gen. Der vil i almindelighed i forbindelse med et foreløbigt forbud mod en

forening være anledning til at beslaglægge foreningens formue og øvrige

ejendele med henblik på senere konfiskation. Det foreslås på den baggrund,

at der gives mulighed for sådan beslaglæggelse efter retsplejeloven.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og § 2, nr. 1-8, og bemærk-

ningerne hertil.

2.2. Videreførelse af en forening, der er foreløbig forbudt eller opløst i

medfør af grundlovens § 78

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1.

Borgerne har i medfør af grundlovens § 78, stk. 1, ret til uden for-

udgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. Foreninger,

der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller

lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved

dom, jf. grundlovens § 78, stk. 2.

Ingen forening kan ifølge grundlovens § 78, stk. 3, opløses ved regerings-

foranstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da

straks anlægges sag imod den til dens opløsning. Sager om opløsning af po-

litiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets

øverste domstol, jf. grundlovens § 78, stk. 4.

Det følger af grundlovens § 78, stk. 5, at opløsningens retsvirkninger fast-

sættes nærmere ved lov.

Sager, hvorunder det offentlige nedlægger påstand om ophævelse af en fore-

ning, behandles i strafferetsplejens former, jf. retsplejelovens § 684, stk. 1,

nr. 2.

Det følger af retsplejelovens § 701, stk. 1, at sager mod en forening til dens

ophævelse i medfør af grundlovens § 78 forfølges ved den ret, i hvis kreds

foreningen eller dens bestyrelse har sit sæde, eller, når sådant ikke med sik-

kerhed kan udfindes, hvor et af bestyrelsens medlemmer bor.

2.2.1.2.

Den, der deltager i fortsættelsen af en forenings virksomhed, efter

at denne er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom, straffes

ifølge straffelovens § 132 a med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Bestemmelsen blev indsat i straffeloven ved lov nr. 87 af 15. marts 1939 om

ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at straffelovens § 132 a ikke

alene har til formål at hjemle straf for den, der deltager i fortsættelsen af en

forenings virksomhed, efter at den er foreløbig forbudt eller opløst ved dom,

men at bestemmelsen også rammer den, der opretter eller deltager i ledelsen

af en forening, der i virkeligheden kun er en fortsættelse af den forbudte

eller ved dom opløste forening, jf. Rigsdagstidende 38/39, Tillæg A, sp.

3773.

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af strafferammer og bestem-

melser om straffastsættelse mv. blev strafferammen i straffelovens § 132 a

forhøjet fra 1 til 2 års fængsel. Det fremgår af forarbejderne til lovforslaget

om baggrunden herfor, at strafferammen skal afspejle den risiko for krimi-

nelle eller samfundsskadelige aktiviteter, som en fortsættelse af foreningen

vil medføre. Ændringen betød desuden, at reglerne om varetægtsfængsling

vil kunne finde anvendelse.

Der blev ved lovændringen også indsat bødestraf i strafferammen, og som

konsekvens heraf blev den del af bestemmelsen, der oprindeligt hjemlede

en mildere straf for personer, som uden egentlig at deltage i foreningens

virksomhed, meldte sig ind i den, efter at den var blevet forbudt eller opløst

ved dom, ophævet. Formålet hermed var at sikre, at de pågældende perso-

ner kan straffes på samme måde som de af foreningens hidtidige medlem-

mer, der fortsætter foreningens virksomhed, efter at den er blevet forbudt el-

ler ophævet ved dom, og der var således ikke tilsigtet en ændring af det

hidtidige strafbare område, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side

3329.

Bestemmelsen er ikke anvendt i praksis.

2.2.1.3.

Straffeloven indeholder ikke i dag et forbud mod at anvende en fore-

nings kendetegn, efter foreningen er foreløbig forbudt af regeringen eller

opløst ved dom.

En indsat, der afsoner fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens in-

stitutioner, har efter straffuldbyrdelseslovens § 36, stk. 1, ret til at medtage,

besidde og råde over egne genstande i institutionen, medmindre dette er

uforeneligt med ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Der er i genstandsbekendtgørelsen fastsat undtagelser til retten til at råde

over egne genstande. Således må indsatte og varetægtsarrestanter i krimi-

nalforsorgens institutioner efter § 2, stk. 1, nr. 1, ikke medtage, besidde el-

ler råde over genstande, som besiddes i strid med den almindelige lovgiv-

ning. Efter genstandsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 12, må indsatte i kri-

minalforsorgens institutioner endvidere ikke medtage, besidde eller råde

over tøj og andre genstande, der kan virke som en magtdemonstration over

for andre.

Sidstnævnte forbud omfatter ikke alene veste, pandebånd, håndledsremme,

t-shirts og lignende, som er forbeholdt medlemmer og støttepersoner til

magtgrupper, men også andre genstande, herunder udsmykningsgenstande

med slogans og/eller symboler for magtgrupper, som kan erhverves af alle.

Forbuddet omfatter også genstande, som indsatte tilvirker i institutionen, ek-

sempelvis tøj og udsmykningsgenstande. En bandegrupperings kendetegn i

form af f.eks. rygmærker, emblemer og logoer vil således ikke kunne besid-

des i kriminalforsorgens institutioner.

Overtræder en indsat i en af kriminalforsorgens institutioner forbuddene

fastsat i genstandsbekendtgørelsen § 2, stk. 1, nr. 1 eller 12, fastsætter kri-

minalforsorgsområdet en disciplinærstraf i medfør af disciplinærstrafbe-

kendtgørelsen. Efter varetægtsbekendtgørelsens § 89 ikendes en varetægts-

arrestant disciplinærstraf efter reglerne i disciplinærstrafbekendtgørelsen.

Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde og strafcelle.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.2.1.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 132 a er indsat ved lov

nr. 87 af 15. marts 1939, og forarbejderne til bestemmelsen er sparsomme.

Bestemmelsen er endvidere ikke anvendt i praksis. Der er derfor efter Ju-

stitsministeriets opfattelse behov for at skabe større klarhed over bestem-

melsens anvendelsesområde ved, at der i bemærkningerne angives nærmere

retningslinjer om, hvilken adfærd mv. der er strafbar efter bestemmelsen.

Justitsministeriet finder, at bestemmelsen fortsat bør finde anvendelse alle-

rede fra det tidspunkt, hvor der i medfør af grundlovens § 78, stk. 3, er ned-

lagt et foreløbigt forbud mod foreningen. Ministeriet har herved lagt vægt

på, at et sådant forbud i vidt omfang er indholdsløst, hvis det ikke kan hånd-

hæves strafferetligt. Dette indebærer også, at overtrædelser af et foreløbigt

forbud vil kunne straffes, selv om domstolene senere måtte nå frem til, at

der ikke er grundlag for at opløse foreningen.

Justitsministeriet finder, at overtrædelse af forbuddet mod at videreføre for-

eningen fortsat skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Når

der henses til, at foreningen er forbudt eller opløst, fordi den f.eks. virker

ved vold, finder Justitsministeriet behov for, at der som udgangspunkt ud-

måles en ubetinget frihedsstraf på 40 dage i førstegangstilfælde for i strid

med bestemmelsen at videreføre foreningen. Justitsministeriet lægger i den

forbindelse vægt på, dels at der er behov for en klar og kontant reaktion fra

samfundets side, hvis forbuddet eller opløsningen skal have virkning i prak-

sis, dels at en sådan straf vil give grundlag for varetægtsfængsling, hvis be-

tingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt.

Justitsministeriet har overvejet, om der er behov for at foretage ændringer i

bestemmelserne i f.eks. straffeloven, hvor det fremgår af lovteksten, at an-

vendelse beror på f.eks. et tilhørsforhold til en gruppe. Det er imidlertid Ju-

stitsministeriets opfattelse, at disse bestemmelser omfatter tilhørsforhold

uafhængigt af, om den pågældende gruppe som forening er forbudt eller op-

løst. Afgørende for, om bestemmelserne kan anvendes, er således, om der

reelt er eksempelvis det krævede tilhørsforhold til en gruppe.

2.2.2.2.

Anvendelsen af f.eks. rygmærker, tøj eller andre symboler og ken-

detegn, der knytter sig til en forening, kan virke utryghedsskabende, hvis

foreningen offentligt er forbundet med kriminalitet, herunder blandt andet

personfarlig kriminalitet. Samtidig anvendes disse kendetegn ofte som led i

magtdemonstrationer eller rekruttering af medlemmer til foreningen. Er der

således tale om en forening, som foreløbig er forbudt af regeringen eller op-

løst ved dom, fordi foreningen f.eks. virkede ved vold, vil fortsat anvendelse

af foreningens kendetegn kunne give anledning til betydelig utryghed. An-

vendelse af foreningens kendetegn, efter foreningen er forbudt eller opløst,

vil efter omstændighederne kunne straffes som en videreførelse af forenin-

gen efter den foreslåede § 132 a, stk. 1.

For imidlertid at sikre at det i alle tilfælde gøres strafbart for medlemmerne

af en forbudt eller opløst forening eller andre personer at anvende forenin-

gens kendetegn og dermed for at sikre håndhævelsen af et foreningsforbud,

foreslås det, at der i straffelovens § 132 a indsættes et nyt stykke herom. Be-

stemmelsen bør efter Justitsministeriets opfattelse omfatte besiddelse og an-

vendelse af kendetegn på offentligt sted, i kriminalforsorgens institutioner

eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, idet sådan besiddelse eller

anvendelse kan give anledning til utryghed.

Henset til den utryghed, som besiddelse eller anvendelse af rygmærker eller

andre kendetegn for en forbudt eller opløst forening kan skabe, samt til, at

anvendelse af kendetegnene kan have til formål at vise ejerskab over et el-

ler flere områder med henblik på at påvirke andres færden i de pågældende

områder eller at rekruttere andre som medlemmer af foreningen, finder Ju-

stitsministeriet, at der som udgangspunkt bør fastsættes en kort frihedsstraf

også i førstegangstilfælde af overtrædelse af den foreslåede § 132 a, stk. 2,

medmindre den dømte ikke har nogen form for tilknytning til foreningen.

Selv om en indsats besiddelse af en forbudt eller opløst forenings kendetegn

som anført i pkt. 2.2.1.3 vil være omfattet af bl.a. forbuddet i genstandsbe-

kendtgørelsen og efter omstændighederne også af forbuddet i straffelovens

§ 132 a mod at videreføre en forening, der er forbudt eller opløst, finder Ju-

stitsministeriet behov for, at det foreslåede forbud i straffeloven mod besid-

delse og anvendelse af sådanne kendetegn også finder anvendelse i krimi-

nalforsorgens institutioner.

Dette er efter Justitsministeriets opfattelse nødvendigt for at modvirke, at

foreningens aktiviteter, herunder navnlig rekruttering af nye medlemmer,

søges videreført i kriminalforsorgens institutioner, hvor der relativt set vil

kunne være samlet mange tidligere medlemmer af en opløst forening. Her-

til kommer, at besiddelse eller anvendelse af rygmærker og andre kende-

tegn, der knytter sig til en forbudt eller opløst forening, kan virke særlig ut-

ryghedsskabende i fængsler, idet der ikke sjældent blandt de medindsatte vil

være personer, som har været i konflikt med den pågældende forening. Li-

geledes er en andel af de medindsatte såkaldt ”svage indsatte”, som er sær-

ligt påvirkelige over for markeringer fra den nævnte type af grupperinger.

Endvidere vil en indsats besiddelse eller anvendelse af de nævnte kendetegn

kunne være specielt utryghedsskabende over for fængselspersonalet, herun-

der hvis der tidligere har været episoder, hvor (tidligere) medlemmer af den

pågældende forening har overfaldet fængselspersonale.

Af samme årsager finder Justitsministeriet behov for, at forbuddet mod be-

siddelse og anvendelse af kendetegn skal gælde generelt i hele institutionen,

herunder i den enkeltes celle, idet de indsatte bl.a. i fritiden kan have ad-

gang til at være sammen i hinandens celler.

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.2.3.1.

Det foreslås, at straffelovens § 132 a, stk. 1, nyaffattes. Efter forsla-

get straffes personer, der viderefører en forening, efter at den foreløbig er

forbudt af regeringen eller opløst ved dom.

Bestemmelsen vil finde anvendelse på videreførelse af en forening fra det

tidspunkt, hvor den er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom.

Den foreslåede bestemmelse omfatter enhver videreførelse af foreningen,

herunder alle former for aktiviteter, som kan henføres direkte eller indirekte

til en forbudt eller opløst forening. Bestemmelsen indebærer således, at alle

aktiviteter, der f.eks. udøves af eller for foreningen, er ulovlige. Det gælder

således også ellers lovlige aktiviteter, som foreningen måtte udføre, og dette

gælder, uanset om foreningen efter forbuddet eller opløsningen måtte være

stoppet med at udføre ulovlige aktiviteter. Bestemmelsen omfatter endvi-

dere enhver form for medlemskab af foreningen, ligesom handlinger, der

har til formål at rekruttere nye medlemmer til foreningen, vil være omfattet.

Brug af foreningens kendetegn, herunder udsmykning, symboler, navn, logo

mv., vil også være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, hvis det

kan påvises, at kendetegnet anvendes som led i en videreførelse af forenin-

gen. For så vidt angår anvendelsen af foreningens kendetegn, der ikke kan

karakteriseres som en videreførelse af foreningen, henvises til den foreslå-

ede bestemmelse i stk. 2, jf. pkt. 2.2.3.2 nedenfor.

I overensstemmelse med gældende ret vil også personer, der opretter eller

fremmer virksomheden i en ”ny” forening, som i realiteten er en fortsættelse

af den forening, der foreløbig er forbudt eller opløst ved dom, kunne straf-

fes i medfør af straffelovens § 132 a. Bestemmelsen omfatter således også

såkaldte erstatningsforeninger, uanset om oprettelsen heraf er sket for at

skjule, at der reelt er tale om en forbudt eller opløst forening.

Visse foreninger er meget aktive i det offentlige rum, herunder fordi de på

forskellig vis søger direkte eller indirekte at sprede et budskab relateret til

foreningen. I forhold til f.eks. bandegrupperinger kan der være tale om, at

personer med tilknytning til banden forsamler sig i grupper af varierende

størrelse i det offentlige rum på nærmere bestemte steder afhængig af den

pågældende gruppering. Herved forsøger gruppen ofte at dominere det på-

gældende område, som anses som gruppens territorium.

Hvis sådanne forsamlinger bestående af fortrinsvis personer, der har været

medlem af eller tilknyttet en forening, som er forbudt eller opløst, fortsæt-

tes – eventuelt uden anvendelse af bandens kendetegn – efter tidspunktet for

forbuddet eller opløsningen, vil der kunne være tale om en videreførelse af

foreningen, der er i strid med den foreslåede bestemmelse. Det vil imidler-

tid bero på en konkret vurdering, om der f.eks. blot er tale om et led i perso-

nernes sociale aktiviteter, eller om der reelt er tale om, at foreningen videre-

føres. Der kan herved bl.a. lægges vægt på, om forsamlingen foregår og fin-

der sted på væsentlig samme måde, som forsamlinger relateret til banden fo-

regik forud for forbuddet eller opløsningen. Der vil endvidere bl.a. kunne

lægges vægt på andre omstændigheder, der f.eks. understøtter, at forenin-

gen videreføres. Den omstændighed, at forsamlingen også består af perso-

ner uden tilknytning til den pågældende bande, indebærer ikke i sig selv, at

der ikke kan være tale om videreførelse af foreningen.

Det bemærkes, at lignende former for dominans, magtdemonstrationer eller

manifestationer også ses udført i bandemiljøet af enkeltpersoner i områder,

som – af banden – anses som bandens territorium. Dette kan f.eks. ske ved,

at en eller flere personer virker som vagter i området. Denne form for ad-

færd vil også efter omstændighederne kunne straffes som en videreførelse

af foreningen.

Der kan også være tale om, at foreningen ønsker at markere sig f.eks. som

led i en større demonstration, ved andre større begivenheder, i nattelivet el-

ler i forbindelse med retsmøder eller løsladelser af foreningens medlemmer

mv. Også i disse tilfælde vil det efter omstændighederne være en strafbar

overtrædelse af den foreslåede bestemmelse.

Det gælder generelt, at der vil kunne være grundlag for at straffe for med-

virken til overtrædelse af forbuddet mod at videreføre foreningen, herunder

af personer, som udlejer lokaler til brug for foreningen, som hoster et do-

mæne på internettet til brug for foreningen, eller som fremstiller eller sæl-

ger foreningens merchandise, hvis det fornødne forsæt foreligger.

Det bemærkes, at personer, der i generelle vendinger udtaler sig positivt om

foreningen og dens budskaber, som udgangspunkt ikke kan straffes i med-

før af bestemmelsen, hvis der er tale om rene sympatitilkendegivelser, og

det i øvrigt ikke kan anses som en videreførelse af foreningen. Har de på-

gældende udtalelser imidlertid karakter af en generel opfordring til at vi-

dereføre en forening, som er opløst ved dom eller foreløbig forbudt, vil for-

holdet efter omstændighederne kunne straffes i medfør af straffelovens §

136, stk. 1, der kriminaliserer offentlig tilskyndelse til forbrydelse.

Det bemærkes endvidere, at den foreslåede bestemmelse vil kunne anven-

des til at håndhæve et foreløbigt forbud frem til endelig dom. Dette gælder

også i det tilfælde, hvor byretten når frem til, at der ikke er grundlag for at

opløse foreningen, men hvor sagen er anket til landsretten, forudsat at det

foreløbige forbud opretholdes.

Der lægges med forslaget op til, at overtrædelse af bestemmelsen straffes

med bøde eller fængsel indtil 2 år. Det forudsættes i den forbindelse, at straf-

fen i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel

i 40 dage. Der kan imidlertid afhængig af de konkrete omstændigheder være

grundlag for at udmåle markant højere straffe også i førstegangstilfælde.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af be-

tydning for udmålingen af straffen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.2.

Det foreslås endvidere at indsætte et nyt stykke i straffelovens § 132

a, hvorefter den, der, uden forholdet er omfattet af stk. 1, på offentligt sted,

i kriminalforsorgens institutioner eller med forsæt til udbredelse i en videre

kreds besidder eller anvender en forenings kendetegn, efter at foreningen er

foreløbig forbudt eller opløst ved dom, straffes med fængsel indtil 6 måne-

der.

Bestemmelsen indebærer et selvstændigt forbud mod at besidde eller an-

vende en forbudt eller opløst forenings kendetegn i de nævnte tilfælde, og

den skal supplere forbuddet i stk. 1 om videreførelse af en forbudt eller op-

løst forening, der bl.a. omfatter anvendelse af kendetegn, hvis det kan påvi-

ses, at anvendelsen er et led i videreførelse af foreningen. Bestemmelsen er

således anvendelig i de tilfælde, hvor det ikke kan bevises, at brug af fore-

ningens kendetegn er et udtryk for, at foreningen videreføres.

Alle former for kendetegn i bred forstand samt erstatningskendetegn er om-

fattet af bestemmelsen, herunder påklædning, rygmærker, emblemer, flag,

symboler, logoer, tatoveringer og paroler.

Efter den foreslåede bestemmelse skal kendetegnet besiddes eller anvendes

på offentligt sted, i kriminalforsorgens institutioner eller med forsæt til ud-

bredelse i en videre kreds. Herved sigtes til besiddelse eller anvendelse i det

offentlige rum eller på steder med adgang for offentligheden, uanset hvor

mange personer der rent faktisk har set kendetegnet. Der sigtes endvidere til

anvendelse i tilfælde, hvor kendetegnet er anvendt et ikke-offentligt sted,

men hvor det er egnet til at blive udbredt i en videre kreds, herunder fordi

det spredes i en større eller ubestemt kreds af personer f.eks. via Facebook

eller andre sociale medier. Bestemmelsen vil således i almindelighed ikke

omfatte besiddelse eller anvendelse af kendetegnet i udelukkende private

sammenhænge, herunder til en privat fest, men hvis flere personer til en pri-

vat fest anvender foreningens kendetegn, vil der efter omstændighederne

være grundlag for straf efter den foreslåede § 132 a, stk. 1, om videreførelse

af foreningen. Den foreslåede bestemmelse vil også finde anvendelse alle

steder i kriminalforsorgens institutioner.

Det bemærkes, at besiddelse eller anvendelse af foreningens kendetegn i

visse tilfælde vil kunne ske berettiget uanset den foreslåede bestemmelse.

Dette gør sig f.eks. i almindelighed gældende, hvis det sker som led i den

almindelige nyhedsformidling eller anden journalistisk virksomhed, som led

i kunstnerisk virksomhed, forfattervirksomhed eller hvis det i øvrigt sker

som led i fremsættelsen af en lovlig ytring, f.eks. i forbindelse med en de-

monstration.

Det vil således være berettiget at besidde eller anvende f.eks. et banner el-

ler noget tøj, der er påtrykt en forbudt eller opløst forenings navn eller logo,

hvis brugen sker som led i fremsættelsen af en lovlig ytring, der f.eks. har

til formål at anfægte, kritisere eller skabe debat om forbuddet eller opløs-

ningen af foreningen. Dette indebærer f.eks., at selv medlemmer af forenin-

gen kan besidde eller anvende bannere eller t-shirts påtrykt foreningens

navn som led i en demonstration, hvor forbuddet eller opløsningen anfæg-

tes, eller de gældende regler herom kræves ændret.

Det forhold, at personer, der har været tilknyttet en foreløbig forbudt eller

opløst forening, anvender foreningens kendetegn i en gruppe og gør gæl-

dende, at der er tale om en demonstration, vil naturligvis ikke i sig selv in-

debære, at det kan lægges til grund, at anvendelsen af kendetegnet er beret-

tiget.

Det vil i visse tilfælde bero på en konkret vurdering, om besiddelse eller an-

vendelse af foreningens kendetegn sker som led i fremsættelsen af en lovlig

ytring, eller om der reelt er tale om at omgå forbuddet mod anvendelse af

foreningens kendetegn ved at få anvendelsen til at fremstå som om, at for-

målet er at ytre sig kritisk om f.eks. opløsningen af foreningen. Der kan

f.eks. være tale om, at en person bærer en bluse med foreningens navn på-

trykt med store typer, mens det samtidig med meget små typer tilkendegi-

ves, at foreningen bør tillades. I sådanne tilfælde vil der efter en konkret

vurdering kunne statueres, at den pågældende person har overtrådt forbud-

det i den foreslåede bestemmelse om anvendelse af foreningens kendetegn,

og der vil således kunne straffes for overtrædelse af bestemmelsen.

Der lægges med forslaget op til, at overtrædelse af bestemmelsen straffes

med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Det forudsættes på den baggrund, at straffen i førstegangstilfælde som ud-

gangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 7 dage. Er der imidlertid tale

om, at en person uden nogen form for tilknytning til den forbudte eller op-

løste forening har overtrådt den foreslåede bestemmelse, vil der i alminde-

lighed kun være grundlag for at udmåle en bøde.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af be-

tydning for udmålingen af straffen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.3.

Ytringsfriheden er beskyttet i grundlovens § 77, der fastsætter, at

enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker,

dog under ansvar for domstolene, samt at censur og andre forebyggende for-

anstaltninger ingensinde på ny kan indføres.

Bestemmelsens beskyttelse af ytringsfriheden omfatter “enhver”. Ytrings-

friheden gælder således også for medlemmer af en forening, som måtte være

foreløbig forbudt eller opløst ved dom.

Ved fastlæggelsen af, hvilken nærmere beskyttelse af ytringsfriheden

grundlovens § 77 indebærer, foretages der almindeligvis en opdeling i hen-

holdsvis den formelle og den materielle ytringsfrihed. Den formelle ytrings-

frihed beskytter mod foranstaltninger, der forhindrer selve offentliggørelsen

af ytringer. Den materielle ytringsfrihed er udtryk for, at der for ytringer af

et vist indhold eller en vis karakter ikke kan fastsættes efterfølgende sank-

tioner i form af f.eks. straf.

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 132 a, stk. 2, straffes den,

der på offentligt sted, i kriminalforsorgens institutioner eller med forsæt til

udbredelse i en videre kreds besidder eller anvender en forenings kendetegn,

f.eks. gennem påklædning, rygmærker, emblemer, flag, symboler mv., efter

at foreningen er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom. I det

omfang besiddelse eller anvendelse af sådanne kendetegn er udtryk for en

meningstilkendegivelse eller lignende, vil bestemmelsen kunne indebære et

indgreb i den materielle ytringsfrihed, men ikke i den formelle ytringsfri-

hed.

Det er i den statsretlige litteratur den overvejende opfattelse – som Justits-

ministeriet kan tilslutte sig – at grundlovens § 77 ikke beskytter den materi-

elle ytringsfrihed, jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954),

side 670, Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret II, 3. udgave ved Ole Esper-

sen (1980), side 716 og 724, Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave

ved Peter Germer (1973), side 374, og Jens Peter Christensen m.fl., Grund-

loven med Kommentarer, 1. udgave (2015), side 503 ff.

Den foreslåede § 132 a, stk. 2, rejser på den baggrund ikke spørgsmål i for-

hold til grundlovens § 77.

2.2.3.4.

Efter artikel 10, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskon-

vention (EMRK) har enhver ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter me-

ningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker.

Ligesom efter grundlovens § 77 gælder retten til ytringsfrihed efter EMRK

artikel 10 “enhver”. Bestemmelsen beskytter i modsætning til den overve-

jende opfattelse i den statsretlige litteratur af grundlovens § 77 den materi-

elle ytringsfrihed.

Ytringsfrihedsbegrebet i EMRK artikel 10, stk. 1, omfatter både ytringer i

form af oplysninger om faktiske forhold og tilkendegivelser af personlige

meninger. Både indholdet og formen af en ytring er omfattet af beskyttel-

sen. Talte og skrevne ord samt nonverbale handlinger og aktiviteter er om-

fattet. Efter praksis fra Menneskerettighedsdomstolen kan artikel 10 også

omfatte en persons påklædning, når den er udtryk for en tilkendegivelse af

oplysninger eller tanker, jf. f.eks. Domstolens dom af 28. oktober 2014 i sa-

gen Gough mod Storbritannien, præmis 149.

Retten til ytringsfrihed er imidlertid ikke absolut. Da udøvelsen af ytrings-

friheden medfører pligter og ansvar, kan den således ifølge EMRK artikel

10, stk. 2, underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller

straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et de-

mokratisk samfund (krav om proportionalitet) af hensyn til bl.a. den natio-

nale sikkerhed, den offentlige tryghed og hensynet til at forebygge uorden

eller forbrydelse.

Når det skal vurderes, om et indgreb i ytringsfriheden er berettiget efter

EMRK artikel 10, stk. 2, vil det centrale spørgsmål typisk være, om indgre-

bet er proportionalt i forhold til det hensyn, indgrebet skal varetage. Indhol-

det og karakteren af ytringen og den sammenhæng, som den er fremkom-

met i, vil i den forbindelse have betydning. Hvis ytringen angår et emne af

samfundsmæssig interesse og dermed bidrager til den offentlige debat, ny-

der ytringen en vidtgående beskyttelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 132 a, stk. 2, straffes den,

der på offentligt sted, i kriminalforsorgens institutioner eller med forsæt til

udbredelse i en videre kreds besidder eller anvender en forenings kendetegn,

f.eks. gennem påklædning, rygmærker, emblemer, flag, symboler mv., efter

at foreningen er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom. Efter

Justitsministeriets opfattelse vil bestemmelsen efter omstændighederne

kunne indebære et indgreb i den pågældendes ytringsfrihed efter EMRK ar-

tikel 10, stk. 1.

Den foreslåede strafbestemmelse har til formål at sikre håndhævelsen af et

foreløbigt forbud eller en endelig opløsning af en forening, der havde et

ulovligt øjemed, f.eks. fordi foreningen virkede ved vold. Bestemmelsen va-

retager således hensynet til den nationale sikkerhed, offentlig tryghed og

forebyggelse af uorden eller forbrydelse.

Justitsministeriet vurderer, at den foreslåede bestemmelse ikke går videre,

end hvad der er nødvendigt for at varetage disse hensyn.

Justitsministeriet lægger herved navnlig vægt på, at bestemmelsen vedrører

kendetegn for en forening, der er foreløbig forbudt eller opløst ved dom,

fordi foreningens øjemed er ulovligt, f.eks. fordi foreningen virker ved vold.

Staten har over for sådanne samfundsskadelige foreninger en stærk inter-

esse i at hindre foreningens fortsættelse og offentlig anvendelse og udbre-

delse af foreningens kendetegn.

Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen i almindelighed ikke om-

fatter besiddelse eller anvendelse af foreningens kendetegn som led i almin-

delig nyhedsformidling eller anden journalistisk virksomhed, herunder for-

fattervirksomhed, eller som led i fremsættelsen af en i øvrigt berettiget yt-

ring, f.eks. i forbindelse med en demonstration, og hvor anvendelsen såle-

des finder sted som led i den offentlige debat eller nyhedsformidling. Be-

stemmelsen hindrer således eksempelvis ikke anvendelse af kendetegn for

en foreløbig forbudt eller endeligt opløst forening i forbindelse med, at for-

buddet eller opløsningen debatteres eller anfægtes politisk.

Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at den foreslåede bestemmelse

kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 10.

2.3. Opholdsforbud mv. for personer tilknyttet en forbudt eller opløst

forening

2.3.1. Gældende ret

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at politiet kan med-

dele en person et opholdsforbud eller påbyde en person at forlade en for-

samling i tilknytning til § 132 a om de strafferetlige retsvirkninger af et for-

bud eller opløsning af en forening.

Straffeloven indeholder i § 79 a en bestemmelse om, at retten i forbindelse

med en ubetinget fængselsstraf for bl.a. banderelateret kriminalitet, der om-

fatter en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov

om våben og eksplosivstoffer, ved dommen kan give den dømte et forbud

mod at færdes og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder.

Herudover indeholder straffelovens § 236 mulighed for, at retten i forbin-

delse med dom for navnlig visse seksualforbrydelser kan give den dømte

forbud mod at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nær-

heden af gerningsstedet.

Endvidere indeholder § 3 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning en

almindelig regel om opholdsforbud (geografisk bestemt tilhold), hvorefter

en person kan forbydes at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset

område i nærheden af en anden persons bolig, arbejdssted mv.

Der findes herudover en række bestemmelser, der giver politiet mulighed

for at give påbud, herunder i politiloven og i ordensbekendtgørelsen. Det

fremgår således f.eks. af politilovens § 5, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, at politiet

med henblik på at afværge fare for f.eks. forstyrrelse af den offentlige orden

bl.a. kan udstede påbud.

Politiet kan endvidere efter politilovens § 7, stk. 3, give påbud om, at en for-

samling skal afholdes et andet sted end det påtænkte, når der er begrundet

frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, herunder be-

tydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den of-

fentlige sikkerhed.

Efter politilovens § 8, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 1, kan politiet ved offentlige for-

samlinger under åben himmel udstede påbud til forsamlingsdeltagere, der

giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden el-

ler fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 1, kan politiet påbyde enhver at und-

lade at stå stille på et bestemt sted eller at færdes frem og tilbage på kortere

strækninger, når den pågældendes ophold eller færden medfører ulempe for

de omkringboende eller forbipasserende, eller når der er begrundet formod-

ning om, at den pågældende på dette sted udøver en strafbar adfærd.

Endvidere er der efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 6, adgang til, at po-

litiet kan udstede et såkaldt zoneforbud, hvis en person har udvist en særligt

utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd har bidraget til at skabe sær-

lig utryghed. Zoneforbuddet går ud på, at den pågældende får forbud imod

at færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for en radius af 500 meter

fra det sted, hvor adfærden har fundet sted. Det er en betingelse for meddel-

else af forbud, at der er grund til at tro, at den pågældende ellers vil gentage

den særligt utryghedsskabende adfærd eller fortsat bidrage til at skabe sær-

lig utryghed inden for det område, som forbuddet vil omfatte. Hvis geogra-

fiske eller andre hensyn tilsiger det, kan der fastsættes en radius af indtil

1.000 meter

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Visse foreninger er meget aktive i det offentlige rum, herunder fordi de på

forskellig vis ønsker at foretage magtdemonstrationer eller søger direkte el-

ler indirekte at sprede et budskab relateret til foreningen.

I forhold til f.eks. bandegrupperinger kan der være tale om, at enkeltperso-

ner relateret til de enkelte grupperinger udøver foreningsvirksomhed i de

områder, der anses som den enkelte bandes territorium. Der kan være tale

om ulovlige aktiviteter som f.eks. hashsalg, men der kan også være tale om

aktiviteter, som ikke i sig selv er strafbare, men som har til formål at domi-

nere området. Eksempelvis ses bandemedlemmer visse steder at tage opstil-

ling i skudsikre veste for at kontrollere et område.

Der kan endvidere være tale om, at personer med tilknytning til f.eks. ban-

degrupperinger forsamler sig i grupper af varierende størrelse i det offent-

lige rum på nærmere bestemte steder afhængig af den pågældende gruppe-

ring.

Det er politiets opfattelse, at sådanne handlinger foretaget af enkeltpersoner

eller i grupper foregår som led i bandernes virksomhed, idet banderne her-

ved forsøger at sætte sig på områder, som – af banden – anses som bandens

territorium, eller at de i øvrigt forsøger at markere sig i et bestemt lokalom-

råde, herunder et boligområde. I visse tilfælde sker dette ved brug af bande-

grupperingens logo eller andet kendetegn, så omgivelserne ikke er i tvivl om

personernes tilhørsforhold. Der begås også i samme område kriminalitet,

herunder hashsalg, som vurderes at kunne henføres til gruppen eller til per-

soner, der er tilknyttet gruppen. Tilstedeværelsen som beskrevet ses ofte i

sig selv tilstrækkelig til, at banderne kan markere sig som ønsket.

Tilstedeværelse indebærer i mange tilfælde, at personer eller grupper med

tilknytning til bandegrupperingen fremtræder dominerende i området og

herved skaber utryghed for de personer, som befinder sig i og omkring om-

rådet, ved at de kan få en oplevelse af ikke at kunne færdes frit. Dette gæl-

der uafhængigt af, om personen eller gruppen i det konkrete tilfælde ønsker

at sende et signal om dominans, eller der eksempelvis blot er tale om at for-

samles som led i en social sammenhæng.

Der er efter regeringens opfattelse behov for, at politiet hurtigt kan skride

ind over for personer, der havde tilknytning til en forbudt eller opløst fore-

ning, hvis det vurderes at være af væsentlig betydning for at sikre, at fore-

ningens virksomhed ikke fortsættes, eller hvis en forsamling af personer, der

har tilknytning til en forbudt eller opløst forening, er egnet til at skabe ut-

ryghed. Der er således behov for at give politiet hjemmel til administrativt

at bestemme, at personerne ikke må opholde sig eller forsamle sig på den

beskrevne måde. Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny be-

stemmelse i § 132 b om, at politiet under nærmere betingelser kan forbyde

personer med tilknytning til en forbudt eller opløst forening at opholde sig

nærmere bestemte steder. Endvidere foreslås en regel om, at politiet kan

gribe ind over for forsamlinger, der er egnet til at skabe utryghed.

Disse forbud og påbud er efter regeringens opfattelse også nødvendige for

at sikre, at et forbud mod eller opløsning af en forening, der ikke fortrinsvis

forsamlede sig i tilknytning til et klubhus eller lignende, bliver lige så effek-

tivt som et forbud mod eller opløsning af en forening, hvis medlemmer her-

med må antages at blive forhindret i at forsamle sig som vanligt, fordi dette

fortrinsvis skete i et klubhus eller lignende. Et forbud eller en opløsning vil

således i de beskrevne tilfælde kunne blive delvist virkningsløst, hvis ikke

det er muligt hurtigt at skride ind over for adfærd i det offentlige rum, som

kan give mistanke om, at foreningens aktiviteter fortsættes. Det bemærkes i

den sammenhæng, at sådan adfærd efter omstændighederne i sig selv vil

være en overtrædelse af den foreslåede § 132 a, stk. 1, om at videreføre en

forening, men regeringen finder behov for et yderligere værn over for per-

soner med tilknytning til en forbudt eller opløst forening.

Justitsministeriet finder, at overtrædelse af et forbud efter den foreslåede be-

stemmelse i § 132 b, stk. 1, ligesom efter den foreslåede § 132 a, stk. 1, bør

kunne sanktioneres med bøde eller fængsel indtil 2 år. Endvidere bør der i

førstegangstilfælde for overtrædelse af bestemmelsen udmåles en ubetinget

frihedsstraf på 40 dages fængsel. Justitsministeriet finder endvidere, at et

påbud efter den foreslåede bestemmelse i § 132 b, stk. 2, skal kunne straf-

fes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, samt at der i førstegangstil-

fælde bør udmåles en frihedsstraf på 7 dages fængsel. En sådan straftrussel

er efter Justitsministeriets opfattelse nødvendig for at sikre, at politiets på-

bud efter bestemmelsen efterkommes uden videre.

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.3.3.1.

Det foreslås med § 132 b, stk. 1, at politiet kan forbyde en person,

som har haft en tæt tilknytning til en forening, der er foreløbig forbudt af re-

geringen eller opløst ved dom, at færdes og opholde sig bestemte steder,

hvis det vurderes at være af væsentlig betydning for at sikre, at foreningen

ikke videreføres.

Den foreslåede bestemmelse giver politiet adgang til administrativt at give

et opholdsforbud til enkeltpersoner på bestemte steder. Opholdsforbud kan

gives til flere personer, hvis betingelserne herfor er opfyldt for dem hver

især.

Bestemmelsen finder kun anvendelse i forhold til personer, som har haft en

tæt tilknytning til en forening, der er foreløbig forbudt af regeringen eller

opløst ved dom.

Det er en betingelse for meddelelse af opholdsforbud efter bestemmelsen, at

et forbud vurderes at være af væsentlig betydning for at sikre, at foreningen

ikke videreføres.

Bestemmelsen overlader et konkret skøn til politiet, der på baggrund af alle

tilgængelige oplysninger om den forbudte eller opløste forening samt den

pågældende person skal vurdere, om et forbud må antages at være af væ-

sentlig betydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.

Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at der er foretaget en konkret

handling eller adfærd, der peger i retning af, at den pågældende eller andre

personer ikke respekterer det foreløbige forbud eller opløsningen. I den for-

bindelse vil en handling eller adfærd, der normalt ikke i sig selv vil kunne

give mistanke om en forbrydelse, skulle sammenholdes med den omstæn-

dighed, at der er tale om en forbudt eller opløst forening, samt at den pågæl-

dende person havde en tæt tilknytning til foreningen, og det vil på den bag-

grund samlet set kunne give anledning til mistanke om, at foreningens akti-

viteter fortsættes eller vil blive fortsat.

Et opholdsforbud efter bestemmelsen vil indebære, at den pågældende per-

son har forbud mod at færdes og opholde sig på de omfattede steder. Dette

indebærer, at personen ikke må befinde sig disse steder, jf. dog nedenfor om

de personer, der har bopæl eller arbejder i forbudsområdet.

Opholdsforbuddet kan gives på

bestemte steder.

Den geografiske afgræns-

ning af et opholdsforbud skal efter bestemmelsen sættes i sammenhæng med

betingelsen om, at et opholdsforbud skal være af

væsentlig betydning

for at

sikre, at en foreløbig forbudt eller opløst forening ikke videreføres. Forbud-

det kan således kun udstrækkes til områder, hvor dette væsentlighedskrite-

rium gør sig gældende.

Der kan i forbindelse med vurderingen heraf lægges vægt på, hvor de hand-

linger eller den adfærd, som giver anledning til opholdsforbuddet, er foreta-

get, hvor den pågældende person eventuelt er mistænkt for at udføre fore-

ningsaktiviteter, samt hvor foreningen også forud for forbuddet eller opløs-

ningen har været aktive.

Et opholdsforbuds geografiske udstrækning vil afhænge af områdets karak-

ter. Typisk vil et opholdsforbud efter bestemmelsen skulle udstrækkes til

f.eks. en plads, en park, en vej samt eventuelt mindre veje i tilknytning her-

til. Der vil imidlertid, når grundlaget for et forbud er meget stærkt, kunne

gives forbud i et større område, der tæller en række veje, pladser og parker.

Omvendt kan forbuddet ikke udstrækkes til en hel by, bydel eller større

kvarter.

Den nærmere fastlæggelse af området skal vurderes konkret i hvert enkelt

tilfælde og være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Der

skal således være forholdsmæssighed mellem forbuddets virkninger for den

pågældende og de hensyn, der taler for at meddele et forbud.

Der skal i den forbindelse lægges vægt på, hvor indgribende opholdsforbud-

det vil være for den pågældende persons familie- og arbejdsliv, således at

der tages behørigt hensyn til den pågældendes bevægelsesfrihed. Det for-

hold, at den pågældende bor i området, vil i almindelighed betyde, at et for-

bud er et mere intensivt indgreb over for den pågældende end over for an-

dre, og dermed indebære, at den konkrete vurdering af betingelserne skær-

pes. Det er imidlertid ikke udelukket, hvis grundlaget for et opholdsforbud

er stærkt, at give en person opholdsforbud et sted, som omfatter området

omkring den pågældendes bopæl, idet den pågældende dog fortsat vil kunne

færdes i lokalområdet med henblik på arbejde og andre almindelige daglig-

dags gøremål.

Det geografiske område, der er dækket af forbuddet, skal beskrives præcist.

Dette indebærer i almindelighed, at de veje, pladser, parker mv., der er om-

fattet, skal angives.

2.3.3.2.

Det foreslås, at der for forbuddet, som skal være skriftligt og be-

grundet, skal fastsættes en frist, der ikke kan overstige 1 år. Fristen kan for-

længes med indtil 6 måneder ad gangen.

Den nærmere fastlæggelse af den varighed, som forbuddet skal have, skal

vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde og være i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet.

Meddelelse af forbud efter den foreslåede stk. 1 er en forvaltningsretlig af-

gørelse, og forvaltningslovens krav om partshøring, begrundelse og klage-

vejledning mv. finder således anvendelse.

Politiets afgørelse om forbud kan påklages til Rigspolitiet, jf. retspleje-

lovens § 109, stk. 1. Rigspolitiets afgørelse kan ikke påklages, jf. retspleje-

lovens § 109, stk. 2.

Endvidere vil lovligheden af et forbud kunne prøves i forbindelse med en

straffesag om overtrædelse heraf. Herudover kan lovligheden af et forbud

prøves af domstolene efter den almindelige regel i grundlovens § 63.

Der lægges med forslaget op til, at overtrædelse af et opholdsforbud efter

bestemmelsen straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Det forudsættes i

den forbindelse, at straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsæt-

tes til ubetinget fængsel i 40 dage.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af be-

tydning for udmålingen af straffen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.3.3.3.

Efter artikel 2, stk. 1, i 4. Tillægsprotokol til EMRK skal enhver,

der lovligt befinder sig på en stats område, have ret til inden for dette om-

råde at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted. Denne ret er dog ikke

absolut. Efter artikel 2, stk. 3, kan der gøres indgreb i retten, når indgrebet

er i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk sam-

fund (krav om proportionalitet) af hensyn til den nationale sikkerhed eller

den offentlige tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for at fore-

bygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at

beskytte andres rettigheder og friheder.

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 132 b, stk. 1, kan politiet

forbyde personer at færdes og opholde sig bestemte steder, og bestemmel-

sen udgør dermed et indgreb i den pågældendes ret til bevægelses- og op-

holdsfrihed efter artikel 2, stk. 1, i 4. Tillægsprotokol til EMRK

Bestemmelsen har til formål at sikre en effektiv håndhævelse af, at en fore-

ning, der er foreløbig forbudt eller opløst ved dom, fordi den havde et ulov-

ligt øjemed, f.eks. fordi den virkede ved vold, og hvis virksomhed derfor må

vurderes som samfundsskadelig, ikke fortsættes. Forslaget varetager såle-

des hensynet til den offentlige tryghed, opretholdelse af den offentlige or-

den, forebyggelse af forbrydelse og beskyttelse af andres rettigheder og fri-

heder.

Justitsministeriet vurderer, at bestemmelsen ikke går videre, end hvad der

er nødvendigt for at varetage disse hensyn.

Justitsministeriet lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at det er en be-

tingelse for at meddele opholdsforbud, at det vurderes at være af væsentlig

betydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres, og at dette må anses

for at være et tungtvejende hensyn, da der som nævnt vil være tale om en

samfundsskadelig forening.

Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at vurdering af, om der er

grundlag for at meddele forbud, skal foretages på baggrund af konkrete

handlinger eller adfærd, der peger i retning af, at forbuddet eller opløsnin-

gen ikke vil blive respekteret.

Herudover lægger Justitsministeriet vægt på, at ordningen er begrænset til

at angå medlemmer af den forbudte eller opløste forening og personer, der

havde en tæt tilknytning til foreningen, herunder personer der spillede en

central rolle i de aktiviteter, som kan henføres til foreningen.

Desuden lægger Justitsministeriet vægt på, at et opholdsforbud vil være be-

grænset til at angå bestemte områder, f.eks. pladser, parker eller veje, og at

forbuddet kun kan udstrækkes til områder, hvor det konkret vurderes, at det

er af væsentlig betydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres. For-

buddet vil alene indskrænke den pågældendes bevægelses- og opholdsfri-

hed med hensyn til det område, som omfattes af forbuddet, og vil ikke i øv-

rigt begrænse den pågældendes muligheder for at færdes frit.

Justitsministeriet lægger også vægt på, at den konkrete afgørelse om med-

delelse af et opholdsforbud er undergivet det almindelige forvaltningsretlige

proportionalitetsprincip, og at der ved politiets meddelelse af et konkret op-

holdsforbud skal være forholdsmæssighed mellem forbuddets virkninger for

den pågældende, herunder på den pågældendes familie- og arbejdsliv, og de

hensyn, der taler for at meddele et opholdsforbud.

Det bemærkes i den forbindelse, at personer, der bor inden for det område,

der er omfattet af et opholdsforbud, vil kunne færdes frit til og fra sin bopæl

eller arbejdsplads og ud i sit lokalområde, men ikke ellers vil kunne opholde

sig i området. Den pågældende vil således trods et forbud kunne færdes i

området med henblik på at foretage almindelige dagligdags gøremål, herun-

der f.eks. indkøb, lægebesøg, biblioteksbesøg mv.

Justitsministeriet lægger herudover vægt på, at der skal fastsættes en nær-

mere tidsfrist for opholdsforbuddet, og at fristen i overensstemmelse med

det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip skal have en så

kort tidsmæssig udstrækning som mulig.

Det bemærkes, at forbudsordningen forudsættes administreres i overens-

stemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Det indebærer, at der

ikke vil kunne meddeles forbud, hvis dette som følge af omstændighederne

i den konkrete sag vil være i strid med Danmarks internationale forpligtel-

ser, ligesom forbuddet ikke vil skulle anses for overtrådt, hvis et forbud mod

ophold eller færden i området som følge af omstændighederne i sagen vil

være i strid med Danmarks internationale forpligtelser

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede be-

stemmelse kan gennemføres inden for rammerne af artikel 2, stk. 1, i 4. Til-

lægsprotokol til EMRK.

2.3.3.4.

Som supplement til opholdsforbuddet i den foreslåede § 132 b, stk.

1, foreslås det i stk. 2, at politiet kan påbyde personer, som på et bestemt

sted deltager i en forsamling af personer, hvoraf en stor del har haft en til-

knytning til en forening, som inden for de seneste 10 år er foreløbig forbudt

af regeringen eller opløst ved dom, at forlade det pågældende sted eller for-

samlingen, hvis forsamlingen er egnet til at skabe utryghed for de omkring-

boende eller forbipasserende.

Den foreslåede bestemmelse overlapper i et vist omfang med politilovens §

5, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, men den foreslåede bestemmelse hjemler i modsæt-

ning til politiloven mulighed for fængselsstraf for ikke at efterkomme et

meddelt påbud. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke tilsigter

at begrænse politiets mulighed for at gribe ind på andet grundlag, herunder

efter politilovens § 5, stk. 2, eller ordensbekendtgørelsens § 6.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, er der således mulighed for, at po-

litiet kan påbyde enhver person – uanset om personen har tilknytning til en

forbudt eller opløst forening – at fjerne sig fra et sted eller en forsamling,

hvis forsamlingen er egnet til at skabe utryghed.

Politiets mulighed for at meddele påbud efter den foreslåede stk. 2 angår

alle personer, som deltager i en forsamling. Påbud kan således gives til flere

eller alle personer i forsamlingen.

En forsamling skal forstås som en flerhed af personer på et bestemt sted.

Der skal ikke nødvendigvis være tale om en forsamling i grundlovens for-

stand.

Påbud efter stk. 2 kan endvidere kun meddeles, hvis en stor del af de perso-

ner, der deltager i forsamlingen, har haft en tilknytning til en forening, der

er forbudt eller opløst.

For at politiet kan meddele påbud efter den foreslåede bestemmelse, skal

forsamlingen være egnet til at skabe utryghed for de omkringboende eller

forbipasserende.

Der skal foretages en objektiveret bedømmelse af, om forsamlingen er eg-

net til at skabe utryghed. Der bør i den forbindelse navnlig lægges vægt på,

om forsamlingen fremmer en adfærd, som vil kunne præge miljøet på en

måde, som typisk skaber utryghed.

Den omstændighed, at en stor del af deltagerne i forsamlingen skal have haft

tilknytning til en forening, der er forbudt eller opløst, indebærer, at den ut-

ryghed, som kræves for, at bestemmelsen kan anvendes, ikke skal have

samme styrke, som kræves for at der er tale om en ”væsentlig ulempe og ut-

ryghed” i § 1 i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som

samlingssted for en gruppe eller en ”særlig utryghedsskabende” eller en

”særlig utryghed” i ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 6.

Der vil kunne lægges vægt på, om forsamlingen foregår et sted, hvor fore-

ningens kriminelle aktiviteter eller negative dominans foregik før forbuddet

eller opløsningen. Jo mere adfærden ligner den adfærd, der blev oplevet i

samme område inden forbuddet, jo mindre vil der konkret skulle til for at

være egnet til at skabe utryghed.

Det bemærkes, at der ikke vil være grundlag for at meddele påbud efter den

foreslåede bestemmelse, hvis den udviste utryghed helt oplagt ikke har for-

bindelse til den forbudte eller opløste forening. Der kan eksempelvis være

tale om, at en række tidligere medlemmer af en forening, som er forbudt el-

ler opløst, og som intet havde at gøre med fodbold, har meldt sig ind i en

anden forening, der støtter et fodboldhold, og at de derfor deltager i en for-

samling, der optræder utryghedsskabende i forbindelse med en fodbold-

kamp.

Der er ikke med begreberne ”omkringboende eller forbipasserende” tilsig-

tet en egentlig begrænsning i, hvem på det konkrete sted adfærden skal være

egnet til at skabe utryghed for. Der er således tale om meget vide begreber,

der omfatter personer med relation til stedet. Den egentlige begrænsning lig-

ger derimod i, at forsamlingen skal være egnet til at skabe utryghed, og i

vurderingen heraf spiller det ind, hvor man befinder sig og med hvilket for-

mål.

Retsvirkningen af, at politiet meddeler påbud efter bestemmelsen, er, at de

pågældende personer skal forlade stedet. Hvis dette giver anledning til, at

forsamlingen i øvrigt flytter med, vil de pågældende personer skulle forlade

forsamlingen. Det bemærkes, at der vil kunne være anledning til, at politiet

meddeler påbud til samtlige personer, der deltager i forsamlingen.

2.3.3.5.

Det forudsættes med forslaget, at et påbud efter stk. 2 ikke udgør en

afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette indebærer, at forvaltningslo-

vens regler om bl.a. partshøring ikke finder anvendelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at påbuddet skal medvirke til at forhindre,

at forsamlinger skaber utryghed for de omkringboende eller forbipasse-

rende, og at det derfor skal kunne meddeles hurtigt og på stedet samt i visse

tilfælde til en større mængde personer samtidigt. Bl.a. disse forhold taler for,

at forvaltningslovens partsbeføjelser ikke er egnede til at finde anvendelse i

forhold til påbuddene efter stk. 2.

Derimod vil almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. proportio-

nalitet og saglighed også finde anvendelse i forhold til påbud efter stk. 2.

Et påbud fra politiet kan påklages til Rigspolitiet, jf. retsplejelovens § 109,

stk. 1. Rigspolitiets afgørelse kan ikke påklages, jf. retsplejelovens § 109,

stk. 2.

Endvidere vil lovligheden af påbuddet kunne prøves i forbindelse med en

straffesag om overtrædelse heraf. Herudover kan lovligheden af påbuddet

prøves af domstolene efter den almindelige regel i grundlovens § 63.

Det forudsættes, at politiet i forbindelse med påbuddet klart tilkendegiver,

at påbuddet meddeles efter straffelovens § 132 b, stk. 2, og at manglende ef-

terkommelse heraf kan medføre fængselsstraf.

Efterkommes politiets påbud ikke, vil det kunne straffes med bøde eller

fængsel indtil 6 måneder. Det forudsættes i den forbindelse, at der i første-

gangstilfælde som udgangspunkt udmåles en frihedsstraf på 7 dages

fængsel. Det bemærkes, at der i almindelighed vil kunne straffes for mang-

lende efterkommelse af politiets påbud, uanset om politiets skøn efter be-

stemmelsen efterfølgende tilsidesættes.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder af be-

tydning for udmålingen af straffen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.3.3.6.

Efter grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilla-

delse at forsamle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til

at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem

kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Det er almindeligt antaget, at grundlovens § 79, 3. pkt., dvs. muligheden for

at forbyde forsamlinger, der befrygtes til fare for den offentlige fred, ikke

udtømmende gør op med mulighederne for at gribe ind over for en forsam-

ling. Det er således bl.a. antaget, at der – i det omfang der er hjemmel hertil

i anden lovgivning – uafhængigt af § 79, 3. pkt., kan foretages indgreb af

hensyn til andre væsentlige offentlige eller private interesser, forudsat at der

ikke er tilsigtet et indgreb i forsamlingens meningstilkendegivelse som så-

dan, jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret, (1954), side 700 ff.

og 706 ff., Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen

(1980), side 773 ff., Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3, 3. udgave (2003),

side 127 f og 131 f. og Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kom-

mentarer, 1. udgave (2015), side 533 ff.

I dommen gengivet i UfR 1999, side 1798 ff., om lov om forbud mod op-

hold i bestemte ejendomme (rockerloven) udtalte Højesteret således bl.a., at

grundlovens § 79 ikke er til hinder for, at der ved lov fastsættes regler, som

– uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser – begræn-

ser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væsentlige in-

teresser, herunder andres liv og velfærd. Sådanne begrænsninger må dog

ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse. Hø-

jesteret fandt i dommen, at rockerloven ikke var i strid med grundlovens §

79.

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 132 b, stk. 2, kan politiet

påbyde personer, som deltager i en forsamling, hvoraf en stor del har haft

en tilknytning til en forening, som inden for de seneste 10 år er foreløbig

forbudt af regeringen eller opløst ved dom, at forlade det pågældende sted

eller forsamlingen, hvis forsamlingen er egnet til at skabe utryghed for de

omkringboende eller forbipasserende. Efter omstændighederne vil samtlige

personer, der deltager i en sådan forsamling, kunne meddele påbud.

Et påbud efter bestemmelsen vil på den baggrund kunne udgøre et indgreb

i forsamlingsfrihed efter grundlovens § 79. Indgrebet vil imidlertid ikke

være rettet mod forsamlingens meningstilkendegivelse som sådan.

Det er Justitsministeriet opfattelse, at bestemmelsen varetager væsentlige

hensyn til den offentlige orden og tryghed i den særlige situation, hvor en

stor del af en forsamling udgøres af personer med tilknytning til en fore-

ning, som inden for 10 år er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved

dom. Bestemmelsen skal således beskytte de omkringboende mod gener og

utryghed fra sådanne forsamlinger.

Justitsministeriet vurderer, at bestemmelsen ikke går videre, end hvad der

er nødvendigt for at varetage disse hensyn.

Justitsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at bestemmelsen kun vil

kunne anvendes, hvis en stor del af deltagerne i forsamlingen udgøres af

personer med tilknytning til en forening, som er foreløbig forbudt eller op-

løst, fordi den havde et ulovligt øjemed, f.eks. fordi den virkede ved vold.

Det bemærkes i den forbindelse, at ordningen navnlig tager sigte på bande-

grupperinger, der som en del af gruppens virksomhed gennem tilstedevæ-

relse og adfærd i det offentlige rum kontrollerer og dominerer et lokalom-

råde som en del af gruppens territorium.

Efter Justitsministeriets opfattelse knytter der sig til sådanne forsamlinger –

når forsamlingen ikke er udtryk for en meningstilkendegivelse – ikke

samme stærke beskyttelseshensyn som til andre forsamlinger. Det gør sig

navnlig gældende, hvis forsamlingen finder sted i et område, hvor den nu

forbudte eller opløste forening har udøvet sine kriminelle aktiviteter eller

negative dominans.

Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at bestemmelsen kun vil kunne

anvendes, hvis politiet i hvert enkelt tilfælde efter en konkret vurdering på

baggrund af bl.a. deltagernes adfærd finder, at forsamlingen er egnet til at

skabe utryghed.

Herudover lægger Justitsministeriet vægt på, at et påbud efter den foreslå-

ede bestemmelse ikke forhindrer, at personerne forsamles et andet sted eller

på et andet tidspunkt, hvor forsamlingen ikke vil være egnet til at skabe ut-

ryghed for de omkringboende eller forbipasserende.

Desuden lægger Justitsministeriet vægt på, at bestemmelsen vil skulle an-

vendes under overholdelse af det almindelige forvaltningsretlige proportio-

nalitetsprincip, som indebærer, at politiet alene må meddele påbud i det om-

fang, det er nødvendigt. Ministeriet lægger i den forbindelse også vægt på,

at påbud vil skulle meddeles til de personer, der giver anledning til utryghe-

den, og kun vil kunne omfatte øvrige personer og eventuelt hele forsamlin-

gen, hvis dette vurderes nødvendigt for forhindre den utryghed, som for-

samlingen giver anledning til.

Justitsministeriet lægger tillige vægt på, at der vil skulle foretages en afvej-

ning af på den ene side interessen i at sikre en vidtgående forsamlingsfrihed

(særligt for så vidt angår politiske emner og holdningsprægede spørgsmål)

og på den anden side hensynet til at forhindre utryghed for de omkringbo-

ende og forbipasserende.

Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at forslaget kan gennemføres

inden for rammerne af grundlovens § 79.

2.3.3.7.

Forsamlingsfriheden er også beskyttet af EMRK artikel 11, stk. 1,

hvorefter enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger. Denne ret

er imidlertid ikke absolut. Det følger således af artikel 11, stk. 2, at der må

gøres indskrænkninger i udøvelsen af forsamlingsfriheden, hvis det er fore-

skrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (krav om pro-

portionalitet) af hensyn til bl.a. den offentlige tryghed, at forebygge uro el-

ler forbrydelse eller at beskytte andres rettigheder og friheder.

Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 132 b, stk. 2, kan politiet

påbyde personer, som på et bestemt sted deltager i en forsamling af perso-

ner, hvoraf en stor del har haft en tilknytning til en forening, som inden for

de seneste 10 år er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom, at

forlade det pågældende sted eller forsamlingen, hvis forsamlingen er egnet

til at skabe utryghed for de omkringboende eller forbipasserende. Et sådant

påbud vil kunne udgøre et indgreb i de pågældendes forsamlingsfrihed efter

EMRK artikel 11, stk. 1.

Bestemmelsen varetager imidlertid hensynet til den offentlige tryghed og til

at forebygge uro eller forbrydelse eller at beskytte andres rettigheder og fri-

heder, og det er Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen ikke går vi-

dere, end hvad der er nødvendigt for at varetage disse hensyn. Der henvises

i den forbindelse til det, der er anført ovenfor under pkt. 2.3.3.6 om forhol-

det til grundlovens § 79. Det er derfor ministeriets vurdering, at bestemmel-

sen vil kunne gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 11.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

I tilfælde af at en eller flere foreninger bliver foreløbig forbudt eller opløst

ved dom, vil lovforslaget have økonomiske konsekvenser for kriminal-

forsorgen, domstolene, politiet og anklagemyndigheden som følge af et øget

antal sager og en øget strafmasse.

Det er vanskeligt at skønne over, hvor mange nye sager og hvilken forøgelse

i strafmassen der vil blive tale om. Det er imidlertid Justitsministeriets vur-

dering, at det for så vidt angår hver forening vil dreje sig om relativt få sa-

ger i en afgrænset periode og med en begrænset øget strafmasse. De økono-

miske konsekvenser, der er forbundet med lovforslaget, vurderes på den

baggrund at være begrænsede, og udgifterne hertil vil blive afholdt inden

for Justitsministeriets eksisterende økonomiske ramme.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konse-

kvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 15. marts 2018 til den 9. april

2018 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Adoption & Samfund, Advo-

katrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International, Copenhagen Business

School, Juridisk Institut, Danske Advokater, Dansk Flygtningehjælp, Dansk

Socialrådgiverforening, Danske Regioner, Den Danske Dommerforening,

Det Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommer-

fuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Faggruppen af Socialrådgivere i

Kriminalforsorgen, Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsin-

spektører, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af socialchefer i

Danmark, Foreningen af Statsadvokater, Fængselsforbundet, Hjælp

Voldsofre, HK Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kri-

minalforsorgen, HK Landsklubben Politiet, HK Privat, Institut for Menne-

skerettigheder, Justitia, KL, Kriminalforsorgsforeningen, Københavns Uni-

versitet, Det Juridiske Fakultet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,

Landsforeningen KRIM, Politidirektørforeningen, Politiforbundet, Retspo-

litisk Forening, Retssikkerhedssekretariatet, Rigsadvokaten, Rigsombuds-

manden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigspolitiet, Rigsre-

visionen, Rådet for Etniske Minoriteter, Syddansk Universitet, Juridisk In-

stitut, Aalborg Universitet, Juridisk Institut, Aarhus Universitet, Juridisk In-

stitut

9. Sammenfattende skema

Positive konsekven-

ser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv om-

fang)

Økonomiske

konse- Ingen

kvenser for stat, kom-

muner og regioner

Negative konsekven-

ser/merudgifter (hvis

ja, angiv omfang)

I tilfælde af at en eller

flere foreninger bliver

foreløbig forbudt eller

opløst, vil lovforsla-

get have mindre øko-

nomiske konsekven-

ser for kriminal-

forsorgen, domsto-

lene, politiet og an-

klagemyndigheden

som følge af et øget

antal sager og en øget

strafmasse.

De økonomiske kon-

sekvenser forbundet

hermed vil blive af-

holdt inden for Ju-

stitsministeriets eksi-

sterende økonomiske

ramme.

Ingen

Administrative konse-

kvenser

for

stat,

kommuner og regioner

Økonomiske

konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for borgerne

Miljømæssige konse-

kvenser

Forholdet til EU-retten

Overimplementering af

EU-retlige minimums-

forpligtigelser (sæt X)

Ingen

Lovforslaget

aspekter.

Ingen

indeholder

ikke

EU-retlige

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter straffelovens § 75, stk. 5, kan en forenings formue, arkiv, protokoller

og lignende konfiskeres, når foreningen opløses ved dom.

Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen, så det kommer til at fremgå, at en

forenings formue og øvrige ejendele kan konfiskeres, når foreningen oplø-

ses ved dom.

Der ligger ikke i nyaffattelsen af bestemmelsen nogen begrænsning i, hvad

der kan konfiskeres. Det følger derimod af den foreslåede bestemmelse, at

der er adgang til at konfiskere alt, hvad en forening, der opløses ved dom,

ejer. Det gælder foreningens eventuelle formue, herunder bankindestående

eller likvide midler, og alle foreningens øvrige ejendele, herunder forenin-

gens arkiv og protokoller, uanset om de pågældende ejendele har en økono-

misk værdi.

Det vil være de reelle ejerforhold, der er afgørende for, om en formue mv.

vil kunne konfiskeres efter bestemmelsen. Dette vil indebære, at formuen

mv. kan konfiskeres, selv om den måtte være registreret i f.eks. et medlems

navn, hvis den reelt tilhører foreningen.

Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende ret for-

muleret, så konfiskation er fakultativt. Det forudsættes imidlertid, at adgan-

gen til konfiskation anvendes, medmindre der konkret foreligger helt sær-

lige omstændigheder.

Den foreslåede bestemmelse kan først anvendes på tidspunktet for opløs-

ning af foreningen. Der vil i forbindelse med et foreløbigt forbud mod en

forening kunne være anledning til at beslaglægge formue eller ejendele med

henblik på senere konfiskation, jf. de foreslåede bestemmelser i lovforsla-

gets § 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter straffelovens § 132 a, straffes personer, der deltager i fortsættelsen af

en forenings virksomhed, efter at den foreløbig er forbudt af regeringen el-

ler opløst ved dom.

Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen, så det kommer til at fremgå af

stk.

at den, der deltager i videreførelsen af en forening, efter at den foreløbig

er forbudt af regeringen eller opløst ved dom, straffes med bøde eller

fængsel indtil 2 år.

Der er ikke med nyaffattelsen af bestemmelsen tilsigtet nogen ændring i be-

stemmelsens anvendelsesområde.

Den foreslåede bestemmelse vil således finde anvendelse på videreførelse

af en forening fra det tidspunkt, hvor den er foreløbig forbudt af regeringen

eller opløst ved dom.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte enhver deltagelse i videreførelse af

foreningen, herunder alle former for aktiviteter, som kan henføres direkte

eller indirekte til den forbudte eller opløste forening. Bestemmelsen vil så-

ledes indebære, at alle aktiviteter, der f.eks. udøves af eller for foreningen,

er ulovlige. Det gælder således også ellers lovlige aktiviteter, som forenin-

gen måtte udføre, og dette gælder, uanset om foreningen efter forbuddet el-

ler opløsningen måtte være stoppet med at udføre ulovlige aktiviteter.

Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte aktiviteter foretaget af besty-

relsesmedlemmer og andre personer, som indtager en mere ledende rolle i

foreningen, herunder ved at udstede generelle retningslinjer for foreningens

arbejde og ved at planlægge og koordinere foreningens aktiviteter.

Omfattet af bestemmelsen vil endvidere være alle personer, som deltager i

møder eller andre arrangementer i foreningen, eller som udfører aktiviteter

eller arbejde på vegne af foreningen. Det er i den forbindelse uden betyd-

ning, om de pågældende er medlemmer af foreningen.

Medlemskab af foreningen vil kunne straffes som videreførelse af forenin-

gen, selv om der alene er tale om et medlemskab af mere passiv karakter.

Omfattet af bestemmelsen er således også personer, der melder sig ind i en

forening, efter at den foreløbig er blevet forbudt eller opløst ved dom, uan-

set om formålet med indmeldelsen er et ønske om at deltage aktivt i fore-

ningens virksomhed, eller om formålet alene er et ønske om at udtrykke

moralsk støtte og opbakning til foreningen.

Rekruttering og hvervning af personer til f.eks. at udføre opgaver for fore-

ningen eller at tilslutte sig foreningen vil ligeledes kunne straffes efter den

foreslåede bestemmelse. Det gælder, uanset hvordan rekrutteringen finder

sted. Det er således uden betydning, om der er tale om rekruttering ved per-

sonlig henvendelse, eller ved hjælp af annoncer, kampagner eller lignende

udsendt f.eks. via internettet, herunder ved anvendelse af sociale medier, så-

ledes at den person, der rekrutteres, herigennem opnår kontakt til den fore-

ning, som der rekrutteres til.

Også træning, instruktion eller andre former for oplæring i udøvelse af for-

eningens aktiviteter vil kunne straffes som fortsættelse af foreningens virk-

somhed. Det gælder såvel teoretisk undervisning som mere praktisk betonet

instruktion og vejledning, som kan anvendes i forbindelse med udøvelse af

foreningens aktiviteter.

Personer, der lader sig hverve eller på anden måde tilslutter sig foreningen

eller udfører opgaver for den, vil også kunne straffes efter bestemmelsen.

Det samme gælder for personer, der lader sig træne eller modtager instruk-

tion mv.

Udbredelse af foreningens budskab til andre, f.eks. gennem uddeling af mer-

chandise som tøj, flag og lignende effekter eller ved hjælp af propaganda-

materiale, vil også i almindelighed kunne straffes som videreførelse af for-

eningen. Omtale af foreningens budskab vil imidlertid lovligt kunne ske

f.eks. som led i den almindelige nyhedsformidling eller anden journalistisk

virksomhed.

Det bemærkes, at personer, der i generelle vendinger udtaler sig positivt om

foreningen og dens budskaber, som udgangspunkt ikke kan straffes i med-

før af bestemmelsen, hvis der er tale om rene sympatitilkendegivelser, og

det i øvrigt ikke kan anses som en videreførelse af foreningen. Har de på-

gældende udtalelser imidlertid karakter af en generel opfordring til at vi-

dereføre en forening, som er opløst ved dom eller foreløbig forbudt, vil for-

holdet dog efter omstændighederne kunne straffes i medfør af straffelovens

§ 136, stk. 1, der kriminaliserer offentlig tilskyndelse til forbrydelse.

Brug af foreningens kendetegn, herunder udsmykning, symboler, navn, logo

mv., vil også være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, hvis det

kan påvises, at kendetegnet anvendes som led i videreførelse af foreningen.

Et kendetegn kan også være brug af bestemte beklædningsgenstande, uan-

set om de er påtrykt logo eller navn, hvis det kan bevises, at foreningens

medlemmer mv. eller en del heraf benytter disse beklædningsgenstande for

at signalere en tilknytning til foreningen. Der kan f.eks. være tale om anven-

delse af beklædningsgenstande med et bestemt udseende, i bestemte farver

eller i et bestemt mærke, som er egnet til at sende bestemte signaler. På

samme måde vil f.eks. en bestemt parole også kunne være et kendetegn, som

viser en tilknytning til foreningen og dermed en videreførelse heraf.

Personer, der f.eks. producerer eller sælger kendetegn, og derved understøt-

ter videreførelsen af foreningen, vil kunne straffes for medvirken efter straf-

felovens § 23, hvis det fornødne forsæt foreligger.

For så vidt angår besiddelse eller anvendelse af foreningens kendetegn, der

ikke kan karakteriseres som en videreførelse af foreningen, henvises til den

foreslåede bestemmelse i stk. 2.

Personer mv., der direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til forenin-

gen, vil også kunne straffes i medfør af bestemmelsen, efter omstændighe-

derne eventuelt for medvirken efter straffelovens § 23, hvis det fornødne

forsæt foreligger. Det er uden betydning, om støtten er beregnet til aktivite-

ter, der før forbuddet eller opløsningen var lovlige. Der kan imidlertid også

eventuelt være tale om medvirken til konkret kriminalitet, der går videre end

videreførelse af foreningen, hvis den pågældende har forsæt til, at pengene

skal anvendes til denne kriminalitet.

Det gælder både personer, der af egne midler yder økonomisk støtte, og per-

soner eller organisationer, som f.eks. tilvejebringer penge til foreningen fra

bidragsydere ved indsamlinger eller lignende eller skaffer lån fra pengein-

stitutter mv. Omfattet af bestemmelsen er endvidere pengeinstitutter eller

andre, som leverer en finansiel tjenesteydelse eller formidler disse ydelser.

Omfattet er også personer, der i øvrigt stiller midler eller andre formuego-

der til rådighed for en forbudt eller opløst forening eller på anden vis støtter

den, fremmer dens virksomhed eller indgår aftaler med den.

Således vil personer, der f.eks. yder rådgivningsbistand til foreningen, i al-

mindelighed kunne straffes for at medvirke til fortsættelse af foreningen, jf.

straffelovens § 23, medmindre rådgivningen konkret omhandler, hvordan

foreningen kan ophøre med at udøve sin virksomhed, eller rådgivningen re-

laterer sig til processer mv. i forbindelse med selve opløsningssagen. Det

samme gælder personer, der f.eks. udlejer lokaler eller på anden måde stil-

ler lokaler eller andre ydelser til rådighed for foreningen. Udlejeren af et

klublokale eller lignende, som fortsat anvendes af foreningen efter et forbud

eller en opløsning, vil således kunne straffes for medvirken til fortsættelse

af foreningen, hvis det fornødne forsæt foreligger.

Der stilles ikke krav om, at støtte mv. direkte overdrages eller stilles til rå-

dighed for foreningen. Der kræves således alene, at det i sidste ende er for-

eningen, der skal drage fordel af pengene eller tjenesteydelserne. Kan det

ikke dokumenteres, at pengene rent faktisk når frem til foreningen, kan der

eventuelt straffes for forsøg, hvis den tiltalte havde forsæt hertil.

Det samme gælder i forhold til støtte, udlejning mv., der reelt er til forenin-

gen, men formelt gives eller ydes til en enkeltperson med tilknytning til fore-

ningen for at skjule, at der er tale om støtte mv. til selve foreningen. Der vil

f.eks. kunne være tale om, at en enkeltperson med tilknytning til foreningen

er anført som lejer på en lejekontrakt, selv om det er foreningen som sådan,

der skal anvende det lejede.

Pengeoverførsler til fængslede enkeltpersoner med tilknytning til forenin-

gen vil efter omstændighederne også kunne straffes som en videreførelse af

foreningen, hvis det kan bevises, at støtten gives i kraft af den fængsledes

tilknytning til foreningen.

I overensstemmelse med gældende ret vil også personer, der opretter eller

fremmer virksomheden i en ”ny” forening, som i realiteten er en fortsættelse

af den forening, der foreløbig er forbudt eller opløst ved dom, kunne straf-

fes i medfør af straffelovens § 132 a. Bestemmelsen omfatter således også

såkaldte erstatningsforeninger, hvor oprettelsen typisk er sket for at skjule,

at der reelt er tale om en videreførelse af en forbudt eller opløst forening.

Vurderingen af, om der er tale om en fortsættelse af den ulovlige forening,

beror ikke alene på, om der er en formel kontinuitet, dvs. om den nye fore-

ning har samme navn, samme vedtægter mv., men i lige så høj grad på, om

der reelt er tale om en videreførelse, herunder om der i en vis udstrækning

er tale om samme personkreds, udbredelse af det samme budskab og udø-

velse af de samme aktiviteter.

Er der f.eks. tale om, at den ”nye” forenings medlemskreds eller aktiviteter

adskiller sig fra den forbudte eller opløste forenings medlemskreds eller ak-

tiviteter, må det bero på en konkret vurdering, om der reelt er tale om en er-

statningsforening, eller om der er etableret en ny forening. Det skal herved

tages i betragtning, at mange foreninger har en dynamisk medlemskreds, li-

gesom der skal lægges vægt på, at det ikke skal være muligt at omgå for-

buddet i § 132 a ved at ændre medlemskredsen eller nogle af de aktiviteter,

som foreningen udøver. Det samme gælder i tilfælde, hvor personer med til-

knytning til en forbudt eller opløst forening tilslutter sig en eksisterende for-

ening. Her beror det således også på en konkret vurdering, om der reelt er

tale om videreførelse af den forbudte eller opløste forening.

Det kan i visse tilfælde give anledning til tvivl, om der er tale om viderefø-

relse af en forening, hvis dens tidligere medlemmer eller andre personer, der

havde tilknytning til foreningen, efter et forbud eller en opløsning fortsæt-

ter med sammen at foretage sig ellers lovlige aktiviteter, som før forbuddet

eller opløsningen var en del af foreningens virksomhed. Der vil f.eks. kunne

være tale om, at medlemmer mv. af en motorcykelklub som led i forenin-

gens (lovlige) aktiviteter før opløsningen kørte i større eller mindre grupper

sammen på motorcykel. Hvis medlemmerne, efter motorcykelklubben er

blevet opløst ved dom, fortsætter med at køre på motorcykel sammen i større

eller mindre grupper, må der konkret tages stilling til, om der er tale om en

videreførelse af foreningen, eller om der blot er tale om, at en række perso-

ner i en social sammenhæng kører motorcykel sammen.

Det vil bero på en konkret vurdering, om der er så mange ligheder i måden

at udføre aktiviteten på, at det kan lægges til grund, at der er tale om at vi-

dereføre foreningen. Dette kan bl.a. også ses i sammenhæng med, om andre

omstændigheder tilsiger, at foreningen videreføres. Det må i den forbindelse

antages, at den omstændighed, at forbuddet mod at anvende foreningens

kendetegn, jf. den foreslåede § 132 a, stk. 2, respekteres, ikke i sig selv er

afgørende for, om der er tale om en videreførelse af foreningen.

I forhold til f.eks. bandegrupperinger kan der være tale om, at personer med

tilknytning til en bande forsamler sig i grupper af varierende størrelse i det

offentlige rum på nærmere bestemte steder afhængig af den pågældende

gruppering for at dominere det pågældende område.

Hvis sådanne forsamlinger, der i et vist omfang består af personer, der var

medlem af eller tilknyttet en forening, som er forbudt eller opløst, fortsæt-

tes – dog eventuelt uden anvendelse af bandens kendetegn – efter tidspunk-

tet for forbuddet eller opløsningen, vil der på samme måde kunne være tale

om en videreførelse af foreningen, der er i strid med den foreslåede bestem-

melse. Det vil imidlertid bero på en konkret vurdering, om der f.eks. blot er

tale om et socialt arrangement, eller om der reelt er tale om, at foreningen

videreføres. Der kan herved bl.a. lægges vægt på, om forsamlingen foregår

og finder sted på væsentlig samme måde, som forsamlinger relateret til ban-

den foregik forud for forbuddet eller opløsningen. Der vil endvidere kunne

lægges vægt på andre omstændigheder, der understøtter, at foreningen vi-

dereføres. Den omstændighed, at forsamlingen også består af personer, der

ikke havde tilknytning til den pågældende bande, indebærer ikke i sig selv,

at der ikke kan være tale om videreførelse af foreningen.

Også enkeltpersoner kan udføre ellers lovlige handlinger, der kan være en

videreførelse af foreningen. Dette kan f.eks. ske i form af magtdemonstra-

tioner, manifestationer eller adfærd, der har til hensigt at dominere et om-

råde, som – af foreningen – anses som foreningens territorium, herunder ved

at agere som vagt i området. Denne form for adfærd vil også efter omstæn-

dighederne kunne straffes som en videreførelse af foreningen.

Der kan også være tale om, at foreningen ønsker at markere sig f.eks. som

led i en større demonstration, ved andre større begivenheder, i nattelivet el-

ler i forbindelse med retsmøder eller løsladelser af foreningens medlemmer

mv. Også i disse tilfælde vil det efter omstændighederne være en strafbar

overtrædelse af den foreslåede bestemmelse.

Det gælder endvidere generelt, at der vil kunne være grundlag for at straffe

for medvirken til overtrædelse af forbuddet mod at videreføre foreningen,

herunder f.eks. af personer, som udlejer lokaler til brug for foreningen, som

hoster et domæne til brug for foreningen, eller som fremstiller eller sælger

merchandise, hvis det fornødne forsæt foreligger.

Det er en forudsætning for at straffe for overtrædelse af bestemmelsen, at

vedkommende person, organisation mv. har forsæt til at videreføre en fore-

ning, der foreløbig er forbudt af regeringen eller opløst ved dom.