REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 207: Redegørelse om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen (den årlige retssikkerhedsredegørelse), fra justitsministeren

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 207
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

14. marts 2018

Forvaltningsretskontoret

Simon Müller Karstoft

2017-769-0030

539064

REDEGØRELSE TIL FOLKETINGET

FORVALTNINGENS ANVENDELSE AF

TVANGSINDGREB OG OPLYSNINGSPLIGTER

UDEN FOR STRAFFERETSPLEJEN

MARTS 2018

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 207: Redegørelse om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen (den årlige retssikkerhedsredegørelse), fra justitsministeren

Indholdsfortegnelse

1. Indledning.....................................................................................................................3

2. Kort oversigt over retssikkerhedslovens regler ........................................................4

3. Erfaringerne med retssikkerhedsloven inden for udvalgte forvaltningsområder.5

3.1. Indledning ........................................................................................................5

3.2. Beskæftigelsesministeriet................................................................................6

3.3. Erhvervsministeriet.........................................................................................9

3.4. Miljø- og Fødevareministeriet........................................................................9

3.5. Skatteministeriet ...........................................................................................12

3.6. Justitsministeriets generelle vurdering af retssikkerhedslovens anven-

delse i praksis.................................................................................................13

4. Oversigt over bestemmelser vedtaget i 2017 med hjemmel til at gennemføre

tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven.......................................14

4.1. Generelt ..........................................................................................................14

4.2. Bestemmelser, der viderefører hidtidige tilsvarende bestemmelser.........15

4.3. Bestemmelser, der udvider anvendelsesområdet for gældende bestem-

melser .............................................................................................................20

4.4. Hjemler, der ophæver gældende bestemmelser .........................................24

4.5. Nye hjemler, der giver offentlige myndigheder adgang til at foretage

tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven .............................24

5. Sammenfatning ..........................................................................................................28

1. Indledning

Ved lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af

tvangsindgreb og oplysningspligter (herefter retssikkerhedsloven) blev der gennemført en

samlet regulering af en række spørgsmål, som vedrører tilfælde, hvor en forvaltningsmyn-

dighed har mulighed for uden for strafferetsplejen at foretage visse former for tvangsind-

greb uden forudgående retskendelse, herunder navnlig såkaldte kontrol- og tilsynsbesøg.

Loven regulerer endvidere visse spørgsmål, der kan opstå i tilfælde, hvor borgere og virk-

somheder er forpligtede til at meddele oplysninger til en forvaltningsmyndighed. Loven

trådte i kraft den 1. januar 2005.

Loven bygger på betænkning nr. 1428/2003 udarbejdet af Retssikkerhedskommissionen,

der blev nedsat af justitsministeren i februar 2002.

Det fremgår af forarbejderne til loven, at Justitsministeriet efter lovens ikrafttræden årligt

vil udarbejde en redegørelse til Folketinget om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb

og oplysningspligter omfattet af loven. Redegørelsen skal bl.a. indeholde en omtale af

eventuel ny lovgivning, der vedrører den offentlige forvaltnings adgang til at foretage

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, samt på udvalgte områder en omtale af praksis

med hensyn til anvendelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen. Formålet er at styrke

den offentlige interesse og debat om borgernes retssikkerhed, jf. Folketingstidende 2003-

04, tillæg A, side 3107. Justitsministeriet afgav den seneste redegørelse til Folketinget den

14. marts 2017.

Af redegørelsen fra 2017 fremgår det, at det samlet set er Justitsministeriets opfattelse, at

der ikke er grundlag for at antage, at retssikkerhedsloven generelt har givet anledning til

væsentlige problemer i praksis i 2015, hverken i forhold til de virksomheder mv., hvor der

udføres kontrolbesøg, eller i forhold til myndighedernes tilrettelæggelse og udførelse af

kontrolbesøg mv. Herudover indeholder redegørelsen fra 2017 en oversigt over bestem-

melser i lovgivningen, der er vedtaget i perioden 1. januar 2016 – 31. december 2016, og

som giver forvaltningsmyndigheder adgang til at gennemføre tvangsindgreb, der er omfat-

tet af retssikkerhedsloven. Af denne oversigt fremgår, at der i 2016 blev vedtaget i alt 16

bestemmelser vedrørende forvaltningens adgang til at gennemføre tvangsindgreb omfattet

af retssikkerhedsloven.

Den foreliggende redegørelse indeholder – efter en kort oversigt over retssikkerhedslovens

regler i pkt. 2 – en omtale af praksis i 2016 på udvalgte områder med hensyn til anvendelse

af tvangsindgreb omfattet af loven, jf. pkt. 3. Redegørelsens pkt. 4 indeholder en omtale af

ny lovgivning vedtaget i 2017, der vedrører den offentlige forvaltnings adgang til at fore-

tage tvangsindgreb omfattet af loven, og pkt. 5 indeholder en sammenfatning.

Ved lov nr. 525 af 6. juni 2007 blev § 1, stk. 5, i retssikkerhedsloven ophævet, således at

lovens regler om tvangsindgreb fra den 1. januar 2008 også gælder i tilfælde, hvor der ef-

ter lovgivningen stilles krav om forudgående retskendelse. Baggrunden for denne lovæn-

dring var, at de hensyn, der ligger bag retssikkerhedslovens kapitel 2 og 3, også gør sig

gældende for så vidt angår tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse.

2. Kort oversigt over retssikkerhedslovens regler

Loven indeholder bl.a. generelle regler om den fremgangsmåde, som forvaltningsmyndig-

hederne skal følge ved gennemførelsen af et tvangsindgreb, som er omfattet af loven (ka-

pitel 2). Det er bl.a. fastsat, at tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgribende

foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet

med indgrebet (§ 2). Det er også bestemt, at en række af forvaltningslovens regler – bl.a.

reglerne om inhabilitet, partsaktindsigt, begrundelse og klagevejledning – gælder ved gen-

nemførelsen af tvangsindgreb omfattet af loven (§ 3). Der er endvidere fastsat en pligt til

under visse omstændigheder at gøre notat om indholdet af oplysninger, som en myndighed

modtager i en sag om iværksættelse af et tvangsindgreb (§ 4).

Herudover er det fastsat, at myndigheden skal underrette parten forud for gennemførelsen

af et tvangsindgreb omfattet af loven (§ 5, stk. 1). Underretningen skal ske skriftligt senest

14 dage, inden tvangsindgrebet gennemføres, og skal indeholde oplysninger om tid og sted

for indgrebet, retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningslovens

§ 8, hovedformålet med indgrebet og det faktiske og retlige grundlag for indgrebet, jf. § 24

i forvaltningsloven (§ 5, stk. 2). Parten kan herefter gøre indsigelse mod beslutningen in-

den for en frist fastsat af myndigheden. Fastholdes beslutningen, skal dette inden eller se-

nest samtidig med gennemførelsen af tvangsindgrebet begrundes skriftligt over for parten,

jf. § 24 i forvaltningsloven (§ 5, stk. 3).

Reglerne om underretning kan fraviges helt eller delvist i en række tilfælde. Det gælder,

hvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående un-

derretning skulle gives (§ 5, stk. 4, nr. 1), hvis hensynet til parten selv taler for det, eller

partens rettigheder findes at burde vige for afgørende hensyn til andre private eller offent-

lige interesser (§ 5, stk. 4, nr. 2), hvis det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspoliti-

ske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU (§ 5, stk. 4, nr. 3), hvis

øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets særlige karakter er påkræ-

vet (§ 5, stk. 4, nr. 4), eller hvis forudgående underretning viser sig umulig eller er ufor-

holdsmæssig vanskelig (§ 5, stk. 4, nr. 5).

Loven indeholder desuden regler om pligt for myndigheden til at forevise legitimation i

forbindelse med gennemførelsen af et tvangsindgreb (§ 6), pligt til at udvise størst mulig

skånsomhed under et tvangsindgrebs gennemførelse (§ 7) samt pligt til i en række tilfælde

at udfærdige rapport om udførelsen af et tvangsindgreb (§ 8).

Loven indeholder endvidere regler om forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen

af tvangsindgreb omfattet af loven (kapitel 3). Det er således fastsat, at hvis en enkeltper-

son eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lo-

vovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe

oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reg-

lerne i retsplejeloven om strafferetsplejen (§ 9, stk. 1). Det gælder dog ikke, hvis tvangsind-

grebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen

af andre spørgsmål end fastsættelse af straf (§ 9, stk. 2). De nævnte regler finder tilsva-

rende anvendelse, hvis der i sagen rettes et tvangsindgreb mod andre end den mistænkte (§

9, stk. 3). Den mistænkte kan under nærmere bestemte betingelser meddele samtykke til

fravigelse af reglerne i § 9, stk. 1 og 3 (§ 9, stk. 4).

Loven indeholder endelig en bestemmelse om retten til ikke at inkriminere sig selv mv. (§

10). Bestemmelsen indebærer bl.a., at hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson

eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestem-

melser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i for-

hold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilve-

jebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse (§ 10, stk.

1).

3. Erfaringerne med retssikkerhedsloven inden for udvalgte forvaltningsområder

3.1. Indledning

Det er som nævnt forudsat i forarbejderne til retssikkerhedsloven, at den årlige retssikker-

hedsredegørelse skal indeholde en omtale af praksis på udvalgte områder med hensyn til

anvendelse af tvangsindgreb omfattet af loven.

Redegørelsen indeholder en beskrivelse af praksis inden for følgende ministeriers områ-

der: Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet og

Skatteministeriet. Justitsministeriet har anmodet disse ministerier om oplysninger vedrø-

rende de enkelte kontrolmyndigheder inden for ministeriernes forvaltningsområder.

De nævnte ministerier er udvalgt på baggrund af, at der foretages et betydeligt antal kon-

trolbesøg mv. inden for disse ministeriers områder, og at der er tale om kontrolbesøg mv.

inden for meget forskellige forvaltningsområder. Endvidere er det anført i Retsudvalgets

betænkning af 27. maj 2004 over lovforslag nr. L 96 (folketingsåret 2003-04), at der i re-

degørelsen skal indgå de erfaringer med lovens anvendelse, som en række forvalt-

ningsmyndigheder – herunder Arbejdstilsynet, miljømyndighederne og skattemyndighe-

derne – vil indhøste i tiden efter lovens ikrafttræden.

Justitsministeriet har bl.a. anmodet myndighederne oplyse antallet af kontrolbesøg, som

blev foretaget i september, oktober eller november 2016. Myndighederne er blevet bedt om

at vælge den måned, der giver det mest repræsentative billede af myndighedens kontrol-

virksomhed.

Pkt. 3.2-3.5 nedenfor indeholder en omtale af praksis inden for de nævnte ministeriers om-

råder i 2016. Pkt. 3.6 indeholder på baggrund heraf Justitsministeriets generelle vurdering

af retssikkerhedslovens anvendelse i praksis.

3.2. Beskæftigelsesministeriet

3.2.1.

Inden for Beskæftigelsesministeriets område udføres kontrolbesøg mv., der er om-

fattet af retssikkerhedsloven, af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt Ar-

bejdstilsynet. De oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Beskæftigelsesmini-

steriet, kan sammenfattes således:

Antal

politianmeldel-

ser

i hele 2016

Antal kontrolbesøg

Måned

Styrelsen for Arbejds-

marked og Rekruttering

(lufthavnstilsyn)

Styrelsen for Arbejds-

marked og Rekruttering

(virksomhedskontrol)

Arbejdstilsynet

I alt

Hele 2016

Uvarslede

Varslede

I alt

Hele 2016

November

2016

2.171

1.181

3.352

1.008

1 2

1.008

3.2.2.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

har oplyst, at styrelsen i 2016 ikke har

udført kontrolbesøg mv., der er omfattet af reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 2, jf. §

1, stk. 1.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har hjemmel til at gennemføre lufthavnskon-

troller i medfør af § 91 b i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., men har ikke benyttet mu-

ligheden i 2016.

Arbejdstilsynet

foretog i 2016 864 politianmeldelser for overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, 127 politianmeldel-

ser for manglende overholdelse af anmelderreglerne til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT), samt 17 politi-

anmeldelser for overtrædelse af rygeloven.

Arbejdstilsynet har siden 2002 haft mulighed for at udstede administrative bødeforelæg og dermed afslutte straffesager

uden at politianmelde den pågældende virksomhed. Antallet af administrative bødeforelæg for arbejdsmiljøovertrædel-

ser udgjorde 138 i 2016. Arbejdstilsynet har endvidere siden 1. juli 2013 haft mulighed for at afgøre klare og ukompli-

cerede RUT-sager med et administrativt bødeforlæg for RUT-overtrædelser. Antallet af administrative bødeforelæg for

RUT-overtrædelser udgør 255 i 2016. Det opgjorte tal i skemaet indeholder ikke antallet af administrative bødeforlæg.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har desuden hjemmel til at gennemføre virk-

somhedskontroller i medfør af § 91 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., men styrel-

sen har ikke anvendt virksomhedskontroller i forbindelse med tilsynsindsatsen i 2016.

3.2.3.

Arbejdstilsynet

har oplyst, at de uvarslede kontrolbesøg er foretaget efter retssikker-

hedslovens § 5, stk. 4, nr. 1, hvorefter forudgående underretning om gennemførelse af en

beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb kan undlades, hvis øjemedet med

tvangsindgrebet ellers ville forspildes.

Arbejdstilsynet har desuden oplyst, at det ikke kan udelukkes, at der er sket anvendelse af

undtagelsesbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 4, hvorefter forudgående

underretning om gennemførelse af en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb kan

undlades, hvis øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets særlige ka-

rakter er påkrævet. Dette kan være relevant i tilfælde, hvor der er behov for at standse en

bestemt arbejdsproces eller lignende, hvor øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet

efter forholdets særlige karakter påkræver, at tilsynet gennemføres uden forudgående un-

derretning.

Arbejdstilsynet har endvidere oplyst, at Arbejdstilsynet ikke foretager en systematisk regi-

strering i sit elektroniske sagsbehandlingssystem (ATIS) af, hvor mange af de hhv. vars-

lede og uvarslede tilsynsbesøg, der giver anledning til indsigelser fra virksomhedernes side.

Arbejdstilsynet kan således ikke give et præcist svar på, hvor mange gange det under et til-

synsbesøg er forekommet, at virksomheden har fremsat indsigelser eller indvendinger imod

Arbejdstilsynets tilstedeværelse på virksomheden.

Arbejdstilsynet har oplyst, at virksomhederne derimod har mulighed for via en myndig-

hedsklage at tilkendegive deres utilfredshed med Arbejdstilsynets anvendelse af tvangsind-

greb efter retssikkerhedsloven eller anden utilfredshed med den eller de tilsynsførendes

ageren på selve tilsynsbesøget. Arbejdstilsynet har derfor gennemgået myndighedsklager

vedrørende besøg foretaget i 2016 og har i den forbindelse fundet 15 sager, hvor en virk-

somhed har haft sådanne indvendinger.

Arbejdstilsynet har oplyst, at de varslede kontrolbesøg har givet anledning til samlet 10

klagesager vedrørende Arbejdstilsynets myndighedsudøvelse. Det er i den forbindelse bl.a.

blevet gjort gældende, at et tilsynsbesøg var unødigt forstyrrende i forhold til virksomhe-

dens arbejde, at en af Arbejdstilsynets tilsynsførende havde en arrogant adfærd på tilsyns-

besøget, at en virksomhed var utilfreds med, at den tilsynsførende ønskede at beslutte,

hvilke medarbejdere og chefer, der skulle deltage i et fokusgruppeinterview om psykisk ar-

bejdsmiljø, at en virksomhed fandt en række uhensigtsmæssigheder ved den metode, som

Arbejdstilsynet anvender til at afdække forhold omkring psykisk arbejdsmiljø, at et antal

ansatte på en virksomhed var utilfredse med antallet af medarbejdere, der var udtaget til

samtale med Arbejdstilsynet, at en virksomhed var utilfreds med en tilsynsførendes adfærd

under tilsyn gennem længere tid, at en virksomhed var utilfreds med, at Arbejdstilsynet

havde gennemført besøget med en leder, som på tidspunktet for besøget var på barsel, men

som tilfældigvis opholdt sig på virksomheden, og som selv tilbød at deltage i Arbejdstilsy-

nets besøg på virksomheden, at en formand for et menighedsråd var utilfreds med, at Ar-

bejdstilsynet i sin besøgsrapport til virksomheden fejlagtigt havde skrevet, at Arbejdstilsy-

net under tilsynsbesøget havde talt med en navngiven arbejdsgiverrepræsentant, at en virk-

somhed fandt, at Arbejdstilsynet under besøget ikke havde sikret en god dialog med de an-

satte samt at en virksomhed var utilfreds med, at Arbejdstilsynet besøgte virksomheden på

et tidspunkt, hvor den havde demonstreret evne og vilje til at løse det arbejdsmiljøproblem,

som Arbejdstilsynet tidligere havde konstateret.

Arbejdstilsynet har endvidere oplyst, at de uvarslede kontrolbesøg har givet anledning til

samlet fem klagesager vedrørende Arbejdstilsynets myndighedsudøvelse. Det er i den for-

bindelse bl.a. blevet gjort gældende, at en virksomhedsejer var utilfreds med antallet af be-

søg fra Arbejdstilsynet og besøgenes varighed og fandt, at der var tale om spild af tid, at

en virksomhed fandt, at et uvarslet besøg, som Arbejdstilsynet gennemførte i samarbejde

med politi og SKAT, var meget omfattende og langvarigt, og at aktionen vanskeliggjorde

virksomhedens arbejde, at en virksomhedsejer var utilfreds med gennemførelse af et til-

synsbesøg, og at tilsynsførende blev opfattet unødigt konfliktoptrappende, at en virksom-

hed på besøget oplevede, at de tilsynsførende havde et ensidigt fokus, som ikke svarede til

virksomhedens egen opfattelse samt at en virksomhed var utilfreds med, at Arbejdstilsynet

udtalte sig om et tilsynsbesøg i medierne.

Arbejdstilsynet har desuden oplyst, at sagerne er afsluttet med en skriftlig bevarelse/rede-

gørelse til virksomheden fra en af Arbejdstilsynets direktører, eller ved at en tilsynschef fra

Arbejdstilsynet telefonisk har kontaktet virksomheden og via dialog med virksomheden

fået uddybet utilfredsheden og forklaret Arbejdstilsynets regler og fremgangsmåder og gi-

vet en beklagelse i de tilfælde, hvor der er vurderet behov for det. I en enkelt sag er der af-

holdt møde med virksomheden.

Arbejdstilsynet har herudover oplyst, at der, i ingen af de sager, hvor Arbejdstilsynet har

foretaget politianmeldelse i 2016, er opstået spørgsmål om gennemførelse af tvangsind-

greb omfattet af loven eller spørgsmål om anvendelse af pligt til at meddele oplysninger til

den offentlige forvaltning.

Det er Arbejdstilsynets erfaring, at anvendelsen af retssikkerhedslovens regler i øvrigt ikke

har givet anledning til problemer i praksis ved gennemførelse af kontrolbesøg i virksom-

hederne eller i forbindelse med politianmeldelser.

3.3. Erhvervsministeriet

3.3.1.

Inden for Erhvervsministeriets område har Justitsministeriet anmodet om oplysnin-

ger vedrørende den kontrolvirksomhed, som foretages af Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen inden for konkurrenceområdet. De oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget

fra Erhvervsministeriet, kan sammenfattes således:

Antal kontrolbesøg

Uvars-

lede

Måned

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

September,

oktober

november

Varslede

I alt

Antal

politianmeldelser

i hele 2016

3.3.2.

Erhvervsministeriet har oplyst, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke foretog

kontrolundersøgelser omfattet af reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 2, jf. § 1, stk. 1, i

hverken september, oktober eller november 2016.

Erhvervsministeriet har endvidere oplyst, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i hele

2016 foretog politianmeldelse i fire sager, hvor der var gennemført eller opstået spørgsmål

om gennemførelse af tvangsindgreb, som er omfattet af loven. Styrelsen havde i perioden

ingen politianmeldte sager, hvor der var anvendt eller opstået spørgsmål om anvendelse af

en pligt til at meddele oplysninger til den offentlige forvaltning.

Erhvervsministeriet har yderligere bemærket, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er

opmærksom på, at retssikkerhedsloven indebærer en arbejdsdeling mellem forvaltningen

og politiet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er derfor i tæt og løbende dialog med

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet med henblik på at af-

klare, hvilken myndighed der i den enkelte sag er kompetent til at foretage den relevante

sagsoplysning og efterforskning.

3.4. Miljø- og Fødevareministeriet

3.4.1.

Inden for Miljø- og Fødevareministeriets område udføres kontrolbesøg mv., der er

omfattet af retssikkerhedsloven af kommuner, regioner, Fødevarestyrelsen, Naturstyrelsen,

Landbrugsstyrelsen

og Miljøstyrelsen.

Tidligere hed Landbrugsstyrelsen NaturErhvervstyrelsen og dernæst Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, indtil fiskeriet blev ressortover-

ført til ministeren for fiskeri og ligestilling og nordisk samarbejde jf. Kgl. resolution af 7. august 2017.

En række statslige myndigheder (SKAT, Forsvarsministeriet og Søfartsstyrelsen) førte også i 2016 tilsyn med visse af Miljø- og Fø-

devareministeriets regler. Tilsyn udført af disse myndigheder er ikke medtaget, medmindre Miljø- og Fødevareministeriet har fore-

taget politianmeldelser på baggrund af disse tilsyn. Politianmeldelser foretaget på baggrund af oplysninger fra andre myndigheder,

som de pågældende myndigheder har fået i forbindelse med tilsyn efter anden lovgivning, er heller ikke medtaget. Naturstyrelsens

kontrolopgaver er i 2016 overtaget af Styrelsen For Vand- og Naturplanlægning (denne styrelse hedder nu Miljøstyrelsen efter om-

organisering i 2017).

De oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Miljø- og Fødevareministeriet, kan

sammenfattes således:

Antal kontrolbesøg

Måned

Kommuner

Regioner

Fødevarestyrelsen

Miljøstyrelsen

Landbrugsstyrelsen

Jordbrugsområdet

Fiskeriområdet

Naturstyrelsen

I alt

Valgfri repræsenta-

tiv måned i 2016

Valgfri repræsenta-

tiv måned i 2016

Oktober 2016

September/Novem-

ber 2016

September 2016

Uvarslede

539

7.548

1.476

Varslede

1.480

312

I alt

2.019

7.586

1.788

790

130

Antal politianmeldel-

ser i 2016

September 2016

November 2016

Repræsentative må-

neder 2016

560

10.146

1.937

560

12.073

1.101

3.4.2.

Miljø- og Fødevareministeriet har oplyst, at

kommunerne

frit kan vælge, hvilken re-

præsentativ måned, kommunen indberetter til ministeriet.

Kommunerne har til Miljø- og Fødevareministeriet indberettet at have foretaget de uvars-

lede kontrolbesøg med hjemmel

primært

i undtagelsesbestemmelsen i retssikkerhedslo-

vens § 5, stk. 4, nr. 1. Herefter er bestemmelsens nr. 2, nr. 4 og nr. 5 også anvendt af visse

kommuner.

Kommunerne har oplyst, at de indsigelser, der typisk forekom i 2016, kun vedrørte de vars-

lede kontrolbesøg, hvor indsigelsen primært er begrundet i, at datoerne for de varslede til-

syn passer dårligt.

74 kommuner har bidraget til redegørelsen.

4 regioner har bidraget til redegørelsen.

Fødevarestyrelsen har oplyst, at det for 2015 indberettede tal i alt 368 politianmeldelser beklageligvis var forkert. Det korrekte antal

politianmeldelser, hvor der er gennemført eller er opstået spørgsmål om gennemførelse af tvangsindgreb omfattet af retssikkerheds-

loven i 2015 var

i alt 603.

Fejlkilden lader sig ifølge Fødevarestyrelsen ikke nærmere afklare.

To kontorer i Miljøstyrelsen har anvendt november 2016 som mest repræsentativ måned.

Antallet af politianmeldelser på jordbrugsområdet udgør i alt 130. Faldet fra 2015 til 2016 skyldes, at man i 2016 ikke længere har

politianmeldt manglende indberetning af gødningsregnskaber. Landbrugsstyrelsen har oplyst, at den administrative opfølgning på

virksomhedernes manglende indsendelse af gødningsregnskaber har været uensartet og mangelfuld i en lang periode, og at denne

praksis ændres således at der nu følges op på alle sager med manglende indsendelse af gødningsregnskaber, jf. hertil miljø – og fø-

devareministerens orientering af 13. december 2017 til Miljø- og Fødevareudvalget - (2017-18) - MOF alm. del. Bilag 159 Offent-

ligt.

Ved kgl. resolution af 7. august 2017 overførtes fiskeriområdet til ministeren for fiskeri- og ligestilling og nordisk samarbejde. Det er

mellem Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen aftalt, at tallene for 2016 indgår i nærværende opgørelse for 2016, hvor fiskeriom-

rådet stadig var en del af Miljø- og Fødevareministeriets ressort. På fiskeriområdet blev der foretaget 68 politianmeldelser efter gen-

nemførelse af tvangsindgreb. I 27 af disse sager var der spørgsmål om pligt til at meddele oplysninger til den offentlige forvaltning.

I forhold til opgørelsen for 2015 er der tale om et fald, der stemmer overens med, at der generelt var et fald i overtrædelsessager fra

2015 til 2016.

Naturstyrelsen oplyser, at der ikke i 2016 er foretaget politianmeldelser i sager, hvor der er anvendt eller opstået spørgsmål om an-

vendelse af en pligt til at meddele oplysninger til den offentlige forvaltning.

Om erfaringerne med den praktiske anvendelse af retssikkerhedsloven har kommunerne i

øvrigt tilkendegivet, at de overordnet set ikke oplever problemer i forhold til anvendelsen

af retssikkerhedsloven. En enkelt kommune fandt at indberetningerne i forbindelse med re-

degørelsen er meget tidskrævende, en anden kommune mener, at brugen af ordet

”tvangsindgreb” er meget voldsomt, og nogle kommuner foreslår en ændring af varslings-

perioden fra fx 14 dage til 8 dage.

3.4.3.

Miljø- og Fødevareministeriet har oplyst, at der i

regionerne

forekommer både vars-

lede og uvarslede tilsyn på miljøområdet (jordforureningsloven og råstofloven). De fleste

opgaver på miljøområdet består af udendørs tilsyn, der derfor ikke kræver varsling efter

reglerne i retssikkerhedsloven.

Miljø- og Fødevareministeriet har oplyst, at regionerne overordnet ikke har problemer med

anvendelsen af lovens bestemmelser og, at regionerne i øvrigt ikke har bemærkninger til

den praktiske anvendelse af retssikkerhedsloven.

3.4.4.

Miljø- og Fødevareministeriet har oplyst, at de uvarslede kontrolbesøg

på ministeri-

ets område

er foretaget af henholdsvis Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Fødevarestyrelsen

og Landbrugsstyrelsen (tidligere Landbrugs- og Fiskeristyrelsen) med hjemmel i retssik-

kerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1, hvorefter øjemedet med tvangsindgrebet ville forspildes,

hvis forudgående underretning skulle gives og tillige i nogle sager efter lovens § 5, stk. 4,

nr. 3, der giver adgang uden forudgående underretning, hvis det er nødvendigt af hensyn

til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU.

Miljø- og Fødevareministeriet har desuden oplyst, at hverken varslede eller uvarslede kon-

trolbesøg foretaget af Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Landbrugsstyrelsen eller Fødevare-

styrelsen har givet anledning til indvendinger.

Om erfaringerne med den praktiske anvendelse af retssikkerhedsloven i forbindelse med

Miljø- og Fødevareministeriets egne kontrolbesøg kan Miljø- og Fødevareministeriet op-

lyse, at Fødevarestyrelsen i lighed med foregående år anfører, at flere virksomheder har

udtrykt, at de finder udlevering af retssikkerhedsblanketten og information om deres ret-

tigheder flere gange om året unødvendig. Virksomhederne vil hellere i gang med kontrol-

besøget. De tilsynsførende i Fødevarestyrelsen udtrykker samme holdning til udlevering af

retssikkerhedsblanketten og spørger, om ikke man kunne nøjes med at skrive reglerne til

virksomheden en gang i forbindelse med dens registrering hos Fødevarestyrelsen.

Miljøstyrelsen har bemærket, at kombinationen af varslede og uvarslede tilsyn ifølge sty-

relsens Vandforsyningskontor fungerer fint. De varslede tilsyn kombineres oftest med et

møde, som kræver forberedelse fra forsyningsanlæggets side, og at anlægget har afsat tid

til kontrolbesøget og har haft mulighed for at indkalde relevante mødedeltagere, hvorimod

de uvarslede kontrolbesøg giver mulighed for at opleve anlæggene under ”normal drift” og

ikke, når der er ryddet op.

Endelig har Miljø- og Fødevareministeriet oplyst, at Naturstyrelsen og Landbrugsstyrelsen

ikke har oplevet problemer med den praktiske anvendelse af retssikkerhedslovens regler.

3.5. Skatteministeriet

3.5.1.

De oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Skatteministeriet, kan sam-

menfattes således:

Antal kontrolbesøg

Måned

SKAT

November 2016

Uvarslede

294

Varslede

158

I alt

452

Antal politianmel-

delser

i hele 2016

Ikke oplyst, se nær-

mere pkt. 3.5.2.

3.5.2.

Skatteministeriet har oplyst, at SKAT i ovennævnte skema har opgjort antallet af sa-

ger, der er afsluttet i november måned 2016, og hvor der under sagens behandling har væ-

ret foretaget tvangsindgreb efter retssikkerhedslovens kapitel 2, jf. § 1, stk. 1.

Skatteministeriet har oplyst, at de uvarslede kontrolbesøg er gennemført med anvendelse

af undtagelsesbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1, hvorefter øjemedet

med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående underretning skulle

gives. Visse tvangsindgreb, der sker på baggrund af EU-regler, foretages uvarslet efter

retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 3, hvorefter forudgående underretning kan undlades,

hvis det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske in-

teresser, herunder forholdet til EU.

Skatteministeriet har herudover oplyst, at kontrolbesøg i forbindelse med såkaldt udbeta-

lingskontrol af negativ moms normalt gennemføres med et kortere varsel end det lovplig-

tige varsel på 14 dage. Varslingsfristen afkortes, da virksomheden har krav på udbetaling

inden tre uger fra tidspunktet for rettidig angivelse. Ved udbetaling efter tre ugers-fristens

udløb skal Skatteministeriet forrente beløbet. Det forkortede varsel sker med anvendelse af

retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 2, hvorefter forudgående underretning blandt andet kan

undlades, hvis partens rettigheder findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige

interesser.

Der er ikke registreret nogen indsigelser eller indvendinger i forbindelse med sagerne med

varslede og uvarslede kontrolbesøg.

Kontrolopgaver foretages af SKAT Indsats

Skatteministeriet har oplyst, at der ikke er foretaget registrering af, om et tvangsindgreb

har givet anledning til politianmeldelse, ligesom der heller ikke sker særskilt registrering

af pålæg om oplysningspligt. Skatteministeriet har i den anledning imidlertid oplyst, at et

dækkende billede af straffesager kan illustreres af antallet af tiltalebegæringer til politiet i

sager vedrørende overtrædelser af skatte-, afgifts- og toldlovgivningen, hvor frihedsstraf

kan komme på tale, antallet af administrativt udstedte bødeforlæg og sager, der er afsluttet

af anklagemyndigheden enten med påtaleopgivelse eller bødeforlæg. Skatteministeriet har

sammenfattende opgjort antallet for 2016 således:

Tiltalebegæringer

Administrative bødeforlæg

Afsluttet ved anklagemyndighed

I alt

1.025

1.998

473

3.496

Skatteministeriet har endelig oplyst, at den praktiske anvendelse af retssikkerhedsloven

ikke giver ministeriet anledning til bemærkninger.

3.6. Justitsministeriets generelle vurdering af retssikkerhedslovens anvendelse i prak-

sis

3.6.1.

De ministerier, hvorfra Justitsministeriet har modtaget oplysninger om praktiske er-

faringer med retssikkerhedsloven, foretager tilsammen et meget betydeligt antal tvangsind-

greb, der er omfattet af loven.

Generelt set er der ikke i de høringssvar, som Justitsministeriet har modtaget, rejst væsent-

lige spørgsmål i forhold til den praktiske anvendelse af retssikkerhedsloven. Ud af det sam-

lede talmateriale er det kun sket i ganske få tilfælde, at virksomheder har fremsat indsi-

gelse eller er kommet med indvendinger i forhold til varslede eller uvarslede kontrolbesøg.

Som det fremgår af pkt. 3.2-3.5 ovenfor, synes den praktiske anvendelse af retssikkerheds-

loven ikke generelt at give anledning til vanskeligheder.

3.6.2.

For så vidt angår det forholdsvis store antal uvarslede kontrolbesøg, som navnlig

gennemføres inden for fødevareområdet, kan Justitsministeriet henholde sig til det, som er

anført herom i de tidligere retssikkerhedsredegørelser (jf. bl.a. redegørelse nr. R9 af 25. fe-

bruar 2015, side 7). Her anføres bl.a. følgende:

”Som nærmere redegjort for […] ovenfor kan forudgående underretning bl.a. undlades, hvis øjemedet

med tvangsindgrebets gennemførelse ellers ville forspildes, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1.

Om anvendelsesområdet for denne undtagelsesbestemmelse fremgår det af lovforslagets bemærkninger

og justitsministerens besvarelse af spørgsmål 10 og 11 af 9. januar 2004 fra Folketingets Retsudvalg (L

96 – bilag 24), at den ikke kun finder anvendelse, hvis det ud fra de konkrete omstændigheder skønnes,

at formålet med et kontrolbesøg ellers ville være forspildt. Bestemmelsen finder således også anvendelse

i tilfælde, hvor det generelt må antages, at øjemedet med kontrollen ville blive forspildt, hvis den pågæl-

dende borger eller virksomhed var ”advaret” forinden. Hermed sigtes der bl.a. til tilfælde, hvor et kon-

trolbesøg mv. efter sin generelle karakter vil gå ud på at kontrollere et ”øjebliksbillede”, f.eks. hygiejne-

tilstanden i en restaurant eller i en fødevarevirksomhed.

Særligt med hensyn til fødevareområdet bemærkes, at det under behandlingen af lovforslag nr. L 96 blev

forudsat, at der også efter gennemførelsen af loven vil kunne foretages et stort antal uvarslede kontrolbe-

søg mv. Fødevareministeriet oplyste i den forbindelse, at ca. 18 pct. af de kontrolbesøg, som Fødevare-

ministeriet årligt udfører, var anmeldt forinden, og at ca. 82 pct. ikke var anmeldt. Det blev tilkendegivet,

at Fødevareministeriet efter gennemførelsen af retssikkerhedsloven grundlæggende ville have samme mu-

ligheder for at udøve kontrol som hidtil, og det blev under behandlingen af lovforslaget oplyst, at der ikke

kunne forventes at blive tale om nogen nævneværdig stigning i antallet af forhåndsanmeldte tilsyn. Der

kan i den forbindelse også henvises til, at kontrolbesøgene på fødevareområdet som følge af de gældende

EU-regler som altovervejende hovedregel skal foretages uanmeldt. Som nævnt giver retssikkerhedslo-

vens § 5, stk. 4, nr. 3, hjemmel til at undlade forudgående underretning, hvis det er nødvendigt af hensyn

til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU.”

På den baggrund giver det forholdsvis store antal uvarslede kontrolbesøg ikke Justitsmini-

steriet anledning til bemærkninger.

3.6.3.

Det oplyste om antallet af politianmeldelser, der er foretaget af de adspurgte myn-

digheder, giver ikke Justitsministeriet anledning til bemærkninger.

3.6.4.

Samlet set er det på baggrund af de foreliggende oplysninger Justitsministeriets op-

fattelse, at der ikke er grundlag for at antage, at retssikkerhedsloven generelt har givet an-

ledning til problemer i den periode, som ministeriernes høringssvar angår.

4. Oversigt over bestemmelser vedtaget i 2017 med hjemmel til at gennemføre

tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven

4.1. Generelt

Med udgangspunkt i princippet i grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed tilstræber

Justitsministeriet i forbindelse med den lovtekniske gennemgang af lovforslag at sikre, at

der ikke unødigt medtages bestemmelser, der gør det muligt for offentlige myndigheder at

skaffe sig adgang til privat ejendom.

I den forbindelse kan der henvises til Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet fra 2017,

pkt. 3.2.1.4., hvor det bl.a. er anført, at det i hvert enkelt tilfælde nøje må overvejes, om det

overhovedet er nødvendigt – med eller uden retskendelse – at tillægge offentlige myndig-

heder adgang til privat ejendom, herunder om andre og mindre indgribende kontrolforan-

staltninger kan anses for tilstrækkelige. Endvidere er det anført, at hvis der er behov for en

sådan adgang, bør omfanget heraf begrænses mest muligt, f.eks. ved at der alene gives ad-

gang til forretningslokaler, mens private boliger holdes uden for. Endelig fremgår det af

vejledningen og § 11 i Statsministeriets cirkulære nr. 159 af 16. september 1998, at der i

bemærkningerne til en sådan bestemmelse bør gives en begrundelse for, hvorfor bestem-

melsen er nødvendig, ligesom der bør gives en udførlig angivelse af bestemmelsens anven-

delsesområde.

Justitsministeriet har anmodet samtlige ministerier om at oplyse, hvorvidt der i perioden

fra den 1. januar til den 31. december 2017 er gennemført lovgivning vedrørende forvalt-

ningens adgang til at foretage tvangsindgreb omfattet af retssikkerhedsloven. Gennemgan-

gen i pkt. 4.2-4.4 nedenfor bygger på de oplysninger, som Justitsministeriet i forlængelse

heraf har modtaget fra ministerierne. Pkt. 5 indeholder en sammenfatning.

4.2. Bestemmelser, der viderefører hidtidige tilsvarende bestemmelser

Der er i 2017 vedtaget 21

bestemmelser, som viderefører hidtidige tilsvarende bestem-

melser.

Det drejer sig om følgende bestemmelser:

Lov nr. 98 af 26. april 2017 om anlæg af Haderup Omfartsvej.

Det fremgår af lovens almindelige bemærk-

ninger, at loven viderefører vejlovens bestemmelser om bemyndigelse til at ekspropriere arealer til vejanlæg,

jf. §§ 96 og 97 i lov om offentlige veje, jf. lov nr. 1520 af 27. december 2014, hvor der i overensstemmelse

med grundlovens § 73 er lovhjemmel til tvangsmæssigt at erhverve de fornødne arealer til vejanlæg. En så-

dan tvangsmæssig erhvervelse vil kunne udgøre ekspropriation i grundlovens forstand. Ekspropriation af for-

nødne arealer til den ny omfartsvej ved Haderup gennemføres således på baggrund af vejlovens bestemmel-

ser. Ekspropriation kan kun ske, hvis det er nødvendigt at erhverve de pågældende arealer enten midlertidigt

eller permanent for at kunne gennemføre projektet, jf. herved vejlovens § 96. I henhold til vejlovens § 99 kan

Vejdirektoratet uden retskendelse få adgang til privat ejendom med henblik på at foretage arkæologiske un-

dersøgelser, jordbundsundersøgelser, opmålinger, afmærkninger og andre undersøgelser af udendørsarealer,

hvis det sker i forbindelse med undersøgelser og projektering af nye vejanlæg eller ændring af eksisterende

vejanlæg samt klimarelaterede afværgeforanstaltninger.

§ 41, stk. 1, i lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger

indebærer, at tilsyns-

myndighederne, dvs. Datatilsynet og Domstolsstyrelsen, kan kræve enhver oplysning, der er af betydning for

deres virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Endvidere

indebærer

§ 41, stk. 2, i samme lov,

at tilsynsmyndighedernes medlemmer og personale mod behørig legiti-

mation til enhver tid uden retskendelse har adgang til alle lokaler, hvorfra en behandling af personoplysnin-

ger foretages. Der er tale om en ny hovedlov gældende for politiets, anklagemyndighedens, kriminalforsor-

gens, Den Uafhængige Politiklagemyndigheds og domstolenes behandling af personoplysninger med hen-

blik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige

sanktioner. Bestemmelserne er med redaktionelle ændringer en videreførelse af persondatalovens § 62, stk.

1 og 2, for så vidt angår tilsynet med retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger til

retshåndhævelsesformål.

§ 15 i lov nr. 380 af 26. april 2017 om stedbestemt information

indebærer, at energi-, forsynings- og klima-

ministeren til enhver tid mod behørig legitimation har adgang til udendørs lokaliteter for at udføre opgaver

Det skal bemærkes, at, såfremt flere bestemmelser udgør en variation af samme kontrolbemyndigelse, er

hver bestemmelse talt med som en selvstændig bestemmelse. Dette gør sig bl.a. gældende for

§ 214, stk.

1-4, i lov nr. 650 af 8. juni 2017 om kapitalmarkeder.

efter loven. Ministeren har delegeret beføjelsen til Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og i prak-

sis betyder det, at medarbejdere fra denne styrelse mod behørig legitimation har adgang til installationer og

fikspunkter samt grænseafmærkningen til Tyskland opsat på privat grund med henblik at kontrollere og vedli-

geholde disse. Der er tale om en ny hovedlov, og bestemmelsen er med redaktionelle ændringer en viderefø-

relse af § 6 i lov om Geodatastyrelsen.

§ 49, stk. 2, i lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af

terrorisme (hvidvaskloven)

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet uden retskendelse kan få adgang til virk-

somheder omfattet af hvidvaskloven med henblik på at få adgang til oplysninger, som er nødvendige for Fi-

nanstilsynets virksomhed. Der er tale om en ny hovedlov, og bestemmelsen er en videreførelse af den forud-

gående hvidvasklovs § 34, stk. 6. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 49, stk. 2, at Finanstilsynet

har behov for at kunne udøve sin tilsynsvirksomhed også i de særlige tilfælde, hvor en virksomhed nægter at

give Finanstilsynet de oplysninger, som er nødvendige til brug for tilsynsvirksomheden, samt tilfælde hvor

en virksomhed på anden vis modvirker en inspektion. Hjemlen, til at Finanstilsynet kan foretage inspektion

uden forudgående varsling, skal alene anvendes af Finanstilsynet efter et almindeligt proportionalitetsprin-

cip. Det vil sige i de tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at formålet med inspektionen ville blive forspildt,

hvis inspektionen blev varslet. Det er en betingelse for Finanstilsynets anvendelse af hjemlen, at formålet

ikke kan opnås ved brug af mindre indgribende foranstaltninger, f.eks. tvangsbøder. Hjemlen kan f.eks. an-

vendes, hvor en tilsynsbelagt virksomhed undtagelsesvist nægter Finanstilsynet adgang til virksomheden i

forbindelse med en ordinær inspektion eller ved en krisesituation, der kræver, at Finanstilsynet skrider til om-

gående handling, og hvor en umiddelbar adgang til virksomheden eller personen er en forudsætning for at

håndtere situationen.

§ 59 i lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terro-

risme (hvidvaskloven)

indebærer, at Erhvervsstyrelsen, hvis formålet tilsiger det, til enhver tid mod behørig

legitimation og uden retskendelse kan få adgang til virksomheder og personer omfattet af lovens § 1, stk. 1,

nr. 15-18, med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved kontrolbesøg. Der er tale om en ny ho-

vedlov, og bestemmelsen er en videreførelse af § 32, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 1022 af 13. august 2013

om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Det bemærkes, at

der i forbindelsen med den nye hovedlov er foretaget en ændring, hvorefter kontrolmyndigheden vedrørende

valutavekslingsvirksomhed nu er Finanstilsynet mod tidligere Erhvervsstyrelsen.

§ 58 i bekendtgørelse nr. 309 af 3. april 2017 om sikkerhedskrav til legetøjsprodukter (legetøjsbekendtgørel-

sen)

indebærer, at kontrolmyndigheden, hvis det skønnes nødvendigt, uden retskendelse og mod behørig le-

gitimation har adgang til fabrikations-, salgs- og lagerlokaler m.v. og transportmidler, som tilhører de er-

hvervsdrivende, med henblik på at føre kontrol, jf. § 18, stk. 1, i lov om produktsikkerhed. Politiet yder kon-

trolmyndigheden bistand. En tilsvarende bestemmelse fandtes i den forudgående legetøjsbekendtgørelses §

58.

§ 214 i lov nr. 650 af 8. juni 2017 om kapitalmarkeder

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet kan indhente

oplysninger, dokumenter eller andre former for data hos fysiske og juridiske personer til brug for Finanstil-

synets tilsyn med de i lovens § 212, stk. 1, omtalte virksomheder og Finanstilsynets undersøgelse af forhold

vedrørende regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af. Der er tale om en ny hovedlov, og stk. 1-3 er

en nyaffattelse af den forudgående § 87, stk. 1 og 2, i lov om værdipapirhandel m.v., mens stk. 4 er en vi-

dereførelse af den forudgående § 1, stk. 4, og dele af § 87, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v. Bestem-

melserne gennemfører artikel 23, stk. 2, litra a, b, c og g, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (markedsmisbrugsforordningen), artikel 31, stk. 3, arti-

kel 48, stk. 3, sidste pkt., artikel 54, stk. 3, og artikel 69, stk. 2, litra a, b, d og g, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv nr. 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter (MiFID II), artikel

24, stk. 4, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/109/EF af 15. december 2004 om har-

monisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er opta-

get til handel på et reguleret marked (gennemsigtighedsdirektivet), artikel 21, stk. 3, litra a, b og c, og artikel

21, stk. 4, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2003/71/EF af 4. november 2003 om det

prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel

(prospektdirektivet), og artikel 33, stk. 2, litra a og b, og artikel 33, stk. 3, litra a og b, i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 af 14. marts 2012 om short selling og visse aspekter af credit default

swaps (shortselling-forordningen).

Stk. 1

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet fra virksomheder under

tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og fysiske og juridiske personer, der

har pligter i henhold til de regler, der fremgår af lovens § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, kan indhente

oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finan-

stilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser

overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af lovforslagets § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5.

Hjemlen til, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger, dokumenter og andre data skal alene anvendes af Fi-

nanstilsynet efter et almindeligt proportionalitetsprincip. Det er en betingelse for Finanstilsynets anvendelse

af hjemlen, at formålet ikke kan opnås ved brug af mindre indgribende foranstaltninger. Hjemlen kan f.eks.

anvendes, når Finanstilsynet i forbindelse med et tilsynsbesøg forinden besøget pålægger bestyrelsen, direk-

tionen eller revisionen for virksomheder, der er under tilsyn at indsamle og fremsende en række dokumenter

til brug for tilsynsbesøget.

Stk. 2

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet kan kræve, at revisorer for fonds-

mæglerselskaber, operatører af en markedsplads og udbydere af dataindberetningstjenester samt revisorer,

der reviderer eller udfører andre revisionsopgaver for udstedere, udbydere af omsættelige værdipapirer eller

personer, der anmoder om optagelse til handel på en markedsplads, skal fremlægge oplysninger, der skønnes

at være nødvendige for Finanstilsynets afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstil-

synet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af lovens § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og

5. Finanstilsynet kan endvidere kræve dokumenter udleveret fra revisor til brug for Finanstilsynets afgørelse

af, om der er sket en overtrædelse af reglerne i kapitel 5 og 7 samt § 213.

Stk. 3

indeholder hjemmel til, at Fi-

nanstilsynet uden retskendelse kan kræve udlevering af eksisterende optagelser af telefonsamtaler, elektro-

nisk kommunikation eller fortegnelser over datatrafik hos et fondsmæglerselskab, operatører af en markeds-

plads og udbydere af dataindberetningstjenester. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 214, stk. 3,

at Finanstilsynets beføjelse til at kræve sådan dokumentation udleveret skal ses i sammenhæng med de reg-

ler, der skal gennemføre artikel 16, stk. 6 og 7, i MIFID II. Artikel 16, stk. 6 og 7, i MiFID II gennemføres

ved en ændring af bekendtgørelse nr. 428 af 9. maj 2007 om de organisatoriske krav til og betingelserne for

drift af virksomhed som værdipapirhandler. I artikel 16, stk. 6, i MiFID II pålægges fondsmæglerselskaber

en pligt til at opbevare dokumentation for udførte tjenesteydelser, aktiviteter og transaktioner, der er så fyl-

destgørende, at den kompetente myndighed på grundlag heraf kan varetage sine tilsynsopgaver og træffe

håndhævelsesforanstaltninger i henhold til MiFID II, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter (MiFIR), og markedsmisbrugsforordnin-

gen og navnlig forvisse sig om, at fondsmæglerselskaber har opfyldt alle deres forpligtigelser, herunder for-

pligtigelserne over for deres kunder eller potentielle kunder og vedrørende markedets integritet. Dokumen-

tationen skal i henhold til artikel 16, stk. 7, i MiFID II, i det mindste omfatte optagelser af telefonsamtaler

eller opbevaring af elektroniske meddelelser om transaktioner foretaget for egen regning og levering af tje-

nesteydelser i forbindelse med kundeordrer, der vedrører modtagelse, formidling og udførelse af kundeor-

drer.

Stk. 4

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynets beføjelser efter stk. 1 gælder tilsvarende for leverandø-

rer og underleverandører til de virksomheder, der er nævnt i stk. 1, med henblik på indhentelse af oplysnin-

ger om den outsourcede aktivitet. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 214, stk. 4, at hjemlen er

begrundet i sikringen af et effektivt tilsyn, hvor Finanstilsynet kan få de oplysninger, der er nødvendige for

sit tilsyn, og kan også understøtte outsourcingvirksomheden i tilfælde, hvor leverandøren ikke samarbejder

loyalt. De nævnte kontrolforanstaltninger i § 214 i lov om kapitalmarkeder kan alene anvendes af Finanstil-

synet efter et almindeligt proportionalitetsprincip. Det er en betingelse for Finanstilsynets anvendelse af

hjemlen, at formålet ikke kan opnås ved brug af mindre indgribende foranstaltninger.

§ 215, stk. 1, i lov nr. 650 af 8. juni 2017 om kapitalmarkeder

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet uden

retskendelse kan foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser hos virksomheder under tilsyn og virksomheder,

der ikke er under Finanstilsynets tilsyn, men som har pligter efter de regler, hvor Finanstilsynet er udpeget

som kompetent myndighed. Der er tale om en ny hovedlov og bestemmelsen er en nyaffattelse af den for-

udgående § 87, stk. 5, 9 og 10, i lov om værdipapirhandel m.v. Bestemmelsen gennemfører artikel 23, stk. 2,

litra d, i markedsmisbrugsforordningen, artikel 69, stk. 2, litra c, i MiFID II, artikel 24, stk. 4, litra i, i gen-

nemsigtighedsdirektivet og artikel 9, stk. 1, i MiFIR. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 215, stk.

1, at Finanstilsynet har behov for at kunne udøve sin tilsynsvirksomhed også i de særlige tilfælde, hvor en

virksomhed måtte nægte at give Finanstilsynet de nødvendige oplysninger eller modvirker en tilsyns- og kon-

trolundersøgelse. Hjemlen til, at Finanstilsynet kan skaffe sig adgang til en virksomhed, skal alene anvendes,

hvis det er nødvendigt for, at Finanstilsynet kan udøve sin tilsynsvirksomhed. Det er en betingelse for Finan-

stilsynet anvendelse af hjemlen, at formålet ikke kan opnås ved brug af mindre indgribende foranstaltninger.

Hjemlen kan f.eks. anvendes i situationer, hvor en virksomhed undtagelsesvist nægter Finanstilsynet adgang

til virksomheden i forbindelse med en tilsyns- eller kontrolundersøgelse eller ved en krisesituation, der kræ-

ver, at Finanstilsynet skrider til omgående handling, og hvor en umiddelbar adgang til virksomheden er en

forudsætning for at håndtere situationen.

§ 215, stk. 2, i lov nr. 650 af 8. juni 2017 om kapitalmarkeder

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet uden

retskendelse kan foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser hos leverandører og underleverandører, til virk-

somheder under tilsyn og virksomheder, der ikke er under Finanstilsynets tilsyn, men som har pligter efter

de regler, hvor Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed, med henblik på at indhente oplysnin-

ger om den outsourcede aktivitet. Der er tale om en ny hovedlov, og bestemmelsen er en nyaffattelse af den

forudgående § 87, stk. 8-10, i lov om værdipapirhandel m.v. Det fremgår af de specielle bemærkninger til §

215, stk. 2, at hjemlen er begrundet i sikringen af et effektivt tilsyn, hvor Finanstilsynet kan få adgang til de

oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed med de outsourcede aktiviteter, også i sær-

lige situationer, hvor det for eksempel viser sig, at outsourcingvirksomheden ikke loyalt samarbejder med Fi-

nanstilsynet. Hjemlen kan f.eks. anvendes i de situationer, hvor det ikke er muligt at få adgang til de nødven-

dige oplysninger gennem outsourcingvirksomheden.

§ 216 i lov nr. 650 af 8. juni 2017 om kapitalmarkeder

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet kan indhente

alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form efter lovens §§ 214 og 215 til brug for videregi-

velse til myndigheder, som nævnt i lovens § 226, nr. 2-6 og 12, og § 227, nr. 1-5. Der er tale om en ny ho-

vedlov, og bestemmelsen er en nyaffattelse af den forudgående § 87, stk. 6, 9 og 10, i lov om værdipapirhan-

del m.v. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 216, at de finansielle markeder er grænseoverskri-

dende, hvilket medfører et behov for samarbejde mellem nationale tilsynsmyndigheder. Finanstilsynet er for-

pligtet til at samarbejde både i forhold til europæiske myndigheder og andre tilsynsmyndigheder, hvilket også

følger af en række bestemmelser i de forordninger, hvor Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndig-

hed. Bestemmelsen skal ses i lyset af de forpligtigelser, som Finanstilsynet har som kompetent myndighed,

til at samarbejde med European Securities and Markets Authority (ESMA) og kompetente myndigheder i an-

dre medlemslande. Hjemlen kan f.eks. anvendes i en situation, hvor en anden kompetent tilsynsmyndighed

eller ESMA retter henvendelse til Finanstilsynet.

§ 217 i lov nr. 650 af 8. juni 2017 om kapitalmarkeder

indeholder hjemmel til, at Danmarks Nationalbank

udøver beføjelser efter lovens §§ 214, 215 og 216, når der er tale om registrerede betalingssystemer omfattet

af lovens kapitel 32 og af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med kontrol efter lovens § 213, stk. 8. Der er tale

om en ny hovedlov, og bestemmelsen er en videreførelse med redaktionelle ændringer af den forudgående §

87, stk. 7, i lov om værdipapirhandel m.v. for så vidt angår Danmarks Nationalbank. For så vidt angår Er-

hvervsstyrelsen er bestemmelsen en videreførelse med redaktionelle ændringer den forudgående § 83, stk. 5,

og § 87, stk. 11, i lov om værdipapirhandel m.v. Bestemmelsen gennemfører artikel 24, stk. 4, litra i, i gen-

nemsigtighedsdirektivet. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 217, at bestemmelsen sikrer, at Dan-

marks Nationalbank, når der er tale om registrerede betalingssystemer omfattet af lovforslagets kapitel 32,

og Erhvervsstyrelsen, når der er tale om kontrol efter lovforslagets § 213, stk. 8, har hjemmel til at indhente

den fornødne information, dokumentation og om nødvendigt foretage kontrolundersøgelser. Danmarks Na-

tionalbank og Erhvervsstyrelsen kan efter lovens § 214 indhente oplysninger, dokumenter eller andre former

for data hos fysiske og juridiske personer til brug for tilsyn med de nævnte virksomheder. Efter lovens § 215

vil Danmarks Nationalbank og Erhvervsstyrelsen kunne foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser uden ret-

skendelse på forretningsstedet hos de nævnte virksomheder. Derudover vil Danmarks Nationalbank og Er-

hvervsstyrelsen efter lovens § 216 kunne indhente alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver

form efter §§ 214 og 215 til brug for videregivelse til de i lovforslagets § 226, nr. 2-6 og 12, og § 227, nr.

1-5, nævnte myndigheder.

§ 131, stk. 1, i lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet undersøger

virksomheder omfattet af loven, filialer eller agenter, der udsteder elektroniske penge eller udbyder beta-

lingstjenester, eller en virksomhed, som aktiviteterne er outsourcet til, herunder ved inspektioner på stedet i

den enkelte virksomhed. Bestemmelsens stk. 4 indeholder hjemmel til, at tilsynsmyndighederne i et andet

EU- eller EØS-land efter forudgående meddelelse til Finanstilsynet kan foretage inspektion i de her i landet

beliggende filialer eller agenter af e-pengeinstitutter eller betalingsinstitutter med hjemsted i det pågældende

land. Finanstilsynet kan beslutte at deltage i en medlemsstats tilsynsmyndigheds inspektion af her i landet

beliggende filialer og agenter omfattet af § 1, stk. 2 og 3, af udenlandske virksomheder. Hvis en virksomhed

modsætter sig en kompetent udenlandsk myndigheds undersøgelse, kan undersøgelsen alene foretages med

Finanstilsynets medvirken. Hjemlen kan f.eks. finde anvendelse, hvor et e-pengeinstitut eller betalingsinsti-

tut i et andet EU- eller EØS-land har en filial i Danmark. Der er tale om en ny hovedlov, og bestemmelserne

er en nyaffattelse af den forudgående § 87 i betalingstjenesteloven. Bestemmelserne gennemfører artikel 22,

stk. 2, artikel 23, stk. 1, litra b, artikel 29, stk. 1, 1. afsnit, artikel 30, stk. 1, 2. afsnit, og artikel 100, stk. 2, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det

indre marked (2. betalingstjenestedirektiv) samt artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udstedet af elektro-

niske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (2. e-pengedirektiv).Hjemlen til at foretage uanmeldt inspek-

tion uden forudgående varsling skal alene anvendes, hvis det er Finanstilsynets vurdering, at formålet med

inspektionen ville blive forspildt, hvis inspektionen blev varslet.

§ 132 i lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet kan indhente op-

lysninger til brug for Finanstilsynets virksomhed. Der er tale om en ny hovedlov, og bestemmelsen er en

nyaffattelse af dele af den forudgående § 87 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Bestemmel-

sen gennemfører artikel 23, nr. 1, litra a, artikel 29, nr. 2, og artikel 100, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked (2. betalings-

tjenestedirektiv) og artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september

2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udstedet af elektroniske penge og tilsyn med en så-

dan virksomhed (2. e-pengedirektiv).

Stk. 1

indeholder hjemmel til, at virksomheder omfattet af denne lov,

filialer og agenter af e-pengeinstitutter eller betalingsinstitutter eller en virksomhed, som aktiviteterne er out-

sourcet til, skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Pligten til at

give oplysninger til Finanstilsynet gælder også for udenlandske e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, som

har hjemsted i et andet EU- eller EØS-land, der udøver virksomhed her i landet gennem etablering af en fi-

lial eller gennem en agent. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 132, stk. 1, at det er nødvendigt

for Finanstilsynet at kunne opkræve oplysninger fra en filial eller agent af et institut med hjemsted i et andet

land inden for EU/EØS til brug for udveksling heraf med tilsynsmyndighederne i hjemlandet, hvor Finanstil-

synet gennem en kunde har fået mistanke om, at filialen eller agenten har begået overtrædelser af loven. Ind-

hentelse af oplysninger kan også være nødvendig i tilfælde, hvor tilsynsmyndighederne i hjemlandet har ud-

delegeret til Finanstilsynet at foretage inspektioner på stedet i filialen eller hos agenten.

Stk. 2

indeholder

hjemmel til, at Finanstilsynet kan kræve, at e-pengeinstitutter eller betalingsinstitutter i et andet EU- eller

EØS-land, der har etableret en filial eller anvender en agent her i landet, regelmæssigt aflægger rapport om

de aktiviteter, der udøves af filialen eller agenten. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektivs

artikel 29, stk. 2.

Stk. 3

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet til enhver tid uden retskendelse kan få ad-

gang til virksomheder omfattet af loven, med henblik på indhentning af oplysninger, herunder ved inspektio-

ner. Finanstilsynet kan ligeledes til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til fili-

aler eller agenter af e-pengeinstitutter eller betalingsinstitutter eller virksomheder, som aktiviteterne er out-

sourcet til, med henblik på indhentning af oplysninger om den outsourcede aktivitet. Det fremgår af de spe-

cielle bemærkninger til § 132, stk. 3, at Finanstilsynet har behov for at kunne udøve sin tilsynsvirksomhed

også i de særlige tilfælde, hvor en udsteder af elektroniske penge eller en udbyder nægter at give Finanstil-

synet de til brug for tilsynsvirksomheden nødvendige oplysninger eller modvirker et inspektionsbesøg. Det

er en betingelse for anvendelse af hjemlen, at det er nødvendigt for, at Finanstilsynet kan udøve sin tilsyns-

virksomhed, dvs. at formålet ikke kan opnås ved brug af mindre indgribende foranstaltninger. Bestemmelsen

om Finanstilsynets adgang til at foretage inspektionsbesøg er omfattet af undtagelsen i grundlovens § 72 om

boligens ukrænkelighed. Hjemlen kan f.eks. anvendes i situationer, hvor en udsteder af elektroniske penge

eller en udbyder af betalingstjenester undtagelsesvist nægter Finanstilsynet adgang i forbindelse med et or-

dinært inspektionsbesøg. Der kan også være tale om en krisesituation, der kræver, at Finanstilsynet skrider

til omgående handling, og hvor en umiddelbar adgang til udstederen af elektroniske penge eller udbyderen

af betalingstjenester er en forudsætning for at håndtere situationen.

Stk. 4

indeholder hjemmel til, at Finan-

stilsynet kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre

forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendig for Finanstilsynets afgørelse af, om

en virksomhed eller person er omfattet af bestemmelserne i denne lov. Det fremgår af de specielle bemærk-

ninger til stk. 4, at Finanstilsynet har behov for adgang til oplysninger, der er nødvendige for, at Finanstil-

synet kan vurdere, om en virksomhed eller den fysiske person udøver tilsynsbelagt virksomhed i henhold til

loven, og om de således burde have tilladelse som enten e-pengeinstitut, betalingsinstitut, begrænset tilla-

delse til udstedelse af elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester.

Stk. 5

indeholder hjemmel til, at

Finanstilsynet kan indhente oplysninger efter stk. 1-4 til brug for de i § 132, stk. 5, nr. 17-22, nævnte myn-

digheder og organer. Det fremgår af de specielle bemærkninger til stk. 5, at bestemmelsen sikrer, at Finan-

stilsynet kan samarbejde med udenlandske tilsynsmyndigheder og organer i andre lande inden for EU/EØS,

EBA m.v.

4.3. Bestemmelser, der udvider anvendelsesområdet for gældende bestemmelser

Der er i 2017 vedtaget 14

bestemmelser, som har til formål at udvide anvendelsesområ-

det for allerede gældende bestemmelser om forvaltningens adgang til at foretage tvangsind-

greb omfattet af retssikkerhedsloven.

Det drejer sig om følgende bestemmelser:

§ 40 a, stk. 2, nr. 3, i udlændingeloven, som ændret ved lov nr. 703 af 8. juni 2017 om øget brug af biometri

m.v.

Med ændringen blev § 40 a, stk. 2, nr. 3, udvidet således, at der kan optages fingeraftryk af udlændinge,

hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på identitetskontrol af den pågældende. Udvidelsen inde-

bærer, at politiet samt udlændingemyndighederne vil kunne optage fingeraftryk i tilfælde, hvor der ikke er

Der henvises til note 13 ovenfor.

fuld sikkerhed om en udlændinges identitet med henblik på verifikation og kontrol af den pågældendes identi-

tet.

§ 40 b, stk. 2, nr. 1, i udlændingeloven, som ændret ved lov nr. 703 af 8. juni 2017 om øget brug af biometri

m.v.,

hvorefter § 40 b, stk. 2, nr. 1, blev udvidet således, at der kan optages personfotografi af udlændinge,

hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på identitetskontrol af den pågældende. Udvidelsen inde-

bærer, at politiet samt udlændingemyndighederne og de aktører, der udfører opgaver på vegne af udlændin-

gemyndighederne i henhold til udlændingeloven, vil kunne optage personfotografi i tilfælde, hvor der ikke

er fuld sikkerhed om en udlændinges identitet, med henblik på verifikation og kontrol af den pågældendes

identitet.

§ 40, stk. 10, 1. pkt. i udlændingeloven, som ændret ved lov nr. 703 af 8. juni 2017,

regulerer, at dokumenter

og genstande, der må antages at være af betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til

andre lande, eller som må antages at være af betydning for sagens oplysning, kan tages i bevaring, hvis det

skønnes fornødent. Bestemmelsen er nødvendig i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt en udlænding

skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingeloven. Bestemmelsen sikrer, at f.eks. legitimationsdoku-

menter af enhver art samt genstande, herunder mobiltelefoner og andre elektroniske medier, billetter, regnin-

ger, kvitteringer, tøjmærker, ejendele mv. kan tages i bevaring, såfremt disse kan bidrage til at belyse udlæn-

dingens identitet, tilknytning til andre lande eller den pågældendes asylmotiv. Udlændinge- og Integrations-

ministeriet vurderer, at bestemmelsen ikke kan erstattes af mindre indgribende foranstaltninger. Bestemmel-

sen blev indsat ved lov nr. 226 af 8. juni 1983, og der er senest blevet foretaget en ændring af bestemmelsen

ved lov nr. 703 af 8. juni 2017. Det fremgår af bemærkningerne fra 1983 og 2017, at det fremgår af betænk-

ning nr. 968/1982 om udlændingeloven, der ligger til grund for bestemmelsen, at de bevismidler, som kan

tages i bevaring, først og fremmest er legitimationsdokumenter af enhver art, men der kan også være tale om

billetter, regninger, kvitteringer, tøjmærker, ejendele og andre genstande, som kan bidrage til at belyse ud-

lændingens identitet eller tilknytning til andre lande. Det bemærkes i den forbindelse, at også elektroniske

medier som mobiltelefon, tablet m.v. anses for at være omfattet af begrebet genstande og derfor i dag kan ta-

ges i bevaring, hvis de må antages at være af betydning for at fastslå en udlændinges identitet eller tilknyt-

ning til andre lande, og såfremt det skønnes nødvendigt. Det fremgår endvidere af betænkningen, at beslag-

læggelse af dokumenter og genstande, der ønskes taget i bevaring, og ransagning i forbindelse hermed, hvis

der ikke foreligger samtykke, skal ske efter retskendelse, medmindre øjemedet ville forspildes ved at afvente

en sådan kendelse. Bestemmelsen kan bringes i anvendelse både over for udlændingen selv og tredjemand. I

praksis finder sikringen af en asylansøgers dokumenter og genstande typisk sted i forbindelse med asylregi-

streringen, der foretages af politiet, eller første gang politiet antræffer en udlænding med ulovligt ophold i

Danmark. Politiet videregiver herefter oplysningerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen

kan anvende de tilvejebragte oplysninger i sagsbehandlingen af udlændingens sag. Det blev med lovændrin-

gen i 2017 indført, at også dokumenter og genstande, der må antages at være af betydning for sagens oplys-

ning, kan tages i bevaring efter udlændingelovens § 40, stk. 10, 1. pkt., hvis det skønnes fornødent. Det var

efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse afgørende, at udlændingemyndighederne har mulig-

hed for at få adgang til alle de dokumenter og genstande, herunder oplysninger, som en udlænding eventuelt

har lagret på et elektronisk medie, som kan være med til at belyse den pågældendes asylmotiv. Udlændinge-

og Integrationsministeriet fandt derfor, at der i udlændingeloven burde skabes en hjemmel til, at en udlæn-

dings dokumenter og genstande, herunder elektroniske medier, der må antages at være af betydning for sa-

gens oplysning, kan tages i bevaring, hvis det skønnes fornødent.

§ 87 i miljøbeskyttelsesloven, som ændret ved lov af 7. december 2017 om ændring af miljøbeskyttelsesloven

(Implementering af dele af udvindingsaffaldsdirektivet og MCP direktivet).

(Lovforslag nr. L 54). Den ved-

tagne ændring af § 87 udvider anvendelsesområdet for bestemmelsen, således at myndigheder kan opnå ad-

gang til en ny anlægstype, som tidligere ikke har været tilladt.

§ 11 i adresseloven, lov nr. 136 af 1. februar 2017,

regulerer kommunernes adgang til enhver ejendom mhp.

besigtigelse. Efter stk. 1 har kommunerne efter forudgående underretning og mod forevisning af behørig le-

gitimation adgang til udvendig besigtigelse samt til indvendig besigtigelse af offentligt tilgængelige lokali-

teter med henblik på fastsættelse af adresser eller undersøgelse af skiltning af husnumre, etage- og dørbeteg-

nelser. Efter stk. 2 har kommunen kun med retskendelse adgang til indvendig besigtigelse af lokaliteter, som

ikke er offentlig tilgængelige, og kun mhp. fastsættelse af adresser eller ved formodning om, at der er væ-

sentlige mangler ved skiltningen. Der er tale om en ny hovedlov. Med loven udskilles reglerne om fastsæt-

telse af vejnavne og adresser og skiltning heraf fra lov om registrering af bygninger og boliger (BBR-loven),

ligesom vejnavne og adresser, når adresseloven sættes i kraft, skal registreres i et nyt register, Danmarks

Adresseregister, i stedet for delvis i CPR-vejregister og delvist i BBR-registret. Efter BBR-lovens § 3, stk. 2,

har kommunen efter forudgående underretning og mod forevisning af behørig legitimation adgang til enhver

ejendom med henblik på udvendig besigtigelse og opmåling for at tilvejebringe oplysninger til brug for regi-

streringen i BBR. Kommunen kan desuden ved formodning om, at der er væsentlige afvigelser i oplysnin-

ger, som ejeren er pligtig til at afgive, med retskendelse få adgang til indvendig besigtigelse og opmåling. Til

forskel herfra skal formålet med besigtigelse efter adresselovens § 11 som nævnt være fastsættelse af adres-

ser eller undersøgelse af skiltningen. Hensigten med besigtigelsesmuligheden i adresseloven er at understøtte

lovens formål om at gøre det muligt at orientere sig og finde vej. Synlige husnummerskilte er for eksempel

nødvendige i det daglige, når man skal finde vej, og kan i en ulykkessituation være forudsætning for hurtig

hjælp. Adgang til besigtigelse efter adresselovens § 11 vurderes i praksis at være mindre indgribende end

efter BBR-lovens § 3, stk. 2, fordi den vil være kortvarig og af mere orienteringsagtig karakter.

Ved

lov nr. 114 af 31. januar 2017 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om frem-

gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. og lov om kommunal ejendomsskat

er der sket en ud-

videlse af anvendelsesområdet for bestemmelserne om pantefogeder i lov om fremgangsmåden ved inddri-

velse af skatter og afgifter m.v. Ved loven har kommunerne overtaget inddrivelsen af fortrinsberettigede

kommunale fordringer fra SKAT, som hidtil har været restanceinddrivelsesmyndigheden efter loven om ind-

drivelse af gæld til det offentlige. Efter lovændringen kan udlæg i fast ejendom for ydelser, der på udlægs-

tidspunkt hviler på den faste ejendom med lovbestemt pant, og som inddrives af en kommune eller et kom-

munalt fælleskab, foretages af personer, der er bemyndiget dertil af kommunen eller det kommunale fæl-

leskab (pantefogeder). Det følger af § 5 i lov om fremgangsmåde ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.,

at pantefogeder som udgangspunkt foretager udlæg efter de samme regler og med de samme beføjelser, som

gælder for fogedretterne, jf. retsplejelovens kapitel 45-47. Det indebærer bl.a., at pantefogeder kan under-

søge skyldnerens husrum og gemmer, hvis sådan undersøgelse er nødvendig for gennemførelse af tvangs-

fuldbyrdelsen, jf. retsplejelovens § 498, stk. 1. Overdragelse af restanceinddrivelse til kommunerne er ind-

ført som følge af aftale af 11. april 2016 mellem regeringen og KL om tiltag vedrørende inddrivelsen af kom-

munale restancer.

Ved

lov nr. 702 af 8. juni 2017

er der sket en udvidelse af anvendelsesområdet for bestemmelserne om kon-

trol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation i § 15, og undersøgelse af person og op-

holdsrum samt beslaglæggelse af genstande i § 16, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. Med

indsættelsen af § 2, stk. 5, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, finder bestemmelserne også an-

vendelse over for uledsagede mindreårige udlændinge, der er anbragt på et anbringelsessted efter § 62 l, jf. §

62 m-62 o i udlændingeloven. Udvidelsen af anvendelsesområdet sikrer, at personalet har de samme mulig-

heder for at foretage relevante indgreb over for denne gruppe af børn og unge, som hvad der gælder for de

øvrige anbragte børn og unge på anbringelsesstedet.

§ 49, stk. 3, i lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af

terrorisme (hvidvaskloven)

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet uden retskendelse kan få adgang til at

indhente oplysninger fra leverandører og underleverandører med henblik på at få adgang til oplysninger om

den outsourcede aktivitet, som er nødvendig for Finanstilsynets virksomhed. Der er tale om en ny hovedlov.

§ 49, stk. 2, som er en videreførelse af den forudgående hvidvasklovs § 34, stk. 6, indeholder hjemmel til, at

Finanstilsynet uden retskendelse kan få adgang til virksomheder omfattet af hvidvaskloven, med henblik på

at få adgang til oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed. Med bestemmelsen i § 49,

stk. 3, udvides bestemmelsen i § 49, stk. 2, således at Finanstilsynet også uden retskendelse kan indhente op-

lysninger fra leverandører og underleverandører, hvortil en outsourcingvirksomheds opgaver outsources. Det

fremgår af de specielle bemærkninger til § 49, stk. 3, at bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 24 i

hvidvaskloven, hvorefter virksomheder og personer kontraktmæssigt kan vælge at outsource opgaver, som

disse skal udføre med henblik på overholdelsen af loven, til en leverandør. Bestemmelsen svarer til, hvad der

gælder efter de øvrige tilsynslove, herunder § 347, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen sik-

rer, at Finanstilsynets tilsynsmuligheder lever op til internationale standarder. Udgangspunktet er, at adgang

til de nævnte leverandører og underleverandører skal varsles på forhånd i det omfang, det er muligt. Bestem-

melsen er endvidere begrundet i sikring af et effektivt tilsyn også i særlige situationer, hvor det f.eks. viser

sig, at outsourcingvirksomheden ikke loyalt samarbejder med Finanstilsynet. Finanstilsynet skal i sådanne

tilfælde have fysisk adgang til oplysningerne direkte hos leverandøren uden retskendelse.

Ved

lov nr. 1545 af 19. december 2017 om ændring af konkurrenceloven

er der sket en udvidelse af anven-

delsesområdet for bestemmelserne om oplysningspligt og kontrolbesøg i §§ 17 og 18 i konkurrenceloven:

Med indsættelsen af

§ 17, stk. 3, i konkurrenceloven

har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fået mulighed

for at kræve oplysninger, jf. den gældende § 17, stk. 1, med henblik på at bistå konkurrencemyndighederne i

Sverige, Norge, Island, Finland, Grønland og på Færøerne med disse myndigheders anvendelse af nationale

konkurrenceregler.

Med ændringen af

§ 18, stk. 9, i konkurrenceloven

er der indført hjemmel til at der – ud over kontrolunder-

søgelser for konkurrencemyndigheder i den Europæiske Union – også kan foretages kontrolundersøgelser for

at yde bistand til konkurrencemyndighederne i EØS-området i forbindelse med deres anvendelse af EØS-

aftalens artikel 53 og 54.

Med indsættelsen af

§ 18, stk. 10, i konkurrenceloven

er der indført hjemmel til, at Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen kan foretage kontrolundersøgelser for at yde bistand til konkurrencemyndighederne i Sverige,

Norge, Island, Finland, Grønland og på Færøerne i forbindelse med disse myndigheders anvendelse af natio-

nale konkurrenceregler. Det er ligeledes blevet præciseret, at konkurrencelovens § 18, stk. 1-8, om Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsens gennemførelse af og politiets bistand til kontrolundersøgelser, finder tilsva-

rende anvendelse. Formålet med ændringen er at sikre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan yde bi-

stand til opklaring af overtrædelser af konkurrencereglerne i de andre nordiske lande samt Grønland og på

Færøerne. Ændringerne af konkurrenceloven har samtidig givet Danmark mulighed for at tiltræde den aftale

om samarbejde i konkurrencesager, som konkurrencemyndighederne i Danmark, Norge, Island og Sverige

sammen med Finland, Grønland og på Færøerne har forhandlet til afløsning af den hidtil gældende aftale om

samarbejde i konkurrencesager.

Med

lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring,

der trådte i kraft den 1. juli 2017, fik Forbrugerombuds-

manden mulighed for i forbindelse med visse kontrolundersøgelser at kopiere alle relevante data for at gen-

nemgå indholdet efter selve kontrolbesøget, jf. lovens § 27, stk. 3 og stk. 5. Dette betyder samtidigt, at den

periode, hvor den erhvervsdrivende berøres af kontrolundersøgelsen og muligvis afskæres fra at udøve sit er-

hverv, mindskes mindst muligt. Loven giver ikke Forbrugerombudsmanden adgang til flere oplysninger end

tidligere, men alene adgang til, at gennemgangen af materialet kan ske efterfølgende hos Forbrugerombuds-

manden frem for hos virksomheden. Loven giver således Forbrugerombudsmanden mulighed for at tage kom-

plette kopier af dataindholdet af elektroniske medier for at gennemgå indholdet efterfølgende med en 40 da-

ges frist. Efter loven har Forbrugerombudsmanden endvidere fået adgang til at besigtige indholdet af ansat-

tes lommer, tasker og lign., ud fra en betragtning om, at mobiltelefoner, usb-nøgler m.v., kan indeholde store

mængder af elektronisk information. Det bemærkes, at Forbrugerombudsmandens adgang til at foretage kon-

trolundersøgelser alene bringes i anvendelse i de tilfælde, hvor der behandles en klage oversendt fra et andet

EU-lands håndhævelsesmyndighed. Samtidig er det en forudsætning, at den oversendte klage angår overtræ-

delse af et af de direktiver, der er anført i bilaget til Håndhævelsesforordningen. Det gælder fx direktivet om

urimelig handelspraksis og direktivet om vildledende og sammenlignende reklame.

Ved lov nr. 654 af 8. juni 2017, ejendomsvurderingsloven,

som er trådt i kraft 1. januar 2018, er der foreta-

get visse præciseringer af bestemmelserne om besigtigelse af ejendomme. Der er tale om en ny hovedlov. Ef-

ter § 41 i den hidtil gældende vurderingslov kunne told- og skatteforvaltningen foretage fornøden besigti-

gelse af en fast ejendom i forbindelse med en vurdering af ejendommen, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30.

august 2013. Det er nu præciseret i ejendomsvurderingsloven under hvilke betingelser, der kan foretages be-

sigtigelse. Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 62, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen efter forud-

gående underretning af ejeren, uden retskendelse og mod forevisning af behørig legitimation kan foretage

udvendige besigtigelser af ejendomme fra positioner på den pågældendes grund, når det skønnes nødvendigt

for vurderingen af den pågældende ejendom. Efter lovens § 62, stk. 2, kan indvendig besigtigelse foretages

efter forudgående underretning af ejeren, når det skønnes nødvendigt for vurderingen af den pågældende

ejendom. Besigtigelse mod ejerens ønske kan dog kun ske, hvis told- og skatteforvaltningen har formodning

om, at det er af væsentlig betydning for vurderingen, og besigtigelsen kan i så fald kun foretages med for-

udgående retskendelse. Af lovforslagets bemærkninger fremgår, at besigtigelse i form af ”kantstensvurde-

ring” fra offentlig tilgængelige positioner uden for ejendommen ikke altid er tilstrækkeligt til, at der kan fo-

retages en retvisende vurdering. Derfor er det nødvendigt med en bestemmelse om, at vurderingsmyndighe-

den kan få adgang til at foretage en besigtigelse inde på ejendommen.

4.4. Hjemler, der ophæver gældende bestemmelser

Der er i 2017 vedtaget i alt én bestemmelse, hvorved forvaltningsmyndigheders adgang til

at foretage tvangsindgreb er blevet ophævet.

Det drejer sig om følgende bestemmelse:

§ 83, stk. 7, i bekendtgørelse af lov nr. 251 af 21. marts 2017 om værdipapirhandel m.v. (værdipapirhandels-

loven)

bestemmer, at § 346, stk. 4, og § 356 i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på

Finanstilsynets tilsyn efter værdipapirhandelsloven. Værdipapirhandelsloven erstattes af lov om kapitalmar-

keder, jf. lov nr. 650 af 8. juni 2017. Bestemmelsen videreføres ikke i forbindelse hermed. Lov om kapital-

markeder træder i kraft den 3. januar 2018.

4.5. Nye hjemler, der giver offentlige myndigheder adgang til at foretage tvangsind-

greb, der er omfattet af retssikkerhedsloven

Der er i 2017 vedtaget i alt 11 bestemmelser

, som giver den offentlige forvaltning en

egentlig ny adgang til at foretage tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven.

I forbindelse med modtagelsen af ministeriernes høringssvar har Justitsministeriet kunne konstatere, at to bestemmel-

ser vedtaget i 2016, der giver offentlige myndigheder adgang til at foretage tvangsindgreb, der er omfattet af retssikker-

hedsloven, ikke blev medtaget i den tilsvarende oversigt i redegørelse fra marts 2017.

Det drejer sig om

§ 9 a i biobrændstofloven, jf. lov nr. 1754 af 27. december 2016 om ændring af lov om bæredygtige

biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser fra transport (Indførelse af krav om anvendelse af 0,9 pct. avancerede

biobrændstoffer i brændstof til landtransport, ændret definition af, hvilke virksomheder der er omfattet af loven, bemyndi-

Det drejer sig om følgende bestemmelser:

§ 62 i, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017,

regulerer adgangen til at fore-

tage tvangsindgreb over for uledsagede mindreårige udlændinge, der er indkvarteret på et indkvarteringssted,

jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5. Tvangsindgrebene består i undersøgelse af de uledsagede mindreårige

udlændinges person, undersøgelse af deres opholdsrum og beslaglæggelse af deres effekter. Bestemmelsen

blev indsat ved lov nr. 702 af 8. juni 2017. Bestemmelsen er nødvendig, idet den giver indkvarteringsstedet,

hvor den uledsagede mindreårige udlænding opholder sig, mulighed for at sikre, at den uledsagede mindre-

årige udlænding ikke er i besiddelse af uønskede effekter, der kan medføre, at ordens- eller sikkerhedsmæs-

sige hensyn ikke kan iagttages. Derudover giver bestemmelsen indkvarteringsstedet mulighed for, at de uøn-

skede effekter tages i bevaring. Ministeriet vurderer, at bestemmelsen fortsat er nødvendig af hensyn til for-

målet med bestemmelsen, og at bestemmelsen ikke kan erstattes af mindre indgribende foranstaltninger. Det

fremgår af de almindelige bemærkninger i pkt. 3.3. til § 62 i, jf. lovforslag nr. 204 af 2. juni 2017, at det er

væsentligt at sikre, at der er den fornødne ro og orden på indkvarteringsstederne. Et indkvarteringssted, hvor

uledsagede mindreårige udlændinge indkvarteres i forbindelse med deres indrejse eller under behandlingen

af deres asylsag, er som udgangspunkt åbne institutioner. Den uledsagede mindreårige udlænding vil derfor

frit kunne komme og gå til og fra indkvarteringsstedet. Den uledsagede mindreårige udlænding vil i den for-

bindelse kunne medbringe effekter og opbevare disse på sin person eller i sit opholdsrum. Det gælder også

effekter, som kan være til fare for de andre beboere eller for personalet. Der kan endvidere være tale om, at

udlændingen medbringer euforiserende stoffer eller alkohol. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at

personalet, inden bestemmelsen blev indført, ikke kunne gribe ind over for den uledsagede mindreårige ud-

lænding, selvom der var mistanke om, at den pågældende medbragte eller opbevarede uønskede effekter. Per-

sonalet måtte i sådanne situationer kontakte politiet. Det kunne således i praksis være en udfordring for ind-

kvarteringsstederne at forhindre, at farlige eller uønskede genstande mv. forekom på indkvarteringsstedet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet fandt derfor, at der burde gives personalet på indkvarteringsstederne

bedre mulighed for at sikre, at de uledsagede mindreårige udlændinge ikke er i besiddelse af uønskede effek-

ter såsom euforiserende stoffer og våben.

gelse til fastsættelse af regler til efterlevelse af MRV-forordning om fremme af reduktion af CO2-emissioner fra søtrans-

port samt regler om adgang til skibe),

der indeholder hjemmel til, at energi-, forsynings- og klimaministeren uden ret-

skendelse mod behørig legitimation har adgang til at gå om bord på skibe i en havn, som anløber en havn eller ligger ved

ankerplads under dansk jurisdiktion, for at udføre sine forpligtelser efter MRV-forordningen til at kontrollere, hvorvidt

der er et gyldigt overensstemmelsesdokument om bord på skibene. Det drejer sig endvidere om

§ 40, stk. 10, 2. og 3. pkt.

i udlændingeloven., jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017,

der regulerer, at aktiver, herunder rede penge og

værdigenstande, der kan anvendes til dækning af udgifterne til en udlændings eller dennes families underhold og nød-

vendige sundhedsmæssige ydelser eller ophold på et indkvarteringssted omfattet af § 42 a, stk. 5, kan tages i bevaring

(beslaglægges). Bestemmelsen er nødvendig for at sikre, at der kan ske beslaglæggelse af en udlændings aktiver, således

at de kan anvendes til at dække en række udgifter. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 102 af 3. februar 2016 og trådte

i kraft den 5. februar 2016.

Justitsministeriet har ligeledes kunne konstatere, at en enkelt bestemmelse vedtaget i 2015, der giver offentlige myndig-

heder adgang til at foretage tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven, ikke blev medtaget i den tilsvarende

oversigt i redegørelse fra februar 2016.

Det drejer sig om

§ 42 m i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017,

der bl.a. regulerer, at ind-

kvarteringsoperatøren kan bestemme, at personer, der skal ind på et indkvarteringssted skal visteres og lade medbragte

effekter undersøge, når ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn taler derfor. Bestemmelsen er nødvendig, idet den giver

indkvarteringsoperatøren adgang til at visitere personer, som ønsker adgang til et indkvarteringssted, og lade deres med-

bragte effekter undersøge, når ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn taler derfor. Ministeriet vurderer, at bestemmel-

sen fortsat er nødvendig af hensyn til formålet med bestemmelsen, og at bestemmelsen ikke kan erstattes af mindre ind-

gribende foranstaltninger. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1273 af 20. november 2015.

§ 59 b, stk. 2, i lægemiddelloven, jf. lov nr. 388 af 26. april 2017 om ændring af lægemiddelloven og vævslo-

ven.

Baggrunden for bestemmelsen er direktivet om forfalskede lægemidler, som blev gennemført i dansk ret

(lægemiddelloven) i 2013. Nogle af direktivkravene har imidlertid afventet fastsættelse af supplerende reg-

ler om krav til lægemiddelemballage i form af tekniske sikkerhedskrav og regler for datalagring og myndig-

hedskontrol. Disse supplerende krav er nu fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/161 af

2. oktober 2015 om supplerende regler til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF i form af de

nærmere regler for sikkerhedselementerne på humanmedicinske lægemidlers emballage. Bestemmelsen gen-

nemfører artikel 39 i forordningen. § 59 b, stk. 2, indeholder hjemmel til, at Lægemiddelstyrelsen har direkte

adgang til datalagringssystemet og oplysningerne heri med henblik på styrelsens tilsyn og andre opgaver i

henhold til artikel 39 i forordningen om sikkerhedselementer. Det fremgår af bemærkningerne, at Lægemid-

delstyrelsen med bestemmelsen får direkte adgang til virksomheder og lokaliteter med ansvar for oprettelse

og forvaltning af datalagre og for lokaliteter for datalagringssystemet. Adgangen omfatter både elektronisk

og fysisk adgang til oplysninger i datalagringssystemet. I følge artikel 39 i forordningen skal en juridisk en-

hed, der opretter og forvalter et datalager, som anvendes til ægthedskontrol eller deaktivering af den enty-

dige identifikator for lægemidler, der markedsføres i en medlemsstat, give kompetente myndigheder i den

pågældende medlemsstat adgang til dette datalager og til de deri indeholdte oplysninger til følgende formål:

a) tilsyn med forvaltningen af datalagrene og efterforskning af potentielle tilfælde af forfalskning, b) tilskud,

c) lægemiddelovervågning eller lægemiddelepidemiologi. Artikel 39 udmønter artikel 54 a, stk. 5, 2. punkt,

i direktivet om forfalskede lægemidler. Baggrunden for direktivet om forfalskede lægemidler er et stigende

globalt problem med salg af forfalskede lægemidler. Problemet går på tværs af grænser, og direktivet er et

led i en samlet indsats med at bekæmpe forfalskninger ved hjælp af et effektivt og styrket internationalt sam-

arbejde. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at det nye system i praksis vil indebære, at den enty-

dige identifikator og en række andre oplysninger uploades i datalagringssystemet, inden et lægemiddel frigi-

ves til salg eller distribution. Samtidig kontrolleres anbrudsanordningen. Sikkerhedselementerne kontrolle-

res med visse undtagelser først igen inden lægemidler udleveres fra apotek eller sygehusapotek til brugeren.

Ved indlæsning af den entydige identifikator til datalagringssystemet verificeres ægtheden. Kan ægtheden

ikke verificeres, deaktiveres den entydige identifikator i systemer, således at produktet herefter ikke kan ud-

leveres eller distribueres. Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at det nye system med kontrol af

alle lægemidler med risiko for forfalskning inden udlevering til brugerne vil indebære en væsentlig styrkelse

af bekæmpelsen af forfalskede lægemidler, og dermed til gavn for patientsikkerheden.

§ 72 a, stk. 3, i lov nr. 1543 af 19. december 2017 om ændring af lov om arbejdsmiljø sammenholdt med be-

kendtgørelse nr. 1598 af 19. december 2017 om undersøgelsesbesøg på virksomheder med et anerkendt ar-

bejdsmiljøcertifikat.

Lovforslaget vedrører ændring af reglerne om arbejdsmiljøcertifikat m.v. § 72 a, stk. 3,

indeholder bemyndigelse til beskæftigelsesministeren til at fastsætte nærmere regler om, at Arbejdstilsynet

som led i tilsynsopgaven gennemfører undersøgelsesbesøg på virksomheder, der har et anerkendt arbejds-

miljøcertifikat, herunder regler om hvilke virksomheder, der skal have undersøgelsesbesøg, hvornår under-

søgelsesbesøg skal gennemføres, varigheden af den periode, som Arbejdstilsynet gennemfører undersøgel-

sesbesøg i samt indholdet af undersøgelsesbesøget m.v. Den foreslåede bestemmelse udgør en undtagelse til

undtagelsen i § 72 a, stk. 2, om at virksomheder med et godt arbejdsmiljø (dvs. med et anerkendt arbejds-

miljøcertifikat) kan fritages for risikobaseret tilsyn. Lovforslaget udmønter de dele af den politiske aftale om

’En styrket arbejdsmiljøcertificering’, som blev indgået den 18. november 2016 mellem den tidligere rege-

ring (Venstre), Det konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre, som

forudsætter ændringer i arbejdsmiljøloven, herunder at der kan indsamles viden om certificeringsorganernes

tilsyn med virksomhedernes arbejdsmiljø på virksomheder med et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat. Det frem-

går af lovforslagets bemærkninger, at regeringen og aftaleparterne er enige om, at Arbejdstilsynet i en treårig

periode skal afdække arbejdsmiljøet på 500 af de i alt 3000 virksomheder med ansatte, der er dækket af et

anerkendt arbejdsmiljøcertifikat. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at ved gennemførelse af under-

søgelsesbesøgene vil reglerne i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og op-

lysningspligter blive iagttaget. Bemyndigelsen til at gennemføre tilsynsbesøg er udmøntet i bekendtgørelse

om undersøgelsesbesøg på virksomheder med et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat, der er trådt i kraft samti-

dig med loven.

§ 14 i lov nr. 653 af 8. juni 2017 om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en

gruppe

(også kaldet ”Rockerloven”) indebærer, at kommunalbestyrelsen med hjemmel i planlovens § 56 a

kan forlange oplyst af en ejer eller lejer af en ejendom, hvem der er bruger af ejendommen, hvis det er nød-

vendigt til brug for behandlingen af en sag om nedlæggelse af forbud efter planlovens § 14 eller en sag om

lovliggørelse af et ulovligt forhold. Kommunalbestyrelsen kan endvidere forlange oplyst af en bruger af en

ejendom, hvem der i øvrigt er bruger af ejendommen, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af en

sådan sag. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen kun kan anvendes i de i bestem-

melsen nævnte sagstyper, og at kommunen kun kan anvende bestemmelsen, hvis det er nødvendigt til brug

for behandlingen af den pågældende sag, samt at bestemmelsen vil kunne anvendes i sager om rockerborge

e.l. tilholdssteder, men ikke er begrænset hertil. Bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse med

retssikkerhedslovens § 10.

§ 49, stk. 4, i lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af

terrorisme (hvidvaskloven)

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet kan få adgang til at indhente alle oplys-

ninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektro-

nisk lagrede data, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets afgørelse af, om en person eller virksomhed

er omfattet af bestemmelserne i hvidvaskloven. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 49, stk. 4, at

bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 48 i hvidvaskloven, hvorefter visse virksomheder og personer

skal registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve de aktiviteter, som følger af forslaget til lovens bilag 1.

Forslaget til bestemmelsen bevirker, at Finanstilsynet kan kræve oplysninger af virksomheder og personer,

der ikke udøver tilsynsbelagt virksomhed, hvis disse har informationer, som er nødvendige for, at Finanstil-

synet kan vurdere, hvorvidt en virksomhed eller person udøver tilsynsbelagt virksomhed og således burde

være registreret hos Finanstilsynet.

§ 49, stk. 5, i lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af

terrorisme (hvidvaskloven)

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet kan få adgang til at indhente oplysnin-

ger efter § 49, stk. 1 og 4, til brug for de i lovens § 56, stk. 3, nævnte myndigheder og organer. Det fremgår

af de specielle bemærkninger til § 49, stk. 5, at bestemmelsen svarer til, hvad der gælder efter de øvrige til-

synslove, herunder lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen er blandt andet begrundet i den finansielle

sektors struktur med dannelse af internationale koncerner, som medfører et større behov for samarbejde mel-

lem de forskellige nationale tilsynsmyndigheder. Dette giver sig også udslag i det øgede fokus, de finansielle

direktiver har på udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne, herunder artikel 48 i 4. hvidvask-

direktiv.

§ 50, stk. 1, i lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af

terrorisme (hvidvaskloven),

indeholder hjemmel til, at tilsynsmyndighederne i et EU- eller EØS-land efter

forudgående aftale med Finanstilsynet kan foretage inspektion i de her i landet beliggende filialer, agenter og

distributører af udenlandske virksomheder som omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 9, med hjemsted i det på-

gældende land. Finanstilsynet kan vælge at deltage i en sådan inspektion. Det fremgår af de specielle be-

mærkninger til § 50, at bestemmelsen gennemfører artikel 48, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle

system til hvidvask af penge eller finansiering af terror (4. hvidvaskdirektiv). I præambel 52 i hvidvaskdirek-

tivet er der anført, at hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden medlemsstat, herunder gennem

agent eller et netværk af agenter, bør hjemlandets kompetente myndighed være ansvarlig for tilsynet med den

forpligtede enheds anvendelse af koncernens politikker og procedurer vedrørende bekæmpelse af hvidvask

af penge og finansiering af terrorisme. Dette vil omfatte besøg på stedet i virksomheder, der er baseret i en

anden medlemsstat. Hjemlen kan f.eks. anvendes, hvor et betalingsinstitut i et andet EU- eller EØS-land, har

en filial i Danmark. Hvis Finanstilsynet kommer i besiddelse af oplysninger, der kan påvirke den kompetente

myndighed i hjemlandets vurdering af betalingsinstituttet, bør Finanstilsynet således underrette hjemlandets

kompetente myndighed.

§ 50, stk. 2, i lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af

terrorisme (hvidvaskloven),

indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet kan anmode de kompetente myndighe-

der i en medlemsstat om at medvirke til at påse overholdelsen af loven og af de regler, der er udstedt i med-

før af loven, vedrørende virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, med hjemsted i et

andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller

EØS-lands område. § 50, stk. 2, vedrører Finanstilsynets myndighed for at foretage inspektioner i udlandet,

hvorimod § 50, stk. 1, vedrører udenlandske myndigheders mulighed for at foretage inspektioner I Danmark.

§ 26, stk. 1 og 2, i lov af 7. december 2017 om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved

Grønland.

(Lovforslag L 53). Lovens § 26 giver hjemmel for forsvarsministeren m.fl. til at foretage under-

søgelser af et skib, der er nødvendige for at forhindre eller bekæmpe forurening. Myndigheder har herunder

adgang til at fotografere, kopiere eller medtage dokumenter samt medtage andre genstande uden vederlag.

Hensynet bag bestemmelsen er, at der skal kunne gribes hurtigt ind, hvis det er nødvendigt for at forhindre

eller foretage effektiv bekæmpelse af forurening.

§ 31, stk. 2 og 3,

lov af 7. december 2017 om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved

Grønland

giver hjemmel for miljø- og fødevareministeren og forsvarsministeren til at få adgang til et skib

uden retskendelse med henblik på at udøve deres tilsynsbeføjelser, herunder foretage undersøgelser, udtage

prøver, fotografere, kopiere eller medtage dokumenter og medtage andre genstande uden vederlag. Hensynet

bag bestemmelsen er således, at der skal kunne føres et effektivt tilsyn med reglerne.

5. Sammenfatning

Samlet set er det på baggrund af de foreliggende oplysninger Justitsministeriets opfattelse,

at der ikke er grundlag for at antage, at retssikkerhedsloven generelt har givet anledning til

væsentlige problemer i praksis i 2016, hverken i forhold til de virksomheder mv., hvor der

udføres kontrolbesøg, eller i forhold til myndighedernes tilrettelæggelse og udførelse af

kontrolbesøg mv.

I 2017 er der vedtaget i alt 46 bestemmelser vedrørende forvaltningens adgang til at gen-

nemføre tvangsindgreb omfattet af retssikkerhedsloven. 11 bestemmelser giver forvaltnin-

gen en egentlig ny adgang til at gennemføre tvangsindgreb, 14 af bestemmelserne har haft

til formål at udvide anvendelsesområdet for allerede gældende bestemmelser om adgang

til tvangsindgreb, mens 21 bestemmelser i det væsentlige har karakter af en videreførelse

af en tidligere bestemmelse. I 2017 er der vedtaget én bestemmelse, hvorved forvalt-

ningsmyndigheders adgang til at foretage tvangsindgreb er blevet ophævet.

Antallet af nye bestemmelser i 2017 er således højere end i 2016 (16). Dette skyldes navn-

lig, at værdipapirhandelsloven og lov om betalingstjenester og elektroniske penge er op-

hævet, og at disse loves kontrolbestemmelser er videreført i 14 nye bestemmelser samt ved-

tagelsen af den nye hvidvasklov, der indeholder 7 nye bestemmelser. Justitsministeriet har

på den baggrund ingen bemærkninger til antallet af nye bestemmelser i øvrigt.

Justitsministeriet vil fortsat med udgangspunkt i princippet i grundlovens § 72 om boligens

ukrænkelighed i forbindelse med den lovtekniske gennemgang af ministeriers lovforslag

tilstræbe, at der ikke unødigt medtages bestemmelser, der gør det muligt for offentlige

myndigheder at skaffe sig adgang til privat ejendom.