REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 105: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Vidneudelukkelse for patentrådgivere, obligatorisk digital selvbetjening ved ansøgning om fri proces m.v.), fra justitsministeren

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 105
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

15. december 2017

Procesretskontoret

Michael de Thurah

2017-4000-0041

598732

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Vidneudelukkelse for patentrådgivere, obligatorisk digital selvbetje-

ning ved ansøgning om fri proces m.v.)

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22. september 2017, fore-

tages følgende ændringer:

§ 12, stk. 7, 2. pkt.,

ophæves.

§ 12, stk. 8, 2. pkt.,

ophæves.

§ 19, stk. 3,

indsættes som

3. pkt.:

»Rettens præsident kan endvidere meddele andre personer bemyndigelse

til at underskrive retsbøger, som alene indeholder

1) indgåede forlig i borgerlige sager, jf. § 270, stk. 1,

2) meddelelse om, at en sag hæves af sagsøgeren efter § 359 eller § 362,

stk. 2,

3) meddelelse om, at der i en sag er meddelt fri proces efter § 328, stk. 5.«

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 105: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Vidneudelukkelse for patentrådgivere, obligatorisk digital selvbetjening ved ansøgning om fri proces m.v.), fra justitsministeren

§ 170, stk. 1,

indsættes efter »retsmæglere«: », patentrådgivere, som er

optaget på den liste, der er anført i artikel 134, stk. 1, i den europæiske

patentkonvention,«.

§ 170, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »retsmæglere«: », de i stk. 1 nævnte

patentrådgivere«.

§ 225, stk. 2, nr. 5,

ændres »betydning, og« til: »betydning,«.

§ 225, stk. 2, nr. 6,

ændres »betydning.« til: »betydning, og«.

§ 225, stk. 2,

indsættes som

nr. 7:

»7) sager mellem erhvervsdrivende, hvor anvendelse af lov om forret-

ningshemmeligheder har væsentlig betydning.«

§ 330

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Justitsministeren kan fastsætte regler om, at ansøgning om fri pro-

ces skal indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som Civilstyrelsen

stiller til rådighed (digital selvbetjening).«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2018.

Stk. 2.

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr.

10.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Indførelse af regler om vidneudelukkelse for patentrådgivere

2.1.1. Indledning og baggrund

2.1.2. Gældende ret

2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2. Indførelse af obligatorisk digital selvbetjening ved ansøgning om

fri proces.

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.3. Udvidelse af adgangen til at henlægge visse typer opgaver til ret-

ternes kontorpersonale

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.4. Ophævelse af særregler om beslutningskompetencen ved anven-

delse af suppleanter mv. for retten på Bornholm

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.5. Saglig kompetence i sager efter ny lov om forretningshemmelig-

heder

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. De administrative konsekvenser for borgere

6. De miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget indeholder for det første et forslag om, at retsplejelovens reg-

ler om vidneudelukkelse for bestemte persongrupper i § 170, stk. 1, udvides

til også at omfatte patentrådgivere, som er anerkendt i henhold til reglerne i

den europæiske patentkonvention. Denne del af lovforslaget har navnlig til

formål at sikre, at danske virksomheder, som benytter patentrådgivere, så

vidt muligt er stillet på samme måde som udenlandske virksomheder i for-

bindelse med patentretssager i udlandet, herunder i USA.

Der henvises til punkt 2.1 nedenfor.

Lovforslaget har for det andet til formål at indføre en bemyndigelse til, at

justitsministeren kan fastsætte regler om, at ansøgninger om fri proces skal

indgives digitalt via en digital løsning, som Civilstyrelsen vil stille til rådig-

hed (digital selvbetjening).

Der henvises til punkt 2.2 nedenfor.

Lovforslaget indeholder for det tredje et forslag om at udvide adgangen for

rettens præsident ved byretterne og Sø- og Handelsretten til at bemyndige

rettens kontorpersonale mv. til at varetage visse opgaver af ekspeditions-

mæssig karakter.

Der henvises til punkt 2.3 nedenfor.

Lovforslaget indeholder for det fjerde et forslag om at ophæve de særreg-

ler om beslutningskompetencen, der er gældende for retten på Bornholm i

forbindelse med beslutninger om at anvende suppleanter eller at sætte ret-

ten med en ekstra dommer og domsmand.

Der henvises til punkt 2.4 nedenfor.

Lovforslaget indeholder for det femte et forslag om, at Sø- og Handelsret-

tens saglige kompetence udvides til også at omfatte sager, hvor anvendelse

af den nye lov om forretningshemmeligheder, som forventes vedtaget i in-

deværende folketingssamling, har væsentlig betydning.

Der henvises til punkt 2.5 nedenfor.

2. Lovforslagets hovedindhold

2.1. Indførelse af regler om vidneudelukkelse for patentrådgivere

2.1.1. Indledning og baggrund

2.1.1.1.

Patentrådgivere benyttes i dag af bl.a. virksomheder, som arbejder

med forskning og innovation. Patentrådgiverne bistår virksomhederne med

teknisk, strategisk og juridisk rådgivning om patentrelaterede spørgsmål,

f.eks. om mulighederne for at bringe produkter baseret på ny innovation på

markedet, eller hvordan virksomheden bør navigere i forhold til konkurren-

ternes patentrettigheder. En væsentlig del af patentrådgivningen består ty-

pisk af løbende vurderinger af virksomhedens arbejde med at udvikle nye

produkter og kan være afgørende for virksomhedens beslutning om enten at

fortsætte sine investeringer og eventuelt tilrette en udvikling i en bestemt

retning eller at stoppe igangværende arbejde. Patentrådgivere benyttes ikke

kun af private virksomheder. Det forekommer eksempelvis også, at patent-

rådgivere yder rådgivning i forbindeles med forskning ved universiteterne

og andre forskningsinstitutioner.

Dansk Industri har gjort Justitsministeriet opmærksom på, at danske virk-

somheder i visse situationer konkurrencemæssigt er stillet ringere end uden-

landske virksomheder som følge af, at retsplejelovens regler om vidneude-

lukkelse ikke omfatter patentrådgivere. Denne problemstilling ses navnlig

at gøre sig gældende i forhold til danske virksomheder, der ønsker at være

aktive på det amerikanske marked.

Dansk Industri har nærmere peget på, at danske virksomheder, som bliver

involveret i patenttvister i USA, i videre omfang end en amerikansk mod-

part risikerer at blive pålagt at fremlægge forretningssensitive oplysninger,

som er udvekslet mellem virksomheden og dennes patentrådgiver, ligesom

den danske virksomheds patentrådgiver, i modsætning til amerikanske pa-

tentrådgivere, kan blive pålagt at afgive vidneforklaring herom. Denne for-

skel i parternes retsstilling skyldes henholdsvis de meget vidtgående bevis-

sikringsregler (kaldet

discovery),

som gælder i USA og andre lande, der an-

vender

common law,

og de amerikanske domstoles anvendelse af reglerne

om fortrolighedsprivilegium (kaldet

privileged matters),

som udgør en und-

tagelse til reglerne om

discovery.

Efter reglerne om

discovery

kan en part i en patenttvist som udgangspunkt

kræve, at modparten fremlægger al dokumentation og alle typer af oplys-

ninger, som potentielt kan tænkes at have relevans for det patent, som tvi-

sten drejer sig om. Dette kan også omfatte oplysninger, som er indeholdt i

den kommunikation, som har fundet sted mellem en virksomhed og dennes

patentrådgiver. Undtaget herfra er som nævnt oplysninger, som er omfattet

af et fortrolighedsprivilegium, herunder af det såkaldte

attorney-client pri-

vilege.

Amerikanske domstole ses i vidt omfang at udstrække

attorney-cli-

ent privilege

til også at omfatte rådgivning fra amerikanske patentrådgivere.

Den rådgivning mv., som en dansk virksomhed har modtaget fra sin (dan-

ske) patentrådgiver, vil derimod ikke være omfattet, fordi der i Danmark

ikke gælder noget fortrolighedsprivilegium for patentrådgivning.

Selv om problemet ses at være størst i forhold til danske virksomheder, der

opererer på det amerikanske marked, vil tilsvarende situationer ifølge Dansk

Industri også kunne opstå for danske virksomheder, der er involveret i tvi-

ster om patentrettigheder i andre lande, som anvender

common law,

og som

derfor har regler om

discovery.

Da oplysninger indeholdt i patentrådgivning ofte vil være af forretningssen-

sitiv karakter, ikke mindst for virksomheder, der satser på innovation og

forskning, er det af stor betydning for danske virksomheder, at de så vidt

muligt sikres den samme retsstilling, som udenlandske virksomheder, her-

under f.eks. amerikanske virksomheder. Dansk Industri har i den forbindelse

peget på, at dette bedst sikres ved at lade patentrådgivere være omfattet af

retsplejelovens regler om vidneudelukkelse.

2.1.1.2. Den beskrevne problemstilling er tillige anerkendt i en række af vo-

res nabolande og har været en medvirkende årsag til, at lande som Sverige

og Finland har indført regler, som netop tager sigte på at sikre fortrolighed

omkring den rådgivning, som en virksomhed modtager fra en patentrådgi-

ver. I Sverige har man eksempelvis valgt at indføre en national autorisa-

tionsordning for patentrådgivere, ligesom man har indført regler om vidneu-

delukkelse for patentrådgivere, som har opnået denne autorisation.

I det omfang andre lande indfører regler, som sikrer, at deres patentrådgi-

vere ikke risikerer at blive pålagt eksempelvis at afgive vidneforklaring om

deres rådgivning i forbindelse med retssager i lande, der anvender

common

law,

må dette forventes også at kunne få betydning for en virksomheds valg

af patentrådgiver. Den manglende vidneudelukkelse af patentrådgivere i

dansk ret vil derfor også kunne have en negativ konkurrencemæssig virk-

ning for danske patentrådgivere i forhold til deres udenlandske konkurren-

ter.

2.1.1.3. Regler om fortrolighedsprivilegium for patentrådgivere kendes også

fra det internationale patentsystem. Således er der i medfør af artikel 134 a

i den europæiske patentkonvention, som Danmark har tiltrådt, fastsat regler

om fortrolighed og vidneudelukkelse, som omfatter en parts repræsentant,

der kan være en patentrådgiver (European

Patent Attorney),

i forbindelse

med sager om europæiske patenter, der føres for Den Europæiske Patent-

myndighed (regel 153 i implementeringsregulativet til konventionen). Lig-

nende regler findes i artikel 48, stk. 5, i aftale af 19. februar 2013 om en fæl-

les patentdomstol, som Danmark har ratificeret i 2014, men som endnu ikke

er trådt i kraft. Fortrolighedsprivilegiet for rådgivere, herunder patentrådgi-

vere, er nærmere reguleret i den fælles patentdomstols procesreglement (re-

gel 287 og 288) og omfatter al kommunikation med en rådgiver, også selv

om der ikke er tale om en partsrepræsentant.

De nævnte regler gælder ikke ved patentsager, der føres ved danske dom-

stole.

2.1.2. Gældende ret

2.1.2.1. Vidneudelukkelse

Reglerne om vidner findes i retsplejelovens kapitel 18. Efter retsplejelovens

§ 168, stk. 1, har enhver som udgangspunkt pligt til at afgive forklaring for

retten som vidne. En parts nærmeste og den, der ved at afgive forklaring

ville udsætte sig for straf eller væsentlig skade, har dog i almindelighed ikke

pligt til at afgive vidneforklaring, jf. retsplejelovens § 171. Derudover er

vidnepligten begrænset af reglerne om vidneudelukkelse i retsplejelovens

§§ 169 og 170. Retsplejelovens § 169 vedrører personer, som udfører of-

fentlige hverv, og vil derfor ikke blive omtalt nærmere.

Efter retsplejelovens § 170, stk. 1, må vidneforklaring ikke afkræves af præ-

ster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere og

advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af de-

res virksomhed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at de nævnte

professioner ved lov er undergivet tavshedspligt om sådanne oplysninger.

Den, som har krav på hemmeligholdelse, f.eks. en advokats klient, kan dog

give samtykke til, at advokaten afgiver forklaring.

Efter § 170, stk. 2, 1. pkt., kan retten dog pålægge læger, retsmæglere og ad-

vokater – men ikke præster og forsvarere i straffesager – at afgive vidnefor-

klaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sa-

gens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende

part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Et sådan

pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfa-

ret i en retssag, som har været betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd

har været søgt, jf. § 170, stk. 2, 2. pkt.

Derudover kan retten bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold,

med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og

hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning, jf. retsplejelovens § 170,

stk. 3. Denne regel kan således også anvendes på andre persongrupper end

de nævnte i stk. 1, der er omfattet af en i medfør af lovgivningen bestemt

tavshedspligt.

Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere,

jf. retsplejelovens § 170, stk. 4.

Hvis en person er omfattet af reglerne om vidneudelukkelse, har dette tillige

betydning for anvendelsen af reglerne om edition i civile sager. Personer,

som er omfattet af vidneudelukkelsesreglerne, kan således ikke pålægges af

retten at udlevere dokumenter, hvis der derved vil fremkomme oplysninger

om forhold, som vedkommende ville være udelukket fra at afgive forklaring

om, jf. retsplejelovens §§ 298, stk. 1, og 299, stk. 1. Tilsvarende gælder i

forhold til den særlige regel i retsplejelovens § 306 om oplysningspligt i for-

bindelse med sager om krænkelse af immaterialrettigheder, jf. § 306, stk. 4.

Retsplejelovens § 653 indeholder en bestemmelse om fogedrettens mulig-

hed for at træffe beslutning om at foretage bevissikringsundersøgelser i for-

bindelse med sager om krænkelse af en immaterialret eller om en lignende

overtrædelse, som er angivet i § 653, stk. 2. Det følger af § 653, stk. 5, at så-

danne undersøgelser ikke må omfatte materiale, der indeholder oplysninger

om forhold, som rekvisitus (i denne sammenhæng den, der formodes at have

begået krænkelsen) i medfør af vidneudelukkelsesreglerne ville være ude-

lukket fra at afgive forklaring om som vidne.

Det følger imidlertid af retspraksis, at det også kan medføre en indskrænk-

ning i adgangen til at foretage bevissikring efter retsplejelovens § 653, hvis

der er tale om oplysninger, som har relation til en person, der er omfattet af

vidneudelukkelsesreglerne, selv om rekvisitus ikke selv er omfattet af vid-

neudelukkelsesreglerne.

I en kendelse af 17. juni 2016 afsagt af Østre Landsret, refereret i

UfR2016.3549Ø, tog landsretten stilling til, hvorvidt oplysninger om even-

tuel korrespondance mv. mellem en virksomhed og dennes rådgiver måtte

medtages i en bevissikringsundersøgelse, som blev foretaget hos virksom-

heden i medfør af retsplejelovens § 653. Landsretten tog i den forbindelse i

første række stilling til, hvorvidt rådgiveren, som var varemærkesagkyndig

og ansat i et patent- og varemærkebureau, kunne anses for omfattet af rets-

plejelovens § 170, hvilket, landsretten fandt, ikke var tilfældet. På den bag-

grund, og da landsretten heller ikke fandt, at det under hensyn til virksom-

hedens erhvervshemmeligheder kunne antages, at undersøgelsen ville på-

føre virksomheden skade eller ulempe, som stod i misforhold til rekviren-

tens interesse i undersøgelsens gennemførelse, jf. retsplejelovens § 653, stk.

4, blev undersøgelsen tilladt.

Endvidere kan der henvises til en kendelse af 12. juni 2014 afsagt af Vestre

Landsret, refereret i UfR2014.2981V, hvor landsretten i forbindelse med en

bevissikringsundersøgelse hos to selskaber efter retsplejelovens § 653 fandt,

at dokumenter, som udgjorde korrespondance mellem selskaberne og deres

advokat, skulle undtages både fra en rapport om resultatet af undersøgelsen,

og fra de dokumenter, som skulle udleveres til rekvirenten. Landsretten hen-

viser i sin begrundelse i første række til retsplejelovens § 170 og i øvrigt til

retsplejelovens § 653, stk. 4.

2.1.2.2. Patentrådgivere

Patentrådgivere er som profession ikke nærmere lovreguleret, og patentråd-

givere er ikke i medfør af lovgivningen pålagt en generel tavshedspligt i re-

lation til deres rådgivning. Patentrådgivere er heller ikke omfattet af reg-

lerne om vidneudelukkelse i retsplejelovens § 170, medmindre der er tale

om en advokat, der yder rådgivningen.

I visse tilfælde vil en patentrådgiver dog kunne være omfattet af særlige reg-

ler om tavshedspligt. Eksempelvis indeholder markedsføringslovens § 23,

stk. 2, et forbud mod ubeføjet videregivelse eller benyttelse af en erhvervs-

drivendes erhvervshemmeligheder. Bestemmelsen vil således omfatte de er-

hvervshemmeligheder, som en patentrådgiver får kendskab til eller rådig-

hed over i forbindelse med sin rådgivning af en erhvervsdrivende klient.

[Erhvervsministeren forventes i indeværende folketingssamling at frem-

sætte forslag til en ny lov om forretningshemmeligheder. I den forbindelse

vil reglerne om erhvervshemmeligheder i markedsføringslovens § 23 samti-

dig blive foreslået ophævet, idet reglerne videreføres i den nye lov om for-

retningshemmeligheder.]

Et andet eksempel er lov om arbejdstageres opfindelser, som indeholder en

bestemmelse om tavshedspligt i forhold til visse opfindelser, som gøres af

en arbejdstager, jf. lovens § 12. Denne bestemmelse gælder også for de pa-

tentrådgivere, som måtte få kendskab til opfindelsen i forbindelse med råd-

givning om mulighederne for patentering af opfindelsen. Bestemmelsen fin-

der kun anvendelse for de opfindelser, som er gjort af en arbejdstager under

de særlige omstændigheder, som er angivet i loven, og har derudover alene

sigte på at sikre fortrolighed under den proces, der ligger forud for, at en pa-

tentansøgning eventuelt indgives.

findes at være omfattet af en lovbestemt tavshedspligt, finder bestemmel-

sen i retsplejelovens § 170, stk. 3, anvendelse, jf. punkt 2.1.2.1 ovenfor.

2.1.3. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3.1.

Patentrådgivere bistår i dag en lang række danske virksomheder,

herunder navnlig virksomheder med fokus på forskning og udvikling, med

både teknisk, strategisk og juridisk rådgivning i forbindelse med pa-

tentspørgsmål.

Den kommunikation, som er mellem en patentrådgiver og dennes klient

(f.eks. en virksomhed), og de oplysninger om klientens forskning og pro-

dukter mv., som patentrådgiveren opnår kendskab til gennem sin rådgiv-

ning, vil meget ofte være forretningssensitive oplysninger, herunder forret-

ningshemmeligheder, og det vil kunne være forbundet med væsentlige øko-

nomiske tab for klienten, såfremt oplysningerne kommer en tredjepart, f.eks.

en konkurrent, til kundskab.

Der vil desuden kunne være et vist overlap mellem den rådgivning, som en

virksomhed indhenter fra en patentrådgiver og fra en advokat i forbindelse

med forhold omkring patenter, ligesom der ofte vil være et tæt samarbejde

mellem patentrådgiver og advokater i forbindelse med rådgivning af virk-

somheden. Dette gør sig også gældende i forhold til retssager om pa-

tentspørgsmål, f.eks. sager om patentkrænkelser, hvor parterne ofte vil søge

rådgivning hos både advokater og patentrådgivere. Virksomheder, der be-

nytter patentrådgivere, har derfor en berettiget forventning om, at følsomme

oplysninger om virksomhedens forskning, produkter mv., som patentrådgi-

veren måtte få kendskab til, behandles med fortrolighed.

Selv om der i dansk ret ikke er fastsat generelle regler om tavshedspligt for

patentrådgivere, som det f.eks. er tilfældet for advokater, kan det lægges til

grund, at patentrådgiverbranchen i almindelighed arbejder ud fra en sådan

norm, og at bestemmelser om fortrolighed ofte vil være direkte anført i pa-

tentrådgiverens forretningsbetingelser eller på anden vis aftalt eller forudsat

mellem patentrådgiveren og dennes klient.

Justitsministeriet finder, at disse forhold kan tale for, at patentrådgivere som

udgangspunkt ikke i forbindelse med en retssag efter de almindelige regler

om vidnepligt skal kunne tvinges til at afgive forklaring om forhold i rela-

tion til den rådgivning, som vedkommende har ydet til en af sagens parter.

Hertil kommer som beskrevet ovenfor under punkt 2.1.1, at den manglende

vidneudelukkelse af patentrådgivere i dansk ret kan medføre, at danske virk-

somheder får en ringere retsstilling end en modpart i forbindelse med rets-

sager i lande, som anvender

common law

og regler om

discovery.

Desuden

vil den manglende vidneudelukkelse af patentrådgivere kunne have den

virkning, at danske patentrådgivere stilles dårligere konkurrencemæssigt i

forhold til patentrådgivere fra andre lande, der har sådanne regler.

Justitsministeriet finder, at disse forhold samlet set taler for, at der, i lighed

med hvad der gælder for f.eks. advokater, også bør gælde regler om vidneu-

delukkelse for patentrådgivere, således at det fortrolighedsforhold, der er

mellem patentrådgiveren og dennes klient, kan bevares i forbindelse med

retssager, uanset om disse føres her i landet eller i udlandet.

Justitsministeriet foreslår derfor, at sådanne regler indføres ved, at retsplej-

elovens § 170, stk. 1, om persongrupper, der er udelukket fra at vidne, ud-

vides til også at omfatte visse patentrådgivere, jf. nedenfor under punkt

2.1.3.3.

2.1.3.2. Særligt i relation til danske virksomheders og danske patentrådgi-

veres retsstilling i forbindelse med retssager i USA bemærkes, at det findes

vanskeligt med sikkerhed at fastslå, hvornår en amerikansk domstol vil lade

det såkaldte

attorney-client privilege

gælde i relation til oplysninger, som

udveksles mellem en dansk virksomhed og virksomhedens patentrådgiver.

Den amerikanske patentmyndighed,

United States Patent and Trademark

Office,

har herom over for Justitsministeriet oplyst, at patentsager behand-

les ved USA's føderale domstole, som er inddelt i 94 retsdistrikter. Selv om

både reglerne om

discovery

attorney-client privilege

som udgangspunkt

er fastsat i føderal lovgivning, suppleres reglerne dels af retspraksis, dels af

lokale regler fastsat af de enkelte retsdistrikter. Den processuelle procedure

i patentsager kan derfor variere fra retsdistrikt til retsdistrikt, og der kan der-

for ikke gives noget generelt svar på, i hvilket omfang en føderal domstol

vil lade kommunikation mellem en virksomhed og en ikke-amerikansk pa-

tentrådgiver være omfattet af reglen om

attorney-client privilege.

I forbindelse med, at man i Sverige indførte lovregler om tavshedspligt og

vidneudelukkelse for patentrådgivere, var man særligt opmærksom på netop

spørgsmålet om reglernes betydning i forbindelse med retssager ved ameri-

kanske domstole. I det svenske lovforslag fra 2010 (Regeringens proposi-

tion 2009/10:202), som bygger på et omfattende forarbejde, anføres bl.a., at

det kan udledes af amerikansk retspraksis, at kommunikation med en ikke-

amerikansk patentrådgiver efter omstændighederne kan være omfattet af

at-

torney-client privilege,

men at retstilstanden ikke er klar på dette punkt. Det

anføres endvidere, at amerikanske domstole ses at være mest tilbøjelige til

at nå dette resultat, når der gælder et tilsvarende fortrolighedsprivilegium

for patentrådgiveren ifølge reglerne i dennes hjemland.

Uanset den beskrevne usikkerhed om retstilstanden i USA på dette område,

finder Justitsministeriet på ovennævnte baggrund, at en udvidelse af rets-

plejelovens reglerne om vidneudelukkelse må antages at være det mest eg-

nede tiltag for at sikre danske virksomheder og deres patentrådgivere samme

retsstilling som en udenlandsk modpart i forbindelse med patentretssager i

lande, der anvender

common law

og regler om

discovery.

2.1.3.3.

Betegnelsen ”patentrådgiver” (eller ”patentagent”) er i modsætning

til f.eks. ”advokat” ikke en beskyttet titel, men en titel, der i princippet kan

benyttes af alle. Af den grund har Justitsministeriet fundet, at der er behov

for at foretage en nærmere afgræsning af den persongruppe, som foreslås

omfattet af vidneudelukkelsesreglerne.

Ved indførelsen af reglerne om vidneudelukkelse for patentrådgivere i Sve-

rige valgte man samtidig at indføre en national autorisationsordning for pa-

tentrådgivere. De patentrådgivere, der er omfattet af de svenske regler om

vidneudelukkelse, er derfor afgrænset til patentrådgivere, som har opnået en

sådan autorisation i Sverige.

Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at indførelse af regler om vidneude-

lukkelse for patentrådgivere i retsplejelovens § 170 nødvendigvis kræver, at

der samtidig indføres en egentlig autorisationsordning for danske patentrå-

dgivere. I den forbindelse bemærkes samtidig, at etablering og drift af en så-

dan autorisationsordning og et dertil knyttet tilsyn vil være ganske ressour-

cekrævende. Omvendt bør der efter Justitsministeriets opfattelse stilles visse

kvalifikationskrav til de persongrupper, der omfattes af vidneudelukkelses-

reglerne.

En stor del af de danske patentrådgivere er i dag omfattet af den certifice-

ringsordning, som findes i tilknytning til Den Europæiske Patentmyndig-

hed, og som er en betingelse for at kunne være partsrepræsentant i patentsa-

ger, der behandles ved Den Europæiske Patentmyndighed. Patentrådgivere,

som er omfattet af ordningen, betegnes

European Patent Attorney

(EPA).

Ifølge den europæiske patentkonventions artikel 134 er betingelserne for at

opnå EPA-titlen, at vedkommende er statsborger i en af de kontraherende

stater, at vedkommende har sit forretningssted eller ansættelsessted i en af

de kontraherende stater, og at vedkommende har bestået den europæiske eg-

nethedsprøve, som er en omfattende eksamen i patentretlige forhold. Desu-

den skal ansøgeren bl.a. opfylde en række uddannelsesmæssige krav og krav

om relevant erhvervserfaring.

Personer, som opnår EPA-titlen, registreres hos Den Europæiske Patent-

myndighed og er samtidig underlagt regler om professionel adfærd i deres

virke, herunder regler om tavshedspligt i forhold til oplysninger, som mod-

tages fra klienter. De er desuden underlagt et disciplinært tilsyn under Den

Europæiske Patentmyndighed, og overtrædelse af reglerne om professionel

adfærd kan bl.a. resultere i pålæggelse af bøde og frakendelse af retten til at

være partsrepræsentant i en tidsbestemt periode eller på ubestemt tid.

Der er pr. november 2017 ifølge Den Europæiske Patentmyndighedes hjem-

meside registreret 265 danske EPA’ere og ca. 12.000 EPA’ere for alle lande,

som har tiltrådt den europæiske patentkonvention.

På baggrund heraf finder Justitsministeriet det mest hensigtsmæssigt og til-

strækkeligt at lade den foreslåede udvidelse af reglerne om vidneudeluk-

kelse være afgrænset til de patentrådgivere, der er registreret som EPA ved

Den Europæiske Patentmyndighed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5 og 6, og bemærkningerne

hertil.

2.2. Indførelse af obligatorisk digital selvbetjening ved ansøgning om fri

proces

2.2.1. Gældende ret

Reglerne om fri proces fremgår af retsplejelovens §§ 325-336.

I retsplejelovens § 325 er fastsat de økonomiske betingelser, som en ansø-

ger som hovedregel skal opfylde, for at kunne få meddelt fri proces. Det er

efter bestemmelsen tillige en betingelse, at ansøgeren ikke kan få omkost-

ninger ved sagen dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring.

De øvrige betingelser for, hvornår der kan meddeles fri proces, fremgår af

retsplejelovens §§ 327-329.

Både fysiske og juridiske personer kan som udgangspunkt søge om fri pro-

ces.

Sager om fri proces behandles som udgangspunkt af justitsministeren med

klageadgang til Procesbevillingsnævnet. Det drejer sig om sager om fri pro-

ces, som behandles efter retsplejelovens §§ 328 og 329. Justitsministeren

har henlagt behandlingen af sager om fri proces til Civilstyrelsen.

I visse typer sager, som er nærmere angivet i retsplejelovens § 327, er kom-

petencen til at meddele fri proces dog tillagt retterne, jf. § 327, stk. 5.

Ansøgninger om fri proces efter retsplejelovens §§ 328 og 329 indgives til

Civilstyrelsen.

I medfør af retsplejelovens § 330 kan justitsministeren (Civilstyrelsen) fast-

sætte regler om indholdet af en ansøgning om fri proces og om de oplysnin-

ger, som ansøgeren skal meddele. Ved bekendtgørelse nr. 1671 af 14. de-

cember 2016 om fri proces er det nærmere bestemt, hvilke oplysninger der

som minimum skal vedlægges en ansøgning om fri proces. Det drejer sig

om oplysninger om ansøgerens indkomstforhold (årsopgørelser), oplysnin-

ger om antallet af børn, som ansøgeren forsørger, samt oplysninger om,

hvorvidt der er en forsikring, der dækker omkostningerne ved sagen, jf. be-

kendtgørelsens § 4. Af samme bestemmelse fremgår desuden, at Civilsty-

relsen kan pålægge ansøgeren at tilvejebringe yderligere oplysninger til

brug for sagens behandling.

Der gælder i øvrigt ikke formkrav til en ansøgning om fri proces. Ansøgnin-

ger om fri proces modtages i dag i Civilstyrelsen enten ved almindelig post,

ved e-mail, som digital post eller ved aflevering ved personligt fremmøde. I

de fleste tilfælde indgives ansøgningen af ansøgerens advokat.

På Civilstyrelsens hjemmeside findes en blanket, der kan anvendes til an-

søgning om fri proces, og hvoraf det tillige fremgår, hvilke oplysninger an-

søgeren som minimum skal give til brug for ansøgningens behandling.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2.2.1. Civilstyrelsen modtager årligt 3.000-3.500 ansøgninger om fri pro-

ces. Civilstyrelsen har oplyst, at en stor del af de modtagne ansøgninger

mangler en eller flere af de oplysninger, som ansøgningen efter de gældende

regler skal indeholde, og som er nødvendige for, at styrelsen kan påbegynde

en egentlig behandling af ansøgningen. Dette gælder både for de ansøgnin-

ger, som indgives af en advokat på vegne af ansøgeren, og ansøgninger der

indgives af ansøgeren selv.

Det er Civilstyrelsens vurdering, at der i mere end to tredjedele af alle an-

søgninger mangler oplysninger, eksempelvis ansøgers årsopgørelse eller op-

lysninger om retshjælpsforsikring. Civilstyrelsen bruger derfor en del res-

sourcer på at visitere modtagne ansøgninger for at konstatere, om der mang-

ler oplysninger, samt på at indhente manglende oplysninger.

Med henblik på at sikre en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling øn-

sker Civilstyrelsen derfor, at der skabes mulighed for at indføre obligatorisk

brug af digital selvbetjening ved indgivelse af ansøgninger om fri proces.

En sådan ordning vil medføre, at ansøgninger om fri proces i langt højere

grad end i dag vil indeholde de nødvendige oplysninger, idet den digitale

løsning, som vil skulle anvendes, kan designes til at sikre, at ansøgningen

kun kan indgives, hvis oplysningerne er medtaget.

Det foreslås derfor, at der i retsplejelovens § 330 indsættes hjemmel til, at

justitsministeren kan fastsætte regler om obligatorisk brug af digital selvbe-

tjening ved indgivelse af ansøgninger om fri proces til Civilstyrelsen. Reg-

lerne forudsættes at skulle gælde for både fysiske og juridiske personer, der

ansøger om fri proces. Den digitale løsning, som skal anvendes, vil skulle

stilles til rådighed af Civilstyrelsen.

Indførelse af obligatorisk digital selvbetjening på dette område findes i øv-

rigt at være i overensstemmelse med den fælles offentlige digitaliserings-

strategi, som bl.a. indebærer, at skriftlig kommunikation mellem borgere og

det offentlige som udgangspunkt skal overgå til digital kommunikation, og

at det er hensigten, at digital selvbetjening skal være den primære kommu-

nikationskanal ved indgivelse af ansøgninger og anmeldelser mv. til offent-

lige myndigheder.

Der er ikke ved den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler om ob-

ligatorisk brug af digital selvbetjening hjemmel til at fravige grundlæggende

forvaltningsretlige regler eller principper om eksempelvis notatpligten,

myndighedernes vejledningspligt, pligten til at oplyse en sag tilstrækkeligt,

adgang til partsrepræsentation mv.

Et krav om obligatorisk brug af digital selvbetjening ved indgivelse af an-

søgninger er derimod en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige ud-

gangspunkt om, at der er frihed for borgeren til at henvende sig til offent-

lige myndigheder på den måde, som borgeren ønsker, og en sådan ordning

antages derfor at kræve en klar hjemmel.

Efter forvaltningslovens § 7 skal en forvaltningsmyndighed i fornødent om-

fang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om

spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Den foreslåede bemyndi-

gelse til at fastsætte regler om obligatorisk brug af digital selvbetjening æn-

drer ikke denne pligt. Civilstyrelsen vil således have pligt til at informere

om, at ansøgninger om fri proces skal indgives til Civilstyrelsen på en be-

stemt måde, og til som hidtil i fornødent omfang at yde vejledning og bi-

stand til personer, der retter henvendelse til Civilstyrelsen herom. Det vil i

den forbindelse påhvile Civilstyrelsen at hjælpe borgere, der ikke har mu-

lighed for at kommunikere digitalt, herunder vejlede om mulighederne for

dispensation.

Borgere vil i øvrigt ved indførelse af en ordning om obligatorisk brug af di-

gital selvbetjening have samme muligheder som i dag for at lade sig repræ-

sentere eller bistå af andre, herunder af en advokat, som ligesom i dag vil

kunne indgive ansøgningen på vegne af sin klient.

Ansøgninger om fri proces, som indgives efter de regler, som udstedes i

medfør af den foreslåede bemyndigelse, vil skulle anses for at være kommet

frem, når ansøgningen er tilgængelig for Civilstyrelsen.

2.2.2.2. Den foreslåede bemyndigelse vil desuden blive udnyttet til at fast-

sætte nærmere regler for brugen af den digitale selvbetjening i lighed med,

hvad der kendes fra andre ordninger om obligatorisk digital selvbetjening,

som er indført på forskellige forvaltningsområder. Som eksempler på så-

danne ordninger henvises til lov nr. 552 af 2. juni 2014 om ændring af for-

skellige lovbestemmelser om ansøgninger, anmeldelser, meddelelser, an-

modninger og erklæringer til offentlige myndigheder (Overgang til obliga-

torisk digital selvbetjening, for så vidt angår ansøgning om byggetilladelse,

ansøgning om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., anmodning

om separation og skilsmisse, ansøgning om børne- og ægtefællebidrag, an-

søgning om lån til beboerindskud, ansøgning om parkeringslicens og an-

modning om attestationer efter lov om Det Centrale Personregister m.v.).

Det forudsættes således, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelse ek-

sempelvis vil blive fastsat nærmere regler om, at ansøgninger, som ikke ind-

gives ved digital selvbetjening, afvises af Civilstyrelsen, og regler om, hvor-

når Civilstyrelsen kan dispensere fra kravet om anvendelse af digital selv-

betjening.

Reglerne om dispensation forudsættes navnlig at ville skulle tage højde for

de situationer, hvor en person som følge af særlige forhold, f.eks. et fysisk

eller psykisk handicap eller manglende it-kompetencer, ikke kan eller ikke

må forventes at kunne anvende en digital selvbetjeningsløsning. Civilstyrel-

sen vil skulle foretage en konkret vurdering af, om der foreligger sådanne

særlige forhold i hvert enkelt tilfælde, hvor en person anmoder om dispen-

sation. Civilstyrelsen vil i givet fald skulle informere vedkommende om mu-

lighederne for at indgive ansøgningen på anden vis eller om muligheden for

at lade andre ansøge via fuldmagt.

Det forudsættes desuden, at der vil skulle fastsættes regler om, at Civilsty-

relsen i andre ekstraordinære situationer vil kunne beslutte at behandle en

ansøgning, som ikke er indgivet via den digitale selvbetjening. Hermed sig-

tes til situationer, hvor det eksempelvis som følge af omstændighederne ved

ansøgningen, herunder beskaffenhed eller omfanget af materialet i ansøg-

ningen, eller Civilstyrelsens forhold efter en konkret vurdering findes mest

hensigtsmæssigt af fravige kravet om digital selvbetjening.

Endelig forudsættes det, at Civilstyrelsen i overensstemmelse med reglerne

i databeskyttelsesforordningen, som træder i kraft den 25. maj 2018, vil

være forpligtet til at stille en sikker digital løsning til rådighed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil.

2.3. Udvidelse af adgangen til at henlægge visse typer opgaver til retter-

nes kontorpersonale

2.3.1. Gældende ret

Det følger af retsplejelovens § 19, stk. 3, 1. pkt., at rettens præsident ved by-

retterne og Sø- og Handelsretten kan bemyndige andre personer end rettens

jurister, dvs. rettens kontorpersonale, til at træffe visse typer afgørelser og

varetage visse typer sager.

Omfattet af bemyndigelsesadgangen er afgørelser om afvisning af en stæv-

ning efter retsplejelovens § 350, stk. 2, og afvisning af et betalingspåkrav

efter retsplejelovens § 477 d, stk. 2, hvis angivelsen af sagsøgtes navn og

adresse i stævningen eller skyldnerens navn og adresse i betalingspåkravet

er unøjagtig, så forkyndelse ikke kan foretages. Rettens præsidenten kan

endvidere bemyndige kontorpersonalet til at udføre foged-, skifte- og nota-

rialforretninger samt faderskabssager, hvis der ikke træffes afgørelse om tvi-

stigheder, samt til at beslutte, at en part eller skønsmand mv. er undtaget for

kravet om anvendelsen af domstolenes sagsportal. Endelig følger det af §

19, stk. 3, 2. pkt., at personer, som er bemyndiget til at udføre fogedforret-

ninger, efter præsidentens nærmere bestemmelse også kan træffe afgørelse

efter § 490, § 494, stk. 2 og 3, og § 525.

Bemyndigelsesadgangen i retsplejelovens § 19, stk. 3, gælder ikke for lands-

retterne og Højesteret.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Domstolsstyrelsen har over for Justitsministeriet foreslået, at bemyndigel-

sesadgangen i retsplejelovens § 19, stk. 3, udvides til at omfatte en række

konkrete sagsskridt af ekspeditionsmæssig karakter i civile sager. Forslaget

bygger på anbefalinger fra en arbejdsgruppe nedsat under Domstolsstyrel-

sen, som har haft til opgave at klarlægge og beskrive kontorpersonalets

fremtidige rolle og arbejdsopgaver ved retterne. Forslaget har til formål at

give de enkelte retter mulighed for en mere hensigtsmæssig anvendelse af

rettens personalemæssige ressourcer og dermed medvirke til at sikre en hur-

tig sagsbehandling ved retterne.

Domstolsstyrelsen har nærmere foreslået, at bemyndigelsesadgangen udvi-

des således, at retspræsidenten kan bemyndige kontorpersonale til at under-

skrive retsbogen i en række konkrete tilfælde, hvor der ikke træffes nogen

afgørelse i tvistigheder eller i øvrigt foretages nogen juridisk vurdering.

Det foreslås således, at kontorpersonale skal kunne bemyndiges til at under-

skrive retsbøger, der alene indeholder et forlig indgået mellem parterne i en

civil sag. Desuden foreslås det, at bemyndigelsesadgangen også skal om-

fatte retsbøger, der alene indeholder meddelelse om, at sagsøgeren hæver

sagen efter retsplejelovens § 359 eller § 362, stk. 2, eller meddelelse om, at

en eller flere af sagens parter er meddelt fri proces af justitsministeren (Ci-

vilstyrelsen) eller Procesbevillingsnævnet efter retsplejelovens § 328, stk. 5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der som foreslået gives retterne bedre

muligheder for at udnytte deres personalemæssige ressourcer mest hensigts-

mæssigt. Justitsministeriet er endvidere enig med Domstolsstyrelsen i, at der

ikke findes at være betænkeligheder ved, at de beskrevne opgaver efter be-

myndigelse kan udføres af kontorpersonale i stedet for rettens jurister.

Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 19, stk. 3, ændres i over-

ensstemmelse med Domstolsstyrelsens forslag.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.4. Ophævelse af særregler om beslutningskompetencen ved anven-

delse af suppleanter mv. for retten på Bornholm

2.4.1. Gældende ret

Det fremgår af retsplejelovens § 12, stk. 7, 1. pkt., at hvis hovedforhandlin-

gen i en nævninge- eller domsmandssag antages at ville blive af længere va-

righed, kan rettens præsident efter indstilling af rettens formand bestemme,

at suppleanter for dommeren eller dommerne og nævningerne eller doms-

mændene skal overvære hovedforhandlingen.

Tilsvarende kan rettens præsident i medfør af retsplejelovens § 12, stk. 8. 1.

pkt., efter indstilling fra rettens formand i domsmandssager om økonomisk

kriminalitet, der forventes at have en længere varighed, bestemme, at retten

sammensættes af 2 dommere og 3 domsmænd (i stedet for 1 dommer og 2

domsmænd, som er det sædvanlige, jf. retsplejelovens § 12, stk. 1 og 6).

For retten på Bornholm gælder imidlertid en særlig kompetenceregel for be-

slutninger om deltagelse af suppleanter for dommeren og domsmændene i

straffesager eller om, at retten skal sammensættes med en yderligere dom-

mer og domsmand i straffesager om økonomisk kriminalitet. Det følger så-

ledes af retsplejelovens § 12, stk. 7, 2. pkt., og stk. 8, 2. pkt., at sådanne be-

slutninger for så vidt angår retten på Bornholm træffes af Østre Landsrets

præsident efter indstilling fra rettens formand.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Domstolsstyrelsen har på baggrund af en indstilling fra retten på Bornholm

foreslået, at den særlige kompetenceregel i retsplejelovens § 12, stk. 7, 2.

pkt., og stk. 8, 2. pkt., for retten på Bornholm ophæves. Domstolsstyrelsen

har i den forbindelse henvist til, at der efter, at retten på Bornholm i lighed

med de øvrige byretter også er blevet præsidentledet, ikke længere ses at

være nogen reel begrundelse eller noget behov for denne særregel.

En ophævelse som foreslået vil indebære, at beslutninger om deltagelse af

suppleanter for dommeren og domsmændene i straffesager eller om, at ret-

ten skal sammensættes med en yderligere dommer og domsmand i straffesa-

ger om økonomisk kriminalitet ved retten på Bornholm, fremover vil skulle

træffes af rettens præsident efter indstilling fra rettens formand – i lighed

med, hvad der gælder for de øvrige byretter, jf. retsplejelovens § 12, stk. 7,

1. pkt., og stk. 8, 1. pkt.

Ved lov nr. 495 af 17. juni 2008 om ændring af retsplejeloven (Justering af

dommernormeringen ved byretterne m.v.) blev normeringen ved retten på

Bornholm ændret fra at bestå af én dommer til at bestå af en retspræsident

og mindst én anden dommer. Som konsekvens heraf blev bestemmelserne i

retsplejelovens § 12, stk. 7, 2. pkt., og stk. 8, 2. pkt., ved samme lov ændret,

således at ”efter indstilling fra dommeren” blev til ”efter indstilling fra ret-

tens formand”. I forarbejderne til loven anføres i tilknytning til denne æn-

dring, at der ikke foreslås nogen ændring af, at de beslutninger, som de to

bestemmelser vedrører, skal træffes af præsidenten for Østre Landsret, jf.

bemærkningerne til § 1, nr. 9, i lovforslag nr. 163 af 28. marts 2008 om æn-

dring af retsplejeloven (Justering af dommernormeringen ved byretterne

m.v.), jf. Folketingstidende 2007-08, tillæg A, side 5681. Det fremgår deri-

mod ikke af forarbejderne, hvorfor man fandt, at denne særlige kompeten-

ceregel for retten på Bornholm burde fastholdes.

Justitsministeriet finder, at det er ubetænkeligt, at der vedrørende de omtalte

typer af beslutninger gælder de samme kompetenceregler for retten på Born-

holm som ved de øvrige byretter. Det foreslås derfor, at den særlige kompe-

tenceregel i retsplejelovens § 12, stk. 7, 2. pkt., og stk. 8, 2. pkt., ophæves.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og bemærkningerne

hertil.

2.5. Saglig kompetence i sager efter ny lov om forretningshemmelighe-

der

2.5.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 225, stk. 2, nr. 6, kan sager mellem erhvervsdrivende,

hvor anvendelse af lov om markedsføring har væsentlig betydning, anlæg-

ges ved Sø- og Handelsretten, medmindre parterne har aftalt andet.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at sager mellem erhvervsdrivende om over-

trædelse af markedsføringslovens § 23, der indeholder regler om beskyttelse

af erhvervshemmeligheder, som udgangspunkt vil kunne anlægges ved Sø-

og Handelsretten i stedet for ved byretten.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 225, stk. 3, at hvis en sag, der er

omfattet af § 225, stk. 2, nr. 6, anlægges ved byretten, henviser byretten sa-

gen til Sø- og Handelsretten, hvis en af parterne anmoder herom.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I indeværende folketingssamling forventes der at blive fremsat forslag til en

ny lov om forretningshemmeligheder af erhvervsministeren. Såfremt

nævnte lovforslag vedtages, indebærer det bl.a., at beskyttelsen af erhvervs-

hemmeligheder fremover i vidt omfang samles i den nye lov om forretnings-

hemmeligheder, og at markedsføringslovens § 23 som følge heraf ophæves.

Det er i forslaget til lov om forretningshemmeligheder forudsat, at sager om

overtrædelse af loven i lighed med, hvad der i dag gælder for sager om over-

trædelse af markedsføringslovens § 23, skal kunne anlægges ved Sø- og

Handelsretten.

Der foreslås i overensstemmelse hermed en udvidelse af retsplejelovens §

225, stk. 2, således, at bestemmelsen også kommer til at omfatte sager mel-

lem erhvervsdrivende, hvor anvendelse af lov om forretningshemmelighe-

der har væsentlig betydning.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6-8, og bemærkningerne her-

til.

3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Den forslåede ændring af retsplejeloven indebærer, at det administrativt kan

besluttes at indføre regler om obligatorisk brug af digital selvbetjening ved

indgivelse af ansøgninger om fri proces. Det er forventningen, at indførelse

af en sådan selvbetjeningsløsning vil medføre, at ansøgninger om fri proces

i langt højere grad end i dag vil indeholde de nødvendige oplysninger og

derved lette administrationen hos Civilstyrelsen samt gøre sagsbehandlin-

gen mere effektiv.

Heroverfor står, at Civilstyrelsen vil skulle stille en digital løsning til rådig-

hed fra det tidspunkt, hvor den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte reg-

ler om obligatorisk brug af digital selvbetjening udnyttes, jf. lovforslagets §

1, nr. 9. Dette forventes at indebære it-mæssige udviklings- og driftsudgif-

ter for Civilstyrelsen.

Det er vurderingen, at lettelsen af de administrative byrder ved sagsbehand-

lingen af ansøgninger om fri proces kan dække udviklings- og driftsudgif-

ter for Civilstyrelsen.

På den baggrund har lovforslaget ikke økonomiske konsekvenser for det of-

fentlige.

4. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for erhvervs-

livet.

Lovforslaget indebærer, at juridiske personer, f.eks. virksomheder, som øn-

sker at ansøge om fri proces, skal anvende den digitale selvbetjeningsløs-

ning, som Civilstyrelsen stiller til rådighed, fra det tidspunkt, hvor den fo-

reslåede bemyndigelse til at fastsætte regler om obligatorisk brug af digital

selvbetjening udnyttes, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Lovforslaget indebærer således en begrænsning af virksomheders mulighed

for at vælge, hvordan en ansøgning om fri proces indgives til Civilstyrelsen.

De administrative konsekvenser forventes dog at være begrænsede.

5. De administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget indebærer, at borgere, som ønsker at ansøge om fri proces, skal

anvende den digitale selvbetjeningsløsning, som Civilstyrelsen stiller til rå-

dighed fra det tidspunkt, hvor den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte

regler om obligatorisk brug af digital selvbetjening udnyttes, jf. lovforsla-

gets § 1, nr. 9.

Lovforslaget indebærer således en begrænsning i borgernes mulighed for at

vælge, hvordan en ansøgning om fri proces indgives til Civilstyrelsen.

6. De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 15. december 2017 til den 12.

januar 2018 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisatio-

ner mv.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Tinglysningsretten,

samtlige byretter, ADIPA, Advokatrådet, Copenhagen Business School

(CBS), Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Erhverv, Dansk Forening

for Industriens Patent- og Varemærkespecialister (DIP), Dansk Forening til

Bekæmpelse af Produktpirateri, Dansk Industri, Dansk Journalistforbund,

Dansk Opfinderforening, Danske Ældreråd, Danske Advokater, Danske

Handicaporganisationer, Danske Regioner, Danske Seniorer, Den Danske

Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Dommerfuldmægtigforenin-

gen, Domstolenes Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Djøf, For-

brugerrådet Tænk, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af

Statsadvokater, Foreningen Industriel Retsbeskyttelse, HK-Landsklubben

Danmarks Domstole, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), Institut for

Menneskerettigheder, Justitia, Kommunernes Landsforening (KL), Køben-

havns Retshjælp, Københavns Universitet, Landsforeningen af Forsvarsad-

vokater, Landsorganisationen i Danmark (LO), Liberale Erhvervs Råd, Læ-

gemiddelindustriforeningen (LIF), Opfinderforeningen.dk, Politidirektør-

foreningen, Procesbevillingsnævnet, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten,

Rigspolitiet, Rådet for Etniske Minoriteter, SMVdanmark, Syddansk Uni-

versitet, Teknologisk Institut, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Ar-

bejde (UVBA), Ældre Sagen, Aalborg Universitet, Aarhus Retshjælp og

Aarhus Universitet.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat,

Ingen

kommuner og regioner

Administrative konsekvenser for

Lovforslaget vurderes at ville in- Ingen

stat, kommuner og regioner

debære visse administrative let-

Økonomiske konsekvenser for er-

Ingen

hvervslivet

Administrative konsekvenser for er-

Lovforslaget medfører ikke væ- Lovforslaget indebærer en

hvervslivet

sentlige administrative konse-

begrænsning i virksomhe-

telser for Civilstyrelsen.

Ingen

kvenser for erhvervslivet mv.

ders mulighed for at vælge,

hvordan en ansøgning om

fri proces indgives til Ci-

vilstyrelsen.

Administrative konsekvenser for

borgerne

Lovforslaget får begrænsede ad-

ministrative konsekvenser for

borgerne. En stor del af borgerne

anvender allerede i dag digital

selvbetjening.

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget indebærer en

begrænsning i borgernes

mulighed for at vælge,

hvordan en ansøgning om

fri proces indgives til Ci-

vilstyrelsen.

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Overimplementering af EU-retlige Ja:

minimumsforpligtelser (sæt X)

Nej:

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 og 2

Det fremgår af retsplejelovens § 12, stk. 7, 1. pkt., at hvis hovedforhandlin-

gen i en nævninge- eller domsmandssag antages at ville blive af længere va-

righed, kan rettens præsident efter indstilling af rettens formand bestemme,

at suppleanter for dommeren eller dommerne og nævningerne eller doms-

mændene skal overvære hovedforhandlingen. Af § 12, stk. 7, 2. pkt., frem-

går, at for retten på Bornholm træffes beslutningen af Østre Landsrets præ-

sident efter indstilling fra rettens formand.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 12, stk. 8., 1. pkt., at i doms-

mandssager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere

varighed, kan rettens præsident efter indstilling fra rettens formand be-

stemme, at retten sammensættes af 2 dommere og 3 domsmænd. Af § 12,

stk. 8, 2. pkt., fremgår, at for retten på Bornholm træffes beslutningen af

Østre Landsrets præsident efter indstilling fra rettens formand.

Det foreslås, at bestemmelserne i retsplejelovens § 12, stk. 7, 2. pkt., og stk.

8, 2. pkt., ophæves. Den foreslåede ændring indebærer, at beslutninger om

forhold som nævnt i § 12, stk. 7, 1. pkt., og stk. 8, 1. pkt., ved retten på Born-

holm fremover, som ved de øvrige byretter, vil skulle træffes af rettens præ-

sident efter indstilling fra rettens formand.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Til nr. 3

Det følger af retsplejelovens § 19, stk. 3, at rettens præsident ved byretterne

og Sø- og Handelsretten kan bemyndige andre personer end rettens jurister,

dvs. kontorpersonale, til at træffe visse typer afgørelser og behandle visse

typer sager.

Det foreslås at udvide de opgaver, som retternes kontorpersonale efter denne

bestemmelse kan bemyndiges til at varetage. Den foreslåede udvidelse om-

fatter underskrivelse af retsbogen i følgende tre konkrete tilfælde, hvor der

ikke træffes nogen afgørelse i tvistigheder eller i øvrigt foretages nogen juri-

disk vurdering:

For det første; underskrivelse af retsbogen i tilfælde, hvor der alene er tale

om indførelse af et forlig indgået af parterne i en civil sag, jf. retsplejelovens

§ 270, stk. 1. Det forudsættes, at bemyndigelse kun kan anvendes, når der

ikke i samme retsbog træffes afgørelse om sagsomkostninger eller lignende,

f.eks. fordi parterne er enige herom.

For det andet; underskrivelse af retsbogen i tilfælde, hvor retsbogen alene

indeholder meddelelse om, at sagsøgeren hæver sagen efter retsplejelovens

§ 359 eller § 362, stk. 2. Det forudsættes, at bemyndigelse kun kan anven-

des, når der ikke i samme retsbog træffes afgørelse om sagsomkostninger

eller lignende, f.eks. fordi parterne er enige herom. Det bemærkes i øvrigt,

at det er en betingelse for, at sagsøgeren kan hæve sagen efter § 359 eller §

362, stk. 2, at sagsøgte ikke har fremsat modkrav (som fastholdes), jf. § 359,

2. pkt., og § 362, stk. 2, 2. pkt.

For det tredje; underskrivelse af retsbogen i tilfælde, hvor retsbogen alene

indeholder meddelelse om, at en eller flere af sagens parter er blevet med-

delt fri proces af justitsministeren (Civilstyrelsen) eller Procesbevil-

lingsnævnet efter retsplejelovens § 328, stk. 5.

Den foreslåede udvidelse af bemyndigelsesadgangen finder ligesom resten

af § 19, stk. 3, ikke anvendelse for landsretterne og Højesteret.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Til nr. 4 og 5

Det følger af retsplejelovens § 170, stk. 1, at mod dens ønske, som har krav

på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekir-

ken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere og advokater

om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksom-

hed. Efter § 170, stk. 2, 1. pkt., kan retten dog pålægge læger, retsmæglere

og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring,

når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald,

og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller sam-

fundet findes at berettige til, at forklaring afkræves.

Det foreslås at udvide den persongruppe, der i dag er omfattet af vidneude-

lukkelsesreglen i retsplejelovens § 170, stk. 1, til også at omfatte patentråd-

givere, som i henhold til den europæiske patentkonventions artikel 134 er

optaget på Den Europæiske Patentmyndigheds liste over personer, der er be-

rettiget til at repræsentere en part i patentsager, der behandles ved denne

myndighed. Patentrådgivere, der har opnået denne ret, betegnes også som

European Patent Attorneys

(EPA). En liste over, hvem der er berettiget til

at møde som partsrepræsentant i sager ved Den Europæiske Patentmyndig-

hed, er tilgængelig på dennes hjemmeside

www.epo.org.

Såfremt der i for-

bindelse med en retssag måtte opstå tvivl om, hvorvidt en person er optaget

på Den Europæiske Patentmyndigheds liste, må dette søges afklaret ved, at

der indhentes en bekræftelse fra Den Europæiske Patentmyndighed.

Den foreslåede udvidelse omfatter både danske og udenlandske EPA’ere.

Forslaget indebærer, at en EPA i samme omfang som de øvrige persongrup-

per, der i dag er omfattet af § 170, stk. 1, ikke må afkræves vidneforklaring

om forhold, som er kommet vedkommende til kundskab ved udøvelsen af

dennes virksomhed, medmindre den, som har krav på hemmeligholdelse, gi-

ver tilladelse hertil. En EPA vil således som udgangspunkt ikke kunne på-

lægges at afgive vidneforklaring om forhold, som vedkommende er blevet

bekendt med som led i sin rådgivning af en klient, medmindre klienten gi-

ver sit samtykke. Er der tale om en EPA, der er ansat i en virksomhed, vil

samtykket skulle gives af den pågældende virksomhed.

I forhold til en EPA, som er ansat som intern rådgiver i en virksomhed, er

det dog en forudsætning for, at vidneudelukkelsesreglerne finder anven-

delse, at der er tale om forhold, som vedrører patentrådgivning. Beskæftiger

en ansat EPA sig med andre typer af arbejdsopgaver for virksomheden, vil

disse forhold ikke være omfattet af vidneudelukkelsen.

Den foreslåede ændring af § 170, stk. 1, til også at omfatte EPA’ere vil sam-

tidig medføre en indskrænkning af anvendelsesområdet for de øvrige regler

i retsplejeloven om tilvejebringelse af oplysninger mv., idet disse regler er

afgrænset af bl.a. § 170. Det gælder således retsplejelovens almindelige reg-

ler om edition, jf. § 298, stk. 1, og § 299, stk. 1, og de særlige regler om op-

lysningspligt i sager om krænkelse af immaterialrettigheder, jf. retspleje-

lovens § 306, stk. 4. Det samme gør sig gældende i forhold til reglerne om

bevissikringsundersøgelser i sager om krænkelse af immaterialrettigheder,

jf. retsplejelovens § 653, stk. 5.

I lighed med, hvad der gælder for læger, retsmæglere og advokater, jf. §

170, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at retten skal kunne pålægge en EPA at af-

give vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betyd-

ning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for ved-

kommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræ-

ves.

Da der – i modsætning til de øvrige persongrupper omfattet af § 170, stk. 1

– for EPA’ere ikke er fastsat regler, der pålægger disse en generel tavsheds-

pligt i forhold til oplysninger, som en EPA får kendskab til via sin rådgiv-

ning, forudsættes det, at retten i medfør af § 170, stk. 2, 1. pkt., i videre om-

fang end for de øvrige persongrupper vil kunne pålægge en EPA at afgive

vidneforklaring. Det gælder f.eks., hvor der er tale om forhold, der ikke kan

anses for at have karakter af sensitive forretningsmæssige oplysninger, her-

under forretningshemmeligheder, for klienten, eller i tilfælde hvor oplysnin-

gerne i forvejen må anses for at være offentlig tilgængelige eller uberettiget

videregivet til tredjemand.

En EPA vil ikke være omfattet af bestemmelsen i § 170, stk. 2, 2. pkt., idet

denne bestemmelse kun gælder for advokater. Hensynet bag bestemmelsen

– at sikre en parts mulighed for i fortrolighed at kunne rådføre sig med en

advokat i forbindelse med en retssag – findes imidlertid at gøre sig tilsva-

rende gældende i de situationer, hvor en EPA bistår en klient i anledning af

en retssag, som klienten er part i. Det forudsættes derfor, at muligheden for

at pålægge en EPA at afgive vidneforklaring i medfør af § 170, stk. 2, 1.

pkt., kun helt undtagelsesvis vil kunne anvendes i de tilfælde, hvor det dre-

jer sig om oplysninger, som EPA’en har fået kendskab til som led i en så-

dan bistand.

Den foreslåede vidneudelukkelse vil også gælde for en EPA’s medhjælpere,

jf. retsplejelovens § 170, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.3 i lovforslaget almindelige bemærknin-

ger.

Til nr. 6-8

Efter retsplejelovens § 225, stk. 2, nr. 6, kan sager mellem erhvervsdrivende,

hvor anvendelse af lov om markedsføring har væsentlig betydning, anlæg-

ges ved Sø- og Handelsretten, medmindre parterne har aftalt andet.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at sager mellem erhvervsdrivende om over-

trædelse af markedsføringslovens § 23, der indeholder regler om beskyttelse

af erhvervshemmeligheder, som udgangspunkt vil kunne anlægges ved Sø-

og Handelsretten i stedet for ved byretten.

Som følge af, at beskyttelsen af erhvervshemmeligheder frem over i vidt

omfang samles i en ny lov om forretningshemmeligheder, foreslås det, at

der i retsplejelovens § 225, stk. 2, tilføjes et nr. 7, hvorefter sager mellem

erhvervsdrivende, hvor lov om forretningshemmeligheder har væsentlig be-

tydning, kan anlægges ved Sø- og Handelsretten.

Hvis en sag omfattet af det foreslåede nr. 7 anlægges ved byretten, følger

det af retsplejelovens § 225, stk. 3, at byretten henviser sagen til Sø- og Han-

delsretten, hvis en af parterne anmoder herom.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.5.2 i lovforslaget almindelige bemærknin-

ger.

Til nr. 9

Med den foreslåede bestemmelse indføres der en bemyndigelse til, at justits-

ministeren kan fastsætte nærmere regler om overgang til obligatorisk digi-

tal selvbetjening for så vidt angår indgivelse af ansøgning om fri proces til

Civilstyrelsen. Reglerne forudsættes at skulle gælde for både fysiske og juri-

diske personer, der ansøger om fri proces.

Hvis lovforslaget vedtages, agter justitsministeren (Civilstyrelsen) med

hjemmel i den foreslåede bemyndigelse at fastsætte nærmere regler om, at

en ansøger eller dennes advokat ved indgivelse af ansøgning om fri proces,

skal anvende den digitale selvbetjeningsløsning, som Civilstyrelsen anviser.

Det forudsættes endvidere, at der fastsættes regler om, at Civilstyrelsen af-

viser ansøgninger, der ikke indgives via den digitale selvbetjening. Hvis Ci-

vilstyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at ansøgeren

ikke må forventes at kunne anvende den digitale selvbetjening, skal Ci-

vilstyrelsen dog acceptere, at ansøgningen indgives på en anden måde end

ved digital selvbetjening. Civilstyrelsen vil også i ekstraordinære situatio-

ner kunne undlade at afvise en ansøgning om fri proces, der ikke er indgi-

vet ved digital selvbetjening, hvis det ud fra en samlet vurdering findes at

være mest hensigtsmæssigt. Den foreslåede bemyndigelse forudsættes til-

lige udnyttet til at fastsætte nærmere regler herom.

Ansøgninger om fri proces, som indgives efter de regler, som udstedes i

medfør af den foreslåede bemyndigelse, vil skulle anses for at være kommet

frem, når ansøgningen er tilgængelig for Civilstyrelsen.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf.

stk. 1.

Civilstyrelsen forventer først at påbegynde udviklingen af en digital selvbe-

tjeningsløsning til brug for indgivelse af ansøgninger om fri proces i løbet

af 2018. Det vides derfor ikke på nuværende tidspunkt, hvornår en digital

løsning vil være klar til ibrugtagning, men det forventes tidligst at kunne ske

i løbet af 2019. Af samme grund vides det derfor heller ikke, hvornår der

bliver behov for – i medfør af den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets

§ 1, nr. 9 – administrativt at kunne fastsætte nærmere regler for brugen af

den digitale selvbetjening. Det foreslås derfor, at justitsministeren fastsæt-

ter ikrafttrædelsestidspunktet for denne bestemmelse, jf.

stk. 2.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgø-

relse nr. 1101 af 22. september

2017, foretages følgende ændringer:

§ 12.

---

Stk. 2-6

Stk. 7.

Hvis hovedforhandlingen i en

nævninge- eller domsmandssag antages

at ville blive af længere varighed, kan

rettens præsident efter indstilling fra ret-

tens formand bestemme, at suppleanter

for dommeren eller dommerne og næv-

ningerne eller domsmændene skal over-

være hovedforhandlingen. For så vidt

angår retten på Bornholm, træffes be-

stemmelsen af Østre Landsrets præsi-

dent efter indstilling fra rettens formand.

Suppleanterne deltager ikke i rettens rå-

dslagninger og afstemninger, men kan

efter retsformandens bestemmelse over-

være disse. I øvrigt finder reglerne om

nævninger og domsmænd tilsvarende

anvendelse på suppleanter for disse. En

suppleant tiltræder retten, hvis en af

dommerne, nævningerne eller doms-

mændene bliver forhindret i at medvirke

ved sagens behandling og pådømmelse.

Stk. 8.

I domsmandssager om økono-

misk kriminalitet, der forventes at have

en længere varighed, kan rettens præsi-

dent efter indstilling fra rettens formand

bestemme, at retten sammensættes af 2

dommere og 3 domsmænd. For så vidt

angår retten på Bornholm, træffes be-

§ 12, stk. 7, 2. pkt.,

ophæves.

§ 12, stk. 8, 2. pkt.,

ophæves.

stemmelsen af Østre Landsrets præsi-

dent efter indstilling fra rettens for-

mand. Stk. 7 finder ikke anvendelse.

§ 19.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Ved byretterne og Sø- og Han-

delsretten kan rettens præsident med-

dele andre personer bemyndigelse til at

træffe afgørelser efter § 350, stk. 2, og §

477 d, stk. 2, og at udføre foged-, skifte-

og notarialforretninger samt faderskabs-

sager, hvis der ikke skal træffes afgø-

relse i tvistigheder, og at beslutte, at en

part, skønsmand m.v. er undtaget fra

kravet om anvendelse af domstolenes

sagsportal, jf. § 148 a, stk. 4. Personer,

der er bemyndiget til at udføre fogedfor-

retninger, kan dog efter præsidentens

nærmere bestemmelse træffe afgørelser

efter § 490, § 494, stk. 2 og 3, og § 525.

§ 19, stk. 3,

indsættes som

pkt.:

»Rettens præsident kan endvidere

meddele andre personer bemyndi-

gelse til at underskrive retsbøger,

som alene indeholder

1) indgåede forlig i borgerlige sager,

jf.

§ 270, stk. 1,

2) meddelelse om, at en sag hæves af

sagsøgeren efter

§ 359

eller

§ 362,

stk. 2,

3) meddelelse om, at der i en sag er

meddelt fri proces efter

§ 328, stk.

5.«

§ 170.

Mod dens ønske, som har krav på

hemmeligholdelse, må vidneforklaring

ikke afkræves præster i folkekirken eller

andre trossamfund, læger, forsvarere,

retsmæglere og advokater om det, som

er kommet til deres kundskab ved udø-

velsen af deres virksomhed.

§ 170, stk. 1,

indsættes efter

»retsmæglere«: », patentrådgivere,

som er optaget på den liste, der er

anført i

artikel 134, stk. 1,

i den eu-

ropæiske patentkonvention,«.

Stk. 2.

Retten kan pålægge læger, rets-

mæglere og advokater, bortset fra for-

svarere i straffesager, at afgive vidne-

forklaring, når forklaringen anses for at

være af afgørende betydning for sagens

udfald, og sagens beskaffenhed og dens

betydning for vedkommende part eller

samfundet findes at berettige til, at for-

klaring afkræves. Sådant pålæg kan i

borgerlige sager ikke udstrækkes til,

hvad en advokat har erfaret i en retssag,

som har været betroet ham til udførelse,

eller hvori hans råd har været søgt.

Stk. 3.

Retten kan bestemme, at forkla-

ring ikke skal afgives om forhold, med

hensyn til hvilke vidnet i medfør af lov-

givningen har tavshedspligt, og hvis

hemmeligholdelse har væsentlig betyd-

ning.

Stk. 4.

Reglerne i stk. 1-3 gælder også

for de pågældende personers medhjæl-

pere.

§ 170, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes

efter »retsmæglere«: », de i

stk. 1

nævnte patentrådgivere«.

§ 225.

---

Stk. 2.

Medmindre parterne har aftalt

andet, kan endvidere følgende sager an-

lægges ved Sø- og Handelsretten, jf. dog

§ 225 a:

1) Internationale sager, hvor fagkund-

skab til internationale erhvervsforhold

har væsentlig betydning,

2) sager mellem erhvervsdrivende, hvor

fagkundskab til sø-, land-, luft- og jern-

banetransport har væsentlig betydning,

3) sager, hvor Forbrugerombudsmanden

er part og anvendelsen af lov om mar-

kedsføring, lov om finansiel virksomhed

eller lov om betalingstjenester og elek-

troniske penge har væsentlig betydning,

4) sager, hvor anvendelsen af varemær-

keloven, fællesmærkeloven, design-

loven, patentloven, lov om brugsmodel-

ler, lov om beskyttelse af halvlederpro-

dukters udformning (topografi), plante-

nyhedsloven eller ophavsretslovens re-

gulering af rettigheder til brugskunst el-

ler edb-programmer har væsentlig be-

tydning,

5) sager, hvor anvendelsen af konkur-

renceloven har væsentlig betydning, og

§ 225, stk. 2, nr. 5,

ændres »be-

tydning, og« til: »betydning,«.

6) sager mellem erhvervsdrivende, hvor

anvendelse af lov om markedsføring har

væsentlig betydning.

§ 225, stk. 2, nr. 6,

ændres »be-

tydning.« til: »betydning, og«.

§ 225, stk. 2,

indsættes som

nr.

»7) sager mellem erhvervsdrivende,

hvor anvendelse af lov om forret-

ningshemmeligheder har væsentlig

betydning.«

Stk. 3.

---

§ 330.

Justitsministeren kan fastsætte

regler om indholdet af en ansøgning om

fri proces og om de oplysninger, som an-

søgeren skal meddele.

§ 330

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Justitsministeren kan fast-

sætte regler om, at ansøgning om fri

proces skal indgives ved anvendelse

af den digitale løsning, som Ci-

vilstyrelsen stiller til rådighed (digi-

tal selvbetjening).«