REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 103
Offentligt

TIBETKOMMISSIONENS

BERETNING

KAPITEL 4-7

2017

Kommissionen til undersøgelse af sagen om politiets indgriben over for

demonstrationer i forbindelse med kinesiske statsbesøg mv.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

TIBETKOMMISSIONEN

Kommissionen til undersøgelse af sagen om politiets

indgriben over for demonstrationer i forbindelse med

kinesiske statsbesøg mv.

Tuk Bagger, Ole Spiermann, Michael Hansen Jensen

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

TIBETKOMMISSIONEN

BIND 2

INDHOLDSFORTEGNELSE

BIND 1

Forord

Kapitel 1

Kommissoriet, kommissionens sammensætning og afgrænsning

af kommissionens opgaver

Kapitel 2

Kommissionsundersøgelsens resultat

Kapitel 3

Kommissionens sammenfatning og vurdering af det faktiske forløb

BIND 2

Kapitel 4

Retlige vurderinger

4.1 Var politiets ordrer og ageren under besøgene i 2012,

2013 og 2014 ulovlige?

4.1.1 Vedrørende besøget i 2012

4.1.2 Vedrørende besøget i 2013

4.1.3 Vedrørende besøget i 2014

4.2 Var oplysningerne til Folketingets Retsudvalg urigtige,

vildledende eller ufyldestgørende?

4.2.1 Vedrørende besøget i 2012

4.2.2 Vedrørende besøget i 2013

4.2.3 Vedrørende besøget i 2014

4.3 Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder

og Hofmarskallatet

4.3.1 Udenrigsministeriet

4.3.2 Hofmarskallatet

4.3.3 Justitsministeriet

4.3.4 Statsministeriet

4.3.5 Rigspolitiet

4.3.6 PET

351

352

353

354

355

356

357

358

359

360

347

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Indholdsfortegnelse

4.3.7 Københavns Politi

362

4.3.8 Om ansvar for enkeltpersoner i Københavns Politi

363

4.3.8.1 ”Menigt politipersonale”

363

4.3.8.2 Personer med overordnet strategisk og operationelt ansvar 363

4.3.8.3 Indsatslederne, delingsførerne og gruppeførerne

366

4.3.8.4 Den øverste ledelse

373

4.3.8.5 Ansatte i Ledelsessekretariatet

374

Kapitel 5

Regelgrundlag

5.1 Ytringsfrihed

5.1.1 Grundloven

5.1.2 EMRK

5.1.3 Dansk praksis

5.2 Forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere

5.2.1 Grundlovens § 79

5.2.2 EMRK artikel 11

5.2.3 Dansk praksis

5.3 Særligt om beskyttelse af statsrepræsentanters værdighed

5.3.1 Folkeret

5.3.2 Dansk ret

5.4 Fremmede nations- og områdelag

5.5 Politiloven og PET

5.5.1 Politiloven

5.5.2 PET

5.6 Generelt om ofentligt ansattes pligter

5.6.1 Pligt til at overholde gældende ret

5.6.2 Loyalitetspligt

5.6.3 Lydighedspligt

5.6.4 Sandhedspligt

5.6.5 Advarselspligt

5.6.6 Undersøgelses- og tilsynspligt

5.7 Ofentligt ansattes strafansvar

5.8 Ofentligt ansattes disciplinære ansvar

5.8.1 Tjenestemænd

5.8.2 Overenskomstansatte mv.

Kapitel 6

Kommissionens arbejde

6.1 Tilvejebringelse af oplysninger

6.1.1 Dokumentmateriale fra ofentlige myndigheder

6.1.2 Ahøringer –mundtlige og skritlige

348

377

379

382

383

387

391

395

399

403

408

411

412

414

415

417

422

423

429

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

6.1.3 Orientering om ahøringstemaer

6.1.4 Protokoller

6.2 Processuelle afgørelser

6.2.1 Aktindsigt

6.2.2 Beskikkelse af bisiddere

6.2.3 Bisiddernes udlevering af materiale til klienter

6.2.4 Berammelse af forhør

6.2.5 Pressens deltagelse i møderne

6.2.6 Andre processuelle afgørelser

6.2.7 Høring af bisiddere og klienter

6.2.7.1 Høringer over udkast til protokol

6.2.7.2 Høringer mm. eter § 23 i lov om

undersøgelseskommissioner

Kapitel 7

Andre myndigheders sideløbende behandling af hændelserne

7.1 Domstolene

7.1.1 Retssager anlagt af seks sagsøgere med påstand om,

at de den 15. juni 2012 blev udsat for ulovlige frihedsberøvelser

7.1.2 Retssager med påstand om erstatning for krænkelser den

15. juni 2012 og den 6. juni 2013 af EMRK art. 10 og 11 samt

af grundlovens §§ 77 og 79

7.2 Andre klagesager

7.2.1 2012-besøget

7.2.2 2013-besøget

7.3 Anmeldelser til Den Uahængige Politiklagemyndighed af

personalet i Københavns Politi og politidirektør horkild Fogde

433

434

435

437

439

441

442

443

445

446

447

448

449

450

BIND 3

Kapitel 8.1-8.2

Hændelsesforløb og forklaringer

463

BIND 4

Kapitel 8.3-8.4

Hændelsesforløb og forklaringer

1151

BIND 5

BILAG 1-18

1457

349

Retlige vurderinger

KAPITEL 4

Retlige vurderinger

Kommissionen har i det foregående kapitel, kapitel 3, redegjort for de faktiske for-

hold, der eter kommissionens vurdering kan lægges til grund, jf. kommissoriets

pkt. 2 og 3.

På denne baggrund foretager kommissionen i dette kapitel retlige vurderinger til

belysning af, om der foreligger grundlag for, at det ofentlige søger nogen draget til

ansvar, jf. kommissoriets pkt. 4, 3. afsnit, og lov om undersøgelseskommissioner § 4,

stk. 4. Kommissionen har dog ikke til opgave at foretage retlige vurderinger til be-

lysning af spørgsmålet om ministres ansvar, jf. lov om undersøgelseskommissioner

§ 4, stk. 4, 2. pkt.

Kommissionen redegør i det eterfølgende kapitel 5 mere generelt for de anvendte

retsregler i blandt andet grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonven-

tion (EMRK) og politiloven samt om ofentligt ansattes ansvar.

Det følger af bemærkninger i forarbejder til undersøgelseskommissionsloven, at

kommissionen ikke bør udtale sig om et eventuelt ansvar, hvis et forhold er forældet.

Særligt for disciplinæransvar gælder der ikke en forældelsesregel, men det ses i prak-

sis, at den tid, der er forløbet, siden et forhold blev begået, bliver tillagt betydning.

At de forhold, der er omfattet af kommissionens undersøgelse, er begået over en pe-

riode, der ved undersøgelsens afslutning ligger op til 5�½ år tilbage, indebærer eter

kommissionens opfattelse ikke, at kommissionen bør afstå fra at foretage retlige vur-

deringer af, om der er grundlag for, at det ofentlige søger at stille ofentligt ansatte

disciplinært til ansvar for hele perioden.

4.1

Var politiets ordrer og ageren under besøgene i 2012, 2013

og 2014 ulovlige?

I det følgende undersøges, om de ordrer og den måde, der blev ageret på under den

kinesiske præsidents besøg i 2012 og de to oicielle kinesiske besøg i 2013 og 2014,

var ulovlige.

Var politiets ordrer og ageren under besøgene i 2012, 2013 og 2014 ulovlige?

351

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.1

4.1.1 Vedrørende besøget i 2012

Kommissionen inder, at demonstranternes brug af virkemidler i form af blandt an-

det fremvisning af tibetanske lag og påklædning med gule Falun Gong T-shirts ud-

gjorde meningstilkendegivelser, der havde til hensigt at formidle et politisk budskab,

der var kritisk over for de kinesiske myndigheder. Der henvises herved til det i af-

snit 5.1.1 anførte.

Formidling af sådanne budskaber nyder som anført i samme afsnit beskyttelse eter

grundloven og EMRK artikel 10.

Endvidere var demonstrationerne beskyttet af grundlovens § 79 og EMRK artikel 11.

Det fremgår af politilovens § 7, at politiet skal sikre beskyttelse af forsamlingsfrihe-

den, og bestemmelsen angiver, under hvilke betingelser politiet kan påbyde, at en

forsamling skal aholdes et andet sted end det påtænkte, eller fastsætte andre vilkår

for forsamlingens aholdelse, eller forbyde en forsamling under åben himmel. Det

fremgår af politilovens § 8, at et indgreb mod deltagere i en forsamling kræver, at

forsamlingens deltagere giver anledning til betydelig forstyrrelse af den ofentlige or-

den eller fare for enkeltpersoners eller det ofentliges sikkerhed.

Kommissionen har i afsnit 3.1.1.5 lagt til grund, at der var en generel ordre om, at de-

monstranter ikke måtte være synlige for den kinesiske delegation, og at dette gjaldt,

uanset at der konkret ikke var fare for den ofentlige orden eller for enkeltpersoners

sikkerhed. Kommissionen har lagt til grund, at den generelle ordre fandt udtryk i

operationsbefalingen, men også i den taktiske befaling for politiaktion 04-01, Op-

klaring/sektorpatrulje og under brieingen af indsatslederne i Gedestalden, ligesom

den generelle ordre under selve besøget blev udmøntet i en række konkrete ordrer,

jf. afsnit 3.1.2.3.

Det er kommissionens vurdering, at den generelle ordre var i strid med grundlovens

og EMRK’s beskyttelse af forsamlingsfriheden og ytringsfriheden såvel som politi-

loven, og at den generelle ordre var klart ulovlig. Der var som følge heraf ret og pligt

til ikke at eterleve ordren.

Kommissionen har i sin bevisvurdering lagt til grund, at den generelle ordre i en

række tilfælde blev udmøntet af Københavns Politi i konkrete ordrer og handlinger

med henblik på at forhindre personer i at være synlige for, henholdsvis demonstrere

over for den kinesiske præsident, uden at der blev foretaget en konkret vurdering af,

om de pågældende udgjorde en fare for den ofentlige orden eller for enkeltperso-

ners sikkerhed. Der henvises i det hele til afsnit 3.1.2.3.

352

Var politiets ordrer og ageren under besøgene i 2012, 2013 og 2014 ulovlige?

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

Det er kommissionens opfattelse, at Københavns Politi i de nævnte situationer hand-

lede uden hjemmel i politiloven og dermed retsstridigt. Ordrerne om afskærmning

af demonstrationen på Højbro Plads og fratagelsen af lag var tillige i strid med

grundlovens og EMRK’s beskyttelse af forsamlingsfriheden og ytringsfriheden og

klart ulovlig.

4.1.2 Vedrørende besøget i 2013

Kommissionen inder, at demonstranterne havde til hensigt at formidle et politisk

budskab og nød beskyttelse eter grundloven og EMRK på samme måde som under

besøget i 2012, jf. herom i afsnit 4.1.1.

Som det fremgår af afsnit 3.2.1.4 lægger kommissionen til grund, at der ikke under

besøget i 2013 var givet en generel ordre om politiets ageren over for demonstranter

bortset fra i den taktiske befaling for politiaktion 08-01, Eskorte, udfærdiget af vice-

politikommissær homas Tarpgaard.

Der blev ikke desto mindre fra Københavns Politis side givet konkrete ordrer og

foretaget handlinger vedrørende skærmning af personer ved Avedøreværket og i

Rigsdagsgården og vedrørende lytning af demonstranter fra samt kortvarig fratagel-

se af lag ved Amalienborg Slotsplads, som alle havde baggrund i, at de pågældende

ønskede at formidle et budskab, der var kritisk over for de kinesiske myndigheder,

der, repræsenteret af den kinesiske delegation, samtidig besøgte steder i umiddelbar

nærhed af de pågældende episoder.

Kommissionen har således i sin bevisvurdering lagt til grund, at Københavns Poli-

ti afgav konkrete ordrer og foretog handlinger med henblik på at forhindre demon-

stranter i at være synlige for henholdsvis demonstrere over for den kinesiske delega-

tion, uden at der blev foretaget en konkret vurdering af, om de pågældende udgjor-

de en fare for den ofentlige orden eller for enkeltpersoners sikkerhed. Der henvises

herom til afsnit 3.2.2.3.

Det er kommissionens opfattelse, at Københavns Politi i de nævnte situationer hand-

lede uden hjemmel i politiloven og retsstridigt.

Det er kommissionens vurdering, at de konkrete ordrer såvel som politiets hand-

linger vedrørende afskærmningen af personer tillige var i strid med grundlovens

og EMRK’s beskyttelse af forsamlingsfriheden og ytringsfriheden og klart ulovlige.

Var politiets ordrer og ageren under besøgene i 2012, 2013 og 2014 ulovlige?

353

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.2

4.1.3 Vedrørende besøget i 2014

Som anført i afsnittene 3.3.1.4 og 3.3.2.3 har kommissionen lagt til grund, at der hver-

ken i operationsbefalingen, i de taktiske befalinger eller på brieinger blev givet or-

drer om, at demonstranter ikke måtte være synlige for den kinesiske delegation, og

at politiet ikke under besøget i 2014 hindrede borgere i at demonstrere.

Det er således kommissionens vurdering, at der hverken blev givet ulovlige ordrer

eller ageret ulovligt af Københavns Politi i 2014.

4.2

Var oplysningerne til Folketingets Retsudvalg urigtige,

vildledende eller ufyldestgørende?

I det følgende foretages en vurdering af, om de afgivne oplysninger var urigtige eller

vildledende, eller om der blev fortiet oplysninger, der var af væsentlig betydning for

Folketingets vurdering (ufyldestgørende).

4.2.1 Vedrørende besøget i 2012

Kommissionen har som anført i afsnit 3.1.4.14 lagt til grund, at de leste svar på Fol-

ketingets Retsudvalgs spørgsmål i 2012 indeholdt urigtige, vildledende eller ufyldest-

gørende oplysninger.

De svar, hvori det blev benægtet, at der ved Københavns Politi var afgivet en generel

ordre om at skærme den kinesiske delegation for demonstranter, var urigtige.

En række af oplysningerne i de øvrige svar og i redegørelserne hvilede på en urigtig

præmis om, at en sådan generel ordre ikke forelå. Disse svar var derfor vildleden-

de, og det må antages, at fortielsen af, at der forelå en generel ordre om, hvordan der

skulle ageres overfor demonstranter, var af væsentlig betydning for Retsudvalgets

vurdering af sagen.

Kommissionen har hereter konkluderet, at dele af indholdet af følgende svar og re-

degørelser var objektivt urigtige, vildledende eller ufyldestgørende:

Svarene på spørgsmålene 865, 875-880 og BL-BN, afgivet den 15.-16. august 2012

Svaret på spørgsmål 1119, afgivet den 17. oktober 2012

Justitsministerens redegørelse til Retsudvalget af 26. juni 2013

354

Var oplysningerne til Folketingets Retsudvalg urigtige, vildledende eller ufyldestgørende?

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

Svarene på spørgsmålene 650, AC, 864-865 og 868, afgivet den 9.-11. april 2014

Svarene på spørgsmålene 866, 914-916, afgivet den 16. december 2014

Justitsministerens orientering til Retsudvalget af 18. september 2015

Det bemærkes, at enkelte af disse svar af kommissionen er anset som urigtige, vild-

ledende eller ufyldestgørende, fordi besvarelsen henviser til oplysninger i andre svar,

der er urigtige, vildledende eller ufyldestgørende.

4.2.2 Vedrørende besøget i 2013

Kommissionen har som anført i afsnit 3.2.4.8 lagt til grund, at der blev afgivet urig-

tige eller vildledende svar til eller fortiet oplysninger over for Folketinget i en række

svar, der blev afgivet i forbindelse med samrådet den 22. august 2013.

Svaret på Retsudvalgets spørgsmål 895 indeholdt således urigtige oplysninger om, at

en person blev lyttet og senere afskærmet ved Avedøreværket af færdsels- og sikker-

hedsmæssige hensyn, og at hans besiddelse af et tibetansk lag var uden betydning

for politiets dispositioner.

Svaret på Retsudvalgets spørgsmål 956 og samrådsspørgsmålene BI-BL hvilede på

en urigtig præmis om, at der ikke forelå en ordre om politiets ageren over for de-

monstranter ved Avedøreværket og på Amalienborg Slotsplads. Disse svar var derfor

vildledende, og det må antages, at fortielsen af, at der forelå ordrer om, hvordan der

skulle ageres over for demonstranter ved besøgsstederne, var af væsentlig betydning

for Retsudvalgets vurdering. I svarene på samrådsspørgsmålene blev de urigtige op-

lysninger i svaret på spørgsmål 895 gentaget.

Kommissionen konkluderer hereter, at dele af indholdet af svarene på spørgsmåle-

ne 895 og 956 og samrådsspørgsmål BI-BL var urigtige, vildledende eller ufyldest-

gørende.

4.2.3 Vedrørende besøget i 2014

Kommissionen inder, at de svar, der den 16. december 2014 blev afgivet på Retsud-

valgets spørgsmål 1569-1571, ikke indeholdt oplysninger, der var urigtige, vildleden-

de eller ufyldestgørende.

Var oplysningerne til Folketingets Retsudvalg urigtige, vildledende eller ufyldestgørende?

355

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.3

4.3

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder

og Hofmarskallatet

I det følgende redegøres for kommissionens vurdering vedrørende eventuelt ansvar

for ansatte i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Statsministeriet, Hofmarskalla-

tet, PET, Rigspolitiet og Københavns Politi.

4.3.1 Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet havde en central rolle ved planlægningen af besøget i 2012, men

deltog kun i planlægningen af besøget i 2013 i meget begrænset omfang.

Udenrigsministeriet havde under statsbesøget i 2012 til opgave, eventuelt via Hof-

marskallatet, at videregive de oplysninger til PET, der havde betydning for sikker-

heden.

I forbindelse med forberedelserne til statsbesøget i 2012 videregav Udenrigsministe-

riet informationer i videre omfang. Som anført ovenfor i afsnittene 3.1.1.5 og 3.1.3.3

var der i Udenrigsministeriet en bevidsthed om og et fokus på de kinesiske bekym-

ringer for demonstrationer og betydningen af, at besøget blev en succes. Dette bi-

drog til en stemning, der forplantede sig via PET til Københavns Politi blandt andet

gennem gentagen videregivelse af informationer om de kinesiske bekymringer for

demonstrationer, uden at formålet med denne videregivelse blev oplyst.

Kommissionen har som anført ligeledes i afsnit 3.1.3.3 lagt til grund, at der ikke fra

ansatte i Udenrigsministeriet eller den danske ambassade i Beijing blev stillet krav

til Københavns Politis ageren i forbindelse med videregivelsen af oplysning om de

kinesiske bekymringer, men kommissionen inder anledning til at bemærke, at det

tillige er lagt til grund, at ingen i Udenrigsministeriet tog skridt til at præcisere hen-

sigten med videregivelsen af disse informationer.

Kommissionen har i afsnit 3.1.3.3 lagt til grund, at der ikke er oplysninger, der peger

på, at nogen i Udenrigsministeriet har hat viden om den generelle ordre i 2012 som

udtrykt i Københavns Politis operationsbefaling og taktiske befalinger om, at de-

monstranter ikke måtte være synlige for den kinesiske præsident, eller de konkrete

ordrer herom i 2012 og 2013.

Det er endvidere i afsnittene 3.1.4.14 og 3.2.4.8 vurderet, at der ikke er grundlag for

at antage, at nogen i Udenrigsministeriet har været vidende om, at der blev afgivet

urigtige, vildledende eller ufyldestgørende oplysninger til Folketingets Retsudvalg

vedrørende besøgene i 2012 og 2013.

356

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

Under disse omstændigheder inder kommissionen, at der ikke er grundlag for at

søge et disciplinært ansvar for politiets ageren eller for, at der eterfølgende blev af-

givet urigtige, vildledende eller ufyldestgørende oplysninger over for Retsudvalget i

forbindelse med de kinesiske besøg i 2012 og 2013, gjort gældende over for ansatte i

Udenrigsministeriet.

4.3.2 Hofmarskallatet

Hofmarskallatet havde en central rolle i planlægningen af besøget i 2012. Herunder

havde Hofmarskallatet ansvaret for afviklingen af planlægningsmøder med deltagel-

se af repræsentanter for Udenrigsministeriet, Statsministeriet og PET og i visse til-

fælde også den kinesiske delegation og Københavns Politi. Hofmarskallatet sikrede

i den forbindelse, at der blev taget noter, og at disse og korrespondance vedrørende

planlægningen og møderne blev bevaret på arkiv.

Kommissionen har i afsnit 3.1.3.3 lagt til grund, at ingen ansatte i Hofmarskallatet

fremsatte opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende over for Køben-

havns Politi.

Kommissionen har endvidere lagt til grund, at ingen i Hofmarskallatet har været vi-

dende om den generelle ordre eller de konkrete ordrer om at skærme demonstrati-

oner under besøget i 2012.

Det er endvidere i afsnit 3.1.4.14 vurderet, at der ikke er grundlag for at antage, at no-

gen i Hofmarskallatet har været vidende om, at der blev afgivet urigtige, vildledende

eller ufyldestgørende oplysninger til Folketingets Retsudvalg.

Kommissionen inder, at der ikke er grundlag for at søge et disciplinært ansvar gjort

gældende over for ansatte i Hofmarskallatet.

4.3.3 Justitsministeriet

Justitsministeriet deltog ikke i planlægningen af besøgene i 2012 og 2013, men udar-

bejdede de svar til Folketingets Retsudvalg, der blev afgivet eter besøgene.

Kommissionen har i afsnittene 3.1.4.14 og 3.2.4.8 lagt til grund, at ansatte i Justits-

ministeriet ikke har været vidende om, at der blev afgivet urigtige, vildledende eller

ufyldestgørende oplysninger til Retsudvalget, hverken i 2012 eller i 2013.

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

357

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.3

Kommissionen inder, at ministre og ansatte i Justitsministeriet som udgangspunkt

kunne forlade sig på, at indholdet af Rigspolitiets udtalelser, der i al væsentlighed

gengav indholdet af bidragene fra Københavns Politi, var korrekt.

Justitsministeriet indhentede generelt Københavns Politis godkendelse af udkast til

svar til Retsudvalget, herunder af det centrale svar på spørgsmål 877, hvoreter der

blev svaret benægtende på et spørgsmål, om politifolk havde modtaget instrukser,

der indebar begrænsning af ytrings- og forsamlingsfriheden.

Medarbejdere i Justitsministeriet stillede endvidere adskillige opklarende spørgsmål

til de besvarelser, som ministeriet modtog fra Rigspolitiet. Herudover drøtede kon-

torchef Carsten Madsen under en telefonsamtale ultimo juni 2013 med politidirektør

horkild Fogde muligheden for, at Københavns Politi gav en indrømmelse i forbin-

delse med, at der muligvis i visse tilfælde var ageret uhensigtsmæssigt af politifolk.

Kommissionen vurderer i den forbindelse, at den omstændighed, at der blandt an-

det i ofentligheden blev fremdraget forhold og oplysninger, der kunne give et vist

grundlag for at stille spørgsmål til indholdet af Københavns Politis udtalelser, ikke

kan føre til, at det kan bebrejdes ansatte i Justitsministeriet, at de ikke foranstaltede

en nærmere undersøgelse.

Kommissionen inder hereter, at der ikke er grundlag for at søge et disciplinært an-

svar gjort gældende over for ansatte i Justitsministeriet.

4.3.4 Statsministeriet

De primære funktioner i planlægningsfasen vedrørende besøget i 2012 blev forestået

af Udenrigsministeriet, men også ansatte i Statsministeriet deltog i planlægningsmø-

der og videregav oplysninger om de kinesiske bekymringer. Derimod deltog Statsmi-

nisteriet ikke i forberedelserne af besøget i 2013.

Kommissionen har i afsnittene 3.1.3.3 lagt til grund, at ingen ansatte i Statsministe-

riet fremsatte opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende over for Kø-

benhavns Politi.

Det er endvidere lagt til grund, at ingen ansatte i Statsministeriet var vidende om

den generelle ordre om at skærme demonstrationer eller de konkrete ordrer herom

under besøget i 2012.

Videre har kommissionen i afsnittene 3.1.4.14 og 3.2.4.8 vurderet, at der ikke er

grundlag for at antage, at nogen i Statsministeriet har været vidende om, at der blev

358

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

afgivet urigtige, vildledende eller ufyldestgørende oplysninger til Folketingets Rets-

udvalg.

Det er endvidere kommissionens vurdering, at det ikke kan bebrejdes ansatte i Stats-

ministeriet, at man ikke fandt anledning til at foranstalte nogen nærmere undersø-

gelse af politiets håndtering af besøgene og de afgivne svar til Folketinget herom.

Kommissionen inder hereter, at der ikke er grundlag for at søge et disciplinært an-

svar for politiets ageren eller for, at der eterfølgende blev afgivet urigtige, vildleden-

de eller ufyldestgørende oplysninger over for Retsudvalget i forbindelse med de ki-

nesiske besøg i 2012, gjort gældende over for ansatte i Statsministeriet.

4.3.5 Rigspolitiet

Rigspolitiets havde i forbindelse med besøgenes afvikling alene til opgave at drage

omsorg for, at Københavns Politi havde de fornødne ressourcer til at løte opgaverne

under besøget i 2012 og ses ikke at være inddraget i forberedelsen af besøget i 2013.

Kommissionen har i afsnittene 3.1.3.3 lagt til grund, at den overordnede ledelse i

Rigspolitiet ikke var inddraget i den detaljerede planlægning af operationen eller i

øvrigt var bekendt med den generelle ordre eller de konkrete ordrer i 2012, ligesom

det i afsnit 3.2.3.2 er lagt til grund, at Rigspolitiet ikke var bekendt med de konkrete

ordrer i 2013.

Kommissionen har i afsnit 3.1.1.5 lagt til grund, at vicepolitiinspektør Per Jensen læ-

ste operationsbefalingen i 2012, men kun til brug for vurderingen af ressourcebeho-

vet, og at politiassessor Birgitte Buch og chefpolitiinspektør Torben Mølgård Jensen

modtog operationsbefalingen fra vicepolitiinspektør Per Jensen, men ikke læste den

og derfor ikke var bekendt med ordren.

Kommissionen har videre i afsnit 3.1.3.3 lagt til grund, at vicepolitiinspektør Per Jen-

sen og politikommissær Jakob Kristensen ikke blev orienteret af vicepolitikommis-

sær Erik Jack Pedersen om brieingen i Gedestalden 12. juni 2012, og at de derfor

ikke var bekendt med ordren.

Vicepolitikommissær Erik Jack Pedersen, der havde kendskab til ordren, havde ikke

ledelsesbeføjelser i forhold til Københavns Politi og er derfor som ”menigt politiper-

sonale” ikke omfattet af kommissionens undersøgelse, jf. om afgrænsningen af kom-

missionens opgaver i afsnit 1.4.

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

359

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.3

I forbindelse med spørgsmål fra Retsudvalget modtog Rigspolitiets Direktions-

sekretariat både i 2012 og 2013 spørgsmålene fra Justitsministeriet, hvoreter Direkti-

onssekretariatet via Politiområdet rekvirerede og modtog udtalelser fra Københavns

Politi. Hverken i Politiområdet eller i Direktionssekretariatet blev der ved udarbej-

delse af Rigspolitiets egen udtalelse til Justitsministeriet foretaget indholdsmæssige

ændringer af nogen væsentlig betydning i forhold til indholdet af udtalelserne fra

Københavns Politi, hvilke udtalelser i ikke uvæsentligt omfang var urigtige, vildle-

dende eller ufyldestgørende.

Afdelingschef Troels Jensen udtalte sig i mailkorrespondancen den 30. juli 2013 kri-

tisk om Justitsministeriets anmodning om, at der blev besvaret supplerende spørgs-

mål om besøget i 2013, men kommissionen har ikke grundlag for at antage, at denne

holdning var udtryk for, at Rigspolitiet ønskede at undertrykke oplysninger over for

Justitsministeriet.

Uanset at sagsbehandlingen i Rigspolitiet delvis blev varetaget af medarbejdere, der

havde politifaglig indsigt, er det kommissionens vurdering, at Rigspolitiet som ud-

gangspunkt måtte kunne forlade sig på, at udtalelserne fra Københavns Politi, som

den myndighed, der havde udført handlingerne, var korrekte.

Kommissionen vurderer i den forbindelse, at den omstændighed, at der blandt an-

det i ofentligheden blev fremdraget forhold, der kunne give et vist grundlag for at

stille spørgsmål ved indholdet af Københavns Politis udtalelser, ikke kan føre til, at

det kan bebrejdes ansatte i Rigspolitiet, at de ikke foranstaltede en nærmere under-

søgelse.

Under disse omstændigheder inder kommissionen, at der ikke er grundlag for at

søge et disciplinært ansvar for politiets ageren eller for, at der eterfølgende blev af-

givet urigtige, vildledende eller ufyldestgørende oplysninger over for Folketingets

Retsudvalg i forbindelse med de kinesiske besøg i 2012 og 2013, gjort gældende over

for nogen af de nævnte personer eller andre ansatte i Rigspolitiet.

4.3.6 PET

Som det fremgår af afsnittene 3.1.1.1, 3.1.3.2, 3.2.1.1 og 3.2.3.1 var PET aktiv i planlæg-

ningen af besøgene i 2012 og 2013.

Medarbejderne i PET udarbejdede trusselsvurderinger og anbefalinger til Køben-

havns Politi, og de havde et tæt samarbejde med Udenrigsministeriet og Hofmar-

skallatet. PETmedarbejderne formidlede de modtagne informationer derfra og fra

repræsentanter fra den kinesiske ambassade videre til Københavns Politi, som de

360

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

var i løbende dialog med, herunder gennem deltagelse i stabsmøder, blandt andet i

trusselsvurderingerne for 2012 og 2013, der af lere erfarne politifolk er betegnet som

usædvanlige.

Det var under denne dialog, at der i hvert fald i forbindelse med besøget i 2012 for-

plantede sig en stemning om og et fokus på de kinesiske bekymringer for demon-

strationer og betydningen af, at besøget blev en succes.

Der var ikke direkte tale om en opfordring, henstilling eller instruks givet af PET,

men Københavns Politi agerede på grundlag af oplysningerne i PETs trusselsvurde-

ring, som blev lagt til grund.

Kommissionen har derfor lagt til grund, at denne stemning var medvirkende til, at

Københavns Politi udarbejdede retsstridige ordrer, herunder ordrer, der var klart

ulovlige, om politiets ageren over for demonstranter.

Som det er anført i afsnit 3.1.3.3 og afsnit 3.2.3.2 er der ikke i de for kommissionen

afgivne forklaringer fremkommet oplysninger om, at PETs øverste ledelse var invol-

veret i planlægningen af de kinesiske besøg i 2012 og 2013 eller havde en konkret vi-

den om, at Københavns Politi i 2012 handlede i henhold til en generel ordre og både

i 2012 og 2013 til dels handlede ud fra tilsvarende konkrete ordre om, at demonstran-

ter skulle skærmes.

For så vidt angår konsulent KF 0764 og kriminalassistent KF 0766, der var involve-

ret i forbindelse med besøget i 2012, og konsulent KF 0765, der var sikkerhedsko-

ordinator under besøget i 2013, bemærkes, at ingen af disse politifolk eter det, der

er oplyst for kommissionen, havde ledelsesfunktion, hvorfor de ikke er omfattet af

kommissionsundersøgelsen, jf. om afgrænsningen af ”menigt politipersonale” oven-

for i afsnit 1.4.

Kommissionen inder dog anledning til at bemærke, at det ikke af PET over for Kø-

benhavns Politi blev præciseret, at den gentagne videregivelse af oplysninger om

de kinesiske bekymringer ikke tilsigtede, at demonstranter ikke måtte være synlige.

Kommissionen inder endvidere anledning til at bemærke, at organisationen internt

i PET synes at indebære, at i hvert fald KF 0764, KF 0765 og KF 0766 handlede i vidt

omfang på egen hånd, også selv om der ikke forelå en konkret sikkerhedsmæssig ri-

siko, der kunne nødvendiggøre det. Det bemærkes i den forbindelse, at PETs trus-

selsvurderinger og anbefaling nok fremtrådte som underskrevet af KF 0764’s over-

ordnede, politiinspektør Jesper Grønbech, og KF 0765’s overordnede, politiinspektør

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

361

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.3

Ufe Stormly, men at det af dem og andre er forklaret, at det var praksis, at de to po-

litiinspektører ikke blev involveret i sådanne vurderinger og anbefalinger.

4.3.7 Københavns Politi

I Københavns Politi blev operationsbefalingen for 2012, der indeholdt en detaljeret

plan for politiets håndtering af besøget, udarbejdet uden medvirken eller tilsyn af

den operationelt ansvarliges overordnede eller jurister. Operationsbefalingen inde-

holdt en generel ordre, der som anført i afsnit 4.1.1 var klart ulovlig. Endvidere blev

der både i 2012 og i 2013 på gaden givet konkret ulovlige ordrer og ageret hereter.

Københavns Politi afgav desuden i en række tilfælde bidrag til besvarelse af spørgs-

mål fra Folketingets Retsudvalg, som indeholdt urigtige, vildledende eller ufyldest-

gørende oplysninger.

Grundlaget for indholdet af Københavns Politis bidrag til Rigspolitiet var i 2012 og

2013, som det fremgår af afsnittene 3.1.4.14 og 3.2.4.8, internt indhentede udtalelser,

der i ikke uvæsentligt omfang havde et urigtigt, vildledende eller ufyldestgørende

indhold, der var af væsentlig betydning for Retsudvalgets bedømmelse.

Det er kommissionens opfattelse, at man internt i Københavns Politi som udgangs-

punkt måtte kunne fæste lid til indholdet af de afgivne udtalelser fra de deltagende

politifolk uden at foretage en nærmere undersøgelse.

Kommissionen bemærker imidlertid, at der i den periode, som kommissionen har

undersøgt, blandt andet fra ofentligheden fremkom oplysninger, der kunne have gi-

vet Københavns Politi en vis anledning til nærmere at undersøge indholdet af de op-

rindeligt indhentede udtalelser. Dette gælder således den ofentlige omtale og kritik

af politiets ageren under og umiddelbart eter besøgene i 2012 og 2013, oplysninger-

ne om tibetanske lag på Station Amager i februar-marts 2013, indholdet af Køben-

havns Byrets dom af 18. februar 2014 og modtagelsen af videomateriale den 2. okto-

ber 2013 og 5. februar 2015.

Uanset dette iværksatte Københavns Politi først en nærmere undersøgelse af lyd-

ilernes indhold i sommeren 2015 eter at være blevet pålagt udlevering ved Østre

Landsrets editionskendelse af 29. april 2015. Københavns Politi orienterede heref-

ter Justitsministeriet, men udelod de meget væsentlige oplysninger i lydilerne om

forløbet omkring Golf-bilernes fremkørsel foran demonstrationen på Højbro Plads.

Derudover lykkedes det ikke Københavns Politi at identiicere de deltagende politi-

folk i Kongens Have før i februar 2015, selv om en sådan identiikation havde været

362

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

eterspurgt siden Københavns Byrets dom af 18. februar 2014. Det lykkedes desuden

kun at identiicere to af de tre deltagende politifolk.

Den vurdering af ansvar, som kommissionen skal foretage, er begrænset til enkelt-

personer, jf. kommissoriet og lov om undersøgelseskommissioner, der må bedøm-

mes individuelt. Det sker i de følgende afsnit.

4.3.8 Om ansvar for enkeltpersoner i Københavns Politi

Kommissionen har ovenfor konkluderet, at der ikke er grundlag for ansvar for en-

keltpersoner i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Statsministeriet, Hofmarskal-

latet, PET eller Rigspolitiet. I det følgende undersøges, om der er grundlag for an-

svar for enkeltpersoner i Københavns Politi i forbindelse med generelle og konkrete

ordrer, handlinger og svar til Folketingets Retsudvalg vedrørende de kinesiske besøg

i 2012 og 2013. Om ofentligt ansattes ansvar generelt henvises i det hele til afsnit 5.6.

4.3.8.1 ”Menigt politipersonale”

Eter kommissoriet har kommissionen ikke til opgave ”at undersøge og redegøre for,

hvad menigt politipersonale har foretaget sig ved konkrete episoder”, og kommissi-

onen har på denne baggrund vurderet, at undersøgelsens nedre afgrænsning er alle

indsatsledere, delingsførere og gruppeførere, jf. afsnit 1.4.

4.3.8.2 Personer med overordnet strategisk og operationelt ansvar

Som omtalt i afsnit 3.1.2 blev den overordnede politimæssige ledelse under besøget

i 2012, herunder ansvaret for den strategiske planlægning af politiets ageren, vareta-

get af politiinspektør Mogens Norup Lauridsen, mens det operationelle ansvar for

politiets ageren henhørte under vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen. Som koor-

dinerende indsatsleder var udpeget politikommissær Andrew Jerome Henrik Oryé.

Under besøget i 2013 havde politiinspektør Mogens Norup Lauridsen samme funkti-

on som under besøget i 2012, mens det operationelle ansvar for politiets ageren hen-

hørte under vicepolitiinspektør Kim Lykke Østergaard. Der var ikke udpeget en ko-

ordinerende indsatsleder. Der henvises herom til afsnit 3.2.2.

Om politiinspektør Mogens Norup Lauridsen

Kommissionen har i afsnit 3.1.1.5 lagt til grund, at Mogens Norup Lauridsen via Be-

redskabsportalen havde mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af opera-

tionsbefalingen og de taktiske befalinger for besøget i 2012, men at han ikke var be-

kendt med den generelle forholdsordre over for demonstranter. Det er videre lagt til

grund, at han ikke var involveret i de bidrag, der blev afgivet til brug for svar til Fol-

ketingets Retsudvalg.

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

363

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.3

Kommissionen har som anført i afsnit 3.2.4.8 desuden lagt til grund, at Mogens

Norup Lauridsen heller ikke var involveret i bidrag til brug for svar til Retsudvalget

vedrørende besøget i 2013, og at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, han

var bekendt med, at svarene til Retsudvalget vedrørende besøget i 2013 indeholdt

urigtige oplysninger, om end han havde adgang til den taktiske befaling for politiak-

tion 08-01, Eskorte, via Beredskabsportalen.

Kommissionen bemærker dog, at Mogens Norup Lauridsen havde det overordnede

strategiske ansvar for politiets ageren under besøgene i 2012 og 2013, hvor politiet i

en række tilfælde retsstridigt og i visse tilfælde klart ulovligt hindrede demonstran-

ter i at udtrykke deres holdninger. Mogens Norup Lauridsen delegerede det opera-

tionelle ansvar til henholdsvis Claus Hjelm Olsen og Kim Lykke Østergaard, men

fulgte ikke op på, om den valgte strategi blev eterlevet i den operationelle planlæg-

ning og ageren.

Kommissionen inder det kritisabelt, at Mogens Norup Lauridsen ikke eter henven-

delser vedrørende politiets håndtering af besøgene i 2012 og 2013 fandt anledning til

at gøre sig bekendt med indholdet af operationsbefalingen og de taktiske befalinger,

men der er eter kommissionens vurdering ikke heri et tilstrækkeligt grundlag for at

søge et disciplinært ansvar for politiets ageren eller for, at der eterfølgende blev afgi-

vet urigtige eller vildledende oplysninger over for Retsudvalget, gjort gældende over

for politiinspektør Mogens Norup Lauridsen.

Om vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen

Som det fremgår af afsnit 3.1.1.5, er det kommissionens bevismæssige vurdering, at

Claus Hjelm Olsen under besøget i 2012 som operationelt ansvarlig var ansvarlig for

og havde kendskab til operationsbefalingens indhold herunder den generelle ordre

om, at demonstranter ikke måtte være synlige for den kinesiske delegation. Kommis-

sionen har lagt til grund, at Claus Hjelm Olsen endvidere briefede indsatslederne og

personalet i KSN i overensstemmelse hermed.

Både den generelle ordre og de konkrete ordrer var i det omfang, som fremgår af af-

snit 4.1.1, klart ulovlige. På baggrund af Claus Hjelm Olsens forklaring for kommis-

sionen om, at ordren ville være ulovlig, hvis den skulle forstås således, at demon-

stranter ikke måtte være synlige, lægger kommissionen endvidere til grund, at han

var klar over, at ordren var ulovlig.

Navnlig Claus Hjelm Olsens udtalelse af 19. juni 2012, men også hans eterfølgende

udtalelse af 13. august 2012 indeholdt, som det fremgår af afsnit 3.1.4.14, urigtige og

vildledende oplysninger, ligesom det i udtalelserne blev fortiet, at der var afgivet en

generel ordre om, hvordan politiet skulle agere over for demonstranter. Udtalelser-

364

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

ne udgjorde en væsentlig del af grundlaget for de svar, der blev afgivet til Folketin-

gets Retsudvalg. Dette gælder såvel svarene afgivet i forbindelse med samrådet den

16. august 2012 som de eterfølgende svar, der i overensstemmelse med Claus Hjelm

Olsens udtalelser forudsatte, at der ikke i Københavns Politi var givet en generel or-

dre af den nævnte karakter.

Kommissionen har lagt til grund, jf. afsnit 3.1.4.14, at Claus Hjelm Olsen var vidende

om, at der i udtalelserne blev afgivet urigtige og vildledende oplysninger og fortiet

oplysninger af væsentlig betydning for Retsudvalgets bedømmelse.

Kommissionen lægger i overensstemmelse med Claus Hjelm Olsens egen forklaring

for kommissionen til grund, at han ved afgivelsen af udtalelsen den 19. juni 2012 var

vidende om, at den blev afgivet til brug for udarbejdelse af bidrag til svar til Retsud-

valget. Kommissionen inder det desuden ubetænkeligt at lægge til grund, at Claus

Hjelm Olsen ved afgivelsen af udtalelsen den 13. august 2012 havde en bestemt for-

modning om, at også denne udtalelse blev afgivet til brug for udarbejdelse af bidrag

til svar til Retsudvalget.

Der foreligger hereter eter kommissionens vurdering fornødent grundlag for at

søge et disciplinært ansvar eter tjenestemandslovens § 10 gjort gældende over for

vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, der er ansat på tjenestemandsvilkår.

Da der er forløbet mere end to år fra den dag, da en eventuelt strabar virksomhed

ophørte, må et eventuelt strafansvar anses for forældet, jf. strafelovens § 92 og § 94,

hvorfor kommissionen aholder sig fra en vurdering heraf.

Om vicepolitiinspektør Kim Lykke Østergaard

Som anført i afsnit 3.2.3.2 kan det lægges til grund, at der ved planlægningen af

2013-besøget var en opmærksomhed i Københavns Politi på, at der havde været pro-

blemer ved statsbesøget i 2012, og at der er oplysninger, der peger på, at kinesernes

bekymring over for demonstrationer også under planlægningen af besøget i 2013 var

et emne. Kommissionen har endvidere vurderet, at der hos en større eller mindre

gruppe i Københavns Politi var en forståelse om, at demonstranter skulle skærmes.

Der blev ikke i operationsbefalingen givet en generel ordre om, at demonstranter

ikke måtte være synlige for den kinesiske delegation, og kommissionen har lagt til

grund, at Kim Lykke Østergaard heller ikke mundtligt under sin brieing af indsats-

lederne gav en sådan generel ordre.

Den eneste skritlige forholdsordre herom er i den taktiske befaling for politiaktion

08-01, Eskorte, udarbejdet af vicepolitikommissær homas Tarpgaard. Kim Lykke

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

365

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.3

Østergaard modtog denne taktiske befaling eller havde i hvert fald på Beredskabs-

portalen lejlighed til at gøre sig bekendt med indholdet. I henhold til Kim Lykke

Østergaards egen forklaring for kommissionen burde han dengang have været op-

mærksom på indholdet, der var i uoverensstemmelse med hans forudgående brie-

ing af indsatslederne, men eter hans forklaring, som kommissionen, jf. det i afsnit

3.2.1.4 anførte har lagt til grund, var han det ikke.

Som anført i afsnittene 3.2.3.2 og 3.2.4.8 er det desuden kommissionens vurdering, at

Kim Lykke Østergaard hverken under besøget eller i forbindelse med de bidrag, der

eterfølgende blev afgivet til brug for svar til Folketingets Retsudvalg, havde en kon-

kret viden om, at der hos en større eller mindre gruppe politifolk, herunder enkelte

indsatsledere, var den forståelse, at demonstranter skulle skærmes.

Kommissionen bemærker dog, at det var Kim Lykke Østergaards ansvar som ope-

rationel leder, at alle indsatslederne var bekendt med strategien med hensyn til de-

monstranternes synlighed, hvilket viste sig ikke at være tilfældet ved enkelte af poli-

tiaktionerne. Kommissionen bemærker i denne forbindelse endvidere, at Kim Lykke

Østergaard eter kommissionens opfattelse burde have sat sig ind i indholdet af den

taktiske befaling for politiaktion 08-01, Eskorte, og i forlængelse heraf over for ind-

satslederen have præciseret den korrekte strategi over for demonstranter.

Det er kommissionens vurdering, at der ikke heri er et tilstrækkeligt grundlag for at

søge et disciplinært ansvar for politiets ageren eller for, at der eterfølgende blev af-

givet urigtige, vildledende eller ufyldestgørende oplysninger over for Retsudvalget,

gjort gældende over for vicepolitiinspektør Kim Lykke Østergaard.

4.3.8.3 Indsatslederne, delingsførerne og gruppeførerne

I det følgende behandles spørgsmålet om ansvar for indsatslederne, delingsførerne

og gruppeførerne.

Vedrørende besøget i 2012

Indsatslederne deltog forud for besøget i 2012 i den afsluttende brieing den 12. juni

2012 i Gedestalden, hvor operationsbefalingen nøje blev gennemgået. De var såle-

des alle nogle dage før besøget bekendt med den generelle ordre om at skærme de-

monstranter for den kinesiske delegation og havde derudover i vidt omfang sikret,

at den ramme, der var udstukket i operationsbefalingen, blev fyldt ud af de enkelte

taktiske befalinger.

Kommissionen har fundet, at ordren var klart ulovlig. Det betyder, at indsatslederne

ikke havde ret eller pligt til at følge ordren.

366

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

Der foreligger ikke for kommissionen mails eller andet skritligt materiale, hvor-

med indsatslederne i dagene op til statsbesøget tog afstand fra den generelle og klart

ulovlige ordre, og kommissionen må på baggrund af de samstemmende forklaringer

lægge til grund, at heller ingen af indsatslederne mundtligt sagde fra over for vice-

politiinspektør Claus Hjelm Olsen.

I øvrigt har indsatslederne samstemmende forklaret, at de forstod den generelle or-

dre således, at de skulle observere eter gule T-shirts, lag mv. og melde ind til KSN

om det, således at KSN kunne danne sig et indtryk og melde ud i forhold hertil. De

har også samstemmende forklaret, at de opfattede det som en sædvanlig situation,

og at de ikke erindrer, at der på vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsens brieing i Ge-

destalden den 12. juni 2012 blev givet særlig oplysning om, hvordan de skulle hånd-

tere antikinesiske demonstranter og deres synlighed, herunder lag og gule T-shirts.

De taktiske befalinger, der er udarbejdet af indsatslederne, indeholder alle en næ-

sten fuldstændig gengivelse af trusselsvurderingen. Derudover har indsatslederne

vicepolitikommissær Henrik Brix Søndergaard, vicepolitikommissær Mikkel Kild-

skov Brogaard, politiassistent Mark Larsen og politikommissær Gregers Juul Bigom

i deres taktiske befalinger tilføjet oplysninger, som yderligere understreger opmærk-

somheden på de kinesiske bekymringer, f. eks. under politiaktion 04-01, hvor det er

tilføjet, at det skal sikres, at ”evt. banner, demonstranter ikke kan ses fra eskorten”.

Imidlertid har indsatsleder, politiassistent Mark Larsen forklaret, at han ikke ville

briefe sine folk i henhold til denne ulovlige ordre, og kommissionen har kunnet kon-

statere, at nogle af indsatslederne, gruppeførerne og de menige politifolk i konkrete

situationer sagde fra over for den ulovlige ordre. Således har vicepolitikommissær

Henrik Brix Søndergaard f. eks. forklaret, at hans gruppeførere meldte retur, at lere

af folkene ikke ville udføre en konkret ordre i 2012 om at tage nogle lag ”i lagkage-

størrelse” fra folk, og at han ikke gjorde noget ved det. Ligeledes vedrørende 2012 har

politikommissær Gregers Juul Bigom forklaret, at han under et møde på Christians-

borg måtte sætte en ”emsig kinesisk sikkerhedsvagt” på plads og forklare ham om de

danske regler om ytringsfrihed.

Kommissionen har lagt til grund, at der i 2012 blev foretaget retsstridige handlinger

på gaden under følgende politiaktioner:

Politiaktion 02-11, 04-01 og 07-07, 07-08 og 07-09 eter ordre fra KSNlederen, vice-

politiinspektør Claus Hjelm Olsen, via indsatslederne vicepolitikommissær Bjarke

Alberts, politikommissær Mikkel Kildskov Brogaard og politiassistent Mark Larsen

i form af jernelse af graiti.

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

367

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.3

Politiaktion 02-11 eter ordre fra den centrale indsatsleder, politikommissær Andrew

Jerome Henrik Oryé, via delingsfører Lars Guldborg Jørgensen og til politiassistent

Lise Zacho Møller, der var en del af føringselementet i Delta 11-02 under politiaktion

02-11, i form af bortvisningen af Jennifer Luna Pedersen fra Amalienborg Slotsplads.

Politiaktion 02-11 eter ordre fra KSNleder, vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen,

via indsatslederen, vicepolitikommissær Bjarke Alberts vedrørende undersøgelse af

parkerede biler i Amaliegade for skjulte personer/bannere.

Ved Nordre Toldbod blev en person i 2012 frataget banner og lag under politiakti-

on 07-07, 07-08 og 07-09 eter ordre fra KSN, der var under ledelse af vicepolitiin-

spektør Claus Hjelm Olsen, og formentlig til indsatslederen og videre til gruppen,

formentlig til delingsføreren og gruppeføreren. Ordregivningen vedrørende denne

episode er dog forbundet med så stor bevisusikkerhed, at kommissionen ikke inder

grundlag for at udtale sig om et eventuelt ansvar i forbindelse hermed.

I Kongens Have/Rosenborg Slot under politiaktion 04-01, blev en person i 2012 på-

lagt at lægge sit lag ned eter ordre om, at laget ikke måtte være synligt. Ordren

kom fra Lima 1, central indsatsleder, politikommissær Andrew Jerome Henrik Oryé,

på baggrund af melding fra KSN, der var under ledelse af KSNleder, vicepolitiin-

spektør Claus Hjelm Olsen, og videre til gruppeføreren, politiassistent Pelle Lykke

Nielsen og gennem ham videre til gruppen.

Konkret blev yderligere personer i 2012 frataget lag og bortvist under politiakti-

on 02-11 ved Christiansborg Slotsplads eter ordre fra KSNleder, vicepolitiinspektør

Claus Hjelm Olsen og central indsatsleder, politikommissær Andrew Jerome Henrik

Oryé til indsatslederen, vicepolitikommissær Henrik Brix Søndergaard og videre til

gruppeføreren, politiassistent Søren Norlander. En yderligere ordre fra politikom-

missær Andrew Jerome Henrik Oryé til vicepolitikommissær Henrik Brix Sønder-

gaard og videre til gruppen om fratagelse af nogle lag ”i lagkagestørrelse” blev ikke

udført, og vicepolitikommissær Henrik Brix Søndergaard gjorde ikke noget i den

anledning.

Endelig blev der i 2012 på Højbro Plads under politiaktion 02-01, givet forhånds-

ordre fra vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og central indsatsleder, politikom-

missær Andrew Jerome Henrik Oryé til delingsfører Peter Mikael Spanggaard om at

køre ire Golf-biler ind foran demonstrationen, når kortegen ankom. Delingsføreren

gav imidlertid ordre om fremkørsel forud herfor eter at have modtaget en melding

fra en polititjenestemand i hans gruppe om, at demonstranterne rykkede frem.

368

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

Ganske som den generelle ordre indeholdt i blandt andet operationsbefalingen for

2012 inder kommissionen, at eterfølgende konkrete ordrer om skærmning af de-

monstranter og fratagelse af lag var klart ulovlige. Modtagerne af såvel den generelle

ordre som disse eterfølgende ordrer var således hverken forpligtede eller berettige-

de til at følge ordrerne.

Ordrernes klare ulovlighed er imidlertid ikke ensbetydende med et tjenstligt ansvar

for de omhandlede indsatsledere, delingsførere og gruppeførere. Nok har de hand-

let pligtstridigt ved at handle i overensstemmelse med klart ulovlige ordrer, men et

tjenstligt ansvar herfor er eter praksis betinget af, at de pligtstridige handlinger var

af en vis grovhed og kunne tilregnes den enkelte som forsætlige eller uagtsomme.

Vurderingen af, om der foreligger en ansvarspådragende tjenesteforseelse, foretages

i praksis som en helhedsbedømmelse på grundlag af samtlige foreliggende omstæn-

digheder. Der henvises herom til afsnit 5.8.1 og 5.8.2.

Ved vurderingen af de konkrete ordrer og handlinger under statsbesøget i 2012 har

kommissionen tillagt det betydning, at de blev givet eller tiltrådt af KSN, der var

ledet af vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, som eter mange indsatslederes og

andres forklaringer formodedes at have det fornødne sikkerhedsmæssige overblik.

Kommissionen har endvidere tillagt det betydning, at indsatsledernes, delingsfører-

nes og gruppeførernes handlinger er indgået som dele af en større politiaktion, hvor

de øvrige dele kan henføres til almindeligt politiarbejde.

Kommissionen har endelig lagt vægt på den viden, de pågældende indsatsledere, de-

lingsførere og gruppeførere må forventes at have hat om indholdet og forståelsen af

de relevante retsregler, herunder grundloven, EMRK og politiloven.

Eter en samlet vurdering inder kommissionen hereter, at de pligtstridige handlin-

ger ikke har en sådan grovhed, at kommissionen kan udtale, at der er grundlag for

at søge et disciplinært ansvar for politiets ageren gjort gældende over for nogen af

de personer, der var indsatsledere, delingsførere eller gruppeførere under besøget i

2012, bortset fra politikommissær Andrew Jerome Henrik Oryé, jf. nedenfor.

Ingen af indsatslederne bortset fra politikommissær Andrew Jerome Henrik Oryé,

jf. nedenfor, har afgivet udtalelser til brug for bidrag til svar til Folketingets Rets-

udvalg vedrørende besøget i 2012. Der er derfor heller ikke grundlag for at søge et

disciplinært ansvar for, at der eterfølgende blev afgivet urigtige, vildledende eller

ufyldestgørende oplysninger over for Retsudvalget, gjort gældende over for nogen

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

369

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.3

af de personer, der var indsatsledere, delingsførere eller gruppeførere under besøget

i 2012.

Særligt om indsatsleder, politikommissær Andrew Jerome Henrik Oryé

Politikommissær Andrew Jerome Henrik Oryé var indsatsleder for politiaktion 02-

01, Operationel reserve, der i henhold til operationsbefalingen blandt andet havde til

opgave at koordinere politiaktionerne 02-11, Mobil bevogtning/Bevogtningsreserve,

og 04-01 Opklaring/sektorpatruljering. Begge de sidstnævnte politiaktioner var cen-

trale i forbindelse med politiets ageren over for demonstranter og meningstilkendegi-

velser, hvorfor Andrew Jerome Henrik Oryé eter kommissionens opfattelse har hat

et overordnet operationelt ansvar.

Kommissionen har i afsnittene 3.1.1.5 og 3.1.2.2 lagt til grund, at Andrew Jerome

Henrik Oryé havde positiv viden om den generelle ordre om at skærme demon-

stranter, og at han selv gav ordren om at køre Golf-bilerne ind foran demonstratio-

nen på Højbro Plads ved kortegens ankomst, ligesom han selv eter at have kontak-

tet Claus Hjelm Olsen i KSN gav ordre om, at forskellige personer på Christiansborg

Slotsplads skulle fratages deres lag. Ordrerne havde til formål og bevirkede, at de-

monstranter blev forhindret i at være synlige for den kinesiske delegation, uanset at

demonstrationerne ikke udgjorde en sikkerhedsmæssig risiko.

Kommissionen har i afsnit 3.1.4.14 videre lagt til grund, at de svar, der blev afgivet til

Folketingets Retsudvalg i ikke uvæsentlig grad baserede sig på Andrew Jerome Hen-

rik Oryés udtalelse af 19. juni 2012, at udtalelsen indeholdt urigtige oplysninger, og

at Andrew Jerome Henrik Oryé var vidende herom og om, at udtalelsen blev afgivet

til brug for bidrag til Retsudvalget.

Det fremgår endvidere af afsnit 3.1.4.14, at kommissionen desuden har lagt til grund,

at politiassistent Lise Zacho Møller på anmodning af Andrew Jerome Henrik Oryé

i sin oprindelige udtalelse af 28. juni 2012 om visitationen af Jennifer Luna Pedersen

ved Den Lille Havfrue på Langelinie oplyste, at visitationen var sikkerhedsmæssigt

begrundet, hvilket ikke var korrekt.

Der foreligger hereter eter kommissionens vurdering fornødent grundlag for at

søge et disciplinært ansvar eter tjenestemandslovens § 10 gjort gældende over for

politikommissær Andrew Jerome Henrik Oryé, der er ansat på tjenestemandsvilkår.

Da der er forløbet mere end to år fra den dag, da den eventuelt strabare virksomhed

ophørte, må et eventuelt strafansvar anses for forældet, jf. strafelovens § 92 og § 94,

hvorfor kommissionen aholder sig fra en vurdering heraf.

370

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

Vedrørende besøget i 2013

Som anført i afsnit 3.2.3.2 kan det lægges til grund, at man ved planlægningen af

2013-besøget var opmærksom på, at der havde været problemer ved statsbesøget i

2012, og at der er oplysninger, der peger på, at kinesernes bekymring over for demon-

strationer også under planlægningen af besøget i 2013 var et emne. Kommissionen

har endvidere vurderet, at der hos en større eller mindre gruppe i Københavns Politi

har været den forståelse, at demonstranter skulle skærmes.

Kommissionen har i afsnittene 3.2.1.4 og 3.2.2.3 lagt til grund, at der under besøget

i 2013 ikke var afgivet en generel ordre om håndteringen af demonstranter, men at

der blev givet konkrete - og herunder klart ulovlige - ordrer og af politiet blev ageret

i overensstemmelse hermed i forbindelse med den kinesiske delegations besøg ved

Avedøreværket den 5. juni 2013 samt i Rigsdagsgården og på Amalienborg Slotsplads

den 6. juni 2013.

Indsatslederne, der var involveret i de pågældende politiaktioner, var vicepolitikom-

missær homas Tarpgaard (Politiaktion 08-01, Eskorte), vicepolitikommissær Bjar-

ke Alberts (Politiaktion 01-01, Demo/Bevogtningsreserve og 07-07, Amalienborg),

vicepolitikommissær Jens Per Yndgaard (Politiaktion 07-04 og 07-05, Avedørevær-

ket) og politikommissær Johnny Kjeld Pedersen (Politiaktion 07-06, Christians-

borg).

Kommissionens ansvarsvurderinger vedrører hereter alene disse ire indsatsledere.

Om vicepolitikommissærerne homas Tarpgaard, Bjarke Alberts og Jens Per Ynd-

gaard

Vicepolitikommissær homas Tarpgaard gav ordre om, at en demonstrant skulle

skærmes ved Avedøreværket, og vicepolitikommissær Bjarke Alberts gav ordre på

Amalienborg Slotsplads om, at en person skulle transporteres væk. Kommissionen

har i afsnit 3.2.2.3 lagt til grund, at disse ordrer ikke var begrundet i, at de pågældende

udgjorde en fare for den ofentlige orden eller enkeltpersoners sikkerhed.

Vicepolitikommissær homas Tarpgaard efektuerede i denne forbindelse sin egen

ordre i den taktiske befaling for politiaktion 08-01, Eskorte, hvoreter det blandt an-

det var opgaven at undgå, at demonstrationer og bannere på ruten kunne ses af den

kinesiske delegation.

Vicepolitikommissær Jens Per Yndgaard har eter drøtelse med personer fra Aved-

øreværket og ud fra en afvejning af politimæssige hensyn og hensynet til driten ud-

peget et demonstrationssted ved Vestporten cirka 500 m fra hovedporten ved Aved-

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

371

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.3

øreværket, men der er ikke det fornødne grundlag for at antage, at han herved afgav

en ordre, der var ulovlig.

Vicepolitikommissær Bjarke Alberts og vicepolitikommissær Jens Per Yndgaard af-

gav den 21. og 24. juni 2013 bidrag til svarene på Folketingets Retsudvalgs spørgsmål

956 og 895. Begge svar indeholdt urigtige, vildledende eller ufyldestgørende oplys-

ninger, herunder om, at politiets ageren over for demonstranter var sikkerhedsmæs-

sigt og færdselsmæssigt begrundet, men kommissionen har i afsnit 3.2.4.8 lagt til

grund, at der ikke var tale om afgivelse af bevidst urigtige oplysninger.

Kommissionen inder på samme vis som vedrørende besøget i 2012, at de pligtstri-

dige handlinger ikke har en sådan grovhed, at der er grundlag for, at søge et discipli-

nært ansvar gjort gældende over for vicepolitikommissær homas Tarpgaard, vice-

politikommissær Bjarke Alberts eller vicepolitikommissær Jens Per Yndgaard ved-

rørende politiets ageren, og for så vidt angår Bjarke Alberts og Jens Per Yndgaard

heller ikke vedrørende de eterfølgende urigtige, vildledende eller ufyldestgørende

oplysninger til Retsudvalget.

Om politikommissær Johnny Kjeld Pedersen

Kommissionen har, som det fremgår af afsnit 3.2.2.3, og eter de forklaringer, der er

afgivet for Den Uahængige Politiklagemyndighed af indsatsleder for politiaktion

07-06, Christiansborg, politikommissær Johnny Kjeld Pedersen og hans medarbej-

dere på dagen, herunder politiassistent Erik Kjeld Krogsgaard, lagt til grund, at po-

litikommissær Johnny Kjeld Pedersen ikke briefede særskilt om, hvordan der skulle

ageres over for demonstranter på Christiansborg den 6. juni 2013. Johnny Kjeld Pe-

tersen har om episoden i Rigsdagsgården for Den Uahængige Politiklagemyndighed

forklaret, at han nægtede at eterkomme PETs anmodning om at bortvise demon-

stranter fra Rigsdagsgården.

Politikommissær Johnny Kjeld Pedersen har den 31. juli 2013 udarbejdet et notat til

brug for bidrag til besvarelse af Folketingets Retsudvalgs spørgsmål 956. Kommissi-

onen har ikke vurderet, at notatet indeholder urigtige, vildledende eller ufyldestgø-

rende oplysninger, jf. afsnit 3.2.4.8.

Der er allerede af disse grunde ikke grundlag for, at søge et disciplinært ansvar for

politiets ageren eller for, at der eterfølgende blev afgivet urigtige, vildledende eller

ufyldestgørende oplysninger over for Retsudvalget, gjort gældende over for politi-

kommissær Johnny Kjeld Pedersen.

372

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

4.3.8.4 Den øverste ledelse

I forbindelse med besøget i 2012 bestod Københavns Politis øverste ledelse af poli-

tidirektør Johan Martini Reimann, chefpolitiinspektør Jørn Aabye Nielsen, chefan-

klager Carsten Egebjerg Christensen og vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller.

horkild Fogde aløste Johan Martini Reimann som politidirektør den 1. februar

2013. Torben Mølgård Jensen aløste Jørn Aabye Nielsen som chefpolitiinspektør den

1. marts 2013. Karin hostrup aløste Carsten Egebjerg Christensen som chefankla-

ger den 1. juni 2013. Anne Tønnes aløste Mogens Kjærgaard Møller som vicepoliti-

direktør den 1. september 2013. Endvidere fungerede Martha herkelsen som stabs-

chef/vicepolitidirektør frem til den 1. januar 2015.

Kommissionen har i afsnit 3.1.3.3 lagt til grund, at ingen i Københavns Politis øverste

ledelse var bekendt med indholdet af den generelle forholdsordre over for demon-

stranter under besøget i 2012 før den 30. september 2015, uanset at den øverste ledel-

se blandt andet gennem Beredskabsportalen havde hat adgang til operationsbefa-

lingen, hvori ordren stod.

Kommissionen har endvidere i afsnit 3.1.3.3 og afsnit 3.2.3.2 vedrørende både besøget

i 2012 og besøget i 2013 lagt til grund, at ingen i Københavns Politis øverste ledelse

ved opfordringer, henstillinger, instruktioner eller ordre medvirkede til eller var be-

kendt med de konkret afgivne ordrer.

Den øverste ledelse har således heller ikke hat nogen viden om, at der blev afgivet

urigtige, vildledende eller ufyldestgørende svar til Folketingets Retsudvalg.

I den forbindelse bemærkes særligt om politidirektør Johan Martini Reimann, at

kommissionen har lagt til grund, at han ikke generelt var involveret i forberedelsen

og afviklingen af besøget i 2012, og at telefonsamtalen den 12. juni 2012 med Jette

Nordam i øvrigt fandt sted eter brieingen i Gedestalden den 12. juni 2012, hvor ope-

rationsbefalingen, herunder afsnittet om, at demonstranter ikke måtte være synlige,

var blevet gennemgået.

Det er kommissionens vurdering, at den omstændighed, at der løbende indgik en

række oplysninger, der kunne give et vist grundlag for at stille spørgsmål ved indhol-

det af Københavns Politis udtalelser, ikke kan føre til, at det kan bebrejdes Køben-

havns Politis øverste ledelse, at man ikke fandt grund til at foranstalte en nærmere

undersøgelse.

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

373

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 4.3

Kommissionen inder hereter, at der ikke er grundlag for at søge et disciplinært

ansvar for politiets ageren eller for, at der eterfølgende blev afgivet urigtige, vildle-

dende eller ufyldestgørende oplysninger over for Retsudvalget i forbindelse med de

kinesiske besøg i 2012 og 2013, gjort gældende over for Københavns Politis øverste

ledelse.

4.3.8.5 Ansatte i Ledelsessekretariatet

Lise-Lotte le Maire var sekretariatschef i 2012, men fratrådte den 1. april 2013, og først

1. december 2013 blev stillingen besat af sekretariatschef Jesper Kofoed. Der er ikke

grundlag for at antage, at Lise-Lotte le Maire eller Jesper Kofoed havde viden om de

ulovlige ordrer, og om at en del af oplysningerne til Folketingets Retsudvalg var urig-

tige, vildledende eller ufyldestgørende.

Senioranklager Klaus Pedersen var i hele perioden 2012-2015 Københavns Politis

primære sagsbehandler på de bidrag, der blev afgivet til brug for svar til Folketin-

gets Retsudvalg. Han repræsenterede desuden Københavns Politi under byrettens

behandling af retssagen om frihedsberøvelser og lovligheden heraf, ligesom han bi-

stod Kammeradvokaten med og af denne løbende blev orienteret om den eterføl-

gende behandling af ankesagen i Østre Landsret.

Kommissionen har i afsnit 3.1.4.14 lagt til grund, at Klaus Pedersen i forbindelse med

retssagen om ulovlig frihedsberøvelse ik kendskab til og modtog operationsbefalin-

gen for besøget i 2012 den 4. marts 2013. Kommissionen har videre lagt til grund, at

han læste i operationsbefalingen, men ikke bemærkede den generelle forholdsordre

over for demonstranter. Kommissionen har yderligere lagt til grund, at han ikke blev

bekendt med ordren før 30. september 2015. Klaus Pedersen har således heller ikke

hat viden om, at der blev afgivet urigtige, vildledende eller ufyldestgørende oplys-

ninger til Retsudvalget vedrørende besøget i 2012.

Kommissionen har i afsnit 3.1.4.14 endvidere lagt til grund, at Klaus Pedersen ikke

var bekendt med, at der blev afgivet urigtige, vildledende eller ufyldestgørende op-

lysninger til Retsudvalget i forbindelse med besøget i 2013.

Klaus Pedersen arbejdede i perioder under et voldsomt arbejds- og tidspres, herun-

der blandt andet som eneste sagsbehandler i Ledelsessekretariatet i perioden 1. april

til 1. december 2013, hvor sekretariatschefstillingen ikke var besat. Klaus Pedersen

videresendte operationsbefalingen for besøget i 2012 blandt andre til Kammeradvo-

katen, og kommissionen har derfor lagt til grund, at han ikke har hat et ønske om at

skjule oplysningerne i operationsbefalingen.

374

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Retlige vurderinger

Kommissionen inder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at søge et discipli-

nært ansvar for, at der blev afgivet urigtige, vildledende eller ufyldestgørende op-

lysninger til Folketingets Retsudvalg, gjort gældende over for senioranklager Klaus

Pedersen.

Vurdering vedrørende ansatte i de enkelte myndigheder og Hofmarskallatet

375

Regelgrundlag

KAPITEL 5

Regelgrundlag

Kommissionen har i det foregående kapitel

4 foretaget en retlig vurdering af de bevi-

ser, kommissionen i kapitel 3 har fundet at kunne lægge til grund. Den retlige vurde-

ring er sket ud fra det retsgrundlag, som fremgår nedenfor. Fremstillingen i kapitel

5 består alene i en beskrivelse af det retsgrundlag, som er relevant for vurderingen af

de forhold, der er omfattet af kommissionens undersøgelse.

5.1

Ytringsfrihed

Ytringsfrihed er sammen med forsamlings- og foreningsfrihed en nødvendig og selv-

følgelig forudsætning for et demokrati. Beskyttelse af ytringsfrihed, foreningsfrihed

og forsamlingsfrihed indes navnlig i grundloven og også i Den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention (EMRK), der er gennemført i dansk ret.

5.1.1 Grundloven

Grundlovens § 77 lyder således:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrit og tale at ofentliggøre sine tanker, dog

under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan

ingensinde på ny indføres.”

Under henvisning til bestemmelsens ordlyd har der i den statsretlige litteratur været

sondret mellem såkaldt formel og såkaldt materiel ytringsfrihed.

Med formel ytringsfrihed tænkes på beskyttelse mod censur og andre forebyggende

forholdsregler. Begrebet ”censur” dækker enhver godkendelse forud for ofentliggø-

relsen fra en ofentlig myndighed af en ytrings indhold. ”Andre forebyggende for-

holdsregler” omfatter censurlignende foranstaltninger, der kan hindre eller forsinke

ofentliggørelsen af ytringer.

Ytringsfrihed

377

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.1

Uanset ordlyden i grundlovens § 77, 2. pkt., er det antaget i den statsretlige teori og

accepteret i retspraksis, at domstolene eter omstændighederne kan nedlægge foged-

forbud og foretage beslaglæggelse.

Beskyttelsen af den formelle ytringsfrihed indebærer ikke, at lovgivningsmagten er

afskåret fra at fastsætte regler for udøvelsen af ytringsfriheden for så vidt angår tid,

sted og måde. Sådanne regler må dog ikke reelt lægge hindringer i vejen for at ytre

sig, ligesom reglerne skal være neutrale i forhold til ytringernes indhold.

Under overskriten materiel ytringsfrihed behandles spørgsmålet, om grundlovens

§ 77 sætter grænser for, at der i retsordenen gøres ansvar gældende i anledning af

ofentliggjorte ytringer, f.eks. i form af straf. Bestemmelsens ordlyd henviser til ”an-

svar for domstolene”, og det har været almindeligt at slutte, at grundloven ikke i § 77

beskytter materiel ytringsfrihed.

Samtidig antages, at andre bestemmelser i grundloven end § 77 indeholder en be-

skyttelse af den materielle ytringsfrihed på det politiske og religiøse område. I for-

hold til politiske ytringer henvises til grundlovens § 13, der fastslår, at ministrene er

ansvarlige for regeringens førelse, og § 31, stk. 2, der fastsætter krav om sikring af en

ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser og anvendelse af forholdstalsvalg-

måde ved valg til Folketinget. Religiøse ytringer nyder beskyttelse eter grundlovens

§ 67.

Grundlovens beskyttelse af den materielle politiske og religiøse ytringsfrihed er ikke

absolut.

Eter grundlovens ordlyd medfører ytringsfrihedsbeskyttelsen, at man er berettiget

til ”

på tryk, i skrit og tale at ofentliggøre sine tanker

”. Formuleringen forstås ud fra for-

målet med grundlovens § 77 bredt,

og det smitter også af på beskyttelsen af den ma-

terielle politiske og religiøse ytringsfrihed. Således må det antages, at ytringer kan

være beklædningsgenstande med en åbenbar symbolværdi eller graiti, der udtryk-

ker en meningstilkendegivelse, og det kan også være fremvisning af lag mv.

Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, p. 341-344

Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, p. 344-345

Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, p. 352. Endvidere

Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer, 1973, p. 373-376, og Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret,

3. udgave ved Ole Espersen, bind 2, 1980, p. 724-730

378

Ytringsfrihed

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

5.1.2 EMRK

EMRK artikel 10 lyder således:

”Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og

frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding

fra ofentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhin-

drer ikke stater i at kræve, at radio-, jernsyns- eller ilmforetagender kun må

drives i henhold til bevilling.

Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan

den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller strafebe-

stemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk sam-

fund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller ofentlig

tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden el-

ler sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for

at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmag-

tens autoritet og upartiskhed.”

Beskyttelsen omfatter ”enhver”. Således er fysiske personer omfattet uanset statsbor-

gerskab eller opholdstilladelse, ligesom juridiske personer er omfattet, heriblandt

foreninger.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) udtalte i 1976,

at artikel 10

beskytter

”not only ”information” or ”ideas” that are favourably received or regarded as

inofensive or as a matter of indiference, but also … those that ofend, shock or

disturb the State or any sector of the population.”

Domstolen tilføjede:

“Such are the demands of that pluralism, tolerance and broadmindedness

without which there is no “democratic society”.”

Handyside mod Storbritannien, EMD 5493/72

Ytringsfrihed

379

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.1

Ytringer, der er af politisk karakter, eller som er rettet mod politiske enheder, ny-

der en særlig beskyttelse. I Lingens mod Østrig

udtalte EMD generelt om politiske

ytringer:

“More generally, freedom of political debate is at the very core of a democratic

society which prevails throughout the Convention.”

Domstolen anførte om ytringer rettet mod politikere:

”he limits of acceptable criticism are accordingly wider as regards a politician

as such than as regards a private individual. Unlike the latter, the former inevi-

tably and knowingly lays himself open to close scrutiny of his every word and

deed by both journalists and the public at large, and he must consequently dis-

play a greater degree of tolerance.”

Dette er gentaget og udviklet i en række senere domme.

Ytringsbegrebet

er i praksis deineret bredt og omfatter blandt andet symbolske ytrin-

ger og nonverbale udtryk, f.eks. i form af demonstrationer. EMD fastslog i Obersch-

lick mod Østrig,

at beskyttelsen i artikel 10

”protects not only the substance of the ideas and information expressed, but

also the form in which they are conveyed.”

I eterfølgende afgørelser har menneskerettighedsdomstolen fastholdt, at deltagelse i

demonstrationer nyder beskyttelse eter konventionens artikel 10, således Taranenko

mod Rusland.

Også beklædning og beklædningsgenstande kan udgøre ytringer, jf.

Den Europæiske Menneskerettighedskommission (EMK) i Stevens mod Det For-

enede Kongerige.

I Donaldson mod Det Forenede Kongerige

fandt EMD, at det var en politisk ytring

i artikel 10’s forstand, at en indsat i et fængsel iførte sig en påskelilje, der symboli-

EMD 9815/82

Se eksempelvis Oberschlick v. Austria (no. 1), EMD 11662/85, og Incal mod Tyrkiet, EMD 22678/93, Storkammeret sags-

nr. 41/1997/825/1031

EMD 11662/85

EMD 19554/05

EMK 11674/85

EMD 56975/09

380

Ytringsfrihed

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

serede støtte til faldne irske republikanere, og i Vajnai mod Ungarn

fandt EMD, at

det udgjorde en beskyttet ytring, at en politiker under en demonstration havde på-

ført sig en rød stjerne med den hensigt at symbolisere en international arbejderbe-

vægelse.

I sagen Fáber mod Ungarn

fastslog EMD, at en moddemonstrants fremvisning af et

historisk og symbolsk lag i nærheden af en demonstration var en ytring.

Ytringsfriheden eter stk. 1 er ikke en absolut rettighed.

Et indgreb i ytringsfriheden skal eter stk. 2 have lovhjemmel i national ret og være

rimeligt tilgængeligt og forudsigeligt.

Et indgreb skal være nødvendigt i et demo-

kratisk samfund af hensyn til et presserende samfundsmæssigt behov, eksempelvis

den ofentlige tryghed eller for at forebygge uorden. Der foretages en proportionali-

tetsafvejning, og det anerkendes i sammenhængen, at nationale myndigheder har en

skønsmargin. Indgreb i den politiske ytringsfrihed kræver særligt stærke grunde.

I den allerede nævnte sag Fáber mod Ungarn

udtalte EMD:

”For the Court, the display of a symbol associated with a political movement

or entity, like that of a lag, is capable of expressing identiication with ideas or

representing them and falls within the ambit of expression protected by Artic-

le 10 of the Convention. When the right to freedom of expression is exercised

in the context of political speech through the use of symbols, utmost care must

be observed in applying any restrictions, especially if the case involves symbols

which have multiple meanings. In this connection the Court emphasises that it

is only by a careful examination of the context…, that one can draw a meaning-

ful distinction between shocking and ofensive language which is protected by

Article 10 and that which forfeits its right to tolerance in a democratic society...”

I Colombani mod Frankrig fandt EMD,

at straf af journalister for angivelig for-

nærmelse af et fremmed statsoverhoved var en krænkelse af ytringsfriheden. I den

forbindelse anførte menneskerettighedsdomstolen:

EMD 33629/06

EMD 40721/08

Lorentzen m.l.: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 3. udgave, 2011, p. 820

Se f. eks. EMD-afgørelserne Wingrove mod det Forenede Kongerige, EMD 17419/90, Sürek (nr. 1) mod Tyrkiet, 26682/95

og Fedchenko (nr. 2) mod Rusland, 48195/06

EMD 40721/08

EMD 51279/99

Ytringsfrihed

381

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.1

“he Court notes that the efect of a prosecution under section 36 of the Act

of 29 July 1881 is to confer a special legal status on heads of State, shielding

them from criticism solely on account of their function or status, irrespective

of whether the criticism is warranted. hat, in its view, amounts to conferring

on foreign heads of State a special privilege that cannot be reconciled with mo-

dern practice and political conceptions. Whatever the obvious interest which

every State has in maintaining friendly relations based on trust with the leaders

of other States, such a privilege exceeds what is necessary for that objective to

be attained.”

Ytringsfriheden påberåbes undertiden sammen med andre bestemmelser, f.eks. art.

11, forenings- og forsamlingsfrihed.

5.1.3 Dansk praksis

I praksis har domstolene i fortolkning af dansk lovgivning de seneste årtier sikret en

beskyttelse af den materielle ytringsfrihed, der rækker ud over den grundlovsmæs-

sige beskyttelse og muligt også ud over beskyttelsen eter EMRK.

Domstolene har således foretaget en afvejning af på den ene side interessen i at sik-

re ytringsfriheden og på den anden side de hensyn, der eter pågældende lovgivning

kan begrunde indskrænkninger i ytringsfriheden. I denne afvejning indgår væsent-

ligheden af det emne, som ytringen vedrører, karakteren af det (mod)hensyn, der ef-

ter pågældende lovgivning kan tale for begrænsning af ytringsfriheden, og graden af

krænkelse af dette hensyn. Hensynet til ytringsfrihed tillægges i politiske spørgsmål

og andre emner af ofentlig interesse stor vægt i afvejningen.

En af de første domme, hvor den beskrevne afvejning blev foretaget, er U 1980.1037/2

H (den såkaldte Svineplakat-sag).

Senere praksis har i høj grad været påvirket af EMDs fortolkning af EMRK artikel

10. EMRK blev inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 285 af 29. april 1992 (med senere

ændringer).

Højesteret bemærkede således generelt i U 1997.259/2, at EMRK var blevet inkorpo-

reret i dansk ret, og at bestemmelserne i strafelovens §§ 267-269 således måtte

”læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i konventionens artikel 10”

med den følge, at

382

Ytringsfrihed

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

”[b]egrænsninger i ytringsfriheden – herunder i form af strafebestemmelser –

kan derfor kun ske i det omfang, de ”er nødvendige i et demokratisk samfund”. ”

Der kan endvidere henvises til U 1994.988 H (Svend Aukens have-sagen), hvor Hø-

jesteret blandt andet fastslog, at pressen med sin rolle som kontrol- og informations-

organ har en særligt vidtgående ytringsfrihed, i hvilken forbindelse der blev hen-

vist til menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 23. september 1994 i sagen Jersild

mod Danmark.

Der kan også henvises til U 2003.2044 H (Karen Sunds-sagen), hvor Højesteret fri-

fandt for injurier blandt andet med henvisning til, at den omstridte udtalelse var

”sket i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige anliggender.”

I den forbindelse fremhævede Højesteret, at det måtte antages, at et modsat resultat

ville være i strid med EMRK artikel 10, således som denne bestemmelse fortolkes af

EMD. Højesteret henviste til dom af 26. februar 2002 i sagen Unabhängige Initiative

Informationsvielfalt mod Østrig.

I U 2015.3106 H (den såkaldte Dragsdahl-sag) bekrætede Højesterets lertal, at straf-

felovens § 267 skal forstås i lyset af EMRK artikel 8 og 10. Højesterets lertal anvendte

kriterierne formuleret af EMD i Springer mod Tyskland.

5.2

Forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere

Ligesom beskyttelse af ytringsfriheden bidrager beskyttelse af forsamlingsfriheden

til, at borgerne kan fremkomme med meningstilkendegivelser. Således giver forsam-

lingsfriheden borgerne mulighed for at forsamle sig med henblik på at udtrykke fæl-

les holdninger. Sammen med beskyttelse af ytringsfriheden og foreningsfriheden bi-

drager beskyttelsen af forsamlingsfriheden til sikring af den demokratiske styreform.

5.2.1 Grundlovens § 79

Grundlovens beskyttelse af forsamlingsfriheden følger af grundlovens § 79, der ly-

der således:

EMD 15890/89

EMD 28525/95

EMD 39954/08

Forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere

383

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.2

”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Of-

fentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben

himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den ofentlige fred.”

En forsamling kan deineres som lere mennesker, der er samlet samtidigt på samme

sted med et fælles formål. En forsamling vil ote have en ledelse og følge en i forve-

jen lagt plan, men det antages i nyere statsretlig teori, at disse forhold næppe kan be-

tragtes som nødvendige betingelser for, at en forsamling er omfattet af beskyttelsen

i grundlovens § 79.

Forsamlinger, der tilkendegiver meninger om samfundsforhold, er utvivlsomt om-

fattet af grundlovens § 79.

Optog og andre demonstrationer, hvor deltagerne bevæger sig, må anses for omfat-

tet af grundlovsbeskyttelsen.

Grundloven§ 79 beskytter den såkaldte formelle forsamlingsfrihed, idet det fremgår

af bestemmelsen, at borgerne kan forsamle sig uden forudgående tilladelse, og den

såkaldte materielle forsamlingsfrihed, idet bestemmelsen udstyrer borgerne med en

ret til at forsamle sig.

Hverken den formelle eller materielle forsamlingsfrihed er absolut.

Det følger af grundlovens § 79, 2. pkt., at politiet har ret til at overvære ofentlige for-

samlinger, og af grundlovens § 79, 3. pkt., fremgår, at forsamlinger under åben him-

mel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den ofentlige fred.

Det antages, at en betingelse for at forbyde en forsamling under åben himmel eter

grundlovens § 79, 3. pkt., er, at den trussel fra forsamlingen, der gør et forbud aktu-

elt, skal rette sig mod vægtige almene interesser, mens fare for mindre forstyrrelser

af den ofentlige orden ikke kan begrunde et forbud eller opløsning.

Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3, 3. udgave, 2003, p. 123, Jens Elo Rytter: Individets grundlæggende rettigheder, 2.

udgave, 2016, p. 320-321, og Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2.

udgave, 2016, p. 376. Sammenhold Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer, 1973, p. 392-393, og

Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen, bind 2, 1980, p. 766

Bl.a. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen, bind 2, 1980, p. 769, Peter Germer, Statsforfatnings-

ret, 5. udgave, 2012, p. 408-409, og Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Stats-

ret, 2. udgave, 2016, p. 377

384

Forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

I betænkningen om politilovgivning,

hvis udkast til bestemmelser om indgriben

over for forsamlinger blandt andet blev lagt til grund for lov om politiets virksom-

hed § 7, stk. 4 og 5, siges, at grundlovens udtryk ”den ofentlige fred” indebærer, at

det er en betingelse for at nedlægge forbud, at

”der er tale om fare for krænkelser af almene interesser af betydelig værdi, dvs.

trusler mod borgernes liv eller velfærd, omfattende tingsødelæggelser, angreb

på ofentlige bygninger og kontorer eller på samfundsvigtige institutioner,

transportvæsen, telefon-, telegraf, radio- eller edb-anlæg, energiforsyningsvær-

ker, broer, havne, luthavne m.v.”

Det antages endvidere, at den fare, der skal afværges ved forbud, skal være af kon-

kret og nærliggende karakter, ligesom det er antaget, at forbud skal være nødvendigt

for at afværge faren.

Den fare, der kan begrunde et forbud eller opløsning, skal udgå fra forsamlingen

som sådan.

Hvis enkelte deltagere i forsamlingen optræder voldeligt eller lignende, må proble-

met søges løst ved, at disse uroelementer jernes fra forsamlingen. Tilsvarende gæl-

der det, at hvis tilskuere til en forsamling begynder at optræde voldeligt eller på lig-

nende farefremkaldende måde, må politiet sørge for, at disse paciiceres, og forsam-

lingen beskyttes, idet en opløsning af forsamlingen dog undtagelsesvis kan begrun-

des i nødretsbetragtninger.

Endvidere er det almindeligt antaget, at der eter omstændighederne kan gribes ind

over for en forsamling, når dette ikke sker for at modvirke forsamlingen som sådan

eller dens øjemed, men for at beskytte andre i retsordenen anerkendte ofentlige og

private interesser.

Vurderingen af, om et indgreb i den materielle forsamlingsfrihed er berettiget, beror

på en afvejning af på den ene side hensynet til sikring af forsamlingsfriheden og på

den anden side de modstående hensyn, der taler for at begrænse forsamlingsfrihe-

den. Forsamlingsfrihedens karakter af en grundlæggende politisk frihedsrettighed

Betænkning nr. 1410-2002 om politilovgivning, p. 55-56. Om politiloven henvises til afsnit 5.5.1 nedenfor

Bl.a. Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3, 3. udgave, 2003, p. 130-131

Jens Elo Rytter: Individets grundlæggende rettigheder, 2. udgave, 2016, p. 329, og Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk

Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, p. 380-381

Bl.a. Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen, Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, p. 381-382

Forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere

385

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.2

medfører, at hensynet til sikring af forsamlingsfriheden navnlig vedrørende politiske

og andre holdningsprægede manifestationer er udgangspunktet i denne afvejning,

og at der derfor skal være tungtvejende grunde til at begrænse forsamlingsfriheden.

Endvidere skal begrænsningen af forsamlingsfriheden være nødvendig for at tilgo-

dese de modstående hensyn.

I U 1999.1978 H (den såkaldte rockerlovsag) tog Højesteret stilling til, om lov om for-

bud mod ophold i bestemte ejendomme var i strid med beskyttelsen i grundlovens §

79. Loven giver under nærmere angivne betingelser politiet adgang til at forbyde en

person at opholde sig i en ejendom, der tjener som tilholdssted for en rockergruppe,

som den pågældende person tilhører eller har tilknytning til. Eter at have gengivet

grundlovens § 79 udtalte Højesteret generelt:

”Denne bestemmelse om forsamlingsfrihed er ligesom bestemmelserne om

ytringsfrihed i § 77 og foreningsfrihed i § 78 en nødvendig og selvfølgelig for-

udsætning for et demokrati. Af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger

at befordre meningstilkendegivelser sikrer bestemmelsen, at forsamlinger kan

aholdes uden forudgående tilladelse fra en ofentlig myndighed og ikke vilkår-

ligt kan forbydes. Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsæt-

tes regler, som - uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivel-

ser - begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væ-

sentlige interesser, herunder andres liv og velfærd. Sådanne begrænsninger må

dog ikke gå videre end, hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse, jf. her-

ved også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 11.”

Højesteret fandt eter en konkret vurdering, at loven om forbud mod ophold i be-

stemte ejendomme ikke var i strid med grundlovens § 79.

Bestemmelsen i grundlovens § 79 om, at borgerne har ret til at forsamle sig ”uden

forudgående tilladelse”, er ikke til hinder for, at der stilles krav om, at en forsamling

på forhånd skal anmeldes til politiet. Tilsidesættelse af sådanne krav kan sanktione-

res, men der kan ikke gribes ind over for forsamlingen af den grund, og forsamlin-

gen bliver heller ikke ulovlig af den grund.

Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3, 3. udgave, 2003, p. 130-131, Peter Germer, Statsforfatningsret, 5. udgave, 2012, p.

408-409, og Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, p.

381-382

Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, p. 378

386

Forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

5.2.2 EMRK artikel 11

EMRK artikel 11 lyder således:

”Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til forenings-

frihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte

sine interesser.

Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettighe-

der end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk

samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den ofentlige tryghed, for

at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden

eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Denne artikel skal ikke for-

hindre, at der pålægges medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller statsad-

ministrationen lovlige begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder.”

Ganske som ytringsfriheden gælder beskyttelsen ”enhver”, idet konventionen har sit

eget forsamlingsbegreb, jf. Tatár og Fáber mod Ungarn.

EMD udtalte generelt i Djavit An mod Tyrkiet,

”the right to freedom of assembly is a fundamental right in a democratic socie-

ty and, like the right to freedom of expression, is one of the foundations of such

a society.”

Bestemmelsen i artikel 11 er nært knyttet til og skal fortolkes i lyset af artikel 10 om

ytringsfrihed. I Ezelin mod Frankrig

udtalte EMD:

”he protection of personal opinions, secured by Article 10 …, is one of the ob-

jectives of freedom of peaceful assembly as enshrined in Article 11.”

En lignende formulering indes i Ouranio Toxo med lere mod Grækenland,

hvori

EMD udtalte:

EMD 26005/08 og 26160/08

EMD 20652/92

EMD 11800/85

EMD 74989/01

Forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere

387

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.2

”As the Court has oten reiterated, the protection of opinions and the freedom

to express them is one of the objectives of the freedom of association as enshri-

ned in Article 11.”

Bestemmelsens kerneområde er den bevidste, formålsbestemte forsamling af perso-

ner med henblik på at diskutere eller manifestere bestemte synspunkter. Bestemmel-

sen beskytter også demonstrationer, hvis budskaber irriterer eller vækker anstød, jf.

Plattform ”Ärzte fur das Leben” mod Østrig,

hvor EMD udtalte:

”A demonstration may annoy or give ofence to persons opposed to the ideas or

claims that it is seeking to promote.”

Forsamlingen kan som ytringsform antage forskellige former, f. eks. ved brug af lag

eller iførelse af særlig påklædning og farver, med henblik på at kommunikere et fæl-

les budskab.

Artikel 11 beskytter mod forudgående, samtidige og eterfølgende indgreb. Der kan

være tale om både fysiske og retlige hindringer, eksempelvis hvis staten kun tillader

en demonstration, på betingelse af, at deltagerne ikke benytter bannere og slogans.

Det er en betingelse for beskyttelsen, at forsamlingen er fredelig i sin fremfærd. En-

hver demonstration, der aholdes i det ofentlige rum, indebærer en vis forstyrrel-

se af dagligdagen. At en demonstration nødvendigvis indebærer en overtrædelse af

færdselslovgivningen, ordensreglementer og lignende, gør dog ikke i sig selv demon-

strationen ufredelig.

Statslige myndigheder kan i visse tilfælde have en positiv handlepligt til at sikre bor-

gerne den efektive virkning af forsamlingsfriheden.

EMD udtalte i 1988 i den allerede nævnte sag Plattform ”Ärzte für das Leben” mod

Østrig,

hvor en demonstration gentagne gange var blevet hindret af en moddemon-

stration:

EMD 10126/82

Peer Lorenzen m.l.: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 3. udgave, 2011, p. 878-879

Jon Kjølbro, ”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere”, 4. udgave, 2017, p. 1088

Caroline Lucas mod det Forenede Kongerige, EMD 39013/02

Djavit An mod Tyrkiet, EMD 20652/92

EMD 10126/82

388

Forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

”Genuine, efective freedom of peaceful assembly cannot, therefore, be reduced

to a mere duty on the part of the State not to interfere: … Article 11 … someti-

mes requires positive measures to be taken, even in the sphere of relations bet-

ween individuals, if need be.”

Positiv handlepligt for statslige myndigheder kan i visse tilfælde betyde, at der skal

stilles egnede områder til rådighed og foretages traikregulering for at sikre, at for-

samlingen ikke hindres, og at der er fri adgang til denne.

Omvendt garanterer bestemmelsen i artikel 11 i almindelighed ikke en ret til at op-

holde sig helt bestemte steder, eller hvor som helst forsamlingen måtte ønske det.

Dette er fastslået af EMK i Anderson med lere mod Storbritannien:

”he right to freedom of assembly is one of the foundations of a democratic

society and should not be interpreted restrictively ... he right is applicable to

private meetings and to meetings in public thoroughfares …, marches … and

sit-ins … here is, however, no indication in the above case-law that freedom of

assembly is intended to guarantee a right to pass and re-pass in public places, or

to assemble for purely social purposes anywhere one wishes.”

Beskyttelsen af forsamlingsfriheden eter artikel 11, stk. 1, er ikke en absolut rettig-

hed, men indgreb kan alene ske, såfremt betingelserne i stk. 2 er opfyldt, herunder

skal indgrebet være ”nødvendigt i et demokratisk samfund”.

I forhold til fredelige demonstrationer, der agiterer for et bestemt politisk budskab,

har de statslige myndigheder derudover kun et lille råderum.

Det er anerkendt, at der kan stilles krav om f.eks. anmeldelse af demonstrationer, jf.

EMK i Rassemblement Jurassien og Unité Jurassienne mod Schweiz.

I særlige til-

fælde kan det udgøre en overtrædelse, hvis en ikke-anmeldt demonstration hindres,

jf. Bukta og andre mod Ungarn:

”he Court reiterates that the subjection of public assemblies to a prior-autho-

risation procedure does not normally encroach upon the essence of the right

(see Rassemblement Jurassien and Unité Jurassienne v. Switzerland, no. 8191/78,

EMK 33689/96

Se EMD-afgørelserne Stankov and the United Macedonian Organisation Iliden mod Bulgarien, EMD 29221/95, Oya Ata-

man mod Tyrkiet, EMD 74552/01, og Bukta m.l. mod Ungarn, EMD 25691/04

EMK 8191/78

EMD 25691/04

Forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere

389

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.2

Commission decision of 10 October 1979, Decisions and Reports 17). However,

in the circumstances of the present case, the failure to inform the public sui-

ciently in advance of the Prime Minister’s intention to attend the reception let

the applicants with the option of either foregoing their right to peaceful assem-

bly altogether, or of exercising it in deiance of the administrative requirements.

In the Court’s view, in special circumstances when an immediate response, in

the form of a demonstration, to a political event might be justiied, a decision to

disband the ensuing, peaceful assembly solely because of the absence of the re-

quisite prior notice, without any illegal conduct by the participants, amounts to

a disproportionate restriction on freedom of peaceful assembly.”

Hvorvidt en begrænsning i muligheden for at opholde sig på bestemte steder er i

strid med artikel 11, skal vurderes eter, om denne begrænsning er proportional.

EMD har fastslået, at begrænsninger i form af dato, tidspunkt og adfærd skal kun-

ne retfærdiggøres i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, jf. Primov m.l. mod

Rusland:

”In the Court’s opinion, even though a park is, a priori, a “public space” suitable

for mass gatherings, its size is a relevant consideration, since overcrowding du-

ring a public event is fraught with danger. It is not uncommon for State authori-

ties in various countries to impose restrictions on the location, date, time, form

or manner of conduct of a planned public gathering (see Berladir and Others,

cited above, § 54). he Court is therefore prepared to accept that such restricti-

ons, in principle, pursue a legitimate aim. Furthermore, it is not disputed that

the domestic law permitted the authorities to regulate the manner, timing and

location of public events, depending on the characteristics of the speciic area

at issue.

hat being said, the Court does not consider that the size of the park was sui-

cient reason for a total ban on the demonstration. he situation in the present

case is comparable to that in the case of Barankevich v. Russia (no. 10519/03, §

33, 26 July 2007), where the Court found that “instead of considering measures

which could have allowed the ... assembly to proceed peacefully, the authoriti-

es imposed a ban on it. hey resorted to the most radical measure denying the

applicant the possibility of exercising his rights to freedom of ... assembly”. he

Court considers that in the present case it was the authorities’ duty to relect on

Eksempelvis Milan Rai, Gill Almond and ”Negotiate Now” mod Storbritannien, EMK 25522/94

EMD 17391/06

390

Forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

the possible alternative solutions and propose another venue to the organisers.

However, the head of the district administration decided to take the “most ra-

dical measure”. hus, a fair balance between the legitimate aim and the means

for attaining it was not attained.”

Myndighederne har således en pligt til så vidt muligt at foretage foranstaltninger, der

gør det muligt at gennemføre demonstrationen.

5.2.3 Dansk praksis

Beskyttelsen af forsamlingsfriheden har fundet udtryk i dansk retspraksis, såle-

des som det navnlig fremgår af den ovenfor i afsnit 5.2.1 omtalte højesteretsdom U

1999.1978 H (den såkaldte rockerlovsag).

Et andet nyere eksempel fra dansk retspraksis er U 2012.1439 Ø, hvor landsretten

vurderede, at tilbageholdelsen af 44 demonstranter på Østerbro den 13. december

2009 under COP 15 kunne være en krænkelse af beskyttelsen i EMRK artikel 11, men

fandt, at der forelå konkrete, sikkerhedsmæssige omstændigheder.

5.3

Særligt om beskyttelse af statsrepræsentanters værdighed

5.3.1 Folkeret

Det er fast antaget i folkeretten, at udenlandske regeringschefer, statsoverhoveder og

udenrigsministre nyder immunitet og tillige i deres embedsperiode er ukrænkeli-

ge.

Det samme gælder udenlandske diplomater, hvorom der foreligger en nærme-

re regulering i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, jf. lov nr. 252 af

18. juni 1968.

Der er i sin kerne tale om en beskyttelse af udenlandske repræsentanter mod tvangs-

midler i værtsstaten.

Arrest Warrant of 11 April 2000 (Den Demokratiske Republik Congo v. Belgien), afgørelse, I.C.J. Reports 2002, p. 3, præ-

mis 51-55. Se også Ole Spiermann, Moderne folkeret, 3. udgave, 2006, p. 308-312 og 318-324

Certain Questions of Mutual Assistance in Criminal Matters (Djibouti v. France), Judgment, I.C.J. Reports 2008, p. 177,

præmis 170, samt Arrest Warrant of 11 April 2000 (Democratic Republic of the Congo v. Belgium), Judgment, I.C.J. Re-

ports 2002, p. 3, præmis 51-54

Særligt om beskyttelse af statsrepræsentanters værdighed

391

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.3

Ukrænkelighed går i nogen grad hånd i hånd med beskyttelse af personens værdig-

hed.

I forhold til diplomater fastsætter artikel 22, stk. 1, i Wienerkonventionen, at repræ-

sentationens område er ukrænkeligt, og hertil knyttes i stk. 2 følgende bestemmelse:

”Modtagerstaten har en særlig pligt til at træfe enhver passende foranstaltning

til beskyttelse af repræsentationens område mod enhver indtrængen eller be-

skadigelse og til at forhindre enhver forstyrrelse af ro og orden på repræsentati-

onens område eller krænkelse af dens værdighed.”

Artikel 29 om diplomaters person lyder:

”En diplomatisk repræsentants person er ukrænkelig. Han skal ikke kunne un-

derkastes nogen form for anholdelse eller tilbageholdelse. Modtagerstaten skal

behandle ham med skyldig respekt og skal træfe enhver rimelig forholdsregel

for at forhindre ethvert angreb på hans person, frihed og værdighed.”

Artikel 29 i konventionen om særlige missioner er tilsvarende.

I sagen Djibouti mod Frankrig

anførte Den Internationale Domstol:

”he court recalls that the rule of customary international law relected in Ar-

ticle 29 of the Vienna Convention on Diplomatic Relations, while addressed to

diplomatic agents, is necessarily applicable to Heads of State. …

his provision translates into positive obligations for the receiving State as re-

gards the actions of its own authorities, and into obligations of prevention as re-

gards possible acts by individuals. In particular, it imposes on receiving States

the obligation to protect the honour and dignity of Heads of State, in connecti-

on with their inviolability.”

Domstolen tilføjede, at såfremt den kunne godtgøres, at franske myndigheder hav-

de lækket indkaldelsen af et fremmed statsoverhoved som vidne, ville det udgøre et

brud på Frankrigs internationale forpligtelser.

FN’s Konventionen om Særlige Missioner, 8. december 1969; ikke tiltrådt af Danmark

Certain Questions of Mutual Assistance in Criminal Matters (Djibouti v. France), Judgment, I.C.J. Reports 2008, p. 177,

præmis 174

392

Særligt om beskyttelse af statsrepræsentanters værdighed

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

Beskyttelsen af værdighed har historisk været stærkere, når der var tale om beskyt-

telse over for fremmede stater og deres ofentligt ansatte, end når der var tale om be-

skyttelse over for de fremmede staters borgere. Dertil kommer, at beskyttelsen over

tid er blevet indskrænket og tilpasset ikke mindst udviklingen af den internationale

beskyttelse af menneskerettigheder, jf. herved også artikel 10 og 11 i EMRK.

Tilbage i en folkeretsfremstilling redigeret af Max Sørensen i 1968

stod:

”While the law is far from settled, there is some authority under international

law that a visiting Head of State or of Government is to be given special protec-

tion against libel and slander. his is a sensitive issue because libel and slander

inevitably raise the diicult question of where the right of free speech and free

press, now including radio and television, extends beyond rightful criticism of

governments and public oicials. Provided special protection would encoun-

ter serious obstacles in common law countries in view of the attitude of their

courts toward libel and slander actions. Nevertheless, it may be argued that

protection against libel and slander at least during an oicial visit is part of the

special protection owed to a foreign Head of State or of Government. While the

Soviet Criminal Code (Art. 58) extends protection only to socialist states, an

authoritative source states, “During visitis abroad a Head of State is protected

against verbal and written insult. he non-observance of this condition is con-

sidered

a gross infringement of International Law

” (Soviet Textbook of Interna-

tional Law, p. 289 …). Whether international law in the interest of a better in-

ternational atmosphere ought to extend this protection to heads of states or of

governments is a more controversial issue.”

I en central folkeretsfremstilling

står i seneste udgave fra 1992:

”But while a government of a state, its organs, and its servants are bound in this

matter by duties of respect and restraint, it is doubtful whether, apart from ob-

ligations in such matters as the protection of diplomatic and consular property,

a state is bound to prevent its subjects from committing acts which violate the

dignity of foreign states, and so punish them for acts of that kind which it was

unable to prevent. here is, of course, nothing to prevent a state from enacting

legislation calculated to ensure respect for the dignity of other states, and many

have done so.”

Max Sørensen (red.), Manual of Public International Law (1968), p. 390, (kapitel skrevet af Francis Deák)

”Oppenheim’s International Law”, 9. udgave ved Sir Robert Jennings og Sir Arthur Watts, 1992, p. 379-380

Særligt om beskyttelse af statsrepræsentanters værdighed

393

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.3

Sidste sætning skal læses i sammenhæng med det følgende afsnit:

“Mere criticism of policy, judgment concerning the past attitude of states and

their rulers, or utterances of moral indignation condemning immoral acts of

foreign governments and their Heads of State, need neither be suppressed nor

punished.”

Den ene af redaktørerne af fremstillingen, Arthur Watts, har i 2010 i en artikel om

”Heads of State”

skrevet:

”Formerly the publication of ofensive material about a foreign Head of State,

or insulting conduct directed against a foreign Head of State, was treated as a

violation of his dignity and as such an international wrong. But State prac-tice

has become more tolerant of such conduct and pays less regard to such ab-

stract notions as dignity, and the proscription of conduct inconsistent with a

Head of State’s dignity has now to be balanced against the public’s entitlement

to freedom of expression.”

Der er ikke i dag i folkeretten støtte for, at den ukrænkelighed, der tilkommer frem-

mede stater og deres oicielle repræsentanter, nødvendiggør forbud mod ytringer

f.eks. foran en ambassadebygning eller uden for det hotel, hvor et fremmed stats-

overhoved eller regeringsmedlem bor under et oicielt besøg.

Da den kinesiske præsident Jiang Zemin i 1999 besøgte Storbritannien, blev han af-

skærmet fra protibetanske demonstranter af politiets køretøjer, og politiet fratog de-

monstranterne lag og bannere. Under et retligt eterspil anerkendte britisk politi, at

adfærden havde været ulovlig, idet den ikke havde hat andre formål end at skærme

den kinesiske præsident.

I en anden sag har britiske domstole fundet, at Sultanen af Brunei ikke kunne kræve

henvisninger til ham anonymiseret i en sag anlagt af hans tidligere hustru angående

påstået svindel udført mod hende af en ”spåkone”.

Sir Arthur Watts, ”Heads of State”, Max Planck Encyclopedia of Public International Law, oktober 2010, tilgængelig på:

http://opil.ouplaw.com/view/10.1093/law:epil/9780199231690/law-9780199231690-e1418?prd=EPIL

R v Commissioner of the Police for the Metropolis, CO/129/2000 og hertil omtalen hos Eileen Denza, “Commentary on

the Vienna Convention on Diplomatic Rights”, 4. udgave, 2016, p. 144

Aziz v. Aziz, intervention fra Sultanen af Brunei, 2007, EWCA Civ 712

394

Særligt om beskyttelse af statsrepræsentanters værdighed

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

5.3.2 Dansk ret

Afvejningen af navnlig forsamlingsfriheden over for fremmede staters og deres of-

icielle repræsentationers ukrænkelighed og værdighed har været behandlet i dansk

ret i forskellige sammenhænge.

Eter politilovens § 7, stk. 1, har politiet til opgave at beskytte borgernes ret til at for-

samle sig. Det er i lovbemærkningerne til bestemmelsen fra 2003 lagt til grund, at

demonstrationsfriheden også gælder i forhold til demonstrationer foran ambassader

mv. I lovbemærkningerne

siges:

”Bestemmelsen i § 7 bygger på de principper og den praksis, som inden for

rammerne af grundlovens § 79 har udviklet sig med hensyn til beskyttelse af

forsamlingsfriheden. Bestemmelsen skal således forstås og administreres i over-

ensstemmelse med disse principper mv.

§ 7, stk. 1, fastslår, at politiet har til opgave at beskytte borgernes ret til at for-

samle sig. Bestemmelsen er en hensigtserklæring, og det understreges hermed,

at politiet i dets virksomhed skal værne om den grundlovssikrede forsamlings-

frihed. Politiet skal endvidere i forbindelse med iværksættelse af indgreb over

for en forsamling tage hensyn til forsamlingsfriheden. Hvis politiet f.eks. forud

for en demonstration mod en ambassade afspærrer et område for at holde de-

monstranterne i en vis afstand hertil, skal dette således ske under hensyntagen

til demonstrationens mulighed for at give sin mening til kende.”

Eksemplet viser, at lovgivningsmagten ikke har anset en ”mulighed for at give sin

mening til kende” under en demonstration for stridende mod den værdighed, som

er knyttet til en ambassade, jf. ovenfor under 5.3.1.

Grundlovsmæssigheden af begrænsninger af forsamlingsfriheden af hensyn til

fremmede staters og deres oicielle repræsentationers ukrænkelighed har tidligere

tiltrukket sig en vis opmærksomhed.

I U 1966.194 Ø idømte landsretten en demonstrationsleder en bøde for overtrædel-

se eter politivedtægten, idet deltagere i en demonstration foran den amerikanske

ambassade havde båret plakater med tekster, som byretten anså for anstødelige og

fornærmelige og egnet til at fremkalde forstyrrelse af den ofentlige orden. Endvide-

re traf retten beslutning om koniskation af de plakater, der var blevet beslaglagt af

LFF 2004-02-04 nr. 159

Særligt om beskyttelse af statsrepræsentanters værdighed

395

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.3

politiet under demonstrationen. Det fremgår af domsreferatet, at det muligvis var

atalt med demonstrationsledelsen, at plakater, som politiet fandt anstødelige, blev

udleveret eter henvendelse til demonstrationsledelsen.

I 1967 afviste justitsminister Knud Axel Nielsen et forslag om generelt at forbyde of-

fentlige demonstrationer ved udenlandske ambassader blandt andet med henvisning

til, at et forbud mod forsamlinger foran eller i nærheden af fremmede ambassader

ikke ville være grundlovsmæssigt.

Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, herunder artikel 22 og 29, blev

inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 252 af 18. juni 1968. I lovens motiver

anføres, at

modtagerstatens

”pligt til beskyttelse af repræsentationens område opfyldes i dansk praksis ved,

at politiet eter anmodning eller, såfremt politiske demonstrationer er nærlig-

gende, selv sørger for, at diplomatiske repræsentationer får den fornødne poli-

tibeskyttelse. Det samme gælder for beskyttelsen af vedkommende diplomaters

person, frihed og værdighed, jfr. nærmere under artikel 29.”

Under Folketingets forhandlinger

udtalte Per Federspiel, at konventionen

”fastslår også noget, som måske har været draget lidt i tvivl her i landet, nem-

lig at diplomatiske repræsentationer ikke alene skal beskyttes mod direkte for-

ulempelse, men at også deres værdighed skal beskyttes. Der har jo været en vis

tilbøjelighed til at drive udenrigspolitik ved hjælp af demonstrationer, og jeg

tror, det er rigtigt, at der fastsættes regler om dette. Jeg går ud fra, at justitsmini-

steren er enig i de bestemmelser, der på den måde vil indgå i lovgivningen, og

som måske vil ændre den fremgangsmåde, der hidtil har været anvendt, hvor

man vel nok har ladet demonstrationer gå lidt for vidt i mange tilfælde.”

Udenrigsminister Poul Hartling svarede hertil, at

”jeg kan sige både på egne og på justitsministerens vegne, at vi er opmærksom

på det, der blev nævnt fra artikel 22 om ro, orden og værdighed for repræsen-

tationerne.”

F.T. 1967/68, 1. samling, Folketingets forhandlinger, sp. 820 f.

F.T. 1967/68, 1. samling, Folketingets forhandlinger, sp. 1087

F.T. 1967/68, 1. samling, Folketingets forhandlinger, sp. 1087, 2328 og 3691

396

Særligt om beskyttelse af statsrepræsentanters værdighed

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

I forbindelse med en forespørgselsdebat

eter en demonstration mod Vietnam-

krigen ved den amerikanske ambassade i foråret 1968 udtalte justitsminister Knud

hestrup, at

”man skal have lov til ved demonstrationer at tilkendegive sine meninger, ja,

selv over for fremmede landes ambassader, men betingelsen er, at den ofentli-

ge fred og orden overholdes.”

og Folketinget konstaterede, at

”retten til at aholde fredelige demonstrationer, hvorved der gives udtryk for

en bestemt stillingtagen til aktuelle udenrigspolitiske eller indenrigspolitiske

spørgsmål, hører til de umistelige borgerrettigheder i et folkestyret samfundet.”

I sin statsretsfremstilling fra 1969

gjorde Max Sørensen gældende, at hensynet til

fremmede staters og deres oicielle repræsentationers ukrænkelighed må kunne be-

grunde et forbud mod forsamlinger eksempelvis foran en ambassadebygning, besø-

gende krigsskibe eller det hotel, hvor et fremmed statsoverhoved eller regeringsmed-

lem bor under oicielt besøg.

Max Sørensens synspunkt var muligt inspireret af en bestemt opfattelse af folkeret-

lige regler på sin tid, jf. ovenfor under 5.3.1, og som det fremgår af ovenstående, blev

synspunktet fremsat på et tidspunkt, hvor retten til at demonstrere foran ambassa-

der blev diskuteret. Max Sørensens synspunkt havde ikke støtte i regerings- og folke-

tingspraksis, og det har heller ikke vundet tilslutning i senere statsretlig teori.

Således skrev Peer Lorentzen i sin anmeldelse af Max Sørensens statsretsfremstil-

ling:

”Mere betænkeligt er det eter anmelderens opfattelse, at forfatteren ud fra en

formålsfortolkning anser forsamlingscensur for grundlovsmæssig af hensyn til

fremmede staters og deres oicielle repræsentanters ukrænkelighed, således at

f. eks. demonstrationer foran fremmede ambassader, krigsskibe o.s.v. på for-

hånd kan forbydes, selvom der ikke måtte kunne befrygtes fare for den ofent-

lige fred. Retten til at fremføre meningstilkendegivelser i anledning af begiven-

heder i udlandet, anses utvivlsomt i toneangivende politiske kredse for en fun-

F.T. 1967/68, 2. samling, Folketingets forhandlinger, sp. 3086 f. og 3094, og F.T. 1967/68, tillæg A, sp. 2002

Max Sørensen, Statsforfatningsret, 1. udgave, 1969, p. 376 -377 (og 2. udgave ved Peter Germer, 1973, p. 395-396)

Juristen, 1972, p. 432

Særligt om beskyttelse af statsrepræsentanters værdighed

397

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.3

damental politisk frihedsrettighed, der ville tabe i værdi om ikke meningstil-

kendegivelsen kunne rettes direkte mod vedkommende lands oicielle repræ-

sentation her i landet.”

I Alf Ross’ statsretsfremstilling

anførtes, at Max Sørensens standpunkt ”går for vidt”.

I Peter Germers statsretsfremstilling

omtaltes Max Sørensens synspunkt som ”kri-

tisabelt”, idet forsamlingsfriheden ikke blot skal kunne bruges til indenrigspolitiske

meningstilkendegivelser, men også til meningstilkendegivelser om udenrigspolitiske

spørgsmål. Peter Germer anførte herved, at retten

”til gennem forsamlinger at fremføre meningstilkendegivelser i anledning af

begivenheder i udlandet ville tabe væsentligt i værdi, hvis tilkendegivelserne

ikke kunne rettes direkte mod vedkommende lands repræsentanter her i lan-

det.”

I seneste statsretsfremstilling

er anført, at hvis en demonstration mod et fremmed

lands forhold ønskes aholdt uden for dets ambassade i Danmark, taler dette for, at

politiet skal strække sig langt, for at demonstrationen kan aholdes på det ønskede

sted.

Fra nyere lovgivningspraksis kan henvises til lovbemærkningerne til politilovens §

7, stk. 1, der er omtalt ovenfor i nærværende afsnit. Om indgriben over for forsam-

linger eter politiloven, se i øvrigt nedenfor under 5.5.1.

I seneste teori

er endvidere blandt andet til den føromtalte U 1966.194 Ø anført, at

grænserne for indgreb over for forsamlinger siden da utvivlsomt har rykket sig, og at

man i dag næppe kunne gå så tæt på en forsamlings ytringsformål. Videre er anført,

at eter omstændighederne vil Danmarks folkeretlige forpligtelser

”nok kunne være et argument for en lidt lavere tærskel for indgreb, end der nor-

malt vil gælde for beskyttelse af den ofentlige sikkerhed og orden,”

men at der dog samtidig må

Alf Ross, Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen, bind 2, 1980, p. 773

Peter Germer, Statsforfatningsret, 5. udgave, 2012, p. 415. Se endvidere Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3, 3. udgave,

2003, p. 125, og Henning Koch i Henrik Zahle (red): Grundloven – Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, 2. ud-

gave, 2006, p. 585

Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, p. 377-378

Se forrige note

398

Særligt om beskyttelse af statsrepræsentanters værdighed

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

”tages hensyn til den symbolske værdi, som det kan have at demonstrere foran

en ambassade mv., og man må (i hvert fald i dag) i alle tilfælde respektere den

grænse, at der ikke kan rettes indgreb mod en forsamlings meningstilkendegi-

velse.”

Det må hereter antages, at hvor en demonstration ønskes aholdt eller aholdes for-

an en udenlandsk repræsentation eller det sted, hvor en oiciel udenlandsk repræ-

sentant beinder sig, giver grundloven og dermed heller ikke politiloven ikke mulig-

hed for at forbyde en forsamling eller væsentligt begrænse forsamlingsdeltagernes

adgang til at fremkomme med – navnlig bestemte – politiske tilkendegivelser mv.

alene med henvisning til hensynet til fremmede staters og deres oicielle repræsen-

tanters værdighed.

Det må yderligere antages, at hvor det af sikkerhedshensyn er påkrævet at gribe ind

over for en demonstration foran en udenlandsk repræsentation eller det sted, hvor

en oiciel udenlandsk repræsentant beinder sig, må politiet så vidt muligt sikre, at

hensynet til forsamlingens adgang til at fremkomme med meningstilkendegivelser

iagttages.

5.4

Fremmede nations- og områdelag

Den 24. september 1907 blev der nedsat en kommission til udarbejdelse af forslag

til lov om rigets lag og dets brug. Kommissionen fremkom i 1908 med et lovudkast

med bemærkninger, der imidlertid aldrig blev fremsat i Rigsdagen. Følgende frem-

går af lovforslagets § 6:

”Denne Lov omfatter Flaghejsning til Lands og til Søs …

Ved at hejse Flag forstaas i denne Lov at lade Flag vaje fra fast Ejendom, derun-

der Bygning, eller fra Skib eller Fartøj, uden Hensyn til hvilken Stilling Flaget

indtager og uden Hensyn til, hvilke Midler der er anvendte til at fastholde det

paa dets Plads.

Udenfor Loven falder Faner, Bannere og Flag, der er Dele af Dekorationer, for-

saavidt de ikke hejses paa den i andet Stykke omhandlede Maade …”

Af kommissionens bemærkninger til lovforslagets § 6 fremgår følgende om forsla-

gets sammenhæng til dagældende ret:

Fremmede nations- og områdeflag

399

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.4

”Dette sidste ord [Flaghejsning], der kan give Anledning til nogen Tvivl, har

man fundet det rettest at bestemme nærmere. Den givne Bestemmelse stem-

mer med, hvad Domstolene tidligere har antaget … og med Justitsministeriets

Skrivelse til Amtmanden over Frederiksborg Amt 15. August 1887; Tilføjelsen

”uden Hensyn til hvilke Midler, der er anvendte til at fastholde Flaget paa dets

Plads” er indsat for at afskære mere eller mindre haartrukne Fortolkninger af

Ordet ”hejse” Flag.

At Faner, Bannere m.v., der ikke ”hejses” paa den i første Stykke omhandlede

Maade, falder udenfor Lovgivningens Bestemmelser om Flagføring, stemmer

med, hvad Justitsministeriet har udtalt i Skr. Af 29. September 1890 til Inden-

rigsministeriet og i Skr. Af 20. Juni 1896 til Kirke- og Undervisningsministeriet.”

Henvisningen til, hvad ”Domstolene tidligere har antaget”, angik Kriminal- og Poli-

tirettens dom af 18. juli 1896, der er gengivet i U 1896.1154, og hvor retten fandt, at et

lag påført en stang, der i vandret stilling var stukket ud af en luge i en ejendom, ud-

gjorde lagning i strid med forbuddet mod lagning.

Ved bekendtgørelse nr. 103 af 10. april 1915 om forbud mod at benytte fremmede na-

tionslag blev der af Justitsministeriet fastsat regler i en bekendtgørelse om lagning i

Danmark, der begrænser adgangen til at ”hejse” andre lag end Dannebrog.

Af bekendtgørelsen fremgår følgende:

”I Tilslutning til de gældende Bestemmelser, jfr. kgl. Resolution af 7de Juli 1854,

bekendtgjort ved Justitsministeriets Cirkulære af 2den August 1854, forbydes

det her i Landet af hejse andet Flag end Dannebrog, ligesom det forbydes under

aaben Himmel, samt i Gæstgiverier, Beværtninger og andre ofentligt tilgæn-

gelige Lokaler at benytte Krigsførende Magters Flag, være sig til Udsmykning

eller paa anden Maade.

Forbudet omfatter ikke:

a. Fremmede Staters Gesandter, Konsuler og Vicekonsuler. Disse er berettigede

til at hejse vedkommende fremmede Stats Flag fra Embedskontoerer her i Lan-

det samt for Gesandternes Vedkommende tillige fra deres Boliger.

Retsudvalget 2012-13, Alm. Del, endeligt svar på spørgsmål 815

400

Fremmede nations- og områdeflag

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

b. Personer, der har faaet Tilladelse af Justitsministeriet til at hejse fremmed Na-

tionslag.

Overtrædelse af nærværende Bekendtgørelse strafes eter Lov Nr. 200 af

9de September 1914, Tillæg til almindelig borgerlig Strafelov af 10de Febru-

ar 1866.…

Den, der overtræder Bekendtgørelsen, er pligtig til paa Opfordring af vedkom-

mende Politimyndighed at udlevere det ulovlig benyttede Flag, og dette kan da

tages i Forvaring af det ofentlige, indtil den Sag, som snarest vil være at anlæg-

ge i Anledning af Overtrædelsen, er endelig afsluttet.”

Ved skrivelse af 12. august 1915 til Politidirektøren i København

svarede Justitsmi-

nisteriet på Københavns Politis spørgsmål, om forbuddet var

”at forstaa saaledes, at det er tilladt at benytte neutrale Landes Flag til Udsmyk-

ning f. Eks. som Led i en Flagallé, som delvis Udsmykning af Tribuner, Mure

omgivende Idrætspladser, eller Badhuse omgivende Svømmebassiner…”

”…forbudet imod Anvendelse af neutrale Magters Flag til Lands maa anses for

at omfatte enhver Anvendelse af disse, hvorved de vajer fra Stang, være sig i

lodret eller vandret Stilling, være sig alene eller i Forbindelse med danske Flag,

saavel som deres Anbringelse i frit vajende Tilstand paa Liner.”

Den 19. juli 1927 nedsatte Statsministeriet en kommission ”til Undersøgelse af den

her i Landet bestaaende Flaglovgivning samt til Forberedelse af et Forslag til en Lov

omfattende alle herhen hørende Regler”. Flaglovskommissionen afgav betænkning

af 31. juli 1929 tillige med et udkast til laglov, der blev fremsat i Folketinget den 9.

oktober 1930. Følgende fremgår af bemærkningerne:

”Loven omfatter eter den givne Deinition enhver Visning af Flag synlig for alle

og enhver, hvad enten det sker ved at lade Flag vaje fra fast Ejendom eller fra Sti,

Vej, Gade eller Plads eller derover …

Ministerialtidende A, 1915, skrivelse nr. 160

Rigsdagstidende, Ordentlige Samling 1930-31, sp. 2447

Fremmede nations- og områdeflag

401

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.4

Naar man har foreslaaet, at Loven skal omfatte enhver Visning af Flag, medens

de hidtil gældende Bestemmelser kun omhandler Flaghejsning (og fri Vajen fra

Liner, jfr. Justitsministeriets Skrivelse af 12. august 1915 - Min. Tid. A. Nr. 160)

… skyldes dette, at alle Tilfælde, hvor Flag stilles til Skue, formentlig principielt

bør bedømmes ud fra de samme Synspunkter.”

Lovforslaget blev ikke vedtaget, hvorfor forbuddet vedrørende lag alene omfatter

laghejsning.

Ved senere bekendtgørelser har Justitsministeriet fastsat regler om, at det er tilladt

private at lage med blandt andet de nordiske landes lag og det europæiske lag uden

særlig tilladelse.

Der foreligger også lere cirkulærer. I cirkulæreskrivelse nr. 11013 af 8. januar 1996

stilet til landets politimestre og Politidirektøren i København har Justitsministeri-

et således tilkendegivet at være af den opfattelse, at forbuddet mod laghejsning i

1915-bekendtgørelsen også omfatter fremmede nationers områdelag. Fremvisning

af lag i forbindelse med demonstrationer og andre meningstilkendegivelser falder

hereter uden for området for lagreglerne.

De nævnte bekendtgørelser angiver at være udstedt i tilslutning til kongelig resoluti-

on af 7. juli 1854, bekendtgjort i cirkulære af 2. august 1854, hvori det lyder:

”Kongen paa Justitsministeriets derom nedlagte allerunderdanigste Forestil-

ling« har bestemt, at det ”for Fremtiden tillades Alle og Enhver i Kongeriget at

heise Dannebrogslaget uden Split fra deres Eiendomme eller Boliger”. ”

Resolutionen ændrede kongelig resolution af 21. december 1833, der indeholdt et for-

bud mod at

”lade noget Flag vaie fra sine Eiendomme i Kjøbstæderne eller paa Landet.”

Højesteret fastslog herom i U 1934.1042 H, at lagning med Sovjet-Unionens lag

måtte anses at være

”i

Strid med den endnu delvis gældende Lovregel i den kgl Resol af 21 December

1833.”

402

Fremmede nations- og områdeflag

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

I senere teori er det anført,

at hjemlen kan søges i en retssædvane.

Fra praksis kan nævnes:

I føromtalte U 1934.1042 H fandt Højesteret, at en person havde overtrådt gælden-

de lagregler ved at lage med Sovjet-Unionens lag ud for en bestemt fast ejendom.

I U 1944.667/1 Ø frifandt landsretten en person for på lykønskningskort stilet til

Kongen i anledning af dennes fødselsdag at have påført Dannebrog som udsmyk-

ning i form af et splitlag. Landsretten udtalte blandt andet, at anbringelse af splitla-

get på lykønskningskort ”næppe kunne ligestilles med en lagning.”

I U 1997.353 Ø fandt landsretten, at forbuddet omfattede lagning fra bopæl med et

lag tilhørende Den Tyske Demokratiske Republik (DDR), uanset at DDR på lag-

ningstidspunktet var ophørt med at eksistere som stat.

5.5

Politiloven og PET

5.5.1 Politiloven

Politiets opgaver er beskrevet blandt andet i politilovens §§ 2 og 5. Eter § 2, nr. 1 og

2, og § 5, stk. 1, har politiet til opgave at forebygge og afværge fare for

”forstyrrelse af den ofentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og

den ofentlige sikkerhed.”

I § 5, stk. 2, er beskrevet, at politiet kan

”foretage indgreb over for den eller de personer, der giver anledning til faren.”

Bestemmelsens foretager en ikke udtømmende opregning af politiets indgrebsmu-

ligheder. Af bestemmelsens nr. 1 og 3 fremgår, at politiet kan udstede påbud og fra-

tage personer genstande.

Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, p. 189

Lovbkg. 956 af 20. august 2015 og tidligere

Politiloven og PET

403

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.5

De politiindgreb, som politiloven hjemler, skal ske inden for rammerne af reglerne

i grundloven og EMRK.

Politiet har eter loven ”til opgave” at afværge fare. Dette indebærer, at politiet har

mulighed for at foretage en konkret afvejning af, om navnlig ordenshensyn er så

tungtvejende, at der bør gribes ind over for en konkret forstyrrelse.

Indgreb forudsætter, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare for for-

styrrelse af den ofentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den ofentlige sik-

kerhed. Det afgørende er sandsynligheden for, at faren vil blive realiseret, hvis ikke

politiet griber ind.

Politiet skal om muligt anvende det mindst indgribende middel i en given situation,

hvor der er behov for at afværge fare. Vurderingen af, hvilke indgreb der bør iværk-

sættes, ahænger af en konkret vurdering af situationen.

Det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip indebærer, at politiet

alene må foretage indgreb i det omfang, et indgreb er proportionalt i forhold til den

fare, der truer de politiretlige beskyttelsesinteresser (orden og sikkerhed).

Et ”påbud” eter § 5, stk. 2, nr. 1, er en ordre om at foretage eller undlade en bestemt

adfærd, f.eks. om at ”passere gaden” eller at jerne sig fra et bestemt sted. Det er en

forudsætning for at anvende bestemmelsens stk. 2, nr. 3, om fratagelse af genstande,

at fratagelsen - eventuelt sammen med andre indgreb - kan medvirke til at afværge

fare for ordensforstyrrelser eller sikkerheden.

Af § 7, stk. 1, fremgår, at politiet

”har til opgave at beskytte borgernes ret til at forsamle sig”

og i 7, stk. 3, der vedrører politiets muligheder for at gribe ind over for en forsamling

som sådan, inden forsamlingen aholdes, bestemmes, at politiet kan give påbud om,

at en forsamling skal aholdes et andet sted end det påtænkte, eller fastsætte andre

vilkår for forsamlingens aholdelse,

”når der er begrundet frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den ofentlige

orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners

eller den ofentlige sikkerhed.”

404

Politiloven og PET

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

Som nævnt i afsnit 5.3.2 hedder det i bemærkningerne til § 7, stk. 1, at

”[b]estemmelsen er en hensigtserklæring, og det understreges hermed, at poli-

tiet i dets virksomhed skal værne om den grundlovssikrede forsamlingsfrihed.”

I lovforslagsbemærkningerne til § 7, stk. 3, anføres blandt andet:

”Politiet kan give påbud, når der er ”begrundet frygt” for fare. Politiets indgreb

skal således bygge på en konkret vurdering, hvori hensynet til forsamlingens

mulighed for at ytre sig skal indgå med betydelig vægt.

Udtrykket ”betydelige forstyrrelser” indebærer, at bestemmelsen ikke kan an-

vendes i anledning af de ordensforstyrrelser, der normalt må accepteres fra for-

samlinger. Betydelig forstyrrelse kan f.eks. foreligge ved afspærring eller bloke-

ring af veje til gene for traikken, medmindre afspærringen eller blokeringen

er en naturlig følge af, at der aholdes et møde på en ofentlig plads, eller at et

demonstrationstog passerer gennem byen. Der stilles derimod ikke skærpede

krav til de farer for sikkerheden, der kan begrunde et indgreb eter bestemmel-

sen. Fare for sikkerheden kan f.eks. opstå, fordi politiet på en given rute ikke vil

være i stand til at forebygge sammenstød med moddemonstranter, eller fordi

den valgte lokalitet i sig selv udgør en fare for forsamlingens deltagere.

Politiets forpligtelse er at gøre en indsats for at forebygge bl.a. uroligheder, og

bestemmelsen kan således ikke anvendes, alene fordi en given rute ikke er den

mest hensigtsmæssige ud fra et politimæssigt synspunkt, eller fordi det valgte

tidspunkt for forsamlingens aholdelse er ubelejligt for politiet.

Politiet kan eter bestemmelsen bl.a. anvise et andet mødested. Det er en forud-

sætning, at forsamlingens ytringstilkendegivelse ikke herved udelukkes. Dog

kan der altid anvises et andet mødested, hvis en forsamling aholdes eller på-

tænkes aholdt i strid med rettigheder af privat karakter, f.eks. ejendomsretten

til det areal eller den lokalitet, der udgør forsamlingsstedet. Derimod kan for-

samlingen ikke lyttes til et andet sted, alene fordi den valgte rute ikke er den

mest hensigtsmæssige ud fra et politimæssigt synspunkt. Politiet kan heller ikke

give påbud om aholdelse af forsamlingen på et andet tidspunkt, fordi det valgte

tidspunkt er ubelejligt for politiet. Flytning af rute eller tidspunkt må være be-

grundet i de i bestemmelsen angivne forhold.

LFF 2004-02-04 nr. 159 (Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 5921)

Politiloven og PET

405

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.5

Politiet kan fastsætte vilkår for forsamlingens aholdelse. Politiets vilkår kan

ikke medføre indskrænkninger i, hvad der er tilladt eter lovgivningen i øvrigt,

bl.a. politivedtægten eller færdselsloven.”

I seneste statsretsfremstilling er anført følgende om politilovens § 7:

”Politiet skal derfor udvise så stor imødekommenhed som muligt over for ar-

rangørers ønsker om tid og sted for mødeaholdelse, således at forsamlingen får

størst mulig gennemslagskrat i overensstemmelse med sit formål. Politiet vil

således kun helt undtagelsesvis kunne lytte en demonstration, der tænkes af-

holdt på f.eks. Christiansborg Slotsplads eller en kommunal rådhusplads, mens

omvendt politiet lettere må kunne skride ind over for en demonstration, som

tænkes aholdt på en stærkt befærdet motorvej.

Ved sin afgørelse af, om der skal udstedes påbud eller fastsættes vilkår skal po-

litiet som et væsentligt hensyn lægge vægt på, at forsamlingen kan opfylde sit

formål. Hvis forsamlingen tænkes aholdt et sted, der har en naturlig sammen-

hæng med dens formål (f.eks. en demonstration mod et fremmed lands forhold

uden for dets ambassade i Danmark), taler dette for, at politiet skal strække sig

langt, for at demonstrationen kan aholdes på det ønskede sted.

Hvis politiet vurderer, at en lytning af en demonstration er nødvendig, må po-

litiet samtidig anvise en alternativ lokalitet, som i videst muligt omfang giver

mulighed for, at demonstrationen kan opfylde sit formål. En demonstration

kan således ikke forvises til et sted, hvor ingen vil bemærke demonstrationen,

medmindre alle andre muligheder er udtømt.”

Politilovens § 8 regulerer politiets adgang til at gribe ind over for forsamlingsdelta-

gere. Stk. 1 har følgende ordlyd:

”Politiet kan ved ofentlige forsamlinger under åben himmel gribe ind over for

forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af

den ofentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den ofentlige sikker-

hed.”

I lovens § 8, stk. 3 og 4, hedder det:

Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udgave, 2016, p. 377-378

406

Politiloven og PET

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

”Stk. 3. Med henblik på at afværge fare som nævnt i stk. 1 og 2 kan politiet fore-

tage indgreb over for den eller de personer, der giver anledning til faren. Poli-

tiet kan herunder

1) udstede påbud,

2) besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herun-

der køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes

at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den ofentlige fred

eller orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den of-

fentlige sikkerhed, samt

3) fratage personer genstande.

Stk. 4. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 3, ikke tilstrækkelige til at af-

værge faren, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve den eller de personer,

der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skån-

som som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 12 timer.”

Det hedder i lovforslagsbemærkningerne til § 8, stk. 1, blandt andet:

”Eter bestemmelsen kan alene fare for ”betydelige” ordensforstyrrelser danne

grundlag for et indgreb. Der må således accepteres visse gener fra forsamlings-

deltagere, f.eks. råben, højrøstet sang og kortvarige færdselshindringer, som po-

litiet ellers vil kunne gribe ind overfor, hvis de var forvoldt af enkeltpersoner el-

ler af tilfældigt sammenstimlede personer.

Betydelige forstyrrelser kan eter omstændighederne omfatte f.eks. brug af si-

rener, kast med genstande mod bygninger eller skilte samt beskadigelser af be-

plantninger på veje eller i anlæg.

Der stilles ikke skærpede krav til, hvornår politiet kan gribe ind af hensyn til

enkeltpersoners eller den ofentlige ”sikkerhed”…

Et indgreb over for den enkelte forsamlingsdeltager forudsætter, at der forelig-

ger en konkret og nærliggende fare for orden eller sikkerhed.”

Betingelserne for indgreb i § 8, stk. 1, fandtes ikke opfyldt i U 2011.716 Ø angående

demonstranters afspærring af indgangen til Integrationsministeriet og råb i den for-

bindelse.

Eter politilovens § 22 kan politiet lade foranstaltninger udføre, blandt andet – jf. §

22, stk. 1, nr. 2) – når øjeblikkelig indgriben er nødvendig til beskyttelse af enkelt-

Politiloven og PET

407

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.5

personers eller den ofentlige sikkerhed eller for at undgå betydelige forstyrrelser af

den ofentlige orden.

Politiets selvhjælpsforanstaltninger eter § 22, stk. 1, nr. 2), sigter navnlig til situatio-

ner, hvor der er overhængende fare for personers sikkerhed eller ordensforstyrrelser

af en vis kvaliiceret karakter. Det kan f.eks. være lukning af en gashane, kemikalie-

udslip fra en virksomhed eller slukning af et bål på kørebanen.

Det er ikke i lovens forarbejder omtalt, om § 22, stk. 1, nr. 2, giver hjemmel til politi-

ets jernelse af graiti mv. Dog anføres,

at der eter den tidligere gældende normal-

politivedtægt var hjemmel til at jerne ærekrænkende skilte.

5.5.2

PET

Med PET-loven blev der indført en samlet regulering af PETs virksomhed. Loven

trådte i krat den 1. januar 2014.

PET-loven var således ikke trådt i krat på tidspunktet for besøgene i 2012 og 2013,

men oplistningen af PETs opgaver i PET-lovens § 1 antages at være en kodiicering

af hidtil gældende regler om PETs opgaver. Disse regler fandtes blandt andet i inter-

ne instrukser.

Om den retstilstand, der gjaldt før 2014-loven, er i lovforslagets bemærkninger

an-

ført blandt andet:

”3. Politiets Eterretningstjenestes opgaver

3.1. Gældende ret

PETs opgaver er i dag ikke fastlagt i nogen samlet lov, men fremgår i stedet i det

væsentlige af administrative bestemmelser udstedt af Justitsministeriet.

I Justitsministeriets instruks af 7. december 2009 (2009-instruksen) til chefen

for PET fastlægges således de væsentligste arbejdsopgaver, som PET har i dag.

Eter denne instruks har PET overordnet til opgave at forebygge, eterforske og

modvirke foretagender og handlinger, der udgør eller vil kunne udgøre en fare

Bet. 1410/2002, p. 241f.

LFF 2013-02-27 nr. 161

408

Politiloven og PET

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

for Danmark som et selvstændigt, demokratisk og sikkert samfund. PET skal

således gennem sin virksomhed skabe grundlaget for, at trusler af den nævnte

karakter kan identiiceres og håndteres så tidligt og efektivt som muligt.

PET skal i den forbindelse til stadighed sikre et fyldestgørende billede af de ak-

tuelle sikkerhedsmæssige trusler mod landets indre sikkerhed, sådan at tjene-

sten på relevant og afpasset måde kan gribe ind over for de pågældende trusler.

I 2009-instruksens inddeles PETs arbejdsopgaver i følgende hovedkategorier:

forbrydelserne i strafelovens kapitel 12 og 13; den alvorligste organiserede kri-

minalitet; trusselsvurderinger; personbeskyttelse og andre sikkerhedsopgaver;

bistand til det øvrige politi (operativ støtte til politiet); samt forebyggende sik-

kerhed.

…

3.1.3. Trusselsvurderinger

Det følger også af 2009-instruksen, at PET har til opgave løbende - og eter om-

stændighederne med kort varsel - at identiicere og vurdere sikkerhedsmæssi-

ge trusler mod Danmark og den nationale sikkerhed, mod danske interesser i

udlandet samt i forhold til konkrete begivenheder, steder, personer og organi-

sationer.

Trusselsvurderinger skal i form og indhold kunne danne grundlag for konkre-

te beslutninger, og herunder f.eks. kunne indgå i overvejelser om iværksættelse

af konkrete modforanstaltninger og i tilrettelæggelsen og prioriteringen af den

videre eterretningsindhentning.

I den forbindelse udarbejder PETs Center for Terroranalyse (CTA), der blev

etableret i 2007, løbende en samlet vurdering af terrortruslen mod Danmark.

…

3.1.7. Øvrige opgaver

PET udgør organisatorisk en del af Rigspolitiet, men chefen for PET refererer i

forhold til løsningen af sine opgaver i medfør af 2009-instruksen direkte til Ju-

stitsministeriet.”

Politiloven og PET

409

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.5

PET er underlagt kontrol af en række organer:

Tilsynet med Eterretningstjenesterne fører kontrol med, at PET behandler person-

oplysninger i overensstemmelse med PET-lovens regler.

Justitsministeren udøver generelt tilsyn med PET, hvis chef refererer direkte til ju-

stitsministeren.

Folketinget udøver kontrol med PET dels gennem Udvalget Vedrørende Eterret-

ningstjenesterne, der løbende orienteres om PETs virksomhed, dels gennem Folke-

tingets Ombudsmand.

Den Uahængige Politiklagemyndighed undersøger og træfer afgørelse i sager, hvori

der klages over PETs politipersonales adfærd i tjenesten.

Domstolene skal godkende PETs processuelle indgreb på samme måde, som hvis der

havde været tale om et indgreb fra politiets side. PET er endvidere underlagt den ge-

nerelle regel i grundlovens § 63 om domstolsprøvelse af forvaltningen.

Det er i Justitsministeriets instruks af 7. december 2009 til chefen for PET

anført, at

PETs virksomhed ”skal gennemføres i overensstemmelse med dansk ret…”. PET-an-

satte skal således agere inden for rammerne af lovgivningen, herunder reglerne i

EMRK, jf. herom afsnit 5.1.2 og 5.2.2.

PET-lovens § 1 lyder således

§ 1.

Politiets Eterretningstjeneste har til opgave at

1) forebygge, eterforske og modvirke forbrydelser mod statens selvstændighed

og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyn-

digheder m.v., jf. strafelovens kapitel 12 og 13,

2) forebygge, eterforske og modvirke andre alvorlige forbrydelser, der truer

den nationale eller internationale samfundsorden,

3) udarbejde trusselsvurderinger,

JM j. nr. PO 2006-4-244, Dok. nr. 40544

Ved lovændringen i 2016 blev denne bestemmelse ophævet, idet området overgik til Rigspolitiets nationale beredskab

410

Politiloven og PET

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

4) bistå det øvrige politi,

5) holde justitsministeren underrettet om forhold af betydning for landets indre

sikkerhed, om forhold af væsentlig betydning inden for eterretningstjenestens

virksomhed og om vigtige enkeltsager,

6) være national sikkerhedsmyndighed og rådgive og bistå ofentlige myndig-

heder og private i sikkerhedsspørgsmål, herunder at bistå ved personsikker-

hedsundersøgelser,

7) beskytte personer, organisationer og myndigheder og

8) udføre øvrige opgaver, som eter gældende ret er henlagt til tjenesten.

Stk. 2.

Justitsministeren kan bestemme, at andre opgaver, der har sammenhæng

med de i stk. 1, nr. 1-8, nævnte, henlægges til Politiets Eterretningstjeneste.”

5.6

Generelt om ofentligt ansattes pligter

5.6.1 Pligt til at overholde gældende ret

Af tjenestemandslovens § 10 fremgår, at

”Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for

hans stilling.”

En tjenestemand har pligt til at overholde gældende retsregler. Pligten gælder alle

retsregler inden for tjenestemandens arbejdsområde, herunder lovgivning, almin-

delige retsgrundsætninger og interne regler såvel som tjenestebefalinger. Omfattet

er også internationale forpligtelser som eksempelvis EMRK og Wienerkonventionen

om diplomatiske forbindelser, der er gennemført i dansk ret.

Samme pligt til at overholde gældende ret påhviler ofentligt ansatte på overens-

komst og individuel kontrakt mv.

Jf. i øvrigt Jens Teilberg Søndergaard og Babara Bertelsen, Kodex VII – overvejelser om pligternes grundlag og konse-

kvenser ved overtrædelse af dem, i Børge Dahl m.l., Festskrit til Jens Peter Christensen, 2016, p. 502

Generelt om offentligt ansattes pligter

411

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.6

Der kan herom henvises til de brede bestemmelser i strafelovens §§ 156 og 157, der

gælder for alle ofentligt ansatte uanset ansættelsesform.

5.6.2 Loyalitetspligt

Ligesom ansatte i private virksomheder antages ofentligt ansatte at have en loyali-

tetspligt over for arbejdsgiveren. Der er tale om en bred forpligtelse til generelt inden

for rammerne af gældende ret at arbejde i overensstemmelse med den pågældende

myndigheds interesser og målsætninger.

5.6.3 Lydighedspligt

Ofentligt ansatte er undergivet en lydighedspligt, idet de skal eterkomme de over-

ordnedes tjenestebefalinger.

Lydighedspligten er ikke ubegrænset.

Hvis en tjenestebefaling er i strid med gældende ret og dermed ulovlig, står to ho-

vedhensyn over for hinanden: på den ene side står kravet om lovmæssig forvaltning,

og på den anden side står hensynet til forvaltningens efektivitet (ledelsens bestem-

melsesret).

Det antages i almindelighed, at de to hovedhensyn skal afvejes sådan, at den ofent-

ligt ansatte har ret og pligt til at følge en ulovlig tjenestebefaling, medmindre tjene-

stebefalingen er klart ulovlig.

Såfremt tjenestebefalingen er klart ulovlig, har den ofentligt ansatte såvel ret som

pligt til ikke at eterkomme tjenestebefalingen. En ansat, der følger en klart ulovlig

ordre, vil kunne blive mødt med et straferetligt eller ansættelsesmæssigt ansvar for

at have fulgt ordren.

En tjenestebefaling er klart ulovlig, hvis der er et sikkert retskildemæssigt grundlag

for at anse tjenestebefalingen for retsstridig.

De beskrevne antagelser vedrørende ofentligt ansattes pligter i forhold til ulovlige

og klart ulovlige ordrer er i den forvaltningsretlige litteratur

beskrevet med forskel-

lige nuancer.

Karsten Revsbech, Forvaltningspersonalet, 3. udgave, 2011, p. 32-34

Bl.a. Karsten Revsbech, Forvaltningspersonalet, 3. udgave, 2011, p. 35-37, med yderligere henvisninger

412

Generelt om offentligt ansattes pligter

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

Således er det antaget, at selv hvor tjenestebefalingen ikke er klart ulovlig, er der ikke

lydighedspligt over for tjenestebefalinger til en strabar handling, tjenestebefalinger

fra en inkompetent myndighed eller tjenestebefalinger, som er behætet med åben-

bare formelle mangler.

Endvidere antages, at en ofentligt ansat kan se bort fra en tjenestebefaling, der –

uden at være klart ulovlig – strider mod retsregler, som beskytter den ansattes egne

interesser.

Omvendt er det gjort gældende, at hensynet til ledelsens bestemmelsesret i visse si-

tuationer kan have særlig vægt. Således har Bent Christensen

anført blandt andet,

”[d]et er ingen tilfældighed, at de militære regler begrænser de underordnedes

adgang til selv at tage stilling til en tjenestebefalings lovlighed.”

Han fortsatte med at bemærke, at noget

”lignende vil gælde politiet, f.eks. under gadeuroligheder, for brandvæsenet un-

der en brand og på en operationsstue under en operation. Men selv i mindre

klare situationer kan hensynet til målrettet samvirke være betydelig, f.eks. i et

departement under forberedelsen af en i situationen væsentlig afgørelse.”

Med henvisning hertil skrev Hans Gammeltot-Hansen:

”I særlige tilfælde er det antaget at der kan stilles yderligere krav til ulovlig-

hedens karakter før den ansatte har ret og pligt til ikke at eterkomme ordren,

f.eks. hvis en gruppe ansatte skal fungere samlet i en presset situation, eksem-

pelvis under en politiaktion, en brand eller en operation”.

Karsten Revsbech anførte,

at pligten og retten til at sige fra i disse situationer for-

mentlig forudsætter, at ulovligheden er særligt klar.

Endvidere har Hans Gammeltot-Hansen anført,

Bent Christensen, Forvaltningsret – Opgaver, Hjemmel, Organisation, 1991, p. 381

Hans Gammeltot-Hansen m.l., Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, p. 192

Karsten Revsbech, Forvaltningspersonalet, 3. udgave, 2011, p. 38

Hans Gammeltot-Hansen m.l., Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, p. 192

Generelt om offentligt ansattes pligter

413

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.6

”[d]e omtalte retningslinjer for de ansattes retsstilling i forhold til klart ulovli-

ge ordrer må antages at være sikrest i de tilfælde, hvor en eterkommelse af den

klart ulovlige ordre indebærer krænkelse af væsentlige retlige interesser, f. eks.

direkte krænkelse af enkeltpersoners retskrav.”

Er tjenestebefalingen ulovlig uden at være klart ulovlig, antages det, at den ansatte

almindeligvis skal gøre sin foresatte opmærksom på ulovligheden. Er ordren klart

ulovlig, antages det tilsvarende, at den ansatte – så vidt muligt – først utvetydigt skal

rådgive sin foresatte om den klare ulovlighed med henblik på at få den foresatte til at

tilbagekalde den klart ulovlige ordre.

5.6.4 Sandhedspligt

Ofentligt ansatte er i deres virke underlagt en sandhedspligt.

Sandhedspligten er omtalt blandt andet p. 34-36 i betænkning nr. 1557/2015 om op-

følgning på Christinia-sagen særligt med henblik på rådgivning og bistand i forbin-

delse med afgivelse af oplysninger til Folketinget. Heri anførtes blandt andet:

”Udgangspunktet er således det enkle, at den ofentligt ansatte ikke, bevidst

eller uagtsomt, må videregive oplysninger, der er urigtige eller, eventuelt på

grund af fortielser, vildledende, eller medvirke til, at andre gør det.

Denne forpligtelse til sandhed følger af tjenesteforholdet, og pligten gælder der-

for principielt i alle forhold, hvor de pågældende optræder i deres egenskab af

ofentligt ansatte.

Som nævnt … ovenfor giver selve afgrænsningen af begrebet sandhed anled-

ning til en række spørgsmål.

I snæver sammenhæng med disse spørgsmål rejser der sig spørgsmål om, i

hvilket omfang der indtræder pligt til at korrigere misforståelser i tilfælde, hvor

det er klart, at oplysninger, som i sig selv er korrekte, er blevet opfattet forkert.

Ud fra hensynet til ofentlige myndigheders troværdighed er det antaget, at der

generelt påhviler ofentligt ansatte en pligt til at korrigere åbenbare misforståel-

ser, uanset om det i det konkrete tilfælde ville være mere belejligt for myndig-

heden at lade den anden myndighed, forhandlingspartneren eller borgeren for-

blive i vildfarelsen.

Karsten Revsbech, Forvaltningspersonalet, 3. udgave, 2011, p. 35-36

414

Generelt om offentligt ansattes pligter

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

Det er endvidere antaget, at der eter omstændighederne vil kunne foreligge

en pligt til at korrigere meddelte oplysninger i tilfælde, hvor oplysningerne vel

var korrekte på det tidspunkt, hvor de blev afgivet, men hvor senere indtrådte

omstændigheder på væsentlig måde har ændret forudsætningerne for den på-

gældende udtalelse, og dette ikke kan forventes at være bekendt for adressaten.

Tilsidesættelse af sandhedspligten kan medføre sanktioner af såvel ansættelses-

retlig som straferetlig karakter.”

5.6.5 Advarselspligt

Hvis en minister involveres i en beslutning, herunder en afgørelse, er det de ofentligt

ansattes – navnlig de øverstes og helt særligt departementschefens – pligt at informe-

re og rådgive ministeren korrekt og fyldestgørende om de faktiske og juridiske for-

hold. Denne rådgivning kan inden for visse grænser have en politisk-taktisk karakter.

De ofentligt ansatte, navnlig de øverste, i et ministerium har også en pligt til i visse

situationer at advare ministeren, hvor det retlige eller faktiske grundlag for ministe-

rens politik forekommer tvivlsomt. Det gælder også i situationer, hvor de ofentligt

ansatte må formode, at ministeren allerede er bekendt med, hvorledes tingene for-

holder sig.

Advarselspligten tjener det formål, at det sikres, at ministeren faktisk er bekendt

med, hvordan tingene forholder sig, at der lægges pres på ministeren for at ændre

beslutningen, og at der sikres bevis for, at ministeren har modtaget den nødvendige

rådgivning. Pligten hertil påhviler i første omgang departementschefen, men lavere

placerede kan have pligt til at presse på i forhold til overordnede for at få disse til at

advare ministeren.

5.6.6 Undersøgelses- og tilsynspligt

Det er almindeligt antaget, at en ofentlig ansat chef som udgangspunkt må kunne gå

ud fra, at underordnede følger gældende ret, og at den overordnede ikke har pligt til

konkret at sikre sig, at dette også er tilfældet, med mindre vedkommende har særlig

anledning dertil. For så vidt den overordnede selv tager konkret del i sagsbehandlin-

gen, har vedkommende et ansvar for, at sagen søges oplyst tilstrækkeligt. Det fore-

kommer nærliggende at antage, at en ofentligt ansat chef som almindeligt udgangs-

Jf. nærmere Jens Peter Christensen i Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus Dethlefsen, Undersøgelseskommis-

sioner, Embedsmandsansvaret og Folketingets rolle, 2002, p. 289-292

Generelt om offentligt ansattes pligter

415

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.6

punkt må kende de allermest centrale retsregler på sit forvaltningsområde, i hvert

fald hvis disse er enkle.

Interessen samler sig hereter blandt andet om, hvorvidt der kan siges noget nærme-

re om, hvornår en leder har en særlig anledning – og dermed en pligt – til at under-

søge/sikre sig, at underordnedes handlinger mv. er lovlige.

Det er her nærliggende at tage udgangspunkt i, at en overordnets pligt til at under-

søge lovligheden af underordnedes handlinger mv. grundlæggende relaterer sig til,

at ofentlige myndigheder eter legalitetsprincippet er forpligtet til at overholde gæl-

dende ret, og eter undersøgelsesprincippet er forpligtet til at sørge for, at en sag er

tilstrækkeligt oplyst – og en sammenkædning af disse to principper.

Det er nærliggende at antage, at en leder har en særlig anledning til at spørge ind til/

undersøge underordnedes handlinger mv., hvis foreliggende oplysninger mv. med

en vis grad af sandsynlighed tyder på, at der er begået ulovligheder, som ikke er af

uvæsentlig betydning.

En pligt til at spørge ind/undersøge nærmere må – alt andet lige – være klarere, hvor

de regler, som med en vis grad af sandsynlighed er tilsidesat, er klare og/eller vedrø-

rer spørgsmål af væsentlig betydning.

Pligten til at spørge ind/undersøge nærmere kan udvides i krat af særlig sagkund-

skab/kendskab til de omhandlede regler.

En pligt til at spørge ind kan i almindelighed næppe være ahængig af, hvordan den

pågældende overordnede er blevet opmærksom på et forhold, som med en vis sand-

synlighed tyder på, at der er begået væsentlige ulovligheder.

Hvis det på baggrund af konkrete oplysninger kan forudses, at der vil kunne være en

konkret og nærliggende risiko for, at der vil blive administreret/handlet i strid med

gældende ret vedrørende væsentlige forhold, må der være en pligt for den overord-

nede til at give – præciserende – instrukser.

Jf. nærmere Jens Peter Christensen i Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus Dethlefsen, Undersøgelseskommis-

sioner, Embedsmandsansvaret og Folketingets rolle, 2002, p. 276-284

Jf. herved generelt Karsten Revsbech m.l., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 7. udgave, 2014, p. 150

416

Generelt om offentligt ansattes pligter

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

De ovennævnte pligter til at spørge ind til/undersøge underordnedes handlinger

henholdsvis til at give præciserende instrukser kan støttes på stillingens beskafen-

hed.

5.7

Ofentligt ansattes strafansvar

Strafeloven indeholder i kapitel 16 en række bestemmelser om strafansvar i ofentlig

tjeneste eller hverv, herunder § 156 om tilsidesættelse af lydighedspligt mv. og § 157

om grov eller otere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.

Bestemmelserne har en straframme fra bøde til fængsel i indtil 4 måneder. Strafan-

svar forældes derfor eter 2 år, jf. strafelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Strafansvar forudsætter både, at det objektive gerningsindhold – tilsidesættelse af

lydighedspligten mv. henholdsvis grov eller otere gentagen forsømmelse eller skø-

desløshed i overholdelse af tjenestens pligter – er opfyldt, og at handlingen eller und-

ladelsen subjektivt kan tilregnes den ofentligt ansatte som forsætlig eller grot skø-

desløs (uagtsom).

Strafansvar er ikke betinget af, at den pågældende fortsat er ansat som embedsmand.

Ved mindre pligtforsømmelser må det antages, at et disciplinært ansvar vil være en

tilstrækkelig reaktion.

5.8

Ofentligt ansattes disciplinære ansvar

5.8.1 Tjenestemænd

I tjenestemandslovens § 24

er det bestemt, at der som disciplinærstraf for tjenst-

lig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde der ikke må overstige �½

måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet arbejdssted eller anden stilling

inden eller uden for ansættelsesområdet og degradation, herunder helt eller delvis

bortfald af anciennitetsbestemte løndele eller afsked.

Lovbkg. nr. 511 af 18. maj 2017 og tidligere

Offentligt ansattes strafansvar

417

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.8

Disciplinærstraf er knyttet til funktionen som tjenestemand og kan derfor ikke an-

vendes eter tjenestemandsforholdets ophør.

Uanset der ikke er fastsat regler om forældelse af det disciplinære ansvar, er det al-

mindeligt antaget, at den omstændighed, at der er gået lang tid siden den tjenstlige

forseelses fuldbyrdelse, eter et skøn kan medføre strafrihed eller anvendelse af en

sanktion, der er mildere, end det ellers ville være tilfældet.

Anvendelse af disciplinærstraf over for en tjenestemand forudsætter, at den pågæl-

dende har gjort sig skyldig i en tjenstlig forseelse, jf. tjenestemandslovens § 24, 1. pkt.

Dette har både en objektiv og en subjektiv side. Der skal objektivt foreligge en tjene-

steforseelse, og forholdet skal endvidere subjektivt kunne tilregnes tjenestemanden

som forsætligt eller uagtsomt. Er ikke såvel den objektive som den subjektive betin-

gelse opfyldt, kan der ikke anvendes disciplinærstraf over for den pågældende tje-

nestemand.

Objektivt

En tjenesteforseelse forudsætter pligtstridig adfærd (handling eller undladelse), jf.

afsnit 5.6.

Subjektivt

Om de subjektive krav for, at en ofentligt ansat kan ifalde et disciplinært ansvar, skal

fremhæves følgende:

Ukendskab til tjenestemandens pligter eter strafelovens §§ 156 og 157 eller tjeneste-

mandslovens § 10 kan ikke fritage for ansvar. En tjenestemand vil således ikke kunne

undskylde sig med, at pågældende ikke vidste, at man havde pligt til at udføre lov-

lige tjenstbefalinger og til at overholde gældende regler (egentlige retsvildfarelser).

Træfer en tjenestemand imidlertid en afgørelse, der strider mod en retligt binden-

de regel, i den tro, at afgørelsen er lovlig, har embedsmanden ikke forsæt til at begå

en tjenesteforseelse. Det gælder uanset, om vildfarelsen skyldes, at den pågældende

ikke var bekendt med et faktisk forhold, der gjorde afgørelsen ulovlig (faktisk vild-

farelse), eller om vildfarelsen skyldes en misforståelse af den regel, som sagen blev

afgjort eter (uegentlig retsvildfarelse). I begge tilfælde vil tjenestemanden kunne

ifalde ansvar for uagtsomhed, hvis det kan bebrejdes den pågældende som faglig

udygtighed i tilstrækkelig kvaliiceret grad, at vedkommende traf afgørelse ud fra en

vildfarelse. Et eksempel herpå indes i beretningen fra den tjenstlige undersøgelse i

418

Offentligt ansattes disciplinære ansvar

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

anledning af Tamilsagen

, hvor forhørsledelsen fandt, at departementschefen og den

involverede afdelingschef ved ikke at have erkendt (og advaret ministeren om) en

klart ulovlig tilstand, alvorligt havde fejlbedømt situationen og derved havde udvist

”betydelig uagtsomhed.” Ved vurderingen af, om der foreligger uagtsomhed, anlæg-

ges en individuel bedømmelse af, om den pågældende tjenestemand med den viden

og de kvaliikationer, som den pågældende havde, burde have handlet anderledes.

Særligt om de subjektive betingelser for at pålægge en tjenestemand ansvar for at føl-

ge klart ulovlige ordrer bemærker kommissionen følgende:

I en situation, hvor en tjenestemand følger en ordre fra en overordnet, kan vedkom-

mende kun ifalde et tjenstligt ansvar, hvis ordren er klart ulovlig. Kravet om tilreg-

nelse – i form af forsæt eller (grov) uagtsomhed – indebærer i en sådan situation, at

den pågældende har eller burde have forstået, at ordren var klart ulovlig.

Et tjenstligt ansvar for uagtsomhed i en sådan ordresituation vil således forudsætte,

at man har at gøre med en person, som har de tilstrækkelige forudsætninger for at

vurdere spørgsmålet om ordrens (klare) ulovlighed.

Selv om det antages, at der må anlægges en individuel vurdering af, om den pågæl-

dende burde have handlet anderledes, må der tages udgangspunkt i en mere objektiv

målestok for tilregnelsesspørgsmålet. En sådan målestok vil være baseret på, hvad

der må forventes af en person i den pågældende stilling med de pågældende kvalii-

kationer i form af uddannelse, erfaring mv.

Særlig vedrørende en overordnets ansvar for underordnedes tjenesteforseelser be-

mærkes, at hvis sådanne fejl og forsømmelser skal medføre tjenstlige sanktioner, må

det kræves, at fejlene eller forsømmelserne kan bebrejdes den overordnede. Det for-

hold, at en overordnet har været den formelt ansvarlige for de fejl, der er begået af en

underordnet, kan ikke i sig selv udløse et disciplinært ansvar.

En overordnets manglende opfyldelse af en undersøgelses- eller tilsynspligt kan der-

imod i sig selv være en tjenesteforseelse, når den overordnede vidste eller burde vide,

hvad den underordnede foretog sig. Det gælder især, når det er åbenbart, at der kan

stilles spørgsmål om lovligheden af den underordnedes handlinger. Den overordne-

de har en pligt til at holde sig orienteret inden for sit område, og det fritager ikke en

overordnet for ansvar, at han eller hun bevidst har holdt sig i uvidenhed om bestem-

te forhold inden for sit ansvarsområde.

Undersøgelsesretten af 10. juli 1990 vedrørende ”Tamilsagen”

Offentligt ansattes disciplinære ansvar

419

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.8

Ansvaret kan også ifaldes, såfremt der ikke i tilstrækkelig grad er fastsat instrukser

for et givet sagsområdes behandling.

Om den overordnede har hat eller burde have hat kendskab til et bestemt forhold,

beror også på, hvorvidt den pågældende handling har været et nødvendigt eller na-

turligt led i gennemførelsen af en beslutning, som den overordnede var ansvarlig for.

Grovhed

Der stilles i praksis krav om, at tjenesteforseelsen er af en vis grovhed.

På baggrund af en analyse af praksis har Jens Peter Christensen anført,

”grovhedskravet er ... et udtryk for, at man ved vurderingen af, om begåede fejl

og forsømmelser burde give anledning til, at et disciplinært ansvar blev søgt

gennemført, har foretaget en helhedsorienteret vurdering af grovheden af så-

vel den subjektive som objektive side af de begåede forseelser. Begrebsmæssigt

fremstår grovhedskravet nærmest som et konglomerat af proportionalitetsprin-

cipper, opportunitetsbetragtninger, en vis prøvelsestilbageholdenhed samt al-

mindelige strafudmålingshensyn.”

Omstændighederne i forbindelse med de handlinger eller undladelser, som udgør en

fejl, har betydning for, om fejlen har karakter af en tjenesteforseelse. Disse omstæn-

digheder kan i nogen grad påvirke vurderingen af fejlens grovhed. I den forbindelse

kan fremhæves det forhold, at en tjenestemand har handlet under tidspres. Er det

uklart, hvilken rolle en tjenestemand skal varetage i en given arbejdssituation, har

dette ligeledes betydning for vurderingen, navnlig hvis den pågældendes arbejdsop-

gave ligger uden for vedkommendes normale opgaver. Hvis der er tale om tilside-

sættelse eller fejlfortolkning af regler, og tjenestemanden ikke vidste dette, kan det

påvirke vurderingen, at der er tale om et område med betydelig retlig usikkerhed.

Afgørelser, der hviler på tekniske vurderinger, faglige afvejninger, hensigtsmæssig-

hedsbetragtninger og lignende vil som hovedregel ikke være tjenstlige forseelser.

Fejlskøn og fejlprioriteringer vil sjældent have en sådan grovhed, at det vil kunne

være ansvarspådragende, medmindre fejlskønnet skyldes utilstrækkelige undersø-

gelser. At en tjenestemand på grund af manglende dygtighed eller uegnethed har

skønnet forkert eller på anden måde udført dårligt arbejde, begrunder i praksis nor-

Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret og Folketingets Rolle, 2002, p. 263

420

Offentligt ansattes disciplinære ansvar

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Regelgrundlag

malt heller ikke tjenstlig forseelse. Det måtte forudsætte, at der var tale om en bety-

delig udygtighed, ote karakteriseret som ”kvaliiceret udygtighed”.

Vedrørende ansvar for lavere placerede tjenestemænd fastslog undersøgelsesretten i

Tamil-sagen følgende:

”For så vidt angår

fuldmægtig [xx]

, Direktoratet for Udlændinge (på hvis kon-

tor sagerne blev lagt, når de var klar til afgørelse), og

fuldmægtig [YY, ZZ og

VV]

, Justitsministeriet, inder undersøgelsesretten

ikke grundlag for et disci-

plinært ansvar

. Der lægges herved vægt på de pågældendes underordnede stil-

ling i direktoratet og ministeriet sammenholdt med det forhold, at de som fuld-

mægtige måtte gå ud fra, at deres overordnede – som var bekendt med sagen i

alle væsentlige detaljer – havde fundet, at man var nødt til at handle i overens-

stemmelse med ministerens beslutning.”

Hans Gammeltot-Hansen skrev følgende om resultatet i Tamil-beretningen:

”Dette kan muligvis udlægges således at fuldmægtige eter omstændighederne

er ansvarsfri når chefer forestår styringen af sagsbehandlingen … Undersøgel-

sesrettens synspunkter kan dog næppe udstrækkes så vidt at det i almindelig-

hed kan anses for berettiget at fuldmægtige i en sådan situation forholder sig

fuldstændig passive over for en åbenbart ulovlig ordre om at undlade handlin-

ger, selv om den nærmeste overordnede har set sig nødsaget til at eterkomme

ordren. Udgangspunktet må også her være en vis reaktions – og rådgivnings-

pligt over for den ansattes nærmeste chef.”

Statsløsekommissionen anførte i sin beretning:

”Det er almindeligt antaget, at en placering på lavere niveau i det tjenstlige hie-

rarki i sig selv kan medføre, at der ikke kan eller bør rejses nogen tjenstlig sag

mod den pågældende. Dette gør sig særlig gældende, hvor der ikke har været

nogen selvstændig medvirken, således at den pågældendes andel i den begåede

fejl eller ulovlighed i højere grad har hat karakter af rutinepræget sagsekspedi-

tion eller lignende.”

Beretning fra Undersøgelsesretten af 10. juli 1990 vedrørende ”Tamilsagen”, p. 2204

Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, p. 193

Beretning fra undersøgelseskommissionen til undersøgelse af sagen om indfødsret til statsløse personer født i Danmark

i henhold til kommissorium af 25. maj 2011, p. 201

Offentligt ansattes disciplinære ansvar

421

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 5.8

Om forholdet mellem overordnede og underordnede gælder i øvrigt mere ge-

nerelt, at hvis den underordnede embedsmand loyalt har informeret sine fore-

satte om de af ham eller hende påtænkte eller foretagne dispositioner og bag-

grunden herfor, og den overordnede har sanktioneret beslutningerne, vil der

normalt ikke være grundlag for et disciplinært ansvar mod den underordnede

embedsmand. Dette gælder ikke kun embedsmænd på lavere niveau, men også

i forholdet mellem eksempelvis afdelingschefer og departementschefer og ef-

ter omstændighederne også i forholdet mellem embedsmænd og ministeren.”

5.8.2 Overenskomstansatte mv.

Spørgsmålet om disciplinæransvar over for overenskomstansatte og ansatte på indivi-

duel kontrakt som følge af tilsidesættelse af den ansattes pligter er ikke reguleret ved

bestemmelser i lovgivningen, men derimod med udgangspunkt i gældende overens-

komster og individuelle ansættelseskontrakter samt forvaltningens ledelsesret i krat

af dens stilling som arbejdsgiver. Ledelsesbeføjelsen indebærer en ret for forvaltnin-

gen til at træfe afgørelser af disciplinær karakter over for en ansat, hvis den pågæl-

dende har tilsidesat sine tjenstlige pligter.

De pligter, der påhviler ansatte på overenskomst eller individuel kontrakt, svarer i alt

væsentligt til de pligter, som gælder for tjenestemænd. I praksis anvendes sanktio-

ner af disciplinær karakter da også typisk i tilfælde, hvor tilsidesættelsen af tjenstlige

pligter for den overenskomstansatte mv. svarer til, hvad der udgør en tjenesteforse-

else, hvis der var tale om en tjenestemand.

De sanktioner af disciplinær karakter, der kan blive tale om i forhold til overens-

komstansatte mv., kan f.eks. være advarsel, løntilbageholdelse i tilfælde af udeblivel-

se mv., ændring af arbejdsopgaver, forbigåelse ved avancement, anvisning af andet

arbejdssted, afskedigelse med sædvanligt varsel og bortvisning.

422

Offentligt ansattes disciplinære ansvar

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

KAPITEL 6

Kommissionens arbejde

Tidsrammen for kommissionens arbejde er ifølge kommissoriet to år fra kommissi-

onen formelt blev nedsat

den 23. december 2015.

Der har i denne to-årsperiode været aholdt 15 interne møder i kommissionen.

Udover de nedenfor omtalte kontrolbesøg ved de enkelte myndigheder har der væ-

ret aholdt

1 møde med Justitsministeriet

3 møder med Den Uahængige Politiklagemyndighed

4 møder med PET

1 møde med Københavns Politi

1 møde med Udenrigsministeriet og

1 møde med Hofmarskallatet

Møderne med Den Uahængige Politiklagemyndighed har tjent til gensidig informa-

tion om det arbejde, der er pågået i kommissionen og Den Uahængige Politiklage-

myndighed i overensstemmelse med kommissoriets pkt. 5.

Møderne med de øvrige myndigheder har været af oplysende karakter omkring ud-

inding af materiale og afgrænsning heraf.

6.1

Tilvejebringelse af oplysninger

Kommissionen har til brug for sin undersøgelse indhentet dokumenter og mails fra

ofentlige myndigheder og foretaget ahøring af en række personer.

6.1.1 Dokumentmateriale fra ofentlige myndigheder

Kommissionen sendte den 17. februar 2016 anmodning om at modtage materiale,

herunder mailkorrespondance der måtte være af betydning for kommissionens ar-

bejde, til følgende myndigheder: Justitsministeriet, Københavns Politi, PET, Rigsad-

Tilvejebringelse af oplysninger

423

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.1

vokaten, Statsministeriet, Den Uahængige Politiklagemyndighed og Udenrigsmini-

steriet. I fremsendelsesskrivelsen foreslog kommissionen myndighederne at anven-

de følgende søgeord: Kina, kinesisk, statsbesøg, præsidentbesøg, præsident, Tibet,

tibetansk, lag og graiti.

Kommissionen har dereter modtaget materiale fra de enkelte myndigheder.

I lyset af enkelte ahøringer fandt kommissionen den 9. januar 2017 anledning til til-

lige at anmode Hofmarskallatet om at modtage materiale, der måtte være af betyd-

ning for kommissionens arbejde.

Kommissionen har sideløbende med materialets modtagelse i lere tilfælde anmo-

det enkelte af de nævnte myndigheder om at måtte modtage konkret materiale eller

speciikke oplysninger i tilfælde, hvor gennemgang af det modtagne materiale eller

de foretagne ahøringer har givet anledning til at formode, at en myndighed var i be-

siddelse af yderligere relevant materiale eller oplysninger, der ikke var videresendt til

kommissionen, hvoreter kommissionen har modtaget yderligere materiale.

Kommissionen har i perioden, fra anmodningen blev fremsat og til den 4. maj 2017,

i alt modtaget cirka 65.000 sider materiale fra de nævnte myndigheder. Materialet

består hovedsagelig af kopier af journaliserede sager og af mails sendt til eller fra en-

keltpersoner i vedkommende myndighed. Kommissionen har desuden modtaget og

gennemgået 3.117 lydiler, 395 billediler og 87 videoiler. Kommissionen har endelig

benyttet ofentligt tilgængelige oplysninger, herunder navnlig svar på spørgsmål fra

Folketingets Retsudvalg samt videooptagelser af de åbne samråd i Folketingets Rets-

udvalg den 16. august 2012, den 22. august 2013 og den 10. april 2014.

Det har kunnet konstateres, at de enkelte myndigheder har hat forskellig praksis

med hensyn til journalisering af e-mails blandt andet som følge af, at der er sket

en teknologisk udvikling i den periode, undersøgelsen vedrører. Det har endvide-

re frembudt vanskeligheder i forhold til identiikation og udlevering af materiale, at

mailkonti eter det oplyste slettes 30 dage eter, at en medarbejder er fratrådt sin stil-

ling hos Københavns Politi og Rigspolitiet.

Kommissionen har gennemgået det modtagne materiale og frasorteret den del, der

er skønnet uden betydning for kommissionens arbejde. Det resterende materiale er

samlet i kronologisk sorterede ekstrakter for hvert af besøgene i 2012, 2013 og 2014

samt i ire tillægsekstrakter. Disse ekstrakter har sammen med elektroniske lyd-,

billed-, og videoiler, ahøringsrapporter, der er modtaget fra Den Uahængige Poli-

tiklagemyndighed, og ofentligt tilgængeligt materiale fra blandt andet Folketingets

hjemmeside udgjort arbejdsgrundlaget for kommissionen.

424

Tilvejebringelse af oplysninger

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

Ekstrakterne er lagret på USB-stik og fremsendt løbende til alle bisiddere, jf. lov om

undersøgelseskommissioner § 22, stk. 2.

Da dele af ekstraktmaterialet syntes at være kommet i en radiostations besiddelse,

har kommissionen den 10. oktober 2016 indgivet politianmeldelse om eventuel over-

trædelse af reglerne om tavshedspligt. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beslut-

tede den 28. september 2017 at standse eterforskningen, idet det blev vurderet, at en

fortsat eterforskning ikke ville føre til, at der kunne rejses sigtelse mod nogen for

uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger.

I forlængelse af kommissionens gennemgang af materiale modtaget fra Justitsmini-

steriet, Københavns Politi, PET, Rigsadvokaten, Statsministeriet, Den Uahængige

Politiklagemyndighed, Udenrigsministeriet og Hofmarskallatet har kommissionen

alagt en række kontrolbesøg. Kontrolbesøgenes formål har været i videst mulige

omfang at sikre, at kommissionen havde modtaget alt relevant materiale fra den på-

gældende myndighed.

Kontrollen har hos myndighederne bestået i stikprøvekontrol ved gennemgang af

udvalgte personers mailbokse og/eller gennemgang af udvalgte sager i myndighe-

dens journalsystem og tidligere anvendte journalsystemer.

Kontrolbesøgene har i to tilfælde givet anledning til, at kommissionen har anmodet

om at måtte modtage yderligere materiale.

Om det materiale, kommissionen har modtaget fra de enkelte myndigheder, bemær-

kes:

Justitsministeriet

Justitsministeriet fremsendte den 1. marts 2016 skritligt materiale til kommissionen

og oplyste i den forbindelse, at ministeriet ved anvendelse af de af kommissionen

foreslåede søgeord havde søgt i akter og mails fra perioden 14. marts 2012 til 2. ok-

tober 2015. Søgningen var foretaget i akter oprettet i Statsrets- og Menneskeretskon-

toret og i Politikontoret.

Kommissionen har i perioden 8. april 2016 til 27. januar 2017, modtaget yderligere

materiale fra Justitsministeriet, herunder mails sendt til eller fra udvalgte medarbej-

deres mailkonti.

Kommissionen har derudover modtaget et enkelt klassiiceret dokument – uddrag af

et godkendt referat af møde i Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål den

Tilvejebringelse af oplysninger

425

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.1

14. maj 2012. Referatet blev senere delvis aklassiiceret og har derfor kunnet indgå i

ekstraktmaterialet, jf. tillige nedenfor vedrørende Udenrigsministeriet.

Kommissionen har været på kontrolbesøg i Justitsministeriet den 28. september

2016, men fandt ikke ualeveret materiale af interesse for kommissionens undersø-

gelse.

Udenrigsministeriet

Kommissionen alagde den 2. maj 2016 et besøg i Udenrigsministeriet med det for-

mål nærmere at tilrettelægge ministeriets fremsendelse af materiale. Under besøget

udpegede kommissionen, hvilke sager i en forevist journalplan som de af kommis-

sionen foreslåede søgekriterier skulle anvendes på. Udenrigsministeriet fremsendte

hereter den 23. maj 2016 materiale til kommissionen. I fremsendelsesbrevet blev det

oplyst, at materialet bestod af de sager og mails, der var fremkommet ved en søgning

i de elektroniske arkiver på de kriterier, der var angivet i kommissionens brev af 17.

februar 2016, og i de sager, som kommissionen udvalgte under kommissionens be-

søg i ministeriet den 2. maj 2016.

Kommissionen har i perioden 17. juni 2016 til 14. marts 2017 modtaget yderligere

materiale fra Udenrigsministeriet. Kommissionen har derudover modtaget enkel-

te klassiicerede dokumenter fra Udenrigsministeriet, herunder et uddrag af et god-

kendt referat af møde i Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål den 14. maj

2012, hvilket referat senere er delvis aklassiiceret og derfor har kunnet indgå i eks-

traktmaterialet, jf. ovenfor vedrørende Justitsministeriet.

Kommissionen har været på kontrolbesøg i Udenrigsministeriet den 13. oktober

2016, men fandt ikke ualeveret materiale af interesse for kommissionens undersø-

gelse.

Statsministeriet

Statsministeriet fremsendte den 5. april 2016 det materiale, der var fremkommet ved

en søgning i de elektroniske arkiver i perioden fra den 1. januar 2012. I fremsendelses-

skrivelsen blev det oplyst, at materialet var fremkommet ved anvendelse af følgende

søgeord: tibet, falun, jintao, zhengshen, yunshan og graiti. Ministeriet bemærkede,

at søgninger på ordene kina, kinesisk, statsbesøg, præsident og lag ikke var gennem-

gået, idet søgningerne havde givet et meget omfangsrigt resultat, som eter ministe-

riets vurdering ikke ville føre til identiikation af yderligere dokumenter af relevans

for kommissionens arbejde.

Kommissionen har den 21. april 2016 og den 7. december 2016 modtaget yderligere

materiale fra Statsministeriet.

426

Tilvejebringelse af oplysninger

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

Kommissionen har været på kontrolbesøg i Statsministeriet den 14. oktober 2016,

men fandt ikke ualeveret materiale af interesse for kommissionens undersøgelse.

PET

PETs materiale er i al væsentlighed klassiiceret. Kommissionen har under besøg i

PET den 28. april 2016 og den 27. maj 2016 gennemgået det materiale, PET havde

fundet af mulig relevans for kommissionens arbejde. I forbindelse med disse møder

anmodede kommissionen om udlevering af en række dokumenter, der eterfølgende

blev udleveret til kommissionen. Under møderne blev der med PET atalt retnings-

linjer for opbevaring og anvendelse af klassiiceret materiale.

Klassiiceret materiale kunne ikke umiddelbart indgå i de kronologiske ekstrakter,

der, som det fremgår ovenfor, blev udarbejdet eterfølgende. Kommissionen har der-

for udarbejdet en egen ekstrakt af det klassiicerede materiale, og dette ekstraktma-

teriale er dereter aklassiiceret af PET, således at det har kunnet indgå i kommissi-

onsundersøgelsens kronologiske ekstrakter.

Kommissionen har været på kontrolbesøg i PET den 24. marts 2017, men fandt ikke

ualeveret materiale af interesse for kommissionens undersøgelse.

Rigspolitiet

Rigspolitiet har den 4. juli 2016 fremsendt materiale til kommissionen og i forbin-

delse hermed oplyst, at fremsendelsen omfattede de sager, der var fremkommet ved

manuelle og elektroniske søgninger på de søgeord, der var foreslået af kommissionen

i brev af 17. februar 2016. Rigspolitiet fremsendte endvidere en række ujournaliserede

mails til eller fra medarbejdere, herunder tidligere medarbejdere, der eter Rigspo-

litiets opfattelse kunne være i besiddelse af relevant materiale. De pågældende mails

var identiiceret eter den enkelte medarbejders egne søgninger på de søgeord, som

kommissionen havde foreslået.

Rigspolitiet oplyste desuden i fremsendelsesskrivelsen, at det ikke havde været tek-

nisk muligt at genskabe mails fra de tidligere medarbejdere sekretariatschef Pernille

Breinholdt Mikkelsen og chefpolitiinspektør Jørn Aabye Nielsen, idet dog mails til

og fra Jørn Aabye Nielsen var delvist genskabt via en mailscreening af den mailboks,

han aleverede ved sin fratræden den 1. februar 2016.

Kommissionen har i perioden 8. august 2016 til 4. maj 2017 modtaget yderligere ma-

teriale fra Rigspolitiet.

Kommissionen har været på kontrolbesøg i Rigspolitiet den 5. april 2017 og 3. maj

2017.

Tilvejebringelse af oplysninger

427

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.1

Under kontrolbesøget i Rigspolitiet den 5. april 2017 blev det oplyst, at der kun var

adgang til mailbokse for de medarbejdere, der p.t. var tilknyttet den del af Rigspoli-

tiet, der er beliggende på Polititorvet. Der var således ikke adgang til mailbokse for

de medarbejdere, der arbejdede ved andre fysiske enheder i Rigspolitiet, herunder

medarbejdere i politiområdet, der er beliggende i Ejby.

Kommissionen foretog hereter den 3. maj 2017 et kontrolbesøg ved Rigspolitiets po-

litiområde i Ejby.

I forlængelse af kommissionens kontrolbesøg ved Rigspolitiets politiområde har

Rigspolitiet på kommissionens forespørgsel oplyst, at det ikke er teknisk muligt at

genskabe mails til og fra vicepolitiinspektør Per Jensen for en periode, der blandt an-

det omfatter juni 2012.

Kommissionen har under sine kontrolbesøg i Rigspolitiet fundet yderligere materi-

ale af interesse for kommissionens undersøgelse blandt andet mailkorrespondance

7. juni 2012, hvorved PETs trusselsvurdering blev videresendt til politidirektør Johan

Martini Reimann og rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Københavns Politi

Københavns Politi besvarede den 25. februar 2016 kommissionens anmodning af 17.

februar 2016 ved at oplyse, at Københavns Politi netop havde aleveret det pågælden-

de materiale, bortset fra mails, til Den Uahængige Politiklagemyndighed. Kommis-

sionen indgik hereter atale med Københavns Politi og Den Uahængige Politikla-

gemyndighed om, at politiklagemyndigheden sendte kommissionen et eksemplar af

det materiale, som politiklagemyndigheden havde modtaget fra Københavns Politi,

og at Københavns Politi eterfølgende sendte relevante mails, der ikke var journali-

seret, direkte til kommissionen.

I perioden 17. august til 11. oktober 2016 fremsendte Københavns Politi en række mails

til kommissionen. Der var tale om mails, der var fremkommet ved de søgninger, som

Københavns Politi havde foretaget i den interne mailkonto politi.dk og den eksterne

mailkonto ekstern.politi.dk på en række medarbejdere, herunder nogle af kommissi-

onen særligt udpegede medarbejdere, under anvendelse af de søgeord, kommissionen

havde foreslået. Københavns Politi oplyste ved fremsendelsen, at det ikke havde været

teknisk muligt at genskabe en række mails, blandt andet mails til og fra tidligere poli-

tidirektør Johan Martini Reimann, der fratrådte den 1. februar 2013.

Kommissionen har været på kontrolbesøg i Københavns Politi den 30. marts 2017,

men fandt ikke ualeveret materiale af interesse for kommissionens undersøgelse.

428

Tilvejebringelse af oplysninger

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

Hofmarskallatet

Hofmarskallatet besvarede den 13. januar 2017 kommissionens anmodning af 9. ja-

nuar 2017 ved at fremsende skritligt materiale. Det fremsendte materiale indeholdt

dokumenter, der omhandlede korrespondance, hvori emnet sikkerhed indgik, samt

materiale til belysning af Hofmarskallatets koordinerende rolle ved statsbesøget i

2012, herunder besøgsprogrammet.

Kommissionen anmodede den 27. januar 2017 Hofmarskallatet om at måtte modta-

ge eventuelt yderligere materiale. I forlængelse af dette brev alagde kommissionen

et besøg ved Hofmarskallatet den 1. februar 2017. Kommissionen ik på dette møde

lejlighed til at gøre sig bekendt med alt det materiale vedrørende statsbesøget i 2012,

som Hofmarskallatet havde opbevaret og registreret elektronisk. Det blev på mødet

atalt, hvilke dokumenter Hofmarskallatet skulle fremsende til kommissionen, lige-

som det blev atalt, at Hofmarskallatet skulle undersøge, om der måtte være yderli-

gere materiale, der kunne være af betydning for kommissionens arbejde.

Hofmarskallatet fremsendte den 8. februar 2017 det atalte materiale til kommis-

sionen. Hofmarskallatet fremsendte endvidere håndskrevne notater udarbejdet af

Hofmarskallatets daværende sekretariatschef Astrid Agerholm Ruge på nogle af de

møder, som Hofmarskallatet deltog i som led i forberedelsen af statsbesøget i 2012.

Ved besøget i Hofmarskallatet den 1. februar 2017 blev kommissionen givet indsigt

i journalsystemet, og kommissionen ik adgang til at sikre, at alt relevant materiale

blev aleveret. Kommissionen har derfor vurderet, at yderligere kontrolbesøg ikke

var nødvendige.

Den Uahængige Politiklagemyndighed

Den Uahængige Politiklagemyndighed har løbende fremsendt de bilag, Den Uaf-

hængige Politiklagemyndighed har modtaget fra andre myndigheder, herunder Rigs-

politiet og Københavns Politi. Den Uahængige Politiklagemyndighed har endvidere

løbende fremsendt sine rapporter vedrørende foretagne ahøringer. Den Uahængige

Politiklagemyndighed har endelig fremsendt en kopi af en del af den redegørelse, som

Den Uahængige Politiklagemyndighed den 24. april 2017 sendte til Statsadvokaten i

København, idet Den Uahængige Politiklagemyndighed eter atale med Statsadvo-

katuren udelod de afsnit, der vedrørte Den Uahængige Politiklagemyndigheds vur-

deringer og indstillinger til statsadvokaten.

6.1.2 Ahøringer –mundtlige og skritlige

Kommissionen har ahørt i alt 72 personer.

Tilvejebringelse af oplysninger

429

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.1

De pågældende personer blev udvalgt, fordi de eter kommissionens foreløbige vur-

dering måtte antages at være i besiddelse af en viden, der kunne afdække politiets

aktuelle ageren i forbindelse med de kinesiske besøg i 2012, 2013 og 2014 samt bag-

grunden herfor, og/eller en viden, der kunne afdække det eterfølgende forløb, her-

under navnlig i forbindelse med justitsministerens besvarelse af spørgsmål over for

Folketingets Retsudvalg.

Fire personer har været ahørt under vidneansvar, jf. lov om undersøgelseskommis-

sioner § 11.

68 personer har været ahørt med de rettigheder, der fremgår af § 12 i lov om under-

søgelseskommissioner. De pågældende har således ikke hat pligt til at afgive forkla-

ring, idet kommissionen på tidspunktet for ahøringerne ikke kunne udelukke, at

der var en mulighed for, at de pågældende kunne ifalde et straferetligt eller et disci-

plinært ansvar.

En af de 68 personer er ahørt ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Den pågældende havde orlov på tidspunktet for ahøringen og var bosiddende i Ma-

laysia.

Alle forklaringer er afgivet i ofentlige møder for åbne døre, jf. lov om undersøgelses-

kommissioner § 30, stk. 1, 1. pkt.

De møder, hvorunder der er sket ahøringer, er alle blevet lydoptaget. Alle ahørte er

blevet gjort bekendt hermed, inden de afgav forklaring. Lydoptagelserne er slettet i

forbindelse med kommissionens afgivelse af beretning.

Kommissionen har yderligere anmodet ire vidner om at besvare kommissionens

skritlige spørgsmål, jf. § 9, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner.

Nedenfor følger en oversigt over personer, der har afgivet forklaring for kommis-

sionen. Inden for hver enkelt myndighed er personerne angivet i den rækkefølge,

hvori ahøringerne faktisk blev gennemført. Der er anvendt den stillingsbetegnelse,

som de ahørte havde på det tidspunkt, hvor de var beskætiget med sagen på en for

kommissionsundersøgelsen relevant måde, og den enkeltes bisidder, jf. afsnit 6.2.2,

er tilføjet i parentes:

Københavns Politi:

Vicepolitikommissær Mikkel Kildskov Brogaard

Vicepolitikommissær Lars-Ole Lindholm Karlsen

430

Tilvejebringelse af oplysninger

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

Vicepolitikommissær Bjarke Alberts (advokat Steen Bech)

Vicepolitiinspektør Michael Agerbæk (advokat Martin Cumberland)

Politiinspektør Mogens Norup Lauridsen (advokat Torben Koch)

Politikommissær Andrew Jerome Henrik Oryé (advokat Mads Kramme)

Politikommissær Peter Mikael Spanggaard (advokat Stine Gry Johannessen)

Politikommissær Mogens Bendiks Knudsen (advokat Steen Bech)

Vicepolitiinspektør Kim Lykke Østergaard

Vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller (advokat Knud Meden)

Vicepolitikommissær Henrik Brix Søndergaard

Politiassistent Mark Larsen (advokat Mikael Bernhot)

Politikommissær Mads Østermark Jensen (advokat Henrik Garlik)

Vicepolitiinspektør Peter Olesen Dahl

Politikommissær Niels Gert Dehlendorf (advokat Anders Larsen)

Politiassistent Michael Dekker Poulsen (advokat Niels Kahlke)

Vicepolitikommissær homas Tarpgaard (advokat Henrik Hougaard)

Senioranklager Klaus Pedersen (advokat Jon Lauritzen)

Politidirektør Johan Martini Reimann (advokat Poul Heidmann)

Politidirektør horkild Fogde

(advokat Jens Lund Mosbek)

Politiassistent Johan Jørgen Wilken

Politiassistent Johan Sommerlund Stausholm

Vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen (advokat Anders K. Németh)

Politikommissær Claus Rønnegaard

Chefpolitiinspektør Jørn Aabye Nielsen

(advokat Poul Heidmann)

PET:

Politiinspektør Jesper Grønbech (advokat Stine Gry Johannessen)

Konsulent KF 0764 (advokat Steen Bech)

Juridisk chef Lykke Sørensen (advokat Morten Samuelsson)

Politiinspektør Ufe Stormly (advokat Stine Gry Johannessen)

Konsulent KF 0765 (advokat Mikael Bernhot)

PET-chef Jens Madsen (advokat Nicolai Westergaard)

PET-chef Jakob Scharf (advokat Jacob Sand)

Konsulent KF 0766 (advokat Martin Cumberland)

Var under besøget i 2012 tilknyttet Rigspolitiet og fra 1. februar 2013 tilknyttet Københavns Politi

Var under besøget i 2012 tilknyttet Københavns Politi og under besøget i 2013 tilknyttet Rigspolitiet

Tilvejebringelse af oplysninger

431

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.1

Udenrigsministeriet:

Ambassadesekretær Mads Kjeldsen (advokat Noaman Azzouzi)

Departementschef Claus Grube (advokat Steen Lassen)

Chekonsulent Nis Lauge Gellert (advokat Søren Lund Rasmussen)

Ambassadør Friis Arne Petersen (advokat Bjarke Vejby)

Ambassaderåd Lars Bo Larsen (advokat Rasmus Anberg)

Kontorchef Christian Dons Christensen (advokat Birgitte Skjødt)

Viceprotokolchef Annette Lassen (advokat Jon Lauritzen)

Ambassadør Klavs A. Holm (advokat Poul Heidmann)

Protokolchef Jette Nordam (advokat Peter Breum)

Kontorchef Martin Bille Hermann (advokat Pernille Backhausen)

Statsministeriet:

Konsulent Tue Krarup- Pedersen

(advokat Allan Steen Lynge)

Departementsråd Ulrik Vestergaard Knudsen

(advokat Anders Valenti-

ner-Branth)

Kontorchef Lisbet Zilmer-Johns (advokat Pernille Backhausen)

Departementschef Christian Kettel-homsen (advokat Gunnar Homann)

Regeringen:

Udenrigsminister Holger K. Nielsen (advokat Arvid Andersen)

Udenrigsminister Villy Søvndal (advokat Arvid Andersen)

Udenrigsminister Martin Lidegaard (advokat Kåre Pihlmann)

Justitsminister Morten Bødskov (advokat John Petersen)

Justitsminister Karen Hækkerup (advokat Bjørn Høberg-Petersen)

Justitsminister Mette Frederiksen (advokat Niels Henrik Nielsen)

Rigspolitiet

Specialkonsulent Jakob Gøtze Pedersen (advokat Naja Wærness Larsen)

Sekretariatschef Anders Dorph (advokat René Ofersen)

Sekretariatschef Jens Henrik Jacobsen (advokat René Ofersen)

Chekonsulent Mette Uhrskov Kreiborg (advokat Anne Birgitte Gammeljord)

Politiassessor Birgitte Buch (advokat Allan Lund Christensen)

Pr. 4. juni 2013 ansat i Udenrigsministeriet som souschef ved ambassaden i Paris

Pr. 1. august 2013 departementschef i Udenrigsministeriet

432

Tilvejebringelse af oplysninger

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg (advokat Anders Valentiner-Branth)

Sekretariatschef Pernille Breinholdt Mikkelsen (advokat Asger Bagge-Jørgen-

sen)

Vicepolitikommissær Erik Jack Pedersen

Vicepolitiinspektør Per Jensen (advokat Birgitte Frølund)

Chefpolitiinspektør Torben Mølgård Jensen

(advokat Martin Cumberland)

Politikommissær Jakob Kristensen (advokat Casper Andreasen)

Justitsministeriet:

Kontorchef Carsten Madsen (advokat Nicolai Westergaard)

Kontorchef Anne Berg Mansfeld-Giese (advokat Hanne Rahbæk)

Chekonsulent Louise Falkenberg (advokat Karen-Margrethe Schebye)

Kontorchef Esben Haugland (advokat Frantz Sigersted-Rasmussen)

Afdelingschef Jens-Christian Bülow (advokat Søren Juul)

Departementschef Anne Kristine Axelsson (advokat Lise Lauridsen)

Hofmarskallatet:

Hofmarskal Ove Ullerup (advokat Poul Heidmann)

Kontorchef Astrid Agerholm Ruge

(advokat Poul Heidmann)

Følgende personer har skritligt besvaret kommissionens spørgsmål:

Vicepolitiinspektør Per Jensen, Rigspolitiet, der tillige har afgivet mundtlig for-

klaring

Vicepolitiinspektør Jørgen Bergen Skov, Københavns Politi

Kontorchef Niels Høyer, Eksportrådet, Udenrigsministeriet

Politiassistent KF 0767, PET

6.1.3 Orientering om ahøringstemaer

Af § 23 i lov om undersøgelseskommissioner fremgår blandt andet:

”Undersøgelseskommissionen skal inden ahøringen orientere den person, der

er nævnt i § 21, stk. 1, og den pågældende bisidder om de forhold af faktisk og

Pr. 1. marts 2013 chefpolitiinspektør ved Københavns Politi

Ahørt via videolink

Tilvejebringelse af oplysninger

433

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.1

eventuelt retlig karakter, som undersøgelsen vedrørende den pågældende om-

fatter.

Stk. 2.

Sker der i løbet af undersøgelsen væsentlige ændringer i de forhold, som

er nævnt i stk. 1, skal undersøgelseskommissionen orientere den pågældende

om det.”

Kommissionen har iagttaget § 23, stk. 1-2, ved forud for de enkelte ahøringer til

de pågældende eller deres bisidder at udsende lov om undersøgelseskommissioner,

kommissoriet samt et spørgetema med angivelse af, hvilke forhold kommissionen

agtede at ahøre vedkommende person om. I dette tema var for hvert enkelt spørgs-

mål anført henvisning til et eller lere bilag i de ekstrakter, der var udsendt til bisid-

derne. Om adgangen for den person, der skulle ahøres, til på forhånd at gøre sig be-

kendt med bilagsmaterialet henvises til omtalen af lovens § 22, stk. 2-3, under afsnit

6.2.3.

Det er ved fremsendelsen af ahøringstemaet i hvert enkelt tilfælde oplyst, at ”Ud-

spørgeren vil under ahøringen tage udgangspunkt i ahøringstemaet, men det be-

mærkes udtrykkelig, at der kan være anledning til at stille uddybende spørgsmål og

til at stille spørgsmål, der ligger ud over ahøringstemaet, ahængig af din klients

svar.”

6.1.4 Protokoller

Der er udarbejdet særskilte protokoller for ahøringen af hver enkelt person, der

har afgivet forklaring for kommissionen. Protokollerne er nummereret fortløbende.

Der er desuden udarbejdet protokol for kommissionens indledende møde den 18.

august 2016, hvori en række bisiddere deltog og blev beskikket, og hvor der blandt

andet blev fastsat en række ahøringsdage.

Der er udarbejdet i alt 76 protokoller, hvoraf tre vedrører genahøringer.

Der er ikke udarbejdet protokoller fra kommissionens interne møder. Kommissi-

onens processuelle beslutninger er meddelt adressaten pr. mail, hvis beslutningen

ikke er trufet under en ahøring, i hvilket tilfælde beslutningen fremgår af protokol-

len. Dette gælder også de beskikkelser af bisiddere, der er sket eter kommissionens

møde den 18. august 2016.

434

Tilvejebringelse af oplysninger

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

Protokoludkast med ahøringer er sendt til vedkommende bisidder til godkendel-

se. Hvis den pågældende ahøring vedrørte en person uden bisidder, er protokolud-

kast sendt til den pågældende selv. Herom henvises til det under afsnit 6.2.7 anførte.

Alle protokoller er samlet i et bilag til beretningen (bilag 17), således som det er for-

udsat i forarbejderne til undersøgelseskommissionsloven. Derudover er forklarin-

gerne i relevant omfang og til dels i redigeret form medtaget under fremstillingen af

forløbene vedrørende de enkelte besøg.

6.2

Processuelle afgørelser

Kommissionen har trufet processuelle afgørelser på følgende områder:

6.2.1 Aktindsigt

Eter § 29 i lov om undersøgelseskommissioner gælder ofentlighedslovens regler om

aktindsigt ikke for en undersøgelseskommission.

Den, der ønsker aktindsigt i materiale, som indgår i en kommissions undersøgelse,

skal sende anmodningen til den forvaltningsmyndighed, der oprindelig havde do-

kumentet i sin besiddelse, jf. herved ofentlighedslovens § 36, stk. 1. Den pågælden-

de myndighed må ikke uden samtykke fra kommissionen meddele aktindsigt i et så-

dant materiale, jf. § 31, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner.

Af forarbejderne til § 31, stk. 1, fremgår følgende:

”Undersøgelseskommissionen kan ikke ud fra et frit skøn nægte at give sam-

tykke til udlevering af materialet. Kommissionen må vurdere, om udlevering

af materialet vil være skadelig for kommissionens gennemførelse af sin under-

søgelse.”

Kommissionen har behandlet to anmodninger om aktindsigt, fremsat direkte over

for kommissionen.

Anmodningerne blev fremsat af journalister, der dels ønskede løbende aktindsigt i

de dokumenter, som kommissionen kom i besiddelse af, og dels ønskede aktindsigt i

korrespondance mellem Tibetkommissionen og Justitsministeriet vedrørende hono-

LFF 1998-10-08 nr. 3 om undersøgelseskommissioner, FT 1998-99, Tillæg A, p. 267

Processuelle afgørelser

435

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.2

rering af sagens bisiddere. Anmodningerne blev afslået af kommissionen med hen-

visning til § 29 i lov om undersøgelseskommissioner.

Kommissionen har desuden behandlet 15 sager, hvori forvaltningsmyndigheder har

anmodet kommissionen om at tage stilling til samtykke til modtagne anmodninger

om aktindsigt.

I seks af sagerne var anmodningen om aktindsigt fremsat af journalister.

Kommissionen har meddelt samtykke til aktindsigt i fem af disse sager.

Kommissionen har den 1. marts 2016 afslået at meddele samtykke til aktindsigt i

en enkelt sag. I denne sag havde en journalist over for Justitsministeriet fremsat

anmodning om aktindsigt i Københavns Politis operationsbefaling af 13. juni 2012.

Kommissionen nægtelse af at meddele samtykke blev begrundet således:

”Kommissionen har herved lagt vægt på, at operationsbefalingen har væsentlig

betydning for den undersøgelse, kommissionen skal foretage, og at det må an-

tages, at en hel eller delvis udlevering vil være skadelig for kommissionens gen-

nemførelse af sin undersøgelse. Den omstændighed, at to afsnit af den tretten

sider lange operationsbefaling er citeret i Justitsministerens brev af 2. oktober

2015 til Folketingets Retsudvalg, ændrer ikke herved.”

Kommissionen har endelig behandlet ni sager, hvor medarbejdere i Justitsministe-

riet og Udenrigsministeriet havde anmodet om aktindsigt i mails til eller fra de på-

gældende selv, og i det materiale, som de pågældende i øvrigt havde fået adgang til

gennem deres ansættelse, og som de pågældende myndigheder havde fremsendt til

kommissionen.

Der var således tale om anmodninger om såkaldt ”egen acces” eter § 8 i ofentlig-

hedsloven. Reglen vedrører aktindsigt for personer, hvis personlige forhold omtales

i et dokument, og har til formål at sikre, at en person kan få indsigt i oplysninger

vedrørende den pågældende selv i lige så vidt omfang som en person, der er part i en

sag, hvor der er eller vil blive trufet en afgørelse.

Det følger endvidere af persondatalovens § 31, stk. 1, at en fysisk person, hvorom der

behandles oplysninger, har ret til at bede om indsigt i de oplysninger, der behandles.

Kommissionens j.nr. 2-2016-1005

436

Processuelle afgørelser

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

Kommissionen meddelte samtykke til aktindsigt i alle ni sager.

6.2.2 Beskikkelse af bisiddere

Eter § 21, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner har den person, hvis forhold

undersøges, ret til en bisidder eter eget valg. Kommissionen har ud fra kommissori-

et og det da foreliggende begrænsede materiale vurderet, at 68 af de 72 personer, der

har været indkaldt til at afgive forklaring, var omfattet af denne regel, idet det ikke

på forhånd kunne udelukkes, at de kunne søges draget til ansvar. De ik derfor tilbud

om beskikkelse af bisidder.

Enkelte blandt disse personer har, som det fremgår i afsnit 6.1.2, ikke ønsket at tage

imod kommissionens tilbud om beskikkelse af bisidder.

I nogle tilfælde har lere personer anmodet om beskikkelse af den samme advokat

eller lere advokater fra samme advokatkontor som bisidder. Kommissionen har i

hvert enkelt tilfælde overvejet, om imødekommelse af anmodningerne kunne give

anledning til interessekonlikter omfattet af § 21, stk. 3, i lov om undersøgelseskom-

missioner, hvoreter kommissionen kan nægte beskikkelse af en bestemt bisidder

eller tilbagekalde beskikkelse af en bestemt bisidder, hvis afgørende hensyn til den

person, der ønsker beskikkelse, eller til undersøgelsens gennemførelse taler for det.

Da den personkreds, der ønskede samme bisidder, skulle ahøres med en sigtets rets-

stilling, og da kommissionen blandt andet har til opgave at vurdere, om der for no-

gen af de pågældende personer kan gøres et ansvar gældende eter strafelovens § 157,

eter tjenestemandslovens § 10 eller eter disciplinære sanktionsregler i en overens-

komst, indtog kommissionen ud fra et forsigtighedsprincip det standpunkt, at der

ved vurderingen af, om der forelå en sådan interessekonlikt, skulle tages udgangs-

punkt i retsstillingen for personer, der er sigtet i en strafesag.

Det gav anledning til prøvelse ved domstolene, hvor Højesteret i sin kendelse, gen-

givet i U 2017.911 H, udtalte:

”Kæremålet angår, om advokat Hanne Rahbæk kan blive beskikket som bisid-

der for kontorchef Carsten Madsen, Justitsministeriet, og for tidligere udenrigs-

minister Villy Søvndal i forbindelse med ahøring af dem i undersøgelseskom-

missionen i sagen om politiets indgriben over for demonstrationer i forbindelse

med kinesiske statsbesøg mv. (Tibetkommissionen) samtidig med, at advokat

Hanne Rahbæk i samme sag er beskikket som bisidder for kontorchef

Anne Berg Mansfeld-Giese, Justitsministeriet.

Processuelle afgørelser

437

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.2

Tibetkommissionen skal eter kommissoriet undersøge bl.a. politiets handlin-

ger og indholdet af politiets instruktioner mv. og undersøge, i hvilket omfang

andre statslige myndigheder har været involveret i forløbet omkring tilblivelsen

af instruktioner til politiet. Herudover skal kommissionen undersøge, om der

er afgivet urigtige oplysninger til Folketinget eller fortiet oplysninger, ligesom

kommissionen skal undersøge sagsbehandlingen i Justitsministeriet, Rigspoli-

tiet, Københavns Politi og andre involverede myndigheder i forbindelse med

oplysninger givet til Folketinget. Tibetkommissionen skal endvidere eter kom-

missoriet i overensstemmelse med § 4, stk. 4, i lov om undersøgelseskommissi-

oner bl.a. foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grund-

lag for, at det ofentlige søger nogen draget til ansvar.

Spørgsmålet om beskikkelse af bisidder er reguleret i § 21 i lov om undersøgel-

seskommissioner.

Den person, hvis forhold undersøges, har ret til en bisidder eter eget valg, jf. §

21, stk. 1, og eter stk. 2 kan undersøgelseskommissionen beskikke en bisidder

for den person, der er nævnt i stk. 1. Det fremgår af § 21, stk. 3, at undersøgel-

seskommissionen på ethvert tidspunkt kan bestemme, at en valgt bisidder ikke

må fungere som sådan, og tilbagekalde en beskikkelse af bisidder, ”hvis afgø-

rende hensyn til den i stk. 1 nævnte person eller til undersøgelsens gennemfø-

relse taler for det”.

Det følger heraf, at personer, hvis forhold undersøges af en undersøgelseskom-

mission, som udgangspunkt her ret til en bisidder eter eget valg, og at fravigel-

se af udgangspunktet kræver, at der foreligger afgørende hensyn til den pågæl-

dende selv eller til undersøgelsens gennemførelse.

Højesteret inder, at der i sager, der behandles af en undersøgelseskommission,

ikke – som i strafesager og i sager, der behandles eter retsplejelovens kapitel 93

c om undersøgelser ved Den Uahængige Politiklagemyndighed – er grundlag

for at opstille en formodning for, at lere personer, der skal ahøres af kommis-

sionen, har sådanne modstridende interesser, at de ikke kan have samme bisid-

der. Flere personer, der skal ahøres af en undersøgelseskommission, kan derfor

få bistand af samme bisidder, medmindre der foreligger oplysninger, som giver

grundlag for at antage, at de pågældende har modstridende interesser af en så-

dan styrke, at afgørende hensyn til dem selv eller til undersøgelsens gennemfø-

relse taler for, at de skal have hver sin bisidder.

Eter de oplysninger, der foreligger på nuværende tidspunkt, inder Højesteret,

at der ikke er grundlag for at fastslå, at afgørende hensyn taler mod, at advokat

438

Processuelle afgørelser

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

Hanne Rahbæk beskikkes som bisidder for såvel kontorchef Anne Berg Mans-

feld-Giese som kontorchef Carsten Madsen og tidligere udenrigsminister Vil-

ly Søvndal.

Højesteret tager hereter kontorchef Carsten Madsen og tidligere udenrigsmini-

ster Villy Søvndals anmodning om, at advokat Hanne Rahbæk tillige beskikkes

som bisidder for dem, til følge.”

Kommissionen har eterfølgende abeskikket advokat Hanne Rahbæk for de pågæl-

dende, da de begge blandt andet på grund af det fremskredne tidspunkt ønskede at

bibeholde den bisidder, der var beskikket for dem.

Kommissionen har i alt beskikket 49 bisiddere for 63 af de ahørte personer. I et en-

kelt tilfælde blev beskikkelsen meddelt en person, der ikke var advokat. Den pågæl-

dende blev beskikket i overensstemmelse med et udtrykkeligt ønske fra den person,

der skulle ahøres. Denne beskikkelse blev dog eter ønske senere tilbagekaldt, og i

stedet blev beskikket en advokat som bisidder for den pågældende person.

6.2.3 Bisiddernes udlevering af materiale til klienter

Bisiddernes videregivelse af materiale til deres klienter er reguleret i lov om under-

søgelseskommissioner § 22, stk. 2-3, hvoraf fremgår:

”Stk. 2.

Bisidderen har ret til af undersøgelseskommissionen at få kopi af det

materiale, der indgår i undersøgelsen.

Stk. 3.

Bisidderen må ikke uden undersøgelseskommissionens samtykke udleve-

re det i stk. 2 nævnte materiale til sin klient. Undersøgelseskommissionen kan

give bisidderen pålæg om ikke at gøre sin klient bekendt med indholdet af det

i stk. 2 nævnte materiale, hvis afgørende hensyn til fremmede magter, statens

sikkerhed, sagens opklaring eller tredjemand taler for det. Kommissionen kan

under tilsvarende betingelser give bisidderen pålæg om ikke at gøre sin klient

bekendt med, hvad der er foregået under møder i undersøgelseskommissionen

eller i retten.”

Bisidderne blev samtidig med fremsendelsen af USB-stik med det materiale, der er

indgået i undersøgelsen, pr. mail orienteret om, at materialet ikke uden kommissio-

nens samtykke måtte udleveres til vedkommende bisidders klient.

Forud for ahøringerne har hver enkelt bisidder modtaget et ahøringstema for egen

klient med angivelse af ahøringens tema og med henvisning til de sider i ekstrakten,

Processuelle afgørelser

439

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.2

som navnlig ville danne baggrund for ahøringen. Kommissionen har i forbindelse

med fremsendelsen af ahøringstemaerne oplyst bisidderne om, at de ekstraktsider,

der var henvist til i spørgetemaet, måtte udleveres til klienten.

Kommissionen har på forespørgsel fra bisiddere om omfanget af denne tilladelse

til udlevering af materiale til klienten oplyst, at samtykket alene omfattede udleve-

ring til klienten af den side af bilaget, der var nævnt i ahøringstemaet, og at klienten

måtte henvises til at orientere sig i resten af bilaget og de øvrige bilag hos bisidderen.

Kommissionen har endvidere modtaget en forespørgsel fra en bisidder om udleve-

ring af hele ekstrakten til egen klient med henvisning til, at dele af ekstraktmaterialet

tilsyneladende allerede var i en radiostations besiddelse. Bisidderen henviste herun-

der til, at radiostationen havde ofentliggjort artikler på baggrund af ekstraktens ind-

hold og i øvrigt havde anmodet om en eventuel udtalelse fra den pågældende klient

og hendes bisidder.

Kommissionens svarede den pågældende bisidder således:

”Kommissionen har nu overvejet og drøtet din anmodning om tilladelse til at

udlevere hele ekstrakten til din klient.

Det følger af undersøgelseskommissionslovens § 22, stk. 3, at bisidderen som

udgangspunkt kan gøre sin klient bekendt med indholdet af det materiale, der

indgår i undersøgelsen, men at bisidderen ikke uden undersøgelseskommissio-

nens samtykke må udlevere materialet til sin klient. Det er nærmere begrundet

på bl.a. side 80 i betænkning 1315/1996, hvor fremhæves ikke mindst ”hensyn

til sagens oplysning”.

Videre er der ikke almindelig adgang til i forbindelse med udlevering af mate-

riale at pålægge tavshedspligt, jf. herved også Justitsministeriets besvarelse af

spørgsmål 20-22 af 7. april 1997 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen

(L33-bilag 14 og 23).

Radio 24Syv har i den senere tid meddelt ofentligheden indholdet af visse do-

kumenter, der indgår i ekstrakten, og kommissionen fandt det i går nødvendigt

at indgive politianmeldelse med henvisning til, at der er grund til at antage, at

der forud for ofentliggørelsen kan være begået et strabart forhold.

Kommissionens j.nr. 5-2016-1076

440

Processuelle afgørelser

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

En tilladelse til dig vil eter kommissionens opfattelse indebære, at der generelt

må gives tilladelse til alle bisiddere til udlevering til deres klienter.

På baggrund af det anførte har kommissionen besluttet, at din anmodning ikke

kan imødekommes.”

Kommissionen har i enkelte tilfælde, hvor de personer, der skulle ahøres, var bosid-

dende i udlandet, givet tilladelse til, at den pågældende ik udleveret hele ekstrakt-

materialet.

Kommissionen har endelig afslået at imødekomme en anmodning fra en bisidder

om at måtte udlevere en af de indholdsfortegnelser, kommissionen har udarbejdet

særskilt til hver ekstrakt, til sin klient. Begrundelsen herfor var, at indholdsfortegnel-

sen var en del af den pågældende ekstrakt.

6.2.4 Berammelse af forhør

Kommissionens medlemmer havde inden kommissionens indledende møde den 18.

august 2016 trufet beslutning om, hvilke personer kommissionen fandt det hensigts-

mæssigt at ahøre og i hvilken rækkefølge.

Kommissionen udarbejdede hereter udkast til en samlet plan over ahøringer og

med angivelse af, på hvilke dage og tidspunkter kommissionen ønskede at ahøre

hver enkelt person.

På kommissionens indledende møde den 18. august 2016 blev der eter drøtelse med

advokater, der på samme møde var blevet beskikket som bisiddere, fastlagt en række

ahøringsdage i perioden 3. november 2016 – 27. januar 2017. Berammelserne skete

i al væsentlighed i overensstemmelse med kommissionens udkast til en samlet plan

over ahøringer.

Kommissionen har eterfølgende i forbindelse med, at der fremkom nye oplysnin-

ger under ahøringerne og ved fremkomsten af nyt materiale, trufet beslutning om

at ahøre yderligere en række personer og at genahøre enkelte af de allerede ahør-

te personer.

Berammelse af disse ahøringer er sket eter kommissionens forudgående atale med

vedkommendes bisidder og har fundet sted i perioden frem til 20. april 2017.

Processuelle afgørelser

441

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.2

Kommissionens ahøringsplan har i hele perioden været ofentligt tilgængelig på

kommissionens hjemmeside, der løbende er blevet opdateret med nye ahøringsda-

ge og -tidspunkter.

Ahøringerne er med få undtagelser startet kl. 09.00 på de fastlagte ahøringsdage,

og der har som udgangspunkt været to ahøringsdage pr. uge.

6.2.5 Pressens deltagelse i møderne

Der har under forhørene i kommissionen været reserveret et antal pladser forbeholdt

for repræsentanter for pressen, der desuden har hat mulighed for at overvære ahø-

ringerne fra et separat lokale med transmission af billede og lyd fra forhørslokalet.

Kommissionen har meddelt tilladelse til to TV-stationer til at ilme starten på den

første ahøringsdag, hvor kommissionens formand bød velkommen. Tilladelsen blev

givet under forudsætning af, at der ikke skete optagelse af personer, der skulle ahø-

res, bisiddere og publikum i øvrigt, men alene af kommissionens medlemmer.

6.2.6 Andre processuelle afgørelser

§ 30 i lov om undersøgelseskommissioner lyder således:

”Møder i undersøgelseskommissioner og møder i retten er ofentlige. Dog kan

det bestemmes af undersøgelseskommissionen og af retten ved kendelse, at mø-

der skal foregå for lukkede døre, hvis dette indes påkrævet

1) af hensyn til ro og orden i lokalet eller statens forhold til fremmede magter

eller særlige hensyn til disse i øvrigt,

2) af hensyn til sagens oplysning,

3) af hensyn til at beskytte nogen mod unødvendig krænkelse eller

4) af andre særlige grunde

Stk. 2

. Må referatforbud eller navneforbud anses for tilstrækkeligt til at tilgodese

de i stk. 1 nævnte hensyn, træfes der bestemmelse herom i stedet for dørluk-

ning. Overtrædelse af sådanne forbud strafes med bøde.”

Kommissionen har eter en afvejning af ofentlighedens interesse i at få kendskab til

de ahørtes navne over for hensynet til de ahørtes særlige tjenestefunktion imøde-

kommet en anmodning fra PET om, at PET-medarbejdere i aktiv tjeneste alene om-

tales med deres tjenestenummer, jf. § 30, stk. 2, jf. § 30, stk. 1, nr. 4.

442

Processuelle afgørelser

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kommissionens arbejde

Der er ikke under ahøringerne i kommissionen fremsat begæringer om dørlukning,

referatforbud eller navneforbud i øvrigt, og kommissionen har ikke fundet anled-

ning til ex oicio

at træfe afgørelser herom.

6.2.7 Høring af bisiddere og klienter

Kommissionens protokoller med forklaringer og udkast til kommissionens vurde-

ring af de faktiske og retlige forhold har været sendt i høring hos den pågældende

eller dennes bisidder.

6.2.7.1 Høringer over udkast til protokol

I forlængelse af ahøring af hver enkelt person har kommissionen udsendt udkast til

protokol til den pågældende eller dennes bisidder med anmodning om eventuelle

bemærkninger.

Kommissionen har modtaget bemærkninger til nogle af de fremsendte protokolud-

kast. Protokoludkastet er hereter i nogle tilfælde tilrettet i overensstemmelse med

bemærkningerne, mens kommissionen i en række andre tilfælde – blandt andet eter

en gennemlytning af relevante passager af lydilen fra vedkommende ahøring – har

fastholdt teksten i det oprindelig udsendte protokoludkast.

6.2.7.2 Høringer mm. eter § 23 i lov om undersøgelseskommissioner

Af § 23 i lov om undersøgelseskommissioner fremgår blandt andet:

”

Stk. 3.

Undersøgelseskommissionen skal eter bevisførelsen orientere den i § 21,

stk. 1, nævnte person og den pågældendes bisidder om de faktiske og eventuelt

retlige forhold vedrørende den pågældende, som kommissionen overvejer at

give udtryk for i sin beretning.

Stk. 4.

Den person, der er nævnt i § 21, stk. 1, og den pågældendes bisidder har

ved undersøgelsens afslutning ret til at komme med en skritlig udtalelse om de

faktiske og eventuelt retlige spørgsmål, undersøgelsen rejser vedrørende den

pågældende. Undersøgelseskommissionen kan fastsætte en frist for afgivelsen

af den nævnte udtalelse.”

I overensstemmelse med § 23, stk. 3-4, sendte kommissionen den 5. september 2017

uddrag af udkast til bevisvurderinger af de faktiske forhold til alle bisiddere. Kom-

missionen fremsendte endvidere uddrag af udkast til ansvarsvurderinger for perso-

Jf. om retsmøder retsplejelovens § 29b, stk. 1 (dørlukning), og § 30a, stk. 1, (referatforbud)

Processuelle afgørelser

443

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 6.2

ner, for hvem det kunne være relevant, til de pågældendes bisiddere. Kommissionen

meddelte samtidig de i øvrigt ahørte personer eller deres bisiddere, at kommissio-

nen ikke havde fundet grundlag for at søge et ansvar gjort gældende over for dem.

For personer uden bisidder blev uddragene af udkastene til vurderinger tilsendt ved-

kommende direkte.

Kommissionen fastsatte frist til den 25. september 2017 for eventuelle skritlige udta-

lelser vedrørende kommissionens udkast til bevismæssig og retlig vurdering.

Kommissionen har hereter modtaget bemærkninger fra en række bisiddere og af-

hørte personer uden bisiddere. Bemærkningerne er optaget som bilag 1-15 til beret-

ningen, således som det er forudsat i forarbejderne til undersøgelseskommissions-

loven.

Kommissionens bemærkninger til bisiddernes udtalelser fremgår af et notat, der er

optaget som bilag 16 til beretningen.

444

Processuelle afgørelser

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Andre myndigheders sideløbende behandling af hændelserne

KAPITEL 7

Andre myndigheders sideløbende behandling af

hændelserne

Det kinesiske statsbesøg

i 2012 og det oicielle kinesiske besøg i 2013 gav anledning

til, at Retsudvalget i perioden indtil den 24. september 2015 stillede en række spørgs-

mål til justitsministrene Morten Bødskov, Karen Hækkerup, Mette Frederiksen og

Søren Pind. Om spørgsmålene, besvarelserne og tilvejebringelse af grundlaget herfor

henvises til afsnit 3.1.4 og 3.2.4 samt afsnit 8.2.7.1 f.

Besøget i 2012 medførte endvidere seks personers sagsanlæg ved Københavns Byret

med påstand om, at de under besøget havde været udsat for ulovlig frihedsberøvelse

fra Københavns Politis side. Om retssagen henvises til afsnit 7.1.

Besøgene i 2012 og 2013 medførte desuden, at en række personer indgav dispositi-

ons- og adfærdsklager over Københavns Politis ageren. Disse klagesager er nærmere

omtalt under afsnit 7.2.

Eter Østre Landsrets ankedom af 22. september 2015 og fremkomsten af operations-

befalingen for 2012 blev der indgivet anmeldelse mod personalet i Københavns Politi

og mod politidirektør horkild Fogde. Herom henvises til afsnit 7.3.

Det oicielle kinesiske besøg i 2014 gav ligeledes anledning til spørgsmål fra Retsud-

valget, men besøget gav ikke anledning til særskilte klagesager eller sagsanlæg ved

domstolene.

7.1

Domstolene

Der er for domstolene indbragt et antal afgjorte og verserende sager vedrørende ulov-

lig frihedsberøvelse og krænkelse af beskyttelsen af forsamlings- og ytringsfriheden

i grundloven og EMRK.

Domstolene

445

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 7.1

7.1.1 Retssager anlagt af seks sagsøgere med påstand om, at de den 15.

juni 2012 blev udsat for ulovlige frihedsberøvelser

Sagen blev

den 13. juli 2012 anlagt af advokat Claus Bonnez på vegne Jennifer Luna

Pedersen, Sara Kristine Gløjmar Berthou, Christian Gorm Hansen, Kamilla Rosen-

kilde Nielsen, Rene Michael Wennerberg og homas Herbert Götz mod Københavns

Politi.

Sagsøgerne afgav forklaringer i et retsmøde den 21. februar 2013. Selvom retssagen

handlede om ulovlig frihedsberøvelse, blev det af Sara Kristine Gløjmar Berthou for-

klaret i retten, at hun var blevet frataget sit tibetanske lag på Christiansborg Slots-

plads den 15. juni 2012, og at det ikke var blevet tilbageleveret.

Under et senere retsmøde blev der afgivet vidneforklaringer af vicepolitiinspektør

Claus Hjelm Olsen, politikommissær Andrew Jerome Henrik Oryé, vicepolitikom-

missær Mark Larsen, politibetjent Lise Zacho Møller og talsmand for Falun Gong,

Benny Brix.

Ved Københavns Byrets dom af 18. februar 2014 ik homas Herbert Götz medhold

i, at han havde været udsat for ulovlig frihedsberøvelse i Kongens Have. Københavns

Politi blev frifundet i de sager, der var anlagt af de øvrige sagsøgere.

Københavns Politi ankede dommen vedrørende homas Herbert Götz, mens de øv-

rige sagsøgere ankede dommen for så vidt angik friindelserne af Københavns Politi.

Under ankesagens behandling anmodede advokat Claus Bonnez Københavns Politi

om at fremlægge udskrit af relevante lydiler fra politiets interne radiokommunika-

tion. Københavns Politi protesterede mod begæringen. Østre Landsret afsagde den

29. april 2015 kendelse, hvoreter advokat Claus Bonnez´ begæring i al væsentlighed

blev imødekommet.

Under landsrettens behandling af ankesagen blev der afgivet supplerende partsfor-

klaringer af homas Herbert Götz og Jennifer Luna Pedersen. Der blev desuden af-

givet yderligere vidneforklaringer af journalist Jonas Høy Bruun og politiassistent

Pelle Lykke-Nielsen.

Østre Landsret stadfæstede den 22. september 2015 Københavns Byrets dom af 18.

februar 2014. I dommen udtalte landsretten blandt andet:

”Der er for landsretten afgivet partsforklaringer og vidneforklaringer samt af-

spillet politiets radiokommunikation og fremvist tv-klip, der samlet viser, at po-

446

Domstolene

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Andre myndigheders sideløbende behandling af hændelserne

litiet i forbindelse med de tre episoder udfoldede bestræbelser på at hindre per-

soner i at holde det tibetanske

lag op, så det var synligt for den kinesiske præ-

sident.”

Da ingen af parterne ansøgte Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe

sagen for Højesteret, er Østre Landsrets dom endelig.

Københavns Politi udbetalte hereter erstatning til homas Herbert Götz med 2.400

kr., svarende til den dagældende takstmæssige erstatning for uberettiget frihedsbe-

røvelse i den periode, homas Herbert Götz havde været frihedsberøvet.

7.1.2 Retssager med påstand om erstatning for krænkelser den 15. juni

2012 og den 6. juni 2013 af EMRK art. 10 og 11 samt af grundlovens

§§ 77 og 79

Københavns Politi blev ved Københavns Byrets dom af 14. juli 2016 frifundet for at

betale yderligere erstatning til homas Herbert Götz, der var repræsenteret af advo-

kat Claus Bonnez. Dommen blev den 2. februar 2017 stadfæstet af Østre Landsret,

der blandt andet lagde vægt på, at der ikke inden for sagens prøvelsesmæssige ram-

me var grundlag for en nærmere stillingtagen til de anbringender, homas Herbert

Götz eterfølgende havde gjort gældende, om krænkelse eter EMRK artikel 10 og 11.

I perioden 15. juni 2015 til 8. januar 2016 anlagde formand for Støttekomitéen for

Tibet og demonstrationsdeltager Anders Højmark Andersen samt demonstrations-

deltagerne Poul Damgaard Trier, Sara Kristine Gløjmar Berthou, Christian Gorm

Hansen, Poul Andersen og Xuezhen Bao, der alle var repræsenteret af advokat Claus

Bonnez, sager mod Københavns Politi med påstand om erstatning i anledning af, at

de henholdsvis den 15. juni 2012 på Christiansborg Slotsplads og den 6. juni 2013 på

Amalienborg Slotsplads blev udsat for krænkelser af beskyttelsen af forsamlings- og

ytringsfriheden i grundloven og EMRK og for de to sidstnævntes vedkommende til-

lige, at de blev udsat for ulovlig frihedsberøvelse.

Disse sager er ved Østre Landsrets kendelse af 6. juli 2016

udsat på, at ”

statsadvoka-

ten har trufet

afgørelse i anledning af den stedfundne anmeldelse til Den Uahængige Poli-

tiklagemyndighed af personale i Københavns Politi”,

jf. herom afsnit 7.3.

Landsretten tog

ikke stilling til Københavns Politis principale påstand om, at sagerne skulle udsættes

på, at Tibetkommissionen havde afgivet beretning.

Fuldmægtigen 2017.24 Ø, sag nr. B-1253-16

Domstolene

447

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 7.2

7.2

Andre klagesager

En række personer har endvidere klaget til forskellige politimyndigheder både ved-

rørende præsidentbesøget

i 2012 og vedrørende det oicielle kinesiske besøg i 2013.

Kommissionen har kendskab til følgende klagesager:

7.2.1 2012-besøget

Advokat Claus Bonnez indgav den 16. juli 2012 klage til Den Uahængige Politikla-

gemyndighed på vegne af seks personer, der som omtalt i afsnit 7.1.1 havde anlagt

retssag om ulovlige frihedsberøvelser. Under sagens behandling oplyste Københavns

Politi, at det kun var lykkedes at identiicere én af de involverede betjente, nemlig

politiassistent Lise Zacho Møller, der deltog i anholdelsen af Jennifer Luna Pedersen

ved Langelinie den 15. juni 2012. Den Uahængige Politiklagemyndighed meddelte

den 14. september 2012, at man ikke fandt, at der var anledning til at indlede eter-

forskning i sagen.

Samme personkreds indgav samtidig klage over politiets dispositioner til Køben-

havns Politi i forbindelse med afviklingen af demonstrationen den 15. juni 2012 på

Højbro Plads. Denne klage blev afvist af Københavns Politi den 6. august 2012, hvil-

ket blev stadfæstet af Rigspolitiet den 23. april 2014.

Også KRIM indgav dispositionsklage til Københavns Politi vedrørende politiets af-

vikling af demonstrationen på Højbro Plads den 15. juni 2012. Denne klage blev af-

gjort endeligt af Rigspolitiet den 14. april 2014. Klagen blev afvist.

KRIM indgav samtidig klage over tilbageholdelsen af journalisten Janus Andreasen,

Ekstra Bladet, den 15. juni 2012 ved Langelinie. Der var tale om en dispositionskla-

ge, hvorfor den ikke kunne afgøres af Den Uahængige Politiklagemyndighed. Stats-

advokaten for København mv.

tiltrådte den 2. november 2012, at Københavns Politi

den 6. august 2012 havde afvist klagen.

Advokat Claus Bonnez har endvidere klaget over, at Københavns Politi havde næg-

tet at indbringe fratagelserne af tibetanske lag den 15. juni 2012 for retten til prøvelse

af, om der var tale om ulovlige beslaglæggelser. Statsadvokaten for København mv.

meddelte den 31. maj 2013, at han var enig med Københavns Politi i, at der ikke var

tale om beslaglæggelser.

I dag: Statsadvokaten i København

448

Andre klagesager

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Andre myndigheders sideløbende behandling af hændelserne

7.2.2 2013-besøget

Advokat Claus Bonnez har på vegne Jennifer Luna Pedersen og Lærke Arvidsen kla-

get til Den Uahængige

Politiklagemyndighed vedrørende politiets ageren i Rigsdags-

gården den 6. juni

2013. Den Uahængige Politiklagemyndighed anmodede eterføl-

gende Københavns Politi om at behandle de klagepunkter i Lærke Arvidsens klage,

som vedrørte politiets dispositioner under episoden, herunder over, at hun blev for-

hindret i at demonstrere og i at ytre sig.

Den Uahængige Politiklagemyndighed har i afgørelser af 20. november 2013 og 23.

december 2013 afvist begge klager med henvisning til, at der ikke er rimelig formod-

ning for, at polititjenestefolk har begået strabare forhold.

Københavns Politi har i udateret afgørelse vedrørende dispositionsklagen udtalt, at

Lærke Arvidsen ikke blev forhindret i at demonstrere eller ytre sig, idet hun alene

blev henvist til at demonstrere fra en anvist plads på Christiansborg Slotsplads. Kø-

benhavns Politi bemærkede endvidere, at klager blev gjort bekendt med, hvorfor

hun blev tilbageholdt, idet det var oplyst, at hun gentagne gange blev gjort bekendt

med, at hun blev ført ud af Rigsdagsgården, fordi det ikke var lovligt at demonstre-

re inde på stedet.

Advokat Claus Bonnez har endvidere på vegne Jens Christian Nielsen klaget til Den

Uahængige Politiklagemyndighed vedrørende politiets ageren ved Avedøreværket

den 5. juni 2013.

Den Uahængige Politiklagemyndighed har den 16. august 2013 afvist de sidstnævnte

klager fra Lærke Arvidsen og Jens Christian Nielsen med henvisning til, at der ikke

er rimelig formodning for, at polititjenestefolk har begået strabare forhold. Afgørel-

sen er stadfæstet af Statsadvokaten for København mv. den 17. februar 2014.

Endelig har en borger på baggrund af medieomtalen indgivet dispositionsklage til

Københavns Politi over episoderne ved Avedøreværket den 5. juni 2013 og på Ama-

lienborg Slotsplads den 6. juni 2013. Københavns Politi svarede den 22. januar 2014

klageren, at bortvisningerne af demonstranter eter Københavns Politis opfattelse

var berettigede.

DUP, bilag E-0-8-2

Andre klagesager

449

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

Kapitel 7.3

7.3

Anmeldelser til Den Uahængige Politiklagemyndighed

af personalet i Københavns Politi og politidirektør

horkild Fogde

Eter Østre Landsrets ankedom af 22. september 2015 indgav politidirektør horkild

Fogde den 28. september 2015 anmeldelse til Den Uahængige Politiklagemyndighed

vedrørende muligt urigtige oplysninger til Folketingets Retsudvalg. Under et møde

med Den Uahængige Politiklagemyndighed herom den 30. september 2015 videre-

bragte horkild Fogde oplysning om, at han netop var blevet bekendt med, at der

forelå en generel ordre i en operationsbefaling for 2012 og anmodede om, at det blev

undersøgt, om personale i Københavns Politi havde gjort sig skyldig i tjenestemis-

brug eller -forsømmelse. Den Uahængige Politiklagemyndighed påbegyndte her-

eter eterforskning af en række forhold med nær forbindelse til de spørgsmål, som

undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for.

Endvidere anmeldte advokat Dick Sørensen den 21. og 22. december 2015 politidi-

rektør horkild Fogde til Den Uahængige Politiklagemyndighed for på retsstridig

vis at have tilbageholdt lydiler for Folketinget, og advokat Claus Bonnez indgav den

25. januar 2016 en lignende klage på vegne af de seks personer, der i 2012 havde an-

lagt retssager ved Københavns Byret.

Kommissionen skal ifølge kommissoriets pkt. 5, 2. og 3. afsnit, samarbejde med Den

Uahængige Politiklagemyndighed.

Kommissionen og Den Uahængige Politiklagemyndighed har løbende udvekslet af-

høringsprotokoller og ahøringsrapporter, ligesom der i hele perioden har været lø-

bende dialog om tilrettelæggelsen af arbejdsgangene, herunder blandt andet under

tre møder mellem kommissionen og Den Uahængige Politiklagemyndighed. Den

Uahængige Politiklagemyndighed har endvidere fremsendt kopi af det materiale,

politiklagemyndigheden har modtaget fra Københavns Politi, og som ikke er sendt

direkte til kommissionen af Københavns Politi. Herom henvises til afsnit 6.1.1.

Den Uahængige Politiklagemyndighed afgav beretning til Statsadvokaten i Køben-

havn den 24. april 2017.

450

Anmeldelser til Den Uafhængige Politiklagemyndighed af personalet i Københavns Politi

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 103: Orientering og kopi af Justitsministeriets pressemeddelelse og Tibetkommissionens beretning, fra justitsministeren