MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 90: Orientering om notat om afgivelse af dansk indlæg i EU-Domstolens forenede sager C-671/16 Inter-Environment Bruxelles m.fl., og C-160/17 Thybaut m.fl. om rækkevidden af plan- og programbegrebet i miljøvurderingsdirektivet, fra miljø- og fødevareministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del Bilag 90
Offentligt

NOTAT

UDKAST

Den 3. november 2017

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og

Fødevareudvalg om afgivelse af mundtligt indlæg i EU-

Domstolens forenede sager C-671/16 Inter-Environment

Bruxelles m.fl., og C-160/17 Thybaut m.fl.

1. Indledning

Conseil

D’Etat, som er den øverste forvaltningsdomstol i Belgien, har i to sager forelagt EU-Domstolen

en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af miljøvurderingsdirektivets artikel 2,

litra a og artikel 3 (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering

af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet).

Spørgsmålene fra Conseil D’Etat

vedrører den nærmere afgrænsning af miljøvurderingsdirektivets plan- og programbegreb.

Udover de præjudicielle spørgsmål fra

Conseil D’Etat har

EU-Domstolen i forbindelse med

indkaldelsen til den mundtlige forhandling anmodet de deltagende medlemsstater om at besvare et

spørgsmål vedrørende en tidligere EU-dom om miljøvurderingsdirektivets plan- og programbegreb

(sag C-290/15,

D’Oultremont).

I denne sag fastlog EU-Domstolen, at den vallonske

vindmøllebekendtgørelse var omfattet af miljøvurderingsdirektivets plan- og programbegreb og derfor

skulle have været miljøvurderet.

2. Sagernes faktiske omstændigheder og juridiske problemstillinger

2.1. C-671/16 Inter-Environment Bruxelles m.fl.

Sag C-671/16 Inter-Environment Bruxelles m.fl. vedrører en regional forordning om zoneopdelt

byplanlægning, som i et givent kvarter (en zone) definerer de gældende standarder for bygninger

(højde, størrelse, byggelinje, bebyggelsesgrad, tagkonstruktion, antenne), for ubebyggede områder

(minimumsarealer, planlægning) og for åbne, offentlige områder. Disse specifikke standarder erstatter

–

for det omhandlede kvarter

–

de almindelige standarder i en regional (grund)forordning om

byplanlægning.

Hverken (grund)forordningen eller den regionale forordning om zoneopdelt byplanlægning er blevet

miljøvurderet, men begge forordninger er dækket af en udviklingsplan (regional plan om

arealanvendelse), som er blevet miljøvurderet. Den regionale forordning er vedtaget af regeringen for

hovedstadsregionen Bruxelles ved en bekendtgørelse.

En belgisk miljøsammenslutning, Inter-Environment Bruxelles, har påklaget den manglende

miljøvurdering af den regionale forordning om zoneopdelt byplanlægning. Begrundelsen herfor er, at

sammenslutningen mener, at regeringen fejlagtigt har udelukket forordninger om byplanlægning fra

kategorien planer og programmer med den begrundelse, at de indeholder ’generelt anvendelige

juridisk

bindende regler’.

Efter sammenslutningens opfattelse har EU-Domstolen tidligere fastslået, at

Miljø-

og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K

Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk

MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 90: Orientering om notat om afgivelse af dansk indlæg i EU-Domstolens forenede sager C-671/16 Inter-Environment Bruxelles m.fl., og C-160/17 Thybaut m.fl. om rækkevidden af plan- og programbegrebet i miljøvurderingsdirektivet, fra miljø- og fødevareministeren

særlige planer for arealanvendelse er omfattet af direktivet, og alene den omstændighed, at en

foranstaltning vedtages i form af en generel bestemmelse, ikke nødvendigvis udelukker

foranstaltningen fra dette anvendelsesområde.

Regeringen fastholder, at ’generelt anvendelige juridisk bindende regler’ ikke udgør en plan og

henviser til, at planer og programmer karakteriseres ved bl.a. at fastsætte formål og foranstaltninger,

som vedtages for at opnå de fastsatte formål.

2.2. C-160/17 Thybaut m.fl.

Sag C-160/17 Thybaut m.fl. omhandler en forordning fastsat af den vallonske regering, hvorved der

fastlægges en byplanlægningsperimeter. Fastlæggelsen af en sådan perimeter medfører, at de

projekter, der er beliggende indenfor området, omfattes af en forenklet procedure for udstedelse af

tilladelser, der kan fravige de gældende byplanlægningsregler. Projekterne vil også blive omfattet af en

forenklet ekspropriationsprocedure, idet der foreligger en formodning for, at der vil være en offentlig

interesse til stede.

En byplanlægningsperimeter medfører, at ethvert fremtidigt projekt, selvom det ikke har

sammenhæng med det oprindelige, konkrete byplanlægningsprojekt, vil være omfattet af de

forenklede procedurer.

Sagsøgerne er borgere, der bor i nærheden af den fastsatte byplanlægningsperimeter. Sagsøgerne

mener, at der er tale om en plan, som er omfattet af miljøvurderingsdirektivet. Efter sagsøgernes

vurdering foretager undersøgelsen ikke en samlet kumulativ vurdering af alle projekternes

indvirkninger på miljøet, som krævet efter miljøvurderingsdirektivet.

Sagsøgte, regeringen i Région wallone, er derimod af den opfattelse, at det er byplanlægningsprojektet

og ikke den fastsatte byplanlægningsperimeter, der skal miljøvurderes, og at sidstnævnte ikke er en

plan eller et program i miljøvurderingsdirektivets forstand.

3. Den danske interesse i sagerne

Efter Miljø- og Fødevareministeriets opfattelse bør den danske regering deltage i den mundtlige

forhandling og afgive indlæg i sagen. Den danske regering kan herved bidrage til, at EU-Domstolen i

forbindelse med besvarelsen af spørgsmålene fra

Conseil D’Etat

og EU-Domstolen får mulighed for at

udfordre og præcisere den brede fortolkning af direktivets plan- og programbegreb, som EU-

Domstolen hidtil har anlagt.

Med D’Oultremont-dommen har EU-Domstolen ydet sit seneste bidrag til forståelsen af plan- og

programbegrebet i forhold til generel regulering (love, bekendtgørelser, cirkulærer m.v.). Det er med

dommen utvetydigt slået fast, at ikke alene konkrete planer eller programmer, f.eks. kommuneplaner

og spildevandsplaner, men også generel regulering, dvs. love, bekendtgørelser, cirkulærer mv., efter

omstændighederne kan være omfattet af plan/program-begrebet og dermed af miljøvurderingspligten.

Dommen er imidlertid uklar på en række punkter. Denne uklarhed er der nu med de to nye sager fra

Conseil D’Etat mulighed for at få afklaret.

Det giver bl.a. anledning til betydelig tvivl, om en generel

retsakt skal fastlægge flere kriterier og fremgangsmåder for tilladelser o. lign. for at være omfattet af

miljøvurderingsdirektivets plan/program-begreb, eller om det er tilstrækkeligt, at der blot opsættes ét

kriterium. I den forbindelse vil den danske regering argumentere for, at det netop af

D’Oultremont-

sagen fremgår, at der skal fastlægges en

’betydningsfuld

helhed af kriterier’ og fremgangsmåder. Der

vil således som udgangspunkt ikke være tale om et plan eller et program, hvis der alene fastsættes et

enkelt kriterium/fremgangsmåde.

Den danske regering vil også komme ind på andre uklarheder på baggrund af

D’Oultremont

generelt opfordre EU-Domstolen til, at fastsætte flere afgrænsende kriterier for rækkevidden af plan-

og program-begrebet. I regeringens indlæg vil der således bl.a. blive argumenteret for, at generelle

retsakter, der omfatter hele det danske territorium, ikke er omfattet af miljøvurderingsdirektivets

plan- og programbegreb, medmindre retsakten også indeholder en form for geografiske afgrænsning

(f.eks. forskellige zoner, områder mv.).