PRESSEMEDDELELSE 3. NOVEMBER 2017 // DANMARKS SPORTSFISKERFORBUND
Havbrugsfirma ser stort på miljøregler
Havbrugsfirmaet Hjarnø Havbrug A/S, der blandt andet driver to havbrug ved Horsens
Fjord, har gennem flere år opdrættet den fremmede art sølvlaks uden myndighedernes
kendskab og uden de fornødne tilladelser. Danmarks Sportsfiskerforbund kræver nu, at
forholdene omkring Hjarnø Havbrug A/S undersøges til bunds og udtrykker samtidig alvorlig
bekymring for virksomhedens planer om etablering af et nyt havbrug ud for Djursland.
Gennem de seneste måneder har lystfiskere fanget en hel del sølvlaks ved de østjyske kyster og i de
østjyske vandløb. Sølvlaks er en stillehavslaks, der ikke er naturligt forekommende i Danmark og
som ikke tidligere er fanget her i landet. Så det har været en stor gåde, hvor disse sølvlaks kommer
fra. Efter et større detektivarbejde kan Danmarks Sportsfiskerforbund nu afsløre, at sølvlaksene
kommer fra Hjarnø eller Hundshage Havbrug i Horsens Fjord, hvor Hjarnø Havbrug A/S i al
hemmelighed i forhold til myndighederne og uden de nødvendige tilladelser har produceret den
fremmede sølvlaks, der aldrig tidligere er blevet opdrættet i danske havbrug.
– Efter de mange fangster af sølvlaks i Østjylland - og især i området omkring Horsens Fjord -
sammenholdt med flere andre brikker i et større puslespil, fik vi efterhånden en stærk mistanke om,
at det var havbrugsfirmaet Hjarnø Havbrug A/S der havde eksperimenteret med opdræt af sølvlaks.
Vi anmodede derfor Hedensted Kommune, der er miljø- og tilsynsmyndighed for firmaets to
havbrug i Horsens Fjord om at undersøge forholdene. Vores mistanke er nu blevet bekræftet, idet
virksomheden over for Hedensted Kommune har erkendt, at de har opdrættet sølvlaks, og at de har
haft et udslip af sølvlaks, siger Verner W. Hansen, formand i Danmarks Sportsfiskerforbund og
fortsætter:
– Vi har siden september været i kontakt med både Hedensted Kommune, Miljøstyrelsen,
Landbrugsstyrelsen og Fødevarestyrelsen for at få svar på, om der har ligget de fornødne tilladelser
til opdræt af sølvlaks. Men intet tyder på at det er tilfældet. Hedensted Kommune, der er
miljømyndighed, og altså den myndighed der står for miljøgodkendelser og tilsyn med de to
havbrug – har ikke været orienteret om hverken produktionen af sølvlaks eller udslippet af den
fremmede art.
Et klart brud med gældende natur- og miljøregler
Opdræt af nye ikke-hjemmehørende arter i havbrug kan ifølge Danmarks Sportsfiskerforbund sætte
vigtige hensyn til natur og miljø over styr blandt andet på grund af den betydelige risiko for udslip
af fremmede arter til naturen. Det er derfor afgørende at have de nødvendige godkendelser på plads
før en ny produktion sættes i gang.
– For at opnå tilladelse til opdræt af nye fiskearter kræver det både tilladelse i henhold til
miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven samt EU-forordningen om opdræt af fremmede arter
i Akvakultur. Derudover er der veterinærbestemmelser, der skal sikre, at der ikke spredes
sygdomme. Har Hjarnø Havbrug A/S ikke haft disse godkendelser på plads, hvad meget foreløbigt
tyder på, er der altså tale om et alvorligt brud med gældende natur- og miljølovgivning. Vi vil derfor
insistere på, at der nu bliver fortaget en meget grundig undersøgelse af hele sagen, siger Verner W.
Hansen.
Troværdigheden sat over styr
Sagen rejser efter Danmarks Sportsfiskerforbunds opfattelse stor tvivl om Hjarnø Havbrug A/S’s
troværdighed og vilje til at overholde gældende natur- og miljølovgivning. Det er dybt bekymrende,
Skyttevej 5
˚
Vingsted
˚
7182 Bredsten
˚
Telefon 75 82 06 99
˚
www.sportsfiskerforbundet.dk
˚
Sydbank, Kontonummer: 7700 1079078
˚
IBAN-nr: DK7977000009403858
˚
SWIFT-kode: SYBKDK22