!
Forum for Samfundets Beredskab (FSB)
København den 18. maj 2018
BORGMESTERERKLÆRING TIL REGERING OG FOLKETINGET
ATT:
Energi-, Forsynings og Klimaministeren
Miljø- og Fødevareministeren
Forsvarsministeren
Formanden for
Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Formanden for
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalget
Formanden for
Forsvarsudvalget
Sikring af menneskeliv, ejendom og værdier mod vandmasserne er også
et nationalt anliggende
Det er vurderingen at de klimatiske variationer vi oplever i Danmark vil blive større end det
i dag er tilfældet med hyppigere ekstremer i natur og nedbør. De stigende vandstande vil
ikke blot udfordre de berørte kommuner, men også den enkelte lodsejer, og spørgsmålet
som trænger sig på, er hvorvidt forebyggelse og kystsikring af landets infrastruktur er et
anliggende alene for kommunerne og lodsejerne, eller også om staten bærer et (med)an-
svar herfor?
Ifølge FN’s klimapanel forudser man, at verdenshavene vil kunne stige med op til to meter
inden år 2100, hvis iskappen på Antarktis kollapser, og det er dobbelt så meget som først
antaget. Skulle FN få ret i sine beregninger og forudsigelser, vil flere danske kommuner
blive ganske alvorligt berørt.
Miljøstyrelsen har på baggrund heraf beregnet, at flere af landets kommuner vil komme til
at stå under vand, herunder halvdelen af Tårnby Kommune og Tønder Kommune, hvor
førstnævnte kommune selv har påtaget sig den fulde økonomiske udgift.
Hvor Kystdirektoratet har udarbejdet en ny kystsikringsplan, som betyder at kommunerne
selv skal blive bedre til, at sikre kysterne rundt omkring i landet, og overtage sagsbehand-
lingen fra Kystdirektoratet, som skal gøre det lettere for de enkelte kommuner, at klimatil-
passe ejendomme og udsatte områder, samt træffe afgørelser i sager om kystbeskyttelse
fra staten og borgere, følger der omvendt ingen økonomiske midler med til opgavevareta-
gelsen.
Anderledes forholder det sig i de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med,
hvor lande som Storbritannien, Holland, Sverige og Norge, hvor staten påtager sig en
mere styrende rolle, og således indgår mere solidarisk og ikke mindst, påtaget sig det ful-
de finansieringsgrundlag.
1