Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald (VHGB)
VHGB formidler viden til byggebranchens aktører om håndtering af affald i renoverings- og
nedrivningssager. Videncenteret blev etableret i 2016 som en reaktion på et udbredt ønske i branchen
om at styrke indsatsen for at formidle lovgivning på området til praksis.
VHGB har i løbet af de første to år udviklet og formidlet vejledninger og værktøjer til byggebranchen via
hjemmeside og på en lang række arrangementer. Videncenteret har derudover en velfungerende
telefontjeneste, hvor alle kan få svar på spørgsmål om byggeaffald. Målgruppen er hele byggeriets
værdikæde fra kunderne (bygherrerne) til leverandørerne (rådgivere, entreprenører og
materialeproducenter) og de kommunale affaldsmyndigheder. Det er en klar ambition at nå ud til nogle af
branchens mindre aktører, som kan have vanskeligt ved at få overblik over de mange regler, som er på
området.
I styregruppen bag VHGB er der enighed om, at VHGB har haft afgørende betydning for udbredelse af
viden om byggeaffald, at der bør findes finansiering til en fortsættelse af centerets aktiviteter. Herigennem
vil Videncentret også understøtte den stigende interesse, der er i bygge- og anlægsbranchen for at
udvikle cirkulære økonómiske forretningsmodeller. De mange brugere, og den positive udvikling i antallet
af brugere (se bilag) bekræfter også behovet for en fortsættelse af VHGB.
Store mængder affald – lav udbredelse af god praksis
Byggebranchen producerer omkring 4 mio. tons byggeaffald om året svarende til godt 1/3 af Danmarks
årlige affaldsproduktion. I dag nyttiggøres næsten 90 % af byggeaffaldet, men langt det meste bliver
knust og brugt som vejfyld og desværre med en tvivlsom miljøkvalitet. Det skyldes, at mange miljø- og
sundhedsskadelige stoffer i gamle byggematerialer – fx asbest, PCB og bly – ikke i tilstrækkeligt omfang
bliver sorteret fra ved kilden.
Kun en meget lille andel genbruges eller genanvendes til nye formål. Dels fordi markedet ikke er
tilstrækkeligt udviklet og dels fordi der endnu ikke er metoder til dokumentation af kvalitet og holdbarhed.
Herunder fx i forhold til miljøskadelige stoffer.
Branchen mangler viden
Der hersker usikkerhed i byggebranchen om hvordan regler på forskellige myndighedsområder skal
tolkes og omsættes til praksis. Både bygherrer og leverandører efterlyser vejledninger og metoder, som
kan sikre, at byggeaffald bliver håndteret korrekt.
Kommunerne oplever ligeledes udfordringer; en undersøgelse gennemført af Dansk Byggeri fra
2013/2014 viste, at 3 ud af 4 kommuner ikke stillede særlige krav til miljø og håndtering af byggeaffaldet,
selv om det kan indeholde miljøskadelige stoffer.
Fremtidige udfordringer for byggebranchen, byggevareproducenter og kommunerne
I de kommende år vil rammevilkårene for nedrivning og byggeaffald blive strammet. Branchen forventer
skærpede krav til mere kontrolleret nedrivning af bygninger, så affaldet i højere grad kan genanvendes,
og de miljøskadelige stoffer fjernes ved kilden. Der kommer også øget fokus på dokumentation og
sporbarhed, samt nye grænseværdier for forskellige skadelige stoffer, som vil påvirke
materialeproducenter såvel som øvrige parter.
Derudover forventes landets genbrugspladser og affaldsoperatører, at stille øgede krav til sortering og
genanvendelse af de store mængder byggeaffald, ligesom EU har varslet adskillige nye tiltag. Ud over
bindende mål for at nyttiggøre bygge- og anlægsaffaldet vil Europa-Kommissionen udvikle retningslinjer
for nedrivning og fremme ordninger for sortering af affaldet. Desuden vil man udvikle
genanvendelsesprotokoller og indikatorer for at vurdere en bygnings miljøpræstationer gennem hele dens
livscyklus.
En fremtid for cirkulært byggeri
Byggebranchen står lige nu midt i en større omstillingsproces. På få år er de store mængder byggeaffald
gået fra at føre en anonym tilværelse som vejfyld og forbrændingsaffald til at være en af nøglerne til den
cirkulære økonomi.
Side 1 af 6