Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del Bilag 352
Offentligt
1867735_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den 14. marts 2018
Sagsnummer: 2018-320
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt som
fastsætter regler for anvendelse af artikel 26, stk. 3 i Europaparlamentet og Rådets forordning (EU) nr.
1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne, vedrørende regler for angivelse af oprindelsesland eller
herkomststed for den primære ingrediens i fødevaren (komitésag).
Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité (SCoPAFF) den 20. marts 2018.
Forslaget vurderes ikke at have konsekvenser for beskyttelsesniveauet.
Regeringen kan støtte forslaget, idet der arbejdes for en længere overgangsperiode og for at allerede produce-
ret emballage kan opbruges.
Med venlig hilsen
Jesper Wulff Pedersen
Departementet
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
ww.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 352: Grundnotat om oprindelsesmærkning af den primære ingrediens - Komitésag
1867735_0002.png
Den 13. marts 2018
MFVM 479
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt som fastsætter regler for
anvendelse af artikel 26, stk. 3 i Europaparlamentet og Rådets forordning (EU)
nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne, vedrørende regler for
angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for den primære ingrediens i
fødevaren (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til en gennemførelsesretsakt, som fastsætter regler for anvendel-
se af artikel 26, stk. 3 i Europaparlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevarein-
formation til forbrugerne, vedrørende regler for angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for
den primære ingrediens i fødevaren (komitesag). Forslaget vedrører kun oprindelsesmærkning af
den primære ingrediens, hvor oprindelsen for fødevaren angives på frivillig basis og adskiller sig fra
oprindelsen af den primære ingrediens. Forslaget vurderes generelt ikke at ændre på eksisterende
praksis for oprindelsesmærkning af fødevarer. Forslaget vurderes ikke at have konsekvenser for
beskyttelsesniveauet. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité (SCoPAFF) den 20.
marts 2018. Regeringen kan støtte forslaget, idet der arbejdes for en længere overgangsperiode og
for at allerede produceret emballage kan opbruges.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt som fastsætter regler for anvendelse af
artikel 26, stk. 3 i Europaparlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformati-
on til forbrugerne (Mærkningsforordningen) vedrørende regler for angivelse af oprindelsesland eller
herkomststed for den primære ingrediens i fødevaren.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder (SCoPAFF). Afgiver Komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissio-
nen forslaget. Afgiver Komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen
ikke forslaget, idet Kommissionen inden for to måneder kan forelægge Komitéen et ændret forslag
eller indenfor en måned kan forelægge forslaget for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse
med kvalificeret flertal, kan Kommissionen indenfor to måneder forelægge komitéen et ændret forslag
eller indenfor en måned forelægge forslaget for appeludvalget.
MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 352: Grundnotat om oprindelsesmærkning af den primære ingrediens - Komitésag
Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen
ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager
Kommissionen forslaget. Afgiver appeludvalget ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal kan
Kommissionen vedtage forslaget.
Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité (SCoPAFF) den 20. marts 2018.
Formål og indhold
I henhold til artikel 26, stk. 3 i Mærkningsforordningen skal Kommissionen vedtage gennemførelses-
bestemmelser vedrørende oprindelsesmærkning af den primære ingrediens. Det følger, at hvis en fø-
devares mærkning frivilligt indikerer en oprindelse for fødevaren, som adskiller sig fra oprindelsen for
den primære ingrediens i fødevaren, så skal oprindelsen for den primære ingrediens også angives.
Gennemførelsesforordningen skal fastsætte retningslinjerne for, hvordan oprindelsen for den primære
ingrediens skal angives, og hvilke fødevarer der skal være undtaget fra disse krav. For nærværende er
forslaget udformet på den mest lempelige måde i forhold til, hvad der skal fastsættes i henhold til
Mærkningsforordningens art. 26, stk. 3.
Det betyder blandt andet, at fødevarer, som markedsføres med et varemærke (hvor varemærket inde-
holder en geografisk indikation) eller en beskyttet geografisk betegnelse, er undtaget fra kravet i for-
ordningen. Det er skrevet ind i forslaget til forordningen, at det på et senere tidspunkt skal vurderes
nærmere, om varemærker og de beskyttede geografiske betegnelser alligevel skal omfattes.
Hvis gennemførelsesforordningen bliver vedtaget, vil der stadig være en del ubesvarede spørgsmål,
såsom hvad den primære ingrediens er, hvornår noget er en oprindelsesindikation, osv. Disse spørgs-
mål vil en kommende vejledning tage sig af.
Det har i nogen grad optaget erhvervet, hvordan fortolkningen af de kommende regler vil blive. For det
første, fordi en manglende afklaring reelt kan betyde kortere tid for erhvervet til at tilpasse sig til de
nye regler. For det andet, fordi det kan være afgørende, hvad der vil blive den primære ingrediens i et
givent produkt, og hvornår noget betragtes som en oprindelsesangivelse. Hvis eksempelvis den primæ-
re ingrediens for øl er vand, så vil den primære ingrediens altid komme fra det sted, hvor øllen bliver
produceret, og derfor vil den primære ingrediens ikke skulle angives, når der er en oprindelsesangivel-
se på produktet. Omvendt, hvis den primære ingrediens for øl er humle, så vil alle danske øl med en
oprindelsesangivelse skulle angive, hvor humlen kommer fra, da humle ikke produceres i Danmark.
Ofte vil den oprindelsesangivelse, der eksempelvis er på øl, være en del af et varemærke, som ikke er
omfattet af reglerne. Så i praksis vil mange af produkterne alligevel ikke skulle mærkes med oprindel-
se af den primære ingrediens. Det vurderes, at i de tilfælde, hvor et produkt er mærket med en oprin-
delsesindikation, der vil udløse kravet i den kommende forordning om at angive oprindelsen på den
primære ingrediens, så vil denne mærkning være noget, som allerede burde fremgå efter de eksiste-
rende regler, jf. nedenfor under ”Gældende dansk ret” om den eksisterende retstilstand.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Europa-Parlamentet har generelt i forbindelse med Kommissionens arbejde med oprindelsesmærk-
ning været for en øget oprindelsesmærkning.
2
MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 352: Grundnotat om oprindelsesmærkning af den primære ingrediens - Komitésag
I forbindelse med Europa-Parlamentets beslutning af 11. februar 2015 om mærkning af oprindelses-
land for kød i forarbejdede fødevarer, har parlamentet udtalt, at Kommissionen indtrængende opfor-
dres til at vedtage en gennemførelsesretsakt vedrørende anvendelsen af artikel 26, stk. 3, i forordnin-
gen om fødevareinformation til forbrugerne, som omhandler angivelse af de primære ingrediensers
oprindelsesland, hvis ikke dette er det samme som fødevarens.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor regerin-
gens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Kravene i forslaget finder kun anvendelse, såfremt man frivilligt vælger at mærke en fødevare med en
oprindelsesindikation, og hvor den primære ingrediens ikke kommer fra det samme sted. I henhold til
Mærkningsforordningens artikel 26, stk. 2 gælder det dog allerede, at der er krav om at mærke med
oprindelse, hvis en udeladelse af oplysningen vil kunne vildlede forbrugeren med hensyn til fødevarens
egentlige oprindelse.
I mærkningsvejledningen står, at en eventuel vildledning om fødevarens oprindelse som udgangs-
punkt kan undgås, hvis det egentlige oprindelsesland eller herkomststed angives tydeligt. Det egentlige
oprindelsessted kan både henvise til råvarernes oprindelsessted og til produktionssted afhængig af den
konkrete fødevare. Det nævnes eksempelvis i mærkningsvejledningen, at et dansk produceret brød
med udenlandsk mel må mærkes med dansk flag, når melets oprindelse samtidig tydeligt fremgår af
mærkningen.
Dog vil forslaget betyde, at der sættes rammer for, hvordan oprindelsen for den primære ingrediens
kan angives. Oprindelsen kan således kun angives på bestemte måder ved for eksempel land, område
eller EU/ikke EU, og desuden skal oprindelsen på den primære ingrediens angives i umiddelbar nær-
hed af oprindelsen på fødevaren og i en fontstørrelse svarende til 75 % af den font, som oprindelsen for
fødevaren er angivet i.
Det skønnes dog samlet set, at den kommende retstilstand, med kravet om mærkning med oprindelse
for den primære ingrediens inklusiv de nye formkrav, ikke vil betyde nævneværdige ændringer i den
eksisterende praksis på området.
Konsekvenser
En vedtagelse af forslaget vil ikke betyde nævneværdige ændringer i den eksisterende retspraksis på
området. De nye formkrav til mærkningen vil kunne betyde, at enkelte producenter vil skulle ændre
deres mærkning for at leve op til kravene. Men producenterne vil også i dag skulle mærke tydeligt for,
at et produkt skal undgå at vildlede om sin oprindelse. Forslaget vurderes samlet set ikke at have næv-
neværdige økonomiske konsekvenser for erhvervet. De økonomiske konsekvenser for erhvervet vil dog
kunne minimeres ved, at der sikres en passende overgangsperiode og ved at allerede produceret em-
ballage kan opbruges.
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser.
Forslaget vurderes ikke at have statsfinansielle konsekvenser for det offentlige eller for EU’s budget.
Der vil være en øget administrativ byrde i form af øget kontrol med overholdelse af nye krav, som dog
opvejes af, at mærkningskravene bliver standardiseret og forenklet.
3
MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 352: Grundnotat om oprindelsesmærkning af den primære ingrediens - Komitésag
Forslaget vurderes ikke at have konsekvenser for beskyttelsesniveauet.
Høring
Forslaget har været i høring på høringsportalen. Der er ikke indkommet bemærkninger.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre medlemssta-
ter.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen kan støtte forslaget, idet forslaget ikke ændrer nævneværdigt på den eksisterende retstil-
stand, men vil tilføre mere klare retningslinjer for mærkningen ved at standardisere, hvordan oplys-
ninger om oprindelse for den primære ingrediens skal angives. Regeringen vil dog arbejde for en læn-
gere overgangsperiode og for at allerede produceret emballage kan opbruges.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
4