Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del Bilag 295
Offentligt
Til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
22. februar 2018
Anmodning om foretræde for Folketingets Miljø- og fødevareudvalg
På vegne af parterne bag Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald (VHGB)
skal vi hermed anmode om at få foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
VHGB formidler viden til byggebranchens aktører om håndtering af affald i renoverings- og
nedrivningssager. Videncenteret blev etableret i 2016 som en reaktion på et udbredt ønske i branchen og
blandt offentlige myndigheder, om at styrke indsatsen for at formidle lovgivning på området til praksis.
VHGB har i løbet af de første to år udviklet og formidlet vejledninger og værktøjer til byggebranchen via
hjemmeside og på en lang række arrangementer. Målgruppen er hele byggeriets værdikæde fra kunderne
(bygherrerne) til leverandørerne (rådgivere, entreprenører og materialeproducenter) og de kommunale
affaldsmyndigheder. Det er en klar ambition at nå ud til nogle af branchens mindre aktører, som kan have
vanskeligt ved at få overblik over de mange regler, som er på området.
Branchen mangler viden
Der hersker usikkerhed i byggebranchen om, hvordan regler på forskellige myndighedsområder skal tolkes
og omsættes til praksis. Både bygherrer og leverandører efterlyser vejledninger og metoder, som kan sikre,
at byggeaffald bliver håndteret korrekt. Byggeaffald udgør 1/3 af alt affald i Danmark
I de kommende år vil rammevilkårene for nedrivning og byggeaffald blive strammet. Branchen forventer
skærpede krav til mere kontrolleret nedrivning af bygninger, så affaldet i højere grad kan genanvendes, og
de miljøskadelige stoffer fjernes ved kilden.
Advisory Board for Cirkulær Økonomi pegede i sine anbefalinger til regeringen på byggebranchen som et
centralt indsatsområde for den cirkulære dagsorden. Byggebranchen inklusive rådgivere, entreprenører,
bygherrer og producenter skal i stigende grad involveres, hvis den cirkulære dagsorden skal have succes og
blive udfoldet.
Behov for finansiering af Videncentrets fortsatte drift
Dansk Byggeri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Bygherreforeningen opfordrer til, at der på
baggrund af de massive udfordringer relateret til byggeaffald – herunder udvikling af cirkulære økonomiske
forretningsmodeller - politisk bevilges midler til at videreføre Videncenter for Håndtering og Genanvendelse
af Byggeaffald (VHGB).
Det vurderes at være en omkostningseffektiv løsning, da VHGB allerede er veletableret, og man derfor kan
bygge videre på allerede opnåede resultater. Ved en sondering hos de private fonde, er der givet positive
indikationer til fortsat at støtte centerets udviklingsaktiviteter. Konkret er der derfor behov for en bevilling på 3
mio. kr. årligt fra 2019 og et antal år fremover til Videncentrets basisdrift.
Undertegnede vil gerne ved et foretræde have mulighed for at udfolde muligheder og perspektiver ved en
fortsat drift og udvikling af VHGB, herunder uddybe vores ønsker til statslig engagement i Videncentrets
fortsatte drift.
Med venlig hilsen
Hanne Ullum
Bygherreforeningen
Henrik Garver
Foreningen af Rådgivende
Ingeniører, FRI
Michael H. Nielsen
Dansk Byggeri
Side 1 af 1