Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del Bilag 215
Offentligt
1846516_0001.png
Dato
Side
17. januar 2018
1 af 1
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Kære udvalgsmedlem
Danmark har et højt niveau af dyrevelfærd i griseproduktionen, og danske griseproducenter
arbejder målrettet på at forbedre dyrevelfærden hvert år. Og 2018 bliver ingen undtagelse. Vi vil
derfor gerne orientere dig inden vi, i morgen torsdag den 18. januar, offentliggør konkrete tiltag i
2018 gennem annoncer i dagbladene. Det er tiltag, hvor danske griseproducenter på eget initiativ
går foran for at indfri målene i handlingsplanen for bedre dyrevelfærd.
Kun kastration med bedøvelse
Danske griseproducenter indfører på eget initiativ krav om lokalbedøvelse inden kastration med
udgangen af 2018. Vi er de første i verden til at tage dette skridt på frivilligt initiativ, og kravet om
lokalbedøvelse ved kastration bliver dermed en del af griseproducenternes eget kvalitetsprogram
DANISH. Det betyder, at vi fra nu af og frem mod udgangen af 2018 sætter alle kræfter ind på få
uddannet griseproducenter og medhjælpere til selv at stå for lokalbedøvelse. Det betyder, at alle
skal gennemføre et kursus for at foretage lokalbedøvelse, der består af teoretisk såvel som praktisk
undervisning af 1 dags varighed.
Dermed indfrier danske griseproducenter på eget initiativ målet i Handlingsplanen for bedre
dyrevelfærd for grise om at kastration uden bedøvelse skal ophøre senest i 2018.
Flere løse søer
Danske griseproducenter er længst i verden med at bygge farestalde til løse søer. Vi tager nu
skridtet videre og stopper alt udvikling af den traditionelle kassesti, og fokuserer målrettet vores
forsknings- og udviklingsindsats på farestier til løse søer. Vi intensiverer derfor forskningen og
forsøg med farestalde til løse søer, der tager hensyn til søernes velfærd og pattegrisenes
overlevelse.
Det er et stort skridt, der sender et klart signal om at løse søer er fremtiden i dansk griseproduktion
til både finansieringsinstitutter, staldfirmaer og kunder på eksportmarkeder, og er en styrkelse af
indsatsen for at nå det ambitiøse mål i handlingsplanen om 10 pct. løse diegivende søer i 2020.
Særlig initiativet med lokalbedøvelse vil helt sikkert også motivere og inspirere kollegaer i udlandet
til at gå samme vej, så vi sammen kan forbedre dyrevelfærden i Europa.
Du kan læse mere om de konkrete tiltag på
www.lf.dk/grisevelfaerd.
Som annoncen også afspejler,
investerer danske griseproducenter massivt i forskning og udvikling, og ovenstående er blot to ud af
mange aktiviteter. Vi arbejder målrettet videre med aktiviteter, der skal fremme antallet af grise
produceret med hele haler, og øge overlevelsen hos søer og pattegrise.
Med venlig hilsen
Morten Høyer
Direktør