Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del Bilag 174
Offentligt
1839661_0001.png
UDKAST til Forslag
til
Lov om ændring af lov om kystbeskyttelse, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af
konkrete projekter (VVM), lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og en række andre
love
1
(Ny kompetencefordeling og forenkling af sagsbehandling i forbindelse med kystbeskyttelse mv.)
§1
I lov om kystbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 78 af 19. januar 2017, foretages følgende ændringer:
1.
Loven
titel
affattes således:
”Lov
om kystbeskyttelse
m.v.”
2.
Overskriften til
kapitel 1
affattes således:
”Kapitel
Formålet med kystbeskyttelse”
3.
I
§ 1, stk. 1, nr. 8,
udgår ”af væse tlig etyd i g for kyst eskyttelse”.
4.
Overskriften til
Kapitel 1 a
affattes således:
”Kapitel a
Kommunale fællesprojekter om kystbeskyttelse”
5.
I
§ 2
indsættes som
stk. 3:
”Stk.
3.
Miljø- og fødevareministeren afgiver sin udtalelse senest 4 uger efter modtagelsen af en
anmodning om en udtalelse om projektet efter stk. 1.”
6.
I
§ 2 a, stk. 3,
indsættes efter
”fora stalt i ge ”: ”, og der ka i dgives a søg i g efter § ”.
7.
I
§ 2 a
indsættes som
stk. 4:
”Stk.
4.
Kommunalbestyrelsen offentliggør på kommunens hjemmeside oplysninger om, hvornår de
enkelte processkridt forventes afsluttet, herunder om eventuelle forsinkelser.
8.
§§ 3-5
ophæves og i stedet indsættes som
kapitel 1 b
og
kapitel 1 c:
”Kapitel
Statslige kystbeskyttelsesprojekter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december
2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), EU-Tidende 2012, nr. L 26, side
1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2011/92/EU af 13. december
2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EU-Tidende 2014, nr. 124, side 1.
1
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
§ 2 b.
Miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at der ved en kyst skal udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger med staten som bygherre.
Kapitel 1 c
Tilladelse til kystbeskyttelse
§ 3.
På søterritoriet, strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende
grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, samt på arealer, der ligger inden for en afstand
af 1000 m fra, hvor denne vegetation begynder, må der kun efter tilladelse udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Stk. 2.
Kystbeskyttelsesforanstaltninger, der opføres som en del af de i stk. 1 nævnte, men som er
beliggende uden for de nævnte arealer, må kun udføres efter tilladelse efter stk. 1.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse efter stk. 1, jf. dog stk. 6.
Stk. 4.
For foranstaltninger, der er beliggende på søterritoriet, meddeler kommunalbestyrelsen for de
grundejere, der opnår beskyttelse, tilladelse efter stk. 1.
Stk.5.
Kommunalbestyrelsen skal tage behørigt hensyn til andre kommuner, når der meddeles tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Stk. 6.
Miljø- og fødevareministeren meddeler tilladelse efter stk. 1 til kystbeskyttelsesforanstaltninger,
der udføres med staten som bygherre.
Stk. 7.
Der kan i forbindelse med meddelelse af tilladelse efter § 3, stk. 1 og 2 stilles vilkår, herunder om
sikkerhedsstillelse for udgifter til fjernelse af de nævnte anlæg, vedligeholdelse og godkendelse af
overdragelse m.v.
Stk. 8.
Vilkår for tilladelse efter stk. 1 kan tinglyses på ejendommen for ejerens regning.
§ 3 a.
En tilladelse efter § 3 erstatter i overensstemmelse med reglerne herom i naturbeskyttelsesloven,
skovloven, jagt og vildtforvaltningsloven og regler fastsat i medfør af disse love tilladelser, godkendelser
m.v., som er nødvendige for at gennemføre foranstaltninger omfattet af tilladelsen efter § 3. En tilladelse
efter § 3 kan endvidere i overensstemmelse med vandløbsloven erstatte tilladelser, godkendelser m.v.,
som er nødvendige for at gennemføre foranstaltninger omfattet af tilladelsen efter § 3.
Stk. 2.
En tilladelse efter § 3 skal indeholde oplysninger om, hvilke afgørelser efter anden lovgivning,
tilladelsen erstatter.
§ 3 b.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at bestemte typer af sager efter loven skal
behandles og afgøres samtidig med visse afgørelser efter lov om vandløb.
§ 4.
Ansøgning om tilladelse efter § 3 indgives til den kompetente myndighed, jf. § 3, stk. 3, 4 og 6.
Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om krav til ansøgning om tilladelse,
herunder om, hvilke oplysninger ansøgeren skal tilvejebringe, og om, at ansøgning skal gives digitalt,
herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, skemaer og digital signatur.
§ 5.
Ansøgning om tilladelse i sager, der ikke er igangsat efter § 1 a, skal af den kompetente myndighed
skriftligt meddeles ejere af naboejendomme. Ansøgningen skal endvidere offentliggøres på
myndighedens hjemmeside. Offentliggørelsen skal ske samtidig med, at ansøgningen sendes i høring.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Stk. 2.
I sager, der er igangsat efter § 1 a, skal Kommunalbestyrelsen sende det konkrete
kystbeskyttelsesprojekt i høring hos alle, som kan blive pålagt bidragspligt, jf. § 9 a, ejere af
naboejendomme til kystbeskyttelsesforanstaltningen og interessenter, jf. § 18 a, der har anmodet
kommunalbestyrelsen herom. Kommunalbestyrelsen skal samtidig offentliggøre projektet.
Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 3.
Fristen for at indsende bemærkninger ved høringen efter stk. 2 skal være mindst 4 uger fra den
dag, hvor høringen er offentliggjort. Ved fastsættelse af fristen skal kommunalbestyrelsen tage højde for
sagens kompleksitet samt nært forestående ferier eller højtider, hvorved høringsfristen skal forlænges ud
over de mindst 4 uger.
Stk. 4.
Det projekt, som kommunalbestyrelsen sender i høring, skal indeholde en redegørelse for, hvilke
foranstaltninger der skal gennemføres. Redegørelsen skal endvidere indeholde oplysning om, hvordan
kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal udføres, og hvorledes udgifterne skal afholdes og fordeles,
herunder udgifterne til:
1) Sagens forberedelse, forundersøgelser, projektering, udførelse og tilsyn.
2) Drift, vedligeholdelse og andre løbende foranstaltninger.
3) Ekspropriation, jf. § 6.
4) Finansiering, jf. § 9.
§ 5 a.
Når fristen efter § 5, stk. 3, er udløbet, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om tilladelse til
projektet efter § 3.
Stk. 2.
Før kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om det konkrete projekt, jf. stk. 1, kan
kommunalbestyrelsen foretage mindre ændringer i det projekt, der har været sendt i høring. Berører
ændringen på væsentlig måde andre end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan
afgørelse ikke træffes, før de pågældende er blevet hørt. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist herfor.
Hvis ændringerne er så væsentlige, at der foreligger et nyt projekt, skal det offentliggøres og sendes i en
ny høring, jf. § 5, stk. 2-4.
§ 5 b.
Afgørelser efter § 3 skal skriftligt meddeles ejere af naboejendomme og klageberettigede personer,
organisationer og foreninger efter § 18 a, stk. 1, nr. 6-9, samt berørte offentlige myndigheder, jf. dog stk.
2. Afgørelser skal dog alene meddeles de foreninger og organisationer, der har anmodet
tilladelsesmyndigheden om at modtage underretning om afgørelserne. Afgørelserne skal offentliggøres på
tilladelsesmyndighedens hjemmeside. Offentliggørelsen skal ske samtidig med, at tilladelsen meddeles
ansøgeren.
Stk. 2.
Afgørelse efter § 3 om et projekt, der er igangsat efter § 1 a, skal sendes til de parter og andre, som
har haft projektet i høring efter § 5, stk. 2, og berørte offentlige myndigheder. Afgørelsen skal tillige
offe tliggøres. Offe tliggørelse ka ske udelukke de digitalt.”
9.
Før § 6 indsættes som kapiteloverskrift:
”Kapitel d
Ekspropriation til kystbeskyttelse
”
10.
I
§ 6, stk. 1,
i dsættes efter ”kyst eskyttelsesfora stalt i ger”: ”i
projekter, der er igangsat efter § 1
a”.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
11.
Efter § 6 indsættes i
kapitel 1 d:
Ӥ a.
Miljø- og Fødevareministeren kan træffe afgørelse om ekspropriation til gennemførelse af de i § 2b
nævnte kystbeskyttelsesforanstaltninger.”
12.
Før § 7 indsættes som kapitaloverskrift:
”Kapitel
2
Regulering af kommunale fællesprojekter om kystbeskyttelse”
13.
14.
15.
16.
17.
I
§ 9
indsættes
efter ” idlertidigt”: ”eller e deligt”.
I
§ 9 a, stk. 1,
æ dres ”§ ” til: ”§ o et projekt, der er iga gsat efter § a”.
§ 9 a, stk. 2,
ophæves.
§ 10
ophæves
Før § 11 ophæves:
”Kapitel
Kystbeskyttelsens opretholdelse”
18.
I
§ 11, stk. 1,
æ dres ”Kapitel a” til: ”Reglerne
om kommunale fællesprojekter, der er igangsat efter
§ 1 a,”.
19.
I
§ 11, stk. 2, 2. pkt.
affattes således:
”Regler e o ko
u ale fællesprojekter, der er iga gsat efter § a, fi der tilsvare de a ve delse.”
20.
§ 14
ophæves.
21.
Overskriften til
kapitel 3
affattes således:
”Kapitel
3
Øvrige foranstaltninger
”
22.
§ 16
ophæves.
23.
I
§ 16 a, stk. 1,
indsættes efter
”På søterritoriet å der”: ”til
andre formål end kystbeskyttelse”.
24.
I
§ 16 a
indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
”Stk.
3.
På strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær
eller anden sammenhængende landvegetation, samt på arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m
fra, hvor denne vegetation begynder, må der til andre formål end kystbeskyttelse kun efter tilladelse fra
miljø- og fødevareministeren
1) udføres faste anlæg som også etableres på søterritoriet, eller
) graves, ores, pu pes, suges eller foretages oge for for terræ æ dri g.”
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
25.
I
§ 16 a, stk. 3,
der
liver stk. , i dsættes efter ”stk. ”: ”og
3”.
26.
I
§ 16 a
indsættes efter stk. 3, som bliver stk. 4, som
stk. 5:
”Stk.
5.
Vilkår for tilladelse efter stk. 1 og 3 kan tinglyses på ejendommen for ejerens regning.”
27.
I
§ 16 b, stk. 1, nr. 2,
ændres
”§ , stk. , r. , til: ”§ ”.
28.
I
§ 16 c, stk. 1,
udgår ”§ , stk. , og” og ”Kystdirektoratets” æ dres til: ” y dighede s”.
29.
§ 16 c, stk. 2,
ophæves.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
30.
§ 17
ophæves.
31.
§ 18, stk. 1,
affattes således:
”Afgørelser
efter loven, der er truffet af kommunalbestyrelsen eller miljø- og fødevareministeren,
eller efter bemyndigelse fra miljø- og fødevareministeren, jf. § 19, stk. 1, kan påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i lov om Miljø- og
Fødevareklagenævnet, for så vidt angår retlige spørgsmål.
32.
§ 18, stk. 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3
33.
§ 18 a, stk. 1 og 2,
affattes således:
”Klageberettiget
over afgørelser efter loven er:
1) adressaten for afgørelsen,
2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
4) miljø- og fødevareministeren samt andre offentlige myndigheder,
5) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
6) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
7) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
9) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige
brugerinteresser inden for arealanvendelsen og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Stk. 2.
Ved klage efter stk. 1, nr. 7-9, kan Miljø- og Fødevareklagenævnet kræve, at foreningerne eller
organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller på anden
måde.”
34.
I
§ 18 a, stk. 3,
æ dres ”stk. og ” til: ”stk. ”.
35.
§ 18 a, stk. 11,
ophæves.
36.
§ 19
og kapiteloverskriften efter § 19 ophæves og i stedet indsættes:
Ӥ
18 c.
Overlader miljø- og fødevareministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller
efter bestemmelser fastsat efter loven til en institution under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler
om adgangen til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed. Ministeren kan ligeledes fastsætte bestemmelser om interesseorganisationers
adgang til at klage over afgørelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven, som er truffet
af en institution under ministeriet.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan bemyndige kommunalbestyrelser til at udøve ministerens
beføjelser efter §§ 16 a, 19 b, 19 c, og 19 d.
Kapitel 5
Tilsyn, håndhævelse og adgang
§ 19.
Kommunalbestyrelsen påser overholdelsen af denne lov og af de regler, der er udstedt efter loven, jf.
dog stk. 2.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren påser overholdelsen af reglerne i § 3, jf. stk. 6, og §§ 16 a og 16 b.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at tilsynet udøves af en anden myndighed.
Stk. 4.
Tilsynsmyndigheden påser, at påbud og forbud efter denne lov efterkommes, og at vilkår, der er
fastsat i tilladelser, overholdes.
Stk. 5.
Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har
underordnet betydning.
Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til miljø- og fødevareministeren, når den får
kendskab til et ulovligt forhold, som ikke omfattes af kommunalbestyrelsens tilsyn efter stk. 1. Tilsvarende
skal miljø- og fødevareministeren foretage indberetning til kommunalbestyrelsen, når ministeren får
kendskab til et ulovligt forhold, som ikke omfattes af ministerens tilsyn efter stk. 2.
Stk. 7.
Miljø-
og fødevare i istere ka fastsætte regler for udøvelse af tilsy svirkso hed.”
37.
§§19 a og 19 b
affattes således:
Ӥ
19 a.
Tilsynsmyndigheden kan meddele påbud om at fjerne en kystbeskyttelsesforanstaltning, som
vedkommende har udført i strid med § 3, stk. 1 og 2, og om at retablere forholdene.
§ 19 b.
Miljø- og fødevareministeren kan meddele påbud om
1) at fjerne en inddæmning, en opfyldning, et anlæg, en indretning, en genstand eller et fartøj, som
vedkommende har foretaget, udført eller anbragt i strid med § 16 a, stk. 1,
2) at retablere forholdene efter en uddybning eller gravning, som vedkommende har foretaget i strid
med § 16 a, stk. 1.
3) at fjerne faste anlæg, som også er etableret på søterritoriet i strid med § 16 a, stk. 3, nr. 1, eller
4) at retablere forholdene efter en gravning, boring, pumpning, sugning eller terrænændring, der er
foretaget i strid ed § a, stk. , r. .”
38.
I
§ 19 c, stk. 1,
æ dres ”Miljø- og fødevare i istere ” til ”Tilsy s y dighede ” og ” § , stk. ,”
æ dres til: ”§ ”.
39.
I
§ 19 c
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
”Stk.
2.
Hvis modtageren af et påbud efter § 19 a eller § 19 b ikke har rådighed over den ejendom,
påbuddet vedrører, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud
om at tåle den forpligtedes opfyldelse af påbuddet.”
Stk. 2. bliver herefter stk. 3.
40.
I
§ 19 d, stk. 2,
æ dres ”§
16 c, § 19 c, stk. 2,”
til: Ӥ
3, stk. 8, § 16 a, stk. 5, § 19 c, stk. 3,
”.
41.
I
§ 19 d
indsættes som
stk. 4:
”Stk. .
Såfremt et ulovligt forhold frembyder fare for opretholdelsen af tilstanden af et område eller for
dyr og planter, der er beskyttet i medfør af lov om naturbeskyttelse eller lov om skove, og et påbud
om at berigtige forholdet ikke efterkommes rettidigt, kan tilsynsmyndigheden umiddelbart lade det
nødvendige arbejde udføre på den forpligtedes regning. Politiet yder nødvendig bistand hertil.”
42.
Efter § 19 e indsættes:
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Ӥ f.
Myndighederne efter loven eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget hertil, har
uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme for at udøve de beføjelser, der er tillagt
dem i medfør af denne lov, herunder for at foretage undersøgelser af betydning for lovens formål.
Tilsvarende gælder lokaliteter, der helt eller delvis benyttes erhvervsmæssigt. Legitimation skal forevises
efter anmodning.
Stk. 2.
Politiet yder nødvendig bistand til at udnytte adgangsretten efter stk. 1.
§ 19 g.
Miljø- og fødevareministeren kan i kystbeskyttelsesøjemed udfærdige regler om begrænsning i
færdsel på og brug af forstranden, strandbredder og kystbeskyttelsesanlæg.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan for den enkelte kyststrækning eller for det enkelte anlæg til
kystbeskyttelse fastsætte nærmere bestemmelser om færdsel og brug. Hvis bestemmelserne indebærer
ekspropriation, finder § 6, stk. 3, tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Bestemmelser udfærdiget i henhold til stk. 2 bekendtgøres i et eller flere stedlige blade samt ved
opslag på stedet.
Stk. 4.
I forbindelse med Søfartsstyrelsens godkendelse af sejlads med hurtigfærger kan miljø- og
fødevareministeren af hensyn til beskyttelsen af kyster samt sikkerheden for diger og anlæg på
søterritoriet fastsætte nærmere vilkår for sejladsen med hensyn til fart, maksimal bølgepåvirkning,
ruteforløb m.v. Vilkårene kan ændres, hvis der, efter at sejladsen er påbegyndt, viser sig uforudsete
skader på kysten.
§ 19 h.
Ejere af omliggende arealer skal tåle, at arealerne benyttes i nødvendigt omfang i forbindelse med
forundersøgelser, tilsyn, vedligeholdelsesarbejder og andre foranstaltninger i forbindelse med
kystbeskyttelse. Personer, der benytter arealer i forbindelse med disse opgaver, skal efter anmodning vise
legitimation og redegøre for formålet med tilstedeværelsen.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder ligeledes forundersøgelser og tilsyn vedrørende de i § 16 a nævnte anlæg,
indretninger m.v.
Stk. 3.
Forvoldes der under benyttelsen efter stk. 1 eller 2 skade på en ejendom, skal der ydes erstatning
herfor. I mangel af forlig fastsættes erstatningen af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige
veje.”
43.
Før § 20 indsættes som kapiteloverskrift:
”Kapitel
Straf, ikrafttræden m.v.”
44.
I
§ 20, stk. 1, nr. 1 og 4,
æ dres ”§ , stk. ,” til: ”§ , stk. og ” og i
§ 20, stk. 1, nr. 4,
æ dres ”§
, stk. ” til: ”§ g, stk.
,”.
45.
§ 20, stk. 2,
ophæves og i stedet indsættes:
”Stk.
2.
Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov
uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller der
ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre,
herunder ved besparelser.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Stk. 3.
I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i forskrifterne. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år
under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.”
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
§2
I lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr.
448 af 10. maj 2017, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 17, stk. 3, 2. pkt.,
i dsættes efter ”projekter vedrøre de”: ”kyst eskyttelsesfora staltninger
o fattet af kyst eskyttelseslove s § , stk. og , og projekter vedrøre de”.
2.
I
§ 17, stk. 6, 1. pkt.
i dsættes efter ”visse”: ”a læg og”.
§3
I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 934 af 27. juni 2017, [som ændret ved] , foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 5, stk. 2,
§ 8, stk. 4, 2. pkt., og § 15, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter
”bølgebrydere”: ”,
øvrige
kyst eskyttelsesfora stalt i ger”.
2.
I
§ 16
indsættes som
stk. 6:
”Stk.
6.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal gælde for nærmere
angivne arter af kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov om
kyst eskyttelse.”
3.
I
§ 17
indsættes som
stk. 5:
”Stk.
5.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal gælde for nærmere
angivne former for kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov om
kyst eskyttelse.”
4.
I
§ 18
indsættes som
stk. 4:
”Stk.
4.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal gælde for nærmere
angivne former for kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov om
kyst eskyttelse.”
5.
I
§ 19
indsættes som
stk. 2:
”Stk.
2.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal gælde for nærmere
angivne former for kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov om
kyst eskyttelse.”
6.
I
§ 19 b, stk. 3, 2. pkt.,
æ dres ” atur eskyttelses-,
miljø- eller
pla lovgiv i ge ” til: ” atur eskyttelses-
, miljø-, kystbeskyttelses-
eller pla lovgiv i ge ”.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
7.
I
§ 37, stk. 2,
i dsættes efter ”fred i gs este
elser”: ”, jf. dog §
a”.
a”.
8.
I
§ 41, stk. 1,
i dsættes efter ”e hver”: ”, jf. dog §
9.
Efter § 50 indsættes:
”Retsvirkninger
af tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger
§ 50 a.
Uanset bestemmelserne i § 37, stk. 2, og § 41, stk. 1, finder fredningsbestemmelser, herunder
forslag til fredningsbestemmelser, ikke anvendelse på kystbeskyttelsesforanstaltninger omfattet af en
tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3 i det omfang det fremgår af afgørelsen om tilladelse til
kystbeskyttelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 3 a,
at den træder i stedet for fredningsnævnets afgørelse om
1) ophævelse af retsvirkninger af forslag til fredningsbestemmelser efter § 37, stk. 4,
2) dispensation efter § 50, stk. 1, eller
3)
videregåe de afvigelse fra e fred i g sa t hel eller delvis ophævelse af e fred i g .”
10.
I
§ 51, stk. 2, 2. pkt.,
æ dres ”og §
” til: ”,§
og §
a”.
11.
I
§ 51
indsættes som
stk. 3:
”Stk.
3.
Regler udstedt efter stk. 1 finder ikke anvendelse på aktiviteter m.v. som er nødvendig for
udnyttelsen af en tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter kystbeskyttelseslovens § 3 i det
omfang det fremgår af afgørelsen om tilladelse til kystbeskyttelse, jf. kystbeskyttelseslovens §
a.”
12.
§ 65, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.
§4
I lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 26. januar 2017, [som ændret ved]
foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 33, stk. 4,
i dsættes efter ”e hver”: ”,
jf. dog stk. 5”.
2.
I
§ 33
indsættes som
stk. 5:
”Stk.
5.
Reglerne for et vildtreservat gælder ikke for færdsel og ophold, som er nødvendig for udnyttelsen
af en tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter lov om kystbeskyttelse.
”
§5
I lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af 26. januar 2017, foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 11 indsættes:
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Ӥ a.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at § 8 og § 11, stk. 1, ikke skal gælde for
nærmere angivne former for kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov om
kystbeskyttelse.”
2.
I
§ 17, stk. 2, 2. pkt.,
æ dres ” atur eskyttelses-,
miljø-
eller pla lovgiv i ge ” til: ” atur eskyttelses-
, miljø-, kystbeskyttelses-
eller pla lovgiv i ge ”.
3.
Efter
§ 28
indsættes i kapitel 4:
Ӥ a.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at §§ 26-28 ikke skal gælde for nærmere
angivne former for kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov om
kystbeskyttelse.”
§6
I lov vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 127 af 26. januar 2017, foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 7 a indsættes i kapitel 3:
Ӥ
7 b.
Vandløbsmyndigheden kan beslutte, at tilladelse eller godkendelse efter denne lov ikke kræves til
udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger, som samtidig er omfattet af en tilladelse efter
kystbeskyttelseslovens § 3 i det omfang det fremgår af afgørelsen om tilladelse til kystbeskyttelse, jf.
kystbeskyttelseslovens § 3 a. I sager vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger omfattet af
kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 6, kan beslutning kun træffes efter forudgående samtykke fra miljø- og
fødevareministeren.
Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på afgørelser efter denne lov vedrørende økonomiske spørgsmål,
heru der idragsfordeli g sa t afgørelser efter love s kapitel .”
2.
I
§ 70 b
i dsættes efter ”afgørelser efter”: ”lov o
kyst eskyttelse
.v. eller ”.
§7
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 26. januar 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 427 af 18.
maj 2016, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 22 a, stk. 4, nr. 1,
æ dres ” iljø og fødevare i istere ” til: ” ”ko
fødevare i istere ”.
Erhvervsministeriet
§8
I lov nr. 615 af 8. juni 2016 om maritim fysisk planlægning foretages følgende ændring:
1.
I
§ 14, stk. 1,
i dsættes efter ”statslige”: ”og ko
u ale”.
u al estyrelse eller
iljø-
og
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
§9
Loven træder i kraft den [dato].
§ 10
Stk. 1.
Verserende sager i første instans om tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter
kystbeskyttelseslovens § 16 eller 16a færdigbehandles af kommunalbestyrelsen i sager, hvor
kommunalbestyrelsen er kompetent myndighed efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 3 og 4, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 8.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren videresender sager omfattet af stk. 1 til kommunalbestyrelsen, som
orienterer ansøger om, at sagerne behandles efter reglerne i denne lov.
Stk. 3.
Sager om afgørelser, der vedrører kystbeskyttelsesforanstaltninger omfattet af
kystbeskyttelseslovens § 16 og 16 a, der pr. [ ikrafttrædelsesdato ] er indbragt for Miljø- og
Fødevareklagenævnet, eller afgørelser, som er truffet før [ikrafttrædelsesdato,], og som inden klagefristens
udløb indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet, kan af nævnet hjemvises til fornyet behandling hos
kommunalbestyrelsen, hvis kommunalbestyrelsen er kompetent myndighed efter kystbeskyttelseslovens §
3, stk. 3 og 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8.
§ 11
Stk. 1.
Verserende sager i første instans efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af
konkrete projekter (VVM), der vedrører kystbeskyttelsesforanstaltninger på havet, færdigbehandles af
kommunalbestyrelsen i sager, hvor kommunalbestyrelsen er kompetent myndighed efter
miljøvurderingslovens § 17, stk. 3, 2. pkt., som ændret ved denne lovs § 2, nr. 1.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren videresender sagerne, jf. stk. 1, til kommunalbestyrelsen, som
orienterer ansøger om, at sagerne behandles efter reglerne i denne lov.
Stk. 3.
Sager efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)
vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger på havet, der pr. [ ikrafttrædelsesdato ] er indbragt for Miljø-
og Fødevareklagenævnet, eller afgørelser, som er truffet før [ikrafttrædelsesdato,], og som inden
klagefristens udløb indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet, kan af nævnet hjemvises til fornyet
behandling hos kommunalbestyrelsen, miljøvurderingslovens § 17, stk. 3, 2. pkt., som ændret ved denne
lovs § 2, nr. 1.
§ 12
Miljø- og Fødevareministeren kan i øvrigt fastsætte overgangsregler.
§ 13
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1.
Indledning
2. Lovforslagets baggrund
3. Hovedpunkter i lovforslaget
3.1 Opgaver og kompetencer i forbindelse med tilladelse til etablering af kystbeskyttelse
3.1.1
Tilladelse til etablering af kystbeskyttelse
3.1.1.1 Gældende ret
3.1.1.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Tilsyn og håndhævelse i forbindelse med kystbeskyttelse
3.1.2.1 Gældende ret
3.1.2.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Statslige styringsmekanismer og varetagelse af statslige interesser
3.1.3.1 Gældende ret
3.1.3.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Opgaver og kompetencer efter anden lovgivning
3.1.4.1 Miljøvurderingsloven
3.1.4.1.1
Gældende ret
3.1.4.1.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.1.4.2 Regler om administration vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og
beskyttede arter
–
herunder naturbeskyttelseslovens § 19 b og skovlovens § 17
3.1.4.2.1
Gældende ret
3.1.4.2.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.2 Inklusion af afgørelser efter anden lovgivning
3.2.1
Inklusion af bygge- og beskyttelseslinjer
3.2.1.1 Gældende ret
3.2.1.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.2.2 Inklusion af beskyttede naturtyper (nbl § 3)
3.2.2.1 Gældende ret
3.2.2.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.2.3 Inklusion af dispensation fra fredskovpligt og dispensation fra skovlovens § 28 om
beskyttede naturtyper
3.2.3.1 Gældende ret
3.2.3.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.2.4 Inklusion af dispensation fra fredninger (herunder vildtreservater)
3.2.4.1 Gældende ret
3.2.4.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.1.2
3.1.3
3.1.4
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
3.2.5
Inklusion af afgørelser efter vandløbsloven
3.2.5.1 Gældende ret
3.2.5.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.3 Ændringer af sagsbehandlingsregler som følge af inklusion
3.3.1
Ændringer af tilladelsesbestemmelser vedr. inklusion af afgørelser efter anden lovgivning
3.3.1.1 Gældende ret
3.3.1.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.3.2 Formålet med kystbeskyttelse og de regler der inkluderes i kystbeskyttelsestilladelsen.
3.3.2.1 Gældende ret
3.3.2.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.3.3 Sagsbehandlingsregler
3.3.3.1 Gældende ret
3.3.3.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.4 Andre ændringer af kystbeskyttelsesloven
3.4.1
Adgang til delegation af miljø- og fødevareministerens kompetence til kommunerne
3.4.1.1 Gældende ret
3.4.1.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.4.2 Påbud til grundejere om at tåle fysisk lovliggørelse
3.4.2.1 Gældende ret
3.4.2.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
3.5 Lov om maritim fysisk planlægning
3.5.1
Gældende ret
3.5.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Administrative konsekvenser for borgerne
Miljømæssige konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Sammenfattende skema
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1.
Indledning
Lovforslagets overordnede formål er at understøtte kommuner og grundejere i etablering af
omkostningseffektiv og helhedsorienteret beskyttelse mod oversvømmelse og erosion og at bidrage til
opfyldelse af regeringens økonomiaftale med kommunerne for 2018.
Det foreslås, at beslutningskompetencen ved meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven til udførelse
af kystbeskyttelsesforanstaltninger som hovedregel samles hos kommunerne (én indgang). I dag meddeles
tilladelserne af Kystdirektoratet.
Udover kompetencen til at give en samlet tilladelse til helhedsløsninger foreslås Natura-2000
konsekvensvurderinger og VVM-kompetencen i forhold til disse projekter ligeledes overført til kommunerne.
Tilsyns- og håndhævelseskompetencen foreslås at følge tilladelseskompetencen.
Endvidere foreslås, at sagsprocessen for kommunale helhedsløsninger forenkles, og at en række
dispensationer og tilladelser efter anden lovgivning erstattes af og inkluderes i kystbeskyttelsestilladelsen.
Det drejer sig om afgørelser efter naturbeskyttelsesloven vedrørende fredninger, sø- og åbeskyttelseslinjen,
skovbyggelinjen, fortidsmindebeskyttelseslinjen og kirkebyggelinjen, dispensationer efter jagt og
vildtforvaltningsloven vedrørende vildtreservatbestemmelser og afgørelser efter skovloven vedrørende
fredskov og beskyttet natur. Endvidere foreslås, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at afgørelser efter
vandløbsloven vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger erstattes af en tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven.
De hensyn, som disse regler, der således inkluderes i kystbeskyttelsestilladelsen, varetager, skal fortsat
varetages, og de skal indgå i vurderingen af, om der skal gives tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltningen
efter kystbeskyttelsesloven med samme vægt som de hensyn, der i dag kan lægges vægt på efter
kystbeskyttelsesloven § 1.
Forslagene vedrører både kommunale fællesprojekter og øvrige kystbeskyttelsesprojekter.
Forslagene indebærer en reduktion af antallet af mulige afgørelser, der kan påklages. I den sammenhæng
foreslås det, at klageadgangen over kystbeskyttelsestilladelsen begrænses til retlige spørgsmål.
Det foreslås videreført, at miljø- og fødevareministeren, der forventes at delegere kompetencen til
Kystdirektoratet, afgiver en vejledende udtalelse til kommunerne om den ønskede
kystbeskyttelsesforanstaltnings tekniske og miljømæssige kvalitet, og at der fastsættes en frist for udtalelsen
på 4 uger. Som supplement gives miljø- og fødevareministeren mulighed for at klage for så vidt angår retlige
spørgsmål over kommunens endelige afgørelse vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltningen.
Lovforslaget omfatter ikke tilladelser og godkendelser i forbindelse med selve anlægsfasen. Det kan f.eks.
dreje sig om tilladelse til håndtering af forurenet jord og til grundvandssænkning samt regler om veje, udbud
og arbejdsmiljø m.v.
Uafhængigt af initiativet om at samle beslutningskompetencen hos kommunerne og inkludere en række
tilladelser og dispensationer i kystbeskyttelsesafgørelsen, foreslås ministerens bemyndigelse til at delegere
sin kompetence til kommunerne udvidet. Bemyndigelsen tænkes anvendt til at samle tilladelses- og
håndhævelseskompetencen hos kommunerne for så vidt angår visse bade- og bådebroer. Endvidere foreslås
indsat en bestemmelse om, at ejeren af en ejendom kan påbydes at tåle opfyldelse af et påbud, hvor
modtageren af påbuddet ikke har rådighed over ejendommen.
2.
Lovforslagets baggrund
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Stigende regnmængder samt storme med efterfølgende stormflod til følge forventes at forekomme hyppigere
i fremtiden. Konkret er der gennem de sidste mange år allerede gjort meget for at forebygge oversvømmelser
fra både havvand og regnvand i Danmark. Der blev i 2011 udpeget ti risikoområder på baggrund af
EU’s
oversvømmelsesdirektiv, hvor der er særlig risiko for oversvømmelse, og staten udleverede i 2013
oversvømmelses- og risikokort til de 22 berørte kommuner. I kommunerne er der udarbejdet
klimatilpasningsplaner, og staten har styrket det rejsehold, der yder hjælp og vejledning til kommunerne.
Endvidere gav Kystanalysen fra september 2016 et samlet nationalt overblik over, hvor risikoen for erosion
og oversvømmelser er størst, og hvor der er behov for beskyttelse. Og endelig vedtog et bredt flertal i
Folketinget i december 2016 en lovændring af kystbeskyttelsesloven, så den i højere grad understøtter
kommunerne i at etablere helhedsløsninger. Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2017. Med den
lovændring blev der indført en række nye muligheder for en enklere og hurtigere proces i kommunerne med
hensyn til gennemførelse af helhedsløsninger efter kystbeskyttelseslovens kapitel 1 a. Klageadgangen i
forbindelse med kommunale kystbeskyttelsessager blev også samlet, så der kan klages over kommunens
endelige afgørelse. Tidligere havde berørte grundejere mulighed for at klage over kommunens delafgørelser
om fremme af projektet.
De ændrede klimaforhold og hyppigheden af voldsomt vejr vil medføre, at endnu større oversvømmelser
indtræffer med efterfølgende store skadesomkostninger. Regeringen har derfor besluttet at gennemføre en
række nye initiativer, som yderligere understøtter kommuner og grundejere i etablering af
omkostningseffektiv og helhedsorienteret beskyttelse mod oversvømmelse og erosion, hvor der er behov.
Initiativerne bygger på arbejdet i et tværministerielt udvalg, som blev igangsat i februar 2017.
En del af forslagene til initiativer fra udvalget indgår i økonomiaftalen med kommunerne for 2018 (ØA),
herunder det initiativ om én indgang, som nærværende lovforslag bl.a. udmønter.
Af aftalen fremgår det således: ”Regeringen
og KL er endvidere enige om, at beslutningskompetencen ved
etablering af kystbeskyttelsesanlæg skal samles hos kommunerne (one stop shop) frem for den nuværende
delte myndighed med Kystdirektoratet. Én one stop shop vil give kommunerne mulighed for at gøre
sagsprocessen mere smidig til gavn for grundejerne, som fremadrettet kun skal søge tilladelse hos én
myndighed. Endvidere forenkles sagsprocessen ved, at en række nødvendige dispensationer og tilladelser
efter øvrig lovgivning suspenderes, når der gives tilladelse til en helhedsløsning. Endelig samles
beslutningskompetence vedr. enkelsager hos kommunerne.”
Et andet af de initiativer, regeringen har besluttet at gennemføre, vedrører en ændring af planloven og skal
forebygge skader som følge af oversvømmelse eller erosion og åbne mulighed for at etablere
kystbeskyttelsesanlæg uden tilvejebringelse af en lokalplan. Her foreslås det bl.a., at kommunalbestyrelserne
fremover i kommuneplanen skal udpege områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion og
sikre afværgeforanstaltninger mod oversvømmelse eller erosion ved planlægning af byudvikling, særlige
tekniske anlæg, ændret arealanvendelse m.v. i de udpegede områder. Endvidere giver lovforslaget mulighed
for, at kommunalbestyrelsen i nogle særlige tilfælde får mulighed for at fravige kravet om tilvejebringelse af
en lokalplan efter planloven ved etablering af et kystbeskyttelsesprojekt, hvis tilvejebringelse af en lokalplan
vil forsinke processen med etablering af kystbeskyttelsesanlægget væsentligt, og forsinkelsen kan få væsentlig
negativ betydning.
3.
Hovedpunkter i lovforslaget
3.1
Opgaver og kompetencer i forbindelse med tilladelse til etablering af
kystbeskyttelse
3.1.1
Tilladelse til etablering af kystbeskyttelse
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
3.1.1.1
Gældende ret
I kystbeskyttelsesloven sondres mellem to typer kystbeskyttelsesprojekter:
1) Kommunale fællesprojekter: Projekter, der omfatter beskyttelse af flere ejendomme, hvor
det er kommunalbestyrelsen, der styrer processen, og hvor kommunalbestyrelsen kan beslutte
projektets udformning og dets finansiering, og som efterfølges af en ansøgning om tilladelse
fra miljø- og fødevareministeren til udførelse.
2) Øvrige kystbeskyttelsesprojekter: Projekter, hvor én eller flere grundejere søger om
tilladelse fra miljø- og fødevareministeren til udførelse af en kystbeskyttelsesforanstaltning,
som grundejerne er enige om at etablere og afholde udgifterne til.
De kommunale fællesprojekter er reguleret af kystbeskyttelseslovens kap. 1 a, som giver mulighed for, at en
eller flere grundejere kan bede kommunalbestyrelsen om at rejse en sag om et fælles kystbeskyttelsesprojekt.
Anmodningen til kommunalbestyrelsen bunder ofte i en uenighed blandt grundejerne om projektet, men der
er ikke noget til hinder for, at enige grundejere også kan anmode kommunalbestyrelsen om at rejse en sag,
ligesom initiativet kan komme fra kommunalbestyrelsen selv. Kommunalbestyrelsen har samtidig mulighed
for at beslutte at medfinansiere kystbeskyttelsen. Kommunalbestyrelsen fungerer som procesmyndighed og
har til opgave at indhente interessetilkendegivelser fra grundejerne, afholde møder og få udarbejdet skitse-
og detailprojekter. Når projektet er tilstrækkeligt konkretiseret, skal kommunalbestyrelsen sørge for offentlig
høring.
Kommunalbestyrelsen afslutter processen med at træffe afgørelse om, hvorvidt projektet skal gennemføres,
jf. kystbeskyttelseslovens § 5, stk. 1, jf. § 1 a, stk. 1. Hvis kommunalbestyrelsen ønsker at pålægge grundejere
bidrag til finansiering af kystbeskyttelsesforanstaltningen, jf. lovens § 9 a, stk. 1, skal afgørelse herom være
indeholdt i afgørelsen efter § 5, stk. 1.
De enkelte sagsbehandlingsskridt er endvidere beskrevet i afsnit. 3.3.3.
Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, at et projekt skal gennemføres, ansøger
kommunalbestyrelsen miljø- og fødevareministeren om tilladelse til at etablere projektet efter
kystbeskyttelseslovens §§ 16 og 16 a. Miljø- og fødevareministerens afgørelse om tilladelse til etablering af
projektet kan tillige påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om at gennemføre projektet efter lovens § 5, stk. 1, er således ikke i sig selv
en tilladelse til etablering.
Kystbeskyttelseslovens §§ 16 og 16 a vedrører aktiviteter og etablering af anlæg på strandbredder og andre
kyststrækninger samt på søterritoriet. Bestemmelserne regulerer både etablering af
kystbeskyttelsesforanstaltninger og andre foranstaltninger. Fælles for bestemmelserne er, at aktiviteter ikke
må igangsættes uden miljø- og fødevareministerens tilladelse. Kompetencen til at give tilladelse er delegeret
til Kystdirektoratet, jf. § 21 i bekendtgørelse nr. 949 af 30. juni 2017 om henlæggelse af opgaver og beføjelser
til Naturstyrelsen herunder Kystdirektoratet.
Efter kystbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, nr. 1, må der ikke udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger på
strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden
sammenhængende landvegetation, samt på arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m fra, hvor denne
vegetation begynder, uden tilladelse fra miljø- og fødevareministeren. Der må endvidere ikke uden tilladelse
udføres andre faste anlæg, dvs. anlæg som ikke er kystbeskyttelse, som også etableres på søterritoriet.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Efter § 16, stk. 1, nr. 2, må der ikke på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes
sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, samt på arealer, der ligger inden
for en afstand af 100 m fra, hvor denne vegetation begynder, graves, bores, pumpes, suges eller foretages
nogen form for terrænændring uden tilladelse fra miljø- og fødevareministeren. Bestemmelsen i § 16, stk. 1,
nr. 2, vedrører andre terrænændringer end kystbeskyttelse, der er reguleret af § 16, stk. 1, nr. 1.
Efter lovens § 16 a må der på søterritoriet ikke uden tilladelse fra miljø- og fødevareministeren foretages
inddæmning eller opfyldning, udføres anlæg eller anbringes faste eller forankrede indretninger eller
genstande, anbringes fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, eller foretages uddybning eller
gravning.
Lovens § 16 a blev indsat ved lov nr. 311 af 19. april 2006 om ændring af lov om kystbeskyttelse
(Formålsbestemmelse, præcisering af lovbestemmelser, forenkling af klageadgang, berigtigelse af ulovlige
forhold m.v.) for at skabe et klart hjemmelsgrundlag for den hidtidige praksis, hvorefter det følger af statens
højhedsret, at der kræves tilladelse til etablering af faste anlæg på søterritoriet. Bestemmelsen gælder ikke for
anlæg m.v. på søterritoriet, der er etableret efter anden lovgivning, som f. eks. lov om havne og
elforsyningsloven.
Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 16 i kystbeskyttelsesloven i forslaget til lov nr. 108 af 5. marts
1988, jf. Folketingstidende 1987-88, tillæg A, spalte 868, at kystbeskyttelsesforanstaltninger på søterritoriet
også skal have en tilladelse efter statens højhedsret over søterritoriet; i dag § 16 a i kystbeskyttelsesloven.
Dette gælder også kystbeskyttelsesforanstaltninger, der udelukkende udføres på søterritoriet, som f.eks.
bølgebrydere og sandfodring på revler. Derimod kræver en kystbeskyttelsesforanstaltning tilladelse efter § 16
for så vidt angår den del af den pågældende foranstaltning, der udføres på strandbredden og andre
kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende
landvegetation, samt på arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m fra, hvor denne vegetation
begynder.
3.1.1.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Den nuværende proces for kommunale fællesprojekter, hvor en tilladelse til at udføre en
kystbeskyttelsesforanstaltning forudsætter, at der i forlængelse af hinanden træffes to afgørelser efter
kystbeskyttelsesloven af henholdsvis kommunalbestyrelsen og Kystdirektoratet, og hvor der er knyttet en
høringsproces og en klageadgang til hver afgørelse, er tung. Reglerne betyder, at der kan gå lang tid, fra en
kommune får en anmodning om at igangsætte et projekt eller selv beslutter dette, til der meddeles de
nødvendige tilladelser.
En mere enkel og hurtigere proces kan opnås, hvis kommunalbestyrelsens afgørelse efter lovens § 5, stk. 1,
om at gennemføre projektet samtænkes og indarbejdes i den tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, der i
dag er påkrævet efter lovens §§ 16 og 16 a, og som meddeles af Kystdirektoratet. En sådan ændring kan
samtidig gennemføres, uden at det vil have en negativ effekt på borgerinddragelsen, idet de eksisterende
regler om høring m.v. for de kommunale fællesprojekter kan videreføres for den samlede
kystbeskyttelsestilladelse.
Det foreslås derfor, at kommunalbestyrelsen ikke længere som afslutning på den kommunale del af
tilladelsesprocessen for de fælles kystbeskyttelsesprojekter skal træffe en afgørelse efter
kystbeskyttelseslovens § 5, stk. 1, om, at det endelige projekt godkendes med henblik på efterfølgende
ansøgning om tilladelse til etablering af de kystbeskyttelsesforanstaltninger, som projektet indeholder.
Der vil fortsat blive taget stilling til de elementer, der i dag indgår i kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 5,
stk. 1, herunder spørgsmålet om bidragsfordeling. Disse elementer vil blot indgå i en samlet
kystbeskyttelsestilladelse.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Det foreslås endvidere, at kommunalbestyrelsen får kompetencen til at give den samlede
kystbeskyttelsestilladelse, der altså rummer de afgørelser, der i dag meddeles efter lovens § 5, stk. 1, og §§ 16
og 16 a. Det betyder, at den kompetence til at meddele tilladelse til udførelse af
kystbeskyttelsesforanstaltninger, der i dag fremgår af kystbeskyttelseslovens §§ 16 og 16 a, overgår fra miljø-
og fødevareministeren til kommunalbestyrelsen.
Det foreslås videre, at kompetencen til at give tilladelse til udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger også
overgår fra miljø- og fødevareministeren til kommunalbestyrelsen for alle øvrige sager om udførelse af
kystbeskyttelse med undtagelse af statslige anlægsprojekter. Det betyder, at kommunalbestyrelsen tillægges
kompetence til at meddele tilladelse til udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger både for så vidt angår
kommunale fællesprojekter og de øvrige kystbeskyttelsesprojekter, hvor en enkelt lodsejer f.eks. søger om
tilladelse til at beskytte sin ejendom.
Som en undtagelse fra reglen om, at kompetencen til at give tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger
fremover placeres hos kommunalbestyrelsen, foreslås det, at miljø- og fødevareministeren meddeler
tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger, som har staten som bygherre. Det drejer sig f.eks. om den
løbende kystbeskyttelse langs den jyske vestkyst, som Kystdirektoratet forestår, men det kan også dreje sig
om kystbeskyttelsesprojekter, som andre statslige myndigheder forestår.
Kompetencen til at give tilladelse til andre foranstaltninger efter §§ 16 og 16 a end kystbeskyttelse forbliver
hos miljø- og fødevareministeren (Kystdirektoratet).
De kompetencer, der foreslås overført til kommunalbestyrelsen, fremgår i dag af kystbeskyttelseslovens § 16,
stk. 1, nr. 1, 1. led, og dele af § 16 a.
Da staten i forbindelse med udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger selv finansierer disse, eventuelt
med kommunal medfinansiering, er der ikke behov for, at miljø- og fødevareministeren i forbindelse med en
afgørelse om tilladelse til statslige kystbeskyttelsesprojekter kan træffe afgørelse om at pålægge ejere af fast
ejendom, som opnår en beskyttelse eller anden fordel ved foranstaltningen, en bidragspligt.
Det kan ikke udelukkes, at en ejer af en ejendom, hvorpå staten vil udføre kystbeskyttelsesforanstaltninger,
vil modsætte sig dette. Det kan heller ikke generelt udelukkes, at en afgørelse om, at staten skal udføre
kystbeskyttelsesforanstaltninger på en ejendom, uanset ejeren af ejendommen ikke vil give samtykke hertil,
efter grundlovens § 73, stk. 1, 2. og 3. pkt., vil have karakter af afståelse og må ske ved ekspropriation.
Det foreslås derfor, at miljø- og fødevareministeren i forbindelse med tilladelser til statslig udførelse af
kystbeskyttelsesforanstaltninger får kompetence til at bestemme, at der på en ejendom skal udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger. Det forslås også, at miljø- og fødevareministeren i den forbindelse kan
træffe afgørelse om ekspropriation til gennemførelse af disse kystbeskyttelsesforanstaltninger.
De kystbeskyttelsesforanstaltninger, som det foreslås, at kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til, kan
være beliggende både på kysten og på søterritoriet, og hvor det på kysten er klart, at en kommune kan give
tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger, der er beliggende inden for kommunegrænsen, er der ikke en
tilsvarende grænse for kommunernes kompetence på søterritoriet. Der vil derfor være behov for at foretage
en geografisk afgrænsning af, hvor på søterritoriet den enkelte kommune er kompetent.
Fordelingen af kompetencen mellem kommunerne på søterritoriet kan tænkes på forskellige måder, og
kompetencen kan tænkes i forhold til både, hvor foranstaltningen er beliggende, og hvor den har effekt. Ofte
vil foranstaltninger beliggende ud for en kommunes kystlinje også have effekt på den pågældende kommunes
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
kyst, men der kan være tilfælde, hvor en foranstaltning er beliggende ud for én kommunes kystlinje, men har
effekt på en anden kommunes kyst.
Det vurderes mest hensigtsmæssigt, at kommunernes kompetence på søterritoriet afgrænses efter, hvor der
ønskes beskyttende effekt af foranstaltningen, da den enkelte kommunes interesse i forhold til en
kystbeskyttelsesforanstaltning, og i forhold til at gennemføre en proces for etablering af fællesprojekter, er i
forhold til den beskyttelse, foranstaltningen kan give ejendomme i kommunen.
Det foreslås derfor, at kommunernes kompetence på søterritoriet afgrænses således, at en kommune kan give
tilladelse til udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger på søterritoriet i de tilfælde, hvor der med
foranstaltningen søges beskyttet ejendomme i den pågældende kommune. Det betyder, at en kommune i
nogle situationer kan give tilladelse til et anlæg, der er helt eller delvis placeret ud for kystlinjen i en
nabokommune. De kompetencer, der følger med et kommunalt fællesprojekt, som f.eks. ekspropriation eller
pålæg af bidragspligt, kan kun pålægges grundejere m.v. inden for den pågældende kommunalbestyrelses
kommunegrænse.
Den nuværende geografiske afgrænsning på land af, hvor det kræver tilladelse til etablering af
kystbeskyttelse, vurderes at være utilstrækkelig. Særligt kommunale fællesprojekter mod oversvømmelse fra
havet kan der erfaringsmæssigt være behov for at placere uden for det nuværende anvendelsesområde, dvs.
længere inde i land end 100 meter fra, hvor der findes sammenhængende grønsvær eller anden
sammenhængende landvegetation.
Dette skyldes, at den teknisk bedste beskyttelse mod oversvømmelse normalt opnås ved at placere et dige så
langt tilbagetrukket som muligt. Herved nedsættes påvirkningen fra bølger på diget i forbindelse med
højvande og storm, da der vil være et forland, hvor bølgerne kan få afløb. Herved reduceres risikoen for
overskyl, skader på anlægget og hyppigt vedligeholdelsesbehov. Endvidere vil et tilbagetrukket dige, der
ligger højere i terræn end et fremskudt, være mindre i størrelse og dermed påvirke oplevelsen af
kystlandskabet mindre og have et mindre fodaftryk i et evt. naturområde.
En konsekvens af at udvide det geografiske anvendelsesområde for tilladelseskravet efter
kystbeskyttelsesloven er, at der for et større område end i dag vil være overlappende snitflader mellem
kystbeskyttelsesreguleringen og den øvrige arealbeskyttende regulering. Det betyder også, at det geografiske
område, hvor tilladelser og dispensationer efter anden lovgivning foreslås inkluderet, jf. pkt. 3.2, er større,
end hvad der gælder i dag.
At et anlæg er beliggende uden for tilladelsesordningens anvendelsesområde betyder, at anlægget kan
opføres uden tilladelse efter kystbeskyttelsesloven. Da der med dette lovforslag imidlertid inkluderes en
række andre tilladelser og dispensationer i tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven, vil det være administrativt
besværligt, hvis de dele af en foranstaltning, der er beliggende inden for tilladelseskravets
anvendelsesområde, er omfattet af de fordele med en samlet tilladelse, der er knyttet hertil, hvorimod de dele
af foranstaltningen, der er beliggende uden for tilladelseskravets anvendelsesområde, fortsat kræver evt.
tilladelser og dispensationer efter den ellers inkluderede lovgivning.
Det er Miljø- og Fødevareministeriets forslag, at tilladelseskravets anvendelsesområde efter
kystbeskyttelsesloven skal fastlægges, så det på den ene side omfatter de anlæg og foranstaltninger, der
sædvanligvis er behov for, og på den anden side ikke gør anvendelsesområdet unødigt stort for ikke at
pålægge grundejerne og kommunerne unødige administrative byrder. Det foreslås derfor, at
tilladelsesordningen udvides på land, så der ikke uden tilladelse kan udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger, der helt eller delvis er beliggende på strandbredder og andre
kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
landvegetation, samt på arealer, der ligger inden for en afstand af 1000 m fra, hvor denne vegetation
begynder.
Det betyder, at udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger, der er beliggende inden for 1000-
metersgrænsen, kræver tilladelse. Udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger, der er beliggende uden for
1000-metersgrænsen vil også kræve tilladelse, hvis de opføres i sammenhæng med en foranstaltning, der er
beliggende inden for 1000-metersgrænsen.
Det foreslås, at den geografiske afgrænsning for, på hvilke områder kommunalbestyrelsen kan bestemme, at
der skal udføres kommunale fællesprojekter, fastsættes, så det svarer til anvendelsesområdet for
tilladelseskravet. Derved sikres det også, at kystbeskyttelseslovens bestemmelser om ekspropriation og
bidragsfordeling i forbindelse med kommunale fællesprojekter omfatter de projekter, der er omfattet af
tilladelseskravet og de fordele med en samlet tilladelse, der foreslås knyttet dertil.
Kravet om tilladelse til øvrige foranstaltninger, der ikke er kystbeskyttelsesforanstaltninger, foreslås udskilt i
et særskilt kapitel i loven. Der foreslås ikke materielle ændringer af disse regler.
3.1.2
Tilsyn og håndhævelse i forbindelse med kystbeskyttelse
I tilknytning til forslagene om at ændre kompetencefordelingen ved meddelelse af tilladelser efter
kystbeskyttelsesloven og forslagene om, at en tilladelse efter kystbeskyttelsesloen skal kunne erstatte visse
afgørelser efter anden lovgivning, er der behov for at tage stilling til, hvilken myndighed der skal føre tilsyn
med og håndhæve reglerne, og efter hvilke regler tilsynet skal føres. Lovforslaget indeholder derfor også
forslag om visse ændringer af kystbeskyttelseslovens tilsynsbestemmelser.
3.1.2.1
Gældende ret
Kystbeskyttelsesloven
Kystbeskyttelsesloven indeholder ikke generelle bestemmelser om miljø- og fødevareministerens tilsyn med
overholdelse af kravet i lovens § 16 om, at der kun efter tilladelse fra miljø- og fødevareministeren må udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger m.v.
Loven indeholder dog bestemmelser om håndhævelse af kravet. Af lovens § 19 a fremgår det, at miljø- og
fødevareministeren kan meddele påbud om at fjerne en kystbeskyttelsesforanstaltning og andre faste anlæg,
som også er etableret på søterritoriet, og som vedkommende har udført i strid med § 16, stk. 1, nr. 1.
Bestemmelsen suppleres med § 19 c, hvorefter miljø- og fødevareministeren kan meddele den til enhver tid
værende ejer af en fast ejendom påbud om at berigtige ulovligt etablerede kystbeskyttelsesforanstaltninger,
som nævnt i § 16, stk. 1, hvis det ikke er muligt at meddele nogen et påbud i medfør af § 19 a. Påbud kan
tinglyses på ejendommen, jf. lovens § 19 c, stk. 2. Endeligt kan miljø- og fødevareministeren foretage det
nødvendige til forholdets berigtigelse for den forpligtedes regning (selvhjælpshandling), hvis påbud ikke
efterkommes og inddrivelse af tvangsbøder ikke kan antages at føre til, at påbuddet efterkommes, jf. lovens §
19 d.
Kompetencen til at håndhæve kravet om tilladelse til etablering af kystbeskyttelse er i dag delegeret til
Kystdirektoratet, jf. § 21 i bekendtgørelse nr. 949 af 30. juni 2017 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til
Naturstyrelsen herunder Kystdirektoratet.
Som led i Kystdirektoratets håndhævelse af kystbeskyttelseslovens § 16 føres også et tilsyn. Som det er
tilfældet ved anden arealregulering som f.eks. naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer, føres ikke
et systematisk opsøgende tilsyn, men et tilsyn baseret på anmeldelser og lignende. Der føres endvidere tilsyn
med, at vilkår m.v. i givne tilladelser overholdes.
For diger, som er helt eller delvist finansieret af staten, er det endvidere indskrevet i vedtægterne for det
særlige digelag, der er oprettet i tilknytning hertil, at Kystdirektoratet fører et teknisk tilsyn. Det gælder for
havdigerne i Vadehavet, Det Falsterske Dige, Det Lollandske Dige, samt Oksby og Varde diger.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Kommunalbestyrelsen kan i øvrigt for foranstaltninger udført efter kystbeskyttelseslovens kap. 1 a beslutte,
at der
under kommunalbestyrelsens tilsyn
oprettes et digelag, kystsikringslag eller kystbeskyttelseslag, som
de bidragydende ejere skal være medlem af, jf. lovens § 7, stk. 1.
Miljøvurderingsloven
Af § 46 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), jf.
lovbekendtgørelse nr. 448 af 10. maj 2017 fremgår det, at den myndighed, der er kompetent på et område
også er tilsynsmyndighed. Tilsynsmyndigheden skal påse overholdelsen af loven og af de regler, der er fastsat
i medfør heraf. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har
underordnet betydning.
Tilsynsmyndigheden og personer med bemyndigelse fra tilsynsmyndigheden har uden retskendelse adgang
til enhver ejendom i tilsynsøjemed, jf. § 46, og har efter forudgående underretning til ejeren eller brugeren
adgang for at foretage tekniske forarbejder til forberedelse af beslutninger efter denne lov.
Der er endvidere fastsat regler om gensidig indberetning, når én myndighed bliver opmærksom på et ulovligt
forhold under en anden myndigheds tilsynsområde.
Miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at tilsynet udøves af en anden myndighed.
Naturbeskyttelsesloven
Det fremgår af naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1 og 2, at kommunerne fører tilsyn med overholdelsen af
loven og regler udstedt i medfør af loven. Undtaget herfra er tilsyn med overholdelse af reglerne i lovens §§ 8
og 9 om klitfredning, § 15 om strandbeskyttelse og reglerne i lovens kapitel 5 om beskyttelse af plante- og
dyrearter m.v., der varetages af miljø- og fødevareministeren.
Tilsynet med overholdelse af reglerne i lovens § 15 om strandbeskyttelse og lovens kapitel 5 om beskyttelse af
plante- og dyrearter m.v. er delegeret til Kystdirektoratet efter § 25, stk. 1, nr. 16 og 17, i bekendtgørelse nr.
949 af 30. juni 2017 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen herunder Kystdirektoratet.
For så vidt angår tilsyn med fredninger er der fastsat regler herom i bekendtgørelse nr. 924 af 27. juni 2016
om pleje af fredede arealer og tilsyn. Udgangspunktet er, at kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed efter
naturbeskyttelsesloven og i den forbindelse også påser overholdelse af fredningsbestemmelser. På arealer,
der ejes af Naturstyrelsen, varetager Naturstyrelsen dog tilsynet med overholdelse af reglerne i
naturbeskyttelsesloven og af regler, der er udstedt efter loven, samt af fredningsbestemmelser. Reglen i
naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1, hvorefter kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, gælder ikke for
fredninger efter lovens § 51, stk. 1, på statsejede arealer og på søterritoriet og fiskeriterritoriet. For sådanne
fredninger fastsættes bestemmelser om tilsynet efter forhandling med kommunalbestyrelsen og de øvrige
berørte myndigheder og optages i fredningsbekendtgørelsen.
Det følger af cirkulæreskrivelse nr. 9664 af 27. juni 2016 om Naturstyrelsen, at myndighedsopgaverne i
reservat- og fredningsbekendtgørelser udstedt i medfør af lov om jagt og vildtforvaltning eller lov om
naturbeskyttelse eller i medfør af begge love varetages af Naturstyrelsen.
Naturbeskyttelsesloven indeholder ikke regler om, at tilsynsmyndigheden har pligt til at føre et systematisk
opsøgende tilsyn. Tilsynsmyndigheden har med andre ord ikke pligt til løbende og regelmæssigt ved eftersyn
”i marken” at undersøge,
om reglerne bliver overholdt. Det er tilsynsmyndigheden, der bestemmer tilsynets
tilrettelæggelse og omfang. Ved tilrettelæggelse af tilsynet indgår, at tilsyn bør føres med sådanne
mellemrum, at krav om retablering i forbindelse med konstatering af ulovlige forhold ikke vanskeliggøres,
fordi ejer eller bruger kan siges at være i god tro eller have indstillet sig på, at myndighederne har accepteret
den ulovlige tilstand, jf. Vejledning om håndhævelse af Naturbeskyttelsesloven, Planloven og Byggeloven,
maj 2007, udarbejdet af Erhvervs- og Byggestyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet
betydning, jf. lovens § 73, stk. 5, og det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at
berigtige et ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 11 a (miljøskade), jf. lovens § 74, stk. 1. Der er
derudover i naturbeskyttelsesloven fastsat regler om tinglysning og aflysning af påbud og om
håndhævelsesmyndighedens selvhjælpshandling, jf. § 74, stk. 2-5.
Endeligt er der fastsat regler om gensidig udveksling af oplysninger om ulovlige forhold mellem
kommunerne og miljø- og fødevareministeren for de områder, som hver myndighed fører tilsyn med, jf. § 73,
stk. 6.
Lov om jagt og vildtforvaltning
Miljø- og fødevareministeren påser, at loven og de regler, der udstedes i medfør af loven, overholdes, jf.
lovens § 47, stk. 1. Kompetencen til at føre tilsyn med overholdelsen af regler for vildtreservater er i de
enkelte reservatbekendtgørelser delegeret til Naturstyrelsen. Delegationen fremgår ligeledes af § 13, nr. 3, i
bekendtgørelse nr. 949 af 30. juni 2017 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen herunder
Kystdirektoratet.
Miljø- og fødevareministeren skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har
underordnet betydning, jf. § 47, stk. 3, og det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en
ejendom at berigtige et ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 8 a (miljøskade), jf. § 48, stk. 1.
Der er derudover fastsat regler om tinglysning og aflysning af påbud og om tilsynsmyndighedens mulighed
for selvhjælpshandling, jf. § 48, stk. 2 og 3.
Skovloven
Miljø- og fødevareministeren fører tilsyn med, at loven og regler, der er udstedt efter loven, overholdes,
herunder med overholdelse af forbuddet i lovens § 11, stk. 1, om, at der på fredskovspligtige arealer ikke må
etableres anlæg eller gennemføres terrænændringer.
Miljø- og fødevareministeren skal drage omsorg for, at et forhold, der er ulovligt efter loven eller regler, der
er fastsat efter loven, lovliggøres. Det gælder dog ikke, hvis forholdet er af ganske underordnet betydning, jf.
§ 51, stk. 1. Ministeren kan give påbud til ejeren eller brugeren om at lovliggøre et ulovligt forhold, jf. § 51,
stk. 2. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af et fredskovspligtigt areal at berigtige et
ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 8 a, jf. § 55.
Kompetencen er delegeret til Miljøstyrelsen, jf. § 13, nr. 38, i bkg. nr. nr 930 af 27. juni 2016 om henlæggelse
af opgaver og beføjelser til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning samt cirkulæreskrivelse nr. 9048 af 31.
januar 2017 om sammenlægning af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning og Miljøstyrelsen.
Derudover indeholder loven regler om tinglysning og aflysning af påbud, tvangsbøder og mulighed for
selvhjælpshandling, jf. § 51, stk. 4, og § 52.
3.1.2.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Det foreslås, at kompetencen til at føre tilsyn og håndhæve ulovligt etableret kystbeskyttelse følger den
myndighed, der har kompetencen til at give tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltningen. Det betyder, at det
vil være kommunen, der som udgangspunkt fører tilsyn med og håndhæver kravet om forudgående tilladelse
til udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger. Undtaget er tilsynet med de
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som miljø- og fødevareministeren giver tilladelse til, dvs.
kystbeskyttelsesforanstaltninger, der udføres med staten som bygherre.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Når en myndighed under håndhævelsen af tilladelseskravet efter kystbeskyttelsesloven skal tage stilling til
spørgsmålet om retlig lovliggørelse, vil den foreslåede ordning om inklusion af en række ellers nødvendige
tilladelser og dispensationer også finde anvendelse. En lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelsesloven vil
således også indebære en samtidig stillingtagen til lovliggørelse i forhold til overtrædelse af øvrige regler i det
omfang, tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven erstatter sådanne afgørelser.
Der vil i visse tilfælde kunne være et geografisk overlap mellem kommunernes tilsyn med
kystbeskyttelsesforanstaltninger og miljø- og fødevareministerens tilsyn med andet end
kystebskyttelsesforanstaltninger. Det foreslås derfor, at der indføres en gensidig orienteringsordning mellem
kommunerne og miljø- og fødevareministeren om konstaterede ulovlige forhold, som det i dag er tilfældet
inden for f.eks. naturbeskyttelseslovens og miljøvurderingslovens område.
Forslagene indebærer, at myndigheder, der i øvrigt håndhæver de regler, der efter lovforslaget kan
inkluderes i en kystbeskyttelsestilladelse, ikke skal føre tilsyn og håndhæve reglerne i forhold til
kystbeskyttelsesforanstaltninger, hvis myndigheden ikke også er kompetent tilsynsmyndighed efter
kystbeskyttelsesloven, men alene skal orientere den kompetente myndighed om et konstateret ulovligt
forhold, så håndhævelse kan gennemføres efter kystbeskyttelseslovens regler herom.
Forslagene indebærer, at tilsynsbestemmelserne i den øvrige lovgivning ikke vil finde anvendelse på tilsyn
vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger, som gennemføres eller lovliggøres efter reglerne i
kystbeskyttelsesloven.
På den baggrund foreslås kystbeskyttelsesloven suppleret med en adgangsregel, hvorefter
tilsynsmyndigheden efter kystbeskyttelsesloven, eller personer, der er bemyndiget hertil af
tilsynsmyndigheden, uden retskendelse har adgang til offentlige og private ejendomme for at udøve de
beføjelser, der er tillagt dem i medfør af loven.
Endvidere foreslås kystbeskyttelseslovens regler om håndhævelse suppleret med naturbeskyttelseslovens og
skovlovens regler om, at tilsynsmyndigheden umiddelbart kan lade det nødvendige arbejde udføre på den
forpligtedes regning, hvor et ulovligt forhold frembyder fare for opretholdelsen af tilstanden af et område
eller for dyr og planter, der er beskyttet i medfør af lovene, og et påbud om at berigtige forholdet ikke
efterkommes rettidigt. Der er tale om en teknisk overførsel, der skal sikre, at de pågældende
håndhævelsesskridt fortsat kan iagttages, selvom håndhævelsen gennemføres via kystbeskyttelseslovens
regler herom.
3.1.3
Statslige styringsmekanismer og varetagelse af statslige interesser
3.1.3.1
Gældende ret
Der er i kystbeskyttelsesloven fastsat regler om forholdet mellem kommunerne for de kommunale
helhedsløsninger for kystbeskyttelse. Fælles for disse regler er, at det er miljø- og fødevareministeren, der
tillægges en række beføjelser, der kan bidrage til at sikre koordination mellem kommunerne. Det fremgår
således af kystbeskyttelseslovens § 9 a, stk. 2, at hvis en kommune bidrager med et beløb ud over, hvad der
måtte være pålagt kommunen i henhold til stk. 1, kan miljø- og fødevareministeren efter indstilling fra
kommunen pålægge en anden kommune, der er berørt af den pågældende beskyttelsesforanstaltning, at
bidrage med indtil samme beløb.
I kystbeskyttelseslovens § 10 er endvidere fastsat en regel om, at miljø- og fødevareministeren kan
bestemme, at en sag, der har betydning for en kyststrækning i flere kommuner, henvises til behandling i den
ene kommunalbestyrelse.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Ud over disse regler er der også en statslig inddragelse i de kommunale helhedsløsninger, idet
kommunalbestyrelsen efter kystbeskyttelseslovens § 2, stk. 1, skal indhente en udtalelse fra miljø- og
fødevareministeren om de foreslåede kystbeskyttelsesforanstaltninger. Derudover skal
Kommunalbestyrelsen søge miljø- og fødevareministeren (Kystdirektoratet) om tilladelse til at udføre
kystbeskyttelsesforanstaltninger, jf. kystbeskyttelseslovens § 5, stk. 5, og 16, stk. 1.
Også den lovgivning, der inkluderes i kystbeskyttelsestilladelsen, tillægger miljø- og fødevareministeren en
række beføjelser i form af klage, call-in og indsigelsesret:
Klage m.v.
Miljø- og fødevareministeren er efter miljøvurderingsloven klageberettiget i sager vedrørende
screeningsafgørelser (retlig prøvelse), VVM-tilladelser og tilsynsafgørelser.
Efter lov om naturbeskyttelse kan statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres, klage over
fredningsnævnets afgørelser om videregående dispensation samt hel eller delvis ophævelse af fredninger, jf.
naturbeskyttelseslovens § 43. Afgørelser om dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1, kan
påklages af offentlige myndigheder efter de almindelige klagebestemmelser i lovens § 86, som også finder
anvendelse på klager over kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven eller regler udstedt i medfør af loven.
Efter § 79 i lov om vandløb kan miljø- og fødevareministeren på eget initiativ tage en afgørelse, der er truffet
af vandløbsmyndigheden, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.
Ministerens overtagelse af kommunalbestyrelsens beføjelser m.v.
–
call-in
Miljø- og fødevareministeren kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser efter lov om
naturbeskyttelse i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning, jf.§
67.
Ministeren kan efter lov om miljøvurdering endvidere i særlige tilfælde beslutte at overtage
kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders
lovbestemte opgaver eller har større betydning, jf. § 17, stk. 5. Bestemmelsen kan også omfatte
kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser i sager vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger på land.
Ministerens beslutning om at overtage kompetencen skal træffes, før der er truffet afgørelse. Hvis ministeren
finder anledning til at ændre afgørelsen efter, at der er truffet afgørelse, vil det som altovervejende
hovedregel kun kunne ske ved at påklage afgørelsen. Grundlaget for en beslutning om at overtage
kompetencen (foretage call-in) i en konkret sag kan være, at en afgørelse vil have konsekvenser ud over den
enkelte kommunegrænse eller er af national eller international betydning. Ministerens call-in kræver ikke en
anmodning fra andre myndigheder m.v., men kan initieres på baggrund af de overordnede interesser, som
miljø- og fødevareministeren skal varetage.
For så vidt angår tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter kystbeskyttelseslovens § 16 og 16 a
meddeles denne i dag af ministeren (Kystdirektoratet). Kystbeskyttelsesloven indeholder ikke hjemmel til, at
ministeren kan overtage kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser efter kapitel 1 a om
kommunalbestyrelsens kompetence i forbindelse med kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Indsigelsesret m.v.
Efter § 46 d i lov om miljømål m.v. for internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 119 af 26. januar 2017, træffer miljø- og fødevareministeren afgørelse, såfremt der ikke
kan opnås enighed blandt de berørte kommunalbestyrelser om den nærmere udformning af handleplanen for
et konkret Natura 2000-område.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Miljø- og fødevareministeren kan endvidere til varetagelse af statslige interesser eller opfyldelse af
internationale forpligtelser fremsætte indsigelse mod et forslag til handleplan for et konkret Natura 2000-
område. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige
ændringer. Såfremt der ikke ved forhandling kan opnås enighed, træffer ministeren afgørelse, jf. § 46 e.
Efter planlovens § 28, stk. 1, kan et planforslag ikke vedtages endeligt, hvis en myndighed efter reglerne i
lovens §§ 29, 29 a, 29 b eller 29 c har modsat sig dette skriftligt over for kommunalbestyrelsen. Kan de
involverede myndigheder ikke nå til enighed i sagen, kan spørgsmålet indbringes for erhvervsministeren.
Efter vandløbslovgivningen skal afgørelser om regulering af vandløb m.v. forhandles mellem de berørte
vandløbsmyndigheder, hvis sagen vedrører vandløbsforholdene i flere kommuner. Uenighed mellem
vandløbsmyndigheder afgøres af miljø- og fødevareministeren, jf. lovens § 7.
Efter lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer, jf. lovbekendtgørelse nr.
1085 af 22. september 2017, kan et forslag til risikostyringsplan ikke vedtages, hvis andre
kommunalbestyrelser har gjort skriftlig indsigelse over for kommunalbestyrelsen. Såfremt der ikke kan
opnås enighed mellem kommunalbestyrelserne, forelægges sagen for miljø- og fødevareministeren, som
herefter træffer afgørelse om den nødvendige ændring.
Miljø- og fødevareministeren kan endvidere til varetagelse af statslige interesser eller opfyldelse af
internationale forpligtelser fremsætte indsigelser mod et forslag til risikostyringsplan. Forslaget kan herefter
først vedtages, når der er opnået enighed om den nødvendige ændring. Såfremt der ikke ved forhandling kan
opnås enighed, træffer miljø- og fødevareministeren afgørelse om den nødvendige ændring.
Kommunalbestyrelsen er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af risikostyringsplanerne
og skal herunder sikre gennemførelsen af disse.
Tilsvarende regler gælder for oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet, jf.
Bekendtgørelse nr. 894 af 21.juni 2016 om vurdering og risikostyring for oversvømmelser fra havet, fjorde
eller andre dele af søterritoriet.
3.1.3.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Lovforslaget indebærer ingen ændringer i ministerens beføjelser vedrørende Natura 2000-planlægningen.
Disse bestemmelser vil således fortsat kunne bringes i anvendelse, hvis et kystbeskyttelsesprojekt
forudsætter ændringer af Natura 2000-planlægningen. Lovforslaget indebærer heller ikke ændringer i miljø-
og fødevareministerens og erhvervsministerens muligheder for at fremsætte indsigelse over for den
kommunale planlægning i forbindelse med planlægningen for kystbeskyttelsesforanstaltninger.
I forhold til ministerens muligheder for i en konkret sag at overtage kommunalbestyrelsens opgaver og
kompetencer efter miljøvurderingsloven indebærer forslaget om kommunalbestyrelsens overtagelse af
kompetencen til at meddele tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, at ministeren ikke har rådighed over det
samlede sagsforløb, herunder den tilladelse, som erstatter VVM-tilladelsen efter miljøvurderingslovens § 25.
Call-in bestemmelsen i miljøvurderingsloven vil derfor i praksis ikke kunne finde anvendelse på sager
vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger, herunder tilladelser til kystbeskyttelse, der erstatter afgørelser
efter anden lovgivning. Dette vurderes at være i overensstemmelse med intentionerne om at styrke
kommunernes rolle og ansvar, herunder også for at samarbejde om fælles projekter.
Det er således intentionen, at kommunerne selv skal have den fulde rådighed over og ansvaret for processen
for tilvejebringelse af kommunale helhedsløsninger.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
For at understøtte dette foreslås det, at miljø- og fødevareministerens beføjelser efter lovens § 9 a, stk. 2, og §
10 til på visse betingelser at pålægge en kommune at bidrage til et kystbeskyttelsesprojekt og til at henvise en
sag, der har betydning for flere kommuner, til én kommune, udgår.
Det foreslås samtidig, at den tværkommunale koordinering styrkes ved, at der indføres et krav om, at
kommunerne skal tage behørigt hensyn til andre kommuner, når der gives tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger, jf. forslagets § 3, stk. 5. Det foreslås samtidig, at ordningen evalueres efter 5
år.
Da det foreslås, at kompetencen til at give tilladelse til kystbeskyttelse overgår fra miljø- og
fødevareministeren til kommunalbestyrelsen, foreslås det, at miljø- og fødevareministeren og andre berørte
myndigheder tillægges klageadgang over kommunalbestyrelsens afgørelser. Der henvises i øvrigt til afsnit
3.3.3.
For at sikre en mere effektiv sagsproces, hvor borgerne samtidig kan orientere sig i sagsbehandlingens
fremdrift, foreslås det dels, at der fastsættes en frist på 4 uger for miljø- og fødevareministerens
(Kystdirektoratets) udtalelse om de foreslåede kystbeskyttelsesforanstaltninger efter lovens § 2, og dels, at
kommunerne bliver forpligtede til løbende på deres hjemmesider at offentliggøre, hvornår de enkelte
processkridt forventes afsluttet, samt oplyse, hvis et processkridt forsinkes.
3.1.4
3.1.4.1
3.1.4.1.1
Opgaver og kompetencer efter anden lovgivning
Miljøvurderingsloven
Gældende ret
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter, jf. lovbekendtgørelse nr. 448 af 10.
maj 2017, som trådte i kraft 16. maj 2017, indeholder regler om miljøvurdering (VVM), som finder
anvendelse på projekter, som kræver tilladelse i henhold til kystbeskyttelsesloven. Loven har for så vidt angår
projekter på søterritoriet således erstattet de tidligere regler om miljøvurdering i bekendtgørelse nr. 579 af
29. maj 2013 om miljømæssig vurdering af visse anlæg og foranstaltninger på søterritoriet, der var udstedt i
medfør af kystbeskyttelsesloven.
Bygherren skal før etablering, udvidelse eller ændring af projekter omfattet af lovens bilag 1 og 2 indgive en
skriftlig ansøgning om projektet til den myndighed, der skal behandle ansøgningen. En myndighed, der er
bygherre for et projekt, må ikke behandle ansøgningen om projektet og træffe afgørelse herom, medmindre
der er sikret en funktionel opdeling af kompetencerne inden for myndigheden.
Kystbeskyttelsesforanstaltninger er optaget på miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 10, litra k:
”Kystanlæg til modvirkning af
erosion og maritime vandbygningskonstruktioner, der kan ændre kystlinjerne,
som f.eks. skråningsbeskyttelser, strandhøfder og diger, dæmninger, moler, bølgebrydere og andre
konstruktioner til beskyttelse mod havet bortset fra vedligeholdelse og genopførelse af sådanne anlæg.”
Lovens bilag 2 omfatter endvidere punkt 10, litra l:
”Uddybning og opfyldning på søterritoriet”.
Den kan også
være relevant ved visse former for kystbeskyttelse. Også andre bilagspunkter kan afhængig af det konkrete
projekt evt. være relevante.
Kystbeskyttelsesforanstaltninger kan endvidere efter omstændighederne samtidig have karakter af
vandløbsregulering, jf. herom afsnit 3.2.5. Projekter vedrørende regulering af vandløb er ligeledes omfattet af
bilag 2 til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter, jf. punkt 10, litra f:
”Anlæg af vandveje, som ikke er omfattet af bilag 1, kanalbygning og regulering af vandløb.”
Miljøvurderingslovens regler skal derfor følges ved behandlingen af sager efter kystbeskyttelsesloven.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Det indebærer, at et projekt omfattet af bilag 2 ikke må påbegyndes før 1) den kompetente myndighed
skriftligt har meddelt bygherren, at projektet ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. §
21 (Screeningsafgørelse), eller 2) myndigheden skriftligt har meddelt tilladelse til at påbegynde projektet
efter en miljøvurdering af projektets indvirkning på miljøet
(VVM-tilladelse).
VVM-tilladelse kræves, såfremt
der
enten
efter § 21 træffes afgørelse om krav om miljøvurdering af projekter, der kan forventes at få
væsentlige indvirkninger på miljøet,
eller
bygherre anmoder om en miljøvurderingsprocedure.
Kompetent myndighed
Tilladelse til at påbegynde et VVM-pligtigt projekt meddeles efter en miljøvurdering af projektets indvirkning
på miljøet. Bygherren fremlægger en miljøkonsekvensrapport for et projekt omfattet af krav om
miljøvurdering og tilladelse. De oplysninger, som bygherren fremlægger i miljøkonsekvensrapporten, skal
være fuldstændige og af tilstrækkelig høj kvalitet.
Som udgangspunkt er kommunalbestyrelsen den kompetente myndighed, som behandler ansøgningen og
meddeler en eventuel VVM-tilladelse i sager vedrørende projekter
på land,
medens staten er myndighed
på
havet.
Dette gælder også i sager vedrørende kystbeskyttelsesprojekter.
Det følger af § 27 i Naturstyrelsens delegationsbekendtgørelse, jf. bekendtgørelse nr. 949 af 30. juni 2017 om
henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen, at miljø- og fødevareministerens beføjelser efter
miljøvurderingsloven, som omfatter projekter vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger på havet, jf.
miljøvurderingslovens § 17, stk. 3, udøves af Kystdirektoratet, når projektet kræver tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven. For projekter,som er beliggende både på land og på havet er kompetencen efter
miljøvurderingsloven således i dag delt mellem kommunalbestyrelsen og Kystdirektoratet.
Miljø- og fødevareministeren kan imidlertid fastsætte regler om, at ministeren overtager
kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser angående behandling af bygherrens ansøgninger for visse
projekttyper. Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at den ordning, som fremgik af §§ 10 og 11 i
den tidligere VVM-bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1440 af 23. november 2016 om vurdering af visse
offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning) videreføres. Dette er
sket ved bekendtgørelse nr. 447 af 10. maj 2017 om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening
m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og
programmer og af konkrete projekter (VVM),
herefter ”miljøvurderingsbekendtgørelsen”.
Det følger af bekendtgørelsen, at Miljøstyrelsen bl.a. varetager kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser
efter loven for 1) projekter, hvor staten er bygherre, 2) projekter, hvor Energinet.dk er bygherre, og 3)
infrastrukturanlæg, der i sin udstrækning berører mere end to kommuner. Miljøstyrelsen varetager
kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser for hele projektet, uanset om styrelsen i henhold til anden
lovgivning kun skal varetage opgaverne og beføjelserne for dele af projektet.
Disse bestemmelser omfatter også kommunalbestyrelsernes opgaver og beføjelser i sager vedrørende
kystbeskyttelsesforanstaltninger på land. I sådanne sager er det således Miljøstyrelsen, der i dag er VVM-
myndighed for hele projektet.
Screeningsafgørelse, VVM- tilladelse, tilladelse efter anden lovgivning og kystbeskyttelsesloven
En screeningafgørelse om, at et projekt ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, vil kunne træffes som en
integreret del af en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven. Afgørelsen skal træffes hurtigst muligt og senest 90
dage fra den dag, hvor bygherren har fremlagt de krævede oplysninger.
Efter miljøvurderingsbekendtgørelsens § 10, nr. 6, erstatter en tilladelse efter § 16 - § 16 b i lov om
kystbeskyttelse helt eller delvist en tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, jf. lovens § 15, stk. 3 (VVM-
tilladelse). En tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, som helt eller delvist skal erstatte en tilladelse efter § 25
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
(VVM-tilladelse), skal meddeles på baggrund af en miljøvurdering efter reglerne i miljøvurderingsloven eller
regler fastsat i medfør af lovens § 4, stk. 4. Hvis afgørelsen efter kystbeskyttelsesloven kun regulerer dele af et
VVM-pligtigt projekt, fordi projektet også omfatter andre anlæg m.v., som ikke er
kystbeskyttelsesforanstaltninger i kystbeskyttelseslovens forstand, kan der evt. være behov for også at
meddele en VVM-tilladelse til den øvrige del af projektet.
Plangrundlag
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at myndigheden ikke må meddele tilladelse til at
påbegynde et projekt, før der er tilvejebragt det nødvendige plangrundlag for projektet efter lov om
planlægning, jf. lovens § 26. Med hjemmel i denne bestemmelse er det i miljøvurderingsbekendtgørelsen
fastsat, at hvis et projekt forudsætter planlægning efter planloven, må VVM-myndigheden ikke meddele
tilladelse efter lovens § 25 eller en tilladelse, som erstatter tilladelsen efter lovens § 25, jf. bekendtgørelsens §
10 til at påbegynde projektet, før det nødvendige plangrundlag for projektet er gældende efter planlovens
regler herom, jf. § 11.
Samordning af miljøvurderinger
Miljøvurderingsloven implementerer bl.a. VVM-direktivet, der blev ændret i 2014(Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om
vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EU-Tidende 2014, nr. 124, side 1),
som indeholder bestemmelser om, at myndighederne skal anvende en samordnet eller fælles procedure, hvis
et projekt forudsætter miljøvurdering efter VVM-direktivet, habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet.
Direktivet åbner desuden mulighed for, at medlemsstaterne kan udvide ordningen, så den også omfatter
koordination af vurderinger efter andre regler, som implementerer EU-ret. Det betyder f.eks., at en
miljøvurdering af en plan eller et program og en VVM kan samordnes.
Den
fælles procedure
medfører, at den kompetente VVM-myndighed bliver ansvarlige for at gennemføre
miljøvurderingsprocessen samt ansvarlig for at gennemføre den myndighedsvurdering, der skal foretages af
en ansøgning om et projekt, der er VVM-pligtigt. Hvis projektet forudsætter, at der efterfølgende meddeles
andre tilladelser til projektet, skal de respektive myndigheder anvende VVM-myndighedens vurdering af
projektet efter VVM-, habitat-, og fuglebeskyttelsesdirektivet som grundlag for myndighedens afgørelse.
3.1.4.1.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Kompetencefordeling
–
én indgang
Myndighederne skal ved administrationen af reglerne om meddelelse af tilladelse til kystbeskyttelse følge
reglerne i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Efter de gældende regler er det i dag kommunalbestyrelsen, der efter miljøvurderingsloven skal behandle
ansøgninger vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger på land, medens det er staten, som meddeler
tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven.
Det er vurderingen, at det er hensigtsmæssigt, at kompetencen efter miljøvurderingsloven i sager vedrørende
kystbeskyttelsesforanstaltninger samles hos samme myndighed, som meddeler tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven, med henblik på at sikre den mest effektive tilrettelæggelse af sagsbehandlingen og
under hensyn til, at det er hensigten at opretholde reglen om, at en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven kan
erstatte en tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 (VVM-tilladelsen).
I de sagstyper, hvor staten i dag er kompetent myndighed efter miljøvurderingsloven, er der derfor behov for
at ændre reglerne om kompetencefordeling i miljøvurderingsloven, hvis kommunerne skal have rådighed
over hele sagsbehandlingsprocessen i sager efter kystbeskyttelsesloven. Dette forudsætter således, at
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
miljøvurderingslovens regler om kompetent myndighed ændres, idet kompetencen til at meddele
screeningsafgørelse henholdsvis VVM-tilladelse til projekter på havet i dag ligger hos miljø- og
fødevareministeren og er delegeret til Naturstyrelsen, ligesom kommunalbestyrelsernes kompetence i visse
sager ved bekendtgørelse er henlagt til staten (Miljøstyrelsen).
Det er vurderingen, at det vil være bedst i overensstemmelse med intentionerne om at styrke kommunernes
rolle og ansvar, herunder også for at samarbejde om fælles projekter, at miljø- og fødevareministeren ikke
overtager kommunalbestyrelsens kompetence i sager vedrørende kystbeskyttelse, der i sin udstrækning
berører mere end to kommuner.
Det er på den anden side vurderingen, at staten fortsat bør være kompetent myndighed i det omfang, miljø-
og fødevareministeren bevarer tilladelseskompetence efter kystbeskyttelsesloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 8,
og afsnit 3.1.1.
Lovforslaget indeholder forslag til ændring af miljøvurderingslovens § 17, hvorved kompetencen overføres fra
ministeren til kommunalbestyrelsen i de sager vedrørende kystbeskyttelse på havet, hvor tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven fremover meddeles af kommunalbestyrelsen, som foreslået i lovforslagets § 1, nr. 8.
I forbindelse med forslaget om, at kommunalbestyrelsen skal være kompetent myndighed på havet, foreslås
afgrænsningen af, hvor den enkelte kommune er kompetent efter miljøvurderingsloven, at svare til
tilsvarende afgrænsninger af kommunernes geografiske og saglige kompetence efter kystbeskyttelsesloven.
Der henvises til afsnit 3.1.1.2 og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8.
For at styrke kommunernes rolle og ansvar er det hensigten at ændre miljøvurderingsbekendtgørelsen med
henblik på at undtage sager vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger fra bekendtgørelsens § 3 om, at
staten (ved Miljøstyrelsen) har overtaget kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser i sager vedrørende
infrastrukturanlæg, der i sin udstrækning berører mere end to kommuner
Det er hensigten at opretholde de gældende regler, hvorefter staten har overtaget kommunalbestyrelsens
kompetencer efter miljøvurderingsloven for så vidt angår sager på land, som omfatter projekter, hvor staten
er bygherre, og projekter, hvor Energinet.dk er bygherre, under hensyn til, at staten efter lovforslagets § 1, nr.
8, også fremadrettet vil skulle meddele tilladelse hertil efter kystbeskyttelsesloven.
Samspil med planlægningen efter planloven
Det er ikke hensigten med dette lovforslag at ændre de gældende regler om samspillet mellem
miljøvurderingsreglerne og planlægningen efter planloven.
For at åbne mulighed for en hurtigere behandling af kystbeskyttelsessager efter kystbeskyttelsesloven har
regeringen fremsat særskilt lovforslag om, at kommunalbestyrelsen får mulighed for at fravige kravet om
tilvejebringelse af en lokalplan efter planloven ved etablering af et kystbeskyttelsesprojekt eller ved et projekt
om ændring af et kystbeskyttelsesanlæg. En fravigelse af lokalplanpligten efter planloven vil kunne ske, hvis
tilvejebringelsen af en lokalplan vil forsinke processen med etablering af kystbeskyttelsesanlægget efter
kystbeskyttelsesloven væsentligt, og hvis der foreligger særlige omstændigheder, der gør, at forsinkelsen kan
få en væsentlig negativ betydning, jf. afsnit 2.
3.1.4.2
Regler om administration vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder
og beskyttede arter, herunder naturbeskyttelseslovens § 19 b og skovlovens § 17
3.1.4.2.1 Gældende ret
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Områdebeskyttelse
Der gælder særlige regler for Natura 2000-områder, som skal iagttages i alle sager, der kan påvirke de
udpegede Natura 2000-områder. Det gælder også anlæg og andre aktiviteter, der påtænkes iværksat uden for
Natura 2000-områderne, men som kan virke ind i områderne.
Et hovedelement i beskyttelsen af Natura 2000-områder er, at myndighederne i deres
administration og planlægning ikke må vedtage planer, projekter eller lignende, der kan skade de
arter og naturtyper, som områderne er udpeget for at bevare.
Derfor er der krav til myndighederne om at vurdere konsekvenserne af en plan eller et projekt i de tilfælde,
hvor planen eller projektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. Myndigheden skal derfor
indledningsvis foretage vurdering af, om dette er tilfældet. Hvis den foreløbige vurdering viser, at en plan
eller et projekt, alene eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område
væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering.
En vurdering skal foretages i forhold til det berørte områdes bevaringsmålsætninger, som er fastsat med
Natura 2000-planerne.
Hvis det på baggrund af den bedste videnskabelige viden på området ikke kan udelukkes, at planen eller
projektet alene eller i forbindelse med andre planer eller projekter, kan skade udpegningsgrundlaget, kan der
som udgangspunkt ikke meddeles tilladelse til planen eller projektet.
Fravigelse af Natura 2000-beskyttelsen kan således kun ske i særlige tilfælde, hvor en række særlige
betingelser er opfyldt, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 4:
1) Der skal foreligge bydende nødvendige hensyn til særlige samfundsinteresser, herunder sociale og
økonomiske.
2) Der må ikke findes alternative løsninger.
3) Der skal gennemføres kompenserende foranstaltninger, der opvejer skaden, og som sikrer
sammenhængen i Natura 2000-netværket. De kompenserende foranstaltninger skal som
udgangspunktet være på plads, inden skaden sker.
Europa-Kommissionen skal i alle sager om fravigelse efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 4, orienteres om,
hvilke kompensationsforanstaltninger, der iværksættes. Det indebærer også, at der skal orienteres om selve
projektet, og det skal godtgøres, at der ikke findes nogen alternativ løsning. Endelig skal der redegøres for
mulige kompensationsforanstaltninger, og det skal begrundes, at de opvejer skaden.
I sager, der vedrører Natura 2000-områder med såkaldte prioriterede arter, kan fravigelse kun ske med
henvisning til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller væsentlige gavnlige virkninger på miljø
eller, efter udtalelse fra Europa-Kommissionen, andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige
samfundsinteresser.
Det er i lyset af Europa-Kommissionens
”Vejledning
vedrørende artikel 6, stk. 4, i
'habitatdirektivet' 92/43/EØF2007/2012” Miljø- og Fødevareministeriets vurdering, at
kystbeskyttelsesforanstaltninger, der konkret vurderes at opfylde betingelserne for fravigelse efter
habitatdirektivets artikel 6, stk. 4, vil blive opført af hensyn til den offentlige sikkerhed. Det vurderes derfor,
at der i sådanne sager ikke er behov for at forelægge sagen til udtalelse for Europa-Kommissionen, selvom
prioriterede arter eller naturtyper måtte blive påvirket, men at der alene er krav om orientering af Europa-
Kommissionen, jf. ovenfor.
Kravene følger af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3-4, og er af relevans for kystbeskyttelse især gennemført i
tre
forskellige ”habitatbekendtgørelser”:
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1. Habitatbekendtgørelsen efter kystbeskyttelsesloven, jf. bekendtgørelse nr. 896 af 21. juni 2016 om
administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår
kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet
(kysthabitatbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen vedrører meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.
2. Habitatbekendtgørelsen efter planloven, jf. bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om
administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af
visse arter. Bekendtgørelsen vedrører øvrige afgørelser om tilladelser og dispensationer, som efter anden
lovgivning, herunder planloven, skal meddeles til kystbeskyttelsesforanstaltninger.
3. En
”samlebekendtgørelse”
efter Miljø- og Fødevareministeriets øvrige lovgivning, jf. bekendtgørelse nr.
926 af 27. juni 2016 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt
beskyttelse af visse arter.
Endvidere findes der på lovniveau særlige regler, herunder i naturbeskyttelseslovens § 50 vedrørende
fredninger og naturbeskyttelseslovens § 65 vedrørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 29 a.
Arts- og levestedsbeskyttelse
EU’s naturdirektiver
(Rådets direktiv nr. 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde
dyr og planter med senere ændringer (habitatdirektivet) og Rådets direktiv nr. 79/409 af 2. april 1979 om
beskyttelse af vilde fugle med senere ændringer (fuglebeskyttelsesdirektivet)) sætter også rammer for
beskyttelsen af arter og deres levesteder. Efter naturdirektiverne gælder en generel beskyttelse af arter og i et
vist omfang deres levesteder, også udenfor Natura 2000-områderne, jf. fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 5
og habitatdirektivets artikel 12-13.
Yngle- eller rasteområder for arter på habitatdirektivets bilag IV må ikke beskadiges eller ødelægges.
Bestemmelserne gælder, uanset om de pågældende arter forekommer inden for et internationalt
naturbeskyttelsesområde eller ej.
I sager, hvor der skal meddeles en tilladelse efter f.eks. naturbeskyttelsesloven, planloven eller
kystbeskyttelsesloven, varetages dette hensyn i forbindelse med administrationen af de pågældende
sektorlove, jf. bl.a. ovennævnte habitatbekendtgørelser (bekendtgørelse nr. 926 af 27. juni 2016
(samlebekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 (habitatbekendtgørelsen efter
planloven) og bekendtgørelse nr. 896 af 21. juni 2016 (kysthabitatbekendtgørelsen). Beskyttelsen kan
fraviges i sager, der opfylder de betingelser, der gennemfører habitatdirektivets artikel 16, og som fremgår
direkte af de nævnte bekendtgørelser, bl.a. § 8 i bekendtgørelse nr. 896 af 21. juni 2016 og § 11 i
bekendtgørelse nr. 926 af 27. juni 2016.
Udover ovennævnte områdebeskyttelse indeholder naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 1, og jagt- og
vildtforvaltningslovens § 7 endvidere bestemmelser om, at nærmere angivne arter ikke forsætligt må
forstyrres med skadelig virkning for arten eller bestanden. Artsfredningsbestemmelser i
fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet er derudover gennemført i bekendtgørelse nr. 867 af 27. juni
2016 om fredning af visse dyre- og plantearter og pleje af tilskadekommet vildt. Bekendtgørelsen er udstedt i
medfør af både naturbeskyttelsesloven og jagt- og vildtforvaltningsloven. Bekendtgørelsens § 4, stk. 1,
indeholder et forbud mod forsætligt at dræbe eller indfange fugle, mens bekendtgørelsens § 10, stk. 1,
indeholder forbud mod alle former for forsætlig indfangning eller drab af bilag IV-arter og forsætlig
ødelæggelse eller indsamling af æg i naturen. Endelig indeholder bekendtgørelsens § 10, stk. 2, et forbud
mod forsætlig plukning, indsamling, afskæring, opgravning eller oprivning med rod eller anden ødelæggelse
af vildtvoksende planter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Bekendtgørelsen rummer også fredninger af
arter, som ikke er omfattet af de to direktiver. Dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 29 a og
artsfredningsbekendtgørelsens bestemmelser meddeles af miljø- og fødevareministeren (Miljøstyrelsen) efter
reglerne i naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, og artsfredningsbekendtgørelsens §§ 9 og 12, samt jagt- og
vildtforvaltningslovens §46. Disse bestemmelser sikrer, at eventuelle dispensationer alene kan meddeles i
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
overensstemmelse med betingelserne i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 9 og habitatdirektivets art. 16 for at
fravige de nævnte forbud.
Sager om fravigelse af generelle EU-krav
Det almindelige udgangspunkt i de forskellige regelsæt er, at beslutning om anvendelse af habitatdirektivets
muligheder for
at fravige
habitatbeskyttelsen i henhold til reglerne om administration af internationale
naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter træffes af den myndighed, som er tillagt kompetence
til at træffe afgørelse efter de almindelige regler i den lovgivning, der regulerer det pågældende område.
Samtidig er der fastsat regler om, at myndigheden skal indhente udtalelse fra en eller flere statslige
myndigheder, inden beslutning om fravigelse træffes, ligesom der er fastsat regler om, at kontakten til
Europa-Kommissionen varetages af en statslig myndighed.
Afgørelse om fravigelse efter Kystbeskyttelseslovens habitatregler i forbindelse med meddelelse af tilladelse
efter kystbeskyttelseslovens § 16 træffes af Kystdirektoratet efter høring af de berørte myndigheder og
Kystdirektoratet varetager kontakten til Europa-Kommissionen. I Miljø- og Fødevareministeriets
”samlebekendtgørelse”
(bekendtgørelse nr. 926 af 27. juni 2016) er det fastsat, at myndigheden skal indhente
udtalelse fra Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (nu Miljøstyrelsen), og at styrelsen forestår kontakten
til Europa-Kommissionen.
Efter planlovgivningen gælder, at der ikke må planlægges nye eller væsentlige udvidelser af andre trafikanlæg
og tekniske anlæg og lign., f.eks. lufthavne, flyvepladser, jernbaner, havne, opfyldninger på søterritoriet,
luftledningsanlæg, vindmølleklynger og parker, lossepladser og anlæg for deponering i de internationale
naturbeskyttelsesområder. Erhvervs- og vækstministeren kan dog i særlige tilfælde meddele
planlægningstilladelse.
Endvidere er der på planlovsområdet krav om, at myndigheden, før der træffes afgørelse som indebærer at
beskyttelsen fraviges skal indhente en udtalelse fra erhvervsministeren og Styrelsen for Vand og
Naturforvaltning (nu Miljøstyrelsen), og at erhvervsministeren forestår kontakten til Europa-Kommissionen.
Særligt vedr. kystbeskyttelseslovgivningens regler om habitatvurdering m.v.
Efter § 1, stk. 2, i lov om kystbeskyttelse fastsætter miljø- og fødevareministeren regler eller træffer
bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om
forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse
på kyster og søterritoriet. Miljø- og fødevareministeren fastsætter desuden regler om meddelelse af påbud og
forbud og om oplysningspligter, hvis sådanne regler er nødvendige for at gennemføre eller anvende
internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov.
Med hjemmel i denne bemyndigelse er udstedt Bekendtgørelse nr. 896 af 21. juni 2016 om administration af
internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår
kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet
(kysthabitatbekendtgørelsen).
Bekendtgørelsen indeholder regler, som gennemfører habitatdirektivet for så vidt angår udøvelsen af de
beføjelser, som i lov om kystbeskyttelse er tillagt miljø- og fødevareministeren og delegeret til
Naturstyrelsen/Kystdirektoratet, jf. delegationsbekendtgørelsen for Naturstyrelsen.
Bekendtgørelsen omfatter sager omfattet af kystbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, § 16 a, stk. 1 og § 16 b.
Bekendtgørelsen indeholder regler om habitatvurdering (screening), fuld konsekvensvurdering, regler om
høring af berørte myndigheder inden screeningsafgørelse, regler om høring af offentlige myndigheder og
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
interesseorganisationer og evt. offentligheden over sagen, inden Kystdirektoratet træffer afgørelse om
tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, herunder tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Bekendtgørelsen indeholder også regler om fastsættelse af vilkår i afgørelser efter kystbeskyttelsesloven,
regler om afgørelse om fravigelse af bekendtgørelsens krav om, at projektet ikke må skade
naturbeskyttelsesområde eller beskyttede arter m.v., regler om høring vedr. afgørelse om fravigelse og om
underretning af Kommissionen. Endelig indeholder bekendtgørelsen regler om genoptagelse af sager m.v. til
kystbeskyttelsesforanstaltninger og regler om klage over afgørelser efter bekendtgørelsen (retlige spørgsmål),
herunder regler om klageberettigelse, indsendelse af klage m.v.
Bekendtgørelsen vedrører alene Kystdirektoratets afgørelser efter kystbeskyttelsesloven.
Det er Kystdirektoratet, der efter høring af andre berørte myndigheder vurderer, om der skal foretages en
konsekvensvurdering. Det er også Kystdirektoratet, der bl.a. på baggrund af en konsekvensvurdering afgør,
om der kan meddeles tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, herunder om undtagelsesbestemmelserne skal
finde anvendelse. Afgørelse om fravigelse træffes af Kystdirektoratet efter høring af de berørte myndigheder
og forudsætter, at der træffes nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at sammenhængen i
det internationale naturbeskyttelsesområde bevares. Kystdirektoratet varetager kontakten til Europa-
Kommissionen.
Anmeldeordningerne i naturbeskyttelseslovens § 19 b og skovlovens § 17
Til gennemførelse af habitatdirektivet er endvidere fastsat bestemmelser i naturbeskyttelseslovens § 19 b og
skovlovens § 17 om, at der i internationale naturbeskyttelsesområder inden iværksættelse af de aktiviteter,
der er nævnt i bilag 2 til naturbeskyttelsesloven eller bilag 1 til skovloven, skal gives skriftlig meddelelse
herom til kommunalbestyrelsen henholdsvis miljø- og fødevareministeren med henblik på en vurdering af
virkningen på området under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger. En aktivitet, der er omfattet
af forbuddene i § 3, § 8, § 15 eller § 18 eller i § 28 i lov om skove, er ikke omfattet af anmeldelseskravet. Det
samme gælder aktiviteter, som i øvrigt kræver tilladelse efter naturbeskyttelses-, miljø- eller
planlovgivningen, eller hvis konsekvenser efter denne lovgivning er vurderet eller skal vurderes forud for
iværksættelsen.
3.1.4.2.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Det er vurderingen, at udgangspunktet i de gældende regler om, at det er den myndighed, som i øvrigt træffer
afgørelse om meddelelse af tilladelse m.v. efter kystbeskyttelsesloven, der skal iagttage reglerne i
habitatbekendtgørelsen, og som i forbindelse med meddelelse af tilladelse træffer afgørelse om eventuel
fravigelse af beskyttelsen, bør fastholdes.
Samtidig er det forudsætningen, at kravet om, at staten skal afgive udtalelse og varetage kontakten til
Europa-Kommissionen omkring eventuelle undtagelser fra EU-retlige krav, opretholdes.
I forbindelse med lovforslaget vil der være behov for at ændre de eksisterende habitatbekendtgørelser. Der er
således behov for at fastsætte regler, der gælder generelt for myndighedernes administration af
kystbeskyttelsesloven, dvs. ikke kun for Kystdirektoratet, men også for kommunalbestyrelsen, i de sager, som
efter lovforslaget foreslås at overgå til kommunerne.
Endvidere er der behov for at fastsætte regler om, at den myndighed, der træffer afgørelser om tilladelse til
kystbeskyttelse (kommunalbestyrelsen eller Kystdirektoratet), skal indhente en udtalelse fra miljø- og
fødevareministeren eller en styrelse, som ministeren bemyndiger hertil, inden
beslutning om fravigelse træffes, og regler om, at kontakten til Europa-Kommissionen varetages af en statslig
myndighed.
Det er derfor hensigten med hjemmel i kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 2, at ændre de gældende regler om
administration af kystbeskyttelsesloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
beskyttelse af visse arter, således at det er den myndighed, som meddeler tilladelse til kystbeskyttelse efter
kystbeskyttelsesloven, som skal overholde bekendtgørelsens regler ved afgørelser om, hvorvidt der kan
meddeles tilladelse. Ligeledes er det hensigten at ændre reglerne således, at det vil det være
tilladelsesmyndigheden, dvs. som hovedregel kommunalbestyrelsen, som tillægges kompetence til at træffe
en beslutning om fravigelse af beskyttelsen.
Samtidig er det hensigten ved bekendtgørelse at fastsætte bestemmelser om, at tilladelsesmyndigheden, dvs.
kommunalbestyrelsen eller miljø- og fødevareministeren, før der træffes afgørelse, der kan indebære, at
beskyttelsen fraviges, skal indhente en udtalelse fra miljø- og fødevareministeren (eller en under ministeriet
oprettet statslig myndighed), som også varetager kontakten til Europa-Kommissionen, således som det i dag
er fastsat i habitatbekendtgørelse nr. 926 af 27. juni 2016 om udpegning og administration af internationale
naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Lovforslaget indebærer, at en række øvrige afgørelser efter anden lovgivning, som skal meddeles til
kystbeskyttelsesforanstaltninger, inkluderes i tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven og derved bliver omfattet
af de ændrede regler om administration af kystbeskyttelsesloven i forbindelse med internationale
naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter (i dag kysthabitatbekendtgørelsen).
Tilladelsesmyndigheden, der efter lovforslaget som hovedregel vil være kommunalbestyrelsen, vil i
forbindelse med miljøvurderingerne, dvs. habitatvurdering og habitatkonsekvensvurdering samt VVM-
screening og VVM-tilladelse, skulle inddrage de virkninger af projektet, som følger af eventuelle fravigelser af
den generelle beskyttelse eller konkrete fredningsbestemmelser m.v., hvor en tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven inkluderer og dermed erstatter dispensationer m.v. efter anden lovgivning.
Under hensyn til, at afgørelser efter naturbeskyttelseslovens §§ 3, 8, 15 eller § 18 eller skovlovens § 28 for så
vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger inkluderes i afgørelser om tilladelse efter kystbeskyttelsesloven,
er der behov for konsekvensændringer af bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens § 19 b, stk. 3, 2. pkt., og
skovlovens § 17, stk. 2, 2. pkt., om undtagelser fra pligten til at anmelde visse aktiviteter i internationale
naturbeskyttelsesområder med henblik på en vurdering af virkningen på området under hensyntagen til
områdets bevaringsmålsætninger.
Lovforslaget indeholder derfor forslag til præcisering af naturbeskyttelseslovens § 19 b, stk. 3, 2. pkt., og
skovlovens § 17, stk. 2, 2. pkt., således at undtagelsen også kommer til at omfatte aktiviteter, der kræver
tilladelse efter det foreslåede § 3, stk. 1, i kystbeskyttelsesloven under hensyn til, at det kan være tvivlsomt,
om sådanne tilladelser er omfattet af formuleringen ”tilladelse efter naturbeskyttelses-,
miljø- eller
planlovgivningen”.
Det forudsættes, at de hensyn, der ligger bag naturbeskyttelseslovens § 19 b, stk. 3, 2.
pkt., og skovlovens § 17, stk. 2., 2. pkt., fortsat varetages ved meddelelse af tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven.
For så vidt angår beskyttelsen af yngle- og rasteområder efter naturbeskyttelseslovens § 29 a, følger det af de
gældende regler, at en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven erstatter en dispensation efter § 65, stk. 3.
Hvis der skulle vise sig behov for at fravige øvrige bestemmelser om artsbeskyttelse i forbindelse med
gennemførelsen af et kystbeskyttelsesprojekt, f.eks. med henblik på flytning af en bestand, som afhjælpende
eller kompenserende foranstaltning, vil eventuelle dispensationer som hidtil skulle meddeles af
Miljøstyrelsen efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, jagt- og vildtforvaltningslovens § 46 og
artsfredningsbekendtgørelsens §§ 9 og 12.
3.2
Inklusion af afgørelser efter anden lovgivning
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Udover forslaget om at samle beslutningskompetencen til udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger hos
kommunerne, jf. afsnit 3.1., indeholder lovforslaget forslag om at forenkle sagsprocessen ved, at en række
nødvendige dispensationer og tilladelser ikke længeres skal meddeles som selvstændige afgørelser, men
erstattes af tilladelsen til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter kystbeskyttelsesloven.
På den baggrund foreslås dels ændringer af de berørte bestemmelser i den øvrige sektorlovgivning, jf. afsnit
3.2.1-3.2.5, dels ændringer af kystbeskyttelsesloven, jf. afsnit 3.3.
Miljømålslovens og skovlovens regler om Natura 2000-planlægning og Natura 2000-skovplanlægning
videreføres uændret, og myndighederne er ved udøvelsen af deres beføjelser i henhold til lovgivningen i
øvrigt bundet af planerne. Lovforslaget ændrer ikke på dette. Vandplanlovgivningen, herunder
bekendtgørelse nr. 795 af 24. juni 2016 om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster
og bekendtgørelse nr. 794 af 24. juni 2016 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter, opretholdes
ligeledes uændret, og skal overholdes af myndighederne ved administration af lovgivningen. Tilsvarende
gælder for reglerne i lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1085 af 22. september 2017, og bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for
oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet.
3.2.1
3.2.1.1
Inklusion af bygge- og beskyttelseslinjer
Gældende ret
Naturbeskyttelsesloven indeholder en række generelle forbudsbestemmelser, der har til formål at beskytte
bestemte landskabselementer, men også for eksempel levesteder for planter og dyr.
Ved kysterne gælder bestemmelser om strandbeskyttelseslinjen og klitfredning, som administreres af
Naturstyrelsen. Desuden gælder bygge- og beskyttelseslinjer ved søer og vandløb, skove, fortidsminder og
kirker, som administreres af kommunerne.
Efter naturbeskyttelseslovens § 8 om klitfredning og § 15 om strandbeskyttelseslinjen må der ikke foretages
ændring af tilstanden af klitfredede arealer, af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem
strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller
terrænændringer.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at § 8 og § 15 om henholdsvis klitfredning og
strandbeskyttelseslinjen ikke skal gælde for diger, høfder, bølgebrydere og andre anlæg, som kræver
tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse, jf.§ 8, stk. 4, og § 15, stk. 3.
Der er fastsat sådanne regler i bekendtgørelse nr. 1316 af 21. december 2011 om klitfredning og
bekendtgørelse nr. 927 af 27. juni 2016 om bygge- og beskyttelseslinjer. Formålet med reglerne er at undgå
dobbeltadministration. Det er forudsat i bl.a. lovbemærkningerne til naturbeskyttelsesloven fra 1992, at
uanset, at kystsikringsarbejderne undtages fra forbuddene, skal de hensyn, som bestemmelserne skal
varetage, fortsat tilgodeses, når det afgøres, om der kan gives tilladelse efter lov om kystbeskyttelse.
Undtagelserne i bekendtgørelserne vedrører alene arbejder, der udføres som led i en kystbeskyttelse af flere
ejendomme langs kysten, og hvortil der på forhånd er meddelt tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse.
Dispensation fra § 8 og § 15 til kystbeskyttelsesforanstaltninger til enkeltejendomme meddeles af
Naturstyrelsen ved Kystdirektoratet ved afgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, hvorefter Miljø-
og fødevareministeren i særlige tilfælde kan gøre undtagelse.
Bygge- og beskyttelseslinjer, jf. §§ 16 -19 i naturbeskyttelsesloven
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
§ 16 Sø- og åbeskyttelseslinjen.
Der må ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende eller foretages beplantning eller ændringer i
terrænet inden for en afstand af 150 m fra søer med en vandflade på mindst 3 ha og de vandløb, der er
registreret med en beskyttelseslinje i henhold til den tidligere lovgivning (offentlige vandløb med en
regulativmæssig bundbredde på 2 m).
§ 17 Skovbyggelinjen.
§ 17 om skovbyggelinjen vedrører kun forbud mod placering af bebyggelse og lignende, defineret som
bebyggelsesbegrebet i byggeloven, i en 300 m zone omkring offentlige skove og private skove (flere
sammenhængende skove) på over 20 ha. Da bestemmelsen kun vedrører bebyggelse, vil den kun være
relevant i det omfang, en kystbeskyttelse kan anses som bebyggelse.
§ 18 Fortidsmindebeskyttelseslinjen.
§ 18 om fortidsmindebeskyttelseslinjen fastsætter en 100 m beskyttelseslinje omkring fortidsminder og
indeholder et forbud mod tilstandsændringer. Formålet er at sikre fortidsmindernes værdi som
landskabselementer og samtidig sikre de arkæologiske lag i området omkring fortidsminderne, idet der ofte
er særlig mange kulturhistoriske levn i områderne omkring de fredede fortidsminder.
§ 19 Kirkebyggelinjen.
Der gælder en byggelinje omkring kirker i det åbne land, jf. naturbeskyttelseslovens § 19, hvorefter der ikke
uden forudgående dispensation må opføres bebyggelse over 8,5 m inden for en afstand af 300 meter fra en
kirke, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen.
Kommunalbestyrelsen kan gøre undtagelse fra reglerne om sø- og åbeskyttelseslinjen, skovbyggelinjen og
kirkebyggelinjen. Den pågældende skovejer skal underrettes, før der træffes afgørelse om undtagelse fra
skovbyggelinjen. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra reglerne om
fortidsmindebeskyttelseslinjen. Miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at kommunalbestyrelsen skal
indhente en udtalelse fra ministeren, før der træffes afgørelse vedrørende § 18, stk. 1, om
fortidsmindebeskyttelseslinjen. Denne bemyndigelse er ikke udnyttet
I praksis hører kommunalbestyrelsen dog ofte Kulturministeriet (Slots- og Kulturstyrelsen) med henblik på
en vurdering af fortidsmindets kulturhistoriske værdi m.v., inden der træffes afgørelse i sager vedrørende
dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen.
Efter § 24 i museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 358 af 8. april 2014, skal kommunalbestyrelsen
underrette vedkommende kulturhistoriske museum senest samtidig med, at der meddeles dispensation fra
bl.a. fortidsmindebeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelsesloven.
3.2.1.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
I tilknytning til forslaget om at ændre kompetencefordelingen i kystbeskyttelsesloven skal der tages stilling
til, om de gældende regler om undtagelser fra forbuddene i § 8 og § 15 vedrørende arbejder, der udføres som
led i en kystbeskyttelse af flere ejendomme langs kysten, og hvortil der på forhånd er meddelt tilladelse i
henhold til lov om kystbeskyttelse, skal videreføres og tilpasses ved en flytning af kompetencen efter
kystbeskyttelsesloven til kommunalbestyrelsen.
Hvis kommunalbestyrelsen tillægges kompetencen til at meddele tilladelse efter kystbeskyttelsesloven til
kystbeskyttelsesforanstaltninger, vil det i sig selv indebære, at både staten v. Kystdirektoratet og
kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse i sager vedrørende kystbeskyttelse af enkeltejendomme, idet
dispensation fra § 8 og § 15 til kystbeskyttelsesforanstaltninger til enkeltejendomme meddeles af
Naturstyrelsen ved Kystdirektoratet. På den baggrund er det vurderingen, at hensynet til at undgå
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
dobbeltadministration taler for at udvide undtagelsen fra klitfrednings- og strandbeskyttelsesreglerne til at
gælde alle kystbeskyttelsesforanstaltninger, dvs. til også at finde anvendelse på kystbeskyttelse af
enkeltejendomme.
Kompetencen til at dispensere fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 ligger allerede i dag hos
kommunalbestyrelsen, herunder også til arbejder vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Når kommunalbestyrelsen overtager kompetencen til at meddele tilladelse efter kystbeskyttelsesloven til
sådanne foranstaltninger, vil kommunalbestyrelsen have fuld rådighed over processen og kunne vælge at
træffe de relevante afgørelser samtidigt. I sager, hvor staten bevarer tilladelseskompetencen efter
kystbeskyttelsesloven, vil kompetencen fortsat være fordelt på to myndigheder.
Sagsbehandlingen vil imidlertid yderligere kunne forenkles ved helt at undtage
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som der er meddelt tilladelse til efter kystbeskyttelsesloven, fra kravet om
dispensation fra forbuddene. Herved opnås, at en ansøger, som søger om tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven, ikke også skal søge om dispensation fra naturbeskyttelseslovens bygge- og
beskyttelseslinjer.
I forhold til bestemmelsen i § 16 om sø- og åbeskyttelseslinjen, § 17 om skovbyggelinjen og § 18 om
fortidsmindebeskyttelseslinjen vil det derfor være en mulighed at optimere processen ved at indsætte en
hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om undtagelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger, som der er
meddelt tilladelse til efter kystbeskyttelsesloven. Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen ikke skal træffe
afgørelse i sådanne sager, og at kommunalbestyrelsen varetager de samme hensyn ved afgørelsen efter
kystbeskyttelsesloven, som kommunalbestyrelsen i dag varetager efter de gældende regler, og som
Kystdirektoratet allerede gør i sager om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, jf. ovenfor.
Særligt i forhold til skovbyggelinjen skal der i den forbindelse tages stilling til, om kommunalbestyrelsen,
inden den meddeler en tilladelse til kystbeskyttelse, som indebærer en undtagelse fra skovbyggelinjen, skal
underrette den pågældende skovejer, således som det i dag følger af lovens § 65, stk. 1.
I forhold til § 18 om fortidsmindebeskyttelseslinjen er det vurderingen, at bemyndigelsen til at fastsætte
regler om høring af miljø- og fødevareministeren bør ophæves.
Det er vurderingen, at den gældende praksis, hvorefter kommunalbestyrelsen efter behov kan indhente råd
og vejledning om fortidsmindets kulturhistoriske værdi hos Kulturministeriet (Slots- og Kulturstyrelsen), der
også er ressortmyndighed for reglerne i museumsloven om beskyttelse af fortidsminder, er velfungerende, og
det er forventningen, at kommunerne fortsat vil benytte sig af denne mulighed også i sager om meddelelse af
tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, hvor en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven erstatter en selvstændig
afgørelse om dispensation.
Tilsvarende vil kommunalbestyrelsen kunne indhente vejledning om varetagelsen af landskabshensyn hos
Miljø- og Fødevareministeriet i forbindelse med afgørelser om tilladelse til udførelse af
kystbeskyttelsesforanstaltninger, der i nogle tilfælde kan være store anlæg.
I forhold til § 19 om kirkebyggelinjen er det vurderingen, at kystbeskyttelsesforanstaltninger normalt ikke vil
omfatte bygninger, der er højere end 8,5 meter. I forhold til kystsikring er kirkebyggelinjen derfor næppe
relevant. Skulle der imidlertid mod forventningen være behov for en dispensation fra kirkebyggelinjen, er det
vurderingen, at det vil være mest hensigtsmæssigt at undtage bebyggelse som led i kystbeskyttelse med
tilladelse efter kystbeskyttelsesloven. Det foreslås derfor, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler
herom svarende til bemyndigelserne til at fravige øvrige bygge- og beskyttelseslinjer i naturbeskyttelsesloven.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
I tilknytning til forslaget om at ændre kompetencen til meddelelse af tilladelser efter kystbeskyttelsesloven er
det hensigten at ændre bekendtgørelse nr. 1316 af 21. december 2011 om klitfredning og bekendtgørelse nr.
927 af 27. juni 2016 om bygge- og beskyttelseslinjer således, at anvendelsesområdet for undtagelsen fra
naturbeskyttelseslovens § 8 og § 15 fremadrettet også vil gælde for arbejder, der udføres om led i beskyttelsen
af en enkelt ejendom. Lovforslaget indeholder forslag til en præcisering af hjemmelsbestemmelserne i § 8 og
§ 15.
Endvidere er det hensigten at ændre formuleringen af de gældende regler om undtagelse fra bestemmelserne
i § 8 og § 15 således, at en lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelsesloven også kan erstatte en
lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, jf. også afsnit 3.1.2. om tilsyn.
Bortset fra i sager, hvor kompetencen til meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven forbliver hos
staten, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, vil det således indebære, at kompetencen til at meddele lovliggørende
dispensation overgår til kommunen.
Endvidere foreslås, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte tilsvarende regler om
undtagelse fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 ved meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.
Det bemærkes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen ved meddelelse af tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven forudsættes at inddrage de hensyn, som de erstattede regler varetager, som forudsat i
forarbejderne til de gældende regler. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.
3.2.2
3.2.2.1
Inklusion af beskyttede naturtyper, jf. naturbeskyttelseslovens § 3
Gældende ret
Formålet med naturbeskyttelseslovens § 3 er at beskytte de omfattede naturtyper, bl.a. fordi de er af
afgørende betydning for den biologiske mangfoldighed og for den landskabelige variation. Reglerne bidrager
også til opfyldelse af internationale og EU-retlige forpligtelser.
Der må ikke foretages ændring i tilstanden af en række naturtyper. Det gælder søer, strandenge, moser,
heder, enge og overdrev over en vis størrelse samt vandløb, der af ministeren er udpegede som beskyttede.
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen, f.eks. hvis særlige
samfundsmæssige behov taler herfor, jf. § 65, stk. 2.
Med henblik på at undgå dobbeltadministration er miljø- og fødevareministeren bemyndiget til at fastsætte
regler om, at bestemmelserne i § 3, stk. 1-3, ikke skal gælde for diger, høfder, bølgebrydere og andre anlæg,
som kræver tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse. Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr.
865 af 27. juni 2016 om beskyttede naturtyper (naturtypebekendtgørelsen). Bestemmelserne i § 3, stk. 1-3,
gælder ikke for diger, høfder, bølgebrydere og andre foranstaltninger, der udføres som led i en
kystbeskyttelse af flere ejendomme langs kysten, og hvortil de på forhånd er meddelt tilladelse i henhold til
lov om kystbeskyttelse, jf. bekendtgørelsens § 4. Etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger må ikke
forhindre eller vanskeliggøre offentlighedens adgang til naturen, jf. naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 3.
I sager efter kystbeskyttelseslovens § 16, der omfatter flere ejendomme, indgår hensynet til
naturbeskyttelsesinteresserne, jf. naturbeskyttelseslovens § 3, således i sagsbehandlingen efter
kystbeskyttelsesloven, hvorfor der i sådanne sager ikke skal træffes særskilte afgørelser om dispensation fra
naturbeskyttelseslovens § 3, jf. naturtypebekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 1.
I sager om kystbeskyttelse af enkelt ejendomme samt i sager om lovliggørelse af kystbeskyttelse.
træffer kommunalbestyrelsen afgørelse efter naturbeskyttelsesloven om dispensation fra § 3.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Retlig lovliggørelse af et anlæg til beskyttelse af flere ejendomme, som er etableret uden den nødvendige
tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, kræver tilladelse efter kystbeskyttelsesloven og en dispensation fra § 3.
Reglerne skal i relation til internationale naturbeskyttelsesområder og bilag IV-arter administreres i
overensstemmelse med de relevante habitatbekendtgørelser, jf. § 7, stk. 3 og 5, i bekendtgørelse nr. 926 af 27.
juni 2016 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af
visse arter.
3.2.2.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
I forbindelse med de foreslåede ændringer af reglerne om meddelelse af tilladelse til kystbeskyttelse efter
kystbeskyttelsesloven, som bl.a. indebærer, at kompetencen til at meddele tilladelse overgår til
kommunalbestyrelserne, skal der tages stilling til, om de gældende undtagelser fra forbuddene i § 3
vedrørende arbejder, der udføres som led i en kystbeskyttelse af flere ejendomme langs kysten, og hvortil der
på forhånd er meddelt tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse, skal opretholdes. Hensynet til at undgå
dobbeltadministration taler for at opretholde de gældende regler.
Med henblik på at forenkle sagsbehandlingen kunne det overvejes at udvide anvendelsesområdet for den
gældende ordning til at omfatte alle kystbeskyttelsesforanstaltninger, der er omfattet af tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven dvs. også kystbeskyttelse af enkeltejendomme. Herved opnås, at en ansøger, som søger
om tilladelse efter kystbeskyttelsesloven til kystbeskyttelse af en enkelt ejendom, ikke også skal søge om
dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.
I tilknytning til forslaget om at ændre kompetencen til meddelelse af tilladelser efter kystbeskyttelsesloven er
det således hensigten at ændre bekendtgørelse nr. 865 af 27. juni 2016 om beskyttede naturtyper således, at
anvendelsesområdet for undtagelsen fra naturbeskyttelseslovens § 3 fremadrettet også vil gælde for arbejder,
der udføres om led i beskyttelsen af en enkelt ejendom.
Endvidere er det hensigten at ændre formuleringen af de gældende regler om undtagelse fra bestemmelserne
i § 3, stk. 1-3, således, at en lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelsesloven erstatter en lovliggørende
dispensation fra § 3, jf. også afsnit 3.1.2 om tilsyn.
I sager, hvor staten bevarer kompetencen til meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 8, vil dette således indebære, at kompetencen til at meddele lovliggørende dispensation
overgår fra kommunalbestyrelsen til staten. Tilladelsesmyndigheden vil i den forbindelse kunne anmode
kommunalbestyrelsen om oplysning om, hvorvidt en bestemt foranstaltning, areal, sø eller vandløb er
omfattet af beskyttelsesordningen.
Det bemærkes i den forbindelse, at tilladelsesmyndigheden ved meddelelse af tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven forudsættes at tilgodese de hensyn, som de inkluderede regler varetager, som forudsat i
forarbejderne til de gældende regler. Endvidere forudsættes administrationen af kystbeskyttelsesloven at
iagttage krav til administrationen i relation til internationale naturbeskyttelsesområder og bilag IV-arter.
Heraf følger bl.a., at vurderingerne i forhold til Natura 2000-områder og bilag IV-arter skal fremgå af
afgørelsen.
3.2.3
Inklusion af dispensation fra fredskovpligt og dispensation fra skovlovens § 28
om beskyttet natur
3.2.3.1
Gældende ret
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
På fredskovspligtige arealer må der ikke opføres bygninger, etableres anlæg, gennemføres terrænændringer
eller anbringes affald, jf. skovlovens § 11, stk. 1.
Miljø- og Fødevareministeren (Miljøstyrelsen) kan, når særlige grunde taler herfor, dispensere fra forbuddet
i medfør af skovlovens § 38, og kan også, når særlige grunde taler herfor, ophæve fredskovpligten på et areal,
som ønskes anvendt til et andet formål, jf. skovlovens § 6. Praksis er restriktiv. Som udgangspunkt gives kun
dispensation eller tilladelse til ophævelse, hvis den ønskede anvendelse ikke kan ske uden for fredskov, og
hvis samfundsmæssige interesser vejer tungere end hensynet til at bevare fredskoven. I afgørelser om
dispensation henholdsvis ophævelse kan styrelsen fastætte vilkår, herunder om, at et andet areal bliver
fredskovspligtigt (erstatningsskov) i afgørelser efter § 6, stk. 1, og efter § 38, jf. § 11, stk. 1.
Det følger af bekendtgørelsen om erstatningsskov, at styrelsen fastsætter vilkår om, at et andet areal bliver
fredskovspligtigt, hvis styrelsen meddeler tilladelse til ophævelse af fredskovspligt efter skovlovens § 6 eller
dispensation fra skovlovens § 11, stk. 1, til byggeri, anlæg, terrænændringer eller anbringelse af affald på et
fredskovspligtigt areal, jf. § 38. Undtaget fra kravet er dog små arealer og særlige tilfælde, hvor det findes
åbenlyst urimeligt at stille krav om erstatningsskov, jf. bekendtgørelsens §§ 1 og 2.
Skovloven indeholder endvidere bestemmelser om, at bevaringsværdige egekrat skal bevares som egekrat, jf.
§ 26, og at ydre skovbryn af løvtræer og buske på fredskovspligtige arealer skal bevares, jf. § 27.
Efter skovlovens § 28, må søer, moser, heder, strandenge eller strandsumpe, ferske enge og biologiske
overdrev, der hører til fredskov, og som ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, fordi de er mindre
end de deri fastsatte størrelsesgrænser, ikke dyrkes, afvandes, tilplantes eller på anden måde ændres.
Forbuddet gælder også vandløb, som ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, fordi de ikke er udpeget
som beskyttede af miljø- og fødevareministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Forbuddet gælder
dog ikke for sædvanlige vedligeholdelsesarbejder i vandløb, jf. skovlovens § 28, stk. 2.
Ministeren (Miljøstyrelsen) kan dispensere fra §§ 26-28, når særlige grunde taler herfor, jf. skovlovens § 38.
3.2.3.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Forslaget om, at kompetencen til at meddele tilladelse efter kystbeskyttelsesloven overgår til
kommunalbestyrelsen, vil isoleret set indebære, at både staten (Miljøstyrelsen) og kommunalbestyrelsen vil
skulle træffe afgørelser om tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltningerne, såfremt
kystbeskyttelsesforanstaltningerne etableres på et fredskovpligtigt areal.
Ønsket om at styrke kommunalbestyrelsernes beføjelser og ansvar for meddelelse af nødvendige tilladelser til
kystbeskyttelsesforanstaltninger, og kommunalbestyrelsens ansvar for at afveje de forskellige hensyn knyttet
til arealanvendelsen i den forbindelse, taler for, at også statens kompetencer til at dispensere fra skovlovens
forbud mod placering af anlæg, terrænændringer m.v. på fredskovpligtige arealer og reglerne om beskyttede
naturtyper efter skovloven overgår til kommunerne i sager, hvor dispensation er nødvendig af hensyn til
kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Med henblik på at effektivisere sagsbehandlingen og undgå dobbeltadministration kan det overvejes at
undtage kystbeskyttelsesforanstaltninger, som har opnået tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, fra kravet om
også at skulle indhente en afgørelse efter skovloven. Undtagelse kan ske enten i selve loven, eller ministeren
kan bemyndiges til at fastætte nærmere regler herom i lighed med bemyndigelsen i naturbeskyttelsesloven til
at fastsætte regler om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, jf. §§ 8, stk. 4, og 15, stk. 3.
Dog er det vurderingen, at det vil forenkle sagsbehandlingen at ændre de gældende regler om
erstatningsskov, jf. afsnit 3.2.3.1., således at vilkår om erstatningsskov kun kræves i forbindelse med
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, hvis dette er nødvendigt for at opfylde regler om
administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttede arter.
Det foreslås på den baggrund, at bemyndige ministeren til at fastsætte regler om, at reglerne i skovlovens §§
8 og 11, stk. 1, og §§ 26-28 ikke skal gælde for nærmere angivne arter af kystbeskyttelsesforanstaltninger, som
kræver tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse.
I forbindelse med fastsættelsen af sådanne regler er det hensigten, at der ikke skal stilles krav om
erstatningsskov i forbindelse med tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.
Det forudsættes i den forbindelse, at tilladelse efter kystbeskyttelsesloven meddeles under iagttagelse af
regler om administration, der vedrører internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttede arter, jf. afsnit
3.1.4.2.
Endvidere forudsættes, at kommunalbestyrelsen i tilladelsen skal angive, i hvilket omfang den træder i stedet
for en afgørelse efter skovloven. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8.
Endelig forudsættes, at kommunalbestyrelsen ved meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven kan
fastsætte vilkår med henblik på at tilgodese de hensyn, som varetages ved de suspenderede regler. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 8.
Det bemærkes i den forbindelse, at det forudsættes, at kommunalbestyrelsen ved meddelelse af tilladelse
efter kystbeskyttelsesloven tilgodeser de hensyn, som de inkluderede regler om fredskovpligt varetager, i
lighed med den gældende ordning efter naturbeskyttelsesloven, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.
Der er således ikke med lovforslaget tilsigtet en ændret praksis for dispensation fra fredskovpligten.
3.2.4
Inklusion af dispensation fra fredninger, herunder vildtreservater
Lovforslaget har bl.a. til formål at ændre reglerne om fredninger for på den ene side at imødekomme
intentionen om, at kommunalbestyrelsen skal have fuld rådighed over sagsbehandlingen i forbindelse med
tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger, og på den anden side at forenkle sagsbehandlingen.
Sidstnævnte sker ved, at en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven fremover vil inkludere afgørelser
vedrørende dispensation fra eller videregående fravigelse eller ophævelse af fredningsbestemmelser samt
ophævelse af de foreløbige retsvirkninger af et fredningsforslag. Det gælder i de situationer, hvor
kystbeskyttelsesforanstaltningen, herunder etableringen eller driften heraf, vurderes at være i strid med
fredningen, og derfor i dag forudsætter en dispensation fra eller videregående fravigelse eller ophævelse af
fredningen.
Fredninger omfatter både enkeltstående fredninger efter naturbeskyttelsesloven, bekendtgørelsesfredninger
på statsejede arealer og på søterritoriet og vildtreservater efter jagt- og vildtforvaltningsloven.
3.2.4.1
Gældende ret
Naturbeskyttelseslovens § 50 om enkeltstående fredninger på land
Fredningsnævnet kan efter reglerne i naturbeskyttelseslovens kapitel 6 til varetagelse af lovens formål
gennemføre fredning af landarealer og ferske vande.
Et fredningsnævn består af en formand, der skal være dommer, og som udpeges af miljø- og
fødevareministeren, et medlem, der udpeges af miljø- og fødevareministeren, og et medlem, der vælges af
kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori det pågældende areal er beliggende, jf. naturbeskyttelseslovens
§ 35, stk. 3. Medlemmerne er imidlertid uafhængige af instruktioner om den enkelte sags afgørelse.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Ved en fredning træffes konkret afgørelse om fastsættelse af rådighedsbegrænsninger en gang for alle.
Fredningen kan vedrøre større eller mindre arealer eller naturelementer. En fredning kan gå ud på bevaring
af den nuværende tilstand eller tilvejebringelse af en bestemt tilstand, der herefter skal bevares, og den kan
regulere offentlighedens adgang, jf. naturbeskyttelseslovens § 38, stk. 3. I fredninger, der omfatter arealer
inden for internationale naturbeskyttelsesområder, skal det fremgå af formålet, at fredningen skal medvirke
til at sikre en gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper, som områderne er udpeget for.
En fredning kan indeholde de bestemmelser, herunder påbud og forbud vedrørende arealernes anvendelse,
der skønnes nødvendige for, at fredningsformålet kan opnås.
Når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af et fredningsforslag, må der ikke foretages noget, som strider
mod de foreslåede fredningsbestemmelser, jf. naturbeskyttelseslovens § 37, stk. 2. Forslag til
fredningsbestemmelser, der indebærer indgreb i den aktuelle drift eller udnyttelse af en ejendom, har dog
først virkning, når det er endeligt afgjort, at fredningen skal gennemføres, medmindre det fremgår af
fredningsforslaget, at bestemmelserne skal have retsvirkning, medens fredningssagen verserer. Medens
fredningssagen verserer, kan fredningsnævnet træffe afgørelse om ophævelse af retsvirkninger af forslag til
fredningsbestemmelser, når disse ikke anses for nødvendige for at opfylde formålet med fredningen.
Når der er sket offentlig bekendtgørelse af en afgørelse om fredning, skal fredningsbestemmelserne
overholdes af alle og enhver.
Fredningsinstituttet er karakteriseret af, at det ikke kan fortrænges af regulering i henhold til anden
lovgivning og heller ikke af ekspropriation. Foranstaltninger, der er tilladt eller eventuelt bliver tilladt efter
anden lovgivning, kan således ikke gennemføres, hvis de ikke er i overensstemmelse med
fredningsbestemmelserne, medmindre der dispenseres fra disse eller fredningen eventuelt ændres, jf.
naturbeskyttelseslovens § 50. En fredning kan således kun ændres eller ophæves af fredningsnævnet eller
Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Hvis en kystbeskyttelsesforanstaltning påtænkes etableret i et fredet område eller i et område, hvor der
foreligger et forslag til fredning, kan dette således forudsætte, at det pågældende fredningsnævn giver
dispensation fra fredningen eller fredningsforslaget, eller at det ændrer eller ophæver fredningen. Hvorvidt
en dispensation er fornøden, og hvorvidt der kan gives en dispensation, afhænger af de konkrete
fredningsbestemmelser og af formålet med den konkrete fredning.
Eksempelvis vil kystbeskyttelsesforanstaltninger kunne indebære tilstandsændringer eller påvirke
offentlighedens adgang, hvilket eventuelt vil kunne være i strid med bestemmelser i en fredning, som
indeholder forbud mod tilstandsændringer eller bestemmelser om offentlighedens adgang.
Fredningsnævnet kan meddele dispensation fra en foreslået eller fastsat fredningsbestemmelse, når det
ansøgte ikke vil stride mod fredningens formål, jf. naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1. Der kan til brug for
afgørelsen være behov for at indhente udtalelser fra andre myndigheder. En afgørelse om dispensation inden
for fredningens formål kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, efter reglerne i
naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 3, 1. pkt., jf. § 86, stk. 1.
Videregående afvigelser fra en fredning samt hel eller delvis ophævelse af en fredning kan kun foretages efter
reglerne om gennemførelse af fredninger. Gennemførelsesproceduren er den samme for videregående
fravigelse og hel eller delvis ophævelse. Sagsbehandlingsreglerne er nærmere beskrevet i afsnit 3.3.3.1.
Afgørelse træffes af fredningsnævnet/Miljø- og Fødevareklagenævnet og efter hidtidig praksis kan fredninger
alene tilsidesættes, hvis tungtvejende, samfundsmæssige hensyn tilsiger dette.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Naturbeskyttelseslovens § 51 om bekendtgørelsesfredninger på statsejede arealer og på søterritoriet m.v.
Miljø- og fødevareministeren kan ved bekendtgørelse gennemføre fredninger på statsejede arealer samt på
søterritoriet og fiskeriterritoriet. Fredninger på lavvandede dele af søterritoriet i forbindelse med fredninger
på land kan tillige besluttes af fredningsnævnet efter reglerne om fredninger på land, jf.
naturbeskyttelseslovens § 51, stk.2, og reglerne om dispensation fra fredninger på land finder tilsvarende
anvendelse på sådanne fredninger.
Naturstyrelsen er generelt bemyndiget til at gøre undtagelse fra bestemmelserne i en sådan
bekendtgørelsesfredning, når det ansøgte ikke vil stride mod fredningens formål. Ofte indeholder
fredningsbekendtgørelserne imidlertid særlige bestemmelser om dispensationskompetencen. Flere arealer
omfattet af fredning efter naturbeskyttelsesloven er samtidig udpeget som vildtreservat, jf. afsnittet lige
nedenfor om jagt- og vildtforvaltningsloven.
Naturstyrelsens afgørelser om dispensation kan ikke påklages.
Jagt- og vildtforvaltningsloven om vildtreservater
Miljø- og fødevareministeren opretter ved bekendtgørelse vildtreservater på landjorden, i ferske vande og på
fiskeriterritoriet for at beskytte og ophjælpe landets vildtbestande og sikre raste- og fødesøgningsområder for
trækkende fugle, jf. jagt- og vildtforvaltningslovens § 33. Reglerne for et vildtreservat skal indeholde
bestemmelser om jagt, færdsel og ophold samt oplyse om reservatets beliggenhed. I vildtreservater kan man
således helt eller delvist forbyde jagt og andre forstyrrende aktiviteter af hensyn til dyrelivet. Der er 96
vildtreservater i Danmark fastlagt ved bekendtgørelser. De er indholdsmæssigt forskellige afhængigt af,
hvilke områder og beskyttelseshensyn, der er tale om, ligesom de kan være forskellige i detaljeringsgrad og i
forhold til særlige lokale interesser. Størstedelen af dem er helt eller delvist internationale
beskyttelsesområder og en vigtig del af den danske implementering EU-regler. Eksempelvis kan
beskyttelseshensynet i et vildtreservat være, at området er rasteplads for fugle på træk, eller området kan
være ynglested.
Naturstyrelsen kan gøre undtagelse fra regler, der er udstedt med hjemmel i § 33 i lov om jagt og
vildtforvaltning eller fortsat er i kraft i medfør af lovens § 60, når det ansøgte ikke er i strid med formålet
med oprettelsen af reservatet, jf. § 13, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 949 af 30. juni 2017 om henlæggelse af
opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen herunder Kystdirektoratet. Styrelsens afgørelse kan ikke påklages.
Ved siden af denne generelle dispensationsadgang gælder en række særlige bestemmelser om dispensation i
de konkrete reservatbekendtgørelser.
Habitatvurdering
Fredningsnævnet kan kun meddele dispensation fra en fredning eller en foreslået fredning i eller uden for et
internationalt naturbeskyttelsesområde, hvis det ansøgte ikke indebærer forringelse af naturtyper og
levesteder for arter, som området er udpeget for, jf. naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 2-4.
Sager om dispensation fra bekendtgørelse om fredning af statsejede arealer og arealer på søterritoriet samt
om dispensation fra regler om vildtreservater skal træffes under overholdelse af reglerne i
habitatbekendtgørelsen, jf. § 7, stk. 3 og 5 i bekendtgørelse nr. 926 af 27. juni 2016 om udpegning og
administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Fredningers betydning for miljøvurdering
Efter miljøvurderingslovens § 21 skal myndigheden, når den træffer en screeningsafgørelse, tage hensyn til
den miljømæssige sårbarhed i de geografiske områder, der kan forventes at blive berørt af projektet,
herunder navnlig naturreservater og -parker og områder, der er registreret eller fredet ved national
lovgivning; Natura 2000-områder udpeget af medlemsstater i henhold til direktiv 92/43/EØF og direktiv
2009/147/EF, jf. lovens bilag 6, punkt 2, nr. c, iv og v.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Samspil med anden lovgivning
Fredningsbestemmelser fortrænges ikke af regulering i henhold til anden lovgivning. Foranstaltninger, der er
tilladt eller eventuelt bliver tilladt efter anden lovgivning, kan ikke gennemføres, hvis det vil være i strid med
fredningsbestemmelserne, medmindre der meddeles dispensation fra fredningsbestemmelserne, eller
fredningsbestemmelserne ændres eller ophæves.
Lovgivningen indeholder ikke krav om, at andre tilladelser skal foreligge, og klagesagsbehandlinger skal være
afsluttet, inden fredningsnævnet kan tage stilling til en dispensationsansøgning, henholdsvis træffe afgørelse
om hel eller delvis ophævelse af en fredning. Planlagte dispositioner, der udgør en videregående afvigelse fra
en fredning og dermed kræver fredningsændring efter reglerne om gennemførelse af fredninger, jf. § 50, stk.
5, kan være betinget af et planlægningsmæssigt grundlag. Efter omstændighederne kan der blive tale om
sideløbende behandling af en fredningssag og en lokalplansag. Fredningsnævnets afgørelse bør være betinget
af den endelige vedtagelse af lokalplanen, og lokalplanen bør være betinget af, at fredningsændringen
gennemføres. Et projekt kan efter omstændighederne også være betinget af tilladelser eller dispensationer
efter andre lovbestemmelser, f.eks. naturbeskyttelseslovens generelle beskyttelsesbestemmelser. Der gælder
ikke regler for rækkefølgen af sagsbehandlingen af ansøgninger om dispensation m.v. inden for fredningens
formål. En ekspropriation kan dog næppe foretages lovligt, før der er meddelt tilladelse efter de regler, der er
til hinder for ekspropriationens gennemførelse. Det antages, at betingelserne i anden lovgivning i
almindelighed må være opfyldt, inden hel eller delvis ændring eller ophævelse af en fredning omfattet af §
50, stk. 5, gennemføres efter reglerne om fredning.
3.2.4.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
En påtænkt kystbeskyttelsesforanstaltning inden for et fredet område kan kræve, at der gøres undtagelse fra
fredningsbestemmelserne.
Kompetence
Intentionen om, at der skal være én myndighedsindgang i sager vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger,
og at andre nødvendige tilladelser så vidt muligt inkluderes i tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven,
indebærer et behov for at ændre myndighedsstrukturen på fredningsområdet, således at fredningsnævnet
ikke længere skal være den kompetente myndighed i sager vedrørende enkeltstående fredninger, og således,
at miljø- og fødevareministerens kompetence (Naturstyrelsen) i sager vedrørende bekendtgørelsesfredninger
og vildtreservater i visse sager overgår til kommunalbestyrelsen.
Fredningsnævn
Den specielle konstruktion med uafhængige, dommerbeklædte fredningsnævn har sin primære begrundelse i
behandlingen af de egentlige fredningssager, som har karakter af konkrete indgreb i ejendomsretten mod
erstatning.
Det kan overvejes, om der er det samme behov for, at afgørelser om dispensation fra, videregående fravigelse
fra eller ophævelse af en fredning eller forslag til fredning med henblik på meddelelse af tilladelse til
helhedsløsninger efter kystbeskyttelsesloven træffes af et fredningsnævn.
Det er vurderingen, at sådanne afgørelser ikke på samme måde udgør indgreb i ejernes rettigheder. Det
bemærkes i den forbindelse, at heller ikke videregående fravigelser fra eller hel eller delvis ophævelse af
fredninger medfører yderligere rådighedsindskrænkninger.
På den baggrund er det vurderingen, at der ikke er særligt vægtige hensyn, som taler for at opretholde kravet
om, at afgørelser skal træffes af fredningsnævnet.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Spørgsmålet om ændring af kompetencen til at træffe afgørelse om dispensation m.v. fra
fredningsbestemmelser med henblik på gennemførelse af kystbeskyttelsessager kan også vurderes i lyset af
reglerne om pleje og tilsyn med fredede arealer, jf. bekendtgørelse nr. 924 af 27. juni 2016 om pleje af
fredede arealer og tilsyn.
Fredninger kan således fastlægge handlepligt i form af gennemførelse af nærmere angivne foranstaltninger.
Efter bekendtgørelse nr. 924 af 27. juni 2016 om pleje af fredede arealer og tilsyn kan kommunalbestyrelsen
gennemføre plejeforanstaltninger på fredede, ikke-statsejede arealer, når dette tjener til opnåelse af formålet
med fredningen og ikke strider mod fredningsbestemmelserne. Foranstaltningerne kan gennemføres med
ejers og brugers samtykke eller efter tilladelse fra fredningsnævnet, jf. bekendtgørelsens § 1. Den
administrerende statslige myndighed gennemfører pleje af fredede, statsejede arealer, jf. bekendtgørelsens §
2.. For arealer, der er fredet i medfør af naturbeskyttelseslovens § 51, stk. 1, fastsættes der dog bestemmelser
om pleje efter forhandling med de berørte myndigheder, og disse bestemmelser optages i
fredningsbekendtgørelsen.
Hvis kompetencen til at dispensere m.v. fra fredningsbestemmelserne overgår til kommunalbestyrelsen, vil
hensynet til andre myndigheders plejeforpligtelser vedrørende arealer ejet af Naturstyrelsen eller andre
statslige myndigheder kunne tilgodeses ved partshøring i forbindelse med sagsbehandlingen efter
kystbeskyttelsesloven.
Færre afgørelser ved inklusion af afgørelser om dispensation m.v. fra fredning i tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven
Intentionen om at begrænse antallet af afgørelser taler for, at vurderingen af, om en
kystbeskyttelsesforanstaltning indebærer aktiviteter, der kræver dispensation fra eller ændring/ophævelse af
fredningsbestemmelserne, og, såfremt dette vurderes at være tilfældet den efterfølgende vurdering og
afvejning af forskellige samfundsmæssige hensyn, som taler for og imod, at der meddeles dispensation fra
fredningen, foretages som led i den samlede sagsbehandling og afgørelse af, om der skal meddeles tilladelse
efter kystbeskyttelsesloven.
Dette forudsætter, at der ved lov fastsættes, at fredningsbestemmelser og forslag til fredningsbestemmelser
ikke finder anvendelse på kystbeskyttelsesforanstaltninger i det omfang, det besluttes i en tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven meddelt efter lovforslagets ikrafttræden.
Fravigelser fra fredningsbestemmelser i strid med en frednings formål ved ændring eller ophævelse af
fredningen vil kunne indebære, at samfundsmæssige værdier, som det offentlige kan have betalt erstatning
for, derved opgives. Det kan tale for at fastsætte krav om, at afgørelse om tilladelse til kystbeskyttelse, som
skal inkludere en afgørelse om videregående afvigelse fra samt ændring eller ophævelse af en fredning, skal
træffes under inddragelse af offentligheden, jf. afsnit 3.2.4.1.
Det foreslås, at der fastsættes regler om, at fredningsbestemmelser i en konkret fredning ikke skal finde
anvendelse i det omfang, det fremgår af en afgørelse om tilladelse til kystbeskyttelse, at den træder i stedet
for fredningsnævnets afgørelse om ophævelse af foreløbige retsvirkninger af en fredning efter
naturbeskyttelseslovens § 37, stk. 4, afgørelse om dispensation inden for fredningens formål efter § 50, stk. 1,
eller en afgørelse om videregående afvigelse, som kan indebære hel eller delvis ophævelse efter reglerne om
gennemførelse af fredninger. Forslaget indebærer, at tilladelsesmyndigheden efter kystbeskyttelsesloven, der
efter lovforslaget som udgangspunkt vil være kommunalbestyrelsen, skal tage stilling til, om der er behov for
dispensation eller om der er behov for en videregående afvigelse, som efter de gældende regler kræver
ændring af fredningen, og træffe afgørelse herom som en del af tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven.
Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle kunne præcisere dispensationens og afvigelsens
rækkevidde.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Endvidere foreslås, at fredningsbestemmelser i konkrete bekendtgørelser om fredninger på statsejede arealer
samt på søterritoriet og fiskeriterritoriet udstedt efter naturbeskyttelseslovens § 51 ikke finder anvendelse på
aktiviteter m.v., som er nødvendige for udnyttelsen af en tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter
kystbeskyttelsesloven, i det omfang det fremgår af afgørelsen om tilladelse til kystbeskyttelse. Endvidere
foreslås, at reglerne for et vildtreservat ikke skal gælde for færdsel og ophold, som er nødvendig for
udnyttelsen af en tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter lov om kystbeskyttelse.
Det foreslås, at tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven skal indeholde oplysning herom, hvis tilladelsen
indebærer, at fredningsbestemmelser ikke finder anvendelse på anlæg og andre foranstaltninger omfattet af
tilladelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.
Afgørelsen efter kystbeskyttelsesloven erstatter kun en dispensation eller afgørelse om ændring eller
ophævelse af fredningsbestemmelserne for de foranstaltninger, som er nødvendige for gennemførelsen af
kystbeskyttelse, og som der er taget stilling til i forbindelse med tilladelsen.
For så vidt angår øvrige arealer eller andre aktiviteter på de omfattede arealer foreslås ingen ændringer, og
fredningsbestemmelserne og de gældende regler vil forsat finde uændret anvendelse. Såfremt de tilladte
kystbeskyttelsesforanstaltninger indebærer et behov for at tilpasse eller ophæve fredningsbestemmelserne
med virkning for andre arealer eller andre foranstaltninger eller aktiviteter vil miljø- og fødevareministeren,
kommunalbestyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening, jf. naturbeskyttelseslovens § 33, stk. 3, kunne
stille forslag til fredningsnævnet om ændring eller ophævelse af fredningen, ligesom kommunalbestyrelsen
eller andre berørte myndigheder vil kunne foreslå miljø- og fødevareministeren at ændre eller ophæve
bekendtgørelsesfredning og regler om vildtreservater.
3.2.5
Inklusion af afgørelser efter vandløbsloven
Foranstaltninger m.v., som er omfattet af kystbeskyttelseslovens regler om kystbeskyttelsesforanstaltninger,
og som derfor skal have tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, kan efter omstændighederne samtidig udgøre
vandløbsregulering eller andre forhold, som kræver vandløbsmyndighedens tilladelse.
Der kan således i særlige tilfælde være tale om, at en foranstaltning både vil være omfattet af
kystbeskyttelseslovens regler og af vandløbslovens bestemmelser, f.eks. en sluse i et vandløb, hvis det
primære formål med slusen er at hindre oversvømmelse fra havet.
Endvidere kan der være tale om foranstaltninger, som kan være begrundet i et behov for at imødegå afledte
virkninger af kystbeskyttelsesforanstaltninger, f.eks. hvis en sluse forhindrer vandets udløb til havet, og
samtidig vil kunne have et helt eller delvist selvstændigt andet formål, som f. eks. forbedret afvanding af det
kystbeskyttede område. Dette indebærer bl.a., at foranstaltninger, som er reguleret af kystbeskyttelseslovens
regler, herunder regler om bidragsfordeling m.v., også samtidig kan være omfattet af vandløbslovens regler
om fordeling af udgifterne til vandløbsregulering m.v., samt af vandløbslovens regler om erstatning til dem,
der lider tab ved en vandløbsregulering, ved forandring af vandstanden i en sø eller ved anlæg af nyt vandløb.
3.2.5.1
Gældende ret
Vandløbsloven
Med vandløbsloven tilstræbes det at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig
overfladevand, spildevand og dræn. Fastsættelse og gennemførelse af foranstaltninger efter loven skal ske
under hensyntagen til de natur- og miljømæssige krav, som er fastsat efter eller er forudsat i anden
lovgivning. Lovens regler om vandløb finder også anvendelse på grøfter, kanaler, rørledninger og dræn samt
søer, damme og andre lignende indvande. Loven omfatter endvidere diger, sluser, broer og andre anlæg i og
ved vandløb.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Vandløb må kun reguleres efter vandløbsmyndighedens bestemmelse. Sænkning af vandstanden i eller
tørlægning af søer og anlæggelse af nye vandløb må med enkelte undtagelser kun foretages eller anlægges
efter vandløbsmyndighedens bestemmelse. Private udpumpningsanlæg til brug for afvanding må ikke
etableres eller ændres, herunder driftsmæssigt, uden vandløbsmyndighedens godkendelse. Broer,
overkørsler eller lignende må ikke anlægges eller ændres uden vandløbsmyndighedens godkendelse, ligesom
der ikke må nedlægges rørledninger, kabler m.v. i vandløbet uden vandløbsmyndighedens godkendelse.
Opstemningsanlæg eller andre anlæg, der kan hindre vandets frie løb eller i øvrigt kan være til skade for
vandløbet, må heller ikke anlægges eller ændres, herunder driftsmæssigt, uden vandløbsmyndighedens
godkendelse. Vandløbsmyndigheden fastsætter flodemål for alle opstemningsanlæg.
Loven gælder kun på land, ikke på søterritoriet. Ved mange kystbeskyttelsesprojekter er det derfor ikke
relevant at inddrage denne lov. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor et kystbeskyttelsesprojekt, der f.eks.
indeholder foranstaltninger mod oversvømmelse eller erosion, kan få betydning for afstrømningsforholdene
for et vandløb, der løber igennem det areal eller har udløb til den del af søterritoriet, hvor projektet udføres.
Det kan f.eks. være, hvis projektet indebærer etablering af en sluse.
Kommunerne
skal derfor i sådanne tilfælde som vandløbsmyndigheder vurdere og afklare, om der i
forbindelse med kystbeskyttelsesprojektet skal gennemføres et vandløbsreguleringsprojekt efter reglerne i
vandløbsloven og bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2016 om vandløbsregulering og -restaurering m.v.
I bekendtgørelsen er der regler om, hvad et forslag til reguleringsprojekt skal indeholde, herunder et overslag
over udgifterne med forslag til fordeling af disse. Projektforslaget skal sendes i offentlig høring i mindst 4
uger, inden det kan godkendes. Hvis projektet tillige forudsætter tilladelse eller godkendelse efter
miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven eller fiskeriloven, kan det først endeligt
godkendes efter vandløbsloven, når der foreligger endelig afgørelse efter disse love. Vandløbsmyndigheden
skal ved sin afgørelse tage hensyn til samtlige afvandingsinteresser ved vandløbet samt sikre, at projektet er
foreneligt med hensynet til den miljømæssige målsætning, der er fastlagt for vandløbet. Hvis sagen vedrører
vandløbsforholdene i flere kommuner, skal der forhandles mellem de berørte vandløbsmyndigheder.
Uenighed mellem vandløbsmyndigheder afgøres af miljø- og fødevareministeren, jf. lovens § 7.
Efter vandløbslovens § 74 skal vandløbsmyndigheden i forbindelse med afgørelser efter loven søge at
tilvejebringe forlig om økonomiske spørgsmål, herunder bidragsfordeling. Efter vandløbsloven kommer
vandløbsmyndigheden med et udspil til fordeling af udgifterne ved vandløbsregulering m.v. Udgifterne i
forbindelse med regulering af vandløb og tørlægning eller sænkning af vandstanden i søer afholdes af de
grundejere, der skønnes at have nytte af foranstaltningerne. Udgifterne fordeles mellem grundejerne efter
den nytte, foranstaltningerne har for den enkelte ejendom. Vandløbsmyndigheden kan for offentlige vandløb
helt eller delvis afholde udgifter til sådanne foranstaltninger. Hvis der ikke kan opnås enighed med de
berørte lodsejere, kan spørgsmålet indbringes for en taksationskommission, hvis afgørelse kan påklages til en
overtaksationskommission. Vandløbsloven indeholder endvidere en række bestemmelser, som regulerer de
økonomiske forhold, herunder regler om foranstaltninger, der berører et anlæg, hvortil der kan foretages
ekspropriation efter anden lovgivning.
Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at reglerne om udgiftsfordeling ikke finder
anvendelse på projekter, der er omfattet af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og
regler, der fastsættes i medfør heraf, jf. vandløbslovens § 24, stk. 4. Bemyndigelsen er udnyttet i
bekendtgørelse nr. 159 af 26. februar 2016 om spildevandsforsyningsselskabers medfinansiering af
kommunale og private projekter vedrørende tag- og overfladevand.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at bestemte typer af sager efter loven skal behandles og
afgøres samtidig med afgørelser efter anden relevant lovgivning, jf. vandløbslovens § 70 b. Efter
bemærkningerne er bestemmelsen dog i første omgang møntet på sager vedrørende dambrug.
Det følger endvidere af vandløbslovens § 23, at enhver, der lider tab ved en regulering, jf. § 16,
ved forandring af vandstanden i en sø, jf. § 18 eller ved anlæg af nyt vandløb, jf. § 21, har ret til erstatning.
Vandløbsloven indeholder endelig også regler om vandløbsmyndighedens opkrævning af gebyr for
behandlingen af sager vedrørende vandløbsregulering m.v. samt regler om fortrinsret, bidragsopkrævning og
inddrivelse af bidrag til regulering og vedligeholdelse af offentlige vandløb og bidrag til offentlige pumpelag.
Habitatvurdering
Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelser vedrørende regulering af vandløb m.v., skal
kommunalbestyrelsen endvidere iagttage bestemmelserne i habitatbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr.
926 af 27. juni 2016 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt
beskyttelse af visse arter, og tage højde for påvirkning af Natura 2000-områder og den generelle
artsbeskyttelse.
Lov om miljøvurdering
Projekter vedrørende regulering af vandløb er omfattet af bilag 2 til lov om miljøvurdering af planer og
programmer og af konkrete projekter, jf. bilag 2, punkt 10, litra f:
”Anlæg af vandveje, som ikke er omfattet af
bilag 1, kanalbygning og regulering af
vandløb.” Projekterne skal derfor som minimum screenes efter
miljøvurderingslovens regler. Screeningsafgørelsen skal begrundes. Kommunalbestyrelsen er kompetent
VVM-myndighed, medmindre der er tale om sager, hvor kompetencen er overtaget af Miljøstyrelsen. Der
henvises til afsnit 3.1.4.1.
Lov om vandplanlægning
Vandplanlovgivningen, herunder bekendtgørelse nr. 795 af 24. juni 2016 om miljømål for
overfladevandområder og grundvandsforekomster og bekendtgørelse nr. 794 af 24. juni 2016 om
indsatsprogrammer for vandområdedistrikter, skal ligeledes overholdes af myndighederne ved
administration af lovgivningen.
3.2.5.2
Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Ministeriets overvejelser
Efter de gældende regler er kommunalbestyrelsen vandløbsmyndighed og træffer afgørelse i første instans i
sager om vandløbsregulering, etablering af sluser m.v. I de sager, hvor kompetencen ifølge forslaget om
ændring af kystbeskyttelsesloven overgår til kommunalbestyrelsen, vil kompetencen i sager vedrørende
foranstaltninger, der omfattes af krav om tilladelse m.v. efter både kystbeskyttelsesloven og vandløbsloven
således i første instans blive samlet hos kommunalbestyrelsen. I de sager, hvor staten bevarer
tilladelseskompetencen efter kystbeskyttelsesloven, vil der fortsat være to myndigheder.
Sagsbehandlingen vil imidlertid yderligere kunne forenkles ved helt at undtage
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som der er meddelt tilladelse til efter kystbeskyttelsesloven, fra krav om
tilladelse eller godkendelse efter vandløbsloven. Herved opnås, at en ansøger, som søger om tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven, ikke også skal søge om tilladelse eller godkendelse efter vandløbsloven.
På den anden side er det vurderingen, at det i praksis er vanskeligt at afgrænse
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse efter vandløbsloven, fra andre
afvandingsforanstaltninger m.v., som gennemføres samtidig med eller i tilknytning til
kystbeskyttelsesforanstaltninger, men uden at disse andre afvandingsforanstaltninger er en del af selve
kystbeskyttelsesforanstaltningen, og som derfor ikke skal have tilladelse efter kystbeskyttelsesloven. De
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
steder, hvor det er aktuelt at gennemføre kystbeskyttelsesforanstaltninger, vil således ofte være områder,
hvor der også i øvrigt er behov for afledning af vand og foranstaltninger, som er omfattet af
vandløbslovgivningen.
På den baggrund er det vurderingen, at det vil afhænge af det konkrete projekt, om det vil være en forenkling,
at en afgørelse efter kystbeskyttelsesloven inkluderer afgørelser efter vandløbsloven vedrørende de relevante
kystbeskyttelsesforanstaltninger, eller om sammenhængen med de øvrige tilknyttede afgørelser efter
vandløbsloven taler for at behandle den samlede vandløbsregulering i en afgørelse efter vandløbsloven.
Endvidere vil projekter, der vedrører vandløbsregulering af offentlige vandløb, forudsætte, at
vandløbsmyndigheden ændrer regulativet for berørte vandløb.
Det er derfor vurderingen, at det vil være hensigtsmæssigt at give kommunalbestyrelsen mulighed for ud fra
en konkret vurdering af forholdene i den konkrete sag at beslutte, om tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven
skal erstatte en afgørelse efter vandløbsloven, og sagen alene behandles efter kystbeskyttelseslovens regler,
eller om det i den konkrete sag vil være mere hensigtsmæssigt, at alle foranstaltninger som led i eller i
tilknytning til kystbeskyttelse, som er omfattet af vandløbslovgivningen og derfor nødvendiggør et
vandløbsreguleringsprojekt, behandles efter vandløbslovens regler og omfattes af en selvstændig afgørelse
efter vandløbsloven. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke efter kystbeskyttelsesloven er mulighed for
at indbringe uenigheder mellem berørte vandløbsmyndigheder for ministeren.
For så vidt angår sager, hvor staten bevarer tilladelseskompetencen i sager vedrørende
kystbeskyttelsesforanstaltninger, er det vurderingen, at vandløbsreguleringsprojekter også fremadrettet bør
besluttes og godkendes af vandløbsmyndigheden, dvs. kommunalbestyrelsen, og at det bør være
kommunalbestyrelsen, der beslutter, om foranstaltningen kan tillades.
Det vil derfor være hensigtsmæssigt at fastsætte regler, der sikrer, at kommunalbestyrelsens afgørelser, når
afgørelserne træffes efter vandløbsloven vedrørende vandløbsregulering, kan træffes som led i en
tilvejebringelsesproces efter kystbeskyttelseslovens kapitel 1 a om kommunale helhedsløsninger.
På den baggrund er det vurderingen, at der derfor er behov for, at vandløbslovgivningens og
kystbeskyttelseslovgivningens procedureregler harmoniseres, således at myndigheden kan optimere
sagsbehandlingen mest muligt også i de sager, hvor afgørelsen efter vandløbsloven ikke inkluderes i
tilladelsen til kystbeskyttelse.
Økonomiske forhold, herunder bidragsfordeling
Efter kystbeskyttelsesloven kan kommunalbestyrelsen i sin afgørelse efter § 5 om et kapitel 1 a-projekt træffe
afgørelse om bidragspligt, jf. lovens § 9 a. Kommunalbestyrelsens afgørelser om bidragspligt efter
kystbeskyttelsesloven kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Alle kystbeskyttelsesprojekter
behandles efter kapitel 1 a, hvis der ikke er enighed.
Kystbeskyttelsesloven indeholder derimod ikke regler om erstatning til dem, der lider et tab i forbindelse
med vandløbsreguleringen. Det fremgår af bemærkningerne til kystbeskyttelseslovens § 1 (2006-loven):
”Kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og miljømæssige kvalitet omfatter bl.a. en vurdering af, at
foranstaltningen er teknisk velfunderet, og at den ikke har væsentlige negative miljømæssige konsekvenser.
Ansøger skal i forbindelse med ansøgning om kystbeskyttelsesanlæg gøre rede for anlæggets indvirkning på
nabostrækninger. Anlæggets ejer er (økonomisk) ansvarlig for skader, som anlægget måtte påføre
tredjemand, men spørgsmålet om eventuel erstatning bør afgøres af domstolene efter almindelige
retsgrundsætninger”.
I de tilfælde, hvor der samtidig er tale om foranstaltninger, der er omfattet af en kapitel 1 a-proces efter
kystbeskyttelsesloven, der samtidig forudsætter overholdelse af vandløbslovgivningens regler om tilladelse
m.v. til vandløbsregulering, kan der være behov for at tage stilling til, hvilke regler der skal regulere
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
spørgsmålet om udgifternes fordeling og andre økonomiske forhold. De gældende regler tager ikke stilling til
dette spørgsmål.
Det ligger imidlertid uden for rammerne af dette lovforslag at ændre på de gældende regler om finansiering,
udgiftsfordeling og bidragsfastsættelse m.v. i forbindelse med kystbeskyttelse og vandløbsregulering.
På den baggrund er det vurderingen, at afgørelser vedrørende økonomiske forhold efter vandløbsloven bør
træffes som selvstændige afgørelser efter vandløbsloven.
Rækkefølgebestemmelser
Det har i praksis vist sig, at de gældende regler i bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2016 om
vandløbsregulering og -restaurering m.v., hvorefter vandløbsmyndighedens godkendelse af et projekt, der
forudsætter tilladelse eller godkendelse efter bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven,
miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven eller fiskeriloven først kan meddeles, når der foreligger endelig
afgørelse efter disse bestemmelser, af nogle kommuner er blevet udlagt således, at de er til hinder for, at
kommunalbestyrelsen behandler sagen om godkendelse af vandløbsregulering parallelt med
sagsbehandlingen efter anden lovgivning. Det er vurderingen, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at
vandløbsmyndigheden kan gå i gang med sagsbehandlingen parallelt med sagsbehandlingen efter anden
lovgivning og meddele alle de nødvendige tilladelser samtidig.
Det kan overvejes helt at ophæve bestemmelsen ved en ændring af bekendtgørelsen og give
kommunalbestyrelsen frihed til selv at tilrettelægge sagsbehandlingen efter de forskellige lovgivninger, der
skal iagttages. En godkendelse efter vandløbsloven, herunder afgørelse om bidrag, vil dog ikke kunne
udnyttes, før øvrige nødvendige tilladelser foreligger, hvilket bør fremgå af afgørelsen. Flyttes kompetencen
til at meddele tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger fra staten til kommunen, vil
kommunalbestyrelsen have rådighed over processen i første instans.
Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen ved meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven kan beslutte, at
tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven erstatter en godkendelse efter vandløbsloven. Det er således op til
vandløbsmyndigheden at vurdere, om dette vil være hensigtsmæssigt. I sager vedrørende
kystbeskyttelsesforanstaltninger omfattet af den foreslåede kystbeskyttelseslovs § 3, stk. 6, dvs. sager, hvor
miljø- og fødevareministeren er kompetent tilladelsesmyndighed, kan beslutning kun træffes efter
forudgående samtykke fra miljø- og fødevareministeren.
Afgørelser vedrørende økonomiske spørgsmål efter vandløbsloven kan efter forslaget ikke erstattes af en
afgørelse efter kystbeskyttelsesloven.
Muligheden for at lade en afgørelse efter kystbeskyttelsesloven erstatte tilladelser efter vandløbsloven vil
således kun kunne udnyttes i sager vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger, hvor der ikke er behov for at
træffe afgørelse om økonomiske forhold efter vandløbsloven. Afgørelser vedrørende vandløbsregulativer for
offentlige vandløb efter lovens kapitel 5 og afgørelser vedrørende private vandløbs vandføringsevne m.v. kan
efter forslaget heller ikke erstattes af en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.
Det foreslås endvidere, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om samtidig
sagsbehandling efter vandløbsloven og kystbeskyttelsesloven, herunder om samarbejde mellem forskellige
myndigheder, med henblik på, at der fastsættes sagsbehandlingsregler, som sikrer, at behandlingen af sager
vedrørende vandløbsregulering m.v. i tilknytning til kystbeskyttelse sker parallelt med sagsbehandlingen af
de foranstaltninger, som også er kystbeskyttelsesforanstaltninger efter kystbeskyttelsesloven, og at afgørelse
herom som udgangspunkt træffes og offentliggøres samtidigt.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
I hovedparten af sagerne vil det være en kommunalbestyrelse, der er myndighed efter begge regelsæt. Det vil
dog også kunne forekomme, at flere kommunalbestyrelser skal træffe afgørelse vedrørende forskellige dele af
projektet. Eksempelvis kan en kystbeskyttelsesforanstaltning i en kommune have konsekvenser for et
vandløb eller vandløbssystem, som også gennemløber en eller flere andre kommuner. Endelig vil der kunne
forekomme sager, hvor staten fortsat er myndighed efter kystbeskyttelsesloven. Når afgørelserne træffes
samtidigt, vil fristen for indbringelse af afgørelserne for klageinstansen også blive den samme.
I tilknytning hertil er det hensigten, at miljø- og fødevareministeren vil tilpasse reglerne for behandlingen af
sager om vandløbsregulering, således at disse muliggør, at sagerne kan behandles parallelt med sager efter
kystbeskyttelsesloven. Dette vil kunne ske ved en ændring af bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2016 om
vandløbsregulering og -restaurering m.v. I den forbindelse er det hensigten i forlængelse af lovforslagets
vedtagelse at ophæve rækkefølgebestemmelsen i bekendtgørelsen med henblik på, at det overlades til
kommunalbestyrelsen selv at tilrettelægge sagsbehandlingen efter vandløbsloven i forhold til
sagsbehandlingen efter anden lovgivning, herunder kystbeskyttelsesloven, for så vidt angår de afgørelser,
som ikke inkluderes i tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven.
3.3. Ændringer af sagsbehandlingsregler m.v. som følge af inklusion
Forslaget om, at kommunalbestyrelsen som hovedregel skal meddele tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger efter kystbeskyttelsesloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og forslagene om, at
en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven til kystbeskyttelsesforanstaltninger skal erstatte andre nødvendige
tilladelser efter anden lovgivning, indebærer behov for at revurdere og tilpasse kystbeskyttelseslovens
bestemmelser om tilladelse til kystbeskyttelse, jf. afsnit 3.3.1, formål, jf. afsnit 3.3.2, sagsbehandling og klage,
jf. afsnit 3.3.3, i lyset af, at afgørelsen fremadrettet vil erstatte afgørelser efter anden lovgivning.
3.3.1 Ændringer af tilladelsesbestemmelser vedrørende inklusion af afgørelser efter anden
lovgivning
3.3.1.1. Gældende ret
Etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger kræver tilladelse efter kystbeskyttelseslovens regler, som er
nærmere beskrevet i afsnit 3.1.1. Tilladelsen til kystbeskyttelse erstatter dispensation fra
naturbeskyttelseslovens regler om beskyttede naturtyper og reglerne om klitfredning og
strandbeskyttelseslinjen i sager om tilladelse til foranstaltninger, der vedrører flere ejendomme. Afhængig af
de konkrete forhold kan der endvidere være behov for en række øvrige dispensationer, tilladelser m.v. efter
anden arealanvendelseslovgivning.
3.3.1.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Lovforslaget indeholder forslag til ændringer af naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og
vildtforvaltningsloven og vandløbsloven, som indebærer, at en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven erstatter
visse afgørelser efter disse love. Disse forslag er nærmere behandlet i afsnit 3.2.
Det foreslås, at kystbeskyttelseslovens bestemmelser om meddelelse af tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger ændres, således at det fremgår, at det i en tilladelse til kystbeskyttelse efter
den foreslåede kystbeskyttelseslovs § 3, jf. § 3 a, bestemmes, at dispensationer, tilladelser m.v. efter reglerne i
naturbeskyttelsesloven, jagt- og vildtforvaltningsloven, skovloven eller vandløbsloven, som er nødvendige for
at gennemføre de tilladte foranstaltninger, anses for meddelt ved tilladelsen til kystbeskyttelse, samt at det i
afgørelsen efter kystbeskyttelsesloven skal angives, i hvilket omfang den træder i stedet for dispensation,
tilladelse m.v. efter reglerne i naturbeskyttelsesloven, jagt- og vildtforvaltningsloven, skovloven eller
vandløbsloven. Forslaget omfatter både kommunale fællesprojekter og øvrige kystbeskyttelsesprojekter. Der
henvises til afsnit 3.3.3 vedrørende øvrige krav til afgørelsens indhold.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
3.3.2 Formålet med kystbeskyttelse og de regler, der inkluderes i kystbeskyttelsestilladelsen
3.3.2.1 Gældende ret
Efter kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 1, er formålet med kystbeskyttelse at beskytte mennesker mod
oversvømmelser samt ejendom mod oversvømmelser og nedbrydning fra havet, fjorde eller andre dele af
søterritoriet. Formålet varetages ved at afveje følgende hensyn:
1) Behovet for kystbeskyttelse,
2) økonomiske hensyn,
3) kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og miljømæssige kvalitet,
4) kystlandskabets bevarelse og genopretning,
5) naturens frie udfoldelse,
6) rekreativ udnyttelse af kysten,
7) sikring af den eksisterende adgang til kysten og
8) andre forhold af væsentlig betydning for kystbeskyttelse.
Bestemmelsen er ikke i sig selv udtryk for en prioritering, og den indeholder ikke redskaber til indbyrdes
vægtning af de nævnte hensyn.
Naturbeskyttelsesloven
Det foreslås bl.a. at inkludere dispensation fra sø- og åbeskyttelseslinjen, skovbyggelinjen,
fortidsmindebeskyttelseslinjen, kirkebyggelinjen og fredninger i den samlede kystbeskyttelsestilladelse. Disse
regler er reguleret i lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 934 af 27. juni 2017. Der henvises til
afsnit 3.2.1, 3.2.2 og 3.2.4.
Formålet med naturbeskyttelsesloven fremgår af lovens § 1, stk. 1. Det følger heraf, at loven skal medvirke til
at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for
menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. Efter lovens § 1, stk. 2, tilsigter loven særligt at
beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter samt deres levesteder og de landskabelige,
kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier, at forbedre, genoprette eller
tilvejebringe områder, der er af betydning for vilde dyr og planter og for landskabelige og kulturhistoriske
interesser, og at give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen samt forbedre mulighederne
for friluftslivet.
Der skal derudover ved naturbeskyttelseslovens administration lægges vægt på den betydning, som et areal
på grund af sin beliggenhed kan have for almenheden, jf. naturbeskyttelseslovens § 1, stk. 3.
Formålet er suppleret i naturbeskyttelseslovens § 2, hvorefter lovens beføjelser tillige skal anvendes med
sigte på at bekæmpe sandflugt og forøge skovarealet samt på at genoprette vådområder og ådale, som skal
medvirke til at forbedre vandmiljøet.
Formålsbestemmelsen i naturbeskyttelsesloven afstikker rammerne for de hensyn, der lovligt kan og skal
varetages ved administrationen af loven, jf.
”Naturbeskyttelsesloven
med Kommentarer” ved Veit Koester,
Jurist og Økonomforbundets Forlag, s. 49, men det antages, at formålsbestemmelsen næppe generelt
udelukker en varetagelse af andre f. eks. erhvervsmæssige interesser, jf. Veit Koester s. 55. Endvidere kan
samfundsmæssige og samfundsøkonomiske hensyn i visse tilfælde inddrages.
Naturbeskyttelseslovens formålsbestemmelse har derfor også betydning for det skøn, der udøves, når
kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der kan gøres undtagelse fra sø- og åbeskyttelseslinjen,
skovbyggelinjen og kirkebyggelinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, samt når kommunalbestyrelsen
skal tage stilling til, om der i særlige tilfælde kan gøres undtagelse fra fortidsmindebeskyttelseslinjen, jf.
naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
At der alene i ”særlige tilfælde” kan gøres undtagelse fra fortidsmindebeskyttelseslinjen
viser, at praksis for
undtagelse fra beskyttelsen skal administreres særligt restriktivt.
Tilsvarende gør sig gældende for dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, fra klitfredningen og fra
forbuddet mod tilstandsændringer for naturtyper, der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Der er
allerede i dag hjemmel til, at miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at disse regler ikke skal
gælde for diger, høfder, bølgebrydere og andre anlæg, som kræver tilladelse i henhold til lov om
kystbeskyttelse, jf. naturbeskyttelseslovens § 5, stk. 2, § 8, stk. 4, og § 15, stk. 3.
Hjemlen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 927 af 27. juni 2016 om bygge- og beskyttelseslinjer, bekendtgørelse
nr. 865 af 27. juni 2017 om beskyttede naturtyper og bekendtgørelse nr. 1316 af 21. december 2011 om
klitfredning.
Fredninger kan efter naturbeskyttelseslovens § 33 gennemføres til varetagelse af de formål, der er nævnt i
naturbeskyttelseslovens § 1. Tilsvarende gælder for fredninger, der gennemføres på statslige arealer, samt på
søterritoriet efter lovens § 51.
En fredning, der er gennemført efter naturbeskyttelseslovens § 33, skal indeholde oplysninger om
fredningens formål, jf. naturbeskyttelseslovens § 38, stk. 1.
En fredning kan gå ud på bevaring af den nuværende tilstand eller tilvejebringelse af en bestemt tilstand, der
herefter skal bevares, og den kan regulere offentlighedens adgang, jf. § 38, stk. 3. I fredninger, der omfatter
arealer inden for internationale naturbeskyttelsesområder, skal det fremgå af formålet, at fredningen skal
medvirke til at sikre en gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper, som områderne er udpeget for. Der
henvises endvidere til afsnit 3.2.4.1.
Skovloven
Det foreslås også, at dispensation fra fredskovspligten efter skovlovens §§ 11 og fra §§ 26-28 om beskyttede
naturtyper inkluderes i kystbeskyttelsestilladelsen, jf. afsnit 3.2.3.
Skovloven har ifølge lovens § 1 en række formål, herunder at bevare og værne landets skove og hertil forøge
skovarealet.
Loven har også til formål at fremme bæredygtig drift af landets skove ved inddragelse af økonomiske,
økologiske og sociale værdier.
Bæredygtig drift indebærer, at det ved driften af det enkelte fredskovspligtige areal og ved lovens
administration ud fra en helhedsbetragtning tilstræbes at fremme opbygningen af robuste skove, sikre
skovenes produktion, bevare og øge skovenes biologiske mangfoldighed og sikre, at hensynet til landskab,
naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv kan tilgodeses.
Ved lovens administration skal det tilstræbes at styrke rådgivning og information om bæredygtig skovdrift.
I offentligt ejede skove skal der efter lovens § 2 lægges særlig vægt på at bevare og øge skovenes biologiske
mangfoldighed og sikre, at hensynet til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv
kan tilgodeses.
I statsejede skove under Miljø- og Fødevareministeriets ressort skal der desuden lægges særlig vægt på at
fremme udviklings- og forsøgsvirksomhed.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Jagt- og vildtforvaltningsloven
Det foreslås også at inkludere dispensationer fra vildtreservater, jf. afsnit 3.2.4. Vildtreservater er reguleret
efter kapitel 5 i lov om jagt- og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 26. januar 2017.
§ 1 i lov om jagt og vildtforvaltning regulerer lovens formål. Formålet er at sikre arts- og individrige
vildtbestande og skabe grundlag for en bæredygtig forvaltning heraf ved at beskytte vildtet, særligt i
yngletiden, at sikre kvantiteten og kvaliteten af vildtets levesteder gennem oprettelse af vildtreservater og ved
på anden måde at etablere, reetablere og beskytte vildtets levesteder og at regulere jagten således, at den sker
efter økologiske og etiske principper og under varetagelse af hensynet til beskyttelse af vildtet, især af sjældne
og truede arter. Ved lovens administration skal hensynet til befolkningens rekreative behov afvejes over for
hensynet til beskyttelse af vildtet.
Vildtreservater kan oprettes efter lovens § 33 for at
”beskytte og ophjælpe landets vildtbestande og sikre
raste-
og fødesøgningsområder for trækkende fugle”.
Vandløbsloven
Endeligt foreslås det, at tilladelser til regulering af vandløb inkluderes i den samlede
kystbeskyttelsestilladelse, jf. afsnit 3.2.5.
Vandløbslovens formål er ifølge
lovens § 1, stk. 1, at ”sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand,
navnlig overfladevand, spildevand og drænvand”.
Regler om miljømål
Ved administrationen af lovgivningen er myndighederne endvidere forpligtet til at administrere i
overensstemmelse med regler om myndighedernes administration fastsat efter kystbeskyttelseslovens § 1,
stk. 2, eller i anden lovgivning, som indeholder begrænsninger for myndighedernes skønsudøvelse, herunder
regler om administration vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttede arter, som er
nærmere beskrevet i afsnit 3.1.4.2. Bestemmelser om Natura 2000-planlægningen og Natura-2000
skovplanlægningen samt regler om vandplanlægning, herunder bekendtgørelse nr. 795 af 24. juni 2016 om
miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster og bekendtgørelse nr. 794 af 24. juni 2016
om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter, vil også finde anvendelse på myndighedernes
administration af kystbeskyttelsesloven.
Miljøvurderingsloven
Sager om kystbeskyttelse er endvidere omfattet af reglerne i miljøvurderingslovens sagsbehandlingsregler.
Der henvises til afsnit 3.1.4. 1.
Miljøvurderingslovens formål er at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og at bidrage til integrationen af
miljøhensyn under udarbejdelsen og vedtagelsen af planer og programmer og ved tilladelse til projekter med
henblik på at fremme en bæredygtig udvikling ved, at der gennemføres en miljøvurdering af planer,
programmer og projekter, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Formålet med en miljøvurdering er, at der under inddragelse af offentligheden tages hensyn til planers,
programmers og projekters sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet, herunder den biologiske
mangfoldighed, befolkningen, menneskers sundhed, flora, fauna, jordbund, jordarealer, vand, luft,
klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser og
arkitektonisk og arkæologisk arv, større menneske- og naturskabte katastroferisici og ulykker og
ressourceeffektivitet og det indbyrdes forhold mellem disse faktorer.
3.3.2.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Når en dispensation eller tilladelse inkluderes i den samlede tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, vil der
ikke skulle træffes en afgørelse efter den inkluderede lovgivning. Den samlede afgørelse vil blive truffet med
hjemmel i kystbeskyttelsesloven og ud fra de hensyn, som er angivet i denne.
Der er allerede i dag et sammenfald mellem flere af de hensyn, der fremgår af kystbeskyttelseslovens § 1 og
de hensyn, der varetages i den lovgivning, der foreslås inkluderet i den samlede kystbeskyttelsestilladelse.
Det drejer sig f. eks. om naturhensyn, landskabelige hensyn og rekreative hensyn. Det kan dog ikke
udelukkes, at der i dag indgår hensyn i de skøn, som myndighederne foretager, som ikke naturligt kan
indeholdes i den nuværende bestemmelse i kystbeskyttelsesloven om formålet med kystbeskyttelse. Det
kunne f. eks. være kulturhistoriske hensyn, jf. naturbeskyttelseslovens § 1, stk. 2, nr. 2, eller hensynet i
vandløbslovens § 1 til, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand, spildevand og
drænvand.
Hvis disse hensyn ikke kommer til at indgå i den samlede tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, vil der
ikke kunne lægges vægt på dem i forbindelse med kystbeskyttelsestilladelsen, og der vil ikke kunne fastsættes
vilkår i kystbeskyttelsestilladelser til varetagelse af de pågældende hensyn. Dette er ikke hensigten med
lovforslaget, og det foreslås derfor, at kystbeskyttelseslovens bestemmelse om, at der ved stillingtagen til en
ansøgning om etablering af kystbeskyttelse skal lægges vægt på ”andre forhold af væsentlig betydning for
kystbeskyttelse” ændres, så hensynet derudover skal rumme de hensyn, som inkluderede
regler varetager.
De hensyn, som de inkluderede regler varetager, vil endvidere indgå med samme vægt som de øvrige hensyn,
der fremgår af kystbeskyttelseslovens § 1, idet der i kystbeskyttelseslovens bestemmelse om formålet med
kystbeskyttelse ikke er angivet prioritering eller vægtning af de enkelte hensyn. Det gælder uanset, om et
hensyn tillige kan henføres under ét af kystbeskyttelseslovens eksisterende hensyn, eller om det bedst kan
henføres under den foreslåede bestemmelse om, at der ved afgørelse om etablering af kystbeskyttelse efter
kystbeskyttelsesloven kan lægges vægt på de hensyn, som de inkluderede regler varetager.
Krav i den inkluderede lovgivning om, at praksis for fravigelse skal være mere eller mindre restriktiv ved at
der f. eks.
kun i ”særlige tilfælde” kan gøres undtagelse fra et forbud, vil derfor ikke have betydning for, om et
hensyn i den samlede afvejning efter kystbeskyttelsesloven skal tillægges mere eller mindre vægt. Det er dog
ikke hensigten med lovforslag, at ændre praksis for, hvilke foranstaltninger der kan opnås tilladelse til.
Det er i tilknytning hertil heller ikke Miljø- og Fødevareministeriets opfattelse, at de regler, der foreslås
inkluderet, i praksis i dag opfattes som en barriere i forhold til etablering af kommunale helhedsløsninger for
kystbeskyttelse, men administrationen af reglerne kan gøre det vanskeligere og mere ressourcekrævende for
den enkelte kommune at gennemføre et sådant projekt.
3.3.3 Sagsbehandlingsregler
3.3.3.1 Gældende ret
Ansøgning om tilladelse og dispensation
Kystbeskyttelseslovens kapitel 1 a regulerer processen for kommunalbestyrelsens beslutning om, at der ved
en kyst skal udføres anlæg eller træffes andre foranstaltninger til beskyttelse af flere ejendomme mod
oversvømmelse eller den nedbrydende virkning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet, dvs. de
kommunale fællesprojekter for kystbeskyttelse.
Hvis en kommunalbestyrelse træffer afgørelse om, at et kommunalt fællesprojekt skal gennemføres, jf.
kystbeskyttelseslovens § 5, stk. 1, ansøger kommunalbestyrelsen, jf. lovens § 5, stk. 5, om tilladelse hertil hos
miljø- og fødevareministeren, jf. §§ 16 og 16 a.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Tilsvarende skal en grundejer ansøge miljø- og fødevareministeren om tilladelse til etablering af
kystbeskyttelse efter lovens § 16 og § 16 a. Der er ikke i kystbeskyttelsesloven eller i medfør af
kystbeskyttelsesloven fastsat regler om ansøgningens indhold.
Der er i miljøvurderingsloven fastsat regler om indholdet af en bygherres ansøgning om en
screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21, jf. lovens § 19. En sådan ansøgning skal således
indeholde oplysninger om projektets potentielle indvirkning på miljøet, jf. lovens bilag 5, og tilgængelige
resultater af andre relevante vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, der er foretaget i medfør af
EU-lovgivning, der er relevant for det konkrete projekt. Ansøgningen kan endvidere indeholde en beskrivelse
af særkender ved projektet eller af de foranstaltninger, der påtænkes truffet for at undgå eller forebygge,
hvad der kunne have været væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet.
Høring
Hvis en kommunalbestyrelse træffer afgørelse om at fremme en kommunal fællesløsning efter
kystbeskyttelseslovens kapitel 1 a, skal projektet konkretiseres yderligere, og det færdige forslag til projekt
skal sendes i høring hos alle, som kan blive pålagt bidragspligt, og de interessenter, der er nævnt i
kystbeskyttelseslovens § 18 a. Kommunalbestyrelsen skal samtidig offentliggøre projektet. Fristen for at
komme med bemærkninger til forslaget er mindst 4 uger fra offentliggørelsesdagen.
Det projekt, som kommunalbestyrelsen sender i høring, skal indeholde en redegørelse for, hvilke
foranstaltninger der skal gennemføres. Redegørelsen skal endvidere indeholde oplysning om, hvordan
kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal udføres, og hvorledes udgifterne skal afholdes og fordeles, herunder
udgifterne til sagens forberedelse, forundersøgelser, projektering, udførelse og tilsyn, drift, vedligeholdelse
og andre løbende foranstaltninger, ekspropriation og finansiering.
Når høringsfristen er udløbet, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om det konkrete
kystbeskyttelsesprojekt, jf. lovens § 5, stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan forinden foretage mindre ændringer i
det projekt, der har været sendt i høring. Berører ændringen på væsentlig måde andre end dem, der ved
indsigelse har foranlediget ændringen, kan afgørelse om det konkrete kystbeskyttelsesprojekt ikke træffes,
før de pågældende er blevet hørt. Hvis ændringerne er så væsentlige, at der foreligger et nyt projekt, skal det
offentliggøres og sendes i en ny høring.
Den kommunale høringsproces efterfølges af det almindelige krav om, at ansøgninger om tilladelse til
etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger efter lovens § 16 og § 16 a skriftligt skal meddeles ejere af
naboejendomme og skal offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside, hvis de er af væsentlig betydning
eller har almindelig offentlig interesse, jf. lovens § 16 c. Dette krav omfatter både kommunale fællesprojekter,
som kommunalbestyrelsen allerede har gennemført en høring for, og de øvrige ansøgninger om etablering af
kystbeskyttelsesforanstaltninger, der indgives direkte til Kystdirektoratet af den enkelte grundejer.
Kravet om nabohøring og offentliggørelse supplerer det almindelige partshøringskrav i forvaltningslovens §
19.
Før der træffes afgørelse om tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, jf. lovens §§ 16 og 16 a, skal der
foretages en vurdering (screening) af, om projektet væsentligt kan påvirke et internationalt
naturbeskyttelsesområde, som er udpeget i medfør af lov om miljømål m.v. for vandforekomster og
internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven), jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 896 af 21. juni 2016
om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt
angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet.
Til brug for denne vurdering hører Kystdirektoratet berørte myndigheder, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1.
Hvis Kystdirektoratets screening viser, at projektet ikke væsentligt kan have en sådan påvirkning, kan
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
afgørelse herom indgå i Kystdirektoratets afgørelse om etablering af kystbeskyttelse efter lovens § 16 og § 16
a.
Hvis Kystdirektoratets screening viser, at projektet kan have en sådan væsentlig påvirkning, træffes afgørelse
om, at der skal der foretages en konsekvensvurdering af projektets virkning på det internationale
naturbeskyttelsesområde under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område.
Konsekvensvurderingen sendes i høring til de berørte offentlige myndigheder og, efter disses anmodning, til
landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø eller
varetagelse af rekreative interesser. Høringsperioden skal være mindst 4 uger. Høringen kan ske samtidig
med høring over udkast til afgørelse efter lovens § 16 og § 16 a.
Hvis det anses for nødvendigt, skal sagen tillige sendes i offentlig høring.
Tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger kræver, at tilladelse meddeles under overholdelse af
miljøvurderingslovens regler. Den kompetente myndighed efter miljøvurderingsloven skal således træffe en
screeningafgørelse efter lovens § 21 om, hvorvidt der skal gennemføres en miljøvurdering. Inden
myndigheden træffer en screeningsafgørelse, skal den høre berørte myndigheder.
Såfremt myndigheden træffer afgørelse om, at der skal gennemføres en miljøvurdering, inden der træffes
afgørelse om eventuel tilladelse til projektet, skal myndigheden foretage høring af offentligheden og berørte
myndigheder ved afgrænsningen af miljøkonsekvensrapportens indhold, og før myndigheden afgiver en
udtalelse efter § 23. Med henblik på høringen skal myndigheden offentliggøre en kort beskrivelse af
hovedtrækkene i det påtænkte projekt samt følgende oplysninger:
1) Angivelse af, hvortil bemærkninger eller spørgsmål kan rettes, og nærmere oplysninger om fristerne for
fremsendelse af bemærkninger eller spørgsmål.
2) Karakteren af eventuelle afgørelser eller udkast til afgørelse, hvis et sådant foreligger, samt efter hvilken
lov afgørelsen skal træffes.
3) Hvorvidt de miljøoplysninger, der er indhentet af bygherren eller myndigheden til brug for sagens
behandling, er til rådighed for offentligheden.
4) Hvor og hvordan de relevante oplysninger stilles til rådighed.
5) Hvilke foranstaltninger der er truffet med henblik på offentlighedens deltagelse i VVM.
Myndigheden skal endvidere foretage høring af de berørte myndigheder og offentligheden over
miljøkonsekvensrapporten, som bygherren har fremlagt, herunder ansøgningen om tilladelse, før der træffes
en afgørelse om tilladelse. Med henblik på denne høring skal myndigheden offentliggøre de ovennævnte
oplysninger med ansøgningen, miljøkonsekvensrapporten, eventuelle supplerende oplysninger, jf. § 24, og
udkast til afgørelse om tilladelse.
Myndigheden kan fastsætte passende tidsfrister for høringer af de berørte myndigheder. Myndigheden
fastsætter en frist for høring af offentligheden ved afgrænsningen af miljørapportens indhold på 14 dage.
Myndigheden kan fravige denne frist, såfremt der foreligger særlige omstændigheder. For høring af
offentligheden over miljøkonsekvensrapporten m.v. er høringsfristen mindst 8 uger.
Der er ikke i naturbeskyttelsesloven fastsat generelle regler om offentliggørelse af ansøgninger eller høring,
herunder høringsperiode og høringsparter, i forbindelse med myndighedens afgørelse om dispensation fra de
regler, der foreslås inkluderet. For enkelte regler er der dog særlige hørings- og underretningsregler.
Det drejer sig om dispensation fra skovbyggelinjen, hvor kommunalbestyrelsen skal underrette den
pågældende skovejer, før der træffes afgørelse om undtagelse, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Derudover gælder en række særlige sagsbehandlingsregler for dispensation fra fredninger i strid med
fredningens formål, der fremgår nedenfor.
Videregående afvigelser fra fredninger i strid med fredningens formål kan kun foretages efter reglerne om
gennemførelse af fredninger, jf. naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 5.
Det betyder, at der for sådanne sager gælder en række særlige sagsbehandlingskrav svarende til de
sagsbehandlingskrav, der gælder for rejsning af en fredningssag.
Fredningsnævnet, jf. naturbeskyttelseslovens § 37, jf. § 50, stk. 5, skal foretage offentlig bekendtgørelse af en
sags rejsning og sender fredningsforslaget til ejerne og brugerne af de ejendomme, der omfattes af forslaget,
til statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget, samt til organisationer m.v.,
som antages at have en væsentlig interesse i forslaget.
Sagen rejses ved indsendelse af et fredningsforslag til fredningsnævnet.
Under behandlingen af en fredningssag afholder fredningsnævnet mindst et offentligt møde om sagen.
Fredningsnævnet indbyder i det mindste ejere og brugere af de ejendomme, der omfattes af forslaget,
statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget, samt organisationer m.v., som
antages at have en væsentlig interesse i forslaget, samt dem, der har fremsat anmodning over for
fredningsnævnet om at blive indbudt til møde i den pågældende sag, til at deltage i mødet.
Der er ikke i lov om jagt- og vildtforvaltning fastsat særlige sagsbehandlingsregler for dispensation fra de
regler, der er fastsat for de enkelte vildtreservater.
Det fremgår af bekendtgørelse nr. 949 af 30. juni 2017 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til
Naturstyrelsen herunder Kystdirektoratet, at Naturstyrelsen varetager myndighedsopgaver vedrørende
reservater efter miljø- og fødevareministerens nærmere bestemmelse.
I de enkelte reservatbekendtgørelser er der fastsat regler om, at Naturstyrelsen kan dispensere fra de forbud,
der fremgår af bekendtgørelsen, og at afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Der er
generelt ikke i øvrigt fastsat særlige sagsbehandlingsregler, herunder heller ikke om høring.
Krav til afgørelsens indhold
Der er ikke i dag særlige krav i kystbeskyttelsesloven til indholdet af afgørelsen, herunder til oplysning om,
hvilke dispensationer og tilladelser efter anden lovgivning, der er inkluderet i afgørelsen.
Underretning om afgørelsen
Kommunalbestyrelsens afgørelse efter kystbeskyttelseslovens § 5, stk. 1, om, hvorvidt der skal gennemføres
et konkret projekt, skal sendes til de parter og andre, som har haft projektet i høring, jf. lovens § 5, stk. 3 og
4. Afgørelsen skal også offentliggøres.
Der er derudover i miljøvurderingsloven fastsat regler om, at VVM-myndigheden skal offentliggøre en
screeningsafgørelse, jf. lovens § 36.
Derudover skal VVM-myndigheden, når der er truffet afgørelse om at give eller nægte tilladelse til et projekt
omfattet af krav om tilladelse til at påbegynde projektet efter en miljøvurdering af projektets indvirkning på
miljøet (VVM-tilladelse), straks sikre, at følgende oplysninger er tilgængelige for offentligheden og de berørte
myndigheder:
1) Indholdet af afgørelsen og de betingelser, der eventuelt er knyttet hertil.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
2) De vigtigste begrundelser og overvejelser, der ligger til grund for afgørelsen, herunder oplysninger om
proceduren for offentlig deltagelse.
3) Resuméet af resultaterne af de høringer, der er foretaget.
4) De oplysninger, der er indsamlet i henhold til § 24, stk. 1, 2. pkt., og § 24, stk. 2, jf. §§ 35 og 38.
5) Hvordan resultaterne og oplysningerne, jf. nr. 3 og 4, er indarbejdet eller på anden måde taget i
betragtning, herunder eventuelle kommentarer fra berørte stater.
Der er i bekendtgørelser udstedt i medfør af naturbeskyttelsesloven fastsat regler om underretning og
offentliggørelse af afgørelser. Det drejer sig f. eks. om § 5 i bekendtgørelse nr. 927 af 27. juni 2016 om bygge-
og beskyttelseslinjer, der fastsætter, hvem der skal underrettes om kommunalbestyrelsens og
Kystdirektoratets afgørelser vedrørende naturbeskyttelseslovens §§ 15-19, og hvad underretningen skal
indeholde.
Videregående afvigelser fra fredninger i strid med fredningens formål kan som nævnt ovenfor kun foretages
efter reglerne om gennemførelse af fredninger, jf. naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 5. Det indebærer, at
fredningsnævnets behandling af en sådan sag afsluttes med, at nævnet træffer afgørelse om, hvorvidt
fredningen ændres eller ophæves, så den ønskede foranstaltning kan gennemføres. Fredningsnævnet
bekendtgør sagens afgørelse offentligt og sender afgørelsen til dem, der har fået sagen tilsendt, samt til
enhver, der under sagen har givet møde for nævnet eller har fremsat ønske om underretning om sagens
afgørelse. Offentlig bekendtgørelse kan ske udelukkende digitalt.
Skovlovens § 62, stk. 5, fastsætter, at de foreninger og organisationer, der er nævnt i bestemmelsens stk. 2,
skal underrettes skriftligt om de afgørelser, der er nævnt i stk. 2, hvis de anmoder om det. Det drejer sig om
en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker, landsdækkende foreninger og
organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, landsdækkende foreninger og
organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører
sådanne interesser, og lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.
Klage
Kommunalbestyrelsens afgørelse om at gennemføre et kommunalt fællesprojekt efter lovens § 5, stk. 1, kan
påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af den, afgørelsen er rettet til, og af enhver, der har en væsentlig
individuel interesse i sagen, samt af Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Grundejernes
Landsorganisation og Fritidshusejernes Landsforening, jf. § 18 a, stk. 1.
Der er fuld prøvelse af afgørelsen.
Miljø- og fødevareministerens afgørelse om tilladelse til kystbeskyttelse, både kommunale fællesprojekter og
øvrige kystbeskyttelsesforanstaltninger, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af adressaten for
afgørelsen, enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen, landsdækkende foreninger og
organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige
brugerinteresser inden for arealanvendelsen, jf. lovens § 18 a, stk. 2. Prøvelsen er begrænset til retlige
forhold, jf. lovens § 18, stk. 3.
Afgørelser efter miljøvurderingslovens § 21 (screeningsafgørelser) for så vidt angår retlige spørgsmål,
afgørelser efter § 25 (VVM-tilladelser) og afgørelser efter § 46 (påbud m.v. i forbindelse med håndhævelse)
kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Afgørelser i henhold til anden lovgivning, som i henhold til regler fastsat i medfør af miljøvurderingslovens §
15, stk. 4, erstatter afgørelser om tilladelse efter § 25, kan påklages efter reglerne i den lovgivning, som
afgørelsen meddeles i henhold til.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Klageberettiget efter miljøvurderingsloven er miljø- og fødevareministeren, enhver med retlig interesse i
sagens udfald og landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og
miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love,
som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Afgørelser om dispensation fra de regler, der foreslås inkluderet fra naturbeskyttelsesloven, kan påklages til
Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageberettiget er adressaten for afgørelsen, ejeren af den ejendom, som
afgørelsen vedrører, offentlige myndigheder, en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om
nationalparker, lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, og
landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der er fuld prøvelse af de afgørelser, der indbringes for nævnet.
De tilladelser, der meddeles efter naturbeskyttelsesloven, må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.
Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden
bestemmer andet.
Fredningsnævnets afgørelse om dispensation fra en fredning i strid med fredningens formål kan påklages til
Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageberettiget er ejere og brugere, der skal have afgørelsen tilsendt, enhver,
der under sagen har givet møde for nævnet eller fremsat ønske om underretning om sagens afgørelse,
statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget, samt organisationer m.v., som
antages at have en væsentlig interesse i forslaget.
Miljø- og Fødevareklagenævnet kan ændre fredningsnævnets afgørelse, herunder fredningens geografiske
udstrækning, fredningsbestemmelserne og erstatningen. Dette gælder uanset, hvem der har rejst
fredningssagen eller påklaget fredningsnævnets afgørelse, og uanset fredningsforslaget og de forslag og krav,
der er fremført for fredningsnævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Afgørelser om dispensation fra bestemmelser i de reservatbekendtgørelser om vildtreservater, der er udstedt
med hjemmel i lov om jagt og vildtforvaltning, kan ikke påklages.
Afgørelser efter skovloven, der kan påklages, kan påklages af adressaten for afgørelsen og enhver, som i
øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen. Derudover kan de afgørelser, der er truffet efter lovens
§§ 4 og 6, § 15, stk. 2, § 17, stk. 3, §§ 19-21 og § 38, jf. § 11, stk. 1, samt vilkår fastsat for disse afgørelser efter §
39 endvidere påklages af
1) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
2) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
3) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
4) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.
Klage over en afgørelse efter § 6, § 38 eller kapitel 8 a har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har
truffet afgørelse eller bestemmer andet.
Klage over en afgørelse efter §§ 19-21 eller et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3, om at iværksætte foranstaltninger
har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet. Miljø- og
fødevareministeren kan dog bestemme, at klage ikke har opsættende virkning, hvis der ellers er fare for at
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
ødelægge eller væsentligt forringe en naturtype eller for at skabe forstyrrelse med betydelige konsekvenser
for de arter, området er udpeget for.
Klage over en afgørelse efter §§ 19-21 eller et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3, om at ophøre med eller undlade
foranstaltninger har ikke opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Der er fuld prøvelse af klager over afgørelser efter skovloven.
Vandløbsmyndighedens afgørelser efter vandløbsloven, bortset fra afgørelser om erstatning og andre
økonomiske spørgsmål, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge
afdeling.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at vandløbsmyndighedens afgørelser i nærmere
angivne grupper af sager om private vandløb ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.
Klage har opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet beslutter andet.
Ved meddelelse af et påbud eller et forbud kan vandløbsmyndigheden i særlige tilfælde beslutte, at påbuddet
eller forbuddet skal efterkommes uanset klage. Selv om denne beslutning påklages, skal påbuddet eller
forbuddet efterkommes, indtil Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.
Hvis udnyttelse af en tilladelse eller godkendelse forudsætter udførelse af anlægsarbejder, må sådanne
arbejder ikke påbegyndes før klagefristens udløb, eller, hvis der er klaget over afgørelsen, før Miljø- og
Fødevareklagenævnets afgørelse foreligger. Vandløbsmyndigheden skal straks underrette den, der har fået
tilladelsen eller godkendelsen, om, at afgørelsen er påklaget. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at disse regler ikke finder anvendelse på visse former for mindre arter af anlægsarbejder.
Vandløbsmyndighedens afgørelser kan påklages af
1) den, afgørelsen er rettet til,
2) enhver, der må antages at have en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald og
3) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker.
Afgørelser efter vandløbslovens kapitel 5 vedrørende regulativer for offentlige vandløb kan desuden påklages
af
1) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
2) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, og
3) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
3.3.3.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Det foreslås, at kystbeskyttelseslovens overordnede kapitelinddeling ændres, så der er en klar adskillelse
mellem de to hovedområder, som kystbeskyttelsesloven regulerer, dvs. kystbeskyttelse og øvrige
foranstaltninger på søterritoriet og strandbredder, der ikke er kystbeskyttelse.
Alle sagsbehandlingsskridt og afgørelseskompetencer vedrørende tilladelse til udførelse af kystbeskyttelse,
både kommunale fællesprojekter og øvrige kystbeskyttelsesprojekter, samles i separate kapitler, og
sagsbehandlingsskridt og afgørelseskompetencer for øvrige foranstaltninger samles i et andet kapitel.
Bestemmelser om klage og søgsmål samt tilsyn og håndhævelse vil fortsat være reguleret i kapitler, der
vedrører både kystbeskyttelse og øvrige foranstaltninger på søterritoriet og strandbredder, der ikke er
kystbeskyttelse.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Regler om ansøgning og høring
Med lovforslaget foreslås, at den nuværende ordning, hvorefter kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse
om et projekt efter lovens § 5, stk. 1, og efterfølgende have tilladelse til at gennemføre projektet fra
Kystdirektoratet efter lovens §§ 16 og 16 a, erstattes af en mere enkel ordning, hvorefter
kommunalbestyrelsen træffer én afgørelse om tilladelse til projektet, jf. pkt. 3.1.2.2.
Der er som følge heraf behov for at samtænke sagsbehandlingen for de kommunale helhedsløsninger, der
fremgår af kapitel 1 a med den sagsbehandling, der følger den afgørelse, som Kystdirektoratet i dag træffer
efter lovens § 16 og § 16 a. Det drejer sig f. eks. om regler vedrørende ansøgning, høring, offentliggørelse og
klage.
Endvidere foreslås en række nødvendige tilladelser og dispensationer efter naturbeskyttelsesloven, jagt- og
vildtforvaltningsloven, skovloven og vandløbsloven inkluderet i tilladelsen til kystbeskyttelse efter
kystbeskyttelsesloven. Der vil herefter ikke blive truffet selvstændige afgørelser efter de inkluderede
bestemmelser, når disse er indeholdt i kystbeskyttelsestilladelsen. Det betyder også, at de
sagsbehandlingsregler, der er knyttet op på de inkluderede afgørelser, ikke vil finde anvendelse. Der er derfor
behov for at tage stilling til, hvilke sagsbehandlingsregler efter de inkluderede regler, der skal indarbejdes i
kystbeskyttelsesloven og fremover gælde for kystbeskyttelsestilladelser, samt eventuelt øvrige tilladelser efter
kystbeskyttelsesloven.
I og med, at kommunalbestyrelsens afgørelse om endelig godkendelse af en kommunal fællesløsning og den
efterfølgende tilladelse til etablering af kystbeskyttelse slås sammen til én ny samlet afgørelse, er
bestemmelsen i kystbeskyttelseslovens § 5, stk. 5, om, at kommunalbestyrelsen skal søge miljø- og
fødevareministeren om tilladelse, ikke længere anvendelig. Kravet om, at sagsbehandlingen indledes med en
formel ansøgning, er imidlertid ikke overflødigt, og det foreslås derfor, at der indsættes et formelt krav om
ansøgning i loven. Det foreslås endvidere, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler
om krav til ansøgningens indhold og form, herunder om digital kommunikation.
Der kan i den sammenhæng tages højde for de gældende regler i miljøvurderingslovens § 19 om krav til
indholdet af bygherres ansøgning, da de oplysninger, som ansøgningen skal indeholde, skal udgøre
grundlaget for, at kommunalbestyrelsen kan tage stilling til, om projektet skal VVM-vurderes, eller om dets
virkninger på internationale naturbeskyttelsesområder skal konsekvensvurderes forud for, at der træffes
afgørelse om, hvorvidt projektet kan tillades.
For kommunale fællesprojekter foreslås det, at der først skal indgives en formel ansøgning, efter at
kommunalbestyrelsen har taget stilling til, om en sag skal fremmes efter kystbeskyttelseslovens § 2 a, men
før kystbeskyttelsesprojektet sendes i høring. Ofte vil det være kommunen selv, der som bygherre indgiver
ansøgningen, men det kan også f.eks. være et digelag, som kommunalbestyrelsen kan oprette efter loven.
Som led i, at der fremover kun skal træffes én afgørelse om tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, foreslås
det som naturlig konsekvens, at der ikke skal være to høringsprocesser i forlængelse af hinanden. I dag er der
således en høringsproces i forbindelse med kommunens godkendelse af en helhedsløsning og en anden
høringsproces i forbindelse med Kystdirektoratets efterfølgende tilladelse til etablering af kystbeskyttelse.
Det foreslås, at der for kommunale fællesprojekter fremover skal være en offentlig høring, der svarer til den
høring, der i dag gælder for kommunale fællesprojekter. Det foreslås samtidig, at høringskredsen udvides til
også at omfatte de naboer til kystbeskyttelsesforanstaltninger, der i dag er omfattet af den nabohøring, der
følger af lovens § 16 c, og som knytter sig til Kystdirektoratets tilladelse til kystbeskyttelse efter den gældende
lovs § 16 og § 16 a. Da høringskredsen for de kommunale fællesprojekter omfatter ”interessenter” efter
kystbeskyttelseslovens regler om klageberettigede, og da de klageberettigede, jf. nedenfor, for
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
kommunalbestyrelsens afgørelser foreslås udvidet, foreslås det, at høringskredsen tilpasses ved at
interessenter, der har givet meddelelse herom til kommunalbestyrelsen, skal høres. Ved interessenter forstås
de organisationer og foreninger, der er klageberettigede efter den foreslåede bestemmelse om klage over
afgørelser efter loven.
Offentlige myndigheder er klageberettigede efter den foreslåede § 18 a, og det vil derfor ofte være
hensigtsmæssigt, hvis en kommunalbestyrelse i tilknytning til den offentlige høring også hører de offentlige
myndigheder, der har en interesse for den pågældende sag. Det kan f.eks. dreje sig om en nabokommune
eller en offentlig myndighed, der har ressortansvaret for eller administrerer regler, der er inkluderet i
kystbeskyttelsestilladelsen. F.eks. vil det ofte være hensigtsmæssigt at høre Kulturministeriet i forbindelse
med behandlingen af en sag om etablering af kystbeskyttelse inden for naturbeskyttelseslovens
fortidsmindebeskyttelseslinje.
Det vurderes ikke nødvendigt at indføre en særskilt pligt til høring af skovejere, hvis en
kystbeskyttelsesforanstaltning ønskes etableret inden for skovbyggelinjen, som det er tilfældet ved
dispensation fra skovbyggelinjen. Baggrunden er, at skovejeren ofte vil være omfattet af høringsreglerne som
part eller nabo til et anlæg.
For sager, der ikke er kommunale fællesprojekter, foreslås den nuværende nabohøring som supplement til
forvaltningslovens partshøring videreført, men også her kan det være hensigtsmæssigt at høre offentlige
myndigheder med en interesse i sagen.
Regler om afgørelsens indhold
Da en tilladelse til etablering af kystbeskyttelse fremover vil inkludere en række dispensationer og tilladelser
efter anden lovgivning, jf. afsnit 3.2, foreslås det som noget nyt, at der i kystbeskyttelsestilladelsen skal
oplyses om, hvilke afgørelser efter anden lovgivning, kystbeskyttelsestilladelsen erstatter, jf. afsnit 3.3.1.2. Da
de hensyn, som den inkluderede lovgivning varetager, også skal indgå i skønnet over, om der efter den
foreslåede § 3, stk. 1, skal gives tilladelse til kystbeskyttelse, skal disse hensyn i overensstemmelse med
forvaltningslovens almindelige begrundelseskrav også angives i begrundelsen for afgørelsen i det omfang, der
er tale om hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Tilsvarende vil der efter den foreslåede § 3, stk. 6, kunne fastsættes vilkår, der varetager hensyn, som de
inkluderede regler varetager.
Krav til afgørelsens indhold efter regler om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter
(VVM) samt efter regler om administration vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og bilag IV-
arter skal fortsat iagttages. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.4.
Regler om underretning om afgørelser
Det foreslås at fastholde, at høringsberettigede skal underrettes om afgørelser om etablering af kommunale
fællesprojekter. Afgørelser skal tillige offentliggøres. Baggrunden for kravet om underretning og
offentliggørelse er, at klageberettigede skal kunne overveje, om en klagemulighed skal udnyttes.
Det foreslås derudover at udvide de nuværende regler om, at afgørelser vedrørende etablering af
kystbeskyttelsesforanstaltninger, der ikke er kommunale fællesprojekter, skal meddeles naboer og
offentliggøres, hvis de er af væsentlig betydning eller har almindelig offentlig interesse, således at alle
afgørelser skal offentliggøres på myndighedens hjemmeside. Det vil som udgangspunkt være
kommunalbestyrelserne, men for foranstaltninger med staten som bygherre,vil det være miljø- og
fødevareministeren (Kystdirektoratet), der forestår offentliggørelsen.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Det foreslås også, at kredsen af personer m.v., der skal underrettes, udvides til også at omfatte
klageberettigede personer, organisationer og foreninger efter den foreslåede § 18 a, stk. 1, nr. 6-9, samt
berørte offentlige myndigheder. Afgørelser skal dog alene meddeles de foreninger og organisationer, der har
anmodet tilladelsesmyndigheden om at modtage underretning om afgørelserne.
Forslagene til ændring af reglerne om dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen og reglerne om
dispensation og videregående fravigelse af fredninger efter naturbeskyttelsesloven skal ses i sammenhæng
med museumslovens regler.
Fortidsminder, der ikke er beskyttet af reglerne om fredede fortidsminder, kan i praksis være beskyttet af
fredninger efter naturbeskyttelsesloven, både således, at det udtrykkeligt fremgår af fredningen, at den har til
formål at beskytte et fortidsminde, og indirekte ved, at en fredning, som f.eks. indebærer forbud mod
tilstandsændringer eller bevarelse af visse landskabselementer, i praksis kan have den virkning, at
fredningsbestemmelserne beskytter ikke synlige og måske endnu uopdagede fortidsminder.
Såfremt der i forbindelse med udnyttelse af en dispensation fra en fredning med henblik på udførelse af
kystbeskyttelsesforanstaltninger udføres jordarbejder, vil reglerne i museumslovens kapitel 8 skulle
overholdes. Dette indebærer bl.a., at kommunalbestyrelsen skal underrette vedkommende kulturhistoriske
museum senest samtidig med, at der meddeles dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen efter
naturbeskyttelsesloven.
Regler om klage
Det foreslås, at den nye samlede afgørelse om etablering af kystbeskyttelse, der vil inkludere nødvendige
tilladelser og dispensationer efter anden lovgivning, jf. afsnit 3.2, kan påklages efter regler, der er fastsat i
kystbeskyttelsesloven. En konsekvens af, at tilladelser og dispensationer efter anden lovgivning inkluderes i
kystbeskyttelsestilladelsen, er, at der ikke træffes afgørelse efter disse regler, og at der derfor heller ikke er en
afgørelse, der kan påklages efter de klageregler, der i øvrigt fremgår af den lovgivning, som de inkluderede
regler vedrører.
Da kommunalbestyrelsens afgørelse om at gennemføre en helhedsløsning efter den gældende lovs § 5, stk. 1,
og miljø- og fødevareministerens kompetence til at give tilladelse til etablering af kystbeskyttelse efter den
gældende lovs § 16 og § 16 a samles hos kommunerne i én samlet afgørelse, er der behov for at fastsætte ét
samlet klageregelsæt i stedet for i dag, hvor der er nogle klageregler for afgørelsen efter § 5, stk. 1, og nogle
andre for afgørelsen efter § 16, jf. afsnit 3.3.3.1.
Det foreslås, at den nye samlede kystbeskyttelsesafgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet
for så vidt angår retlige forhold. Det svarer til de nuværende regler for prøvelsens omfang for afgørelser om
tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, men det vil være en begrænsning af prøvelsens omfang i forhold til
kommunens afgørelse om at gennemføre en kommunal helhedsløsning, hvor der i dag er fuld prøvelse.
Det vil også være en begrænsning i forhold til den prøvelse, der foretages for afgørelser efter
naturbeskyttelsesloven og skovloven.
Det foreslås, at kredsen af klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven udvides, så alle, der kan klage over
afgørelser efter kystbeskyttelsesloven i dag, samt klageberettigede efter de regler, der foreslås inkluderet i en
kystbeskyttelsestilladelse, fremover kan klage over den samlede tilladelse til kystbeskyttelse.
Dog foreslås det, at naturbeskyttelseslovens regler om, at en dispensation i strid med en frednings formål kan
påklages af enhver, der under sagen har givet møde for fredningsnævnet eller fremsat ønske om
underretning om sagens afgørelse, ikke overføres på den samlede kystbeskyttelsestilladelse, da en sådan
generel klageadgang, hvor personer uden interesse i sagen i øvrigt kan klage, ikke vurderes hensigtsmæssig.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Det foreslås at videreføre, at rettidig klage har opsættende virkning, og at den myndighed, der har truffet
afgørelsen, dog kan beslutte, at uopsættelige reparations- og afværgeforanstaltninger skal iværksættes uanset
rettidig klage. Som supplement hertil foreslås det, på linje med reglerne i naturbeskyttelsesloven og
skovloven, at klageinstansen i øvrigt kan beslutte, at en klage ikke skal tillægges opsættende virkning.
Regler om straf
Det foreslås, at kystbeskyttelseslovens straffebestemmelse harmoniseres med hovedparten af de øvrige
arealregulerende love, hvis afgørelser inkluderes i kystbeskyttelsestilladelsen. Det betyder, at der som
supplement til den nuværende bestemmelse om bødestraf indsættes en hjemmel til, at straffen kan stige til
fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved
overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fare derfor, eller der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet
en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser. Der foreslås indsat
hjemmel til at fastsætte tilsvarende straffebestemmelser i regler udstedt i medfør af kystbeskyttelsesloven.
3.4 Andre ændringer af kystbeskyttelsesloven
Uafhængig af de foreslåede ændringer af kystbeskyttelsesloven m.v., der har til formål at forenkle og samle
beslutningskompetencen i forbindelse med etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger og at inkludere en
række dispensationer og tilladelser efter anden lovgivning i kystbeskyttelsestilladelsen, foreslås øvrige
ændringer, der vil bidrage til en mere hensigtsmæssig administration af loven.
3.4.1 Adgang til delegation af miljø- og fødevareministerens kompetence til kommunerne
3.4.1.1 Gældende ret
Efter kystbeskyttelseslovens § 19, stk. 2, kan miljø- og fødevareministeren bemyndige kommunalbestyrelser
til at udøve ministerens beføjelser efter § 16 a. Miljø- og fødevareministerens kompetence efter
kystbeskyttelseslovens § 16 a er at meddele tilladelse til en række foranstaltninger og aktiviteter på
søterritoriet. Det drejer sig om inddæmning eller opfyldning, om at udføre anlæg eller anbringe faste eller
forankrede indretninger eller genstande, om at anbringe fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, eller
om at foretage uddybning eller gravning.
Delegationskompetencen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007 om bade- og bådebroer.
Efter bekendtgørelsen er kompetencen til at meddele tilladelse til visse typer af bade- og bådebroer delegeret
til kommunerne.
Der er ikke i kystbeskyttelsesloven hjemmel til, at miljø- og fødevareministeren til kommunalbestyrelser kan
delegere kompetencen til at håndhæve kravet om tilladelse til de pågældende aktiviteter ved at meddele
påbud om fysisk lovliggørelse af et ulovligt anlæg efter kystbeskyttelseslovens § 19 b og § 19 c.
Kompetencen til at meddele de nævnte påbud for sager om ulovligt etablerede bade- og bådebroer er
delegeret til Kystdirektoratet, jf. § 21 i bekendtgørelse nr. 949 af 30. juni 2017 om henlæggelse af opgaver og
beføjelser til Naturstyrelsen herunder Kystdirektoratet.
3.4.1.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Den nuværende ordning, hvorefter kompetencen til at meddele tilladelse til etablering af bade- og bådebroer,
herunder til at meddele lovliggørende tilladelse (retlig lovliggørelse), og kompetencen til at påbyde fysisk
lovliggørelse er delt mellem to myndigheder har vist sig uhensigtsmæssig. Det har betydet, at
lovliggørelsessager, der er igangsat af en kommune, ikke er blevet fulgt op med påbud om fysisk lovliggørelse
fra Kystdirektoratet, når sagen er oversendt fra kommunen til Kystdirektoratet.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Det foreslås derfor, at der skabes hjemmel i kystbeskyttelsesloven til, at miljø- og fødevareministeren også
kan delegere kompetencen til at påbyde fysisk lovliggørelse af de anlæg, der er omfattet af den foreslåede § 16
a, herunder bade- og bådebroer til kommunerne.
Det er tanken, at hjemlen udnyttes til at samle kompetencen til at håndhæve kravet om tilladelse til
etablering af bade- og bådebroer hos kommunerne, dvs. at kommunerne fremover både får kompetence til at
meddele lovliggørende tilladelse (retlig lovliggørelse) og kompetence til at påbyde fysisk lovliggørelse.
Endvidere vil kompetencen til at føre tilsyn med overholdelsen af § 16 a kunne delegeres til kommunerne
efter den foreslåede § 18 c, stk. 2.
3.4.2 Påbud til grundejere om at tåle fysisk lovliggørelse
3.4.2.1 Gældende ret
Efter kystbeskyttelseslovens § 19 a og § 19 b kan miljø- og fødevareministeren meddele påbud om at fjerne en
række foranstaltninger og reetablere forholdene for aktiviteter, der er ulovligt udført og omfattet af kravet om
tilladelse efter lovens § 16 og § 16 a.
Udgangspunktet i kystbeskyttelsesloven er, at der kun kan reageres over for den, der har foretaget den
ulovlige handling.
I kystbeskyttelseslovens § 19 c er imidlertid indført hjemmel til, at miljø- og fødevareministeren, hvis det ikke
er muligt at meddele nogen et påbud i medfør af § 19 a eller § 19 b, kan meddele den til enhver tid værende
ejer af en fast ejendom påbud om at berigtige ulovligt etablerede kystbeskyttelsesforanstaltninger, anlæg,
indretninger m.v., som nævnt i § 16, stk. 1, og § 16 a. Dette gælder uanset, at ejeren ikke har udført
foranstaltningerne.
Muligheden for at meddele påbud til den nuværende grundejer finder kun anvendelse, hvor foranstaltningen
er etableret efter den 1. januar 2007.
Det fremgår af bemærkningerne til det lovforslag (2005/1 LSF 127), hvor lovens § 19 c blev indført, at det er
intentionen, at myndighederne kan meddele påbud til den, der har udført de ulovlige
kystbeskyttelsesforanstaltninger, såfremt det vides, hvem denne er. § 19 c vil således alene finde anvendelse,
når det ikke er muligt at rette påbuddet til den, der har udført foranstaltningerne, anlæggene m.v.
3.4.2.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Det er efter loven først muligt at meddele et påbud til ejeren af den grund, hvorpå der er etableret en ulovlig
kystbeskyttelsesforanstaltning, et anlæg, en indretning m.v., såfremt det ikke er muligt at meddele påbuddet
til den person, som har etableret den eller det.
I de situationer, hvor den, der har etableret et ulovligt anlæg, ikke ejer ejendommen, hvorpå det er
beliggende, vil vedkommende ikke have rådighed over ejendommen, og vedkommende vil derfor ikke have
mulighed for at efterkomme et påbud, medmindre ejeren af ejendommen accepterer dette.
Samtidig er det ikke muligt med hjemmel i kystbeskyttelseslovens § 19 c at påbyde ejeren at lovliggøre
forholdet, da der ikke foreligger en situation, hvor det ikke er muligt at meddele et påbud til den person, der
har udført anlægget.
Det foreslås derfor, at der indføres hjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan påbyde ejeren af en ejendom at
tåle, at den, der har fået et påbud efter lovens § 19 a og § 19 b, efterkommer dette.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
3.5 Lov om maritim fysisk planlægning
3.5.1 Gældende ret
Lov om maritim fysisk planlægning omfatter det danske søterritorium fra kystlinjen og ud til grænsen for de
eksklusive økonomiske zoner. Lov om maritim fysisk planlægning fastsætter rammerne for gennemførelsen
af en planlægning af de danske havområder (havplan). Efter § 14 i lov om maritim fysisk planlægning er
havplanen bindende for de statslige myndigheders sektorplanlægning og enkeltsagsadministration i form af
tilladelser m.v. Statslige myndigheder kan således som hovedregel ikke efter anden lovgivning vedtage planer
om eller meddele tilladelse m.v. til anlæg eller arealanvendelser fx kystbeskyttelsesanlæg, der er i strid med
havplanen eller foregriber et forslag til havplan eller ændringer af havplanen, der er offentliggjort af
erhvervsministeren.
3.5.2 Ministeriets overvejelser og foreslået ordning
Med nærværende forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse ændres den gældende
kompetencefordeling mellem staten og kommunerne i sager vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger,
således at kommunalbestyrelserne som hovedregel vil skulle meddele tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger, herunder også til kystbeskyttelsesforanstaltninger på søterritoriet, jf. den
foreslåede § 3, stk. 3 og 4, i lov om kystbeskyttelse som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 8. Efter forslaget
bliver kommunalbestyrelserne også kompetent myndighed i sådanne sager efter lov om miljøvurdering af
planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), jf. den foreslåede § 17, stk. 3, 2. pkt., som affattet ved
lovforslagets § 2, nr. 1.
Som en konsekvens heraf foreslås det, at § 14 i lov om maritim fysisk planlægning også finder anvendelse på
kommunernes planlægning og administration. Dette betyder, at kommunernes afgørelser efter
sektorlovgivningen, herunder afgørelser om tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger på havet, ikke må
meddeles i strid med havplanen eller forslag til ny havplanlægning, når forslaget er offentliggjort af
erhvervsministeren.
Afgørelser truffet af kommunale myndigheder vil i henhold til § 22 i lov om maritim fysisk planlægning
kunne påklages efter klagebestemmelserne i kystbeskyttelsesloven.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget vil medføre, at der sker en overførsel af opgaver mellem stat og kommuner. Samlet vurderes det,
at lovforslaget vil betyde, at der tilføres kommunerne opgaver svarende til ca. 4,2 årsværk (ca. 2,1 mio. kr.).
Der er i vurderingen taget højde for, at lovforslaget vil lede til en mere effektiv sagsgang og derfor en
administrativ lettelse. Ved at samle kompetencerne i kommunerne og forsimple sagsforløbet, forventes det at
afspejle sig i en administrativ lettelse af sagsbehandlingen som resultat af lovforslaget.
Regionerne har i dag ingen opgaver i forbindelse med kystbeskyttelsesloven, og lovforslaget ændrer ikke på
dette. Forslaget vil således ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser for regionerne.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
Team Effektiv Regulering (TER) har modtaget lovforslaget i præhøring. TER vurderer, at lovforslaget
medfører administrative lettelser på under 4 millioner kroner årligt for erhvervslivet.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indebærer administrative lettelser for borgere, der ønsker at kystbeskytte deres ejendom.
Lovforslaget indebærer således, at færre myndigheder skal træffe afgørelse, og at sagsprocessen i sager
vedrørende kommunale fællesprojekter forenkles. En række dispensationer og tilladelser efter anden
lovgivning erstattes af og inkluderes i kystbeskyttelsestilladelsen. Det drejer sig bl.a. om afgørelser efter
naturbeskyttelsesloven vedrørende fredninger, sø- og åbeskyttelseslinjen, skovbyggelinjen,
fortidsmindebeskyttelseslinjen, og kirkebyggelinjen, dispensationer fra vildtreservatbestemmelser og
afgørelser efter skovloven vedr. fredsskov og beskyttet natur. Endvidere foreslås, at kommunalbestyrelsen
kan beslutte, at afgørelser efter vandløbsloven vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger erstattes af en
tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.
Lovforslaget indebærer også, at der vil være færre afgørelser, der vil kunne påklages selvstændigt.
Kystbeskyttelseslovens bestemmelser om tilsyn, håndhævelse og straf foreslås tilpasset, således at de
afspejler, at tilsynet og håndhævelsen fremover vil skulle føres efter kystbeskyttelseslovens regler. Det
afspejler også, at tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, hvor denne erstatter afgørelser efter anden lovgivning,
er en forudsætning for, at kystbeskyttelse lovligt kan gennemføres uden at komme i strid med regler i denne
anden lovgivning. Det foreslås således, at myndighederne efter loven
–
som det er gældende efter den øvrige
arealregulerende lovgivning
–
uden retskendelse har adgang til offentlige og private ejendomme for at udøve
de beføjelser, der er tillagt dem i medfør af loven.
Lovforslaget indebærer, at miljø- og fødevareministeren i forbindelse med tilladelser til statslig udførelse af
kystbeskyttelsesforanstaltninger får kompetence til at bestemme, at der på en ejendom skal udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger. I den forbindelse kan miljø- og fødevareministeren træffe afgørelse om
ekspropriation til gennemførelse af disse kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Udvidelsen af lovens anvendelsesområde må antages at kunne medføre mindre forøgede administrative
omkostninger for borgere, som fremover vil skulle indhente en tilladelse til udførelse af
kystbeskyttelsesforanstaltninger. Det må imidlertid antages, at langt de fleste ansøgninger om tilladelse til
udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger fra borgere ligger inden for det eksisterende
anvendelsesområde. Endvidere vil kommunernes mulighed for ekspropriation og for at pålægge ejere af fast
ejendom bidragspligt i forhold til kommunale fællesprojekter som følge af udvidelsen af lovens
anvendelsesområde komme til at omfatte et større område.
Da der er tale om forslag, som har til formål at sikre, at gældende bestemmelser fortsat kan finde anvendelse,
er det vurderingen, at de foreslåede ændringer ikke vil have negative konsekvenser for borgernes
retssikkerhed.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke til formål at ændre miljøbeskyttelsesniveauet, men tilsigter alene at ændre på
kompetenceforholdene og at forenkle lovgivningen. Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser, der
foreskriver et bestemt beskyttelsesniveau.
Lovforslaget skal gøre det lettere for kommunerne at gennemføre fællesprojekter for kystbeskyttelse.
Kommunale fællesprojekter vil ofte fremstå mere sammenhængende end enkeltstående løsninger, og et
fællesprojekt kan derfor have en positiv effekt på de landskabelige forhold, hvis alternativet er en række
enkeltstående kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Forslaget om, at den afstand til sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation,
inden for hvilken der ikke må udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger uden tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven, udvides fra 100 til 1000 m, indebærer, at flere kystbeskyttelsesforanstaltninger bliver
omfattet af et nyt tilladelseskrav, udover de krav om tilladelse, dispensation m.v. som måtte følge af anden
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
arealregulerende lovgivning, herunder planloven og naturbeskyttelsesloven. Forslaget vurderes i visse
konkrete sager at kunne have positive miljømæssige konsekvenser, idet det kan bidrage til bedre kommunale
helhedsløsninger. F.eks. vil et tilbagetrukket dige, der ligger højere i terræn end et fremskudt, være mindre i
størrelse og dermed påvirke oplevelsen af kystlandskabet mindre og have mindre påvirkning i et evt.
naturområde.
En konsekvens af at udvide det geografiske anvendelsesområde for tilladelseskravet efter
kystbeskyttelsesloven er, at der for et større område end i dag vil være overlappende snitflader mellem
kystbeskyttelsesreguleringen og den øvrige arealbeskyttende regulering. Det betyder også, at det geografiske
område, hvor tilladelser og dispensationer efter anden lovgivning foreslås inkluderet, jf. afsnit 3.2, er større,
end hvad der gælder i dag.
Det er ikke hensigten at ændre beskyttelsesniveauet med forslagene om at forenkle sagsprocessen ved, at en
række nødvendige dispensationer og tilladelser efter anden lovgivning ikke længeres skal meddeles som
selvstændige afgørelser, men erstattes af tilladelsen til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter
kystbeskyttelsesloven. Når en dispensation eller tilladelse inkluderes i den samlede tilladelse til etablering af
kystbeskyttelse, vil der ikke skulle træffes en afgørelse efter den inkluderede lovgivning. Den samlede
afgørelse vil blive truffet med hjemmel i kystbeskyttelsesloven og ud fra de hensyn, som er angivet i denne.
Det foreslås, at kystbeskyttelseslovens bestemmelse om formålet med kystbeskyttelse ændres, således at det
sikres, at tilladelsesmyndigheden også skal inddrage de hensyn, som de inkluderede regler varetager, og som
ikke allerede er rummet i de hensyn, som i dag kan varetages efter kystbeskyttelsesloven, jf. afsnit 3.3.2.2 .
De hensyn, som de inkluderede regler varetager, vil indgå med samme vægt som de øvrige hensyn, der
fremgår af kystbeskyttelseslovens § 1. Krav i den inkluderede lovgivning om, at praksis for fravigelse skal
være mere eller mindre restriktiv, ved at der f. eks. kun i ”særlige tilfælde” kan gøres undtagelse fra et forbud,
vil derfor ikke have betydning for, om et hensyn i den samlede afvejning efter kystbeskyttelsesloven skal
tillægges mere eller mindre vægt.
Som det i dag er tilfældet i både kystbeskyttelsesloven og den øvrige arealregulerende lovgivning, som
berøres af dette lovforslag, indeholder de foreslåede regler ikke nogen prioritering eller principper for
vægtning af de forskellige
–
til tider modsatrettede hensyn - som reglerne skal tilgodese. Der er således
overladt de administrerende myndigheder et vidt skøn ved afvejningen af, hvilken vægt der skal lægges på de
forskellige hensyn. Dog er myndighederne i deres administration forpligtet til at følge reglerne om
administration vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og bilag IV arter, ligesom
myndighederne ved deres administration er bundet af visse regler i anden lovgivning, herunder natura 2000-
planlægningen og vandplanlægningen, ligesom kommunerne i deres administration skal virke for realisering
af kommuneplanen.
Efter de gældende regler kan der efter naturbeskyttelsesloven dispenseres fra § 3 (beskyttede naturtyper), § 8
(klitfredning) § 15 (strandbeskyttelseslinjen) og § 18 fortidsmindebeskyttelseslinjen
”i særlige tilfælde” og
efter skovlovens § 38 kan ministeren ”i særlige tilfælde” gøre undtagelse fra bl.a. bestemmelser om
fredskov
og beskyttede naturtyper.
For så vidt angår dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper og
naturbeskyttelseslovens § 8 om klitfredning og § 15 om strandbeskyttelseslinjen gælder allerede i dag, at
foranstaltninger, som udføres som led i en kystbeskyttelse af flere ejendomme langs kysten, og hvortil der på
forhånd er meddelt tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse ikke også skal have dispensation efter
naturbeskyttelsesloven. For så vidt angår kystbeskyttelse af enkeltstående ejendomme kræves i dag både
tilladelse efter kystbeskyttelsesloven og dispensation efter naturbeskyttelseslovens regler.
Miljø- og Fødevareministeriet har ikke oplysninger om, hvorvidt praksis for meddelelse af dispensation i
sager vedrørende kystbeskyttelse af enkeltejendomme, hvor der træffes selvstændig afgørelse herom, er mere
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
eller mindre restriktiv end praksis i sager vedrørende beskyttelse af flere ejendomme, hvor afgørelsen træffes
som led i meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.
Det vides derfor heller ikke, om inklusion af dispensationer i sager vedrørende kystbeskyttelse af en enkelt
ejendom, vil påvirke beskyttelsesniveauet. Det er dog forventningen, at forslaget om at udvide ordningen,
ikke i sig selv vil have væsentlig betydning for miljøbeskyttelsesniveauet. Myndighederne vil således skulle
foretage afvejninger af en række modsatrettede hensyn, uanset om der skal træffes én eller flere afgørelser.
Det kan ikke udelukkes, at ændrede klimaforhold og hyppigheden af voldsomt vejr vil medføre, at
myndighederne i deres administration fremadrettet vil vægte hensynet til kystbeskyttelse højere end afspejlet
i hidtidig praksis efter kystbeskyttelsesloven og praksis for dispensation til kystbeskyttelse fra f.eks.
naturbeskyttelseslovens § 3 og §§ 8-19.
Lovforslaget vedrører kun visse arealregulerende afgørelser. Lovforslaget omfatter således ikke tilladelser og
godkendelser i forbindelse med selve anlægsfasen. Det kan f.eks. dreje sig om tilladelse til håndtering af
forurenet jord og til grundvandssænkning samt regler om veje, udbud og arbejdsmiljø m.v.
Hvis en kystbeskyttelsesforanstaltning indebærer, at artsfredningsreglerne ikke kan overholdes, vil den ikke
kunne gennemføres uden dispensation efter de gældende regler herfor.
Sammenfattende er det vurderingen, at lovforslaget ikke vil have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser, der gennemfører ny eller ændret EU-regulering.
En række EU-direktiver har betydning for indholdet af og administrationen af de love, som ændres ved
lovforslaget eller bekendtgørelser, som skal ændres som konsekvens af lovforslaget.
Lovforslaget har betydning for regler, som gennemfører eller indeholder hjemlen til regler, der gennemfører
en række EU-direktiver.
Lovforslaget ændrer således bestemmelser i lov om miljøvurdering, der gennemfører dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private
projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), EU-Tidende 2012, nr. L 26, side 1, og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2011/92/EU om
vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EU-Tidende 2014, nr. L 124, side 1.
Ændringerne vedrører kompetencefordelingen mellem staten og kommunerne i sager om miljøvurdering af
konkrete projekter. Der henvises til afsnit 3.1.4.1.
Lovforslaget indebærer endvidere, at regler om administration i forbindelse med internationale
naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, som gennemfører naturdirektiverne (Rådets
direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992,
nr. L 206, side 7, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om
beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2009, nr. L 20, side 7), skal tilpasses det forhold, at en tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven efter lovforslaget inkluderer en række afgørelser, som i dag træffes som selvstændige
afgørelser efter regler i naturbeskyttelsesloven, skovloven, vandløbsloven eller regler udstedt med hjemmel i
disse love.
Miljømålslovens og skovlovens regler om Natura 2000 planlægning og Natura 2000 skov planlægning
videreføres uændret, og myndighederne er ved udøvelsen af deres beføjelser i henhold til lovgivningen i
øvrigt bundet af planerne. Vandplanlovgivningen, herunder bekendtgørelse nr. 795 af 24. juni 2016om
miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster og bekendtgørelse nr. 794 af 24. juni 2016
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0071.png
om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter, opretholdes ligeledes uændret og skal overholdes af
myndighederne ved administration af lovgivningen.
Lovforslagets bestemmelser vurderes at være i overensstemmelse med Århuskonventionen.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Økonomiske
konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Stat: Ingen
Regioner: Ingen
Kommuner: Ingen
Administrative
konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Stat: Ca. 4,2 årsværk eller 2,1
mio. kr.
Regioner: Ingen
Kommuner: Ingen
Negative konsekvenser/merudgifter
Stat: Ingen
Regioner: Ingen
Kommuner: Ingen
Stat: Ingen
Regioner: Ingen
Kommuner: Ca. 4,2 årsværk eller 2,1 mio. kr.
Økonomiske
konsekvenser for
erhvervslivet
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
Administrative
konsekvenser for
borgerne
Miljømæssige
konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Forekling af sagsgange. Færre
myndigheder og færre
afgørelser.
Ingen væsentlige miljømæssige
konsekvenser
Flere grundejere vil blive omfattet af kravet om
tilladelse til etablering af kystbeskyttelse.
Ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser, der gennemfører ny eller ændret EU-
regulering. Lovforslaget har betydning for regler, som gennemfører eller indeholder
hjemlen til regler, der gennemfører en række EU-direktiver.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0072.png
Overimplementering af
EU-retlige
minimumsforpligtelser
(sæt X)
JA
NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Kystbeskyttelsesloven indeholder både regler vedrørende kystbeskyttelse og andre regler, herunder
vedrørende administration af statens højhedsret på søterritoriet. Det foreslås derfor at ændre lovens titel ved
at tilføje et ”m.v.”,
så det fremgår, at loven indeholder mere end regulering af kystbeskyttelsen.
Til nr. 2
Det foreslås at ændre overskriften af kapitel 1 til
”Formålet
med kystbeskyttelse”. Der er alene tale om en
præcisering af den nugældende overskrift,
der hedder ”Formål”,
idet formålsbestemmelsen i § 1 kun omfatter
formålet med kystbeskyttelse. Lovens § 1 finder derfor også kun anvendelse i forbindelse med kystbeskyttelse
og ikke i forbindelse med administration af statens højhedsret på søterritoriet.
Til nr. 3
Det følger af den gældende § 1, stk. 1, at formålet med kystbeskyttelse er at beskytte mennesker mod
oversvømmelser samt ejendom mod oversvømmelser og nedbrydning fra havet, fjorde eller andre dele af
søterritoriet. Dette formål varetages ved en afvejning af følgende hensyn: 1) Behovet for kystbeskyttelse, 2)
økonomiske hensyn, 3) kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og miljømæssige kvalitet, 4)
kystlandskabets bevarelse og genopretning, 5) naturens frie udfoldelse, 6) rekreativ udnyttelse af kysten, 7)
sikring af den eksisterende adgang til kysten og 8) andre forhold af væsentlig betydning for kystbeskyttelse.
Efter § 1, stk. 1, nr. 8, skal andre forhold af væsentlig betydning for kystbeskyttelse således være en del af
vurderingen af, om der kan gives tilladelse til en kystbeskyttelsesforanstaltning. Andre forhold af væsentlig
betydning kan f.eks. være overordnede eller konkrete planer for et område, hvis gennemførelse ikke kan
forenes med den ansøgte foranstaltning.
Lovforslaget indeholder forslag om at forenkle sagsprocessen ved, at en række nødvendige dispensationer og
tilladelser efter anden lovgivning ikke længeres skal meddeles som selvstændige afgørelser, men erstattes af
tilladelsen til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter kystbeskyttelsesloven.
Når en dispensation eller tilladelse inkluderes i den samlede tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, vil der
ikke skulle træffes en afgørelse efter den inkluderede lovgivning. Den samlede afgørelse vil blive truffet med
hjemmel i kystbeskyttelsesloven og ud fra de hensyn, som er angivet i denne.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Der er allerede i dag et sammenfald mellem flere af de hensyn, der fremgår af kystbeskyttelseslovens § 1 og
de hensyn, der varetages i den lovgivning, der foreslås inkluderet i den samlede kystbeskyttelsestilladelse.
Det drejer sig f.eks. om naturhensyn, landskabelige hensyn og rekreative hensyn. Det kan dog ikke
udelukkes, at der i dag indgår hensyn i de skøn, som myndighederne foretager, som ikke naturligt kan
indeholdes i den nugældende bestemmelse i kystbeskyttelsesloven om formålet med kystbeskyttelse. Det
kunne f. eks. være kulturhistoriske hensyn, jf. naturbeskyttelseslovens § 1, stk. 2, nr. 2, eller hensynet i
vandløbslovens § 1 om, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand, spildevand og
drænvand.
Hvis disse hensyn ikke kommer til at indgå i den samlede tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, vil der
ikke kunne lægges vægt på dem i forbindelse med kystbeskyttelsestilladelsen, og der vil ikke kunne fastsættes
vilkår i kystbeskyttelsestilladelser til varetagelse af de pågældende hensyn. En sådan ændring vil få betydning
for det aktuelle beskyttelsesniveau, hvilket ikke er formålet med lovforslaget. Det foreslås derfor, at
kystbeskyttelseslovens bestemmelse om, at der ved stillingtagen til en ansøgning om etablering af
kystbeskyttelse skal lægges vægt på ”andre forhold af væsentlig betydning for kystbeskyttelse” ændres
til
”andre forhold”,
så hensynet derudover kan rumme de hensyn, som de inkluderede regler varetager.
Krav i den inkluderede lovgivning om, at praksis for fravigelse skal være mere eller mindre restriktiv, ved at
der f. eks. kun i ”særlige tilfælde” kan gøres undtagelse fra et forbud, vil derfor ikke have betydning for, om et
hensyn i den samlede afvejning efter kystbeskyttelsesloven skal tillægges mere eller mindre vægt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2.
Til nr. 4
Med lovforslaget vil kompetencen til at give tilladelse til kystbeskyttelsesprojekter som udgangspunkt overgå
til kommunerne. Undtaget fra udgangspunktet er kystbeskyttelsesprojekter med staten som bygherre, jf.
lovforslagets § 1, nr. 8.
Kommunernes kompetence foreslås derfor udvidet i forhold til i dag, hvor kommunernes kompetence alene
fremgår af kapitel 1 a. Det foreslås derfor at ændre titlen på kapitlet, så det fremgår, at det fortsat regulerer
projekter, der omfatter flere ejendomme, dvs.
”fællesprojekter”,
og samtidig gennemføres via en kommunal
proces.
Til nr. 5
Kommunalbestyrelsen skal efter den gældende lovs § 2, stk. 1, indhente en udtalelse fra miljø- og
fødevareministeren, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt et kommunalt fællesprojekt skal fremmes eller
ej. Der gælder i dag ingen frist for, hvornår miljø- og fødevareministeren skal afgive sin udtalelse om
projektet. For at sikre en mere effektiv sagsproces foreslås det, at der fastsættes en frist på 4 uger for miljø-
og fødevareministerens (Kystdirektoratets) udtalelse om de foreslåede kystbeskyttelsesforanstaltninger efter
lovens § 2. Fristen løber fra kommunalbestyrelsen har oplyst sagen tilstrækkeligt, herunder ved at afgive den
redegørelse, der følger af den gældende § 2, stk. 2. Der er ikke i loven fastsat en sanktion for overtrædelse af
fristen.
Til nr. 6
Efter den gældende lovs
§ 5, stk. 5,
skal kommunalbestyrelsen efter en gennemført proces efter lovens kapitel
1 a og afgørelse om at ville gennemføre et kommunalt fællesprojekt ansøge miljø- og fødevareministeren om
tilladelse til etablering af kystbeskyttelse efter den gældende lovs §§ 16 og 16 a.
I og med at kommunalbestyrelsens afgørelse om endelig godkendelse af en kommunal fællesløsning og den
efterfølgende tilladelse til etablering af kystbeskyttelse foreslås slået sammen til én ny samlet afgørelse, er
bestemmelsen i kystbeskyttelseslovens § 5, stk. 5, om at kommunalbestyrelsen skal søge miljø- og
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
fødevareministeren om tilladelse, ikke længere anvendelig. Kravet om, at sagsbehandlingen indledes med en
formel ansøgning, er imidlertid ikke overflødigt, og det foreslås derfor, at der indsættes et formelt krav om
ansøgning i loven, jf. den foreslåede § 1, nr. 8.
For kommunale fællesprojekter foreslås det, at der først skal indgives en formel ansøgning efter, at
kommunalbestyrelsen har taget stilling til, om en sag skal fremmes efter kystbeskyttelseslovens § 2 a, men
før kystbeskyttelsesprojektet sendes i høring. Ofte vil det være kommunen selv, der som bygherre indgiver
ansøgningen, men det kan også f.eks. være et digelag, som kommunalbestyrelsen kan oprette efter loven.
Til nr. 7
Den foreslåede
§ 2 a, stk. 4,
er en ny bestemmelse. Bestemmelsen forpligter kommunalbestyrelsen til, når der
er truffet afgørelse om fremme af et kommunalt fællesprojekt, på sin hjemmeside løbende at offentliggøre
oplysninger om, hvornår de enkelte processkridt i forbindelse med sagen forventes afsluttet, samt at
ajourføre oplysningerne, hvis der opstår forsinkelser. De processkridt, der kan tænkes offentliggjort, er f.eks.
borgermøder, ansøgning efter den foreslåede § 4, stk. 1, proces i forbindelse med VVM-procedure, høring
efter den foreslåede § 5, stk. 2, og afgørelse efter den foreslåede § 3, stk. 1.
Baggrunden for bestemmelsen er et ønske om, at grundejerne løbende skal kunne holde sig ajour med sagen.
Til nr. 8
Det foreslås, at §§ 3
–
5 ophæves.
Der foreslås indsat et nyt
kapitel 1 b,
der regulerer de statslige kystbeskyttelsesprojekter. Det drejer sig om de
projekter, som miljø- og fødevareministeren kan meddele tilladelse til efter den foreslåede § 3, stk. 6.
I kapitlet foreslås indsat en ny
§ 2 b,
hvorefter miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at der ved en kyst
skal udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger med staten som bygherre.
Uanset at staten finansierer (eventuelt med kommunal medfinansiering), de projekter, der er omfattet af
bestemmelsen, kan det ikke udelukkes, at en ejer af en ejendom, hvorpå staten vil udføre
kystbeskyttelsesforanstaltninger, vil modsætte sig dette. Der foreslås derfor indsat en bestemmelse om, at
miljø- og fødevareministeren kan bestemme dette. Udførelse kræver også tilladelse efter den foreslåede § 3,
stk. 1, jf. § 3, stk. 6.
Der foreslås indsat et nyt
kapitel 1 c,
der regulerer tilladelser til kystbeskyttelse. Kapitlet regulerer både
tilladelser, som gives af miljø- og fødevareministeren, dvs. kystbeskyttelsesforanstaltninger med staten som
bygherre, og tilladelser som gives af kommunerne, dvs. både kommunale fællesprojekter, der er igangsat
efter lovens § 1 a, og øvrige projekter, hvor f.eks. en enkelt grundejer ønsker tilladelse til at kystbeskytte sin
ejendom.
Der foreslås indsat en ny § 3 i loven, der skal regulere den samlede kystbeskyttelsestilladelse, der rummer de
afgørelser om kystbeskyttelsesforanstaltninger, der i dag meddeles efter lovens § 5, stk. 1, og §§ 16 og 16 a
samt visse afgørelser efter anden lovgivning.
Den nye samlede kystbeskyttelsestilladelse er beskrevet i de almindelige bemærkningers afsnit 3.1.1.
Ved tilladelsesmyndighedens vurdering af om der skal gives tilladelse til udførelse af en
kystbeskyttelsesforanstaltning, skal formålet med kystbeskyttelse, og de hensyn der fremgår heraf, indgå.
De hensyn, som inkluderede regler varetager, skal endvidere indgå i vurderingen, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
Der henvises endvidere til pkt. 3.3.2.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Da de hensyn, som den inkluderede lovgivning varetager, også skal indgå i skønnet over, om der efter den
foreslåede § 3, stk. 1, skal gives tilladelse til kystbeskyttelse, skal disse hensyn
–
i overensstemmelse med
forvaltningslovens almindelige begrundelseskrav - også angives i begrundelsen for afgørelsen i det omfang,
der er tale om hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Den foreslåede
§ 3, stk. 1,
definerer inden for hvilket område, der kræves tilladelse for etablering af
kystbeskyttelsesforanstaltninger. Der kræves således ikke tilladelse efter § 3, stk. 1, hvis der ønskes etableret
kystbeskyttelsesforanstaltninger udenfor det angivne område.
Anvendelsesområdet er i gældende ret defineret i § 16, stk. 1, og § 16 a, stk. 1.
Det foreslås, at tilladelseskravet på søterritoriet videreføres uændret, men at det på land udvides fra at dække
strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden
sammenhængende landvegetation, samt på arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m fra, hvor denne
vegetation begynder, til at dække strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes
sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, samt på arealer, der ligger inden
for en afstand af 1000 m fra, hvor denne vegetation begynder.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
§ 3, stk. 2,
hvorefter
kystbeskyttelsesforanstaltninger, der opføres som en del af de i stk. 1 nævnte, men som er beliggende uden
for de nævnte arealer, kun må udføres efter tilladelse efter stk. 1.
Det foreslås derfor, at tilladelsesordningen udvides, så der ikke uden tilladelse kan udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger, der helt eller delvis er beliggende på strandbredder og andre
kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende
landvegetation, samt på arealer, der ligger inden for en afstand af 1000 m fra, hvor denne vegetation
begynder.
Det betyder, at udførelsen af kystbeskyttelsesforanstaltninger, der er beliggende inden for 1000 meters
grænsen, kræver tilladelse. Etablering af anlæg og andre foranstaltninger, der er beliggende udenfor 1000
meters grænsen vil også kræve tilladelse, hvis de opføres i sammenhæng med et anlæg eller en
foranstaltning, der er beliggende inden for 1000 meters grænsen.
Det foreslås, at den geografiske afgrænsning af, på hvilke områder kommunalbestyrelsen kan bestemme, at
der skal udføres kommunale fællesprojekter, fastsættes, så det svarer til anvendelsesområdet for
tilladelseskravet, dvs. de foreslåede § 3, stk. 1 og 2. Derved sikres det også, at kystbeskyttelseslovens
bestemmelser om ekspropriation og bidragsfordeling i forbindelse med kommunale fællesprojekter omfatter
de projekter, der er omfattet af tilladelseskravet, og de fordele, der foreslås knyttet dertil.
Med den foreslåede
§ 3, stk. 3,
foreslås kommunalbestyrelsen tillagt kompetencen til at give tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger med undtagelse af de kystbeskyttelsesforanstaltninger, der udføres med
staten som bygherre.
Den enkelte kommunes geografiske kompetenceområde på søterritoriet er defineret i den foreslåede
§ 3, stk.
4.
De kystbeskyttelsesforanstaltninger, som det foreslås, at kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til, kan
være beliggende både på kysten og på søterritoriet, og hvor det på kysten er klart, at en kommune kan give
tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger, der er beliggende inden for kommunegrænsen, er der ikke en
tilsvarende grænse for kommunernes kompetence på søterritoriet. Der vil derfor være behov for at foretage
en geografisk afgrænsning af, hvor på søterritoriet den enkelte kommune er kompetent.
Det foreslås derfor, at kommunernes kompetence på søterritoriet afgrænses således, at en kommune kan give
tilladelse til udførelse af kystbeskyttelse på søterritoriet til foranstaltninger, der beskytter grunde i den
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
pågældende kommune. Det betyder, at en kommune i nogle situationer kan give tilladelse til en
foranstaltning, der er helt eller delvis placeret ud for kystlinjen i en nabokommune. Da en sådan
kystbeskyttelsesforanstaltning kan have betydning for nabokommunen f. eks. landskabelige konsekvenser,
foreslås det, at der indføres et krav om, at kommunerne skal tage behørigt hensyn til andre kommuner, når
der gives tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger, jf. den foreslåede § 3, stk. 5.
I den foreslåede
§ 3, stk. 6,
får miljø- og fødevareministeren kompetencen til at give tilladelse til etablering af
kystbeskyttelsesforanstaltninger, hvor staten er bygherre. Det drejer sig f.eks. om den løbende
kystbeskyttelse langs den jyske vestkyst, som Kystdirektoratet forestår, men det kan også dreje sig om
kystbeskyttelsesprojekter, som andre statslige myndigheder forestår.
Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.1.
Den foreslåede
§ 3, stk. 7,
er en videreførelse af den gældende § 16, stk. 3, og § 16 a, stk. 3.
De vilkår, der kan stilles ved tilladelser til etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger, skal ses i lyset af
ændringen af formålet med kystbeskyttelse til også at rumme hensyn, som de inkluderede regler varetager.
De ændrede hensyn betyder, at der i tilladelser til etablering af kystbeskyttelse også kan stilles vilkår, der
varetager de hensyn, som de inkluderede regler varetager.
Med en foreslåede
§ 3, stk. 8,
foreslås det videreført, at vilkår for tilladelse efter stk. 1 kan tinglyses på
ejendommen for ejerens regning.
Den foreslåede
§ 3 a
er en ny bestemmelse, som afspejler forslaget om, at en tilladelse efter den foreslåede §
3 til kystbeskyttelse erstatter tilladelser, godkendelser m.v. efter anden lovgivning i overensstemmelse med
reglerne i naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven og regler fastsat i medfør af disse
love, som er nødvendige for at gennemføre de tilladte foranstaltninger. Forslaget skal således ses i
sammenhæng med de foreslåede ændringer i lovforslagets §§ 3-5 og de almindelige bemærkninger i afsnit
3.2.
Efter forslaget kan det endvidere i overensstemmelse med vandløbsloven bestemmes, at en tilladelse efter
den foreslåede § 3 erstatter tilladelser, godkendelser m.v., som er nødvendige for at gennemføre de påbudte
foranstaltninger. Det foreslås, at lade det være op til tilladelsesmyndigheden efter kystbeskyttelsesloven at
tage konkret stilling til, om det er hensigtsmæssigt at en tilladelse efter vandløbsloven til
kystbeskyttelsesforanstaltninger meddeles som en selvstændig afgørelse eller kan erstattes af tilladelsen efter
kystbeskyttelsesloven. Baggrunden er, at det er vurderingen, at det vil afhænge af det konkrete projekt, om
det vil være en forenkling, at en afgørelse efter kystbeskyttelsesloven inkluderer afgørelser efter
vandløbsloven vedrørende de relevante kystbeskyttelsesforanstaltninger, eller om sammenhængen med de
øvrige tilknyttede afgørelser efter vandløbsloven taler for at behandle den samlede vandløbsregulering i en
afgørelse efter vandløbsloven. Endvidere vil projekter der vedrører vandløbsregulering af offentlige vandløb
forudsætte, at vandløbsmyndigheden ændrer regulativet for berørte vandløb.
Det er derfor vurderingen, at det vil være hensigtsmæssigt at give kommunalbestyrelsen mulighed for i den
konkrete sag at beslutte, om tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven skal erstatte en afgørelse efter
vandløbsloven eller om det i den konkretes sag vil være hensigtsmæssigt, at alle foranstaltninger som led i
eller i tilknytning til kystbeskyttelse, som er omfattet af vandløbslovgivningen og derfor nødvendiggør et
vandløbsreguleringsprojekt, behandles efter vandløbslovens regler og omfattes af en selvstændig afgørelse
efter vandløbsloven.
For så vidt angår sager vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger, hvor staten bevarer
tilladelseskompetencen, er det vurderingen, at vandløbsreguleringsprojekter også fremadrettet bør besluttes
og godkendes af vandløbsmyndigheden, dvs. kommunalbestyrelsen. Det er således efter det foreslåede § 7 b,
stk. 1, 2. pkt., i vandløbsloven, kommunalbestyrelsen, der efter forudgående samtykke fra miljø- og
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
fødevareministeren beslutter, om tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven skal erstatte en afgørelse efter
vandløbsloven.
Der henvises til den ved lovforslagets § 6, nr. 1, forslåede nye § 7 b i vandløbsloven og de almindelige
bemærkninger afsnit 3.2.5.
Efter det foreslåede
stk. 2
skal en tilladelse efter § 3 indeholde oplysninger om, hvilke afgørelser efter anden
lovgivning, tilladelsen erstatter. Ved afgørelsen om meddelelse af tilladelse til kystbeskyttelse skal
tilladelsesmyndigheden således tage stilling til, i hvilket omfang tilladelsen til gennemførelse af
kystbeskyttelse erstatter afgørelser efter anden lovgivning i overensstemmelse med bestemmelserne herom i
den relevante lovgivning.
Den foreslåede
§ 3 b
er en ny bestemmelse i kystbeskyttelsesloven. Det foreslås, at miljø- og
fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at bestemte typer af sager efter loven skal
behandles og afgøres samtidig med visse afgørelser efter lov om vandløb. Forslaget skal ses i sammenhæng
med det foreslåede § 3 a, stk. 2, og med den tilsvarende bemyndigelse i vandløbslovens § 70 b, som foreslås
ændret ved lovforslagets § 6, nr. 2.
Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse vil der kunne fastsættes regler, som sikrer, at behandlingen af
sager vedrørende vandløbsregulering m.v. i tilknytning til kystbeskyttelse så vidt muligt sker parallelt med
sagsbehandlingen af de foranstaltninger, som også er kystbeskyttelsesforanstaltninger efter
kystbeskyttelsesloven, og afgørelserne herom som udgangspunkt skal træffes og offentliggøres samtidigt.
I hovedparten af sagerne vil det være en kommunalbestyrelse, der er myndighed efter begge regelsæt. Det vil
dog også kunne forekomme, at flere kommunalbestyrelser skal træffe afgørelse vedrørende forskellige dele af
projektet. Eksempelvis kan en kystbeskyttelsesforanstaltning i en kommune have konsekvenser for et
vandløb eller vandløbssystem, som også gennemløber en eller flere andre kommuner. Endelig vil der kunne
forekomme sager, hvor staten fortsat er myndighed efter kystbeskyttelsesloven. Når afgørelserne træffes
samtidig, vil fristen for indbringelse af afgørelserne for klageinstansen også blive den samme.
Bemyndigelsen forventes kun udnyttet, såfremt de foreslåede regler i § 3 og § 3 a i praksis viser sig ikke at
være tilstrækkelige til at sikre en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af sagsbehandlingen.
Der foreslås indsat en ny § 4, der angiver, at ansøgning skal indgives til den kompetente myndighed. Den
kompetente myndighed er defineret i den foreslåede § 3, stk. 3, 4 og 6.
Den gældende § 4 videreføres i vidt omfang i den foreslåede § 5, jf. nedenfor.
Regler om ansøgning er endvidere beskrevet i afsnit 3.3.3 i de almindelige bemærkninger.
I
stk. 2
foreslås indført en hjemmel til, at miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om krav til
ansøgningen, hvilke oplysninger den skal indeholde, og om dens form, herunder om digital kommunikation.
Der kan i den sammenhæng tages højde for de gældende regler i miljøvurderingslovens § 19 om krav til
indholdet af bygherres ansøgning, da de oplysninger, som ansøgningen skal indeholde, skal udgøre
grundlaget for, at den kompetente myndighed kan tages stilling til, om projektet skal VVM-vurderes eller om
dets virkninger på internationale naturbeskyttelsesområder skal konsekvensvurderes forud for, at der træffes
afgørelse om, hvorvidt projektet kan tillades.
Der foreslås indsat en ny § 5.
Det foreslåede § 5, stk. 1, er en videreførelse af den gældende § 16 c, stk. 1, for så vidt angår nabohøring over
ansøgninger om etablering af kystbeskyttelse og offentliggørelse af disse. Bestemmelsen skal ses som
supplement til forvaltningslovens almindelige regler om partshøring.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Offentliggørelseskravet foreslås udvidet således, at det er alle ansøgninger, der skal offentliggøres på
myndighedens hjemmeside.
Den gældende § 16 c, stk. 1, vedrører også underretning og offentliggørelse af afgørelser. Disse regler foreslås
reguleret i den foreslåede § 5 b.
For de kommunale fællesprojekter, der er igangsat efter lovens § 1 a, er der en særlig hørings- og
offentlighedsproces, der er beskrevet i det foreslåede stk. 2.
I
stk. 2
foreslås, at der for kommunale fællesprojekter fremover skal være en offentlig høring, der svarer til
den høring, der i dag gælder for kommunale fællesprojekter, jf. den gældende § 4. Det foreslås samtidig, at
høringskredsen udvides til også at omfatte ejere af de naboejendomme til kystbeskyttelsesforanstaltninger,
der i dag er omfattet af den nabohøring, der følger af lovens § 16 c, og som knytter sig til Kystdirektoratets
tilladelse til kystbeskyttelse efter den gældende lovs § 16 og § 16 a. Da høringskredsen for de kommunale
fællesprojekter omfatter ”interessenter” efter kystbeskyttelseslovens regler om klageberettigede, og da de
klageberettigede, jf. nedenfor, for kommunalbestyrelsens afgørelser foreslås udvidet, foreslås det, at
høringskredsen tilpasses ved, at interessenter, der har givet meddelelse herom til kommunalbestyrelsen, skal
høres. Ved interessenter forstås de organisationer og foreninger, der er klageberettigede efter den foreslåede
bestemmelse om klage over afgørelser efter loven.
Den foreslåede
stk. 3
er en videreførelse af den gældende § 4, stk. 2. Det foreslås således, at den hidtil
gældende høringsperiode på mindst 4 uger for kommunale fællesprojekter, der er igangsat efter lovens § 1 a
uger, videreføres.
Med den foreslåede
stk. 4
videreføres det gældende krav i lovens § 4, stk. 3, til indholdet af det materiale, der
sendes i offentlig høring.
Den foreslåede
§ 5 a
er en videreførelse af den gældende § 5, stk. 1 og 2. Udover de konsekvensrettelser, der
er nødvendige som følge af, at bestemmelsen er flyttet, er der alene i den foreslåede stk. 1 ændret i
henvisningen til, hvilken bestemmelse afgørelsen om at gennemføre et kommunalt fællesprojekt, der er
igangsat efter lovens § 1 a, træffes efter. Ændringen er en konsekvens af, at der for kommunale
fællesprojekter fremover træffes én samlet afgørelse efter den foreslåede § 3, stk. 1. Der henvises endvidere til
afnist 3.1.1 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede
§ 5 b
er en videreførelse af den gældende lovs § 16 c og § 5, stk. 3 og 4, for så vidt angår
underretning om afgørelser vedrørende etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Den foreslåede
stk. 1
vedrører underretning om afgørelser for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger,
der ikke er igangsat efter § 1 a.
Det foreslås, at kredsen af personer m.v., der skal underrettes, udvides til også at omfatte klageberettigede
personer, organisationer og foreninger efter den foreslåede § 18 a, stk. 1, nr. 6-9, samt berørte offentlige
myndigheder.
Afgørelser skal dog alene meddeles de foreninger og organisationer, der har anmodet tilladelsesmyndigheden
om at modtage underretning om afgørelserne.
Det foreslås derudover at udvide de nuværende regler om offentliggørelse således, at alle afgørelser skal
offentliggøres på myndighedens hjemmeside.
Den foreslåede
stk. 2
vedrører underretning om afgørelser for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger,
der er igangsat efter § 1 a.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Det foreslås at fastholde, at høringsberettigede skal underrettes om afgørelser om etablering af kommunale
fællesprojekter, og som noget nyt foreslås det, at også berørte offentlige myndigheder skal underrettes.
Afgørelsen skal tillige offentliggøres.
Til nr. 9
Der foreslås indsat et nyt
kapitel 1 d,
der regulerer ekspropriation til kystbeskyttelse.
Til nr. 10
Kommunalbestyrelsen kan efter den gældende § 6, stk. 1, træffe afgørelse om ekspropriation til
gennemførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger, der behandles af kommunalbestyrelsen efter lovens
kapitel 1 a (kommunale fællesprojekter).
Som en konsekvens af, at § 6, stk. 1, fremover vil være placeret i et særligt kapitel om ekspropriation til
kystbeskyttelse, foreslås det derfor, at det præciseres, at bestemmelsen også fremover omfatter kommunale
fællesprojekter, der er igangsat efter § 1 a.
Til nr. 11
Det kan ikke generelt udelukkes, at en afgørelse efter § 2 b om, at der på en ejendom skal udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger med staten som bygherre, uanset at ejeren af ejendommen modsætter sig
dette, kan have karakter af en afståelse efter grundlovens § 73, stk. 1, 2. og 3. pkt., og derfor må ske ved
ekspropriation.
Det foreslås derfor, at miljø- og fødevareministeren får kompetence til at træffe afgørelse om ekspropriation
til gennemførelse af statslige kystbeskyttelsesforanstaltninger, som der efter § 2 b er truffet afgørelse om at
udføre på en ejendom.
Til nr. 12
Der foreslås indsat et nyt kapitel 2, der indeholder en række af de bestemmelser, der i den gældende lov er
indeholdt i kapitel 1 a og 2. Bestemmelserne vedrører alle kommunale fællesprojekter og udgør ikke
regulering af kystbeskyttelsestilladelsen eller processkridt hertil, der er indeholdt i de foreslåede kapitler 1 a
og 1 c.
Til nr. 13
Efter den gældende § 9 bestemmer kommunalbestyrelsen, hvorledes midlerne til
kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal tilvejebringes, herunder om der skal optages lån, om lån skal
garanteres af kommunen, og om kommunen midlertidigt skal afholde udgiften.
Efter den gældende § 9 a, stk. 2, kan miljø- og fødevareministeren, hvis en kommune bidrager med et beløb,
ud over hvad der måtte være pålagt kommunen i henhold til stk. 1, efter indstilling fra kommunen pålægge
en anden kommune, der er berørt af den pågældende kystbeskyttelsesforanstaltning, at bidrage med indtil
samme beløb.
Bestemmelsen i § 9 a, stk. 2, indeholder en forudsætning om og dermed hjemmel til, at en kommune, udover
hvad kommunen måtte blive pålagt at yde i bidrag som grundejer, som offentlig myndighed kan yde støtte til
etablering af en kystbeskyttelsesforanstaltning.
Som følge af, at § 9 a, stk. 2, ophæves, jf. forslagets § 1, nr. 15, foreslås det, at der i § 9 indsættes hjemmel til
at kommunalbestyrelsen kan beslutte endeligt at afholde udgiften til udførelse af
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
kystbeskyttelsesforanstaltninger. Kommunalbestyrelsen vil efter bestemmelsen kunne yde hel eller delvis
støtte.
Til nr. 14
Det foreslås i
§ 9 a, stk. 1,
at ændre: ”§ 5” til: ”§ 3 om et projekt, der er igangsat efter § 1 a,”.
Der er tale om en
konsekvensrettelse som følge af, at det efter lovforslaget ændres efter hvilken bestemmelse, der træffes
afgørelse om at gennemføre et kommunalt fællesprojekt, der er igangsat efter lovens § 1 a. For kommunale
fællesprojekter træffes der således fremover én samlet afgørelse efter forslagets § 3, stk. 1.
Til nr. 15
Efter den gældende § 9 a, stk. 2, kan miljø- og fødevareministeren, hvis en kommune bidrager med et beløb,
ud over hvad der måtte være pålagt kommunen i henhold til stk. 1, efter indstilling fra kommunen pålægge
en anden kommune, der er berørt af den pågældende beskyttelsesforanstaltning, at bidrage med indtil
samme beløb.
For at understøtte regeringens intention om, at kommunerne selv skal have den fulde rådighed over og
ansvaret for processen for tilvejebringelse af kommunale fællesprojekter, foreslås det, at § 9 a, stk. 2,
ophæves.
Til nr. 16
Efter den gældende § 10 kan miljø- og fødevareministeren bestemme, at en sag, der har betydning for en
kyststrækning i flere kommuner, henvises til behandling i den ene kommunalbestyrelse.
For at understøtte regeringens intention om, at kommunerne selv skal have den fulde rådighed over og
ansvaret for processen for tilvejebringelse af kommunale fællesprojekter, foreslås det, at § 10 ophæves.
Til nr. 17
Den gældende kapitel
2 har overskriften ”Kystbeskyttelsens opretholdelse”. Det er vurderingen, at
overskriften ikke er dækkende. Overskriften foreslås derfor ophævet. Endvidere er det vurderingen, at
kapitel 2 bør omfatte bestemmelserne om regulering af kommunale fællesprojekter om kystbeskyttelse.
Lovforslaget indeholder derfor i nr. 12 forslag om indsættelse af en ny overskrift til kapitel 2 før § 7.
Til nr. 18
Efter den gældende § 11 finder kapitel 1 a tilsvarende anvendelse på ændring og nedlæggelse eller ophør af
allerede bestående eller besluttede kystbeskyttelsesforanstaltninger. Som følge af de foreslåede ændringer af
kapitelinddelingen foreslås henvisningen til kapitel 1 ændret til en henvisning til reglerne om kommunale
fællesprojekter, der er igangsat efter § 1 a. Disse regler omfatter reglerne i kapitel 1 a og kapitel 2, som
foreslået ved denne lov. Forslaget skal ses i sammenhæng med de foreslåede ændringer i § 1, nr. 12 og nr. 17.
Til nr. 19
Efter den gældende § 11, stk. 2, finder §§ 2-5 anvendelse på kommunalbestyrelsens afgørelse om
udgiftsfordeling. Henvisningen er en henvisning til procedureregler for kommunale fællesprojekter. Det
foreslås, at reglerne om kommunale fællesprojekter, der er igangsat efter § 1 a finder tilsvarende anvendelse
på kommunalbestyrelsens afgørelser om ændring af en udgiftsfordeling, herunder en udgiftsfordeling, der er
fastlagt inden lovens ikrafttræden. Reglerne findes i kapitel 1 a og kapitel 2, som foreslået ved denne lov.
Til nr. 20
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Det foreslås, at de gældende regler i § 14 ophæves. § 14 foreslås med det foreslåede nr. 42 videreført som en
ny § 19 h.
Til nr. 21
Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel 3, der omfatter øvrige foranstaltninger. Ved øvrige
foranstaltninger menes foranstaltninger, der ikke er kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Til nr. 22
Det foreslås, at de gældende regler i § 16 ophæves. De i § 16 indeholdte bestemmelser foreslås videreført i § 3
for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger og § 16 a for så vidt angår øvrige foranstaltninger. Der
henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 8 vedrørende § 3 og bemærkningerne til § 1, nr. 23 og 24 vedrørende
§ 16 a.
Til nr. 23
Idet det foreslås, at der i loven fremover er en klar adskillelse mellem reglerne om tilladelse til etablering af
kystbeskyttelse, der er reguleret i det foreslåede kapitel 1 c, og reglerne om tilladelse til øvrige
foranstaltninger, der er reguleret i det foreslåede kapitel 3, foreslås reguleringen i de eksisterende §§ 16 og 16
a også delt i en bestemmelse, der vedrører tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, jf.den foreslåede § 3, stk.
1, og en bestemmelse, der vedrører tilladelse til øvrige foranstaltninger, jf. den foreslåede § 16 a.
Den foreslåede tilføjelse
”til andre formål end kystbeskyttelse”
til § 16 a, stk. 1, er en konsekvens af denne
opdeling. Den har ikke materiel betydning.
Til nr. 24
Ligesom det foreslåede stk. 1 er det foreslåede stk. 3 en konsekvens af adskillelsen af reglerne om tilladelse til
etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger og tilladelse til øvrige foranstaltninger. Det foreslåede stk. 2
viderefører således den gældende § 16, stk. 1, for så vidt angår de foranstaltninger, der ikke er
kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Anvendelsesområdet for tilladelseskravet for øvrige foranstaltninger foreslås ikke udvidet, som det er
tilfældet for kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Til nr. 25
Den foreslåede ændring af en konsekvensændring som følge af adskillelsen af reglerne om tilladelse til
etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger og tilladelse til øvrige foranstaltninger. Bestemmelsen
viderefører således den gældende lovs § 16, stk. 3, og § 16 a, stk. 3, for så vidt angår vilkår for tilladelse til
andre foranstaltninger end kystbeskyttelse.
Til nr. 26
Med den foreslåede
§ 16 a, stk. 5,
foreslås det videreført, at vilkår for tilladelse til andre foranstaltninger end
kystbeskyttelse efter det under § 1, nr. 25 foreslåede stk. 3 kan tinglyses på ejendommen for ejerens regning.
Der henvises endvidere til bemærkningerne til nr. 29.
Til nr. 27
Den foreslåede ændring, der vedrører en henvisning, er en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1,
nr. 8.
Til nr. 28
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Den foreslåede ændring af lovens § 16 c, stk. 1, er en konsekvens af, at sagsproces og afgørelse vedrørende
tilladelse til kystbeskyttelse adskilles fra proces og tilladelse til øvrige foranstaltninger. Efter den foreslåede
ændring vil § 16 c alene vedrøre nabohøring og offentliggørelse for ansøgninger og tilladelser efter §§ 16 a og
b.
Endvidere foreslås ”Kystdirektoratet” ændret til ”myndigheden”, idet det generelt
bør undgås at angive navne
på styrelser og direktorater i love for at undgå at skulle lave en lovændring ved navneskift, ressortomlægning
eller lignende.
Til nr. 29
Det følger af § 16 c, stk. 2, at vilkår for tilladelse efter § 16, stk. 1, og § 16 a, kan tinglyses på ejendommen for
ejerens regning.
Bestemmelsen foreslås ophævet og foreslås ved ændringsforslag § 1, nr. 8, erstattet af en tilsvarende
bestemmelse i det foreslåede § 3, stk. 8, for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger, og ved
ændringsforslag § 1, nr. 27, erstattet af en tilsvarende bestemmelse i det foreslåede § 16 a, stk. 5, som
vedrører øvrige foranstaltninger.
Til nr. 30
Det foreslås, at § 17 ophæves. Bestemmelsen foreslås med det foreslåede § 1,nr. 42, videreført som § 19 g
med uændret ordlyd.
Til nr. 31
Efter den gældende lovs § 18, stk. 1, kan Kommunalbestyrelsens afgørelse om at gennemføre et kommunalt
fællesprojekt efter den gældende lovs § 5, stk. 1, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Der er fuld
prøvelse af afgørelsen.
Miljø- og fødevareministerens afgørelse om tilladelse til kystbeskyttelse, både kommunale fællesprojekter og
øvrige kystbeskyttelsesforanstaltninger, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet for så vidt angår
retlige forhold, jf. den gældende lovs § 18, stk. 3.
Da kommunalbestyrelsens afgørelse om at gennemføre en helhedsløsning efter den gældende lovs § 5, stk. 1,
og miljø- og fødevareministerens kompetence til at give tilladelse til etablering af kystbeskyttelse efter den
gældende lovs § 16 og § 16 a samles hos kommunerne i én samlet afgørelse, er der behov for at fastsætte ét
samlet klageregelsæt i stedet for i dag, hvor der er nogle klageregler for afgørelsen efter § 5, stk. 1, og nogle
andre for afgørelsen efter § 16. Der henvises herved til afsnit 3.3.3. i de almindelige bemærkninger.
En konsekvens af, at tilladelser og dispensationer efter anden lovgivning inkluderes i
kystbeskyttelsestilladelsen, er, at der ikke træffes afgørelse efter disse regler, og at der derfor heller ikke er en
afgørelse, der kan påklages efter de klageregler, der i øvrigt fremgår af den lovgivning, som den inkluderede
regel vedrører.
Konsekvensen er derfor, at den nye samlede afgørelse om etablering af kystbeskyttelse, der vil inkludere
nødvendige tilladelser og dispensationer efter anden lovgivning, jf. afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger,
kan påklages efter de regler, der er fastsat i kystbeskyttelsesloven.
Det foreslås, at den nye samlede kystbeskyttelsesafgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet
for så vidt angår retlige forhold. Det svarer til de nuværende regler for prøvelsens omfang for afgørelser om
tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, men det vil være en begrænsning af prøvelsens omfang i forhold til
kommunens afgørelse om at gennemføre en kommunal helhedsløsning, hvor der i dag er fuld prøvelse.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Det vil også være en begrænsning i forhold til den prøvelse, der foretages for afgørelser efter
naturbeskyttelsesloven og skovloven.
Det foreslås, at kredsen af klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven udvides, så alle der kan klage over
afgørelser efter kystbeskyttelsesloven i dag samt klageberettigede efter de regler, der foreslås inkluderet i en
kystbeskyttelsestilladelse, fremover kan klage over den samlede tilladelse til kystbeskyttelse.
Dog foreslås det, at naturbeskyttelseslovens regler om, at en dispensation i strid med en frednings formål kan
påklages af enhver, der under sagen har givet møde for fredningsnævnet eller fremsat ønske om
underretning om sagens afgørelse, ikke overføres på den samlede kystbeskyttelsestilladelse, da en sådan
generel klageadgang, hvor personer uden interesse i sagen i øvrigt kan klage, ikke vurderes hensigtsmæssig.
Det foreslås at videreføre, at rettidig klage har opsættende virkning, og at den myndighed, der har truffet
afgørelsen, uanset dette kan beslutte, at uopsættelige reparations- og afværgeforanstaltninger skal
iværksættes uanset rettidig klage. Som supplement hertil foreslås det, på linje med reglerne i
naturbeskyttelsesloven og skovloven, at klageinstansen i øvrigt kan beslutte, at en klage ikke skal tillægges
opsættende virkning.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 32
Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 31, hvorefter samtlige afgørelser efter loven, der kan
påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, kan påklages for så vidt angår retlige spørgsmål.
Til nr. 33
Med den foreslåede ændring af kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 1 og 2, udvides kredsen af klageberettigede.
Det foreslås, at kredsen af klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven udvides, så alle, der kan klage over
afgørelser efter kystbeskyttelsesloven i dag, samt klageberettigede efter de regler, der foreslås inkluderet i en
kystbeskyttelsestilladelse, fremover kan klage over den samlede tilladelse til kystbeskyttelse.
Dog foreslås det, at naturbeskyttelseslovens regler om, at en dispensation i strid med en frednings formål kan
påklages af enhver, der under sagen har givet møde for fredningsnævnet eller fremsat ønske om
underretning om sagens afgørelse, ikke overføres på den samlede kystbeskyttelsestilladelse, da en sådan
generel klageadgang, hvor personer uden interesse i sagen i øvrigt kan klage, ikke vurderes hensigtsmæssig.
Til nr. 34
Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 31.
Til nr. 35
Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 33.
Til nr. 36
Der foreslås indsat en ny § 18 c.
Det foreslåede § 18 c, stk. 1, er en videreførelse af den gældende § 19, stk. 1.
Det foreslåede § 18 c, stk. 2, er en videreførelse af den gældende § 19, stk. 2, for så vidt angår miljø- og
fødevareministerens adgang til at bemyndige kommunalbestyrelser til at udøve ministerens beføjelser efter §
16 a. Miljø- og fødevareministeren har efter kystbeskyttelseslovens § 16 a kompetence til at meddele tilladelse
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
til en række foranstaltninger og aktiviteter på søterritoriet. Det drejer sig om inddæmning eller opfyldning,
om at udføre anlæg eller anbringe faste eller forankrede indretninger eller genstande, om at anbringe
fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, eller om at foretage uddybning eller gravning.
Delegationskompetencen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007 om bade- og bådebroer.
Efter bekendtgørelsen er kompetencen til at meddele tilladelse til visse typer af bade- og bådebroer delegeret
til kommunerne.
Som følge af indsættelsen af et nyt § 16 a, stk. 3, jf. forslagets § 1, nr. 25, vil henvisningen i § 18 c, stk. 2, til §
16 a dog indebære en udvidelse af miljø- og fødevareministerens delegationsadgang til også at omfatte
kompetencen til på strandbredder og andre kyststrækninger at give tilladelse til faste anlæg, som også
etableres på søterritoriet, og til at der graves, bores, pumpes, suges eller foretages nogen form for
terrænændring. Det drejer sig om de foranstaltninger i den gældende § 16, stk. 1, der ikke er
kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Der er ikke i kystbeskyttelsesloven hjemmel til, at miljø- og fødevareministeren til kommunalbestyrelser kan
delegere kompetencen til at håndhæve kravet om tilladelse til de pågældende aktiviteter ved at meddele
påbud om fysisk lovliggørelse af et ulovligt anlæg efter kystbeskyttelseslovens § 19 b og § 19 c.
Kompetencen til at meddele de nævnte påbud er for sager om ulovligt etablerede bade- og bådebroer
delegeret til Kystdirektoratet, jf. § 21 i bekendtgørelse nr. 949 af 30. juni 2017 om henlæggelse af opgaver og
beføjelser til Naturstyrelsen herunder Kystdirektoratet.
Den nuværende ordning, hvorefter kompetencen til at meddele tilladelse til etablering af bade- og bådebroer,
herunder til at meddele lovliggørende tilladelse (retlig lovliggørelse), og kompetencen til at påbyde fysisk
lovliggørelse er delt mellem to myndigheder, har vist sig uhensigtsmæssig, og den har betydet, at
lovliggørelsessager, der er igangsat af en kommune, ikke er blevet fulgt op med påbud om fysisk lovliggørelse
fra Kystdirektoratet, når sagen er oversendt fra kommunen til Kystdirektoratet.
Det foreslås derfor, at der i § 18 c, stk. 2, skabes hjemmel i kystbeskyttelsesloven til, at miljø- og
fødevareministeren også kan delegere kompetencen til at påbyde lovliggørelse af de anlæg, der er omfattet af
den foreslåede § 16 a, herunder bade- og bådebroer, til kommunerne.
Det er tanken, at hjemlen udnyttes til at samle kompetencen til at håndhæve kravet om tilladelse til
etablering af bade- og bådebroer hos kommunerne, dvs. at kommunerne fremover både får kompetence til at
meddele lovliggørende tilladelse (retlig lovliggørelse) og kompetence til at påbyde fysisk lovliggørelse.
Der foreslås indsat et nyt kapitel 5, der regulerer tilsyn, håndhævelse og adgang.
Den gældende kystbeskyttelseslov indeholder ikke generelle bestemmelser om miljø- og fødevareministerens
tilsyn med overholdelse af kravet i lovens § 16 om, at der kun efter tilladelse fra miljø- og fødevareministeren
må udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger m.v., kravet i lovens § 16 a om tilladelse til anlæg m.v. på
søterritoriet eller kravet i § 16 b om tilladelse til videreførelse ved bypass nedstrøms på kysten af sediment og
nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer.
Som led i Kystdirektoratets håndhævelse efter den gældende lovs § 19 a, § 19 b, § 19 c og § 19 d af
kystbeskyttelseslovens § 16, § 16 a og § 16 b føres dog også et tilsyn. Som det er tilfældet ved anden
arealregulering, som f.eks. naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer, føres ikke et systematisk
opsøgende tilsyn, men et tilsyn baseret på anmeldelser og lignende. Der føres endvidere tilsyn med, at vilkår
m.v. i givne tilladelser overholdes.
Der foreslås indsat en ny § 19 i loven, der regulerer tilsyn med overholdelsen af kystbeskyttelsesloven og de
regler, der er udstedt efter loven. Efter bestemmelsen følger kompetencen til at føre tilsyn og håndhæve
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
reglerne over for ulovligt etableret kystbeskyttelse den myndighed, der har kompetencen til at give tilladelse
til kystbeskyttelsesforanstaltningen eller til andre anlæg
Det foreslåede § 19, stk. 1, betyder, at det som udgangspunkt vil være kommunen, der fører tilsyn med og
håndhæver kravet om forudgående tilladelse til udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger. Bestemmelsen
indebærer ikke pligt til at føre et systematisk opsøgende tilsyn, men alene et tilsyn baseret på anmeldelser og
lignende.
Efter det foreslåede § 19, stk. 2, er det miljø- og fødevareministeren, der fører tilsyn med og håndhæver
kravet om forudgående tilladelse til udførelse af de kystbeskyttelsesforanstaltninger, som miljø- og
fødevareministeren giver tilladelse til, dvs. kystbeskyttelsesforanstaltninger, der udføres med staten som
bygherre, kravet i lovens § 16 a om tilladelse til anlæg m.v. på søterritoriet og kravet i § 16 b om tilladelse til
videreførelse ved bypass nedstrøms på kysten af sediment og nyttiggørelse af oprensnings- og
uddybningsmaterialer. Bestemmelsen indebærer ikke pligt til at føre et systematisk opsøgende tilsyn, men
alene et tilsyn baseret på anmeldelser og lignende.
Når en tilsynsmyndighed, jf. stk. 1 og 2, under håndhævelsen af kravet om tilladelse efter
kystbeskyttelseslovens § 3 til udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger skal tage stilling til spørgsmålet
om retlig lovliggørelse, vil den foreslåede ordning om inklusion af en række ellers nødvendige tilladelser og
dispensationer også finde anvendelse. En lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelsesloven vil således også
indebære en samtidig stillingtagen til lovliggørelse i forhold til overtrædelse af øvrige regler, i det omfang
tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven erstatter sådanne afgørelser.
Med det foreslåede § 19, stk. 3, foreslås det at give miljø- og fødevareministerens adgang til at bestemme, at
tilsynet udøves af en anden myndighed.
Det er tanken, at udnytte hjemlen til ved delegation at give kommunerne kompetencen til at føre tilsyn med
overholdelsen af § 16 a i relation til etablering af bade- og bådebroer.
Det følger af det foreslåede § 19, stk. 4, at tilsynsmyndigheden påser, at påbud og forbud efter
kystbeskyttelsesloven efterkommes, og at vilkår, der er fastsat i tilladelser, overholdes.
Det følger af det foreslåede § 19, stk. 5, at tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort,
medmindre forholdet har underordnet betydning.
Der vil i visse tilfælde kunne være et overlap mellem kommunernes og miljø- og fødevareministerens tilsyn,
f.eks. i sager vedrørende strandbeskyttelseslinjen, som administreres af Kystdirektoratet, mens
kommunalbestyrelsen efter forslaget som udgangspunkt vil være tilladelsesmyndighed efter
kystbeskyttelsesloven i forhold til kystbeskyttelsesforanstaltninger. Det foreslås derfor, at der i § 19, stk. 6,
indføres en gensidig orienteringsordning mellem kommunerne og miljø- og fødevareministeren om
konstaterede ulovlige forhold, som det i dag er tilfældet inden for f.eks. naturbeskyttelseslovens og
miljøvurderingslovens område.
De foreslåede § 19, stk. 1 og 2, indebærer, at myndigheder, der i øvrigt håndhæver de regler, der efter
lovforslaget kan inkluderes i en kystbeskyttelsestilladelse, ikke skal føre tilsyn og håndhæve reglerne i forhold
til kystbeskyttelsesforanstaltninger, hvis myndigheden ikke også er kompetent tilsynsmyndighed efter
kystbeskyttelsesloven, men alene efter § 19, stk. 6, skal orientere den kompetente myndighed om et
konstateret ulovligt forhold, så håndhævelse kan gennemføres efter kystbeskyttelseslovens regler herom.
Med det foreslåede § 19, stk. 7, foreslås det, at miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler for
udøvelsen af tilsynsvirksomheden.
Til nr. 37
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Efter kystbeskyttelseslovens § 19 a og § 19 b kan miljø og fødevareministeren meddele påbud om at fjerne en
række foranstaltninger og retablere forholdene for aktiviteter, der er ulovligt udført og omfattet af kravet om
tilladelse efter lovens § 16 og § 16 a.
Som led i, at tilladelsesbestemmelserne omstruktureres, så der ikke sondres mellem tilladelser på kyst og på
søterritoriet, men i stedet mellem om der er tale om kystbeskyttelsesforanstaltninger eller øvrige
foranstaltninger, foreslås påbudsbestemmelserne også omstrukturerede.
Den foreslåede § 19 a vil herefter omfatte påbudskompetencen for ulovligt etablerede
kystbeskyttelsesforanstaltninger. Kompetencen foreslås tillagt tilsynsmyndigheden efter § 19, dvs. som
udgangspunkt kommunalbestyrelsen. Den foreslåede § 19 b vil omfatte påbudskompetencen for øvrige
foranstaltninger og den vil fortsat være tillagt miljø- og fødevareministeren.
Til nr. 38
Efter § 19 c, stk. 1, kan miljø- og fødevareministeren meddele påbud om at berigtige ulovligt etablerede
kystbeskyttelsesforanstaltninger, anlæg og indretninger m.v., som nævnt i § 16, stk. 1 og § 16 a. Det foreslås,
at miljø- og fødevareministeren ændres til tilsynsmyndigheden, som efter lovforslaget fremadrettet som
udgangspunkt vil være kommunalbestyrelsen for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger.
§ 16, stk. 1, er for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger erstattet af § 3. Henvisningen til § 16, stk. 1,
foreslås derfor konsekvensændret til § 3. For så vidt angår overtrædelser af § 16, stk. 1, der vedrører andre
foranstaltninger end kystbeskyttelse, er disse efter lovforslaget omfattet af § 16 a.
Til nr. 39
Det foreslås, at der i § 19 c indsættes en ny bestemmelse, som åbner mulighed for, at tilsynsmyndigheden kan
meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle den forpligtedes opfyldelse af påbuddet,
hvis modtageren af et påbud efter § 19 a eller § 19 b, ikke har rådighed over den ejendom, påbuddet vedrører.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.2 om påbud til grundejere om at tåle fysisk
lovliggørelse.
Til nr. 40
Efter den gældende § 19 d, stk. 2, er der udpantningsret for udgifter, som myndighederne afholder efter stk.
1, § 16 c, § 19 c, stk. 2, og § 19 e. Der er tale om udgifter til forholdets berigtigelse for den forpligtedes regning
efter stk. 1 og udgifter til tinglysning for den forpligtede regning. Som konsekvens af øvrige foreslåede
ændringer, jf. § 1, nr.8, 26 og 39, foreslås henvisningerne til bestemmelser vedrørende udgifter til
tingslysning ændret til § 3, stk. 8, § 16 a, stk. 5, § 19 c, stk. 3.
Til nr. 41
Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i
naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 4 og skovlovens § 53, og den indsættes i kystbeskyttelsesloven, da tilsyn og
håndhævelse med de dispensationer og tilladelser efter skovloven og naturbeskyttelsesloven, der kan
inkluderes i den samlede kystbeskyttelsestilladelse, foreslås gennemført efter reglerne i
kystbeskyttelsesloven.
Med forslaget sikres således mulighed for, at tilsynsmyndigheden fortsat kan lade det nødvendige arbejde
udføre på den forpligtedes regning, hvis et ulovligt forhold bringer opretholdelse af tilstanden af et område
eller beskyttelsen af dyr og planter, der er beskyttede efterskovloven eller naturbeskyttelsesloven, i fare, og
hvis et påbud om at lovliggøre forholdet ikke opfyldes rettidigt.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
De områder, dyr og planter, hvis opretholdelse og beskyttelse er omfattet af bestemmelsen, er de samme,
som det er tilfældet for bestemmelserne i skovloven og naturbeskyttelsesloven. Der er således alene tale om
en teknisk ændring som følge af, at tilsyn og håndhævelse med de dispensationer og tilladelser efter
skovloven og naturbeskyttelsesloven, der kan inkluderes i den samlede kystbeskyttelsestilladelse, foreslås
gennemført efter reglerne i kystbeskyttelsesloven.
Til nr. 42
Den forslåede ændring indsætter nye §§ 19 f- 19 h.
Den foreslåede § 19 f er ny. Der er tale om en adgangsregel, hvorefter myndighederne efter loven eller
personer, der af disse myndigheder er bemyndiget hertil, uden retskendelse har adgang til offentlige og
private ejendomme for at udøve de beføjelser, der er tillagt dem i medfør af kystbeskyttelsesloven, herunder
for at foretage undersøgelser af betydning for lovens formål. Tilsvarende gælder lokaliteter, der helt eller
delvis benyttes erhvervsmæssigt. Legitimation skal forevises efter anmodning. Stk. 2. Politiet yder nødvendig
bistand til at udnytte adgangsretten efter stk. 1. Tilsvarende bestemmelser findes i lovgivningen om de
afgørelser, som efter lovforslaget erstattes af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.2.1 og 3.1.2.2.
Den foreslåede § 19 g erstatter den gældende § 17, som foreslås ophævet ved nr. 30.
Den foreslåede § 19 h erstatter den gældende § 14, som foreslås ophævet ved nr. 20.
Til nr. 43
Det forslås at indsætte et nyt kapitel 6, der omfatter straffebestemmelser og regler om ikrafttræden.
Til nr. 44
Efter den gældende § 20, stk. 1, nr. 1, straffes den, der overtræder § 16, stk. 1. Efter den gældende § 20, stk. 1,
nr. 4, straffes den, der tilsidesætter vilkår i en tilladelse efter § 16, stk. 1, § 16 a og § 16 b, stk. 2, eller vilkår
fastsat efter § 17, stk. 4. Henvisningen til § 16, stk. 1, foreslås ændret
til: ”§ 3, stk. 1 og 2,” og i nr. 4
foreslås
Ӥ
17, stk. 4”
ændret
til: ”§ 19 g, stk. 4”.
§ 16, stk. 1, er for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger erstattet af § 3, stk. 1 og 2.
Strafbestemmelsen foreslås ændret som konsekvens heraf.
For så vidt angår overtrædelser af § 16, stk. 1, der vedrører andre foranstaltninger end kystbeskyttelse, er
disse efter lovforslaget omfattet af § 16 a og dermed omfattet af den gældende § 20, stk. 1, nr. 2.
Henvisningen til § 17, stk. 4, foreslås ændret til § 19 g, stk. 4, som konsekvens af lovforslagets nr. 30 og 42.
Til nr. 45
Det foreslås, at den gældende § 20, stk. 2, ophæves, og at der i stedet indsættes nye stk. 2 og 3. Efter det
foreslåede stk. 2 kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved
grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller
der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre,
herunder ved besparelser. Det foreslåede stk. 3, 1. pkt., svarer til det gældende stk. 2. Det foreslås ved
indsættelse af et 2. pkt., at det i forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan fastsættes, at straffen kan
stige til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2. Med de foreslåede
ændringer harmoniseres stafbestemmelsen i kystbeskyttelsesloven med hovedparten af de øvrige
arealregulerende love omfattet af lovforslaget.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Til § 2
Til nr. 1
Efter miljøvurderingslovens § 17 er udgangspunktet, at miljø- og fødevareministeren er kompetent
myndighed på havet. Den foreslåede ændring af § 17, stk. 3, 2. pkt., indebærer, at kompetencen overføres fra
ministeren til kommunalbestyrelsen i de sager vedrørende kystbeskyttelse på havet, hvor tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven fremover meddeles af kommunalbestyrelsen, som foreslået i lovforslagets § 1, nr. 8,
dvs. den foreslåede § 3, stk. 3 og 4.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.4.1 og 3.1.4.2.
Forslaget om, at kommunalbestyrelsen også skal være kompetent myndighed efter miljøvurderingsloven for
kystbeskyttelsesprojekter på havet indebærer, at der kan være behov for at fastlægge, hvilken eller hvilke
kommunalbestyrelser, der er kompetent myndighed eller kompetente myndigheder. Det er vurderingen, at
det vil være mest hensigtsmæssigt, at kompetencen efter miljøvurderingsloven modsvarer
kompetencefordelingen efter lov om kystbeskyttelse.
Der henvises i den forbindelse til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.1.2 og de specielle bemærkninger til
§ 1, nr. 8 om forslag til en ny § 3.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsens kompetence på havet afgrænses således, at en kommune kan give
tilladelse til udførelse af kystbeskyttelse på søterritoriet til foranstaltninger, der beskytter ejendomme i den
pågældende kommune.
Det betyder, at en kommune i nogle situationer kan give tilladelse til en foranstaltning, der helt eller delvis er
placeret ud for kystlinjen i en nabokommune.
Da en sådan kystbeskyttelsesforanstaltning kan have anden betydning for nabokommunen end
kystbeskyttelse, f.eks. landskabelige konsekvenser, foreslås det, at der indføres et krav om, at kommunerne
skal tage behørigt hensyn til andre kommuner, når der efter kystbeskyttelsesloven gives tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.3.2.
I forhold til administrationen af reglerne i miljøvurderingsloven har den kompetente myndighed pligt til at
foretage høring af berørte myndigheder, jf. lovens § 35.
For så vidt angår sager om kystbeskyttelse på land, hvor staten er bygherre, vil miljø- og fødevareministeren
efter den foreslåede § 3, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, fortsat være tilladelsesmyndighed. I sådanne sager
har miljø- og fødevareministeren efter lovens § 17, stk. 3, overtaget kommunalbestyrelsens opgaver og
beføjelser, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, i miljøvurderingsbekendtgørelsen.
Til nr. 2
Miljø- og fødevareministeren kan efter § 17, stk. 6, fastsætte regler om, at ministeren overtager
kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser angående behandling af bygherrens ansøgninger for visse
projekttyper. Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at den ordning, som fremgik af §§ 10 og 11 i
den tidligere VVM-bekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1140 af 23. november 2016 om vurdering af visse
offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning videreføres. Dette er
sket ved bekendtgørelse nr. 447 af 10. maj 2017 om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening
m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og
programmer og af konkrete projekter (VVM) (herefter
”Miljøvurderingsbekendtgørelsen” også kaldet ”MV-
bekendtgørelsen”).
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Det følger af bekendtgørelsen, at Miljøstyrelsen bl.a. varetager kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser
efter loven for 1) Projekter hvor staten er bygherre, 2) Projekter, hvor Energinet.dk er bygherre og 3)
Infrastrukturanlæg, der i sin udstrækning berører mere end to kommuner. Miljøstyrelsen varetager
kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser for hele projektet, uanset om styrelsen i henhold til anden
lovgivning kun skal varetage opgaverne og beføjelserne for dele af projektet.
Disse bestemmelser omfatter også kommunalbestyrelsernes opgaver og beføjelser i sager vedrørende visse
kystbeskyttelsesforanstaltninger på land. I sådanne sager er det således Miljøstyrelsen, der i dag er VVM-
myndighed for hele projektet
Det er vurderingen, at det vil være bedst i overensstemmelse med intentionerne om at styrke kommunernes
rolle og ansvar, herunder også for at samarbejde om fælles projekter, at projekter vedrørende
kystbeskyttelsesforanstaltninger, jf. bemærkningernes afsnit 3.3.1 og 3.3.2, at miljø- og fødevareministeren
ikke overtager kommunalbestyrelsens kompetence i sager vedrørende kystbeskyttelse, der i sin udstrækning
berører mere end to kommuner. Det er derfor hensigten at ændre miljøvurderingsbekendtgørelsen, således,
at bestemmelsen om, at infrastrukturanlæg, der i sin udstrækning berører mere end to kommuner, ikke
finder anvendelse på kystbeskyttelsesforanstaltninger. På den baggrund foreslås en sproglig præcisering af §
17, stk. 6, 1. pkt.
Til § 3
Til nr. 1
Det foreslås at præcisere ordlyden af de gældende bemyndigelser i § 5, stk. 2, § 8, stk. 4, 2. pkt, og § 15, stk. 3,
2. pkt., til at fastsætte regler om, at reglerne om beskyttede naturtyper, klitfredning og
strandbeskyttelseslinjen ikke skal gælde for diger, høfder, bølgebrydere og andre anlæg, som kræver
tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse, således at det udtrykkeligt fremgår, at bestemmelsen også
omfatter andre kystbeskyttelsesforanstaltninger som f.eks. sandfodring.
Til nr. 2-5
Bygge- og beskyttelseslinjer, jf.§§ 16 - 19 i naturbeskyttelsesloven
Miljø- og fødevareministeren har med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 5, § 8, stk. 4, og § 15, stk. 3,
fastsat regler om, at reglerne om beskyttede naturtyper i § 3, klitfredning og strandbeskyttelseslinjen ikke
gælder for diger, høfder, bølgebrydere og andre foranstaltninger, der udføres som led i en kystbeskyttelse af
flere ejendomme langs kysten, og hvortil der på forhånd er meddelt tilladelse i henhold til lov om
kystbeskyttelse.
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra § 3 beskyttelsen, jf. naturbeskyttelseslovens
§ 65, stk. 2. Miljø- og fødevareministeren (Naturstyrelsen ved Kystdirektoratet) kan ved afgørelse efter
naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelserne om klitfredning
og strandbeskyttelse.
Ændringspunkterne nr. 2-5 indeholder enslydende forslag, hvorefter miljø- og fødevareministeren tillige
bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om undtagelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger, som der er
meddelt tilladelse til efter kystbeskyttelsesloven, fra de generelle forbud i naturbeskyttelseslovens
bestemmelser om bygge- og beskyttelseslinjer i lovens §§16-19, om sø- og åbeskyttelseslinjen,
skovbyggelinjen, fortidsmindebeskyttelseslinjen og kirkebeskyttelseslinjen.
Forslagene har til formål at forenkle sagsbehandlingen ved, at en ansøger, som søger om tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven, ikke også skal søge om dispensation fra naturbeskyttelseslovens bygge- og
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
beskyttelseslinjer. Der vil kun skulle træffes én afgørelse, og afgørelseskompetencen samles hos den
myndighed, der er kompetent til at meddele kystbeskyttelsestilladelsen.
Forslagene skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af kystbeskyttelsesloven, hvorefter en
tilladelse efter kystbeskyttelsesloven erstatter afgørelser efter bl.a. lov om naturbeskyttelse, jf. lovforslagets §
1, nr. 8. Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1. om inklusion af bygge- og
beskyttelseslinjer.
Det er hensigten, at miljø- og fødevareministeren i forbindelse med udnyttelsen af de foreslåede
bemyndigelser i nr. 2-5 vil fastsætte regler, der undtager alle kystbeskyttelsesforanstaltninger, som der er
meddelt tilladelse til efter kystbeskyttelsesloven, fra kravet om dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det er hensigten at reglerne skal gælde både foranstaltninger, der beskytter flere ejendomme langs kysten, og
foranstaltninger, der beskytter enkeltstående ejendomme.. Det kan således ikke generelt udelukkes, at
beskyttelse af en enkelt ejendom ud fra en konkret vurdering kan veje tungere end de hensyn, der varetages
efter naturbeskyttelseslovens §§ 16-19. Det foreslås således, at det overlades til tilladelsesmyndigheden i
forbindelse med sagsbehandlingen efter kystbeskyttelsesloven at foretage en konkret afvejning af de
forskellige hensyn over for hinanden.
Det er endvidere i den forbindelse hensigten, at ændre bestemmelserne om undtagelse fra reglerne om § 3
beskyttelsen, klitfredning og strandbeskyttelseslinjen, jf. ovenfor, således at disse undtagelser også kommer
til at omfatte kystbeskyttelse af enkeltejendomme. , som der er meddelt tilladelse til efter
kystbeskyttelsesloven.
Til nr. 2
§ 16 (sø- og åbeskyttelseslinjen).
Der må ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende eller foretages beplantning eller ændringer i
terrænet inden for en afstand af 150 m fra søer med en vandflade på mindst 3 ha og de vandløb, der er
registreret med en beskyttelseslinje i henhold til den tidligere lovgivning, dvs. offentlige vandløb med en
regulativmæssig bundbredde på 2 m.
Det foreslås, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at forbuddet ikke skal
gælde for nærmere angivne arter af kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov
om kystbeskyttelse.
Til nr. 3
§ 17 (skovbyggelinjen).
§ 17 om skovbyggelinjen vedrører kun forbud mod placering af bebyggelse og lignende, defineret som
bebyggelsesbegrebet i byggeloven, i en 300 m zone omkring offentlige skove og private skove (flere
sammenhængende skove) på over 20 ha.
Det foreslås, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at forbuddet ikke skal
gælde for nærmere angivne arter af kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov
om kystbeskyttelse.
Da bestemmelsen kun vedrører bebyggelse, vil den kun være relevant i det omfang, en kystbeskyttelse kan
anses som bebyggelse.
Til nr. 4
§ 18 (fortidsmindelinjen).
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
§ 18 om fortidsmindelinjen fastsætter en 100 m beskyttelseslinje omkring fortidsminder og indeholder et
forbud mod tilstandsændringer. Formålet er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer og
samtidig sikre de arkæologiske lag i området omkring fortidsminderne, idet der ofte er særlig mange
kulturhistoriske levn i områderne omkring de fredede fortidsminder.
Det foreslås, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at forbuddene ikke skal
gælde for nærmere angivne arter af kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov
om kystbeskyttelse.
Det er vurderingen, at den gældende praksis, hvorefter kommunalbestyrelsen efter behov kan indhente råd
og vejledning om fortidsmindets kulturhistoriske værdi hos Kulturministeriet (Slots- og Kulturstyrelsen), der
også er ressortmyndighed for reglerne i museumsloven om beskyttelse af fortidsminder, er velfungerende.
Det er forventningen, at kommunerne fortsat vil benytte sig af denne mulighed også i sager om meddelelse af
tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, hvor en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven erstatter en selvstændig
afgørelse om dispensation. Tilsvarende vil kommunalbestyrelsen kunne indhente vejledning om
varetagelsen af landskabshensyn hos Miljø- og Fødevareministeriet.
Til nr. 5
§ 19 (kirkebyggelinjen).
Der gælder en byggelinje omkring kirker i det åbne land, jf. naturbeskyttelseslovens § 19, hvorefter der ikke
uden forudgående dispensation må opføres bebyggelse over 8,5 m inden for en afstand af 300 meter fra en
kirke, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen.
Det foreslås, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at forbuddet ikke skal
gælde for nærmere angivne arter af kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov
om kystbeskyttelse.
Da bestemmelsen i § 19 kun vedrører bebyggelse over 8,5 m, er det vurderingen, at reglerne kun vil kunne
være relevante i få sager.
Til nr. 6
Til gennemførelse af habitatdirektivet er der fastsat bestemmelser i naturbeskyttelseslovens § 19 b om, at der
i internationale naturbeskyttelsesområder inden iværksættelse af de aktiviteter, der er nævnt i lovens bilag 2,
skal gives skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen med henblik på en vurdering af virkningen på
området under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger. En aktivitet, der er omfattet af forbuddene
i naturbeskyttelseslovens § 3, § 8, § 15 eller § 18 eller § 28 i lov om skove, er ikke omfattet af
anmeldelseskravet. Det samme gælder aktiviteter, som i øvrigt kræver tilladelse efter naturbeskyttelses-,
miljø- eller planlovgivningen, eller hvis konsekvenser efter denne lovgivning er vurderet eller skal vurderes
forud for iværksættelsen.
Lovforslaget indeholder forslag om at forenkle sagsprocessen ved, at en række nødvendige dispensationer og
tilladelser ikke længeres skal meddeles som selvstændige afgørelser, men erstattes af tilladelsen til
kystbeskyttelsesforanstaltninger efter kystbeskyttelsesloven. Der henvises til de almindelige bemærkninger
afsnit 3.2.
Under hensyn til, at afgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 3, § 8, § 15 eller § 18 eller § 28 i lov om skove
for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger inkluderes i afgørelser om tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven, er der behov for en konsekvensændring af naturbeskyttelseslovens § 19 b om
undtagelser fra pligten til at anmelde visse aktiviteter i internationale naturbeskyttelsesområder med henblik
på en vurdering af virkningen på området under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Lovforslaget indeholder derfor forslag til præcisering af bestemmelsen, således at undtagelsen også kommer
til at omfatte aktiviteter, der kræver tilladelse efter den foreslåede kystbeskyttelseslovs § 3,som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 8, under hensyntagen til, at det kan være tvivlsomt, om sådanne tilladelser er omfattet af
den gældende formulering ”tilladelse efter naturbeskyttelses-,
miljø-
eller planlovgivningen”.
Det forudsættes, at tilladelsesmyndigheden ved meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven iagttager
regler om administration m.v. vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttede arter.
Til nr. 7
Den foreslåede ændring indebærer, at § 37, stk. 1, ikke finder anvendelse på forhold omfattet af den under nr.
§ 3, nr. 9, foreslåede nye § 50 a. Der henvises til bemærkningerne til dette forslag.
Til nr. 8
Den foreslåede ændring indebærer, at § 41, stk. 1, ikke finder anvendelse på forhold omfattet af den under nr.
§ 3, nr. 9, foreslåede nye § 50 a. Der henvises til bemærkningerne til dette forslag.
Til nr. 9
Den foreslåede § 50 a er en ny bestemmelse. Vedrørende baggrunden for forslaget henvises til de almindelige
bemærkninger afsnit 3.2.4.
Efter § 37, stk. 2, tillægges et fredningsforslag foreløbige retsvirkninger. Når der er foretaget offentlig
bekendtgørelse, må der ikke foretages noget, som strider mod de foreslåede fredningsbestemmelser.
Endvidere følger af det af § 41, at fredningsbestemmelserne skal overholdes af alle og enhver, når der er sket
offentlig bekendtgørelse efter § 40, stk. 2. Fredningsnævnet kan efter § 50, stk. 1, meddele dispensation fra
en foreslået eller fastsat fredningsbestemmelse, når det ansøgte ikke vil stride mod fredningens formål.
Videregående afvigelser fra en fredning end nævnt i stk. 1 samt hel eller delvis ophævelse af en fredning kan
kun foretages efter reglerne om gennemførelse af fredninger, som indebærer krav om udarbejdelse af
fredningsforslag, budgetoverslag, (er dog ikke relevant i sager vedr. afvigelse m.v .) offentlig bekendtgørelse
af forslaget og individuel underretning af ejere og brugere af de relevante ejendomme m.v., og der skal
gennemføres en offentlighedsprocedure.
Det foreslås, at uanset bestemmelserne i § 37, stk. 2, og § 41 finder fredningsbestemmelser, herunder forslag
til fredningsbestemmelser, ikke anvendelse på udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger omfattet af en
tilladelse efter kystbeskyttelsesloven meddelt efter lovens ikrafttræden i det omfang, det fremgår af
afgørelsen om tilladelse til kystbeskyttelse, at den træder i stedet for fredningsnævnets afgørelse om
ophævelse af retsvirkninger efter § 37, stk. 4, om dispensation efter § 50, stk. 1, eller om videregående
afvigelse samt hel eller delvis ophævelse af fredningsbestemmelsernes retsvirkninger for så vidt angår den
tilladte kystbeskyttelse. Denne model indebærer, at tilladelsesmyndigheden efter kystbeskyttelsesloven (der
efter lovforslaget som udgangspunkt vil være kommunalbestyrelsen) skal tage stilling til, om der er behov for
at fravige fredningsbestemmelserne, og at det vil være kommunalbestyrelsen, og ikke fredningsnævnet, der
som led i afgørelsen om meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven træffer afgørelse om fravigelse.
Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse kunne præcisere dispensationens rækkevidde .
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.4.2.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne finde anvendelse på både kommunale fællesprojekter, andre
kystbeskyttelsesprojekter,der beskytter flere ejendomme og projekter, der beskytter en enkelt ejendom. Det
forudsættes i den forbindelse, at tilladelsesmyndigheden efter kystbeskyttelsesloven skal tage hensyn til
fredningsbestemmelserne og fredningens formål, når der træffes afgørelse om, hvorvidt der meddeles
tilladelse til kystbeskyttelse. Det foreslås således, at det overlades til tilladelsesmyndigheden i forbindelse
med sagsbehandlingen efter kystbeskyttelsesloven at afveje de forskellige hensyn over for hinanden,
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
herunder at foretage en konkret afvejning af den samfundsmæssige betydning af det pågældende projekt over
for de hensyn, som fredningen varetager. Det kan således ikke generelt udelukkes, at beskyttelse af en enkelt
ejendom ud fra en konkret vurdering kan veje tungere end de hensyn, der varetages ved fredningen.
Det forudsættes endvidere, at afgørelsen efter kystbeskyttelsesloven, hvis den har samme retsvirkning som
en videregående afvigelse fra og ændring eller ophævelse af en fredning, træffes efter en
offentlighedsprocedure. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8, om den forslag til en ny § 5.
Endvidere forudsættes, at tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven skal indeholde oplysning herom, hvis
tilladelsen indebærer, at fredningsbestemmelser ikke finder anvendelse på anlæg og andre foranstaltninger
omfattet af tilladelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.
Det forudsættes, at tilladelsesmyndigheden ved meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven iagttager
regler om administration m.v. vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttede arter
habitatbekendtgørelserne,). Således vil de samme forhold skulle inddrages i vurderingen, som der skal tages
hensyn til ved en afgørelse efter naturbeskyttelsesloven eller jagt- og vildforvaltningsloven om
dispensation,videregående dispensation,ændring eller ophævelse af fredningsbestemmelser.
Suspensionen af fredningsbestemmelsernes retsvirkning vedrører alene de arealer og de foranstaltninger,
som er nødvendige for gennemførelsen af kystbeskyttelse, og som der er taget stilling til i forbindelse med
tilladelsen. For så vidt angår øvrige arealer eller andre aktiviteter på de omfattede arealer foreslås ingen
ændringer, og de gældende regler vil forsat finde uændret anvendelse.
Til nr. 10
Efter naturbeskyttelseslovens § 51, stk. 2, finder bestemmelserne i lovens § 33, stk. 2-4, §§ 35-38, §§ 40-44 og
§ 50 også anvendelse på fredninger på søterritoriet. Det er hensigten, at den i § 3, nr. 9, foreslåede nye
bestemmelse (§ 50 a) på tilsvarende måde også skal finde anvendelse på fredninger på søterritoriet.. Der
henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 3, nr. 9.
Til nr. 11
Efter naturbeskyttelseslovens § 51, stk. 1, kan miljø- og fødevareministeren til varetagelse af de formål, der er
nævnt i § 1, ved bekendtgørelse gennemføre fredninger på statsejede arealer samt på søterritoriet og
fiskeriterritoriet som fastlagt efter lov om Danmarks Riges fiskeriterritorium.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3, hvorefter fredningsbestemmelser fastsat efter stk. 1 ikke skal finde
anvendelse på aktiviteter m.v., som er nødvendige for udnyttelsen af en tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger efter lov om kystbeskyttelse. Forslaget vedrører færdsel og ophold i
tilknytning til anlæg og vedligeholdelse af kystbeskyttelsesprojekter og tilsyn i øvrigt. Øvrig færdsel er ikke
omfattet af undtagelsen.
Til nr. 12
Efter § 65, stk. 2, kan miljø- og føde vareministeren fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens skal
indhente en udtalelse fra ministeren ved dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen.
Bemyndigelsen er i dag ikke udnyttet. Under hensyn til, at fortidsmindebeskyttelsen er overført til
Kulturministeren og reguleres i museumsloven, forslås bestemmelsen ophævet.
Til § 4
Til nr. 1
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Forslaget skal ses i sammenhæng med den under § 4, nr. 2, foreslåede ændring. Den foreslåede ændring
indebærer, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på forhold omfattet af det under nr. 2 forslåede nye stk.
5. Der henvises til bemærkningerne til nr. 2.
Til nr. 2
Reglerne for et vildtreservat skal indeholde bestemmelser om jagt, færdsel og ophold samt oplyse om
reservatets beliggenhed. Det følger af § 33, stk. 4, at reglerne for et vildtreservat, når der er sket
offentliggørelse efter stk. 3, skal overholdes af alle og enhver.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 5, hvorefter reglerne for et vildtreservat ikke gælder for færdsel og
ophold, som er nødvendig for udnyttelsen af en tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter lov om
kystbeskyttelse.
Forslaget vedrører alene færdsel og ophold i tilknytning til anlæg og vedligeholdelse af
kystbeskyttelsesprojekter og tilsyn i den forbindelse. Øvrig færdsel er ikke omfattet af undtagelsen.
Det skal fremgå af afgørelsen efter kystbeskyttelsesloven, at de hensyn, som de erstattede regler varetager
indgår i den samlede vurdering og afgørelse. Det fremgår endvidere, at de hensyn som de inkluderede regler
varetager vil indgå med samme vægt som de øvrige hensyn, der fremgår af kystbeskyttelseslovens § 1.
Der er 96 vildtreservater i Danmark fastlagt ved bekendtgørelser. De er indholdsmæssigt forskellige
afhængigt af, hvilke områder og beskyttelseshensyn, der er tale om, ligesom de kan være forskellige i
detaljeringsgrad og i forhold til særlige lokale interesser. Størstedelen af dem er helt eller delvist
internationale beskyttelsesområder og en vigtig del af den danske implementering EU-regler. Eksempelvis
kan beskyttelseshensynet i et vildtreservat være, at området er rasteplads for fugle på træk eller området kan
være ynglested.
For at sikre disse til tider meget lokale beskyttelseshensyn kan kommunalbestyrelsen høre Naturstyrelsen,
der er den administrative myndighed for vildtreservater, før der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.4.
Til § 5
Til nr. 1 og 3
Efter skovlovens § 8 gælder en række særlige krav til driften af fredskovpligtige arealer, herunder bl.a. krav
om, at arealet skal holdes bevokset med træer, der danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne,
sluttet skov af højstammede træer.
Endvidere må der på fredskovspligtige arealer bl.a. ikke opføres bygninger, etableres anlæg, gennemføres
terrænændringer eller anbringes affald, jf. skovlovens § 11, stk. 1.
Miljø- og Fødevareministeren (Miljøstyrelsen) kan når særlige grunde taler herfor dispensere fra forbuddet,
jf. skovlovens § 38, og styrelsen kan også, når særlige grunde taler herfor, ophæve fredskovpligten på et areal,
som ønskes anvendt til et andet formål, jf. skovlovens § 6. Praksis er restriktiv. Som udgangspunkt gives kun
dispensation eller tilladelse til ophævelse, hvis den ønskede anvendelse ikke kan ske uden for fredskov, og
hvis samfundsmæssige interesser vejer tungere end hensynet til at bevare fredskoven. I afgørelser om
dispensation henholdsvis ophævelse kan styrelsen fastætte vilkår, herunder om at et andet areal bliver
fredskovspligtigt (erstatningsskov), jf. skovlovens § 39, stk. 1, nr. 5.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Det følger af bekendtgørelse om erstatningsskov, at styrelsen fastsætter vilkår om, at et andet areal bliver
fredskovspligtigt, hvis styrelsen meddeleler tilladelse til ophævelse af fredskovspligt eller dispensation fra
skovlovens § 11, stk. 1, til byggeri, anlæg, terrænændringer eller anbringelse af affald på et fredskovspligtigt
areal. Undtaget fra kravet er dog små arealer og særlige tilfælde, hvor det findes åbenlyst urimeligt at stille
krav om erstatningsskov.
Skovloven indeholder endvidere bestemmelser om, at bevaringsværdige egekrat skal bevares som egekrat, jf.
§ 26. Ydre skovbryn af løvtræer og buske på fredskovspligtige arealer skal bevares, jf. § 27.
Søer, moser, heder, strandenge eller strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev, der hører til fredskov,
og som ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, fordi de er mindre end de deri fastsatte
størrelsesgrænser, må ikke dyrkes, afvandes, tilplantes eller på anden måde ændres. Forbuddet gælder også
vandløb, som ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, fordi de ikke er udpeget som beskyttede af
miljø- og fødevareministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Forbuddet gælder dog ikke for
sædvanlige vedligeholdelsesarbejder i vandløb, jf. § 28.
Miljø- og fødevareministeren (Miljøstyrelsen) kan ligeledes dispensere fra §§26-28, når særlige grunde taler
herfor, jf. skovlovens § 38.
Forslaget om, at kompetencen til at meddele tilladelse efter kystbeskyttelsesloven overgår til
kommunalbestyrelsen, vil isoleret set indebære, at både staten (Miljøstyrelsen) og kommunalbestyrelsen vil
skulle træffe afgørelser om tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltningerne, såfremt
kystbeskyttelsesforanstaltningerne etableres på eller påvirker et fredskovpligtigt areal.
Med henblik på at effektivisere sagsbehandlingen og undgå dobbeltadministration foreslås det i nr. 1 og 3 ved
en ny § 11 a og en ny § 28 a at bemyndige ministeren til at fastsætte regler om, at miljø- og
fødevareministeren kan fastsætte regler om, at reglerne i skovlovens § 8, § 11, og §§ 26-28 ikke skal gælde for
nærmere angivne arter af kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver tilladelse i henhold til lov om
kystbeskyttelse.
Den foreslåede ordning svarer til de foreslåede ordninger i naturbeskyttelsesloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 2-
5, jf. bemærkningerne til disse forslag.
Det er hensigten i første omgang at udnytte bemyndigelsen til at fastsætte regler, der omfatter alle
kystbeskyttelsesforanstaltninger, dvs. både foranstaltninger, der beskytter flere ejendomme langs kysten, og
foranstaltninger, der beskytter enkeltstående ejendomme. Der henvises til de indledende bemærkninger til §
3, nr. 2-5.
I forbindelse med fastsættelsen af sådanne regler, er det hensigten, at der ikke skal stilles krav om
erstatningsskov i forbindelse med tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven.
Det bemærkes i den forbindelse, at det forudsættes, at kommunalbestyrelsen ved afgørelsen af, om der kan
meddelelses tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, tilgodeser de hensyn, som de suspenderede regler om
fredskovpligt varetager, jf. bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 8.
Endvidere forudsættes, at kommunalbestyrelsen i tilladelsen skal angive, i hvilket omfang den træder i stedet
for stedet en afgørelse efter skovloven. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8, jf.den foreslåede § 3 a i
kystbeskyttelsesloven og bemærkningerne hertil.
Endelig forudsættes, at kommunalbestyrelsen ved meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven kan
fastsætte vilkår med henblik på at tilgodese de hensyn, som varetages ved de suspenderede regler. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 8, jf.(det foreslåede § 3, stk. 7).
Til nr. 2
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
På arealer, der er omfattet af § 14, stk. 1, , dvs. de skovbevoksede, fredskovspligtige arealer i de internationale
naturbeskyttelsesområder, skal der inden iværksættelse af de aktiviteter, der er nævnt i bilag 1 til loven, gives
skriftlig meddelelse herom til miljø- og fødevareministeren med henblik på en vurdering af virkningen på
området under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger, jf. lovens § 17.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.4.2.
En aktivitet, der er omfattet af forbuddene i § 28 eller i § 3, § 8, § 15 eller § 18 i lov om naturbeskyttelse, er
ikke omfattet af anmeldelseskravet. Det samme gælder aktiviteter, som i øvrigt kræver tilladelse efter
naturbeskyttelses-, miljø- eller planlovgivningen, eller hvis konsekvenser efter denne lovgivning er vurderet
eller skal vurderes forud for iværksættelsen.
Lovforslaget indeholder forslag om at forenkle sagsbehandlingen ved, at en række nødvendige dispensationer
og tilladelser ikke længeres skal meddeles som selvstændige afgørelser, men erstattes af tilladelsen til
kystbeskyttelsesforanstaltninger efter kystbeskyttelsesloven. Der henvises til de almindelige bemærkninger
afsnit 3.2.
Under hensyn til, at afgørelser efter § 28 eller § 3, § 8, § 15 eller § 18 i naturbeskyttelsesloven for så vidt angår
kystbeskyttelsesforanstaltninger inkluderes i afgørelser om tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, er der
behov for konsekvensændring af skovlovens § 17 om undtagelser fra pligten til at anmelde visse aktiviteter i
internationale naturbeskyttelsesområder med henblik på en vurdering af virkningen på området under
hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger.
Lovforslaget indeholder derfor forslag til præcisering af bestemmelsen, således at undtagelsen også kommer
til at omfatte aktiviteter, der kræver tilladelse efter den foreslåede kystbeskyttelseslovs § 3, under hensyn til,
at det kan være tvivlsomt, om sådanne tilladelser er omfattet af ordlyden ”tilladelse efter naturbeskyttelses-,
miljø-
eller planlovgivningen”.
Det forudsættes, at tilladelsesmyndigheden ved meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven iagttager
regler om administration m.v. vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttede arter
(habitatbekendtgørelserne).
Til § 6
Til nr. 1
Den foreslåede bestemmelse i § 7 b er ny.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen ved meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven kan beslutte, at
tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven erstatter en tilladelse eller godkendelse efter vandløbsloven til
vandløbsregulering m.v.
Det foreslås, at det skal være op til kommunalbestyrelsen at beslutte, om en afgørelse efter vandløbsloven
vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltning skal træffes som en selvstændig afgørelse eller med fordel kan
erstattes af en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven. For så vidt angår sager vedrørende
kystbeskyttelsesforanstaltninger, hvor staten bevarer tilladelseskompetencen, foreslås det, at
kommunalbestyrelsen efter forudgående samtykke fra miljø- og fødevareministeren beslutter, om tilladelsen
efter kystbeskyttelsesloven skal erstatte en afgørelse efter vandløbsloven.
Kan f.eks. være hensigtsmæssigt at træffe en selvstændig afgørelse efter vandløbsloven, hvis der er tale om, at
vandløbsreguleringen vedrører flere kommuner eller vandløbsmyndigheder, mens afgørelsen om meddelelse
af kystbeskyttelsestilladelse kan træffes af kommunalbestyrelsen i den ene kommune.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
I tilfælde, hvor der er samtidig er tale om foranstaltninger, der er omfattet af en kapitel 1 a proces efter
kystbeskyttelsesloven, der samtidig forudsætter overholdelse af vandløbslovgivningens regler om tilladelse
m.v. til vandløbsregulering, kan der være behov for at tage stilling til, hvilke regler der skal regulere
spørgsmålet om udgifternes fordeling og andre økonomiske forhold. De gældende regler tager ikke stilling til
dette spørgsmål.
På den baggrund er det vurderingen, at inklusion af afgørelser efter vandløbsloven kun vil være
hensigtsmæssigt i sager, hvor der ikke er behov for at træffe afgørelse vedrørende økonomiske forhold efter
vandløbsloven.
Det foreslås derfor i det foreslåede stk. 2, at den foreslåede bestemmelse i stk. 1, ikke skal finde anvendelse på
afgørelser vedrørende økonomiske spørgsmål, herunder bidragsfordeling.
Afgørelser vedrørende vandløbsregulativer for offentlige vandløb og afgørelser vedrørende private vandløbs
vandføringsevne m.v. efter lovens kapitel 5 kan efter forslaget heller ikke erstattes af en tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven.
Til nr. 2
Lovens § 70 b indeholder hjemmel til, at miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at bestemte
typer af sager efter loven skal behandles og afgøres samtidig med afgørelser efter anden relevant lovgivning.
Bemyndigelsen vil efter sin ordlyd også kunne omfatte regler om, at afgørelser efter vandløbsloven skal
afgøres samtidig med afgørelser efter kystbeskyttelsesloven. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at
bemyndigelsesbestemmelsen forventedes anvendt til at skabe samtidighed i sagsbehandlingen vedrørende
dambrug. Bestemmelserne er dog formuleret, så de fremover tillige kan anvendes på andre
virksomhedstyper.
Det foreslås derfor at bemyndigelsen præciseres med henblik på at give miljø- og fødevareministeren
mulighed for at fastsætte regler om samtidig sagsbehandling af sager vedrørende
kystbeskyttelsesforanstaltninger efter vandløbsloven og kystbeskyttelsesloven.
I hovedparten at sagerne vil det være en kommunalbestyrelse, der er myndighed efter begge regelsæt. Det vil
dog også kunne forekomme, at flere kommunalbestyrelser skal træffe afgørelse vedrørende forskellige dele af
projektet. Eksempelvis kan en kystbeskyttelsesforanstaltning i en kommune have konsekvenser for et
vandløb eller vandløbssystem, som også gennemløber en eller flere andre kommuner. Endelig vil der kunne
forekomme sager, hvor staten fortsat er myndighed efter kystbeskyttelsesloven. Når afgørelserne træffes
samtidig, vil fristen for indbringelse af afgørelserne for klageinstansen også blive den samme.
I tilknytning hertil er det hensigten, at miljø- og fødevareministeren vil fastsætte nærmere regler om
behandlingen af sager om vandløbsregulering, der har tilknytning til gennemførelse af
kystbeskyttelsesforanstaltninger, men ikke inkluderes i en afgørelse efter kystbeskyttelsesloven. Reglerne vil
skulle sikre, at sagerne kan behandles parallelt med sager efter kystbeskyttelsesloven. Dette vil kunne ske
ved en ændring af bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2016 om vandløbsregulering og -restaurering m.v.
Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i vandløbslovens § 26, hvorefter miljø- og fødevareministeren
fastsætter nærmere regler om behandlingen af sager om vandløbsregulering og anlæg af nye vandløb,
herunder om samarbejdet mellem vandløbsmyndighederne og om deres samarbejde med andre
myndigheder, om offentlighedens medvirken og om udelukkende digital annoncering.
Vedrørende baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.5.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det tilsvarende forslag om hjemmel til at fastsætte regler om samtidig
sagsbehandling efter lov om kystbeskyttelse m.v., jf. den foreslåede § 3 b i lovforslagets § 1, nr. 8.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Til § 7
Til nr. 1
Efter råstoflovens § 22 a, stk. 4, betales der ikke vederlag for råstoffer, der benyttes til kystbeskyttelse i
henhold til en tilladelse fra miljø- og fødevareministeren.
Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter kommunalbestyrelsen også tillægges kompetence til at
meddele tilladelse til kystbeskyttelse, foreslås bestemmelsen ændret, således at den også kommer til at
omfatte råstoffer, der benyttes til kystbeskyttelse i henhold til en tilladelse fra kommunalbestyrelsen.
Til § 8
Den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, i lov om maritim fysisk planlægning medfører, at statslige
myndigheder ikke må vedtage planer eller meddele tilladelse mv., der er i strid med havplanen eller
foregriber et forslag til havplan eller ændring heraf.
Da kompetencen til at give tilladelse til kystbeskyttelsesanlæg flyttes fra en statslig myndighed til
kommunalbestyrelserne, foreslås det, at dette fremover også skal gælde kommunale myndigheder.
Det forudsættes således, at kommunen, i forbindelse med tilladelse til kystbeskyttelsesanlæg på havet, tager
stilling til, om en tilladelse er i strid med havplanen, herunder hører relevante myndigheder inden tilladelsen
gives.
Det forudsættes endvidere, at statslige myndigheder i deres i sektorplanlægning og enkeltsagsadministration
tager hensyn til tilladte kystbeskyttelsesanlæg på havet herunder, at de inddrager kommunen som
høringspart ift. planer eller tilladelser, der kan påvirke kystbeskyttelsesanlægget negativt.
Til § 9
Det foreslås, at loven træder i kraft den [dato].
Til §§ 10 og 11
Endvidere foreslås i de foreslåede §§ 10 og 11 en række overgangsregler, der har til hensigt at sikre, at de
foreslåede kompetenceændringer skal gælde fra lovens ikrafttræden, og som udgangspunkt også skal finde
anvendelse på verserende sager. Endvidere er det udgangspunktet, at de foreslåede nye regler om meddelelse
af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, der i relevant omfang erstatter en række øvrige afgørelser, skal finde
anvendelse i videst muligt omfang, i de tilfælde hvor dette vil indebære en lettelse for borgere og
myndigheder. Samtidig skal reglerne sikre, at meddelelse af tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger
sker efter de nye sagsbehandlingsregler, såfremt en afgørelse skal inkludere afgørelser efter anden
lovgivning.
Til § 12
Det forslås, at miljø- og fødevareministeren i øvrigt kan fastsætte overgangsregler.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
Lovforslaget indebærer en række kompetenceflytninger i sager efter kystbeskyttelsesloven og
miljøvurderingsloven, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 3.1. Lovforslaget indebærer endvidere
bestemmelser om, at tilladelse efter kystbeskyttelsesloven erstatter forskellige afgørelser efter anden
lovgivning. Disse forslag om inklusion vil i en række tilfælde også i realiteten indebære en række
kompetenceskift, jf.de almindelige bemærkninger afsnit 3.2. Der er derfor behov for at fastsætte regler om,
fra hvornår og for hvilke sager, reglerne skal finde anvendelse.
Der er endvidere både i de gældende regler og efter lovforslaget tale om forskellige sagsbehandlingsregler for
henholdsvis meddelelse af tilladelse til kommunale helhedsløsninger, dvs. kapitel 1 a sager, øvrige sager, der
vedrører flere ejendomme samt sager, der kun vedrører en enkelt ejendom. En række af de nuværende
anmeldelses-, tilladelses- og godkendelsesordninger inkluderes efter lovforslaget i en tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven samtidig med, at der i den forbindelse fastsættes ændrede sagsbehandlings-, klage- og
tilsynsbestemmelser. I den forbindelse opstår der en række overgangsproblemer.
Overgangproblemerne er adresseret i lovforslagets §§ 10 og 11, men det kan ikke udelukkes, at der kan opstå
overgangsproblemer, der ikke fuldt ud bliver imødegået med de foreslåede bestemmelser.
Den foreslåede § 12 skal sikre miljø- og fødevareministeren hjemmel til at fastsætte regler om uforudsete
overgangsproblemer samt overgangsregler i de regler, der skal udstedes i tilknytning til de foreslåede
lovbestemmelser.
Til § 13
Efter forslaget gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.
De love, som omfattes af ændringslovforslaget, gælder ikke for Færøerne og Grønland.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0100.png
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering
Herved bekendtgøres lov om kystbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2016, med de
ændringer, der følger af § 76 i lov nr. 1715 af 27.
december 2016 og lov nr. 1732 af 27. december
2016.
1)
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 18, stk.
1, 1. pkt., og stk. 2-3, der er blevet stk. 3-4, og § 18
a, stk. 4-8, træder i kraft den 1. februar 2017, jf. §
24, stk. 1, i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om
Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Lovforslaget
§1
I lov om kystbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse
nr. 78 af 19. januar 2017, foretages følgende
ændringer:
Loven
titel
affattes således:
”Lov
om kyst
eskyttelse m.v.”
Kapitel 1
Formål
Overskriften til
kapitel 1
affattes således:
”Kapitel
1
Formålet med kystbeskyttelse”
I
§ 1, stk. 1, nr. 8,
udgår ”af væse tlig etyd i g
for kyst eskyttelse”.
§ 1.
Formålet med kystbeskyttelse er at beskytte
mennesker mod oversvømmelser samt ejendom
mod oversvømmelser og nedbrydning fra havet,
fjorde eller andre dele af søterritoriet. Dette formål
varetages ved en afvejning af følgende hensyn:
1) Behovet for kystbeskyttelse,
2) økonomiske hensyn,
3) kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og
miljømæssige kvalitet,
4) kystlandskabets bevarelse og genopretning,
5) naturens frie udfoldelse,
6) rekreativ udnyttelse af kysten,
7) sikring af den eksisterende adgang til kysten
og
8) andre forhold af væsentlig betydning for
kystbeskyttelse.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren fastsætter
regler eller træffer bestemmelser med henblik på at
gennemføre eller anvende internationale
konventioner og EU-regler om forhold, der er
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0101.png
omfattet af denne lov, herunder forordninger,
direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på
kyster og søterritoriet. Miljø- og fødevareministeren
fastsætter desuden regler om meddelelse af påbud
og forbud og om oplysningspligter, hvis sådanne
regler er nødvendige for at gennemføre eller
anvende internationale konventioner og EU-regler
om forhold, der er omfattet af denne lov.
Overskriften til
kapitel 1 a
affattes således:
”Kapitel a
Kommunale fællesprojekter om kystbeskyttelse”
Kapitel 1 a
Kommuners kompetence i forbindelse med
kystbeskyttelsesforanstaltninger
§ 2.
Kommunalbestyrelsen indhenter en udtalelse
fra miljø- og fødevareministeren om de foreslåede
kystbeskyttelsesforanstaltninger samt eventuelt en
udtalelse fra de ejere af fast ejendom, der kan opnå
beskyttelse eller en anden fordel ved et
kystbeskyttelsesanlæg.
Stk. 2.
En anmodning til miljø- og
fødevareministeren om en udtalelse om projektet,
jf. stk. 1, skal indeholde en redegørelse for, hvilke
kystbeskyttelsesforanstaltninger der planlægges
iværksat, og projektets foreslåede linjeføring.
§ 2 a.
Kommunalbestyrelsen træffer på baggrund
af miljø- og fødevareministerens udtalelse, jf. § 2,
afgørelse om, hvorvidt sagen skal fremmes.
Stk. 2.
Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse
om ikke at fremme sagen, underrettes de
anmodende parter, jf. § 1 a, stk. 2, skriftligt herom.
Stk. 3.
Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse
om at fremme sagen, underrettes de ejere af fast
ejendom, som vil opnå beskyttelse eller anden
fordel af foranstaltningen.
I
§ 2
indsættes som stk. 3:
”Stk.
3.
Miljø- og fødevareministeren afgiver
sin udtalelse senest 4 uger efter modtagelsen af
en anmodning om en udtalelse om projektet
efter stk. .”
I
§ 2 a, stk. 3,
indsættes efter
”fora stalt i ge ”: ”, og der
kan indgives
a søg i g efter § ”.
I
§ 2 a
indsættes som stk. 4:
”Stk. . Ko
u al estyrelse offe tliggør
på kommunens hjemmeside oplysninger om,
hvornår de enkelte processkridt forventes
afsluttet, herunder om eventuelle
forsi kelser.”
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0102.png
§§ 3-5
ophæves og i stedet indsættes som
kapitel 1 b og kapitel 1 c: :
”Kapitel
Statslige kystbeskyttelsesprojekter
§ 2 b.
Miljø- og fødevareministeren kan
bestemme, at der ved en kyst skal udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger med staten
som bygherre.
Kapitel 1 c
Tilladelse til kystbeskyttelse
§ 3.
På søterritoriet, strandbredder og andre
kyststrækninger, hvor der ikke findes
sammenhængende grønsvær eller anden
sammenhængende landvegetation, samt på
arealer, der ligger inden for en afstand af 1000
m fra, hvor denne vegetation begynder, må der
kun efter tilladelse udføres
kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Stk. 2.
Kystbeskyttelsesforanstaltninger, der
opføres som en del af de i stk. 1 nævnte, men
som er beliggende uden for de nævnte arealer,
må kun udføres efter tilladelse efter stk. 1.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen meddeler
tilladelse efter stk. 1, jf. dog stk. 6.
Stk. 4.
For foranstaltninger, der er beliggende
på søterritoriet, meddeler
kommunalbestyrelsen for de grundejere, der
opnår beskyttelse, tilladelse efter stk. 1.
Stk.5.
Kommunalbestyrelsen skal tage behørigt
hensyn til andre kommuner, når der meddeles
tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Stk. 6.
Miljø- og fødevareministeren meddeler
tilladelse efter stk. 1 til
kystbeskyttelsesforanstaltninger, der udføres
med staten som bygherre.
Stk. 7.
Der kan i forbindelse med meddelelse af
tilladelse efter § 3, stk. 1 og 2, stilles vilkår,
herunder om sikkerhedsstillelse for udgifter til
fjernelse af de nævnte anlæg, vedligeholdelse
og godkendelse af overdragelse m.v.
Stk. 8.
Vilkår for tilladelse efter stk. 1 kan
tinglyses på ejendommen for ejerens regning.
§ 3 a.
En tilladelse efter § 3 erstatter i
overensstemmelse med reglerne herom i
naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt og
vildtforvaltningsloven og regler fastsat i medfør
af disse love tilladelser, godkendelser m.v., som
§ 3.
Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om
at fremme sagen, jf. § 2 a, stk. 1, kan
kommunalbestyrelsen vælge at afholde et eller flere
møder med de ejere af fast ejendom, som opnår
beskyttelse eller en anden fordel ved
kystbeskyttelsesprojektet.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0103.png
er nødvendige for at gennemføre
foranstaltninger omfattet af tilladelsen efter §
3. En tilladelse efter § 3 kan endvidere i
overensstemmelse med vandløbsloven erstatte
tilladelser, godkendelser m.v., som er
nødvendige for at gennemføre foranstaltninger
omfattet af tilladelsen efter § 3.
Stk. 2.
En tilladelse efter § 3 skal indeholde
oplysninger om, hvilke afgørelser efter anden
lovgivning, tilladelsen erstatter.
§ 3 b.
Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at bestemte typer af sager
efter loven skal behandles og afgøres samtidig
ed visse afgørelser efter lov o va dlø .”
§ 4.
Kommunalbestyrelsen skal sende det
konkrete kystbeskyttelsesprojekt i høring hos alle,
som kan blive pålagt bidragspligt, jf. § 9 a, og
interessenter, jf. § 18 a. Kommunalbestyrelsen skal
samtidig offentliggøre projektet. Offentliggørelse
kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 2. Fristen for at indsende bemærkninger ved
høringen efter stk. 1 skal være mindst 4 uger fra den
dag, hvor høringen er offentliggjort. Ved
fastsættelse af fristen skal kommunalbestyrelsen
tage højde for sagens kompleksitet samt nært
forestående ferier eller højtider, hvorved
høringsfristen skal forlænges ud over de mindst 4
uger.
Stk. 3. Det projekt, som kommunalbestyrelsen
sender i høring, skal indeholde en redegørelse for,
Ӥ 4.
Ansøgning om tilladelse efter § 3
indgives til den kompetente myndighed, jf. §
3, stk. 3, 4 og 6.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte nærmere regler om krav til
ansøgning om tilladelse, herunder om, hvilke
oplysninger ansøgeren skal tilvejebringe, og
om, at ansøgning skal gives digitalt,
herunder om anvendelse af bestemte it-
systemer, særlige digitale formater, skemaer
og digital sig atur. ”
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0104.png
hvilke foranstaltninger der skal gennemføres.
Redegørelsen skal endvidere indeholde oplysning
om, hvordan kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal
udføres, og hvorledes udgifterne skal afholdes og
fordeles, herunder udgifterne til:
1) Sagens forberedelse, forundersøgelser,
projektering, udførelse og tilsyn.
2) Drift, vedligeholdelse og andre løbende
foranstaltninger.
3) Ekspropriation, jf. § 6.
4) Finansiering, jf. § 9.
§ 5.
Når fristen efter § 4, stk. 2, er udløbet,
træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om det
konkrete kystbeskyttelsesprojekt. jf. § 1 a, stk. 1.
Stk. 2.
Før kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om det konkrete projekt, jf. stk. 1, kan
kommunalbestyrelsen foretage mindre ændringer i
det projekt, der har været sendt i høring. Berører
ændringen på væsentlig måde andre end dem, der
ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan
afgørelse ikke træffes, før de pågældende er blevet
hørt. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist
herfor. Hvis ændringerne er så væsentlige, at der
foreligger et nyt projekt, skal det offentliggøres og
sendes i en ny høring, jf. § 4.
Stk. 3.
Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse
om, at der ikke skal gennemføres et konkret projekt,
skal afgørelsen sendes til de parter og andre, som
har haft projektet i høring efter § 4. Afgørelsen skal
tillige offentliggøres. Offentliggørelse kan ske
udelukkende digitalt.
Stk. 4.
Hvis kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om, at det konkrete projekt skal
gennemføres, skal afgørelsen sendes til de parter og
andre, som har haft projektet i høring efter § 4, og
afgørelsen skal tillige offentliggøres. Offentliggørelse
kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 5.
Efter udløbet af klageperioden, jf. § 18 a,
stk. 3, jf. § 5, stk. 4, ansøger kommunalbestyrelsen
om tilladelse til udførelse af det konkrete vedtagne
projekt hos miljø- og fødevareministeren, jf. § 16,
§ 5.
Ansøgning om tilladelse i sager, der ikke er
igangsat efter § 1 a, skal af den kompetente
myndighed skriftligt meddeles ejere af
naboejendomme. Ansøgningen skal endvidere
offentliggøres på myndighedens hjemmeside.
Offentliggørelsen skal ske samtidig med, at
ansøgningen sendes i høring.
Stk. 2.
I sager, der er igangsat efter § 1 a, skal
Kommunalbestyrelsen sende det konkrete
kystbeskyttelsesprojekt i høring hos alle, som kan
blive pålagt bidragspligt, jf. § 9 a, ejere af
naboejendomme til
kystbeskyttelsesforsanstaltningen og
interessenter, jf. § 18 a, der har anmodet
kommunalbestyrelsen herom.
Kommunalbestyrelsen skal samtidig offentliggøre
projektet. Offentliggørelse kan ske udelukkende
digitalt.
Stk. 3.
Fristen for at indsende bemærkninger
ved høringen efter stk. 2 skal være mindst 4 uger
fra den dag, hvor høringen er offentliggjort. Ved
fastsættelse af fristen skal kommunalbestyrelsen
tage højde for sagens kompleksitet samt nært
forestående ferier eller højtider, hvorved
høringsfristen skal forlænges ud over de mindst 4
uger.
Stk. 4.
Det projekt, som kommunalbestyrelsen
sender i høring, skal indeholde en redegørelse
for, hvilke foranstaltninger der skal gennemføres.
Redegørelsen skal endvidere indeholde oplysning
om, hvordan kystbeskyttelsesforanstaltningerne
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0105.png
stk. 1.
skal udføres, og hvorledes udgifterne skal
afholdes og fordeles, herunder udgifterne til:
1) Sagens forberedelse, forundersøgelser,
projektering, udførelse og tilsyn.
2) Drift, vedligeholdelse og andre løbende
foranstaltninger.
3) Ekspropriation, jf. § 6.
4) Finansiering, jf. § 9.
§ 5 a.
Når fristen efter § 5, stk. 3, er udløbet,
træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om
tilladelse til projektet efter § 3.
Stk. 2. Før kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om det konkrete projekt, jf. stk. 1, kan
kommunalbestyrelsen foretage mindre
ændringer i det projekt, der har været sendt i
høring. Berører ændringen på væsentlig måde
andre end dem, der ved indsigelse har
foranlediget ændringen, kan afgørelse ikke
træffes, før de pågældende er blevet hørt.
Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist herfor.
Hvis ændringerne er så væsentlige, at der
foreligger et nyt projekt, skal det offentliggøres
og sendes i en ny høring, jf. § 5, stk. 2-4.
§ 5 b.
Afgørelser efter § 3 skal skriftligt
meddeles ejere af naboejendomme og
klageberettigede personer, organisationer og
foreninger efter § 18, a, stk. 1, nr. 6-9, samt
berørte offentlige myndigheder, jf. dog stk. 2.
Afgørelser skal dog alene meddeles de foreninger
og organisationer, der har anmodet
tilladelsesmyndigheden om at modtage
underretning om afgørelserne. Afgørelserne skal
offentliggøres på tilladelsesmyndighedens
hjemmeside. Offentliggørelsen skal ske samtidig
med, at tilladelsen meddeles ansøgeren.
Stk. 2.
Afgørelse efter § 3 om et projekt, der er
igangsat efter § 1 a, skal sendes til de parter og
andre, som har haft projektet i høring efter § 5,
stk. 2, og berørte offentlige myndigheder.
Afgørelsen skal tillige offentliggøres.
Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.
Før § 6 indsættes som kapiteloverskrift:
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0106.png
”Kapitel d
Ekspropriation til kystbeskyttelse
”
§ 6.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse
om ekspropriation til gennemførelse af
kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse
om at ekspropriere arealer med en offentlig
myndighed eller et lag som fremtidig ejer, hvis det
af hensyn til kystens pleje eller kystbeskyttelsen må
anses for at være af væsentlig betydning, at
myndigheden eller laget, jf. § 7, stk. 1, har
ejendomsret til strandbredden, forlandet foran et
dige eller en kyststrækning, hvor der ikke findes
sammenhængende grønsvær eller anden
sammenhængende landvegetation.
Stk. 3.
Ved ekspropriation i henhold til stk. 1 og 2
finder §§ 98-122 i lov om offentlige veje tilsvarende
anvendelse, idet kommunalbestyrelsen træder i
stedet for vejbestyrelsen.
I
§ 6, stk. 1,
indsættes efter
”kyst eskyttelsesfora stalt i ger”: ”i
projekter,
der er iga gsat efter § a”.
Efter § 6 indsættes i
kapitel 1 d:
Ӥ
6 a.
Miljø- og Fødevareministeren kan træffe
afgørelse om ekspropriation til gennemførelse
af de i § 2b nævnte
kyst eskyttelsesfora stalt i ger.”
Før § 7 indsættes som kapitaloverskrift:
”Kapitel
Regulering af kommunale fællesprojekter om
kystbeskyttelse”
I
§ 9
i dsættes efter ” idlertidigt”: ”eller
e deligt”.
§ 9.
Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvorledes
midlerne til kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal
tilvejebringes, herunder, om der skal optages lån,
om lån skal garanteres af kommunen, og om
kommunen midlertidigt skal afholde udgiften.
§ 9 a.
Kommunalbestyrelsen kan i sin afgørelse
efter § 5 pålægge ejere af fast ejendom, som opnår
en beskyttelse eller anden fordel ved
foranstaltningen, en bidragspligt. Det enkelte
bidrags størrelse fastsættes af
kommunalbestyrelsen.
I
§ 9 a, stk. 1,
æ dres ”§ ” til: ”§ o et
projekt, der er iga gsat efter § a”.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0107.png
Stk. 2.
Bidrager en kommune med et beløb, ud
over hvad der måtte være pålagt kommunen i
henhold til stk. 1, kan miljø- og fødevareministeren
efter indstilling fra kommunen pålægge en anden
kommune, der er berørt af
beskyttelsesforanstaltningen, at bidrage med indtil
samme beløb. Bestemmelsen i 1. pkt. finder
anvendelse på både anlægsudgifter, driftsudgifter
og andre udgifter.
§ 9 a, stk. 2, ophæves.
§ 10.
Miljø- og fødevareministeren kan
bestemme, at en sag, der har betydning for en
kyststrækning i flere kommuner, henvises til
behandling i kommunalbestyrelsen.
§ 10
ophæves
Før § 11 ophæves:
Kapitel 2
Kystbeskyttelsens opretholdelse
I
§ 11, stk. 1,
æ dres ”Kapitel a” til: ”Regler e
om kommunale fællesprojekter, der er
igangsat efter § 1
a,”.
”Kapitel
Kystbeskyttelse s opretholdelse”.
§ 11.
Kapitel 1 a finder tilsvarende anvendelse på
ændring og nedlæggelse eller ophør af allerede
bestående eller besluttede
kystbeskyttelsesforanstaltninger.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan ændre en
udgiftsfordeling, herunder en udgiftsfordeling, der
er fastlagt inden lovens ikrafttræden. §§ 2-5 finder
tilsvarende anvendelse.
I § 11, stk. 2, 2. pkt. affattes således:
”Regler e o ko
u ale
fællesprojekter, der er igangsat efter § 1
a,
fi der tilsvare de a ve delse.”
§ 14.
Ejere af omliggende arealer skal tåle, at
arealerne benyttes i nødvendigt omfang i
forbindelse med forundersøgelser, tilsyn,
vedligeholdelsesarbejder og andre foranstaltninger i
forbindelse med kystbeskyttelse. Personer, der
benytter arealer i forbindelse med disse opgaver,
skal efter anmodning vise legitimation og redegøre
for formålet med tilstedeværelsen.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder ligeledes forundersøgelser og
tilsyn vedrørende de i § 16 a nævnte anlæg,
indretninger m.v.
Stk. 3.
Forvoldes der under benyttelsen efter stk.
1 eller 2 skade på en ejendom, skal der ydes
erstatning herfor. I mangel af forlig fastsættes
§ 14
ophæves.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0108.png
erstatningen af taksationsmyndighederne efter lov
om offentlige veje.
Overskriften til
kapitel 3
affattes således:
Kapitel 3
Reguleringsbestemmelser
”Kapitel
3
Øvrige fora stalt i ger ”
§ 16.
På strandbredder og andre kyststrækninger,
hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær
eller anden sammenhængende landvegetation,
samt på arealer, der ligger inden for en afstand af
100 m fra, hvor denne vegetation begynder, må der
kun efter tilladelse fra miljø- og fødevareministeren
1) udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger og
andre faste anlæg, som også etableres på
søterritoriet, eller
2) graves, bores, pumpes, suges eller foretages
nogen form for terrænændring.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke
havnearealer og foranstaltninger
1) i henhold til lov om råstoffer eller
2) til dæmpning af sandflugt.
Stk. 3.
Der kan i forbindelse med meddelelse af
tilladelse efter stk. 1 stilles vilkår, herunder om
sikkerhedsstillelse for udgifter til fjernelse af de
nævnte anlæg, vedligeholdelse og godkendelse af
overdragelse m.v.
§ 16
ophæves.
(indarbejdet i § 3 og § 16 a)
§ 16 a.
På søterritoriet må der kun efter tilladelse
fra miljø- og fødevareministeren
1) foretages inddæmning eller opfyldning,
2) udføres anlæg eller anbringes faste eller
forankrede indretninger eller genstande,
3) anbringes fartøjer, der agtes anvendt til andet
end sejlads, eller
4) foretages uddybning eller gravning.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder ikke for anlæg m.v. på
I
§ 16 a, stk. 1,
i dsættes efter ”På søterritoriet
å der”: ”til a dre for ål e d
kyst eskyttelse”.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0109.png
søterritoriet, der er etableret efter anden
lovgivning.
Stk. 3.
Der kan i forbindelse med meddelelse af
tilladelse efter stk. 1 stilles vilkår, herunder om
sikkerhedsstillelse for udgifter til fjernelse af de
nævnte anlæg, vedligeholdelse og godkendelse af
overdragelse m.v.
I
§ 16 a
indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
”Stk. .
På strandbredder og andre
kyststrækninger, hvor der ikke findes
sammenhængende grønsvær eller anden
sammenhængende landvegetation, samt på
arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m
fra, hvor denne vegetation begynder, må der til
andre formål end kystbeskyttelse kun efter
tilladelse fra miljø- og fødevareministeren
1) udføres faste anlæg som også etableres på
søterritoriet, eller
2) graves, bores, pumpes, suges eller foretages
oge for for terræ æ dri g.”
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
I
§ 16 a, stk. 3,
der bliver stk. 4, indsættes efter
”stk. ”: ”og ”.
I
§ 16 a
indsættes efter stk. 3, som bliver stk. 4,
som
stk. 5:
”Stk. 5.
Vilkår for tilladelse efter stk. 1 og 3 kan
ti glyses på eje do
e for ejere s reg i g.”
.
§ 16 b.
På søterritoriet og på strandbredder og
andre kyststrækninger, hvor der ikke findes
sammenhængende landvegetation, kan der efter
tilladelse fra miljø- og fødevareministeren foretages
1) videreførelse ved bypass nedstrøms på kysten
af sediment, som er ophobet som følge af et fast
anlæg, en sejlrende, et havnebassin el.lign., eller
2) nyttiggørelse af oprensnings- og
uddybningsmaterialer, jf. § 20 c i lov om
råstoffer, i form af kystbeskyttelse i henhold til
en tilladelse efter § 16, stk. 1, nr. 1, eller
etablering af anlæg eller opfyldning i henhold til
en tilladelse efter § 16 a, stk. 1, nr. 1 eller 2.
I
§ 16 b, stk. 1, nr. 2,
æ dres ”§
til: ”§ ”.
, stk. , r. ,
(Flyttet fra § 16 c, stk. 2)
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0110.png
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan stille
vilkår for tilladelser udstedt i medfør af stk. 1.
Stk. 3.
Tilladelse efter stk. 1, nr. 2, til nyttiggørelse
kan afslås, hvis det vurderes, at de pågældende
sedimenter bør videreføres som omhandlet i stk. 1,
nr. 1. Ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse i
henhold til stk. 1, nr. 2, kan i så fald anses som
ansøgning om tilladelse til videreførelse i henhold til
stk. 1, nr. 1.
Stk. 4.
Ansøgning om tilladelse til dumpning i
henhold til § 26 i lov om beskyttelse af havmiljøet
eller om nyttiggørelse i henhold til § 20 b i lov om
råstoffer kan, hvis det vurderes, at de pågældende
sedimenter bør videreføres som omhandlet i stk. 1,
nr. 1, anses som ansøgning herom. Ansøgning om
tilladelse til dumpning i henhold til § 26 i lov om
beskyttelse af havmiljøet kan, hvis 1. pkt. ikke finder
anvendelse og materialet er egnet til nyttiggørelse,
anses som ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse i
henhold til stk. 1, nr. 2.
Stk. 5.
Miljø- og fødevareministeren fastsætter
nærmere regler om krav til ansøgning om tilladelse
efter stk. 1, herunder om, hvilke oplysninger
ansøgeren skal tilvejebringe, og om, at ansøgning
skal gives digitalt, herunder om anvendelse af
bestemte it-systemer, særlige digitale formater,
skemaer og digital signatur. Ministeren fastsætter
nærmere regler om behandling af ansøgninger og
meddelelse af tilladelse efter stk. 1, herunder om
høring af offentligheden, herunder at offentlig
høring kan ske udelukkende digitalt, om inddragelse
af andre myndigheder og om behandlingen af
sagerne i øvrigt.
Stk. 6.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at den, der foretager videreførelse eller
nyttiggørelse, skal give oplysninger herom, bl.a. om
beliggenhed, art og mængde af de sedimenter, der
videreføres eller nyttiggøres, om anvendelsen heraf
og om, at oplysningerne skal gives digitalt, herunder
om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige
digitale formater, skemaer og digital signatur.
§ 16 c.
Ansøgninger om tilladelser og afgørelser
efter § 16, stk. 1, og §§ 16 a og 16 b skal skriftligt
meddeles ejere af naboejendomme. Ansøgningerne
og afgørelserne skal offentliggøres på
Kystdirektoratets hjemmeside, hvis de er af
væsentlig betydning eller har almindelig offentlig
interesse. Offentliggørelsen skal ske, samtidig med
I
§ 16 c, stk. 1,
udgår ”§ , stk. , og” og
”Kystdirektoratets” æ dres til:
” y dighede s”.
§ 16 c, stk. 2,
ophæves. (flyttet)
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0111.png
at ansøgningen sendes i høring og tilladelsen
meddeles ansøgeren.
Stk. 2.
Vilkår for tilladelse efter § 16, stk. 1, og §
16 a kan tinglyses på ejendommen for ejerens
regning.
§ 17.
Miljø- og fødevareministeren kan i
kystbeskyttelsesøjemed udfærdige regler om
begrænsning i færdsel på og brug af forstranden,
strandbredder og kystbeskyttelsesanlæg.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan for den enkelte
kyststrækning eller for det enkelte anlæg til
kystbeskyttelse fastsætte nærmere bestemmelser
om færdsel og brug. Hvis bestemmelserne
indebærer ekspropriation, finder § 6, stk. 3,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Bestemmelser udfærdiget i henhold til stk.
2 bekendtgøres i et eller flere stedlige blade samt
ved opslag på stedet.
Stk. 4.
I forbindelse med Søfartsstyrelsens
godkendelse af sejlads med hurtigfærger kan miljø-
og fødevareministeren af hensyn til beskyttelsen af
kyster samt sikkerheden for diger og anlæg på
søterritoriet fastsætte nærmere vilkår for sejladsen
med hensyn til fart, maksimal bølgepåvirkning,
ruteforløb m.v. Vilkårene kan ændres, hvis der, efter
at sejladsen er påbegyndt, viser sig uforudsete
skader på kysten.
§ 17
ophæves. (flyttet)
Kapitel 4
Klage og søgsmål
Kapitel 4
Klage og søgsmål
I
§ 18, stk. 1,affattes
således:
”Afgørelser
efter loven, der er truffet af
kommunalbestyrelsen eller miljø- og
fødevareministeren, eller efter
bemyndigelse fra miljø- og
fødevareministeren, jf. § 19, stk. 1, kan
påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet,
som behandler sagen i den læge afdeling, jf.
§ 3, stk. 1, nr. 9, i lov om Miljø- og
Fødevareklagenævnet, for så vidt angår
retlige spørgsmål.
§ 18, stk. 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3
§ 18.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter
loven kan påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den
læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i lov om Miljø- og
Fødevareklagenævnet. Kommunalbestyrelsens
afgørelser efter § 2 a, stk. 2, kan dog kun påklages,
for så vidt angår retlige spørgsmål.
Stk. 2.
Afgørelser efter § 2 a, stk. 3, kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3.
Afgørelser efter §§ 16, 16 a og 16 b, der er
truffet af miljø- og fødevareministeren eller efter
bemyndigelse fra miljø- og fødevareministeren, jf. §
19, stk. 1, kan påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0112.png
læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i lov om Miljø- og
Fødevareklagenævnet, for så vidt angår retlige
forhold.
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om klage over afgørelser truffet af
kommunalbestyrelsen eller miljø- og
fødevareministeren efter regler udstedt i medfør af
loven. Miljø- og fødevareministeren kan herunder
bestemme, at sådanne afgørelser kan påklages til
Miljø- og Fødevareklagenævnet, eller at sådanne
afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed.
§ 18 a, stk. 1 og 2,
affattes således:
§ 18 a.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter
loven kan påklages af den, afgørelsen er rettet til, og
af enhver, der har en væsentlig individuel interesse i
sagen, samt af Danmarks Naturfredningsforening,
Friluftsrådet, Grundejernes Landsorganisation og
Fritidshusejernes Landsforening.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministerens afgørelser
efter lovens §§ 16, 16 a og 16 b kan påklages af
afgørelsens adressat og enhver, der har en
væsentlig individuel interesse i sagen, samt af
landsdækkende foreninger og organisationer, der
som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø
eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser
inden for arealanvendelsen, på betingelse af
1) at foreningen eller organisationen har
vedtægter eller love, som dokumenterer dens
formål, og
2) at foreningen eller organisationen kan
dokumentere, at den repræsenterer mindst 100
medlemmer.
Stk. 3.
Fristen for at klage efter stk. 1 og 2 er 4
uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den
pågældende eller offentliggjort.
Stk. 4.
Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet
indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet
afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening,
jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og
Fødevareklagenævnet. Endvidere skal efterfølgende
kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse
af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet,
når den er tilgængelig for myndigheden.
Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen,
snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3
uger efter klagefristens udløb videresende klagen til
Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved
videresendelsen være ledsaget af den påklagede
”Klageberettiget
over afgørelser efter loven er:
10) adressaten for afgørelsen,
11) ejeren af den ejendom, som
afgørelsen vedrører,
12) enhver, der har en væsentlig
individuel interesse i sagens
udfald,
13) miljø- og fødevareministeren
samt andre offentlige
myndigheder,
14) en berørt nationalparkfond
oprettet efter lov om
nationalparker,
15) lokale foreninger og
organisationer, som har en
væsentlig interesse i afgørelsen,
16) landsdækkende foreninger og
organisationer, hvis
hovedformål er beskyttelse af
natur og miljø,
17) landsdækkende foreninger og
organisationer, som efter deres
formål varetager væsentlige
rekreative interesser, når
afgørelsen berører sådanne
interesser, og
18) landsdækkende foreninger og
organisationer, som efter deres
formål varetager væsentlige
brugerinteresser inden for
arealanvendelsen og som
repræsenterer mindst 100
medlemmer.
Stk. 2.
Ved klage efter stk. 1, nr. 7-9, kan Miljø- og
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0113.png
afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens
bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med
myndighedens bemærkninger til sagen og de
anførte klagepunkter.
Stk. 5.
Videresender myndigheden klagen til
Miljø- og Fødevareklagenævnet, sender den
samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen
involverede med en frist for at afgive bemærkninger
til Miljø- og Fødevareklagenævnet på 3 uger fra
modtagelsen.
Stk. 6.
Myndigheden skal straks underrette Miljø-
og Fødevareklagenævnet, hvis den, efter at klagen
er videresendt til nævnet, inddrages i forhandlinger
med adressaten for afgørelsen og klageren om
tilpasninger af det ansøgte projekt, der er af
betydning for klagen. Miljø- og
Fødevareklagenævnet kan sætte behandlingen af
sagen i bero, indtil forhandlingerne er afsluttet.
Myndigheden underretter nævnet om resultatet af
forhandlingerne, når de er afsluttet.
Stk. 7.
Myndighedens videresendelse af klage til
og efterfølgende kommunikation om klagesagen
med Miljø- og Fødevareklagenævnet skal ske ved
anvendelse af digital selvbetjening. Det samme
gælder sager, hvor klage ikke er indgivet ved
anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Miljø-
og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om,
at klagen ikke afvises.
Stk. 8.
Indgives en klage ikke ved anvendelse af
digital selvbetjening, skal myndigheden snarest
videresende klagen til Miljø- og
Fødevareklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk.
4, 4. og 5. pkt., og stk. 5 ikke anvendelse.
Stk. 9.
Rettidig klage har opsættende virkning.
Dog kan den myndighed, der har truffet afgørelsen,
bestemme, at uopsættelige reparations- og
afværgeforanstaltninger skal iværksættes uanset
rettidig klage.
Stk. 10.
En afgørelse i henhold til § 6 kan ikke
indbringes for domstolene, før afgørelsen har været
prøvet i henhold til § 18, stk. 1.
Stk. 11.
Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at andre lignende
interesseorganisationer end de i stk. 1 anførte tillige
kan påklage afgørelser efter stk. 1.
§ 18 b.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter
loven eller de regler, der er fastsat i medfør af loven,
skal være anlagt, inden 6 måneder efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende. Er
Fødevareklagenævnet kræve, at foreningerne
eller organisationerne dokumenterer deres
klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter
eller på a de
åde.”
I
§ 18 a, stk. 3,
æ dres ”stk. og ” til: ”stk. ”.
§ 18 a, stk. 11,
ophæves.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0114.png
afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen
dog altid fra bekendtgørelsen.
§ 19.
Overlader miljø- og fødevareministeren sine
beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller
efter bestemmelser fastsat efter loven til en
institution under ministeriet, kan ministeren
fastsætte regler om adgangen til at klage over
afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed.
Ministeren kan ligeledes fastsætte bestemmelser
om interesseorganisationers adgang til at klage over
afgørelser efter loven eller efter bestemmelser
fastsat efter loven, som er truffet af en institution
under ministeriet.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan
bemyndige kommunalbestyrelser til at udøve
ministerens beføjelser efter § 16 a.
Kapitel 5
Påbud, straf, ikrafttræden m.v.
§ 19
og kapiteloverskriften efter § 19 ophæves
og i stedet indsættes:
Ӥ
.
Overlader miljø- og
fødevareministeren sine beføjelser til at træffe
afgørelser efter loven eller efter bestemmelser
fastsat efter loven til en institution under
ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om
adgangen til at klage over afgørelserne, herunder
om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed. Ministeren kan
ligeledes fastsætte bestemmelser om
interesseorganisationers adgang til at klage over
afgørelser efter loven eller efter bestemmelser
fastsat efter loven, som er truffet af en institution
under ministeriet.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan
bemyndige kommunalbestyrelser til at udøve
ministerens beføjelser efter §§ 16 a, 19 b, 19 c,
og 19 d.
Kapitel 5
Tilsyn, håndhævelse og adgang
§ 19.
Kommunalbestyrelsen påser
overholdelsen af denne lov og af de regler, der er
udstedt efter loven, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren påser
overholdelsen af reglerne i § 3, jf. stk. 6, og §§ 16
a og 16 b.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan
bestemme, at tilsynet udøves af en anden
myndighed.
Stk. 4.
Tilsynsmyndigheden påser, at påbud og
forbud efter denne lov efterkommes, og at vilkår,
der er fastsat i tilladelser, overholdes.
Stk. 5.
Tilsynsmyndigheden skal foranledige et
ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet
har underordnet betydning.
Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal foretage
indberetning til miljø- og fødevareministeren, når
den får kendskab til et ulovligt forhold, som ikke
omfattes af kommunalbestyrelsens tilsyn efter
stk. 1. Tilsvarende skal miljø- og
fødevareministeren foretage indberetning til
kommunalbestyrelsen, når ministeren får
kendskab til et ulovligt forhold, som ikke
omfattes af ministerens tilsyn efter stk. 2.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0115.png
Stk. 7.
Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler for udøvelsen af
tilsy svirkso hed.”
§ 19 a.
Miljø- og fødevareministeren kan meddele
påbud om
1) at fjerne en kystbeskyttelsesforanstaltning og
andre faste anlæg, som også er etableret på
søterritoriet, og som vedkommende har udført i
strid med § 16, stk. 1, nr. 1, eller
2) at retablere forholdene efter en gravning,
boring, pumpning, sugning eller terrænændring,
som vedkommende har udført i strid med
bestemmelsen i § 16, stk. 1, nr. 2.
§ 19 b.
Miljø- og fødevareministeren kan
meddele påbud om
1) at fjerne en inddæmning, en opfyldning, et
anlæg, en indretning, en genstand eller et fartøj,
som vedkommende har foretaget, udført eller
anbragt i strid med § 16 a, eller
2) at retablere forholdene efter en uddybning
eller gravning, som vedkommende har foretaget i
strid med § 16 a.
§§19 a og 19 b
affattes således:
Ӥ
19 a.
Tilsynsmyndigheden kan meddele
påbud om at fjerne en
kystbeskyttelsesforanstaltning, som
vedkommende har udført i strid med § 3, stk. 1
og 2, og om at retablere forholdene.
2. § 19 b.
Miljø- og fødevareministeren kan
meddele påbud om
1) at fjerne en inddæmning, en opfyldning, et
anlæg, en indretning, en genstand eller et
fartøj, som vedkommende har foretaget,
udført eller anbragt i strid med § 16 a, stk. 1,
2) at retablere forholdene efter en uddybning
eller gravning, som vedkommende har
foretaget i strid med § 16 a, stk. 1.
3) at fjerne faste anlæg, som også er etableret
på søterritoriet i strid med § 16 a, stk. 3, nr. 1,
eller
4) at retablere forholdene efter en gravning,
boring, pumpning, sugning eller
terrænændring, der er foretaget i strid med §
16 a, stk. 3,
r. .”
§ 19 c.
Miljø- og fødevareministeren kan, hvis det
ikke er muligt at meddele nogen et påbud i medfør
af § 19 a eller § 19 b, meddele den til enhver tid
værende ejer af en fast ejendom påbud om at
berigtige ulovligt etablerede
kystbeskyttelsesforanstaltninger, anlæg,
indretninger m.v., som nævnt i § 16, stk. 1, og § 16
a.
Stk. 2.
Myndigheden kan lade et påbud tinglyse
på ejendommen. Når forholdet er berigtiget, skal
myndigheden lade påbuddet aflyse fra tingbogen.
Udgifter til tinglysning afholdes for ejerens regning.
I
§ 19 c, stk. 1,
æ dres ”Miljø-
og
fødevare i istere ” til
”Tilsy s y dighede ” og ” § , stk. ,”
æ dres til: ”§ ”.
I
§ 19 c
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
”Stk. .
Hvis modtageren af et påbud efter § 19 a
eller § 19 b, ikke har rådighed over den
ejendom, påbuddet vedrører, kan
tilsynsmyndigheden meddele den, der har
rådighed over ejendommen, påbud om at
tåle den forpligtedes opfyldelse af
på uddet.”
Stk. 2. bliver herefter stk. 3.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0116.png
§ 19 d.
Når der ved dom i medfør af
retsplejelovens § 997, stk. 3, er meddelt påbud om
at efterkomme et i medfør af §§ 19 a-c meddelt
påbud, og påbuddet i dommen ikke efterkommes
rettidigt, og inddrivelse af tvangsbøder ikke kan
antages at føre til, at påbuddet efterkommes, kan
miljø- og fødevareministeren foretage det
nødvendige til forholdets berigtigelse for den
forpligtedes regning.
Stk. 2.
Der er udpantningsret for udgifter, som
myndighederne afholder efter stk. 1, § 16 c, § 19 c,
stk. 2, og § 19 e.
Stk. 3.
Betales de i stk. 2 nævnte udgifter ikke
rettidigt, kan der tillægges renter i
overensstemmelse med renteloven.
§ 19 e.
Miljø- og fødevareministeren eller en
kommunalbestyrelse kan meddele ejeren af et vrag
påbud om fjerne det, hvis vraget skønnes at kunne
frembyde fare for kysten eller for et
kystbeskyttelsesanlæg. Efterkommes påbuddet ikke,
kan ministeren eller kommunalbestyrelsen lade
vraget fjerne for ejerens regning, hvis det er
nødvendigt for at afværge en nærliggende fare. Er
øjeblikkelig indgriben påkrævet, kan ministeren eller
kommunalbestyrelsen lade vraget fjerne for ejerens
regning uden forudgående påbud til ejeren.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende
anvendelse på andre genstande, der er anbragt på
søterritoriet eller strandbredden uden tilladelse fra
Kystdirektoratet.
I § 19 d, stk. 2, ændres
Ӥ
,§
”§ , stk. , § a, stk. , §
I
§ 19 d
indsættes som
stk.
4:
, stk. ,” til:
, stk. ,
”Stk. .
Såfremt et ulovligt forhold frembyder
fare for opretholdelsen af tilstanden af et
område eller for dyr og planter, der er beskyttet
i medfør af lov om naturbeskyttelse eller lov om
skove, og et påbud om at berigtige forholdet
ikke efterkommes rettidigt, kan
tilsynsmyndigheden umiddelbart lade det
nødvendige arbejde udføre på den forpligtedes
regning. Politiet yder nødvendig bistand hertil.”
Efter § 19 e indsættes:
Ӥ f.
Myndighederne efter loven eller
personer, der af disse myndigheder er
bemyndiget hertil, har uden retskendelse adgang
til offentlige og private ejendomme for at udøve
de beføjelser, der er tillagt dem i medfør af
denne lov, herunder for at foretage
undersøgelser af betydning for lovens formål.
Tilsvarende gælder lokaliteter, der helt eller
delvis benyttes erhvervsmæssigt. Legitimation
skal forevises efter anmodning.
Stk. 2.
Politiet yder nødvendig bistand til at
udnytte adgangsretten efter stk. 1.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0117.png
§ 19 g.
Miljø- og fødevareministeren kan i
kystbeskyttelsesøjemed udfærdige regler om
begrænsning i færdsel på og brug af forstranden,
strandbredder og kystbeskyttelsesanlæg.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan for den enkelte
kyststrækning eller for det enkelte anlæg til
kystbeskyttelse fastsætte nærmere
bestemmelser om færdsel og brug. Hvis
bestemmelserne indebærer ekspropriation,
finder § 6, stk. 3, tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Bestemmelser udfærdiget i henhold til stk.
2 bekendtgøres i et eller flere stedlige blade samt
ved opslag på stedet.
Stk. 4.
I forbindelse med Søfartsstyrelsens
godkendelse af sejlads med hurtigfærger kan
miljø- og fødevareministeren af hensyn til
beskyttelsen af kyster samt sikkerheden for diger
og anlæg på søterritoriet fastsætte nærmere
vilkår for sejladsen med hensyn til fart, maksimal
bølgepåvirkning, ruteforløb m.v. Vilkårene kan
ændres, hvis der, efter at sejladsen er påbegyndt,
viser sig uforudsete skader på kysten.
§ 19 h.
Ejere af omliggende arealer skal tåle, at
arealerne benyttes i nødvendigt omfang i
forbindelse med forundersøgelser, tilsyn,
vedligeholdelsesarbejder og andre
foranstaltninger i forbindelse med
kystbeskyttelse. Personer, der benytter arealer i
forbindelse med disse opgaver, skal efter
anmodning vise legitimation og redegøre for
formålet med tilstedeværelsen.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder ligeledes forundersøgelser og
tilsyn vedrørende de i § 16 a nævnte anlæg,
indretninger m.v.
Stk. 3.
Forvoldes der under benyttelsen efter stk.
1 eller 2 skade på en ejendom, skal der ydes
erstatning herfor. I mangel af forlig fastsættes
erstatningen af taksationsmyndighederne efter
lov o offe tlige veje.”
Før § 20 indsættes som kapiteloverskrift:
”Kapitel
Straf, ikrafttræden m.v.”
I
§ 20, stk. 1, nr. 1 og 4,
æ dres ”§ , stk. ,”
til: ”§ , stk. og ” og i
§ 20, stk. 1, nr. 4
æ dres ”§ , stk. ” til: ”§ g, stk. ”.
§ 20.
Med bøde straffes den, der
1) overtræder § 16, stk. 1,
2) overtræder § 16 a,
3) overtræder § 16 b, stk. 1,
4) tilsidesætter vilkår i en tilladelse efter § 16,
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0118.png
stk. 1, § 16 a og § 16 b, stk. 2, eller vilkår fastsat
efter § 17, stk. 4, eller
5) undlader at efterkomme påbud efter §§ 19 a-c
og 19 e.
Stk. 2.
I forskrifter, der udstedes i henhold til
loven, kan der fastsættes straf af bøde for
overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Stk. 4.
Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år
for overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1 og for
overtrædelser af bestemmelser i regler udstedt
efter loven.
§ 20, stk. 2,
ophæves og i stedet indsættes:
”Stk. .
Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år,
hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller
ved grov uagtsomhed, og hvis der ved
overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller
fremkaldt fare derfor, eller der ved
overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en
økonomisk fordel for den pågældende selv eller
andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3.
I forskrifter, der udstedes i henhold til
loven, kan der fastsættes straf af bøde for
overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne. Det kan endvidere fastsættes,
at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år
under tilsvarende omstændigheder som
a ført i stk. .”
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
§2
I lov om miljøvurdering af planer og programmer
og af konkrete projekter (VVM), jf.
lovbekendtgørelse nr. 448 af 10. maj 2017,
foretages følgende ændringer:
§ 17.
Kommunalbestyrelsen er myndighed for
behandling af projekter på land omfattet af bilag 1
og 2 og for behandling af bygherrens ansøgninger
efter § 18 og dertil knyttede afgørelser efter §§ 21
og 25, jf. dog stk. 2, 5 og 6.
Stk. 2.
Regionsrådet er myndighed for behandling af
projekter omfattet af bilag 1 og 2 og for behandling
af bygherrens ansøgninger efter § 18 og dertil
knyttede afgørelser efter §§ 21 og 25, hvis dele af
eller hele projektet er omfattet af råstoflovens § 7,
jf. dog stk. 5 og 6.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren er myndighed
for behandling af projekter på havområdet omfattet
af bilag 1 og 2 og for behandling af bygherrens
ansøgninger efter § 18 og dertil knyttede afgørelser
efter §§ 21 og 25. Dog er kommunalbestyrelsen
myndighed for behandling af projekter vedrørende
intensivt fiskeopdræt, hvor det samlede anlæg er
beliggende nærmere end 1 sømil fra kysten.
1.
I
§ 17, stk. 3, 2. pkt.,
indsættes efter
”projekter vedrøre de”:
”kyst eskyttelsesfora stalt i ger
omfattet af kystbeskyttelseslovens § 3,
stk. 3 og 4, og projekter vedrørende”.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0119.png
Stk. 4.
Energi-, forsynings- og klimaministeren er
myndighed for følgende projekter på havet:
1) Projekter om efterforskning og indvinding af
kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger m.v.
omfattet af bilag 1, nr. 14, 16, 22, 23 og 29, og bilag
2, nr. 2, litra d og e, nr. 3, litra a, nr. 10, litra i, og nr.
13, litra a og b.
2) Projekter om etablering af elproduktionsanlæg,
der udnytter vand og vind, med tilhørende interne
ledningsanlæg omfattet af bilag 2, nr. 3, litra i og j,
og nr. 13, litra a.
Stk. 5.
Miljø- og fødevareministeren kan i særlige
tilfælde beslutte at overtage kommunalbestyrelsers
og regionsråds opgaver og beføjelser efter denne
lov i sager, der berører andre myndigheders
lovbestemte opgaver eller har større betydning.
Stk. 6.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at ministeren overtager
kommunalbestyrelsens eller regionsrådets opgaver
og beføjelser angående behandling af bygherrens
ansøgninger og dertil knyttede afgørelser efter §§
21 og 25 for visse projekttyper samt den dertil
knyttede tilsynskompetence. Miljø- og
fødevareministeren kan endvidere fastsætte regler
om, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal
videresende sådanne ansøgninger til Miljø- og
Fødevareministeriet. Dette gælder også, såfremt
ansøgningerne er indgivet ved anvendelse af digital
selvbetjening.
Stk. 7.
Vedkommende minister fastsætter, hvem der
er myndighed for behandling af projekter, der
vedtages i enkeltheder ved lov.
2.
I
§ 17, stk. 6, 1. pkt.
indsættes efter
”visse”: ”a læg og”.
§3
I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse
nr. 934 af 27. juni 2017, [som ændret ved] ,
foretages følgende ændringer:
§ 5.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at bestemmelserne i § 3, stk. 1-3, ikke
skal gælde for nærmere angivne kategorier af de
pågældende naturtyper.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at § 3, stk. 1-3, ikke skal gælde for diger,
høfder, bølgebrydere og andre anlæg, som kræver
tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse.
Stk. 3.
1.
I
§ 5, stk. 2,
§ 8, stk. 4, 2. pkt., og § 15, stk.
, . pkt., i dsættes efter ”bølgebrydere”:
”øvrige
kystbeskyttelsesforanstaltninger”.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0120.png
§ 8.
Stk. 2.
Stk. 3.
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at stk. 1 ikke skal gælde for nærmere
angivne arter af anlæg, der tillige vedrører
søterritoriet. Tilsvarende gælder for diger, høfder,
bølgebrydere og andre anlæg, som kræver tilladelse
i henhold til lov om kystbeskyttelse.
§ 15,
Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal gælde for
nærmere angivne arter af anlæg, der tillige vedrører
søterritoriet. Tilsvarende gælder for diger, høfder,
bølgebrydere og andre anlæg, som kræver tilladelse
i henhold til lov om kystbeskyttelse.
§ 16.
Der må ikke placeres bebyggelse,
campingvogne og lignende eller foretages
beplantning eller ændringer i terrænet inden for en
afstand af 150 m fra søer med en vandflade på
mindst 3 ha og de vandløb, der er registreret med
en beskyttelseslinje i henhold til den tidligere
lovgivning.
Stk. 2.
Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for
1) foranstaltninger, der efter lov om vandløb er
meddelt påbud om eller tilladelse til,
2)-7)
Stk. 3.
Stk. 4.
Stk. 5.
I
§ 16,
indsættes som stykke 6:
”Stk.
6
Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal gælde for
nærmere angivne arter af
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver
tilladelse i he hold til lov o kyst eskyttelse.”
Skove
§ 17.
Der må ikke placeres bebyggelse,
campingvogne og lignende inden for en afstand af
300 m fra skove. For privatejede skove gælder dette
kun, hvis arealet udgør mindst 20 ha
sammenhængende skov.
Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for
1)
–
8)
I
§ 17
indsættes som stykke stk.5:
”Stk.
5.
Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal gælde for
nærmere angivne former for
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver
tilladelse i henhold til lov om
kyst eskyttelse.”
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
Fortidsminder
§ 18.
Der må ikke foretages ændring i tilstanden af
arealet inden for 100 m fra fortidsminder, der er
beskyttet efter bestemmelserne i museumsloven.
Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne
og lignende.
Stk. 2.
Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for
I
§ 18
indsættes som stk. 4:
”Stk.
4.
Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal gælde for
nærmere angivne former for
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver
tilladelse i he hold til lov o kyst eskyttelse.”
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0121.png
1) -4 )
.
Stk. 3.
Stk. 1 gælder ikke for fortidsminder, der ikke
er synlige i terrænet, samt for fortidsminder, der er
nævnt i bilag 1 til loven.
Kirker
§ 19.
Der må ikke opføres bebyggelse med en højde
over 8,5 m inden for en afstand af 300 m fra en
kirke, medmindre kirken er omgivet af bymæssig
bebyggelse i hele beskyttelseszonen.
I
§ 19
indsættes som stk. 2:
”Stk.
2.
Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at stk. 1 ikke skal gælde for
nærmere angivne former for
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver
tilladelse i he hold til lov o kyst eskyttelse.”
I
§ 19 b, stk. 3, 2. pkt.,
ændres
” atur eskyttelses-,
miljø- eller
pla lovgiv i ge ” til: ” atur eskyttelses-,
miljø-, kystbeskyttelses- eller
pla lovgiv i ge ”.
§ 19 b.
Stk. 2.
Stk. 3.
En aktivitet, der er omfattet af forbuddene i §
3, § 8, § 15 eller § 18 eller i § 28 i lov om skove, er
ikke omfattet af stk. 1. Det samme gælder
aktiviteter, som i øvrigt kræver tilladelse efter
naturbeskyttelses-, miljø- eller planlovgivningen,
eller hvis konsekvenser efter denne lovgivning er
vurderet eller skal vurderes forud for
iværksættelsen.
§ 37.
Stk. 2.
Når der er foretaget offentlig bekendtgørelse,
må der ikke foretages noget, som strider mod de
foreslåede fredningsbestemmelser.
Stk. 3.
Stk. 4.
Medens fredningssagen verserer, kan
fredningsnævnet træffe afgørelse om ophævelse af
retsvirkninger af forslag til fredningsbestemmelser,
når disse ikke anses for nødvendige for at opfylde
formålet med fredningen.
Stk. 5.
Stk. 6.
Stk. 7.
§ 41.
Når der er sket offentlig bekendtgørelse efter
§ 40, stk. 2, skal fredningsbestemmelserne
overholdes af alle og enhver.
Stk. 2.
Stk. 3.
I
§ 37, stk. 2,
indsættes efter
”fred i gs este
elser”: ”, jf. dog §
a”.
I
§ 41, stk. 1,
i dsættes efter ”e hver”: ”, jf. dog
§ a”.
Efter § 50 indsættes:
”Retsvirkninger
af tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger
§ 50 a.
Uanset bestemmelserne i § 37, stk. 2, og
§ 41, stk. 1, finder fredningsbestemmelser,
herunder forslag til fredningsbestemmelser,
ikke anvendelse på
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0122.png
kystbeskyttelsesforanstaltninger omfattet af en
tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3 i det
omfang det fremgår af afgørelsen om tilladelse
til kystbeskyttelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 3
a,
at den træder i stedet for fredningsnævnets
afgørelse om
4) ophævelse af retsvirkninger af forslag til
fredningsbestemmelser efter § 37, stk. 4,
5) dispensation efter § 50, stk. 1, eller
6) videregående afvigelse fra en fredning samt
hel eller delvis ophævelse af en fredning .
Fredninger på statsejede arealer og på søterritoriet
m.v.
§ 51.
Stk. 2.
Til varetagelse af de formål, der er nævnt i §
1, kan fredningsnævnet i forbindelse med
beslutninger om fredninger på land gennemføre
fredninger på tilgrænsende lavvandede dele af
søterritoriet, når der knytter sig en særlig interesse i
at medtage disse områder under fredningen.
Bestemmelserne i § 33, stk. 2-4, §§ 35-38, §§ 40-44
og § 50 finder også anvendelse for fredninger på
søterritoriet.
I
§ 51, stk. 2, 2. pkt.,
æ dres ”og §
og § a”.
” til: ”,§
I
§ 51
indsættes som stk. 3:
”Stk. .
Regler udstedt efter stk. 1 finder ikke
anvendelse på aktiviteter m.v. som er
nødvendig for udnyttelsen af en tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger efter
kystbeskyttelseslovens § 3 i det omfang det
fremgår af afgørelsen om tilladelse til
kystbeskyttelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 3 a.
§ 65, stk. 2, 2. pkt.
ophæves.
§4
I lov om jagt og vildtforvaltning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 118 af 26. januar 2017,
[som ændret ved]foretages følgende ændringer:
§ 33.
Stk. 2.
Stk. 3..
Stk. 4.
Når der er sket offentliggørelse efter stk. 3,
skal reglerne overholdes af alle og enhver.
2.
I
§ 33, stk. 4,
i dsættes efter ”e hver”: ”,
jf. dog stk. .”
3.
I
§ 33
indsættes som stk. 5:
”Stk.
5.
Reglerne for et vildtreservat gælder ikke
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0123.png
for færdsel og ophold, som sker som led i
udnyttelsen af en tilladelse til
kystbeskyttelsesforanstaltninger efter lov om
kyst eskyttelse. ”
§5
I lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af
26. januar 2017, foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 11 indsættes:
Ӥ a.
Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at § 8 og § 11, stk. 1, ikke
skal gælde for nærmere angivne former for
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver
tilladelse i he hold til lov o kyst eskyttelse.”
§ 17.
Stk. 2.
En aktivitet, der er omfattet af forbuddene i §
28 eller i naturbeskyttelseslovens § 3, § 8, § 15 eller
§ 18, er ikke omfattet af stk. 1.
Det samme gælder aktiviteter, som i øvrigt kræver
tilladelse efter naturbeskyttelses-, miljø- eller
planlovgivningen, eller hvis konsekvenser efter
denne lovgivning er vurderet eller skal vurderes
forud for iværksættelsen.
Stk. 3.
Stk. 4.
Stk. 5.
§ 28.
Søer, moser, heder, strandenge eller
strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev,
der hører til fredskov, og som ikke er omfattet af
naturbeskyttelseslovens § 3, fordi de er mindre end
de deri fastsatte størrelsesgrænser, må ikke dyrkes,
afvandes, tilplantes eller på anden måde ændres.
Stk. 2.
Forbuddet i stk. 1 gælder også vandløb, som
ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3,
fordi de ikke er udpeget som beskyttede af miljø- og
fødevareministeren efter indstilling fra
kommunalbestyrelsen. Forbuddet gælder dog ikke
for sædvanlige vedligeholdelsesarbejder i vandløb.
2.
I
§ 17, stk. 2, 2. pkt .,
ændres
” atur eskyttelses-,
miljø- eller
pla lovgiv i ge ” til: ” atur eskyttelses-,
miljø-, kystbeskyttelses- eller
pla lovgiv i ge ”.
3.
Efter
§ 28
indsættes i kapitel 4:
Ӥ a.
Miljø- og fødevareministeren kan
fastsætte regler om, at §§ 26-28 ikke skal gælde
for nærmere angivne former for
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som kræver
tilladelse i henhold til lov om kystbeskyttelse.”
§6
I lov vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 127 af 26.
januar 2017, foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 7 a indsættes i kapitel 3:
Ӥ
7 b.
Vandløbsmyndigheden kan beslutte, at
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0124.png
tilladelse eller godkendelse efter denne lov ikke
kræves til udførelse af
kystbeskyttelsesforanstaltninger, som samtidig er
omfattet af en tilladelse efter
kystbeskyttelseslovens § 3 i det omfang det
fremgår af afgørelsen om tilladelse til
kystbeskyttelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 3 a. I
sager vedrørende
kystbeskyttelsesforanstaltninger omfattet af
kystbeskyttelseslovens §3, stk. 6, kan beslutning
kun træffes efter forudgående samtykke fra
miljø- og fødevareministeren.
Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på afgørelser
efter denne lov vedrørende økonomiske
spørgsmål, herunder bidragsfordeling samt
afgørelser efter lovens kapitel 5.”
I
§ 70 b
i dsættes efter ”afgørelser efter”: ”lov
o kyst eskyttelse .v. eller ”.
§7
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af
26. januar 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 427
af 18. maj 2016, foretages følgende ændringer:
§ 22 a.
Stk. 2.
Stk. 3.
Stk. 4. Der betales ikke vederlag for
1) råstoffer, der benyttes til kystbeskyttelse i
henhold til en tilladelse fra miljø- og
fødevareministeren,
2)-4)
§ 14.
Bortset fra de i §§ 15 og 16 nævnte tilfælde må
statslige myndigheder ikke efter anden lovgivning
vedtage planer om eller meddele tilladelse m.v. til
anlæg eller arealanvendelser, der er i strid med
havplanen eller foregriber et forslag til havplan eller
ændringer af havplanen, der er offentliggjort af
erhvervs- og vækstministeren.
Stk. 2.
Retsvirkningen af forslag til havplan og
ændring af havplanen efter stk. 1 bortfalder, hvis
1.
I
§ 22 a, stk. 4, nr. 1,
æ dres ” iljø og
fødevare i istere ” til: ”
”ko
u al estyrelsen
eller miljø- og
fødevare i istere ”.
Erhvervsministeriet
§8
I lov nr. 615 af 8. juni 2016 om maritim fysisk
planlægning foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 14, stk. 1,
indsættes efter
”statslige”:
”og ko
u ale”.
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0125.png
erhvervs- og vækstministeren beslutter, at forslaget
ikke skal gennemføres, dog senest 2 år efter
afslutningen af den offentlige høring.
§9
.
Loven træder i kraft den [dato]
§ 10
Stk. 1.
Verserende sager i første instans om
tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger
efter kystbeskyttelseslovens § 16 eller 16a
færdigbehandles af kommunalbestyrelsen i sager,
hvor kommunalbestyrelsen er kompetent
myndighed efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk.
3 og 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren videresender
sager omfattet af stk., til kommunalbestyrelsen,
som orienterer ansøger om, at sagerne behandles
efter reglerne i denne lov.
Stk. 3.
Sager om afgørelser der vedrører
kystbeskyttelsesforanstaltninger omfattet af
kystbeskyttelseslovens § 16 og 16 a, der pr. [
ikrafttrædelsesdato ] er indbragt for Miljø- og
Fødevareklagenævnet, eller afgørelser, som er
truffet før [ikrafttrædelsesdato,], og som inden
klagefristens udløb indbringes for Miljø- og
Fødevareklagenævnet, kan af nævnet hjemvises
til fornyet behandling hos kommunalbestyrelsen,
hvis kommunalbestyrelsen er kompetent
myndighed efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk.
3 og 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8.
§ 11
Stk. 1.
Verserende sager i første instans efter lov
om miljøvurdering af planer og programmer og af
konkrete projekter (VVM), der vedrører
kystbeskyttelsesforanstaltninger på havet
færdigbehandles af kommunalbestyrelsen i sager,
hvor kommunalbestyrelsen er kompetent
myndighed efter miljøvurderingslovens § 17, stk.
3, 2. pkt., som ændret ved denne lovs § 2, nr. 1.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren videresender
sager omfattet af stk. 1, til kommunalbestyrelsen,
som orienterer ansøger om, at sagerne behandles
efter reglerne i denne lov.
Stk. 3.
Sager efter lov om miljøvurdering af planer
og programmer og af konkrete projekter (VVM)
vedrørende kystbeskyttelsesforanstaltninger på
havet, der pr. [ ikrafttrædelsesdato ] er indbragt
for Miljø- og Fødevareklagenævnet, eller
 MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 174: Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (lovudkast), fra miljø- og fødevareministeren
1839661_0126.png
afgørelser, som er truffet før
[ikrafttrædelsesdato,], og som inden klagefristens
udløb indbringes for Miljø- og
Fødevareklagenævnet, kan af nævnet hjemvises
til fornyet behandling hos kommunalbestyrelsen,
hvis kommunalbestyrelsen er kompetent
myndighed efter miljøvurderingslovens § 17, stk.
3, 2. pkt., som ændret ved denne lovs § 2, nr. 1.
§ 12
Miljø- og Fødevareministeren kan i øvrigt
fastsætte overgangsregler.
§ 13
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.