Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del Bilag 159
Offentligt
1833847_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. december 2017
Orientering om at et større antal virksomheder endnu ikke har indsendt
gødningsregnskaber
Jeg er blevet informeret af Landbrugsstyrelsen om, at styrelsen snarest vil følge op overfor en række
virksomheder vedrørende manglende indsendelse af gødningsregnskaber fra virksomheder, som har
pligt hertil i henhold til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.
I henhold til loven skal virksomheder, der er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, hvert år
udarbejde og indsende et gødningsregnskab for den afsluttede planperiode. For at sikre en
velfungerende kontrol med gødskningsreglerne er det afgørende, at alle virksomheder, der har pligt
hertil, indsender gødningsregnskabet.
Gødningsregnskabet skal sammenfatte virksomhedens samlede kvælstofkvote og produktionen af
kvælstof i husdyrgødning samt virksomhedens forbrug af kvælstof i handelsgødning og husdyrgødning
samt anden organisk gødning. I planperioden må virksomhedens forbrug af kvælstof ikke overstige
virksomhedens kvote for kvælstof. Gødningsregnskabet skal indsendes til styrelsen senest den 31.
marts i året efter planperiodens udløb. Planperioden strækker sig over et år fra den 1. august til den 31.
juli året efter. Sagsbehandling af manglende indsendelse bør normalt være tilendebragt fem måneder
efter indsendelsesfristen, da regnskaberne derefter skal indgå i populationen til udtrækning til kontrol.
Landbrugsstyrelsen har oplyst, at den administrative opfølgning på virksomhedernes manglende
indsendelse af gødningsregnskaber har været uensartet og mangelfuld i en lang periode, og at denne
praksis ændres således at der nu følges op på alle sager med manglende indsendelse af
gødningsregnskaber.
For planperioden 2012/2013 og tidligere indikerer data, at der har udestået opfølgning på et antal
mindre virksomheders manglende indsendelse. I planperioden 2012/2013 var antallet af
politianmeldelser således 174 ud af i alt cirka 600 sager med manglende indsendelse.
For planperiode 2013/2014 er der udsendt rykkerbreve i maj 2015. Der har ikke været fulgt op på
rykkerskrivelsen, og 762 sager for planperioden 2013/2014 blev strafferetlig forældet den 11. juni 2017.
Af disse sager er 329 annulleret, typisk fordi at jordbruger er død. Størstedelen af de resterende 433
sager vedrører mindre virksomheder med et begrænset antal hektar og husdyrenheder (DE). Disse
sager omfatter cirka 10.000 ha, som der ikke er udarbejdet gødningsregnskab for, hvilket svarer til
under 0,4 % af det samlede landbrugsareal, som er registreret i Register for Gødningsregnskab.
For planperioderne 2014/2015 og 2015/2016 er der ikke foretaget administrativ opfølgning på
virksomheders manglende indsendelse af gødningsregnskaber. Styrelsen har udsendt rykkerbreve til
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 159: Orienteringsbrev om manglende indsendelser af gødningsregnskaber, fra miljø- og fødevareministeren
1833847_0002.png
virksomhederne, men dette har ikke nedbragt puljen væsentligt, hvorfor i alt ca. 1.100 virksomheder
fortsat mangler at indberette gødningsregnskab.
I forhold til beskyttelse af vandmiljøet fastlægges indsatsbehov generelt ud fra målinger i vandmiljøet
og ikke ud fra gødningsregnskaberne. Den hidtidigt manglende opfølgning på ikke-indsendte
regnskaber påvirker således ikke det nuværende indsatsbehov for vandmiljøet, som fastsat i
vandplanerne 2015-2021.
Antallet af manglende indsendelser skal i øvrigt ses i forhold til det samlede antal virksomheder, der
har pligt til at indsende. Små 40.000 virksomheder var tilmeldt registeret for planperioden 2012/2013
og havde dermed pligt til at indsende, hvoraf 1,5 % altså ikke indsendte. Antallet af tilmeldte
virksomheder i registeret er efterfølgende faldet til 35.000 i 2015/2016, hvoraf 1,9 % ikke har indsendt
regnskab.
Jeg finder det af Landbrugsstyrelsen oplyste forløb stærkt utilfredsstillende, og jeg har bedt styrelsen
om indenfor syv dage at redegøre for forløbet, herunder hvordan denne mangel på opfølgning har
kunnet finde sted, så en række sager er blevet forældet. Jeg har også bedt Landbrugsstyrelsen om
inden for syv dage at fremlægge en plan for, hvordan sagerne om manglende indsendelser af
gødningsregnskaber håndteres, og om der skal foretages politianmeldelser.
Jeg vil snarest vende tilbage til udvalget med en plan for, hvordan der vil blive fulgt op i forhold til de
virksomheder, der ikke har indsendt gødningsregnskaber.
Venlig hilsen
Esben Lunde Larsen
2