MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 136: Kopi af høringssvar til Miljøstyrelsen fra Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer om ændring af bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter og styrelsens svar herpå

Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del Bilag 136
Offentligt

Miljøstyrelsen

Haraldsgade 53

2100 København Ø

Fremsendes pr. email til

[email protected]

30. november 2017

J.nr. SVANA-400.00072 - Deres ref.nr. JOEHA/MIHAL

–

Udkast til

ændring af bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter

Miljøstyrelsen har ved høringsbrev af 15. november 2017 anmodet om

Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaers (herefter ”Brancheforeningen”)

eventuelle kommentarer til udkast til ændring af bekendtgørelse om

forebyggelse og bekæmpelse af rotter (herefter ”Rottebekendtgørelsen”).

Brancheforeningen støtter meget, at der fokuseres på rotteproblemer i Danmark.

I forbindelse med den store revision af rottebekendtgørelsen i 2012 udtrykte vi

stor forundring over, hvorfor autoriserede personer ikke måtte bekæmpe rotter i

den kommunale åbningstid, og gjorde allerede i den forbindelse opmærksom på,

at den kommunale rottebekæmpelse var utilstrækkelig, særligt i de

komplicerede sager.

Vores bud på, hvorfor det på trods af den store indsats ikke er lykkedes (for

kommunerne) at få løst rotteproblemet, er formentlig, at både midler og metoder

er strammet så voldsomt op, at de tilstrækkelige og nødvendige redskaber og

ressourcer ikke er til stede. Der henvises desuden til de indledende kommentarer

til Brancheforeningens bemærkninger til handlingsplanen.

Generelt bemærkes endvidere, at vi mener, at det er fuldstændigt urealistisk, når

Miljøstyrelsen anfører, at de påtænkte ændringer af bekendtgørelsen vil være

omkostningsneutrale. Ændringerne vil hverken være omkostningsneutral for

kommunerne, borgere og virksomheder eller de private rottebekæmpere.

Udkastet til bekendtgørelse giver anledning til følgende bemærkninger:

§ 1 - Definitioner

I § 1 savnes en definition af begrebet ”indendørs”.

Definitionen

af begrebet ”bygningsgennemgang”

(nr. 2) er endvidere ikke

særlig præcis, idet det bør præciseres, hvad der ligger i ”omkringliggende

arealer”.

”Sikringsordning”

(nr. 15) er defineret som en kontrakt mellem en R1-

autoriseret person og en ejer eller lejer af fast ejendom, der som minimum

MOF, Alm.del - 2017-18 - Bilag 136: Kopi af høringssvar til Miljøstyrelsen fra Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer om ændring af bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter og styrelsens svar herpå

omfatter forebyggelse af rotter ved en bygningsgennemgang. (Vores

fremhævelse)

Det bør præciseres, at en sikringsordning også omfatter elektroniske og

mekaniske fælder og udlægning af gift efter gældende regler. Sådan som

bestemmelsen er formuleret i høringsudkastet, vil den kunne udlægges som om,

at mekaniske eller elektroniske fælder eller udlægning af gift ikke regnes som

en sikringsordning og derfor ikke skal indberettes. Dette kan næppe været

hensigten, da det er ønsketænkning at tro, at man udelukkende kan forebygge

sig ud af rotteproblemer, særligt på landbrug og andre særligt udsatte

ejendomme.

§ 6

–

Bekæmpelse af rotter

Det er Brancheforeningens forståelse af udkastet til bekendtgørelse, at der nu

indføres en adgang for kommunalbestyrelsen til at udelukke al privat

bekæmpelse og forebyggelse af rotter, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2, jf.

§ 6, stk. 4. Ved indførelsen af en sådan adgang skabes grundlaget for et de facto

kommunalt

monopol

på

rottebekæmpelsesområdet,

manglende

konkurrenceudsættelse og forøgelse af de offentlige udgifter til

rottebekæmpelse. Det skal vi på det kraftigste fraråde.

Et kommunalt monopol er efter vores opfattelse ikke sagligt velbegrundet, når

der findes en velfungerende autorisationsordning, der sikrer, at rottebekæmpelse

kun må udføres af kvalificeret personale. Ydermere er det Brancheforeningens

forståelse, at indsættelsen af førnævnte bestemmelser i Rottebekendtgørelsen er

sket

på

baggrund af

miljøbeskyttelseslovens

§ 17, hvorved

kommunalbestyrelsen har ansvaret for gennemførelse en effektiv

rottebekæmpelse.

Miljøbeskyttelseslovens § 17 er en videreførelse af den tidligere § 4A, som blev

indsat i 1973. Bestemmelsen udgør derfor ikke et nyt tiltag fra lovgivers side,

og det kan derfor undre, at Miljøstyrelsen nu, uden en nærmere saglig

begrundelse, finder anledning til at indføre så radikale tiltag

–

tilsyneladende

uden nogen politisk behandling, og med den i yderste konsekvens afskaffelse af

privat rottebekæmpelse i samtlige kommuner. Et sådant indhold i en

bekendtgørelse forudsætter helt udtrykkelig hjemmel i miljøbeskyttelseslovens

§ 17’s

ordlyd.

En sådan hjemmel forligger ikke.

Miljøbeskyttelseslovens § 17, stk. 1 har følgende ordlyd:

”Kommunalbestyrelsen

rottebekæmpelse.”

har

ansvaret

for

gennemførelsen

Hidtil er denne bestemmelse

–

i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd

–

blevet fortolket som indeholdende en præcisering af, at kommunalbestyrelsen

har den fulde tilsynsbeføjelse og pligt i forhold til en effektiv rottebekæmpelse

–

og intet andet.

Tillige har tilføjelsen af bestemmelsens stk. 5 givet kommunen hjemmel til at

foretage de nødvendige foranstaltninger som selvhjælpshandlinger og for

grundejernes

regning.

Hvis

Miljøstyrelsens

fortolkning

bemyndigelsesadgangen i Miljøbeskyttelseslovens § 17, stk. 1 var rigtig, havde

det ikke været nødvendigt at indsætte den særlige hjemmel i

Miljøbeskyttelseslovens § 17, stk. 5 til selvhjælpshandlinger og tilbagekaldelse

af autorisationer.

Det har da næppe heller været lovgivers intentioner, at rottebekæmpelse skulle

overgå til at være et kommunalt monopol, og det ligger næppe heller i tråd med

regeringens ønske om et borgerligt liberalt samfund. Hvis den reelle baggrund

for indførelsen af bestemmelsen er, at Miljøstyrelsen er bekymret for, at de

kommende indehavere af R2 autorisationen foretager den fornødne og

tilstrækkelige rottebekæmpelse, så er løsningen ikke at indfører R2

autorisationen.

Dette er et så drastisk indgreb i firmaers ret til at drive erhvervsvirksomhed, at

der reelt er tale om ekspropriation, idet kommunen blot ved simpelt flertal i

byrådet kan fratage de private rottebekæmpere en væsentlig del af deres

forretningsgrundlag. Bekæmpelse af rotter i privat regi er i dag en stor og

væsentlig del af den samlede bekæmpelse af rotter.

Kommunernes ansvar for gennemførelse af en effektiv rottebekæmpelse kan

sikres via langt mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikre den

nødvendige uddannelse, tilsyn samt nem og hurtig anmeldelsesadgang for

borgerne.

Brancheforeningen står fuldstændig uforstående over for denne nye mulige

udelukkelse af privat bekæmpelse af rotter, og ordningen er helt uacceptabel for

branchen.

Såfremt denne del af rottebekæmpelsen fremadrettede skal varetages i

kommunalt regi, vil dette utvivlsomt forøge de kommunale udgifter til

rottebekæmpelse. Denne forøgede udgift vil med al sandsynlighed medføre

forøget

rottebekæmpelsesgebyr,

dermed

være

endnu

omkostningsforøgelse for samtlige boligejere i de respektive kommuner.

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 6, stk. 5, indeholder en regulering af

løbetiden af allerede eksisterende og gyldige bekæmpelsesaftaler ved en

kommunalbeslutning efter § 6, stk. 4. Eksisterende og gyldige aftaler indgået

mellem virksomheder og private bekæmpere bortfalder efter 1 år.

Kommunalbestyrelsens beslutning om bortfald af godkendelse efter

bekendtgørelsens § 6, stk. 4, er fuldstændig uacceptabel. De aftaler, de private

rottebekæmpere har indgået med virksomheder, er ofte løbende aftaler, med en

meget længere de facto længde end 1 år. En bestemmelse, der afkorter dem til 1

år, er uacceptabel.

Brancheforeningen har derimod forståelse for, at det bør være muligt for

kommunerne at beslutte at overtage en konkret privatbekæmpelse på et område,

forudsat der foretages en tilstrækkelig effektiv rottebekæmpelse. En sådan

konkret beslutning efter § 6, stk. 7, må dog forudsætte, at kommunen sagligt

kan dokumentere, at den private bekæmpelse på det pågældende område/den

pågældende ejendom ikke lever op til kommunens anvisninger i den

kommunale handlingsplan. Dette bør udtrykkeligt fremgå af bekendtgørelsen.

Endvidere bør det udtrykkeligt anføres i bekendtgørelsen, at kommunen først

bør give den private ejer et påbud efter bekendtgørelsens § 10 om at undersøge

for rotter og udføre de fornødne foranstaltninger i forbindelse med forebyggelse

og bekæmpelse af rotter, inden der træffes beslutning efter § 6, stk. 7. Dette bør

også udtrykkeligt fremgå af bekendtgørelsen.

§ 7

–

Kommunal rottebekæmpelse

Konsekvensen af udvidelsen af tidsrummet for den kommunale

rottebekæmpelse til også at omfatte weekend og helligdage for den kommunale

rottebekæmpelse i bekendtgørelsens § 7, stk. 2, vil medføre en væsentlig

udgiftsstigning for kommunerne, jf. også bemærkninger til handlingsplanen pkt.

2.6. Det skal endvidere fremhæves, at denne udvidelse af den kommunale

bekæmpelse er endnu et indgreb i private bekæmperes forretningsgrundlag, idet

bekæmpelse uden for kommunal åbningstid fratages som en del af

bekæmpelsesfirmaernes forretningsgrundlag. Der henvises i det hele til det

anførte til § 6.

Det fremgår ikke af bekendtgørelsen, om forpligtelsen for kommunal

rottebekæmpelse gælder hele døgnet, eller om forpligtelsen er begrænset til

tidsrummet 8 til 16 eller lignende. Dette bør præciseres.

Bestemmelsen i § 7, stk. 4, om, at ejere, lejere eller deres repræsentanter alene

behøver at være til stede ved det første besøg, hilses velkomment. Forpligtelsen

til at være til stede ved det første besøg er god, og er med til at sætte en

kvalificeret retning for den efterfølgende bekæmpelse.

§ 8

–

Tilsynspligtige ejendomme

Brancheforeningen støtter op om, at antallet af tilsynsbesøg søges reduceret, og

at tilsynsbesøgene bør koncentreres om de ejendomme, hvor der er forøget

risiko for rotter. Brancheforeningen støtter derfor op om, at der indføres

tilsynspligt for visse typer af ejendomme, nemlig erhvervsejendomme med

dyrehold, primærproduktion af fødevarer og foder til dyr samt opbevaring af

foderstoffer til dyr eller planteprodukter, som anvendes til produktion af

fødevarer til mennesker.

Miljøstyrelsen bør overveje, om der skal udarbejdes en vejledning til med

henblik på identifikation af, hvilke ejendomme, der er omfattet af tilsynspligten

–

særligt afgrænsningen af, hvornår en ejendom er en erhvervsejendom.

Udarbejdes denne vejledning ikke, kan man risikere, at det overlades til

rottebekæmpere at finde og vurdere de tilsynspligtige ejendomme.

For at udjævne arbejdsbyrden

–

og risikoen for spidsbelastningsomkostninger

–

bør Miljøstyrelsen overveje, at tilsynet fordeles med �½ delen i første halvår, og

�½ delen i andet halvår.

§ 11

–

Orientering af borgere

Miljøstyrelsen bør overveje at gennemføre orientering af borgerne om, at

forekomst af rotter skal anmeldes til kommunen elektronisk via e-Boks.

Efterhånden er der rigtigt mange mennesker, der ikke længere læser aviser

–

heller ikke lokale aviser.

§ 13

–

Rottespærrer

Det fremgår af Miljøstyrelsens høringsbrev, at kommunerne pålægges at

installere rottespærrer på samtlige skoler, plejehjem, daginstitutioner og

hospitaler.

Det følger imidlertid af § 13, stk. 1, at kommunalbestyrelsen, hvor det er teknisk

muligt, på kommunale skoler, plejehjem og daginstitutioner skal opsætte

rottespærrer på kloakledninger, der fører ind til de pågældende institutioner.

Medmindre at begrebet ”teknisk muligt” defineres/specificeres,

vil det medføre,

at kommunen reelt selv bestemmer, om de mener, det er teknisk muligt eller kan

gennemføres uden gener for driftsforstyrrelser på kloaknettet, og bestemmelsen

vil derfor være uden reelt indhold.

§ 16

–

Opsætning af rottespærre

Det bør præciseres, hvad en opstrøms undersøgelse skal indeholde.

Brancheforeningen foreslår, at undersøgelserne eksempelvis består af følgende

tiltag:



Ophængning og kontrol af giftblokke over en 14-dages periode og

Visuel kontrol af spor samt røgprøve, hvor det er teknisk muligt.

Kamera eller andet overvågningsudstyr

§ 17 - Autorisation

Begrebet ”en væsentlig del af vedkommende arbejdstid” bør præciseres enten i

selve bekendtgørelsen eller i en af Miljøstyrelsen udarbejdet vejledning.

Et generelt krav om fornyelse af autorisation hvert 5. år er efter

Brancheforeningens opfattelse overflødig. Det bemærkes i den forbindelse, at

indehaveren af autorisationen i forvejen har pligt til at gøre brug af den

gældende lovgivning i arbejdet. Der er ingen garanti for, at kravet om fornyelse

af autorisation har nogen positiv effekt. Kravet vil alene medføre øgede

omkostninger for branchen.

Fastholdes ønsket om fornyelse af autorisation hvert 5. år, opfordrer

Brancheforeningen til, at der sondres mellem autorisationsholdere, der udnytter

sin autorisation erhvervsmæssigt, dvs. beskæftiger sig med rottebekæmpelse, og

autorisationsholdere, der blot er i besiddelse af autorisationen.

Brancheforeningen mener, at en tidsbegrænsning af autorisationer er

hensigtsmæssigt i de tilfælde, hvor autorisationen ikke bruges, men ikke i de

tilfælde, hvor den autoriserede beskæftiger sig med rottebekæmpelse.

Miljøstyrelsen opfordres endvidere generelt til at finde en ny form for

afholdelse af kurser til opnåelse af autorisation. Brancheforeningen foreslår, at

kurserne gennemføres som e-leaningskurser, hvor der logges på med NemID og

med en efterfølgende eksamination.

§ 25

–

R2 autorisation

Brancheforeningen har noteret sig, at R2 autorisationen er gennemført for at

imødekomme et ønske fra landbrugserhvervet om selv at kunne foretage

rottebekæmpelse på egen ejendom.

Brancheforeningen mangler imidlertid i bekendtgørelsen en stillingtagen til

følgende forhold:



Hvilken stoffer må en person med R2 autorisation anvende?

Hvem har det endelige ansvar for rottebekæmpelsen, når en person med

R2 autorisation har fået/købt rottegift?

Hvem skal udlevere rottegiften?

Hvem skal betale for rottegiften?

Hvilke mængder må en person med R2 autorisation købe/få udleveret i

forhold til det område, hvor der er konstateret problemer med rotter?

Hvem har tilsynsforpligtelsen i forhold til R2 autorisationen, og dermed

tilsynet med,

at der alene anvendes ”det begrænsede udvalg af

giftstoffer til rottebekæmpelse”,

og at gældende lovgivning overholdes i

forbindelse med udlægningen?

§ 27

–

R2 autorisationens anvendelsesområde

Der savnes en beskrivelse af, hvilke kriterier der vil blive lagt til grund for, om

bekæmpelsesmidler kan godkendes til R2 autoriserede.

Brancheforeningen skal på det kraftigste opfordre Miljøstyrelsen til, at styrelsen

i de i bestemmelsen nævnte retningslinjer tager hensyn til

resistensproblematikken, der uomtvisteligt er ved at give fx. landmænd lov til

selv at foretage bekæmpelsen. Al erfaring (bl.a. fra kommunal bekæmpelse)

viser, at der per automatik altid bruges det kraftigste middel først. Det er et

kæmpe problem, som de professionelle skadedyrsbekæmpelsesfirmaer har

måttet kæmpe med i årevis.

Brancheforeningen skal ikke lægge skjul på, at foreningen er meget bekymret

for, om man åbner døren til "det vilde vesten" ved at indføre R2 autorisationen,

jf. også bemærkningerne til Handlingsplanen pkt. 2.4.

§ 28

–

Kemisk bekæmpelse af rotter

Det fremgår af stk. 1, at der alene må iværksættes bekæmpelse af rotter med

kemiske bekæmpelsesmidler, herunder antikoagulanter, når der er konstateret

forekomst af rotter. Betyder det, at de kommende d-vit produkter heller ikke må

anvendes, før rotter er konstateret. Miljøstyrelsen bedes om udtrykkeligt at tage

stilling til denne problematik.

Bestemmelsen i § 28, stk. 2, om, at ejere, lejere eller deres repræsentanter alene

behøver at være til stede ved det første besøg, hilses velkomment. Forpligtelsen

til at være til stede ved det første besøg er god, og er med til at sætte en

kvalificeret retning for den efterfølgende bekæmpelse.

§ 29

–

Resistens

Miljøstyrelsens bør i resistensstrategien udtrykt ved § 29 forholde sig til,

hvordan Miljøstyrelsen vil indarbejde nye produkter, der ikke indeholder

antikoagulanter, og som er på vej på markedet, jf. også Brancheforeningens

bemærkninger til handlingsplanens pkt. 4.1.

§ 31

–

Orientering

Det følger af § 31, at privat bekæmpelse kan påbegyndes efter, at den R1 eller

R2 autoriserede person skriftlig har givet kommunalbestyrelsen besked herom.

Brancheforeningen tillader at gå ud fra, at der alene er tale om en

anmeldeordning, og at kommunalbestyrelsens accept ikke er nødvendig, før

arbejdet kan igangsættes. Indfortolkning af et krav om accept vil betyde store

praktiske udfordringer ved rottebekæmpelse i akutte sager uden for for normal

arbejdstid.

Brancheforeningen tillader sig endvidere at gå ud fra, at meddelelsesformen er

formløs, bare den er skriftlig. Meddelelse vil således kunne ske pr. mail.

Miljøstyrelsen opfordres til at tydeliggøre dette i bestemmelsen.

Bilag 4

–

Kursus

Brancheforeningen mener, at det vil være relevant med undervisning i

anvendelse af foderstationer og giftudlægning i praksis.

_______

Vedlagt nærværende brev er desuden Brancheforeningens bemærkninger til

handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af rotter.

Med venlig hilsen

Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer