LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 47: Henvendelse af 23/1-18 fra Det Faglige Hus om deres kopi af brev af 23/1-17 til beskæftigelsesministeren om "Forskelsbehandling mellem mænd og kvinder i beregning af sygedagpenge"

Ligestillingsudvalget 2017-18
LIU Alm.del Bilag 47
Offentligt

23/1/2018

CU RIA - Dokumenter

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

3. september 2014 (*)

»Præjudiciel forelæggelse — direktiv 79/7/EØF — ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social

sikring — ulykkesforsikring for arbejdstagere — størrelsen af en engangsgodtgørelse for varig skade

aktuarmæssig beregning baseret på den gennemsnitlige forventede levetid afhængig af kønnet på modtageren

af nævnte godtgørelse — tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten«

I sag C-318/13,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 1EUF, indgivet af Korkein hallinto-

olkeus (Finland) ved afgørelse af 7. juni 2013, indgået til Domstolen den 11. juni 2013, i sagen indledt af

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), og dommerne J.L. da Cruz

Vilaca, G. Arestis, J.-C. Bonichot og A. Arabadjiev,

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: ekspeditionssekretær C. Str6mholm,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 2. april 2014,

efter at der er afgivet indlæg af

X ved asianajaja K. Kuusi

den finske regering ved

Leppo, som befuldmægtiget

den græske regering ved E.-M. Mamouna og M. Tassopoulou, som befuldmægtigede

Europa-Kommissionen ved D. Martin og

Koskuren, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. maj 2014,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4 i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19.

december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til

social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem X og social- og sundhedsministeriet (herefter

»ministeriet«) vedrørende tildelingen af en engangsgodtgørelse, der blev udbetalt som følge af en

arbejdsulykke.

http://curia.europa.eu/juris/document/document_pri nt.j sf?docl ang = DA&text=&pag el ndex= 0&part= l&mode= D OC &doci d= 157283&occ=fi rst&di r= &ci d= 370200 1/8

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 47: Henvendelse af 23/1-18 fra Det Faglige Hus om deres kopi af brev af 23/1-17 til beskæftigelsesministeren om "Forskelsbehandling mellem mænd og kvinder i beregning af sygedagpenge"

23/1/2018

CU RIA - Dokumenter

Retsforskrifter

EU-retten

Direktiv 79/7 finder i henhold til sin artikel 3, stk. 1, litra a), anvendelse på de lovbestemte ordninger, der

sikrer beskyttelse mod bl.a. risikoen for arbejdsulykker.

Direktivets artikel 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Princippet om ligebehandling indebærer, at der kke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn,

hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så

vidt angår:

anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

bidragspligt og beregning af bidrag

beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og

bevarelsen af retten til ydelserne.«

Finsk ret

Gennemførelsen af ulykkesforsikringen er en offentlig forvaltningsopgave, som i Finland er tiltroet private

forsikringsselskaber. Arbejdsgiverne er med henblik på at opfylde forpligtelsen til at silore arbejdstagemes

sikkerhed i forhold til arbejdsulykker forpligtet til at tegne en forsikring hos et forsikringsselskab, der er beføjet

til at forsikre mod de risici, som er omhandlet i Tapaturmavakuutuslaki (ulykkesforskringsloven) af 1982, som

ændret i 1992 (herefter »ulykkesforslkringsloven«). Omkostningerne ved den lovbestemte forsikring, der er

indført på ulykkesonnådet, bliver dækket af de af arbejdsgiverne indbetalte forsikringspræmier.

Godtgørelse for varig skade udgør en af ulykkesforskringsydelserne. Den henhører under den lovbestemte

socialskringsordning. Formålet hermed er at tilkende arbejdstageren erstatning for den skade, der følger af en

arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, dvs. for en livslang nedsættelse af den pågældendes funktionsevne.

Lovens § 14, stk. 1, nr. 1), fastsætter, at der bLa. skal ske udbetaling af en godtgørelse for varig skade som

erstatning i tilfælde af tilskadekomst eller sygdom, der er forårsaget af en arbejdsulykke.

Ulykkesforskringslovens § 18b, stk. 1, bestemmer, at godtgørelsen for varig skade efter omstændighederne

udbetales som en engangsydelse eller som en løbende ydelse.

henhold til nævnte artikels stk. 3 beregnes

engangsgodtgørelsen i form af en kapital svarende til størrelsen af godtgørelsen for varig skade, under hensyn

til arbejdstagerens alder, efter kriterier, der fastsættes af ministeriet.

Ministeriets afgørelse nr. 1662/453/82 af 30. december 1982 om kriterierne for kapitaliseringsværdien af

ulykkes- og efterladtepensioner inden for den lovbestemte ulykkesforsikring og kriterierne for udbetaling af en

engangsydelse i stedet for godtgørelse i form af en pension fastsætter de kriterier, som skal anvendes ved

beregningen af sidstnævnte godtgørelse.

I denne henseende er der i bilaget til afgørelsen fastsat følgende formler:

»Den dødelighed, der skal anvendes, er (TLE-82) med en aldersudskydelse på tre år, dvs.:

ux = 0,0000797 e 0,0875 (x+3) (mand)

ux = 0,0000168 e 0,1000

(y+3)

(kvinde).«

http://curia.europa.euijuris/document/document_pri nt.jsf?doclang =DA&text=&pag el ndex= 0&part= l&mode= D OC &doci d= 157283&occ=fi rst&di r= &ci d= 370200 2/8

23/1/2018

C U R IA - Dokumenter

De skader, der skyldes kvæstelser eller sygdom, fordeles med henblik på kvantificeringen af den generelle

varige skade i 20 trin afhængig af deres lægelige art og alvorsgrad. Størrelsen på den tilkendte godtgørelse står

i forhold til skadestritinet. Erstatningen for de mindre alvorlige kvæstelser og sygdomme, som er omfattet af

skadestrinnene 1-10, udbetales altid som en engangsgodtgørelse. Hvad angår skadestrinnene 11-20 kan de

forsikrede vælge mellem en engangsgodtgørelse eller en livslang månedlig ydelse.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

X, der er født i 1953, blev kvæstet ved en arbejdsulykke, der indtraf den 27. august 1991. Vakuutusokeus

(den finske socialret) fastslog ved afgørelse af 18. oktober 2005, at X havde krav på en engangsgodtgørelse

for varig skade i medfør af ulykkesforskringsloven.

Som følge af denne afgørelse fastsatte det kompetente forsikringsselskab ved afgørelser af 16. december

2005 det engangsbeløb, som skulle udbetales i form af godtgørelse til X, til 4 197,98 EUR inklusive tillæg.

X påklagede disse afgørelser, idet han gjorde gældende, at engangsgodtgørelsen for varig skade skulle

beregnes efter de samme kriterier som dem, der er fastsat for kvinder. Ankenævnet i arbejdsulykkesager

afslog den 31. august 2006 X's klage. Denne afgørelse blev den 27. maj 2008 stadfæstet af vakuutusoficeus.

en skrivelse af 13. oktober 2008 til ministeriet gjorde X gældende, at det faste beløb, som var blevet

udbetalt til ham i form af godtgørelse for varig skade, var blevet fastlagt i strid med de EU-retlige

bestemmelser om ligebehandling af mænd og kvinder. X fremsatte derfor krav om erstatning på 278,89 EUR

med tillæg af morarenter. Beløbet svarer til forskellen mellem den godtgørelse, som X modtog, og den

godtgørelse, som en jævnaldrende kvinde i en sammenlignelig situation ville have flet udbetalt. Ministeriet

afslog den 27. maj 2009 at betale det krævede beløb.

Den 17. juni 2009 anlagde X sag ved Helsingin hallinto-okeus (forvaltningsdomstolen i Helsinki) med påstand

om, at det pålægges den finske stat at udbetale det omhandlede beløb til ham. Ved afgørelse af 2. december

2010 afviste Helsingin hallinto-okeus sagen med den begrundelse, at den ficke havde kompetence til at

behandle sagen.

X iværksatte derefter appel af denne afgørelse for Korkein hallinto-oficeus (den øverste forvaltningsdomstol),

som den 28. november 2012 ophævede afgørelsen fra Helsingin hallinto-oficeus.

Hvad angår realiteten er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt de EU-retlige bestemmelser om

ligebehandling af mænd og kvinder, navnlig artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, er til hinder for en national

lovgivning, hvorefter beløbet på en lovbestemt social sikringsydelse, der skal udbetales i anledning af en

arbejdsulykke, som følge af anvendelsen af aktuarmæssige faktorer baseret på køn er forskellig i forhold til,

om modtageren er en mand eller en kvinde.

Den forelæggende ret har endvidere anført, at såfremt artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes således,

at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning som den, der er omhandlet i den for nævnte ret

verserende tvist, rejser spørgsmålet sig om, hvorvidt betingelserne for, at den pågældende medlemsstat ifalder

ansvar for tilsidesættelse af EU-retten, er opfyldt.

Det er på denne baggrund, at Korkein hallinto-okeus har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen

følgende præjudicielle spørgsmål•

»1)

Skal artikel 4, stk. 1, i direktiv [79/7] fortolkes således, at den er til hinder for en national retsforskrift,

hvorefter der kan tages hensyn til den forskellige forventede levetid for mænd og kvinder som

aktuarmæssigt kriterium ved beregningen af de lovbestemte sociale sikringsydelser, der skal udbetales i

anledning af en arbejdsulykke, når anvendelsen af dette kriterium bevirker, at den engangsydelse, der

http://curia.europa.euij ur i s/document/document_pri nt.jsf?docl ang = DA&text=&pag el ndex= 0&part= l&mode= D OC&doci d= 157283&occ=fi rst&di r= &c i d= 370200 3/8

23/1/2018

CURIA- Dokumenter

skal udbetales til en mand, er lavere end den, som en jævnaldrende kvinde i en i øvrigt tilsvarende

situation ville få?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Foreligger der under denne retssag en tilstrækkelig

kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten som betingelse for medlemsstatens ansvar, særligt henset til, at

Domstolen i sin retspraksis ilske udtrykkeligt har taget stilling til, hvorvidt der ved fastsættelsen af

ydelser i henhold til de lovbestemte sociale sikringsordninger, der er omfattet af

anvendelsesområdet for direktiv 79/7[...], kan tages hensyn til kønsspeciflkke aktuarmæssige

faktorer

Domstolen i dom Association beige des Consounrateurs Test-Achats m.fl. (C-236/09,

EU:C:2011:100) fastslog, at artikel 5, stk. 2, i [Rådets] direktiv 2004/113/EF [af 13. december

2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med

adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (EUT L 373, s. 37)], der tillader, at der tages

hensyn til sådanne faktorer, er ugyldig, men fastsatte en overgangsperiode, inden ugyldigheden

indtræder, og

EU-lovgiver i direktiv [2004/113] og [i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af

5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og

kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT L 204, s. 23)] tillader, at der under

visse omstændigheder tages hensyn til sådanne faktorer ved beregning af ydelser, der er omfattet

af disse direktiver, og den nationale lovgiver på dette grundlag antog, at der ligeledes kan tages

hensyn til de omtvistede faktorer for så vidt angår lovbestemte sociale sikringsordninger som

omhandlet i den foreliggende retssag?«

Om Domstolens

kompetence

Den finske regering har i retsmødet gjort gældende, at de omstændigheder, der ligger til grund for tvisten,

nemlig X's arbejdsulykke, fandt sted

1991, dvs. forud for Republikken Finlands tiltrædelse af Den

Europæiske Union. Selv om den omhandlede engangsgodtgørelse har til formål at erstatte den varige skade,

som blev forvoldt ved nævnte arbejdsulykke, er det alene datoen for denne skades udløsende begivenhed,

som er afgørende med henblik på EU-rettens anvendelighed. På denne baggrund er den finske regering af den

opfattelse, at Domstolen ficke har kompetence til at besvare den forelæggende ret.

I denne henseende bemærkes, at den retsakt, der er genstand for tvisten i hovedsagen, blev vedtaget i 2008

ved vakuutusolkeus' afgørelse. Det er ligeledes ubestridt, at formålet med den godtgørelse for varig skade,

som der er tale om, tilsigter at opveje konsekvenserne af X's arbejdsulykke i hele hans levetid.

Det følger heraf at genstanden for tvisten i hovedsagen ildte er en situation, der har haft sin fulde retsvirkning

inden Republikken Finlands tiltrædelse af Unionen.

Domstolen har derfor kompetence til at svare den forelæggende ret.

Om de præjudicielle spørgsmål

Om det første spørgsmål

Med henblik på at besvare det første spørgsmål bemærkes indledningsvis, at selv om det er korrekt, at den i

hovedsagen omhandlede godtgørelse udbetales af et privat forsikringsselskab, udgør ulykkesforsikringen for

arbejdstagere i Finland og kriterierne for tildeling af nævnte godtgørelse en del af de »lovbestemte« ordninger,

der silcrer beskyttelse mod risikoen for arbejdsulykker, som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv

79/7. Følgelig er den i hovedsagen omhandlede godtgørelse omfattet af direktivets anvendelsesområde.

http://curia.europa.eu/juris/document/document_pri nt.jsf?dociang = DA&text=&pag el ndex=0&part= l&mode= DOC &doci d= 157283&occ=fi rst&d r= &ci d= 370200 4/8

23/1/2018

CURIA- Dokumenter

Det bemærkes, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 for så vidt angår beregningen af de heri omhandlede ydelser

bLa. forbyder enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at hovedsagen vedrører fremgangsmåden for beregning af størrelsen

på en godtgørelse, der skyldes for en skade som følge af en arbejdsulykke, og som skal udbetales på en gang

i k= af en engangsgodtgørelse. Nævnte beregning skal foretages under hensyn til bLa. arbejdstagerens alder

og dennes resterende gennemsnitlige forventede levetid. Ved fastlæggelsen af sidstnævnte faktor tages der

hensyn til arbejdstagerens køn.

Det er ubestridt, at i medfør af fremgangsmåden for beregning af den i hovedsagen omhandlede

engangsgodtgørelse har en kvinde på samme alder som X, og som på samme dato som sidstnævnte har været

ude for en identisk arbejdsulykke, der har medført de samme skader, ret til en større engangsgodtgørelse end

den, som X er blevet tilkendt.

Den finske regering har imidlertid gjort gældende, at en sådan kvinde og X ficke befinder sig i en

sammenlignelig situation. Den finske regering har i denne henseende anført, at den ved den nationale lovgivning

fastsatte fremgangsmåde for beregning af den erstatning, der udbetales på en gang som godtgørelse for varig

skade, er tiltænkt at gøre det muligt at fastsætte størrelsen på denne erstatning på et niveau, der svarer til det

samlede beløb på samme godtgørelse i det tilfælde, hvor denne bliver udbetalt i form af en løbende livslang

ydelse. Henset til, at den forventede levetid for mænd og kvinder er forskellig, ville anvendelsen af en identisk

dødelighedskvotient for begge køn medføre, at den engangserstatning, som udbetales til en kvindelig

arbejdstager, der har været ude for en ulykke, ficke længere svarer til den resterende gennemsnitlige

forventede levetid hos den, som modtager ydelsen.

Den finske regering har præciseret, at det er nødvendigt med en kønsdifferentiering for at undgå at stille

kvinder ugunstigt i forhold til mænd. Da kvinder nemlig statistisk har en højere forventet levetid, skal den

engangsgodtgørelse, der har til formål at erstatte den lidte skade i resten af den tilskadekomne persons levetid,

være større for kvinder end for mænd. Følgelig foreligger der ikke nogen forskelsbehandling af mænd og

kvinder.

I denne henseende bemærkes, således som generaladvokaten har anført i punkt 29 i forslaget til afgørelse, at

en sådan argumentation højst kan begrunde, at der sker en forskelsbehandling af mænd og kvinder ved

tilkendelsen af en godtgørelse som den i hovedsagen omhandlede, og ficke at arkræfte, således som den finske

regering har erkendt i retsmødet, at der faktisk foreligger en ulige behandling som følge af anvendelsen af

bestemmelserne i national ret, for så vidt som disse under identiske omstændigheder fører til forskellige

godtgørelser.

Det må derfor fastslås, at bestemmelserne i den i hovedsagen omhandlede ulykkesforsikringsordning medfører

en ulige behandling, der kan udgøre en forskelsbehandling, som er i strid med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7.

På denne baggrund skal det afgøres, om denne forskelsbehandling kan begrundes.

Hvad angår de i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 anførte eventuelle grunde til fravigelse af

ligebehandlingsprincippet må det fastslås, at en hensyntagen til en faktor baseret på den resterende forventede

levetid hverken er fastsat i direktivets artikel 4, stk. 2, der vedrører bestemmelser om beskyttelse af kvinder i

forbindelse med moderskab, eller i direktivets artikel 7, stk. 1, som gør det muligt for medlemsstaterne fra

direktivets anvendelsesområde at undtage et bestemt antal regler, fordele og ydelser med hensyn til social

sikring.

Desuden følger det ikke af ordlyden af artikel 7, stk. 1, i direktiv 79/7, at de heri fastsatte fravigelsesgrunde

ikke er udtømmende, og at medlemsstaterne frit kan udforme andre grunde til fravigelse af

ligebehandlingsprincippet. Den omstændighed, at en hensyntagen til en sådan faktor kke er udtrykkeligt

forbudt ved dette direktivs bestemmelser, kan ficke fortolkes således, at det er tilladt for den nationale lovgiver

at fastsætte denne faktor som beregningselement for en godtgørelse som den i hovedsagen omhandlede.

http://curia.europa.eu/juris/document/document_pri nt.jsf?dociang = DA&text=&pag el ndex=0&part= l&mode= DOC &doci d= 157283&occ=fi rst&d r= &ci d= 370200 5/8

23/1/2018

CURIA- Dokumenter

Den finske regering har imidlertid gjort gældende, at forskellen på denne godtgørelses størrelse i forhold til

den pågældende arbejdstagers køn kan begrundes i den objektive forskel i den gennemsnitlige forventede

levetid hos mænd og kvinder. Enhver anden løsning ville medføre, at kvinder, hvis forventede levetid er højere

end mænds, ville stilles ugunstigt, idet udbetalingen af engangsgodtgørelsen har til formål at opveje

konsekvenserne af en skade i hele den tilskadekomne persons resterende levetid.

I denne henseende bemærkes, at desuagtet den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede

engangsgodtgørelse er fastsat ved en ordning, der ligeledes fastsætter ydelser for skader som følge af en

arbejdsulykke, der udbetales gennem hele den tilskadekomne persons resterende levetid, kan beregningen af

denne godtgørelse ikke foretages på grundlag af en generalisering i henhold til den gennemsnitlige forventede

levetid hos mænd og kvinder.

En sådan generalisering kan nemlig føre til en forskelsbehandling af mandlige forsikringstagere i forhold til

kvindelige. Desuden kolliderer en hensyntagen til generelle statistiske data i forhold til køn med en usikkerhed

med hensyn til, at en kvindelig forsikringstager altid vil have en højere forventet levetid end en jævnaldrende

mandlig forsikringstager, der befinder sig i en sammenlignelig situation.

Det følger af disse betragtninger, at den i hovedsagen omhandlede nationale ordning ficke kan begrundes.

Det første spørgsmål skal derfor besvares således, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes således, at

bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der skal tages hensyn til den forskellige

forventede levetid for mænd og kvinder som aktuarmæssigt kriterium ved beregningen af en lovbestemt social

sikringsydelse, der udbetales i anledning af en arbejdsulykke, når anvendelsen af dette kriterium bevirker, at

den engangsydelse, der udbetales til en mand, er lavere end den, som en jævnaldrende kvinde i en i øvrigt

tilsvarende situation ville fi.

Om det andet spørgsmål

Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en tilsidesættelse af artikel

4, stk. 1, i direktiv 79/7, såsom den i hovedsagen omhandlede, skal anses for en »tilstrækkelig kvalificeret«

tilsidesættelse af EU-retten, hvilket udgør en af de betingelser, der kræves for, at den pågældende medlemsstat

ifalder ansvar.

Det bemærkes i denne henseende, at Domstolen i præmis 56 i sin dom Brasserie du p '&heur og Factortame

(C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79) har præciseret, at de forhold, som den kompetente ret kan være

nødsaget til at tage hensyn til, omfatter den tilsidesatte bestemmelses grad af klarhed og præcision,

rækkevidden af det skøn, som den tilsidesatte bestemmelse overlader de nationale myndigheder eller EU-

myndighederne, den forsætlige eller uagtsomme karakter af den begåede overvædelse eller det forvoldte tab,

undskyldeligheden eller uundskyldeligheden af en eventuel retsvildfarelse samt den omstændighed, at en EU-

institutions holdning kan have været medvirkende til undladelsen, vedtagelsen eller opretholdelsen af nationale

foranstaltninger eller praksis i strid med EU-retten.

Domstolen har ligeledes fastslået, at det i princippet er de nationale retter, der skal anvende betingelserne for,

at medlemsstaterne ifalder ansvar for tab, som borgerne er blevet påført på grund af tilsidesættelser af EU-

retten, i overensstemmelse med de anvisninger, som Domstolen har givet herfor (jf dom Test Claimants in the

FII Group Litigation, C-446/04, EU:C 2006:774, præmis 210 og den deri nævnte retspraksis).

Det kilger heraf at Domstolen ficke kan sætte sin vurdering i stedet for de nationale retters (jf dom Brasserie

du p&heur og Factortame, EU:C:1996:79, præmis 58). Domstolen kan imidlertid give de sidstnævnte

anvisninger og retningslinjer for anvendelse af dette princip (jf dom Kijbler, C-224/01, EU:C:2003:513,

præmis 100).

Hvad angår den foreliggende sag skal tre forhold, hvortil der skal tages hensyn med henblik på at besvare

spørgsmålet om, hvorvidt de omhandlede bestemmelser i national ret skal anses for en »tilstrækkelig

http://curia.europa.eu/juris/document/document_pri nt.jsf?dociang = DA&text=&pag el ndex=0&part= l&mode= DOC &doci d= 157283&occ=fi rst&d r= &ci d= 370200 6/8

23/1/2018

C U R IA - Dokumenter

kvalificeret« tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, fremhæves.

For det første har rækkevidden af det i dette direktivs artikel 4, stk. 1, fastsatte ligebehandlingsprincip og

fortolkningen heraf endnu ficke været genstand for en dom fra Domstolen. Desuden blev den ovenfor

konstaterede tilsidesættelse af EU-retten i forhold til X først konkretiseret i 2008 ved vakuutusoikeus' endelige

afgørelse.

For det andet har hverken den i hovedsagen omhandlede finske lovgivning eller nogen anden national

retsforskrift til dato været genstand for et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF for en

tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7.

For det tredje bemærkes, at for så vidt angår retsakter vedtaget af EU-lovgiver til gennemførelse af princippet

om ligebehandling af mænd og kvinder har artikel 5, stk. 2, i direktiv 2004/113 indrømmet medlemsstaterne

muligheden for inden den 21. december 2007 at tillade forholdsmæssigt afpassede forskelle i enkeltpersoners

præmier og ydelser, hvis anvendelsen af køn er en afgørende faktor ved risikovurderingen, der er baseret på

relevante og nøjagtige aktuarmæssige og statistiske data. Desuden har EU-lovgiver i artikel 9, litra h), i direktiv

2006/54, samtidig med at have fastslået, at et bestemt antal kønsbaserede bestemmelser på området for

erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger er i modstrid med princippet om ligebehandling, ficke desto

mindre i visse tilfælde henført anvendelsen af kønsdifferentierede aktuarmæssige faktorer under fravigelserne til

nævnte princip.

Hvad angår den første af disse bestemmelser har Domstolen den 1. marts 2011 i præmis 32 i dom

Association beige des Consommateurs Test-Achats mfl. (EU:C:2011:100) fastslået, at det er i strid med

virkeliggørelsen af det formål om ligebehandling af kvinder og mænd, som forfølges med direktiv 2004/113, at

tillade medlemsstaterne uden tidsbegrænsning at opretholde en fravigelse til reglen om ficke kønsrelaterede

præmier og ydelser, idet Domstolen samtidig har præciseret, at bestemmelsen skal anses for ugyldig, da den er

diskriminerende.

Henset til de ovenstående forhold tilkommer det den nationale ret at fastlægge, om tilsidesættelsen af EU-

retten i den foreliggende sag skal anses for »tilstrækkelig kvalificeret«.

Det andet spørgsmål skal derfor besvares således, at det påhviler den forelæggende ret at vurdere, om

betingelserne for, at medlemsstaten ifalder ansvar, er opfyldt. For så vidt angår spørgsmålet, om den i

hovedsagen omhandlede nationale lovgivning udgør en »tilstrækkelig kvalificeret« tilsidesættelse af EU-retten,

skal den forelæggende ret endvidere bLa. tage hensyn til den omstændighed, at Domstolen endnu ficke har

udtalt sig om, hvorvidt det ved fastsættelsen af en ydelse, der udbetales i henhold til en lovbestemt

socialsikringsordning, og som er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 79/7, er lovligt at tage hensyn til

en faktor baseret på den gennemsnitlige forventede levetid

forhold til kønnet. Den forelæggende ret skal

ligeledes tage hensyn til den beføjelse, som EU-lovgiver har indrømmet medlemsstaterne, og som er kommet til

udtryk i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2004/113 og i artikel 9, stk. 1, litra h), i direktiv 2006/54. Den

forelæggende ret skal desuden tage hensyn til, at Domstolen den 1. marts 2011 (C-236/09, EU:C:2011:100)

fastslog, at den førstnævnte bestemmelse er ugyldig, idet den er i strid med princippet om ligebehandling af

mænd og kvinder.

Sagens omkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den

forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters

udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, kke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

http://curia.europa.euij ur i s/document/document_pri nt.jsf?docl ang = DA&text=&pag el ndex= 0&part= l&mode= D OC&doci d= 157283&occ=fi rst&di r= &c i d= 370200 7/8

23/1/2018

CU R IA - Dokumenter

Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse

af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring skal

fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der skal

tages hensyn til den forskellige forventede levetid for mænd og kvinder som aktuarmæssigt

kriterium ved beregningen af en lovbestemt social sikringsydelse, der udbetales i anledning af

en arbejdsulykke, når anvendelsen af dette kriterium bevirker, at den engangsydelse, der

udbetales til en mand, er lavere end den, som en jævnaldrende kvinde i en i øvrigt tilsvarende

situation ville få.

Det påhviler den forelæggende ret at vurdere, om betingelserne for, at medlemsstaten ifalder

ansvar, er opfyldt. For så vidt angår spørgsmålet, om den i hovedsagen omhandlede nationale

lovgivning udgør en »tilstrækkelig kvalificeret« tilsidesættelse af EU-retten, skal den

forelæggende ret endvidere bl.a. tage hensyn til den omstændighed, at Domstolen endnu ikke

har udtalt sig om, hvorvidt det ved fastsættelsen af en ydelse, der udbetales i henhold til en

lovbestemt socialsikringsordning, og som er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 79/7,

er lovligt at tage hensyn til en faktor baseret på den gennemsnitlige forventede levetid i

forhold til kønnet. Den forelæggende ret skal ligeledes tage hensyn til den beføjelse, som EU-

lovgiver har indrømmet medlemsstaterne, og som er kommet til udtryk i artikel 5, stk. 2, i

Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og

tjenesteydelser og i artikel 9, stk. 1, litra h), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og

ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv. Den

forelæggende ret skal desuden tage hensyn til, at Domstolen den 1. marts 2011 (C-236/09,

EU:C:2011:100) fastslog, at den førstnævnte bestemmelse er ugyldig, idet den er i strid med

princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.

Underskrifter

* Processprog: finsk.

http://curia.europa.eu/juris/document/documentpri nt.j sf?docl ang = DA&text=&pag el ndex= 0&part= l&mode= D OC &doci d= 157283&occ=fi rst&di r= &ci d= 370200 8/8