Ligestillingsudvalget 2017-18
LIU Alm.del Bilag 18
Offentligt
8. Rådskonklusioner om det kønsopdelte uddannelsessystem og arbejdsmarked
1. Baggrund
Rådskonklusionerne vedrører kønsopdeling i uddannelsessystemer og på arbejdsmarked med afsæt i en rapport
om emnet fra det Europæiske Institut for Ligestilling (EIGE).
EIGE’s rapport følger op på implementering af Beijing Platform for Action vedr. uddannelse i EU-
medlemsstaterne. Rapporten fokuserer særligt på IT, tekniske og naturvidenskabelige fag samt omsorgsfag,
som er de fag, hvor kønsopdeling i uddannelsessystemer og på arbejdsmarkedet er størst.
Rapporten viser bl.a., at andelen af kvinder, der bliver kandidater inden for IT, tekniske og naturvidenskabelige
fag på EU-plan, er faldet fra 25 pct. til 21 pct. fra 2004-2015, og at andelen af mænd, der bliver kandidater
inden for omsorgsfag, er faldet fra 21 pct. til 20 pct. i den samme periode. Rapporten viser endvidere, at
kønsopdelingen er større inden for erhvervsuddannelser end videregående uddannelser.
I forhold til arbejdsmarkedet viser rapporten, at der fortsat også er en stor kønsopdeling mellem mænd og
kvinder, der er beskæftiget inden for hhv. IT, tekniske og naturvidenskabelige fag samt omsorgsfag.
Opdelingen varierer dog mellem landene og mellem forskellige brancher.
2. Formål og indhold
Formålet med rådskonklusionerne er at sætte fokus på, hvordan det kønsopdelte uddannelses- og jobvalg kan
skabe uligheder på arbejdsmarkedet og herunder, at det vil være en fordel for den enkelte såvel som for
samfundet at fremme en mindre kønsopdeling.
Rådskonklusionerne opfordrer medlemsstaterne til at mindske kønsopdeling inden for uddannelse og træning
på arbejdsmarkedet bl.a. ved at modvirke kønsstereotyper, tidligt at gøre IT, tekniske og natuvidenskabelige
fag samt omsorgsfag attraktive for begge køn, fastholde pigers interesse for IT, tekniske og natuvidenskabelige
fag og drenges interesse for omsorgsfag, involvere relevante aktører på området mv.
Der lægges vægt på, at mulige nationale tiltag iværksættes i overensstemmelse med forholdene i de enkelte
medlemsstater.
Rådskonklusionerne opfordrer endvidere medlemsstaterne samt Kommissionen til at følge op på og analysere
eksisterende indikatorer i forhold til kønsopdelingen i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, og på den
baggrund evt. iværksætte yderligere tiltag.
Endelig opfordrer rådskonklusionerne Kommissionen til at understøtte initiativer blandt medlemsstaterne,
arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører, herunder bl.a. ved at facilitere gensidig læring og
udveksling af gode erfaringer.
3. Europa-Parlamentets udtalelse
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsnærhedsprincippet er ikke relevant.
5. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
6. Konsekvenser
Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser,
administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.
LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017
7. Høring
Rådskonklusionerne har ikke været sendt i høring.
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der ventes at være den nødvendige opbakning til vedtagelse af rådskonklusionerne.
9. Regeringens generelle holdning
Regeringen er generelt positiv over for det fremlagte forslag til rådskonklusioner. Regeringen har en
målsætning om et fleksibelt og effektivt arbejdsmarked, hvor alle er med og har lige muligheder for at bruge
sit talent og udvikle sine evner, da det bidrager til vækst, velfærd og sammenhængskraft. Herunder er det en
høj prioritet for regeringen at styrke kønsbalancen inden for it og programmering og omsorgsfag.
10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.