LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Ligestillingsudvalget 2017-18
LIU Alm.del Bilag 18
Offentligt

NOTAT

23-11-2017

J.nr. 2017 - 7496

CAIJ

Samlenotat om EPSCO-rådsmødet den 7. december

2017

1. Det Europæiske Semester 2018

side 2

2. Forordning 883

side 5

3. Orlovsdirektivet

side 27

4. Rådskonklusioner om fremtidens arbejdsmarked

side 46

5. Direktiv om iværksættelse af aftale om ændring af direktiv 2009/13/EF i

overensstemmelse med ændringsforslagene fra 2014 til ILO-konventionen om

søfarendes ansættelsesforhold af 2006

side 48

6. Antidiskriminationsdirektivet

side 53

7. Rådskonklusioner om fællesskabsbasseret støtte til en selvstændig levevis

side 97

8. Rådskonklusioner om kønsopdelt uddannelsessystem og arbejdsmarked

side 99

9. Tilgængelighedsdirektivet

side 101

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

1. Det Europæiske Semester 2018

- Udveksling af synspunkter

Nyt notat.

1. Resumé

Den 22. november 2017 offentliggjorde Kommissionen en pakke vedr. det europæi-

ske semester 2018. Pakken indeholder bl.a. Kommissionens årlige vækstundersø-

gelse, den fælles beskæftigelsesrapport og Kommissionens varslingsrapport under

proceduren for makroøkonomiske ubalancer for 2017.

Der lægges i beskæftigelsesrapporten bl.a. vægt på, at den økonomiske og sociale

situation i EU viser tegn på forbedring i lyset af et moderat økonomisk opsving.

Beskæftigelseskomitéen og Komitéen for Social Beskyttelse skal i fællesskab disku-

tere beskæftigelses- og sociale aspekter af udkastet til anbefaling vedrørende den

økonomiske politik i eurozonen, og det forventes, at der på baggrund heraf vil

komme input til ministrenes drøftelse.

Regeringen støtter udarbejdelsen af rapporterne til brug for drøftelserne under Det

Europæiske Semester og forventer at tage Kommissionens præsentation til efter-

retning.

2. Baggrund

Den 22. november 2017 offentliggjorde Kommissionen en pakke vedr. det europæ-

iske semester 2018. Pakken indeholder de traditionelle 3 rapporter:

1. Kommissionens årlige vækstredegørelse.

2. Udkast til den fælles beskæftigelsesrapport.

3. Kommissionens varslingsrapport under proceduren for makroøkonomiske

ubalancer for 2018.

Vækstredegørelsen markerer starten på det europæiske semester, som dækker alle

elementer af den økonomiske overvågning, herunder Europa 2020-strategien og

dermed også beskæftigelses- og socialområdet.

Landenes økonomiske politik gennemgås hvert forår, som grundlag for landenes

vedtagelse af national økonomisk politik, reformer m.v., herunder de nationale

finanslove, der typisk vedtages i efteråret, for det efterfølgende budgetår.

Den fælles beskæftigelsesrapport indgår som en del af den årlige vækstredegørelse

og uddyber dennes analyser på beskæftigelsesområdet.

Varslingsrapporten indleder den årlige makro-ubalanceprocedure, der udgør ram-

men for samarbejdet i EU om en systematisk makroøkonomisk overvågning, hvor

formålet er, at man tidligt i et forløb vil kunne identificere potentielt skadelige in-

terne og eksterne ubalancer og fokusere på forebyggelse og korrektion, inden uba-

lancerne evt. bliver af en mere vedholdende karakter.

Som en del af pakken fremlagde Kommissionen i lighed med de seneste år også

udkastet til økonomisk-politiske anbefalinger til euroområdet under ét.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

3. Formål og indhold

I vækstredegørelsen opfordres medlemsstaterne til en øget indsats for at opnå in-

kluderende vækst, ved at forene følgende tre elementer:



Forøgede investeringer, herunder anvendelse af den Europæiske Investerings-

plan og fjernelse af barrierer for investeringer.



Strukturreformer, herunder forøgelse af arbejdsmarkedsdeltagelsen, opkvalifi-

cering af arbejdsstyrken og modernisering af velfærdsstaten for at understøtte

aktiv arbejdsmarkedsdeltagelse.



Ansvarlige finanspolitikker, herunder konsolidering af nødvendige reformer.

I beskæftigelsesrapporten bliver der lagt vægt på:



Den økonomiske og sociale situation i EU viser tegn på forbedring i lyset af et

moderat økonomisk opsving.



Reformer, der stimulerer jobskabelse og sikrer inklusive og fleksible arbejds-

markeder forenet med den nødvendige sociale sikkerhed, bør fortsat styrkes.



Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter er meget uens medlemslandene imel-

lem og bør forbedres.



Generelt falder ungdomsarbejdsløsheden, men den er fortsat alt for høj i nogle

medlemsstater; også bekæmpelse af langtidsarbejdsløsheden bør forblive en

høj prioritet.



Det er fortsat en udfordring, at kvinder er underrepræsenteret på arbejdsmarke-

det, og at der er en væsentlig lønforskel.



Det fortsat høje antal flygtninge og indvandrere understreger vigtigheden af

effektive integrationsstrategier.

Kommissionen har i sit arbejdsprogram for 2018 meddelt, at ville indarbejde et

såkaldt ”socialt scoreboard” i det europæiske semester.

Det sociale scoreboard indeholder en række indikatorer med udspring i de 20 prin-

cipper i den europæiske søjle af sociale rettigheder og indarbejdes i semesteret med

det formål at følge udviklingen på områderne omfattet af søjlen. Det er på nuvæ-

rende tidspunkt ikke klart, hvordan det skal ske i praksis.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

5. Nærhedsprincippet

Ikke relevant.

6. Gældende dansk ret

Ikke relevant.

7. Konsekvenser

Dokumenterne medfører ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller

samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet

eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

8. Høring

Den årlige vækstredegørelse og den fælles beskæftigelsesrapport er sendt til Speci-

aludvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale forhold til orientering.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

EU-landene ventes generelt at tage præsentationen af den årlige vækstredegørelse,

den fælles beskæftigelsesrapport og varslingsrapporten om makroøkonomiske uba-

lancer til efterretning.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter udarbejdelsen af rapporterne til brug for drøftelserne under Det

Europæiske Semester og Kommissionens præsentation ventes at kunne tages til

efterretning.

Regeringen støtter arbejdet med sammenligninger af landenes præstationer og ud-

veksling af bedste praksis på beskæftigelses- og socialområdet med udgangspunkt i

den åbne koordinationsmetode.

Det er vigtigt for regeringen, at brugen af scoreboardet i det europæiske semester

ikke ændrer ved de overordnede formål med semesteret, som er at styrke potentia-

let for vækst, produktivitet og beskæftigelse og at sikre de europæiske økonomier

mod nye kriser og ubalancer.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

2. Forordning 883

Delvis generel indstilling

Revideret notat. Ændringer i forhold til samlenotatet fra EPSCO-rådsmødet den 23.

oktober 2017 er markeret med en streg i venstre margin.

1. Resumé

Europa-Kommissionen har den 13. december 2016 vedtaget sit forslag til revision

af forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og for-

ordning nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning nr.

883/04.

Kommissionen angiver, at forslaget har til hensigt at tilpasse det eksisterende re-

gelsæt for social sikring, så reglerne bliver bedre i tråd med den sociale og øko-

nomiske virkelighed i medlemslandene.

Forslaget fokuserer på fire overordnede dele:

1) ikke-erhvervsaktive EU-borgeres adgang til sociale sikringsydelser,

2) ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed,

3) arbejdsløshedsydelser, og

4) familieydelser.

Forslaget skønnes med betydelig usikkerhed at kunne medføre statsfinansielle kon-

sekvenser i form af ekstraudgifter i størrelsesordenen 100 mio. kr. om året til ar-

bejdsløshedsdagpenge, hvortil kommer evt. afledte udgifter.

Regeringen støtter dele af forslaget, der imødekommer danske ønsker og lægger op

til at konsolidere dansk praksis på nogle områder, mens regeringen ikke støtter

forslag om forlængelse af eksportperioden for dagpenge, eller at seneste arbejds-

land skal betale arbejdsløshedsdagpenge til grænsegængere.

På EPSCO-rådsmødet den 7. december skal drøftes de dele af forslaget, der om-

handler familieydelser og ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed, som

afspejler eksisterende dansk praksis.

Samtidig vil regeringen i forhandlingerne fortsat arbejde for, at det bliver muligt at

indeksere børnecheck til børn bosat i andre EU-lande.

2. Baggrund

Europa-Kommissionen har ved KOM(2016) 815 den 13. december 2016 fremsat

forslag til ændring af forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikrings-

ordninger og forordning 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af for-

ordning nr. 883/04. Dansk sprogversion af forslaget er modtaget den 11. januar.

Forslaget omfatter en generel ajourføring af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF)

nr. 987/2009, som er det regelsæt, der har været gældende siden 1. maj 2010.

Hensigten med forordningen er generelt at sikre en sammenhængende koordinering

på EU-plan af de nationale ordninger for social sikring,

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Forslagets retsgrundlag er artikel 48 TEUF vedrørende social tryghed for vandren-

de arbejdstagere, selvstændige og deres pårørende. Forordning 883/2004 er en cen-

tral forordning i EU-samarbejdet, som udmønter traktatens bestemmelser om fri

bevægelighed for arbejdskraft.

Forordningen koordinerer social sikring for personer, der er omfattet af lovgivnin-

gen om social sikring i et medlemsland, for både erhvervsaktive og ikke erhvervs-

aktive. Forordningen sikrer, at borgere i EU/EØS-landene har reelle muligheder for

at bevæge sig mellem medlemslandene uden derved at risikere at miste retten til

social sikring.

Det fremgår af forordningen, at formålet er koordination af medlemslandenes soci-

ale sikringsordninger og altså ikke harmonisering af medlemslandenes velfærdssy-

stemer.

Efter forordning 883/04 kan vandrende arbejdstagere og andre unionsborgere, der

gør brug af EU's regler om fri bevægelighed, medregne anciennitet fra hjemlandet

til opfyldelse af arbejdslandets eventuelle karensregler vedrørende bopæls-, forsik-

rings-, eller beskæftigelsesperioder. Forordningen giver endvidere adgang til at

eksportere kontante sociale sikringsydelser.

EF-forordningen koordinerer følgende sociale sikringsydelser:

Ydelser i anledning af sygdom og moderskab (sundhedsydelser, syge- og

barselsdagpenge samt visse ydelser efter lov om social service),

ydelser ved invaliditet (pension),

ydelser ved alderdom (pension),

ydelser til efterladte (pension),

ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme,

ydelser ved dødsfald (begravelseshjælp),

ydelser ved arbejdsløshed,

efterløn,

familieydelser.

Hjemmelsgrundlag

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 48 og er omfattet af den

almindelige lovgivningsprocedure.

3. Formål og indhold

Ifølge Kommissionen er formålet med forslaget at ajourføre forordning (EF) nr.

883/2004 og (EF) nr. 987/2009 om koordinering af de sociale sikringsordninger, så

reglerne bl.a. tilpasses retspraksis fra EU-Domstolen og bedre afspejler den sociale,

økonomiske og retslige virkelighed i medlemslandene.

Forslaget har til hensigt at bidrage til en styrkelse af vandrende arbejdstageres ret

til fri bevægelighed samtidig med, at det skal sikre større retssikkerhed og en lige-

lig og retfærdig fordeling af finansielle byrder mellem medlemslandene. Opdate-

ringen af det gældende regelsæt skal nedbringe administrative byrder og sikre en

bedre og mere ensartet håndhævelse af reglerne.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

I det følgende gennemgås de væsentligste ændringer i Kommissionens forslag til

ændring af forordning 883/04:

Ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed

Nyt kapitel

Der indsættes et nyt kapitel i artikel 35a-35c, som fastlægger de generelle bestem-

melser vedrørende koordineringen af ydelser ved plejebehov af ubegrænset varig-

hed i overensstemmelse med reglerne for ydelser ved sygdom.

Kategoriseringen af ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed og medlems-

landenes optegnelser af lovgivning på området vil blive foretaget i regi af den Ad-

ministrative Kommission (embedsmandskomité der behandler administrative

spørgsmål om fortolkning af forordningerne om koordinering af social sikring).

Gennemførelsesforordningen tilpasses i overensstemmelse med ændringerne.

Ny definition

Der indsættes en definition af ”ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed” i

artikel 1, som afspejler en række afgørelser fra EU-domstolen. Denne type ydelser

har tidligere været omfattet af den gældende forordning som ydelser ved sygdom i

artikel 34.

Udgifter og refusionsregler

Den foreslåede fordeling af udgifter til ydelser mellem medlemslandene ved pleje-

behov af ubegrænset varighed er identisk med den i dag gældende ordning for

ydelser ved sygdom, som også af flere medlemslande allerede anvendes for pleje-

ydelser.

Forslaget til refusionsreglerne svarer til den måde, som medlemslandene allerede

anvender reglerne om ydelser ved sygdom.

Arbejdsløshedsydelser

Indførsel af karensperiode på tre måneder

Forslaget indfører i artikel 61 et nyt krav til varigheden af arbejde i det land, hvor

der søges om arbejdsløshedsydelser som betingelse for sammenlægning af forsik-

rings- og beskæftigelsesperioder.

Efter forslaget vil der fremover blive stillet krav om mindst 3 måneders arbejde for

at kunne sammenlægge forsikrings- og beskæftigelsesperioder.

Forlængelse af minimumsperiode for eksport af arbejdsløshedsydelser

Minimumsperioden for eksport af arbejdsløshedsydelser til et andet EU/EØS-land,

som fremgår af artikel 64, forlænges fra 3 til 6 måneder.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Efter gældende regler er minimumsperioden for eksport af arbejdsløshedsydelser

fastsat til 3 måneder med mulighed for at forlænge perioden op til et maksimum på

6 måneder, hvis de nationale regler giver mulighed for forlængelse.

Efter forslaget fastsættes minimumsperioden til 6 måneder med mulighed for at

forlænge perioden til den resterende ydelsesperiode, hvis de nationale regler giver

mulighed for forlængelse udover minimumsperioden.

Gennemførelsesforordningen tilpasses i overensstemmelse med ændringerne.

Arbejdsløshedsydelser for personer, der ikke opfylder betingelserne for at kunne

sammenlægge forsikrings- og beskæftigelsesperioder

Der indsættes en ny artikel 64a vedrørende ret til arbejdsløshedsydelser for perso-

ner, der ikke opfylder betingelserne for at kunne sammenlægge forsikrings- og

beskæftigelsesperioder.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det nye krav om beskæftigelse af 3 måne-

ders varighed for at kunne sammenlægge perioder.

Efter forslaget vil en person, der flytter til et andet medlemsland og bliver ledig

efter mindre end 3 måneders beskæftigelse

–

og som dermed ikke har mulighed for

at sammenlægge forsikrings- og beskæftigelsesperioder, jf. forslaget i art. 61

–

kunne anmode om eksport af pågældendes arbejdsløshedsydelse fra det tidligere

beskæftigelsesland, hvis personen stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet i det

seneste beskæftigelsesland.

Gennemførelsesforordningen tilpasses i overensstemmelse med ændringerne.

Arbejdsløshedsydelser for grænsearbejdere

Der foretages i artikel 65 ændringer vedrørende reglerne for ret til arbejdsløsheds-

ydelser for grænsearbejdere. Efter gældende regler skal bopælslandet udbetale ar-

bejdsløshedsydelser til grænsearbejdere ved fuld ledighed og beskæftigelseslandet

skal udbetale ved delvis ledighed.

Forslaget betyder, at fuldt ledige grænsearbejdere behandles på samme måde som,

hvis de havde haft bopæl i beskæftigelseslandet. Dagpengene skal dermed udbeta-

les af beskæftigelseslandet, og personen skal stille sig til rådighed for arbejdsmar-

kedet i beskæftigelseslandet.

Hvis personen har arbejdet i mindre end de sidste 12 måneder i seneste beskæfti-

gelsesland, skal arbejdsløshedsydelsen udbetales fra bopælslandet. Dog kan en

person, som har ret til dagpenge efter de nationale regler uden at gøre brug af

sammenlægning af perioder, vælge at stille sig til rådighed og modtage dagpenge

fra beskæftigelseslandet.

Hvis en fuldt ledig grænsearbejder

–

i modsætning til en midlertidig ledig - ikke

længere ønsker at stå til rådighed i beskæftigelseslandet, efter vedkommende er

registreret hos jobcenteret i beskæftigelseslandet, vil pågældende umiddelbart kun-

ne eksportere sin ret til dagpenge i bopælslandet i minimum 6 måneder.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Den kompetente institution kan forlænge perioden i den resterende dagpengeperio-

de, hvis de nationale regler giver mulighed for forlængelse udover minimumsperi-

oden. Det almindelige krav om 4 ugers forudgående ledighed vil med forslaget

ikke gælde i en sådan situation.

Forslaget betyder, at artikel 70 om mellemstatslig refusion af arbejdsløshedsydelser

for tidligere grænsearbejdere, udgår.

Gennemførelsesforordningen tilpasses i overensstemmelse med ændringerne.

Familieydelser der ydes som indtægtserstatning under børnepasningsperioder

Individuel og personlig ret for forældre

Der foreslås en ny artikel 68b om koordinering af familieydelser, der ydes som

indtægtserstatning under børnepasningsperioder. Artiklen præciserer, at sådanne

ydelser skal behandles som en individuel og personlig ret for de forældre, der er

omfattet af loven i den kompetente stat, frem for en ydelse for familien som helhed.

De pågældende ydelser skal fremgå af et nyt bilag.

Samtidig ret til familieydelser fra flere medlemslande

Den nye artikel 68b indeholder en fravigelse fra forordningens almindelige koordi-

nationsregler i de tilfælde, hvor der er samtidig ret til familieydelser fra flere med-

lemslande. De medlemslande, som har sådanne ydelser, skal anføre ydelserne i et

bilag til forordningen, hvis disse ydelser ikke skal indgå i beregningen baseret på

de almindelige koordinationsregler for familieydelser.

Horisontale spørgsmål

Ikke erhvervsaktive EU-borgeres adgang til sociale sikringsydelser

I artikel 4 ændres den nugældende bestemmelse om ligebehandling. Forslaget tyde-

liggør, at medlemslandene kan gøre adgangen til sociale sikringsydelser betinget

af, at

ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgere

har lovligt ophold i det kompetente

medlemsland i overensstemmelse med reglerne i opholdsdirektivet (Direktiv

204/38/EC).

Forslaget svarer til EU-retten som fortolket af EU-Domstolen.

Definition af hjemmebase

I artikel 11 ændres henvisningen til hjemlen for definition af hjemmebase for afgø-

relse af lovvalg for fly- og kabinepersonale. Aktuelt er denne personkreds socialt

sikret i det medlemsland, hvor hjemmebasen er beliggende.

Det betyder, at operatøren fremover skal tildele (eng.: ”assign”) hjemmebasen mod

den tidligere formulering, hvor operatøren nominerede (eng.: ”nominate”) hjem-

mebasen.

Definition af udstationeret arbejdstager

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Der indsættes i artikel 12 en henvisning til udstationeringsdirektivet (Direktiv

96/71/EC) og direktivets definition af begrebet ”udstationeret arbejdstager”. End-

videre foreslås afløsningsreglen udvidet til at omfatte selvstændige.

Lovvalg

Der indføres en ny bestemmelse i artikel 13, som entydigt fastlægger lovvalget til

det medlemsland, hvorfra en person modtager arbejdsløshedsydelser, hvis personen

samtidig udøver beskæftigelse i et andet medlemsland.

Efter gældende regler er lovvalget afhængigt af fordelingen af indtægten fra hen-

holdsvis arbejdsløshedsydelsen og det lønnede arbejde.

Gennemførelsesforordningen tilpasses i overensstemmelse med ændringerne.

Forpligtelse til informationsudveksling og samarbejde

Der indføres en ny artikel 75a, som tydeliggør en allerede gældende forpligtelse for

kompetente myndigheder til at sikre informationsudveksling og samarbejde mellem

relevante myndigheder og institutioner internt i medlemslandene.

Delegerede retsakter

Kommissionen gives i artikel 88 og 88a beføjelser til, at der vedtages delegerede

retsakter for at sikre en rettidig tilpasning af udvalgte bilag til forordningen, der

indeholder landespecifikke oplysninger af primært teknisk karakter. Dermed kan

bilagene løbende tilpasses uden at skulle genåbne forordningen.

I tillæg til ændringer, der afspejler revision af forordning 883/2004, indgår bl.a.

følgende ændringer til gennemførelsesforordning 987/2009:

Svig og fejl

Der indsættes i artikel 1 en definition af ”svig”, som vedrører misbrug

af det eksi-

sterende regelsæt for at modtage sociale sikringsydelser eller undgå at betale socia-

le sikringsbidrag.

Tilsvarende tilpasninger indarbejdes i betragtningerne til forslaget, hvor det bl.a.

præciseres, at institutioner og forbindelsesorganer kan indhente og videregive nød-

vendige oplysninger med henblik på at forebygge svig og fejl.

Regler for udveksling af oplysninger

I overensstemmelse med EU-domstolens retspraksis tydeliggøres det i artikel 19, at

den kompetente institution har en forpligtigelse til at bekræfte den relevante infor-

mation knyttet til en ansøgning i forbindelse med afgørelse af, i hvilket medlems-

land en person er socialt sikret.

Reglen i artikel 19 angiver også, at sociale sikringsinstitutioner og arbejdstilsyn,

samt skatte- og immigrationsmyndighederne både nationalt og på EU-plan har ret

til direkte at udveksle oplysninger vedrørende en persons status for så vidt angår

social sikring.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Ændringerne til artiklen skal ses i sammenhæng med artikel 75a i forordning

883/04.

Månedlig afrapportering til hjemlandet i forbindelse med eksport af arbejdsløs-

hedsydelser

Kommissionens foreslår i artikel 55 at gøre månedlige afrapporteringer til hjem-

landet obligatorisk for de kompetente myndigheder i det medlemsland, som den

arbejdsløse rejser til for at søge arbejde.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal i henhold til TEUF artikel 294 vedtages både af Europa-Parlamentet

og Rådet i den almindelige lovgivningsprocedure.

Europa-Parlamentet har indledt behandlingen af forslaget i juni 2017. Beskæftigel-

sesudvalget skal fra efteråret 2017 behandle ordførerens udkast til betænkning.

Behandlingen ventes at strække sig frem til den ventede afstemning i udvalget den

19. juni 2018.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører følgende i forslaget:

”Nærhedsprincippet finder anvendelse, idet forslaget ikke hører under Unionens

enekompetence.

Målene med forslaget kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på

nationalt, regionalt eller lokalt plan og kan derfor bedre gennemføres på EU-plan af

følgende årsager:

Koordineringen af de sociale sikringsordninger omfatter tværnationale situationer,

hvor den enkelte medlemsstat ikke kan handle på egen hånd. I henhold til artikel 48

i TEUF kræves der koordinerende foranstaltninger på EU-plan, som er nødvendige

for at kunne udøve retten til fri bevægelighed. Uden en sådan koordinering kan der

lægges hindringer for den frie bevægelighed: Borgerne ville være mindre tilbøjeli-

ge til at flytte, hvis det medførte, at de mistede de rettigheder til social sikring, som

de har erhvervet i en anden medlemsstat.

Etableringen af en EU-ramme på dette område sikrer en ensartet fortolkning og

beskyttelse af de rettigheder, som mobile EU-borgere og deres familiemedlemmer

har, hvilket ikke ville kunne opnås af medlemsstaterne alene på nationalt plan.

Det forenkler ikke blot koordineringen af de sociale sikringsordninger for med-

lemsstaterne, men sikrer ligeledes ligebehandling af de EU-borgere, som er forsik-

ret i henhold til de nationale lovgivninger om social sikring.

Med forslaget opdateres de gældende koordineringsregler med henblik på at gen-

nemføre de ændringer, der er blevet nødvendige som følge af ændringer i den soci-

ale virkelighed, og for at afspejle de retlige ændringer, der er blevet gennemført på

nationalt plan.

Forslaget er derfor i overensstemmelse med nærhedsprincippet.”

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Regeringen kan tilslutte sig Kommissionens vurdering af nærhedsprincippet, da der

er tale om en revision af en gældende forordning.

6. Gældende dansk ret

Ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed

Reglerne i EU-forordning 883/2004 om koordinering af ydelser ved sygdom og

moderskab omfatter følgende danske ydelser, som beskrevet i vejledning nr. 10329

af 12. december 2016 om koordinering af visse sociale sikringsydelser for borgere,

der rejser mellem EU/EØS-landene og Schweiz, og vejledning nr. 9341 af 8. maj

2015 om hjælp og støtte efter serviceloven (vejledning nr. 2 til serviceloven):

Alle ydelser i sundhedsloven, fx sygehusbehandling, ydelser i praksissek-

toren, herunder læge- og tandlægehjælp, fysioterapi, medicintilskud, til-

skud til høreapparater, de kommunale sundhedsydelser, herunder børne- og

ungdomspleje og vederlagsfri genoptræning uden for sygehusregi.

Visse ydelser efter lov om social service (serviceloven) som har karakterer

af naturalydelser ved sygdom, fx merudgiftsydelsen efter § 41, personlig

hjælp, pleje og ledsagelse efter § 44-45, personlig hjælp, omsorg og pleje

efter §§ 83-87, ledsagelse og kontaktperson efter §§ 97-99, tilskud til pleje

efter §§ 95-96, nødvendige merudgifter efter § 100, behandling af stofmis-

brugere efter §§ 101-102, hjælpemidler efter § 112, hjælp til forbrugsgo-

der, hjælp til boligindretning efter § 116, pasning af nærtstående med han-

dicap efter § 118, plejevederlag efter § 119 samt hjælp til sygeplejeartikler

efter § 122.

Endvidere omfattes efter pensionslovgivningen, helbredstillæg, jf. § 14 a i

lov om social pension og § 18 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almin-

delig og almindelig førtidspension.

Efter servicelovens § 2 har enhver, der opholder sig lovligt her i landet, ret til hjælp

efter serviceloven. Uanset forordningen og de foreslåede ændringer vedrørende

ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed i forordningen har borgere fra andre

medlemslande ret til både naturalydelser og kontantydelser efter serviceloven, hvis

de har lovligt ophold i Danmark. Det er alene kontantydelser, som kan eksporteres

ud af Danmark, og hvor der vil kunne være pligt til at udbetale ydelser efter for-

ordningen, udover hvad der i øvrigt følger af serviceloven.

Arbejdsløshedsydelser

Reglerne om udbetaling af arbejdsløshedsydelser, herunder de regler der er regule-

ret i forordning 883/04, er reguleret i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. med

tilhørende bekendtgørelser.

Efter danske regler stilles der krav om beskæftigelse af mindst 296 timers varighed

inden for 3 måneder for at få ret til at sammenlægge forsikrings- og beskæftigel-

sesperioder.

Efter danske regler eksporteres arbejdsløshedsydelser kun for 3 måneder uden mu-

lighed for at forlænge perioden.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Familieydelser der ydes som indtægtserstatning under børnepasningsperioder

Reglerne om barselsdagpenge er reguleret i barselsloven med tilhørende bekendt-

gørelser og lov om dagpenge ved barsel og adoption.

Barselsdagpenge under forældreorlov betragtes som en ydelse ved moder-

skab/faderskab, som alene bliver tildelt den/de personer, der opfylder betingelserne

for retten til ydelsen. Der er dermed ikke afledte rettigheder til barselsdagpenge.

Horisontale spørgsmål

Ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgeres adgang til sociale sikringsydelser

Den foreslåede ændring gælder allerede i Danmark, da der i bopælskrav i love gæl-

der en implicit forudsætning om lovligt ophold. EU-borgere, der ikke har ret til

ophold efter EU-retten, har ikke lovligt ophold i Danmark.

Regler for udveksling af oplysninger

I Danmark indgives en ansøgning under tro og love. Dansk praksis er dog, at de af

ansøger indsendte oplysninger så vidt muligt bekræftes ved kontrol blandt andet

hos SKAT og CPR.

Den kompetente myndighed er forpligtet til at give specifikke og tilstrækkelige

oplysninger til registrerede om de formål, hvortil personoplysningerne behandles.

Den kompetente institution i Danmark, International Social Sikring under Udbeta-

ling Danmark, udveksler allerede oplysninger med andre myndigheder i Danmark

og i andre medlemslande om de afgørelser, der er truffet af International Social

Sikring.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed

Gennemførelse af forslaget medfører ikke ændring i gældende regler. I Danmark er

plejeydelser omfattet af forordningens ydelser ved sygdom som følge af EU-

retspraksis på området.

Det vurderes ikke, at de foreslåede ændringer af forordningen vil føre til en anden

fortolkning af anvendelsesområdet i Danmark, end tilfældet er i dag.

Arbejdsløshedsydelser

Forslagene har konsekvenser for dansk ret ved udbetaling af arbejdsløshedsydelser.

Eventuelle ændringer vil ikke kræve ændringer i lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., men vil kunne gennemføres i de administrativt fastsatte regler.

Der stilles allerede i dag efter danske regler krav om beskæftigelse af mindst 296

timers varighed inden for 3 måneder for at få ret til at sammenlægge forsikrings- og

beskæftigelsesperioder. Det vurderes, at de eksisterende regler om forudgående

beskæftigelse umiddelbart vil kunne videreføres med forslaget.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Efter danske regler eksporteres arbejdsløshedsydelser kun for 3 måneder uden mu-

lighed for at forlænge perioden. De gældende regler skal derfor tilpasses ved en

forlængelse af minimumsperioden til 6 måneder.

Indførsel af månedlige afrapporteringer til hjemlandet i forbindelse med eksport af

arbejdsløshedsydelser har ikke administrative konsekvenser, da Danmark allerede

benytter denne praksis.

Der skal fastsættes regler om udbetaling af dagpenge til en grænsearbejder med

bopæl i Danmark, som har arbejdet mindre end 12 måneder i et andet land. I disse

situationer er Danmark kompetent til at udbetale dagpenge i en periode på mini-

mum seks måneder, og eventuel fuld dagpengeperiode, samtidig med at personen

stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet i seneste arbejdsland.

Der skal fastsættes regler om udbetaling af dagpenge for personer, der har været

beskæftiget i over 12 måneder i Danmark, men som bor i et andet medlemsland.

Familieydelser der ydes som indtægtserstatning under børnepasningsperioder

Forslaget svarer til dansk praksis, så det vil ikke umiddelbart indebære ændringer

af dansk ret. Ved at opliste de danske regler om barselsdagpenge i bilaget til for-

ordningen betragtes ydelser efter denne lovgivning, som en familieydelse med en

individuel og personlig ret. Det vil betyde, at retstilstanden i Danmark kan opret-

holdes.

Det skal vurderes nærmere, om det vil være hensigtsmæssigt, at barselsdagpenge

under forældreorlov efter barselslovens § 21, stk. 1, også bliver optaget på bilaget

til forordningen.

Ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgeres adgang til sociale sikringsydelser

Forslaget vil ikke have lovgivningsmæssige konsekvenser, da det svarer til dansk

praksis.

Definitionen af hjemmebase

Det vil skulle nærmere afklares, hvilke konsekvenser ændringen af hjemmebasede-

finitionen har for fly- og kabinepersonale, således at socialsikringsstedet er under-

lagt stabilitet og ikke vil være genstand for hyppige ændringer.

Definition af udstationeret arbejdstager

Betydningen af henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af

16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af

tjenesteydelser skal nærmere afklares.

De nærmere administrative konsekvenser af forslaget om, at afløsningsreglen udvi-

des til at omfatte selvstændige, skal nærmere afklares.

Økonomiske konsekvenser

Ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed

Det forventes, at de økonomiske konsekvenser ved de foreslåede ændringer vil

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

være begrænsede, da de foreslåede ændringer svarer til dansk fortolkning af gæl-

dende EU-retspraksis.

Forordningsændringen kan føre til en øget brug af refusionsordningen, såfremt

flere ydelser omfattes af koordineringsreglerne, herunder mellemstatslig afregning.

Dette kan både medføre, at Danmark i flere tilfælde kan opkræves betaling, og at

Danmark i flere tilfælde vil kunne opkræve betaling fra andre medlemslande. Det

kan således ikke udelukkes, at Danmark påføres flere udgifter som følge heraf.

Arbejdsløshedsydelser

De økonomiske konsekvenser i forbindelse med forslaget til ændringer på arbejds-

løshedsydelser er søgt foreløbig vurderet. Løbende konsolidering vil ske i takt med,

at de enkelte del-forslag afklares yderligere.

På det foreliggende grundlag vurderes meget foreløbigt, at forslaget samlet set

medfører merudgifter i størrelsesordenen 100 mio. kr. om året efter skat og tilbage-

løb, heraf den største post på 67 mio. som følge af nye grænsegængerregler. Hertil

kommer afledte konsekvenser i forbindelse med grænsearbejderes adgang til pen-

sion, sygesikring mv. Omfanget heraf vil skulle vurderes nærmere.

Derudover vurderes det, at der i forbindelse med forslaget kan være visse øgede

administrative omkostninger forbundet med ændringerne i gennemførelsesforord-

ningen. Det vil tilsvarende skulle vurderes nærmere.

8. Høring

Forslaget har været sendt i høring i EU-Specialudvalget vedrørende Arbejdsmarkedet

og Sociale Forhold, herunder arbejdsmarkedets parter med frist den 12. januar 2017.

Der er modtaget et samlet svar fra Landsorganisationen i Danmark (LO) og FTF.

Derudover er der modtaget svar fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Kommunernes

Landsforening (KL), Akademikerne (AC) og Finanssektorens Arbejdsgiverforening

(FA).

LO og FTF:

LO og FTF har afgivet fælles høringssvar, der også henviser til en fælles skrivelse

fra 9. juni 2016, som udover ændringsforslag til forordning 883 også indeholder

betragtninger om - og ønsker til ændringer af arbejdstagerbegrebet i EU-

lovgivningen.

Baggrunden for LO’s og FTF’s forslag

var iflg. organisationerne dels at sikre, at de

danske velfærdsordninger er robuste i forhold til træk på disse af vandrende ar-

bejdstagere, således at ydelsesniveauerne kan opretholdes. Dels var formålet at

sikre, at de danske sociale ydelser ikke bruges til social dumping, således som det

desværre er set i et ikke ubetydeligt omfang i forhold til SU og børnepenge.

Nedenfor gengives alene den del af høringssvaret, der vedrører bestemmelser i

forslaget til revision af forordningen. Høringssvaret i sin helhed er fremsendt paral-

lelt med grund-

og nærhedsnotatet. ”Vi/vores” nedenfor er lig ”LO og FTF”.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

LO og FTF mener generelt, at Kommissionens forslag er skuffende. Alene vores

ønske om at bevare den danske regel med krav om beskæftigelse i mindst 296 ti-

mer i løbet af 12 uger for at kunne opnå danske arbejdsløshedsdagpenge er imøde-

kommet. Dette er naturligvis meget positivt.

Det var bebudet, at Kommissionen ville forlænge den periode, hvori man kan med-

tage dagpenge til et andet EU-land. Det har vi i skrivelsen til regeringen udtalt os

imod. Desværre indeholder forslaget en forlængelse af perioden fra tre til seks må-

neder. Dette forslag må vi udtale os meget stærkt imod.

De danske dagpenge vil i flere østeuropæiske lande udgøre flere gange den arbejds-

løn, som vil kunne opnås ved et normalt arbejde i disse lande. Der vil derfor ikke

være nogen tilskyndelse til at søge arbejde. Hertil kommer, at der i realiteten ikke

vil være kontrolmuligheder i forhold til rådighedsforpligtelsen, når denne kontrol

skal ske i et andet land.

Regeringen har udtrykt ønske om, at ufaglærte østarbejdere i Danmark erstattes i

videst muligt omfang med danske arbejdsløse. Denne intention deler vi naturligvis.

Når imidlertid henses til antallet vil forslagets omkostninger sammen med regerin-

gens ønsker være ganske betydelige. Vi ser gerne en beregning herpå.

En tredje ændring i forhold til dagpenge er et forslag om grænsearbejdere. Her er

det i dag bopælslandet, der skal betale dagpenge. Kommissionen foreslår nu, at det

er arbejdsstedets land, der efter 12 måneders arbejde skal betale dagpengene. Det er

vi imod. Forslaget er både bureaukratisk og uigennemsigtigt for lønmodtagerne.

Hertil kommer, at det formentligt vil koste Danmark penge. Vi ser gerne en bereg-

ning herpå.

Når det drejer sig om børnepenge, har vi ønsket en indeksering i forhold til leve-

omkostningerne i det hjemland, hvor børnene har ophold. Et sådant forslag er ikke

medtaget. Vores udtrykte ønske om en indeksering af børnepenge (og af SU) er

som nævnt båret af hensynet til at undgå social dumping. EU-kommissær Thyssen

har forsøgt at bagatellisere betydningen af et sådant forslag. Der er herved imidler-

tid alene henvist til den procentvise andel af de samlede udgifter til sociale udgif-

ter.

Dette er helt utilstrækkeligt. Foruden hensynet til at modvirke social dumping er

der et afgørende hensyn til befolkningernes forståelse for EU-ordningernes indret-

ning. Her er der ingen som helst forståelse for, at der kan opnås børnepenge med en

købekraftværdi til mere end 8 gange i opholdslandet i forhold til forholdene i det

medlemsland, der afholder udgiften.

Forslaget indeholder en positiv præcisering af ydelser til EU-borgere, der ikke er

erhvervsaktive. Her kan Danmark selv beslutte ikke at tilkende disse sociale ydel-

ser. Forslaget bygger dog på EU-Domstolens praksis, og giver derfor ikke nye mu-

ligheder for medlemsstaterne.

LO/FTF finder opsummerende, at Kommissionens udspil er skuffende for LO og

FTF og vi frygter et øges pres på de danske velfærdsydelser og især dagpengesy-

stemet. LO og FTF opfordrer derfor den danske regering til at arbejde for indekse-

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

ring af velfærdsydelser/børnepenge og imod forslaget om at forlænge perioden,

hvor man kan medtage danske dagpenge til et andet EU-land

DA:

Det overordnede formål med Europa-Kommissionens forslag er at lette arbejds-

kraftens fri bevægelighed, beskytte vandrende arbejdstageres rettigheder og give

nationale myndigheder redskaber til at bekæmpe misbrug eller svig. Sidstnævnte

handler i høj grad om at øge befolkningens accept af arbejdskraftens fri bevægelig-

hed.

Arbejdskraftens fri bevægelighed er en integreret del af det indre marked, som der

efter DA’s opfattelse skal værnes om, og som skal understøttes mest muligt.

Vandrende arbejdstagere skal ikke miste de rettigheder, der bidrager til at fremme

arbejdskraftens fri bevægelighed.

Samtidig er det afgørende, at befolkningerne i EU oplever, at tildelingen af vel-

færdsydelser på tværs af grænser er fair og rimelig. I befolkningerne er der en op-

levelse af, at der er en øget tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft og som en følge

heraf en bekymring over, at folk udefra tager jobs og trækker for meget på vel-

færdsydelser. Denne bekymring er med til at udfordre befolkningens accept af ar-

bejdskraftens fri bevægelighed.

For at imødekomme bekymringen mener DA, at der er behov for mere synlig kon-

trol, styrket myndighedssamarbejde og et nationalt råderum til at fastsætte regler,

der kan sikre imod uhensigtsmæssig brug.

DA mener, at Europa-Kommissionen bevæger sig i den rigtige retning med sit

forslag. Det er bl.a. positivt, at Europa-Kommissionen blåstempler det danske op-

tjeningsprincip for arbejdsløshedsdagpenge (296-timersreglen), og endda udvider

det til resten af EU.

DA havde imidlertid gerne set, at Europa-Kommissionen havde været endnu mere

ambitiøs, f.eks. ved at foreslå en indeksering af ydelser, herunder i forhold til bør-

necheck, arbejdsløshedsdagpenge og førtidspension. En sådan indeksering vil skul-

le afspejle omkostningsniveauet i det land, hvortil ydelsen eksporteres, men om-

vendt må ydelsen ikke overstige niveauet i det land, som udbetaler ydelsen.

Endelig finder DA, at det er uhensigtsmæssigt, at det foreslås, at perioden, hvor en

EU-borger kan tage dagpenge med til et andet EU-land, bliver forlænget fra tre til

seks måneder.

Givet materialets omfang og uklarheder omkring rækkevidden af dele af forslaget,

forbeholder DA sig retten til at vende tilbage med supplerende bemærkninger.

Europa-Kommissionen foreslår at ændre ligebehandlingsprincippet i artikel 4 i

forordning 883/2004 således, at EU-Domstolens afgørelser om, at økonomisk inak-

tive EU-borgere ikke automatisk har adgang til sociale ydelser, bliver indarbejdet i

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

forordningen. Forslaget søger at skabe klarhed i forhold til opholdsdirektivets reg-

ler.

Den retning, som Europa-Kommissionen bevæger sig med forslaget, er den rette.

Det er dog efter DA’s opfattelse uklart, hvorvidt forslaget alene forholder sig til

rækkevidden af ligebehandlingsprincippet for økonomisk inaktive. I hvilket om-

fang Europa-Kommissionen med forslaget også søger at tage højde for, hvad der

gælder for arbejdssøgende, der efter opholdsdirektivet mister deres arbejdstagersta-

tus, vil efter DA’s opfattelse skulle afklares nærmere.

DA forstår umiddelbart forslaget sådan, at alle sociale sikringsydelser kan undtages

fra ligebehandlingsprincippet, uanset om der er tale om sociale sikringsydelser, der

betegnes som grundsikringsydelser (ikke bidragspligtige sociale sikringsydelser)

eller ydelser, der skal lette overgangen til anden beskæftigelse. Der er efter

DA’s

opfattelse behov for at sikre, at alle sociale ydelser kan undtages.

DA finder, at forslaget, ud over at tage højde for afgørelserne i henholdsvis Brey

(C-140/12) og Dano (C-333/13) sagerne, bør udmønte EU-Domstolens afgørelse i

Alimanovic-sagen (C-67/14).

Denne sag fastslår, at en arbejdstager, der mister sin arbejdstagerstatus efter at have

været i beskæftigelse, ikke har ret til ligebehandling mht. ikke bidragspligtige soci-

ale sikringsydelser i henhold til opholdsdirektivets regler.

Forslaget bør således også præcisere, at medlemsstaterne kan undlade at tildele

jobsøgende EU-borgere, der er omfattet af artikel 14, stk. 4 i opholdsdirektivet,

sociale ydelser, og at undtagelsen fra forordningens ligebehandlingsprincip derfor

bør gælde både for økonomisk inaktive og for de arbejdssøgende, der mister deres

arbejdstagerstatus.

DA bemærker i øvrigt, at konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 18.-

19. februar 2016 om en ny aftale for Storbritannien med EU tog højde herfor. Man

erkendte således på EU-niveau på daværende tidspunkt, at der er tale om en rele-

vant problemstilling i forhold til vandrende arbejdstagere og deres adgang til socia-

le ydelser.

Endelig finder DA, at der er behov for grundlæggende at analysere navnlig sam-

spillet med opholdsdirektivet til bunds, idet der er tale om parallelle regelsæt, der

allerede har givet anledning til fortolkning i rækken af afgørelser fra EU-

Domstolen, og som ikke afklares af Europa-Kommissionens forslag.

Udspillet fra Europa-Kommissionen indeholder en koordinering og præcisering af,

hvilke ydelser der er tilgængelige ved plejebehov af ubegrænset varighed, og hvor

mobile borgere kan gøre krav på disse ydelser. Europa-Kommissionen mener, at

forslaget vil skabe større retssikkerhed til den voksende gruppe af borgere, der er

afhængige af ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed.

Det lader til, at Europa-Kommissionen lægger op til en udvidelse af forordningens

dækningsområde. DA finder derfor, at der er behov for en nærmere afklaring af

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

forslagets rækkevidde, herunder hvilke ydelser det konkret drejer sig om i en dansk

kontekst.

Europa-Kommissionens forslag åbner op for, at jobsøgende kan eksportere arbejds-

løshedsydelser i mindst seks måneder i modsætning til den nuværende minimums-

periode på tre måneder. Europa-Kommissionen mener, at dette vil give bedre mu-

lighed for at finde arbejde for vandrende arbejdstagere fra især Sydeuropa, hvor

arbejdsløsheden er høj.

DA er ikke enig i, at dette forslag er en god idé. Perioden på seks måneder, hvor

man kan tage sine dagpenge med til et andet EU-land for at søge job, er for lang,

idet det er vanskeligt for den betalende medlemsstat at sikre, at den vandrende ar-

bejdstager reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Som noget nyt foreslår Europa-Kommissionen dog, at værtslandet skal sende en

månedlig afrapportering til hjemlandet om den vandrende arbejdstagers bestræbel-

ser for at få et job. DA mener, at der her er tale om en forbedring i forhold til de

nuværende regler, hvor hjemlandets jobcentre kan efterspørge en rapport om den

vandrende arbejdstagers aktiviteter i forhold til at opnå beskæftigelse.

Derudover foreslås det, at medlemslande kan kræve, at en person skal arbejde i

mindst tre måneder i medlemslandet, før det er muligt at kræve arbejdsløshedsydel-

ser i medlemslandet. Det vil betyde, at Danmark uden problemer kan beholde den

omdiskuterede 296-timersregel, som dermed ikke er i strid med EU-retten og såle-

des bliver blåstemplet.

Europa-Kommissionen foreslår også, at grænsearbejdere, det vil sige arbejdstagere,

der bor i et land og arbejder i et andet, skal have arbejdsløshedsydelser i det land,

hvor personen har arbejdet de seneste 12 måneder. Hvis seneste ansættelse varer

under 12 måneder, vil det være bopælslandet, der skal udbetale arbejdsløshedsydel-

ser.

I forhold til arbejdsløshedsydelser til grænsearbejdere bør det afklares, hvordan

artikel 65, stk. 4 skal fortolkes. Det fremstår som om, man kan vælge, hvor man vil

stå til rådighed, uanset hvorfra man modtager ydelserne.

Det er væsentligt, at modtagerne af arbejdsløshedsdagpenge står til rådighed for det

land, som betaler ydelsen. Samtidig skal pligten til at stå til rådighed være reel. Det

er således en forudsætning for at kunne stå til rådighed for det danske arbejdsmar-

ked, at ledige kan ovetage arbejde med dags varsel, selv er aktivt arbejdssøgende i

Danmark m.m.

Europa-Kommissionen foreslår at ændre reglerne om forældreorlovsydelser, der

ydes til en forælder som kompensation for tabt indtægt og løn i forbindelse med

udnyttelse af forældreorlovsret i den kompetente medlemsstat.

Med forslaget til ny artikel 68 b, stk. 1 præciseres det, at forældreorlovsydelsen

alene vil skulle tildeles den enkelte forælder, som er omfattet af den kompetente

medlemsstats lovgivning om forældreorlov.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Der er således ikke tale om, at andre familiemedlemmer kan aflede en ret til foræl-

dreorlovsydelser. Dermed indebærer forslaget en klar undtagelse fra reglen om, at

der kan ske udbetaling af en ydelse til en forælder, som faktisk forsørger barnet, og

som er bosat i en anden medlemsstat efter reglen i artikel 68 a.

DA kan støtte forslaget til præcisering af reglerne, herunder også at det i forhold til

nationale myndigheders sagsbehandling efter gennemførelsesforordningen bliver

fastslået, at der ikke er pligt til at tage en ansøgning om forældreorlovsydelse fra

den anden forælder i betragtning.

DA har ingen bemærkninger til forslaget til artikel 68 b, stk. 2, om muligheden for

at tildele en forældreorlovsydelse i fuldt omfang til en berettiget i tilfælde af over-

lappende regler og konfliktende lovgivninger mellem medlemsstater.

Europa-Kommissionen har valgt ikke at foreslå en ændring af reglerne for eksport

af børnetilskud, og foreslår derfor ikke en indeksering. Indeksering af børnetil-

skuddet har ellers været et dansk ønske. Europa-Kommissionen forklarer, at en

sådan ændring vil være for bureaukratisk og kompliceret i forhold til det begrænse-

de omfang af eksport af børnetilskud.

I aftalen mellem Storbritannien og EU indgik en indeksering af børnetilskuddet.

Set i lyset af denne aftale og den politiske debat i øvrigt er det en forkert priorite-

ring af Europa-Kommissionen ikke at arbejde videre med indekseringen, idet det er

væsentligt, at EU-borgerne oplever reglerne som fair og rimelige.

Europa-Kommissionen foreslår at ændre artikel 12 i forordningen, som vedrører

spørgsmålet om, hvor udsendte eller udstationerede medarbejdere er social sikrede,

således at definitionen af udstationeringsbegrebet i forordningen også kobles op på

udstationeringsdirektivets definition af udstationering.

DA finder som udgangspunkt, at det er positivt, at det forsøges at skabe sammen-

hæng mellem socialsikringsreglerne og udstationeringsreglerne.

Europa-Kommissionens foreslår også, at bestemmelsen justeres i forhold til, hvor-

når der er tale om udskiftning af medarbejdere med den konsekvens, at social sik-

ring i hjemlandet ikke kan opretholdes. Dette vil også gælde i relation til selvstæn-

dige.

DA finder, at der er behov for klarhed i forhold til, hvornår der er tale om afløsning

af medarbejdere, i særdeleshed fordi afløsningsreglen foreslås udvidet til at omfatte

selvstændige. DA bekendt er der allerede i dag sager om forståelsen af den nuvæ-

rende afløsningsregel.

DA er endvidere ikke enig i, at afløsningsreglen udvides til at omfatte selvstændi-

ge,

idet der efter DA’s opfattelse vil kunne opstå juridisk uklarhed i forhold til

fortolkningen af, hvornår der er tale om afløsning. Hertil kommer spørgsmålet om,

hvorledes myndighederne skal kontrollere, om der er tale om afløsning i særdeles-

hed, når der er tale om selvstændige.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

DA henviser i den forbindelse til, at udstationeringsbegrebet i udstationeringsdirek-

tivet og spørgsmålet om, hvorvidt en person er omfattet af dette udstationeringsbe-

greb, kan underkastes en vurdering efter håndhævelsesdirektivets artikel 4 (direktiv

2014/67/EU).

Sammenhængen mellem forslaget om ændring af artikel 12 og de muligheder, der

følger af håndhævelsesdirektivet, herunder navnlig spørgsmålet om, hvilken myn-

dighed, der skal stå for kontrollen af dette, er meget uklar.

For at give nationale myndigheder de rette redskaber til at kontrollere arbejdstage-

res sociale sikring foreslås en styrkelse af en række administrative regler. Derud-

over fastlægges klarere procedurer for samarbejdet mellem nationale myndigheder

omkring udstationering for bedre at håndtere potentiel urimelig praksis eller mis-

brug.

DA finder, at forslaget til ændring af artikel 5, stk. 1 og 2, i gennemførselsfor-

ordning 987/2009 vedrørende myndighedernes administrative samarbejde på den

ene side kan sikre en hurtigere sagsbehandling i de situationer, hvor der er tvivl om

validiteten af en A1-blanket.

DA finder, at en arbejdsgiver bør kunne søge at få dækket merudgifter hos myn-

dighederne, hvis der er sket fejl fra hjemlandets kompetente myndigheds side i

forbindelse med sagsbehandlingen og udstedelse af en A1, og hvor konsekvensen

af myndighedens fejl er, at A1-blanketten trækkes tilbage.

KL:

KL har ingen bemærkninger til EU-Kommissionens overordnede formål med revi-

sionen af forordningen, som er at styrke vandrende arbejdstagers ret til fri bevæge-

lighed, samt sikre større retssikkerhed og en lige og retfærdig fordeling af finan-

sielle byrder mellem medlemslandene.

KL ønsker dog at komme med nogle generelle bemærkninger i forhold til nogle af

de foreslåede ændringer.

Det fremgår af revisionen, at der er to større ændringer vedrørende udbetaling af

arbejdsløshedsydelser:

1) at en jobsøgende kan eksportere sin arbejdsløshedsydelse i mindst seks måneder,

2) at en grænsearbejder skal have arbejdsløshedsydelser i det land, hvor personen

har arbejdet de seneste 12 måneder. Hvis seneste ansættelse varer under 12 måne-

der, vil det være bopælslandet, der skal udbetale arbejdsløshedsydelser.

I den anledning er der bl.a. i de nye art. 55 stk. 4, art. 55.A, art. 64A og art. 65

kommet en del nye forpligtigelser for arbejdsformidlinger

–

i Danmark jobcentre-

ne.

KL tager forbehold for de eventuelle økonomiske konsekvenser, som revision af

forordning 883/2004 vil medføre for kommunerne, herunder til medfinansiering af

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

arbejdsløshedsdagpenge og som følge af den øgede administrative belastning for

jobcentre.

EU-Kommissionen foreslår ændring af artikel 12, således at definitionen af udsta-

tioneringsbegrebet i forordningen kobles op på udstationeringsdirektivets definition

af udstationering.

KL bemærker i den forbindelse, at 24 måneders reglen i både denne forordning og i

revision af direktivet om udstationerede arbejdstagere er problematisk. Det vil læg-

ge en hindring for arbejdsgiverens mulighed for arbejdstilrettelæggelse, samt at

bruge udstationering som et personalepolitiks redskab. Herudover finder KL, at en

sådan ordning vil være administrativ tung at håndhæve.

KL gør opmærksom på, at det er vigtigt, at standardprocedurer for format og ind-

hold af dokumenter, der skal bruges til koordinering mellem de nationale myndig-

heder, er af et sådan format, at de kan indgå i de eksisterende systemer der bruges

til dokumenthåndtering.

AC:

AC støtter op om Kommissionens forslag om at forlænge minimumsperioden af

eksport af arbejdsløshedsydelsen fra tre til seks måneder med mulighed for forlæn-

gelse til hele det tidsrum, hvor den arbejdsløse har ret til ydelsen. Det skal dog

være op til den kompetente nationale institution at tage stilling til en evt. forlængel-

se af søgeperioden.

Eksport af arbejdsløshedsydelsen i seks måneder med mulighed for forlængelse af

perioden vil give den jobsøgende en realistisk mulighed for at finde et arbejde og få

fodfæste på arbejdsmarkedet. Desuden vil det øge sandsynligheden for at skabe et

bedre match mellem den udbudte og efterspurgte arbejdskraft i EU på tværs af

landegrænser.

Kommissionen præciserer i ændring til forordning, at den nuværende refusionspro-

cedure afskaffes og erstattes med en enklere ordning, hvor den medlemsstat, hvor

den seneste beskæftigelse har fundet sted, er ansvarlig for udbetalingen af arbejds-

løshedsydelsen under forudsætning af, at den ledige har haft arbejde i minimum 12

måneder i denne medlemsstat. AC støtter dette forenklingsforslag.

Endelig foreslår Kommissionen i tværnationale sager en sammenlægning af tidlige-

re forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder og perioder med selvstændig virk-

somhed på min. tre måneder i den medlemsstat, hvor den seneste beskæftigelse

fandt sted som forudsætning for at opnå eller bevare ret til arbejdsløshedsydelse.

AC bakker op forslag om sammenlægning af forsikringsperioder.

FA:

FA er enig i, at det er vigtigt, at reglerne om koordination af social sikring er tids-

svarende, så reglerne er i bedre tråd med den sociale og økonomiske virkelighed i

EØS-landene.

På den baggrund bekymrer det FA, at EU-Kommissionen i vid udstrækning gen-

fremsætter forslag, der ikke tidligere har været tilstrækkelig tilslutning til i Rådet.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Desuden synes forslaget ikke at tage højde for den teknologiske udvikling, der er

sket siden sidste revision af forordningen.

Særligt i forhold til arbejdsløshedsydelser skal det bemærkes, at EU-

Kommissionen i forslaget ikke har belyst, hvorfor en udvidelse af jobsøgningsperi-

oden fra tre til seks måneder er nødvendig.

En dansk undersøgelse foretaget forud for sidste revision af forordningen viste, at

de danske jobsøgende, der fandt arbejde i et andet EU-land, i overvejende grad

fandt det i løbet af den første måned. Undersøgelsen viste ligeledes, at jobsøgende

kun i mindre grad fandt job i anden måned, og stort set ikke i den tredje måned.

FA finder på den baggrund ikke, at behovet for en udvidelse af jobsøgningsperio-

den er tilstrækkeligt belyst. Udvidelse af perioden ligger desuden heller ikke i tråd

med anbefalingerne fra Dagpengekommissionen.

Retten til arbejdsløshedsydelser og pligten til at stå til rådighed for arbejde hænger

tæt sammen, hvilket også må gælde ledige der som grænsearbejdere har optjent

deres ret til ydelser i et andet land, end hvor de rejser krav om ydelserne.

FA finder, at det er uklart om EU-Kommissionens forslag i tilstrækkelig grad sikrer

dette, eller om forslaget giver mulighed for omgåelse af den udbetalende stats rå-

dighedsregler. FA ser derfor gerne dette præciseret af EU-kommissionen.

EU-Kommissionens forslag om at indføre adgang til i højere grad at kunne udstede

delegerede retsakter er særligt bekymrende. I de nuværende regler om koordination

af sociale sikringsordninger tages der hensyn til nationale særordninger, hvor vi for

eksempel i Danmark har frivillig arbejdsløshedsforsikring og en efterlønsordning.

Får EU-Kommissionen bedre muligheder for at udstede delegerede retsakter, vil

der være en risiko for, at Danmark i højere grad bliver forpligtet til koordinations-

regler, der ikke tilgodeser de særlige danske ordninger. Det er særligt problematisk,

fordi disse retsakter ikke har været forhandlet i Rådet, og umiddelbart finder an-

vendelse uden mulighed for dansk særimplementering.

Det skal yderligere bemærkes, at forslagets lovvalgsbestemmelse synes at indføre

en retstilstand, der allerede er lagt til grund i EU-Kommissionens argumentation

for at begrænse udstationeringsperioder i forslaget til udstationeringsdirektivet

fremsat den 8. marts 2016.

FA har ikke bemærkninger til de øvrige ydelsesområder.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

En større gruppe medlemslande forventes generelt at være afvisende over for de

ændringer af EU-reglerne, som de anser som indskrænkning af rettigheder, fx for-

slaget om arbejde i 3 måneder, før der kan åbnes ret til arbejdsløshedsdagpenge,

ligesom disse lande forventes at ville gå imod forslag om indeksering af børnepen-

ge, mens de omvendt forventes at ville støtte de forslag, der ses som udvidelse af

rettigheder, særligt forlængelse af eksportperiode for arbejdsløshedsdagpenge.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Samtidig forventes det, at en række medlemslande, på linje med Danmark, vil ind-

tage de modsatte synspunkter på ovennævnte punkter.

Det blev på EPSCO-rådsmødet den 15. juni 2017 bekræftet, at der er en principiel

uenighed mellem medlemslandene, hvad angår spørgsmålet om indeksering af

børne- og ungeydelsen. Danmark udtrykte sammen med Irland, Østrig og Tyskland

opbakning til indeksering, mens en række lande, herunder Polen, Ungarn, Italien

og Rumænien, udtalte sig imod.

Vedrørende indeksering af familieydelser har Østrig støttet af Danmark, Tyskland

og Irland fremsat ændringsforslag om indeksering på rådsarbejdsgruppeniveau. Der

arbejdes aktuelt på afklaring af, om andre lande ligeledes kan støtte forslaget.

Drøftelserne om bestemmelserne vedr. arbejdsløshedsydelser ventes først påbe-

gyndt i 2018.

10. Regeringens generelle holdning

Som det fremgår af regeringsgrundlaget, er regeringens holdning i spørgsmålet om

velfærdsydelser i Europa meget klar.

EU skal ikke udvikle sig i retning af en social union.

Reglerne skal være baseret på sund fornuft og rimelighed.

Regeringen ønsker et EU, hvor folk kan søge derhen, hvor der er ledige job og

ikke, hvor der er sociale ydelser at få.

Velfærdsydelser skal så vidt muligt forblive i Danmark og gå til dem, som arbej-

der, bor og bidrager til Danmark i en længere periode.

Regeringen er i forvejen kritisk over for flere af de eksisterende bestemmelser i den

gældende forordning.

Forordningen må tilpasses et EU med større forskelle mellem arbejdsmarkederne.

Derfor er regeringen også stærkt utilfreds med forslagene om at forlænge eksport-

perioden for arbejdsløshedsdagpenge og om at gøre seneste arbejdsland ansvarlig

for at udbetale arbejdsløshedsdagpenge til grænsegængere, og regeringen er imod

disse forslag.

Regeringen noterer til gengæld med tilfredshed, at vigtige danske ønsker om fx en

karensperiode på tre måneder for ret til arbejdsløshedsydelser er imødekommet, og

at der ikke længere gives mulighed for afledt ret til familieydelser, der skal erstatte

indtægt i en børnepasningsperiode.

Det er derimod skuffende, at EU-Kommissionen med sit forslag ikke retter op på

skævheder i det eksisterende regelsæt som fx at give medlemsstaterne mulighed for

at indeksere børnepenge ved eksport.

Som bekendt var indeksering, bl.a. efter dansk indsats, en del af afgørelse truffet af

Det Europæiske Råd den 19. februar 2016 om en ny ordning for Det Forenede

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Kongerige (Storbritannien) i Den Europæiske Union, men EU-Kommissionen har

med det britiske nej desværre ikke fastholdt forslag om at indeksere. Den danske

regering finder det særdeles ærgerligt, at indekseringsforslaget ikke indgår.

Regeringen går ind for den frie bevægelighed for arbejdskraft i EU, der både er en

vigtig individuel ret og en fordel for arbejdsmarkederne og økonomien. Det er

imidlertid afgørende, at reglerne forebygger uhensigtsmæssig brug, så der ikke

opstår ubalance mellem medlemslandene og unødigt pres på den sociale sikring i

nogle medlemslande

Det er en forudsætning for fortsat folkelig opbakning til den fri bevægelighed og

det indre marked, at reglerne opleves som rimelige og fair.

Principper om fri bevægelighed og ligebehandling bør ikke lægge unødige hindrin-

ger i vejen for national beskæftigelsespolitik og prioriteter.

Regeringen finder, at reglerne i højere grad burde tage højde for de forandringer,

der er sket i Europa. Den Europæiske Union er blevet større og har i dag større

forskelle mellem velfærdsniveauer og -modeller end tidligere, ligesom arbejdskraf-

tens mobilitet i dag er væsentligt anderledes, end da den oprindelige forordning

blev vedtaget.

Derfor har regeringen arbejdet for, at der skulle ske en revision og modernisering

af reglerne, så de bedre flugter med regeringens ønsker.

Udover de principielle elementer nævnt ovenfor er der, som også påpeget i hø-

ringssvarene, en række elementer i forslaget, der skal skabes mere klarhed over.

Dette vil regeringen arbejde for i de videre forhandlinger, og først når der er mere

klarhed, kan regeringen tage stilling til disse elementer og fastlægge en endelig

samlet holdning.

Samlet set er regeringens foreløbige holdning til forslaget følgende:

Regeringen støtter, at forslaget indfører en karensperiode på tre måneder for ret

til arbejdsløshedsydelser.

Regeringen støtter, at forslaget ikke giver mulighed for afledt ret til familie-

ydelser, der skal erstatte indtægt i en børnepasningsperiode.

Regeringen er stærkt utilfreds med, at forslaget ikke indeholder mulighed for

indeksering, og regeringen vil arbejde målrettet for, at det bliver muligt at in-

deksere familieydelser, så de tilpasses leveomkostningerne i det medlemsland,

hvor barnet har bopæl.

Regeringen er imod og støtter ikke, at minimumsgrænsen for eksport af dag-

penge øges fra tre til seks måneder. Brug af så lang en periode kan gøre det

svært for hjemlandet at sikre, at den vandrende arbejdstager reelt står til rådig-

hed for arbejdsmarkedet.

Regeringen er stærkt utilfreds med og imod forslaget til nye regler for koordi-

nation af arbejdsløshedsydelser for grænsegængere, som indebærer, at arbejds-

løshedsydelsen skal udbetales af beskæftigelseslandet, hvis beskæftigelsen har

varet over 12 måneder.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Derudover er der en række administrative bestemmelser i gennemførelsesfor-

ordningen, der skal afklares.

Den danske regering vil under forhandlingerne arbejde hårdt for, at EU-

Kommissionens forslag i endnu højere grad kommer til at flugte med den danske

regerings holdning ovenfor.

Forhandlingsresultatet vil også bero på, hvordan andre medlemsstater og Europa-

Parlamentet stiller sig ift. de enkelte dele af forslaget.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har været forelagt for Folketingets Europaudvalg til orientering den 24. fe-

bruar 2017 forud for EPSCO-rådsmødet den 3. marts 2017, den 9. juni forud for

rådsmødet den 15. juni og den 13. oktober forud for rådsmødet den 23. oktober

2017.

Der blev oversendt grund- og nærhedsnotat til Folketingets Europaudvalg den 1.

februar 2017.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

3. Orlovsdirektivet

- Fremskridtsrapport

Revideret notat. Ændringer i forhold til revideret grund- og nærhedsnotat oversendt

til Folketinget den 28. juni 2017 er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

Direktivforslagets formål er at sikre gennemførelsen af princippet om ligestilling

mellem mænd og kvinder med hensyn til mulighederne på arbejdsmarkedet og li-

gebehandling på arbejdspladsen.

Forslaget skal erstatte forældreorlovsdirektivet og indfører ret til fædreorlov i 10

arbejdsdage, udvider forældreorlovsdirektivets individuelle ret til forældreorlov,

som ikke kan overføres mellem forældrene, fra de nuværende 1 til mindst 4 måne-

der, udvider retten til at anmode om fleksibel tilbagevenden fra orlov, samt indfø-

rer en ret til omsorgsorlov i 5 dage om året.

Desuden vil forslaget indføre en ret til ydelser på nationalt sygedagpengeniveau

under de nævnte orlovstyper.

Regeringen finder umiddelbart ikke grundlag for at tilsidesætte Kommissionens

vurdering af, at nærhedsprincippet er overholdt. Forslaget vil erstatte et eksiste-

rende direktiv, og en sådan ændring af EU-regler må nødvendigvis ske ved et nyt

forslag fra Kommissionen.

Forslaget vurderes at ville have lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget vur-

deres ligeledes at ville have væsentlige statsfinansielle konsekvenser, idet de nær-

mere økonomiske konsekvenser p.t. undersøges nærmere.

Regeringen støtter de gældende EU-regler på området, men ser ikke behovet for

yderligere EU-regulering af forældreorloven og øremærkning. En udvidelse af de

eksisterende rettigheder bør vedtages på baggrund af enighed mellem parterne

eller nationalt i de enkelte medlemslande.

Regeringen er meget kritisk over for Kommissionens vurdering af, at fire måneders

forældreorlov til hver forælder, der ikke kan overføres, er en passende minimums-

standard for alle medlemslande.

Derudover helt uenig i Kommissionens vurdering af, at den foreslåede bestemmel-

se om ret til omsorgsorlov nødvendigvis vil understøtte kvinders arbejdsmarkeds-

deltagelse og ligestillingen mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.

Regeringen vil aktivt udfordre Kommissionens argumentation for forslaget og ar-

bejde for at ændre Kommissionens forslag således, at forslagets bestemmelser om

forældreorlov og omsorgsorlov gøres væsentligt mere fleksible, og at forslaget vil

sikre respekt for nationale modeller og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

2. Baggrund

Kommissionen har den 26. april 2017 fremlagt forslag til direktiv om balance mel-

lem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ophævelse af

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Rådets direktiv 2010/18/EU.

Forslaget sker i forlængelse af, at Kommissionen i 2015 valgte at trække forslaget

fra 2008 om at ændre graviditetsdirektivet (direktiv 92/85/EF) tilbage.

Forud for fremsættelsen af forslaget gennemførte Kommissionen en høring af ar-

bejdsmarkedets parter om de udfordringer, der er forbundet med balancen mellem

arbejdsliv og privatliv.

Selv om arbejdsmarkedets parter i vid udstrækning er enige om de udfordringer,

der er forbundet med balancen mellem arbejdsliv og privatliv, var parterne ikke

enige om at indlede forhandlinger med henblik på at indgå en aftale på EU-plan.

Med forslaget ønsker Kommissionen at forbedre balancen mellem arbejdsliv og

privatliv, for på denne måde at øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet.

I 2015 var beskæftigelsesfrekvensen for kvinder (20-64 år) på 64,3 pct. sammen-

lignet med 75,9 pct. for mænd i EU.

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 153 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde (TEUF), og forslaget er omfattet af den almindelige lovgivnings-

procedure.

3. Formål og indhold

Det overordnede formål med forslaget er at sikre gennemførelsen af princippet om

ligestilling mellem mænd og kvinder med hensyn til mulighederne på arbejdsmar-

kedet og ligebehandling på arbejdspladsen.

Forslaget skal bidrage til at:



Forbedre adgangen til ordninger for opnåelse af balance mellem arbejdsliv og

privatliv, såsom orlov og fleksible arbejdsordninger.



Fremme mænds anvendelse af familieorlov og fleksible arbejdsordninger.

Forslaget skal erstatte det eksisterende forældreorlovsdirektiv. Forslaget viderefø-

rer således en række af bestemmelserne herfra, men indfører samtidig nye orlovs-

rettigheder for fædre og omsorgspersoner, ligesom enkelte af forældreorlovsdirek-

tivets rettigheder udvides, fx retten til at anmode om fleksible arbejdsordninger.

Der er tale om et direktiv bestående af 22 bestemmelser. De væsentligste bestem-

melser vurderes at være artiklerne 4-6, 8-9, 11-12 og 14.

Artikel 4

Artikel 4 fastsætter en ret for fædre til at tage fædreorlov i form af en kort orlovs-

periode på mindst 10 arbejdsdage i forbindelse med deres barns fødsel. Denne or-

lov skal tages omkring selve fødselsdatoen og skal være umiddelbart knyttet til

fødslen. Retten til fædreorlov skal ikke være begrænset af ægteskabelig eller fami-

liemæssig stilling, som defineret i national ret.

Artikel 5

I artikel 5 fastsættes en minimumsperiode for individuel forældreorlov på fire

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

måneder, som ikke kan overføres forældrene imellem, og som skal tages inden

barnet når en given alder, som skal være mindst 12 år. Der indføres desuden større

fleksibilitet med hensyn til måden, hvorpå der kan tages forældreorlov. Det bety-

der, at forældreorlov kan tages enten som fuldtid, deltid eller i andre fleksible for-

mer.

Derudover er bestemmelsen udformet således, at det er medlemsstaterne selv, der i

forbindelse med den efterfølgende nationale implementering kan fastsætte:



En frist for, hvor tidligt en ansat skal give meddelelse om forældreorlov (vars-

ling).



Hvorvidt retten til forældreorlov skal være afhængig af en vis anciennitet i et

og/eller flere ansættelsesforhold.



Under hvilke omstændigheder arbejdsgiveren eventuelt har ret til at udsætte

imødekommelse af en anmodning om forældreorlov inden for en rimelig perio-

de.

Artikel 6

I artikel 6 fastsættes en ret for arbejdstagere til at tage såkaldt omsorgsorlov i 5

dage om året i tilfælde af en alvorlig syg eller omsorgskrævende pårørende, som

defineret i direktivet. Det bemærkes i den

forbindelse, at begrebet ”omsorgsorlov”

ikke er defineret i forslaget, idet artikel 3, litra c, i stedet definerer hhv. ”omsorgs-

person” og ”omsorgsafhængighed”.

Artikel 8

Efter artikel 8 får arbejdstagere, som gør brug af de forskellige typer orlov, en ret

til at modtage en passende ydelse under denne orlov. Ydelsen skal minimum svare

til den, som den pågældende arbejdstager ville have været berettiget til i tilfælde af

sygeorlov.

Artikel 9

Forældreorlovsdirektivets eksisterende ret for forældre, der vender tilbage fra for-

ældreorlov, til at anmode om fleksibilitet udvides med distancearbejde, som en

tredje form for fleksibel arbejdsordning. Anvendelsesområdet udvides med forsla-

get til at omfatte alle omsorgspersoner samt alle lønmodtagere med børn op til 12

år, hvor grænsen i forældreorlovsdirektivet i dag er 8 år.

Artikel 11

Artikel 11 udvider, som en konsekvens af den nye ret til omsorgsorlov, forældreor-

lovsdirektivets eksisterende beskyttelse mod mindre gunstig behandling som følge

af forældreorlov, til også at omfatte personer, der udnytter direktivforslagets ret til

fædre- og omsorgsorlov.

Artikel 12

Artikel 12, stk. 2, giver lønmodtagere ret til at anmode om en skriftlig begrundelse,

hvis de mener sig afskediget som følge af udnyttelsen af retten til orlov eller til at

anmode om fleksible arbejdsordninger. Artikel 12, stk. 3, indfører delt bevisbyrde i

sager omfattet af stk. 2.

Artikel 14

Efter artikel 14 skal medlemsstaterne give arbejdstagere, som klager over overtræ-

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

delser af deres rettigheder i medfør af direktivet, en passende retsbeskyttelse mod

ugunstig behandling eller skadelige følger fra arbejdsgiverens side.

Artikel 19

Med artikel 19 ophæves det gældende forældreorlovsdirektiv 2010/18/EU, men en

række bestemmelser i det eksisterende direktiv overføres til det nye direktiv. Det

drejer sig om:



Ret til fravær i force majeure-situationer.



Bevarelse af ansættelsesrelaterede rettigheder.



Sanktioner.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal i henhold til TEUF artikel 294 vedtages både af Europa-Parlamentet

og Rådet i den almindelige lovgivningsprocedure.

Der foreligger endnu ikke en udtalelse fra Europa-Parlamentet, og tidsplanen for

Europa-Parlamentets behandling kendes endnu ikke.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har om nærhedsprincippet blandt andet anført, at:

”

Der er allerede

en lovgivningsmæssig ramme på EU-plan i forbindelse med politikker til opnåelse

af balance mellem arbejdsliv og privatliv, herunder Rådets direktiv 2010/18/EU af

8. marts 2010. Dette viser, at der er bred enighed om behovet for handling på EU-

plan på dette område i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Det anføres videre, at:

”Moderniseringen af de eksisterende retlige rammer, der

tager sigte på at fastsætte fælles minimumsstandarder for politikker til opnåelse af

balance mellem arbejdsliv og privatliv, kan derfor kun opnås gennem en indsats på

EU-

plan, snarere end af medlemsstaterne alene.”

Desuden mener Kommissionen bl.a., at det først er, når der er EU-lovgivning på

plads, at der vil blive indført lovgivning i de enkelte medlemsstater og i øvrigt bli-

ve sikret tilstrækkeligt fremskridt. Og at kun handling på EU-plan vil afhjælpe

forskellene mellem de eksisterende nationale retlige bestemmelser om fædreorlov,

forældreorlov og omsorgsorlov og om fleksible arbejdsordninger.

Regeringen finder umiddelbart ikke grundlag for at tilsidesætte Kommissionens

vurdering af, at nærhedsprincippet er overholdt. Forslaget vil erstatte et eksisteren-

de direktiv, og en sådan ændring af EU-regler må nødvendigvis ske ved et nyt for-

slag fra Kommissionen.

Regeringen er dog uenig i, at Kommissionens forslag i alle henseender ”

respekte-

rer de veletablerede nationale ordninger vedrørende orlov og fleksible arbejdsord-

ninger og muligheden for, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter kan

aftale de nærmere bestemmelser herom”

og at det

”fuldt ud respekterer enkeltper-

soners og familier

s frihed og valg”

i forbindelse med tilrettelæggelse af forældre-

orlov.

Forslaget vil netop fratage forældrene den frihed de har efter de gældende danske

regler. Hvis den ene forælder, som Kommissionen anfører, vælger ikke at gøre

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

brug af sin ret til forældreorlov, vil det i en dansk kontekst betyde, at der samlet set

vil blive holdt kortere forældreorlov, med mindre Folketinget beslutter at forlænge

retten til forældreorlov med ekstra fire måneder, som frit kan fordeles mellem for-

ældrene. Derudover deler regeringen ikke Kommissionens vurdering af, at forsla-

get om omsorgsorlov er egnet til at øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet.

Regeringen vil målrettet udfordre rækkeviden af forslagets enkelte bestemmelser,

når forhandlingerne påbegyndes.

6. Gældende dansk ret

Det gældende forældreorlovsdirektiv (direktiv 2010/18/EU) er i dag implementeret

gennem:



Barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 29. april 2015 med senere æn-

dringer.



Ligebehandlingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011 med senere

ændringer.



Lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsa-

ger (lov nr. 223 af 22. marts 2006).

Efter barselslovens § 7, stk. 3, har fædre og medmødre ret til 2 sammenhængende

ugers orlov efter fødslen eller efter aftale med arbejdsgiveren inden for de første 14

uger efter fødslen (fædre- eller medmødreorlov).

Efter barselslovens § 20 er der ret til barselsdagpenge under fædre-eller medmød-

reorlov.

Efter barselslovens § 9 har hver forælder ret til forældreorlov i 32 uger. Retten til

forældrelov er en individuel ret, som ikke kan overføres mellem forældrene.

Hver af forældrene har mulighed for at forlænge forældreorloven fra 32 uger til 46

uger. Forældrene har endvidere ret til at udskyde mindst 8 uger og højst 13 uger af

forældreorloven til senere afholdelse i en sammenhængende periode, inden barnet

fylder 9 år. Retten til at udskyde fravær kan kun benyttes af den ene af forældrene.

Forældrene har under forældreorloven tilsammen ret til barselsdagpenge i 32 uger

indtil 46 uger efter fødslen eller barnets modtagelse i hjemmet.

Retten til barselsdagpenge i 32 uger kan enten deles imellem forældrene eller bru-

ges af den ene af forældrene.

Forældrene bestemmer, hvordan retten til barselsdagpenge under forældreorlov

skal fordeles mellem dem. Som udgangspunkt lægges det til grund, at forældrene er

enige, når Udbetaling Danmark modtager anmodning om udbetaling af barselsdag-

penge eller om refusion af barselsdagpenge.

Der er fastsat særlige regler i barselsbekendtgørelsens § 8, der regulerer fordelin-

gen i de tilfælde, hvor forældrene ikke er enige om, hvordan fravær med barsels-

dagpenge skal fordeles.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Retten til barselsdagpenge under såvel fædreorloven som forældreorloven kræver,

at forælderen opfylder et beskæftigelseskrav, som dokumenterer en tilstrækkelig

tilknytning til arbejdsmarkedet.

Efter barselslovens § 11 har beskæftigede lønmodtagere ret til at genoptage arbej-

det og udskyde mindst 8 uger og højst 13 uger af forældreorloven. Retten til at

udskyde fravær kan kun benyttes af den ene af forældrene. Det udskudte fravær

skal, når det udnyttes, holdes i en sammenhængende periode. Den udskudte fra-

værsret skal være udnyttet, inden barnet fylder 9 år.

Efter barselslovens § 12 kan en lønmodtager efter aftale med arbejdsgiveren gen-

optage arbejdet helt eller delvist under forældreorloven.

Genoptages arbejdet delvist, kan det aftales, at fraværsretten forlænges med den

tid, hvori arbejdet har været genoptaget. Genoptages arbejdet på fuld tid kan det

aftales, at fraværsretten udskydes med den tid, hvori arbejdet har været genoptaget.

Udskudt fraværsret efter § 12 skal være udnyttet, inden barnet fylder 9 år. Hvis en

lønmodtager fratræder, inden den udskudte fraværsret er udnyttet, er retten til fra-

vær betinget af, at lønmodtageren indgår aftale med den nye arbejdsgiver om den

udskudte fraværsret.

Efter ligebehandlingslovens § 8 a, stk. 2, kan forældre ved tilbagevenden fra foræl-

dreorlov skriftligt anmode arbejdsgiveren om ændrede arbejdstider og -mønstre i

en nærmere angivet periode. Arbejdsgiveren skal overveje og besvare en sådan

anmodning skriftligt under hensyn til både arbejdsgiverens og lønmodtagerens

behov.

Efter § 1, nr. 2, i lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejdet af særlige

familiemæssige årsager, har en lønmodtager ret til fravær fra arbejdet, når:



Lønmodtageren er ansat af kommunen efter bestemmelserne herom i lov om

social service til at passe en nærtstående med betydeligt og varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Efter servicelovens § 118 har en person, der har tilknytning til arbejdsmarkedet, og

der ønsker at passe en nærtstående i hjemmet med betydelig og varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder

uhelbredelig, lidelse, ret til ansættelse af kommunalbestyrelsen når:

1) alternativet til pasning i hjemmet er døgnophold uden for hjemmet eller

plejebehovet svarer til et fuldtidsarbejde,

2) der er enighed mellem parterne om etablering af pasningsforholdet og

3) kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke er afgørende hensyn, der taler

imod, at det er den pågældende person, der passer den nærtstående.

Den person, der ansættes til at passe en nærtstående, ansættes i indtil 6 måneder

–

en periode, der kan forlænges med yderligere 3 måneder, når særlige forhold taler

for det. Lønnen udgør 22.020 kr. pr. måned i 2017.

Efter ligebehandlingslovens § 9 må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager

eller udsætte denne for anden mindre gunstig behandling, fordi denne har fremsat

krav om udnyttelse af retten til fravær, har været fraværende efter barselslovens §§

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

6-14, har fremsat anmodning om ændringer efter denne lovs § 8 a, stk. 2, eller i

øvrigt på grund af graviditet, barsel eller adoption.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslagets artikel 5 vil i dets fremsatte form give ret til afholdelse af forældreorlov

indtil barnet fylder 12 år. Efter de gældende danske regler skal retten udnyttes in-

den barnet fylder 9 år.

Forslaget vil derfor kræve en ændring af barselslovens § 11, såfremt forslaget ved-

tages i dets fremsatte form.

Forslagets artikel 6 vil i dets fremsatte form give ret til orlov i situationer, der vur-

deres ikke i dag at være omfattet af servicelovens § 118. Serviceloven giver ret til

decideret orlov af en længere periode, hvorimod forslagets bestemmelse har mere

karakter af en ret til 5 årlige ”fridage”.

Det bemærkes, at en person, der passer en nærtstående, og som ønsker orlov i en

kortere periode end en måned,

kan

aftale dette med sin arbejdsgiver, jf. servicelo-

vens § 118, stk. 3.

Fravær af den type, som er beskrevet i forslaget, kendes i Danmark som omsorgs-

dage og barns første sygedag, der traditionelt reguleres af arbejdsmarkedets parter i

de kollektive overenskomster.

Forslaget vil kræve ændring af lov om ret til fravær af særlige familiemæssige år-

sager, såfremt forslaget vedtages i dets fremsatte form.

Forslagets artikel 8 i dets fremsatte form med krav om en individuel, ikke-

overførbar ret til en passende ydelse under mindst 4 måneders forældreorlov, vil

indebære, at dagpengeperioden vil skulle forlænges. Det skyldes, at 4 måneder er

længere end de 16 uger, som forældrene efter de danske regler hver især har ret til,

hvis de deler barselsdagpengeretten ligeligt imellem sig.

Derudover vil retten til barselsdagpenge i forældreorlovsperioden skulle individua-

liseres

–

dvs. øremærkes hver forælder

–

uden mulighed for overførsel forældrene

imellem.

Begge dele vil kræve en ændring af barselslovens § 21, såfremt forslaget vedtages i

dets fremsatte form.

Under forhandlinger har det været lagt til grund

–

også fra Kommissionen

–

at der

er tale om samme ydelsesniveau som i tilfælde af sygdom.

Forslagets artikel 9 i dets fremsatte form med ret for alle omsorgspersoner samt

alle lønmodtagere med børn op til 12 år til at anmode om fleksibilitet, vil kræve en

ændring af barselslovens §§ 11-12 samt af ligebehandlingslovens § 8 a, stk. 2.

Endelig skal der i dansk ret indføres en generel ret for omsorgspersoner til at an-

mode om fleksibel arbejdsanordning.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Forslagets artikel 11 om forbud mod mindre gunstig behandling på grund af udnyt-

telsen af retten til orlov, herunder omsorgsorlov, vil kræve en ændring af lov om ret

til fravær af særlige familiemæssige årsager, såfremt forslaget vedtages i dets frem-

satte form.

Forslagets artikel 12, stk. 2, i dets fremsatte form med ret til en skriftlig begrundel-

se for afskedigelse, som man mener skyldes udnyttelsen af ret til orlov, vil kræve

ny lovgivning, evt. ved en ændring af ligebehandlingsloven. Dette skal analyseres

nærmere.

Forslagets artikel 12, stk. 3, i dets fremsatte form med en udvidelse af reglerne om

delt bevisbyrde til at omfatte sager om afskedigelse, som man mener skyldes ud-

nyttelsen af ret til omsorgsorlov, vil kræve en ændring af ligebehandlingsloven til

at omfatte omsorgsorlov.

Forslagets artikel 14 i dets fremsatte form med krav om beskyttelse mod repressali-

er fra arbejdsgiver i forbindelse med en klage om overtrædelse af direktivets ret-

tigheder vil formentligt kræve en præcisering af ligebehandlingslovens § 9, selvom

det er almindelig antaget, at § 9 skal fortolkes som indeholdende et forbud på

ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side som følge af en lønmodtagers klage.

Forslagets artikel 1-4, 7, 10, 13 og 15-19 vurderes ikke at ville have lovgivnings-

mæssige konsekvenser.

Statsfinansielle, samfundsøkonomiske og administrative konsekvenser

Afhængig af omfanget af orlovstyper, orlovslængde og ydelser, kan de økonomiske

konsekvenser samlet set være betydelige. I den fremsatte form vurderes forslaget

således at have meget væsentlige statsfinansielle konsekvenser, idet disse er ved at

blive undersøgt nærmere.

Forslagets bestemmelse om, at den individualiserede forældreorlovsperiode med

ret til ydelser ikke kan overføres mellem forældrene, kan medføre, at der samlet set

vil være færre, der vil benytte sig af forældreorloven end under det eksisterende

regelsæt, da det ikke kan udelukkes, at fædre ikke vil gøre brug af orloven i samme

omfang, som mødrene gør i dag. Det vil betyde mindre offentlige udgifter til bar-

selsdagpenge.

Af samme årsag vil der formentlig være flere børn med behov for daginstitutions-

plads eller anden form for pasning på et tidligere tidspunkt end i dag, hvilket vil

kunne betyde offentlige merudgifter til pasningsområdet.

En kortere orlovsperiode vil medføre et øget arbejdsudbud.

Forslagets bestemmelse om ret til 5 dages årlig omsorgsorlov med ret til en ydelse

er en ny type orlov, som både vil kunne medføre en offentlig merudgift og som

generelt vil kunne påvirke arbejdskraftsudbuddet negativt.

Samtidig vil forslaget mindske familiernes frihed og ret til selv at bestemme, hvor-

dan de mest hensigtsmæssigt indretter sig og fordeler forældreorloven mellem sig.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Forslaget forventes samlet set at have begrænsede administrative konsekvenser,

idet det dog bemærkes, at der formentlig vil skulle ske tilpasning af Udbetaling

Danmarks IT-system.

Afhængig af omfanget af orlovstyper, orlovslængde og ydelser, kan de økonomiske

konsekvenser samlet set være betydelige. Dette er ved at blive vurderet nærmere.

8. Høring

Forslaget er sendt i høring i EU-specialudvalget vedrørende arbejdsmarkedet og

sociale forhold.

Der er modtaget høringssvar fra Akademikerne (AC), Dansk Arbejdsgiverforening

(DA), Danske Regioner, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), FTF, Kom-

munernes Landsforening (KL), Landsorganisationen i Danmark (LO) og Moderni-

seringsstyrelsen.

DA har afgivet et supplerende høringssvar, hvorfor afsnittet om DA’s holdning er

opdateret.

AC støtter op om Kommissionens udspil, herunder forslagene om øremærket orlov,

mere fleksibilitet og omsorgsorlov.

DA mener generelt ikke, at forslaget vil bidrage til at fremme kvinders arbejdsmar-

kedsdeltagelse.

Helt overordnet finder DA, at Europa-Kommissionens forslag til direktiv om ba-

lance mellem arbejdsliv og privatliv er problematisk i forhold til tilliden til en

fremtidig social dialog på europæisk plan og adgangen til at indgå partsaftaler, og

er imod, at det foreslås at ophæve det nuværende forældreorlovsdirektiv, som netop

er baseret på en partsaftale indgået mellem BusinessEurope og ETUC, og som

senest er revideret og ophøjet til direktiv i 2010.

DA understreger i den forbindelse, at det gældende forældreorlovsdirektiv ikke

forhindrer medlemsstaterne i at indføre mere gunstige orlovsmuligheder og vælge

deres egen model i overensstemmelse med den enkelte medlemsstats arbejdsmar-

kedsmodel.

Direktivforslaget indeholder endvidere efter DA’s

opfattelse bestemmelser, som

ikke synes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, herunder særligt

artikel 8 om en passende indkomst. Derudover finder DA, at spørgsmålet om ad-

gang til fædreorlov og omsorgsorlov bør være et nationalt anliggende.

I forhold til forslagets artikel 5 om forældreorlov, kan DA ikke støtte forslag, der

griber ind i de danske forældreorlovsregler, som både de danske virksomheder og

danske forældre har indrettet sig efter.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

DA kan endvidere ikke støtte, at adgangen til forældreorlov udvides til barnet er

fyldt 12 år. Dette indebærer en væsentlig udvidelse i forhold til de gældende regler

og savner saglig begrundelse.

For så vidt angår forslagets artikel 6 om at indføre en ret til fem dages omsorgsor-

lov årligt pr. lønmodtager anbefaler DA regeringen at arbejde for, at den foreslåede

ret til omsorgsorlov udgår af direktivet. Alternativt bør forslaget om ret til om-

sorgsorlov ændres på en sådan måde, at den kan opfyldes ved de allerede eksiste-

rende muligheder for plejeorlov m.v. i dansk ret.

Efter

DA’s

opfattelse vil forslaget være vanskeligt at håndtere i praksis og vil med-

føre yderligere administrative byrder for arbejdsgiverne. DA kan endvidere ikke

støtte, at der indføres en særlig afskedigelsesbeskyttelse og delt bevisbyrde i sager

om omsorgsorlov, både fordi selve omsorgsretten er uklart defineret, og fordi der

efter DA’s

opfattelse ikke er tale om de samme

beskyttelseshensyn som ved gravi-

ditets- og barselsorlov. Forslaget vil påvirke arbejdsudbuddet negativt, samtidig

med at der er risiko for, at ordningen misbruges og reelt vil betyde indførelse af

fem yderligere årlige feriedage. Endelig vil en adgang til at bede om fleksible ar-

bejdsordninger ved udnyttelse af omsorgsorlov indebære betydelige administrative

byrder for en arbejdsgiver, idet ethvert afslag på en sådan anmodning skal begrun-

des.

DA vurderer derudover umiddelbart, at forslaget om omsorgsorlov vil give anled-

ning til omfattende fortolkningsspørgsmål. I relation til denne del af forslaget fin-

der DA, at forslaget ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Endelig er der i en dansk sammenhæng allerede omfattende frihedsmuligheder for

forældre i form af bl.a. ret til feriefridage og omsorgsdage i overenskomsterne.

Hvis man indfører yderligere orlovsrettigheder, vil dette efter DA’s

vurdering kun-

ne få negative konsekvenser for arbejdsudbuddet.

For så vidt angår retten til at bede om fleksible arbejdsordninger, finder DA, at

adgangen til at bede om fleksible arbejdsordninger reguleres bedst nationalt og via

kollektive aftaler frem for via lovgivning. DA kan derfor ikke støtte forslagets arti-

kel 9, som går langt ud over de rettigheder, der allerede gælder ved forældreorlov.

DA bemærker yderligere, at der i en dansk sammenhæng er lovgivning, hvorefter

en lønmodtager og arbejdsgiver kan aftale deltidsansættelse efter deltidsloven, og

at der i øvrigt gælder et ligebehandlingsprincip i forbindelse med deltidsansættelse.

Som nævnt indledningsvist kan DA ikke støtte, at der indføres en særlig afskedi-

gelsesbeskyttelse og delt bevisbyrde i sager, hvor der er anmodet om fleksible

arbejdsordninger. Efter DA’s

opfattelse er der

ikke tale om de samme beskyttelses-

hensyn som ved graviditets- og barselsorlov. I en europæisk sammenhæng vil yder-

ligere beskyttelsesregler risikere at virke mod hensigten og indebære en barriere for

kvinders beskæftigelse.

Danske Regioner

Danske Regioner mener, at den nuværende europæiske lovramme fungerer efter

hensigten og sikrer minimumsbeskyttelse. Yderligere regulering bør derfor være et

anliggende mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt plan.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Danske Regioner er af den opfattelse, at Kommissionen går for langt med sit for-

slag og henviser til, at initiativet ikke er efterspurgt af arbejdsmarkedets parter.

For så vidt angår anvendelsesområdet bemærker Danske Regioner, at forslaget vil

have en afsmittende effekt på fx selvstændige, selvom det alene vedrører lønmod-

tagere.

For så vidt angår definitionerne mener Danske Regioner, at definitionen på foræl-

dreorlov er uklar, idet der henvises til ”orlov i forbindelse med et barns fødsel eller

adoption”. Definitionen på omsorgsorlov er

ligeledes meget uklar ifølge Danske

Regioner.

For så vidt angår forældreorlov kan Danske Regioner ikke støtte udvidelse af af-

holdelsesperioden til 12 år.

Danske Regioner kan heller ikke støtte øremærkningen af forældreorlov til hver

forælder. I den forbindelse henvises også til, at forslaget ikke forholder sig til, at

stadig flere familier ikke er baseret på traditionelle familiemønstre, og at konse-

kvenserne for disse familier er uklare. Netop derfor bør reguleringen foretages på

nationalt plan.

Danske Regioner kan ikke støtte forslaget om en ret til at få en skriftlig begrundel-

se fra arbejdsgiver, hvis denne kan udsætte forældreorloven, da dette griber ind i

ledelsesretten.

For så vidt angår retten til omsorgsorlov mener Danske Regioner, at det er uklart,

hvad der ligger i denne bestemmelse, men påpeger, at det bør fremgå af dokumen-

tationen, at det pågældende familiemedlem er omsorgskrævende.

Danske Regioner finder det ejendommeligt, at retten til fravær i force majeure situ-

ationer kan begrænses til en vis varighed.

For så vidt angår retten til en passende ydelse bemærker Danske Regioner, at det er

usikkert, hvad der i en dansk kontekst er tale om, herunder om der er tale om bar-

selsdagpenge.

For så vidt angår beskyttelse mod afskedigelse og bevisbyrde bemærker Danske

Regioner, at der må være tale om en upræcis oversættelse, idet det er baggrunden

for afskedigelse der er afgørende, og ikke et spørgsmål om et egentligt forbud.

Endelig bemærker Danske Regioner, at sanktionsbestemmelsen er ny, og at den

synes at blande begreberne bøde og kompensation.

FA ser med stor bekymring på forslaget, og vil opfordre regeringen til at sikre op-

retholdelse af den danske aftalemodel, og undgå at udvide de eksisterende regler.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

FA finder overordnet, at Kommissionens forslag berører områder, der er under

national kompetence, eller hvor arbejdsmarkedets parter har indgået overenskom-

ster.

FA er bekymret for, om forslaget skal fravriste medlemsstaterne og arbejdsmarke-

dets parter muligheden for at fastsætte regler eller indgå kollektive aftaler, og vil

opfordre til at der fra dansk side gøres opmærksom på forholdet til nærhedsprin-

cippet.

FA’s

overenskomster indeholder bestemmelser om barselsorlov og forældreorlov,

der går videre end den eksisterende lovgivning kræver, og sikrer både virksomhe-

derne og medarbejderne fleksibilitet. Det vil være uheldigt, hvis den balance, der er

opnået enighed om i overenskomstforhandlinger, nu skal forskydes og ændres på

grundlag af et nyt, og mere vidtgående direktiv

Særligt om forældreorlov bemærkes, at FA ikke anser øremærket barsel som en

hensigtsmæssig fremgangsmåde til at sikre ligelig fordeling af forældreorlov mel-

lem mødre og fædre. Det vil være uheldigt at fratage forældrene den eksisterende

frihed til at indrette sig efter egne ønsker og forhold i deres konkrete situation.

FA’s

overenskomster med Finansforbundet og Forsikringsforbundet sikrer adgang

til forældreorlov, og der er en høj udnyttelse af disse rettigheder, også blandt fædre,

uden at det har været nødvendigt at øremærke orloven.

FA finder det desuden betænkeligt, at der med forslaget om omsorgsorlov indføres

udvidede rettigheder.

Forslaget om at udvide de arbejdsordninger, en medarbejder kan anmode om, til

også at omfatte distancearbejde, og om at udvide dækningsområdet til alle om-

sorgspersoner med børn op til 12 år, synes ikke umiddelbart at tage højde for, at

langt fra alle arbejdsfunktioner kan varetages gennem distancearbejde. Forslaget

indebærer et unødvendigt indgreb i ledelsesretten.

Forslaget vil udvide den særlige beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af

forældreorlov til at gælde såvel andre former for orlov som fleksible arbejdsord-

ninger. Det er uhensigtsmæssigt at udvide den særlige beskyttelse, og det fremstår

uklart, om der er noget reelt behov herfor.

Forslaget indeholder en ændring af bevisbyrdereglerne, der såvel retssikkerheds-

mæssigt som procesøkonomisk forekommer uproportional og uhensigtsmæssig.

Hvis en medarbejder alene skal have den

–

subjektive

–

opfattelse, at han eller hun

er blevet afskediget på grund af benyttelse af de beskyttede rettigheder, bliver ar-

bejdsgiveren pålagt en langt større byrde i forhold til at retfærdiggøre i øvrigt sag-

ligt begrundede opsigelser. De eksisterende bevisbyrderegler er tilstrækkelige, og

bør ikke forskubbes yderligere.

Vedtages forslaget til artikel 12, må det forudses, at de fagretlige systemer, dom-

stolene og Ligebehandlingsnævnet vil skulle tage stilling til et betydeligt større

antal sager, alene fordi bevisbyrden kun vil kræve, at den opsagte medarbejder,

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

skal have en opfattelse af forskelsbehandling, og ikke derudover behøver at sand-

synliggøre eller påvise forhold, der giver anledning til at formode, at der er sket

ulovlig forskelsbehandling.

FA finder, at gennemførelsesbestemmelsen i artikel 20 vil indebære en begræns-

ning af adgangen til aftaleimplementering i kollektive overenskomster, og dermed

indskrænke anvendelsen af den danske model.

FTF

FTF glæder sig over, at EU-Kommissionen nu bevæger sig ind på barselsområdet

Forslaget om 4 måneders øremærket barsel til hver forælder er et fint signal og i

god tråd med FTF’s

politik. En del af

direktivets øvrige forslag er dog allerede

gældende i Danmark eller kræver nærmere udredning.

FTF vurderer ikke, at forslaget om fædreorlov får betydning for de danske forhold,

men finder at det er et fint fremskridt, hvis rettigheden kan vedtages på EU-niveau.

FTF kan ikke støtte, at arbejdsgiver får mulighed for at kunne udsætte forældreor-

loven grundet virksomhedens drift, da dette potentielt vil kunne begrænse lønmod-

tagernes mulighed for kunne tilrettelægge efter hensigten og efter familiens for-

hold.

FTF undrer sig over, at forslaget angiver anciennitet som betingelse for orlov. Ty-

pisk benyttes anciennitetsbestemmelser alene til at afgøre betalingen under orloven

fx om orlov kan afholdes med løn i kollektive overenskomster.

For så vidt angår omsorgsorlov finder FTF det noget uklart, hvad der præcist ligger

i forslaget, hvorfor samspillet med både lovgivning og overenskomster er vanske-

ligt at vurdere og kræver nærmere undersøgelse.

Gælder forslaget fx også hvis en ægtefælle bliver syg, hvilke lidelser er omfattet og

medføre forslaget at der kan kræves omsorgsorlov til pasning af alle familiemed-

lemmer? FTF kan støtte at EU sikrer minimumsrettigheder, der kan komme ar-

bejdsmodtagere der ikke er dækket af kollektiv overenskomst til gavn.

For så vidt angår force majeure bestemmelsen, vurderer FTF ikke, at denne vil

have konsekvens for Danmark.

FTF finder der positivt, at arbejdstagerne sikres en passende kompensation i for-

bindelse med orlov i overensstemmelse med de nationale forhold fx som bestemt i

national ret og/eller kollektive overenskomster.

FTF undrer sig over, at forslaget opererer med et angivet ydelsesniveau. Sygeorlov

vil i nogle tilfælde give fuld løn i en periode, hvorimod sygedagpenge er svarende

til barselsdagpengeniveauet.

For så vidt angår fleksible arbejdsordninger finder FTF, at disse, herunder adgang

til hjemmearbejde, som udgangspunkt er et anliggende for arbejdsmarkedets parter.

Men forslaget kan være fint for det ikke overenskomstdækket arbejdsmarked.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

For så vidt angår ansættelsesrelaterede rettigheder finder FTF, at det er de samme

rettigheder, der henvises til i bestemmelsens stk. 1 og 2. Det er således uklart, hvad

der ligger i forslaget og kræver nærmere udredning.

FTF finder det positivt, at den beskyttelse mod forskelsbehandling, der på nuvæ-

rende tidspunkt er fastsat i direktivet om forældreorlov, opretholdes og udvides, så

den også omfatter andre former for orlov eller fleksible arbejdsordninger, der føl-

ger af forslaget til det nye direktiv.

FTF kan støtte at beskyttelsen mod afskedigelse angivet i forældreorlovsdirektivet

udvides til også at beskytte arbejdstagere, der gør brug af fædreorlov, forældreor-

lov, omsorgsorlov, fleksible arbejdsordninger, mod afskedigelse i den periode,

hvor de ansøger om eller gør brug af disse rettigheder.

KL mener, at den nuværende europæiske lovramme, der relaterer til balancen mel-

lem arbejdsliv og privatliv er robust og giver en god minimumsbeskyttelse. Yderli-

gere regulering af området er et anliggende mellem arbejdsmarkedets parter på

nationalt plan.

KL er af den opfattelse, at EU-Kommissionen går for langt med sit forslag til di-

rektiv, og at dette ikke ligger i tråd med Kommissionens egen mission om "at være

stor på store ting og små på små ting"

—

som det er udtrykt i Kommissionens

dagsorden om Bedre Regulering. KL mener derimod, at EU-Kommissionen bør

fokusere på ikke-lovgivende tiltag og støttende foranstaltninger.

For så vidt angår forældreorlov mener KL, at forældreorlov er et nationalt anlig-

gende, og kan derfor ikke støtte Kommissionens forslag.

For så vidt angår retten til at anmode om fleksibel afholdelse af forældreorlov på-

peger KL, at ethvert skriftligt afslag vil udgøre en større administrativ byrde for

kommunerne som arbejdsgiver. Det er meget vigtigt for KL, at det alene er "en ret

til at anmode" og ikke "en ret til at få det”, da dette vil gribe ind i ledelsesretten.

Muligheden for en fleksibel afholdelse af orlov afhænger af mange parameter, fx

arbejdspladsens størrelse, karakteren af arbejdsopgaverne og de andre medarbejde-

res behov.

For så vidt angår omsorgsorlov bemærker KL, at forslaget ligger udover de kom-

munale regler, der hovedsageligt vedrører børn og ikke andre tætte familiemed-

lemmer. KL finder, at spørgsmålet fortsat skal være et emne for arbejdsmarkedets

parter og et nationalt anliggende. Betaling for orlov af denne type må anses for et

nationalt anliggende.

KL's aftale om fravær af familiemæssige årsager angiver forskellige regler om

finansiering afhængig af orloven. Det nye forslag vil udgøre en stor finansiel ud-

fordring for kommunerne.

For så vidt angår retten til en passende ydelse finder KL, at løn er en national kom-

petence, hvilket også fremgår af traktatens art. 153. KL mener derfor, at dette

punkt bør slettes eller "sikre" bør tages ud af artiklen.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

For så vidt angår ydelsesniveauet påpeger KL, at det er uklart, hvad der menes med

sygeorlov, og om der er tale om fuld løn i en dansk kontekst eller sygedagpenge.

Dette udgør en stor forskel for arbejdsgivere.

Ifølge den kommunale aftale på området har forældrene tilsammen barselsdagpen-

ge i 32 uger, hvoraf syv uger til faren, seks uger til moren og seks uger til deling er

med fuld løn. Barselsdagpenge ligger på samme niveau som sygedagpenge.

Forslaget indfører delt skriftlig bevisbyrde i tilfælde af, vedkommende bliver af-

skediget på baggrund af, arbejdstageren har anmodet om eller har taget orlov som

omhandlet i art. 9. Forslaget skaber en større administrativ byrde for kommunerne.

Endelig bemærker KL for så vidt angår sanktionsbestemmelsen, at det er uklart,

hvorfor Kommissionen i artiklen henviser til bøde som en sanktionsmulighed, eller

på hvilket grundlag den skal gives.

LO kan støtte, at der udarbejdes et forbedret forældreorlovsdirektiv og en styrkelse

af familie- og arbejdslivsbalancen.

Generelt er det LO’s

opfattelse, at et direktiv på dette område ikke må tilsidesætte

national lovgivning, eller overenskomstvilkår. Det skal endvidere sikres, at direkti-

vet kan aftaleimplementeres, da dele af direktivet er relateret til vilkår i overens-

komster.

Desuden mangler direktivet en egentlig ”regnbuebestemmelse”, der eksplicit sikrer

medmødre eller medfædre fulde forældrerettigheder efter direktivet.

LO finder, at det bør overvejes, om det i lyset af udviklingen på arbejdsmarkedet

med nye ansættelsesformer er hensigtsmæssigt at begrænse direktivets anvendel-

sesområde og dermed alle tilknyttede rettigheder, herunder ret til passende ind-

komst i forbindelse med afholdelse af orlov, til arbejdstagere.

LO finder det positivt, at fædre sikres ret til orlov i minimum 10 arbejdsdage i for-

bindelse med barns fødsel, og bemærker, at det svarer til de danske regler.

For så vidt angår forældreorlov, finder LO det tvivlsomt om udvidelsen af perioden

for afholdelse af forældreorlov fra 9 år til 12 år vil bidrage til at forbedre sammen-

hængen mellem arbejdsliv og forældreliv.

Det er et vigtigt signal at sende, at begge forældre har lige meget ret til orloven og

LO støtter generelt at fædre skal opfordres til at tage en større del af orloven, som i

dag er meget skævt fordelt.

LO kan ikke støtte, at der ikke er mulighed for overdragelse forældre i mellem. Det

begrænser familiernes fleksibilitet i forhold til selv at kunne planlægge fordelingen

af orloven. Det forhindrer fx også fædre i at holde mere end 4 måneders orlov, da

mødre ikke kan overdrage deres del.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

LO finder, at anciennitetsbestemmelsen er problematisk, fordi den potentielt vil

kunne udelukke mange forældre, der arbejder i brancher med hyppige jobskifte og

generelt usikre ansættelsesforhold, fra at blive omfattet af bestemmelserne af for-

ældreorlov. LO finder bestemmelsen om arbejdsgiverens mulighed for udskydelse

af orlov af hensyn til virksomhedens drift helt uacceptabelt

–

særligt inden for bar-

nets første leveår.

For så vidt angår retten til omsorgsorlov bemærker LO, at det er uklart, hvad der

præcist ligger i forslaget og hvordan det potentielt vil spille sammen med de allere-

de aftalte rettigheder til fravær og/eller orlov. Forslaget kræver derfor en nærmere

udredning.

LO bemærker for så vidt angår force majeure bestemmelsen, at der i sidste linje

gives mulighed for at begrænse retten til arbejdsfrihed som følge af force majeure.

Begrænsningen kendes fra tidligere direktiv, men findes ikke i dansk ret

–

dvs. den

gældende lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssi-

ge årsager.

LO finder det positivt, at arbejdstagerne sikres en passende kompensation i forbin-

delse med orlov i overensstemmelse med de nationale forhold fx som bestemt i

national ret og/eller kollektive overenskomster.

Det undrer LO, at forslaget lægger op til et specifikt ydelsesniveau. I bemærknin-

gerne til bestemmelsen står ydelsesniveaet imidlertid nævnt som sygedagpenge og

ikke sygeorlov. Sygeorlov vil i mange tilfælde være lig med ret til fuld løn i en

periode, hvorimod sygedagpenge er svarende til barselsdagpengeniveauet. Derfor

bør dette afklares nærmere.

LO støtter muligheden for at lønmodtagere sikres ret til at anmode om fleksible

arbejdsordninger. Det er uklart, hvilke former der præcist menes med fleksible

arbejdsordninger, og dette bør afklares nærmere.

For så vidt angår arbejdsgivers pligt til at overveje og besvare anmodninger om

fleksibilitet, finder LO det ikke muligt at vurdere betydning heraf, herunder om

arbejdsgiver i givet fald vil kunne begrunde et afslag med henvisning til bestem-

melser aftalt i en overenskomst.

For så vidt angår de ansættelsesrelaterede rettigheder finder LO, at det bør præcise-

res, at hvis arbejdstager opsiges under orloven, da skal lønnen/erstatningen herfor i

opsigelsesperiode beregnes på baggrund af arbejdstagers fulde løn. Ligeledes er det

svært at vurdere, hvad bestemmelsen omkring social sikring går ud på.

LO støtter en styrkelse af beskyttelsen mod afskedigelse og bemærker, at der bør

indføres ikke blot delt men omvendt bevisbyrde efter dansk model.

Moderniseringsstyrelsen (som repræsentant for de statslige arbejdsgivere)

Moderniseringsstyrelsen finder, at formuleringerne i artikel 3 bør præciseres. Sær-

ligt definitionerne i litra c) og e) er uklare, og det er usikkert hvilke sygdomme, der

giver ret til omsorgsorlov.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Med forslaget om forældreorlov vil forældre kunne holde deres orlov indtil barnet

fylder 12 år. I forbindelse med udskydelse af orlov bør de vilkår, som gælder i dag

ved udskydelse af orlov, videreføres. Der bør i forbindeles med anmodning om

orlov ikke fastsættes formkrav i forbindelse med begrundelse af afslag.

For så vidt angår omsorgsorlov bemærker Moderniseringsstyrelsen, at området i

dag i et vist omfang er reguleret i staten. Der ses ikke at være behov for yderligere

regulering.

For så vidt angår spørgsmålet om en passende ydelse, så forudsætte Modernise-

ringsstyrelsen, at der er tale om en ydelse svarende til sygedagpenge/barsels-

dagpenge. Det kan konstateres, at hvis forslaget gennemføres, vil forældres samle-

de fraværsret med ret dagpenge blive forøget med ca. 2 �½ uge. Forslaget indebærer

samtidig en mindre fleksibilitet i forældrenes indbyrdes fordeling af orloven.

Moderniseringsstyrelsen er positiv over for fleksible arbejdsordninger, men mener

ikke at der skal fastsættes formkrav.

Moderniseringsstyrelsen har noteret sig muligheden for aftaleimplementering.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemslandene er generelt positive over for forslaget om indførelse af fædreorlov

med en passende ydelse.

Derimod er der ganske udtalt modstand mod, dels at minimumsniveauet for en

passende ydelse under både forældreorlov og omsorgsorlov skal være sygedagpen-

geniveau, dels at øge den ikke-overførbare forældreorlov fra 1 til 4 måneder, fordi

det begrænser familiernes frie valg. Særligt sygedagpengeniveauet har medført, at

ganske mange lande har taget et undersøgelsesforbehold for forslaget på grund af

de potentielle store statsfinansielle konsekvenser af forslaget for de enkelte lande.

Bekymringen for de statsfinansielle konsekvenser af forslaget samt længden af den

ikke-overførbare forældreorlov på 4 måneder er det, der umiddelbart samler flest

medlemslandes modstand mod forslaget. Ønsket om at kunne beholde etablerede

orlovssystemer og bevare familiernes selvbestemmelse er således stærkt hos de

fleste medlemslande.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter de gældende EU-regler på området, men ser ikke behovet for

yderligere EU-regulering af forældreorloven og øremærkning. En udvidelse af de

eksisterende rettigheder skal vedtages på baggrund af enighed mellem parterne

eller nationalt i de enkelte medlemslande. Regeringen er derfor meget kritisk over

for det fremlagte direktivforslag og vil under forhandlingerne udfordre Kommissi-

onens argumentation vedrørende behovet for rækkevidden af forslagets nye be-

stemmelser.

Regeringen er generelt meget kritisk over for Kommissionens analyse og vurdering

af, at udvikling af orlovsrettigheder og tiltag til forbedring af forældres familie-og

arbejdslivsbalance bedst sikres gennem den foreslåede yderligere regulering. Rege-

ringen er heller ikke enig i, at Kommissionens forslag ”

respekterer de veletablere-

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

de nationale ordninger vedrørende orlov og fleksible arbejdsordninger og mulig-

heden for, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter kan aftale de nærmere

bestemmelser herom”

og at det

”fuldt ud respekterer enkeltpersoners og families

frihed og valg”

i forbindelse med tilrettelæggelse af forældreorlov.

I den forbindelse er det afgørende for regeringen, at det gældende forældreorlovsdi-

rektiv bygger på en europæisk partsaftale, og at den hidtidige EU-regulering såle-

des har været drevet af et fælles ønske herom fra de europæiske parter.

Regeringen deler ønsket om, at flere fædre tager mere orlov, men står fast på, at der

bør være fleksible rammer, så familierne har frihed til selv at fordele forældreorlo-

ven efter den enkelte families behov og ønsker.

Regeringen finder, at forslaget vil fratage forældrene den frihed til selv at fordele

forældreorlov med barselsdagpenge mellem sig, som de har efter de gældende dan-

ske regler. Hvis den ene forælder vælger

ikke

at gøre brug af sin ret til barselsdag-

penge under forældreorlov, vil det i Danmark betyde, at der samlet set enten vil

blive holdt kortere forældreorlov, eller den anden forælder vil forlænge sin foræl-

dreorlov på nedsatte barselsdagpenge.

Adgang til orlov og arbejdsfleksibilitet er vigtige forudsætninger for at sikre børne-

familierne gode rammer og mulighed for at forene arbejds- og familieliv

–

også til

gavn for virksomhederne. Men dette løses bedst af familierne selv og inden for

rammerne af nationale regler og arbejdsmarkeder/-modeller.

Regeringen har således noteret sig, at de danske arbejdsmarkedsparter ved de sene-

ste to overenskomstforhandlinger har prioriteret at give bedre lønrettigheder til

forældre på forældreorlov. Netop bedre lønvilkår forventer regeringen vil have en

positiv effekt på fædres orlovsafholdelse.

Regeringen er endvidere helt uenig i Kommissionens vurdering af, at fire måneders

ikke-overførbar forældreorlov med ydelser er en passende minimumsstandard for

alle medlemslande.

Derudover er regeringen helt uenig i Kommissionens vurdering af, at den foreslåe-

de ret til omsorgsorlov reelt vil understøtte kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse og

ligestillingen mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Som Kommissionen

selv er inde på, så er det overvejende kvinder, der benytter sig af de eksisterende

orlovsmuligheder. Kommissionen har efter regeringen opfattelse ikke fremlagt

evidens for, at en ny type orlov, som fx den foreslåede omsorgsorlov, vil blive

benyttet ligeligt af mænd og kvinder.

Desuden reguleres denne type orlov typisk af arbejdsmarkedets parter, og det me-

ner regeringen fortsat er den bedste måde.

Hvis retten til ydelser under forældreorlov ikke gøres overførbar, vil de danske

barselsdagpengeregler skulle ændres således, at der indføres 4 måneders øremær-

ket, ikke-overførbar barselsdagpengeret til hver forælder under forældreorlov.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

De øvrige medlemslande er primært optaget af at nedbringe ydelsesniveauet og

antallet af øremærkede måneder. En reduktion af de øremærkede måneder er også i

Danmarks interesse, hvorimod en nedbringelse af ydelsesniveauet ikke vil have

nogen betydning for de danske regler. Det skyldes, at Danmark vil skulle fastholde

det nuværende danske ydelsesniveau for barselsdagpenge, da medlemslandene ikke

med henvisning til EU-lovgivning kan sænke et eksisterende rettighedsniveau.

Regeringen vil derfor arbejde for, at forslagets bestemmelser om forældreorlov og

omsorgsorlov gøres mere fleksible, og at forslaget giver plads til nationale model-

ler og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Der blev oversendt foreløbigt grund- og nærhedsnotat den 24. maj 2017 og revide-

ret grund- og nærhedsnotat den 28. juni 2017.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

4. Rådskonklusioner om fremtidens arbejdsmarked

- Vedtagelse

Nyt notat.

1. Baggrund

Fremtidens arbejdsmarked er et af de prioriterede områder for det estiske EU-

formandskab, og udkastet til rådskonklusioner følger op på en konference afholdt

af formandskabet om samme emne.

Udgangspunktet for rådskonklusionerne er, at der er behov for, at EU og EU-

landene forbereder sig på fremtidens arbejdsmarked.

Her tænkes især på den teknologiske udvikling, herunder automatisering og digita-

lisering, men også andre faktorer så som globalisering og demografiske ændringer.

2. Formål og indhold

Rådskonklusionerne omhandler, hvorledes EU og EU-landene bør forberede sig på

fremtidens arbejdsmarked.

Med udgangspunkt i respekten for national kompetence og arbejdsmarkedets par-

ters rolle og autonomi opfordres der blandt andet til:



At EU-landene tilpasser arbejdsmarkedet og de sociale sikringsordninger

til de nye arbejdsformer, herunder stigning i antallet af selvstændige.



At EU-landene i samarbejde med arbejdsmarkedets parter sikrer, at uddan-

nelse samt voksen- og efteruddannelse bidrager til, at arbejdsstyrkens

kompetencer matcher den teknologiske udvikling og fremtidens efter-

spørgsel.

Rådet opfordrer til, at der også fortsat sker vidensudveksling om fremtidens ar-

bejdsmarked mellem relevante aktører.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Ikke relevant.

4. Nærhedsprincippet

Ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Ikke relevant.

6. Konsekvenser

Rådskonklusionerne har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller

samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet

eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold er orienteret om rådskon-

klusionerne på mødet i udvalget den 20. november 2017.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det ventes, at de øvrige medlemsstater vil støtte vedtagelsen af rådskonklusioner-

ne.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter vedtagelsen af rådskonklusionerne.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Rådskonklusionerne har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

5. Direktiv om iværksættelse af aftale om ændring af direktiv 2009/13/EF i

overensstemmelse med ændringsforslagene fra 2014 til ILO-konventionen om

søfarendes ansættelsesforhold af 2006

Revideret notat

1. Resume

Direktivet gennemfører en række ændringer til ILO-konventionen om søfarendes

arbejdsforhold fra 2006 (MLC). Ændringerne vedrører efterladte søfarende og

økonomisk kompensation til søfarende ved død eller langvarig invaliditet som følge

af arbejdsskade eller sygdom mv.

Formålet med direktivforslaget er at gennemføre en aftale indgået mel-lem Euro-

pean Community Shipowners’ A

ssociation (ECSA) og European Transport Wor-

kers’ Federation (ETF) om iværksættelse af ændring af direktiv 2009/13/EF i over-

ensstemmelse med MLC-ændringerne fra juni 2014. Forslaget giver EU-

medlemsstaterne mulighed for at fastholde eller fastsætte gunstigere standarder for

arbejdstagerne og tage hensyn til særlige nationale forhold.

Kommissionen ønsker med forslaget at skabe en konsolideret lovramme, som skal

regulere arbejdsvilkårene for søfarende for herigennem at forbedre leve- og ar-

bejdsvilkårene for arbejdstagere i søfartssektoren og sikre dem beskyttelse i tilfæl-

de af, at de bliver efterladt, dør eller bliver langvarigt invalide, som følge af ar-

bejdsrelateret skade, sygdom eller fare. Ifølge forslaget skal direktivet være imple-

menteret to år efter endelig vedtagelse.

MLC-ændringerne fra 2014 er gennemført i dansk ret. De danske regler på områ-

det lever dermed i alt væsentligt op til kravene i direktivforslaget. Forslaget kan

dog give anledning til mindre præciseringer i bekendtgørelser. Da MLC-

ændringerne allerede er indført i Danmark, vurderes forslaget ikke i sig selv at

have samfundsøkonomiske, statsfinansielle, erhvervsøkonomiske eller øvrige kon-

sekvenser.

Regeringen stiller sig positiv over for direktivudkastet, ligesom man støttede æn-

dringerne til MLC.

2. Baggrund

Kommissionen har den 27. juli 2017 fremsat forslag til direktiv om iværksættelse

af den aftale, der er indgået mellem ECSA og ETF, KOM (2017) 0406.

I 2006 vedtog Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) konventionen om

søfarendes arbejdsforhold (MLC), som indeholder et sæt af rettigheder og beskyt-

telse på arbejdspladsen for alle søfarende uanset deres nationalitet og skibets flag.

MLC er indtil videre blevet ratificeret af 81 lande, herunder alle EU-medlemslande

bortset fra Slovakiet, Tjekkiet og Østrig, der ikke har kyststrækning.

MLC blev indarbejdet i EU-lovgivningen ved Rådets direktiv 2009/13/EF.

Søfarende, der arbejder langt fra hjemmet, er dog stadig sårbare over for eventuelt

at blive efterladt i udenlandske havne. Ifølge data fra Den Internationale Arbejds-

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

organisation er 192 handelsskibe siden 2004 blevet efterladt, og heraf var 21 fartø-

jer under EU-flag. I 2016 blev fem handelsskibe med i alt 58 søfarende efterladt i

havne i EU.

Den Internationale Arbejdskonference godkendte derfor en række ændringer til

MLC på sit 103. møde i Genève den 11. juni 2014. Ændringerne vedrører efterladte

søfarende og økonomisk kompensation til søfarende ved død eller langvarig invali-

ditet som følge af arbejdsskade eller sygdom mv. Folketingets Europaudvalg er

tidligere forelagt en selvstændig sag om ændringerne til MLC, som alle EU's med-

lemslande stemte for.

Den 5. december 2016 indgik arbejdsmarkedets parter i EU's søfartssektor en aftale

om ændring af direktiv 2009/13/EF om iværksættelse af MLC-ændringerne fra

2014. Med Kommissionens direktivforslag gennemføres aftalen mellem ECSA og

ETF i EU-lovgivningen.

Direktivforslaget er oversendt til Rådet den 27. juli 2017 i dansk sprogversion.

Forslaget er fremsendt med hjemmel i traktatens (TEUF) artikel 155, stk. 2, hvoref-

ter Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag fra Kommissionen.

Europa-Parlamentet skal underrettes, hvilket er sket med Kommissionens oversen-

delse af forslaget.

Forslaget er ifølge Kommissionen i tråd med dennes arbejde med at etablere et

retfærdigt og ægte transeuropæisk arbejdsmarked, som giver arbejdstagerne til-

strækkelig beskyttelse og bæredygtige jobs. Kommissionen ønsker at forbedre ar-

bejdsvilkår, sundhed, sikkerhed og social beskyttelse for søfarende, der arbejder på

fartøjer, der fører et EU-medlemsstats flag.

Ændringen til MLC er gennemført i dansk ret ved lov nr. 400 af 5. maj 2016 om

ændring af lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.

3. Formål og indhold

Forslagets formål er at iværksætte den aftale, som er indgået mellem ECSA og ETF,

om ændring af direktiv 2009/13/EF i overensstemmelse med ændringsforslagene fra

2014 til ILO-konventionen om søfarendes arbejdsforhold, som blev godkendt af Den

Internationale Arbejdskonference den 11. juni 2014.

Kommissionen anfører, at formålet er at forbedre arbejdsforholdene for søfarende om

bord på fartøjer, der sejler under EU-flag, ved at indarbejde en række krav i EU-

lovgivningen.

Implementeringsfristen foreslås at være to år.

Forslaget indeholder to elementer:

Den første del af direktivforslaget om efterladte søfarende vedrører de tilfælde,

hvor en skibsreder ikke kan dække udgifterne til søfarendes hjemrejse, eller hvor

en skibsreder har efterladt søfarende på et skib uden at opfylde sine grundlæggende

forpligtelser over for de søfarende, der er om bord, f.eks. ved at undlade at stille

mad eller drikkevarer til rådighed, sørge for deres hjemrejse eller betale løn.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Forslaget medfører, at der fastsættes en række krav til at oprette et finansielt sik-

kerhedssystem, der skal dække eventuelle lønudeståender, udgifter til hotelophold

og hjemsendelse m.v. for søfarende, der efterlades om bord på et skib. Det finan-

sielle sikkerhedssystem kan oprettes på forskellige måder, herunder som social

sikring, en fond, en forsikring eller lignende.

Den anden del handler om økonomisk kompensation ved søfarendes død eller

langvarige invaliditet som følge af en arbejdsskade, sygdom eller fare.

Der vil som følge af begge ændringsforslag blive stillet krav om, at der om bord på

skibene skal opslås dokumentation for, at der er oprettet et finansielt sikkerhedssy-

stem til hjemsendelse af søfarende og dækning for krav på økonomisk kompensati-

on ved død eller langvarig invaliditet.

Forslagets ændringer af MLC fra 2014 vil blive underlagt kontrolforanstaltningerne

i håndhævelsesdirektivet 2013/54/EU.

De lande, der på forhånd har ratificeret MLC-ændringerne, skulle allerede have

gennemført disse i national ret senest januar 2017. Dette er som tidligere nævnt

sket i Danmark.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Kommissionen har underrettet Europa-Parlamentet i henhold til artikel 155, stk. 2, i

TEUF ved at oversende sit forslag til et direktiv, der indeholder aftalen. Europa-

Parlamentet skal ikke udtale sig.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører, at forslaget sikrer, at EU-retten og MLC håndhæves kor-

rekt i hele EU. Denne målsætning kan ikke opfyldes af medlemsstaterne alene, da

ændringer af EU lovgivning alene kan vedtages på EU-plan. EU's fiskerflåder og

EU’s havne og tredjelandes flåder skal desuden behandles ens. Rådet slog desuden

fast i sin afgørelse 2014/346/EU, at dele af konventionens regler og ændringerne

henhører under Unionens kompetence og vedrører spørgsmål om, hvilke regler

Unionen har vedtaget.

Forslaget skaber ifølge Kommissionen en merværdi for de medlemsstater, der ikke

er bundet af MLC eller endnu ikke har ratificeret ændringerne af konventionen,

idet aftalen kan anvendes på redere, der fører medlemsstatens flag og derved sikrer

lige samt forbedrede arbejdsvilkår for søfarende om bord på flagstatens fartøjer.

Forslaget skaber desuden også merværdi for de medlemsstater, der allerede er bun-

det af ændringerne, da rederne, udover kontrolsystemet i henhold til MLC, vil blive

underlagt EU-rettens tilsyns- og kontrolsystem, herunder EU-Domstolens jurisdik-

tion. Dette vil forbedre de søfarendes beskyttelse og forventes at øge medlemssta-

ternes og redernes overholdelse af de nye krav.

Kommissionen anfører derfor, at forslaget er en enkel måde at ratificere de obliga-

toriske ændringer til MLC på og samtidig sikre, at medlemsstaterne anvender en

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

konform fortolkning af ændringerne. Dette er nødvendigt for at sikre lige vilkår for

alle flåder og havne i EU.

Det er regeringens opfattelse, at forslaget overholder nærhedsprincippet, da harmo-

niseringen af arbejdsforhold alene kan ske gennem fælleslovgivning.

6. Gældende dansk ret

I Danmark blev ændringerne i MLC om efterladte søfarende og økonomisk kom-

pensation til søfarende ved død eller langvarig invaliditet som følge af arbejdsska-

de eller sygdom mv. gennemført allerede ved lov nr. 400 af 5. maj 2016 om æn-

dring af lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., bekendtgørelse nr. 1346 af 21.

november 2016 om forsikring eller anden garanti til dækning af rederens ansvar

over for de søfarende og skibsføreren i tilfælde af misligholdelse af ansættelsesfor-

hold, m.fl.

Ændringsloven og bekendtgørelserne blev sat i kraft den 1. januar

2017.

Disse regler sikrer, at rederne skal tegne en finansiel sikkerhed for efterladte søfa-

rende og udestående lønkrav m.v. for alle søfarende på danske skibe. Lønmodta-

gernes Garantifond (LG) dækker i dag de krav, som opstår som følge af konkurs og

visse andre former for insolvens. De krav, der ikke dækkes af LG, dækkes af lov-

bestemt finansiel sikkerhed, som allerede helt eller delvist er dækket af eksisteren-

de danske socialordninger. Den sikring af den søfarende, som forslaget lægger op

til om arbejdsskader og arbejdsbetingede sygdomme er i dag dækket af den gæl-

dende arbejdsskadesikringslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 216 af 27. februar 2017.

Alle søfarende om bord på danske skibe er i dag omfattet af arbejdsskadeordnin-

gen, hvor rederierne eller arbejdsgiverne skal tegne forsikringen.

Udgifter til søfarendes lægehjælp, lægemidler, visse tandlægebehandlinger, syge-

husbehandlinger m.v. dækkes af den særlige sygesikringsordning for søfarende

m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1331 af 5. december 2006 om den særlige sygesik-

ringsordning for søfarende m.fl.. Ordningen omfatter også søfarende, som er blevet

efterladt.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslaget giver ikke anledning til lovændringer i dansk ret.

Forslaget kan dog give anledning til mindre administrative præciseringer i det danske

regelsæt på Erhvervsministeriets område, nemlig at certifikatet for den finansielle

sikkerhed skal indeholde rederens navn.

Økonomiske konsekvenser

Som følge af lovændringen blev der udstedt følgende bekendtgørelser: bekendtgørelse nr. 1339 af 21. novem-

ber 2016 om opslag af erklæring vedrørende beskyttelsen af de søfarende og skibsføreren i henhold til lov om

arbejdsskadesikring; bekendtgørelse nr. 1344 af 21. november 2016 om ændring af bekendtgørelse om fravigel-

ser fra lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. for fiskeskibe; bekendtgørelse nr. 1352 af 21. november 2016

om ændring af bekendtgørelse om Meddelelser fra Søfartsstyrelsen D, teknisk forskrift for skibes bygning og

udstyr m.v., passagerskibe i national fart; bekendtgørelse nr. 1351 af 21. november om ændring af bekendtgørel-

se om Meddelelser fra Søfartsstyrelsen F, mindre erhvervsfartøjers bygning og udstyr m.v.; bekendtgørelse nr.

1350 af 21. november om ændring af bekendtgørelse om teknisk forskrift om skibe til særlige formål (bevarings-

værdige skibe, lystfiskerskibe m.v.).

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Erhvervsstyrelsen har oplyst, at man vurderer, at direktivet medfører løbende admini-

strative konsekvenser for erhvervslivet under 4 mio. kr. årligt, og at disse omkostnin-

ger derfor ikke vil blive kvantificeret yderligere.

Beskyttelsesniveauet

Forslaget vurderes ikke at have øvrige efterlevelseskonsekvenser for det maritime

erhverv.

8. Høring

Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for Skibsfart den 17. august 2017 med

frist den 29. august 2017. Forslaget er desuden sendt i høring i Det Faste ILO-udvalg

under Beskæftigelsesministeriet den 18. august 2017 med frist den 30. august 2017.

Der er ikke modtaget bemærkninger til forslaget.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Generelt forventes de øvrige medlemsstater at stille sig positive over for Kommis-

sionens forslag.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen stiller sig positiv over for direktivudkastet, ligesom man støttede ændrin-

gerne til MLC. Regeringen støtter generelt, at internationale standarder for arbejdsta-

gere i søfartssektoren modsvares af tilsvarende standarder på EU-plan.

Regeringen arbejder målrettet for, at der i forhandlingerne ikke sker væsentlige æn-

dringer af direktivforslaget, som forringer danske skibes konkurrenceevne i forhold til

MLC.

Regeringen stiller sig derfor positiv over for direktivudkastet.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Der blev oversendt grund- og nærhedsnotat til Folketingets Europaudvalg den 22.

september 2017.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

6. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehand-

ling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering

- Fremskridtsrapport

Revideret notat. Ændringer er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om lige-

behandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en tværministeriel følgegruppe med

henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske konsekvenser. Regerin-

gen er som udgangspunkt positiv over for en styrket indsats mod diskrimination og

bakker op om håndhævelsen af menneskerettighederne. Forslaget til direktiv, som

det er fremlagt, giver dog anledning til en række betænkeligheder, idet forslaget

indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede

undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. Det er derfor nødvendigt at få be-

lyst en række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske

konsekvenser - herunder rækkevidden af flere mere generelle afgrænsede bestem-

melser, inden en nærmere holdning fastlægges. Regeringen vil arbejde for en af-

klaring af de afgrænsnings- og fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til direktiv-

forslaget, navnlig i relation til beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af

alder og handicap.

Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under det

franske, tjekkiske, svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske, cyprioti-

ske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske, luxembourgske, nederlandske, slo-

vakiske og maltesiske formandskab.

Sagen forventes ligeledes drøftet under det estiske formandskab. Der forventes en

fremskridtsrapport inden rådsmødet. Der forekommer ikke fremskridt af nævne-

værdi karakter.

2. Baggrund

Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem

mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro, handicap, alder

eller seksuelle orientering. Der fastsættes regler om forbud mod diskrimination af

de nævnte årsager, og der etableres en ensartet minimumsbeskyttelse inden for EU

af mennesker, som har været udsat for en sådan diskrimination.

Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er for-

bud imod diskrimination på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller sek-

suel orientering alene i henseende til beskæftigelse, ansættelse og erhvervsuddan-

nelse.

Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten, om

at bekæmpe diskrimination og er konsistent med EU’s tværgående mål, herunder

især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og efterfølgende Europa

2020-strategien) og målene for processen vedrørende social beskyttelse og social

inklusion.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel 26 i FN’s konvention om bor-

gerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige for

loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling.

I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle lige-

lig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race,

hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social

herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling. Tilsvarende indeholder artikel

14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt diskriminations-

forbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politi-

ske rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention alene anvendelse i forhold til de rettigheder, der omfattes af denne

konvention med tilhørende protokoller.

EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt diskrimi-

nationsforbud i artikel 21.

3. Formål og indhold

Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli 2008,

da der ikke siden er fremlagt en ny version af teksten.

Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at gen-

nemføre princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet. Direktivet forby-

der ikke ulige behandling på grund af køn, som er omfattet af EUF-traktatens arti-

kel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.

De øvrige artikler:

Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling

Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der

fremgår af de tidligere direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-

traktats art. 13, stk. 1.

Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende på

grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle oriente-

ring. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en bestemmelse eller praksis,

som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig konsekvens for en

person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold gør sig gældende.

Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at retfærdig-

gøre indirekte forskelsbehandling, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse

eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det

hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at krænke

en anden persons værdighed og skabe et truende, nedværdigende eller ubehageligt

klima m.v. Denne definition er identisk med definitionerne i de andre direktiver

vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som retsgrundlag.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med handicap

anses for at være forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i overensstemmelse

med FN-konventionen om rettigheder for mennesker med handicap og med direk-

tiv 2000/78/EF.

Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et legi-

timt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæs-

sige og nødvendige (proportionalitetsprincippet). Forslaget er således ikke til hin-

der for, at der fastsættes en bestemt aldersgrænse for adgang til sociale goder, til

uddannelse og til visse varer og tjenester, i det omfang ovenstående betingelser

opfyldes.

De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet mod

direkte forskelsbehandling i tilfælde af "regulære og afgørende erhvervsmæssige

krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder og i forbindelse med for-

skelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til varer og tjenester.

Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og handi-

cap kan være en afgørende faktor for risikovurderingen i forbindelse med bestemte

produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af alder og handicap ved risikovurde-

ringen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.

Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til

den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser, for at

beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 3: Anvendelsesområde

Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel ori-

entering foreslås forbudt i både den offentlige og den private sektor med hensyn til

social beskyttelse, herunder social sikring, sundhedsydelser, sociale goder, uddan-

nelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er tilgængelige for of-

fentligheden.

Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed omfattet.

De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind under

Unionens kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af skolesystemet

og indholdet af undervisningen og aktiviteter i forbindelse hermed, herunder tilret-

telæggelsen af undervisning for handicappede, under medlemsstaternes kompeten-

ce, og de kan have bestemmelser om ulige behandling i forbindelse med adgang til

uddannelsesinstitutioner og indholdet af og aktiviteter i undervisningen, herunder

undervisning af personer med særligt behov. Medlemsstaterne kan endvidere give

mulighed for ulige behandling ved adgang til uddannelsesinstitutioner baseret på

religion eller tro.

Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og familiemæssig

status, herunder adoption, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette

indbefatter reproduktive rettigheder. Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de øn-

sker at indføre og anerkende

retligt

registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

sådanne forhold i national ret anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder

princippet om ligebehandling anvendelse.

Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om statens

og dens institutioners sekulære status eller om religiøse organisationers status.

Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører ikke

bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse per-

soners indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behand-

ling, der skyldes de pågældendes retsstilling.

Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap

Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker med

handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse samt

adgang til varer og tjenester, herunder boliger og transport, som er tilgængelige for

offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det omfang, den ville medføre en

uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve grundlæggende ændringer inden for

de pågældende områder. I bestemte tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt

omfang være nødvendige for at sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang.

Dette er dog kun tilfældet, hvis det ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde.

Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan tages i

betragtning ved vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor, herunder or-

ganisationens størrelse og ressourcer, de skønnede omkostninger og de mulige

fordele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.

Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger

Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats arti-

kel 13 som retsgrundlag. Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage sær-

foranstaltninger med henblik på at forebygge eller opveje ulemper knyttet til religi-

on eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 6: Mindstekrav

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for at

fastlægge et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktivet og forbyder

omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling bør

sænkes ved gennemførelsen af direktivet.

Artikel 7: Klageadgang

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at de har

været udsat for forskelsbehandling, bør kunne anvende administrative eller retlige

procedurer, også efter at det forhold, under hvilket forskelsbehandlingen angiveligt

har fundet sted, er ophørt.

Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling, gives

mulighed for at hjælpe ofre for forskelsbehandling i retslige eller administrative

procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister berøres ikke af denne bestemmel-

se.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Artikel 8: Bevisbyrde

Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den tidli-

gere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet, jf.

direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grund-

lag af køn.

I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det, at

princippet om delt bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere direktiver

finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i tilfælde, hvor den påståede forskelsbe-

handling forfølges strafferetligt.

Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til beskyt-

telse af enkeltpersoner mod repressalier som følge af, at de har gjort deres rettighe-

der i henhold til direktivet gældende.

Artikel 10: Formidling af oplysninger

I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag, foreslås det, at medlemsstaterne skal in-

formere om direktivet og nationale bestemmelser.

Artikel 11: Dialog med relevante interessenter

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen mellem

de relevante offentlige myndigheder og organer som f.eks. ngo'er, der har en legi-

tim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af religi-

on eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling

Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i henhold til

den tidligere EF-traktats artikel 13. I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne

have et eller flere organer ("ligebehandlingsorgan") på nationalt plan til fremme af

ligebehandling af alle uden forskel på grund af religion eller tro, handicap, alder

eller seksuel orientering.

Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF vedrørende

adgang til varer og tjenester og bygger på tilsvarende bestemmelser i direktiv

2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter minimumskompetencen for organer

på nationalt plan, der bør handle uafhængigt for at fremme princippet om ligebe-

handling. Medlemsstaterne kan beslutte, at disse organer skal være de samme som

dem, der allerede er oprettet i henhold til de tidligere direktiver.

En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre for

forskelsbehandling. De skal også kunne foretage uafhængige undersøgelser af for-

skelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger på ligebe-

handlingsområdet.

Artikel 13: Overholdelse

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at ophæve alle

love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehand-

ling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser, virksomheders interne regler

og vedtægter for foreninger, der strider mod ligebehandlingsprincippet, erklæres

ugyldige eller ændres.

Artikel 14: Sanktioner

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-Domstolens prak-

sis fastsættes det, at der ikke bør være nogen øvre grænse for den godtgørelse, der

skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om ligebehandling. Godtgørelsen

skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en præventiv

effekt.

Artikel 15: Gennemførelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på to år til

at inkorporere direktivet i national ret og at meddele Kommissionen teksten til de

nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at forpligtelsen til at

sikre reel adgang for mennesker med handicap først skal gælde fire år efter vedta-

gelsen af direktivet.

Artikel 16: Rapport

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne artikel

aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direkti-

vet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i rapporten tages

hensyn til de synspunkter, der fremsættes af arbejdsmarkedets parter, de relevante

ngo'er og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

Artikel 17: Ikrafttræden

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for offent-

liggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 18: Adressater

Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne,

er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13

som retsgrundlag.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet afgav en udtalelse om forslaget den 2. april 2009.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og proportionalitets-

princippet således:

”

Subsidiaritetsprincippet finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er omfat-

tet af Fællesskabets ene kompetence. Målene for forslaget kan ikke i tilstrækkelig

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun foranstaltninger på fællesskabs-

plan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering i alle med-

lemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed med hensyn til borgernes

og de økonomiske aktørers rettigheder og forpligtelser, også hvis de bevæger sig

mellem medlemsstaterne. Erfaringerne med de tidligere direktiver, der er blevet

vedtaget i henhold til EF-traktatens artikel 13, stk. 1 (EUF-traktatens artikel 19,

stk. 1), viser, at de har haft en positiv virkning med hensyn til at opnå en bedre

beskyttelse mod forskelsbehandling. I overensstemmelse med proportionalitets-

princippet går det foreslåede direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at

nå de fastlagte mål.

Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser, social

beskyttelse og uddannelse er desuden generelt mere forskellige end på beskæftigel-

sesområdet. Disse områder er kendetegnet ved legitime samfundsmæssige valg på

områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.

De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal re-

spekteres i henhold til subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som tilrettelæggelse af

uddannelsessystemet og undervisningens indhold, anerkendelse af civilstand eller

familiemæssig status, adoption, reproduktive rettigheder og andre lignende

spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen medlemsstat skal derfor som

følge af direktivet ændre sin gældende lovgivning eller praksis med hensyn til disse

spørgsmål. Det berører heller ikke nationale bestemmelser om kirkers eller andre

religiøse organisationers aktiviteter eller deres forhold til staten. Det vil således

f.eks. fortsat være medlemsstaterne alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som

tilladelse til selektiv adgang til skoler, forbud mod eller accept af at bære eller

bruge religiøse symboler i skolen, anerkendelse af ægteskab mellem personer af

samme køn og eventuel regulering af forholdet mellem organiseret religion og

staten.”

Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.

6. Gældende dansk ret

I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i forskellige

sammenhænge. Bestemmelsen i direktivforslaget er i sin nuværende form så elasti-

ske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil kunne komme i en situation, hvor

Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af, hvornår en aldersgrænse er fast-

sat efter objektive og rimeligt begrundede kriterier, og hvad der er et legitimt for-

mål, ikke nødvendigvis vil være sammenfaldende med den danske opfattelse.

På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af direkti-

vet, skal direktivforslaget være mere præcist i form af angivelser af områder, der

kan undtages helt fra direktivet.

Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om ligebehandling af

mennesker med handicap. Artiklen skal sikre reel og lige adgang for mennesker

med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse

samt adgang til varer og tjenesteydelser, herunder boliger og transport, som er til-

gængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset, i det omfang den

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller vil kræve grundlæggende æn-

dringer inden for de pågældende områder. Artiklen er uklar, hvilket gør det vanske-

ligt at afgrænse bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af artiklen, at

medlemsstaterne

kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre gennemførelsen af

rettighederne, så længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig stor byrde”.

Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som grundlag

for de juridiske overvejelser på det enkelte ressortministeries område, som beskri-

ves nærmere nedenfor, da forhandlingerne fortsat ikke har ført til nye konkrete

tekstforslag, som alle medlemmer er enige om.

Børne- og Socialministeriets område

Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Børne og Socialmi-

nisteriets område er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og derfor

ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Når en endelig direktivtekst

foreligger, vil regeringen på baggrund af denne vurdere, hvorvidt der måtte være

behov for ændringer som følge af vedtagelse af direktivforslaget. Det gælder for

eksempel ydelser efter serviceloven.

Handicap

Serviceloven indeholder en del bestemmelser om tilbud til personer med handicap,

herunder bestemmelser om positiv særbehandling i form af kompensation for at

sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers relation til direktivforslaget vurde-

res at skulle undersøges nærmere.

Hjælp til dækning af merudgifter

§ 100 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at yde hjælp til dækning af

nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 år og

folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til

personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov

om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.

Det skal bemærkes, at Børne- og Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet

blev frifundet i en sag om, hvorvidt det er i strid med Den Europæiske Menneske-

rettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med tillægsprotokol 1, artikel 1, at

en borger ikke længere tildeles dækning af merudgifter efter serviceloven efter

overgang til folkepension samt invaliditetsbeløb efter førtidspensionsloven.

Ledsageordning

§ 97, stk. 2, i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde 15 timers

ledsagelse om måneden til personer mellem 12 år og folkepensionsalderen, dog

således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år, der ikke kan færdes ale-

ne på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. §97,

Stk. 2, fastslår, at personer, der er visiteret til 15 timers ledsagelse om måneden ved

det fyldte 67. år, bevarer denne ret efter det fyldte 67. år.

Beskyttet beskæftigelse

§ 103 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde beskyttet beskæf-

tigelse til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, som på grund af betyde-

lig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og

som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på Beskæfti-

gelsesministeriets område ved at blive betragtet som en social foranstaltning. Dette

indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse ikke har krav på at modtage

feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på det ordinære arbejds-

marked.

Botilbud

For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke fastsat reg-

ler om specifikke indretningskrav i lovgivningen, men botilbuddet skal være egnet

til formålet.

For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med handicap,

er der derimod fastsat specifikke indretningskrav i lovgivningen, f.eks. at hver bo-

lig skal være forsynet med selvstændigt toilet og bad.

Handleplaner

§ 141 i serviceloven forpligter kommunalbestyrelserne til at skønne, om det er

hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, når der ydes

hjælp til personer under folkepensionsalderen efter lovens afsnit 5.

Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år

Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra forældre-

myndighedsindehaveren og fra den unge, hvis denne er over 15 år.

Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. § 53.

Er der tale om børn under 15 år, vil der således ikke være krav om, at den pågæl-

dende har givet samtykke til den iværksatte foranstaltning.

Klagereglerne

For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører børn

og unge er aldersgrænsen for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år. Det gæl-

der eksempelvis i afgørelser om valg af anbringelsessted og afgørelser om samvær

og kontakt jf. § 167 i serviceloven.

Efterværn

Efter servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til formål

at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge mellem 18-

22 år, når det må anses for af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov

for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Børn og unge, der er tvangsanbragt

umiddelbart inden

det 18. år,

har

ret til at få

efterværn i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes un-

ge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk. 3,

nr. 1.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er

eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk.3, nr. 7, på eget værelse, kollegium

eller kollegielignende opholdssteder, støtte i form af en kontaktperson frem til det

19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af

døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1.

Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der imid-

lertid være mulighed for, at der kan iværksættes en foranstaltning efter voksenreg-

lerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a. vedrører hjælp, omsorg og

støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.

Efter servicelovens § 76 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp efter stk. 2 og

3. til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til

den unges behov for støtte, og hvis den unges værge er indforstået hermed.

For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der

umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i

kapitel 11 i en plejefamilie efter § 66, stk. 1 nr. 1-3, kan kommunalbestyrelsen

træffe afgørelse om, at døgnopholdet, jf. § 52, opretholdes. Såfremt den unges ple-

jefamilie ikke længere vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende unge,

kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden plejefamilie,

som den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse hos

en anden plejefamilie skal betingelserne i stk. 1 være opfyldt.

Opretholdelsen af døgnophold skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål

under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.

Beskæftigelsesministeriets område

Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, sygedagpengeloven, kontanthjælpslovgiv-

ningen, børnetilskudsreglerne, beskæftigelsesindsatsloven og pensionsreglerne

indeholder aldersgrænser på en lang række områder i relation til erhvervelse af ret

til f.eks. arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge m.v. F.eks. ophører retten til ar-

bejdsløshedsdagpenge/efterløn, når en person når folkepensionsalderen, og førtids-

pension kan som udgangspunkt ikke tilkendes personer under 40 år.

Ligeledes findes der aldersbestemmelser i efterlønsordningen, i fleksydelsesregler-

ne, delpensionsreglerne, fleksjobreglerne, i de særlige ungeregler i reglerne om

medlemskab/optagelse i en arbejdsløshedsforsikringsordning og i reglerne om ar-

bejdsskadeforsikring.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte forskels-

behandling på grund af en række kriterier, bl.a. race og etnisk oprindelse, religion

eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på arbejdsmarkedet. Loven base-

rer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-direktiv 2000/78/EF.

Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod forskelshandling i

forbindelse med ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse med afskedigelse,

forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til løn og arbejdsvilkår. En arbejdsgiver

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

må ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til adgang til erhvervsmæssig vide-

reuddannelse, omskoling, m.v. Loven gælder for både arbejdsgivere, for enhver,

der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og for enhver, der anviser be-

skæftigelse.

Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige tilpas-

ninger i betragtning af de konkrete behov for at give personen med handicap ad-

gang til beskæftigelse. Pligten til at foretage tilpasninger må imidlertid ikke være

urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang

gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig

stor.

Arbejdsløshedsforsikring

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vurderet, at aldersgrænserne i

arbejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til

direktivet. Det forudsætter, at de aldersbestemte regler i arbejdsløshedsforsikrings-

loven kan undtages fra begrebet forskelsbehandling efter artikel 2, stk. 6, og ikke er

omfattet af anvendelsesområdet som beskrevet i artikel 3, stk. 1, litra a-b).

For at blive optaget som medlem i en dansk a-kasse er det en betingelse, at man er

fyldt 18 år og ikke er mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis man har gen-

nemført en uddannelse, der giver grundlag for optagelse i en a-kasse, kan man op-

tages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år. Medlemskabet af en a-kasse

ophører ved udgangen af den måned, hvor man når folkepensionsalderen.

Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af en a-

kasse. Hvis man ikke opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab, kan man

derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.

Et medlem af en a-kasse kan overgå til et særligt seniormedlemsskab efter udgan-

gen af den måned, hvor pågældende når folkepensionsalderen. Hvis man ikke er

medlem af en a-kasse i forvejen, kan man blive optaget som seniormedlem, når

man har nået folkepensionsalderen. Seniormedlemsskab af en a-kasse giver ikke ret

til arbejdsløshedsdagpenge eller andre ydelser fra a-kassen. Seniormedlemsskab

giver ret til hjælp til og vejledning om jobsøgning, hvis seniormedlemmet anmoder

herom.

Arbejdsskadelovgivningen

Bestemmelser, der relaterer sig til handicapkriteriet

Erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varige mén efter lov om

arbejdsskadesikring fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatningen

kan nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle

lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden. Der

ydes således ikke kompensation for tilskadekomnes samlede helbredsmæssige

og/eller erhvervsmæssige forringelse, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller

erhvervsevne allerede var nedsat før skaden. Det samme gælder, når den forudbe-

stående sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i det væ-

sentlige de samme følger, selvom skaden ikke var sket.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for erstat-

ningsudmålingen. Det betyder, at erstatning og godtgørelse kan nedsættes, når det

er dokumenteret, at hele eller dele af det varige mén/tab af erhvervsevne skyldes

andre forhold end arbejdsskadens følger. Det bemærkes, at personer med handicap

kan kompenseres økonomisk efter anden social lovgivning.

Bestemmelser, der relaterer sig til alderskriteriet

Godgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for de varige ikke-

økonomiske følger af en arbejdsskade. Godtgørelsen nedsættes med en procent for

hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden. Var til-

skadekomne fyldt 60 år ved arbejdsskadens indtræden, nedsættes godtgørelsen med

yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsska-

dens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

Baggrunden, for at det er valgt at lade godtgørelsen nedsætte for ældre personer, er,

at ældre personer ikke skal leve så længe med det varige mén som yngre personer.

Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som løbende erstatning. Udbetalingen

af den løbende erstatning ophører, når modtageren opnår ret til folkepension. Hvis

tabet af erhvervsevne er under 50 procent, bliver den løbende erstatning omsat til et

engangsbeløb (kapitalerstatning). Er erhvervsevnetabet over 50 procent, har den

tilskadekomne mulighed for at få omsat et beløb, der svarer til et tab af erhvervs-

evne på 50 procent, til en kapitalerstatning, mens den resterende del af erstatningen

udbetales som en løbende erstatning. Kapitaliseringsfaktorerne, der anvendes til

omsætning af løbene erstatning til kapitalerstatning, fastsættes efter aktuarmæssige

principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbeløbet er forskelligt i forhold til alder,

således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre jo ældre tilskadekomne er.

Beskæftigelsesindsatsen

Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver sammenhæng

med folkepensionsalderen. Det gælder fx efterløn, fleksydelse og delpension, som

er tilbagetrækningsordninger før folkepensionsalderen.

Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder en

række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller handicap (begræns-

ninger i arbejdsevnen). Der kan opstilles følgende (foreløbige) liste over beskæfti-

gelsesrelaterede ordninger, der indeholder bestemmelser

–

direkte eller indirekte

–

om alder/handicap:

Ordning

Fleksjob

Afgrænsning

Væsentlig og mere end midlertidig begrænsning

i arbejdsevnen. Ophører ved folkepensionsalde-

ren eller ved overgang til fleksydelse.

Forudsætter førtidspension (som kræver væsent-

lig og varig begrænsning i arbejdsevnen).

Løntilskud til førtids-

pensionister (skåne-

job)

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Revalidering

Væsentlig begrænsning i arbejdsevnen med mu-

lighed for selvforsørgelse ved f.eks. skift af er-

hvervsområde. Revalideringsydelse er subsidiær

ift. alle andre former for forsørgelse.

Forudsætter at hjælpemidlet har afgørende be-

tydning for ansættelsen eller beskæftigelsen i

egen virksomhed, eller

at redskabet eller arbejdspladsindretningen kom-

penserer for personens eventuelle begrænsning i

arbejdsevnen. Tilskuddet ophører ved folkepen-

sionsalderen.

Varig og betydelig psykisk/fysisk funk-

tionsnedsættelse.

Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge, udløber

tidligst 5 år før efterlønsalderen, har ret til ansæt-

telse i et seniorjob, når dagpengeretten er udlø-

bet og indtil efterlønsalderen. Det er en betingel-

se, at personen betaler til efterlønsordningen, og

at personen vil kunne opfylde anciennitetskravet

for efterløn, når vedkommende når efterlønsal-

deren.

Tilskud til udgifter til

hjælpemidler

Personlig assistance til

handicappede (kom-

pensationsloven)

Seniorjob

Fleksjob

Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte en

aldersgrænse ud fra objektive kriterier - f.eks. at folkepensionsalderen er 65 år for

alle - og at forskellige ydelser ophører (for alle), når de opnår folkepensionsalderen

(fordi pensionen så træder i stedet), så er det Styrelsen for Arbejdsmarked og

Rekrutterings vurdering, at der ikke er udgifter ift. fleksjobordningen ved direktiv-

forslaget. Dog skal det nævnes, at der er det særlige forhold knyttet til fleksjobord-

ningen, at fleksjob ophører ved opnåelse af folkepensionsalderen, selvom man i

øvrigt kan fortsætte på det ordinære arbejdsmarked efter, at man har nået folkepen-

sionsalderen. Umiddelbart er det vurderingen, at heller ikke dette har betydning i

forhold til direktivforslaget, da man ikke mister retten til at arbejde, og derfor sta-

dig er ansat hos arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget.

Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart vurderin-

gen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da det fortsat

må være muligt at afgrænse en ordning til nogle bestemte handicap/et væsentlig-

hedskriterium, som så omfatter alle borgere. Også ud fra den betragtning er det

opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved direktivforslaget.

Reglerne om kompensation til personer med handicap i erhverv

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

I relation til reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv

m.v. gælder, at personer med handicap som udgangspunkt er omfattet af den ordi-

nære beskæftigelsesindsats. Er der behov for kompensation for den nedsatte ar-

bejdsevne, er der regler i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

om fortrinsadgang, personlig assistance til handicappede i erhverv og under efter-

og videreuddannelse og om isbryderordningen. De væsentligste regler omhandler

personlig assistance, der kan ydes til ledige, lønmodtagere og selvstændige er-

hvervsdrivende, som på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funkti-

onsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand.

Formålet med reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv er

at give personer med handicap kompensation for handicappet, således at disse per-

soner bliver ligestillet med personer uden handicap og dermed får samme mulighe-

der for erhvervsudøvelse.

Umiddelbart er det vurderingen, at det også i denne sammenhæng ikke er i strid

med direktivforslaget at afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som

omfatter alle borgere. Det er derfor vurderingen, at der ikke er udgifter ift. ordnin-

gen om kompensation til personer med handicap i erhverv ved direktivforslaget.

Kontanthjælpssystemet

På kontanthjælpsområdet afhænger en persons sats blandt andet af, om personen er

under 25 år, fyldt 25 år eller fyldt 30 år. Aldersgrænserne er politisk bestemte og

begrundes i ”den sædvanlige uddannelsesalder”, hvorfor satserne for de yngre al-

dersgrupper under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse er fastsat ud

fra SU-niveauet for at sikre, at det ikke er det sociale ydelsesniveau, der forhindrer

de unge i at starte på en uddannelse med SU. Dog kan unge, der ikke vurderes ud-

dannelsesparate fx på grund af sociale eller sundhedsmæssige problemer, få et ak-

tivitetstillæg oven i satsen, ud fra en betragtning om at de ikke kan reagere på et

økonomisk incitament til uddannelse i form af en lavere sats.

Bestemmelsen i art. 6, 1. pkt., i direktivet angiver, at forskelsbehandlingen kan

retfærdiggøres ud fra tre kriterier 1) den skal være objektivt retfærdiggjort ud fra et

legitimt mål, 2) den skal være passende og 3) den skal være nødvendig. Indholdet

af disse tre kriterier vil i sidste ende bero på en fortolkning hos EU-domstolen.

Dette er ikke uproblematisk, da EU-domstolen i andre sammenhænge har pålagt en

meget snæver fortolkning af lignende proportionalitetshensyn. Der er således en vis

risiko for, at den aldersafgrænsning, der politisk er fastsat i kontanthjælpssystemet,

vil blive underkendt, fordi de ikke lever op til de tre kriterier, der er opregnet i be-

stemmelsen, og derfor vil blive betragtet som udtryk for diskrimination.

Sygedagpenge

På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen aldersbegrænsning

for udbetalingen af sygedagpenge. Der er dog en aldersbegrænsning mht. varig-

hedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i hvor lang tid, der kan udbetales syge-

dagpenge. Mens udbetaling af sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når der er

udbetalt sygedagpenge i 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder, ophører

sygedagpengene for personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er udbetalt

sygedagpenge i mere end 26 af de forudgående 12 kalendermåneder. Der er desu-

den ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den øvrige personkreds.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse, nemlig

folkepensionen. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at sygemelde sig

før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere ydelse i en årrække.

Jobafklaringsforløb

Sygemeldte, som fortsat er uarbejdsdygtige, og som ikke kan få forlænget deres

sygedagpenge, har ret til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse i en peri-

ode på op til 2 år. I jobafklaringsforløb er der fastsat den aldersgrænse, at jobafkla-

ringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.

Folkepension, førtidspension og børnetilskudsydelser.

Kontantydelserne kan udbetales efter



Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.



Lov om social pension



Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er aldersbestemte. For børnetilskud

gælder, at retten til ydelsen bortfalder, når barnet har opnået myndighedsalderen på

18 år, førtidspension kan tilkendes og udbetales fra det 18. år og til folkepensions-

alderen, mens folkepension kan udbetales fra folkepensionsalderen, der aktuelt er

65 år. Det må antages, at aldersbestemmelser i forhold til disse ydelser er objektivt

og rimeligt begrundet i et legitimt formål og derfor ikke udgør forskelsbehandling i

direktivets forstand. Det gælder også i forhold til seniorførtidspension, som kan

tilkendes personer med mindre end fem år til folkepensionsalderen.

Med førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2013, blev der indført en

aldersgrænse for førtidspension, således at førtidspension som udgangspunkt ikke

kan tilkendes personer under 40 år. Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes

førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er

helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.

Aldersgrænserne er politisk bestemte og begrundes i, at man ikke vil parkere unge

på en varig forsørgelsesydelse, hvis der på sigt er mulighed for, at personen med

den rette indsats kan blive en del af arbejdsmarkedet. Det må - som med de øvrige

pensionsregler - antages, at aldersbestemmelsen er objektiv og rimeligt begrundet i

et legitimt formål. Dog har EU-domstolen i andre sammenhænge pålagt en meget

snæver fortolkning af proportionalitetshensynet.

Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at de gældende regler på området

har ført til domfældelse, der har statueret aldersdiskrimination. Østre Landsret har

ved dom af 5. oktober 2017 som 1. instans, frifundet Børne- og Socialministeriet i

to sager. Sagerne angik, om dansk lov om bortfald af visse sociale ydelser til per-

soner med funktionsnedsættelse ved opnåelse af folkepensionsalderen er i strid

med Danmarks internationale forpligtelser som diskrimination på grund af alder

eller handicap.

Der er ikke foretaget en tilbundsgående analyse af aldersdiskrimination efter direk-

tivteksten i relation til alle dele af ydelsesområdet herunder særligt ydelser, fx han-

dicapkompenserende ydelser, der ophører ved overgangen til folkepension, og

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

ydelser, fx boligydelse efter gunstigere boligstøtteregler, der som udgangspunkt

kun gives til folkepensionister.

Tilskud til udgifter til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesind-

sats § 100

Det fremgår af beskæftigelsesindsatsloven, at der kan gives tilskud til udgifter til

hjælpemidler med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder ordinær

ansættelse, ansættelse efter lov om seniorjob eller hvis personen driver selvstændig

virksomhed. Tilskuddet kan ydes til hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og

mindre arbejdspladsindretninger.

Det er en betingelse for at modtage tilskuddet, at personen er omfattet af målgrup-

pen i beskæftigelsesindsatsloven, samt at:



tilskuddet enten er af afgørende betydning for ansættelsen eller beskæftigelsen i

egen virksomhed, eller



redskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for personens eventuelle

begrænsning i arbejdsevnen.

Ankestyrelsen har i principafgørelse N-15-06 fra 2006 truffet afgørelse om, at en

folkepensionist ikke er omfattet af bestemmelsen om tilskud til udgifter til hjælpe-

midler. I afgørelsen har Ankestyrelsen lagt vægt på, at folkepensionister ikke er

omfattet af personkredsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Umiddelbart er det vurderingen, at det ikke anses for at være i uoverensstemmelse

med EU-rettens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, at man ikke kan

få hjælpemidler efter folkepensionsalderen. Det skyldes, at man ved folkepensions-

alderen er sikret et forsørgelsesgrundlag. En person, der modtager folkepension,

har ikke længere pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få udbetalt

pensionen.

Kulturministeriets område

Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte diskrimi-

nation af mennesker som følge af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering.

Ophavsretsloven

Der er foreskrevet positiv særbehandling af blinde, svagtseende, døve og taleliden-

de samt personer i øvrigt, der på grund af handicap er ude af stand til at læse trykt

tekst, fx ordblinde, i ophavsretsloven, jf. § 17. Ifølge bestemmelsen er det tilladt at

gengive og sprede eksemplarer af udgivne værker til brug for de ovennævnte, når

gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt til brug for disse perso-

ner.

Licensbekendtgørelsen

DR Licens kan efter ansøgning bevilge blinde og stærkt svagtseende personer, der

bor alene eller bor i husstande udelukkende med andre blinde eller stærkt svagt-

seende personer og/eller hjemmeboende børn uanset alder, fritagelse for medieli-

cens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer, som er medlem af Dansk

Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at blive medlem af Dansk Blinde-

samfund.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Sundheds- og Ældreministeriets område

Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i sundhedslovgiv-

ningen. Som eksempler kan nævnes bestemmelserne vedr. mindreåriges adgang til

at samtykke til behandling og aktindsigt (Sundhedslovens § 17), adgangen til at

oprette livstestamenter (Sundhedslovens § 26), transplantation fra levende og afdø-

de personer (Sundhedslovens §§ 52 og 53), reglerne vedr. valg af sikringsgruppe

og praktiserende læge (Sundhedslovens §§ 58 og 59), gratis tandpleje til børn og

unge under 18 år, en række alderskriterier i forbindelse med vaccinations- og

screeningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med influenzavaccine, HPV-vaccine og

screening for brystkræft og livmoderhalskræft) og tilskud til behandling af angst

ved privatpraktiserende psykolog. Hertil kommer regler om aldersgrænser ift. steri-

lisation (sundhedslovens § 105) og kastration (sundhedslovens § 115). Endvidere

er det i om lov om assisteret reproduktion fastsat, at assisteret reproduktion ikke må

finde sted i de tilfælde, hvor den person med livmoder og æggestoksvæv, der skal

føde barnet, er ældre end 45 år (§ 6).

Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i sundhedslovgivningen er

objektivt og sagligt begrundet i legitime og faglige hensyn. Det kan dog ikke på

nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne blive behov for ændringer heri

som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.

I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel ori-

entering bemærkes, at ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 768 af 10. juli

2008 om sikkerhed ved bloddonation skal blodbankerne forud for tapning af hu-

mant blod undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier nævnt i bilag 2

til bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære

udelukkelse af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for stor

risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med

blodet".

Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst mu-

ligt mod komplikationer ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved an-

vendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant blod. For at opnå det-

te udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af infektion

med blodet.

Bekendtgørelsen er gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.

Endvidere er det forhold, at en mand har haft sex med en anden mand, nævnt som

én blandt flere risikofaktorer ved vurderingen af en sæddonorkandidats egnethed.

Det er imidlertid ikke en udelukkelsesgrund, at en mand har haft sex med en anden

mand, og en homoseksuel mand kan således efter en konkret vurdering være at

være egnet som sæddonor, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 764 af 26.

maj 2015 om humane væv og celler.

Ældre

Generelt gives hjælp til ældre borgere i Danmark på baggrund af en behovsvurde-

ring og dermed ikke på baggrund af aldersafgrænsning eller anden afgrænsning,

såsom køn, etnisk oprindelse eller økonomisk formåen. Kommunalbestyrelsen skal

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

eksempelvis tilbyde personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet til borgere, som på

grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Kommunalbestyrel-

sen skal i den forbindelse træffe afgørelse om tildeling af hjælpen på baggrund af

en konkret, individuel vurdering.

Forebyggende hjemmebesøg

Serviceloven forpligter kommunerne til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg

mindst 1 gang om året til alle over 80 år samt til særlige risikogrupper i alderen 65-

79 år. Kommunalbestyrelsen kan vælge at undtage de borgere, som modtager både

personlig pleje og praktisk hjælp, fra ordningen om forebyggende hjemmebesøg.

Miljø- og Fødevareministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Miljø- og Fødevareministe-

riets område.

Det kan dog nævnes, at der i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning findes

visse regler, som indeholder krav om, at en ansøger skal have en vis alder for at få

del i et gode eller lignende. Der kan til eksempel være tale om den såkaldte "Yngre

jordbruger-ordning", hvor en ansøger bl.a. skal være under 40 år for at kunne opnå

de særligt gunstige lån, som er omfattet af ordningen. Men sådanne eksempler,

hvor der er fastsat særlige alderskriterier i national lovgivning på Ministeriet for

Miljø- og Fødevareministeriets område, er ikke i strid med direktivforslaget, idet

kriterierne er objektive, sagligt begrundet og proportionelle, jf. forslagets artikel 2,

stk. 6.

Erhvervsministeriets område

Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden for

bank- og forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle tjenester

anvendes der aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og

alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de pågældende fakto-

rer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".

Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger og er

ikke udtryk for forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal have

ansvaret for og derved føre tilsyn med, at der alene anvendes aktuarmæssige fakto-

rer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som anses for afgørende for

risikovurderingen, således at usaglig forskelsbehandling undgås, skal der indarbej-

des en lovhjemmel hertil i den finansielle lovgivning

Frekvensloven

Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven har

ikke forskellige regler for anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren - regler-

nes forskellighed beror i stedet på den konkrete frekvensanvendelse. Det betyder,

at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om tilladelse - det gæl-

der så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende frekvenser. På nogle

områder forudsætter anvendelsen af frekvenser, at man har bestået en prøve - det

gælder på det maritime område, luftfartsområdet og radioamatørområdet. Da der er

tale om skriftlige prøver, kan det være vanskeligt for f.eks. en svært synshandicap-

pet radioamatør at gå til prøve.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige prøver

for brugere med et handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden for afhol-

delse af sådanne specialprøver med jævne mellemrum udnyttes.

Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-

standardloven)

Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af digita-

le radio- og tv-tjenester. I forbindelse med den nye teledirektivpakke fra 2009 er

reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til handicappede lyttere og seere.

Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt rummelige

også i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være

behov for ændringer i forbindelse med implementeringen af ligebehandlingsdirek-

tivet.

R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold)

R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr, teleter-

minaludstyr og elektriske og elektroniske apparater. Loven skelner således ale-

ne på baggrund af brugerens funktion i den konkrete situation - det vil sige bruge-

ren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger etc. Der vurderes

derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med implemen-

teringen af ligebehandlingsdirektivet.

Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold

Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af

regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold.

Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på telemarke-

det og i bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om forsyningspligtydel-

ser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang til elektroniske kommu-

nikationsnet og -tjenester for personer med handicap. Eksempelvis er der i forsy-

ningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en teksttelefonitjeneste med

tilhørende formidlingscentral samt nummeroplysning og automatisk gennemstilling

til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af handicappede. Disse forsy-

ningspligtregler er baseret på direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerret-

tigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Særreg-

lerne for personer med handicap udgør "særforanstaltninger" og er derfor i over-

ensstemmelse med ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Po-

sitiv særbehandling og særforanstaltninger".

Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske kommunikati-

onsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), der bl.a. implementerer en ræk-

ke særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om

ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -

tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), bl.a. implementerer en række særbestem-

melser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om ændring af bl.a.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Justitsministeriets område

Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for Justitsministeriets

område:

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf. lovbekendtgørelse

nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000, inde-

holder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. inden for erhvervs-

mæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge denne lov forbudt på grund af

en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle

orientering at nægte at betjene den pågældende på samme vilkår som andre eller at

give en person adgang på samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling,

sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden. Overtrædelse af denne

lov straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den nævnte lov omfatter ikke

forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og loven omfatter endvidere

ikke uagtsomme forhold.

De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager) inde-

holdte bestemmelser med aldersgrænser mv. omfattes ikke af direktivforslagets

anvendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.

Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor Justitsministeriets

område.

Udlændinge- og Integrationsministeriets område

For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af direktiv-

forslaget, at det ikke omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I sin nuvæ-

rende form kan bestemmelsen dog forstås således, at det kun er reglerne

muligheden

for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten, der falder uden for

direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart fremgår, at også de

betingelser, som tredjelandsstatsborgere og statsløse personer

opholder sig på i

medlemsstaten,

falder uden for direktivet. Det bør ligeledes sikres, at "betingelser

vedrørende ophold" også omfatter udvisning, afvisning og udrejse.

Integrationsloven

Integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1127 af 11. oktober 2017, indeholder

aldersgrænser for så vidt angår tilbud om integrationsprogram, som retter sig mod

voksne mennesker og iværksættes med henblik på at skabe mulighed for selvfor-

sørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsalderen, men integrationspro-

grammet kan også efter en konkret vurdering tilbydes til uledsagede mindreårige

flygtninge. Disse aldersgrænser findes objektivt og rimeligt begrundet.

Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og

tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse

bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig indsats i forhold til disse alders-

grupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller beskæftigelse.

Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Repatrieringsloven

I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1129 af 13. oktober 2017, er størrel-

sen af den hjælp til etablering, der kan udbetales til en udlænding, der ønsker at

vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholdsland, knyttet til en aldersgrænse

på 18 år. Endvidere er muligheden for at yde hjælp til udgifter til sygeforsikring

eller behandlingsudgifter knyttet til en aldersgrænse på 18 år, mens hjælp til udgif-

ter til skolegang kan ydes til børn, der på tidspunktet for repatriering er mellem 5

og 16 år.

Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår mulighe-

den for at opnå den pensionslignende reintegrationsbistand, som er knyttet til en

antagelse om manglende muligheder for at skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i

hjemlandet på grund af alder og f.eks. helbredsforhold. Disse aldersgrænser er så-

ledes udtryk for positiv særbehandling.

Lov om etnisk ligebehandling

Lov om etnisk ligebehandling, jf. lovbekendtgørelsen nr. 438 af 16. maj 2012, som

ændret ved § 14 i lov nr. 553 af 18. juni 2012, indeholder et forbud mod direkte og

indirekte forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for ar-

bejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.

Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens

forbud mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så

vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale

goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder

bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling

gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlem-

mer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver med-

lemmerne. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for

direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tred-

jemands race eller etniske oprindelse. Lov om etnisk ligebehandling indeholder

ikke nogen nærmere afgrænsning af den beskyttede personskreds. Det bemærkes i

den forbindelse, at når der ikke i lovgivningen udtrykkeligt er angivet en person-

kreds, for hvilken loven gælder, finder loven anvendelse for enhver, der opholder

sig på dansk territorium.

Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle klage over forskelsbehand-

ling i henhold til lov om etnisk ligebehandling. Det er en forudsætning, at eventuel-

le administrative klagemuligheder er udtømt. Ligebehandlingsnævnets kompetence

er reguleret i lov om ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1230 af 2,

oktober 2016.

Forsvarsministeriets område

Uddannelserne i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen er opdelt i værnepligtsuddannel-

ser og øvrige uddannelser.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Værnepligtsuddannelsen ligger til grund for langt de fleste uddannelser i Forsvaret.

Det er en betingelse for at påbegynde værnepligtsuddannelsen, at man ved sessi-

onshandlingen på Forsvarets Dag erklæres egnet eller begrænset egnet til værne-

pligtstjeneste.

For værnepligtige i Beredskabsstyrelsen (redningsspecialist) stilles samme krav om

egnethed til værnepligtstjeneste, som gælder i Forsvaret. For fysisk eller psykisk

handicappede stiller dette en hindring i forhold til værnepligtstjeneste.

Der er en aldersgrænse i forhold til værnepligtstjeneste i Forsvaret og Beredskabs-

styrelsen. Det fremgår af værnepligtsloven (LBK nr. 225 af 13. marts 2006) § 25,

stk. 2, ”at værnepligtige, der ikke inden deres fyldte 32. år har påbegyndt værne-

pligtstjenesten, kan ikke indkaldes til sådan tjeneste”.

De fleste uddannelser på Forsvarets og Beredskabsstyrelsens områder er primært

målrettet opgaveløsningen på disse områder, hvorfor fysisk og psykisk egnethed til

at løse opgaverne inddrages i vurderinger om optagelse på uddannelserne.

Ved optagelsen til uddannelser i Forsvaret lægges der vægt på, at ansøgeren kan

håndtere både de studiemæssige krav, der er til selve uddannelsen, og de fysiske og

mentale krav, der retter sig mod det militære fagområde, som uddannelsen retter

sig mod.

På samme måde kræver især de grundlæggende uddannelser i redningsberedskabet,

at deltagerne har en vis fysisk styrke, hvorfor der stilles krav til deltagernes hel-

bred. Samtidig kræver redningsarbejde i al almindelighed en robust psyke. Den

ansvarlige udbyder af den enkelte uddannelse skal vurdere den enkelte deltagers

egnethed til at gennemføre uddannelsen og dennes egnethed til efterfølgende at

virke i redningsberedskabet. Det sikres blandt andet gennem tests og helbredsun-

dersøgelser. Derudover udbyder Beredskabsstyrelsen seks uddannelser, hvor der

udover ovenstående kræves en helbredsattest.

Undervisningsministeriets område

Forbud mod diskrimination på grund af alder

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal Un-

dervisningsministeriet gøre opmærksom på, at der i love og bekendtgørelser findes

alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler kan især nævnes bestemmelser,

der udgør kriterier for udløsning af statstilskud for elever og kursister på skolerne:



§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr.

1076 af 8. juli 2016, indeholder krav til minimums- og maksimumsalder

for elever på efterskoler og frie fagskoler.

§ 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1833 af 18. december 2015, om tilskud til

friskoler og private grundskoler m.v. med senere ændringer, indeholder

minimums- og maksimumsalder for, at elever kan indgå i opgørelsen af

skolens elevtal og dermed få statstilskud.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017



Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger

undervisningspligten, som er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten ne-

denfor om folkeskolen.

Ved lov nr. 1570 af 21. december 2010 om ændring af lov om institutioner for

almengymnasiale uddannelser og almen voksenundervisning mv., lov om pri-

vate gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen

(hf-kurser) og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) mv.

blev det vedtaget, at undervisningsministeren fastsætter regler om, at kursister,

der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som ikke eller kun i

mindre omfang har en arbejdsmarkedstilknytning, skal yde en deltagerbetaling,

der er højere end den almindelige deltagerbetaling. Loven vedrører AVU og

gymnasiale uddannelser tilrettelagt som enkeltfag. Kursister, der modtager ef-

terløn eller en aldersbetinget pension, og som har en videregående uddannelse,

skal ikke betale den forhøjede deltagerbetaling, men den fulde deltagerbetaling

som alle andre kursister med videregående uddannelse. Forhøjelse af deltager-

betalingen fastsættes i de årlige finanslove og udgør i finansåret 2015 750 kr.

§ 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 97 af 26. janu-

ar 2017, indeholder maksimumalder for påbegyndelse af produktionsskoletil-

bud med statstilskud (op til 25 år), og § 1, stk. 2, i lov om erhvervsgrundud-

dannelse mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 738 af 20. juni 2016, er der fastsat en

maksimumalder for påbegyndelse af erhvervsgrunduddannelse (op til 30 år).

§ 66 m i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 24.

marts 2017 indeholder en maksimumsalder for adgang til et særligt afslutnings-

forløb i erhvervsuddannelserne (eud+) og § 66 v i samme lov indeholder en

maksimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for unge, som

samtidig er en minimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for

voksne.



Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 17, stk. 2, i lov om produktions-

skoler, hvor skoleydelsens størrelse differentieres efter, om eleven er over eller

under 18 år, samt for så vidt angår elever over 18 år, om disse er ude

–

eller hjem-

meboende. Tilsvarende gør sig gældende for skolepraktikydelse som er fastsat med

hjemmel i § 66 k i lov om erhvervsuddannelser.

Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 747

af 20. juni 2016 er fastsat aldersgrænser for undervisningspligtens indtræden (1.

august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år) og ophør (den 31. juli ved afslut-

ningen af undervisningen på 9. klassetrin eller senest den 31. juli i det kalenderår,

hvor barnet fylder 17 år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grund-

skolen) (se § 34, stk. 1). Der endvidere bestemmelser om alder ved indskrivning i

folkeskolen før undervisningspligtens indtræden (barnet kan indskrives fra begyn-

delsen af det kalenderår, hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1) og om alder ved op-

tagelse i børnehaveklassen før undervisningspligtens indtræden (barnet kan optages

i børnehaveklassen i det kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder 5 år)

(se § 37).

Forbud mod diskrimination for religion eller tro

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination p. g. a. religion eller

tro skal Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at de frie grundskoler som

udgangspunkt selv beslutter, hvilke elever skolen vil optage. Det fremgår dog af

bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2. samling), at: "De frie

grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og lov om inkorporering af

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skolerne må således ikke for-

skelsbehandle på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder i forbindelse med

beslutningen om, hvem de vil have som elever. I øvrigt henvises til bemærkninger-

ne til forslag 3 nedenfor." Og af bemærkningerne til nr. 3 fremgår det: "Det vil som

følge heraf være i strid med bestemmelsen, hvis skolen i sin optagelsespraksis udø-

ver diskrimination på baggrund af køn eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen vil

derimod ikke afskære skoler, der bygger på en bestemt religiøs overbevisning, fra

kun at have elever med den samme religiøse overbevisning som skolen eller kun at

have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som skolen." Tilsvarende

principper gælder for efterskoler og frie fagskoler.

Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap

Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbekendtgørelse nr.

747 af 20. juni 2016) er regler for elever med særlige behov (handicap). Der henvi-

ses til § 3, stk. 2, hvorefter børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller

støtte, gives specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i special-

klasser eller specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden speci-

alpædagogisk bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan

gennemføres med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt. Af folkeskolelo-

vens § 3 a følger endvidere, at børn, der har behov for støtte, og som ikke alene kan

understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal tilby-

des supplerende undervisning eller anden faglig støtte. Hvis der er behov herfor,

skal der gives personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at overvinde praktiske

vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.

Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde spe-

cialundervisning og om tilskud til specialundervisning og lignende, der foregår på

de selvejende uddannelsesinstitutioner.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området, her-

under med hensyn til eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud til

mennesker med handicap.

Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den aktu-

elle udmøntning af sektoransvaret. Der er på de forskellige uddannelsesniveauer og

-områder forskel på, hvorvidt der er en lovreguleret forpligtelse til at yde special-

pædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op til, at der kan tages hensyn til

personer med funktionsnedsættelse, mens der på andre områder i uddannelseslove-

ne er en direkte forpligtelse for institutionerne til at yde specialpædagogisk støtte.

Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb ’proak-

tivitet’, såvel i forhold til merudgifter som i forhold til praksis

for støttetildeling,

m.v.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand samt inklusion og om statstilskud hertil:

Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 8. juli

2016, skal en fri grundskole

1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør

af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2

2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har

brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af undervisningsdiffe-

rentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige

undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,

3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske van-

skeligheder i forbindelse med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3 a, 2.

pkt., i lov om folkeskolen.

Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på finanslo-

ven af driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand, til personlig assistance, til hjælpemidler til elever i

tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt tilskud til ekstraudgifter

til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 4,

fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning eller anden faglig støt-

te til en elev, der har brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af

undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i

den almindelige undervisning.

Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler og fri fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1076

af 8. juli 2016 kan efterskoler, og frie fagskoler tilbyde specialundervisning og

anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, i lov om folke-

skolen. Efter § 3 a i samme lov skal efterskoler og frie fagskoler tilbyde suppleren-

de undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som

ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddan-

nelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1.

pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der er behov herfor, skal skolerne give personlig

assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske vanskeligheder i for-

bindelse med undervisningen, jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.

I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler yder staten tilskud til

specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Endvidere yder staten

efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er godkendt af

undervisningsministeren, til personlig assistance, jf. § 3 a, 2. pkt., og hjælpemidler

til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor. Efter samme lovs § 24 a

yder staten endelig tilskud til efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler

til støtte til elever, der er omfattet af § 3 a, til inklusion af disse elever i den almin-

delige undervisning.

Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1076 af 8. juli 2016, at kurset skal være åbent for alle, der

opfylder kravene til minimumsalder. Deltagelse i et kursus kan dog gøres betinget

af højere alder, men ikke af bestemte kundskaber, uddannelser, stillinger, erhverv

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

eller ansættelsesforhold og lign. eller af medlemskab af bestemte foreninger eller

organisationer.

På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes særlige tilskud til institutionernes

udgifter til specialpædagogisk bistand. Efter § 29 i lov om erhvervsuddannelser

skal skolerne give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til

elever, der har behov for det. Efter § 18 i lov om kombineret ungdomsuddannelse,

jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 15. juni 2015 og endvidere efter § 18 a, i lov om

institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 749 af 21. juni

2016 og efter § 44 i lov om institutioner for almene gymnasiale uddannelser og

almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 21. juni 2016, kan

der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til elever og kursister, der efter

følgende love skal have tilbud om specialpædagogisk bistand:



Lov nr. 1716 af 27. december 2016 om de gymnasiale uddannelser

lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 24. marts

2017 og

Der kan knytte sig en særlig problemstilling i forhold til efter- og videreuddannel-

sesområdet, idet der bortset fra arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og enkelt-

fags HF ikke findes en støtteordning for specialpædagogisk bistand.

Specialpædagogisk bistand til AMU-deltagere ydes som en forsøgsordning med

hjemmel i tekstanmærkning 159 ad FL. § 20.98.31.30. Bevillingen anvendes til

videreførelse af forsøgsordningen vedrørende forbedring af handicappedes vilkår

på AMU-uddannelser ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse ved udvikling

og anskaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og udstyr. Der kan af

den afsatte bevilling udbetales specialpædagogisk støtte til deltagere på arbejds-

markedsuddannelser, så deltagere med et særligt behov får mulighed for at gen-

nemføre en arbejdsmarkedsuddannelse. Der er tale om en bevilling, som kan bru-

ges til personer med særlige behov, herunder blandt andet hørehæmmede, synshan-

dicappede, bevægelseshandicappede, ordblinde og læsesvage samt andre, f.eks.

psykisk udviklingshæmmede.

Midlerne kan blandt andet bruges til særligt udstyr, udvikling af egnede undervis-

ningsmaterialer, afholdelse af særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for psykisk

udviklingshæmmede, rådgivning af uddannelsesstederne, efteruddannelse af lærer-

ne og informationsspredning. Indsatsen er en forlængelse af den forsøgsordning,

der blev iværksat i 1998, og er en fortsættelse af initiativerne inden for denne ram-

me.

Undervisningsministeriet skal betone, at området adskiller sig fra de fleste andre

uddannelser, ved at der i meget vidt omfang er tale om kortvarige kurser. Det vil

formentlig kunne udløse ganske betydelige merudgifter, hvis der bliver fastlagt en

forpligtelse til at betjene disse deltagere på samme måde som personer, som delta-

ger i mere langvarige uddannelser, især hvis ordblinde og personer med tilsvarende

vanskeligheder omfattes af reglerne.

Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt al-

men voksenuddannelse

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf.

lovbekendtgørelse nr. 96 af 26. januar 2017, og lov om almen voksenuddannelse

og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse,

i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1073 af 4. september 2013, indeholder ikke regler om specialpæ-

dagogisk støtte. Der er heller ikke mulighed for at yde specialpædagogisk støtte

hertil i henhold til lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser,

jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 16. maj 2015 (denne lov hører under Uddannelses-

og Forskningsministeriets ressortområde). Det må imidlertid forventes, at en gen-

nemførelse af forslaget vil kunne medføre krav om en tilsvarende ordning, som er

gældende for de videregående uddannelser efter lov om specialpædagogisk støtte

ved videregående uddannelser.

Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af reli-

gion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er en økonomisk godtgørel-

se. Undervisningsministeriet antager på den baggrund, at der vil blive tale om en

godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov om ligebehandling af mænd

og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 8.

juni 2011 med senere ændringer, og at der således ikke som i dansk rets almindeli-

ge erstatningsregler forudsættes, at der er lidt et tab.

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er regu-

leret af Lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Ligebehandlingsnævnet afgjorde den 27, april 2017 en sag efter lov om forbud

mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven), hvorefter

forbuddet mod forskelsbehandling også gælder enhver, der driver vejlednings- og

uddannelsesvirksomhed i forhold til erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig vide-

reuddannelse. Ligebehandlingsnævnet vurderede i den konkrete sag, at indklagede

(en erhvervsskole) driver uddannelsesvirksomhed, der falder inden for forskelsbe-

handlingslovens anvendelsesområde, da der er tale om uddannelse med henblik på

lønnet beskæftigelse.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriets område

Individuel handicapkørsel

Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber pålægger

kommunerne som minimum at etablere kørsel til personer, der som følge af deres

bevægelseshandicap har behov for hjælpemidler, og som følge deraf ikke kan be-

nytte den almindelige offentlige transport

–

selv om transportmidlet måtte være

handicapvenligt indrettet. Personer med andet handicap er i udgangspunktet ikke

omfattet af denne ordning, men vil ofte være omfattet af andre ordninger. Da der i

henhold til lovgivningen er tale om en minimumsordning, står det kommunerne frit

for at inkludere personer med andre typer af handicap i ordningen. Den individuel-

le handicapkørsel er tiltænkt at dække såkaldt spontankørsel, der forventes at række

ud over transport til behandling, terapi og lignende, da det i loven er lagt til grund,

at denne type kørsel af omfattet af andre kørselsordninger. Ministeriet har i efter-

året 2015 vurderet, at ordningen også kan anvendes til fx behandling, terapi og

lignende, idet det forudsættes, at borgere visiteret til andre ordninger med det for-

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

mål, vil have et klart økonomisk incitament til at benytte disse andre ordninger i

stedet. Der er en risiko for, at direktivets art. 3 sammenholdt med art. 4 vil blive

fortolket således, at der er tale om forskelsbehandling, når ét handicap giver adgang

til den individuelle kørselsordning, mens et andet ikke gør.

Rabatordninger afhængige af alderskriterier

Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love men også ad-

ministrative bestemmelser og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil kunne

rammes af direktivets diskriminationsforbud. På denne baggrund må det bemærkes,

at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på rabatordninger, som

enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som eksempler kan nævnes, at

børn under 12 år de fleste steder rejser gratis med bus og tog, når de ledsages af en

voksen, og at personer, som er fyldt 65 år eller som modtager social pension, kan få

50 % rabat på billetprisen. Endvidere findes der eksempler på studierabatter, lejr-

skolerabatter og familierabatter. I de fleste tilfælde fastsættes rabatterne af de of-

fentlige transportudbydere, f.eks. DSB og trafikselskaberne. I andre tilfælde er der

indgået særlige aftaler mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og enkel-

te private transportvirksomheder om at yde visse rabatter til børn, pensionister og

studerende. Det må antages, at disse rabatordninger kan være i strid med direktivets

forbud mod aldersdiskrimination.

Forbedringer af adgangen til den kollektive transport

Tilgængelighedsforbedringer med ”tilbagevirkende kraft”, hvor transportsektoren

qua direktivet pålægges inden for en aftalt årrække, jf. artikel 15, at udføre f.eks.

tilgængelighedsforbedringer af eksisterende infrastruktur, der ikke er planlagt som

led i det almindelige renoveringsarbejde eller udbygning af infrastrukturen, vil

imidlertid kunne indebære en ganske betydelig økonomisk byrde. På denne bag-

grund er det vigtigt, at der fastsættes klare definitioner af, hvilke forbedringer der

kan kræves, som en direkte følge af direktivet.

Tilgængeliggørelse af boligbyggeri

For så vidt angår bygningsområdet indeholder direktivet i artikel 4 en bestemmelse

om tilgængeliggørelse af boligbyggeri. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke

klart i hvilket omfang, direktivet vil være gældende. Efter Transport-, Bygnings- og

Boligministeriet opfattelse kan der både være tale om tiltag i forhold til nybyggeri

og i det eksisterende boligbyggeri.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet vurderer, at de gældende regler for ny-

byggeri og ombygninger i form af byggeloven og bygningsreglementets bestem-

melser lever fuldt op til direktivforslagets målsætninger for tilgængelighed for

mennesker med handicap. Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske væsentlige

tilpasninger i forhold til tilgængelighed i den eksisterende bygningsmasse på bolig-

området vil det kunne blive forholdsvis omkostningsfuldt set i relation til omfanget

af de krævede tiltag.

Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være afhængige

af de endelige formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse med krav om

tilgængelighed til den eksisterende bygningsmasse.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Artikel 4, 8 indeholder en bestemmelse, der pålægger medlemsstaterne, at fremme

forskning og udvikling af universelt designede produkter og serviceydelser. Dette

kan ikke støttes fra dansk side.

Almene boliger

Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper.

Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig

bolig. Denne aldersgrænse er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål.

Bestemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i direktivets forstand.

Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt handi-

cappede (almene ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her tale om at

stille boliger til rådighed for grupper med et særligt boligbehov - dvs. positiv sær-

behandling.

Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i direkti-

vets forstand.

Privat udlejningsbyggeri

Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og ven-

telister. I privat udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af ejendomsret-

ten, hvem boligerne skal udlejes til, idet loven om forbud mod forskelsbehandling

på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.

Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination

eller forskelsbehandling i direktivets forstand.

Kirkeministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet

dens forhold til staten er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

Finansministeriets område

Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor

For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på Digita-

liseringsstyrelsens ressortområde ingen egentlig lovgivning på området. Dog er

offentlige myndigheder, som følge af aftalen om de obligatoriske, åbne standarder,

forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt indhold på inter-

nettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider. Denne aftale giver

mulighed for afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen, som til dels vurderes

at kunne adressere spørgsmål ang. "rimelige tilpasninger".

Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som berøres

af direktivet, allerede i dag stilles krav om tilgængelig digital information og tjene-

steydelser fra både offentlige og private informations- og tjenesteudbydere i artik-

ler i FN's handicapkonvention. I 2015 trådte den europæiske standard EN 301 549 -

Accessibility requirements suitable for public procurement of ICT products and

services in Europe desuden i kraft. Også I 2015 trådte Udbudsloven i kraft med §

40s bestemmelse om, at ved indkøb, der er beregnet til anvendelse af fysiske per-

soner, skal de tekniske specifikationer undtagen I behørigt begrundede tilfælde

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

fastsættes under hensyntagen til adgangsmuligheder for handicappede eller design

for samtlige brugere.

Direktivet om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplika-

tioner er vedtaget november 2016 og forventes snarest at træde i kraft. Der vil her-

efter være 21 måneder til at implementere direktivet i dansk lovgivning.

7. Konsekvenser

Forslaget er fortsat under forhandling, og der stilles derfor fortsat ændringsforslag,

herunder vedrørende tilgængelighed og ikrafttrædelsesperioder. Hertil kommer, at

Europa-Kommissionen har fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative be-

stemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser

(såkaldte tilgængelighedsdirektiv), som må formodes også at have konsekvenser

for nærværende forslag. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt gives et reali-

stisk bud på forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, mil-

jøet og beskyttelsesniveauet, herunder tilgængeligheden til offentlige bygninger.

Det bemærkes dog, at forslagets potentielle konsekvenser for statsfinanserne må

forventes at være væsentlige. Forslaget har været blokeret i flere år og er fortsat

blokeret, og der er ikke udsigt til ændring heri i nærmeste fremtid. Skulle forslaget

antage en mere endelig form og en vedtagelse være inden for realistisk rækkevidde,

vil der blive igangsat et tværministerielt arbejde med at fastlægge konsekvenserne

af forslaget.

8. Høring

Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold

og har været drøftet på flere møder i udvalget.

KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende rettighe-

der. KL anmodede i forbindelse med høringen om EU traktatens artikel 13 om at

alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning fremsatte KL i forbindelse med

høringen vedrørende direktiv 2000/78.

Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling på

grund af alder ikke er forskelsbehandling, såfremt der er et objektivt og rimeligt

begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv 200/78 og artikel 2 stk. 6 i det nye

direktivforslag)

–

er ikke en god løsning. Belært af erfaringerne fra EU retssagerne

C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-299/08 finder KL det nødvendigt, at

der tages et klart forbehold for alder, og at det inddrages som diskriminationskrite-

rium i direktivforslaget.

Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i

forhold til administration for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til stemmeaf-

givning ved demokratiske valg og meget mere. Det er alle disse lovmæssige og

administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse pludselig er potentiel

EF-stridige og ulovlige.

Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder

anvendelse. KL finder at uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra c)

derfor bør udgå

–

uanset artikel 3 stk. 3. Derved er artikel 3 stk. 3 redundant og bør

ligeledes udgå.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et nationalt

anliggende som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser. Artiklen bør

udgå.

Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette

selv om det kendes fra andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til rets-

sikkerheden. KL skal anmode om at bestemmelsen udgår. KL skal erindre om de

meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til udtryk efter gennemfø-

relsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.

Efter artikel 11 tilføjes: ”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage arbejdsmarkedets

parter, i det omfang arbejdsmarkedet berøres”.

Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende og

KL skal anmode om, at det udgår.

Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et nati-

onalt anliggende i EF retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis der på en

balanceret måde varetager de tværnationale hensyn. Bestemmelsen bør derfor ud-

gå.

KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at sa-

gen efterfølgende behandles i Specialudvalget således, at der kan gives et klart

mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de danske forhandlere.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det skal

regulere beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, og at det

skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt angår diskriminationskriterierne,

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det vil sige, at nærvæ-

rende direktivforslag vedrører området social beskyttelse, sociale goder, uddannel-

se og adgang til varer og tjenesteydelser.

DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række princi-

pielle væsentlige dimensioner af forslaget og vedrørende forskelsbehandlingsom-

rådet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og umiddelbare reguleringssig-

te, og som efter DA’s

opfattelse skal indgå i den danske samt europæiske politiske

proces vedrørende direktivforslaget.

Der er efter DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og forstærker

en udvikling

–

herunder via EF-Domstolen

–

der ligger langt ud over den ramme

for regulering, der umiddelbart kan læses af direktivet.

DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at

alle

mennesker har ret til en

retfærdig, fair og saglig behandling, og at

ingen

skal diskrimineres

–

det vil sige

uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager således afstand fra diskrimination

af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og demokrati,

at mennesker legitimt kan behandles forskelligt i varierende retlige og civile sam-

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

menhænge. Efter DA’s opfattelse er det helt nødvendigt, at man fra dansk politisk

side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets generelle implikationer

på forskelsbehandlingsområdet helt

klart. Forslaget kan efter DA’s opfattelse også

få implikationer for arbejdsmarkedet og det almindelige kernestof i arbejds-og

ansættelsesretten. Det er herunder vigtigt, at man tager EF-Domstolens fortolk-

ningsmetode med i betragtning allerede nu, når direktivet skrives og dermed i den

politiske proces om vedtagelsen af et direktiv. Direktiverne på navnlig diskrimina-

tionsområdet skaber en retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i øvrigt i sam-

fundet må betragtes som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil forslaget f.eks.

medføre, at sådanne forhold fremover skal bedømmes ud fra et juridisk perspektiv,

om de (undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed genstand for tvivl og klagemål

hos myndigheder, retsinstanser m.v.

Ophøjes til absolut beskyttelse

Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige internationale

instrumenter, herunder i FN samt i den Europæiske Menneskerettighedskonventi-

on, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i direktivet nævnte beskyttelseskri-

terier. Disse henvisninger er isoleret set korrekte, men det er vigtigt at erkende, at

disse henvisninger ikke alene er ”henvisninger i snæver forstand”. Henvisningerne

skal derimod ses som et element, der i sig selv ikke alene bekræfter, men også gi-

ver juridisk samt politisk rum for, at man via direktivforslaget bidrager til at regule-

re diskriminations- og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intenst end

direktivforslaget selv.

DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet forskellig

karakter og uens for de forskellige diskriminationskriterier. Dette medfører, at man

f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle de nævnte kriterier en juridisk ab-

solut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den højeste fællesnævner. DA

kan konstatere, at man på diskriminationsområdet generelt og fejlagtigt opererer

med en teori om, at beskyttelsesniveauer fra grunden må betragtes som et ”retstomt

rum”, såfremt et område ikke er eller belægges med eksplicit lovgivning. Et ek-

sempel på denne fejlslutning kan f.eks. henvise til almindelige forvaltningsretlige

regler

–

herunder lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i dansk offentlig ret,

som jo vil være dækkende uanset nærværende direktivforslag!

Trædestensprincippet

Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i den

retlige trinfølge. Dette medfører dels den nævnte absolutte karakter af beskyttelsen,

men også at det må formodes, at de bagvedliggende instrumenter, som er baggrund

for direktivforslaget samt det nye direktiv, gensidigt anvendes til generelt at fortol-

kes gensidigt udvidende, da de jo bekræfter hinanden netop via direktivforslaget.

Det medfører f.eks., at beskyttelseselementer, som er eller kan indfortolkes i det

ene instrument, men ikke i et andet via retspraksis vil blive fortolket ind i det andet

instrument alene ud fra en formålsfortolkning. Det ene instrument anvendes således

som trædesten for en beskyttelse på et andet område, og omvendt således at beskyt-

telsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt højere niveau.

Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier

Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den angivne

baggrund for direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel stillingtagen

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

og virkning, som man allerede nu bør gøre sig klart: Der er ikke tale om en lukket

liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af dette direktivforslag.

Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil regulere andre af de

ikke-forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de nævnte internationale in-

strumenter, hvor man i alt opregner mindst ca. 25 ikke forskelsbehandlingskriterier.

Der må således på relativt kortere sigt imødeses et yderligere pres fra EU-niveau

for at indsætte andre diskrimineringskriterier uden for og på arbejdsmarkedet.

Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-Domstolen

på egen hånd

–

i kraft af bl.a. dette direktiv

–

lægger nye diskrimineringskriterier

ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er opregnet i de internationale in-

strumenter, eller det kan være helt nye kriterier, som EF-Domstolen måtte finde

frem til som forhold, der kan findes af en eller anden art i europæisk ret

–

herunder

i national ret. Se bl.a. herom nedenfor.

Yderligere diskriminationsbeskyttelse

Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale om

en slutregulering af diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der på rela-

tivt kortere sigt må imødeses et yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte nye

og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden for og på arbejds-

markedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke kan udelukke, at EF-

Domstolen på egen hånd

–

i kraft af bl.a. dette direktiv

–

strammer beskyttelsesni-

veauet via sin praksis. Dette kan være stramninger, f.eks. forbud, der er opregnet i

andre internationale instrumenter, visse medlemsstater, eller det kan være helt nye

krav eller udvidende fortolkninger, som EF-Domstolen måtte kunne finde frem til.

Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu

DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke direkti-

vets område,

flyttes

fra direktivets såkaldte betragtninger og

indsættes

i selve direk-

tivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke tillægges vægt af EF-Domstolen

eller fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at begreber i øv-

rigt i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve direktivets egentlige

normerende tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis indskrænkende af-

hængig af sagens karakter. DA skal i den forbindelse f.eks. henvise til EF-

Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C 144/04) fra 2006 og

Coleman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre afgørelser fra EF-Domstolen i og

uden for arbejdsmarkedet kan dokumentere dette.

I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan

–

som navnlig udviklet via praksis af EF-Domstolen selv

–

og ikke direktivet om

forskelsbehandling indeholder det egentlig princip om forbud mod forskelsbehand-

ling på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes nok af direktivet, men

normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom EF-Domstolen frem til, at

da direktivet om forskelsbehandling skal bekæmpe alle former for forskelsbehand-

ling, vil den gælde alle, således også en pårørende til en handicappet, hvor den

pårørende påstod sig forskelsbehandlet på grund af sin tilknytning til en handicap-

pet. Man kan på baggrund af bl.a. ovennævnte vurdere, at direktiverne og deres

udsagn som sådan ikke er afgørende for EF-Domstolens vurdering af de enkelte

sager, og hvor langt beskyttelsesniveauet mod diskrimination reelt kan siges at

være i EU.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den bag-

vedliggende ret er en del af EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er jo bl.a.

dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag, hvor man fra medlemsstaternes

side direkte erklærer, at en række internationale instrumenter og EU-ret uanset

forskellig juridisk styrke i forvejen er og fremover skal og kan anvendes af EF-

Domstolen.

Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning, at

beskyttelse med hensyn til de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier allerede

eksisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller med henvisning til de prin-

cipper i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som direktivforslaget selv

henviser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-retten og med en styrke,

der ligger langt ud over f.eks. direktivets direkte udsagn og begrænsninger samt

præciseringer. Allerede nu må man således på grundlag af afgørelsen i ovennævnte

Coleman-

sag vurdere, at begrebet ”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”

1. I dette

direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte

eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde

”)

mindst

skal fortolkes i overensstemmelse med denne, således at ”ingen” gælder enhver

med nogen som helst tilknytning af nogen art til de pågældende diskriminationskri-

terier. I samme retning kan formentlig begrebet ”nogen” i pågældende bestemmel-

se fortolkes.

På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet betegner

sig i art. 1 som givende (alene)

en ”ramme for bekæmpelse” af forskelsbehandling

som værende af meget begrænset juridisk værdi. Som eksempel kan tilsvarende

nævnes betragtning 16) hvorefter:

”Enhver har frihed til at indgå aftaler, herunder

frihed til at vælge en aftalepartner til en given transaktion. Dette direktiv bør ikke

finde anvendelse på økonomiske transaktioner foretaget af private, for hvem disse

transaktioner ikke udgør en faglig eller erhvervsmæssig virksomhed

.” Dette er en

klart stærkere bestemmelse end den tilhørende artikeltekst,

hvorefter: ”

Litra d)

finder kun anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller er-

hvervsmæssig virksomhed.”

Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor den

private aktivitet kun udgør eller kan siges at udgøre en mindre eller alene accesso-

risk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”, ligesom begreberne ”private” og

”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed” levner

stort rum for fortolkninger.

Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende for-

tolkning af EF-Domstolen henset til direktivets baggrund og formål. Det gælder

f.eks. art. 3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder” og ”uddannelse”. Særligt

vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et relativt stort

fortolkningsrum.

DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i foranledning

godt nok bygger på elementer i eksisterende direktiver, men der er også nye formu-

leringer, der kan have indholdsmæssige betydninger. DA skal heller ikke undlade

at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt og således også i almindelige

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

privatretlige retsforhold overfører princippet om delt bevisbyrde, der er en undta-

gelse af det almindelige bevisbyrdeprincip.

Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme

med bemærkninger til Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til direktiv

om ligebehandling udenfor arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog fremhæve, at en

uges frist for at indkomme med bemærkninger til så omfattende et forslag, er meget

uhensigtsmæssig. Det giver os ringe muligheder for at inddrage vores medlemsor-

ganisationer, hvilket selvsagt er dybt problematisk. Det er ikke befordrende for den

demokratiske proces, der skal sikre den organisatoriske opbakning til direktivet

specifikt og EU’s initiativer på handicapområdet generelt.

Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt skridt,

at Kommissionen endelig har fremsat et forslag til direktiv på dette område. Vi

forventer, at den danske regering vil arbejde aktivt for vedtagelsen af direktivet,

men samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt behov for at styrke

visse bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en effektiv diskriminations-

beskyttelse for personer med handicap samt de øvrige grupper, som direktivforsla-

get dækker.

Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager ud-

gangspunkt i de behov, der er for at sikre personer med handicap imod diskrimina-

tion. Det er det område, der interesserer os mest

–

og det er her, vi har vores særli-

ge ekspertise.

DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig beskyttelse

imod diskrimination for alle grupper, der er dækket af Amsterdam-traktatens arti-

kel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et de facto hierarki mellem de

forskellige diskriminationsgrunde.

Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer af

diskrimination, som er dækket af parallelle direktiver gældende for andre grupper,

dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane samt tilskyndelse til forskels-

behandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende rimelig tilpas-

ning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt defineres som for-

skelsbehandling.

Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i rimeligt

omfang at sikre lige adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc., hvilket set fra

DH’s synspunkt er et

konstruktivt element.

Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved

disse bestemmelser, ikke mindst undtagelserne fra dem, mere herom nedenfor.

DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med

den øgede vægtning af rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er blevet

en integreret del af dansk handicappolitik, særligt i lyset af Danmarks tilslutning til

FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes konsekvensvur-

dering af direktivforslaget, nemlig at direktivforslaget på nær meget få detaljer ikke

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er indeholdt i konventionen.

Samtidig må det dog understreges, at en gennemførelse af direktivforslaget i dansk

ret, som det fremstår på nuværende tidspunkt, ikke i sig selv vil kunne udgøre en

fyldestgørende efterlevelse af FN-konventionen. Områder som eksempelvis adgang

til retsvæsenet, familierettigheder, deltagelse i det politiske liv, adgang til kulturli-

vet, tilgængelighed til det offentlige rum samt adgangen til information og kom-

munikation, herunder eksempelvis tilgængelige informationsformater og tegnsprog,

er ikke dækket af direktivforslaget, men i FN-konventionen findes vægtige be-

stemmelser om disse forhold.

Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at

fremme deltagelsen for personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i

konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi mener ikke, at det er tilfredsstil-

lende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere overligger end kon-

ventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination af perso-

ner med handicap. Konventionen og direktivet må kunne ses som instrumenter, der

supplerer hinanden og må som sådan ses som retskilder, der til sammen kan være

med til at sætte rammer for dansk lovgivning vedrørende ligebehandling af perso-

ner med handicap. Således er der brug for en højere grad af overensstemmelse mel-

lem konventionens principper og direktivteksten.

Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i direktivfor-

slaget.

Artikel 1

Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af

EU’s kompetence,

hvilket også anføres i de indledende betragtninger til direktiv-

forslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under bemærkningerne om sam-

menhængen med FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at hele

spektret udenfor arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af anvendel-

sesområdet er som følge heraf nødvendig med henblik på en gennemskuelig og

effektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes lovgivning.

Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til handicap

tage højde for, at direktivforslaget ikke dækker alle relevante aspekter af FN’s

konvention om rettigheder for personer med handicap. I den sammenhæng ville det

være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s tilslutning til FN-konventionen,

ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så indsnævret fortolkning af, hvor

langt EU-kompetencen går, når det gælder vigtige områder for personer med han-

dicap, se eksempelvis bemærkningerne vedr. uddannelsesområdet til artikel 3 ne-

denfor.

Artikel 2, stk. 2, litra b)

DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den udtrykke-

ligt omfatter diskrimination på baggrund af handicap ved associering. Som be-

stemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at diskrimination kun kan knyt-

te sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil f.eks. forældre,

der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med handicap ikke være

eksplicit dækket af bestemmelsen om indirekte diskrimination. Dette er åbenlyst

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

urimeligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den såkaldte Coleman-sag, og derfor skal

teksten formuleres, så der ikke opstår tvivl om dette.

Artikel 2, stk. 5

Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende rimelig

tilpasning, jf. forslagets artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som forskelsbehand-

ling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende adgang og tilgængelighed for

personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle bestræbelser og andre

foranstaltninger (universelt design mv.) på at gøre ligebehandling og tilgængelig-

hed til en del af de tilbud, der udbydes offentligt. Dette er der taget delvis højde for

i artikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH uklart, hvilken retlig status overtrædel-

ser af disse bestemmelser har. Vil sådanne overtrædelser skulle forstås som for-

skelsbehandling, eller er det noget andet?

Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med han-

dicap, som ligger i ikke at tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så høj grad

som andre typer af diskrimination udgør betydelige hindringer for fuld deltagelse i

samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af de barrierer, der

er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation gennem de seneste

mange årtier. Det er den type diskrimination, som artikel 4, stk. 1, litra a) tager

delvist fat få. Det må derfor sikres, at manglende efterlevelse af denne bestemmelse

i lige så høj grad som direktivets øvrige antidiskriminationsbestemmelser har bin-

dende retsvirkning, samt at der er knyttet effektive sanktioner til manglende efter-

levelse.

Artikel 2, stk. 6

DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund af

alder kan benyttes til indirekte at diskriminere personer med handicap. Frekvensen

af personer med handicap blandt ældre borgere er højere end frekvensen blandt

yngre borgere. Der er personer, der først bliver handicappede, efter at de er blevet

”gamle”. Særligt derfor vil en beskyttelse mod indirekte diskrimination af denne

gruppe på grund af handicap være væsentlig.

Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod diskri-

mination på baggrund af biologisk alder, som der kan gøres undtagelser fra. Det

skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at diskriminere på baggrund af

sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i overensstemmelse med

den generelle målsætning fra EU's side om at bekæmpe multipel diskrimination.

Artikel 2, stk. 7

Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og statisti-

ske beregninger udgør et væsentligt problem, da sådanne beregninger må forventes

at blive benyttet i forbindelse med f.eks. pensionsordninger, sundhedsforsikringer

og kriterier for långivning.

Der synes dermed at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om ret-

tigheder for personer med handicap vedr. retlig handleevne, som også berører den

lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om lige ret til sundhed samt sam-

me konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om pensionsordninger.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i forhold

til køn fra 2004, indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i henseende

til at tillade forskelsbehandling på dette punkt. DH er derfor meget forundret over

valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at der som minimum

specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan indgå som en faktor i

aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som bestemmelsen er formuleret nu, er

det ikke klart, hvornår handicap kan indgå og under hvilke betingelser.

Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige ad-

gang til forsikringslignende ordninger ikke er en opgave, der bør løses solidarisk

enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af samfundet som sådan. Dette er

eksempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang, når det gælder grup-

pelivsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.

Artikel 2, stk. 8

Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de parallelle

direktiver om henholdsvis ligebehandling i forhold til køn og race. For DH er den

praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i forhold til gruppen af personer

med handicap. DH savner en konkret begrundelse for bestemmelsens optræden i

forslaget, ikke mindst i forhold til dets konsekvenser for gruppen af personer med

handicap.

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan tæn-

kes at have indflydelse på rækkevidden i forhold til visse sociale sikringsordninger

og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af dette spørgsmål helt nødvendig.

Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination sted. Der skal være fuld og lige

adgang for alle til sociale sikrings- og sundhedsordninger.

Artikel 3, stk. 1, litra d)

En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver

vedr. henholdsvis race og køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i forhold

til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis private foreninger og andre

typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets anvendelsesområde. I

Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger. DH efterlyser en afklaring

af dette spørgsmål. DH savner en konkret begrundelse for, at indskrænkningen

skulle være særligt relevant i dette direktivforslag.

Artikel 3, stk. 2

Det skal bemærkes, at dette er et område, hvor

FN’s konvention om rettigheder for

personer med handicap indeholder væsentlige bindende bestemmelser.

Artikel 3, stk. 3

En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle di-

rektiv vedr. race.

Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til or-

ganisering, herunder formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for eksem-

pelvis hensynet til en elev med et handicap, f.eks. i forhold til at sikre inklusion i

mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig uacceptabelt. Som mini-

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

mum må dette tages i betragtning ved en dansk implementering af direktivet. Det

må ikke være sådan, at man kan diskriminere personer med handicap på nogen

måde eller noget sted i undervisningssystemet. Organiseringen af undervisningen

kan i sig selv være diskriminerende.

Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s konven-

tion om rettigheder for personer med handicap, og eftersom EU har tilsluttet sig

konventionen, er man i lige så høj grad som medlemsstaterne bundet af denne. DH

er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i forhold til uddannelses-

området. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at denne begrænsning lige nøjag-

tig er relevant i forhold til specialundervisning og organisationen omkring denne.

Det synes på den baggrund at være en fuldstændig uhensigtsmæssigt og arbitrær

disposition at lade en indskrænkning af direktivets rækkevidde gå på dette og på

den måde sætte spørgsmålstegn ved den fulde og hele tilslutning til FN-

konventionens principper om et inkluderende skole system

–

disse principper har

været den internationalt anerkendte politiske linje siden først i halvfemserne.

I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige

fortolkningsproblemer i henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor

direktivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil det være at sikre en bred

lovgivning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at afgrænsningsproble-

mer ikke kommer til at stå i vejen for en effektiv og gennemskuelig beskyttelse

mod diskrimination af personer med handicap i Danmark.

Artikel 4, stk. 1, litra a)

Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske oversættelse af

Kommissionens forslag. Af den engelsksprogede version af forslaget fremgår det,

at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs. under en generel forudsætning om,

at personer med handicap benytter tjenester osv. Dette lille begreb er yderst cen-

tralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse til at sikre ligebehandling af per-

soner med handicap. Der må derfor foretages en ændring af den danske oversættel-

se!

Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller

grundlæggende forandringer, er dybt problematiske. Som eksempel kan nævnes

tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde kræve grundlæggende

forandringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men tilgængeligheden vil i

mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan benytte sig af en offentlig

eller privat ydelse. DH savner som minimum en klarlæggelse af, hvad disse ind-

skrænkninger indebærer.

DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om uforholdsmæssigt

store byrder ikke er tilstrækkeligt i denne sammenhæng, særligt i lyset af at rele-

vante tilpasninger langt fra altid koster ekstra ressourcer.

Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at strukturel

forskelsbehandling kan bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er således yderst

centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget som overhovedet muligt.

DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er

gennemgående i FN-konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte behovet

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang gående på realisering af universelt

design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et særdeles nødvendigt

skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan tilgang til eksisterende og

kommende europæiske standarder, sådan at tilgængelighed ville være klart define-

ret i hele EU. Dette ville også øge gennemskueligheden af bestemmelsen for aktø-

rer på markedet. DH foreslår derfor, at manglende efterlevelse af europæiske stan-

darder vedr. tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4 som

en form for diskrimination.

DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig om

fysisk tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig assistance, tilve-

jebringelsen af information i alternative formater og tolkebistand, herunder tegn-

sprogstolkning, er eksempler på relevante

tilpasninger, som efter DH’s opfattelse

ikke må kunne fortolkes ud af direktivet. Derfor bør artikel 4 reformuleres med

henblik på også at inkorporere disse aspekter af adgangen for personer med handi-

cap.

Artikel 4 stk. 2

Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde und-

tagelser fra artikel 4, stk. 1. DH foreslår derfor, at der som en yderligere afbalance-

ring af disse mulige begrundelser også indføres et kriterium, der går på de mulige

fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger til fordel for

personer med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som eksempel kan blot

nævnes, at øget tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede i offentlige

transportmidler også kan give betydelige fordele for personer i følgeskab med

småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage. Hertil kommer den ikke ubetydeli-

ge effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i bred forstand.

Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i

nærværende artikel uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en række

undtagelser udover den velkendte om uforholdsmæssigt store byrder. Vi efterlyser

derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i tvivl om, hvorvidt

man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.

Artikel 5 og 6

Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af reelt

lige muligheder for personer med handicap. Dette betragter DH som meget positivt

og opfordrer samtidig indtrængende den danske regering til at følge dette spor i

overensstemmelse med FN’s konvention om rettigheder for personer med handi-

cap.

Artikel 7, stk. 1

Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette skal

præciseres i direktivet.

Artikel 7, stk. 2

Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap. Direktiv-

forslaget skal åbne for denne mulighed, sådan at vurderingen ikke udelukkende

baseres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke opfyldes fuldt ud ved at lade f.eks.

organisationer af personer med handicap indtræde på klagerens side i en sag. Også

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

selve vurderingen af sagen bør være baseret på handicapfaglig viden. Det er et

faktum, at kun ganske få juridiske eksperter har viden om handicapområdet, der

kan sikre, at de særlige forhold/oplevelser ved at have et handicap kommer til vur-

dering i forbindelse med afgørelse af sager om diskrimination.

Artikel 10

Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at få

fastslået, at indsatsen ikke kun skal rette sig imod de grupper, som kan komme til

at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer og tjenesteydelser skal mod-

tage fyldestgørende information om deres proaktive pligter i henhold til direktivet.

Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge medlemsstaterne en forpligtelse

til at udvikle redskaber, der kan støtte offentlige og private vare- og tjenesteudby-

dere i at leve op til direktivets bestemmelser.

Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som helhed

skal tilrettelægges på en måde, der sikrer tilgængelighed for personer med handicap

af alle typer, herunder eksempelvis information i tilgængelige formater, på tegn-

sprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.

Artikel 11

DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med baggrund i

denne, indleder en formel og substantiel involveringsproces af organisationer, af

personer med handicap og andre relevante grupper, både på europæisk og nationalt

plan med henblik på at sikre en tæt dialog om direktivets udformning og imple-

mentering.

Artikel 13

DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen

indebærer, sammentænkes med den gennemgang af dansk lovgivning, som gen-

nemføres med henblik

på ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for perso-

ner med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en tæt konsulta-

tion af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af denne.

Artikel 15, stk. 2

DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen for

implementering, for så vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke været

muligt at finde en sådan i Kommissionens lovforberedende arbejder. Hvis begrun-

delsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4, er der så meget

desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning så hurtigt som mu-

ligt. Den reelle forskelsbehandling af personer med handicap, som manglende ef-

terlevelse af principperne i artikel 4 indebærer, er nemlig ensbetydende med stærke

begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget regule-

rer beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og således sup-

plerer de eksisterende direktiver, for så vidt angår diskriminationskriterierne, reli-

gion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering. Som konsekvens heraf vil direk-

tivforslaget vedrøre området om socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse og

adgang til service- og tjenesteydelser.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det problematisk,

at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. Alder bliver ofte anvendt

som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i forhold til administra-

tion f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til stemmeafgivning ved demokratiske

valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige og administrative bestemmelser, som

efter direktivets vedtagelse pludselig er potentielt EF stridige og ulovlige.

Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder via

EF domstolen der ligger langt ud over den ramme for regulering, som umiddelbart

kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med at indsætte en undtagelsesbe-

stemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er forskelsbehandling såfremt

der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt formål (art. 2 stk. 6 i direktivfor-

slaget) er ikke en god løsning. FA finder det derfor nødvendigt, at der tages et klart

forbehold for, at alder inddrages som diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af de

områder, hvor direktivet finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et nationalt

anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.

Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse her-

om. FA finder, at dette er et nationalt anliggende, som allerede er reguleret via EF

domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel 7 udgår af direktivforsla-

get.

Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det

FA’s opfattelse, at der i realiteten

her

indføres en omvendt bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette kritisabelt, uan-

set at det kendes fra andre direktiver, men finder ikke, at det bør anvendes i forbin-

delse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at bestemmelsen om bevis-

byrde udgår.

I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode om,

at der tilføjes følgende formulering ”medlemsstaterne

tilskyndes til at inddrage

arbejdsmarkedets parter i det omfang arbejdsmarkedet berøres”. Dette harmonerer

også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler arbejdsmarkedets parter i

forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om anvendelsen af direktivet. Vi ser

derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket frem også til artikel 11.

Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse, at

der her er tale om et nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.

Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt anlig-

gende i EF retten, og bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF domstolspraksis vare-

tager de tværnationale hensyn, og at der derfor ikke specifikt, som der anføres i

forslaget, bør anføres typer af sanktioner.

Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens artikel 6

samt forskellige internationale instrumenter i FN samt i den Europæiske menneske-

rettighedskonvention EU’s charter mv. særligt med hensyn til

de i direktivet nævn-

te beskyttelseskriterier. Uanset at disse henvisninger er korrekte, er det væsentligt,

at der ikke er tale om henvisninger i snæver forstand, men at de skal ses som et

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

element, der giver juridisk mulighed for, at man via direktivforslaget bidrager til at

regulere diskrimination og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intens

end selve direktivforslaget

FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse, end

det fremgår af selve direktivforslaget.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet nødvendighe-

den af Kommissionens forslag. Andre delegationer har anmodet om yderligere

præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for bekymring navnlig i relation til

mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de praktiske og økonomi-

ske konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har generelle undersøgelsesfor-

behold.

Sagen forventes drøftet under et møde under det maltesiske formandskab før råds-

mødet. Det forventes, at der til rådsmødet vil foreligge en fremskridtsrapport.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og accepte-

rer idéen om et direktiv på området.

På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod forskelsbehandling

på grund af alder, handicap, køn, race og etnisk oprindelse, religion og tro samt

seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet er der forbud mod forskelsbehand-

ling på grund af køn, race og etnisk oprindelse. Der er således ikke forbud mod

diskrimination udenfor arbejdsmarkedet i forhold til alder, handicap, religion eller

tro og seksuel orientering.

Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række betæn-

keligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række vagt

afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser for direktivets

anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang reelt vil skulle

fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke støtte forslaget i den

fremsatte form.

Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at sik-

re, at Danmark også i fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument, og at

dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på kompensationsprincippet, kan fast-

holdes.

Endelig er det nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets

nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser, herunder rækkevidden af flere

generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud

for rådsmøderne (EPSCO) 2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts 2009, 8.

juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6. december 2010, 10. juni 2011, 1.

december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013, 9. december 2013,

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

12. juni 2014, 5. december 2014, 12. juni 2015, 7.december 2015, 16. juni, 2. de-

cember 2016 og 2. juni 2017.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

7. Rådskonklusioner om acceleration af fællesskabsbasseret støtte til en selv-

stændig levevis

Nyt notat.

- Vedtagelse

1. Baggrund

Det estiske formandskab har fremlagt udkast til rådskonklusioner, der sætter fokus

på ’de-institutionalisering’ af pleje af længerevarende karakter. Dette drejer sig for

eksempel pleje til ældre personer eller personer med handicap.

Rådskonklusionerne skal ses i lyset af, at mange europæere på grund af samfunds-

mæssige og institutionelle forhold har svært ved at udleve deres potentiale og leve

et selvstændigt liv. Det vil en acceleration af tendensen væk fra større isolerede

institutioner til mere fællesskabsbaserede, fleksible og lokale tilbud og boformer

kunne afhjælpe.

2. Formål og indhold

Formålet er at sætte fokus på, hvorledes der med en overgang fra større institutio-

ner til mere fleksible og lokale tilbud og boformer, kan skabes større rum for selv-

stændighed, hensyntagen til individuelle præferencer og aktiv deltagelse på ar-

bejdsmarkedet og i samfundet bredere set.

Indledende understreges, at den socialpolitiske kompetence og ansvaret for de nød-

vendige reformer af pleje af længerevarende karakter hovedsageligt ligger i med-

lemsstaterne. Den europæiske merværdi er således den bredere debat under den

åbne koordinationsmetode, der bidrager til udviklingen af fælles tilgange og mål-

sætninger.

Rådskonklusionerne understreger, at formålet er at give et så frit valg som muligt,

og at en ældre person eller en person med handicap har ret til at have størst mulig

indflydelse på eget liv.

Rådskonklusionerne opfordrer Kommissionen til blandt andet at fremme vidensde-

ling og evidens om spørgsmålet og, hvor relevant, promovere overgang til mere

fleksible og lokale tilbud i forbindelse med relevante strukturfondsprogrammer.

Medlemsstaternes opfordres blandt andet til, under hensyntagen til de enkelte lan-

des situation, at fremme overgang til mere fleksible og lokale tilbud af høj kvalitet

og sikre personer i pleje af længerevarende karakterstørst mulig indflydelse på eget

liv.

Komiteen for Social Beskyttelse opfordres blandt andet til, i samarbejde med

Kommissionen, at fremme vidensdeling og evidens på området, herunder at drøfte

muligheder for bedre indikatorer.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Rådskonklusionerne har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller

samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet

eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold er orienteret om rådskon-

klusionerne på møde i udvalget mandag den 20. november 2017.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der ventes at være opbakning til vedtagelse af rådskonklusionerne.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for rådskonklusionerne.

Rådskonklusionerne er i tråd med den danske linje om at øge valgmuligheder og

sikre størst mulig indflydelse på egen livssituation for personer med handicap og

ældre personer. Desuden understreges respekten for national kompetence på områ-

det.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

8. Rådskonklusioner om det kønsopdelte uddannelsessystem og arbejdsmar-

ked

1. Baggrund

Rådskonklusionerne vedrører kønsopdeling i uddannelsessystemer og på arbejds-

marked med afsæt i en rapport om emnet fra det Europæiske Institut for Ligestil-

ling (EIGE).

EIGE’s rapport følger op på implementering af Beijing

Platform for Action vedr.

uddannelse i EU-medlemsstaterne. Rapporten fokuserer særligt på IT, tekniske og

naturvidenskabelige fag samt omsorgsfag, som er de fag, hvor kønsopdeling i ud-

dannelsessystemer og på arbejdsmarkedet er størst.

Rapporten viser bl.a., at andelen af kvinder, der bliver kandidater inden for IT,

tekniske og naturvidenskabelige fag på EU-plan, er faldet fra 25 pct. til 21 pct. fra

2004-2015, og at andelen af mænd, der bliver kandidater inden for omsorgsfag, er

faldet fra 21 pct. til 20 pct. i den samme periode. Rapporten viser endvidere, at

kønsopdelingen er større inden for erhvervsuddannelser end videregående uddan-

nelser.

I forhold til arbejdsmarkedet viser rapporten, at der fortsat også er en stor kønsop-

deling mellem mænd og kvinder, der er beskæftiget inden for hhv. IT, tekniske og

naturvidenskabelige fag samt omsorgsfag. Opdelingen varierer dog mellem lande-

ne og mellem forskellige brancher.

2. Formål og indhold

Formålet med rådskonklusionerne er at sætte fokus på, hvordan det kønsopdelte

uddannelses- og jobvalg kan skabe uligheder på arbejdsmarkedet og herunder, at

det vil være en fordel for den enkelte såvel som for samfundet at fremme en mindre

kønsopdeling.

Rådskonklusionerne opfordrer medlemsstaterne til at mindske kønsopdeling inden

for uddannelse og træning på arbejdsmarkedet bl.a. ved at modvirke kønsstereoty-

per, tidligt at gøre IT, tekniske og natuvidenskabelige fag samt omsorgsfag attrak-

tive for begge køn, fastholde pigers interesse for IT, tekniske og natuvidenskabeli-

ge fag og drenges interesse for omsorgsfag, involvere relevante aktører på området

mv.

Der lægges vægt på, at mulige nationale tiltag iværksættes i overensstemmelse med

forholdene i de enkelte medlemsstater.

Rådskonklusionerne opfordrer endvidere medlemsstaterne samt Kommissionen til

at følge op på og analysere eksisterende indikatorer i forhold til kønsopdelingen i

uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, og på den baggrund evt. iværksætte

yderligere tiltag.

Endelig opfordrer rådskonklusionerne Kommissionen til at understøtte initiativer

blandt medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører, her-

under bl.a. ved at facilitere gensidig læring og udveksling af gode erfaringer.

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

3. Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsnærhedsprincippet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøko-

nomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konse-

kvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Rådskonklusionerne har ikke været sendt i høring.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der ventes at være den nødvendige opbakning til vedtagelse af rådskonklusionerne.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for det fremlagte forslag til rådskonklusioner.

Regeringen har en målsætning om et fleksibelt og effektivt arbejdsmarked, hvor

alle er med og har lige muligheder for at bruge sit talent og udvikle sine evner, da

det bidrager til vækst, velfærd og sammenhængskraft. Herunder er det en høj prio-

ritet for regeringen at styrke kønsbalancen inden for it og programmering og om-

sorgsfag.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

100

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

9. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnær-

melse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt

angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (tilgængelighedsdi-

rektiv)

KOM(2015) 615 final

Revideret notat.

Afsnit, hvor der er foretaget ændringer, er markeret med kantstreg. Hvor der kun er

ændret enkelte ord, er disse markeret med fed.

1. Resumé

Kommissionen har fremsat forslag om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

love og administrative bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til pro-

dukter og tjenesteydelser.

Baggrunden for forslaget er todelt. For det første sigtes der mod at fremme vilkå-

rene for erhvervsdrivende, som i dag står over for forskellige og ofte modstridende

nationale tilgængelighedskrav, der forhindrer dem i at drage fordel af det indre

markeds potentiale. For det andet skal forslaget støtte medlemsstaternes indsats

for at leve op til deres nationale forpligtelser, og deres forpligtelser i medfør af De

Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, i rela-

tion til tilgængelighed.

Formålet med forslaget er ifølge Kommissionen at bidrage til et velfungerende

indre marked gennem indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og admini-

strative bestemmelser, ved fjernelse af barrierer for den frie bevægelighed for visse

produkter og tjenesteydelser.

Forslaget har et bredt anvendelsesområde og omfatter en række forskelligartede

varer og tjenesteydelser. Direktivforslagets beskrivelse af anvendelsesområde og

definitioner er ikke skarp, og der er stadig

mindre

udeståender i forhold til forsla-

gets struktur. Overordnet set foreligger der dog fra dansk side en

god

forståelse af

direktivforslaget.

Grundet forslagets kompleksitet, brede anvendelsesområde og en række forståel-

sesmæssige udeståender kan der ikke foretages præcise beregninger af de økono-

miske konsekvenser. Det vurderes dog, at forslaget vil medføre væsentlige økono-

miske og administrative konsekvenser for erhvervslivet og for offentlige myndighe-

der.

Forslaget vil have lovgivningsmæssige konsekvenser inden for en række sektorer,

herunder transport, E-handel, finansielle tjenester og audiovisuelle medietjenester.

Regeringen støtter helt overordnet intentionerne om at forbedre det indre markeds

funktion og forebygge barrierer for den frie bevægelighed for produkter og tjene-

steydelser. Det fremlagte forslag har dog givet anledning til en lang række betæn-

keligheder,

herunder særligt forslagets økonomiske konsekvenser.

Regeringen læg-

ger i den forbindelse betydelig vægt på, at forslagets nationale omkostninger mi-

101

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

nimeres mest muligt, og at forslaget ikke pålægger erhvervslivet eller staten nye

økonomiske byrder i form af krav til tilgængelighed i forhold til den i dag forvente-

de udvikling.

Skiftende formandsskaber har præsenteret flere kompromisforslag. Seneste kom-

promisforslag imødekommer på væsentlige punkter de danske bekymringer. For-

mandsskabets ambition er at opnå generel indstilling(enighed) på EPSCO-

rådsmødet den 7. december 2017 om kompromisforslaget, og regeringen har til

hensigt at støtte en generel indstilling.

2. Baggrund

Det skal indledningsvis oplyses, at der i hele dette dokument tages udgangspunkt i

Kommissionens direktivforslag

af 2. december 2015.

Skiftende formandsskaber

har udsendt flere

kompromisforslag,

senest den

10. november 2017,

men da for-

handlingerne stadig pågår, er det vurderet mest hensigtsmæssigt at tage udgangs-

punkt i Kommissionens forslag. Hvor det er relevant, anføres det, hvordan den

aktuelle forhandlingssituation ser ud, og den samlede status på forhandlinger om et

kompromisforslag fremgår under pkt. 9-10.

Kommissionen har ved KOM(2015) 615 final af 2. december 2015 fremsendt for-

slag om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative be-

stemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser.

Forslaget er oversendt til Rådet den 3. december 2015 i dansk sprogversion. For-

slaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 114, om harmonisering af medlems-

staternes lovgivninger vedrørende det indre markeds funktion.

Forslaget skal vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet efter den almindelige lov-

givningsprocedure

. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Baggrunden for forslaget er et ønske om at sikre en indbyrdes tilnærmelse af med-

lemsstaternes love og administrative bestemmelser om tilgængelighedskravene til

produkter og tjenesteydelser. Dette ønske begrundes med to forhold. For det første

sigtes der mod at fremme vilkårene for erhvervsdrivende, som i dag står over for

forskellige og ofte modstridende nationale tilgængelighedskrav, der forhindrer dem

i at drage fordel af det indre markeds potentiale. For det andet skal direktivforslaget

støtte medlemsstaternes indsats for at leve op til deres nationale forpligtelser, og

deres forpligtelser i medfør af De Forenede Nationers konvention om rettigheder

for personer med handicap, i relation til tilgængelighed.

I forslaget fremhæves det, at der i 2020 vil være ca. 120 mio. personer i Den Euro-

pæiske Union med flere og/eller mindre handicap.

3. Formål og indhold

Ifølge Kommissionen er formålet med forslaget at bidrage til et velfungerende

indre marked gennem indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og admini-

strative bestemmelser gennem fjernelse af barrierer for den frie bevægelighed for

visse tilgængelige produkter og tjenesteydelser. Dette vil forbedre adgangen til

tilgængelige produkter og tjenesteydelser på det indre marked.

Artikel 294 i

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

102

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Kommissionen bemærker, at efterspørgslen efter tilgængelige produkter og tjene-

steydelser er stor, og antallet af borgere med handicap og/eller funktionelle be-

grænsninger vil stige betydeligt med EU's befolknings aldring. Et miljø, hvor pro-

dukter og tjenesteydelser er mere tilgængelige, fremmer et mere inkluderende sam-

fund og en uafhængig tilværelse for borgere med handicap.

Anvendelsesområde i Kommissionens forslag

Forslaget finder anvendelse på følgende produkter:

a) computerhardware til generelle formål og operativsystemer

b) følgende selvbetjeningsterminaler:

i) pengeautomater

ii) billetautomater

iii) selvbetjeningsautomater til check-in.

c) forbrugerterminaludstyr med avanceret databehandlingskapacitet til tele-

fontjenester

d) forbrugerterminaludstyr med avanceret databehandlingskapacitet relateret

til audiovisuelle medietjenester.

Forslaget finder anvendelse på følgende tjenesteydelser:

a) telefontjenester, herunder alarmopkald og -tjenester, og relateret forbruger-

terminaludstyr med avanceret databehandlingskapacitet

b) audiovisuelle medietjenester og relateret forbrugerudstyr med avanceret

databehandlingskapacitet

c) fly-, bus-, tog- og søtransport

d) banktjenester

e) e-bøger

f) e-handel.

Forslaget finder anvendelse på følgende andre EU-retsakter:

a) offentlige kontrakter og koncessioner, der er omfattet af direktiv

2014/23/EU, direktiv 2014/24/EU og direktiv 2014/25/EU.

b) udarbejdelse og gennemførelse af programmer i henhold til Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 om fælles bestem-

melser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske

Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Ud-

vikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, og

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013.

c) udbudsprocedurer vedrørende offentlig personbefordring med jernbane og

ad vej i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

1370/2007.

d) transportinfrastruktur i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013.

Medlemsstaterne kan beslutte, at forslaget finder anvendelse på byggeområdet.

Definitioner

Ifølge kommissionens forslag defineres personer med et handicap således:

103

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Borgere med handicap defineres i direktivforslaget som

”personer med en langva-

rig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil

med forskellige barrierer kan hæmme dem i fuldt og effektivt at deltage i samfunds-

livet på

lige fod med andre.”

Borgere med funktionelle begrænsninger defineres i direktivforslaget som

”perso-

ner med en fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, alders-

relateret handicap eller andre permanente eller midlertidige legemlige begræns-

ninger, som i samspil med forskellige barrierer medfører, at deres adgang til pro-

dukter og tjenesteydelser begrænses, og at sådanne produkter og tjenesteydelser

skal tilpasses disse personers særlige behov.”

Overgangsbestemmelser

I forslaget sondres der mellem

produkter

tjenesteydelser

. Kommissionen anfører

om tidsplanen for gennemførelse af forslaget, at forpligtelser vedrørende tilgænge-

lighed udelukkende påvirker nye produkter, der bringes på markedet efter ikraft-

trædelsesdatoen af direktivet. I forhold til tjenesteydelser vil kravene finde anven-

delse efter forslagets vedtagelse, når servicen ydes. Der stilles i forslaget krav om,

at selvbetjeningsterminaler skal være tilgængelige i overensstemmelse med kriteri-

erne i direktivforslaget 6 år efter direktivet træder i kraft. Dette indebærer en bety-

delig risiko for, at allerede eksisterende fuldt funktionelle terminaler, der ikke lever

op til direktivets kriterier, enten vil skulle ændres, udskiftes eller fjernes. En tilsva-

rende problematik ses i forhold til den offentlige alarmtjeneste 112, hvor det nuvæ-

rende opkaldssystem ikke umiddelbart lever op til de tilgængelighedskrav, der

lægges op til i kompromisforslaget.

I praksis vil en del af de nævnte selvbetjeningsterminaler dog også være tjeneste-

ydelser, hvorfor fx billetautomater formentlig skal udskiftes straks efter direktivets

vedtagelse.

Tilgængelighedskrav i andre EU-retsakter

Der henvises i forslaget til en række andre EU-retsakter, hvori der fremgår over-

ordnede bestemmelser om tilgængelighed. Når der i disse skal fastsættes nærmere

tekniske specifikationer/tilgængelighedskrav skal kravene i bilag 1, sektion 9 i

tilgængelighedsdirektivet anvendes. Sektion 9 i bilaget indeholder krav til kon-

struktion og produktion samt brugergrænseflade og funktionel udformning af pro-

dukter, krav til tjenesteydere om at sikre tilgængelighed til produkter, samt køretø-

jer, fartøjer og udstyr samt til det bebyggede miljø tilgængeligt. Det drejer sig

blandt andet om følgende EU-lovgivning:

Koncessionsdirektivet

I forhold til tilgængelighedskrav indeholder koncessionsdirektivet i artikel 36 en

beskrivelse af, hvorledes de tekniske og funktionelle krav kan angives. Heraf frem-

går det, at en koncessions

”karakteristika kan f.eks. omfatte kvalitetsniveauer, mil-

jø- og klimapræstationer, udformning til alle behov (herunder adgang for handi-

cappede)”.

Endvidere fremgår det af præambelbetragtning nr. 66, at ordregivere i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af kon-

cessionskontrakter.

104

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

de tekniske specifikationer kan angive krav såsom adgangsmuligheder for handi-

cappede eller design for samtlige brugere. Koncessionsdirektivet er implementeret

ved bekendtgørelse.

Udbudsdirektivet

Udbudsdirektivet er implementeret i udbudsloven, der indeholder en bestemmelse,

hvorefter ordregivere som udgangspunkt, ved alle indkøb der er beregnet til anven-

delse af fysiske personer, skal fastsætte de tekniske specifikationer under hensyn-

tagen til adgangsmuligheder for handicappede eller design for samtlige brugere.

Ordregiveren skal i denne forbindelse henvise til de pågældende EU-regler. I prak-

sis vil det betyde, at i alle udbud af kontrakter efter udbudsloven, skal tilgængelig-

hedskravene i forslaget indarbejdes, hvis kontrakten omfatter fysiske personer.

Forsyningsvirksomhedsdirektivet

Tilgængelighedskravene finder anvendelse, når ordregivende myndighed, jf. artikel

60 i forsyningsvirksomhedsdirektivet, fastsætter tekniske specifikationer vedr.

tilgængelighed i udbud om anskaffelse gennem en vareindkøbs-, bygge-, og an-

lægs-, eller tjenesteydelseskontrakt af bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjene-

steydelser.

PSO-forordningen

De tilgængelighedskrav, der er fastsat i forslagets bilag 1, sektion 9 finder anven-

delse ved fastsættelse af tilgængelighedskravene vedr. sociale kriterier og kvali-

tetskriterier, der er fastsat af de kompetente myndigheder i udbud efter PSO-

forordningen. Det betyder, at når offentlige myndigheder beslutter at etablere krav

om tilgængelighed i PSO-kontrakter, vil de skulle anvende de krav, der er fastsat i

direktivforslagets bilag 1, sektion 9. Bilaget indeholder også krav til køretøjer og

det bebyggede miljø.

TEN-T forordningen

De tilgængelighedskrav, der er fastsat i direktivforslaget finder anvendelse på

transportinfrastruktur i overensstemmelse med TEN-T forordningen. Direktivfor-

slaget omfatter også retningslinjerne for TEN-T vedr. tilgængelighed for alle bru-

gere. Det betyder, at man ved implementering af retningslinjerne for design og

konstruktion af transportinfrastruktur på TEN-T-nettet skal overholde de krav, der

er fastsat i direktivforslagets bilag 1, sektion IX.

I Danmark består TEN-T-nettet af et vidtforgrenet net af veje og jernbane, 22 hav-

ne (snart 26), fire lufthavne og tre godsbaneterminaler. Det vurderes, at de foreslå-

ede tilgængelighedskrav i direktivet vil medføre et øget omkostningsniveau, i for-

bindelse med, at transportinfrastrukturen på TEN-T-nettet i Danmark skal tilpasses

med henblik på at opfylde kravene.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmå-

derne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttje-

nester.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offent-

lig personbefordring med jernbane og ad vej.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013 af 11. december 2013 om

Unionens retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet.

105

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Markedsovervågning og CE-mærkning

Der stilles i forslaget krav om, at en producent skal CE-mærke produkter omfattet

af forslaget for derved at erklære produktets overensstemmelse med de i direktivet

stillede tilgængelighedskrav. CE-mærkning i direktivet er underlagt de generelle

principper for CE-mærkning i henhold til gældende regler

. Forslaget pålægger

endvidere importører og

distributører at sikre, at produkter er CE-mærket, før pro-

dukter bringes på marked.

I forslaget stilles endvidere krav om, at medlemsstaterne udpeger markedsovervåg-

ningsmyndigheder, som skal være ansvarlige for overholdelse af direktivets anførte

krav.

Det bebyggede miljø

Forslaget indeholder en bestemmelse om, at medlemslandene kan vælge at pålægge

erhvervsdrivende at overholde tilgængelighedskravene i bilag 1, sektion 10 i for-

hold til det bebyggede miljø. Kombineret med bestemmelserne om gennemførel-

sesretsakter vil Kommissionen fremadrettet få kompetence til at fastsætte tekniske

standarder og specifikationer vedr. det bebyggede miljø.

Gennemførelsesretsakter

Ifølge forslaget, er det overladt til Kommissionen gennem gennemførelsesrets-

akter at sikre, at tilgængelighedsdirektivet anvendes ens i alle medlemsstater ved at

fastsætte harmoniserede tekniske standarder og specifikationer. Der bliver ført

kontrol med Kommissionens gennemførelsesretsakter af komiteer bestående af

embedsmænd og eksperter fra medlemslandene. Et forslag fra Kommissionen skal

forelægges en komité, før den vedtages.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet er i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure (TEUF

art. 294) medlovgiver.

Europa-Parlamentet har den 14. september 2017 vedtaget 1. læsning, og har derfor

nu en holdning, de kan forhandle ud fra.

I forhold til Kommissionens forslag ønsker Europa-Parlamentet

at undtage mikro-

virksomheder fra direktivets anvendelsesområde, definitionerne og strukturen er

blevet bedre, og der foreslås længere implementeringsperioder m.m. De konkrete

tilgængelighedskrav er endvidere gjort mere ”funktionelle” og sektororienterede,

således at fokus er på, hvilke oplysninger m.m. den handicappede skal kunne mod-

tage inden for de forskellige sektorområder, og der er en vis teknologisk metode-

frihed til at opnå dette.

Europa-Parlamentet ønsker også, at direktivets anvendelsesområde udvides, såle-

des at der

inkluderes personer med permanente og midlertidige funktionelle ned-

sættelser såsom ældre, gravide og personer, der rejser med baggage. Endvidere

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til

akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter.

106

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

ønskes det, at tilgængelighedsdirektivet skal anvendes på al eksisterende EU-

lovgivning, som indeholder bestemmelser om tilgængelighed.

Det ønskes også, at tilgængelighedsdirektivet ved transport-, bank- og telefontjene-

ster også skal finde anvendelse på nye eller renoverede bygninger, hvor produkter-

ne er placeret eller tjeneydelsen finder sted.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har vurderet, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprin-

cippet.

Det er Kommissionens opfattelse, at nationale tiltag ikke i tilstrækkelig grad kan

sikre en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes foranstaltninger og en harmo-

niseret tilgang. Ifølge Kommissionen skaber forskelle i medlemsstaternes frem-

gangsmåder barrierer og lægger byrder på de virksomheder, der forsøger at inter-

agere på tværs af grænserne.

Kommissionen fremhæver, at tiltag på EU-plan vil respektere nærhedsprincippet

ved at fokusere på de produkter og tjenesteydelser, for hvilke der foreligger klare

beviser for et betydeligt problem for det indre marked - fordi forskellige nationale

krav skaber hindringer for samhandelen. Medlemsstaterne skal fortsat være fuldt

ansvarlige for reguleringen af tilgængelighedskravene for andre produkter og tjene-

steydelser.

Regeringen finder umiddelbart ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte

Kommissionens vurdering af, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprin-

cippet, se dog nærmere under pkt. 10 vedr. en række betænkeligheder.

6. Gældende dansk ret

E-handel(herunder e-bøger)

E-handelsdirektivet

er gennemført i dansk ret ved e-handelsloven

. Selvom e-

handelsdirektivet er et minimumsdirektiv, er e-handelsloven en ren gennemførelse

af direktivet uden nationale særregler eller overimplementering.

Loven finder anvendelse på tjenester i informationssamfundet. Det vil sige tjene-

ster med et kommercielt sigte, der stilles til rådighed online på en individuel an-

modning fra en tjenestemodtager. Denne definition omfatter e-handel med varer og

tjenesteydelser, herunder e-bøger.

Loven indeholder i § 7 en generel oplysningspligt, hvorefter en tjenesteyder skal

give oplysning om følgende:



den fysiske adresse, hvor tjenesteyderen er etableret,



e-postadresse og eventuelt postadresse og andre oplysninger om tjeneste-

yderen, som gør det muligt at kontakte og kommunikere med tjenesteyde-

ren,

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter

af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet

om elektronisk handel«).

Lov nr. 227 af 22. april 2002

107

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

CVR-nummeret, hvis tjenesteyderen er registreret i Det Centrale Virksom-

hedsregister,



tilhørsforhold til eventuelle godkendelsesordninger, herunder den relevante

tilsynsmyndighed.

Dertil kommer nogle specifikke bestemmelser om lovregulerende erhverv.

Lovens § 8 bestemmer, at hvis der gives oplysning om en pris for en informations-

samfundstjeneste, skal prisen angives klart og tydeligt. Det skal endvidere fremgå,

hvorvidt prisen er inklusive afgifter og leveringsomkostninger.

Lovens § 9 indeholder et krav om, at al kommerciel kommunikation skal kunne

identificeres som kommerciel kommunikation (fx reklamer), samt at det klart skal

fremgå, på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes.

Lovens § 10 indeholder krav om tjenesteyders oplysningspligt om følgende inden

en ordre afgives:



de forskellige tekniske led i forbindelse med kontraktens indgåelse,



hvorvidt den indgåede kontrakt opbevares af tjenesteyderen, og om den er

tilgængelig,



de tekniske hjælpeværktøjer til at finde og rette indtastningsfejl og



de sprog, kontrakten kan indgås på.

En tjenesteyder skal endvidere angive, hvilke relevante adfærdskodekser tjeneste-

yderen er tilsluttet og den elektroniske adgang til disse.

Finansielle tjenester

Der stilles ikke i dag lovgivningsmæssige krav til den fysiske udformning af pen-

geautomater. Det er således op til pengeinstitutterne selv at beslutte design og det

fysiske udtryk for sådanne automater.



Bankers hjemmesider og netbanker er heller ikke underlagt krav om tilgængelighed

for personer med handicap, og dermed heller ikke til tilgængeligheden af banktje-

nester.

Finans Danmark er på løbende basis i dialog med handicaporganisationerne om at

sikre den størst mulige tilgængelighed for personer med fysiske handicap adgang

til pengeinstitutternes filialer, pengeautomater og til de elektroniske banktjenester,

som pengeinstitutter udbyder.

Audiovisuelle medietjenester

Audiovisuelle medietjenester (dvs. traditionelt tv og tv-lignende on demand-

tjenester) reguleres i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed

og bekendtgørelser

udstedt i medfør heraf. Der er ikke fastsat regler om tilgængelighedskrav til audio-

visuelle medietjenester, herunder oplysningskrav om tilgængelighed.

Elektroniske kommunikationstjenester, herunder alarmopkald og -tjenester

Lovbekendtgørelse nr. 255 af 20. marts 2014, som ændret ved lov nr. 1517 af 27. de-

cember 2014.

108

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Elektroniske kommunikationstjenester, jf. direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet)

artikel 2, litra c, er reguleret i teleloven

, samt i bekendtgørelser udstedt i medfør

heraf.

Telelovens § 4, stk. 5 og 6, samt § 5, giver mulighed for at udstede regler om bl.a.

udbydere af telefontjenesters oplysningsforpligtelser samt om krav til udbydere af

teleterminaludstyr, der anvendes til mobilkommunikationstjenester, med henblik på

at sikre grundlæggende slutbrugerrettigheder. Telelovens § 4, stk. 5 og 6, samt § 5,

er ikke blevet brugt til at fastsætte tilgængelighedskrav.

Opkald til det fælleseuropæiske alarmnummer 112 er reguleret i forsyningspligtsdi-

rektivet 2002/22/EF, der bl.a. kræver, at opkald til alarmtjenesten skal være gratis,

og at teleselskaber skal videregive lokaliseringsoplysninger til alarmtjenesten. Dis-

se krav er implementeret ved lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Forsyningspligtsdirektivet fastsætter endvidere, at medlemsstaterne i fornødent

omfang skal træffe særlige foranstaltninger for, at handicappede sikres en tilsva-

rende adgang til offentlige alarmtjenester som andre, jf. artikel 7, skt. 1. Medlems-

staterne skal herudover sikre, at opkald til det fælleseuropæiske alarmnummer 112

besvares hensigtsmæssigt og håndteres bedst muligt i forhold til den måde, de nati-

onale alarmsystemer er tilrettelagt på, og inden for nettenes tekniske muligheder, jf.

artikel 26, stk. 3.

Alarmtjenesten 112 drives af henholdsvis Rigspolitiet og Hovedstadens Beredskab.

Det er muligt at kontakte Rigspolitiets alarmtjeneste via telefonopkald. Endvidere

kan døve og hørehæmmede via Danske Døves Landsforbund eller det lokale høre-

institut efter behov og forespørgsel få udleveret et hemmeligt telefonnummer, der

gør det muligt i nødstilfælde at sende en sms, som kan læses og besvares af 112.

Det er ikke muligt at kontakte alarmtjenesten på anden vis, f.eks. videoopkald.

Søtransport

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 1177/2010 om passagerers

rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje indeholder regler om ikke-

diskrimination af og assistance til handicappede og bevægelseshæmmede. Forord-

ningen, som gælder direkte i Danmark, har med udspring i artikel 9 i De Forenede

Nationers konvention om handicappedes rettigheder sigte på at give handicappede

og bevægelseshæmmede samme mulighed for at deltage i sørejser og rejser på

indre vandveje som alle andre borgere.

Efter forordningens artikel 9 skal transportører og terminaloperatører således sikre,

at der findes eller fastsættes ikke-diskriminerende og relevante standarder og ret-

ningslinjer for og oplysninger om havneterminalers og skibes tilgængelighed, her-

under deres faciliteter for handicappede og bevægelseshæmmede (adgangsbetin-

gelser). Transportører og terminaloperatører skal endvidere gøre adgangsbetingel-

serne offentligt tilgængelige fysisk eller på internettet, idet der i denne henseende

skal tages særligt hensyn til handicappedes og bevægelseshæmmedes behov.

Transportører, rejseagenter og rejsearrangører skal endelig sikre, at alle relevante

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lovbekendtgørelse nr. 128 af

7. februar 2014 med senere ændringer.

109

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

oplysninger, herunder onlinereservation og -information, om befordringsbetingel-

serne, oplysninger om rejsen samt adgangsbetingelserne er til rådighed i en form,

der er egnet og tilgængelig for handicappede og bevægelseshæmmede.

Efter sølovens

§ 440 kan erhvervs- og vækstministeren fastsætte regler med hen-

blik på opfyldelse og anvendelse af forordning nr. 1177. Bemyndigelsen er udnyt-

tet ved bekendtgørelse nr. 74 af 29. januar 2013 om skibspassagerers rettigheder

med senere ændring. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. straf- og påbudsbestemmel-

ser i forhold transportører, rejseagenter, rejsearrangører og billetudstedere, som

overtræder forordningen, herunder dennes regler om ikke-diskrimination af og

assistance til handicappede og bevægelseshæmmede.

Bekendtgørelse nr. 491 af 13. maj 2014 (Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, tek-

nisk forskrift om skibes bygning og udstyr mv.) samt bekendtgørelse nr. 556 af 26.

maj 2011 (Meddelelser fra Søfartsstyrelsen D, teknisk forskrift for skibes bygning

og udstyr mv., passagerskibe i national fart), gør IMO's cirkulære 735 (MSC/735)

af 24. juni 1996 vedrørende design og drift af passagerskibe, så de imødekommer

ældre og handicappede personers behov, obligatorisk på danske passagerskibe og

højhastighedspassagerfartøjer, der benyttes til offentlig transport, og hvis køl er

lagt, eller som er på et lignende konstruktionsstadium, den 1. oktober 2004 eller

senere samt tillige ved ombygning af danske passagerskibe og højhastighedsfartø-

jer, der benyttes til offentlig transport, og hvis køl er lagt, eller som er på et lignen-

de konstruktionsstadium, før den 1. oktober 2004, i det omfang dette er økonomisk

rimeligt og gennemførligt (de to bekendtgørelsers kapitel II-3, regel 26 hhv. regel

28).

Bestemmelserne i bekendtgørelsen vedrørende passagerskibe i national fart er i

øvrigt fastsat i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/45/EF af 6.

maj 2009 om sikkerhedsregler og -standarder for passagerskibe, som ligeledes gør

IMO-cirkulæret obligatorisk på de nævnte forudsætninger. Det følger blandt andet

af IMO-cirkulæret, at generel information om tjenesteydelsen samt om assistance

til ældre og handicappede på en bestemt rute skal gøres tilgængelige for offentlig-

heden og potentielle passagerer, og at sådanne oplysninger skal stilles til rådighed i

formater, der er egnede for personer med nedsat syn, for eksempel stor skrift og

lydgengivelse.

Endelig indeholder bekendtgørelse nr. 11447 af 18. august 2000 bestemmelser om

indretning af passagerskibe med henblik på adgang for passagerer med handicap.

Flytransport

For så vidt angår tilgængelighed på luftfartsområdet er dette område omfattet af

forordning nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede

personers rettigheder, når de rejser med fly. Ifølge disse regler er der pålagt luft-

havne og luftfartsselskaber forpligtelser i henhold til handicappede og bevægelses-

hæmmede personers (PRM) rejse med fly.

Lufthavnens forvaltningsorgan er, jf. ovenstående, ansvarlige for at sikre, at der

ydes den i bilag 1 til forordningen nævnte bistand til personer med et handicap, når

LBK nr. 75 af 17. januar 2014

110

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

de rejser med fly. Bilag I nævner en række forhold, bl.a. bistand til personer med et

handicap til at bevæge sig fra flyets dør til plads i flyet, bistand til at gå om bord

under anvendelse af elevatorer eller kørestole m.m. Forordningen indeholder ikke

tekniske krav til lufthavnen om, hvorledes denne bistand udføres.

Luftfartsselskaberne skal i henhold til bilag 2 til forordningen yde omkostningsfri

bistand til en person med et handicap. Her er bl.a. tale om transport af medicinsk

udstyr, transport af højst 2 stk. hjælpemidler pr. person (forudsat at der er givet 48

timers varsel), formidling af væsentlige oplysninger, der vedrører en flyvning, til-

pasning af siddepladsen i flyet, bistand til toiletfaciliteter mm.

Der er ingen tekniske krav i forordningen om flys handicapvenlige indretning i

forbindelse med en flyrejse. Et luftfartsselskab kan endvidere kun af sikkerheds-

mæssige årsager eller på grund af tekniske begrænsninger nægte, at en person med

et handicap kan reservere eller gå om bord et fly. Luftfartsselskaber, deres agenter

eller rejsearrangører skal desuden træffe alle fornødne foranstaltninger til at mod-

tage personer med et handicap på alle deres salgssteder og yde bistand, også ved

telefonsalg og internetsalg.

Bustransport

Tilgængelighed på busområdet er reguleret i buspassagerrettighedsforordningen

Anvendelsesområdet for forordningen gælder for busrejser, når passagerernes på-

stignings- eller udstigningssted er beliggende på en medlemsstats område, og når

den planlagte rejseafstand er 250 km eller mere.

Forordningen giver passagererne en række rettigheder, herunder ret til information,

før og under rejsen samt ret til information om rettigheder. Endvidere foreskriver

forordningen at der skal oprettes en national overvågningsmyndighed. En del af

forordningen omhandler desuden handicappede og bevægelseshæmmede, og det

fremgår, at medlemsstaterne har pligt til at udpege busterminaler (Danmark har

udpeget Aarhus), hvor handicappede og bevægelseshæmmede skal ydes assistance.

Dertil kommer, at forordningen foreskriver, at transportørerne skal yde gratis assi-

stance til handicappede og bevægelseshæmmede ved ombordstigning samt i bus-

sen, hvis der er personale udover chaufføren tilstede.

Ved busrejser som er mindre end 250 km gælder en række minimumskrav til fx

information.

Som det ses giver forordningen altså passagererne en række rettigheder vedr. fx

assistance og information, men den anviser ikke tekniske krav til, hvordan denne

information skal leveres, eller hvilke krav der er til assistancen.

Jernbanetransport

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 181/2011 af 16. februar 2011 om buspas-

sagerers rettigheder.

111

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Tilgængelighed på jernbaneområdet er reguleret i jernbanepassagerrettighedsfor-

ordningen

. Anvendelsesområdet for forordningen gælder alle togrejser i Dan-

mark.

Forordningen giver passagererne en række rettigheder, herunder ret til information,

før og under rejsen samt ret til information om rettigheder. Endvidere foreskriver

forordningen, at der skal oprettes en national overvågningsmyndighed. En del af

forordningen omhandler desuden handicappede og bevægelseshæmmede, og det

fremgår, at transportørerne skal yde gratis assistance til handicappede og bevægel-

seshæmmede på stationer og i toget.

Som det ses giver forordningen altså passagererne en række rettigheder vedr. fx

assistance og information, men ikke tekniske krav til hvordan denne information

skal leveres eller hvilke krav der er til assistancen. Forordningen stiller dog et krav

om anvendelse af TSI for bevægelseshæmmede personer (TSI PRM)

–

dvs. tekni-

ske krav

–

på stationer, perroner og i tog.

Udover jernbanepassagerrettighedsforordningen findes der også tilgængeligheds-

regler på jernbaneområdet i:



Interoperabilitetsdirektivet

TSI TAP

TSI PRM

Ovenstående regelsæt skal sikre, at stationer, perroner og tog er indrettet således, at

de er tilgængelige, og at adgang for handicappede og bevægelseshæmmede perso-

ner sker på lige fod med andre.

De to forordninger om TSI’er udmønter interoperabilitetsdirektivets

overordnede

krav, og de indeholder en række tekniske krav til indretning af stationer, perroner

og tog, herunder informationssystemer, samt jernbanevirksomheders håndtering af

oplysninger om befordring af og assistance til bevægelseshæmmede og at oplys-

ninger herom stilles til rådighed for passagerer.

TSI PRM foreskriver desuden, at stationsledere og operatører skal aftale, hvordan

der tilbydes assistance og alternativ transport i overensstemmelse med passagerret-

tighedsforordning, således at det ligger klart, hvem der er ansvarlig for assistance

og for alternativ transport.

Interoperabilitetsdirektivet og TSI PRM gælder for alle togrejser i Danmark undta-

gen bybaner (S-tog, letbaner og metro), hvorimod TSI TAP gælder på TEN-T net-

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jern-

banepassagerers rettigheder og forpligtelser.

Direktiv nr. 2008/57 af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet.

Forordning nr. 454/2011 af 5. maj 2011 om den tekniske specifikation for interoperabilitet

gældende for delsystemet trafiktelematik for persontrafikken i det transeuropæiske jernbane-

system (TSI TAP).

Forordning nr. 1300/2014 af 18. november 2014 om den tekniske specifikation for interope-

rabilitet gældende for tilgængelighed for handicappede og bevægelseshæmmede personer i

EU's jernbanesystem (TSI PRM).

112

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

tet, hvilket i praksis betyder, at privatbaner og Arrivas net samt bybaner er undta-

get. Jernbanepassagerrettighedsforordningen gælder som nævnt for alle togrejser.

Byggeri

Tilgængelighed til byggeriet for mennesker med handicap reguleres gennem byg-

geloven

og udmøntes i bygningsreglementet. Det fremgår af byggelovens for-

målsparagraf, at et af lovens formål er at fremme handicapvenlig indretning af

bebyggelse.

Byggeloven gælder ved opførelse af nye bygninger, herunder tilbygninger, ombyg-

ninger i eksisterende bygninger, samt væsentlige ændringer i benyttelsen af bebyg-

gelsen.

Der er ikke i dag, udover nogle krav i udbudsreglerne m.m., harmoniserede regler

for tilgængelighed til byggeriet på fællesskabsniveau. Kravene i det danske byg-

ningsreglement har alene hjemmel i byggeloven.

Der har gennem en årrække været forhandlet om et ligestillingsdirektiv, der skal

sikre ligestilling på baggrund af seksualitet, religion, race, handicap m.v. Tilgænge-

lighed har indgået i disse forhandlinger, hvor et forslag om at tilgængeliggøre den

eksisterende bygningsmasse inden for en tidsramme på 15-20 år har været bragt

frem. Dette har en lang række medlemsstater, herunder Danmark argumenteret

imod. Et obligatorisk krav om at tilgængeliggøre det eksisterende byggeri vil inde-

bære store udgifter for bygningsejerne. Der har hidtil ikke kunnet opnås enighed

om et sådant direktiv.

Det bemærkes, at det fremgår af forslaget til tilgængelighedsdirektiv, at uagtet de

fakultative bestemmelser i direktivforslaget i forhold til tilgængelighed til byggeri,

så fastholdes i forbindelse med offentlige kontrakter og koncessioner tilgængelig-

hedskrav til byggeri ved udbud.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Det kan overordnet konstateres, at forslaget vil medføre behov for regulering på en

lang række områder, og det kan ikke udelukkes, at der vil være yderligere lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser, end hvad der fremgår nedenfor.

Når der ses på den aktuelle forhandlingssituation vurderes det dog realistisk, at der

vil være behov for mindre regulering, end hvad der fremgår nedenfor, da forslagets

anvendelsesområde indskrænkes væsentligt i kompromisforslaget, jf. pkt. 9.

Finansielle tjenester

Da der ikke i dag findes regulering af tilgængelighed i den finansielle lovgivning,

vil der skulle indføres regler herom for så vidt angår pengeautomater og banktjene-

ster.

LBK nr. 1178 af 23. september 2016

113

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Audiovisuelle medietjenester

En vedtagelse af forslaget, for så vidt angår tilgængelighedskrav til audiovisuelle

medietjenester, vil få lovgivningsmæssige konsekvenser. De audiovisuelle medie-

tjenester er dog udgået af kompromisforslaget, mens

adgangstjenester

til audiovi-

suelle medietjenester i stedet er blevet indføjet.

Tilgængelighed af offentlige organers websteder

Europa-Kommissionen har ud over nærværende forslag til tilgængelighedsdirektiv

for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser tidligere stil-

let forslag om direktiv om tilgængelighed af offentlige organers websteder (webdi-

rektivet). Sidstnævnte er i dag vedtaget, hvorfor der pågår arbejde med lovgivning

for nuværende. Direktivet skal være implementeret i national lovgivning senest den

23. september 2018.

Der kan være overlap mellem de to direktivforslag. Forslaget til tilgængelighedsdi-

rektiv retter sig først og fremmest imod hardware o.l., og finder kun anvendelse på

webbaseret indhold for primært private aktører; banktjenester, e-bøger og e-handel,

mens webdirektivet primært er rettet imod offentlige myndigheder og webbaseret

indhold. Det præciseres dog i forslaget til tilgængelighedsdirektiv, at tilgængelig-

hedskravene i forslaget til webdirektivet vil ligge til grund for tilgængelighedskra-

vene i forslaget til tilgængelighedsdirektivet for så vidt angår offentlige organers

websteder. Potentielt gælder det ”fly-,

bus-, tog og søtransport”,

hvor websteder

tilhørende mulige offentlige eller offentligretlige organer, eksplicit nævnes i forsla-

get til tilgængelighedsdirektivet. Endvidere har webdirektivet krav til mobile ap-

plikationer til smartphones og tablets, hvor der henvises til EN 301 549 herunder

kapitlerne 9, 10 og 11, som således udbredes til at dække andet end krav til web-

steder og deres indhold.

I direktivforslaget er der opstillet en række krav til de forskellige tjenesteydelser og

områder. Disse krav er forskellige fra den gældende europæiske standard for til-

gængelighedskrav ved indkøb af it-ydelser, EN 301 549, der benyttes i webdirekti-

vet. Det er endnu ikke endeligt afklaret, hvilket af de to sæt af krav der vil være

gældende.

Elektroniske kommunikationstjenester

En vedtagelse af forslaget for så vidt angår tilgængelighedskrav til telefontjenester

m.m. vil få lovgivningsmæssige konsekvenser. Det vurderes bl.a., at det vil være

nødvendigt at tilpasse teleloven samt afledt bekendtgørelsesregulering for at skabe

hjemmel til at pålægge de berørte virksomheder oplysningskrav i overensstemmel-

se med direktivforslaget.

Søtransport

Der vurderes ikke umiddelbart at være behov for ændring af de love, som snævert

set regulerer søfartsområdet, dvs. regler som primært vedrører sikkerhed til søs.

Forslagets krav til websteder, tjenester til mobile enheder, billetsystemer, selvbe-

tjeningsterminaler mv. går imidlertid videre end det, som traditionelt reguleres i

søfartslovgivningen. Behovet for eventuel lovændring i relation hertil vil forudsæt-

te en nærmere analyse.

114

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

I lyset af den omfattende EU- og internationale regulering om tilgængelighed for

skibspassagerer med nedsat funktionsevne, som allerede findes, herunder navnlig

de direkte gældende EU-regler om ikke-diskrimination af og assistance til handi-

cappede og bevægelseshæmmede, som følger af Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) Nr. 1177/2010 om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser

på indre vandveje, er det endvidere umiddelbart vurderingen, at der formentlig

næppe vil være behov for andet end justeringer i diverse administrative forskrifter.

Det bemærkes i den forbindelse, at Danmarks Rederiforening og Bilfærgernes Re-

deriforening på frivillig basis har fået udarbejdet en fælles standard (SBI 2014:17),

som giver retningslinjer for, hvordan passagerskibe kan indrettes, så de er ligevær-

digt tilgængelige for alle uanset funktionsnedsættelse.

Luftfart-, jernbane- og bustransport

Fælles for luftfart-, jernbane- og busområdet er, at der med forslaget stilles nye og

skærpede krav til de respektive operatører og infrastrukturforvaltere, samt til staten

som markedsovervågningsmyndighed, hvorfor forslaget vil have lovgivningsmæs-

sige konsekvenser.

Idet der allerede eksisterer regler om handicaptilgængelighed på transportområdet

for hhv. luftfart, jernbane og bus kan det ikke helt udelukkes, at der evt. vil være et

mindre overlap med eksisterende lovgivning. Dette vurderes dog umiddelbart ikke

at være tilfældet, og der arbejdes på at skabe klarhed i direktivforslaget så dobbelt-

regulering undgås.

Byggeri

For så vidt angår byggeri vurderes det, at forslaget ikke vil have nationale lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser i forhold til reguleringen af byggeriet, da bestemmel-

sen i direktivforslaget er fakultativ. Når der ses på forhandlingssituationen, så kon-

stateres det, at byggeområdet udgår helt af kompromisforslaget.

Administrative konsekvenser:

Generelt vurderes det, at forslaget vil medføre moderate administrative konsekven-

ser for erhvervslivet og offentlige myndigheder. De administrative konsekvenser,

som er beskrevet nedenfor, vil dog mindskes, såfremt linjen i det nuværende kom-

promisforslag fastholdes.

De forventede

administrative

konsekvenser vil bestå i, at der stilles krav om at

påføre oplysninger om de omfattede produkter og tjenesteydelsers anvendelse på

selve produktet. Dette vil både betyde en administrativ omstillingsbyrde i form af

ændringer af mærkning, brugsanvisninger og lignende, og samtidig vil nye produk-

ter også løbende skulle påføres disse nye krav. Kravene indføres for at øge tilgæn-

geligheden af produkterne for personer med funktionsnedsættelser.

Forslaget lægger endvidere op til at regulere adgangen til at kontakte alarmtjene-

ster. I henhold til kompromisforslaget skal alarmtjenester således kunne modtage

bl.a. alarmopkald via videoopkald. Det vil kræve en ændring af opkaldssystemet

hos alarmtjenesten 112. Endvidere må brugen af videoopkald antages at nødven-

diggøre, at alarmtjenesten 112 bemandes 24 timer i døgnet med en tegnsprogstolk.

Disse forhold må forventes at have administrative konsekvenser for det offentlige.

115

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Der stilles i forslaget endvidere krav om, at medlemsstaterne udpeger de markeds-

overvågningsmyndigheder, der er ansvarlige for produkter og tjenesteydelsers

overholdelse af tilgængelighedskravene.

Kommissionen har tilkendegivet, at ”mar-

kedsovervågningsmyndighed” i forslaget skal forstås i overensstemmelse med

markedsovervågningsforordningen

. Forordningen indeholder bl.a. bestemmelser

om oplysningspligt over for Kommissionen, varetagelse af markedsovervågnings-

opgaven herunder bestemmelser om markedsovervågningsforanstaltninger og sik-

ring af tilstrækkelige ressourcer til markedsovervågningsmyndigheder.

Forslaget giver et vist spillerum for organisering af opgaven på nationalt plan. Im-

plementering vil senest fra seks år efter vedtagelse medføre omkostninger i form af

øgede tilsyns- og kontrolopgaver samt håndtering af klager og indberetninger. Det

præcise omfang er på nuværende tidspunkt uvist, da det bl.a. vil afhænge af direk-

tivforslagets endelige form og den fremtidige mængde af klager og indberetninger.

På det foreliggende grundlag vurderes det fx, at markedsovervågningsopgaven for

så vidt angår bestemmelserne om elektronisk kommunikation vil kræve mellem et

kvart og et halvt årsværk for den udnævnte offentlige myndighed.

Økonomiske konsekvenser

Baseret på Kommissionens direktivforslag forventes de økonomiske implemente-

ringsudgifter for de offentlige myndigheder og erhverv, som har leveret estimater

at ligge i intervallet 479 - 854 mio. kr. mio. kr. som følge af krav til ændring eller

udskiftning af eksisterende produkter og tjenesteydelser. Der vil derudover være

væsentlige årlige udgifter til drift og vedligehold for de berørte offentlige myndig-

heder og virksomheder. Estimatet er behæftet med meget stor usikkerhed.

Flere brancher har ikke leveret estimater, ligesom tilbagemeldingerne fra flere hø-

ringsparter har været, at det ikke er muligt at angive et estimat for, hvilke omkost-

ninger det vil have, såfremt der som foreslået fastsættes tilgængelighedskrav til

andre eksisterende EU-retsakter. Det må derfor forventes, at direktivforslagets

reelle omkostninger er højere end ovenfor anført.

Den aktuelle forhandlingssituation i Rådet tyder dog på, at forslagets anvendelses-

område vil blive indskrænket, ligesom der vil blive fastsat længere overgangsord-

ninger m.m. Dette vil alt andet lige betyde, at de økonomiske konsekvenser, som er

anført nedenfor, mindskes. På busområdet er det fx beregnet, at såfremt linjen i de

seneste forhandlingsudspil erstatter Kommissionens forslag, ville omkostningerne

på busområdet falde fra de anførte 98-142 mio. kr. til 95-112 mio. kr. Herudover

vurderer Finans Danmark, at udgifterne til pengeautomater ville falde fra 125 mio.

kr. til 75 mio. kr. Da forhandlingssituationen løbende har udviklet sig meget, har

det dog ikke været muligt at foretage en generel tværgående høring af forslagets

økonomiske konsekvenser, da resultatet af høringen hurtigt ville være forældet.

Det skal understreges, at alle estimater, som er anført nedenfor, er foretaget af en-

ten de berørte virksomheder eller deres brancheorganisationer, eller af de berørte

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til

akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter.

116

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

statslige selskaber m.m. Alle parter, der har leveret estimater, har taget meget store

forbehold.

E-handel

Forslaget forventes at have konsekvenser for erhvervslivet for at disse kan leve op

til direktivets foreslåede krav. Der er dog i forslaget en række uklarheder, som gør

det vanskeligt at estimere de nærmere erhvervsøkonomiske konsekvenser for dan-

ske e-handelsvirksomheder.

Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv estimerer på baggrund af officielle tyske

beregninger, at det i en dansk sammenhæng ville svare til ca. 340 mio. kr. i omstil-

lingsomkostninger samt yderligere 12 mio. kr. i årlige omkostninger. Svenske be-

regninger med baggrund i den tyske metode indikerer et lavere beløb på ca. 50 mio.

kr. i en dansk kontekst.

Baseret på det aktuelle kompromisforslag udgår mikrovirksomheder fra forslagets

anvendelsesområde fsva. e-handel, hvorfor dette alt andet lige vil betyde, at de

økonomiske konsekvenser vil mindskes.

Finansielle tjenester

Forslaget om at stille krav til tilgængeligheden af pengeautomater og banktjenester

vil have betydelige erhvervsøkonomiske konsekvenser.

I relation til pengeautomater stiller forslaget krav til indretning, uden dog at speci-

ficere de tekniske krav nærmere. Det fremgår dog, at brugergrænsefladen eksem-

pelvis skal sikre kommunikation via mere end én sensorisk kanal, hvilket betyder,

at der skal være en oplæsningsfunktion i pengeautomaten.

Der vil

således

være tale om

visse

systemtilpasninger og fysiske ændringer.

Finans Danmark

har tidligere

vurderet, at de gennemsnitlige ændringer pr. penge-

automat vil beløbe sig til ca. 50.000 kr. Da der er ca. 2.500 pengeautomater i Dan-

mark betyder dette en forventet samlet omkostning på ca. 125 mio. kr. for sektoren.

I kompromisforslaget er der dog lagt op til, at selvbetjeningsterminaler, herunder

pengeautomater, kan benyttes i resten af deres levetid, dog maksimalt 20 år efter

forslagets ikrafttræden. Det betyder, at terminalerne ikke nødvendigvis skal udskif-

tes for at leve op til tilgængelighedsbestemmelserne, før de alligevel skal udskiftes,

hvilket formentlig vil mindske de økonomiske konsekvenser væsentligt. Det bety-

der samtidig, at ovennævnte udgift strækker sig over en længere årrække. Derud-

over indeholder kompromisforslaget ikke længere noget krav til ændringer af det

bebyggede miljø, som det er tilfældet i Kommissionens oprindelige forslag.

Der stilles krav om tilgængelighed af websteder, der anvendes til levering af bank-

tjenester og banktjenester til mobile enheder, med henblik på at maksimere anven-

delsen for personer med funktionsnedsættelse. Der stilles bl.a. krav om, at brugerne

kan opfatte, bruge og forstå indholdet og interaktionsformen samt krav om at sikre,

at tjenesteydelserne er rettet mod behovene hos personer med funktionelle be-

grænsninger.

117

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

I forhold til net- og mobilbankløsninger er der ligeledes stor forskel på hvordan

pengeinstitutterne vil skulle foretage ændringer afhængigt af de eksisterende løs-

ninger.

Det vurderes, at der vil være behov for ændringer i bl.a. software i form af fleksible

justeringer af layout tilpasset den enkelte kunde, hvilket vil medføre omkostninger

i forhold til at ændre eksisterende løsninger og ved fremstilling af fremtidigt ind-

hold. Finans Danmark vurderer, at opgaverne fsva. netbank, mobilbank og penge-

institutternes hjemmesider vil beløbe sig til mellem 50 og 75 mio. kr. for sektoren.

Audiovisuelle medietjenester

Forslaget lægger op til, at offentlige og private aktører skal levere audiovisuelle

medietjenester

–

dvs. traditionelt tv og tv-lignende on demand-tjenester såsom

”catch-up”-tjenester

og video on demand-tjenester (fx Netflix, HBO m.m.) på en

sådan måde, at personer med funktionsnedsættelser, herunder personer med handi-

cap, kan maksimere deres forventede anvendelse af de audiovisuelle medietjene-

ster. Dette indebærer blandt andet, at leverandører af audiovisuelle medietjenester

skal oplyse om tilgængelighedsfunktioner- og faciliteter, gøre websteder tilgænge-

lige på en ensartet måde, der sikrer, at brugerne kan opfatte, bruge, og forstå ind-

holdet, og i det hele taget have fokus på behovene hos personer med funktionelle

begrænsninger.

Rækkevidden af flere af de foreslåede krav er fortsat vanskelige at opgøre. Hertil

kommer, at der endnu ikke foreligger en endelig oversigt over antallet af udbydere

af audiovisuelle on demand-tjenester i Danmark.

Det betyder, at det fortsat er vanskeligt at vurdere forslagets statsfinansielle og

erhvervsøkonomiske konsekvenser på det audiovisuelle område. Med en række

forbehold og på grundlag af den nuværende forståelse af forslaget estimeres det, at

forslaget i sin nuværende form for det audiovisuelle område vil kunne medføre

direkte omkostninger for staten og erhvervet på ca. 80-90 mio. kr. samt ca. 30 mio.

kr. i årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.

Det bemærkes, at formandsskabet har ladet tilgængelighedskrav til audiovisuelle

medietjenester udgå fra kompromisforslaget med henblik på at genindsætte tilgæn-

gelighedskrav til audiovisuelle medietjenester i forslaget til direktiv om ændring af

direktiv om audiovisuelle medietjenester (AVMS-direktivet), jf. pkt. 9 nedenfor om

forhandlingssituationen. Adgangstjenester til audiovisuelle medietjenester er dog i

stedet indføjet i kompromisforslaget. Direktivforslagets økonomiske konsekvenser

vil som følge heraf blive mindsket meget væsentligt.

Elektroniske kommunikationstjenester, herunder alarmopkald og -tjenester

Uagtet direktivets proportionalitetsbestemmelse vurderes det, at en stor del af tele-

branchen vil være omfattet af forslagets bestemmelser. Telebranchen har på nuvæ-

rende tidspunkt ikke kunnet give et overblik over deres forventede efterlevelses-

omkostninger forbundet med tilgængelighedsdirektivet. Kommissionen har i sin

konsekvensanalyse anslået, at den administrative byrde af forslaget for teleselska-

ber beløber sig til 80 arbejdstimer pr. selskab. Dette omfatter alene tilrådighedsstil-

lelse af information om tjenester og produkters tilgængelighed.

118

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Kommissionens konsekvensanalyse adresserer ikke omkostningerne for tilpasning

af hjemmesider, samt inklusion af funktioner, praksis, politikker og procedurer og

ændringer i udførelsen af tjenesteydelser, der er rettet mod handicappede. I be-

tragtning af ovenstående, samt at anvendelsen af direktivets undtagelsesbestem-

melser ikke er entydig, kan der ikke på nuværende tidspunkt gives et fuldt ud un-

derbygget estimat af implementeringsomkostningerne på teleområdet.

Bruger man imidlertid konsekvensanalysens beregningsmetode for de danske tele-

selskaber, anslås udgiften hertil at beløbe sig til ca. 2,25 mio. kr. Hertil kommer

udgifter til tilpasning af hjemmesider, samt inklusion af funktioner, praksis, poli-

tikker og procedurer og ændringer i udførelsen af tjenesteydelser, der er rettet mod

handicappede. Som det fremgår af ovenstående er dette estimat dog forbundet med

en betydelig usikkerhed, men er under omstændighederne det bedst mulige bud.

Som tidligere anført lægges der endvidere op til at regulere adgangen til at kontakte

alarmtjenester. Hvis alarmtjenesten 112 skal kunne modtage videoopkald, vil det

kræve en ændring af opkaldssystemet, ligesom brugen af videoopkald antages at

nødvendiggøre, at alarmtjenesten 112 bemandes 24 timer i døgnet med en tegn-

sprogstolk. Disse forhold må forventes at have betydelige økonomiske konsekven-

ser, som på nuværende tidspunkt skønnes vil medføre merudgifter for det offentlige

på 2-15 mio. kr. Skønnet er dog forbundet med betydelig usikkerhed.

Søtransport

Forslaget forventes ud fra en foreløbig vurdering ikke at have væsentlige statsfi-

nansielle, samfundsøkonomiske eller erhvervsøkonomiske konsekvenser. Den en-

delige vurdering vil imidlertid bero på en nærmere analyse af forslagets konkrete

elementer, herunder ikke mindst i hvor høj grad den eksisterende regulering vedrø-

rende tilgængelighed for skibspassagerer med nedsat funktionsevne, herunder den

relevante EU- og internationale regulering, i forvejen tilgodeser direktivforslaget

krav.

Der er i sektoren forskellige forhold, der skal iagttages for at sikre tilgængelighed i

relation til direktivforslaget, og der er derfor stor forskel på, hvilke og hvor store

ændringer der skal foretages, og dermed på hvilke omkostninger ændringerne ind-

befatter.

Baseret på den aktuelle forhandlingssituation vurderes det, at de økonomiske kon-

sekvenser på søtransportområdet muligvis mindskes, da kompromisforslaget bl.a.

indeholder væsentligt længere overgangsordninger på søtransportområdet, samt en

afgrænsning af, at tilgængelighedskravene kun skal gælde for passagertransport.

Flytransport

Forslaget vurderes at have omfattende erhvervsøkonomiske konsekvenser for luft-

havne og luftfartselskaber, der pålægges nye tekniske krav til etablering af webste-

der, tjenester til mobile enheder, intelligente billetsystemer, selvbetjeningstermina-

ler og billetautomater og selvbetjeningsautomater til check-in. Det er ikke muligt

præcist at angive i hvilken størrelsesorden, da der er tale om teknologi, som endnu

ikke er udviklet og krav, som ikke er endeligt specificeret.

119

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Fastsættelsen af direktivets implementeringsfrist er fortsat genstand for forhand-

ling. Denne har betydning for hvorledes, der kan tages hensyn til eksisterende ma-

teriels levetid, som har betydning for fastsættelsen af de økonomiske omkostninger.

Endeligt er det under afklaring, hvorvidt f.eks. hele eller dele af lufthavnes driftstil-

ladelser/koncessioner kan blive omfattet af direktivets bestemmelser. Dette kan

f.eks. få betydning i tilfælde hvor koncessionshaver får udført byggeprojekter af en

tredjepart.

Etableringen af en markedsovervågningsmyndighed på lufttransportområdet for-

ventes ikke at medføre væsentlige statsfinansielle omkostninger, såfremt denne

opgave kan placeres hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som allerede nu hånd-

terer klager relateret til flyrejser for personer med et handicap.

Baseret på den aktuelle forhandlingssituation vurderes det, at de økonomiske kon-

sekvenser på flytransportområdet muligvis mindskes, da kompromisforslaget bl.a.

indeholder væsentligt længere overgangsordninger på flytransportområdet samt en

afgræsning af, at tilgængelighedskravene kun skal gælde for passagertransport.

Bustransport

Trafikselskaberne har oplyst, at det på det foreliggende grundlag som minimum

forventes, at der vil være implementeringsudgifter for trafikselskaberne i størrel-

sesordenen 98-142 mio. kr. Dertil kommer øgede omkostninger til drift og vedlige-

hold. Det skal understreges, at der for alle parter er tale om usikre estimater som vil

komme an på den praktiske anvendelse af direktivet, samt i hvilken grad eksiste-

rende udstyr kan tilpasses, eller om der skal købes nyt udstyr. Rejsekort A/S udgif-

ter i medfør af forslaget er medtaget i ovenstående estimat, men en del af udgifter-

ne hører rettelig til under afsnittet om ”Jernbanetransport” nedenfor. Udgifter

på

fjernbusområdet er ikke medtaget.

Etableringen af en markedsovervågningsmyndighed på busområdet forventes ikke

at medføre væsentlige statsfinansielle omkostninger, såfremt denne opgave kan

placeres hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som allerede nu er markedsover-

vågningsinstans for buspassagerrettighedsforordningen.

Baseret på den aktuelle forhandlingssituation vurderes det, at de økonomiske kon-

sekvenser på bustransportområdet muligvis mindskes, da kompromisforslaget bl.a.

indeholder væsentligt længere overgangsordninger på bustransportområdet, samt

en afgræsning af, at tilgængelighedskravene kun skal gælde for passagertransport.

Jernbanetransport

Jernbaneoperatørerne har oplyst, at det på det foreliggende grundlag som minimum

forventes, at der vil være implementeringsomkostninger for erhvervslivet i størrel-

sesordenen 74-80 mio. kr. Dertil kommer øgede omkostninger til drift og vedlige-

hold. Estimatet er baseret på tilbagemeldinger fra Banedanmark, DSB, Arriva,

lokalbanerne og trafikselskaberne. Det skal understreges, at der for alle parter er

tale om usikre estimater, som er meget afhængige af, hvordan direktivforslaget i

praksis anvendes, samt i hvilken grad eksisterende udstyr kan tilpasses eller om der

skal købes nyt.

120

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Etableringen af en markedsovervågningsmyndighed på jernbaneområdet forventes

ikke at medføre væsentlige statsfinansielle omkostninger, såfremt denne opgave

kan placeres hos Jernbanenævnet, som allerede nu er markedsovervågningsinstans

for jernbanepassagerrettighedsforordningen.

Baseret på den aktuelle forhandlingssituation vurderes det, at de økonomiske kon-

sekvenser på jernbanetransportområdet muligvis mindskes i forhold til ovenfor-

nævnte estimat, da kompromisforslaget bl.a. indeholder væsentligt længere over-

gangsordninger på jernbanetransportområdet samt en afgræsning af, at tilgængelig-

hedskravene kun skal gælde for passagertransport.

Byggeri

Forslaget vurderes som udgangspunkt ikke at have statsfinansielle, samfundsmæs-

sige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser for byggeriet, da der er tale om en

valgfri bestemmelse.

Byggeområdet er i øvrigt et af de områder, som er udgået af kompromisforslaget.

8. Høring

Forslaget har været i almindelig høring hos berørte interessenter, herunder special-

udvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold. Hovedindholdet af høringssvarene

fremgår af nedenstående. Det bemærkes, at høringssvarene forholder sig til Kom-

missionens oprindelige forslag.

Danmarks Biblioteksforening: Danmarks Biblioteksforening er generelt enig i de

anførte formål, men kan tilslutte sig de synspunkter og betænkeligheder, der anfø-

res i notatet. Der er tale om et direktivforslag med et meget bredt anvendelsesom-

råde, som også kan få betydning for de ydelser, som bibliotekerne tilbyder, fx når

det drejer sig om digitale medietjenester. Danmarks Biblioteksforening vil i den

forbindelse understrege, at konsekvenserne er uklare både hvad angår e-

bogsformidling som eReolen, samt for film og musikformidling via bibliotekerne i

Danmark. Danmarks Biblioteksforening kan derfor tilslutte sig notatets bemærk-

ninger om, at det fremlagte direktivforslag giver anledning til betænkelighed, og at

omfanget er uklart.

Dansk Industri (DI): DI kan tilslutte sig regeringens foreløbige generelle holdning

til direktivforslaget. Det er DI’s opfattelse,

at forslagets krav ikke er proportionale

med målet og risikerer at føre til betydelige omkostninger for virksomhederne og

dermed højere priser og mindre produktudbud for forbrugerne.

DI hæfter sig ved, at definitionerne af ”tilgængelige produkter og tjenesteydelser”,

af ”personer med funktionelle begrænsninger”, samt af ”personer med handicap”,

jf. direktivforslagets artikel 2, nr. 1, 3 og 4, er meget brede. Det giver anledning til

at tro, at de berørte produkter og tjenesteydelser skal tilpasses, så de er tilgængelige

for personer med funktionelle begrænsninger og handicaps, uanset graden og ka-

rakteren af en funktionel begrænsning eller et handicap. Afhængig af hvordan di-

rektivet konkret vil blive implementeret, kan det betyde, at virksomhederne vil

skulle tilpasse produkter og tjenester i et uforholdsmæssigt omfang. Direktivforsla-

get anerkender tilsyneladende ikke, at der desværre er nogle typer af funktionsned-

sættelser og handicaps, som har en sådan natur og karakter, at det - uanset hvor

121

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

kreativ en virksomhed er - ikke er muligt at tilpasse et produkt eller en tjeneste-

ydelse, så produktet eller tjenesten er tilgængelig for personer med sådanne alvorli-

ge funktionsnedsættelser eller handicaps. Direktivforslaget anerkender heller ikke,

at der er nogle produkter og tjenester, som i sin natur ganske enkelt ikke henvender

sig til personer med visse funktionsnedsættelser eller handicaps, ligesom der vil

være produkter i forskellige prisklasser med forskelligt udstyr.

Forslaget til direktivets artikel 12 giver ganske vist mulighed for, at virksomheden

på visse betingelser kan undlade at overholde tilgængelighedskravene, hvis det vil

indebære en væsentlig ændring af produktet eller tjenesteydelsen eller medføre en

uforholdsmæssig stor byrde for virksomheden. For at imødegå de bekymringer,

som DI har nævnt ovenfor, bør det imidlertid også være muligt at indfortolke en

modifikation til virksomhedens forpligtelser i udtrykket "den forventede anvendel-

se", som benyttes i direktivforslagets Bilag I, der beskriver tilgængelighedskravene

nærmere. Udtrykket bør efter DI´s opfattelse fortolkes under hensyntagen til, at

personer med visse former for funktionsnedsættelse eller handicaps kan være helt

uden for en virksomheds målgruppe, og at virksomheden derfor må kunne gå ud

fra, at disse personer ikke har nogen forventet anvendelse af produktet eller tjene-

steydelsen.

En yderligere bekymring ligger i forslaget til direktivets artikel 12.6., hvor en sær-

lig notifikationsprocedure introduceres, hvis produktet ikke lever op til kravene. Et

sådant krav om notifikation til alle myndigheder i lande, hvor produktet eller tjene-

steydelsen forventes markedsført, synes helt ude af proportioner, især når der

sammenlignes med, hvad der kræves i forhold til overholdelse af sikkerhedskrav i

fx lavspændingsdirektivet.

Generelt set bør der indføres en artikel, der åbner mulighed for, at produktet, hvis

det ikke i sig selv tilbyder de krævede alternative muligheder, kan være kompati-

belt med andre produkter, der åbner mulighed herfor.

Danske Handicaporganisationer (DH): DH synes, det er meget positivt, at kommis-

sionen er kommet med sit forslag til et tilgængelighedsdirektiv. Mennesker med

handicap møder på nuværende tidspunkt mange barrierer, der gør det meget svært

at bidrage i alle samfundets

aspekter. Med det rette indhold kan en europæisk ”til-

gængelighedslov” være med til at ændre dette og sikre tilgængelighed for alle på

tværs af grænserne i EU. DH mener derfor, at den danske regering skal støtte initia-

tivet og arbejde for, at det bliver vedtaget.

DH finder det meget positivt, at regeringen støtter direktivets overordnede målsæt-

ning om at forbedre adgangen til tilgængelige produkter og tjenesteydelser på det

indre marked. DH ser det desuden som meget positivt, at regeringen vil analysere

de enkelte dele af forslaget nærmere og ser frem til at se resultatet.

Dog mener DH, at notatet fokuserer meget på ikke at pålægge erhvervslivet unød-

vendige byrder. DH mener ikke, der er tale om unødvendige byrder. Der er behov

for at stille krav til erhvervslivet for at sikre adgang til samfundet for personer med

handicap og hermed direktivets overordnede målsætning. Desuden er DH af den

opfattelse, at ikke alle tilgængelighedskrav giver ekstra omkostninger eller arbejds-

gange, men f.eks. kan handle om en omlægning af arbejdsgange og processer, der

122

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

efterfølgende resulterer i tilgængelige produkter eller tjenesteydelser. Et ”tilgænge-

lighedsdirektiv” vil bidrage til at skabe den fornødne opmærksomhed og viden om

tilgængelighed. Her er det også vigtigt at tilføje, at direktivet vil have en gennem-

førelsesperiode, i hvilken erhvervslivet kan forberede sig på at leve op til kravene.

Direktivets anvendelsesområde kan efter DH's opfattelse med fordel udvides til at

omhandle flere områder som bl.a. det bebyggede område, husholdningsprodukter

og overnatningsmuligheder. DH mener endvidere, at tilgængelighedskravet i for-

slaget til direktivets artikel 3 kan forbedres ved at stille krav om, at bygningerne

skal være tilgængelige.

Det er endvidere meget vigtigt, at forslaget til direktivets artikel 12, der giver mu-

lighed for, at virksomheden på visse betingelser kan undlade at overholde tilgænge-

lighedskravene, hvis det vil indebære en væsentlig ændring af produktet eller tjene-

steydelsen eller medføre en uforholdsmæssig stor byrde for virksomheden, ikke

bliver en kattelem. Derfor skal brugen af denne artikel overvåges. DH foreslår der-

for nedsættelse af nationale rådgivende brugerorganer, som kan vurdere, om de

tilgængelighedsløsninger, som tilbydes, er relevante. Det er endvidere vigtigt, at

den dedikerede komité, som skal nedsættes under kommissionen, udsteder klare og

dækkende retningslinjer.

Det er vigtigt, at personer med handicap inddrages i standardiseringsarbejdet, der

kan føre frem til fælles tekniske specifikationer, som forudsat i forslaget til direkti-

vets artikel 14. Risikoen ved at benytte det i forslaget til artikel 16 foreslåede CE-

mærkning er bl.a. selvevalueringen. Desuden er det ikke et mærke, som forbrugere

forbinder med tilgængelighed. Der skal derfor iværksættes en form for markedsfø-

ring af CE-mærket og tilgængelighed. Markedsovervågningsmyndighedernes op-

lysninger om erhvervsdrivendes overholdelse af de gældende tilgængelighedskrav

skal systematisk gøres tilgængelige for forbrugerne. Der skal udvikles et certifice-

ringssystem for tjenesteydelser, der kan sikre, at tilgængelighedskravet overholdes.

Det er endvidere vigtigt, at man i direktivet præciserer, hvordan forholdet er til

andre EU-retsakter. Der skal også være et system, der sikrer kontrol med overhol-

delsen af bestemmelserne i direktivet, så muligheden for som enkeltperson at ind-

bringe en sag for domstolene bliver sidste udvej. Der skal allokeres ressourcer til at

håndhæve sanktionerne og til investering i tilgængelighedsrelaterede initiativer.

Den foreslåede gennemførelsesperiode på seks år er for lang. Hvis anvendelsesom-

rådet udvides til også at omfatte det bebyggede område, kan perioden derimod

forlænges.

Det Kongelige Bibliotek: Det Kongelige Bibliotek er generelt enigt i at fremme

tilgængelighed. Det Kongelige Bibliotek kan tilslutte sig notatets bemærkninger

om, at der er behov for nærmere afklaring og analyse af direktivforslagets anven-

delsesområde og begreber.

Det Kongelige Bibliotek er bekendt med, at Statsbiblioteket har afgivet et hørings-

svar, hvori der gøres opmærksom på, at direktivforslaget vil kunne have konse-

kvenser for dette biblioteks audiovisuelle medietjenester. Disse tjenester har Det

Kongelige Bibliotek som pligtafleveringsinstitution i dag adgang til, og det vil

være problematisk, hvis direktivforslaget betyder, at bibliotekets brugere mister

123

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

denne adgang. Tilgængelighedskrav i forhold til bygninger kan eventuelt også få

betydning for Det Kongelige Bibliotek.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA): FA vil henstille, at regeringen fasthol-

der, at forslaget ikke må pålægge erhvervslivet unødvendige eller uforholdsmæssi-

ge byrder. FA skal i den forbindelse henvise til, at Finansrådet over for Finanstil-

synet har vurderet, at forslaget vil medføre merudgifter på mellem 150 og 250 mio.

kr. for danske pengeinstitutter. Der er tale om et konservativt skøn. Merudgifter i

denne størrelsesorden må forventes at kunne få betydning for beskæftigelsen i fi-

nanssektoren i Danmark. Det er vigtigt, at regeringen fortsat er opmærksom på de

meget vidtgående økonomiske konsekvenser af forslaget.

Forbrugerådet Tænk: Forbrugerrådet Tænk hilser direktivforslaget meget velkom-

ment. En række forhold peger i høj grad på et øget og efter Forbrugerrådet Tænks

opfattelse nødvendigt og vigtigt fokus på, at samfundet generelt skal være tilgæn-

geligt for alle forbrugere. Forbrugerrådet Tænk henviser til Danmarks underskri-

velse af FN´s Handicapkonvention, Kommissionens vedtagelse af en europæisk

handicapstrategi 2010-2010 KOM(2010) 636 final, og det forhold, at der i EU er

ca. 80 millioner mennesker, der i et vist omfang er ramt af et handicap, og at tallet

forventes at stige støt i takt med, at antallet af ældre øges.

For så vidt angår kommunikationsterminaler (computere og telefoner) og kommu-

nikationstjenester, produceres og forhandles de i stigende grad på tværs af græn-

serne i EU eller af selskaber, der opererer i flere lande. Det vil derfor være af be-

tydning for både selskaber og forbrugere, at der kommer fælles regler om tilgænge-

lighed i EU. Om effekten for forbrugerne er positiv, vil naturligvis afhænge af det

niveau for tilgængelighed, der stilles krav om. Men under alle omstændigheder vil

fælles krav kunne lede til lavere produktionsomkostninger for de tilgængeligheds-

skabende elementer i produkter og tjenester. Dermed gøres tilgængeligheden billi-

gere i de lande, der allerede har udbyggede krav, f.eks. i Danmark på visse områ-

der. Og ved at lægge barren højt i direktivet kan man undgå, at danske virksomhe-

der belastes mere end andre europæiske virksomheder. I dag skal virksomhederne,

der leverer tilgængelighed, producere efter landenes forskellige lovgivning, men

med ét sæt fælles regler i EU kunne det være relevant at få analyseret, hvorledes et

sådant direktiv kan skabe arbejdspladser og billigere tilgængelighed gennem at

udvide markedet for tilgængelighedselementer.

Statsbiblioteket: Statsbiblioteket er generelt enig i de anførte formål, men kan til-

slutte sig de synspunkter og betænkeligheder, der anføres i notatet. Der er tale om

et direktivforslag med et meget bredt anvendelsesområde, som også kan få betyd-

ning for de ydelser, som Statsbiblioteket tilbyder, fx når det drejer sig om audiovi-

suelle medietjenester. Der er tale om specialdesignede og særudviklede audiovisu-

elle medietjenester, som det har krævet store it-ressourcer at udvikle, og som stiller

særlige udviklingskrav, fordi de særlige tekniske og juridiske behov ikke kan løses

på anden måde. Såfremt disse tjenester skal ændres til at opfylde de krav vedrøren-

de audiovisuelle tjenester, som blandt andet er beskrevet i bilaget til direktivforsla-

get, vil det være så krævende både teknisk og økonomisk, at det ikke skønnes mu-

ligt inden for de bevillingsmæssige rammer. Det vil ud fra en umiddelbar vurdering

kræve omfattende tilførsel af ressourcer eller opgivelse af tjenesteydelser.

124

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Forslaget kan muligvis også få betydning for Statsbiblioteket på andre områder fx

vedrørende e-bøger og e-ressourcer. Tilgængelighedskrav i forhold til bygninger

kan eventuelt også få betydning for Statsbiblioteket.

TDC: TDC støtter den foreslåede danske holdning. TDC bemærker, at det uanset

bl.a. hensynet til proportionalitet som beskrevet i Artikel 12 er vanskeligt at se

begrundelsen endsige behovet for, at det foreslåede direktiv skal omfatte telefon-

tjenester. Dette gælder særligt med hensyn til telefontjenester ikke mindst i lyset af,

at udbydere af sådanne tjenester må forventes at få fastsat krav om hensyn til han-

dicappede i det kommende Forsyningspligtdirektiv. Krav om information, som det

fremgår af Bilag 1, Afsnit 3, vil således i givet fald kunne betyde en yderligere

administrativ byrde uden værdi for brugerne.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Tilgængelighed hører som udgangspunkt under Børne- og Socialministeriet, men

det blev besluttet, at Transport-, Bygnings- og Boligministeriet skulle koordinere

og forhandle direktivforslaget på regeringens vegne, da forslaget har en væsentlig

påvirkning på transportområdet. Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er i tæt

kontakt med specielt Erhvervsministeriet, Kulturministeriet og Energi-, Forsy-

nings- og Klimaministeriet, da direktivforslaget også væsentligt påvirkninger disse

ministeriers ressortområder.

Blandt medlemslandene har der generelt været opbakning til forslagets formål om

at sikre tilgængelighed for personer med et handicap samt et velfungerende indre

marked, men majoriteten af medlemslande, herunder Danmark, har også tilkende-

givet en overordnet skepsis i forhold til forslagets anvendelsesområde, horisontale

tilgang m.m.

Skiftende formandsskaber har forsøgt at adressere disse udmeldinger i en række

kompromisforslag. I det foreliggende kompromisforslag, som det er formandsska-

bets ambition, at der skal tages stilling til på EPSCO-rådsmødet den 7. december

2017 foreslås følgende substantielle ændringer i forhold til Kommissionens oprin-

delige forslag:



Audiovisuelle medietjenester udgår af direktivteksten og indsættes i stedet

i forslaget til revision af direktivet om audiovisuelle medietjenester. Rela-

teret forbrugsudstyr med avanceret databehandlingskapacitet er fortsat en

del af forslaget til et tilgængelighedsdirektiv. Endvidere er adgangstjene-

ster til audiovisuelle

medietjenester

indføjet på baggrund af ønske fra en

gruppe medlemsstater.

Det præciseres, at hvis man lever op til gældende passagerrettighedslov-

givning, så anses disse krav i direktivet for opfyldt, hvorved usikkerhed om

dobbeltregulering undgås.

Overgangsbestemmelserne er udvidet, således at medlemslandene har mu-

lighed for at tillade, at produkter først skal efterleve tilgængelighedskrave-

ne efter 11 år. Selvbetjeningsterminaler (billetautomater etc.) skal senest

20 år efter forslagets ikrafttræden leve op til tilgængelighedskravene.

Tilgængelighedskrav til eksisterende EU lovgivning udgår helt af direktiv-

forslagets anvendelsesområde, dvs. at der ikke længere stilles nye tilgæn-



125

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017



gelighedskrav til Udbudsdirektivet, PSO forordningen, TEN-T forordnin-

gen, Koncessionsdirektivet m.m.

Byggeområdet fjernes helt fra forslaget.

Mikrovirksomheder undtages fra en række krav til dokumentation etc.,

samt fra at skulle leve op til tilgængelighedskravene ved e-handel.

Målgruppen for forslaget er indsnævret til kun at omfatte personer med

handicap, og ikke også personer med funktionelle begrænsninger.

De konkrete tilgængelighedskrav er blevet omformuleret, så de nu er mere

overskuelige og forståelige. Der gives endvidere konkrete eksempler i tek-

sten på, hvordan kravene tænkes anvendt.

Definitioner, forståelse og struktur er generelt blevet bedre, om end der

stadig er mangler.

Mulighederne for at blive undtaget fra kravene såfremt kravene udgør en

uforholdsmæssig stor byrde udvides.

Selvbetjeningsautomater begrænses til kun at skulle leve op til tilgængelig-

hedskravene, såfremt de anvendes i relation til en af de i forslaget nævnte

services.

I lyset af det foreliggende kompromisforslag, som omfatter substantielle ændringer

ift. Kommissionens oprindelige forslag, er formandsskabets ambition at opnå enig-

hed(generel indstilling) på EPSCO-rådsmødet den 7. december 2017. På baggrund

af de substantielle ændringer vurderes det, at der formentlig vil kunne opnås enig-

hed om kompromisforslaget på EPSCO-rådsmødet.

Udeståender

Kompromisforslaget vurderes at imødekomme en væsentlig del af de danske syns-

punkter, hvorfor det formentlig vil medføre en betydelig reduktion af de økonomi-

ske og administrative omkostninger.

Der er dog en lang række bestemmelser i kompromisforslaget, som stadig vil med-

føre meget store økonomiske omkostninger for offentlige myndigheder og virk-

somhederne, jf. pkt. 7 om konsekvenser.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter helt overordnet intentionerne om at forbedre adgangen til pro-

dukter og tjenesteydelser på det indre marked, og regeringen støtter ligeledes den

overordnede målsætning om at skabe bedre adgang til varer og tjenesteydelser for

personer med et handicap. Kommissionens forslag giver dog anledning til en række

betænkeligheder specielt i forhold til de betydelige byrder for erhvervslivet og

offentlige myndigheder, som forslaget medfører.

Regeringen lægger derfor betyde-

lig vægt på, at forslagets nationale omkostninger minimeres mest muligt, og at

forslaget ikke pålægger erhvervslivet eller offentlige myndigheder nye økonomiske

byrder i form af krav til tilgængelighed i forhold til den i dag forventede udvikling.

Direktivforslagets retsgrundlag

Som nævnt ovenfor under pkt. 5 finder regeringen umiddelbart ikke fuldt tilstræk-

keligt grundlag for at tilsidesætte Kommissionens vurdering af, at forslaget er i

overensstemmelse med nærhedsprincippet.

126

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Forslaget giver dog anledning til en række betænkeligheder, og regeringen er bl.a.

overordentligt skeptisk overfor, at der som noget nyt fastsættes fælles materielle

EU-regler vedrørende tilgængelighed på byggeområdet. De foreslåede tilgængelig-

hedskrav til byggeområdet er dog valgfri, og baseret på den nuværende forhand-

lingssituation ser det i øvrigt ud til, at byggeområdet udgår af kompromisforslaget,

hvilket også har været en prioritet fra dansk side.

Regeringen konstaterer, at Kommissionen med henvisning til det indre markeds

funktion ønsker at regulere en række tjenesteydelser i forslaget, selvom det ikke er

entydigt, at der rent faktisk er et indre markedsperspektiv ved en lang række af de

nævnte typer af tjenesteydelser. Det er derfor regeringens vurdering, at dele af for-

slaget bevæger sig på kanten af, hvad der med hjemmel i TEUF artikel 114 kan

reguleres for at imødegå handelshindringer på det indre marked, specielt fsva.

transporttjenesteydelser.

Regeringen står ikke alene med ovenstående vurdering. Rådets Juridiske Tjeneste

udsendte i maj 2016 et notat, hvori de bl.a. vurderer, at art. 114 om det indre mar-

keds funktion kan bruges som hjemmel for forslaget, men at det ikke klart fremgår

af Kommissionens egen konsekvensanalyse, hvilke hensyn til det indre marked der

begrunder, at transport- og banktjenester skal omfattes af forslaget. Rådets Juridi-

ske Tjeneste anbefaler, at forslagets anvendelsesområde indskrænkes, medmindre

der fremlægges en fyldestgørende begrundelse for, hvorfor regulering er nødvendig

i forhold til det indre marked. Regeringen mener ikke, at Kommissionen har frem-

lagt denne fyldestgørende begrundelse.

Da det bl.a. er tvivlsomt, om der er et indre markeds perspektiv ved dele af forsla-

gets anvendelsesområde, har regeringen under forhandlingerne af forslaget haft

særlig fokus på de omtvistede tjenesteydelser.

”One size fits all” tilgængelighedskrav

Regeringen mener overordnet, at der bør fastsættes mere detaljerede tilgængelig-

hedskrav til de enkelte sektorområder, end der lægges op til i forslaget. Forslaget

lægger i kraft af sit brede anvendelsesområde op til at regulere forholdene for en

bred kreds af virksomheder, ligesom også dele af den offentlige sektor bliver be-

rørt.

Når tilgængelighedskravene fastsættes ud fra en horisontal ”one size fits all”

tankegang, som det foreslås i forslaget, bliver kravene meget overordnede og ukla-

re. Dette er uhensigtsmæssigt, da de skal gælde på meget forskelligartede sektor-

områder, hvor investeringer og tidshorisont varierer fra sektor til sektor.

Regeringen konstaterer dog, at tilgængelighedskravene i kompromisforslaget er

gjort væsentligt mere forståelige og anvendelige og målrettet de forskellige sekto-

rer, om end regeringen kunne ønske, at kravene blev endnu mere tydelige.

Transportområdet

Det er regeringens opfattelse, at transportrelaterede tjenesteydelser og produkter

forhandles og reguleres bedst inden for den eksisterende ramme, altså i sektorlov-

givningen, og at de derfor bør udgå af forslaget.

I forslaget fastsættes der tilgængelighedskrav til en lang række tjenesteydelser og

produkter på

transportområdet.

Transportområdet er generelt kendetegnet ved

meget store og meget langsigtede investeringer, og det er et område med mange

127

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

sektorspecifikke forhold, hvor der allerede i dag eksisterer regler om handicaptil-

gængelighed inden for luftfart, jernbane, bus og søtransport.

Det er tilgangen fra regeringens side, at de tilgængelighedsløsninger, der fastsættes

på transportområdet, bør være tilpasset de helt specifikke forhold i sektoren. Det er

endvidere afgørende, at aktørerne på transportområdet bliver hørt, og at de økono-

miske konsekvenser bliver klarlagt tilfredsstillende. Dertil kommer, at det sikrer

overskuelighed og mindsker bureaukrati for aktørerne, når lovgivningen er samlet

ét sted, altså i sektorlovgivningen.

Regeringen er derfor positiv overfor, at kompromisforslaget imødekommer en

række af de danske synspunkter. Fx indskrænkes anvendelsesområdet til passager-

rettet transport, og selvbetjeningsautomater (betalingsautomater etc.) skal kun gø-

res tilgængelige, hvis disse anvendes i forbindelse med de i forslaget nævnte trans-

port services. Se endvidere nedenfor om overgangsordninger og krav til eksisteren-

de EU-lovgivning.

Byggeområdet

Regeringen finder, at bestemmelsen om byggeområdet bør udgå af forslaget. Der er

i dag, bortset fra udbudsreglerne m.m., ikke EU-regulering for tilgængelighed på

byggeområdet, og Regeringen er generelt skeptisk over for at der som noget nyt

fastsættes fælles materielle EU-regler vedrørende tilgængelighed på

byggeområdet.

Til trods for, at bestemmelsen om byggeri i forslaget er valgfri, kan den i praksis

skabe et forventningspres til byggeriets tilgængelighedsforhold, hvorfor bestem-

melsen helt bør udgå. Regeringen støtter derfor, at byggeområdet ikke indgår i

kompromisforslaget.

Energi-, forsynings- og klimaområdet

For så vidt angår

energi-, forsynings- og klimaområdet

arbejder regeringen for, at

der i kompromisforslaget findes en hensigtsmæssig balance mellem de byrder, der

pålægges tjenesteudbyderne på teleområdet og de forventede positive effekter i

forhold til tilgængelighed.

Erhvervsområdet generelt

For så vidt angår

erhvervsområdet

arbejdes der for, at kompromisforslaget ikke

medfører unødvendige byrder for virksomhederne. Det gælder ikke mindst i relati-

on til de krav, forslaget stiller i forhold til e-handel og på det finansielle område.

Herudover er regeringen kritisk over for, at CE-mærkning stadig er en del af kom-

promisforslaget, da CE-mærkning er målrettet produktsikkerhed og ikke tilgænge-

lighed, hvorfor regeringen i de fortsatte forhandlinger vil arbejde for at CE-

mærkning udgår af kompromisforslaget.

Audiovisuelle medietjenester

For så vidt angår audiovisuelle medietjenester finder Danmark det betænkeligt, at

der med én retsakt ønskes fastsat grundregler om tilgængelighed for meget forskel-

ligartede tjenester og produkter. Sektorspecifikke tilgængelighedskrav for audiovi-

suelle medietjenester er allerede omhandlet i direktiv 2010/13/EU (AVMS-

direktivet), som er under revision. Fra dansk side ønskes det, at tilgængeligheds-

krav for audiovisuelle medietjenester adresseres som led i revisionen af AVMS-

direktivet, hvilket vil gøre det muligt at tage udgangspunkt i sektorspecifikke pro-

128

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

blemstillinger og hensyn. De audiovisuelle medietjenesters store samfundsmæssi-

ge, demokratiske, uddannelsesmæssige og kulturelle betydning gør en specifik

regulering af disse tjenester berettiget, hvorfor regeringen støtter, at det audiovisu-

elle medieområde er udgået af kompromisforslaget.

Alarmopkald og

–

tjenester

Alarmtjenesten 112 betjentes af offentlige myndigheder, og regeringen anser drif-

ten af alarmtjenester for en grundlæggende samfundsopgave, hvis funktion og sta-

bilitet er afgørende for borgernes sikkerhed og velfærd. Regeringen finder det ikke

godtgjort, at eventuelle nationale forskelle blandt medlemsstaterne medfører en reel

hindring for de grundlæggende friheder eller har en direkte indvirkning på det indre

marked. Efter regeringens opfattelse er det derfor ikke entydigt, at der er et indre

markedsperspektiv i forhold til den foreslåede regulering af alarmopkald og

–

tjenester. I øvrigt kan der efter regeringens opfattelse sættes spørgsmålstegn ved,

offentlige

alarmtjenester er en tjenesteydelse i traktatens forstand. På den bag-

grund er det regeringens tilgang, at offentlige alarmtjenester ikke bør omfattes af

direktivets anvendelsesområde. Såfremt der ikke er opbakning hertil blandt de øv-

rige medlemsstater, vil regeringen arbejde for en ændring af tilgængelighedskrave-

ne til offentlige alarmtjenester for at begrænse de administrative og økonomiske

konsekvenser for den offentlige alarmtjeneste 112 mest muligt.

Tilgængelighedskrav til andre EU retsakter

Det er regeringens opfattelse, at tilgængelighedskrav til andre EU-retsakter bør

udgå af forslaget. I Kommissionens forslag præciseres det, hvilke tilgængeligheds-

krav der skal gælde for alle produkter og tjenesteydelser, når visse EU retsakter

henviser til tilgængelighed, fx i Udbudsdirektivet, TEN-T forordningen, PSO for-

ordningen m.m. Når der fx i TEN-T forordningen henvises til tilgængelighed, så er

det Kommissionens intention, at det fremover er tilgængelighedskravene i bilag 1

til tilgængelighedsdirektivet, der skal overholdes.

Kommissionen anfører, at den blot ønsker at præcisere allerede gældende tilgænge-

lighedskrav, men i praksis så skabes der nye forpligtelser, idet tilgængelighedsfor-

pligtelserne i de pågældende retsakter i dag ikke tolkes så bredt og detaljeret, som

der foreslås i tilgængelighedsdirektivet. Oftest tolkes de meget overordnet, hvilket

også har været hensigten ved fastsættelsen af reglerne.

Regeringen er meget betænkelig ved Kommissionens forslag om, at regulering af

tilgængelighedskrav i andre EU retsakter skal være omfattet af forslaget, og rege-

ringen støtter derfor, at kravene til andre EU-retsakter er udgået af kompromisfor-

slaget.

Fastsættelse af detaljerede standarder og specifikationer

Regeringen vil arbejde for, at medlemsstaterne og virksomhederne skal involveres i

langt højere grad end foreslået ved fastsættelse af detaljerede standarder og specifi-

kationer. Udfordringen er, at i følge forslaget kan Kommissionen løbende gennem

gennemførelsesretsakter præcisere de tekniske standarder og specifikationer, som

forslagets bilag 1 fastsætter. Dette betyder, at én enkelt komite under Kommissio-

nen vil skulle beskæftige sig med hele direktivets anvendelsesområde, og at med-

lemsstaternes indflydelse på retsakten mindskes, hvilket regeringen ikke finder

hensigtsmæssigt.

129

LIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 18: Ligestillingsministeriets og Beskæftigelsesministeriets samlenotater om EPSCO-rådsmødet den 7/12-2017

Valgfrihed vedr. opfyldelse af tilgængelighedsforpligtelsen

I kompromisforslaget er der arbejdet med, at de konkrete tilgængelighedskrav er

mere overskuelige og anvendelige, hvilket regeringen støtter. Regeringen finder, at

det bør fremgå, at hvis andre teknologier eller tiltag kan opfylde samme funktion,

som beskrevet i forslaget, så bør dette opfylde tilgængelighedsforpligtelsen. Dette

skyldes, at der i forslaget og det tilhørende bilag er en række tekniske og funktio-

nelle krav, som produkter og tjenesteydelser skal opfylde. Den teknologiske udvik-

ling går imidlertid stærkt. Derfor bør der være fokus på, at der ikke fastsættes krav,

som i mellemtiden bliver overhalet indenom af den teknologiske udvikling.

Fokus på funktionelle krav frem for tekniske specifikationer og beskrivelser er ikke

alene med til at forhindre regulering, der overhales af begivenhedernes gang, det

kan tilmed have den afledte effekt, at en større dynamik og fleksibilitet omkring

udvikling af tilgængelighedsteknologi kan betyde bedre og billigere løsninger for

de handicappede og i øvrigt understøtte den teknologiske udvikling. Dette vil også

være i de handicappedes interesse, da de ikke er tjent med tilgængelighedstiltag,

der hurtigt forældes.

Overgangsbestemmelser

I Kommissionens forslag fastsættes det, at de omfattede produkter og services skal

leve op til tilgængelighedskravene senest 6 år efter forslagets ikrafttræden. Rege-

ringen finder, at erhvervslivet dermed får en alt for kort periode til at omstille sig til

de nye krav. Specielt fsva. selvbetjeningsautomater (billetautomater,

ATM’er etc.)

vil dette medføre, at fuldt anvendelige automater skal udskiftes pga. de nye krav.

Regeringen er derfor positiv overfor, at der med kompromisforslaget foreslås en

tidsfrist på 11 år efter forslagets ikrafttræden, før produkter skal leve op til tilgæn-

gelighedskravene, og 20 år fsva. selvbetjeningsautomater.

Opsamling

Regeringen er helt overordnet positiv overfor, at der med det foreliggende kom-

promisforslag lægges op til, at anvendelsesområdet for forslaget indskrænkes, at

der fastsættes længere overgangsordninger, at forslaget er mere tydeligt og anven-

deligt, at der gives bedre vilkår for virksomhederne i forhold til dokumentation og

forskellige undtagelsesmuligheder m.m., og at de økonomiske konsekvenser der-

med ser ud til at kunne mindskes betydeligt. Regeringen ser dog fortsat gerne, at

dele af forslaget i stedet reguleres i sektorlovgivningen, og specielt at kravet om

CE-mærkning samt alarmtjenester udgår af kompromisforslaget. Dette til trods er

det regeringens vurdering, at kompromisforslaget samlet set imødekommer rege-

ringens forhandlingsmandat, hvorfor regeringen har til hensigt at støtte en generel

indstilling på EPSCO-rådsmødet den 7. december 2017.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Der er oversendt grund og nærhedsnotat d. 7. januar 2016 samt supplerende grund-

og nærhedsnotat d. 22. januar 2016. Der er forud for EPSCO rådsmøde d. 16. juni

2016 oversendt samlenotat d. 2. juni 2016 og revideret samlenotat d. 7. juni 2016.

Der er forud for EPSCO rådsmøde den 8. december 2016 oversendt samlenotat den

17. november 2016. Der blev oversendt samlenotat den 2. juni 2017, og sagen blev

forelagt FEU til forhandlingsoplæg den 9. juni 2017.

130