Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Sundhedsministeren
Folketingets Ligestillingsudvalg
Dato: 17.08.2018
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPRHH
Sagsnr.: 1803897
Dok. nr.: 671013
Indførsel af bloddonation for mænd der har sex med mænd
(MSM) efter en 4 måneders karantæneperiode
Der har løbende været debat om mænd, der har eller har haft sex med mænd
(herefter MSM) og deres mulighed for at donere blod. Således er emnet både blevet
debatteret i forbindelse med 1. behandlingen af beslutningsforslag B 118 i foråret
2017, samt under Ligestillings- og Sundhedsudvalgets høring om samme emne i
foråret 2018.
På baggrund af bl.a. debatten vedr. B 118 bad jeg i efteråret 2017 Styrelsen for
Patientsikkerhed om at se på muligheder og konsekvenser ved at ændre den
nuværende danske praksis med permanent udelukkelse af MSM fra bloddonation,
Styrelsen for Patientsikkerhed blev bedt om forslag til karantæneperioder og til at
foretage en risikovurdering ved de forskellige mulige karantæneperioder.
Styrelsen for Patientsikkerhed har efterfølgende oplyst, at der ikke er faglige
argumenter, der frasiger, at MSM kan donere blod efter en 4 måneders
karantæneperiode. Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at selv om der endnu
mangler praktisk erfaring med 4 måneders karantæne, vil blodbankerne med deres
tests have mulighed for at opspore smitte i donorblod med nær 100 % sikkerhed. Det
er Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering, at de nuværende test kombineret med
en 4 måneders karantæne for MSM bloddonation og den række af konkrete tiltag,
der fremgår af vedlagte notat om den kommende ordning, vil bidrage til, at
donorblod i Danmark fortsat er af høj kvalitet uden at patientsikkerheden bliver
kompromitteret.
På den baggrund har jeg derfor besluttet at indføre mulighed for, at MSM kan donere
blod efter en 4 måneders karantæneperiode. Dette samtidig med, at
blodbankscheferne lokalt, som i dag, efter en konkret vurdering kan lade personer,
herunder MSM, donerer herudover.
Med initiativet følger Danmark den globale udvikling, hvor flere og flere lande tillader
MSM at donere blod efter en karantæneperiode og imødekommer samtidig et stærkt
ønske fra MSM-gruppen om at bidrage, hvor det er patientsikkerhedsmæssigt
forsvarligt, til den vigtige folkeopgave som bloddonation er.
./.
Til jeres orientering vedlægges notat om den kommende ordning.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby / Rasmus Hølge-Hazelton