Til Kulturudvalget
København den 8. januar 2018
Kære Kirsten og Aicha,
Først og fremmest godt nytår.
Tidligere på året fremkom kulturminister Mette Bock og Alex Ahrendtsen med overvejelser
omkring at udskille ensembler og koncerthus fra resten af DR.
I forlængelse af den debat, der opstod i kølvandet, inviterede Dansk Komponistforening den 14.
december 2017 til en faglig høring i Proviantgården på Christiansborg for at belyse fordele og
ulemper ved forskellige modeller.
Fokus for høringen var at høre, hvilke erfaringer man har gjort sig i andre lande: hvad er fordele og
ulemper ved at have et broadcast-selskab med egne orkestre og koncertsal? Hvad gør det for
musiklivet, for formidlingen af musikken og for broadcasterne?
De inviterede oplægsholdere var:
Graham Dixon, Head of Radio, European Broadcasting Union og tidligere leder af BBC Radio
3.
Hazel Province, Director of Planning at Royal Opera House, London.
Tuula Sarotie, General Manager, Finnish Radio Symphony Orchestra, YLE Finland
Rolf Lennart Stensø, Orkesterchef NRK Kringkastningsorkestret, Norge.
Herudover var Alan Davey, controller for BBC Radio 3, The Proms og BBC Orchestras and Choirs,
inviteret, men måtte desværre melde afbud i sidste øjeblik.
Alan har dog bidraget med et notat til den hvidbog, som udkommer i løbet af de næste 14 dage og
som opsamler de scenarier, pointer og erfaringer, som oplægsholderne bidrog med på høringen.
Dansk Komponistforening er i denne sammenhæng en god samtalepartner, de har ekspertviden,
men er ikke direkte part i sagen. Og med høringen og hvidbogen ønsker Dansk Komponistforening
at kvalificere debatten i offentligheden og at sikre det bedst mulige beslutningsgrundlag for
medie- og kulturpolitikere i forbindelse med det kommende medieforlig.
Hvis Kulturudvalget er interesserede i at modtage hvidbogen og høre nogle af pointerne fra
høringen, vil vi meget gerne stille os til rådighed, ved et foretræde for Kulturudvalget.
Mange hilsner
Ole Mølgaard
P.v.a. Dansk Komponistforening