TIDEN
Da Goethe i oktober 1797 udsendte
Hermann und
Dorothea,
var der krig i Europa. Med Bastillens fald
14. juli 1789 havde revolutionen i Paris overalt vakt
røre og forhåbninger om frihed og lighed, og
monarkierne i Europa forholdt sig nervøst afvent-
ende. Men i april 1792 indleder Østrig krig mod
Frankrig, og efter henrettelsen af kong Ludvig XVI
træder de fleste europæiske monarkier ind i en
koalition mod den franske republik. Herefter hærger
revolutionskrige efterfulgt af Napoleonskrigene
Europa i mere end 20 år og medfører død og ødelæg-
gelser og befolkninger på flugt.
Som minister i Hertugdømmet Sachsen-Weimar-
Eisenach havde Goethe ledsaget hertugen sammen
med den tyske armé under felttoget mod Frankrig og
belejringen af Mainz 1793. Han havde således ved
selvsyn erfaret krigens rædsler. Hverken krig eller
revolution huede Goethe. Men han havde trods alt
sympati for revolutionens idealer. Denne holdning til
brydningerne i tiden præger hele fremstillingen af
historien om Hermann og Dorothea, der udspiller sig
på baggrund af revolutionskrigene i Europa.
HERMANN OG DOROTHEA
Fra Alsace er et flygtningetræk kommet over Rhinen
og gør ophold udenfor en lille provinsby dér.
Borgerne er nysgerrige og drager ud for at beglo de
fremmede. Nogle sørger dog også for hjælp til de
ulykkelige. Således sendes gæstgiversønnen Hermann
af sin mor af sted med forsyninger. Blandt flygtning-
ene bliver Hermann straks betaget af en ung kvinde,
der - selv fordrevet - udmærker sig ved at have over-
skud til at hjælpe de andre nødstedte. Hun fatter også
straks sympati for ham, og på trods af at de kommer
fra to forskellige verdener, ender det dog med, at
Hermann og Dorothea bliver forlovet, og dermed
bliver borgerne i den lille traditionsbundne provinsby
konfronteret med tidens voldsomme begivenheder.
Goethe er inspireret af sin samtidige Johann
Heinrich Voss, der foruden sine fortræffelige Homer-
oversættelser skrev populære tyske idyller i smag med
tidens borgerlige lystspil. Goethes epos er således en
idyl, en idealiseret stemningsfuld skildring af jævne
menneskers hverdagsliv. Men med digtets klassiske
formsprog tilstræber Goethe at give den aktuelle mod-
sætningsfyldte virkelighed begribelig struktur.
UDSIGT
Hermann und Dorothea
regnes for et hovedværk i tysk
litteratur. Det blev fordansket allerede 1799, men i
beskåret form. Censuren var blevet genindført sam-
me år, som oplysningsmanden Jens Smidth havde
oversat digtet. Han blev derfor nødt til at stryge de
kontroversielle passager vedrørende revolutionen i
Frankrig. Mange læste dog dengang digtet i sin
helhed på tysk. Uforkortet er digtet siden blevet
oversat af Simon Meisling og af P.A. Rosenberg, men
hverken på tysk eller i oversættelse læses det vel nu
af ret mange?
Digtet er episk, fortællende, men det har været
muligt at bearbejde Rosenbergs hexametre, så
Goethes historie om Hermann og Dorothea kan
opføres scenisk. Vi har ikke, som det nu ofte sker med
klassiske digterværker, aktualiseret teksten, og for at
værket kan leve i sin egen tids ånd, er kostumeringen
samtidens ligesom også mellemaktsmusikken er af
Ludwig van Beethoven.
Med denne opsætning, der fremstiller Goethes
digt på en ny og tilgængelig måde, ønsker Teater-
selskabet at berige et nutidigt publikum med en
klassisk historie om flygtninge.
TF