Teaterselskabet
Pulchra Semper Veritas
www.teaterselskabet.dk
Aarhus, den 16. november 2017
Statens Kunstfond afviser at begrunde afslag på ansøgning om støtte til
teaterforestilling
Under overskriften “Præsentation af forestillinger i København og Frederiksberg”
indkalder Statens Kunstfond ansøgninger om tilskud til scenekunst i sæson
2016/17. Seneste ansøgningsfrist er 15. oktober 2016. Det anføres, at “formålet med
puljen er, at sikre bedre adgang til at præsentere forestillinger i hovedstaden samt
til samlede præsentationer af frie gruppers forestillinger.” Statens Kunstfonds
Projektstøtteudvalg for Scenekunst, som skal vurdere ansøgningerne, oplyser bl.a.,
at man lægger vægt på “en stærk og original kunstnerisk intention -
indholdsmæssigt og udtryksmæssigt”, “klare overvejelser om sammenhængen
mellem form og indhold”, “evne til at omsætte indhold til præcist valgt udtryk”,
“evne og vilje til afsøgning af scenekunstneriske udtryk” og “klare valg i relation til
publikum”.
På denne baggrund ansøger Teaterselskabet Pulchra Semper Veritas (PSV) om
støtte til dækning af et budgetteret underskud på 25.000 kr til opsætningen af en
dramatisering af Goethes epos “Hermann og Dorothea” opført med musik af
Beethoven i Nationalmuseets Festsal. Jvf. vedhæftede file med forestillingens
program.
For så vidt som man kan afkode Projektstøtteudvalgets noget vidtløftige kriterier,
anså vi det som en given sag, at vores beskedne ansøgning ville blive
imødekommet. Men udvalget gav afslag på vores ansøgning. Da vi fandt det helt
uforklarligt, bad vi i mail af 29. januar 2017 om en begrundelse for afslaget, men fik
efter gentagne rykkere i mail af 11. april 2017 det svar, at udvalget ikke har tid til at
begrunde hvert enkelt afslag, og at udvalget derfor slet ikke begrunder sine
prioriteringer.
Efter nærmere overvejelser har PSV i mail af 29. juni 2017 forelagt sagen for Statens
Kunstfonds bestyrelsesformand, men af svar af 8. september 2017 fremgår det, at
hun ikke har yderligere at tilføje.