Kommenteret høringsnotat
26. oktober 2017
Høringsnotat om forslag til ny bekendtgørelse om biblioteksafgift
Kulturministeriet sendte den 7. juli 2017 forslag til ny bekendtgørelse om
biblioteksafgift i høring. Bekendtgørelsesudkastet har som hovedformål at
udmønte de regler, som fra 1. januar 2018 træder i kraft i medfør af lov nr. 676 af
8. juni 2017 om ændring af lov om biblioteksafgift.
Forslaget til bekendtgørelse indeholdt følgende ændringer ift. den nuværende
bekendtgørelse (nr. 288 af 14. marts 2015):
Ændringer som følger af den nye lovændring:
Indførelse af biblioteksafgift for e-bøger og netlydbøger, herunder fastlæggelse
af pointsystem for fordelingen af biblioteksafgift. De nye regler er så vidt
muligt udformet på baggrund af anbefalingerne fra Udvalget om
Biblioteksafgift for Bøger og Musik.
Indførelse af en særlig pulje for indlæsere af netlydbøger.
Præcisering af nuværende grænser for udbetaling af biblioteksafgift.
Ændring af klagefristen for fordeling af biblioteksafgift til 8 uger efter
fordelingen.
Plakater og diasserier udgår af rådighedsbeløbet for billedkunst.
Andre ændringer:
Omlæggelse af fordeling af rådighedsbeløbet for billedkunst, således at
Udvalget til fordeling af rådighedsbeløb for Billedkunst foreslås nedlagt, og
fordelingen herefter foretages af Slots- og Kulturstyrelsen på baggrund af
objektive kriterier.
Høringsfristen var fredag den 25. august 2017. Dansk Forfatterforening fik
udsættelse af fristen til mandag den 4. september 2017. Til og med 4. september
2017 har Kulturministeriet modtaget i alt 12 høringssvar, jf. vedlagte oversigt over
organisationer mv., der har afgivet høringssvar (bilag 1).
I det følgende redegøres for hovedsynspunkterne i de modtagne høringssvar, idet
synspunkter, der ikke angår forslaget til bekendtgørelsen, ikke er medtaget. Dette
drejer sig bl.a. om:
størrelsen på den digitale pulje (Dansk Forfatterforening og Dansk
Biblioteksforening);
forslag om indførelse af en ny ordning for rådighedsbeløbet for
grammofonplader ( DJBFA); og
generelle overvejelser om anvendelsen af biblioteksafgiften til andre
bibliotekspolitiske formål (Dansk Biblioteksforening).
Vedlagt dette høringsnotat er modtagne høringssvar i deres fulde længde.
Dok. nr. 17/01998-17