FÆLLES APPEL FRA KULTURINSTITUTIONERNE
–
AFSKAF ELLER AFTRAP OMPRIORITERINGSBIDRAGET
I 2016 ramte omprioriteringsbidraget kulturområdet med et krav om besparelser på 2 % årligt frem mod
2019. Perioden for omprioriteringsbidraget er siden blevet forlænget, og senest har VLAK-regeringen med
udspillet til finansloven for 2019 bebudet, at omprioriteringsbidraget på kulturområdet vil fortsætte frem
mod 2022.
Med fortsættelsen af omprioriteringsbidraget helt frem til 2022 ser vi os nødsaget til med fælles stemme at
advare mod de konsekvenser, de fortsatte besparelser vil have for vores kulturinstitutioner og ikke mindst
for udbuddet og udviklingen af de kunst- og kulturtilbud, danskerne vil møde i fremtiden.
Vi anerkender, at det kulturelle område på lige fod med andre offentlige områder, også må spare. Og på
samme vis anerkender vi, at de 2 % besparelser, som vi siden 2016 har været underlagt, også har haft visse
positive effekter, hvor vi har været tvunget til at tænke ud af boksen, effektivisere, digitalisere og finde nye
løsninger.
Men nu er smertetærsklen for besparelserne nået!
Omprioriteringsbidraget har betydet, at vi i perioden 2016
–
2018 samlet set har sparet knap 540 mio. kr.
Ved fortsættelsen af besparelserne vil det resultere i, at vi i 2022 samlet set på kulturområdet vil have
gennemført besparelser for over 2, 4 mia. kr. i henhold til Kulturministeriets beregninger. De i alt 504 mio.
kr., kulturministeren nu over de kommende fire år vil tilbageføre til prioriterede områder inden for
kulturområdet, opvejer således langt fra for de besparelser, der fortsat vil skulle gennemføres.
Men vi kan ikke effektivisere, digitalisere og skære mere, uden at det vil få alvorlige konsekvenser for selve
vores kerneydelser. Over de seneste år har vi skåret ind til benet, men hvis besparelserne skal fortsætte i
samme omfang, ender det med, at vi ikke blot må skære i selve benet, men derimod amputere det og
dermed også lukke en stor del af de bundne opgaver, vi er sat i verden for at varetage.
På teatrene og i koncertsalene kan man hverken få musikere, operasangere eller orkestre til at spille
hurtigere, ligesom en kvartet ikke kan spilles af tre, bare fordi der digitaliseres og effektiviseres. Teatrene vil
ikke kunne opsætte de store forestillinger, nå ud til borgere i hele landet, eller leve op til deres forpligtelser
om f.eks. udvikling af ny dansk dramatik. Tilsvarende vil museer ikke kunne varetage en række af de
forskningsbaserede og kulturbevarende opgaver, som de er forpligtet til, og vil heller ikke kunne hverken
bevare de centrale kulturbærende historiske samlinger, eller sikre en formidlingsindsats, der når ud i hele
landet og giver danskerne adgang og indsigt i deres historiske arv. Heller ikke de kunstneriske uddannelser
vil i samme grad kunne udvikle de talenter, som skal forme og bære fremtidens kunst- og kulturliv.
Fortsatte besparelser vil således få konsekvenser for vores kerneydelser, som øgede fondsmidler ikke ville
kunne rette op på. Fonde kan sikre udvikling og nytænkning, men kan ikke erstatte de statslige driftsmidler.
Spørgsmålet er derfor, om man politisk ønsker et kunst- og kulturliv, som både kan sikre kulturarven, den
kulturelle dannelse og bevarelse af de værdier, der knytter os sammen, og som samtidig kan udvikle sig,
forny sig og nå ud til hele landet såvel som sikre Danmark den internationale kunstneriske anerkendelse og
udsyn?
I så fald må man politisk stoppe den langsomme kvælning af kunst- og kulturlivet.