Kulturudvalget 2017-18
KUU Alm.del Bilag 235
Offentligt
1938918_0001.png
Roskilde 13.09.2018
Folketingets Kulturudvalg
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Vikingeskibshallen i Roskilde er affredet
orientering om bestyrelsens udgangspunkt for videre proces
På vegne af Vikingeskibsmuseets bestyrelse vil vi takke for den interesse, vi har mødt, når vi har forelagt
spørgsmålet om sikring af de fem Skuldelevskibe og problemerne med Vikingeskibshallen for udvalget. Som
opfølgning på de positive drøftelser, og på baggrund af ministeriets beslutning om at ophæve fredningen af
Vikingeskibshallen, vil vi kort orientere om bestyrelsens udgangspunkt for den videre proces.
Museet har modtaget beslutningen med lettelse og tilfredshed. Den bringer os ud af et langvarigt
dødvande, og skaber det nye udgangspunkt, der er nødvendigt for at sikre de umistelige skibe og museets
fremtidige udvikling. Forude ligger en enestående mulighed for at skabe et nyt vikingeskibsmuseum i
samarbejde med de bedste arkitekter og i dialog med brugere, borgere og andre relevante parter.
Udgangspunktet vil være, at der opføres en ny, klimasikret og tidssvarende museumsbygning, som
i
forlængelse af den dokumentation og de synspunkter, bestyrelsen har fremlagt i relation til ansøgningen
om affredning
skaber den størst mulige sikkerhed for de udstillede skibe.
Udgangspunktet for arbejdet vil være den eksisterende helhedsplan
Mennesket, skibet og havet,
som
beskriver museets udviklingsplaner og vision for en samlet udbygning, der kan bringe museet ind i
fremtiden som en af Danmarks betydningsfulde, internationale kulturinstitutioner og turistattraktioner.
Planen blev udviklet i 2014 i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen og Roskilde Kommune, og er
godkendt af kommunen som planmyndighed. Den skal nu revideres og ajourføres som led i arbejdet med at
udvikle et program for en arkitektkonkurrence for det samlede projekt.
Bestyrelsen vil i den forbindelse afklare, hvilke af Vikingeskibshallens arkitektoniske idéer og værdier, der
ønskes videreført og nyfortolket i en ny bygning
f.eks. bygningens placering i landskabet og oplevelsen af
skibene i et stort rum i flere niveauer og med fjorden som direkte baggrund.
Nu skal vi i gang, og bestyrelsen tager fat på den store opgave med ydmyghed, forventning og fornyet
optimisme. En af de første opgaver bliver at tilvejebringe den nødvendige finansiering i samarbejde med
stat, kommune og private fonde. Vi tillader os at håbe på udvalgets fortsatte interesse, så vi kan få skibene i
sikkerhed i et nyt, klimasikret museum.
Med venlig hilsen
Joy Mogensen
Bestyrelsesformand
Tinna Damgård-Sørensen
Museumsdirektør