28. August 2018
Kære kulturordfører Mogens Jensen
Den Jyske Opera er ikke inkluderet i det nys fremlagte finanslovsudspil fra kulturministeren af 23. august
2018, omend operaen er turnerende i hele landet, fra hovedstad til de yderste landområder.
Den Jyske Opera er hverken nævnt i forslaget som støtteværdig national kulturbærende institution eller
som en del af landsdelsscenerne, som operaen ellers ofte har været sammenlignet med. De sidste 3 års
besparelser har ramt operaen hårdt, og derfor er det uforståeligt, at operaen både skal oppebære 2%
besparelserne, bære de betydelige ekstraudgifter, som den nye aftale med orkestrene medfører
–
og blive
forbigået i finanslovsforslaget.
Den nyligt indgåede aftale med Landsdelsorkestrene indebærer konkret en merudgift for Den Jyske Opera
på ca. kr. 300.000 pr. sæson. Så vidt vi forstår, indeholder aftalen ikke merudgifter for de enkelte orkestre
men tværtimod ekstra midler. Orkestrene tilgodeses imidlertid i finanslovsforslaget.
Kulturministeren var udmærket bekendt med aftalen med landsdelsorkestrene inden forslaget til finanslov
blev offentliggjort.
Det har, som kulturministeren også er orienteret om, ikke været let at lande en aftale med
landsdelsorkestrene, og med det foreliggende finanslovsudspil opleves aftalen som en yderligere
udfordring af den opgave, som Den Jyske Opera har - at være turnerende og spillende i alle områder af
Danmark.
Derfor vil vi hermed give nogle ideer til overvejelse, der medfører at Den Jyske Opera også tilgodeses i
finanslovsforslaget:
En del af midlerne til landsdelsscenerne tildeles Den Jyske Opera, således at operaen kompenseres
for 2% besparelsen og de ekstra omkostninger, der er forbundet med de ny aftale med
landsdelsorkestrene
De midler, som gives til landsdelsorkestrene kunne gives den binding at midlerne anvendes til faste
musikere, således at udgifterne hertil ikke længere skal bæres af Den Jyske Opera
Midlerne skal - uanset hvordan - anvendes af landsdelsorkestrene på en måde, så det ikke længere
er forbundet med udgifter for Den Jyske Opera at musikken til opera spilles af landsdelsorkestrene
Bestyrelsen for Den Jyske Opera appellerer hermed til, at du, som kulturordfører, vil arbejde for at
omfordelingen af midler til kulturen også kommer Den Jyske Opera til gode på linje med
landsdelsorkestrene, landsdelsscenerne og de store kulturinstitutioner i øvrigt.