Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Att.: Kulturminister Mette Bock
København, d. 18. januar 2018
Vedrørende flytning af Dansk Sprognævn
Kære Kulturminister Mette Bock
Det er med stor bekymring, at Danske Døves Landsforbund har modtaget din besked om
den forestående flytning af Dansk Sprognævn. I forbindelse med anerkendelsen af dansk
tegnsprog i 2014 blev der under Dansk Sprognævn oprettet en afdeling for dansk
tegnsprog. Afdelingen har til ansvar, at dokumentere, oplyse og rådgive om dansk
tegnsprog.
Afdelingen består af to højtspecialiserede medarbejdere, bl.a. Danmarks eneste døve
tegnsprogslingvist. Danske Døves Landsforbund er meget bekymret for, at afdelingen for
dansk tegnsprog ikke kan fastholde medarbejderne og ej heller rekruttere kvalificeret
arbejdskraft.
Dansk tegnsprog er jf. FN et truet sprog. Derfor er det af afgørende vigtighed, at
afdelingen for dansk tegnsprog består med de rette kompetencer. Afdelingen for dansk
tegnsprog interagerer løbende med det danske tegnsprogmiljø. Det miljø er klart stærkest
i hovedstadsområdet, og vil være meget vanskeligt at etablere i Bogense.
Vi håber, at I vil tage hensyn til denne sårbare problematik og bevare Dansk Sprognævn i
Hovedstadsområdet.
Lars Knudsen
Landsformand
Danske Døves Landsforbund