Talepapir til foretræde for Folketingets Kulturudvalg d. 11.4 kl. 10.00
1. Kulturministeren har besluttet at Dansk Sprognævn skal flytte sine aktiviteter til Bogense.
2. Det sker med henvisning til regeringens politik om udflytning af statslige arbejdspladser fra
hovedstaden.
3. I andre tilfælde hvor institutioner er blevet udflyttet, har man taget hensyn til deres
samarbejds- og neWærksbehov. Dette er ikke sket for Dansk Sprognævn.
4. Dansk Sprognævn er en forsknings- og dokumentations-institution med en udstrakt
kontaktflade til danske sprogbrugere dels gennem telefonen, dels gennem mail..
5.
Kontakt kan opnås uafhængigt af hvor i landet Dansk Sprognævn placeres. Det er disse
opgaver ministeren henviser til i sin omtale af udflytningen.
6. Men nævnet har også som kernefunktion forsknings- og dokumentationsopgaver. De kan til
gengæld kun ske i tæt samarbejde med de sprogvidenskabelige miljøer på et universitet. En
del af dette arbejde varetages af studentermedhjælp hentet fra universitetets relevante fag.
7. Disse forsknings- og dokumentationsopgaver kan næppe gennemføres i Bogense som følge
af at der her ikke er samarbejdspartnere (for de sprogkyndige medarbejdere, for it
medarbejderne, for tegnsprogsspeciailsterne og for studentermedhjælpeme).
8. Samtidig er de vigtigste af de mulige samarbejdspartnere fysisk yderst vanskelige at fa
kontakt med pga. de dårlige trafikforbindelser til og fra Bogense.
9. Af samme grund vil en række nøglemedarbejdere ikke flytte til Bogense
(jf.
bl.a.
Tegnsprogsrådets uerstattelige medarbejder Janne Niemelä, men også indtil videre alle
andre ansatte). Det vil formentlig heller ikke være muligt at finde kvalificerede
studentermedhjælpere.
10. Dansk Sprognævn er som andre afKulturministeriets forskningsinstitutioner pålagt at
skulle medvirke i forskeruddannelsen. Forskeruddannelsen foregår ved et universitet og i
samarbejde med den pågældende institution under Kulturministeriet. Men det vil være
meget lidt attraktivt for kvalificerede kandidater at søge til Bogense, langt væk fra det
universitet nævnet ville skulle samarbejde med. Fornyelsen af Dansk Sprognævn bliver
dermed vanskeliggjort til det umulige.
11. Det vil i sig selv betyde et betydeligt kulturtab at alle medarbejdere skal erstattes, og at
nævnet mister sit remtræk med et akademisk uddannelsessted.
12. Det vil herudover være meget vanskeligt at rekruttere studentermedhjælp hvorfor nævnets
rolle som uddannelsessted vil forvitre.
13. Hertil kommer at man kan frygte at det ikke vil være muligt at rekruttere nye kvalificerede
medarbejdere der vil bosætte sig i Bogense.
14. I en sådan situation appellerer vi til Folketinget, i dette tilfælde Folketingets Kulturudvalg:
Når en minister ikke vil tage vare på en national institution som er placeret i hendes ressort,
må Folketinget gøre det.
15.
Vi foreslår at Dansk Sprognævn placeres i Odense. Her er der en akademisk infrastruktur,
samarbejdsmuligheder og uddannelser i dansk og andre sprog, og her kan der skabes en
smidig overgang for de medarbejdere som ikke ønsker at flytte med. En anden, ringere,
men brugbar mulighed er at flytte Dansk Sprognævn til Nyborg hvortil der er gode
forbindelser fra hele landet og især fra universiteterne i Odense og København.