Kirkeudvalget 2017-18
KIU Alm.del Bilag 52
Offentligt
Majbølle, den 8. september 2018
Til Folketingets Retsudvalg
Manglende regulering af retten til den sidste vilje
Baggrund
Når man som borger og individ i en række af livets sammenhænge forsøger at
indrette sig så fornuftigt som muligt, er det oplagt at man også forbereder og tager stilling
til hvad der skal ske i forbindelse med den uafvendelige afslutning af tilværelsen.
Det står imidlertid klart, at hvis man om man så må sige har købt billet til den
sidste rejse, er der ingen garanti for, at rejsen bliver til noget.
Jeg har som jurist afsøgt hvad der måtte ligge af bestemmelser om
gennemførelse og respekt af ens sidste vilje, og det står mig klart, at der her er et gabende
juridisk udækket hul.
Som jurist er jeg i sagens natur på det rene med, at det er en god idé
at affatte sådanne forhold i et dokument. Det har dog ingen juridisk værdi hvis der ikke er
nogen til at læse det og/eller respektere det.
Det finder jeg problematisk, og det undrer såre, at lovgivning m.m. ikke har
forholdt sig til problemstillingen henset til, at alle mennesker naturgivent på et eller andet
tidspunkt bliver konfronteret med døden og hvad heraf følger. Målgruppen er alle voksne
individer ved bevidsthed og med de fornødne mentale ressourcer.
Konkretisering af tematikken
Lad mig eksemplificere og konkretisere. Man har tilkøbt et bestemt gravsted
for en given periode og foreskrevet hvad der skal ske - også i forhold til vedligeholdelse
og på forhånd betalt for samme.
Ligeledes har man foreskrevet, om man skal bisættes eller begraves og hvad
der skal ske i den forbindelse, herunder valg af salmer osv. - i det hele taget ønsker, krav
og betingelser desangående.
1
 KIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 52: Henvendelse af 13/9-18 fra Erik Værbak om "om juridisk bindende dokumenter ifht. det sidste ønske, når folk dør"
Jeg er bekendt med det bedemænd kalder "Min sidste vilje" hvor man i
skemaform kan nedfælde ønsker/krav mv. Det er ikke et juridisk dokument. Og så er det
såkaldte "Livstestamente", men det omhandler så vidt ses alene krav/ønsker til fx
modtagelse af livsforlængende behandlinger i forskellige situationer.
Ingen af delene omfatter som jeg vurderer det i efterfølgende
beskrevne situation/scenarier.
Jeg har bl.a. søgt oplysning i Ældresagens rådgivning. Her henviser den
juridiske rådgivning til Elysium Begravelsesopsparing og Begravelseskassen Danmark,
begge dele private foretagender med henblik på opsparing af penge til dækning af
begravelsesudgifter. Begge ordninger rummer ikke de juridiske tilsikringer af den sidste
vilje som jeg efterspørger.
Så er der måske en mulighed for at få udarbejdet og tinglyst et testamente.
Denne model er ifølge Ældresagen ikke en løsning, da testamenter først åbnes og
behandles i forbindelse med bobehandlingen og begravelseshandlingen dermed allerede
har fundet sted.
Ældresagen nævner så den mulighed, at man gør familie, pårørende, venner
mfl. opmærksom på hvad ens sidste vilje består i. For det første er det imidlertid ikke
sikkert, at bestemmelser, vilkår og ønsker de facto vil blive respekteret og effektueret. For
det andet er der i sagens natur ingen garanti for at man har adgang til sådanne i sin
omgangskreds, og for det tredje hvis ja, er der ingen garanti for, at disse er i live og
dermed i stand til at realisere afdødes sidste vilje.
Endeligt nævnes den mulighed, at man måske kan rette henvendelse til en
advokat som så skal sørge for udførelse og respekt af den sidste vilje. For det første er det
uklart hvordan det i praksis og juridisk bindende skulle lade sig gøre. For det andet er det
igen ikke sikkert, at pågældende er i live når det er tid til at gennemføre den afdødes
sidste vilje.
Formålet med min henvendelse til Folketingets Retsudvalg
Kort sagt som landet ligger kan jeg umiddelbart ikke se andet, end at vi i
Danmark befinder os i et juridisk limbo i forhold til respekt og realisering af afdødes sidste
2
 KIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 52: Henvendelse af 13/9-18 fra Erik Værbak om "om juridisk bindende dokumenter ifht. det sidste ønske, når folk dør"
vilje. Derfor efterlyser jeg Retsudvalgets stillingtagen, forhåbentligt med adækvate tiltag
som resultat.
Juridisk sikring af en afdøds sidste vilje kræver efter min opfattelse, at der
etableres en eller anden registrering hos relevante offentlige myndigheder. Det kunne
eksempelvis være i Folkekirken (sogne, kirkekontorer mv.). Og en oplagt service for
medlemmer af Folkekirken. For ikke-medlemmer af Folkekirken skal der i sagens natur
findes en alternativ løsning. Hvis en sådan juridisk gyldig registrering ikke skal være
betinget af folkekirkeligt medlemskab, må man tænke ud af boksen og måske etablere en
adækvat registreringsordning i regi af Indenrigsministeriet.
Under alle omstændigheder er det mig som det fremgår en gåde, at
retstilstanden p.t. ikke leverer en juridisk sikring og dermed respekt af en afdøds sidste
vilje. Danmark er et i øvrigt gennemreguleret samfund hvor rigtigt mange forhold er
(detail-)reguleret. Om fraværet af mulighed for som beskrevet at sikre sin sidste vilje
skyldes, at forholden sig til døden som uafvendeligt faktum bunder i dødsfobi og/eller
tabuisering, skal jeg ikke kunne sige.
For de mennesker der bevidst har taget stilling udmøntet i krav til hvad der
skal ske når døden er indtrådt, savnes i den grad en juridisk bindende for løsning af
samme. Jeg appellerer derfor til, at der fra politisk hold tages hånd om den skitserede
problemstilling med henblik på juridisk tilsikring af respekt og eksekution af en afdøds
sidste vilje. I samme forbindelse skal der etableres mulighed for etablering af en form for
båndlagte midler til finansiering af udmøntning af den sidste vilje.
Hvis der mod mit vidende allerede eksisterer ordning der opfylder det af mig
efterspurgte formål, lader jeg mig naturligvis gerne retvise.
Med venlig hilsen
Erik Værbak
Bagvej 31
Majbølle
4862 Guldborg
3
 KIU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 52: Henvendelse af 13/9-18 fra Erik Værbak om "om juridisk bindende dokumenter ifht. det sidste ønske, når folk dør"
4