Omskæringsdebatten og frygten for det anderledes
Af Forretningsudvalget i Danske Kirkers Råd
Ved
Biskop Henrik Stubkjær, Viborg Stift, formand for Danske Kirkers Råd
Biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift
Biskop Czeslaw Kozon, Den katolske Kirke i Danmark
Lone Møller-Hansen, generalsekretær i Baptistkirken i Danmark
Tonny Jacobsen, formand for Frikirkenet
Mads Christoffersen, generalsekretær i Danske Kirkers Råd.
I dag afholdes der lukket samråd om et borgerforslag, der vil forbyde omskæring af drenge under 18 år. Et
forbud mod drengeomskæring vil være i strid med religionsfriheden og kriminalisere jødiske og muslimske
forældre, der lader deres drengebørn omskære. Således vil det være et brud med mere end 400 års
tolerance for en anderledes religiøs praksis end flertallets. Det må vi som kirker og som samfund sige fra
overfor.
Det vil ikke gå ubemærket hen hverken herhjemme eller ude i verden. Derfor er ikke mindre end fem
ministre kaldt i lukket samråd i dag. Et borgerforslag kræver 50.000 underskrifter. Det har nu omkring de
40.000. Derfor har de politiske partier med rette allerede drøftet, hvorledes man vil forholde sig til
forslaget. Flere partier har sat deres medlemmer af folketinget fri til at stemme, hvad de vil efter deres
egen overbevisning, hvis borgerforslaget vil blive fremsat.
I borgerforslagets indledning hedder det, at ”børn hører til blandt samfundets mest sårbare borgere, da de
er afhængige af voksnes omsorg og beskyttelse. Derfor har samfundet en særlig forpligtelse til at beskytte
børns grundlæggende rettigheder (…). Lovgivningen skal derfor ligestille alle børn under 18 år uanset køn,
kulturel baggrund eller forældres religiøse overbevisninger, så de får samme retskrav på kropslig integritet
og autonomi”. Det lyder på mange måder sympatisk og
som noget, man ikke kan være uenig i.
Imidlertid sidestilles omskæring af piger og omskæring af drenge, idet det skal gælde for alle uanset køn.
Heldigvis har vi længe haft et forbud mod omskæring af piger, der alene har det formål at begrænse pigers
og kvinders seksualitet og som beviseligt har dybt skadelige medicinske virkninger. Det gælder ikke for
omskæring af drenge. I modsætning til omskæring af piger og kvinder vurderer de danske
sundhedsmyndigheder ikke, at omskæring af drenge er skadeligt.
Omskæring af drengebørn er et helt centralt ritual for jøder og for muslimer. Det en klar identitetsmarkør,
således at omskæringen er en vigtig del af det at være jøde og muslim
–
praktiserende, ortodokse eller blot
kulturjøde eller kulturmuslim. Et forbud mod omskæring af drenge vil være et klart signal mod det jødiske
samfund og de mange muslimske grupper
–
et signal om, at de ikke er ønsket her i landet. Vil Danmark
virkelig gå forrest med et sådan forbud?
Det er helt ude af proportioner at indføre et forbud mod drengeomskæring. Med en sympatisk retorik om
at ville beskytte børnene, bruger man reelt børnene som redskab til at forbyde hele trossamfund
herhjemme og gå imod den frihedstradition, som trossamfund har ifølge grundloven.
Vi ser et skred i disse år. Når det kommer til lovgivning på det religiøse område, skal det balancere på en
knivsæg mellem beskyttelse af individet og sikring af det religiøse mindretals rettigheder. Vi ser nu, at
denne balance er ved at tippe. I kampen mod ekstremisme og såkaldt parallelsamfund er vi ved at hælde
barnet ud med badevandet
–
gennem forbud og stramninger ensretter vi frem for at fremelske
mangfoldigheden, tolerancen og beskyttelsen af de anderledestænkende. I Danmark kan vi være stolte af