Et substantielt løft til forsvaret?
Kristian L. Nielsen
Ekstern lektor, PhD, Copenhagen Business School/Roskilde Universitet
”Vå e rødre e”, kaldte DR
statsministeren og forsvarsministeren, da de d. 11. oktober fremlagde
regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig for 2018-
0 . E ”historisk oprust i g”. Et ”su sta tielt løft”.
Det var nogle af overskrifterne for et udspil, hvori forsvarsbudgettet over den seksårige periode ville stige
med samlet set 13 milliarder kroner, og i 2023 ville være 4,8 mia. højere end i 2017. For de penge skal bl.a.
Flådens skibe udrustes langt om længe med missiler, der kan nedskyde både fjendtlige fly og missiler;
skibene skal også udrustes til at kunne jage ubåde i danske farvande; endelig, som det tredje store initiativ
skal Hæren i løbet af forligsperioden opstille en slagkraftig brigade, som skal kunne indsættes internationalt
i sin helhed. Andre indsatspunkter inkluderer cybersikkerhed, støtte til politiet samt terrorbekæmpelse. De
ansvarlige politiske partier erklærede sig mere eller mindre positivt indstillet, og konturerne af et forlig
tegnede sig hurtigt i horisonten.
Men lever udspillet reelt op til den hype, det er blevet mødt med? Og hvad siger det reelt om de politiske
beslutningstageres ambitioner på det danske forsvars vegne?
Når man skal bedømme udspillet, må det naturligvis stå på plussiden, at man rent faktisk er villig til at
bruge flere penge. Efter det helt igennem katastrofale forsvarsforlig fra 2012, og de dybe nedskæringer, der
fulgte i forligsperioden, er snart sagt alt en forbedring. Behovet for at tilføre flere midler til Forsvaret er da
også blevet understreget i f.eks. både Taksøe-rapporten og Den Alternative Forsvarsrapport. I begge er
understregningen af Danmarks rolle som en pålidelig NATO-allieret blevet understreget, og dertil det
skærpede trusselsbillede i vores nærområde, ikke mindst pga. Ruslands aggressive fremfærd siden 2014.
Men en vurdering er naturligvis også nødt til at tage bestik af udgangspunktet
–
og det er knap så flot. Det
er i ge he
elighed at 00’er es aktivistiske ude rigspolitik –
ikke mindst krigsindsatserne i Irak og
Afghanistan
–
trak særdeles hårdt på forsvaret. Politikerne udtrykte høje ambitioner for, hvad forsvaret
skulle kunne levere af internationale indsatser. Men i stedet for at bevilge en finansiering, der stod mål
med ambitionsniveauet, svang politikerne sparekniven.
Der er megen managementsnak, som siger, at man kan effektivisere, og
”gøre
mere med mindre”. Det kan
være sandt et vist stykke tid, men før eller siden ender man med blot at kunne mindre. Som Anders Fogh
Rasmussen sagde som NATOs generalsekretær, så kan man komme langt ved at skære fedt væk, men før
eller siden skærer man ind i benet. Forsvaret leverede i vid udstrækning det politikerne forventede, men
måtte, for at gøre det, prioritere så benhårdt, at det uvægerligt måtte gå ud over helheden. 2012-
forsvarsforliget, som præsenterede Forsvaret for endnu en række nedskæringer, var således det seneste i
rækken af forlig, der samlet set og lidt efter lidt efterlod de væbnede styrker i en historisk udmagret og
nedslidt tilstand.
Den danske tradition for flerårige forsvarsforlig vedtaget med bredt flertal er på mange måder et gode, da
det giver Forsvaret forudsigelige rammer og fastholder en kontinuitet, selv hvis regeringen skifter. Men den
forløbne periode har også udstillet nogle svagheder ved modellen. 2012-forsvarsforliget virkede kortsigtet
og meget uigennemtænkt, selv da det blev vedtaget. Det virkede allerede dengang tvivlsomt, om Danmark
var så sikkert, at vi kunne tillade os at skære yderligere. Men selv da det eksterne trusselsbillede helt