Til Folketingets Forsvarsudvalg
1. november 2017
Som opfølgning på DEOO’s foretræde for Folketingets Forsvarsudvalg 26. oktober 2017 sender vi
hermed efter aftale de to forslag, vi fremførte for udvalget.
Det gælder for alle Forsvarets musikaktiviteter, at DEOO ser dem som et stærkt aktiv for Forsvaret.
De understøtter Forsvarets traditionsarbejde og Forsvarets ansigt i forhold til civilsamfundet.
Endvidere er Forsvarets musikkorps en del af en musikalsk fødekæde og tradition, som både beriger
det civile kulturelle liv samt bidrager til at fastholde de musikalske traditioner, der er ganske unikke
for Forsvarets musikkorps. Det gælder både repertoire, militære og civile opgaver.
Overordnet har DEOO den vision, at alle Forsvarets værn – Hæren, Flåden, Flyvevåbnet – samt
Kongehuset bør have sit eget musikkorps. Det kan opnås ved få organisatoriske omlægninger samt
opgradering af det, der hedder Søværnets Tamburkorps, til et orkester på lige fod med de tre øvrige
musikkorps, der har fuldtidsansatte musikere. I Søværnets Tamburkorps er musikerne ansat som
konstabler, men udfører samme type opgaver som Forsvarets øvrige musikkorps.
Forslag 1 vedr. Prinsens Musikkorps
DEOO foreslår, at Prinsens Musikkorps’ tilknytning flyttes fra Hæren til Flyvevåbnet. En sådan
flytning vil give Flyvevåbnet muligheden for at opbygge egne traditioner og særkende som en del af
et samlet Forsvar. Omkostninger ud over de administrative opgaver forbundet med sådan en
omlægning, vil være udskiftning af uniformer.
Vores vurdering er, at en flytning til Flyvevåbnet udelukkende vil styrke musikkorpsets tilknytning til
Forsvaret. Med nedlæggelsen af Prinsens Livregiment i 2005 blev Prinsens Musikkorps underlagt
Jydske Dragonregiment, og det særlige bånd mellem musikkorps og regiment forsvandt dermed.
Derfor vil en flytning ikke opleves som et tab – hverken for Jydske Dragonregiment eller for Prinsens
Musikkorps – men tværtimod vil det give Flyvevåbnet mulighed for benytte sig af musikkorpsets
mange styrker både i forhold til civilbefolkningen samt de militære opgaver og derved på sigt skabe
egne traditioner og et solidt ejerskab.
Forslag 2 vedr. Søværnets Tamburkorps
DEOO foreslår en ændring af ansættelsen for de musisk ansatte i Søværnets Tambourkorps. I dag
er musikkorpsets medlemmer ansat som konstabler. Det er værd at bemærke, at adskillige af disse
medlemmer er konservatorieuddannede musikere.
Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner
Vartov, Farvergade 27A 2 sal
1463 København K
0045 51291379
www.deoo.dk