EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 95
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

3. november 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat proces-

delegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af ge-

neraladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. Ge-

neraladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-649/15 P

Titel og kort sagsresumé

TV2/Danmark mod Kommissionen (appel)

Påstande: Den appellerede dom ophæves, for så vidt

som den frifinder Kommissionen for TV2's principa-

le påstand. Domstolen træffer afgørelse i sagen og

den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som

den fastslår, at de undersøgte foranstaltninger udgjor-

de statsstøtte omfattet af artikel 107, stk. 1, TEUF.

Subsidiært hjemvises denne del af sagen til Retten til

fornyet behandling. Den appellerede dom ophæves,

for så vidt som den frifinder Kommissionen for

anden del af TV2's subsidiære påstand. Domstolen

træffer afgørelse i sagen og den anfægtede afgørelse

annulleres, for så vidt som den fastslår, at de licens-

midler, der i årene 1997-2002 blev overført til TV2 og

derefter videreført til Regionerne, udgjorde statsstøtte

til TV2. Subsidiært hjemvises denne del af sagen til

Retten til fornyet behandling. Den appellerede dom

ophæves, for så vidt som den pålægger TV2 at bære

sine egne omkostninger og betale tre fjerdele af

Kommissionens omkostninger. Kommissionen til-

pligtes at betale TV2's sagsomkostninger for Retten

såvel som for Domstolen. Såfremt der sker hjemvis-

ning til Retten, henvises afgørelsen om sagsomkost-

ninger for den hjemviste del af sagen også til Retten.

Kommissionen mod TV2/Danmark (appel)

Ved denne appel nedlægger Kommissionen påstand

om ophævelse af den appellerede dom [T-674/11,

TV2/Danmark mod Kommissionen] for så vidt som

denne dom annullerer Kommissions afgørelse

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kammeradvokaten

Processkridt

Dom

Dato

09.11.17

C-656/15 P

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Dom

09.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

2011/839/EU af 20. april 2011 om Danmarks foran-

staltninger (C 2/03) for TV2 Danmark for så vidt

som denne afgørelse fastslår at reklameindtægter fra

1995 og 1996 over til TV2/Danmark via TV2-

Fonden udgør statsstøtte. Til støtte for appellen gør

Kommissionen gældende, at Retten begik en retlig fejl

ved at anlægge en fejlagtig fortolkning af begrebet

"statsmidler" i artikel 107, stk.1, TEUF, herunder af

begrebet "kontrol", og Kommissionen gør i denne

sammenhæng endvidere en begrundelsesmangel

gældende. Kommissionens appel i nærværende sag

vedrører spørgsmålet om hvorvidt de midler, der

indgik i TV2 Reklame som følge af salg af reklame-

spots og tekst-tvreklamer (reklameindtægterne) er

statsmidler i artikel 107, stk. 1, TEUFs forstand.

C-657/15 P

Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark

(appel)

Ved denne appel nedlægger Viasat følgende påstande:

Punkt 1 i Rettens dom of 24. september 2015 i sag T-

674/11, TV2/Danmark mod Kommissionen ophæ-

ves (påstand 1) og Den del af Rettens dom af 24.

september 2015 i sag T-674/11, TV2/Danmark mod

Kommissionen, hvorved Retten tager det tredje led i

sagsøgerens første anbringende til følge, ophæves

(påstand 2) og Kommissionens frifindes i annullati-

onssøgsmålet anlagt af TV2 og Kongeriget Danmark

og TV2/Danmark og Kongeriget Danmark, sagsøge-

re i første instans, tilpligtes at betale Viasats sagsom-

kostninger

Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og

Rådet for Den Europæiske Union

Polen har anlagt sag ved EU-Domstolen med påstand

om annullation af Europa-Parlamentets og Rådets

afgørelse (EU) 2015/1814 af 6. oktober 2015 om

oprettelse og anvendelse af en permanent markeds-

stabiliserende kvotereserve i forbindelse med Unio-

nens ordning for handel med kvoter for drivhusgas-

emissioner og om ændring af direktiv 2003/87/EF.

Regeringen har interveneret til støtte for Europa-

Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union.

Ernst & Young (sag forelagt af Sø- og Handels-

retten)

1. Efter hvilke kriterier skal det vurderes, om en virk-

somheds adfærd/dispositioner er omfattet af forbud-

det i artikel 7(1) i Rådets forordning nr. 139/2004 om

kontrol med fusioner og virksomhedsoverdragelser

(forbuddet mod præimplementering), og forudsætter

en gennemførelseshandling i artikel 7(1)'s forstand, at

handlingen, helt eller delvist, faktisk eller juridisk,

udgør en del af selve det kontrol skifte eller den

sammenblanding af de deltagende virksomheders

fortsættende aktiviteter, som - forudsat at tærskelvær-

dierne er opfyldt - udløser pligten til anmeldelse? 2.

Kan en opsigelse af en samarbejdsaftale som den i

sagen foreliggende, som er afgivet under omstændig-

heder svarende til dem, der er beskrevet i forelæggel-

seskendelsens pkt. 1-20, udgøre en gennemførelses-

Kammeradvokaten

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kammeradvokaten

Dom

09.11.17

C-5/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Energi-, Forsynings-

og Klimaministeriet

Energistyrelsen

09.11.17

C-633/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Kammeradvokaten

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Mundtlig

forhandling

15.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

handling omfattet af forbuddet i Rådets forordning

nr. 139/2004, artikel 7(1), og efter hvilke kriterier skal

det i så fald afgøres? 3. Gør det ved besvarelsen af

spørgsmål 2 nogen forskel, om opsigelsen faktisk har

medført konkurrenceretligt relevante markedsmæssi-

ge virkninger? 4. Såfremt spørgsmål 3 besvares be-

kræftende, bedes det oplyst, efter hvilke kriterier og

med hvilken grad af sandsynlighed det i givet fald skal

afgøres, om opsigelsen har medført sådanne mar-

kedsmæssige virkninger, herunder betydningen af at

sådanne virkninger om muligt kunne henføres til

andre årsager?

C-691/15 P

Kommissionen mod Bilbaína de Alquitranes

m.fl. (appel)

En række virksomheder i flere medlemsstater har ved

Retten ved EU-Domstolen fået medhold i en sag

anlagt mod Kommissionen med påstand om delvis

annullation af Kommissionens forordning (EU) nr.

944/2013 af 2. oktober 2013 om ændring, med hen-

blik på tilpasning til den tekniske og videnskabelige

udvikling, af Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning

og emballering af stoffer og blandinger (herefter

forordning 944/2013), for så vidt angår klassificerin-

gen af stoffet beg, kultjære-, højtemperaturs-

(CTPHT) som giftigt for vandmiljøet. Kommissionen

har appelleret sagen til EU-Domstolen (anvendelse af

summationsmetoden).

Påstande:

—

Dom afsagt af Retten (Femte Afdeling)

den 7. oktober 2015 i sag T-689/13, Bilbaína de Al-

quitranes m.fl. mod Kommissionen, EU:T:2015:767,

ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik

på fornyet behandling.

—

Afgørelsen om appelsagens omkostninger udsæt-

tes.

Europa-Kommissionen mod Kongeriget Dan-

mark

KOM har den 25. oktober 2016 indgivet stævning

ved EU-Domstolen mod DK for tilsidesættelse af

forpligtelser på området for cabotagekørsel i henhold

til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)

nr. 1072/2009 om fælles regler for adgang til marke-

det for international godskørsel. I stævningen ned-

lægger KOM påstand om, at DK ikke har opfyldt sine

forpligtelser i henhold til artikel 2, nr. 6, jf. artikel 8, i

forordningen, da det i dansk ret er fastsat, at ”én

cabotagekørsel” kan bestå enten af flere læssesteder

eller af flere lossesteder, men ikke begge dele. KOM

påstår desuden, at DK tilpligtes at betale sagens om-

kostninger.

KOM gør gældende, at forordningen udtømmende

regulerer transportvirksomheders adgang til at udføre

cabotagekørsel på de betingelser, der er fastsat i for-

ordningen, og at det derfor er i strid med forordnin-

gen, når DK begrænser antallet af losse- eller læsse-

steder.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Miljøstyrelsen

Dom

22.11.17

C-541/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

23.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-98/15

Titel og kort sagsresumé

Espadas Recio

1. Skal § 4 i rammeaftalen om deltidsarbejde, der er

knyttet som bilag til direktiv 97/81/EF om rammeaf-

talen vedrørende deltidsarbejde, i lyset af den rets-

praksis, der følger af [Domstolens dom af 10. juni

2010, Bruno m.fl., C- 395/08], fortolkes således, [at]

bestemmelsen finder anvendelse på en bidragsbaseret

ydelse ved arbejdsløshed som den, der er omhandlet i

artikel 210 i den spanske Ley General de Seguridad

Social, som alene finansieres af de bidrag, der indbe-

tales af arbejdstageren og de virksomheder, hvori

vedkommende har været ansat, og som fastsættes på

grundlag af de ansættelsesperioder, hvor der er indbe-

talt bidrag i de seneste seks år forud for det tidspunkt,

hvor personen bliver arbejdsløs i juridisk forstand?

CTL Logistics

Sagen vedrører: 1. Skal EU-retlige bestemmelser,

navnlig artikel 30, stk. 1, første punktum, stk. 2, stk.

3, stk. 5, første afsnit, stk. 6, i direktiv 2001/14/EF

fortolkes således, at krav om tilbagebetaling af afgifter

for benyttelse af infrastruktur, som er aftalt eller

fastsat mellem en infrastrukturforvalter og en ansøger

i en rammeaftale, er udelukket, hvis sådanne krav ikke

gøres gældende ved de procedurer, der er fastsat for

det nationale tilsynsorgan, og de tilsvarende retslige

procedurer, i forbindelse med hvilke disse afgørelser

fra tilsynsorganet efterprøves? 2. Skal EU-retlige

bestemmelser, navnlig artikel 30, stk. 1, første punk-

tum, stk. 2, stk. 3, stk. 5, første afsnit, stk. 6, i direktiv

2001/14/EF fortolkes således, at krav om tilbagebe-

taling af afgifter for benyttelse af infrastruktur, som er

aftalt eller fastsat mellem en infrastrukturforvalter og

en ansøger i en rammeaftale, er udelukket, hvis de

omtvistede afgifter ikke forudgående er blevet fore-

lagt det nationale tilsynsorgan? 3. Er en civilretlig

efterprøvelse af rimeligheden af afgifter for benyttelse

af infrastruktur på grundlag af en national civilretlig

bestemmelse, som giver domstolene mulighed for at

kontrollere rimeligheden af fastsættelsen af en ydelse,

når denne fastsættes ensidigt af den ene part, og even-

tuelt selv ved egen afgørelse at fastsætte den ud fra et

rimeligt skøn, forenelig med EU-rettens bestemmel-

ser, som forpligter infrastrukturforvalteren til at over-

holde generelle retningslinjer for fastsættelsen af

afgiften såsom kravet om omkostningsdækning (arti-

kel 6, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF) eller kriterierne

vedrørende markedsbæredygtigheden (artikel 8, stk. 1,

direktiv 2001/14/EF)? 4. Hvis tredje spørgsmål be-

svares bekræftende: Skal den civile domstol ved sin

skønsudøvelse overholde kriterier i direktiv

2001/14/EF vedrørende fastsættelsen af afgifterne

for benyttelse af infrastruktur, og i givet fald hvilke?

5. Er den civilretlige efterprøvelse af afgifters rimelig-

Interessent

Beskæftigelses-

ministeriet

Processkridt

Dom

Dato

09.11.17

C-489/15

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

09.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

hed på grundlag af den i spørgsmål 3 nævnte nationa-

le bestemmelse forenelig med EU-retten, for så vidt

som de civile domstole fastsætter afgiften under afvi-

gelse fra jernbaneforvalterens generelle afgiftsprin-

cipper og -størrelser [org. s. 3], selv om jernbanefor-

valteren ifølge EU-retten er forpligtet til at sikre ikke-

diskriminerende ligebehandling af alle adgangsberetti-

gede (artikel 4, stk. 5, i direktiv 2001/14/EF)? 6. Er

den civilretlige rimelighedsefterprøvelse af en infra-

strukturforvalters afgifter forenelig med EU-retten i

betragtning af den omstændighed, at EUretten lægger

til grund, at tilsynsorganet har kompetence til at træf-

fe afgørelse om uenigheder mellem infrastrukturfor-

valteren og den adgangsberettigede om afgifterne for

benyttelse af infrastruktur eller om størrelsen eller

strukturen af de afgifter for benyttelse af infrastruk-

tur, som den adgangsberettigede skal betale eller ville

skulle betale (artikel 30, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv

2001/14/EF), og at tilsynsorganet i lyset af potentielt

mange tvister ved forskellige civile domstole ikke

længere ville kunne sikre en ensartet anvendelse af

jernbanelovgivningen (artikel 30, stk. 3, i direktiv

2001/14/EF)? 7. Er det foreneligt med EU-retten,

navnlig artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF, hvis

nationale bestemmelser forlanger en beregning af

samtlige infrastrukturforvalterens afgifter for benyt-

telse af infrastruktur, som udelukkende er baseret på

direkte omkostninger?

C-227/16

Arts

Sagen vedrører: 1) Er et sæt betingelser i en aftale

mellem en kalveopdrætter og en integrationsvirksom-

hed, således som det er beskrevet i denne doms punkt

3.4 og 3.5, og hvoraf følger, at en engangsbetaling,

der er tildelt kalveopdrætteren i henhold til Rådets

forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om

fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordnin-

ger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggel-

se af visse støtteordninger for landbrugere, tilflyder

integrationsvirksomheden i form af et fradrag i prisen

på de opfedede kalve, gyldigt i betragtning af formå-

lene med denne forordning, nemlig at give landbru-

gerne en rimelig levestandard ved hjælp af direkte

indkomststøtte at og fremme af den offentlige sund-

hed, dyresundhed, miljø og dyrevelfærd? 2) Såfremt

spørgsmål 1 besvares benægtende, har en national ret

i betragtning af den foreliggende modstrid med for-

målene med forordning nr. 73/2009 kompetence til

på grundlag af princippet clausula rebus sic stantibus

at ændre aftalen således, at [org. s. 16] den ulempe,

der opstår for integrationsvirksomheden som følge af

ugyldigheden, helt eller delvist udlignes, blandt andet

ved en nedsættelse af prisen på opfedede kalve?

ANGED m.fl.

1) Skal artikel 49 TEUF og 54 TEUF fortolkes såle-

des, at de er til hinder for en regional afgift, som

pålægges anvendelsen af store individuelle detailhan-

delscentre med et salgsareal på eller over 2 500 m2 på

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

09.11.17

C-233/16,

C-234/16,

C-235/16,

C-236/16,

Erhvervsstyrelsen

09.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

C-237/16

grund af den påvirkning, som disse detailhandelscen-

tre kan have på landområdet, miljøet og handelen i

byerne i denne region, men som juridisk set gør sig

gældende, uanset om disse detailhandelscentre reelt er

placeret uden for eller inden for byzonen, og i de

fleste tilfælde i praksis pålægges virksomheder fra

andre medlemsstater, i betragtning af: i) at afgiften

ikke påvirker forretningsdrivende, der ejer flere de-

tailhandelscentre med et individuelt salgsareal på

under 2 500 m2, uanset størrelsen af det samlede

salgsareal for alle ejerens detailhandelscentre: ii) at

afgiften fritager store kollektive detailhandelscentre,

iii) at afgiften fritager individuelle detailhandelscentre,

der beskæftiger sig med salg af havebrugsartikler,

køretøjer, byggematerialer, maskiner og industrimate-

rialer, og iv) at kun 40% af beregningsgrundlaget for

afgiften opkræves hos virksomheder, der hovedsage-

ligt beskæftiger sig med salg af møbler, vvs-artikler,

døre og vinduer, samt gør-det-selv-forretninger? 2)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at

følgende udgør statsstøtte, der er forbudt i henhold til

denne bestemmelse: i) den fuldstændige fritagelse i

IGEC for individuelle detailhandelscentre med et

salgsareal på under 2 500 m2, kollektive detailhan-

delscentre og individuelle detailhandelscentre, der

beskæftiger sig med salg af havebrugsartikler, køretø-

jer, byggematerialer, maskiner og industrimaterialer,

og ii) den delvise fritagelse i IGEC for individuelle

virksomheder, der hovedsageligt beskæftiger sig med

salg af møbler, vvs-artikler, døre og vinduer, samt

gørdet- selv-forretninger? 3) Hvis de nævnte fuld-

stændige og delvise fritagelser i IGEC udgør statsstøt-

te som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, hvad er

da den tidsmæssige gyldighed af denne afgørelse i

betragtning af eksistensen og indholdet af den skri-

velse af 2. oktober 2003, som direktøren for GD

COMP’s kontor for statsstøtte

sendte til Kongeriget

Spaniens faste repræsentation ved Den Europæiske

Union i forbindelse med sag CP 11/01 vedrørende

påstand om statsstøtte ydet af den selvstyrende region

Catalonien i henhold til den lov, der er vedtaget af

Parlament de Catalunya?

Maio Marques da Rosa

Sagen vedrører: 1) I lyset af artikel 5 i Rådets direktiv

93/104/EF af 23. november 1993 og Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.

november 2003 samt artikel 31 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder er det

da nødvendigt i et tilfælde med skifteholdsarbejdere,

der har skiftende hvileperioder, og som er ansat i en

virksomhed, der har åbent alle ugens dage, men som

ikke er åben kontinuerligt i alle døgnets 24 timer, at

tildele den obligatoriske hviledag, som arbejdstageren

har ret til inden for hver syvdagesperiode, dvs. som

minimum på syvendedagen efter seks på hinanden

følgende arbejdsdage? 2) Er en fortolkning, hvorefter

arbejdsgiveren i forhold til disse arbejdstagere frit kan

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

09.11.17

C-306/16

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

vælge de dage, hvor han inden for hver uge tildeler

arbejdstageren de hvileperioder, som den pågældende

har ret til, således at arbejdstageren kan forpligtes til

uden vederlag for overarbejde at arbejde i op til ti på

hinanden følgende dage (f.eks. fra onsdagen i én uge,

hvor der har været hviledag mandag og tirsdag, indtil

fredagen i den følgende uge, hvorefter lørdag og

søndag er hviledag), forenelig med de nævnte direkti-

ver og bestemmelser? 3) Er en fortolkning, hvorefter

den ikke-afbrudte hvileperiode på 24 timer kan tilde-

les på en hvilken som helst kalenderdag inden for en

bestemt periode på 7 kalenderdage, og den efterføl-

gende ikke-afbrudte hvileperiode på 24 timer (hvortil

lægges 11 timer daglig hvile) ligeledes kan tildeles på

en hvilken som helst kalenderdag inden for den peri-

ode på syv kalenderdage, der følger efter den først-

nævnte periode, forenelig med disse direktiver og

bestemmelser? 4) Er en fortolkning, hvorefter ar-

bejdstageren i stedet for at afholde en ikkeafbrudt

hvileperiode på 24 timer (hvortil lægges 11 timer

daglig hvile) for hver syvdagesperiode kan afholde to

perioder, sammenhængende eller ej, på 24 timers

ikke-afbrudt hvile på en hvilken som helst af de fire

kalenderdage i en bestemt periode på 14 kalenderda-

ge, forenelig med disse direktiver og bestemmelser,

henset også til artikel 16, litra a), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.

november 2003?

C-359/16

Altun

Sagen vedrører: Kan en E 101- attest, der er udstedt i

henhold til artikel 11, stk. 1, i Rådets forordning

(EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til

gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om

anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejds-

tagere og deres familiemedlemmer, som flytter inden

for Fællesskabet, således som den var gældende, indtil

den blev ophævet ved artikel 96, stk. 1, i forordning

(EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennem-

førelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordi-

nering af de sociale sikringsordninger, annulleres eller

lades ude af betragtning af en anden ret end en ret i

den udstationerende medlemsstat, såfremt de faktiske

omstændigheder, som den skal tage stilling til, tillader

den konstatering, at attesten er erhvervet eller gøres

gældende på svigagtig vis?

Egenberger

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv

2000/78/EF fortolkes således, at en arbejdsgiver

såsom den sagsøgte i den foreliggende sag

‒

eller

kirken på dennes vegne

‒

med bindende virkning selv

kan bestemme, om et krav om, at en ansøger tilhører

en bestemt religion, under hensyn til aktivitetens

karakter eller den sammenhæng den indgår i, udgør et

regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav

på baggrund af arbejdsgiverens/kirkens etik? 2) Så-

fremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal

der i en retstvist som den foreliggende ses bort fra en

Beskæftigelses-

ministeriet

09.11.17

C-414/16

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

09.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

bestemmelse i national ret

‒

som her AGG’s § 9, stk.

1, første alternativ

‒

hvorefter det også er tilladt at

udøve forskelsbehandling på grund af en persons

religion ved beskæftigelse gennem trossamfund og

institutioner, der henhører under disse, såfremt det

henset til dette trossamfunds selvforståelse og selvbe-

stemmelsesret er berettiget at stille et erhvervsmæssigt

krav om, at en person tilhører en bestemt religion? 3)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende,

spørges der desuden om følgende: Hvilke krav skal

der stilles til aktivitetens karakter eller den sammen-

hæng den indgår i, for at det kan anses for at udgøre

et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt

krav på baggrund af organisationens etik som om-

handlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78/EF?

C-423/16 P

HX mod Rådet (appel)

Påstande:

—

Det fastslås, at appellen er begrundet og

i sin helhed kan antages til realitetsbehandling, og alle

anbringender til støtte for appellen tages til følge.

—

Det fastslås, at de anfægtede retsakter delvis kan

annulleres.

—

Dom afsagt af Den Europæiske Uni-

ons Ret den 2. juni 2016 i sag T-723/14, HX mod

Rådet for Den Europæiske Union, ophæves for så

vidt angår den del, hvorved Hashem Akkad ikke fik

medhold.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2015/837 af

28. maj 2015 om ændring af afgørelse

2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over

for Syrien, hvorved Rådet forlængede gyldigheden af

afgørelse 2013/255 frem til den 1. juni 2016, annulle-

res, for så vidt som den vedrører Hashem Akkad.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at

betale appellantens sagsomkostninger, herunder ud-

læg, honorarer osv. i forbindelse med dennes forsvar.

APVE e.a

Sagen vedrører: 1) Kan aftaler, vedtagelser eller for-

mer for praksis inden for producentorganisationer,

sammenslutninger af producentorganisationer og

faglige organisationer, som ville kunne kvalificeres

som konkurrencebegrænsende i forhold til artikel 101

TEUF, falde uden for det i denne artikel fastsatte

forbud på grund af det forhold alene, at de kan hen-

føres til de opgaver, der inden for rammerne af den

fælles markedsordning er overdraget til disse organi-

sationer, og det på trods af, at de ikke henhører under

nogen af de generelle undtagelser, der blev fastsat

først i artikel 2 i forordning (EØF) nr. 26 af 4. april

1962, siden i artikel 2 i forordning (EF) nr.

1184/2006 af 24. juli 2006 og endelig i artikel 176 i

forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007?

2) I bekræftende fald, skal artikel 11, stk. 1, i forord-

ning (EF) nr. 2200/96, artikel 3, stk. 1, i forordning

(EF) nr. 1182/2007 og artikel 122, stk. 1, i forordning

(EF) nr. 1234/2007

–

som blandt de målsætninger,

der er tillagt producentorganisationerne og deres

sammenslutninger, fastsætter målsætningen om at

regulere produktionspriserne og målsætningen om at

tilpasse produktionen efter efterspørgslen, navnlig

Udenrigsministeriet

Erhvervsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

09.11.17

C-671/15

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

14.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

hvad angår mængde

–

da fortolkes således, at de

former for praksis, der vedrører kollektiv fastsættelse

af en minimumspris, samordning af de mængder, der

bringes i omsætning på markedet, eller udveksling af

strategiske oplysninger, og som gennemføres af disse

organisationer eller deres sammenslutninger, falder

uden for forbuddet mod konkurrencebegrænsende

karteller, for så vidt som de tilsigter at opfylde disse

målsætninger?

C-165/16

Lounes

Såfremt en spansk statsborger og unionsborger:

i) flytter til Det Forenede Kongerige og dermed har

gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i henhold til

direktiv 2004/38/EF og ii) opholder sig i Det For-

enede Kongerige og dermed har gjort brug af sine

rettigheder i henhold til artikel 7 eller 16 i direktiv

2004/38/EF og iii) efterfølgende opnår britisk stats-

borgerskab i tillæg til hendes spanske statsborgerskab

i form af dobbelt statsborgerskab og iv) adskillige år,

efter at hun har opnået britisk statsborgerskab, gifter

sig med en tredjelandsstatsborger, som hun opholder

sig sammen med i Det Forenede Kongerige, er hun

og hendes ægtefælle da begge berettigede i henhold til

direktiv 2004/38/EF som omhandlet i artikel 3, stk.

1, mens hun opholder sig i Det Forenede Kongerige

og har både spansk og britisk statsborgerskab?

Schrems

1. Skal artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr.

44/2001 fortolkes således, at en »forbruger« som

omhandlet i denne bestemmelse mister denne egen-

skab, hvis han efter længere tids benyttelse af en

privat Facebook-konto i forbindelse med håndhævel-

sen af sine krav udgiver bøger, holder foredrag til dels

mod vederlag, driver websites, indsamler donationer

til håndhævelse af kravene og lader talrige forbrugere

overdrage deres krav til ham mod tilsagn om, at de vil

få del i et eventuelt positivt resultat af søgsmål efter

fradrag af sagsomkostninger? 2. Skal artikel 16 i for-

ordning nr. 44/2001 fortolkes således, at en forbruger

i en medlemsstat samtidig med sine egne krav som

følge af en forbrugertransaktion ved sagsøgerens

værneting også kan gøre andre forbrugeres lignende

krav gældende, når disse forbrugere har bopæl ia.

samme medlemsstat b. en anden medlemsstat eller c.

et tredjeland og kravene i medfør af disse forbruger-

transaktioner med samme sagsøgte og i samme retlige

sammenhæng er blevet overdraget til ham, og over-

dragelsen ikke er led i sagsøgerens erhvervsmæssige

eller professionelle virke, men tjener til fælles hånd-

hævelse af kravene?

Robeco Hollands Bezit m.fl.

Sagen vedrører: Skal et system, hvori deltager flere

fund agents og mæglere, som inden for systemet

repræsenterer henholdsvis »open end« investerings-

selskaber og investorer i handelstransaktioner, og

som faktisk kun hjælper disse »open end« investe-

ringsselskaber ved udførelsen af deres pligt til at

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

14.11.17

C-498/16

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Forbrugerombuds-

manden

14.11.17

C-658/15

Finanstilsynet

Dom

16.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

gennemføre de af investorerne indgivne købs- og

salgsordrer på deltagerrettigheder, betragtes som et

reguleret marked som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr.

14), i direktiv 2004/39/EF, og hvilke kriterier er

herved i bekræftende fald afgørende?

C-560/16

Dĕdouch e.a.

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 22, nr. 2), i Rådets

forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000

om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handels-

retlige område (herefter »Bruxelles I forordningen «)

fortolkes således, at den også omfatter retsforhand-

linger om efterprøvelse af rimeligheden af det veder-

lag, som en hovedaktionær skal betale, svarende til

kapitalandelenes værdi, til de tidligere ejere af disse

kapitalandele, der blev overdraget som følge af en

beslutning truffet på et aktieselskabs generalforsam-

ling om tvungen overdragelse af de øvrige kapitalan-

dele til hovedaktionæren (også kendt som »tvangsind-

løsning«), når den på aktieselskabets generalforsam-

ling trufne beslutning fastsætter beløbet for et rime-

ligt vederlag, der er bindende for hovedaktionæren og

for selskabet i henhold til de ydede rettigheder samt

over for de øvrige ejere af kapitalandele? 2. Såfremt

svaret på ovenstående spørgsmål er benægtende, skal

Bruxelles Iforordningens artikel 5, nr. 1), litra a), da

fortolkes således, at den også omfatter retsforhand-

linger om efterprøvelse af rimeligheden af det i oven-

stående spørgsmål beskrevne vederlag? 3. Såfremt

svaret på begge de ovenstående spørgsmål er benæg-

tende, skal Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 3),

da fortolkes således, at den også omfatter retsfor-

handlinger om efterprøvelse af rimeligheden af det i

det første spørgsmål beskrevne vederlag?

Acquafarm mod Kommissionen

Påstande: Sagsøgeren har for Retten nedlagt påstand

om erstatning for det tab, denne har lidt som følge af

den manglende koordinering af administrationen af

akvakulturanlægget i Gibraleón (Huelva), hvilket

alvorligt krænker den berettigede forventning, der er

opstået i denne virksomhed, idet den blev tilkendt

støtte til gennemførelse af et akvakulturprojekt, som

Den Europæiske Union parallelt hermed har gjort

umuligt at gennemføre, henset til, at den har forbudt

eksport af den fiskeart, der skal opdrættes i det anlæg,

der skal opføres.

Pisciotti

Sagen vedrører: 1. a) Er udleveringsforretninger mel-

lem en medlemsstat og et tredjeland et forhold, der

uafhængigt af det konkrete tilfælde aldrig henhører

under traktaternes materielle anvendelsesområde,

således at det EU-retlige forbud mod forskelsbehand-

ling i artikel 18, stk. 1, TEUF ikke skal tages i be-

tragtning ved en (ordret) anvendelse af en forfat-

ningsmæssig regel (her: artikel 16, stk. 2, første punk-

tum, i Grundgesetz [den tyske forfatning, herefter

»GG«]), der kun forbyder udlevering af egne stats-

Erhvervsministeriet

Finanstilsynet

16.11.17

T-458/16

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

16.11.17

C-191/16

Justitsministeriet

21.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

borgere til tredjelande? b) Såfremt dette spørgsmål

skal besvares bekræftende: Skal spørgsmål 1 besvares

anderledes, hvis udleveringsforretningen mellem en

medlemsstat og Amerikas Forenede Stater falder ind

under udleveringsaftalen mellem Den Europæiske

Union og Amerikas Forenede Stater? 2. I det omfang

anvendelsen af traktaterne ikke på forhånd er udeluk-

ket med hensyn til medlemsstaternes udleveringsfor-

retninger med Amerikas Forenede Stater: Skal artikel

18, stk. 1, TEUF og Domstolens hertil relevante

praksis fortolkes således, at en medlemsstat på ube-

rettiget vis handler i strid med forbuddet mod for-

skelsbehandling i artikel 18, stk. 1, TEUF, hvis den på

grundlag af en forfatningsmæssig regel (her: GG’s

artikel 16, stk. 2, første punktum) i forbindelse med

begæring om udlevering fra tredjelande behandler

egne statsborgere og statsborgere fra andre EU-

medlemsstater forskelligt, idet den kun udleverer de

sidstnævnte? 3. Såfremt det i de ovenfor nævnte

tilfælde besvares bekræftende, at der foreligger en

tilsidesættelse af det generelle forbud mod forskels-

behandling i artikel 18, stk. 1, TEUF: Skal Domsto-

lens praksis forstås således, at der i et tilfælde som det

foreliggende, hvor der forud for den kompetente

myndigheds udleveringstilladelse obligatorisk skal

foretages en legalitetskontrol ved en retslig procedure,

hvis konklusion imidlertid kun er bindende for myn-

digheden, såfremt udleveringen erklæres for ulovlig,

allerede i forbindelse med en simpel tilsidesættelse af

forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 18, stk. 1,

TEUF kan foreligge en kvalificeret tilsidesættelse,

eller er en åbenbar tilsidesættelse påkrævet? 4. Så-

fremt en åbenbar tilsidesættelse ikke er påkrævet:

Skal Domstolens praksis fortolkes således, at det må

afvises, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret

tilsidesættelse i et tilfælde som det foreliggende, alle-

rede såfremt den nationale øverste udøvende myn-

dighed, når der ikke findes nogen retspraksis fra

Domstolens side vedrørende den konkrete situation i

sagen (her: den materielle anvendelse af det generelle

forbud mod forskelsbehandlings i artikel 18, stk. 1,

TEUF i forbindelse med medlemsstaternes udleve-

ringsforretninger med Amerikas Forenede Stater),

som begrundelse for dens afgørelse kan henvise til

overensstemmelsen med tidligere afgørelser truffet af

nationale retter i samme sag?

C-542/16

Länsförsäkringar Sak Försäkringsaktiebolag e.a.

Sagen vedrører: 1 a) Omfatter [direktiv 2002/92]

virksomhed, hvor forsikringsformidleren ikke har

haft til hensigt at indgå en reel forsikringsaftale? Har

det nogen betydning om fraværet af en sådan hensigt

allerede forelå før eller først efter, at virksomheden

blev indledt? 1 b) Har det

–

i den i spørgsmål 1 a)

anførte situation

–

nogen betydning om formidleren

ud over den fiktive virksomhed også har drevet en

reel forsikringsformidlingsvirksomhed? 1 c) Har det

–

stadig i den i spørgsmål 1 a) anførte situation

–

nogen

betydning, at virksomheden udadtil fremstår for

Erhvervsstyrelsen

21.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

kunden som indledende arbejde i forbindelse med

indgåelse af forsikringsaftaler? Har kundens, velbe-

grundede eller ugrundede, opfattelse af, hvorvidt der

er tale om forsikringsformidling, nogen betydning?

C-224/16

AEBTRI

Sagen vedrører: 1) Har Den Europæiske Unions

Domstol for at undgå modstridende retsafgørelser

kompetence til at fortolke toldkonventionen om

international godstransport på grundlag af TIR-

carneter (TIR-Convention) af 14. november 1975,

som De Europæiske Fællesskaber har tiltrådt med

Rådets forordning (EØF) nr. 2112/78, på en for

medlemsstaternes domstole bindende måde, når det

drejer sig om denne konventions artikel 8 og artikel

11, med henblik på at bedømme, om der foreligger

hæftelse for den garanterende organisation, som også

er reguleret i artikel 457, stk. 2, i Kommissionens

forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om

visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forord-

ning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-

toldkodeks (gennemførelsesforordningen til toldko-

deksen)?2) Tillader fortolkningen af artikel 457, stk. 2,

i gennemførelsesforordningen til toldkodeksen sam-

menholdt med TIR-konventionens artikel 8, stk. 7,

(nu artikel 11, stk. 2) og de tilhørende forklarende

bemærkninger at lægge til grund, at toldmyndigheder-

ne i en sag som den foreliggende, når de i TIRkon-

ventionens artikel 8, stk. 1 og 2, nævnte beløb er

forfaldne, så vidt muligt skal forlange dem indriet af

indehaveren af TIR-carnetet, som skylder disse beløb

direkte, før de retter krav mod den garanterende

organisation? 3) Kan det lægges til grund, at den

modtager, som har erhvervet en vare eller har den i

sin besiddelse, om hvilken det vides, at den er trans-

porteret med TIR-carnet, og for hvilken det ikke er

konstateret, at den er frembudt for bestemmelses-

toldstedet og angivet til dette, alene på grundlag af

disse omstændigheder er den person, som burde have

vidst, at varen var unddraget toldtilsyn, og skal den

pågældende anses for solidarisk hæftende debitor som

omhandlet i artikel 203, stk. 3, tredje led, sammen-

holdt med artikel 213 i Rådets forordning (EØF) nr.

2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks? 4) Så-

fremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende: Er

toldmyndighedernes passivitet med hensyn til at

forlange betaling af toldskylden af denne modtager til

hinder for, at den garanterende organisations ansvar i

henhold til TIR-konventionens artikel 1, nr. 16)

–

som også er reguleret i artikel 457, stk. 2, i gennemfø-

relsesforordningen til toldkodeksen

–

indtræder?

Cussens

Sagen vedrører: 1. Finder princippet om misbrug af

rettigheder, der er anerkendt i [Den Europæiske Uni-

ons] Domstols dom [af 21. februar 2006], [Halifax

m.fl. mod Commissioners of Customs and Excise (C-

255/02, EU:C:2006:121)], og som finder anvendelse

på momsområdet, anvendelse over for en person, når

SKAT

Dom

22.11.17

C-251/16

Skatteministeriet

SKAT

Dom

22.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

der ikke findes en national foranstaltning, uanset om

den stammer fra lovgivning eller retspraksis, som

gennemfører princippet, under omstændigheder som

de i denne sag omhandlede, hvor omdefineringen af

transaktionerne forud for salget og salgstransaktio-

nerne til køberne (samlet kaldet »appellanternes

transaktioner«), således som [Revenue] Commissio-

ners har påstået, vil medføre, at appellanterne har et

momstilsvar, når et sådant momstilsvar ikke ville

opstå, hvis de bestemmelser, der var gældende i nati-

onal lovgivning på det relevante tidspunkt for appel-

lanternes transaktioner, finder anvendelse? 2. Såfremt

svaret på det første spørgsmål er, at princippet om

misbrug af rettigheder finder direkte anvendelse over

for en person, selv når der ikke findes en national

foranstaltning, uanset om den stammer fra lovgivning

eller retspraksis, som gennemfører princippet, var

princippet da tilstrækkeligt klart og præcist til at kun-

ne anvendes på appellanternes transaktioner, som

blev gennemført, inden Domstolen afsagde Halifax-

dommen, og navnlig under hensyn til retssikkerheds-

princippet og princippet om beskyttelse af appellan-

ternes berettigede forventning? 3. Såfremt princippet

om misbrug af rettigheder finder anvendelse på ap-

pellanternes transaktioner, således at de skal omdefi-

neres a) hvorledes skal moms på appellanternes

transaktioner da beregnes og opkræves, eftersom der

ikke ville være moms at beregne eller opkræve ifølge

national ret, og b) hvordan skal de nationale retsin-

stanser da pålægge et sådant tilsvar? 4. Ved afgørelsen

af, om det væsentligste formål med appellanternes

transaktioner var at opnå en afgiftsfordel, bør den

nationale ret da behandle transaktionerne forud for

salget (som er blevet anset for alene at være gennem-

ført af afgiftsmæssige årsager) for sig selv, eller skal

formålet med appellanternes transaktioner behandles

som en helhed? 5. Skal section 4(9) i [Value Added

Tax] Act anses for en national lov, der gennemfører

[Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977

om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning

om omsætningsafgifter

–

Det fælles merværdiafgifts-

system: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s.

1), som ændret ved Rådets direktiv 95/7/EF af 10.

april 1995 (EFT L 102, s. 18) (herefter »sjette direk-

tiv«)], uanset at den er uforenelig med lovbestemmel-

sen i sjette direktivets artikel 4, stk. 3, hvorefter appel-

lanterne

–

hvis bestemmelsen anvendes korrekt

–

skulle behandles som afgiftspligtige hvad angår leve-

ringen inden første indflytning i ejendommene, uan-

set der var en tidligere afgiftspligtig råden over ejen-

dommene? 6. Såfremt section 4(9) er uforenelig med

sjette direktiv, misbruger appellanterne, idet de støtter

sig til denne sub-section, da rettigheder i strid med de

principper, der er anerkendt i Halifax-dommen? 7.

Subsidiært og såfremt section 4(9) ikke er uforenelig

med sjette direktiv, har appellanterne da opnået en

afgiftsfordel, der er i strid med formålet med direkti-

vet og/eller section 4? 8. Selv såfremt section 4(9)

ikke skal anses for at gennemføre sjette direktiv,

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

finder princippet om misbrug af rettigheder, således

som fastslået i Halifaxdommen, da ikke desto mindre

anvendelse på de omtvistede transaktioner under

henvisning til de i Halifax-dommen opstillede kriteri-

er?

Forenede

sager C-

427/16 og

C-428/16

CHEZ Elektro Bulgaria m.fl.

Sagen vedrører: 1) Er artikel 101, stk. 1, TEUF (for-

bud mod at hindre, begrænse eller fordreje konkur-

rencen) til hinder for artikel 36, stk. 2, i lov om advo-

katvirksomhed, ifølge hvilken en sammenslutning af

virksomheder, som udøver liberale erhverv (det øver-

ste advokatråd), har beføjelse til på grundlag af en af

staten overdraget kompetence på forhånd at fastsætte

minimumspriser på de ydelser, som disse virksomhe-

der udfører (advokatsalærer)? 2) Såfremt det første

spørgsmål besvares bekræftende: Er den civile rets-

plejelovs artikel 78, stk. 5, in fine (i den del, hvor

denne bestemmelse ikke tillader en nedsættelse af

advokatsalæret under en fastsat minimumsstørrelse) i

strid med artikel 101, stk. 1, TEUF? 3) Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende: Er artikel

132, nr. 5, i lov om advokatvirksomhed (vedrørende

anvendelsen af denne lovs artikel 136, stk. 1) i strid

med artikel 101, stk. 1, TEUF? 4) Er artikel 56, stk. 1,

TEUF (forbud mod begrænsning af den frie udveks-

ling af tjenesteydelser) til hinder for artikel 36, stk. 2, i

lov om advokatvirksomhed? 5) Er den civile retsple-

jelovs artikel 78, stk. 8, i strid med artikel 101, stk. 1,

TEUF? 6) Er den civile retsplejelovs artikel 78, stk. 8,

i strid med direktiv 77/249 (for så vidt angår retten

for personer, som repræsenteres af juridiske rådgive-

re, til at forlange advokatsalærer)? 7) Er artikel 2a i de

supplerende bestemmelser til bekendtgørelse nr. 1 i

strid med direktiv 2006/112, som tillader at anse

momsen for en bestanddel af prisen for en ydelse, der

er udført i forbindelse med udøvelse af et liberalt

erhverv (vedrørende indregningen af momsen som en

del af det skyldige advokatsalær)?

Stollwitzer

Sagen vedrører: 1) Skal EU-retten i sin nuværende

form, navnlig det generelle EU-retlige ligebehand-

lingsprincip, det generelle princip om forbud mod

diskriminering på grundlag af alder som omhandlet i

artikel 6, stk. 3, TEU og artikel 21 i chartret om

grundlæggende rettigheder, forbuddet mod forskels-

behandling for så vidt angår arbejdskraftens frie be-

vægelighed som omhandlet i [org. s. 2] artikel 45

TEUF og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. novem-

ber 2000 om generelle rammebestemmelser om lige-

behandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv,

fortolkes således, at den er til hinder for en national

bestemmelse som den i hovedsagen omtvistede, som

for at afhjælpe en af Den Europæiske Unions Dom-

stol i afgørelsen Gotthard Starjakob fastslået for-

skelsbehandling på grundlag af alder (nemlig mang-

lende medregning af tjenesteperioder tilbagelagt inden

det fyldte 18. år for ÖBBansatte) ganske vist for en

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

23.11.17

C-482/16

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

23.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

lille del af de ÖBB-ansatte, som blev forskelsbehand-

let efter den gamle ordning, tager hensyn til tjeneste-

perioder tilbagelagt inden det fyldte 18. år (dog kun

tjenesteperioder, som objektivt er tilbagelagt hos

ÖBB og sammenlignelige offentlige jernbaneinfra-

struktur og/eller jernbanetrafikvirksomheder i EU,

EØS og lande, som er tilknyttet EU gennem associe-

rings- og/eller mobilitetsaftaler), men for den overve-

jende del af de oprindeligt forskelsbehandlede ÖBB-

ansatte imidlertid ikke medregner alle andre tjeneste-

perioder tilbagelagt før det fyldte 18. år, navnlig heller

ikke tjenesteperioder, som sætter de pågældende

ÖBB-ansatte i stand til bedre at varetage deres arbej-

de, f.eks. tjenesteperioder hos private og andre of-

fentlige trafikselskaber og/eller infrastrukturvirksom-

heder, som fremstiller, sælger eller servicerer den af

arbejdsgiveren anvendte infrastruktur (rullende mate-

riel, skinneanlæg, ledningsanlæg, elektriske og elek-

troniske anlæg, sikringssystemer, banegårdsanlæg og

lignende) eller virksomheder, som kan sidestilles

hermed, og dermed i praksis for langt størstedelen af

de ÖBB-ansatte, som var berørt af den diskrimine-

rende gamle ordning, endeligt fastsætter en forskels-

behandling på grundlag af alder? 2) Realiserer en

medlemsstat, som er eneejer af en jernbanetrafikvirk-

somhed og faktisk arbejdsgiver for de ansatte i denne

virksomhed, og som af rent fiskale årsager ved lov-

ændringer i 2011 og 2015 med tilbagevirkende kraft

forsøger at fjerne disse ansattes EU-retlige krav på

efterbetaling af løn som følge af diskriminering bl.a.

på grundlag af alder, som er fastslået af Den Europæ-

iske Unions Domstol i flere afgørelser (David Hütter,

Siegfried Pohl, Gotthard Starjakob), og som også er

anerkendt i flere nationale domstolsafgørelser, bl.a.

også afgørelser afsagt af Oberster Gerichtshof (8

ObA 11/15y), de af Domstolen i dennes retspraksis

opstillede betingelser for den pågældende medlems-

stats EU-retlige hæftelse, navnlig en tilstrækkeligt

kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, bl.a. artikel 2,

stk. 1, sammenholdt med artikel 1 i direktiv

2000/78/EF, som er fortolket ved flere afgørelser

afsagt af Domstolen (David Hütter, Siegfried Pohl,

Gotthard Starjakob)?

C-572/16

INEOS

Sagen vedrører: Er bestemmelserne i artikel 10a i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF

af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med

kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om

ændring af Rådets direktiv 96/61/EF samt bestem-

melserne i Kommissionens afgørelse af 27. april 2011

om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmo-

niseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til

artikel 10a i direktiv 2003/87/EF (2011/278/EU) til

hinder for en bestemmelse i en medlemsstat, som for

handelsperioden 2013-2020 fastsætter en materiel

præklusionsfrist for ikke rettidigt indgivne ansøgnin-

ger om tildeling af gratis emissionscertifikater til

bestående anlæg og i denne forbindelse udelukker

Energistyrelsen

23.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 95: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 3/11-17

berigtigelse af fejl eller supplering af (ufuldstændige)

oplysninger i ansøgningen om tildeling, som først

konstateres efter udløbet af den frist, som medlems-

staten har fastsat?

T-140/15

Aurora mod CPVO

Påstande: Den anfægtede afgørelse annulleres. EF-

Sortsbeskyttelse nr. EU 15118 erklæres ugyldig. EF-

Sortsmyndigheden tilpligtes at betale sagens omkost-

ninger, herunder eventuelle intervenerende parters

omkostninger.

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

23.11.17