EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 61
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

20. oktober 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat proces-

delegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af ge-

neraladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. Ge-

neraladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

Forenede

sager C-

316/16 og

C-424/16

Titel og kort sagsresumé

B m.fl.

Sag C-316/16, B vedrører:

Er det på forhånd udelukket, at idømmelsen og den

efterfølgende fuldbyrdelse af en fængselsstraf kan

føre til, at den tætte integration af en unionsborger,

der indrejste i værtsmedlemsstaten i en alder af tre år,

kan anses for afbrudt, således at der ikke foreligger et

uafbrudt ophold i ti år som omhandlet i artikel 28,

stk. 3, litra a), i direktiv 2004/38 1 , og at der derfor

ikke skal ydes beskyttelse mod udsendelse i henhold

til artikel 28, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/38, når

unionsborgeren efter indrejsen i en alder af tre år har

tilbragt hele sit liv i den pågældende værtsmedlems-

stat, ikke længere har nogen tilknytning til den med-

lemsstat, hvor han er statsborger, og lovovertrædel-

sen, der har ført til idømmelse og fuldbyrdelse af en

fængselsstraf, først er blevet begået efter 20 års op-

hold?Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende: Skal

den fængselsstraf, der er blevet idømt for den lov-

overtrædelse, der er anledning til udsendelsen, lades

ude af betragtning ved bedømmelsen af spørgsmålet

om, hvorvidt fuldbyrdelsen af en fængselsstraf fører

til, at den tætte integration afbrydes? Såfremt spørgs-

mål 1 og 2 besvares benægtende: Hvilke kriterier er

afgørende for, om den pågældende unionsborger i et

sådant tilfælde alligevel er omfattet af beskyttelsen

mod udsendelse i henhold til artikel 28, stk. 3, litra a),

i direktiv 2004/38? Såfremt spørgsmål 1 og 2 besva-

res benægtende: Findes der ufravigelige EU-retlige

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Processkridt

Dato

24.10.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

bestemmelser vedrørende fastsættelsen af det »tids-

punkt, hvor spørgsmålet om udsendelse opstår«, og

hvor der skal foretages en samlet vurdering af den

pågældende unionborgers situation med henblik på at

efterprøve, i hvilket omfang det forhold, at opholdet

har været afbrudt i løbet af de ti år, der går forud for

udsendelsen af den pågældende, afskærer denne fra

den øgede beskyttelse?

Sag C-424/16, Vomero vedrører:

1) Afhænger den særlige beskyttelse i henhold til

artikel 28, stk. 3, litra a), [i direktiv 2004/38/EF] af

retten til tidsubegrænset ophold som omhandlet i

artikel 16 og artikel 28, stk. 2? Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende, forelægges endvide-

re følgende spørgsmål med henblik på præjudiciel

afgørelse: 2) Beregnes opholdsperioden i de ti forud-

gående år som omhandlet i artikel 28, stk. 3, litra a),

som a) en almindelig kalenderperiode, der beregnes

fra den relevante dato (her afgørelsen om udvisning),

der omfatter eventuelle perioder med fravær eller

fængsling, eller b) en potentielt afbrudt periode, der

beregnes ved at regne tilbage fra den relevante dato

og lægge perioder sammen, hvor den pågældende ikke

var fraværende eller i fængsel, med henblik på even-

tuelt at nå frem til et samlet forudgående ophold på ti

år? 3) Hvorledes er forholdet mellem vurderingen af,

hvorvidt der har været ophold i ti år som omhandlet i

artikel 28, stk. 3, litra a), og den samlede vurdering af

forbindelse med hensyn til integration?

C-650/16

Bevola og Jens W. Trock (sag forelagt af Østre

Landsret)

Sagen vedrører: Er TEUF artikel 49 til hinder for en

national beskatningsordning som den i hovedsagen

omhandlede, der medfører, at der er mulighed for

fradrag for tab i indenlandske filialer, mens der ikke

er mulighed for fradrag for tab i filialer beliggende i

andre medlemsstater, heller ikke under betingelser

svarende til Domstolens dom i sag C-446/03, Marks

& Spencer, præmis 55-56, medmindre koncernen har

valgt international sambeskatning på vilkår som angi-

vet i hovedsagen?

TV2/Danmark mod Kommissionen (appel)

Påstande: Den appellerede dom ophæves, for så vidt

som den frifinder Kommissionen for TV2's principa-

le påstand. Domstolen træffer afgørelse i sagen og

den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som

den fastslår, at de undersøgte foranstaltninger udgjor-

de statsstøtte omfattet af artikel 107, stk. 1, TEUF.

Subsidiært hjemvises denne del af sagen til Retten til

fornyet behandling. Den appellerede dom ophæves,

for så vidt som den frifinder Kommissionen for

anden del af TV2's subsidiære påstand. Domstolen

træffer afgørelse i sagen og den anfægtede afgørelse

annulleres, for så vidt som den fastslår, at de licens-

midler, der i årene 1997-2002 blev overført til TV2 og

derefter videreført til Regionerne, udgjorde statsstøtte

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Kammeradvokaten

Mundtlig

forhandling

25.10.17

C-649/15 P

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kammeradvokaten

Dom

09.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

til TV2. Subsidiært hjemvises denne del af sagen til

Retten til fornyet behandling. Den appellerede dom

ophæves, for så vidt som den pålægger TV2 at bære

sine egne omkostninger og betale tre fjerdele af

Kommissionens omkostninger. Kommissionen til-

pligtes at betale TV2's sagsomkostninger for Retten

såvel som for Domstolen. Såfremt der sker hjemvis-

ning til Retten, henvises afgørelsen om sagsomkost-

ninger for den hjemviste del af sagen også til Retten.

C-656/15 P

Kommissionen mod TV2/Danmark (appel)

Ved denne appel nedlægger Kommissionen påstand

om ophævelse af den appellerede dom [T-674/11,

TV2/Danmark mod Kommissionen] for så vidt som

denne dom annullerer Kommissions afgørelse

2011/839/EU af 20. april 2011 om Danmarks foran-

staltninger (C 2/03) for TV2 Danmark for så vidt

som denne afgørelse fastslår at reklameindtægter fra

1995 og 1996 over til TV2/Danmark via TV2-

Fonden udgør statsstøtte. Til støtte for appellen gør

Kommissionen gældende, at Retten begik en retlig fejl

ved at anlægge en fejlagtig fortolkning af begrebet

"statsmidler" i artikel 107, stk.1, TEUF, herunder af

begrebet "kontrol", og Kommissionen gør i denne

sammenhæng endvidere en begrundelsesmangel

gældende. Kommissionens appel i nærværende sag

vedrører spørgsmålet om hvorvidt de midler, der

indgik i TV2 Reklame som følge af salg af reklame-

spots og tekst-tvreklamer (reklameindtægterne) er

statsmidler i artikel 107, stk. 1, TEUFs forstand.

Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark

(appel)

Ved denne appel nedlægger Viasat følgende påstande:

Punkt 1 i Rettens dom of 24. september 2015 i sag T-

674/11, TV2/Danmark mod Kommissionen ophæ-

ves (påstand 1) og Den del af Rettens dom af 24.

september 2015 i sag T-674/11, TV2/Danmark mod

Kommissionen, hvorved Retten tager det tredje led i

sagsøgerens første anbringende til følge, ophæves

(påstand 2) og Kommissionens frifindes i annullati-

onssøgsmålet anlagt af TV2 og Kongeriget Danmark

og TV2/Danmark og Kongeriget Danmark, sagsøge-

re i første instans, tilpligtes at betale Viasats sagsom-

kostninger

Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og

Rådet for Den Europæiske Union

Polen har anlagt sag ved EU-Domstolen med påstand

om annullation af Europa-Parlamentets og Rådets

afgørelse (EU) 2015/1814 af 6. oktober 2015 om

oprettelse og anvendelse af en permanent markeds-

stabiliserende kvotereserve i forbindelse med Unio-

nens ordning for handel med kvoter for drivhusgas-

emissioner og om ændring af direktiv 2003/87/EF.

Regeringen har interveneret til støtte for Europa-

Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kammeradvokaten

Dom

09.11.17

C-657/15 P

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kammeradvokaten

Dom

09.11.17

C-5/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Energi-, Forsynings-

og Klimaministeriet

Energistyrelsen

09.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-191/16

Titel og kort sagsresumé

Pisciotti

Sagen vedrører: 1. a) Er udleveringsforretninger mel-

lem en medlemsstat og et tredjeland et forhold, der

uafhængigt af det konkrete tilfælde aldrig henhører

under traktaternes materielle anvendelsesområde,

således at det EU-retlige forbud mod forskelsbehand-

ling i artikel 18, stk. 1, TEUF ikke skal tages i be-

tragtning ved en (ordret) anvendelse af en forfat-

ningsmæssig regel (her: artikel 16, stk. 2, første punk-

tum, i Grundgesetz [den tyske forfatning, herefter

»GG«]), der kun forbyder udlevering af egne stats-

borgere til tredjelande? b) Såfremt dette spørgsmål

skal besvares bekræftende: Skal spørgsmål 1 besvares

anderledes, hvis udleveringsforretningen mellem en

medlemsstat og Amerikas Forenede Stater falder ind

under udleveringsaftalen mellem Den Europæiske

Union og Amerikas Forenede Stater? 2. I det omfang

anvendelsen af traktaterne ikke på forhånd er udeluk-

ket med hensyn til medlemsstaternes udleveringsfor-

retninger med Amerikas Forenede Stater: Skal artikel

18, stk. 1, TEUF og Domstolens hertil relevante

praksis fortolkes således, at en medlemsstat på ube-

rettiget vis handler i strid med forbuddet mod for-

skelsbehandling i artikel 18, stk. 1, TEUF, hvis den på

grundlag af en forfatningsmæssig regel (her: GG’s

artikel 16, stk. 2, første punktum) i forbindelse med

begæring om udlevering fra tredjelande behandler

egne statsborgere og statsborgere fra andre EU-

medlemsstater forskelligt, idet den kun udleverer de

sidstnævnte? 3. Såfremt det i de ovenfor nævnte

tilfælde besvares bekræftende, at der foreligger en

tilsidesættelse af det generelle forbud mod forskels-

behandling i artikel 18, stk. 1, TEUF: Skal Domsto-

lens praksis forstås således, at der i et tilfælde som det

foreliggende, hvor der forud for den kompetente

myndigheds udleveringstilladelse obligatorisk skal

foretages en legalitetskontrol ved en retslig procedure,

hvis konklusion imidlertid kun er bindende for myn-

digheden, såfremt udleveringen erklæres for ulovlig,

allerede i forbindelse med en simpel tilsidesættelse af

forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 18, stk. 1,

TEUF kan foreligge en kvalificeret tilsidesættelse,

eller er en åbenbar tilsidesættelse påkrævet? 4. Så-

fremt en åbenbar tilsidesættelse ikke er påkrævet:

Skal Domstolens praksis fortolkes således, at det må

afvises, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret

tilsidesættelse i et tilfælde som det foreliggende, alle-

rede såfremt den nationale øverste udøvende myn-

dighed, når der ikke findes nogen retspraksis fra

Domstolens side vedrørende den konkrete situation i

sagen (her: den materielle anvendelse af det generelle

forbud mod forskelsbehandlings i artikel 18, stk. 1,

TEUF i forbindelse med medlemsstaternes udleve-

ringsforretninger med Amerikas Forenede Stater),

Interessent

Justitsministeriet

Processkridt

Dato

24.10.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

som begrundelse for dens afgørelse kan henvise til

overensstemmelsen med tidligere afgørelser truffet af

nationale retter i samme sag?

C-210/16

Wirtschaftsakademie Schleswig-Holstein GmbH

Sagen vedrører: Skal artikel 2, litra d), i direktiv

95/46/EF 1 fortolkes således, at den endeligt og

udtømmende regulerer ansvaret for brud på datasik-

kerheden, eller bliver der inden for rammerne af »de

fornødne foranstaltninger« i henhold til artikel 24 i

direktiv 95/46/EF og [af beføjelser til at kunne]

»gribe effektivt ind« i henhold til artikel 28, stk. 3,

andet led, i direktiv 95/46/EF i flertrins informati-

onsudbyderforhold plads til et ansvar for et organ,

som ikke er ansvarligt for databehandling i den be-

tydning, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, litra d),

i direktiv 95/46/EF, ved valget af en registerfører til

dets informationsudbud?Kan det af medlemsstaternes

forpligtelse i henhold til artikel 17, stk. 2, i direktiv

95/46/EF til at fastsætte i forbindelse med databe-

handling ved en registerfører, at »den registeransvarli-

ge skal vælge en registerfører, som frembyder den

fornødne garanti med hensyn til de tekniske sikker-

hedsforanstaltninger og organisatoriske foranstaltnin-

ger, der skal træffes«, omvendt sluttes, at der ved

andre udbyder/bruger-relationer, som ikke er for-

bundet med databehandling ved en registerfører som

omhandlet i artikel 2, litra e), i direktiv 95/46/EF,

ikke består nogen forpligtelse til at foretage et om-

hyggeligt valg, og at det heller ikke kan begrundes

efter national ret?Er en tilsynsmyndighed i en med-

lemsstat (her: Tyskland) i tilfælde, hvor en moderkon-

cern, som er hjemmehørende uden for Den Europæi-

ske Union, driver juridisk selvstændige virksomheder

(datterselskaber) i forskellige medlemsstater, kompe-

tent i henhold til artikel 4, og artikel 28, stk. 6, i direk-

tiv 95/46/EF til at udøve de beføjelser, der tillægges

den i overensstemmelse med artikel 28, stk. 3, i direk-

tiv 95/46/EF over for en virksomhed, der ligger på

medlemsstatens eget område, også i det tilfælde, hvor

denne virksomhed udelukkende har til opgave at

promovere salg af reklame og øvrige marketingsfor-

anstaltninger rettet mod indbyggerne i denne med-

lemsstat, mens den selvstændige virksomhed (det

datterselskab), der ligger i en anden medlemsstat (her:

Irland), ifølge koncernens interne opgavefordeling er

eneansvarlig for indsamling og behandling af person-

oplysninger på hele EU’s område og dermed også i

den anden medlemsstat (her: Tyskland), når afgørel-

sen om databehandling rent faktisk træffes af moder-

koncernen?Skal artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 28,

stk. 3, i direktiv 95/46/EF fortolkes således, at i

tilfælde, hvor den registeransvarlige er ejer af en virk-

somhed på én medlemsstats område (her: Irland), og

der findes en yderligere juridisk selvstændig virksom-

hed på en anden medlemsstats område (her: Tysk-

land), som bl.a. har til opgave at sælge reklameplads

og hvis aktivitet er rettet mod indbyggerne i denne

stat, kan den kompetente tilsynsmyndighed i denne

Udenrigsministeriet

24.10.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

anden medlemsstat (her: Tyskland) også rette foran-

staltninger og påbud til gennemførelse af reglerne om

databeskyttelse mod den anden virksomhed, som

ifølge den koncerninterne opgave- og ansvarsforde-

ling ikke er ansvarlig for databehandling (her: i Tysk-

land), eller kan der i så fald kun træffes foranstaltnin-

ger og gives påbud af tilsynsmyndigheden i den med-

lemsstat (her: Irland), på hvis område det koncernin-

terne ansvarlige organ har sit hjemsted?

Skal artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 28, stk. 3 og 6, i

direktiv 95/46/EF fortolkes således, at i tilfælde,

hvor tilsynsmyndigheden i en medlemsstat (her: Tysk-

land) i henhold til artikel 28, stk. 3, i direktiv

95/46/EF rejser krav mod en person eller et organ,

som er aktiv(t) på denne stats område, på grund af

manglende omhu ved valget af en tredjemand, som er

involveret i databehandlingsprocessen (her: Face-

book), fordi denne tredjemand overtræder reglerne

om databeskyttelse, er den tilsynsmyndighed, der

griber ind, (her: Tyskland) da bundet til den databe-

skyttelsesretlige vurdering hos tilsynsmyndigheden i

den anden medlemsstat, hvor den for databehandlin-

gen ansvarlige tredjemand har sin virksomhed (her:

Irland), i den forstand, at den ikke må foretage en

herfra afvigende retlig vurdering, eller kan den indgri-

bende tilsynsmyndighed (her: Tyskland) foretage en

selvstændig undersøgelse af lovligheden af den data-

behandling, som udføres af den tredjemand, der er

etableret i en anden medlemsstat (her: Irland), som et

indledende spørgsmål vedrørende dens egen indgri-

ben? For så vidt som den indgribende tilsynsmyndig-

hed (her: Tyskland) kan foretage en selvstændig ef-

terprøvelse: Skal artikel 28, stk. 6, andet punktum, i

direktiv 95/46/EF fortolkes således, at denne til-

synsmyndighed først må udøve de beføjelser, som er

tillagt den i henhold til artikel 28, stk. 3, i direktiv

95/46/EF, til at gribe effektivt ind over for en person

eller et organ, der er etableret på denne stats område,

på grund af medansvar for brud på datasikkerheden,

som er begået af en i en anden medlemsstat etableret

tredjemand, når og kun når den på forhånd har an-

modet tilsynsmyndigheden i denne anden medlems-

stat (her: Irland) om at måtte udøve sine beføjelser?

C-389/15

Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Eu-

ropæiske Union

Påstande: Annullation af Rådets afgørelse af 7. maj

2015 om tilladelse til at indlede forhandlinger om en

ændring af Lissabonaftalen vedrørende oprindelses-

betegnelser og geografiske betegnelser for så vidt

angår områder, som falder ind under Den Europæi-

ske Unions kompetence. Virkningerne af den anfæg-

tede afgørelse opretholdes, når det er hensigtsmæs-

sigt, indtil ikrafttrædelsen, inden for en rimelig perio-

de efter afsigelsen af nærværende dom, af en ny afgø-

relse, som skal vedtages af Rådet for Den Europæiske

Union i henhold til artikel 218, stk. 3, 4 og 8, TEUF.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Patent- og

varemærkestyrelsen

Dom

25.10.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

C-467/15 P

Kommissionen mod Italien (appel)

Påstande:

—

Dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling)

den 24. juni 2015 og forkyndt for Kommissionen

samme dag i sag T-527/13, Italien mod Kommissio-

nen, ophæves.

—

Kommissionen frifindes i søgsmålet anlagt i første

instans, og Den Italienske Republik tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

Polyelectrolyte Producers Group GEIE (PPG) og

SNF SAS mod Det Europæiske Kemikalieagen-

tur (ECHA) (appel)

Påstande:

—

Rettens dom i sag T-268/10 RENV

ophæves.

—

Den anfægtede retsakt annulleres.

—

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på

realitetsbehandling af appellanternes annullations-

søgsmål.

—

ECHA tilpligtes at betale sagens omkostninger,

herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for

Retten.

Europa-Kommissionen mod Rådet for Den

Europæiske Union

Påstande:

—

Rådets konklusioner om Den Internati-

onale Telekommunikationsunions (ITU’s)

verdensra-

diokonference 2015 (WRC-15), vedtaget den 26.

oktober 2015 på Rådets 3419. møde i Luxembourg,

annulleres.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Shiri

Sagen vedrører: 1.) Skal bestemmelserne vedrørende

retten til effektive retsmidler i forbindelse med afgø-

relser vedrørende overførsler i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni

2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til

afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for

behandlingen af en ansøgning om international be-

skyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger

eller en statsløs i en af medlemsstaterne, navnlig

artikel 27, stk. 1, på baggrund af 19. betragtning for-

tolkes således, at en asylansøger kan gøre gældende, at

ansvaret overgår til den anmodende medlemsstat på

grund af udløbet af overførselsfristen på seks måne-

der (artikel 29, stk. 1, i forordning nr. 604/2013)?

Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende: 2.)

Overgår ansvaret i henhold til artikel 29, stk. 2, første

punktum, i forordning nr. 604/2013 alene med udlø-

bet af overførselsfristen, eller kræver en ansvarsover-

gang på grund af fristens udløb også, at den ansvarli-

ge medlemsstat afviser pligten til at overtage eller

tilbagetage den pågældende person?

Den Hellenske Republik mod Kommissionen

Påstande:

—

Den anfægtede gennemførelsesafgørelse

fra Kommissionen af 13. november 2015 »om ude-

lukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som

medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

25.10.17

C-650/15 P

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

25.10.17

C-687/15

Udenrigsministeriet

Energi-, Forsynings-

og Klimaministeriet

Dom

25.10.17

C-201/16

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

25.10.17

T-26/16

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

25.10.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

Den Europæiske Garantifond for Landbruget

(EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for

Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)« meddelt

under K(2015) 7716 og offentliggjort i Den Europæi-

ske Unions Tidende L 303 af 20.11.2015, s. 35 ff.,

annulleres, for så vidt som Den Hellenske Republik

efter

kontrollerne

IR/2009/004/GR

IR/2009/0017/GR blev pålagt faste finansielle en-

gangskorrektioner for forsinkelser i inddrivelsespro-

ceduren, for ikke at have leveret oplysninger og gene-

relt for mangler i proceduren for gældsforvaltning for

et samlet beløb på 11 534 827,97 EUR i overens-

stemmelse med opgørelsen i bilaget til samme.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

C-195/16

Sagen vedrører: 1. Skal EU-retten, navnlig artikel 2 i

Europa-Parlamentets

Rådets

direktiv

2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort

(herefter »3. kørekortdirektiv«) eller artikel 18, 21, 45,

49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde (herefter »TEUF«) fortolkes således,

at den er til hinder for en ordning i en medlemsstat,

der ikke anerkender en førerret, der er erhvervet i en

anden medlemsstat, navnlig for det tilfælde at denne

førerret erhvervedes i overensstemmelse med ret-

ningslinjerne i 3. kørekortdirektiv? 2. Skal EU-retten,

navnlig 3. kørekortdirektivs artikel 2 eller artikel 18,

21, 45, 49 og 56 TEUF fortolkes således, at den er til

hinder for en ordning i en medlemsstat, der ikke

anerkender et legitimationspapir, der blev udstedt til

en indehaver af en førerret, der blev erhvervet i en

anden medlemsstat i overensstemmelse med retnings-

linjerne i 3. kørekortdirektiv [org. s. 2] også for det

tilfælde, at denne medlemsstat har begrænset gyldig-

heden af dette legitimationspapir tidsmæssigt og til

statens eget område, og såfremt dette legitimations-

papir endvidere ikke følger retningslinjerne for køre-

kortmodellen i 3. kørekortdirektiv? 3. Såfremt det

første spørgsmål besvares benægtende: Skal EU-

retten, navnlig 3. kørekortdirektivs artikel 2 eller

artikel 18, 21, 45, 49 og 56 TEUF fortolkes således, at

den er til hinder for en ordning i en medlemsstat,

hvorefter det at føre motorkøretøj kan straffes som

en lovovertrædelse (»Vergehen« 1), fordi føreren af

køretøjet ikke havde ret til at føre dette, uanset at den

pågældende fører har erhvervet en førerret i overens-

stemmelse med retningslinjerne i 3. kørekortdirektiv i

en anden medlemsstat, men imidlertid ikke kan godt-

gøre dette ved hjælp af et legitimationspapir, der

svarer til kørekortmodellen i 3. kørekortdirektiv? 4.

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende:

Skal EU-retten, navnlig 3. kørekortdirektivs artikel 2

eller artikel 18, 21, 45, 49 og 56 TEUF fortolkes

således, at den er til hinder for en ordning i en med-

lemsstat

–

i hvilken kørekortansøgeren normalt får

udleveret det endelige kørekort umiddelbart efter at

have bestået den praktiske køreprøve

–

hvorefter det

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

26.10.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

at føre et motorkøretøj kan straffes administrativt

som en ordensforseelse (»Ordnungswidrigkeit« 2),

fordi føreren af køretøjet, der har erhvervet førerret i

en anden medlemsstat i overensstemmelse med ret-

ningslinjerne i 3. kørekortdirektiv, ikke medbragte et

endeligt kørekort som bevis for sin førerret under

kørslen, idet han som følge af den særlige procedure

for udstedelse af det endelige kørekort i denne med-

lemsstat, hvilken køretøjets fører ikke har nogen

indflydelse på, endnu ikke havde fået udstedt et så-

dant kørekort, hvorimod han under kørslen medbrag-

te en officiel attest for, at han opfyldte de nødvendige

betingelser for erhvervelse af førerret?

C-407/16

Aqua pro

Sagen vedrører: 1) a) Skal artikel 220, stk. 1 og stk. 2,

litra b), i Rådets forordning (EØF nr. 2913/92 af 12.

oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks

fortolkes således, at bogføring af det af myndigheden

fastlagte toldbeløb skal anses for at have fundet sted

på tidspunktet for den beslutning om bogføring eller

om fastlæggelse af forpligtelsen til at betale told, som

myndigheden har vedtaget, uafhængigt af den om-

stændighed, at denne beslutning er genstand for en

administrativ klage og et søgsmål ved domstolene? b)

Skal artikel 236 og 239 i Rådets forordning (EØF) nr.

2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-

toldkodeks fortolkes således, at når myndigheden har

truffet afgørelse om bogføring af toldbeløbet og har

fastlagt debitors forpligtelse til at betale told (en be-

slutning, som i det foreliggende tilfælde træffes af en

statslig myndighed), men debitoren har anfægtet

myndighedens beslutning og indbragt denne for

domstolene, skal der da samtidig indgives en ansøg-

ning om eftergivelse eller tilbagebetaling af tolden i

henhold til forordningens artikel 236 eller 239 (eller

kan anfægtelsen af myndighedens beslutning i dette

tilfælde anses som en ansøgning om eftergivelse eller

tilbagebetaling af told)? Hvis dette spørgsmål besva-

res bekræftende, hvad er da den væsentligste forskel

mellem legalitetskontrollen af myndighedens beslut-

ning om bogføring og om fastlæggelse af forpligtelsen

til at betale told på den ene side, og det spørgsmål,

som skal afgøres i henhold til artikel 236 på den an-

den side? c) Skal artikel 236, stk. 2, første afsnit, i

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober

1992 om indførelse af en EF-toldkodeks fortolkes

således, at den omstændighed, at myndighedens be-

slutning om fastlæggelse af forpligtelsen til at betale

told er blevet påklaget, og varigheden af den retslige

prøvelse, forlænger fristen for at indgive ansøgning

om eftergivelse eller tilbagebetaling af tolden (eller

berettiger forsinkelsen)? d) Hvis spørgsmålet om

bogføring eller eftergivelse i det foreliggende tilfælde

skal afgøres uafhængigt af den afgørelse, som Euro-

pa-Kommissionen har truffet angående en anden

medlemsstat (i dette tilfælde Finland), kan toldmyn-

digheden eller domstolen, henset til artikel 869, litra

b), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93

Skatteministeriet

SKAT

Dom

26.10.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser

til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indfø-

relse af en EF- toldkodeks, og henset til den eventuel-

le told i denne sag, da forelægge Europa-

Kommissionen et spørgsmål om undladelse af bogfø-

ring eller

eftergivelse af tolden til afgørelse? […]

C-494/16

Santoro

Sagen vedrører: 1) Udgør tilkendelsen af en erstatning

på mellem 2,5 og 12 månedslønninger for den seneste

fulde månedsløn (artikel 32, stk. 5, i lov nr. 183/2010)

til den offentligt ansatte, som er blevet udsat for en

ulovlig forlængelse af tidsbegrænsede ansættelseskon-

trakter, idet vedkommende kun kan opnå fuld erstat-

ning for skaden ved at bevise at være gået glip af

andre beskæftigelsesmuligheder eller ved at bevise, at

vedkommende i tilfælde af afholdelse af en alminde-

lig udvælgelsesprøve ville være blevet udvalgt, en

tilsvarende og effektiv foranstaltning i den forstand,

som fremgår af Domstolens afgørelser i de forenede

sager C-22/13, [C-61/13

–

C-63/13 og C-418/13],

Mascolo [m.fl.], og i sag C-53/04, Marrosu? 2) Skal

ækvivalensprincippet, hvortil EU-Domstolen har

henvist i (bl.a.) de ovennævnte afgørelser, fortolkes

således, at såfremt medlemsstaten vælger ikke at

anvende omdannelsen af ansættelsesforholdet (aner-

kendt i den private sektor) i den offentlige sektor, skal

medlemsstaten under alle omstændigheder garantere

arbejdstageren den samme fordel, eventuelt i form af

en erstatning for den skade, som nødvendigvis svarer

til værdien af den tidsubegrænsede ansættelse?

A og S

Sagen vedrører: Skal der i forbindelse med familie-

sammenføring af flygtninge ved »uledsaget mindre-

årig« som omhandlet i direktivets artikel 2, litra f),

også forstås tredjelandsstatsborger eller en statsløs

under 18 år, som ankommer til en medlemsstats

område uden at være ledsaget af en voksen, der er

ansvarlig for den mindreårige ifølge lov eller sædvane,

og som:

- søger om asyl, - under asylproceduren på medlems-

statens område fylder 18 år,

- får meddelt asyl med tilbagevirkende kraft til ansøg-

ningsdatoen og

- efterfølgende søger om familiesammenføring?

K. e.a.

(uddrag af spørgsmål)

1) Skal EU-retten, navnlig artikel 20 TEUF og artikel

5 og 11 i direktiv 2008/115/EF, sammenholdt med

chartrets artikel 7 og 24, fortolkes således, at den

under visse omstændigheder er til hinder for en nati-

onal praksis, hvorefter en ansøgning om opholdstilla-

delse som familiesammenført

–

indgivet af en tredje-

landsstatsboger, der er familiemedlem til en unions-

borger i den medlemsstat, hvor denne unionsborger

bor og har statsborgerskab, og som ikke har gjort

brug af sin ret til fri bevægelighed og etablering (her-

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

26.10.17

C-550/16

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

26.10.17

C-82/16

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

26.10.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

efter »den statiske unionsborger«)

–

ikke bliver be-

handlet, særskilt eller i forbindelse med en afgørelse

om udsendelse, af den grund alene, at den pågælden-

de tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem, er

omfattet af et forbud mod indrejse i Europa? a) Har

det ved bedømmelsen af sådanne omstændigheder

betydning, at der mellem tredjelandsstatsborgeren,

der er familiemedlem, og den statiske unionsborger

består et afhængighedsforhold, der er mere vidtgåen-

de end et rent familiemæssigt bånd? I bekræftende

fald, hvilke faktorer skal tages i betragtning ved be-

dømmelsen af, om der består et sådant afhængigheds-

forhold? Kan der herved henvises til retspraksis ved-

rørende retten til respekt for familielivet i EMRK’s

artikel 8 og chartrets artikel 7? b) Hvad særligt angår

mindreårige børn, kræver artikel 20 TEUF mere end

et biologisk bånd mellem den tredjelandsstatsborger,

der er forælder, og det barn, der er unionsborger? Har

det herved betydning, at personerne bor sammen,

eller er det tilstrækkeligt med følelsesmæssige og

økonomiske bånd, såsom en besøgs- eller samværs-

ordning og betaling af underhold? Kan der herved

henvises til Domstolens dom af 10. juli 2014 i sag C-

244/13, Ogierakhi, præmis 38 og 39, af 16. juli 2012,

Singh. m.fl., sag 218/14, præmis 54, og af 6. decem-

ber 2012, O og S, forenede sager C-356/11 og C-

357/11, præmis 56? Se i denne forbindelse også den

verserende præjudicielle forelæggelse C-133/15.

c) Har

[…]

C-90/16

The English Bridge Union

Sagen vedrører: 1. Hvilke væsentlige kendetegn skal

en aktivitet udvise for at kunne betragtes som en

»sport« som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra m), i

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006

om det fælles merværdiafgiftssystem (»momsdirekti-

vet«)? Skal en aktivitet særlig omfatte et betydeligt

(eller et ikke ubetydeligt) fysisk element, som har

afgørende betydning for udfaldet af aktiviteten, eller

er det tilstrækkeligt, at aktiviteten omfatter et betyde-

ligt mentalt element, som har afgørende betydning for

udfaldet af aktiviteten? 2. Er kontraktbridge med

duplikerede kort en »sport« som omhandlet i moms-

direktivets artikel 132, stk. 1, litra m)?

Balgarska energiyna borsa

Sagen vedrører: 1) Tillader artikel 9, stk. 1, litra b), nr.

i) og ii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det

indre marked for elektricitet og om ophævelse af

direktiv 2003/54/EF, at den samme person er eneste

aktionær i den uafhængige transmissionssystemopera-

tør og i det selskab, hvis hovedaktiviteter er produk-

tion og transmission af elektricitet? 2) Tillader artikel

9, stk. 1, litra b), nr. i) og ii), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om

fælles regler for det indre marked for elektricitet og

om ophævelse af direktiv 2003/54/EF, at den samme

person direkte eller indirekte udøver kontrol over den

Kulturministeriet

Dom

26.10.17

C-347/16

Energistyrelsen

Dom

26.10.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

C-98/15

uafhængige transmissionssystemoperatør og over en

virksomhed, der varetager produktion af eller forsy-

ning med elektricitet? 3) Tillader artikel 9, stk. 1, litra

c) og d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det

indre marked for elektricitet og om ophævelse af

direktiv 2003/ 54/EF, at den samme person udpeger

medlemmerne af tilsynsorganet i den uafhængige

transmissionssystemoperatør (der på sin side vælger

dennes direktion) og medlemmerne af bestyrelsen i

den virksomhed, der varetager produktion af eller

forsyning med elektricitet? 4) Tillader Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13.

juli 2009 om fælles regler for det indre marked for

elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF,

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

714/ 2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for net-

adgang i forbindelse med grænseoverskridende elek-

tricitetsudveksling og om ophævelse af forordning

(EF) nr. 1228/ 2003, [Kommissionens] forordning

(EU) 2015/ 1222 [af 24. juli 2015] om fastsættelse af

retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af

kapacitetsbegrænsninger [og] Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 af 25. oktober

2011 om integritet og gennemsigtighed på engros-

energimarkederne begrænsninger af det antal perso-

ner, der tildeles en licens til elektricitetstransmission

på et bestemt område? 5) Såfremt det ovenstående

spørgsmål besvares bekræftende og [idet det lægges til

grund, at der] i henhold til artikel 43, stk. 1, nr. 1), [i

den bulgarske energilov, Zakon na energetikata] kun

er udstedt en eneste licens for Republikken Bulgari-

ens område: Skal det lægges til grund, at der foreligger

en interessekonflikt som omhandlet i [12. betragtning

til] Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2009/72/ EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det

indre marked for elektricitet og om ophævelse af

direktiv 2003/54/EF? 6) Skal det lægges til grund, at

den nationale bestemmelse i [energilovens] artikel 43,

stk. 1, nr. 1), begrænser konkurrencen som omhand-

let i artikel 101 og 102 TEUF, idet den fastsætter, at

der på statens område kun udstedes en eneste licens

til elektricitetstransmission?

Espadas Recio

1. Skal § 4 i rammeaftalen om deltidsarbejde, der er

knyttet som bilag til direktiv 97/81/EF om rammeaf-

talen vedrørende deltidsarbejde, i lyset af den rets-

praksis, der følger af [Domstolens dom af 10. juni

2010, Bruno m.fl., C- 395/08], fortolkes således, [at]

bestemmelsen finder anvendelse på en bidragsbaseret

ydelse ved arbejdsløshed som den, der er omhandlet i

artikel 210 i den spanske Ley General de Seguridad

Social, som alene finansieres af de bidrag, der indbe-

tales af arbejdstageren og de virksomheder, hvori

vedkommende har været ansat, og som fastsættes på

grundlag af de ansættelsesperioder, hvor der er indbe-

talt bidrag i de seneste seks år forud for det tidspunkt,

hvor personen bliver arbejdsløs i juridisk forstand?

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

09.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

C-489/15

CTL Logistics

Sagen vedrører: 1. Skal EU-retlige bestemmelser,

navnlig artikel 30, stk. 1, første punktum, stk. 2, stk.

3, stk. 5, første afsnit, stk. 6, i direktiv 2001/14/EF

fortolkes således, at krav om tilbagebetaling af afgifter

for benyttelse af infrastruktur, som er aftalt eller

fastsat mellem en infrastrukturforvalter og en ansøger

i en rammeaftale, er udelukket, hvis sådanne krav ikke

gøres gældende ved de procedurer, der er fastsat for

det nationale tilsynsorgan, og de tilsvarende retslige

procedurer, i forbindelse med hvilke disse afgørelser

fra tilsynsorganet efterprøves? 2. Skal EU-retlige

bestemmelser, navnlig artikel 30, stk. 1, første punk-

tum, stk. 2, stk. 3, stk. 5, første afsnit, stk. 6, i direktiv

2001/14/EF fortolkes således, at krav om tilbagebe-

taling af afgifter for benyttelse af infrastruktur, som er

aftalt eller fastsat mellem en infrastrukturforvalter og

en ansøger i en rammeaftale, er udelukket, hvis de

omtvistede afgifter ikke forudgående er blevet fore-

lagt det nationale tilsynsorgan? 3. Er en civilretlig

efterprøvelse af rimeligheden af afgifter for benyttelse

af infrastruktur på grundlag af en national civilretlig

bestemmelse, som giver domstolene mulighed for at

kontrollere rimeligheden af fastsættelsen af en ydelse,

når denne fastsættes ensidigt af den ene part, og even-

tuelt selv ved egen afgørelse at fastsætte den ud fra et

rimeligt skøn, forenelig med EU-rettens bestemmel-

ser, som forpligter infrastrukturforvalteren til at over-

holde generelle retningslinjer for fastsættelsen af

afgiften såsom kravet om omkostningsdækning (arti-

kel 6, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF) eller kriterierne

vedrørende markedsbæredygtigheden (artikel 8, stk. 1,

direktiv 2001/14/EF)? 4. Hvis tredje spørgsmål be-

svares bekræftende: Skal den civile domstol ved sin

skønsudøvelse overholde kriterier i direktiv

2001/14/EF vedrørende fastsættelsen af afgifterne

for benyttelse af infrastruktur, og i givet fald hvilke?

5. Er den civilretlige efterprøvelse af afgifters rimelig-

hed på grundlag af den i spørgsmål 3 nævnte nationa-

le bestemmelse forenelig med EU-retten, for så vidt

som de civile domstole fastsætter afgiften under afvi-

gelse fra jernbaneforvalterens generelle afgiftsprin-

cipper og -størrelser [org. s. 3], selv om jernbanefor-

valteren ifølge EU-retten er forpligtet til at sikre ikke-

diskriminerende ligebehandling af alle adgangsberetti-

gede (artikel 4, stk. 5, i direktiv 2001/14/EF)? 6. Er

den civilretlige rimelighedsefterprøvelse af en infra-

strukturforvalters afgifter forenelig med EU-retten i

betragtning af den omstændighed, at EUretten lægger

til grund, at tilsynsorganet har kompetence til at træf-

fe afgørelse om uenigheder mellem infrastrukturfor-

valteren og den adgangsberettigede om afgifterne for

benyttelse af infrastruktur eller om størrelsen eller

strukturen af de afgifter for benyttelse af infrastruk-

tur, som den adgangsberettigede skal betale eller ville

skulle betale (artikel 30, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv

2001/14/EF), og at tilsynsorganet i lyset af potentielt

mange tvister ved forskellige civile domstole ikke

længere ville kunne sikre en ensartet anvendelse af

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

09.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

jernbanelovgivningen (artikel 30, stk. 3, i direktiv

2001/14/EF)? 7. Er det foreneligt med EU-retten,

navnlig artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF, hvis

nationale bestemmelser forlanger en beregning af

samtlige infrastrukturforvalterens afgifter for benyt-

telse af infrastruktur, som udelukkende er baseret på

direkte omkostninger?

C-227/16

Spanien mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Nærværende appel antages til realitets-

behandling, og Rettens dom ophæves.

—

Ved en ny

dom kendes Kommissionens gennemførelsesafgørel-

se 2014/458/EU af 9. juli 2014 (1) om udelukkelse

fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlems-

staterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings-

og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garanti-

sektionen, Den Europæiske Garantifond for Land-

bruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond

for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) ugyldig

for så vidt angår de udgifter, som er afholdt af Kon-

geriget Spanien med et beløb på 2 713 208,07 EUR.

ANGED m.fl.

1) Skal artikel 49 TEUF og 54 TEUF fortolkes såle-

des, at de er til hinder for en regional afgift, som

pålægges anvendelsen af store individuelle detailhan-

delscentre med et salgsareal på eller over 2 500 m2 på

grund af den påvirkning, som disse detailhandelscen-

tre kan have på landområdet, miljøet og handelen i

byerne i denne region, men som juridisk set gør sig

gældende, uanset om disse detailhandelscentre reelt er

placeret uden for eller inden for byzonen, og i de

fleste tilfælde i praksis pålægges virksomheder fra

andre medlemsstater, i betragtning af: i) at afgiften

ikke påvirker forretningsdrivende, der ejer flere de-

tailhandelscentre med et individuelt salgsareal på

under 2 500 m2, uanset størrelsen af det samlede

salgsareal for alle ejerens detailhandelscentre: ii) at

afgiften fritager store kollektive detailhandelscentre,

iii) at afgiften fritager individuelle detailhandelscentre,

der beskæftiger sig med salg af havebrugsartikler,

køretøjer, byggematerialer, maskiner og industrimate-

rialer, og iv) at kun 40% af beregningsgrundlaget for

afgiften opkræves hos virksomheder, der hovedsage-

ligt beskæftiger sig med salg af møbler, vvs-artikler,

døre og vinduer, samt gør-det-selv-forretninger? 2)

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at

følgende udgør statsstøtte, der er forbudt i henhold til

denne bestemmelse: i) den fuldstændige fritagelse i

IGEC for individuelle detailhandelscentre med et

salgsareal på under 2 500 m2, kollektive detailhan-

delscentre og individuelle detailhandelscentre, der

beskæftiger sig med salg af havebrugsartikler, køretø-

jer, byggematerialer, maskiner og industrimaterialer,

og ii) den delvise fritagelse i IGEC for individuelle

virksomheder, der hovedsageligt beskæftiger sig med

salg af møbler, vvs-artikler, døre og vinduer, samt

gørdet- selv-forretninger? 3) Hvis de nævnte fuld-

stændige og delvise fritagelser i IGEC udgør statsstøt-

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

09.11.17

C-233/16,

C-234/16,

C-235/16,

C-236/16,

C-237/16

Erhvervsstyrelsen

09.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

te som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, hvad er

da den tidsmæssige gyldighed af denne afgørelse i

betragtning af eksistensen og indholdet af den skri-

velse af 2. oktober 2003, som direktøren for GD

COMP’s kontor for statsstøtte sendte til Kongeriget

Spaniens faste repræsentation ved Den Europæiske

Union i forbindelse med sag CP 11/01 vedrørende

påstand om statsstøtte ydet af den selvstyrende region

Catalonien i henhold til den lov, der er vedtaget af

Parlament de Catalunya?

C-306/16

Maio Marques da Rosa

Sagen vedrører: 1) I lyset af artikel 5 i Rådets direktiv

93/104/EF af 23. november 1993 og Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.

november 2003 samt artikel 31 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder er det

da nødvendigt i et tilfælde med skifteholdsarbejdere,

der har skiftende hvileperioder, og som er ansat i en

virksomhed, der har åbent alle ugens dage, men som

ikke er åben kontinuerligt i alle døgnets 24 timer, at

tildele den obligatoriske hviledag, som arbejdstageren

har ret til inden for hver syvdagesperiode, dvs. som

minimum på syvendedagen efter seks på hinanden

følgende arbejdsdage? 2) Er en fortolkning, hvorefter

arbejdsgiveren i forhold til disse arbejdstagere frit kan

vælge de dage, hvor han inden for hver uge tildeler

arbejdstageren de hvileperioder, som den pågældende

har ret til, således at arbejdstageren kan forpligtes til

uden vederlag for overarbejde at arbejde i op til ti på

hinanden følgende dage (f.eks. fra onsdagen i én uge,

hvor der har været hviledag mandag og tirsdag, indtil

fredagen i den følgende uge, hvorefter lørdag og

søndag er hviledag), forenelig med de nævnte direkti-

ver og bestemmelser? 3) Er en fortolkning, hvorefter

den ikke-afbrudte hvileperiode på 24 timer kan tilde-

les på en hvilken som helst kalenderdag inden for en

bestemt periode på 7 kalenderdage, og den efterføl-

gende ikke-afbrudte hvileperiode på 24 timer (hvortil

lægges 11 timer daglig hvile) ligeledes kan tildeles på

en hvilken som helst kalenderdag inden for den peri-

ode på syv kalenderdage, der følger efter den først-

nævnte periode, forenelig med disse direktiver og

bestemmelser? 4) Er en fortolkning, hvorefter ar-

bejdstageren i stedet for at afholde en ikkeafbrudt

hvileperiode på 24 timer (hvortil lægges 11 timer

daglig hvile) for hver syvdagesperiode kan afholde to

perioder, sammenhængende eller ej, på 24 timers

ikke-afbrudt hvile på en hvilken som helst af de fire

kalenderdage i en bestemt periode på 14 kalenderda-

ge, forenelig med disse direktiver og bestemmelser,

henset også til artikel 16, litra a), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.

november 2003?

Altun

Sagen vedrører: Kan en E 101- attest, der er udstedt i

henhold til artikel 11, stk. 1, i Rådets forordning

(EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

09.11.17

C-359/16

Beskæftigelses-

ministeriet

09.11.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 20/10-17

gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om

anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejds-

tagere og deres familiemedlemmer, som flytter inden

for Fællesskabet, således som den var gældende, indtil

den blev ophævet ved artikel 96, stk. 1, i forordning

(EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennem-

førelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordi-

nering af de sociale sikringsordninger, annulleres eller

lades ude af betragtning af en anden ret end en ret i

den udstationerende medlemsstat, såfremt de faktiske

omstændigheder, som den skal tage stilling til, tillader

den konstatering, at attesten er erhvervet eller gøres

gældende på svigagtig vis?

C-414/16

Egenberger

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv

2000/78/EF fortolkes således, at en arbejdsgiver

såsom den sagsøgte i den foreliggende sag

‒

eller

kirken på dennes vegne

‒

med bindende virkning selv

kan bestemme, om et krav om, at en ansøger tilhører

en bestemt religion, under hensyn til aktivitetens

karakter eller den sammenhæng den indgår i, udgør et

regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav

på baggrund af arbejdsgiverens/kirkens etik? 2) Så-

fremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal

der i en retstvist som den foreliggende ses bort fra en

bestemmelse i national ret

‒

som her AGG’s § 9, stk.

1, første alternativ

‒

hvorefter det også er tilladt at

udøve forskelsbehandling på grund af en persons

religion ved beskæftigelse gennem trossamfund og

institutioner, der henhører under disse, såfremt det

henset til dette trossamfunds selvforståelse og selvbe-

stemmelsesret er berettiget at stille et erhvervsmæssigt

krav om, at en person tilhører en bestemt religion? 3)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende,

spørges der desuden om følgende: Hvilke krav skal

der stilles til aktivitetens karakter eller den sammen-

hæng den indgår i, for at det kan anses for at udgøre

et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt

krav på baggrund af organisationens etik som om-

handlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78/EF?

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

09.11.17