Folketingets Social-, Indenrigs-, og Børneudvalg
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2017 - 4420
Doknr.
504480
Dato
13-02-2018
Folketingets Social-, Indenrigs-, og Børneudvalg har d. 14. september 2017 stillet
følgende spørgsmål nr. 530 (alm. del) til økonomi- og indenrigsministeren, som her-
med besvares endeligt. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 530:
”Er
ministeren opmærksom på problemerne for hjemløse migranter, der er i arbejde,
og som betaler skat via et administrativt skattepersonnummer, men som ikke har ad-
gang til sociale rettigheder som eksempelvis lægehjælp, fordi borgeren er uden folke-
registeradresse og dermed ikke kan få et rigtigt CPR-nummer og sundhedskort, og
hvilke tiltag påtænker ministeren at iværksætte, der giver skattebetalende, hjemløse
migranter mulighed for at få et CPR-nummer?”
Svar:
Jeg skal beklage den uacceptable lange svartid på spørgsmålet. Det skyldes, at det
har været nødvendigt at indhente bidrag fra en række ministerier. Jeg vil fremadrettet
bestræbe mig meget på at gøre det bedre.
1.
Jeg lægger til grund, at spørgsmålet vedrører EU-borgere, der i medfør af EU-retten
opholder sig lovligt her i landet, og som har et arbejde af et sådant omfang og karak-
ter, at vedkommende efter EU-retten har status som arbejdstager, men som hverken
har en bolig eller et fast opholdssted her i landet, og som således ikke er bopælsregi-
streret med bopæl her i landet i CPR.
2.
Det kan indledningsvist oplyses, at et skattepersonnummer er et såkaldt administra-
tivt personnummer, som ikke i sig selv efter lovgivningen medfører afledte rettigheder.
Hvis en person har fået tildelt et skattepersonnummer af SKAT og efterfølgende opfyl-
der kriterierne i lov om Det Centrale Personregister (CPR-loven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 646 af 2. juni 2017, for at blive bopælsregistreret i CPR på baggrund af indrejse fra
udlandet, vil vedkommende af bopælskommunen blive bopælsregistreret i CPR med
det allerede tildelte personnummer.
Efter § 1, nr. 3, i CPR-loven er det bl.a. formålet med loven at sikre, at enhver, der
folkeregistreres (bopælsregistreres) her i landet på baggrund af fødsel eller tilflytning
fra udlandet, registreres på den adresse, hvor vedkommende faktisk bor eller opholder
sig. Efter lovens § 1, nr. 4, er det herudover et formål med CPR-loven at sikre, at op-
lysningerne i CPR på en hensigtsmæssig måde kan videregives til offentlige myndig-
heder og private med en berettiget interesse heri.
CPR indeholder således grunddata om personers navn og adresse med henblik på, at
sådanne oplysninger videregives til offentlige myndigheder og private og hermed sik-
rer en god infrastruktur herfor til gavn for samfundet som sådan.