Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 289
Offentligt
1845606_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 12. januar 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 217 (MOF alm. del) stillet den 4. december
2017 efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 217
Vil ministeren fremsende en dansk version af beslutningen om glyphosat truffet den 27. november
2017 og bekrive, hvilke punkter der efter ministerens holdning kræver handling i Danmark?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Den 27. november 2017 blev der vedtaget en fornyet godkendelse af glyphosat i EU i en periode på 5
år gældende fra 16. december 2017. Godkendelsesforordningen, som kan findes på dansk på dette link
http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32017R2324&from=EN
indeholder følgende godkendelsesbetingelser:
Ved denne samlede vurdering skal medlemsstaterne være særligt opmærksomme på:
beskyttelse af grundvandet i sårbare områder, navnlig med hensyn til andre anvendelsesformål
end afgrøder
beskyttelse af erhvervsmæssige og ikke-erhvervsmæssige brugere
risikoen for hvirveldyr, der lever på land, og landplanter, der ikke er målarter
risikoen for diversiteten og mangfoldigheden af leddyr og hvirveldyr, der lever på land, og som
ikke er målarter, på grund af fødekædeinteraktion
at anvendelse før høst sker i overensstemmelse med god landbrugspraksis.
Desuden skal medlemsstaterne sikre, at anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder
glyphosat, minimeres i de specifikke områder opført i artikel 12, litra a), i direktiv 2009/128/EF.
Før et pesticidmiddel kan godkendes i Danmark, skal det vurderes af Miljøstyrelsen i forhold til den
konkrete anvendelse, der er søgt om. Når Miljøstyrelsen vurderer, om et middel kan godkendes til det
danske marked, vurderes alle undersøgelser på det færdige middel, på aktivstoffet og de undersøgelser
der findes på hjælpestofferne. Denne vurdering omfatter de grupper af mennesker, der kan blive udsat
for midlet (professionelle og ikke-professionelle brugere, arbejdstagere der arbejder i afgrøder sprøjtet
med midlerne, forbipasserende der tilfældigt passerer marker/afgrøder, hvor der sprøjtes og naboer til
arealer der sprøjtes). Vurderingen omfatter også effekt på miljøet, derunder på flora og fauna på land
og i vand, samt midlernes transport og skæbne i luft, jord og vand.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 289: Kopi af MOF alm. del - svar på spm. 217 om dansk version af beslutningen om glysofat truffet den 27. november 2017 og beskrive, hvilke punkter der efter ministerens opfattelse kræver handling i Danmark, fra miljø- og fødevareministeren
Pesticidmidler kan kun godkendes i Danmark, hvis der er vist sikker anvendelse, for så vidt angår
menneskers sundhed, grundvand og miljø. Derfor kræves der i henhold til godkendelsesbetingelserne
ikke yderligere beskyttelsesforanstaltninger for så vidt angår human sundhed, grundvand og miljø.
For så vidt angår anvendelsen før høst er det som en del af den politiske aftale om Pesticidstrategi
2017-2021 indgået i april 2017 mellem regeringen og Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det
Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti aftalt at indføre et forbud om brug af glyphosat før høst i
afgrøder, der anvendes til fødevarer.
For så vidt angår godkendelsesbetingelsen vedrørende minimering af brug i specifikke områder (ifølge
direktivet om bæredygtig anvendelse af pesticider) er der i Danmark allerede igennem en årrække
blevet indgået en række frivillige aftaler om at begrænse anvendelsen. Yderligere er der i henhold til
direktivet fastsat generelle regler om godkendelse og markedsføring af sprøjtemidler til private (ikke-
professionelle midler), som også gælder for glyphosatmidler.
Pesticider er inddelt i to grupper: Professionelle midler, der kan bruges i erhvervsmæssig
sammenhæng og Ikke-professionelle midler, der kan benyttes i fx private haver.
Kriterierne for de ikke-professionelle midler er: 1) må maksimalt række til 1000 m
2
, 2) de brugsklare
opløsninger har ingen sundhedsklassificeringer, 3) hvis de er koncentrerede midler, der kræver
opblanding, skal beholderne være indrettet med doseringsanordninger, så man nemt og uden at spilde
på hænder og på jorden kan dosere korrekt.
Der er også indført regler om, at forhandlerne skal have tilstrækkeligt med uddannet personale, til at
kunne rådgive kunder om sikker og korrekt anvendelse af midlerne, ligesom der er indført regler om,
at visse koncentrerede midler skal opbevares bag lås og dermed uden mulighed for selvbetjening.”
Jeg mener derfor, at godkendelsesbetingelserne for glyphosat ikke kræver yderligere handling, ud over
ovennævnte generelle regler og de revurderinger af midlernes godkendelse som Miljøstyrelsen skal
gennemføre indenfor det næste år, som sikrer at anvendelsen opfylder godkendelsesbetingelserne og
tager de krævede hensyn til beskyttelse af menneskers sundhed, grundvand og miljø.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
2