EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 239
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

15. december 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat proces-

delegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af ge-

neraladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. Ge-

neraladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-255/16

Titel og kort sagsresumé

Falbert (sag forelagt af Københavns Byret)

Sagen vedrører: Er der tale om en forskrift, som skal

notificeres i medfør af artikel 8, stk. 1, jf. artikel 1, stk.

1, nr, 2, nr. 5, og nr. 11, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 98/34ÆF af 22. juni 1998 om en

informationsprocedure med hensyn til tekniske stan-

darder og forskrifter, som ændret ved Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv af 20. juli 1998 om

ændring af direktiv 98/34ÆF om en informations-

procedure med hensyn til tekniske standarder og

forskrifter, når følgende lægges til grund: a) der skal

gennemføres en lov om ændring af en lov om visse

spil, lotterier og væddemål, ved hvilken ændringslov

der skal gennemføres en bestemmelse om straf bl.a.

for den, der forsætligt eller groft uagtsomt "udbyder

spil, lotterier eller væddemål her i landet uden at have

bevilling efter § 1", og for den, der forsætligt eller

groft uagtsomt "reklamerer for spil, lotterier eller

væddemål, der ikke er omfattet af en bevilling efter §

1", og b) det fremgår af bemærkningerne til forslaget

til ændringsloven, at det med de nævnte strafbestem-

melser har været hensigten dels at præcisere eller

indføre et forbud mod spil, som på internettet udby-

des af udenlandske spilleselskaber, og som er rettet

direkte mod det danske marked, dels at forbyde re-

klamering bl.a. for spil, der udbydes på internettet af

udenlandske spilleselskaber, idet det af samme lov-

bemærkninger fremgår, at der efter de regler, der

gjaldt før ændringerne ikke er tvivl om, at foranstalt-

ning af spil er ulovligt, hvis et udenlandsk spillesel-

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Erhvervsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Processkridt

Dom

Dato

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

skab anvender salgskanaler, hvor spillet rent fysisk

sælges inden for Danmarks grænser, men der er mere

tvivl om, hvorvidt udenlandske spil, der retter sig

mod danske spillere og rent fysisk er placeret uden

for Danmark, også er omfattet af bestemmelsen, og

der derfor er brug for at præcisere, at disse spil er

omfattet. Videre fremgår det af bemærkningerne, at

det foreslås at indføje et reklameforbud mod spil,

lotterier og væddemål, som ikke har bevilling efter

denne lov, og at ændringen er i overensstemmelse

med det gældende forbud i hestevæddeløbslovens §

12, stk. 3, men er en præcisering af den gældende

tips- og lottolovs § 10, stk. 4. Det fremgår videre af

bemærkningerne, at forbuddet skal sikre de spilleud-

bydere, der har en bevilling fra de danske myndighe-

der mod konkurrence fra selskaber, der ikke har en

sådan bevilling og dermed ikke lovligt kan udbyde

eller formidle spil i Danmark.

C-480/16

Fidelity Funds (sag forelagt af Østre Landsret)

Sagen vedrører: Udgør en beskatningsordning, som

den af hovedsagerne omhandlede, der indebærer, at

udenlandske investeringsinstitutter omfattet af Rådets

direktiv 85/611/EØF1 (UCITSdirektivet) kildebe-

skattes af udbytter fra danske selskaber, en tilsidesæt-

telse af artikel 56 TEF (artikel 63 TEUF) om kapita-

lens frie bevægelighed eller artikel 49 TEF (artikel 56

TEUF) om den frie udveksling af tjenesteydelser, hvis

tilsvarende danske investeringsinstitutter kan opnå

fritagelse for kildeskatten, enten fordi de faktisk ud-

lodder en minimumsudlodning mod indeholdelse af

kildeskat til deres medlemmer, eller teknisk skal op-

gøre en minimumsudlodning, hvoraf der skal inde-

holdes kildeskat i forhold til institutternes medlem-

mer?

Gusa

Sagen vedrører: 1. Bevarer en unionsborger, som 1)

er statsborger i en anden medlemsstat, 2) lovligt har

opholdt sig i og arbejdet som selvstændig erhvervs-

drivende i en værtsmedlemsstat i omkring fire år, 3)

er ophørt med at arbejde eller med sin erhvervsaktivi-

tet som følge af mangel på arbejde og 4) har tilmeldt

sig arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, sin

status som selvstændig erhvervsdrivende i henhold til

artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/38/EF enten i

medfør af direktivets artikel 7, stk. 3, litra b), eller på

anden måde? 2. Hvis ikke, bevarer han da sin ret til

ophold i værtsmedlemsstaten uden at han opfylder

kriterierne i artikel 7, stk. 1, litra b) eller c), i direktiv

2004/38/EF, eller er han kun beskyttet mod udsen-

delse i henhold til artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv

2004/38/EF? 3. Hvis ikke, er et afslag på ydelse til

arbejdssøgende (som er en særlig, ikke-bidragspligtig

kontantydelse i henhold til artikel 70 i forordning nr.

883/2004/EF) i forhold til en sådan person, fordi

vedkommende ikke har kunnet dokumentere en ret til

at opholde sig i værtsmedlemsstaten, forenelig med

EU-retten, og navnlig artikel 4 i forordning nr.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Kammeradvokaten

Finanstilsynet

20.12.17

C-442/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

883/2004/EF?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-434/15

Titel og kort sagsresumé

Asociación Profesional Elite Taxi

Sagen vedrører: 1) For så vidt som artikel 2, stk. 2,

litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydel-

ser i det indre marked udelukker transportvirksomhed

fra sit anvendelsesområde, skal den formidlingsvirk-

somhed, som sagsøgte udøver med gevinst for øje, og

som består i administrering af elektroniske midler

–

en grænseflade og en softwareapplikation til »smart-

phones og en teknologiplatform« efter sagsøgtes eget

udsagn

–

hvorved indehaveren af et køretøj og den

person, der har behov for at foretage en køretur i en

by, sættes i forbindelse med hinanden, da anses for

alene at være transportvirksomhed, eller skal den

anses for at være en elektronisk formidlingsydelse

eller en informationssamfundsydelse, som defineret i

artikel 1, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informati-

onsprocedure med hensyn til tekniske standarder og

forskrifter og om reglerne for informationssamfunds-

tjenester? 2) Skal denne virksomhed, alt efter hvilken

retlig karakter, den antages at have, anses for delvist

at være en informationssamfundstjeneste, og, såfremt

dette er tilfældet, er den elektroniske formidlingsydel-

se omfattet af princippet om fri udveksling af tjene-

steydelser i artikel 56 TEUF, i direktiv 2006/123/EF

og i direktiv 2000/31/EF? 3) Såfremt den tjeneste-

ydelse, som Uber Systems Spain, S.L., leverer, ikke

anses for at være en transportydelse, og den derfor

anses for at være omfattet af de tilfælde, der er be-

skyttet i direktiv 2006/123/EF, er artikel 15 i Ley de

Competencia Desleal, der vedrører tilsidesættelse af

regler om konkurrencevirksomhed, da uforenelig med

direktiv 2006/123/EF, nærmere bestemt artikel 9 om

etableringsfrihed og tilladelsesordninger, når der

henvises til nationale love eller retsregler uden hen-

syntagen til, at reglerne for opnåelse af licenser eller

tilladelser ikke må være restriktive eller uforholds-

mæssige, dvs. at de ikke på ubehørig vis må være til

hinder for princippet om etableringsfrihed? 4) Så-

fremt det fastslås, at direktiv 2000/31/EF finder

anvendelse på den tjenesteydelse, som Uber Systems

Spain, S.L., leverer, udgør en medlemsstats restriktio-

ner [hvad angår] fri udveksling af den elektroniske

formidlingsydelse fra en anden medlemsstat, enten i

form af, at levering af tjenesteydelsen er underlagt en

tilladelse eller licens, eller i form af en retskendelse

med påbud om ophør med levering af den elektroni-

ske formidlingsydelse i henhold til nationale regler

om illoyal konkurrence, da gyldige foranstaltninger til

fravigelse af artikel 3, stk. 2, idet de opfylder betingel-

Interessent

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Processkridt

Dom

Dato

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

serne i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31/EF?

C-664/15

Protect Natur-, Arten- und Landschaftschutz

Umweltorganisation

Sagen vedrører: 1.

Giver artikel 4 i direktiv

2000/60/EF 1 om fastlæggelse af en ramme for

Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vand-

rammedirektivet) eller vandrammedirektivet som

sådant i en sag, som ikke er underlagt en miljøkonse-

kvensvurdering i henhold til Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011

om vurdering af visse offentlige og private projekters

indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), en miljøor-

ganisation rettigheder, til beskyttelse af hvilke organi-

sationen i henhold til artikel 9, stk. 3, i konventionen

om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i be-

slutningsprocesser samt adgang til klage og domstols-

prøvelse på miljøområdet, som er indgået ved Rådets

afgørelse 2005/370/EF af 17. februar 2005 på Det

Europæiske Fællesskabs vegne (Århuskonventionen),

har ret til adgang til administrative eller retslige pro-

cedurer? Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

2. Skal disse rettigheder i henhold til Århuskonven-

tionens bestemmelser kunne gøres gældende allerede

under den administrative procedure, eller er det til-

strækkeligt, at der er mulighed for at indbringe den

administrative myndigheds afgørelse for en domstol?

Er det lovligt, at den nationale procesret (§ 42

AVG) henviser miljøorganisationen til

–

på samme

måde som andre parter i sagen

–

ikke først at gøre

sine indsigelser gældende i en klage ved forvaltnings-

domstolen, men at gøre dem gældende rettidigt alle-

rede under den administrative procedure, idet den i

modsat fald mister sin partsstatus og heller ikke læn-

gere kan indgive klage til forvaltningsdomstolen?

Vaditrans

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 8, stk. 6 og 8, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af

visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og

om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85

og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets for-

ordning(EØF) nr. 3820/85 fortolkes således, at de

regulære ugentlige hviletider somomhandlet i artikel

8, stk. 6, i denne forordning ikke må tilbringes i køre-

tøjet? 2. Såfremt det første spørgsmål skal besvares

bekræftende, strider artikel 8, stk. 6 og 8, sammen-

holdt med artikel 19 i forordning nr. 561/2006, da

imoddet strafferetlige legalitetsprincip, der er foran-

kret i artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, ved at førnævnte forord-

ningsbestemmelser ikke indeholder noget udtrykkeligt

forbud mod at tilbringe de regulære ugentlige hvileti-

der som omhandlet i nævnte forordnings artikel 8,

stk. 6, i køretøjet? 3. Såfremt det første spørgsmål

skal besvares benægtende, indrømmerforordning nr.

561/2006 da medlemsstaterne ret til i national ret at

Energistyrelsen

Dom

20.12.17

C-102/16

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Færdselsstyrelsen

Dom

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

bestemme, at det er forbudt at tilbringe de regulære

ugentlige hviletider som omhandlet i nævnte forord-

nings artikel 8, stk. 6, i køretøjet?

C-158/16

Vega González

Sagen vedrører: Skal begrebet »ansættelsesvilkår«, der

er omhandlet i § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbe-

grænset ansættelse, der indgår i bilaget til Rådets

direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om tidsbegræn-

set ansættelse, fortolkes således [org. s. 8], at det

omfatter den retlige situation, hvor en arbejdstager i

et tidsbegrænset ansættelsesforhold, der er blevet

valgt til et repræsentativt politisk hverv, i lighed med

en fastansat arbejdstager kan anmode om og opnå, at

ansættelsesforholdet sættes i bero, med henblik på at

vende tilbage til stillingen, når det pågældende parla-

mentariske hverv er udløbet?

–

Skal princippet om

ikke-diskrimination, der er omhandlet i § 4 i ramme-

aftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der

indgår i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.

juni 1999 om tidsbegrænset ansættelse, fortolkes

således, at det er til hinder for en regional lovgivning

såsom lov nr. 3/1985 om en plan for de offentligt

ansatte i Asturien, der i artikel 59, stk. 2, fuldstændigt

udelukker midlertidigt ansatte tjenestemænd fra at

opnå anerkendelse af en administrativ situation med

særlige tjenester, når de bliver valgt til medlemmer af

parlamentet, mens denne ret anerkendes for fastan-

satte tjenestemænd?

Impresa di Costruzioni Ing. E. Mantovani et RTI

Mantovani e Guerrato

Sagen vedrører: Er det til hinder for en korrekt an-

vendelse af dels artikel 45, stk. 2, litra c) og g), og

artikel 45, stk. 3, litra a), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 [ude-

lades], dels de EU-retlige principper om beskyttelse af

den berettigede forventning, retssikkerhed, ligebe-

handling, proportionalitet, gennemsigtighed, forbud-

det mod at gøre proceduren mere bebyrdende, sikring

af en så bred konkurrence som muligt på markedet

for offentlige kontrakter samt princippet om, at sank-

tioner skal være fastlagt udtømmende og have be-

stemt karakter, at nationale bestemmelser, såsom

artikel 38, stk. 1, litra c), i lovdekret nr. 163 af 12.

april 2006 (loven om offentlige bygge- og anlægskon-

trakter, tjenesteydelseskontrakter og vareindkøbskon-

trakter til gennemførelse af direktiv 2004/17/EF og

2004/18/EF), med senere ændringer, bestemmer, at

den i bestemmelsen fastsatte pligt til at afgive en

erklæring om, at en tilbudsgiver ikke ved endelige

straffedomme (herunder domme om anvendelse af

straf efter begæring fra parterne) er blevet dømt for

de heri angivne forbrydelser, udvides til at omfatte

personer, der fratrådte embeder i virksomheden året

inden offentliggørelsen af udbudsbekendtgørelsen, og

fastsætter en deraf følgende grund til udelukkelse fra

udbudsproceduren, såfremt virksomheden ikke bevi-

ser, at der fuldstændigt og reelt er blevet taget afstand

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

Dom

20.12.17

C-178/16

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

fra disse personers strafbare adfærd, idet vurderingen

om afstandtagen overlades til den ordregivende myn-

digheds skøn med den konsekvens, at den ordregi-

vende myndighed i praksis kan indføre en række

forpligtelser, hvis manglende opfyldelse medfører

udelukkelse fra udbudsproceduren, herunder navnlig

(i) oplysnings- og erklæringsforpligtelser om straffe-

retlige procedurer, som endnu ikke er afgjort ved

endelig dom (og hvis udfald således er usikkert), der

ifølge loven end ikke er fastlagt med hensyn til perso-

ner, der bestrider embeder (ii) forpligtelser til spontan

afstandtagen, idet disse forpligtelser ikke er nærmere

bestemt med hensyn til dels de former for adfærd,

som ikke er strafbare, dels den respektive tidsramme

(hvis opfyldelse kan kræves selv inden det tidspunkt,

hvor straffedommen bliver endelig), dels den fase i

proceduren, hvor de skal opfyldes (iii) forpligtelser til

loyalt samarbejde med upræcis afgrænsning, bortset

fra en henvisning til det almindelige krav om god tro?

C-258/16

Finnair

Sagen vedrører: 1. Skal Montrealkonventionens arti-

kel 31, stk. 4, fortolkes således, at det foruden over-

holdelsen af fristen for at indgive klage er en forud-

sætning for at kunne drage luftfartsselskabet til an-

svar, [org. s. 14] at klagen inden for anmeldelsesfri-

sten er indgivet skriftligt som omhandlet i artikel 31,

stk. 3? 2. Såfremt det er en forudsætning for at kunne

drage luftfartsselskabet til ansvar, at klagen indgives

inden for fristen og skriftligt, skal Montrealkonventi-

onens artikel 31, stk. 3, da fortolkes således, at kravet

om skriftlighed kan opfyldes ved elektroniske proce-

durer og også ved registrering af den anmeldte skade i

luftfartsselskabets it-system? 3. Er Montrealkonventi-

onen til hinder for en fortolkning, hvorefter kravet

om skriftlighed må anses for opfyldt, hvis en repræ-

sentant for luftfartsselskabet med flypassagerens

vidende optager skadesanmeldelsen/klagen skriftligt

enten på papir eller elektronisk i luftfartsselskabets

system? 4. Stiller Montrealkonventionens artikel 31

andre indholdsmæssige krav til klagen, end at luft-

fartsselskabet skal underrettes om den opståede ska-

de?

Binca

Seafoods

GmbH

mod

Europa-

Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Kendelse afsagt af Retten den 11. marts

2016 i sag T-94/15 annulleres.

—

Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) nr. 1358/2014 af 18.

december 2014 om ændring af forordning (EF) nr.

889/2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets

forordning (EF) nr. 834/2007, for så vidt angår øko-

logiske akvakulturdyrs oprindelse, opdrætspraksis for

akvakulturdyr, foder til økologiske akvakulturdyr og

produkter og stoffer, der er tilladt i produktionen af

økologisk akvakultur (1), annulleres.

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

20.12.17

C-268/16 P

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

C-277/16

Polkomtel

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 13 sammenholdt med

artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til

og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet

og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet (EUT L

108, s. 7) i den oprindelige affattelse fortolkes således,

at de nationale tilsynsmyndigheder, når de pålægger

en udbyder med stærk markedsposition forpligtelser

vedrørende omkostningsbaserede priser, for at frem-

me effektiviteten og skabe holdbar konkurrence har

beføjelse til at fastsætte prisen for de tjenesteydelser,

der er omfattet af denne forpligtelse, på et niveau, der

er lavere end de omkostninger, som udbyderen har

afholdt i forbindelse med tjenesteydelsen, som er

verificeret af de nationale tilsynsmyndigheder, og som

anerkendes at have en årsagssammenhæng med den-

ne tjenesteydelse? 2. Skal artikel 13, stk. 3, sammen-

holdt med artikel 8, stk. 4, i Europa- Parlamentets og

Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om

adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommu-

nikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirekti-

vet) (EUT L 108, s. 7) i den oprindelige affattelse

sammenholdt med artikel 16 i Den Europæiske Uni-

ons charter om grundlæggende rettigheder fortolkes

således, at de nationale tilsynsmyndigheder har befø-

jelse til at pålægge udbyderen, som er forpligtet til at

fastsætte omkostningsbaserede priser, en forpligtelse

til at fastsætte priserne årligt ud fra de seneste om-

kostningsdata og forelægge den på denne måde fast-

satte pris samt omkostningsbegrundelsen for de nati-

onale tilsynsmyndigheder til verificering, før prisen

introduceres på markedet? 3. Skal artikel 13, stk. 3, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF

af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem

elektroniske kommunikationsnet og tilhørende facili-

teter (adgangsdirektivet) (EUT L 108, s. 7) i den

oprindelige affattelse sammenholdt med artikel 16 i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder fortolkes således, at de nationale tilsyns-

myndigheder kun kan forlange, at en udbyder, som er

forpligtet til at udbyde omkostningsbaserede priser,

skal tilpasse prisen, hvis udbyderen i første omgang

selvstændigt har fastsat prisen og er begyndt at an-

vende den, eller således, at tilsynsmyndighederne også

er berettiget til dette, hvis udbyderen ganske vist

anvender den pris, som de nationale tilsynsmyndig-

heder tidligere har fastsat, men det fremgår af om-

kostningsbegrundelsen for den næste indberetnings-

periode, at den pris, som de nationale tilsynsmyndig-

heder tidligere har fastsat, overstiger udbyderens

omkostninger?

Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 118m, stk. 2, litra a),

nr. ii), i forordning (EF) nr. 1234/2007 samt artikel

103, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning (EU) nr.

1308/2013 fortolkes således, at deres anvendelsesom-

råde også omfatter tilfælde, hvor den beskyttede

Erhvervsstyrelsen

Dom

20.12.17

C-393/16

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

oprindelsesbetegnelse anvendes som del af en beteg-

nelse for en fødevare, som ikke svarer til produktspe-

cifikationerne, og som er tilsat en ingrediens, som

svarer til produktspecifikationerne? 2) Såfremt første

spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 118m,

stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning (EF) nr. 1234/2007

samt artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning

(EU) nr. 1308/2013 fortolkes således, at benyttelse af

en beskyttet oprindelsesbetegnelse som del af en

betegnelse for en fødevare, som ikke svarer til pro-

duktspecifikationerne, og som er tilsat en ingrediens,

som svarer til produktspecifikationerne, udgør en

udnyttelse af oprindelsesbetegnelsens omdømme,

hvis betegnelsen for fødevaren svarer til den sædvan-

lige betegnelse i den relevante kundekreds, og ingre-

diensen er tilsat i en mængde, som er tilstrækkelig til

at give produktet en væsentlig egenskab? 3) Skal

artikel 118m, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr.

1234/2007 samt artikel 103, stk. 2, litra b), i forord-

ning (EU) nr. 1308/2013 fortolkes således, at anven-

delse af en beskyttet oprindelsesbetegnelse under de i

andet spørgsmål beskrevne omstændigheder udgør en

uretmæssig anvendelse, efterligning eller antydning?

4) Skal artikel 118m, stk. 2, litra c), i forordning (EF)

nr. 1234/2007 samt artikel 103, stk. 2, litra c), i for-

ordning (EU) nr. 1308/2013 fortolkes således, at de

kun finder anvendelse på falske eller vildledende

betegnelser, som i den relevante kundekreds kan give

et fejlagtigt indtryk af produktets geografiske oprin-

delse.

Forenede

sager C-

397/16 og

C-435/16

Acacia et D’Amato

Sagen vedrører: 1) Finder den begrænsning af design-

beskyttelsen, der fremgår af artikel 110, stk. 1, i for-

ordning (EF) nr. 6/2002, kun anvendelse på form-

bundne dele, det vil sige dele, hvis form på grund af

det samlede produkts udseende principielt er fastlagt

således, at den ikke kan ændres og dermed ikke

–

som

f.eks. fælge til motorkøretøjer

–

frit kan vælges af

kunden?2) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

Finder den begrænsning af designbeskyttelsen, der

fremgår af artikel 110, stk. 1, i forordning (EF) nr.

6/2002, kun anvendelse på udbud af identisk udfor-

mede produkter, det vil sige produkter, der også hvad

angår farve og størrelse svarer til de originale produk-

ter? 3) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

Finder den begrænsning af designbeskyttelsen, der

fremgår af artikel 110, stk. 1, i forordning (EF) nr.

6/2002, til fordel for den, der udbyder et produkt,

som principielt krænker det design, der er genstand

for søgsmålet, kun anvendelse, såfremt udbyderen på

objektiv vis sikrer, at hans produkt udelukkende kan

erhverves til reparationsformål og ikke også til andre

formål, f.eks. forbedring eller individualisering af det

samlede produkt? 4) Såfremt spørgsmål 3 besvares

bekræftende: Hvilke foranstaltninger skal den, der

udbyder et produkt, som principielt krænker det

design, der er genstand for søgsmålet, iværksætte for

på objektiv vis at sikre, at hans produkt udelukkende

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

kan erhverves til reparationsformål og ikke også til

andre formål, f.eks. forbedring eller individualisering

af det samlede produkt? Er det tilstrækkeligt, a) at

udbyderen i salgsbrochuren henviser til, at salg ude-

lukkende sker med det formål at give mulighed for at

reparere det samlede produkt med henblik på at gen-

skabe dets oprindelige udseende, eller b) kræves det,

at udbyderen kun leverer sit produkt, hvis aftageren

(en forhandler eller forbruger) skriftligt erklærer at

ville anvende det udbudte produkt alene til reparati-

onsformål?

C-434/16

Nowak

Sagen vedrører: 1 Kan oplysninger, der er nedskre-

vet/givet som svar af en deltager i forbindelse med en

faglig prøve, være personoplysninger som omhandlet

i direktiv 95/46/EF? 2 Hvis svaret på det første

spørgsmål er, at alle eller nogle af sådanne oplysnin-

ger kan være personoplysninger som omhandlet i

direktivet, hvilke faktorer er da relevante for at afgø-

re, om en sådan besvarelse i givet tilfælde er person-

oplysninger, og hvilken vægt bør sådanne faktorer

tillægges?

Hamamatsu Photonics Deutschland

Sagen vedrører: 1. Tillader bestemmelserne i artikel

28 ff. i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.

oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks

(EFT 1992, L 302, s. 1), som ændret ved Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

2700/2000 af 16. november 2000 (EFT 2000, L 311,

s. 17), at en aftalt afregningspris, der består af et tidli-

gere faktureret og anmeldt beløb, samt en standardre-

gulering, der foretages efter udløbet af opgørelsespe-

rioden, lægges til grund som toldværdi ved anvendel-

se af en fordelingsnøgle, uanset om der ved opgørel-

sesperiodens udløb skal ske debitering eller kredite-

ring af parterne? 2. I bekræftende fald: Kan toldvær-

dien henholdsvis kontrolleres eller fastsættes ved

hjælp af forenklede metoder, såfremt resultaterne af

efterfølgende reguleringer af afregningsprisen (såvel i

opadgående som nedadgående retning) skal anerken-

des?

Grupo Norte Facility

Sagen vedrører: 1) Med henblik på anvendelse af

ækvivalensprincippet mellem midlertidigt ansatte og

personer, der er i tidsubegrænset ansættelse, skal

ophør af ansættelseskontrakten på grund af »objektive

omstændigheder [circunstancias objetivas]« i henhold

til ET’s artikel

49, stk. 1, litra c), og ophør af »objekti-

ve grunde [causas objetivas]« i henhold til ET’s artikel

52, da anses for at være »sammenlignelige situatio-

ner«, således at forskellen på godtgørelsen i det ene

og det andet tilfælde udgør en ulige behandling af

midlertidigt og tidsubegrænset ansatte, der er ulovlig i

henhold til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni

1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset

ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP?

2) Hvis dette er tilfældet, kan da de socialpolitiske

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Justitsministeriet

Dom

20.12.17

C-529/16

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

20.12.17

C-574/16

Moderniserings-

styrelsen

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

formål, der lå til grund for indførelsen af en deltids-

kontrakt, ligeledes begrunde en forskelsbehandling i

henhold til den nævnte rammeaftales § 4, stk. 1, når

der udbetales en mindre gunstig godtgørelse i forbin-

delse med ophøret af et ansættelsesforhold, og det

står arbejdsgiveren frit for at vælge, om deltidskon-

trakten skal være tidsbegrænset? 3) Såfremt det anta-

ges, at der ikke foreligger nogen rimelig begrundelse i

henhold til § 4, stk. 1, skal direktiv 1999/70, med

henblik på at sikre dette direktivs effektive virkning,

da fortolkes således, at den ulige behandling af mid-

lertidigt ansatte og fastansatte i henhold til den nævn-

te spanske lovgivning i forbindelse med en godtgørel-

se for kontraktens ophør udgør en forskelsbehand-

ling, der er ulovlig i henhold til chartrets artikel 21,

idet den er i strid med ligebehandlingsprincippet og

princippet om forbud mod forskelsbehandling, der

udgør en del af EU-rettens grundlæggende princip-

per?

C-677/16

Montero Mateos

Sagen vedrører: Skal § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrø-

rende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS,

UNICE og CEEP, og som er vedhæftet Rådets direk-

tiv 1999/70/EF, fortolkes således, at ophøret af en

midlertidig vikarkontrakt med henblik på besættelse

af en ledig stilling på grund af udløbet af den varig-

hed, der gav anledning til indgåelse af kontrakten

mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren, udgør en

objektiv grund, der gør det berettiget, at den nationale

lovgiver for et sådant tilfælde ikke har fastsat nogen

godtgørelse ved kontraktens udløb, mens der for en

sammenlignelig fastansat arbejdstager, der er blevet

afskediget af en objektiv grund, er fastsat en godtgø-

relse på 20 dage pr. ansættelsesår?

Eni e.a.

Sagen vedrører:

–

Skal artikel 8, stk. 2, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

994/2010 af 20. oktober 2010 fortolkes således, at

den er til hinder for, at en medlemsstat pålægger

naturgasleverandører yderligere forpligtelser ved at

lade kunder, der ikke er nævnt i samme forordnings

artikel 2, stk. 1, være omfattet af »de beskyttede kun-

der«, hvis forbrug bidrager til at definere rækkevidden

af den lagringspligt, der har til formål at sikre konti-

nuiteten i forsyningen?

–

Skal artikel 8, stk. 5, i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

994/2010 af 20. oktober 2010 fortolkes således, at

den er til hinder for, at en medlemsstat pålægger

naturgasleverandører krav vedrørende den lagrede

gasmængde, udtrækningskapaciteten og den lagrings-

kapacitet, der er erhvervet for de rettigheder, der

svarer til størrelsen af det lager, der skal holdes på

denne medlemsstats område, når det i denne be-

stemmelse samtidig foreskrives, at ministeren i for-

bindelse med vurderingen af en leverandørs lagrings-

kapacitet skal tage hensyn til de andre reguleringsin-

strumenter, som den pågældende råder over?

Moderniserings-

styrelsen

20.12.17

C-226/16

Energistyrelsen

Dom

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

C-291/16

Schweppes

Sagen vedrører: 1) Er det foreneligt med artikel 36 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmå-

de, og med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF

samt artikel 15, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2436, at

indehaveren af et varemærke i en eller flere medlems-

stater forhindrer parallelimport eller markedsføring af

varer fra en anden medlemsstat med det identiske

eller næsten identiske varemærke, som en tredjemand

er indehaver af, når indehaveren har fremmet et glo-

balt varemærkeimage, som er knyttet til den med-

lemsstat, hvorfra de varer, som indehaveren vil for-

byde, kommer? 2) Er salg af en vare under et inden

for EU velkendt varemærke, når de registrerede inde-

havere i hele EØS opretholder et globalt varemærke-

image, hvorved der skabes forveksling hos forbruge-

ren om varens kommercielle oprindelse, foreneligt

med artikel 36 i traktaten om Den Europæiske Uni-

ons funktionsmåde og med artikel 7, stk. 1, i direktiv

2008/95/EF samt artikel 15, stk. 1, i direktiv (EU)

2015/2436? 3) Er det foreneligt med artikel 36 i trak-

taten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF og med

artikel 15, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2436, at inde-

haveren af identiske eller næsten identiske nationale

varemærker i forskellige medlemsstater modsætter sig

indførsel til en medlemsstat, hvor denne er indehaver

af varemærket, af varer forsynet med et varemærke,

som er identisk med eller ligner dennes varemærke,

fra en medlemsstat, hvor denne ikke er indehaver af

varemærket, når denne i mindst en anden medlems-

stat, hvor denne er indehaver af varemærket, udtryk-

keligt eller stiltiende har givet samtykke til at indføre

de samme varer? 4) Er det foreneligt med artikel 7,

stk. 1, i direktiv 2008/95/EF, artikel 15, stk. 1, i di-

rektiv (EU) 2015/2436 og artikel 36 i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde, at indehaver

A af varemærket X i en medlemsstat modsætter sig

indførslen af varer forsynet med det pågældende

varemærke, såfremt varerne hidrører fra en anden

medlemsstat, hvor et varemærke, der er identisk med

X (Y) er registreret af en anden indehaver B, som

markedsfører varen, og:– indehaver A og indehaver B

opretholder indbyrdes stærke økonomiske og han-

delsmæssige forbindelser, men er ikke strengt af-

hængige af hinanden med henblik på en fælles anven-

delse af varemærket X

–

indehaver A og indehaver B

opretholder en koordineret varemærkestrategi om

bevidst hos den relevante kundekreds at fremme et

billede eller image af et samlet og globalt varemærke;

eller

–

indehavere A og indehaver B har indbyrdes

stærke økonomiske og handelsmæssige forbindelser,

men er ikke strengt afhængige af hinanden med hen-

blik på en fælles anvendelse af varemærket X, og de

opretholder endvidere en koordineret varemærkestra-

tegi om bevidst hos den relevante kundekreds at

fremme et billede eller image af et samlet og globalt

varemærke?

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

C-334/16

Núñez Torreiro

Sagen vedrører: 1) Kan begrebet »færdsel med køre-

tøjer«

–

eller »kørsel« som forsikringsrisiko i forbin-

delse med ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som

EU-retten (bl.a. artikel 3 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/103/EF af 16.9.2009) henviser

til, fastlægges i en medlemsstats nationale lovgivning

på en anden måde, end den er fastlagt i EU-retten? 2)

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, kan

dette begreb da udelukke (ud over bestemte personer,

køretøjer med særligt kendemærke eller bestemte

arter af køretøjer, jf. nævnte direktivs artikel 5, stk. 1

og 2) tilfældeaf færdsel, afhængig af det område, hvor

den finder sted, som f.eks. veje eller terræner, der

»ikke er egnede« til færdsel? 3) Kan bestemte former

for anvendelse af køretøjet, der er forbundet med

formålet hermed (f.eks. i forbindelse med sports-,

industri- eller landbrugsaktiviteter) eller med førerens

hensigt (f.eks. at anvende køretøjet til at begå en

forsætlig forbrydelse) udelukkes fra at være »kørsel«?

Simma Federspiel

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 2, stk. 1, litra c), i direk-

tiv 75/363/EØF, som ændret ved direktiv

82/76/EØF, fortolkes således, at den er til hinder for

en national bestemmelse som den, der finder anven-

delse i [org. s. 2] hovedsagen, hvorefter udbetaling af

vederlaget til læger, som er under uddannelse til spe-

ciallæge, er underlagt et krav om, at den læge, der

modtager vederlaget, fremlægger en erklæring om, at

den pågældende påtager sig at arbejde mindst fem år i

det offentlige sundhedsvæsen i Provincia autonoma

di Bolzano (den autonome provins Bolzano), inden

for ti år efter speciallægeuddannelsen er fuldført, og

hvorefter det i tilfælde af, at denne forpligtelse fuld-

stændigt misligholdes, udtrykkeligt er tilladt Provincia

autonoma di Bolzano som den myndighed, der udbe-

taler vederlaget, at tilbagesøge op til 70% af det udbe-

talte vederlag med tillæg af lovbestemte renter bereg-

net fra det tidspunkt, hvor myndigheden udbetalte de

enkelte vederlag? 2) Såfremt det første spørgsmål skal

besvares benægtende: Er princippet om arbejdskraf-

tens frie bevægelighed som omhandlet i artikel 45

TEUF til hinder for en national bestemmelse som

den, der finder anvendelse i hovedsagen, hvorefter

udbetaling af vederlaget til læger, som er under ud-

dannelse til speciallæge, er underlagt et krav om, at

den læge, der modtager vederlaget, fremlægger en

erklæring om, at den pågældende påtager sig at arbej-

de mindst fem år i det offentlige sundhedsvæsen i

Provincia autonoma di Bolzano, inden for ti år efter

speciallægeuddannelsen er fuldført, og hvorefter det i

tilfælde af, [org. s. 3] at denne forpligtelse fuldstæn-

digt misligholdes, udtrykkeligt er tilladt Provincia

autonoma di Bolzano som den myndighed, der udbe-

tale vederlaget, at tilbagesøge op til 70% af det udbe-

talte vederlag med tillæg af lovbestemte renter bereg-

net fra det tidspunkt, hvor myndigheden udbetalte de

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

20.12.17

C-419/16

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Dom

20.12.17

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 239: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/12-17

enkelte vederlag?

C-492/16

Incyte Corporation

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 17, stk. 2, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1610/96

af 23. juli 1996 om indførelse af et supplerende be-

skyttelsescertifikat for plantebeskyttelsesmidler for-

tolkes således, at »dato[en] for meddelelse af den

første tilladelse til markedsføring i [Unionen]« ikke er

korrekt anført i en ansøgning om supplerendebeskyt-

telsescertifikat i den nævnte forordnings forstand og

som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 469/2009 af 6. maj 2009 om det

supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler, når

denne dato er fastsat uden hensyntagen til den for-

tolkning, som Domstolen har anlagt i Seattle Gene-

tics-dommen (C-471/14), og dermed begrunde, at

datoen for udløbet af det supplerende beskyttelses-

certifikat skal ændres, selv om certifikatet er blevet

udstedt før afsigelsen af denne dom og på et tids-

punkt, hvor fristen for at indgive en klage over denne

afgørelse allerede er udløbet? 2. Er den patentmyn-

dighed i en medlemsstat, der er kompetent til at ud-

stede certifikater, forpligtet til af egen drift at ændre

datoen for udløbet af det supplerende beskyttelses-

certifikat for at sikre, at denne dato er forenelig med

den fortolkning, der er anlagt i Seattle Genetics-

dommen (C-471/14)?

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

20.12.17