7.december 2017
MFVM 417
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til delegeret retsakt om ændring af bilag I og V til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 649/2012 om eksport og import af
farlige kemikalier (delegeret retsakt)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremlagt udkast til en delegeret retsakt om ændring af bilag I og V til forordning
649/2012 om eksport og import af farlige kemikalier (PIC forordningen). Forslaget skal tilpasse PIC
forordningens bilag om anmeldelse og muligheder for eksport af visse farlige kemikalier til den sene-
ste EU-regulering af kemikalier på EU-markedet og internationale konventioner (Rotterdam og
Stockholm). Forslaget indebærer, at flere stoffer bliver omfattet af krav om anmeldelse ved eksport
til lande uden for EU og forbud mod eksport af visse svært nedbrydelige stoffer. Den delegerede rets-
akt vurderes generelt at have en neutral påvirkning af beskyttelsesniveauet i Danmark, men øge
beskyttelsesniveauet i lande uden for EU der importører kemikalier fra EU. Forslaget vurderes ikke
at have væsentlige samfundsøkonomiske, erhvervsøkonomiske eller erhvervsadministrative konse-
kvenser. Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den foreslåede rets-
akt. Regeringen vil 8 dage fra oversendelsen af nærværende notat lægge dette til grund.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt udkast til en delegeret retsakt om ændring af bilag I og V til forordning
649/2012 om eksport og import af farlige kemikalier (PIC forordningen).
Den delegerede retsakt er fremlagt af Kommissionen med hjemmel i PIC forordningen, særlig artikel
23, stk. 4.
I henhold til artikel 23, stk. 1, i PIC-forordningen skal Kommissionen mindst en gang om året
gennemgå listen over kemikalier i bilag I på grundlag af udviklingen inden for EU-retten og
Rotterdamkonventionen. Siden sidste gennemgang er der truffet foranstaltninger vedrørende en
række kemikalier i forordning 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, i forordning
1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH)
samt i forordning 528/2012 om biocidholdige produkter. Dertil kommer, at der skal tages højde for
den nylige ændring af bilag I til forordning 850/2004, hvorved ændringer i Stockholm-konventionen
gennemføres i EU. På den syvende partskonference under Rotterdamkonventionen blev der truffet
beslutning om at optage yderligere et kemikalie i bilag III til konventionen.