Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2017-18
ERU Alm.del Bilag 33
Offentligt
1810848_0001.png
Til
erhvervsminister Brian Mikkelsen
Dansk Retursystem ønsker at hæve gebyrerne for glasflasker med 33 procent fra årsskiftet.
Det er en uhørt stigning på gebyrer til Dansk Retursystem, som vil ramme de fleste små,
danske bryggerier hårdt.
Gebyrstigningen på 33 procent er også konkurrenceforvridende.
De store bryggerier - ejerne af Dansk Retursystem - vil naturligvis profitere på, at øl fra de
små bryggerier bliver dyrere. Forbrugerne vil fravælge øl fra de små bryggerier til fordel for
billigere øl fra de store bryggerier, som kun i beskedent omfang bliver ramt af
gebyrstigningerne.
Tværtimod bliver gebyrerne på flere typer emballage fra de store bryggerier sat ned. Gebyret
for dåser bliver fx sat ned med 40 procent.
Gebyrstigningen på 33 procent er også en teknisk handelshindring.
For de små bryggerier hverken kan eller vil gå over til plastflasker, genpåfyldelige flasker eller
dåser.
At gå over til plastflasker eller genpåfyldelige flasker, som er lig med flasketyper fra de store
bryggerier, vil være at øve vold mod det lille bryggeris brand, som er afgørende for succes.
At komme øllet på dåser er heller ikke en mulighed, fordi ingen små bryggerier har råd til at
købe en dåselinje.
Jeg og mine bryggerkollegaer er meget bevidste om, at vi skal værne om miljøet ved at
genanvende emballage til øl bedst muligt. Vi er gør os umage med at følge anvisningerne fra
Dansk Retursystem til punkt og prikke.
Men en gebyrstigning på 33 procent er egentlig ikke et udtryk for, at Dansk Retursystem
ønsker at forbedre miljøet og forretningen Dansk Retursystem. Snarere er det et udtryk for en
misforstået opfattelse af markedet for øl i Danmark hos Dansk Retursystem og et manglende
fokus på at være innovativ, når det gælder indsamling og genanvendelse af glasflasker. Dansk
Retur System udvikler i stedet deres system for indsamling af emballage, så det passer til
ejerne af Dansk Retur System, de store bryggerier.
De små danske bryggerier er kernen i den såkaldte danske ølrevolution, som tiltrækker sig
opmærksomhed fra flere og flere danske forbrugere, men også fra ølelskere fra hele verden.
1
ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 33: Henvendelse af 31/10-17 fra Nørrebro Bryghus og Baldersbrønde Bryggeri, vedrørende gebyrstigning på glasflasker fra Dansk Retursystem
De små bryggerier står for udvikling af øl og ølkultur i Danmark, og har hidtil haft gunstige
vilkår for at udvikle deres små virksomheder. Der er efterhånden mange stillinger på de små
bryggerier landet over, og der er potentiale til endnu flere stillinger.
En gebyrstigning på 33 procent på flaskerne fra de små bryggerier risikerer at sætte
udviklingen i stå hos mange af de små bryggerier.
Dansk Retursystem argumenterer med, at det er de danske bryggerier, som er med til at
træffe beslutningen om gebyrstigninger, fordi repræsentanter for bryggerierne er med i
bestyrelsen for Dansk Retursystem.
Det er dog kun en halv sandhed.
De store bryggerier ejer og sidder i bestyrelsen for Dansk Retursystem, ikke repræsentanter
for de mange små bryggerier.
Ingen varetager for alvor de små bryggeriers tarv i bestyrelsen for Dansk Retursystem.
Derfor står vi som små bryggerier nu overfor en unfair og perspektivløs stigning i gebyrer på
33 procent fra årsskiftet.
De små bryggerier ønsker en fri og fair konkurrence, hvor det er kvaliteten på øllet der afgør
kampen om forbrugernes gunst, ikke gebyrer på særlige flasker eller andre tekniske
handelshindringer.
Den høje gebyrstigning fra Dansk Retursystem er et godt billede på, at markedet for øl i
Danmark ikke er frit og fair, og kalder på en revision af Dansk Retursystem.
Jeg er sikker på, at gebyrstigningen på 33 procent desværre vil skabe oprørsstemning blandt
de små bryggerier overfor Dansk Retursystem
og forbrugerne kommer desuden til at betale
mere for det gode øl.
Hermed håber jeg, at ministeren vil tage sagen op og sørge for, at gebyrstigningen ikke træder
i kraft. Undertegnede og andre bryggerkollegaer kommer gerne til møde i ministeriet for at
drøfte sagen yderligere.
Med venlig hilsen
Henrik Vang
Managing Director
Nørrebro Bryghus
Baldersbrønde Bryggeri A/S
2
ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 33: Henvendelse af 31/10-17 fra Nørrebro Bryghus og Baldersbrønde Bryggeri, vedrørende gebyrstigning på glasflasker fra Dansk Retursystem
1810848_0003.png
+45 40 60 33 42
[email protected]
Tirsdag den 31. oktober 2017
3