Beretning om behandling af konkurrencesager
Statsrevisorernes bemærkning til beretningen
Den 12. september 2018 behandlede Statsrevisorerne
Beretning nr. 23/2017 om behandling af konkurrencesager
Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:
"En stærk konkurrence fremmer vækst, produktivitet og forbrugervelfærd i form af lavere priser, mere
varieret vareudbud og højere produktkvalitet. Dette er til gavn for forbrugerne og samfundet. En væsentlig
forudsætning for en stærk konkurrence er, at virksomhederne efterlever konkurrenceloven. Derfor er det
vigtigt, at konkurrencemyndighederne vejleder om og effektivt håndhæver konkurrencereglerne over for
virksomhederne.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet
(SØIK) har ansvaret for at håndhæve konkurrenceloven. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver
overtrædelser af konkurrenceloven civilretligt, mens den strafferetlige del håndhæves af SØIK.
Statsrevisorerne finder, at det er utilfredsstillende for borgere og virksomheder, at
sagsbehandlingstiderne ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har været stigende, og at SØIK
ikke har levet op til egne mål for sagsbehandlingstider. Statsrevisorerne finder, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen og SØIK bør overveje, hvordan sagsbehandlingen af konkurrencesager kan
effektiviseres.
Statsrevisorernes bemærkning er baseret på:
At Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens sagsbehandlingstid for sager om aftaler, der begrænser
konkurrencen, er steget fra 13 måneder i perioden 2008-2011 til 23 måneder i perioden 2015 - juni
2018.
At SØIK’s sagsbehandlingstid for sager, der er afsluttet i perioden 2015
- april 2018, er 38 måneder
og 32 måneder for lukkede sager. Sagsbehandlingstiden
er således ca. dobbelt så høj som SØIK’s
eget mål for sagsbehandlingstiden på 18 måneder.
Statsrevisorerne finder det positivt, at samarbejdet mellem Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og SØIK har
været tilfredsstillende. Statsrevisorerne konstaterer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen overholder egne
mål og de lovbestemte frister på fusionsområdet, men noterer sig også, at Rigsrevisionen indikerer, at det
kan være relevant med et større fokus på den totale sagsbehandlingstid fra første udkast, til notifikation
modtages."
Senest opdateret den 12. september 2018