Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2017-18
ERU Alm.del Bilag 261
Offentligt
1917221_0001.png
Patent- og Varemærkestyrelsen
UDKAST
Forslag
til
Lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven
1
(Behandling af ansøgninger, registreringshindringer, gengivelse af varemærker, varer i transit m.v.)
§1
I varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 26. februar 2017, som ændret ved § 4 i lov nr. 670
af 8. juni 2017, foretages følgende ændringer:
1.
Kapitel 1-5
ophæves og i stedet indsættes:
»Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og definitioner
§ 1.
Denne lov finder anvendelse på ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand
for registrering, ansøgning om registrering eller som der stiftes rettigheder til ved brug, samt
internationale registreringer med retsvirkning her i landet.
§ 1 a.
I denne lov forstås ved:
1) Varemærke: Et forretningskendetegn, der opfylder betingelserne for at udgøre et varemærke efter
denne lov som et individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke.
2) Individuelt varemærke: Et forretningskendetegn, der er registreret eller ansøgt registreret som
varemærke eller er indarbejdet som sådant, når tegnet benyttes eller agtes benyttet for bestemte varer
eller tjenesteydelser, og det er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre
virksomheders.
3) Garanti- eller certificeringsmærke: Et varemærke, der er registreret eller ansøgt registreret som et
garanti- eller certificeringsmærke, når tegnet er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er
certificeret af indehaveren med hensyn til materiale, metode for fremstilling af varer eller ydelse af
tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber af varer og tjenesteydelser, fra andre varer
eller tjenesteydelser, der ikke er således certificeret.
4) Kollektivmærke: Et varemærke, der er registreret eller ansøgt registreret som et kollektivmærke, når
tegnet er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der hidrører fra medlemmerne af en
sammenslutning, som er indehaver af kollektivmærket, fra andre virksomheders varer eller
tjenesteydelser.
Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, EU-Tidende 2015, nr. L 336/1, side 1.
1
1
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
5) Designering: Et varemærke, der er registreret i henhold til den i Madrid den 27. juni 1989 vedtagne
protokol til Madridarrangementet (Madridprotokollen), og hvori Danmark er udpeget (designeret).
6) Varemærkeregistret: Det register, som Patent- og Varemærkestyrelsen fører over ansøgte og
registrerede varemærker, samt over designeringer af Danmark af internationale registreringer i
henhold til Madridprotokollen.
7) Niceklassifikationen: Det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende
international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker af 15.
juni 1957.
§ 1 b.
Eneret til et varemærke (varemærkeret) kan efter denne lov stiftes af personer og
virksomheder, der benytter eller agter at benytte varemærket i erhvervsvirksomhed.
Stk. 2.
Uanset stk. 1, kan varemærkeret til et garanti- eller certificeringsmærke alene stiftes af en
fysisk eller juridisk person, herunder offentligretlige institutioner, myndigheder og organer, der ikke
udøver en erhvervsvirksomhed, som omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er
certificeret.
Stk. 3.
Uanset stk. 1, kan varemærkeret til et kollektivmærke alene stiftes af sammenslutninger af
fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser eller handlende, der i eget navn kan have
rettigheder og forpligtelser, indgå kontrakter eller foretage andre retshandlinger og optræde som part i
en retssag, samt offentligretlige juridiske personer.
Tegn, der kan udgøre et registreret varemærke
§ 2.
Et registreret varemærke kan bestå af alle tegn, navnlig ord, herunder personnavne, eller
afbildninger, bogstaver, tal, farver, varens form eller vareemballagens form eller lyde, for så vidt disse
er egnede til at
1) adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders og
2) blive gengivet i varemærkeregistret på en måde, der gør det muligt for de kompetente myndigheder
og offentligheden at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver
indrømmes.
§ 3.
Varemærkeret kan stiftes ved
1) registrering af et varemærke i overensstemmelse med reglerne i denne lov for de varer eller
tjenesteydelser, som registreringen omfatter,
2) designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen eller
3) brug af et varemærke her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket
vedvarende anvendes, når brugen har et omfang, der er af mere end lokal betydning.
Stk. 2.
Endvidere anses en varemærkeret for stiftet, når et uregistreret varemærke er vitterlig kendt
her i landet i den betydning, som er angivet i artikel 6 b i Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om
beskyttelse af industriel ejendomsret som revideret senest i Stockholm den 14. juli 1967
(Pariserkonventionen).
Stk. 3.
Der kan ikke ved brug stiftes varemærkeret til et tegn, der efter sin beskaffenhed er
udelukket fra registrering. Har mærket ikke fornødent særpræg ved ibrugtagningen, stiftes retten først,
når og for så vidt der skabes særpræg gennem mærkets anvendelse.
Kapitel 1 A
Rettigheder knyttet til varemærker
§ 4.
Stiftelsen af en varemærkeret giver indehaveren en eneret.
Stk. 2.
Indehaveren af en stiftet varemærkeret kan forbyde tredjemand, der ikke har den
pågældende indehavers samtykke at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med varer
eller tjenesteydelser, når
1) tegnet er identisk med varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er
identiske med dem, for hvilke varemærket er beskyttet,
2
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
2) tegnet er identisk med eller ligner varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller
tjenesteydelser, som er identiske med eller ligner de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket
er beskyttet, hvis der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der antages at
være en forbindelse mellem tegnet og varemærket, eller
3) tegnet er identisk med eller ligner varemærket, uanset om det anvendes i forbindelse med varer eller
tjenesteydelser, der er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke varemærket er registreret,
når varemærket er velkendt her i landet, og brugen af tegnet uden rimelig grund medfører en utilbørlig
udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug skader dette særpræg eller
renommé.
Stk. 3.
Navnlig følgende kan forbydes i medfør af stk. 2:
1) At anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage.
2) At udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med disse formål eller at tilbyde
eller præstere tjenesteydelser under tegnet.
3) At importere eller eksportere varerne under tegnet.
4) At anvende tegnet som handels- eller firmanavn eller en del af et handels- eller firmanavn.
5) At anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed.
6) At anvende tegnet i sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med markedsføringslovens
§ 21 om sammenlignende reklame.
Varer i transit, forberedende handlinger og agentmærker
§ 5.
Med forbehold af rettigheder erhvervet inden det registrerede varemærkes ansøgnings- eller
prioritetsdato kan indehaveren af det pågældende varemærke også forhindre tredjemand i at bringe
varer ind i det danske toldområde i erhvervsmæssigt øjemed, uden at disse overgår til fri omsætning
her, hvis sådanne varer, herunder deres emballage, kommer fra tredjelande og uden tilladelse er
forsynet med et varemærke, som er identisk med det varemærke, der er registreret for sådanne varer,
eller som, for så vidt angår dets væsentligste aspekter, ikke kan skelnes fra dette varemærke.
Stk. 2.
Indehaverens ret efter stk. 1 bortfalder, hvis der under sagen, der skal fastlægge, om det
registrerede varemærke er blevet krænket, iværksat i overensstemmelse med forordning (EU) nr.
608/2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, fremlægges
dokumentation af klarereren eller ihændehaveren af varerne for, at indehaveren af varemærket ikke har
ret til at forbyde markedsføring af varerne i det endelige bestemmelsesland.
Stk. 3.
Hvis der er risiko for, at emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller
ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå varemærket er anbragt, kunne blive
anvendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, og denne anvendelse vil udgøre en krænkelse af
et registreret varemærke i henhold til § 4, stk. 2 og 3, har indehaveren af det pågældende varemærke
ret til at forbyde følgende handlinger, hvis de udføres i erhvervsmæssigt øjemed:
1) At anbringe et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, på emballage, etiketter, mærker,
sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket kan anbringes.
2) At udbyde eller markedsføre, eller oplagre med disse formål, eller at importere eller eksportere
emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler,
hvorpå mærket er anbragt.
Stk. 4.
Er et varemærke registreret i en agents eller en repræsentants navn på vegne af en person,
der er indehaver af dette varemærke, uden indehaverens samtykke, har indehaveren ret til
1) at modsætte sig, at agenten eller repræsentanten anvender varemærket, og
2) at kræve, at varemærket overdrages til den pågældende indehaver.
Stk. 5.
Bestemmelsen i stk. 4 finder ikke anvendelse, når agenten eller repræsentanten kan begrunde
sin handling.
Kolliderende rettigheder
§ 6.
Kræver to eller flere hver for sig varemærkeret til samme eller lignende kendetegn, har den
først opståede ret fortrin, medmindre andet følger af bestemmelserne i kapitel 1 B.
Gengivelse af varemærker i opslagsværker
3
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
§ 7.
Giver gengivelsen af et varemærke i et leksikon, en encyklopædi eller et lignende opslagsværk
i trykt eller elektronisk form det indtryk, at det udgør den generiske betegnelse for de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, skal udgiveren af værket efter anmodning fra
indehaveren af varemærket hurtigst muligt og, hvis der er tale om værker i trykt form, senest i den
næste udgave af værket sørge for, at gengivelsen af varemærket ledsages af en angivelse af, at det er et
registreret varemærke.
Anlæggelse af sag om krænkelse af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke
§ 8.
Medmindre andet er fastsat i bestemmelserne for benyttelsen af et kollektivmærke eller et
garanti- eller certificeringsmærke, kan den, der er berettiget til at anvende mærket, kun anlægge sag
om varemærkekrænkelse, hvis mærkets indehaver har givet sit samtykke hertil.
Stk. 2.
Enhver, der er berettiget til at anvende et kollektivmærke eller garanti- eller
certificeringsmærke, har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som mærkets indehaver
har anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende selv har lidt.
Stk. 3.
Uanset stk. 2 har indehaveren af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke
ret til at kræve erstatning på vegne af de personer, der er berettiget til at anvende mærket, når disse
personer har lidt skade som følge af uberettiget anvendelse af mærket.
Licenstageres adgang til at anlægge sag om krænkelse af varemærket
§ 9.
Medmindre andet er fastsat i licensaftalen, kan licenstageren kun anlægge sag om
varemærkekrænkelse, hvis varemærkeindehaveren har givet sit samtykke hertil. Indehaveren af en
eksklusiv licens kan dog anlægge en sådan sag, hvis varemærkeindehaveren efter en formel opfordring
hertil ikke selv anlægger sag om varemærkekrænkelse inden for en rimelig frist.
Stk. 2.
Enhver licenstager har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som varemærkets
indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende licenstager selv har lidt.
Kapitel 1 B
Begrænsninger i et varemærkes retsvirkninger
Begrænsninger i eneretten
§ 10.
Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig
brug af
1) tredjemandens navn eller adresse, hvis den pågældende tredjemand er en fysisk person,
2) tegn eller angivelser uden særpræg eller vedrørende varernes eller tjenesteydelsernes art,
beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling
eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne
eller
3) varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende
indehaveren af det pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af varemærket er nødvendig for at
angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, når tredjemands anvendelse er i
overensstemmelse med god markedsføringsskik.
Stk. 3.
Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig
brug af ældre rettigheder, som kun har lokalt afgrænset karakter, hvis den ældre rettighed anvendes
inden for grænserne af det område, hvor de er anerkendt.
Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket
4
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
§ 10 a.
Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde dets brug for varer, som af
indehaveren selv eller med indehaverens samtykke er markedsført her i landet eller inden for EU under
dette varemærke.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren har rimelig grund til at
modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor varernes tilstand er ændret eller
forringet, efter at de er markedsført.
Fortabelse af retten til at anmode om ugyldiggørelse på grund af passivitet
§ 10 b.
Indehaveren af en ældre rettighed, hvortil der er knyttet en ret til at forbyde brugen eller
registreringen af et varemærke, som i fem på hinanden følgende år har tålt og været bekendt med
brugen af et yngre registreret varemærke, har ikke længere under henvisning til den ældre rettighed ret
til at begære dette yngre varemærke ugyldigt for varer eller tjenesteydelser, for hvilke det yngre
varemærke er blevet anvendt, medmindre ansøgningen om det yngre varemærke er indgivet i ond tro.
Stk. 2.
En yngre ret til et varemærke kan også bestå ved siden af en ældre ret, hvortil der er knyttet
en ret til at forbyde brugen af varemærket, hvis indehaveren af den ældre ret ikke inden rimelig tid har
taget de nødvendige skridt for at hindre brugen af det yngre varemærke. Hvis det findes rimeligt, kan
det ved dom bestemmes, at et af kendetegnene eller begge kun må anvendes på en særlig måde, for
eksempel i en vis udformning eller med tilføjelse af en stedsangivelse.
Stk. 3.
I de tilfælde, som er omfattet af stk. 1 og 2, kan indehaveren af et yngre varemærke ikke
modsætte sig brugen af en ældre rettighed, selv om denne rettighed ikke længere kan gøres gældende
mod det yngre varemærke.
Manglende brug af varemærket
§ 10 c.
Såfremt indehaveren af et registreret varemærke ikke inden fem år fra datoen for
registreringsprocedurens afslutning har gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, eller hvis sådan brug har været suspenderet i en
sammenhængende periode på fem år, underkastes varemærket begrænsninger og sanktioner efter § 10
d, § 21, stk. 1 og 2, § 25, stk. 1, og § 35, stk. 3 og 4, medmindre der foreligger rimelig grund til, at
brug ikke har fundet sted.
Stk. 2.
Registreringsproceduren anses for afsluttet, når
1) et varemærke er registreret, jf. § 23, eller
2) gyldigheden af en designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen er endeligt godkendt, jf.
§ 56, eller designeringen har opnået gyldighed i Danmark efter Madridprotokollens artikel 4 og 5, jf. §
55, stk. 3.
Stk. 3.
Såfremt indehaveren af et varemærke, hvortil der alene er stiftet rettigheder ved brug efter §
3, stk. 1, nr. 3, ikke vedvarende anvender varemærket, fortabes varemærkeretten.
Stk. 4.
Følgende betragtes ligeledes som brug i henhold til stk. 1-3:
1) Brug af varemærket i en form, der kun ved elementer, der ikke forandrer mærkets særpræg, afviger
fra den form, hvori det blev registreret, eller når varemærkeretten er stiftet ved brug, den form hvortil
varemærkeretten oprindeligt er knyttet, uanset om varemærket også er registreret af indehaveren i den
form, hvori det anvendes.
2) Anbringelse af varemærket på varer eller deres emballage her i landet udelukkende med eksport for
øje.
Stk. 5.
Brug af et varemærke med indehaverens samtykke, eller hvis mærket er et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke, brug af mærket af en person, der er berettiget til at anvende
det, ligestilles med indehaverens brug af varemærket.
Manglende brug som forsvar i en sag om varemærkekrænkelse
§ 10 d.
Indehaveren af et varemærke har kun ret til at forbyde anvendelsen af et tegn i det omfang,
at indehaverens rettigheder ikke kan fortabes i henhold til § 25 på det tidspunkt, hvor sagen om
varemærkekrænkelse anlægges.
5
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Stk. 2.
Hvis sagsøgte anmoder herom, skal indehaveren af et registreret varemærke dokumentere, at
varemærket i løbet af femårsperioden forud for anlæg af sag har været genstand for reel brug som
fastsat i § 10 c i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som
lægges til grund for sagen, eller at der foreligger rimelige grunde til manglende brug, forudsat at det på
datoen for anlæg af sag er mindst fem år siden, at registreringsproceduren for varemærket blev
afsluttet.
Interventionsret, som tillægges indehaveren af et yngre registreret varemærke som forsvar i en sag om
varemærkekrænkelse
§ 10 e.
Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret
til at forbyde brugen af et yngre registreret varemærke, når det yngre varemærke ikke ville blive
erklæret ugyldigt i henhold til § 10 b, stk. 1 og 2, § 30 og § 35, stk. 3 og 4.
Stk. 2.
Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret
til at forbyde brugen af et yngre registreret EU-varemærke, når det yngre varemærke ikke ville blive
erklæret ugyldigt i henhold til artikel 60, stk. 1, 3 eller 4, artikel 61, stk. 1 eller 2, eller artikel 64, stk.
2, i EU-varemærkeforordningen.
Stk. 3.
Hvis indehaveren af et varemærke ikke har ret til at forbyde anvendelsen af et yngre
registreret varemærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af det pågældende yngre registrerede
varemærke ikke ret til i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse at forbyde brugen af det
ældre varemærke, selv om denne ældre rettighed ikke længere kan gøres gældende mod det yngre
varemærke.
Kapitel 2
Ansøgning og registrering af varemærker
Indgivelse af ansøgning om registrering af et varemærke
§ 11.
Ansøgning om registrering af et varemærke indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen.
Ansøgningen skal være affattet i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i medfør af §
48. For ansøgningen betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 1.
Stk. 2.
Patent - og Varemærkestyrelsen kan efter anmodning og mod betaling af et gebyr, jf. § 60 a,
stk. 2, udarbejde en nærmere begrundelse til den søgningsrapport, der udarbejdes efter § 17.
Stk. 3.
Ansøgeren kan ved ansøgningens indgivelse anmode om, at Patent- og Varemærkestyrelsen
ikke udarbejder en søgningsrapport efter § 17. Erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om de
krav, ansøgningen skal opfylde, for at en sådan anmodning kan imødekommes.
Stk. 4.
Ansøgninger og registreringer indføres i varemærkeregistret, og oplysningerne heri gøres
tilgængelige via styrelsens hjemmeside.
Stk. 5.
En ansøgning om registrering af et varemærke skal som minimum indeholde
1) en anmodning om registrering,
2) oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens identitet,
3) en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering, og
4) en gengivelse af varemærket, som opfylder de krav, der er fastsat i § 2, nr. 2.
Stk. 6.
Er det ansøgte mærke et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, skal
ansøgningen endvidere indeholde de bestemmelser, der gælder for mærkets anvendelse.
Stk. 7.
Bestemmelserne om et kollektivmærkes anvendelse skal som minimum angive
1) hvilke personer der har ret til at anvende kollektivmærket,
2) betingelserne for medlemskab af sammenslutningen, og
3) betingelserne for anvendelse af kollektivmærket, herunder sanktioner.
Stk. 8.
Består et kollektivmærke af en geografisk betegnelse, skal de bestemmelser, som er fastsat
efter stk. 7, desuden give enhver person, hvis varer eller tjenesteydelser hidrører fra det pågældende
geografiske område, ret til at blive optaget som medlem af den sammenslutning, der er indehaver af
kollektivmærket, forudsat at den pågældende person opfylder alle andre betingelser i bestemmelserne.
6
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Stk. 9.
Ansøgningsdatoen for en varemærkeansøgning er den dato, hvor ansøgningen, der
indeholder oplysninger i henhold til § 11, stk. 5, indgives af ansøgeren til Patent- og
Varemærkestyrelsen.
Angivelse og klassificering af varer og tjenesteydelser
§ 12.
De varer og tjenesteydelser, for hvilke varemærkeregistrering søges, skal klassificeres i
overensstemmelse med det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende
international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker af 15.
juni 1957 (Niceklassifikationen). Ansøges om registrering for varer eller tjenesteydelser i mere end én
klasse, grupperes de pågældende varer og tjenesteydelser i overensstemmelse med
Niceklassifikationens klasser, idet der foran hver gruppe anføres nummeret på den klasse, som den
pågældende gruppe af varer og tjenesteydelser tilhører.
Stk. 2.
De varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, skal identificeres af ansøgeren
med tilstrækkelig klarhed og præcision, således at Patent- og Varemærkestyrelsen og de
erhvervsdrivende alene på dette grundlag har mulighed for at konstatere omfanget af den beskyttelse,
der søges.
Stk. 3.
Niceklassifikationens klasseoverskrifter eller andre generelle betegnelser kan anvendes i
ansøgningen, forudsat at de er i overensstemmelse med de nødvendige standarder for klarhed og
præcision efter stk. 2.
Stk. 4.
Patent- og Varemærkestyrelsen afslår en ansøgning vedrørende angivelser eller betegnelser,
som er uklare eller upræcise, hvis ansøgeren ikke foreslår en acceptabel formulering inden for en frist
fastsat af styrelsen.
Stk. 5.
Anvendelsen af generelle betegnelser, herunder de generelle angivelser i
Niceklassifikationens klasseoverskrifter, fortolkes som omfattende alle varer eller tjenesteydelser, der
ud fra en ordlydsfortolkning klart er omfattet af den pågældende angivelse eller betegnelse.
Anvendelsen af sådanne betegnelser eller angivelser fortolkes ikke som en rettighed for varer eller
tjenesteydelser, der ikke kan forstås som sådan.
Stk. 6.
Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende lignende, blot fordi de står opført i
samme klasse i Niceklassifikationen. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende forskellige,
blot fordi de er opført i forskellige klasser i Niceklassifikationen.
Konventionsprioritet
§ 12 a.
Hvis en ansøgning om registrering af et varemærke indleveres her i landet senest 6 måneder
efter, at den første ansøgning om registrering af varemærket er indleveret i et land, som er tilsluttet
Pariserkonventionen, eller som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), vil ansøgningen
på begæring få prioritet fra den første indleveringsdato. Prioriteten indebærer, at ansøgningen i forhold
til senere indtrufne omstændigheder, såsom andres ansøgninger eller andres brug af mærket, skal anses
som indleveret samtidig med ansøgningens indlevering i den fremmede stat.
Stk. 2.
Stk. 1 finder, under forudsætning af gensidighed, tilsvarende anvendelse for varemærker, der
første gang er ansøgt i et land, der ikke er tilsluttet Pariserkonventionen eller ikke er medlem af
Verdenshandelsorganisationen.
Udstillingsprioritet
§ 12 b.
Hvis en ansøgning om registrering af et varemærke indleveres her i landet senest 6 måneder
efter, at mærket for første gang er anvendt for varer udstillet på en officiel eller officielt anerkendt
international udstilling, vil ansøgningen på begæring få prioritet fra denne dato. Prioriteten indebærer,
at ansøgningen i forhold til senere indtrufne omstændigheder, såsom andres ansøgninger om eller
andres benyttelse af mærket, skal anses som indleveret samtidig med dets anvendelse på udstillingen.
Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i Konventionen angående internationale
udstillinger af 22. november 1928 med senere revisioner.
Absolutte hindringer for registrering
7
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
§ 13.
Følgende kan ikke registreres:
1) Tegn, som ikke kan udgøre et varemærke.
2) Varemærker, som mangler fornødent særpræg.
3) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at
betegne varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske
oprindelse eller tidspunktet for varernes fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller
andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne.
4) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i daglig sprogbrug eller efter
redelig og almindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som betegnelse for varerne eller
tjenesteydelserne.
Stk. 2.
Et varemærke må ikke udelukkes fra registrering efter stk. 1, nr. 2-4, hvis det inden datoen
for ansøgning om registrering, som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg.
Stk. 3.
Tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers
geografiske oprindelse, kan uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, udgøre et garanti- eller
certificeringsmærke eller et kollektivmærke. Mærket giver ikke indehaveren ret til at forbyde en
tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i omsætningen, når de bruges i overensstemmelse
med god markedsføringsskik. Navnlig kan mærket ikke påberåbes over for tredjemand, der har ret til
at bruge en given geografisk betegnelse.
§ 14.
Endvidere kan følgende ikke registreres:
1) Tegn, som udelukkende består af
a) formen eller en anden egenskab, der følger af varernes egen karakter,
b) formen eller en anden egenskab ved varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, eller
c) formen eller en anden egenskab, der giver varerne en væsentlig værdi.
2) Varemærker, som strider mod lov, den offentlige orden eller sædelighed.
3) Varemærker, som har en sådan karakter, at de vil kunne vildlede offentligheden, f.eks. med hensyn
til varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
4) Varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndigheder, og som skal afslås i medfør af
artikel 6 c i Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret, samt mærker, der omfatter
tegn, emblemer og våben, som har offentlig interesse, medmindre deres registrering er blevet tilladt af
vedkommende myndighed.
5) Varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke
EU eller Danmark er part, og som giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske
betegnelser.
6) Varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke
EU er part, og som giver beskyttelse af traditionelle benævnelser for vin.
7) Varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke
EU er part, og som giver beskyttelse af garanterede traditionelle specialiteter.
8) Varemærker, der består af eller i deres væsentlige elementer gengiver en ældre
plantesortsbetegnelse, som er beskyttet af plantesortsrettigheder og vedrører plantesorter af samme
eller nært beslægtede arter.
9) Varemærker, der er ansøgt i ond tro.
Stk. 2.
Endvidere kan et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke ikke registreres,
hvis det vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig
hvis det kan blive antaget som værende noget andet end et kollektivmærke eller et garanti- eller
certificeringsmærke.
Relative hindringer for registrering
§ 15.
Et varemærke kan efter indsigelse udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, på
anmodning eller ved dom erklæres ugyldigt, hvis
1) det er identisk med et ældre varemærke, og de varer eller tjenesteydelser, som varemærket er ansøgt
eller registreret for, er identiske med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er
beskyttet, eller
8
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
2) der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med det
ældre varemærke, fordi det yngre varemærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og
varerne eller tjenesteydelserne er identiske eller lignende.
Stk. 2.
Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås
1) varemærker af følgende kategorier med en dato for ansøgning om registrering, der ligger før datoen
for ansøgning om registrering af varemærket, i givet fald under hensyntagen til den prioritet, der gøres
gældende til støtte for disse varemærker:
a) EU-varemærker, herunder EU-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse med EU-
varemærkeforordningen med fuld ret påberåbes anciennitet i forhold til et af de varemærker, som er
omfattet af litra b og c, også selv om der er givet afkald på sidstnævnte, eller det er ladet bortfalde,
b) Varemærker, der er registreret her i landet.
c) Varemærker, som er registreret i henhold til internationale ordninger med virkning her i landet.
2) ansøgninger om varemærker omfattet af nr. 1 og 2 med forbehold af deres registrering, og
3) varemærker, som på datoen for ansøgning om registrering af varemærket eller, i givet fald den
prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen om registrering af varemærket, er »vitterlig
kendt« her i landet i den betydning, som er angivet i Pariserkonventionens artikel 6 b.
Stk. 3.
Et varemærke kan desuden ved indsigelse udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er
registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde:
1) Varemærket er identisk med eller ligner et ældre varemærke, uanset om de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke det er ansøgt eller er registreret, er identiske med, ligner eller ikke ligner
dem, for hvilke det ældre varemærke er registreret, når det ældre varemærke er velkendt i her i landet,
eller i tilfælde af et EU-varemærke, er velkendt i EU, og brugen af det yngre varemærke uden rimelig
grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller
sådan brug vil skade dette særpræg eller renommé.
2) Varemærkeindehaverens agent eller repræsentant ansøger om registrering af varemærket i eget navn
uden indehaverens samtykke, medmindre agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre sin handling.
3) I det omfang, i henhold til EU-lovgivningen eller dansk ret, som giver beskyttelse af
oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser,
a) der allerede er indgivet en ansøgning om en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse i
overensstemmelse med EU-lovgivningen eller dansk ret før datoen for ansøgning om registrering af
varemærket eller datoen for den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen, med forbehold
af dets senere registrering, eller
b) oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse giver den person, der i henhold til den
relevante lovgivning har adgang til at udøve de rettigheder, som hidrører herfra, ret til at forbyde
brugen af et yngre varemærke.
4) Der er stiftet varemærkeret til et uregistreret varemærke efter § 3, stk. 1, nr. 3, før datoen for
ansøgning om registrering af det yngre varemærke eller datoen for den prioritet, der gøres gældende til
støtte for ansøgningen om registrering af det yngre varemærke, og der til det uregistrerede varemærke
er knyttet en ret for indehaveren til at forbyde anvendelsen af det yngre varemærke.
5) Varemærket krænker en ret til et virksomhedsnavn, som er registreret i Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR). Et varemærke anses for at krænke en ret til et virksomhedsnavn, når
a) virksomhedsnavnet har mere end lokal betydning, og
b) navnet og varemærket ligner hinanden, og de varer og/eller tjeneydelser, for hvilke
virksomhedsnavnet er anvendt som kendetegn forud for ansøgningen om registrering af varemærket
eller en herfor påberåbt prioritet, er de samme som eller ligner dem, der er omfattet af varemærket, og
brugen af varemærket vil medføre en risiko for forveksling, herunder at der kan antages en forbindelse
mellem dem, eller
c) brugen af varemærket uden rimelig grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse af eller skade på
virksomhedsnavnets særpræg eller renommé, såfremt virksomhedsnavnet er anvendt i forbindelse med
varer eller tjenesteydelser, og denne brug har ført til, at navnet forud for ansøgningen om registrering
af varemærket eller en herfor påberåbt prioritet, er blevet velkendt her i landet.
6) Der er stiftet rettigheder til et andet end de forretningskendetegn, der er omfattet af nr. 4 og 5, når
kendetegnet er af mere end lokal betydning, og der til kendetegnet er knyttet en ret til at forbyde
brugen af det yngre varemærke.
9
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
7) Varemærket uhjemlet består af eller indeholder et personnavn eller et portræt, hvortil en anden har
lovlig adkomst, og der ikke derved sigtes til for længst afdøde personer, når der til navnet eller
portrættet er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket.
8) Varemærket uhjemlet består af eller indeholder bestanddele, der af omsætningskredsen vil blive
opfattet som et særegent navn på eller afbildning af en her i landet beliggende ejendom, når der til
ejendomsnavnet eller -afbildningen er knyttet en ret for ejeren til at forbyde anvendelsen af det yngre
varemærke, og denne ret er af mere end lokal betydning.
9) Varemærket krænker en andens ophavsret eller industrielle rettigheder, når der til disse rettigheder
er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket.
10) Varemærket kan forveksles med et ældre varemærke, der er beskyttet i udlandet, forudsat at
ansøgeren var i ond tro på datoen for indgivelsen af ansøgningen.
Stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 1 og 3 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren af de ældre
rettigheder, som er nævnt i disse bestemmelser, har givet sit samtykke til registreringen.
Behandling af ansøgninger
§ 16.
Patent- og Varemærkestyrelsen påser, at ansøgeren opfylder kravene i § 1 b, og at
ansøgningen er i overensstemmelse med bestemmelserne i § 2, § 11, stk. 1 og stk. 5-8 og §§ 12-14.
Stk. 2.
Er varemærket ansøgt som et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke,
påser Patent- og Varemærkestyrelsen desuden, at bestemmelserne om det pågældende
kollektivmærkes eller garanti- eller certificeringsmærkets anvendelse ikke strider mod den offentlige
orden eller sædelighed.
Stk. 3.
Finder styrelsen, at der er noget til hinder for at godkende ansøgningen, jf. stk. 1 og 2, giver
styrelsen ansøgeren meddelelse herom med en frist for ansøgeren til at udtale sig. Ansøgeren kan i
indtil to måneder fra fristens udløb anmode om en forlængelse af fristen.
Stk. 4.
Ved udløbet af fristen nævnt i stk. 3 tager styrelsen stilling til ansøgningen, medmindre
ansøgeren får adgang til at udtale sig på ny.
Søgningsrapporter
§ 17.
Patent- og Varemærkestyrelsen foretager i overensstemmelse med § 11 en søgning efter ældre
ansøgte og registrerede varemærker og udarbejder på baggrund af søgningen en rapport, der sendes til
orientering til ansøgeren med en frist til at udtale sig.
Offentliggørelse af ansøgninger
§ 18.
Når en frist fastsat efter § 17 er udløbet, og Patent- og Varemærkestyrelsen ikke har fundet
hindringer for varemærkets registrering, jf. § 16, eller når en afgørelse om delvist afslag på
ansøgningen om registrering er blevet endelig, offentliggøres ansøgningen.
Indsigelse
§ 19.
Når ansøgningen er offentliggjort, er der adgang til at fremsætte indsigelse mod ansøgningen.
Indsigelsen, der skal være begrundet, skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen inden to
måneder fra offentliggørelsesdatoen. For indsigelsen betales et gebyr, jf. § 60 c, stk. 1.
Stk. 2.
Indsigelse kan fremsættes under henvisning til, at ansøgningen krænker en eller flere af de
relative hindringer, der er anført i § 15, og kan være rettet mod en del af eller alle de varer eller
tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen. Er indsigelsen fremsat under henvisning til flere ældre
rettigheder, skal alle de ældre rettigheder tilhøre den samme indehaver.
Stk. 3.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan i sager om indsigelse træffe afgørelse om, at
ansøgningen skal
1) afslås i sin helhed, jf. § 15,
2) overdrages til indehaveren af varemærkeretten efter § 5, stk. 4, nr. 2, eller
3) viderebehandles for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen.
Stk. 4.
Afgørelser efter stk. 3 kan indbringes for Ankenævnet for Patenter og Varemærker, jf. § 46.
10
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Udsættelse som følge af forhandlinger
§ 20.
Når parterne i en indsigelsessag forhandler om en mindelig løsning af sagen og indgiver en
fælles anmodning til Patent- og Varemærkestyrelsen om udsættelse af styrelsens behandling af sagen,
kan styrelsen udsætte behandlingen af sagen i mindst to måneder.
Manglende brug som forsvar i en indsigelsessag
§ 21.
I sager om indsigelser fremsat under henvisning til et ældre registreret varemærke, hvor
femårsperioden, inden for hvilken der skal have været gjort reel brug af det ældre varemærke som
fastsat i § 10 c var udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal
indsigeren på anmodning af ansøgeren dokumentere, at der er blevet gjort reel brug af det ældre
varemærke i løbet af den femårsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det
yngre varemærke, eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug. Kan indsigeren ikke
dokumentere dette, tager Patent- og Varemærkestyrelsen ikke påstanden om krænkelse af det ældre
varemærke til følge.
Stk. 2.
Er det ældre varemærke kun blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke det er registreret, anses det, for så vidt angår behandlingen af indsigelsen, jf. stk. 1, kun at være
blevet registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.
Stk. 3.
Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsvarende
anvendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-varemærket vurderes af Patent- og
Varemærkestyrelsen i overensstemmelse med artikel 18 i EU-varemærkeforordningen.
Bemærkninger fra tredjemand
§ 22.
Enhver kan inden registreringen af et ansøgt varemærke fremsætte begrundede bemærkninger
til Patent- og Varemærkestyrelsen om, at det ansøgte varemærke ikke bør registreres af de grunde, der
er nævnt i § 16, stk. 1 og 2. Den, der fremsætter bemærkningerne, bliver ikke herved part i sagen.
Stk. 2.
Patent- og Varemærkestyrelsen orienterer ansøgeren om bemærkninger fremsat efter stk. 1.
Stk. 3.
Patent- og Varemærkestyrelsen orienterer den, der har fremsat bemærkninger efter stk. 1,
når ansøgningen afslås eller trækkes tilbage, eller varemærket registreres.
Registrering og offentliggørelse
§ 23.
Såfremt ansøgningen er i overensstemmelse med denne lov eller bestemmelser fastsat i
medfør heraf, og der ikke er indgivet indsigelse efter § 19, eller når der er truffet endelige afgørelser
om eventuelle indsigelser, og ansøgningen er helt eller delvist opretholdt, registrerer og offentliggør
Patent- og Varemærkestyrelsen varemærket.
Kapitel 2 A
Registreringens gyldighedsperiode og fornyelse
Registreringens varighed og fornyelse
§ 24.
Varemærker registreres for en periode på 10 år at regne fra ansøgningsdatoen.
Stk. 2.
Registreringen kan fornyes for yderligere tiårsperioder.
Stk. 3.
Registreringen af et varemærke fornyes efter ansøgning fra indehaveren af varemærket eller
fra enhver person med bemyndigelse hertil ved lov eller kontrakt, forudsat at fornyelsesgebyret er
betalt. Betaling af fornyelsesgebyret anses i sig selv for at udgøre en sådan ansøgning.
Stk. 4.
Patent- og Varemærkestyrelsen giver indehaveren af varemærket meddelelse om
registreringsperiodens udløb mindst seks måneder før dette udløb. Styrelsen kan ikke holdes ansvarlig
for manglende meddelelse.
11
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Stk. 5.
Ansøgningen om fornyelse skal indgives, og fornyelsesgebyret skal betales inden for en
periode på mindst seks måneder umiddelbart inden registreringsperiodens udløb. Sker dette ikke, kan
ansøgningen mod et tillægsgebyr indgives inden for en yderligere frist på seks måneder umiddelbart
efter udløbet af registreringsperioden eller af den efterfølgende fornyelse heraf. Fornyelsesgebyret og
et tillægsgebyr betales inden for denne yderligere periode.
Stk. 6.
Såfremt ansøgningen eller gebyrerne kun vedrører en del af de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke varemærket er registreret, fornyes registreringen kun for de pågældende varer eller
tjenesteydelser.
Stk. 7.
Fornyelsen får virkning fra dagen efter den eksisterende registreringsperiodes udløb.
Fornyelsen indføres i varemærkeregistret.
Kapitel 3
Fortabelses- og ugyldighedsgrunde
Manglende reel brug som fortabelsesgrund
§ 25.
Indehaveren af et registreret varemærke, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, kan fortabe sine rettigheder,
når der inden for en sammenhængende femårsperiode ikke er gjort reel brug af varemærket her i landet
for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der ikke foreligger rimelig grund til
manglende brug.
Stk. 2.
Der kan ikke fremsættes begæring om fortabelse af et registreret varemærke, såfremt reel
brug af varemærket påbegyndes eller genoptages i tiden mellem udløbet af femårsperioden, jf. stk. 1,
og tidspunktet for indgivelse af begæring om fortabelse.
Stk. 3.
Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de sidste tre måneder forud for
indgivelse af begæring om fortabelse, tages ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til
påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til, at der
eventuelt vil blive indgivet begæring om fortabelse. Denne periode på tre måneder begynder tidligst
ved udløbet af den sammenhængende femårsperiode, jf. stk. 1.
Fortabelse af rettigheder til varemærker, der er blevet generiske eller vildledende
§ 26.
Indehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettigheder, når et registreret varemærke efter
den dato, på hvilken det er blevet registreret, jf. § 23, eller i tilfælde af designeringer efter den dato, på
hvilken designeringens gyldighed er endelig godkendt, jf. § 56, eller i tilfælde af uregistrerede
varemærker, efter den dato, på hvilken en varemærkeret er blevet stiftet ved ibrugtagning, jf. § 3, stk.
1, nr. 3, eller er blevet vitterligt kendt, jf. § 3, stk. 2,
1) som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er blevet til en almindelig betegnelse inden
for handelen for en vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket, eller
2) som følge af den brug, der af indehaveren eller med indehaverens samtykke gøres af varemærket for
de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket, vil kunne vildlede offentligheden, navnlig
med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
Supplerende fortabelsesgrunde for kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker
§ 27.
Foruden de fortabelsesgrunde, som er omfattet af §§ 25 og 26, fortabes rettighederne for
indehaveren af et kollektivmærke eller garanti- eller certificeringsmærke, såfremt
1) indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre, at kollektivmærket eller garanti-
eller certificeringsmærket anvendes på en måde, som er uforenelig med de betingelser for anvendelse,
der er fastlagt i bestemmelserne om mærkets anvendelse, herunder eventuelle ændringer hertil, der er
indført i registret,
2) personer, der er berettiget til at anvende kollektivmærket eller garanti- eller certificeringsmærket,
har anvendt det på en sådan måde, at det vil kunne vildlede offentligheden, jf. § 14, stk. 2, herunder
med hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive antaget som værende
noget andet end et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, eller
12
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
3) en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse er indført i varemærkeregistret i strid med §
39, stk. 2, medmindre mærkets indehaver ved en yderligere ændring af bestemmelserne om mærkets
anvendelse opfylder kravene i den nævnte bestemmelse.
Ugyldige varemærkeregistreringer
§ 28.
Et varemærke, der er registreret i strid med bestemmelserne i § 1 b, § 2, § 11, stk. 7 og 8, §§
13-15 og § 16, stk. 2, kan erklæres ugyldigt.
Stk. 2.
Uanset stk. 1 kan et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, der er
registreret i strid med § 11, stk. 7 og 8, § 14, stk. 2 eller § 16, stk. 2, ikke erklæres ugyldigt, hvis
mærkets indehaver ved en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder kravene i §
39, stk. 2.
Stk. 3.
Uanset stk. 1 kan der efter §§ 33 og 34 træffes afgørelse om, at et varemærke, der er
registreret i strid med § 15, stk. 3, nr. 2, skal overdrages til indehaveren af varemærket i stedet for at
blive erklæret ugyldigt.
Efterfølgende konstatering af et varemærkes ugyldighed eller fortabelse
§ 29.
Er et registreret varemærke eller en designering af Danmark, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2,
påberåbt som anciennitet i henhold til EU-varemærkeforordningen, men er registreringen eller
designeringen udslettet eller ugyldig, fordi indehaveren har givet afkald på varemærket eller ladet det
bortfalde, kan der efter §§ 33 og 34 træffes afgørelse om varemærkets ugyldighed eller fortabelse,
såfremt varemærket kunne erklæres ugyldigt eller fortabt på det tidspunkt, hvor der blev givet afkald
på mærket, eller det bortfaldt. Afgørelse om ugyldighed eller fortabelse har til følge, at ancienniteten
ikke længere har nogen virkning.
Mangel på særpræg eller renommé for et ældre varemærke, der forhindrer et registreret varemærkes
ugyldighed
§ 30.
En begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke kan ikke imødekommes på
datoen for begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke ville være blevet imødekommet på
ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, såfremt
1) det ældre varemærke, der kan erklæres ugyldigt i henhold til § 13, stk. 1, nr. 2-4, endnu ikke havde
fået fornødent særpræg som omhandlet i § 13, stk. 2,
2) begæringen om ugyldighed er baseret på § 15, stk. 1, nr. 2, og det ældre varemærke endnu ikke
havde fået fornødent særpræg til at støtte en konklusion om risiko for forveksling, eller
3) begæringen om ugyldighed er baseret på § 15, stk. 3, nr. 1, og det ældre varemærke endnu ikke
havde opnået et renommé.
Fortabelse eller ugyldighed for visse varer eller tjenesteydelser
§ 31.
Såfremt der kun for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke en varemærkeret er
blevet stiftet, er grunde til rettens fortabelse eller en varemærkeregistrerings ugyldighed, fortabes
varemærkeretten eller erklæres registreringen ugyldig kun for så vidt angår de pågældende varer eller
tjenesteydelser.
Retsvirkninger ved fortabelse og ugyldighed
§ 32.
Et registreret varemærke anses fra datoen for indgivelse af begæring om fortabelse for ikke at
have haft de retsvirkninger, der følger af denne lov, i det omfang indehaverens rettigheder fortabes. På
begæring af en af parterne kan der i en afgørelse om fortabelse fastsættes et tidligere tidspunkt for
indtrædelsen af en fortabelsesgrund.
Stk. 2.
Et registreret varemærke anses for aldrig at have haft de retsvirkninger, der følger af denne
lov, i det omfang varemærket er blevet erklæret ugyldigt.
13
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Kapitel 4
Procedurer for varemærkeregistreringers fortabelse eller ugyldighed og udslettelse
Ophævelse af varemærkeregistreringer ved dom
§ 33.
Ophævelse af en registrering i henhold til bestemmelserne i kapitel 3 sker ved dom, jf. dog §
34. Sagen anlægges mod indehaveren, og den kan anlægges af enhver, der har retlig interesse deri. Sag
efter bestemmelserne i §§ 13 og 14 kan også anlægges af Patent- og Varemærkestyrelsen.
Administrativ ophævelse af varemærkeregistreringer
§ 34.
Efter registreringsprocedurens afslutning kan enhver over for Patent- og Varemærkestyrelsen
begære en varemærkeregistrering erklæret ugyldig eller fortabt, hvis de betingelser, der er fastsat i
bestemmelserne i kapitel 3 er opfyldt. Med begæringen skal følge et gebyr, jf. § 60 c, stk. 2.
Stk. 2.
En begæring efter stk. 1 kan være rettet mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det anfægtede mærke er registreret.
Stk. 3.
Der kan indgives en begæring om ugyldighed på grundlag af en eller flere ældre rettigheder,
forudsat at de alle tilhører den samme indehaver.
Stk. 4.
Hvis en sag ved domstolene vedrørende en varemærkeregistrering ikke er endeligt afgjort,
kan der ikke fremsættes en begæring efter stk. 1 vedrørende den pågældende registrering.
Stk. 5.
Rejses sag ved domstolene om en varemærkeregistrering, inden der er truffet endelig
afgørelse om en begæring efter stk. 1 vedrørende denne registrering, skal Patent- og
Varemærkestyrelsen stille behandlingen af begæringen i bero, indtil sagen er endeligt afgjort,
medmindre begæringen er fremsat af indehaveren af varemærkeregistreringen.
Stk. 6.
Indehaveren af den registrerede ret skal underrettes om begæringen og have adgang til at
udtale sig.
Stk. 7.
Ophæves registreringen helt eller delvis, offentliggøres afgørelsen herom, når den er blevet
endelig.
Stk. 8.
Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse kan indbringes for Ankenævnet for Patenter og
Varemærker og domstolene i overensstemmelse med § 46. Enhver af parterne kan dog til enhver tid
anlægge sag mod den anden part om spørgsmål, der er rejst i sagen, uanset om Patent- og
Varemærkestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.
Manglende brug som forsvar i sager om ugyldighed
§ 35.
I sager om ugyldighed baseret på et registreret varemærke med en tidligere ansøgnings- eller
prioritetsdato skal indehaveren af det ældre varemærke, hvis indehaveren af et yngre varemærke
anmoder herom, dokumentere, at det ældre varemærke i løbet af femårsperioden forud for datoen for
begæringen om ugyldighed har været genstand for reel brug som fastsat i § 10 c i forbindelse med de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som er påberåbt i begæringen, eller at der
foreligger rimelige grunde til manglende brug, forudsat at det på datoen for begæringen om
ugyldighed er mindst fem år siden, at registreringsproceduren for det ældre varemærke blev afsluttet.
Stk. 2.
Hvor femårsperioden, i løbet af hvilken der skulle have været gjort reel brug af det ældre
varemærke som fastsat i § 10 c, var udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre
varemærke, skal indehaveren af det ældre varemærke ud over den dokumentation, der kræves i
henhold til stk. 1, dokumentere, at der blev gjort reel brug af varemærket i løbet af den femårsperiode,
der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen, eller at der forelå rimelige grunde til manglende
brug.
Stk. 3.
Fremlægges dokumentation efter stk. 1 og 2 ikke, afvises en begæring om ugyldighed på
grundlag af et ældre varemærke.
Stk. 4.
Er det ældre varemærke i overensstemmelse med § 10 c kun blevet anvendt for en del af de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det, for så vidt angår behandlingen af
begæringen om ugyldighed, for kun at være blevet registreret for denne del af varerne eller
tjenesteydelserne.
14
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Stk. 5.
Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder stk. 1-4 tilsvarende anvendelse. I så fald
skal den reelle brug af EU-varemærket konstateres i overensstemmelse med artikel 18 i EU-
varemærkeforordningen.
Manglende oplysninger om indehaver som begrundelse for sletning af registreringer
§ 36.
Foreligger der begrundet tvivl om, at der findes en mærkeindehaver, eller er dennes adresse
ukendt, kan enhver med retlig interesse deri begære varemærket slettet af registret.
Stk. 2.
Inden udslettelse kan ske, skal Patent- og Varemærkestyrelsen anmode indehaveren om at give
sig til kende inden en frist fastsat af Patent- og Varemærkestyrelsen. Hvis indehaverens adresse ikke
kendes, meddeles fristen ved offentliggørelse. Har indehaveren herefter ikke givet sig til kende, slettes
varemærket af registret.
Udslettelse
§ 37.
Udslettelse af varemærkeregistret sker,
1) når registreringen ikke fornys,
2) når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet,
3) hvis registreringen erklæres ugyldig, eller
4) hvis der træffes afgørelse eller afsiges dom om ophævelse af registreringen.
Kapitel 5
Varemærker som genstand for ejendomsret og notering af ændringer i varemærkeregistret
Overdragelse af varemærker
§ 38.
Et varemærke kan overdrages uafhængigt af en eventuel virksomhedsoverdragelse for alle
eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er stiftet en varemærkeret.
Stk. 2.
Overdragelse af en virksomhed i sin helhed indebærer overdragelse af varemærket,
medmindre der foreligger en aftale om det modsatte, eller hvis det modsatte klart fremgår af
omstændighederne. En kontraktlig forpligtelse til at overdrage en virksomhed er ligeledes omfattet af
denne bestemmelse.
Stk. 3.
Overdragelse af retten til et registreret varemærke skal på begæring noteres i
varemærkeregistret. Indtil overdragelsen er meddelt Patent- og Varemærkestyrelsen, anser styrelsen
indehaveren af varemærket for at være den, der senest er noteret i registret.
Stk. 4.
Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan Patent- og Varemærkestyrelsen afslå at notere en
overdragelse af et garanti- eller certificeringsmærke eller af et kollektivmærke, hvis mærket efter
overdragelsen er egnet til at vildlede.
Pant og udlæg
§ 38 a.
Et varemærke kan uafhængigt af virksomheden pantsættes eller gøres til genstand for andre
tinglige rettigheder eller tvangsfuldbyrdelse.
Stk. 2.
Er retten til et registreret varemærke blevet pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal
Patent- og Varemærkestyrelsen på indehaverens, panthaverens eller rekvirentens begæring notere dette
i varemærkeregistret.
Licens
§ 38 b.
Der kan gives licens til et varemærke for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det er registreret, samt for hele landet eller en del af dette. Licensen kan være en eksklusiv
licens eller en simpel licens.
Stk. 2.
Indehaveren af et varemærke kan gøre de rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over for
en licenstager, der overtræder en af bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til
15
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1) dens gyldighedsperiode,
2) den udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til registreringen,
3) arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen er indrømmet,
4) det område, inden for hvilket der må gøres brug af varemærket, eller
5) kvaliteten af de varer eller tjenesteydelser, som licenstageren har fremstillet eller præsteret.
Stk. 3.
Licensen skal på indehaverens eller licenstagerens begæring noteres i varemærkeregistret.
Ligeledes noteres det i registret, når det senere godtgøres, at licensen er ophørt.
Varemærkeansøgninger som genstand for ejendomsret
§ 38 c.
§§ 38, 38 a og 38 b finder tilsvarende anvendelse på varemærkeansøgninger.
Ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et kollektivmærke eller et garanti- eller
certificeringsmærke
§ 39.
Indehaveren af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke skal forelægge
Patent- og Varemærkestyrelen enhver ændring af bestemmelserne om et ansøgt eller registreret
mærkes anvendelse.
Stk. 2.
Ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse noteres i varemærkeregistret,
medmindre de ændrede bestemmelser ikke opfylder kravene i § 11, stk. 6-8, eller de omfatter en af
grundene til afslag i § 14, stk. 2, eller § 16, stk. 2.
Stk. 3.
Ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et kollektivmærke eller et garanti- eller
certificeringsmærke får først virkning fra datoen for noteringen af ændringerne i varemærkeregistret.
Mærkeændring
§ 40.
Efter anmodning fra indehaveren kan der foretages uvæsentlige ændringer af et ansøgt eller
registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af varemærket ikke påvirkes af ændringen.
Stk. 2.
Ændringer efter stk. 1 indføres i registret og offentliggøres.
Deling af ansøgninger og registreringer
§ 41.
Ansøgeren eller indehaveren kan dele en dansk varemærkeansøgning eller -registrering i to
eller flere særskilte ansøgninger eller registreringer ved at indgive en anmodning herom til Patent- og
Varemærkestyrelsen og for hver udskilt ansøgning eller registrering anføre, hvilke varer eller
tjenesteydelser fra den oprindelige ansøgning eller registrering, der skal omfattes af de udskilte
ansøgninger eller registreringer.
Stk. 2.
For anmodning om deling efter stk. 1 betales et gebyr, jf. § 60 d, stk. 1.«
2.
I
§ 42, stk. 1,
indsættes efter »brug«: », jf. § 3, stk. 1, nr. 3,«, og »Rådets forordning om EF-
varemærker« ændres til: »EU-varemærkeforordningen«.
3.
§§ 43 b-43 d
ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ
43 b.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EU-varemærkeforordningen
meddeles af byretten eller Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens kapital 40.
Stk. 2.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EU-varemærkeforordningen, der
skal have virkning på enhver medlemsstats område, meddeles af Sø- og Handelsretten.
Stk. 3.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der både vedrører et nationalt varemærke og et
EU-varemærke, meddeles af Sø- og Handelsretten, hvis den midlertidige afgørelse vedrørende EU-
varemærket skal have virkning på enhver medlemsstats område.«
4.
§ 48
affattes således:
16
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Ȥ
48.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om indgivelse af varemærkeansøgninger og deres
behandling, herunder om sagsbehandlingssprog og sprog i dokumenter, samt for så vidt angår
gengivelse af varemærker krav til og virkningerne af anvendelsen af filtyper og deres størrelse,
mærketyper, beskrivelser, farver og mærker uden farver (sort/hvid-mærker). Erhvervsministeren kan
endvidere bl.a. fastsætte bestemmelser om deling af ansøgninger og registreringer, om behandling af
indsigelser og administrativ ophævelse, om påberåbelse af fortrinsrettigheder, om varemærkeregistrets
indretning og førelse, om hvilke oplysninger, der kan indføres i registret, om offentliggørelse af
registreringer, noteringer og meddelelser, om registrering og udslettelse af varemærker og om
ekspeditioner, udskrifter af registret m.v.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ekspeditioner, publikationer,
udskrifter, kurser m.v.
Stk. 3.
Erhvervsministeren kan fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af
EU-varemærkeforordningen, herunder bestemmelser om EU-varemærkeansøgningers og -
registreringers overgang til nationale ansøgninger m.v.
Stk. 4.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i
kapitel 8 om international varemærkeregistrering.
Stk. 5.
Erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om optagelse af fællesmærkeregisteret i
varemærkeregisteret. Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om fællesmærkers
overgang til kollektivmærker eller garanti- eller certificeringsmærker eller individuelle varemærker og
om ophævelse af fællesmærkeregistreringer.
Stk. 6.
Erhvervsministeren kan fastsætte, hvilke dage, der betragtes som lukkedage for Patent- og
Varemærkestyrelsen.
Stk. 7.
For behandling af sager vedrørende EU-varemærker betales et gebyr.«
5.
Efter § 48 indsættes:
Ȥ
48 a.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Patent-
og Varemærkestyrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af
denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om
anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, maksimal størrelse på filer og digital
signatur eller lignende.
Stk. 3.
En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten
for meddelelsen.
§ 48 b.
Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et
dokument, som er udstedt af andre end Patent- og Varemærkestyrelsen, skal være underskrevet, kan
dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har
udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig
underskrift.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftkrav. Det kan
herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af
dokumenter.«
6.
Kapitel 8
affattes således:
»Kapitel
8
International varemærkeregistrering
Ansøgning om international varemærkeregistrering på basis af ansøgning eller registrering i
Danmark
§ 50.
En international varemærkeansøgning kan indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen af
danske statsborgere samt fysiske eller juridiske personer, som er bosat eller er indehavere af en
regulær industriel eller kommerciel virksomhed her i landet.
17
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Stk. 2.
Ansøgninger indgivet i medfør af stk. 1 skal være i overensstemmelse med
Madridprotokollens artikel 3, 3 b og 3 c, herunder indeholde
1) ansøgers navn og adresse,
2) en gengivelse af mærket og eventuelt oplysninger om mærket,
3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som mærket ønskes registreret for, grupperet i klasser
i overensstemmelse med Niceklassifikationen,
4) en angivelse af ansøgningsdato og ansøgningsnummer eller af registreringsdato og
registreringsnummer for den danske basisansøgning eller basisregistrering, og
5) angivelse af de stater eller organisationer, som designeres.
Stk. 3.
En international varemærkeansøgning kan omfatte alle eller en del af de varer eller
tjenesteydelser, der er omfattet af den eller de danske ansøgninger eller registreringer, der påberåbes
som basis for den internationale ansøgning.
Stk. 4.
Ved indlevering af en international varemærkeansøgning kan der påberåbes prioritet i
overensstemmelse med Pariserkonventionen.
Stk. 5.
Styrelsen videresender ansøgningen til Det Internationale Bureau, hvis ansøgningsgebyret
efter § 60 e, stk. 1, er betalt, og ansøgningen opfylder kravene i stk. 1, samt de nærmere regler, som
fastsættes af erhvervsministeren efter § 48, stk. 4.
Stk. 6.
Er der noget til hinder for at videresende ansøgningen, får ansøgeren mulighed for at bringe
denne i orden. Er ansøgningen ikke bragt i orden inden for fristen på to måneder i henhold til
Madridprotokollens artikel 3, stk. 4, tager Patent- og Varemærkestyrelsen stilling til, om ansøgningen
skal afvises eller kan sendes til Det Internationale Bureau. Ansøger underrettes om styrelsens
beslutning.
Efterfølgende designering
§ 51.
Begæring om territorial udstrækning af en international registrering, der er registreret på basis
af en dansk ansøgning eller registrering, kan indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen eller til Det
Internationale Bureau, jf. Madridprotokollens artikel 3 c, stk. 2.
Stk. 2.
Er en begæring om territorial udstrækning efter stk. 1 indgivet til Patent- og
Varemærkestyrelsen, videresender styrelsen begæringen til Det Internationale Bureau, når gebyret
efter § 60 e, stk. 2, er betalt og begæringen er i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 2,
stk. 1 og 3 c, stk. 2, herunder indeholder
1) det internationale registreringsnummer,
2) ansøgers navn og adresse,
3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som begæringen omfatter, grupperet i klasser i
overensstemmelse med Niceklassifikationen, og
4) angivelse af de stater eller organisationer, som designeres.
Meddelelse om ændringer i den oprindelige ansøgning eller registrering
§ 52.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan give Det Internationale Bureau meddelelse om ændringer
i varemærkeregisteret, i det omfang ændringerne har indvirkning på en international registrering, jf.
Madridprotokollens artikel 6, stk. 2-4.
Fornyelse af en international registrering
§ 53.
En international registrering kan fornys hvert 10. år i henhold til den internationale
registreringsdato. Fornyelse kan alene ske ved Det Internationale Bureau i overensstemmelse med de
regler, der er fastsat i Madridprotokollen.
Behandlingen af designeringer af Danmark
§ 54.
For Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af designeringer af Danmark af
internationale registreringer finder §§ 16-22 tilsvarende anvendelse.
18
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Stk. 2.
Uanset stk. 1 kan styrelsen alene give afslag på en designeringens gyldighed efter § 12, når
de varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, ikke er identificeret med tilstrækkelig
klarhed og præcision i henhold til den udgave af Niceklassifikationen, der var gældende på tidspunktet
for den internationale registrering.
Stk. 3.
For Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af designering af Danmark i en
international varemærkeregistrering betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 5.
Frister for udstedelse af foreløbige afslag
§ 55.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan inden 18 måneder fra notifikationsdatoen, jf.
Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra b, meddele Det Internationale Bureau et foreløbigt afslag på
varemærkets gyldighed her i landet, hvis mærket ikke opfylder registreringsbetingelserne efter denne
lov, herunder hvis der fremsættes indsigelse.
Stk. 2.
Såfremt indsigelsesperioden, jf. § 19, stk. 1, udløber efter fristen på 18 måneder, jf. stk. 1,
kan Patent- og Varemærkestyrelsen meddele Det Internationale Bureau et forbehold om, at afslag kan
fremsættes efterfølgende i henhold til Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra c.
Stk. 3.
Har Patent- og Varemærkestyrelsen ikke meddelt Det Internationale Bureau et foreløbigt
afslag inden for fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, og er forbeholdet for afslag efter stk. 2 ikke meddelt
inden samme frist, anses den internationale registrering for at være gyldig her i landet i
overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 4, stk. 1, litra a.
Godkendelse af designeringens gyldighed
§ 56.
Såfremt designeringen er i overensstemmelse med denne lov eller bestemmelser fastsat i
medfør heraf, og der ikke er indgivet indsigelse, jf. § 19, eller såfremt der er truffet endelige afgørelser
om eventuelle indsigelser, og designeringen er helt eller delvist opretholdt, godkender Patent- og
Varemærkestyrelsen designeringen endeligt og noterer datoen herfor i varemærkeregisteret. Patent- og
Varemærkestyrelsen giver meddelelse til Det Internationale Bureau om endeligt godkendte
designeringers gyldighed og offentliggør designeringen.
Virkningerne af gyldige designeringer
§ 57.
Når en designering af Danmark af en international registrering er blevet endelig gyldig, jf. §
56, har designeringen samme retsvirkning, som hvis mærket var registreret her i landet.
Bortfald og videreførelse i dansk ret
§ 58.
Hvis den internationale varemærkeregistrering mister sin gyldighed, bortfalder
designeringens gyldighed her i landet på tidspunktet for bortfaldet af den internationale registrering.
Stk. 2.
Har den internationale varemærkeregistrering mistet sin gyldighed på anmodning fra den
oprindelige registreringsmyndighed eller som følge af, at en kontraherende part udtræder af
Madridprotokollen, kan indehaveren indgive en dansk varemærkeansøgning med samme virkning,
som hvis ansøgningen var indgivet på datoen for den internationale registrering eller datoen for den
efterfølgende designering af Danmark, forudsat at
1) ansøgningen indgives senest tre måneder efter datoen for udslettelse af den internationale
registrering,
2) ansøgningen ikke omfatter andre varer eller tjenesteydelser end dem, der var omfattet af
designeringen af Danmark,
3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en dansk varemærkeansøgning, og
4) ansøgeren betaler de foreskrevne gebyrer, jf. § 60 a, stk. 4.
Stk. 3.
En ansøgning om videreførelse i Danmark efter stk. 2 skal opfylde kravene til ansøgninger,
jf. § 11, stk. 5-8, og indeholde en henvisning til nummeret på den internationale registrering samt
oplysning om designeringsdatoen og eventuel prioritet for den internationale registrering.
19
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
§ 59.
Når designering af Den Europæiske Union via en international varemærkeregistrering er
blevet afslået eller ikke længere har virkning, kan designeringen overgå til en dansk ansøgning eller en
designering af Danmark efter artikel 202 i EU-varemærkeforordningen.
Erstatning af et dansk varemærke med en international registrering
§ 60.
Patent- og Varemærkestyrelsen skal i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 4bis
på forlangende notere, at en international registrering erstatter en dansk registrering, såfremt
1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller senere,
2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den danske registrering, også er omfattet af
designeringen af Danmark, og
3) Danmark er designeret senere end ansøgningsdatoen for den danske registrering.
Stk. 2.
En erstatning af en dansk varemærkeregistrering med en designering af Danmark i medfør af
Madridprotokollens artikel 4bis har kun retsvirkning for så vidt angår de varer og tjenesteydelser, der
både er omfattet af den internationale og den danske registrering.
Stk. 3.
Patent- og Varemærkestyrelsen giver Det Internationale Bureau meddelelse om notering
efter stk. 1.«
7.
§ 60 a
affattes således:
Ȥ
60 a.
For ansøgning om registrering af varemærke betales et gebyr på 2.000 kr. kr., jf. § 11, stk.
1. I ansøgningsgebyret indgår en klasse af varer eller tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen.
For yderligere klasser i henhold til Niceklassifikationen betales et tillægsgebyr. Tillægsgebyret udgør
200 kr. for første ekstra klasse og 600 kr. for hver yderligere klasse.
Stk. 2.
For udarbejdelse af en nærmere begrundelse til en søgningsrapport, jf. § 11, stk. 2, betales
700 kr.
Stk. 3.
For en EU-varemærkeansøgnings eller -registrerings overgang til national ansøgning, jf. §
48, stk. 3, betales gebyrer som nævnt i stk. 1.
Stk. 4.
For ansøgning om dansk varemærkeregistrering på grundlag af en udslettet international
varemærkeregistrering, jf. § 58, betales 1.500 kr.
Stk. 5.
Gebyr for designering af Danmark i en international varemærkeregistrering i henhold til
artikel 8, stk. 1, i Madridprotokollen, opgøres som nævnt i stk. 1.«
8.
§ 60 b
affattes således:
Ȥ
60 b.
For fornyelse af en varemærkeregistrering, jf. § 24, stk. 3, betales et gebyr på 2.000 kr. I
fornyelsesgebyret indgår en klasse af varer eller tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen. Der
betales endvidere et tillægsgebyr på 200 kr. for første ekstra klasse og 600 kr. for hver yderligere
klasse.
Stk. 2.
Gebyrer i henhold til stk. 1, der betales efter registreringsperiodens udløb og indtil 6
måneder derefter, forhøjes med 20 pct.
Stk. 3.
Gebyr i henhold til Madridprotokollens artikel 8, stk. 7, for fornyelse af designering af
Danmark i en international varemærkeregistrering fastsættes som nævnt i stk. 1.«
9.
§ 60 c
affattes således:
Ȥ
60 c.
For fremsættelse af indsigelse mod en varemærkeansøgning eller designering af Danmark i
en international varemærkeregistrering betales 2.500 kr., jf. § 19, stk. 1, og § 54, stk. 1.
Stk. 2.
For begæring om administrativ ophævelse af en dansk eller international
varemærkeregistrering betales 2.500 kr., jf. §§ 34 og 57.
Stk. 3.
For begæring om administrativ ophævelse efter stk. 2, der udelukkende er fremsat under
henvisning til, at registreringen er sket i strid med § 14, stk. 1, nr. 2 og 4, betales ikke gebyr.«
10.
I
§ 60 d, stk. 1,
ændres »§ 48, stk. 5« til: »§ 41, stk. 2«.
20
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
11.
§ 60 d, stk. 2,
ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
12.
§ 60 e
affattes således:
Ȥ
60 e.
For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende ansøgning om
international varemærkeregistrering betales 500 kr., jf. § 50, stk. 5.
Stk. 2.
For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende efterfølgende
designering i internationale varemærkeregistreringer betales 300 kr., jf. § 51, stk. 2.«
13.
I
§ 60 f, stk. 4,
indsættes efter »bliver suspenderet, og«: »indsigelsen bliver taget til følge, eller«.
14.
§ 60 g, stk. 1,
ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
§2
I designloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 219 af 26. februar 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 670 af
8. juni 2017, foretages følgende ændring:
1.
§ 43, stk. 4
og
5,
ophæves.
§3
I lov nr. 61 af 30. januar 2018 om sikkerhed for gasanlæg, gasinstallationer og gasmateriel
(gassikkerhedsloven) foretages følgende ændring:
1.
I
§ 31
indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om straf for overtrædelse af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2016/426 af 9. marts 2016 om apparater, der forbrænder gasformigt brændstof
og om ophævelse af direktiv 2009/142/EF.«
Stk. 3. bliver herefter stk. 4.
§4
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
§ 60 a, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, og § 60 b, stk. 3, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 8, træder i kraft den 1. juli 2019.
Stk.3.
Fællesmærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 103 af 24. januar 2012, ophæves.
Stk. 4.
For varemærker og fællesmærker, der er registreret før den 1. januar 2019, finder § 26 i de
hidtil gældende regler anvendelse for fastsættelsen af datoerne for den første registreringsperiode. For
fastsættelsen af datoerne for yderligere registreringsperioder finder § 24, stk. 2, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 1, anvendelse.
Stk. 5.
For varemærker og fællesmærker, der er registreret, og for hvilke registreringsproceduren
ikke er endeligt afsluttet inden den 1. januar 2019, finder de hidtil gældende regler om indsigelse,
offentliggørelse og fastsættelse af datoen for registreringsprocedurens afslutning anvendelse.
Stk. 6.
For anmodninger om administrativ ophævelse, der er indgivet før den 1. januar 2019, finder
de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 7.
For ansøgninger, der bliver indgivet før den 1. januar 2019, fastsættes ansøgningsgebyret
efter de hidtil gældende regler.
Stk. 8.
Gebyrer for fornyelse af varemærkeregistreringer, der forfalder før den 1. juli 2019,
fastsættes efter § 60 b, stk. 1 og 2, i de hidtil gældende regler.
21
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Stk. 9.
Regler fastsat i medfør af § 48, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 26. februar 2017,
forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 48, stk. 2, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 4.
§5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens §§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1. 1. Lovforslagets baggrund
2. Hovedpunkter i lovforslaget
2.1. Lovforslagets anvendelsesområde
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Direktivet
2.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Definitioner
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Direktivet
2.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Stiftelse af varemærkeret
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Direktivet
2.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Rettigheder knyttet til et varemærke
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Direktivet
2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Tegn, der kan udgøre et varemærke
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Direktivet
2.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6. Absolutte hindringer for registrering
2.6.1. Gældende ret
22
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
2.6.2. Direktivet
2.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.7. Relative hindringer for registrering
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Direktivet
2.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.8. Indvendinger mod et ansøgt eller registreret varemærke
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Direktivet
2.8.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.9. Garanti- eller certificeringsmærker og kollektivmærker
3.11.1. Gældende ret
3.11.2. Direktivet
3.11.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.10. Kommunikation
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Direktivet
2.10.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.11. Ansøgningsgebyrer
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Direktivet
2.11.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at modernisere reguleringen af varemærker og harmonisere de nationale
varemærkesystemer og EU-varemærkesystemet. Ændringerne skal bl.a. sikre et effektivt og
brugervenligt registreringssystem, som er tilpasset brugernes behov og den teknologiske udvikling.
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december
2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, som er en
omarbejdet udgave af det hidtidige direktiv herom.
Varemærker anvendes til at kendetegne en virksomheds varer eller tjenesteydelser. En virksomhed kan
anvende varemærker til at adskille sig fra sine konkurrenter og derved tiltrække og fastholde sine
kunder. Et varemærke kan således bidrage til at skabe værdi og vækst for virksomheden.
23
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Inden for EU findes både de nationale varemærkesystemer og et EU-varemærkesystem. De nationale
varemærkesystemer varetages af de nationale varemærkemyndigheder og anvendes primært af de
brugere, som har den største interesse på det nationale marked, eventuelt kombineret med et ønske om
en beskyttelse i nogle få yderligere lande. EU-varemærkesystemet varetages af Den Europæiske
Unions kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), der udsteder rettigheder, som gælder for hele
EU-territoriet baseret på én ansøgning.
Ud over de nationale varemærkesystemer og EU-varemærkesystemet findes der et internationalt
varemærkesystem, som administreres af World Intellectual Property Organization (WIPO).
Reguleringen af varemærker findes i dag i varemærkeloven og fællesmærkeloven. Sidstnævnte
omfatter regler om kollektivmærker og garantimærker og henviser i vidt omfang til varemærkeloven.
Den gældende varemærkelov er fra 1991 og har udgangspunkt i Rådets Første Direktiv af 21.
december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker,
89/104/EØF med senere ændringer (herefter benævnt varemærkedirektiv 89/104/EØF) og kodificeret i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF (herefter benævnt varemærkedirektiv 2008/95/EF
(kodifikation)).
Varemærkedirektivet fra 2015 vil blive gennemført ved en ændringslov, der er tekstnær i forhold til
direktivet, således at direktivets terminologi og ordlyd i videst muligt omfang bevares med henblik på
at reducere risikoen for fortolkningstvivl. Lovforslaget omfatter lige som direktivet også kendetegn,
der i dag er omfattet af fællesmærkeloven, hvorfor fællesmærkeloven foreslås ophævet som
selvstændig lov. Lovforslaget omfatter også ændringer, der ikke er en direkte følge af direktivet, men
afspejler øvrige ønsker om optimering af varemærkelovgivningen.
På baggrund af den teknologiske udvikling vil det med lovforslaget ikke længere være et krav for
registrering af et varemærke, at varemærket skal gengives grafisk. Varemærket skal blot kunne
gengives på en passende måde under anvendelse af alment tilgængelig teknologi, således at
varemærkerettighedens indhold kan fastslås klart og præcist.
Reglerne om kolliderende ældre rettigheder bliver med lovforslaget justeret, således at disse i højere
grad afspejler praksis ved EU-domstolen og hensynene bag varemærkesystemet. Styrelsens
undersøgelse og behandling af ansøgninger i relation til ældre rettigheder vil ligeledes blive justeret,
således at denne i højere grad tilpasses den typiske bruger af det danske system.
For så vidt angår processuelle ændringer foreslås bl.a., at indsigelsesperioden rykkes frem i processen,
således at denne placeres forud for registreringen af varemærket.
For at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæmpe forfalskning mere effektivt indeholder lovforslaget
en bestemmelse om, at en rettighedshaver vil kunne forhindre, at varemærkeforfalskede varer fra
tredjelande kommer i transit i det danske toldområde i erhvervsmæssigt øjemed. Retten bortfalder
under visse betingelser.
Det foreslås ligeledes, at strukturen for ansøgningsgebyrer bliver harmoniseret i forhold til strukturen
ved EU-varemærkemyndigheden, således at en ansøgning fremover som udgangspunkt omfatter én
vare-/tjenesteydelsesklasse mod tidligere tre klasser. Der vil fortsat kunne tilkøbes klasser. Formålet
med ændringen er at hindre opfyldning af varemærkeregisteret med unødvendigt brede registreringer.
Endvidere indeholder lovforslaget nogle bestemmelser, der generelt understøtter digital
kommunikation.
Lovforslaget indeholder ligeledes en ændring af designlovens retsplejebestemmelser.
24
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Endelig præciserer lovforslaget en bemyndigelse i gassikkerhedsloven til at fastsætte
straffebestemmelser for overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/426 af
9. marts 2016 om apparater, der forbrænder gasformigt brændstof og om ophævelse af direktiv
2009/142/EF.
1.1. Lovforslagets baggrund
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (herefter benævnt direktivet), som bliver
implementeret ved dette lovforslag, indgår i den europæiske varemærkereform. Reformen omfatter
endvidere Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424, hvorved bl.a. Rådets
forordning (EF) nr. 207/2009 om EF-varemærker blev ændret, og en ny gebyrstruktur ved EU-
varemærkemyndigheden blev indført. Forordningen er nu kodificeret i forordning (EU) 2017/1001 om
EU-varemærker (herefter benævnt EU-varemærkeforordningen).
Baggrunden for disse ændringer er, at Rådet i 2007 anmodede Europa-Kommissionen om en vurdering
af EU-varemærkesystemet og samspillet med de nationale myndigheder. I den forbindelse udarbejdede
Max Planck Instituttet en rapport på baggrund af analyser.
I foråret 2013 fremsatte Europa-Kommissionen forslag til en revision af varemærkeforordningen, som
oprindeligt er fra 1994, og et forslag til et omarbejdet/nyt direktiv om varemærker, som oprindeligt er
fra 1988.
Baggrunden for de foreslåede ændringer fremgår bl.a. af præambelbetragtning nr. 6 i direktivet. Det
nævnes her, at Europa-Kommissionen
i 2011 konkluderede, at det ”for at leve op til stadig stærkere
krav fra de berørte parters side om hurtigere, bedre og mere strømlinede
varemærkeregistreringssystemer, som også er mere konsistente, brugervenlige, offentligt tilgængelige
og teknisk up-to-date, er nødvendigt at modernisere varemærkesystemet i hele Unionen samt at
tilpasse det til internettidsalderen.”
Af præambelbetragtninger nr. 8 og 9 fremgår, at det er nødvendigt at udvide tilnærmelsen af materielle
regler og procedureregler indbyrdes og i forhold til EU-varemærkesystemet for at opfylde målet om at
fremme og skabe et velfungerende indre marked og for at lette erhvervelse og beskyttelse af
varemærker i Unionen til gavn for europæiske virksomheders, navnlig små og mellemstore
virksomheders, vækst og konkurrenceevne.
2. Hovedpunkter i lovforslaget
2.1. Lovforslagets anvendelsesområde
2.1.1. Gældende ret
Varemærkeloven indeholder ikke en indledende bestemmelse, der fastlægger lovens
anvendelsesområde. Den gældende varemærkelov, jf. lovebekendtgørelse nr. 223 af 26. februar 2017,
er oprindeligt fra 1991, hvor den som ny hovedlov gennemførte varemærkedirektiv 89/104/EØF.
Varemærkeloven omfatter alene
’traditionelle’
varemærker, idet fællesmærker i form af
kollektivmærker og garantimærker er reguleret i en særskilt lov om fællesmærker fra 1991.
Fællesmærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 103 af 24. januar 2012, henviser i vidt omfang til
varemærkeloven, jf. lovens § 2. Fællesmærker er med en enkelt bestemmelse omfattet af
varemærkedirektiv 89/104/EØF.
2.1.2. Direktivet
Det nye varemærkedirektiv fra 2015 finder ifølge artikel 1 anvendelse på ethvert varemærke for varer
og tjenesteydelser, der er genstand for registrering eller en ansøgning om registrering i en medlemsstat
som et individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke.
2.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
25
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
I direktivets artikel 1 fastlægges direktivets anvendelsesområde. Det findes hensigtsmæssigt at benytte
en tilsvarende systematik i varemærkeloven, således at varemærkelovens anvendelsesområde
fastlægges i lovens indledende bestemmelse. Det foreslås derfor, at direktivets artikel 1 bliver
gennemført med den foreslåede nyaffattelse af lovens § 1. Den foreslåede nyaffattelse af § 1 skal ses i
sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af lovens § 1 a om definitioner, hvoraf fremgår, at et
varemærke kan være et individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et
kollektivmærke.
Den foreslåede nyaffattelse af § 1, er mere omfattende end direktivets artikel 1, idet § 1 tillige omfatter
varemærkerettigheder stiftet ved brug og internationale varemærkeregistreringer med virkning for
Danmark.
Ifølge præambelbetragtning nr. 11 griber direktivet ikke ind i medlemsstaternes mulighed for at
beskytte varemærker erhvervet ved brug. Der lægges med lovforslaget op til, at varemærkerettigheder
fortsat kan stiftes ved brug i Danmark, dog bliver det præciseret, at brugen skal have et omfang, der er
af mere end lokal betydning. Der henvises nærmere til afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger herom.
Internationale varemærkeregistreringer, som skal have virkning i Danmark, bliver i vidt omfang
behandlet efter de nationale regler i Danmark, ligesom de har virkning som et tilsvarende nationalt
varemærke, når de er blevet gyldige i Danmark. Det er derfor vurderingen, at de internationale
varemærkeregistreringer med gyldighed her i landet bør indgå i opregningen af varemærkelovens
anvendelsesområde.
På den baggrund er det i den foreslåede nyaffattelse af § 1 fastsat, at loven finder anvendelse på
ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for registrering eller ansøgning om
registrering, eller som der stiftes rettigheder til ved brug, samt internationale varemærkeregistreringer
med retsvirkning her i landet.
2.2. Definitioner
2.2.1. Gældende ret
Den gældende varemærkelov indeholder i § 1 en definition af varemærker. Ifølge bestemmelsen
forstås ved varemærker særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller agtes
benyttet i en erhvervsvirksomhed.
Fællesmærkeloven indeholder ligeledes definitioner i § 1. Ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 1, udgør
et fællesmærke et kollektivmærke eller et garantimærke. Et kollektivmærke er ifølge bestemmelsens
stk. 2 et særligt kendetegn, der tilhører en forening af erhvervsdrivende, og som dens medlemmer
benytter eller agter at benytte til varer eller tjenesteydelser. Et garantimærke er ifølge bestemmelsens
stk. 3 et særligt kendetegn, der tilhører en juridisk person, der fører kontrol med eller fastsætter normer
for varer eller tjenesteydelser, og som benyttes eller agtes benyttet til de varer eller tjenesteydelser, der
er genstand for kontrol, eller for hvilke normer er fastsat.
2.2.2. Direktivet
En definition af et varemærke fremgår implicit af direktivets artikel 1 om direktivets
anvendelsesområde. Ifølge denne bestemmelse kan et varemærke bestå af et individuelt varemærke, et
garanti- eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke.
Direktivet indeholder endvidere i artikel 27 en definition af begreberne ’garanti-
eller
certificeringsmærke’ og ’kollektivmærke’.
Ifølge artikel 27 forstås ved et garanti- eller certificeringsmærke et varemærke, der er beskrevet som
sådant, når der ansøges om mærket, og mærket er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er
certificeret af varemærkeindehaveren med hensyn til materiale, metode for fremstilling af varer eller
26
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber af varer og tjenesteydelser, der
ikke er således certificeret.
Ved et kollektivmærke forstås ifølge artikel 27 et varemærke, der er beskrevet som sådant, når der
ansøges om mærket, og mærket er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der hidrører fra
medlemmerne af en sammenslutning, som er indehaver af mærket, fra andre virksomheders varer eller
tjenesteydelser.
Direktivet
indeholder i artikel 2 endvidere en definition af begreberne ”kontor” og
”varemærkeregister”, som benyttes i direktivet.
2.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Erhvervsministeriet finder det nyttigt af hensyn til brugerne af varemærkesystemet, at reguleringen af
varemærker indeholder en definition af vigtige termer. Det foreslås derfor, at begreberne varemærke,
individuelt varemærke, garanti- eller certificeringsmærke samt kollektivmærke bliver defineret i
lovens indledende bestemmelser med den foreslåede nyaffattelse af § 1 a.
Den foreslåede definition af disse begreber svarer til beskrivelsen af begreberne i direktivets artikel 1
og 27. Definitionen af garanti- eller certificeringsmærke afviger særligt fra gældende ret derved, at der
efter den foreslåede nyaffattelse af § 1 b, stk. 2, stilles krav om, at indehaveren ikke udøver en
erhvervsvirksomhed, der omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der certificeres
ved brugen af mærket.
Denne skærpelse af kravet til, hvem der kan være indehaver af et garanti- eller certificeringsmærke,
indebærer, at der kan være registrerede fællesmærker, der kan komme i fare for at kunne erklæres
ugyldige efter den foreslåede nyaffattelse af § 28.
For at sikre at rettigheder til varemærker, der er registeret som garantimærker efter den gældende
fællesmærkelov af personer eller virksomheder, der ikke vil leve op til kravet i den foreslåede
nyaffattelse af § 1 b, stk. 2, er det i lovforslaget fastsat, at erhvervsministeren kan fastsætte
bestemmelser om fællesmærkers overgang til individuelle varemærker.
Lovforslaget adskiller sig endvidere fra den hidtil gældende retsstilling vedrørende garantimærker
derved, at der i lovforslaget ikke stilles krav om, at indehaveren skal kunne fastsætte normer på den
pågældende branches vegne. Dog følger det af den foreslåede nyaffattelse af § 27, at varemærkeretten
fortabes, hvis indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre, at mærket anvendes på
en måde, der er uforenelig med de bestemmelser, der er fastsat for mærkets benyttelse.
Det foreslås ligeledes, at begreberne designering, varemærkeregister og Niceklassifikationen bliver
fastlagt i § 1 a.
En designering af Danmark i en international varemærkeregistrering betyder, at rettighedshaver har
udpeget (designeret) Danmark med henblik på, at det internationale varemærke, der er registreret af
den internationale varemærkemyndighed World Intellectual Property Organization (WIPO), får
gyldighed i Danmark.
Ved varemærkeregisteret forstås det register, som Patent- og Varemærkestyrelsen fører over ansøgte
og registrerede varemærker. Registeret indeholder oplysninger om nationale individuelle varemærker,
garanti- eller certificeringsmærke, kollektivmærker samt internationale varemærker med gyldighed for
Danmark. Registeret består i praksis af styrelsens digitale sagsbehandlingssystem, hvorfra en række
oplysninger bliver offentliggjort.
Niceklassifikationen benyttes i lovforslaget som er en betegnelse for det klassificeringssystem, der er
fastlagt ved den internationale konvention om klassificering af varer og tjenesteydelser fra 15. juni
27
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1957, benævnt Nicearrangementet vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser
til brug ved registrering af varemærker.
2.3. Stiftelse af varemærkeret
2.3.1. Gældende ret
Den gældende varemærkelovs § 3 fastslår, at en varemærkeret kan stiftes enten ved registrering eller
ibrugtagning her i landet.
Derudover fremgår det af lovens § 51, at varemærker, der er registreret som internationale varemærker
efter Madridprotokollen, og hvori Danmark er designeret, har samme retsvirkning som hvis mærket
var ansøgt og registreret her i landet.
Endvidere fremgår det af lovens § 15, stk. 2, nr. 4, og Pariserkonventionens artikel 6 b, at der tillige
opnås varemærkeret, når et varemærke er vitterligt kendt her i landet.
Endelig fremgår det af fællesmærkelovens § 2, at varemærkelovens regler gælder for fællesmærker i
det omfang, de efter deres beskaffenhed kan finde anvendelse, ligesom det fremgår af § 4, at
fællesmærker kan registreres.
2.3.2. Direktivet
Af direktivets artikel 1 om direktivets anvendelsesområde fremgår, at direktivet finder anvendelse på
varemærker, der er genstand for registrering eller en ansøgning om registrering i en medlemsstat.
Direktivet regulerer således ikke varemærkerettigheder stiftet ved brug.
Det fremgår ligeledes af præambelbetragtning nr. 11, at direktivet ikke bør gribe ind i
medlemsstaternes fortsatte mulighed for at beskytte varemærker erhvervet ved brug. Direktivet bør
ifølge denne betragtning kun indeholde bestemmelser om disse varemærker, for så vidt angår deres
forhold til varemærker erhvervet ved registrering.
2.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Erhvervsministeriet finder det nyttigt at samle bestemmelserne om stiftelse af varemærkeret i én
bestemmelse, der således skal favne varemærkerettigheder stiftet gennem en dansk
varemærkeregistrering, ibrugtagning af varemærket her i landet og designeringer af Danmark af
internationale registreringer, samt sådanne rettigheder der stiftes efter Pariserkonventionens artikel 6 b
om vitterligt kendte varemærker.
Derudover er det fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at
’ibrugtagning’
af et varemærke ikke sigter på
enhver brug, men at der stilles visse krav til brugens intensitet, varighed og geografiske omfang, for at
brugen kan anses for at stifte en varemærkeret.
Adgangen til at stifte varemærkeret ved ibrugtagning er i domstolspraksis og administrativ praksis
bl.a. begrænset til de tilfælde, hvor brugen har mere end blot lokal betydning. Kravene til den
retsstiftende brug er endvidere i Højesterets dom af 21. marts 2000 i sag 456/1998 (U.2000.1351,
Elysium-dommen) udtrykt således, at presseomtale af et vist omfang kan udgøre en sådan brug, der
efter omstændighederne er egnet til at skabe bevis for varemærkerettens eksistens og omfang og til at
fastslå tidspunktet for rettens stiftelse, uden at der er risiko for antedatering eller proforma, på samme
måde som ved en registrering af retten.
For at afspejle disse krav til brugen af varemærket indeholder den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1,
nr. 3, den præcisering, at brugen af varemærket skal være af mere end lokal betydning, før brugen i sig
selv kan anses for at stifte en varemærkeret.
2.4. Rettigheder knyttet til et varemærke
28
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
2.4.1. Gældende ret
Den gældende varemærkelovs § 4, der implementerer artikel 5 i varemærkedirektiv 89/104/EØF,
fastsætter varemærkerettens indhold, dvs. varemærkeindehaverens ret til at forbyde, at tredjemand gør
brug af varemærket.
Således fastslår den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 1, at varemærkeindehaveren kan forbyde, at
tredjemand gør erhvervsmæssig brug af tegn, der er identiske med varemærket, for varer eller
tjenesteydelser, der er identiske med de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket
(dobbeltidentitet).
Endvidere fastslår den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 2, at en varemærkeindehaver kan forbyde
tredjemands brug af et tegn, der ligner varemærket, når tegnet anvendes for de samme eller lignende
varer, og denne brug medfører en risiko for forveksling, herunder at der antages en forbindelse mellem
mærkerne.
Endelig fastslår den gældende lovs § 4, stk. 2, at en indehaver af et velkendt varemærke kan forbyde
tredjemands brug af et lignende tegn, også når tegnet anvendes for varer eller tjenesteydelser af anden
art end dem, for hvilket varemærket er velkendt, når brugen af tegnet vil kunne medføre en utilbørlig
udnyttelse af eller skade på det velkendte varemærkes særpræg eller renommé.
Den gældende lovs § 4, stk. 2, adskiller sig i sin ordlyd fra artikel 5 i varemærkedirektiv 89/104/EØF
bl.a. derved, at loven ikke indeholder formuleringen ”uden skellig grund”.
Endvidere har bestemmelsen om beskyttelsen af velkendte varemærker været genstand for en række
præjudicielle afgørelser fra EU-domstolen, herunder bl.a. C-375/97 - General Motors, C-292/00 -
Davidoff, C-408/01 - Adidas-Salomon og Adidas Benelux, C-48/05 - Adam Opel, C-102/07 - Adidas
og adidas Benelux, C-252/07 - Intel Corporation, C-301/07 - PAGO International, C-487/07 - L'Oréal
m.fl., C-323/09 - Interflora og Interflora British Unit og C-65/12 - Leidseplein Beheer og de Vries.
Varemærkedirektivets bestemmelse om beskyttelsen af velkendte varemærker har af EU-domstolen
bl.a. været fortolket således, at bestemmelsen ikke alene omfatter situationer, hvor tredjemand
anvender det samme eller lignende tegn for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvilket
varemærket er velkendt, men også situationer hvor der er tale om varer eller tjenesteydelser af samme
art. Endvidere er det en betingelse for anvendelsen af bestemmelsen, at brugen af tegnet er sket uden
skellig grund.
Derudover fremgår det af den gældende varemærkelovs § 11, at varemærkeindehaveren kan kræve, at
gengivelser af varemærket i eksempelvis leksika, håndbøger og lærebøger ikke sker uden angivelse af,
at der er tale om et registreret varemærke.
Endvidere begrænses varemærkeindehaverens forbudsret i den gældende varemærkelovs § 5, der
implementerer artikel 6 i varemærkedirektiv 89/104/EØF. Således er det bl.a. fastsat i bestemmelsen,
at en varemærkeindehaver ikke kan forbyde, at tredjemand gør erhvervsmæssig brug af eget navn, når
denne brug i øvrigt er i overensstemmelse med god markedsføringsskik. I den forbindelse har brug af
”eget navn” i EU-domstolens
praksis været fortolket således, at bestemmelsen ikke er begrænset til
personnavne, men tillige omfatter virksomhedsnavne, jf. hertil C-245/02
–
Anheuser-Busch og C-
17/06
–
Céline.
Hverken den gældende varemærkelov eller varemærkedirektiv 89/104/EØF indeholder bestemmelser,
der specifikt regulerer rettighedshaveres adgang til at gøre indgreb over for varer i transit, ligesom der
heller ikke heri er fastsat bestemmelser om varemærkeindehaverens mulighed for at gøre indgreb over
for emballage, etiketter m.v., hvorpå varemærket er anbragt.
2.4.2. Direktivet
29
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Direktivets artikel 10, stk. 1-3, viderefører
–
med en mindre præcisering
–
artikel 5 i
varemærkedirektiv 89/104/EØF. Præciseringen består i, at der i artikel 10, stk. 2, litra c, er sket en
kodificering af EU-domstolens praksis om, at bestemmelsen ikke alene finder anvendelse i situationer,
hvor der er tale om varer eller tjenesteydelser af anden art, men også når der er tale om varer eller
tjenesteydelser af lignende eller samme art.
Endvidere er der i bestemmelsens stk. 3 sket en udbygning af eksemplerne på de typer af brug af
varemærket, som varemærkeindehaveren kan forbyde. Således er tilføjet, at den forbudsret, der følger
af stk. 2, også omfatter situationer, hvor tegnet anvendes som handels- eller firmanavn eller en del af
et handels- eller firmanavn. Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 19, at begrebet
”krænkelse af et varemærke” bør omfatte anvendelse af tegnet som et handelsnavn eller lignende
betegnelse, når en sådan anvendelse foretages med henblik på at adskille varer eller tjenesteydelser.
Denne tilgang er også i overensstemmelse med EU-domstolens fortolkning af rækkevidden af artikel 5
i varemærkedirektiv 89/104/EØF, jf. C-17/06
–
Céline.
Endelig er der i eksemplerne i artikel 10, stk. 3, henvist til, at forbudsretten fastlagt i stk. 2 tillige
finder anvendelse, når tegnet er anvendt i sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med
direktiv 2006/114/EF.
Derudover indeholder direktivet en ny bestemmelse i artikel 10, stk. 4, der vedrører
varemærkeindehaverens mulighed for at gribe ind over for varer i transit. Formålet med bestemmelsen
er at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæmpe varemærkeforfalskning mere effektivt. Bestemmelsen
skal fortolkes i overensstemmelse med medlemsstaternes internationale forpligtelser inden for
rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO), navnlig artikel V i den almindelige overenskomst
om told og udenrigshandel om transitfrihed og, med hensyn til generiske lægemidler, ”erklæringen om
TRIPS-aftalen
og folkesundhed”, der blev vedtaget af WTO-ministerkonferencen
i Doha den 14.
november 2001. Bestemmelsen giver indehaveren af et varemærke ret til at forhindre, at tredjemand i
erhvervsmæssigt øjemed fører varer ind i den medlemsstat, hvor varemærket er registreret, uden at
disse overgår til fri omsætning dér, hvis sådanne varer kommer fra tredjelande og uden tilladelse er
forsynet med et varemærke, som er identisk eller i det væsentlige er identisk med det varemærke, der
er registreret for sådanne varer.
Bestemmelsen indebærer, at varemærkeindehavere kan forhindre indførsel af krænkende varer og
placering heraf i alle toldsituationer, herunder navnlig transit, omladning, oplagring, frizoner,
midlertidig opbevaring, aktiv forædling eller midlertidig indførsel, også når varerne ikke er bestemt til
at blive markedsført i den pågældende medlemsstat. Ved udførelsen af toldkontroller skal
toldmyndighederne anvende de beføjelser og procedurer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle
ejendomsrettigheder, også på anmodning af rettighedshaverne, og toldmyndighederne bør navnlig
udføre den relevante kontrol på grundlag af risikoanalysekriterier.
For at undgå hindringer for den frie handel med lovlige varer bortfalder varemærkeindehaverens
rettigheder efter bestemmelsen, hvis klarereren eller ihændehaveren af varerne under den efterfølgende
retssag om varemærkets krænkelse kan bevise, at indehaveren af det registrerede varemærke ikke har
ret til at forbyde markedsføringen af varerne i det endelige bestemmelsesland. Det følger af artikel 28 i
forordning (EU) nr. 608/2013, at en rettighedshaver er erstatningsansvarlig over for ihændehaveren af
varerne, hvis det bl.a. senere fastslås, at de pågældende varer ikke krænker en intellektuel
ejendomsrettighed.
Endvidere er der i direktivets artikel 11 indsat en ny bestemmelse, der fastslår, at en
varemærkeindehaver kan forbyde forberedende handlinger i form af anbringelse af varemærket på
emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter, udstyr eller andre midler, hvorpå
varemærket kan anbringes, og udbud eller markedsføring af sådanne, eller oplagring med dette formål,
samt import eller eksport heraf. Også denne bestemmelse sigter på at bekæmpe
varemærkeforfalskning mere effektivt.
30
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Derudover er det i direktivets artikel 12 præciseret, at varemærkeindehaverens ret til i leksika,
encyklopædier og lignende opslagsværker at få anført, at tegnet er et registreret varemærke, når tegnet
i øvrigt er indført i opslagsværket og giver indtryk af, at der er tale om et generisk tegn, også omfatter
elektroniske opslagsværker. Det er i den forbindelse præciseret, at udgiveren af værket hurtigst muligt
skal anføre dette, når opslagsværket er elektronisk, hvorimod det, når opslagsværket foreligger i trykt
form, senest skal fremgå af den næste udgave af værket.
Med hensyn til begrænsningerne i varemærkets retsvirkninger, er det i direktivets artikel 14
præciseret, at undtagelsen om brug af ”eget navn” alene omfatter navne på fysiske personer og ikke
virksomhedsnavne. Derudover er det i bestemmelsen i artikel 14, 1, litra b, i tillæg til henvisningen til
de deskriptive tegn tilføjet, at varemærkeindehaverens forbudsret ikke omfatter, at tredjemand i
overensstemmelse med god markedsføringsskik anvender tegn, der er ”uden særpræg”.
2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
De ændringer, der er foretaget i direktivet vedrørende varemærkers beskyttelse, er efter
Erhvervsministeriets opfattelse velbegrundede og opfylder en række af erhvervslivets behov.
Det foreslås således med den nyaffattede § 4, stk. 2, nr. 3, at ordlyden af bestemmelsen om beskyttelse
af velkendte varemærker bringes i overensstemmelse med bestemmelsens reelle rækkevidde, som
denne er fortolket af EU-domstolen, ved at det mere klart fremgår heraf, at bestemmelsen tillige finder
anvendelse, når der er lighed eller sammenfald af varer eller tjenesteydelser. Præciseringen indebærer
ikke ændringer i den gældende retstilstand, men bidrager alene til at skabe mere klarhed om
bestemmelsens anvendelsesområde.
Endvidere foreslås det i den nyaffattede § 4, stk. 3, nr. 4, at EU-domstolens praksis vedrørende
forholdet mellem varemærker og virksomhedsnavne, som denne bl.a. er kommet til udtryk i C-17/06
–
Céline, afspejles ved, at der i eksemplificeringen af hvilke typer af brug, der kan udgøre en
varemærkekrænkelse, henvises til brug af tegnet i forbindelse med varer og tjenesteydelser som
”handels- og firmanavn”. I tråd hermed er det i
den foreslåede nyaffattelse af § 10, stk. 1, nr. 1,
foreslået, at adgangen til at
påberåbe sig brugen af ”eget navn” som undtagelse til
varemærkebeskyttelsen begrænses til tilfælde, hvor navnet er et personnavn. Disse ændringer er med
til at sikre et afbalanceret forhold mellem varemærker og virksomhedsnavne, således at disse to typer
af forretningskendetegn i deres indbyrdes forhold beskyttes på lige vilkår og under ensartede
omstændigheder.
Den foreslåede udvidelse af beskyttelsen af varemærker i den foreslåede nyaffattelse af § 5, stk. 1 og
2, der implementerer direktivets artikel 10, stk. 4, hvorefter varemærkebeskyttelsen foreslås også at
omfatte muligheden for at gøre indgreb over for varer i transit, har til formål at medvirke til at dæmme
op for og bekæmpe varemærkeforfalskning.
Bestemmelsen om muligheden for at gøre indgreb mod varer i transit skal endvidere ses i
sammenhæng med, at det i den foreslåede nyaffattelse af § 5, stk. 3, der implementerer direktivets
artikel 11, er foreslået at varemærkeindehavere gives mulighed for at gribe ind over for forberedende
handlinger og dermed forhindre, at varemærkeforfalskede produkter bringes på markedet.
De to forslag om mulighederne for indgreb over for varer i transit og forberedende handlinger skal ses
i lyset af, at det i OECD’s og EUIPO's rapport om de økonomiske konsekvenser af handlen med
kopivarer bl.a. blev konkluderet, at varemærkeforfalskede produkter udgjorde 5% af EU’s samlede
import af varer i 2013.
Hertil kommer, at det i EUIPO’s
og EUROPOL’s fællesrapport ”Situationsrapport om forfalskning og
piratkopiering i Den Europæiske
Union 2017” bl.a. bekræftes, at IPR-krænkelser
er en vigtig
indtægtskilde for organiserede kriminelle grupper, der ofte også er involveret i andre former for
kriminalitet, som f.eks. narkotikahandel, bedrageri med punktafgifter, menneskesmugling eller
31
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
pengehvidvaskning. Derudover konkluderes det, at varemærkeforfalskede produkter ikke alene er
potentielt skadelige, når det gælder EU-borgernes sundhed og sikkerhed, men også i forhold til
miljøet. Det konkluderes ligeledes, at de skader lovlige økonomier, er årsag til færre indtægter for de
berørte virksomheder, medfører faldende salg af originalprodukter og tab af job.
Endvidere henvises der i EUIPO’s
og OECD’s fællesrapport ”Mapping the Real Routes of Trade in
Fake Goods” fra juni 2017 til, at en af de fremgangsmåder, der i dag anvendes for at undgå indgreb
over for varemærkeforfalskede varer er, at produkterne, deres emballage, etiketter og lignende
transporteres separat og først samles til det varemærkeforfalskede produkt, når alle dele har nået
destinationslandet.
De foreslåede bestemmelser i den nyaffattede § 5, stk. 1-3 imødekommer således et aktuelt og
veldokumenteret behov for, at rettighedshavere og toldmyndigheder gives bedre redskaber til at gribe
ind over for varemærkeforfalskede produkter, inden disse bringes i omsætning i Danmark.
2.5. Tegn, der kan udgøre et varemærke
2.5.1. Gældende ret
Den gældende varemærkelovs § 2, stk. 1, der implementerer artikel 2 i varemærkedirektiv
89/104/EØF, fastslår hvilke tegn, der kan udgøre et varemærke.
Af den nugældende bestemmelse fremgår, at et varemærke kan bestå af alle arter tegn, der er egnet til
at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders, og som kan gengives
grafisk, navnlig ord og ordforbindelser, herunder slogans, personnavne, firmanavne eller navne på
faste ejendomme, bogstaver og tal, figurer og afbildninger, eller varens form, udstyr eller emballage.
2.5.2. Direktivet
Med det nye varemærkedirektiv (EU) 2015/2436 er der sket en re-definition af hvilke tegn, der kan
udgøre et varemærke, idet særligt henvisningen til, at tegnet skal kunne gengives grafisk, er fjernet.
Ændringen imødekommer et behov for, at også tegn, der ikke eller kun vanskeligt kan gengives
grafisk, eller som mere hensigtsmæssigt gengives på anden vis, herunder i form af lydfiler eller
filmklip, tillige kan opnå beskyttelse som varemærke.
Kravet om ”grafisk gengivelse” har været genstand
for en række præjudicielle afgørelser fra EU-
domstolen, herunder bl.a. C-273/00
–
Sieckmann, hvori det bl.a. er fastslået, at en gengivelse af et
registreret varemærke af retssikkerhedsmæssige hensyn skal være klar og præcis, skal kunne stå alene,
og være let tilgængelig, forståelig, bestandig og objektiv.
For at sikre at dette overordnede retssikkerhedsmæssige hensyn ikke tilsidesættes ved fjernelsen af
kravet om grafisk gengivelse, er der i varemærkedirektivets artikel 3, stk. 1, litra b, henvist til, at
gengivelsen skal gøre det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden at fastslå den klare
og præcise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes. Der er ligeledes i
præambelbetragtning nr. 13 henvist til, at det for at opnå retssikkerhed og sikre god forvaltning er
vigtigt at kræve, at tegnet er af en sådan art, at det kan gengives på en måde, der er klar, præcis, kan
stå alene, let tilgængelig, forståelig, bestandig og objektiv.
2.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
En fjernelse af kravet om grafisk gengivelse har længe været ønsket af brugere af
varemærkesystemerne i Danmark og EU, da kravet kan udgøre en hindring mod eller vanskeliggøre
opnåelsen af varemærkebeskyttelse gennem registrering af bl.a. lyde, eksempelvis i form af jingles
eller lignende, og bevæge- og multimediemærker, der ofte anvendes på elektroniske medier såsom
smartphones og computere samt på hjemmesider.
32
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Behovet for at fjerne kravet om grafisk gengivelse blev allerede forudset i forbindelse med
etableringen af Singapore-traktaten af 27. marts 2006 om varemærkeret, jf. bekendtgørelse nr. 2 af 7.
januar 2010 af Singapore-traktaten af 27. marts 2006 om varemærkeret, idet der i forskrifterne til
traktaten er åbnet mulighed for, at også lydfiler, filmklip m.m. kan udgøre et registreret varemærke.
Ændringen i direktivet afspejler således et længe erkendt behov for at kunne registrere tegn som
varemærke, der ikke eller kun vanskeligt kan gengives grafisk.
Fjernelsen af kravet om grafisk gengivelse og den dermed etablerede mulighed for at ansøge om
registrering af varemærker, der består eksempelvis i en lydfil eller et filmklip, stiller nye tekniske krav
til ansøgningsproceduren, føringen af et varemærkeregister, offentliggørelse af ansøgninger og
registreringer, udstedelse af registreringsbeviser og udveksling af data om varemærker mellem Patent-
og Varemærkestyrelsen og andre varemærkemyndigheder i EU og med World Intellectual Property
Organization (WIPO). Hertil kommer, at det af præambelbetragtning nr. 13 i varemærkedirektivet
fremgår, at gengivelsen af et tegn skal kunne ske under anvendelse af ”alment tilgængelig teknologi”.
For at der kan ske en løbende justering af kravene til gengivelsen af varemærker, der tager højde for
erhvervslivets behov og den teknologiske udvikling, finder Erhvervsministeriet det hensigtsmæssigt at
fastsætte en hjemmel for erhvervsministeren til at fastlægge de nærmere krav, der kan stilles til
gengivelsen af varemærker i ansøgninger og varemærkeregisteret. Det foreslås således i den
nyaffatede § 48, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, hvilke filtyper og deres maksimale
størrelse, der kan anvendes i varemærkeansøgninger, definere de mærketyper ansøgningerne kan
vedrøre, opstille krav om beskrivelser af varemærket, herunder krav om beskrivelse af farver i mærket,
samt fastlægge muligheden for og virkningen af, at et mærke er registreret uden farver (dvs.
varemærker i sort/hvid).
Bestemmelsen ændrer ikke på, at der kan stilles tilsvarende krav til de tegn, hvortil der efter den
foreslåede nyaffattelse af § 3 stiftes varemærkeret ved ibrugtagning, idet det af den foreslåede
nyaffattelse af § 3, stk. 3, fremgår, at der ikke ved brug kan stiftes varemærkeret til tegn, der efter sin
beskaffenhed er udelukket fra registrering. Således kan der alene stiftes varemærkeret ved
ibrugtagning til tegn, når tegnet gennem den skete brug kan identificeres med tilstrækkelig klarhed og
præcision.
Varemærkerettigheder, der stiftes ved brug, vil dog ikke være omfattet af de tekniske begrænsninger,
der fastsættes af Patent- og Varemærkestyrelsen i medfør af § 48, og som har til formål at sikre
føringen at et varemærkeregister og udvekslingen af data med andre varemærkemyndigheder. Det
retssikkerhedsmæssige hensyn, der ligger til grund for kravene til varemærkets gengivelse, og som
bl.a. følger af dommen C-273/00
–
Sieckmann, hvorefter det bl.a. skal kunne fastslås med tilstrækkelig
klarhed og præcision, hvad det beskyttede tegn er, vil dog fortsat skulle iagttages.
2.6. Absolutte hindringer for registrering
2.6.1. Gældende ret
I varemærkeloven sondres i dag ikke mellem absolutte og relative registreringshindringer. Dette
skyldes bl.a., at det ved lov nr. 1201 af 27. december 1996 i varemærkelovens § 48 blev henlagt til
erhvervsministeren at fastsætte de nærmere bestemmelser om varemærkeansøgninger og deres
behandling, herunder i hvilket omfang Patent- og Varemærkestyrelsen af egen drift skal påse, om
betingelserne for registrering af varemærket er til stede.
Denne ændring til varemærkeloven var bl.a. begrundet i, at selvom varemærkeloven foreskrev en
række registreringsbetingelser, havde Patent- og Varemærkestyrelsens undersøgelser heraf i realiteten
været begrænset, idet ikke alle registreringsbetingelser af rent praktiske grunde kunne påses. I
forbindelse med lovændringen blev særligt fremhævet de uregistrerede varemærker, firmanavne og
lignende kendetegn, som indehaverne selv måtte gøre gældende i form af indsigelser, ligesom der blev
henvist til en voldsom stigning i mængden af undersøgelsesmateriale og vanskelighederne ved at få
33
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
hurtig adgang til dette materiale. Det var således erkendt, at det var nødvendigt løbende at justere
omfanget af styrelsens undersøgelser, i hvilken forbindelse det bl.a. skulle tages i betragtning, at
undersøgelsesmaterialet i stigende omfang vil bestå af »uprøvede« rettigheder. Dette skyldes bl.a., at
danske selskabsnavne ikke undersøges fuldt ud af Erhvervsstyrelsen for forvekslelighed inden
registrering, og at EU-varemærker registreres af EUIPO uden endelig stillingtagen til eventuelle
konflikter med eksisterende mærker. Efter dagældende praksis udgjorde sådanne rettigheder, der ikke
var fuldt prøvede, registreringshindringer for ansøgte varemærker her i landet. Det fandtes derfor
uhensigtsmæssigt, at Patent- og Varemærkestyrelsen påså sådanne registreringshindringer, idet der
derved blev tillagt de uprøvede rettigheder en i mange tilfælde urimelig beskyttelse.
På denne baggrund blev det i § 5 i bekendtgørelse nr. 376 af 19. juni 1998 om ansøgning og
registrering m.v. af varemærker og fællesmærker fastsat, at Patent- og Varemærkestyrelsen ved
behandlingen af en varemærkeansøgning påser, at betingelserne i varemærkelovens § 13 og § 14, nr.
1-3, er opfyldt
– de såkaldte ”absolutte registreringshindringer” –
hvorimod det af bekendtgørelsens §
6, stk. 2, fremgår, at en ansøgning ikke kan afslås med henvisning til de registreringshindringer, som
er nævnt i varemærkelovens § 14, nr. 4-5, og § 15
– de såkaldte ”relative registreringshindringer”.
I § 8 i bekendtgørelse nr. 364 af 2. maj 2008, der er den nugældende bekendtgørelse om ansøgning og
registrering m.v. af varemærker og fællesmærker, er på tilsvarende vis fastsat, at bestemmelserne i
varemærkelovens § 13 og § 14, nr. 1-3 udgør absolutte registreringshindringer.
Varemærkelovens § 13 omhandler tegn uden særpræg, deskriptive tegn og tegn, der er blevet en
sædvanlig betegnelse for varen eller tjenesteydelsen, idet bestemmelsen fastslår, at sådanne tegn er
udelukket fra registrering.
Varemærkelovens § 14, nr. 1 og 2, omhandler tegn, som strider mod lov, den offentlige orden eller
sædelighed, eller som er egnet til at vildlede, idet også sådanne tegn er udelukket fra registrering.
Endelig omhandler varemærkelovens § 14, nr. 3, tegn, der er beskyttet efter Pariserkonventionens
artikel 6 c vedrørende beskyttelsen af statskendetegn m.m., samt andre tegn, emblemer og våben, som
har offentlig interesse. Også sådanne tegn er udelukket fra registrering, medmindre tilladelse hertil er
givet af en kompetent myndighed.
Hverken geografiske indikationer, ond tro eller plantesortsnavne er specifikt anført som
registreringshindringer i den gældende varemærkelov. I administrativ praksis anses varemærkelovens
§ 14. nr. 1, dog for at favne de geografiske indikationer, der beskyttes efter EU-lovgivning, herunder
internationale aftaler om beskyttelse heraf, hvor EU er part i aftalen.
Ligeledes anses plantesortsnavne, der er beskyttet efter EU-lovgivning og gennem dansk og
international lovgivning, for at være omfattet af kravet om, at et varemærke ikke må savne særpræg
eller være deskriptivt, jf. varemærkelovens § 13, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.
For så vidt angår ansøgninger
indgivet i ”ond tro” følger det af almindelige retsgrundsætninger, at der
ikke kan støttes ret på rettigheder, der er stiftet i ond tro. Såvel varemærkelovens § 14, nr. 1, som § 20
anses således for at kunne anvendes som afslags- eller ophævelsesgrund i tilfælde, hvor et varemærke
ansøges registreret eller er registreret i ond tro.
Ond tros-begrebet i varemærkeloven skal endvidere fortolkes i overensstemmelse med Højesterets
afgørelse af 3. april 2014 i sag 282/2009 og EU-domstolens afgørelser i bl.a. C-320/12 - Malaysia
Dairy Industries og C-529/07 -
Chocoladenfabriken Lindt & Sprüngli. ”Ond tro” i kontekst af
varemærkedirektivet anses af EU-domstolen for at udgøre et selvstændigt EU-retligt begreb, der skal
fortolkes ensartet i Unionen, jf. hertil C-320/12 - Malaysia Dairy Industries, præmis 29.
I varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) er endvidere i artikel 3, stk. 1, litra e, fastsat, at tegn,
der udelukkende består af en udformning, som følger enten af varens karakter, er nødvendig for at
34
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
opnå et teknisk resultat eller giver varen en væsentlig værdi, er udelukket fra registrering. Denne
bestemmelse er implementeret i den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2, og udgør i tillæg til de
ovenfor anførte absolutte registreringshindringer en hindring mod registrering af varemærker, der
udelukkende består i en gengivelse af varens form eller dennes emballage.
Ligeledes følger det af artikel 2 og 3, stk. 1, litra a, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), at
et tegn bl.a. skal opfylde kravene om, at tegnet skal have adskillelsesevne og skal kunne gengives
grafisk for at kunne udgøre et varemærke. Disse bestemmelser er implementeret i den gældende
varemærkelovs § 2, stk. 1, og § 20, og udgør tillige en hindring mod registrering af visse tegn som
varemærker.
2.6.2. Direktivet
Direktivets artikel 4 opregner de hindringer, der udgør ”absolutte registreringshindringer”, og som,
hvis varemærket er registreret, kan føre til registreringens ugyldiggørelse.
Bestemmelsen svarer i hovedtræk til artikel 3 i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), men af
nyskabelser kan nævnes, at ordlyden i bestemmelsens stk. 1, litra e, er ændret, således at ordene
”udformning” er ændret til ”formen eller en anden egenskab”.
Endvidere er i stk. 1, litra i-k, henvist til sådanne betegnelser, der i EU-lovgivningen og national
lovgivning samt gennem internationale aftaler beskyttes som oprindelsesbetegnelser og geografiske
betegnelser, som traditionelle benævnelser for vin samt som garanterede traditionelle specialiteter.
Endelig er i stk. 1, litra l, henvist til, at varemærker, der består af eller i deres væsentlige elementer
gengiver en ældre plantesortsbetegnelse, der er registreret i overensstemmelse med EU-lovgivningen,
national ret eller internationale aftaler, under visse betingelser er udelukket fra registrering.
2.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
De foreslåede nyaffattelser af §§ 13-14 svarer med visse tilføjelser til den gældende varemærkelovs §
2, stk. 2, § 13 og § 14, nr. 1-3. Udover disse bestemmelser er der i lovforslaget tilføjet de
bestemmelser, der fremgår af varemærkedirektivets artikel 4, stk. 1, litra a og i-l, samt stk. 2.
Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at direktivets artikel 4, stk. 1, litra a, implementeres i
den foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 1, idet det bør fremgå klart af varemærkeloven
–
og i
øvrigt henregnes til de absolutte registreringshindringer
–
at tegn, der ikke kan udgøre et varemærke,
heller ikke kan registreres. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af §
2, der fastslår hvilke tegn, der kan udgøre et varemærke, og den foreslåede nyaffattelse af § 16, der
fastslår, at Patent- og Varemærkestyrelsen ved behandling af varemærkeansøgninger påser, at bl.a.
betingelserne i §§ 2, 13 og 14 er opfyldt. Endvidere skal bestemmelsen ses i sammenhæng med den
foreslåede nyaffattelse af § 28, hvorefter varemærkeregistreringer, der er registreret i strid med
bestemmelserne i §§ 13 og 14 kan erklæres ugyldige. Bestemmelsen medfører ingen ændring i den
gældende retstilstand.
Den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 1, der implementerer varemærkedirektivets artikel 4, stk.
1, litra e, viderefører varemærkelovens § 2, stk. 2, med den ændring i ordlyden, at ”udformning”
ændres til
”form eller anden egenskab”. Ordlyden ”anden egenskab” tager bl.a. sigte på situationer,
hvor det ”tekniske resultat” tillige kan tilskrives
eksempelvis varens farve eller en effekt på varens
overflade, såsom at overfladen reflekterer lys eller lignende, eller hvor sådanne egenskaber kan siges
at følge af varens egen karakter eller giver varen en væsentlig værdi.
Denne tilføjelse til ordlyden skal bl.a. ses i lyset af, at EU-domstolen i sag C-205/13, Hauck, har
præciseret, at begrebet ”en udformning, hvorved varen får en væsentlig værdi” ikke kun kan
begrænses til vareudformninger, der udelukkende har en kunstnerisk eller dekorativ værdi, idet der
ellers opstår en risiko for, at de varer, der ud over et betydeligt æstetisk element har væsentlige
funktionelle egenskaber, ikke omfattes af begrebet. I dette sidstnævnte tilfælde ville den ret, som et
35
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
varemærke giver indehaveren, give monopol på varernes væsentlige egenskaber, hvilket ville
forhindre denne registreringshindring i fuldt ud at opfylde sit formål.
Tilføjelsen skal endvidere ses i lyset af, at der blandt EU-medlemsstaterne har hersket divergerende
opfattelser af, hvorvidt denne registreringshindring, og dermed den gældende varemærkelovs § 2, stk.
2, skal fortolkes således, at bestemmelsen også finder anvendelse på tegn, som består af formen af den
vare, for hvilken der er ansøgt om beskyttelse af en bestemt farve. Netop dette spørgsmål er indbragt
for EU-domstolen i sag C-163/16, Louboutin og Christian Louboutin, der fortsat afventer EU-
domstolens stillingtagen.
Med tilføjelsen ”andre egenskaber” er det således nu gjort klart, at bestemmelsens rækkevidde ikke er
begrænset til alene at vedrøre varens udformning, og at ethvert andet element ikke kan forhindre, at
bestemmelsen kan tages i anvendelse, når dette element i øvrigt følger af varens egen karakter, er
nødvendig for at opnå et teknisk resultat eller giver varen en væsentlig værdi.
Uagtet der blandt EU-medlemsstaterne har været divergerende opfattelser af rækkevidden af art. 3, stk.
1, litra e i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), er det Erhvervsministeriets opfattelse, at den
ændrede ordlyd i direktivets artikel 4, stk. 1, litra e, som er afspejlet i lovforslagets § 14, stk. 1, nr. 1,
blot er udtryk for såvel en præcisering som en kodificering af EU-domstolens praksis, og at der ikke
hermed er tiltænkt en ændring af den gældende retstilstand.
Med hensyn til den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 5-7, der implementerer direktivets artikel
4, stk. 1, litra i-k, bemærkes, at området for beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske
betegnelser er reguleret gennem EU-lovgivning, der allerede og i sig selv indeholder en forpligtelse for
medlemsstaterne til at afslå at registrere tegn, der krænker sådanne betegnelser, som varemærke.
Bestemmelserne medfører således ingen ændring af den gældende retstilstand.
Den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 8, om beskyttelse af plantesortsnavne implementerer
direktivets artikel 4, stk. 1, litra l. Der er fastlagt regler om beskyttelse af plantesortsrettigheder såvel i
dansk lovgivning, jf. bl.a. lovbekendtgørelse nr. 10 af 4. januar 2017 om plantenyheder og
bekendtgørelse nr. 942 af 11. august 2015 om plantesortsnavne, som i EU-lovgivning, jf. Rådets
forordning (EF) 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser, ligesom
rettigheder til plantenyheder med gyldighed for Danmark kan opnås gennem den internationale
ordning for registrering af plantenyheder efter Den Internationale Konvention om Beskyttelse af
Plantenyheder (UPOV), jf. bekendtgørelse nr. 128 af 10. december 1968 af international konvention af
2. december 1961 om beskyttelse af plantenyheder og bekendtgørelse nr. 56 af 13. juli 1989 om
ændringer af 23. oktober 1978 i konventionen af 2. december 1961 om beskyttelse af plantenyheder
(UPOV-konventionen).
Fælles for de nævnte regelsæt er bl.a., at en af betingelserne for opnåelse af rettigheder til en
plantenyhed er, at denne tildeles en plantesortsbetegnelse, der bl.a. skal være egnet til at udgøre en
generisk betegnelse for plantenyheden. Hertil kommer, at enhver, der i erhvervsmæssigt øjemed
udbyder eller overdrager sortsbestanddele af en beskyttet sort, ikke alene er forpligtet til at anvende
sortsbetegnelsen, når plantenyheden er beskyttet, men også er forpligtet til at anvende betegnelsen når
plantenyheden ikke længere i sig selv er beskyttet. Denne forpligtelse til at anvende plantesortsnavnet
indebærer, at der er et særligt behov for at friholde disse betegnelser fra registrering som varemærker.
Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at det særlige friholdelsesbehov, der gælder for
plantesortsnavne, kommer til udtryk i varemærkeloven gennem den foreslåede nyaffattelse af § 14,
stk. 1, nr. 8.
Af bestemmelsens ordlyd fremgår, at bestemmelsen har et begrænset anvendelsesområde, idet den er
begrænset til at finde anvendelse, når varemærket vedrører plantesorter af samme eller nært
beslægtede arter. At plantesortsbetegnelser anses for at udgøre generiske betegnelser indebærer, at
36
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
bestemmelserne om, at betegnelser uden særpræg eller beskrivende betegnelser, jf. den foreslåede
nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 2 og 3, fortsat vil kunne virke som afslagsgrund, når en
plantesortsbetegnelse ansøges registreret som varemærke for varer eller tjenesteydelser, der falder
uden for anvendelsesområdet for § 14, stk. 1, nr. 8. Bestemmelsen medfører således ingen ændring af
den gældende retstilstand.
2.7. Relative hindringer for registrering og søgningsrapporter
2.7.1. Gældende ret
Det fremgår i dag af § 9 i bekendtgørelse nr. 364 af 2. maj 2008 om ansøgning og registrering m.v. af
varemærker og fællesmærker (registreringsbekendtgørelsen), hvad
der anses for at udgøre ”relative
registreringshindringer”.
Til de relative registreringshindringer henregnes visse af de bestemmelser i varemærkeloven, der
vedrører tredjemands ældre rettigheder, nemlig ældre varemærker, jf. varemærkelovens § 15, stk. 1 og
2, og navnerettigheder, herunder virksomhedsnavne, personnavne og særegne ejendomsnavne, og
afbildninger af fastejendom, samt portrætter, jf. varemærkelovens § 14, nr. 4, samt særegne titler på
ophavsretligt beskyttede værker, ophavsret, design, brugsmodel, skorstensmærker og kontorflag, samt
enhver anden industriel ejendomsret, jf. varemærkelovens § 14, nr. 5.
Sondringen mellem absolutte og relative registreringshindringer har i den gældende varemærkelov og
registreringsbekendtgørelse alene relation til de hindringer, som Patent- og Varemærkestyrelsen kan
fremdrage
ex officio.
Til de absolutte og relative registreringshindringer henregnes således i dag
hverken de varemærkerettigheder, der alene er stiftet ved brug, eller dem som opnås, fordi varemærket
kan henregnes til de vitterligt kendte mærker, der er beskyttet efter Pariserkonventionens artikel 6 b.
Eksistensen af sådanne rettigheder og deres beskyttelsesomfang kan alene fastslås gennem
dokumentation for deres brug, hvorfor disse ikke bør være omfattet af styrelsens
undersøgelseskompetence. Derimod kan deres beskyttelse påberåbes i en indsigelsessag, jf.
varemærkelovens § 23, eller en sag om varemærkets ophævelse, jf. varemærkelovens §§ 29 og 30.
At registreringshindringerne
er ”relative” har ifølge registreringsbekendtgørelsens §§ 9 og 10 den
følge, at styrelsen informerer ansøgeren om de fundne ældre rettigheder. Det er herefter op til
ansøgeren at afgøre, om ansøgeren ønsker at trække ansøgningen tilbage, foretage ændringer i
ansøgningen, indhente samtykke fra tredjemand, eller blot lade varemærket registrere trods de
fremfundne ældre rettigheder.
Selvom Patent- og Varemærkestyrelsen således har fundet, at det ansøgte mærke kan udgøre en
krænkelse af visse ældre rettigheder, kan styrelsen ikke afslå at registrere varemærket alene med
baggrund i konflikten med de ældre rettigheder.
Denne ordning for registrering af varemærker blev indført efter en lovændring i 1996 (lov nr. 1201 af
27. december 1996). Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a. følgende:
”Hidtil har direktoratets undersøgelse af nye varemærkeansøgninger i princippet omfattet
samtlige registreringsbetingelser. Undersøgelsen har i realiteten været begrænset, idet ikke
alle registreringsbetingelser af rent praktiske grunde har kunnet påses. Her tænkes navnlig på
uregistrerede varemærker, firmanavne og lignende kendetegn, som indehaverne selv har
måttet gøre gældende i form af indsigelser. Alene den voldsomme stigning i mængden af
undersøgelsesmateriale og vanskelighederne ved at få hurtig adgang til dette materiale, gør
det nødvendigt løbende at justere omfanget af Patentdirektoratets undersøgelser. Hertil
kommer, at undersøgelsesmaterialet i stigende omfang vil bestå af »uprøvede« rettigheder.
Danske selskabsnavne undersøges ikke fuldt ud af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for
forvekslelighed inden registrering, og EF-varemærker registreres af Harmoniseringskontoret
uden endelig stillingtagen til eventuelle konflikter med eksisterende mærker. Efter gældende
37
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
praksis udgør sådanne, ikke fuldt prøvede rettigheder, imidlertid registreringshindringer for
ansøgte varemærker her i landet.
Det er uhensigtsmæssigt, at Patentdirektoratet påser sådanne registreringshindringer. Dels
tillægges de uprøvede rettigheder derigennem en i mange tilfælde urimelig beskyttelse. Dels
kan ansøger i stedet vælge at anvende EF-varemærkesystemet og derigennem få registreret
sit mærke med gyldighed for Danmark.
Det må forventes, at direktoratets sagsbehandling gradvist vil blive ændret, så den bringes på
linie med den praksis, der følges af Harmoniseringskontoret (EF-varemærkemyndigheden)
og af varemærkemyndighederne i bl.a. Frankrig og Østrig samt af Beneluxlandenes fælles
varemærkemyndighed. I disse systemer undersøges de absolutte registreringsbetingelser,
herunder om et ansøgt mærke har særpræg eller er vildledende. Det undersøges også, om der
findes eksisterende ansøgte eller registrerede varemærker, som et ansøgt mærke kan være
forveksleligt med. Ansøgeren bliver underrettet om resultatet, men kan herefter selv beslutte,
om mærket skal registreres, eller om undersøgelsesresultatet giver anledning til at ændre
ansøgningen, at trække den tilbage, eller at søge at få en aftale i stand med indehaverne af de
eksisterende varemærker.
En overgang til et lignende system i Danmark vil altså medføre, at en ansøgning ikke vil
blive afslået fra Patentdirektoratets side, fordi der findes eksisterende, forvekslelige
varemærker. En registrering kan efterfølgende blive ophævet, men det vil være op til
indehaverne af de ældre varemærker at gøre deres rettigheder gældende ved at nedlægge
indsigelse mod eller begære det yngre mærke ophævet.”
Lovændringen gav erhvervsministeren udvidede muligheder for at fastsætte de nærmere regler for
administrationen af varemærkeloven, og den ny registreringsordning med sondring mellem absolutte
og relative registreringshindringer blev indført i Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling med
bekendtgørelse nr. 376 af 19. juni 1998 om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og
fællesmærker, der har fungeret uændret siden den dagældende bekendtgørelses ikrafttræden den 1.
januar 1999.
Det er i den forbindelse fastsat i registreringsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, at Patent- og
Varemærkestyrelsen i behandlingen af varemærkeansøgninger foretager en søgning efter de relative
hindringer, der fremgår af varemærkelovens § 14, nr. 4 og 5, og § 15, stk. 1 og 2, samt at resultatet af
søgningen meddeles ansøgeren. Endvidere fremgår det af bestemmelsens stk. 2, at en ansøgning ikke
kan afslås med henvisning til de relative registreringshindringer.
Endelig skal ordningen for behandlingen af relative registreringshindringer ses i lyset af, at tredjemand
efter varemærkelovens § 23 først har adgang til at fremsætte indsigelse mod varemærket, når dette er
registreret og har været offentliggjort i Dansk Varemærketidende. Tredjemand har i den forbindelse
mulighed for at støtte indsigelsen på enhver af de typer af ældre rettigheder, der fremgår af
varemærkelovens §§ 14 og 15, og således også sådanne rettigheder, der ikke er omfattet af styrelsens
undersøgelseskompetence.
2.7.2. Direktivet
Direktivet sondrer i sin ordlyd mellem relative og absolutte registreringshindringer. De absolutte
registreringshindringer fremgår af direktivets artikel 4, og de relative registreringshindringer fremgår
af direktivets artikel 5.
Med hensyn til hvilke ældre rettigheder, der kan fastsættes som relative registreringshindringer i
national lovgivning, følger det af varemærkedirektivets artikel 5, at de relative hindringer som
minimum skal omfatte de typer af rettigheder og situationer, der fremgår af bestemmelsens stk. 1-3.
Disse bestemmelser omfatter først og fremmest registrerede varemærker, beskyttede
oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, men også beskyttelse af vitterligt kendte og
38
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
velkendte varemærker, samt beskyttelsen mod at en agent eller repræsentant registrerer
varemærkeindehaverens varemærke, jf. Pariserkonventionens artikel 6 g.
Derudover kan der i national lovgivning fastsættes bestemmelser om beskyttelse af bl.a. uregistrerede
varemærker, retten til et navn, et portræt, en ophavsret eller en industriel ejendomsret. Denne adgang
til at fastsætte bestemmelser om disse typer af rettigheder i national lovgivning, var tillige til stede i
artikel 4 i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation).
2.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at sondringen mellem absolutte og relative hindringer
fremgår eksplicit af varemærkeloven, og at disse hindringer samles i enkelte og let overskuelige
bestemmelser. Lovforslaget indeholder således i den foreslåede nyaffattelse af §§ 13 og 14 de
absolutte hindringer, der fremgår af direktivets artikel 4 og den gældende lovs § 2, stk. 2, samt §§ 13
og 14, ligesom de relative hindringer er indeholdt i den foreslåede nyaffattelse af § 15, som afspejler
de hindringer, der fremgår af direktivets artikel 5 og den gældende lovs §§ 14 og 15.
Som noget nyt indgår i den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 3, henvisningen til beskyttede
oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser som relative hindringer. Bestemmelsen
implementerer direktivets artikel 4, stk. 3, litra c, og den giver den, der ifølge den relevante lovgivning
har adgang til at udøve de rettigheder, som følger af en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller
geografisk betegnelse, mulighed for at fremsætte indsigelse mod ansøgte varemærker.
Ligeledes er det præciseret i den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 1, der implementerer
direktivets artikel 5, stk. 3, litra a, om velkendte mærker, at bestemmelsen kan finde anvendelse,
uanset om de omhandlede varer eller tjenesteydelser er identiske, ligner eller ikke ligner hinanden.
Endvidere er bestemmelsen i den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 2, omformuleret i forhold
til den gældende lovs § 15, stk. 3, nr. 3, for at præcisere, at bestemmelsen vedrører
Pariserkonventionens artikel 6 g om agenter eller repræsentanters registrering af
varemærkeindehaverens rettighed uden samtykke, og bestemmelsens ordlyd svarer nu til direktivets
artikel 5, stk. 3, litra b.
Bestemmelsen i den gældende lovs § 15, stk. 3, nr. 3, var oprindeligt tiltænkt at favne såvel den
nævnte ”agentregel” i Pariserkonventionen artikel 6 g og den fakultative bestemmelse om beskyttelse
af udenlandske varemærker i direktivets artikel 5, stk. 4, litra c. Sammenskrivningen af disse to
bestemmelser i en bestemmelse har dog vist sig uhensigtsmæssig, jf. Højesterets dom af 3. april 2014 i
sag 282/2009 og EU-domstolens præjudicielle afgørelse i sag C-320/12, Malaysia Dairy, hvorfor det
nu i lovforslaget er foreslået, at direktivets artikel 5, stk. 4, litra c, implementeres ordret i den
foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 10.
Endelig er der i lovforslaget sket en betydelig omorganisering og præcisering af ordlyden i den
gældendevaremærkelovs § 14, nr. 4. Denne bestemmelse vedrører i sin nugældende udformning såvel
virksomhedsnavne, personnavne, portrætter, særegne navne på fast ejendom og afbildninger heraf,
som hver især kan udgøre en hindring mod et registreret varemærke, når varemærket ”kan opfattes
som” et af de nævnte
typer af navne, portrætter eller afbildninger.
Formuleringen ”kan opfattes som” er særegen for varemærkeloven og genfindes ikke i hovedlovene
for de typer af navne, der nævnes i bestemmelsen, jf. navnelovens § 27, selskabslovens § 2, stk. 2, og
markedsføringslovens § 22. For at det gøres mere klart i varemærkeloven, at det er den underliggende
retsstilling, der i udgangspunktet er afgørende for, i hvilket omfang de nævnte typer af navne og
rettigheder kan udgøre hindringer mod registrering og brug af varemærker, er det i lovforslaget
foreslået, at bestemmelsen deles op, og at de enkelte navnetyper og rettigheder adresseres i separate
bestemmelser.
39
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Således er det i den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 5, litra b, foreslået præciseret, at et
varemærke alene anses for at krænke et virksomhedsnavn, der er registreret i Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR), når navnet og varemærket er identiske eller ligner hinanden, og
virksomhedsnavnet har været anvendt for varer eller tjenesteydelser, der er identiske med eller ligner
de varer eller tjenesteydelser, som varemærket vedrører, og der derved er en risiko for forveksling.
Ligeledes er det i bestemmelsens litra c foreslået præciseret, at virksomhedsnavne tillige er beskyttet
mod et varemærkes utilbørlige udnyttelse af eller skade på virksomhedsnavnets særpræg eller
renommé, når virksomhedsnavnet i øvrigt er velkendt.
Kravet om, at virksomhedsnavnet skal være anvendt for varer eller tjenesteydelser, skal ses i lyset af,
at det fremgår af bl.a. EU-domstolens præjudicielle afgørelse i C-17/06, Céline, at et virksomhedsnavn
alene kan anses for at krænke et varemærke, når virksomhedsnavnet har været anvendt for varer eller
tjenesteydelser.
Hertil kommer, at fastlæggelsen af den kendetegnsretlige retsstiftelse, herunder det
beskyttelsesomfang et virksomhedsnavn skal tildeles, ikke kan fastlægges alene ud fra de oplysninger,
der fremgår af CVR, idet oplysninger om branchekoder og -områder for virksomheder i CVR ikke har
til formål at fastlægge virksomhedsnavnets beskyttelsesomfang, og dels fordi måden, hvorpå disse
branchekoder og -områder ofte er formuleret, ikke kan anses for at leve op til de krav om klarhed og
præcision, der følger af EU-domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-307/10, Chartered Institute
of Patent Attorneys.
Endvidere er det i den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 7, foreslået præciseret, at personnavne
og portrætter kan udgøre en hindring mod varemærker, når disse i øvrigt kan forhindre, at varemærket
anvendes. Med præciseringen er det gjort klart, at registreringen af et varemærke kan hindres i samme
omfang som brugen af varemærket kan hindres.
I forhold til særegne navne på fast ejendom og afbildninger af fast ejendom, er der endvidere i
lovforslaget sket en præcisering af bestemmelsens anvendelsesområde, således at den i lovforslaget er
begrænset til at omfatte ejendomme, der er beliggende her i landet. Den hidtidige praksis for
beskyttelsen af ejendomsnavne og afbildninger af ejendomme, hvorefter også udenlandske ejendomme
er blevet anset for at være omfattet af bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4, skal
ses i lyset af, at der særligt i 1936-varemærkeloven og 1959-varemærkeloven blev lagt vægt på en for
Danmark speciel og særdeles udvidet fortolkning af Pariserkonventionens artikel 8.
Pariserkonventionen blev således tolket på en måde, hvorefter udenlandske varemærker,
virksomhedsnavne og ejendomsnavne blev anset for at være beskyttet her i landet, uagtet sådanne
hverken var registreret eller anvendt i Danmark. Denne meget vidtgående fortolkning af
Pariserkonventionen og tilgang til beskyttelse af udenlandske varemærker og virksomhedsnavne er for
længst blevet forladt, og den bør efter Erhvervsministeriets opfattelse også nu forlades i forhold til
ejendomsnavne og afbildninger af fast ejendom.
Om Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af varemærkeansøgninger er det i den foreslåede
nyaffattelse af § 17 foreslået, at styrelsen i forhold til udarbejdelsen af søgningsrapporter over relative
hindringer alene skal foretage søgninger efter ældre ansøgte og registrerede varemærker. Den
foreslåede begrænsning i styrelsens søgninger efter relative hindringer har sin begrundelse i, at
styrelsen ikke kan foretage søgninger efter ældre kendetegnsrettigheder, hvis stiftelsestidspunkt,
fortsatte beskyttelse og konkrete beskyttelsesomfang alene kan fastslås gennem dokumentation for den
brug, der er gjort af kendetegnet. En sådan begrænsning gør sig særligt gældende i forhold til
virksomhedsnavne, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 5, og de uregistrerede
varemærker, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 3, nr. 4.
Brugere af varemærkesystemet har i den forbindelse udtrykt ønske om, at Patent- og
Varemærkestyrelsen begrænser søgningerne efter ældre rettigheder til rettighedstyper, hvor
søgningerne kan foretages på et mere sikkert grundlag. Det er i den forbindelse blevet fremhævet, at
der består en betydelig usikkerhed ved styrelsens fremdragelse af rettigheder, der ikke er registeret i et
40
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
register, eksempelvis ophavsret, ejendomsnavne, afbildninger af fast ejendom, personnavne og
portrætter, ligesom søgninger efter og fremdragelse i søgningsrapporter af rettigheder, der registreres
med en begrænset prøvning, såsom design, kan give ansøgere et misvisende billede af den reelle
retstilstand og dermed ansøgerens retsstilling overfor sådanne fremdragne rettigheder.
Selvom lovforslaget med den foreslåede nyaffattelse af § 17 begrænser Patent- og
Varemærkestyrelsens søgningsrapporter til alene at omfatte ældre, registrerede varemærker, kan de
øvrige relative hindringer fortsat påberåbes som grundlag for en indsigelse, jf. den foreslåede
nyaffattelse af § 19.
Efter ønske udtrykt af visse af brugerne af varemærkesystemet er det endvidere med den nyaffattede §
11 foreslået, at ansøgere ved ansøgningens indgivelse får tre valgmuligheder for ansøgningens
behandling ved Patent- og Varemærkestyrelsen. Således er det foreslået, at ansøgere skal kunne vælge
mellem blot at modtage en søgningsrapport vedrørende ældre, registrerede varemærker, således som
disse hidtil har været udfærdiget, eller
–
i tillæg hertil og mod betaling af et tillægsgebyr
–
at modtage
en nærmere begrundet søgningsrapport. I en nærmere begrundet søgningsrapport giver styrelsen
nærmere oplysninger om årsagen til, at styrelsen har fundet det relevant at fremdrage de ældre
varemærkeregistreringer. Endvidere er det i den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 3 foreslået, at
ansøgere helt skal kunne fravælge, at der udarbejdes en søgningsrapport.
Muligheden for at modtage en nærmere begrundet søgningsrapport kan være særligt relevant for de
små og mellemstore virksomheder, der har et ønske om at modtage mere specifik information om
årsagen til, at de ældre varemærkerettigheder er blevet fremdraget. Formålet med denne information er
at sætte ansøgeren bedre i stand til at vurdere, hvordan ansøgeren kan eller bør forholde sig til de
fremdragne ældre rettigheder, for derigennem at undgå bekostelige krænkelsessager.
Muligheden for helt at fravælge at modtage en søgningsrapport, kendes allerede i dag fra EU-
varemærkesystemet, hvor ansøgere kan vælge at indgive en ”Fast Track”-ansøgning.
Til denne
ordning er i EU-varemærkesystemet endvidere knyttet visse betingelser, herunder at ansøgeren i
ansøgningens varefortegnelse alene anvender de forud godkendte termer, der indgår i den
harmoniserede database over varer og tjenesteydelser (TMclass), og at ansøgningen indgives gennem
EUIPO’s e-ansøgning.
Ordningen med en ”Fast Track” model er særligt tiltænkt de mere erfarne
brugere af
varemærkesystemet, eller dem der er repræsenteret af en rådgiver med særlige kompetencer inden for
kendetegnsret. Disse brugere eller deres repræsentanter har ofte foretaget søgninger efter ældre
rettigheder inden indgivelsen af ansøgningen, og de har derfor ikke et særskilt behov for hverken at
modtage en søgningsrapport eller en nærmere specificeret begrundelse i forbindelse hermed. Derimod
er en hurtigere og effektiv sagsbehandling ofte af større betydning for disse brugere.
For at imødekomme dette behov og for at sikre at målet om hurtigere og mere effektiv sagsbehandling
kan opnås uden behov for et yderligere tillægsgebyr, er det med den nyaffattede § 11, stk. 3, tillige
foreslået, at erhvervsministeren kan fastsætte yderligere betingelser for disse ansøgninger. Sådanne
betingelser kan eksempelvis bestå i, at ansøgningen skal være indgivet ved brug af Patent- og
Varemærkestyrelsens elektroniske ansøgningsformular, at varefortegnelsen er udarbejdet i
overensstemmelse med TMclass, og at korrespondance vedrørende ansøgningen sker elektronisk. Da
den teknologiske udvikling, herunder udviklingen af nye IT-værktøjer til brug for behandlingen af
ansøgninger og korrespondance herom, kan have indvirkning på behovet for, hvilke betingelser, det
eventuelt kan være hensigtsmæssigt at opstille, er det fundet formålstjenligt, at betingelserne ikke
fastlægges i loven, men at erhvervsministeren gives hjemmel til at fastlægge disse i ansøgnings- og
registreringsbekendtgørelsen.
2.8. Indvendinger mod et ansøgt eller registreret varemærke
2.8.1. Gældende ret
41
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Varemærkelovens bestemmelser foreskriver ikke en administrativ procedure, hvorefter tredjemand kan
gøre indvendinger mod en varemærkeansøgning før varemærkets registrering. Derimod kan der efter
den gældende varemærkelovs § 23 fremsættes indsigelse mod et registreret varemærke i to måneder,
efter registreringen har været offentliggjort i Dansk Varemærketidende.
Indsigelser indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen og kan vedrøre enhver af de absolutte og
relative hindringer, der er omfattet af lovens §§ 2 og 13-15, ligesom styrelsen efter § 23, stk. 2, jf. §
20, er tillagt en vis kompetence til af egen drift at påse, at registreringen er sket i overensstemmelse
med loven.
Endvidere er der efter varemærkelovens § 29 mulighed for at begære en varemærkeregistrering
ophævet ved dom, ligesom der er mulighed for at begære registreringen administrativt ophævet efter
varemærkelovens § 30.
Adgangen til at begære varemærkeregistreringer administrativt ophævet indtræder først efter
registreringsprocedurens afslutning, dvs. to måneder efter offentliggørelsen af registreringen i de
tilfælde hvor der ikke har været fremsat indsigelse, eller
–
i tilfælde af indsigelse
–
fra den dag på
hvilken der træffes den endelige afgørelse om indsigelsen.
Enhver kan begære en varemærkeregistrering administrativt ophævet efter varemærkelovens § 30, og
der er således ikke krav om, at den, der anmoder om ophævelsen af registreringen, påviser en retlig
interesse heri.
Ophævelsesanmodninger efter varemærkelovens § 30 vedrører enhver af de hindringer, der kunne
fremføres mod varemærkets registrering, dvs. enhver af de hindringer der fremgår af varemærkelovens
§§ 2, og 13-15. Derudover kan anmodningen om ophævelse vedrøre en påstand om
registreringsindehaverens manglende reelle brug af varemærket, jf. varemærkelovens § 25, og de
øvrige fortabelsesgrunde, der er nævnt i § 28.
2.8.2. Direktivet
Som noget nyt indeholder direktivet bestemmelser, der vedrører procedurerne for ansøgningers
behandling. Således kan det efter direktivets artikel 40 fastsættes, at tredjemand kan fremsætte
bemærkninger mod en varemærkeansøgning, ligesom det i artikel 43 og 45 er fastlagt, at tredjemand
skal have adgang til dels at fremsætte indsigelse mod ansøgningen eller registreringen, og dels at
begære varemærkeregistreringer ophævet efter en administrativ procedure.
Det fremgår af direktivets artikel 43, at den indsigelsesprocedure, som medlemsstaterne skal fastsætte
efter direktivet, alene kan omfatte påstande om krænkelse af ældre rettigheder, dvs. de relative
hindringer, der fremgår af artikel 5. Direktivet giver således ikke medlemsstaterne mulighed for at
fastsætte, at en indsigelse kan fremsættes med henvisning til de absolutte registreringshindringer, der
er omfattet af artikel 5.
Årsagen til denne begrænsning af adgangen til at fremsætte indsigelse, således at disse alene kan være
begrundet i relative hindringer, er først og fremmest, at det i forbindelse med udarbejdelsen af
direktivet har været et ønske, at de nationale varemærkemyndigheders procedurer i højere grad skal
afspejle de procedurer for behandling af ansøgninger, der anvendes for EU-varemærket, jf. hertil
præambelbetragtning nr. 36 i direktivet.
Således følger det af EU-varemærkeforordningens artikel 8 og 46, at indsigelse mod et EU-varemærke
alene kan fremsættes med henvisning til de relative registreringshindringer. Denne ordning skal ses i
lyset af, at EU-varemærker ikke registreres, før tredjemand har haft mulighed for at fremsætte
indsigelse mod ansøgningen, og at EUIPO frem til mærkets registrering har mulighed for at afslå
ansøgningen med henvisning til de absolutte hindringer, uanset om der er fremsat indsigelse mod
ansøgningen eller ej.
42
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Hertil kommer, at der efter EU-varemærkeforordningens artikel 45 er givet tredjemand mulighed for at
fremsætte bemærkninger om, at ansøgningen er i strid med de absolutte registreringshindringer. En
sådan ordning kan tillige indføres af medlemsstaterne efter varemærkedirektivets artikel 40.
Direktivets artikel 45 foreskriver endvidere, at anmodninger om administrativ ophævelse kan
fremsættes under henvisning til både de absolutte og de relative registreringshindringer, ligesom
anmodninger kan vedrøre, at varemærket ikke har været anvendt i overensstemmelse med reglerne om
reel brug, eller at det har været anvendt på en måde, der er egnet til at vildlede eller som har ført til, at
varemærket er blevet generisk.
Anmodninger efter direktivets artikel 45 kan først fremsættes efter registreringsprocedurens
afslutning. Hvornår registreringsproceduren skal anses for afsluttet, afhænger af om indsigelse kan
fremsættes før varemærkets registrering, eller først efter varemærket er blevet registreret og
offentliggjort.
Er der således fastlagt en ordning, hvor indsigelse kan fremsættes før varemærkets registrering, anses
registreringsproceduren for afsluttet, når varemærket registreres. Er der derimod tale om, at indsigelse
først kan fremsættes efter varemærkets registrering og offentliggørelse, vil registreringsproceduren
anses for afsluttet enten to måneder efter offentliggørelsestidspunktet, når der ikke fremsættes
indsigelse, eller
–
hvis der fremsættes indsigelse
–
når afgørelse om indsigelsen er blevet endelig.
2.8.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Begrænsningen i adgangen til at fremsættelse indsigelse, således at indsigelser alene kan vedrøre de
relative registreringshindringer, indebærer i sig selv, at det vil være uhensigtsmæssigt at opretholde en
ordning, hvor indsigelse først kan fremsættes efter et varemærkes registrering.
Således vil en ordning, hvor registreringsproceduren først anses for afsluttet, når indsigelsesperioden
er udløbet, eller en afgørelse om indsigelse er blevet endelig, indebære, at tredjemand i perioden fra
varemærkets offentliggørelse til tidspunktet for registreringsprocedurens afslutning ikke kan begære
registreringen ophævet administrativt med henvisning til de absolutte hindringer.
Dette skal endvidere ses i lyset af, at indsigelsessager på grund af eksempelvis forhandlinger mellem
parterne eller dokumentationskrav som følge af påstande om indarbejdelse, velkendthed, brugspligt og
lignende, samt muligheden for anke, kan versere i flere måneder eller år, inden sagen finder sin
endelige afslutning.
Fastholdes den nuværende ordning med indsigelse efter registrering, vil tredjemand således i den
beskrevne periode være nødsaget til at gå til domstolene for at begære varemærkeregisteringen
ophævet som følge af de absolutte registreringshindringer.
Da de administrative procedurer for indsigelse og ophævelse netop har til formål at skabe en lettere
adgang for tredjemand til at anfægte gyldigheden af en ansøgning eller registrering, er der derfor i
lovforslaget lagt op til, at indsigelsesperioden placeres før varemærkets registrering.
Det er i tilknytning hertil i lovforslaget foreslået, at ordningen om ”bemærkninger fra tredjemand”, jf.
den fakultative bestemmelse i direktivets artikel 40, tillige indføres. Dermed vil tredjemand have
mulighed for såvel at adressere de absolutte som de relative registreringshindringer i forbindelse med
ansøgningens behandling ved styrelsen, ligesom tredjemand på samme grundlag vil have mulighed for
at begære varemærkeregistreringen ophævet umiddelbart efter varemærkets registrering.
Den foreslåede ændring vil indebære, at ansøgningen om registrering af varemærker skal
offentliggøres inden varemærket kan registreres, og at tredjemand i den forbindelse vil have mulighed
for inden for to måneder fra ansøgningens offentliggørelse at gøre indsigelse mod varemærkets
registrering med henvisning til, at varemærket vil kunne krænke en af de relative rettigheder, der er
anført i den foreslåede nyaffattelse af § 15.
43
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Endvidere vil tredjemand frem til mærkets registrering kunne fremsætte bemærkninger mod
ansøgningen, dvs. bemærkninger om, at varemærket ikke bør registreres pga. tilstedeværelsen af en af
de absolutte hindringer, der fremgår af varemærkelovens §§ 13 og 14. Ordningen vedrørende
bemærkninger fra tredjemand efter direktivets artikel 40 og den foreslåede nyaffattelse af § 22
medfører ikke, at den tredjemand, der fremkommer med bemærkninger, dermed bliver part i
ansøgningssagen. At tredjemand ikke anses for at være part i ansøgningssagen indebærer, at
tredjemand ikke bliver partshørt og heller ikke anses for at være adressat for en afgørelse om
registrering og følgelig heller ikke har adgang til en anke en sådan afgørelse. Derimod vil den
pågældende tredjemand have adgang til at begære mærket ophævet efter de foreslåede bestemmelser i
den foreslåede nyaffattelse af §§ 33 og 34, hvis Patent- og Varemærkestyrelsen på trods af de
fremsatte bemærkninger træffer afgørelse om at registrere mærket.
Ordningen
med ”bemærkninger fra tredjemand” skal endvidere ses i lyset af, at
Patent- og
Varemærkestyrelsen under behandlingen af varemærkeansøgninger er underlagt de almindelige
forvaltningsretlige principper, herunder officialmaksimen og høringspligten, og således skal søge
sagen fyldestgørende oplyst, inden der træffes afgørelse i sagen, herunder afgørelse om, at varemærket
registreres. Fremkommer der således bemærkninger fra tredjemand, der indikerer, at en af de absolutte
hindringer for varemærkets registrering er til stede, skal styrelsen dels søge spørgsmålet tilstrækkeligt
oplyst, herunder fremsøge eller indhente yderligere oplysninger om forholdet, og dels give ansøgeren
lejlighed til at udtale sig herom. Endelig er det i den foreslåede nyaffattelse af § 22, stk. 3, foreslået, at
styrelsen skal underrette den, der har fremsat bemærkninger om ansøgningen, når ansøgningen afslås
eller trækkes tilbage, eller hvis varemærket registreres.
De foreslåede ændringer indebærer en grundlæggende ændring i ansøgningsproceduren, der ikke alene
har betydning for selve ansøgningernes behandling, men også for fastsættelsen af skæringsdatoen for
eksempelvis beregningen af femårsperioden efter lovforslagets § 10 c. Således indebærer ændringen,
at registreringsproceduren skal anses for afsluttet med varemærkets registrering, hvorimod tidspunktet
for registreringsprocedurens afslutning efter den gældende lov er afhængig af, om der har været
fremsat indsigelse mod registreringen eller ej, og om en eventuel indsigelsesafgørelse bliver anket
eller ej.
Som følge af forslaget er der således foreslået overgangsbestemmelser, der dels skal sikre, at den
allerede fastsatte dato for registreringsprocedurens afslutning i stedfundne registreringer fastholdes, og
dels skal fastslå, hvilken procedure for behandling af ansøgninger, der skal finde anvendelse for
ansøgninger, der er indgivet men ikke er ført til registrering før lovens ikrafttræden.
2.9. Garanti- eller certificeringsmærker og kollektivmærker
2.9.1. Gældende ret
Kollektiv- og garantimærker er i dag reguleret i fællesmærkeloven. Det fremgår i den forbindelse af
fællesmærkelovens § 1, stk. 2, at et kollektivmærke er et særligt kendetegn, der tilhører en forening af
erhvervsdrivende, og som dens medlemmer benytter eller agter at benytte til varer eller
tjenesteydelser. Endvidere fremgår det af fællesmærkelovens § 1, stk. 3, at et garantimærke er et
særligt kendetegn, der tilhører en juridisk person, der fører kontrol med eller fastsætter normer for
varer eller tjenesteydelser, og som benyttes eller agtes benyttet til de varer eller tjenesteydelser, der er
genstand for kontrol, eller for hvilke normer er fastsat.
Fællesmærkelovens § 2 fastslår, at varemærkelovens regler, herunder regler om gebyrer, gælder for
fællesmærker i det omfang, de efter deres beskaffenhed kan finde anvendelse. Dette indebærer, at der
for fællesmærkerne i udgangspunktet er opstillet de samme ansøgningskrav, herunder krav i forhold til
relative og absolutte registreringshindringer som for individuelle varemærker, ligesom der anvendes
samme procedure for registrering.
44
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
En undtagelse hertil fremgår dog af fællesmærkelovens § 3, hvorefter tegn eller angivelser, der i
omsætningen anvendes til at angive varers eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse, kan udgøre et
fællesmærke, uanset bestemmelsen i varemærkelovens § 13, stk. 2, nr. 1, om registreringsforbuddet
mod beskrivende betegnelser, herunder mod registrering af betegnelser, der kan angive varens eller
tjenesteydelsens geografiske oprindelse.
Et fællesmærke, der er registeret efter undtagelsesbestemmelsen i fællesmærkelovens § 3, giver ikke
indehaveren ret til at forbyde en tredjemand at bruge tegnet eller angivelser i omsætningen, når de
bruges i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Navnlig kan fællesmærket ikke påberåbes
over for tredjemand, der har ret til at bruge en given geografisk betegnelse, jf. fællesmærkelovens § 3.
Endvidere fremgår det af fællesmærkelovens § 4, stk. 2, at en fællesmærkeansøgning i tillæg til de
oplysninger, der fremgår af varemærkelovens § 12, skal angive de bestemmelser, der er fastsat om
mærkets benyttelse. Bestemmelserne, der skal være entydigt identificeret, skal bl.a. fastlægge, hvem
der anses for berettiget til at anvende fællesmærket, og hvilke betingelser, der er opsat for brugen af
mærket. I den forbindelse fremgår det af fællesmærkelovens § 5, at der påhviler indehaveren en
forpligtelse til at holde fællesmærkeregisteret opdateret, når der sker ændringer i bestemmelserne om
mærkets benyttelse.
En fællesmærkeregistrering kan begæres ophævet ikke blot med henvisning til varemærkelovens § 28,
men også når mærket strider mod almene samfundsinteresser, eller når indehaveren ikke har givet
meddelelse om ændringer i de bestemmelser, der er fastsat om mærkets benyttelse.
For så vidt angår adgangen til at anlægge sag om krænkelse, er denne efter fællesmærkelovens § 9
begrænset til at tilkomme indehaveren af fællesmærket. Dog er det om anvendelsen af
varemærkelovens § 25 på fællesmærker fastslået, at brug af et kollektivmærke af mindst én
erhvervsdrivende, der er berettiget til at anvende mærket, og brug af et garantimærke af mindst én
erhvervsdrivende med tilladelse fra indehaveren, ligeledes udgør brug efter varemærkelovens § 25.
Endelig er det i fællesmærkelovens § 6 fastslået, at et fællesmærke kan overdrages, og at
overdragelsen kan noteres i registeret. Bestemmelsen indeholder dog den for fællesmærkerne særlige
regel, at noteringen kan nægtes, såfremt mærket efter overdragelsen er egnet til at vildlede.
2.9.2. Direktivet
Det tidligere direktiv fandt anvendelse på alle typer varemærker, dvs. såvel individuelle varemærker
som kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker, jf. artikel 1 i varemærkedirektiv
2008/95/EF (kodifikation). Direktivet indeholdt dog ikke en forpligtelse til at fastsætte en
registreringsordning for hverken kollektivmærker eller garanti- eller certificeringsmærker, ligesom det
i artikel 15, stk. 1, var fastlagt, at medlemsstaterne kunne fastsætte yderligere hindringer for sådanne
mærkers registrering, end dem der var fastlagt i direktivet for de individuelle varemærker.
Derudover var det i artikel 15, stk. 2, fastlagt, at medlemsstaterne kunne fastlægge bestemmelse om, at
tegn eller angivelser, der i omsætningen anvendes til at angive varers eller tjenesteydelsers geografiske
oprindelse, kan udgøre kollektivmærker eller garanti- eller certificeringsmærker, og at sådant mærke
ikke giver indehaveren ret til at forbyde en tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i
omsætningen, når de bruges i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik, samt at et sådant
mærke navnlig ikke kan påberåbes over for tredjemand, der har ret til at bruge en given geografisk
betegnelse.
Efter det nye varemærkedirektiv, direktiv (EU) 2015/2436, er det gjort obligatorisk, at
medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om registrering af kollektivmærker, hvorimod
bestemmelserne om garanti- eller certificeringsmærker fortsat er fakultative. Derudover indeholder
direktivet en række nye bestemmelser, der nærmere regulerer kravene til registrering m.v. for
kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker.
45
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Blandt disse nye bestemmelser er direktivets artikel 27, der indeholder definitioner af henholdsvis
kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker.
Det er således fastlagt, at et garanti- eller certificeringsmærke er et varemærke, der er beskrevet som
sådant, når der ansøges om registrering af mærket, og mærket er egnet til at adskille varer eller
tjenesteydelser, der er certificeret af varemærkeindehaveren med hensyn til materiale, metode for
fremstilling af varer eller ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber af
varer og tjenesteydelser, der ikke er således certificeret.
Endvidere er fastlagt, at et kollektivmærke er et varemærke, der er beskrevet som sådant, når der
ansøges om registrering af mærket, og mærket er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der
hidrører fra medlemmerne af en sammenslutning, som er indehaver af mærket, fra andre
virksomheders varer eller tjenesteydelser.
For så vidt angår den obligatoriske registreringsordning for kollektivmærker, er det i artikel 29, stk. 2,
fastlagt, at ansøgninger kan indgives af sammenslutninger af fabrikanter, producenter, leverandører af
tjenesteydelser eller handlende, som i eget navn kan have rettigheder og forpligtelser, indgå kontrakter
eller foretage andre retshandlinger og optræde som part i en retssag, samt offentligretlige juridiske
personer.
Tilsvarende er det i artikel 28 om garanti- eller certificeringsmærkerne fastlagt, at enhver fysisk eller
juridisk person, herunder offentligretlige institutioner, myndigheder og organer, kan ansøge om
garanti- eller certificeringsmærker, såfremt en sådan person ikke udøver en erhvervsvirksomhed, der
omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret.
Direktivet indeholder ikke derudover nye bestemmelser, der nærmere regulerer garanti- eller
certificeringsmærker, idet der i artikel 28, stk. 3, er bibeholdt en adgang for medlemsstaterne til at
fastsætte bestemmelse om, at garanti- eller certificeringsmærker ikke kan registreres eller fortabes eller
erklæres ugyldige af andre grunde end de, der er opregnet i direktivet, i det omfang hensynet til disse
mærkers funktion kræver det.
Derimod er der om kollektivmærker fastlagt bestemmelse om, at registreringer af kollektivmærker
skal omfatte de bestemmelser, der er fastlagt for mærkernes benyttelse, og at bestemmelserne som
minimum skal angive, hvilke personer der har ret til at anvende mærket, betingelserne for medlemskab
af sammenslutningen, samt betingelserne for anvendelse af mærket, herunder sanktioner.
Ligeledes skal bestemmelserne om mærkets anvendelse i tilfælde, hvor kollektivmærket falder ind
under undtagelsesbestemmelsen for beskrivende geografiske betegnelser i direktivets artikel 29, stk. 3,
give enhver person, hvis varer eller tjenesteydelser hidrører fra det pågældende geografiske område,
ret til at blive optaget som medlem af den sammenslutning, der er indehaver af mærket, forudsat at den
pågældende person opfylder alle andre betingelser i bestemmelserne.
Derudover er det i artikel 31, stk. 1 og 2, fastlagt, at en ansøgning om registrering af et kollektivmærke
i tillæg til det, der gælder for de individuelle varemærker, kan afslås fra registrering, såfremt
bestemmelserne om det pågældende kollektivmærkes anvendelse strider mod den offentlige orden
eller sædelighed, eller hvis kollektivmærket vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til mærkets
karakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive antaget som værende noget andet end et
kollektivmærke. Er kollektivmærket registreret, kan det efter direktivets artikel 35 og 36 tillige
fortabes eller erklæres ugyldigt af de nævnte grunde.
Endelig er det i artikel 34 fastlagt, at sag om krænkelse af et kollektivmærke i udgangspunktet alene
kan anlægges af varemærkeindehaveren, og at anlæggelse af en sag om krænkelse af kollektivmærket
af personer, der er berettiget til at anvende kollektivmærket, sker under forudsætning af, at
varemærkeindehaveren har givet sit samtykke hertil. Det er i den forbindelse tillige fastlagt, at
46
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
indehaveren af kollektivmærket har ret til at kræve erstatning på vegne af de personer, der er berettiget
til at anvende mærket, når disse personer har lidt skade som følge af uberettiget anvendelse af mærket.
2.9.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Der er i lovforslaget lagt op til, at bestemmelserne om beskyttelse af fællesmærker optages i
varemærkeloven, og at fællesmærkeloven ophæves. Forslaget skal ses i lyset af, at direktivet ikke
sondrer mellem varemærker og fællesmærker, idet varemærker anses for at omfatte såvel individuelle
varemærker som kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker. Hertil kommer, at
beskyttelsen af og betingelserne for registrering for de tre typer af varemærker kun adskiller sig på
enkelte punkter.
I dag kommer den nære sammenhæng mellem varemærker og fællesmærker til udtryk i
fællesmærkelovens § 2, hvorefter varemærkelovens regler gælder
for fællesmærker ”i
det omfang, de
efter deres beskaffenhed kan finde anvendelse”. Med denne formulering af bestemmelsen er
der dog
ikke givet en klar og entydig angivelse af, hvordan beskyttelsen af fællesmærker, herunder
etableringen af eneretten, adskiller sig fra den, der gælder for varemærker.
Det er derfor Erhvervsministeriets opfattelse, at en sammenlægning af varemærkeloven og
fællesmærkeloven er hensigtsmæssig, idet dette dels vil sikre en korrekt implementering af direktivet,
og dels vil gøre det mere klart, på hvilke punkter ansøgningskravene, beskyttelsen og grundene til
fortabelse eller ugyldighed er sammenfaldende eller forskellige for de enkelte varemærketyper.
Sammenlægningen indebærer endvidere en sammenlægning af varemærkeregisteret med
fællesmærkeregisteret.
For så vidt angår kollektivmærker er direktivets artikel 27, stk. 1, litra b, og artikel 29-36
implementeret i de foreslåede nyaffattelser af § 1 a, stk. 1, nr. 4, § 1 b, stk. 3, § 8, § 10 c, stk. 5, § 11,
stk. 6-8, § 14, stk. 2, § 16, stk. 2, § 27, § 28, stk. 2, § 38, stk. 4 og § 39.
For så vidt angår garanti- eller certificeringsmærker er det i vid udstrækning i direktivet overladt til
medlemsstaterne at fastsætte bestemmelser for disse mærkers registrering m.v. Det er i den forbindelse
Erhvervsministeriets opfattelse, at den nuværende ordning for registrering af garantimærker virker
hensigtsmæssigt, hvorfor der i lovforslaget ikke er foreslået væsentlige ændringer heraf. Dog stilles
der som noget nyt
–
og i overensstemmelse med direktivets artikel 28, stk. 2
–
i den foreslåede
nyaffattelse af § 1 b, stk. 2, krav om, at indehaveren ikke udøver en erhvervsvirksomhed, der omfatter
levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret. Der henvises nærmere til afsnit
2.2.3 ovenfor.
Derimod stilles der i de foreslåede bestemmelser ikke særlige krav til indehaveren om, at denne skal
kunne fastsætte normer på den pågældende branches vegne. Dog følger det af den foreslåede
nyaffattelse af § 27, at varemærkeretten fortabes, hvis indehaveren ikke træffer rimelige
foranstaltninger til at hindre, at mærket anvendes på en måde, der er uforenelig med de bestemmelser,
der er fastsat for mærkets benyttelse.
2.10. Kommunikation
2.10.1. Gældende ret
Den lovgivning, som Patent- og Varemærkestyrelsen administrerer, indeholder ikke særlige
bestemmelser om digital kommunikation.
Patent- og Varemærkestyrelsen stiller i dag digitale selvbetjeningsløsninger til rådighed via styrelsens
hjemmeside. Det er bl.a. muligt at ansøge om varemærker og patenter m.v. gennem disse
selvbetjeningsløsninger, ligesom bl.a. guidelines om sagsbehandlingen ligger søgbare på styrelsens
hjemmeside. Endvidere er styrelsens varemærkeregister, patentregister m.v. tilgængeligt på styrelsens
hjemmeside, hvor også korrespondance i ansøgningerne kan fremfindes. Styrelsen tilbyder ligeledes
kommunikation via sikker e-mail, herunder via ordningen Digital Post fra offentlige afsendere.
47
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Styrelsen udbygger løbende de digitale løsninger med henblik på at optimere processerne hos brugerne
af styrelsens ydelser og hos styrelsen.
Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi har gennem de seneste 15 år haft fokus på digitalisering i
den offentlige sektor. På en række områder både i og uden for Erhvervsministeriets ressort er der
derfor skabt hjemmel til at fastsætte bestemmelser om obligatorisk digital kommunikation mellem
myndigheder og deres brugere. Der er ikke tilvejebragt en sådan hjemmel i den lovgivning, som
Patent- og Varemærkestyrelsen administrerer. Det har i den forbindelse haft betydning, at styrelsens
lovgivning er afpasset efter internationale traktater inden for immaterialretten, ligesom det danske
rettighedssystem indgår i et samspil med regionale og internationale rettighedssystemer. Styrelsen kan
derfor ikke uden hensyntagen hertil fastsætte regler om, at materiale ikke anses for modtaget i
styrelsen, såfremt det ikke er indgivet via f.eks. styrelsens hjemmeside. Styrelsen har i stedet arbejdet
for, at de digitale services er så attraktive, at de benyttes uden et krav om obligatorisk benyttelse. I
2017 blev 84 % af varemærkeansøgningerne indgivet via styrelsens selvbetjeningsløsning.
2.10.2. Direktivet
Varemærkedirektivet indeholder ikke bestemmelser om digital kommunikation.
2.10.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
I takt med Patent- og Varemærkestyrelsens udbygning af digitale services, som stilles til rådighed for
styrelsens brugere, har styrelsen bl.a. fundet behov for hjemmel til at kunne fastsætte krav om digitale
formater, filstørrelser m.v. af hensyn til bl.a. effektivitet i sagsbehandlingen.
På den baggrund foreslås det, at der i varemærkeloven indsættes bemyndigelsesbestemmelser om, at
erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation.
Patent- og Varemærkestyrelsen har ikke aktuelle planer om at indføre obligatorisk digital
kommunikation mellem styrelsens brugere og styrelsen. Det findes imidlertid mest hensigtsmæssigt at
etablere en bred hjemmel til digitale løsninger efter samme model, som den hjemmel, der er blevet
tilvejebragt gennem de senere år på en række områder, herunder inden for Erhvervsministeriets
ressort. En bred bemyndigelsesbestemmelse vil fremtidssikre styrelsens lovgivning og sikre de
juridiske rammer for, at styrelsen kan levere effektive løsninger.
Den foreslåede hjemmel vil give erhvervsministeren beføjelser til at kunne fastsætte bestemmelser om,
at skriftlig kommunikation til og fra styrelsen skal foregå digitalt og bestemmelser om bestemte
formater, filstørrelser m.v. Forslaget indeholder ligeledes bestemmelser om underskrift på
dokumenter, som er udstedt af andre end Patent- og Varemærkestyrelsen. Forslaget indeholder
derimod ikke regler om underskrift på dokumenter, som udgår fra styrelsen. Dette er reguleret i den
generelle bestemmelse i forvaltningslovens § 32 b.
2.11. Ansøgningsgebyrer
2.11.1. Gældende ret
Ved lov nr. 1370 af 28. december 2011 blev de enkelte gebyrer for Patent- og Varemærkestyrelsens
sagsbehandling fastsat direkte i de love, der regulerer styrelsens sagsbehandling. Gebyrerne for
behandling af varemærkeansøgninger, indsigelser m.v. er derfor fastsat i varemærkeloven.
Gebyret for en varemærkeansøgning udgør i dag 2.350 kr. Heri indgår tre klasser af
varer/tjenesteydelser i henhold til det internationale klassifikationssystem (Niceklassifikationen). For
hver klasse, der overstiger de tre nævnte klasser, betales et tillægsgebyr på 600 kr.
I styrelsens sagsbehandling indgår bl.a., at styrelsen udfærdiger en søgningsrapport over de ældre
rettigheder, som kan udgøre en hindring for det ansøgte mærke.
2.11.2. Direktivet
48
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Direktivet indeholder i artikel 42 en fakultativ bestemmelse, hvorefter medlemsstaterne kan fastsætte
bestemmelser om, at der ved ansøgning om og fornyelse af et varemærke skal betales et tillægsgebyr
for hver klasse af varer eller tjenesteydelser ud over den første klasse.
Ved ændringen i 2015 af EU-varemærkeforordningen, som indgår i den samlede varemærkereform,
blev strukturen for ansøgningsgebyrer m.v. ved EU-varemærkemyndigheden (EUIPO) ændret, således
at en EU-varemærkeansøgning som udgangspunkt kun omfatter én klasse mod tidligere tre klasser.
Sigtet hermed var at reducere risikoen for opfyldning af varemærkeregisteret med unødvendigt brede
registreringer.
For første ekstra klasse betales ved EUIPO 50 EUR, og for hver klasse derudover betales 150 EUR.
EUIPO har endvidere differentieret ansøgningsgebyret afhængigt af indleveringsformen, således at
ansøgningsgebyret bliver reduceret fra 1.000 EUR til 850 EUR ved elektronisk indlevering af
ansøgningen.
2.11.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Erhvervsministeriet finder de hensyn, som ligger bag ændringen af strukturen for ansøgningsgebyrerne
ved EUIPO nyttige for varemærkesystemet generelt. Erhvervsministeriet foreslår derfor, at der også i
Danmark indføres en tilsvarende gebyrstruktur, således at en varemærkeansøgning som udgangspunkt
omfatter én klasse i henhold til Niceklassifikationen, og at yderligere klasser skal tilkøbes.
Formålet med en sådan ændring er, at ansøger i højere grad bliver tilskyndet til at overveje hvilket
beskyttelsesomfang, ansøger har brug for. En gebyrstruktur baseret på enkeltklasser forventes således
at bidrage til at reducere risikoen for opfyldning af varemærkeregisteret med unødvendigt brede
registreringer.
Det foreslås, at ansøgningsgebyret inkl. én vare-/tjenesteydelsesklasse fastsættes til kr. 2.000.
Endvidere foreslås, at gebyret for første ekstra klasse udgør kr. 200,-, mens gebyret for øvrige ekstra
klasser udgør kr. 600,- pr. klasse.
Lovforslaget indeholder i den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 2, mulighed for, at styrelsen efter
anmodning og mod betaling af et tillægsgebyr kan udfærdige en nærmere begrundelse til den
søgningsrapport, som styrelsen udfærdiger over kolliderende ældre rettigheder. Gebyret foreslås
fastsat til kr. 700,-.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes ikke at indebære økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige. Lovforslaget vil dog indebære implementeringskonsekvenser i form af tilpasninger af
Patent- og Varemærkestyrelsens eksisterende IT-understøtning. Omkostningerne forbundet hermed
forventes ikke at overstige 1 mio. kr. og vil blive afholdt inden for Patent- og Varemærkestyrelsens
egne rammer. Styrelsen er en selvfinansierende statsvirksomhed. Lovforslaget følger principperne for
digitaliseringsklar lovgivning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) vurderer, at lovforslaget medfører administrative
konsekvenser under 4 mio. kr. årligt. De bliver derfor ikke kvantificeret yderligere.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
49
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0050.png
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december
2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, EU-Tidende 2015,
nr. L 336/1, side 1.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden 25. juni
–
3. august været sendt i høring hos følgende
myndigheder, organisationer m.v.: ADIPA, Advokatsamfundet, Awapatent, Bech-Bruun
Advokatpartnerselskab, Budde Schou A/S, Chas. Hude A/S, Copenhagen Business School (CBS),
Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Erhverv, Dansk Forening for Industriens Patent- og
Varemærkespecialister (DIP), Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri, Dansk Industri,
Dansk Opfinderforening, Danske Advokater, Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og
Energi, Grønland, DLA Piper, Ferring Lægemidler A/S, Ferrosan A/S, FLSmidth, Foreningen
Industriel Retsbeskyttelse, GN Store Nord A/S, Gorrissen Federspiel, H. Lundbeck A/S, Haldor
Topsøe A/S, Handelshøjskolen
–
Århus Universitet, Horten Advokataktieselskab, Høiberg A/S,
Ingeniørforeningen i Danmark, Inspicos A/S, INTA, Kromann Reumert, København Universitet
–
Det
Juridiske Fakultet, Larsen & Birkeholm A/S, LEO Pharma Nordic, NJORD, Novo Nordisk A/S,
Novozymes A/S, Opfinderforeningen.dk, Patent Nord ApS, Patentgruppen, Plesner, Plougmann &
Vingtoft A/S, SMVdanmark, Syddansk Universitet, Teknologisk Institut, Udenrigs- og
Erhvervsministeriet, Færøerne, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, Wallberg IP
Advice, Zacco Danmark, Ålborg Universitet, Århus Universitet, domstolene: Højesteret, Østre
Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter.
9. Sammenfattende skema
Positive
Negative
konsekvenser/mindreudgifter
konsekvenser/merudgifter
Ingen
Justering af Patent- og
Varemærkestyrelsens IT-
understøtning.
Finansieres inden for Patent-
og Varemærkestyrelsens egne
rammer.
Administrative
konsekvenser for stat,
regioner og kommuner
Økonomiske
konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Ingen
Ingen
TER vurderer, at
lovforslaget medfører
administrative konsekvenser
under 4 mio. kr. årligt. De
bliver derfor ikke
kvantificeret yderligere.
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Økonomiske
konsekvenser for stat,
regioner og kommuner
Administrative
konsekvenser for borgerne
Miljømæssige
konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Ingen
Ingen
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes
50
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0051.png
Overimplementering af
EU-retlige
minimumsforpligtelser
(sæt X)
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker.
Direktivet skal være gennemført i dansk ret 15. januar 2019.
JA
NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr.1
Med den foreslåede nyaffattelse af varemærkelovens
§ 1
gennemføres direktivets artikel 1.
Bestemmelsen fastlægger varemærkelovens anvendelsesområde. Det fremgår af bestemmelsen, at
loven finder anvendelse på ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for
registrering, eller som der stiftes rettigheder til ved brug, samt internationale registreringer med
retsvirkning her i landet.
Den gældende varemærkelov, jf. lovebekendtgørelse nr. 223 af 26. februar 2017, indeholder ikke
en indledende bestemmelse om lovens anvendelsesområde. Loven omfatter i modsætning til
lovforslaget alene
’traditionelle’
varemærker, idet fællesmærker i form af kollektivmærker og
garantimærker er reguleret i en særskilt lov om fællesmærker, jf. lovbekendtgørelse nr. 103 af 24.
januar 2012. Fællesmærkeloven henviser i vidt omfang til bestemmelserne i varemærkeloven.
Varemærkeloven og fællesmærkeloven stammer fra 1991, hvor varemærkedirektiv 89/104/EØF, blev
implementeret ved disse to nye hovedlove.
Ifølge artikel 1 i det nye varemærkedirektiv (EU) 2015/2436 finder direktivet anvendelse på ethvert
varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for registrering eller en ansøgning om
registrering i en medlemsstat som et individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller
et kollektivmærke.
I den foreslåede bestemmelse omtales garanti- eller certificeringsmærker og kollektivmærker ikke
særskilt, idet bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffatelse af § 1 a om
definitioner, hvoraf fremgår, at et varemærke kan være et individuelt varemærke, et garanti- eller
certificeringsmærke eller et kollektivmærke.
Den foreslåede nyaffattelse af § 1 er mere omfattende end direktivets artikel 1, idet § 1 tillige finder
anvendelse på varemærkerettigheder stiftet ved brug samt internationale varemærkeregistreringer med
virkning for Danmark.
Der lægges med lovforslaget op til, at varemærkerettigheder fortsat kan stiftes ved brug i Danmark,
dog således at brugen skal have et omfang, der er af mere end lokal betydning. Direktivet udelukker
ikke, at der kan fastsættes nationale regler om stiftelse af varemærkerettigheder ved brug. Det fremgår
således af præambelbetragtning nr. 11, at direktivet ikke griber ind i medlemsstaternes mulighed for at
beskytte varemærker erhvervet ved brug.
Der henvises nærmere til afsnit 2.1 og 2.3 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 1 a
indeholder definitioner af særlige begreber, som har betydning
for anvendelsesområdet for loven. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 27 og implicit artikel
1.
I dag er varemærker defineret i varemærkelovens § 1, og fællesmærker er defineret i
fællesmærkelovens § 1. Varemærker er defineret som særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser,
som benyttes eller agtes benyttet i en erhvervsvirksomhed. Fællesmærker omfatter kollektivmærker og
garantimærker. Et kollektivmærke er ifølge fællesmærkelovens § 1, stk. 2, et særligt kendetegn, der
tilhører en forening af erhvervsdrivende, og som dens medlemmer benytter eller agter at benytte til
varer eller tjenesteydelser. Et garantimærke er ifølge bestemmelsens stk. 3 et særligt kendetegn, der
51
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
tilhører en juridisk person, der fører kontrol med eller fastsætter normer for varer eller tjenesteydelser,
og som benyttes eller agtes benyttet til de varer eller tjenesteydelser, der er genstand for kontrol, eller
for hvilke normer er fastsat.
Et varemærke er i
nr. 1
i den foreslåede bestemmelse defineret som et overbegreb for et individuelt
varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke og et kollektivmærke. Et individuelt varemærke
defineres i bestemmelsens
nr. 2
som et forretningskendetegn, der er registreret eller ansøgt registreret
som varemærke eller er indarbejdet som sådant, når tegnet benyttes eller agtes benyttet for bestemte
varer eller tjenesteydelser, og det er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra
andre virksomheders.
I den foreslåede bestemmelses
nr. 3
er et garanti- eller certificeringsmærke defineret som et
varemærke, der er registreret eller ansøgt registreret som et garanti- eller certificeringsmærke, når
tegnet er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er certificeret af indehaveren med hensyn
til materiale, metode for fremstilling af varer eller ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller
andre egenskaber af varer og tjenesteydelser, fra andre varer eller tjenesteydelser, der ikke er således
certificeret. Bestemmelsen adskiller sig fra gældende retsstilling vedrørende garantimærker ved, at der
ikke stilles krav om, at indehaveren skal kunne fastsætte normer på den pågældende branches vegne.
Dog følger det af den foreslåede nyaffattelse af § 27, at varemærkeretten fortabes, hvis indehaveren
ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre, at mærket anvendes på en måde, der er uforenelig
med de bestemmelser, der er fastsat for mærkets benyttelse.
Et kollektivmærke er i bestemmelsens
nr. 4
defineret som et varemærke, der registreret eller ansøgt
registreret som et kollektivmærke, når tegnet er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der
hidrører fra medlemmerne af en sammenslutning, som er indehaver af kollektivmærket, fra andre
virksomheders varer eller tjenesteydelser.
Den foreslåede bestemmelse indeholder i nr. 5-7 definitioner af begrebet designering, af
varemærkeregistret og af Niceklassifikationen.
Der henvises nærmere til afsnit 2.2 i de almindelige bemærkninger. For så vidt angår garanti- eller
certificeringsmærker og kollektivmærker henvises nærmere til afsnit 2.9 i de almindelige
bemærkninger.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 1 b
indeholder bestemmelser om, hvem der kan opnå varemærkeret
efter loven.
Bestemmelsen i
stk. 1
svarer til den gældende varemærkelovs § 1, 1. punktum, og fastslår således,
at varemærkeret kan stiftes af personer eller virksomheder, der benytter eller agter at benytte
varemærket i erhvervsvirksomhed.
Bestemmelsen i
stk. 2
gennemfører direktivets artikel 28, stk. 2, der fastslår, at enhver fysisk eller
juridisk person, herunder offentligretlige institutioner, myndigheder og organer, kan ansøge om
garanti- eller certificeringsmærker, såfremt en sådan person ikke udøver en erhvervsvirksomhed, der
omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret.
I dag er det reguleret i fællesmærkelovens § 1, stk. 3, hvem der kan indehave et garantimærke.
Særligt kravet om, at indehaveren ikke må udøve en erhvervsvirksomhed, der omfatter levering af
varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret, er nyt i forhold til den gældende
fællesmærkelov. Som det fremgår af afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger, kan dette krav føre
til, at garantimærker, der er registreret efter den gældende fællesmærkelov efter omstændighederne
kan kendes ugyldige efter den foreslåede nyaffattelse af § 28, hvorfor det er foreslået, at
erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om bl.a. fællesmærkers overgang til individuelle
varemærker.
Bestemmelsen i
stk. 3
gennemfører direktivets artikel 29, stk. 2, og fastslår således, at det er
sammenslutninger af fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser eller handlende, som i
eget navn kan have rettigheder og forpligtelser, indgå kontrakter eller foretage andre retshandlinger og
optræde som part i en retssag, samt offentligretlige juridiske personer, der kan indgive ansøgning om
registrering af kollektivmærker. I dag er dette reguleret i fællesmærkelovens § 1, stk. 2, som er omtalt
ovenfor under bemærkningerne til den foreslåede nyaffatelse af § 1 a.
Der henvises nærmere til afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger.
52
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 2
vedrører de tegn, der kan udgøre et varemærke, og som derfor
kan ansøges registreret som varemærke. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 3, og ligesom i
varemærkelovens § 2, stk. 1, og artikel 2 i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), er det i
bestemmelsen fastsat, at et varemærke kan bestå af alle arter tegn, navnlig ord, herunder personnavne,
bogstaver, tal, farver, varens form eller vareemballagens form eller lyde, for så vidt sådanne tegn er
egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.
Bestemmelsen adskiller sig fra den gældende varemærkelovs § 2, stk. 1, og artikel 2 i
varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) derved, at kravet om, at tegnet tillige skal kunne
gengives grafisk er erstattet af et krav om, at tegnet skal være egnet til at blive gengivet i
varemærkeregisteret på en måde, der gør det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden
at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes.
Kravet om grafisk gengivelse udgør en hindring mod eller vanskeliggør opnåelsen af
varemærkebeskyttelse gennem registrering af bl.a. lyde, eksempelvis i form af jingles eller lignende,
og bevæge- og multimediemærker, der ofte anvendes på elektroniske medier såsom smartphones og
computere, samt på hjemmesider. Med en fjernelse af kravet om, at tegnet skal kunne gengives
grafisk, åbnes der således op for, at et varemærke, der består af eksempelvis en lyd, kan gengives i
varemærkeregisteret ved eksempelvis en lydfil, fremfor en gengivelse i form af eksempelvis et
nodebillede.
Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 13 i varemærkedirektivet, at det på trods
af denne ændring i kravene til gengivelsen af sådanne tegn, der kan udgøre varemærker, fortsat vil
være et krav, at de pågældende tegn er af en sådan art, at de kan gengives på en måde, der er klar,
præcis, kan stå alene, let tilgængelig, forståelig, bestandig og objektiv, jf. også hertil EU-domstolens
præjudicielle afgørelser i sagerne C-273/00, Sieckmann, C-283/01, Shield Mark, og C-104/01,
Libertel.
Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr.
1, hvorefter tegn, der ikke kan udgøre et varemærke, er udelukket fra registrering. Med denne
bestemmelse sigtes således netop på tegn, der ikke opfylder kravene i den foreslåede nyaffettelse af §
2.
Det følger i denne forbindelse af præambelbetragtning nr. 13 til varemærkedirektivet, at tegn skal
kunne gengives på enhver passende måde under anvendelse af alment tilgængelig teknologi. Hvad der
skal anses for ”alment tilgængelig teknologi” vil ændre sig over tid, hvorfor det i lovforslagets § 48 er
foreslået, at erhvervsministeren tillægges beføjelse til at fastsætte regler om bl.a. krav til ansøgeres
anvendelse af filtyper og deres størrelse.
Disse regler skal fastsættes bl.a. under hensyn til muligheden for offentliggørelse af ansøgninger og
registreringer, udstedelse af elektroniske registreringsbeviser, herunder med henblik på bevis for
rettens eksistens i sager ved domstolene og EUIPO og i forbindelse med toldanmodninger, samt
muligheden for føringen af et register og udveksling af data om ansøgninger og registreringer med
EUIPO, WIPO og andre varemærkemyndigheder.
Denne nære sammenhæng mellem definitionen af de tegn, der kan udgøre et registreret varemærke,
og de ovenfor nævnte forhold vedrørende førelsen af varemærkeregisteret, udstedelse af
registreringsbeviser m.v., indebærer, at disse krav ikke kan finde fuld anvendelse for adgangen til at
stifte varemærkerettigheder ved brug, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1, nr. 3. Således er det
for den retsstiftende brug af et varemærke efter denne bestemmelse ikke et krav, at de filtyper og
størrelser, som har været anvendt for tegnet, lever op til de krav, der fastsættes efter den foreslåede
nyaffattelse af § 48.
Der henvises nærmere til afsnit 2.5. i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 3
er, med visse præciseringer, en videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 3.
Ifølge varemærkelovens § 3 kan varemærkeret stiftes ved registrering for de varer eller
tjenesteydelser, som registreringen omfatter, eller ved ibrugtagning af et varemærke her i landet for de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er taget i brug og vedvarende anvendes. Der kan ikke
ved brug stiftes rettigheder til et varemærke, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra registrering.
53
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Såfremt mærket ikke har fornødent særpræg ved ibrugtagningen, stiftes retten først, når og for så vidt
der skabes særpræg gennem mærkets anvendelse.
I den foreslåede bestemmelses
stk. 1, nr. 1
fastslås således som hidtil, at varemærkeret kan opnås
ved registrering, i hvilken forbindelse det i
stk. 1, nr. 2
er præciseret, at en designering af Danmark i
henhold til Madridprotokollen ligeledes stifter en varemærkeret.
Det er fundet unødvendigt tillige at henvise til, at varemærkeret med gyldighed for Danmark tillige
kan opnås ved registrering af et EU-varemærke, der registreres med gyldighed for hele EU og
beskyttes efter bestemmelser fastsat i EU-varemærkeforordningen. Der er i lovforslagets bestemmelser
henvist til EU-varemærker i det omfang, dette er relevant, eksempelvis i forbindelse med opregningen
af de relative hindringer for registrering i den foreslåede nyaffattelse af § 15.
Med hensyn til varemærkerettigheder, der stiftes ved brug, er det i bestemmelsens
stk. 1, nr. 3,
præciseret, at en betingelse for stiftelse af varemærkeret er, at brugen har haft et omfang, der er af
mere end lokal betydning. Præciseringen skal ses i lyset af, at adgangen til at stifte varemærkeret ved
ibrugtagning i domstolspraksis og administrativ praksis bl.a. er begrænset til de tilfælde, hvor brugen
har mere end blot lokal betydning.
Kravene til den retsstiftende brug er endvidere i Højesterets dom af 21. marts 2000 i sag 456/1998
(U.2000.1351, Elysium-dommen) udtrykt således, at presseomtale af et vist omfang kan udgøre en
sådan brug, der efter omstændighederne er egnet til at skabe bevis for varemærkerettens eksistens og
omfang og til at fastslå tidspunktet for rettens stiftelse, uden at der er risiko for antedatering eller
proforma, på samme måde som ved en registrering af retten.
Den blotte ibrugtagning af et varemærke er således ikke i sig selv tilstrækkelig til at stifte en
varemærkeret, da den skete brug dels skal have et vist omfang, herunder i dens geografiske
udstrækning, således at varemærket kan anses for at være taget i brug i relation til den relevante
omsætningskreds på en tilstrækkelig effektiv måde, og dels skal gøre det muligt med en tilstrækkelig
grad af sikkerhed at identificere såvel det kendetegn, der skal beskyttes, og de varer eller
tjenesteydelser, som kendetegnet vedrører, samt fastlægge tidspunktet for rettens stiftelse.
Hvornår kravet om, at brugen skal være af ”mere end lokal betydning”, skal anses
for opfyldt,
afhænger således af en konkret vurdering, i hvilken forbindelse alle relevante faktorer skal tages i
betragtning, herunder bl.a. måden hvorpå mærket har været anvendt, karakteren af de varer eller
tjenesteydelser det har været anvendt for, omsætningskredsens sammensætning og geografiske
udbredelse, samt omsætningskredsens adgang til at stifte bekendtskab med den skete brug, herunder
om der er tale om den almindelige gennemsnitsforbruger eller der er tale om en mindre, specialiseret
aftagergruppe, den tidsmæssige udstrækning af brugen, tegnets iboende særpræg, den intensitet
hvormed der er sket markedsføring under det pågældende tegn og omfanget af den eneret en
konstatering af en varemærkeret vil medføre.
Med den foreslåede præcisering af bestemmelsen indikeres således, at ikke enhver brug af et
forretningskendetegn skal anses for at stifte en varemærkeret, men at der herfor bl.a. stilles krav til
såvel den geografiske udstrækning af brugen som de mere kvalitative egenskaber ved denne brug.
Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af den foreslåede nyaffattelse af § 10, stk. 3, hvorefter et
varemærke ikke giver indehaveren en ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af en
ældre rettighed, som kun har lokalt afgrænset karakter, hvis den ældre rettighed anvendes inden for
grænserne af det område, hvor rettigheden er anerkendt. Denne bestemmelse tager sigte på rettigheder
i form af eksempelvis rettigheder til ejendomsnavne, der efter omstændighederne kan tildeles en i
geografisk henseende begrænset beskyttelse, eller forretningskendetegn, som ikke har været anvendt i
et omfang, der kan begrunde kendetegnets beskyttelse som varemærke, men som tildeles en vis
begrænset beskyttelse efter markedsføringsloven. Sådanne rettigheder, der alene har lokal betydning,
kan endvidere ikke forhindre registreringen af et varemærke, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 15,
stk. 3, nr. 5, 6 og 8.
Bestemmelsen i
stk. 2
fastslår, at der tillige stiftes en varemærkeret, når et her i landet uregistreret
varemærke er vitterligt kendt, jf. Pariserkonventionens artikel 6 b. Dette har hidtil alene implicit
fremgået af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 2, nr. 4, der vedrører relative hindringer for et
varemærkes registrering. Imidlertid angår forpligtelsen efter Pariserkonventionens artikel 6 b til at
beskytte de vitterligt kendte mærker ikke alene en beskyttelse mod tredjemands registrering af disse
som varemærker, men også brugen heraf. Ved at fastslå, at det i sig selv medfører en varemærkeret, at
54
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
et varemærke er vitterligt kendt, sikres det, at disse varemærker tillige skal anses for omfattet af bl.a.
den foreslåede nyaffattelse af § 4 om rettigheder knyttet til varemærket.
Bestemmelsens
stk. 3
er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 3, stk. 3. Bestemmelsen
fastslår det selvfølgelige, at der ikke ved brug kan stiftes varemærkerettigheder til tegn, der efter deres
beskaffenhed er udelukket fra registrering. Bestemmelsen vedrører primært de absolutte
registreringshindringer i §§ 13 og 14, særligt kravet om særpræg, men skal også ses i lyset af bl.a. den
foreslåede nyaffattelse af § 2 om tegn der kan udgøre et varemærke.
Det er dog efter stk. 3 ikke en betingelse for stiftelse af varemærket ved brug, at kendetegnet har
været anvendt på en måde, der lever op til de særlige tekniske krav, der som konsekvens af den
foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 2, skal fastsættes om de filtyper, ansøgere kan anvende i
varemærkeansøgninger. Således kan i princippet brug af kendetegnet i enhver form, herunder
gengivelse af varemærket i elektroniske medier ved brug af enhver filtype, påberåbes til
dokumentation for, at der er stiftet en varemærkeret ved brug, når brugen i øvrigt lever op til kravene
for retsstiftende brug.
Der henvises nærmere til afsnit 2.3 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 4
vedrører de rettigheder, der er knyttet til et varemærke.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres varemærkedirektivets artikel 10. Bestemmelsen er
endvidere med visse præciseringer en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 4.
Ifølge den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 1, kan varemærkeindehaveren forbyde, at tredjemand gør
erhvervsmæssig brug af tegn, der er identiske med varemærket, for varer eller tjenesteydelser, der er
identiske med de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket (dobbeltidentitet).
Endvidere fastslår den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 2, at en varemærkeindehaver kan forbyde
tredjemands brug af et tegn, der ligner varemærket, når tegnet anvendes for de samme eller lignende
varer, og denne brug medfører en risiko for forveksling, herunder at der antages en forbindelse mellem
mærkerne.
Endelig fastslår den gældende lovs § 4, stk. 2, at en indehaver af et velkendt varemærke kan
forbyde tredjemands brug af et lignende tegn, også når tegnet anvendes for varer eller tjenesteydelser
af anden art end dem, for hvilket varemærket er velkendt, når brugen af tegnet vil kunne medføre en
utilbørlig udnyttelse af eller skade på det velkendte varemærkes særpræg eller renommé.
Ifølge bestemmelsens stk. 3 anses det navnlig som erhvervsmæssig brug 1) at anbringe tegnet på
varerne eller på deres emballage, 2) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem
med dette formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under det pågældende tegn, 3) at
importere eller eksportere varerne under det pågældende tegn, eller 4) at anvende tegnet på
forretningspapirer og i reklameøjemed.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
overfører uden ændringer bestemmelsen i direktivets artikel
10, stk. 1. I bestemmelsen konstateres blot, at en varemærkeret giver indehaveren en eneret. Det
nærmere indhold af denne eneret er beskrevet i bestemmelsens stk. 2 og 3.
I bestemmelsen i
stk. 2
præciseres indledningsvist, at det er den erhvervsmæssige brug af tegnet ”i
forbindelse med varer eller tjenesteydelser”, der under visse betingelser kan forbydes af
varemærkeindehaveren.
Denne præcisering skal ses i sammenhæng med
stk. 3,
der svarer til den gældende lovs § 4, stk. 3,
hvori der er oplistet eksempler på de former for brug af tegnet, der kan forbydes af en
varemærkeindehaver. Som noget nyt er der i denne oplistning henvist til, at varemærkeindehaveren
kan forbyde, at tredjemand gør brug af tegnet i forbindelse med varer og tjenesteydelser som handels-
eller firmanavn eller en del af et handels- eller firmanavn. Denne tilføjelse er indsat under hensyn til
EU-domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-17/06, Céline, i hvilken EU-domstolen bl.a. fastslog,
at et selskabsnavn eller en forretningsbetegnelse alene kan krænke en varemærkerettighed, når
selskabsnavnet eller forretningsbetegnelsen anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, og
der derved gøres indgreb i varemærkets funktioner.
Tilføjelsen skal endvidere ses i lyset af, at det i direktivets artikel 14, stk. 1, litra a, der
gennemføres i den foreslåede nyaffattelse af § 10, stk. 1, nr. 1, er præciseret, at
varemærkeindehaverens rettigheder kan være begrænset i forhold til navne på fysiske personer. Den
tilsvarende bestemmelse i artikel 6, stk. 1, litra a, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) og §
55
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
5, stk. 1, nr. 1, i den gældende varemærkelov, blev fortolket således, at den ikke alene omfattede
personnavne, men også kunne indebære en begrænsning af varemærkeindehaverens rettigheder i
forhold til virksomheds- og selskabsnavne. I en erkendelse af, at denne fortolkning af artikel 6, stk. 1,
litra a, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) kunne føre til den misopfattelse, at brugen af et
virksomheds- eller selskabsnavn ikke kan medføre en krænkelse af et ældre varemærke, er det således
nu gjort klart, at brug af tegnet som et virksomheds- eller selskabsnavn, kan udgøre en krænkelse af
varemærket, når betingelserne herfor i stk. 2 i øvrigt er opfyldt.
Bestemmelsen i
stk. 2, nr. 1,
vedrører den situation, hvor et tegn er identisk med det ældre
varemærke og anvendes for varer eller tjenesteydelser, der er identiske med de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er beskyttet (dobbeltidentitet). I sådanne situationer
anses beskyttelsen af det ældre varemærke for at være absolut. Således stilles der i tilfælde af
dobbeltidentitet ikke krav om, at der eksempelvis påvises en risiko for forveksling.
Bestemmelsen i
stk. 2, nr. 2,
fastsætter, at et ældre varemærke er beskyttet mod anvendelsen af
identiske eller lignende tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, der er identiske med eller
ligner de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er beskyttet, og der derved opstår
en risiko for forveksling, herunder at der antages en forbindelse mellem tegnet og det ældre
varemærke.
Bestemmelsen er udtryk for det grundlæggende forvekslelighedsprincip for kendetegnsretten. For
anvendelsen af bestemmelsen skal det som minimum kunne fastslås, at der består en lighed mellem
tegnene og en lighed mellem de varer og tjenesteydelser, som tegnene vedrører. Hertil kommer, at der
tillige skal bestå en risiko for forveksling, herunder at der kan antages en forbindelse mellem tegnene.
Forvekslelighedsvurderingen har karakter af en helhedsvurdering, i hvilken alle relevante faktorer skal
tages i betragtning. Til disse faktorer hører først og fremmest graden af ligheden mellem mærkerne og
mellem varerne/tjenesteydelserne, der skal vurderes i lyset af opfattelsen heraf hos den relevante
omsætningskreds. Denne opfattelse influeres først og fremmest af mærkernes særpræg, herunder det
særpræg, der er opnået gennem indarbejdelse, og af varernes eller tjenesteydelsernes karakter,
herunder deres art, formål og egenskaber i øvrigt, samt de omstændigheder hvorunder disse udbydes. I
denne sammenhæng skal endvidere tages hensyn til bl.a. princippet om det udviskede
erindringsbillede og produktreglen.
Endvidere er det præciseret i
stk. 2, nr. 3,
der vedrører beskyttelsen af de velkendte varemærker, at
bestemmelsen finder anvendelse, når det velkendte varemærke og det yngre varemærke vedrører varer
og tjenesteydelser af samme art. Ligeledes er det præciseret, at det tillige er en betingelse efter
bestemmelsen, at brugen af tegnet sker
”uden rimelig grund”.
Denne betingelse fremgik allerede af
varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation), men en eksplicit henvisning hertil blev udeladt i den
gældende varemærkelov.
Endeligt afspejler bestemmelsen i
stk. 3
den oplistning af eksempler på typer for brug, der kan
forbydes af en varemærkeindehaver efter stk. 2. Bestemmelsen overfører uden ændringer direktivets
artikel 10, stk. 3. Det bemærkes, at der i oplistningen af eksempler som noget nyt, og udover den
ovenfor omtalte henvisning til handels- og firmanavn, nu også henvises til, at brug af tegnet i
sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med reglerne om vildledende og sammenlignende
reklame, også udgør brug af tegnet, der kan forbydes af varemærkeindehaveren. Henvisningen er alene
indsat for at tydeliggøre dette og medfører ikke en ændring i den gældende retstilstand.
Der henvises nærmere til afsnit 2.4 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 5
gennemfører direktivets artikel 10, stk. 4, om varer i transit samt
artikel 11 vedrørende indehavere af registrerede varemærkers mulighed for at skride ind over visse
handlinger, der indgår i forberedelserne til en varemærkekrænkelse og artikel 13 vedrørende
”agentmærker”.
Der findes ikke bestemmelser svarende til direktivets artikel 10, stk. 4 og 11 i
varemærkeloven i dag,
men de såkaldte ”agentmærker” anses for omfattet af varemærkelovens § 15,
stk. 3, nr. 3.
Bestemmelsen i
stk. 1 og 2,
er indsat i direktivet for at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæmpe
forfalskning mere effektivt. Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med Danmarks
internationale forpligtelser inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO), navnlig
artikel V i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel om transitfrihed og, med hensyn
56
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
til generiske lægemidler, »erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed«, der blev vedtaget af
WTO-ministerkonferencen i Doha den 14. november 2001.
Efter bestemmelsen kan indehaveren af et registreret varemærke forhindre, at tredjemand i
erhvervsmæssigt øjemed fører varer ind i det danske toldområde, jf. toldlovens § 1, nr. 1, også selvom
varerne ikke overgår til fri omsætning her, hvis varerne kommer fra tredjelande og uden tilladelse er
forsynet med et varemærke, som er identisk eller i det væsentlige er identisk med det registrerede
varemærke, når varemærket i øvrigt er registreret for de omhandlede varer.
Begrænsningen af bestemmelsens anvendelsesområde til det danske toldområde følger først og
fremmest af, at Grønland og Færøerne efter toldloven anses som tredjelande, ligesom Grønland og
Færøerne ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 om
toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (toldforordningen).
Bestemmelsen omfatter endvidere placering af krænkende varer i alle toldsituationer, herunder
navnlig transit, omladning, oplagring, frizoner, midlertidig opbevaring, aktiv forædling eller
midlertidig indførsel, også selvom varerne ikke er bestemt til at blive markedsført i Danmark.
De danske toldmyndigheder er i dag tillagt beføjelser og underlagt procedurer, der følger af
toldforordningen. Således kan rettighedshavere efter toldforordningens artikel 3 indgive
toldanmodninger til de danske toldmyndigheder, ligesom toldmyndighederne i toldforordningens
kapitel 3 er tillagt visse beføjelser til at føre kontrol og suspendere frigivelsen af varer eller
tilbageholde dem.
For at undgå hindringer for den frie handel med lovlige varer er det i den foreslåede bestemmelse
fastlagt, at varemærkeindehaverens adgang til at forhindre varerne bortfalder, hvis klarereren eller
ihændehaveren af varerne under den efterfølgende retssag kan bevise, at indehaveren af det
registrerede varemærke ikke har ret til at forbyde markedsføringen af varerne i det endelige
bestemmelsesland.
Det følger i den forbindelse af toldforordningens artikel 28, at en rettighedshaver kan være
erstatningsansvarlig over for ihændehaveren af suspenderede eller tilbageholdte varer, hvis det bl.a.
senere fastslås, at de pågældende varer ikke krænker en intellektuel ejendomsrettighed.
Bestemmelsen i
stk. 3
gennemfører direktivets artikel 11 vedrørende indehavere af registrerede
varemærkers mulighed for at skride ind over visse handlinger, der indgår i forberedelserne til en
varemærkekrænkelse.
Bestemmelsen er ny og tager sigte på den situation, hvor tredjemand som led i forberedelsen af en
varemærkekrænkelse anbringer varemærket på etiketter, emballage m.v., eller udbyder, markedsfører
eller oplagrer sådanne genstande med det formål at anvende dem som led i en varemærkekrænkelse.
Efter bestemmelsen kan varemærkeindehaveren således, når der består en risiko for, at de
omhandlede etiketter, emballager m.v. kan anvendes i forbindelse med en varemærkekrænkelse,
forbyde, at varemærket påføres disse, og at de i øvrigt udbydes, markedsføres eller oplagres med dette
formål, eller at de importeres eller eksporteres.
Bestemmelserne i
stk. 4 og 5
gennemfører direktivets artikel 13 og svarer til Pariserkonventionens
artikel 6 g
vedrørende ”agentmærker”.
Som anført i afsnit 2.8.3 i de almindelige bemærkninger, anses bestemmelsen i
Pariserkonventionens artikel 6 g for at være omfattet af § 15, stk. 3, nr. 3, i den gældende
varemærkelov. Denne bestemmelse har dog givet anledning til en vis fortolkningstvivl, idet den
samtidig har haft til formål at implementere artikel 4, stk. 4, litra g, i varemærkedirektiv 89/104 EØF.
Bestemmelsen er således ny og er med til at sikre, at såvel direktivet som Pariserkonventionen er
korrekt gennemført i dansk ret.
Den nyaffattede bestemmelse indebærer endvidere, at varemærkeindehaveren ikke alene kan
hindre, at agenten eller repræsentanten registrerer varemærket, men tillige kan hindre dennes brug af
varemærket. I tillæg hertil er det fastsat, at varemærkeindehaveren kan kræve, at varemærket
overdrages til denne, jf. de foreslåede nyaffattelser af § 19, stk. 4, nr. 2 og § 28, stk. 3.
Der henvises nærmere til afsnit 2.4 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 6
viderefører med visse ændringer den gældende varemærkelovs §
7, idet den fastslår, at i tilfælde af kolliderende rettigheder, har den først stiftede ret fortrin.
57
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Den gældende lovs § 7 indeholder desuden en henvisning til, at en registreret ret anses for opstået
på den dag, hvor ansøgningen indleveres, eller fra en eventuel påberåbt prioritetsdag. Der er således i
ordlyden af den gældende lovs § 7 ikke taget højde for, at en fortrinsrettighed tillige kan følge af
eksempelvis en for et EU-varemærke påberåbt anciennitet eller datoen for en international registrering,
herunder når den internationale registrering videreføres som en dansk varemærkeregistrering eller
træder i stedet for en sådan, ligesom den gældende bestemmelse heller ikke i sin ordlyd tager højde for
rettigheder stiftet ved brug.
Da fortrinsretten således skal fastlægges fra sag til sag og kan være afhængig af, om varemærket
tillige er eller har været registreret som et EU-varemærke eller en international registrering, eller
rettighederne er stiftet ved brug, eller fordi mærket er et vitterligt kendt varemærke, er det i
lovforslaget udeladt nærmere at definere ét bestemt tidspunkt, som fortrinsretten skal anses for opstået
fra.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 7,
der gennemfører direktivets artikel 12, svarer til den gældende
varemærkelovs § 11 om varemærkeindehaverens mulighed for at gribe ind over for gengivelser af
varemærket i opslagsværker. Dog er det i den foreslåede bestemmelse præciseret, at bestemmelsens
anvendelsesområde tillige omfatter opslagsværker, der udgives i elektronisk form. Er et varemærke
således optaget i et elektronisk opslagsværk på en sådan måde, at varemærket fremstår som en
generisk betegnelse, kan varemærkeindehaveren anmode udgiveren af opslagsværket om, at
gengivelsen af varemærket ledsages af en angivelse af, at det er et registreret varemærke. Udgiveren af
det elektroniske opslagsværk skal i så fald hurtigst muligt efterkomme anmodningen fra
varemærkeindehaveren.
For så vidt angår opslagsværker, der udgives i trykt form, er det fastholdt, jf. den gældende lovs §
11, at angivelsen af, at der er tale om et registeret varemærke, senest skal indføres i den næste udgave
af værket.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 8
gennemfører for så vidt angår kollektivmærker direktivets artikel
34 om hvilke personer, der kan anlægge sag om krænkelse af et kollektivmærke.
Bestemmelsen svarer til den gældende fællesmærkelovs § 9, hvori bestemmes, at en sag om
krænkelse af et fællesmærke kan anlægges af mærkeindehaveren, idet det dog antages, at
mærkeindehaveren har mulighed for at bemyndige en eller flere af de berørte brugere af fællesmærket
til at anlægge sag på mærkeindehaverens vegne. Ligeledes er det i den gældende fællesmærkelovs § 9
bestemt, at den, der krænker et fællesmærke, er pligtig at erstatte den skade, der måtte være påført
mærkeindehaveren eller dem, der er berettiget til at anvende mærket.
I overensstemmelse hermed er det i den foreslåede bestemmelses
stk. 1
fastsat, at brugerne af et
kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke alene kan anlægge sag om krænkelse af
mærket, såfremt dette er fastsat i bestemmelserne for varemærkets benyttelse, eller mærkeindehaveren
på anden vis har givet sit samtykke hertil. Bestemmelsen skal forstås således, at det i udgangspunktet
alene er mærkeindehaveren, der kan anlægge sag om varemærkets krænkelse.
Den foreslåede bestemmelses
stk. 2 og 3
handler om adgangen til at rejse krav om erstatning, idet
det i forslagets stk. 2 er fastsat, at dem, der er berettiget til at anvende varemærket, har ret til at
indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, der er anlagt af varemærkeindehaveren, med henblik på at
rejse et selvstændigt krav om erstatning for en eventuel lidt skade som følge af varemærkekrænkelsen.
Samtidig er det i forslagets stk. 3 fastlagt, at mærkeindehaveren kan rejse krav om erstatning på vegne
af de personer, der er berettiget til at anvende varemærket.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 9
gennemfører direktivets artikel 25, stk. 3 og 4, om licenstageres
adgang til at anlægge sag om krænkelse af et varemærke.
Det fremgår af varemærkelovens § 45, at hvis der er givet licens til brug af et varemærke, anses
såvel licensgiver som licenstager som påtaleberettiget i sager om krænkelse af varemærkeretten, hvis
intet andet er aftalt. En licenstager, som vil anlægge sag, skal underrette licensgiveren herom.
58
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Med den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
begrænses licenstageres adgang til at anlægge sag om
varemærkekrænkelse til de tilfælde, hvor en adgang hertil er fastsat i licensaftalen, eller hvor
varemærkeindehaveren på anden måde har givet sit samtykke hertil. Dog kan en licenstager, når der er
tale om en eksklusiv licens, anlægge sag om krænkelse, hvis varemærkeindehaveren på licenstagerens
opfordring ikke inden for en rimelig frist har anlagt sag om krænkelse.
Bestemmelsen adskiller sig således fra den gældende varemærkelovs § 45, hvorefter en licenstager
anses for berettiget til at anlægge sag, medmindre andet er aftalt mellem licenstager og licensgiver.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
der uden ændringer overfører direktivets artikel 25, stk. 4,
giver endvidere licenstagere ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, der er anlagt af
varemærkets indehaver, for derigennem at få erstatning for en eventuel skade, som den pågældende
licenstager selv har lidt ved varemærkekrænkelsen.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 10,
der vedrører visse begrænsninger i den eneret, der er knyttet til
varemærkeretten, gennemfører direktivets artikel 14 og svarer med visse ændringer til den gældende
varemærkelovs § 5.
Ifølge varemærkelovens § 5 kan indehaveren af en varemærkeret ikke forbyde, at andre i
overensstemmelse med god markedsføringsskik gør erhvervsmæssig brug af 1) eget navn og egen
adresse, 2) angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse,
værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af
tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen, eller 3) varemærket, når dette er
nødvendigt for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller
reservedele.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter visse begrænsninger i varemærkets retsvirkninger, herunder
begrænsninger i forhold til tredjemands anvendelse af eget navn eller adresse, brug af deskriptive eller
usærprægede tegn, og refererende brug.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 1
er i forhold til den gældende varemærkelovs § 5, stk. 1, nr. 1,
begrænset til alene at vedrøre fysiske personers navne og adresser. Det er således præciseret, at
virksomhedsnavne ikke anses for omfattet af bestemmelsen. Der henvises endvidere til
bemærkningerne til den foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 3.
I bestemmelsen i
stk. 1, nr. 2,
der i uændret form gengiver direktivets artikel 14, stk. 1, litra b, er i
forhold til den gældende lovs § 5, stk. 1, nr. 2, tilføjet, at bestemmelsen også finder anvendelse i
forhold til tegn eller angivelser, der er uden særpræg. De tegn, der er omfattet af bestemmelsen, er
således ikke alene tegn eller angivelser, der er beskrivende for de omhandlede varer eller
tjenesteydelser, men tillige enhver type af tegn, der mangler særpræg.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 3,
svarer i hovedtræk til den gældende lovs § 5, stk. 1, nr. 3. Dog er det
præciseret, at den brug af varemærket, som bestemmelsen hovedsageligt sigter på, er den brug,
hvorved tredjemand anvender dette for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser, som
tilhørende varemærkeindehaveren, dvs. refererende brug når en sådan brug er nødvendig f.eks. i
forbindelse med markedsføring af reservedele eller tilbehør.
De nævnte begrænsninger i stk. 1 skal ses i sammenhæng med kravet i
stk. 2
om, at stk. 1 alene
finder anvendelse, når brugen af varemærket er i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Det
tilsvarende krav fremgår af den gældende varemærkelovs § 5 og fremgår tillige af direktivets artikel
14, stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 3
gennemfører direktivets artikel 14, stk. 3, der fastslår, at et varemærke ikke
giver indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af en ældre rettighed, når
den ældre rettighed kun har lokalt afgrænset karakter, og den ældre rettighed i øvrigt anvendes inden
for det lokalområde, hvor rettigheden består.
Der er tale om en ny bestemmelse, hvis hovedformål er at sikre muligheden for sameksistens
mellem et yngre, registreret varemærke og et ældre kendetegn, der ikke har været anvendt i et omfang,
der kan begrunde beskyttelse af kendetegnet som varemærke efter den foreslåede nyaffattelse af § 3,
stk. 1, nr. 3.
Kendetegn, der ikke er registreret som varemærke, og som alene har lokal betydning, beskyttes
ikke som varemærke, men kan undertiden anerkendes en vis beskyttelse efter markedsføringsloven
eller efter almindelige retsgrundsætninger. Det er i den forbindelse i den foreslåede nyaffattelse af §
59
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
15, stk. 3, nr. 5, 6 og 8, foreslået, at kendetegnsrettigheder knyttet til virksomhedsnavne, fast ejendom
og andre ibrugtagne kendetegn, alene kan forhindre registreringen af et varemærke eller danne basis
for dets ophævelse, hvis kendetegnet har mere end lokal betydning.
Kravet om, at virksomhedsnavne, kendetegnsrettigheder knyttet til ejendomme og øvrige
kendetegnsrettigheder stiftet ved brug skal have ”mere end lokal betydning”,
før disse kan udgøre
hindringer mod et yngre varemærke, opvejes således af den foreslåede bestemmelse i stk. 3.
Bestemmelsen indebærer således, at en indehaver af et yngre varemærke ikke kan forhindre den
fortsatte anvendelse af de ældre kendetegn, som er omfattet af den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk.
3, nr. 5, 6 og 8, når disse alene har lokal betydning og i øvrigt anvendes inden for grænserne af det
område, hvor retten hertil er anerkendt.
For så vidt angår kriteriet
”mere end lokal betydning” henvises til bemærkningerne til
den
foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1, nr. 3, ovenfor.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 10 a,
der vedrører konsumption af varemærkerettigheder,
gennemfører direktivets artikel 15 og svarer i hovedtræk til den gældende varemærkelovs § 6.
Ifølge den gældende varemærkelovs § 6 kan indehaveren af en varemærkeret ikke forbyde brugen
af mærket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsført inden for De
Europæiske Fællesskaber under dette mærke. Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis indehaveren
har rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor disses
tilstand er ændret eller forringet, efter at de er markedsført.
Med den foreslåede bestemmelse er det præciseret, at konsumption af varemærkeretten ikke alene
indtræder
ved markedsføring i EU, men tillige når markedsføringen er sket ”her i landet”.
Denne præcisering er indsat for at tydeliggøre, at der indtræder konsumption af de rettigheder, der
er knyttet til et dansk varemærke, for hele riget, uanset om de varer, hvorpå varemærket er anbragt, har
været markedsført i Danmark, Grønland eller på Færøerne.
For så vidt angår konsumptionen af de rettigheder, der knytter sig til et EU-varemærke, er der
fastsat en særskilt bestemmelse herom i artikel 15 i EU-varemærkeforordningen. Heraf fremgår bl.a.,
at reglen om konsumption er afgrænset til markedsføring inden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde. Er et varemærke således tillige beskyttet som et EU-varemærke, vil de rettigheder,
der er knyttet til EU-varemærket, ikke være at anse for konsumeret ved markedsføring af varer under
varemærket i Grønland eller på Færøerne.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 10 b
vedrører fortabelse af retten til at anmode om ugyldiggørelse
på grund af passivitet.
Bestemmelsens
stk. 1
gennemfører direktivets artikel 9, stk. 1. Bestemmelsen svarer med en mindre
ændring i ordlyden til den gældende varemærkelovs § 8.
Ifølge den gældende varemærkelovs § 8 kan en yngre ret til et registreret varemærke bestå ved
siden af en ældre ret til et dermed forveksleligt varemærke, hvis ansøgningen er indgivet i god tro, og
indehaveren af den ældre ret har været bekendt med og tålt brugen her i landet af den yngre ret i fem
på hinanden følgende år.
Den foreslåede bestemmelse fastslår således, at i det omfang en indehaver af en ældre rettighed har
været bekendt med og tålt brugen af et yngre registreret varemærke i fem år, kan indehaveren af den
ældre ret ikke længere begære den yngre varemærkeregistrering erklæret for ugyldig. Som undtagelse
hertil gælder dog
–
som hidtil
–
at det yngre varemærke fortsat kan erklæres ugyldigt, hvis
ansøgningen blev indgivet i ond tro.
Bestemmelsens
stk. 2
svarer til den gældende varemærkelovs § 9 og § 10, stk. 2. § 9 afspejler dansk
rets almindelige regler om passivitet, idet den fastslår, at en yngre ret til et varemærke kan bestå ved
siden af en ældre ret til et dermed forveksleligt varemærke, hvis indehaveren af den ældre ret ikke
inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt for at hindre brugen af det yngre varemærke. § 10, stk.
2, fastslår, at det, når der er indtrådt passivitet, og det i øvrigt findes rimeligt, kan bestemmes, at et af
varemærkerne eller begge kun må anvendes på en særlig måde, for eksempel i en vis udformning eller
med tilføjelse af en stedsangivelse.
60
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Patent- og Varemærkestyrelsen blev ved lov nr. 1201 af 27. december 1996 om ændring af
varemærkeloven og retsplejeloven tillagt kompetence til at træffe afgørelse om administrativ
ophævelse i forhold til samtlige de gyldighedsbetingelser, der fremgår af den gældende
varemærkelovs § 28, herunder under hensyn til passivitetsreglerne i den gældende lovs §§ 8 og 9.
Det fremgår ikke eksplicit af den gældende varemærkelovs § 10, stk. 2, om det alene er domstolene
eller tillige Patent- og Varemærkestyrelsen, der i forbindelse med en afgørelse om passivitet kan træffe
bestemmelse om, at et varemærke kun må anvendes på en særlig måde.
For at tydeliggøre, at det alene tilkommer domstolene at fastsætte de nævnte bestemmelser om
mærkernes anvendelse, er det i stk. 2 tilføjet, at sådanne bestemmelser fastsættes ved dom.
Adgangen til at fastsætte bestemmelser om varemærkets anvendelse er ikke til stede, når forslagets
§ 10 b, stk. 1, alene finder anvendelse. Således fastsætter direktivets artikel 9 en brugsret for det yngre
varemærke, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, og der er i direktivet ikke åbnet op for, at
denne brugsret kan være betinget af, at varemærket anvendes på en særlig måde.
Bestemmelsen i
stk. 3
gennemfører direktivets artikel 9, stk. 3, og svarer i øvrigt til den gældende
lovs § 10, stk. 1. Bestemmelsen fastsætter således, at indehaveren af det yngre varemærke ikke kan
forbyde brugen af det ældre varemærke, heller ikke selvom indehaveren af det ældre varemærke er
afskåret fra at gøre sin ret gældende over for denne efter stk. 1 eller 2.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 10 c
vedrører kravet om ”reel brug”.
Bestemmelsens
stk. 1
gennemfører direktivets artikel 16, stk. 1, og svarer i hovedtræk til den
gældende varemærkelovs § 25, stk. 1.
Ifølge varemærkelovens § 25 kan en varemærkeregistrering ophæves, hvis indehaveren af et
registreret varemærke ikke inden fem år fra registreringsprocedurens afslutning har gjort reel brug af
varemærket her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, eller såfremt
brugen har været ophørt uden afbrydelser i fem år. Dette gælder ikke, hvis der foreligger rimelig grund
til, at brug ikke har fundet sted.
Den foreslåede bestemmelse fastslår, at såfremt indehaveren af et registreret varemærke ikke inden
fem år fra datoen for registreringsprocedurens afslutning har gjort reel brug af varemærket, eller en
sådan brug har været suspenderet i en sammenhængende periode på fem år, underkastes varemærket
de begrænsninger eller sanktioner, der fremgår af de foreslåede nyaffattede §10 d, § 21, stk. 1 og 2, §
25, stk. 1 og § 35, stk. 3 og 4.
I tilfælde af manglende reel brug af et registreret varemærke, vil retten hertil således kunne
fortabes, ligesom modpåstande i sager om indsigelse, ugyldiggørelse eller krænkelse, der anlægges af
varemærkeindehaveren, kan indebære, at det registrerede varemærke alene anses for registreret for en
del eller slet ingen af de varer eller tjenesteydelser, som registreringen omfatter.
Om begrebet ”reel brug” er det af EU-domstolen
fastslået i bl.a. C-40/01, Ansul, at der er gjort
”reel brug” af et varemærke, når
dette er anvendt i overensstemmelse med varemærkets
grundlæggende funktion, som er at garantere oprindelsen af de varer eller tjenesteydelser, som det er
blevet registreret for, med henblik på at skabe eller bevare en afsætningsmulighed for disse varer og
tjenesteydelser. Dette omfatter ikke symbolske former for brug alene med det formål at bevare de til
varemærket knyttede rettigheder. Bedømmelsen af, om brugen af varemærket er reel, skal foretages på
grundlag af samtlige faktiske omstændigheder, der kan godtgøre, at varemærket virkelig anvendes
handelsmæssigt, navnlig de former for brug, der i den pågældende branche anses for begrundet i
fastholdelse eller erhvervelse af markedsandele for de varer eller tjenesteydelser, der beskyttes af
varemærket, disse varers eller tjenesteydelsers art, de særlige forhold på markedet samt omfanget og
hyppigheden af brugen af varemærket. Selv om brugen af mærket ikke vedrører varer, der tilbydes på
markedet som nye, men allerede markedsførte varer, er brugen reel, hvis mærket faktisk anvendes af
varemærkeindehaveren for løsdele, der indgår i disse varers sammensætning eller struktur, eller for
varer eller tjenesteydelser, der har en direkte forbindelse med de allerede markedsførte varer og skal
tilfredsstille behov i disses kundekreds.
Endvidere fremgår det af C-442/07, Verein Radetzky-Orden, at der tillige er gjort reel brug af et
varemærke, når en almennyttig forening i sin kontakt med offentligheden anvender varemærket på
meddelelser om arrangementer, på forretningspapirer og på reklamer, og det anvendes af foreningens
61
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
medlemmer ved indsamling og uddeling af indsamlingsbidrag i den forstand, at medlemmerne bærer
foreningens emblemer.
Endelig skal det om begrebet ”reel brug” bemærkes, at det fremgår af EU-domstolens
afgørelse i
sag C-495/07, Silberquelle, at anbringelse af et varemærke på (reklame)genstande, der gratis tilbydes
købere af indehaverens varer, ikke udgør reel brug af varemærket.
Bestemmelsen i
stk. 2
fastsætter, hvornår registreringsproceduren, som der henvises til i stk. 1, skal
anses for afsluttet. Således er det i
stk. 2, nr. 1,
bestemt, at registreringsproceduren for et dansk
registreret varemærke anses for afsluttet, når varemærket registreres. Ligeledes er det i
stk. 2, nr. 2,
bestemt, at registreringsproceduren anses for afsluttet, når en designering af Danmark af en
international registrering er endeligt godkendt i overensstemmelse med den foreslåede nyaffattede
bestemmelse i § 56, eller den internationale registrering har opnået gyldighed for Danmark efter artikel
4 og 5 i Madridprotokollen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal ses i sammenhæng med, at det i forslaget til et nyaffattet
kapitel 2 er foreslået, at der foretages en ændring af ansøgningsproceduren, således at
varemærkeansøgninger skal offentliggøres, og tredjemand skal have mulighed for at fremsætte
indsigelse, før varemærket registreres. Dette indebærer, at registreringsproceduren efter den
ansøgningsprocedure, som der lægges op til med lovforslaget, skal anses for afsluttet på den dag, hvor
varemærket registreres, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 23, eller designeringen af Danmark i en
international registrering endeligt godkendes, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 56.
Efter den gældende varemærkelovs §§ 22 og 23 offentliggøres varemærket, efter varemærket er
blevet registreret. Tredjemand har to måneder fra offentliggørelsen af registreringen til at fremsætte
indsigelse, hvorefter registreringsproceduren anses for afsluttet, når indsigelsesperioden er udløbet
uden der er fremsat indsigelse mod registreringen. Bliver der derimod fremsat indsigelse mod
registreringen, anses registreringsproceduren først for afsluttet, når der er truffet endelig afgørelse om
indsigelsen.
På grund af denne ændring af måden, hvorpå datoen for registreringsprocedurens afslutning
fastsættes, har det tillige været nødvendigt i lovforslagets overgangsbestemmelser at fastslå, at de
hidtil gældende bestemmelser af betydning for fastsættelsen af registreringsprocedurens afslutning
fortsat finder anvendelse for varemærker, der er registreret før lovens ikrafttræden.
Bestemmelsen i
stk. 3
er ny og skal ses i sammenhæng med kravet i den foreslåede nyaffattelse af §
3, stk. 1, nr. 3, om, at de ved brug stiftede varemærkerettigheder skal anvendes vedvarende. Den
gældende varemærkelov indeholder ikke en særskilt bestemmelse om, at de ved brug stiftede
varemærkerettigheder kan fortabes som følge af manglende brug. I administrativ praksis og
domstolspraksis er det imidlertid antaget, at kravet om vedvarende brug indebærer, at såfremt der sker
et sådant ophør i brugen af varemærket, at dette må anses for opgivet, fortabes retten hertil.
Bestemmelsen er således foreslået indsat for at gøre det tydeligt, at såfremt der ikke sker
vedvarende brug af et varemærke i situationer, hvor varemærkeretten alene støttes på brugen heraf,
fortabes varemærkeretten.
Bestemmelsen i
stk. 4
gennemfører direktivets artikel 16, stk. 5, og svarer i hovedtræk til den
gældende varemærkelovs § 25, stk. 2. Ifølge § 25, stk. 2, betragtes følgende ligeledes som brug: 1)
Brug af varemærket i en form, der ikke væsentligt afviger fra den form, hvori det er registreret. 2)
Anbringelse af varemærket her i landet på varer eller deres emballage udelukkende med eksport for
øje.
Ordlyden af bestemmelsen i
stk. 4, nr. 1,
er dog bragt i overensstemmelse med ordlyden af
direktivets artikel 16, stk. 5, litra a, således at formuleringen
”en form, der ikke væsentligt afviger fra
den form, hvori det er registreret” er ændret til ”en
form, der kun ved elementer, der ikke forandrer
mærkets særpræg, afviger fra den form, hvori det blev registreret”.
Derudover tages der i bestemmelsen højde for de ved brug stiftede rettigheder, idet det tillige
fastsættes, at der ved vurderingen af, om der er sket vedvarende brug af det varemærke, hvortil der
oprindeligt er stiftet en varemærkeret ved brug, tillige kan indgå en brug af varemærket i en anden
form, der ikke forandrer det oprindelige varemærkes særpræg.
Endvidere er det i bestemmelsen i stk. 4, nr. 1, tilføjet, at bestemmelsen finder anvendelse,
”uanset
om varemærket også er registreret i indehaverens navn i den form, hvori det anvendes”. Tilføjelsen i
direktivet og den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af, at EU-domstolen i bl.a. den præjudicielle
afgørelse i sagen C-553/11, Rintisch, fastslog, at den tilsvarende bestemmelse i artikel 10, stk. 2, litra
62
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
a, i varemærkedirektiv 89/104/EØF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at indehaveren
af et registreret varemærke - med henblik på at godtgøre brugen af varemærket som omhandlet i denne
bestemmelse - kan påberåbe sig at have gjort brug af mærket i en form, der afviger fra den form, hvori
mærket er blevet registreret, uden at afvigelserne mellem disse to former forandrer mærkets særpræg,
og uagtet den omstændighed, at denne afvigende form selvstændigt er blevet registreret som
varemærke.
Bestemmelsen i
stk. 5
gennemfører direktivets artikel 16, stk. 6, artikel 28, stk. 5 og artikel 32, og
svarer i øvrigt til den gældende varemærkelovs § 25, stk. 3, og fællesmærkelovens § 7, stk. 2.
Bestemmelsen fastslår således, at brug, der er sket med varemærkeindehaverens samtykke, eller i
tilfælde af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, brug af en person der er
berettiget til at anvende mærket, sidestilles med varemærkeindehaverens brug.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 10 d,
der vedrører muligheden for at fremsætte modpåstand om
manglende ”reel brug” af det ældre varemærke i en sag om krænkelse heraf,
gennemfører direktivets
artikel 17, og svarer i hovedtræk til den gældende varemærkelovs § 28, stk. 5.
Ifølge § 28, stk. 5, kan krav om ophævelse kun gøres gældende på grundlag af et ældre
kolliderende mærke, hvis den, der har krævet registreringen ophævet, på den anden parts begæring kan
godtgøre, at det ældre mærke har været brugt i overensstemmelse med § 25. Den foreslåede
bestemmelse har dog et bredere sigte end den gældende varemærkelovs § 28, stk. 5, da den foreslåede
bestemmelse omfatter enhver sag om krænkelse og ikke alene sager om ophævelse af en
varemærkeregistrering.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 10 e,
der vedrører andre modpåstande, der kan fremsættes af
indehaveren af et yngre registreret varemærke i forbindelse med en sag om krænkelse, gennemfører
direktivets artikel 18. Bestemmelsen svarer til en vis grad til den gældende lovs § 7, der omhandler
fortrinsretten for den først opståede ret, herunder fastsættelsen af, at varemærkeretten anses for opstået
på ansøgningsdatoen, eller i fald der er påberåbt prioritet, fra prioritetsdatoen. Den gældende lovs § 7
har således bl.a. den virkning, at en betingelse for påberåbelsen af et ældre varemærkes renommé eller
indarbejdelse er, at renomméet eller indarbejdelsen forelå på ansøgningstidspunktet for det yngre
varemærke, eller tidspunktet for en eventuel prioritet påberåbt herfor.
Bestemmelsens
stk. 1,
der gennemfører direktivets artikel 18, stk. 1, fastsætter, at en indehaver af
en varemærkeret ikke kan forbyde brugen af et yngre registreret varemærke i de tilfælde, der er
omfattet af den foreslåede nyaffattelse af § 30 om det ældre varemærkes manglende særpræg eller
renommé og § 10 b om passivitet samt § 35, stk. 3, om manglende reel brug af det ældre varemærke.
Bestemmelsen indebærer, at en indehaver af en ældre varemærkeret ikke kan forbyde brugen af et
yngre registreret varemærke eller begære dette ophævet, når varemærkeindehaveren ikke havde
adgang hertil på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre mærke, fordi det ældre mærke endnu
ikke var eksempelvis velkendt eller indarbejdet på dette tidspunkt, at der forelå passivitet, eller
varemærket ikke var blevet anvendt i overensstemmelse med kravene til brug.
Bestemmelsen i
stk. 2
gennemfører direktivets artikel 18, stk. 2, og fastslår, at en indehaver af et
ældre EU-varemærke er underlagt de samme begrænsninger, som indehaveren af et ældre nationalt
varemærke er underlagt efter stk. 1.
Bestemmelsen i
stk. 3
gennemfører direktivets artikel 18, stk. 3. Bestemmelsen fastslår, at selvom
indehaveren af en ældre varemærkeret er begrænset i adgangen til at forbyde brugen af eller begære et
yngre varemærke ophævet efter stk. 1 og 2, giver den varemærkeret, der er etableret ved registreringen
af det yngre varemærke ikke i sig selv indehaveren af det yngre varemærke adgang til at forhindre
brugen af det ældre varemærke eller på dette grundlag begære det ældre varemærke ophævet.
Bestemmelsen berører dog ikke indehaveren af det yngre varemærkes adgang til at begære det ældre
varemærke ophævet på baggrund af eksempelvis reglerne om reel brug, jf. den foreslåede nyaffattelse
af § 25 og EU-varemærkeforordningens artikel 18.
63
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 11,
der vedrører indgivelsen af ansøgninger, svarer i hovedtræk til
den gældende varemærkelovs § 12 om indgivelse af ansøgninger til Patent- og Varemærkestyrelsen og
om, at styrelsen fører et varemærkeregister.
Bestemmelsen i
stk. 1
fastslår, at varemærkeansøgninger indgives til Patent- og
Varemærkestyrelsen, og at der for ansøgninger om registrering af varemærker betales et gebyr. Det
fremgår tillige af bestemmelsen, at de nærmere krav til ansøgningers form og indhold vil blive fastsat
af erhvervsministeren, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 48. Kravene i den gældende varemærkelovs
§ 12, stk. 1 om, at ansøgningen skal indeholde en gengivelse af varemærket, oplysninger om
ansøgerens navn eller firma samt en liste over de varer eller tjenesteydelser, som varemærket søges
registreret for, fremgår af den foreslåede bestemmelses stk. 5-8, der omfatter de oplysninger, som en
varemærkeansøgning som minimum skal indeholde.
I
stk. 2
foreslås det som noget nyt fastsat, at ansøgere ved ansøgningens indgivelse skal kunne
anmode om, at der med søgningsrapporten medfølger en uddybende begrundelse om vurderingen af
risikoen for forveksling for hver af de ældre rettigheder, som styrelsen har anført i søgningsrapporten.
Det er endvidere foreslået, at der for udfærdigelsen heraf skal opkræves et tillægsgebyr. Muligheden
for at modtage en nærmere begrundet søgningsrapport kan være særligt relevant for de små og
mellemstore virksomheder, der har et ønske om at modtage mere specifik information om årsagen til,
at de ældre varemærkerettigheder er blevet fremdraget. Formålet med denne information er at sætte
ansøgeren bedre i stand til at vurdere, hvordan ansøgeren kan eller bør forholde sig til de fremdragne
ældre rettigheder, for derigennem at undgå bekostelige krænkelsessager.
Endvidere er det i
stk. 3
som noget nyt foreslået, at ansøgeren ved ansøgningens indgivelse kan
anmode om, at der ikke udarbejdes en søgningsrapport efter stk. 1. Da formålet med denne
valgmulighed er at efterkomme visse brugeres ønske om muligheden for at opnå en hurtigere og mere
effektiv sagsbehandling, er det endvidere foreslået, at erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser
om de krav, som ansøgningen skal opfylde, for at anmodningen kan imødekommes.
Bestemmelsen i
stk. 4
svarer i hovedtræk til den gældende varemærkelovs § 12, stk. 3. Således
fremgår det af bestemmelsen, at styrelsen fører et register (varemærkeregisteret) over ansøgninger og
registreringer, og at registeret skal være tilgængeligt via Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.
Bestemmelserne i stk. 5-7, der vedrører de minimumskrav, som ansøgninger skal opfylde,
gennemfører direktivets artikel 37, stk. 1, artikel 28, stk. 4 og artikel 30, samt indeholder visse af de
ansøgningsbetingelser, der fremgår af den gældende varemærkelovs § 12 og den gældende
fællesmærkelovs § 4, stk. 2.
I
stk. 5,
der gennemfører direktivets artikel 37, stk. 1, er angivet de oplysninger, som en
varemærkeansøgning som minimum skal indeholde. Det skal implicit eller eksplicit fremgå af
ansøgningen, at der er tale om en ansøgning om registrering af et varemærke. Endvidere skal
ansøgningen indeholde oplysninger, der gør det muligt at identificere ansøgeren, en fortegnelse over
de varer og tjenesteydelser, som varemærket søges registreret for, samt en gengivelse af varemærket,
der lever op til kravet i den foreslåede nyaffattelse af § 2.
Bestemmelsen i
stk. 6
gennemfører for så vidt angår kollektivmærker direktivets artikel 30.
Bestemmelsen fastslår således, at en ansøgning om registrering af et kollektivmærker eller et garanti-
eller certificeringsmærke skal indeholde de bestemmelser, der gælder for mærkets benyttelse.
Direktivet indeholder ikke et krav om, at en ansøgning om et garanti- eller certificeringsmærke skal
omfatte de bestemmelser, der er fastsat for mærkets benyttelse, idet det er overladt til medlemsstaterne
at fastsætte de nærmere betingelser herfor. Derimod er det i direktivets artikel 30 et krav, at der er
fastsat bestemmelser om kollektivmærkers benyttelse, og at disse bestemmelser indgives sammen med
ansøgningen.
Efter den gældende fællesmærkelovs § 4, stk. 2, er det et krav, at der ved indgivelsen af en
ansøgning om registrering af et fællesmærke, dvs. såvel når dette er et kollektivmærke, som når det er
et garantimærker, skal indgives de bestemmelser, der gælder for mærkets benyttelse. Denne
bestemmelse er således videreført, idet den foreslåede bestemmelse fastsætter, at der skal indgives de
bestemmelser, der er fastsat for mærkets benyttelse, såvel når mærket er et kollektivmærke, som når
dette er et garanti- eller certificeringsmærke.
Bestemmelsen i
stk. 7
gennemfører 1. punktum i direktivets artikel 30, stk. 2, og vedrører de
oplysninger, som bestemmelserne for anvendelse af et kollektivmærke som minimum skal indeholde.
Som det fremgår af den foreslåede nyaffattelse af § 1 b, stk. 3, gælder det særligt for kollektivmærker,
64
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
at der alene kan stiftes varemærkeret til denne mærketype af sammenslutninger af erhvervsdrivende,
hvorfor bestemmelserne bl.a. skal angive betingelserne for medlemskab af sammenslutningen.
Tilsvarende krav kan ikke stilles til garanti- eller certificeringsmærker, hvorfor der ikke i
lovforslaget er opstillet specifikke minimumskrav herom. Da det ligger i garanti- eller
certificeringsmærkernes natur, at der for disse opstilles regler for, hvordan og på hvilke produkter
mærket må anvendes, er det således først og fremmest disse bestemmelser, der skal oplyses om i
forbindelse med en ansøgning om registrering af mærket.
Bestemmelsen i
stk. 8
gennemfører 2. punktum i direktivets artikel 30, stk. 2. Bestemmelsen
fastslår, at i de tilfælde, hvor et kollektivmærke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i den
foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 3, jf. direktivets artikel 29, stk. 3, og den gældende
fællesmærkelovs § 3, vedrørende geografiske betegnelser, skal de bestemmelser, der fastsættes for
anvendelsen af kollektivmærket give enhver person, hvis varer eller tjenesteydelser stammer fra det
pågældende geografiske område, ret til at blive optaget som medlem af sammenslutningen. En
forudsætning er dog, at den pågældende i øvrigt lever op til de krav, der gælder for optagelse i
sammenslutningen.
Bestemmelsen i
stk. 9,
der vedrører fastsættelsen af en ansøgningsdato, gennemfører direktivets
artikel 38, stk. 1, og fastslår, at en ansøgning tildeles en ansøgningsdato på den dag, hvor alle de
oplysninger, der fremgår af bestemmelsens stk. 5, er kommet frem til Patent- og Varemærkestyrelsen.
Dette fremgår ikke eksplicit af varemærkeloven i dag. Bestemmelsen svarer til og skal i øvrigt ses i
lyset af artikel 5 i Trademark Law Treaty og den tilsvarende bestemmelse i Singaporetraktatens artikel
5, der opstiller de samme krav om oplysninger for tildeling af en ansøgningsdato, som dem der
fremgår af bestemmelsens stk. 5.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 12,
der vedrører angivelsen af varer og tjenesteydelser samt
klassificeringen heraf i varemærkeansøgningers varefortegnelser, gennemfører direktivets artikel 39
og korresponderer til en vis grad med den gældende varemærkelovs § 12 og den gældende
ansøgnings- og registreringsbekendtgørelses § 2, stk. 1, nr. 2, samt Patent- og Varemærkestyrelsens
praksis vedrørende varefortegnelser. Ifølge § 12, stk. 1, i den gældende lov skal de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke mærket ønskes registreret, angives i ansøgningen.
Bestemmelsen er dog ny i varemærkedirektivet og er indsat for at tydeliggøre de krav, der kan
stilles til identificeringen af de varer og tjenesteydelser, der skal anses for omfattet af en ansøgning og
den senere varemærkeregistrering.
Behovet for denne tydeliggørelse udspringer af EU-domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-
307/10, Chartered Institute of Patent Attorneys, i hvilken det bl.a. blev fastslået, at varemærkedirektiv
2008/95/EF (kodifikation) skal fortolkes således, at det kræver, at de varer eller tjenesteydelser, der er
omfattet af ansøgningen om varemærkebeskyttelse, identificeres med tilstrækkelig klarhed og
præcision af ansøgeren, således at de kompetente myndigheder og de erhvervsdrivende alene på
baggrund heraf kan fastlægge udstrækningen af den beskyttelse, varemærket giver.
Endvidere blev det af EU-domstolen fastslået, at varemærkeansøgere kan anvende generelle
angivelser i Niceklassifikationen, jf. artikel 1 i Nicearrangementet vedrørende international
klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, for at identificere de
varer og tjenesteydelser, som varemærkeretten skal omfatte, forudsat at en sådan identifikation er
tilstrækkelig klar og præcis.
Som konsekvens af denne dom har varemærkemyndighederne i medlemsstaterne og EUIPO
samarbejdet om at fastsætte en fælles praksis for vurdering af betegnelser for varer og tjenesteydelsers
klarhed og præcision, herunder identificeret visse af de betegnelser for varer og tjenesteydelser i
klasseoverskrifterne i Niceklassifikationen, der ikke anses for at opfylde dette krav. Resultatet af dette
samarbejde er udsendt i tre fællesmeddelelser, henholdsvis med Patent- og Varemærkestyrelsens
brugerbreve af 2. maj 2013, 20. november 2013 og 20. februar 2014. I tilknytning hertil har styrelsen
og de øvrige medlemsstater samt EUIPO oparbejdet en fælles database over betegnelser for varer og
tjenesteydelser, der anses for tilstrækkeligt klare og præcise, og som følgelig kan anvendes i
varemærkeansøgninger inden for EU.
De krav til den klarhed og præcision, der opstilles i direktivets artikel 39 for de betegnelser for
varer og tjenesteydelser, som kan anvendes i varemærkeansøgninger, er helt i tråd med den skitserede
65
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
udvikling såvel i praksis som i det samarbejde, der pågår mellem varemærkemyndighederne i EU.
Bestemmelsen i
stk. 1
fastsætter således kravet om, at de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet
af varemærkeansøgninger- og registreringer, skal være klassificeret i overensstemmelse med
Niceklassifikationen.
Bestemmelsen i
stk. 2
fastsætter, at varerne og tjenesteydelserne skal være identificeret med
tilstrækkelig klarhed og præcision, jf. ovenfor vedrørende EU-domstolens præjudicielle afgørelse i
sagen C-307/10, Chartered Institute of Patent Attorneys.
Bestemmelsen i stk. 2 skal endvidere ses i sammenhæng med bestemmelsen i
stk. 3,
der fastslår, at
Niceklassifikationens klasseoverskrifter og tilsvarende generelle betegnelser kan anvendes i
varemærkeansøgninger, forudsat at disse lever op til kravet om klarhed og præcision.
I bestemmelsen i
stk. 4
er fastsat, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal afslå at registrere
varemærker for varer eller tjenesteydelser, der ikke lever op til kravene i stk. 2 og 3. Styrelsen skal i
den forbindelse, i tråd med forvaltningsretten, give ansøger lejlighed til at udtalelse sig herom,
herunder bringe ansøgningen i orden, før der eventuelt kan gives et afslag.
Bestemmelsen i
stk. 5
fastslår, at i det omfang, der i en ansøgning eller registrering er anvendt
generelle betegnelser, skal omfanget af disse fortolkes ud fra en almindelig ordlydsfortolkning.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at særligt EUIPO forud for EU-domstolens præjudicielle afgørelse i
sagen C-307/10, Chartered Institute of Patent Attorneys, anlagde en anden fortolkningspraksis i
forhold til registreringer, der omfattede en klasseoverskrift fra Niceklassifikationen. Denne praksis har
EUIPO nu forladt, og den beskrevne tilgang til fortolkningen af sådanne generelle betegnelser er i
overensstemmelse med dansk praksis.
Nicearrangementet trådte først i kraft i Danmark den 30. november 1961. Indtil da blev varemærket
i udgangspunktet registreret for alle varer og tjenesteydelser, idet der dog var en vis mulighed for at
begrænse ansøgningen til enkelte varer eller ydelser, om end disse ikke kunne klassificeres efter et
klassesystem.
Efter Danmarks tiltrædelse af Niceklassifikationen skulle indehavere af registreringer, der var
foretaget før tiltrædelsen, i forbindelse med fornyelsen af deres registrering angive, hvilke klasser
registreringen skulle fornys for. Der blev i den forbindelse ikke stillet krav om, at indehaveren skulle
angive de præcise varer eller tjenesteydelser, som registrering skulle anses for at omfatte i de valgte
klasser. Derimod blev en angivelse af klassenummeret anset for at medføre, at alle de varer og
tjenesteydelser, der kunne anses for omfattet af den pågældende klasse i Niceklassifikationen, var
omfattet af registreringen.
Samme tilgang blev anvendt i forhold til ansøgninger, idet varemærkeansøgninger kunne indgives
og føres til registrering blot med angivelse af klassenumre i ansøgningens varefortegnelse.
Det var således først ved Danmarks tiltrædelse til Trademark Law Treaty, at der i
overensstemmelse med traktatens artikel 3, stk. 1, nr. 15, blev opstillet et krav om, at ansøgere skulle
angive de varer eller tjenesteydelser, som ansøgningen skulle omfatte, og derfor ikke længere blot
kunne henvise til den klasse i Niceklassifikationen, som ansøgningen skulle omfatte.
Under hensyn til denne udvikling i dansk ret vedrørende kravene til varefortegnelser, skal
bestemmelsen i stk. 5 ses som udtryk for, at sådanne ældre registreringer, der er registreret for hele
klasser i Niceklassifikationen, dvs. registreringer hvori der alene er henvist til en eller flere
klassenumre, men ikke er angivet specifikke varer eller tjenesteydelser, skal fortolkes i
overensstemmelse med indholdet af den eller de klasser i den pågældende udgave af
Niceklassifikationen, som denne forelå på det tidspunkt, hvor varemærket er ansøgt, eller i tilfælde af
registreringer, der først ved fornyelse er begrænset til specifikke klasser i Niceklassifikationen,
indholdet af den eller de klasser i den pågældende Niceklassifikation, som denne forelå på
fornyelsestidspunktet. I den forbindelse skal omfanget af den eller de omhandlede klasser fortolkes ud
fra en almindelig ordlydsfortolkning af de betegnelser, der indgår i klasseoverskriften og den
tilhørende klasseliste i den pågældende udgave af Niceklassifikationen.
Bestemmelsen i
stk. 6
gennemfører direktivets artikel 39, stk. 7, og svarer i øvrigt til artikel 9, stk.
2, i både Trademark Law Treaty og Singaporetraktaten. Bestemmelsen fastslår, at varer eller
tjenesteydelser ikke skal anses for at være ligeartede, blot fordi de er opført i den samme klasse i
Niceklassifikationen, ligesom de heller ikke skal anses for at være forskellige, alene fordi de er opført i
forskellige klasser i Niceklassifikationen. Bestemmelsen er i overensstemmelse med de almindelige
principper for vurdering af risiko for forveksling, hvorefter ligheden mellem varer eller tjenesteydelser
66
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
skal ske under hensyn til alle relevante kriterier, herunder bl.a. deres art og egenskaber,
sammensætningen af den eller de relevante omsætningskredse, om de er substituerbare eller i
konkurrence med hinanden m.v. I den forbindelse udgør den konkrete opdeling af varer eller
tjenesteydelser i Niceklassifikationen ikke et relevant kriterium.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 12 a
om konventionsprioritet er en videreførelse af § 18 i den
gældende varemærkelov. Bestemmelsen indgår i varemærkeloven fra 1991, men fik sin nuværende
ordlyd ved lov nr. 1201 af 27. december 1996.
Ifølge bestemmelsen i
stk. 1
vil en varemærkeansøgning, der indleveres her i landet senest seks
måneder efter, at den første ansøgning om registrering af varemærket er indleveret i et land, som er
tilsluttet Pariserkonventionen, eller som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), på
begæring få prioritet fra den første indleveringsdag. Med henvisningen til WTO blev loven i 1996
tilpasset TRIPS-aftalens artikel 1, stk. 3, og artikel 2, stk. 1, hvoraf fremgår, at prioritet efter
Pariserkonventionens regler også skal indrømmes ansøgninger, der første gang er indleveret i et land,
der er tilsluttet WTO. Samtidig blev det i lovteksten præciseret, at prioritet indebærer, at ansøgningen i
forhold til senere indtrufne omstændigheder, såsom andres ansøgninger eller andres brug af mærket,
skal anses for indleveret samtidig med ansøgningen.
Det fremgår af bestemmelsens
stk. 2,
at stk. 1 under forudsætning af gensidighed finder tilsvarende
anvendelse for varemærker, der første gang er ansøgt i et land, der ikke er tilsluttet
Pariserkonventionen eller ikke er medlem af WTO-overenskomsten. I dag er de fleste lande tilsluttet
enten Pariserkonventionen eller WTO-overenskomsten eller begge.
Den foreslåede nyaffattedelse af
§ 12 b
om udstillingsprioritet er en videreførelse af den gældende
varemærkelovs § 19. Ifølge bestemmelsen vil en varemærkeansøgning, der indleveres her i landet
senest seks måneder efter, at mærket for første gang er anvendt for varer udstillet på en officiel eller
officielt anerkendt international udstilling, på begæring få prioritet fra den første indleveringsdag. Det
fremgår af bestemmelsen, at den omfatter udstillinger, som er defineret i Konventionen angående
internationale udstillinger af 22. november 1928 med senere revisioner. Bestemmelsen indgår i
varemærkeloven fra 1991, men fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 1201 af 27. december 1996. Ved
lovændringen i 1996 blev det præciseret i lovteksten, at prioritet indebærer, at ansøgningen i forhold
til senere indtrufne omstændigheder, såsom andres ansøgninger eller andres brug af mærket, skal anses
for indleveret samtidig med mærkets anvendelse på udstillingen.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 13
gennemfører delvist direktivets artikel 4, om de absolutte
registreringshindringer og indeholder dele af de bestemmelser, der er fastsat i direktivet vedrørende
kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker, jf. direktivets artikel 28-31.
Efter ordlyden af bestemmelsen i direktivet, udgør de absolutte hindringer ikke alene grundlag for,
at et varemærke kan udelukkes fra registrering, men også grundlaget for varemærkets ugylddiggørelse,
hvis dette er blevet registreret.
Af hensyn til lovens systematik, er den foreslåede nyaffattede bestemmelse i § 13 formuleret
således, at den alene omtaler de heri oplistede ”absolutte hindringer”, som hindringer der kan føre til,
at et ansøgt varemærke udelukkes fra registrering. Adgangen til at få kendt et registreret varemærke
ugyldigt af de grunde, der er anført i den foreslåede bestemmelse, fremgår særskilt af den foreslåede
nyaffattelse af § 28.
At der er tale om ”absolutte
registreringshindringer”
indebærer, at det er
disse
hindringer for et varemærkes registrering, der påses opfyldt af Patent- og Varemærkestyrelsen, jf. den
foreslåede nyaffattelse af § 16, stk. 1, og som kan påberåbes af tredjemand i forbindelse med en sag
om ugyldiggørelse af en varemærkeregistrering, jf. de foreslåede nyaffattede §§ 33 og 34, jf. § 28.
I den gældende varemærkelov fremgår de absolutte registreringshindringer af § 2, stk. 1 og 2, § 13
og § 14, nr. 1-3, der gennemførte artikel 3 i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation).
I forhold til den gældende varemærkelov indeholder direktivets artikel 4 en række nyskabelser,
herunder en eksplicit henvisning til beskyttelsen af geografiske betegnelser og plantesortsbetegnelser,
samt en præcisering af rækkevidden af bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2.
67
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 1,
der gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra a, fastsætter, at tegn,
der ikke kan udgøre et varemærke, er udelukket fra registrering. Denne bestemmelse var tillige fastsat
i artikel 3, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF, men blev ikke eksplicit
indsat i den gældende varemærkelov, idet den blev anset for implicit at være omfattet af den gældende
varemærkelovs § 20, hvorefter Patent- og Varemærkestyrelsen skal afslå registrering af varemærker,
der ikke er i overensstemmelse med loven.
Bestemmelsen skal i den forbindelse ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 2 om
tegn, der kan udgøre et varemærke, herunder særligt kravet om, at gengivelsen af varemærket skal
gøre det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden at fastslå den klare og præcise
genstand for den beskyttelse, som varemærkeindehaveren indrømmes. Er der således tale om, at det
ansøgte varemærke ikke opfylder kravene i den foreslåede nyaffattelse af § 2, vil
varemærkeansøgningen skulle afslås i medfør af den foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 1.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 2,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra b, og er en videreførelse
af artikel 3, stk. 1, litra b, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) og den gældende
varemærkelovs § 13, stk. 1. Det fremgår af den gældende varemærkelovs § 13, stk. 1, at et varemærke
for at kunne registreres skal opfylde betingelserne i § 2 om varemærkers form, herunder have
fornødent særpræg.
Den foreslåede bestemmelse vedrører således det grundlæggende krav om, at et varemærke ikke
kan registreres, hvis mærket er uden særpræg.
Kravet om særpræg indebærer, at det ansøgte tegn skal have et sådant særkende, at tegnet sætter
omsætningskredsen i stand til at adskille en producents varer fra anden producents varer. Begrebet er
behandlet i en lang række afgørelser fra EU-domstolen, herunder bl.a. C-39/97, Canon, C-517/99,
Merz & Krell, C-53-55/01 Linde m.fl., C-218/01, Henkel, C-404/02, Nichols, og de forenede sager C-
90/11 og C-91/11, Alfred Strigl. Det er i den forbindelse bl.a. fastslået, at den almene interesse, der
ligger til grund for kravet om særpræg, er åbenbart sammenfaldende med varemærkets grundlæggende
funktion, nemlig oprindelsesfunktionen, hvorefter varemærket sikrer, at oprindelsen af varen eller
tjenesteydelsen garanteres overfor forbrugeren, som dermed sættes i stand til uden risiko for
forveksling at adskille en producents varer eller tjenesteydelser fra varer eller tjenesteydelser med en
anden oprindelse.
Det følger af det nævnte, at et mærke således anses for at have fornødent særpræg, når varemærket
er egnet til at identificere den vare eller tjenesteydelse, for hvilken der ansøges om registrering, som
hidrørende fra en bestemt virksomhed, og dermed til at adskille denne vare eller tjenesteydelse fra
andre virksomheders.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 3,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra c, der er en videreførelse
af artikel 3, stk. 1, litra c, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) og den gældende
varemærkelovs § 13, stk. 2, nr. 1. Ifølge den gældende § 13, stk. 2, nr. 1, er varemærker, som
udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varens eller
tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for
varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen, eller andre egenskaber ved disse,
udelukket fra registrering.
Den foreslåede bestemmelse vedrører kravet om, at et varemærke ikke må være udelukkende
deskriptivt, idet der består en almen interesse i at friholde beskrivende tegn til fri afbenyttelse for alle
erhvervsdrivende. Fortolkningen af rækkevidden af artikel 3, stk. 1, litra c, i varemærkedirektiv
2008/95/EF (kodifikation) har været genstand for en lang række afgørelser fra EU-domstolen,
herunder i sagerne C-108/97 Windsurfing Chiemsee, C-191/01 P Doublemint, C-383/99 P Baby-dry,
C-363/99 Postkantoor, C-265/00 Biomild, C-329/02 P Sat.1, C-421/04 Matratzen, C-51/10 P tegnet
»1000«, de forenede sager C-90/11 og C-91/11 Strigl m.fl., C‑369/10 P Ravensburger og C-20/14
BGW.
Bestemmelsen indebærer, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal undersøge, om et ansøgt
varemærke efter den relevante omsætningskreds mening udelukkende udgør en beskrivelse af
egenskaber ved de ansøgte varer eller tjenesteydelser, eller om det med rimelighed kan forudses, at
dette vil blive tilfældet i fremtiden. I denne vurdering skal styrelsen tage alle relevante faktorer i
betragtning, men det er dog uden betydning, at der eksisterer andre tegn eller angivelser, som er mere
almindeligt anvendt end dem, som det pågældende varemærke er sammensat af. Anvendelsen af
bestemmelsen er således ikke begrænset til tilfælde, hvor tegnet eller angivelsen udgør den eneste
68
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
måde at betegne de pågældende egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen på, eller om den faktisk har
været anvendt sådan på tidspunktet for ansøgningens indlevering, ligesom det heller ikke er afgørende,
i hvilket omfang konkurrenter kunne være interesseret i at anvende netop dette tegn.
Det friholdelsesbehov, der ligger til grund for bestemmelsen, er således ikke kun gældende når der
er et konkret, aktuelt eller tungtvejende behov for at holde et tegn til rådighed, idet det blot er
tilstrækkeligt, at tegnet eller angivelsen kan anvendes til at beskrive egenskaber ved varen eller
tjenesteydelsen. Ligeledes er det heller ikke af betydning, at tegnet eller angivelsen har flere
betydninger, idet det er tilstrækkeligt at det i blot ét af dets betydninger beskriver egenskaber ved
varen eller tjenesteydelsen. Bestemmelsen omfatter dog alene tegn eller angivelser, som det med
rimelighed kan antages, faktisk vil blive opfattet af den relevante kundekreds som en beskrivelse af en
egenskab ved varen eller tjenesteydelsen.
Kravet i bestemmelsen om, at varemærket ”udelukkende” består af tegn, der er deskriptive,
indebærer, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, når det deskriptive tegn eller den deskriptive
angivelse er suppleret af andre elementer i mærket, herunder figurative bestanddele eller ord, der kan
bibringe mærket særpræg i sin helhed.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 4,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra d, og er en videreførelse
af artikel 3, stk. 1, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF og den gældende
varemærkelovs § 13, stk. 2, nr. 2. Ifølge § 13, stk. 2, nr. 2, er varemærker, som udelukkende består af
tegn eller angivelser, som i daglig sprogbrug eller efter almindelig markedsføringsskik udgør en
sædvanlig betegnelse for varen eller tjenesteydelsen, udelukket fra registrering.
Efter den foreslåede bestemmelse er et varemærke udelukket fra registrering, hvis det udelukkende
består af tegn, der i daglig sprogbrug eller efter redelig og almindelig markedsføringsskik er blevet
almindelige som betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne. Bestemmelsen supplerer bestemmelsen
i stk. 1, nr. 3, således at også tegn, eksempelvis ord på andre sprog eller ord, der endnu ikke er optaget
i almindelige ordbøger, kan anses for at være beskrivende, hvis disse inden for den relevante
omsætningskreds indgår i den daglige sprogbrug eller er blevet en almindelig betegnelse for varen.
Bestemmelsen i
stk. 2
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 4, og er en videreførelse af artikel 3,
stk. 3 i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) og den gældende varemærkelovs § 13, stk. 3.
Det fremgår af den gældende varemærkelovs § 13, stk. 3, at et varemærke uanset bestemmelserne i
stk. 1 og 2 om udelukkelse fra registrering kan registreres, hvis det inden ansøgningens indlevering
som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg.
Efter den foreslåede bestemmelse kan et ansøgt varemærke, når dette skal afslås efter
bestemmelserne i den foreslående nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 2-4 om varemærker uden særpræg,
deskriptive varemærker og varemærker, der i daglig sprogbrug eller redelig og almindelig
markedsføringsskik er blevet en almindelig betegnelse for varen eller tjenesteydelsen, alligevel
accepteres til registrering, såfremt det af ansøgeren dokumenteres, at varemærket inden
ansøgningsdatoen har fået fornødent særpræg. Et varemærke anses for at have opnået det fornødne
særpræg, når det har været anvendt så længe og så intensivt, at mærket inden for vedkommende
omsætningskreds her i landet er almindeligt kendt som kendetegn for indehaverens varer og
tjenesteydelser.
Bestemmelsen i
stk. 3
gennemfører direktivets artikel 28, stk. 4 og 29, stk. 3, og svarer til den
gældende fællesmærkelovs § 3.
Bestemmelsen vedrører alene kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker og udgør en
undtagelse til bestemmelsen i den foreslåede nyaffattelse af § 13, stk. 1, nr. 3 om, at et varemærke ikke
kan registreres, når det udelukkende består af en angivelse af varens eller tjenesteydelsens geografiske
oprindelse. Dog er det endvidere fastsat i den foreslåede bestemmelse, at registreringen af et
kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, der består af en betegnelse, der beskriver de
omhandlede varers eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse, ikke medfører en ret for indehaveren
til at forbyde tredjemands brug af sådanne tegn eller angivelser, når en sådan brug i øvrigt sker i
overensstemmelse med god markedsføringskik.
Bestemmelsen finder særligt anvendelse, når tredjemand er berettiget til at anvende den
geografiske betegnelse. I dansk ret anerkendes en sådan berettigelse til brug af en geografisk
betegnelse bl.a. i situationer, hvor den geografiske betegnelse er navnet på den by, hvor den
pågældende er hjemmehørende, jf. Østre Landsrets dom af 8. marts 1981 i sag 13-325/1979.
Der henvises til afsnit 2.6 i de almindelige bemærkninger.
69
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 14, stk. 1, nr. 1,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra e, og
er med visse ændringer en videreførelse af artikel 3, stk. 1, litra e, i varemærkedirektiv 2008/95/EF
(kodifikation) og den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2, hvorefter der ikke kan erhverves
varemærkeret til tegn, som udelukkende består af en udformning, som følger af varens egen karakter,
en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, eller en udformning, hvorved
varen får en væsentlig værdi.
Efter den foreslåede bestemmelse er et varemærke udelukket fra registrering, hvis tegnet
udelukkende består af formen eller en anden egenskab, der følger af varens karakter eller giver varen
en væsentlig værdi, eller hvis formen eller en anden egenskab ved varer er nødvendig for at opnå et
teknisk resultat.
Bestemmelsen er i forhold til den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2, præciseret således, at der
foruden henvisningen til formen på varer, tillige henvises til andre egenskaber herved.
Ordlyden ”andre egenskaber” tager bl.a. sigte på situationer, hvor det ”tekniske resultat” tillige kan
tilskrives eksempelvis varens farve eller en effekt på varens overflade, såsom at overfladen reflekterer
lys eller lignende, eller hvor sådanne egenskaber kan siges at følge af varens egen karakter eller giver
varen en væsentlig værdi.
Denne tilføjelse til ordlyden skal bl.a. ses i lyset af, at EU-domstolen i sag C-205/13, Hauck, har
præciseret, at artikel 3, stk. 1, litra e, pkt. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF, der
er implementeret i den gældende varemærkelovs § 2, stk. 2, skal fortolkes således, at begrebet ”en
udformning,
hvorved varen får en væsentlig værdi” ikke kun kan begrænses til vareudformningen, der
udelukkende har en kunstnerisk eller dekorativ værdi, idet der ellers opstår en risiko for, at de varer,
der ud over et betydeligt æstetisk element har væsentlige funktionelle egenskaber, ikke omfattes. I et
sådant tilfælde ville den ret, som et varemærke giver indehaveren, give monopol på varernes
væsentlige egenskaber, hvilket ville forhindre denne registreringshindring i fuldt ud at opfylde sit
formål.
Tilføjelsen skal endvidere ses i lyset af, at der blandt EU-medlemsstaterne har hersket divergerende
opfattelser af, hvorvidt den nævnte direktivbestemmelse, og dermed den gældende varemærkelovs § 2,
stk. 2, skal fortolkes således, at bestemmelsen finder anvendelse på tegn, som består af formen af den
vare, for hvilken der er ansøgt om beskyttelse af en bestemt farve. Netop dette spørgsmål er indbragt
for EU-domstolen i sag C-163/16, Louboutin og Christian Louboutin, der fortsat afventer EU-
domstolens stillingtagen.
Med tilføjelsen ”andre egenskaber” er det således nu gjort klart, at bestemmelsens rækkevidde ikke
er begrænset til alene at vedrøre varens form, og at ethvert andet element ikke kan forhindre, at
bestemmelsen kan tages i anvendelse, når dette element i øvrigt følger af varens egen karakter, er
nødvendig for at opnå et teknisk resultat eller giver varen en væsentlig værdi.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 2,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra f, og stk. 3, litra a og b,
og svarer til den gældende lovs § 14, nr. 1. Bestemmelsen fastslår, at et varemærke er udelukket fra
registrering, hvis varemærket strider mod lov, den offentlige orden eller sædelighed.
Henvisningen til ”strider mod lov” sigter ikke på bestemmelser fastsat i varemærkeloven,
men
vedrører bestemmelser, der følger af andre love. Bestemmelsen sigter således bl.a. på situationer, hvor
en ansøger ikke har adkomst til at anvende betegnelser i sit varemærke, der i anden lovgivning er
forbeholdt visse virksomheder eller personer, såsom
”bank”, ”A/S” eller ”advokat”.
Henvisningen til ”offentlig orden” udgør et værn mod,
at tegn, der er bærere af væsentlige
ordensmæssige interesser, registreres som varemærker eller som en del heraf. Den gældende
bestemmelse i varemærkelovens § 14, nr. 1, har hidtil særligt fundet anvendelse i situationer, hvor et
ansøgt varemærke indeholder kendetegn, der refererer til kongehuset, herunder angivelser, der giver
indtryk af, at ansøgeren er Kongelig Hofleverandør uden at være prædikatholder, og for
prædikatholdere, uden der er givet tilladelse til registrering af et mærke indeholdende prædikatet af
Kongehuset. Tilsvarende kan bestemmelsen finde anvendelse, hvis varemærket giver det fejlagtige
indtryk, at ansøgeren er en offentlig myndighed. Derudover tager bestemmelsen også sigte på
situationer, hvor det ansøgte tegn er egnet til at vække forargelse, eksempelvis hvis det indeholder ord
eller symboler, der kan krænke religiøse symboler. Tilsvarende anses mærker, der har et racistisk
tilsnit for at være omfattet af bestemmelsen.
70
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Med henvisningen til ”sædelighed” sigtes ikke alene til kønssædeligheden, men også sæd og skik.
Bestemmelsen skal ses i lyset af Pariserkonventionens artikel 6 e, litra b, der anvender ordet moral.
Bestemmelsen i den gældende varemærkelov har kun sjældent været nødvendig at tage i anvendelse,
men bestemmelsen vil normalt kunne anvendes i situationer, hvor et varemærke har et stærkt
seksualiserende indhold, der går ud over, hvad der kan forventes i forhold til de varer eller
tjenesteydelser, som varemærket vedrører.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 3,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra g, og er en videreførelse
af artikel 3, stk. 1, litra g, i varemærkedirektiv 2008/95/EF(kodifikation) og den gældende
varemærkelovs § 14, nr. 2.
Efter bestemmelsen er varemærker, der er egnet til at vildlede med hensyn til varens eller
tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse, udelukket fra registrering.
Bestemmelsen har tidligere været genstand for fortolkning ved EU-domstolen, herunder i sag C-87/97,
Consorzio per la tutela del formaggio Gorgonzola, der bl.a. har fastslået, at registrering kun skal
nægtes, hvis det er utvivlsomt, at mærket er egnet til at vildlede den potentielle kundekreds, dvs. hvis
der enten foreligger konkret vildledning eller en væsentlig risiko herfor.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 4,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra h, og stk. 3, litra c, og
viderefører artikel 3, stk. 1, litra h og stk. 2, litra c i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) og
den gældende varemærkelovs § 14, nr. 3.
Bestemmelsen indeholder et forbud mod registrering af statskendetegn m.v., der er beskyttet efter
Pariserkonventionens artikel 6 c, samt andre tegn, emblemer og våben af offentlig interesse,
medmindre varemærkets registrering er blevet tilladt af den kompetente myndighed.
De tegn, der beskyttes efter Pariserkonventionens artikel 6 c, registreres og offentliggøres af WIPO.
Med ”andre tegn, emblemer og våben af offentlig interesse” sigtes på bl.a. kommunevåben og
-
segl, politisegl, de forskellige militære værns mærker, bispesædernes segl, universiteternes segl og
andre lignende embedskendetegn, navnestempler for ædle metaller, nationale kendetegn og
mindesmærker, samt officielle danske betegnelser for ministerier, institutioner, organisationer m.v.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 5,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra i, der er ny i forhold til
bestemmelserne i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation).
Denne bestemmelse er indsat i direktivet for at sikre, at tegn, der efter EU-lovgivning eller national
ret er beskyttet som oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser, ikke registreres som
varemærker, i det omfang denne lovgivning udelukker dette.
De betegnelser, som bestemmelsen vedrører, er i dag primært reguleret i EU-lovgivning, der finder
direkte anvendelse i national ret, og som i øvrigt allerede indeholder forbud mod registrering af de
omhandlede betegnelser som varemærker. Hertil kommer, at bestemmelsen i den gældende
varemærkelovs § 14, nr. 1, om lovstridige varemærker, allerede i dag fortolkes således, at den omfatter
varemærker, der er i strid med de nævnte typer af betegnelser. Bestemmelsen indebærer således ikke
en ny retsstilling, men virker blot til at tydeliggøre, at sådanne betegnelser efter omstændighederne
ikke kan registreres som varemærker.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 6,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra j, der er ny i forhold til
bestemmelserne i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) og varemærkeloven.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 9, idet
bestemmelsen vedrører den type af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der kan
henføres til traditionelle betegnelser for vin, og som er beskyttet efter EU-lovgivningen. På tilsvarende
vis som i stk. 1, nr. 5, beskyttes de traditionelle betegnelser for vin efter EU-lovgivningen mod
registreringen af disse som varemærker i visse tilfælde. Den pågældende EU-lovgivning finder direkte
anvendelse i national ret, hvorfor bestemmelsen alene præciserer den forpligtelse, der påhviler Patent-
og Varemærkestyrelsen til at afslå sådanne varemærker fra registrering.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 7,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra k, der er ny i forhold til
bestemmelserne i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) og varemærkeloven.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 5, idet
bestemmelsen vedrører benævnelser for garanterede traditionelle specialiteter, der er beskyttet efter
EU-lovgivningen. På tilsvarende vis som i stk. 1, nr. 5, beskyttes benævnelser for garanterede
traditionelle specialiteter efter EU-lovgivningen mod registreringen af disse som varemærker i visse
tilfælde. Den pågældende EU-lovgivning finder direkte anvendelse i national ret, hvorfor
71
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
bestemmelsen alene præciserer den forpligtelse, der påhviler Patent- og Varemærkestyrelsen til at afslå
sådanne varemærker fra registrering.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 8,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1, litra l, der er ny i forhold til
bestemmelserne i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation) og varemærkeloven.
Bestemmelsen fastsætter, at ældre, beskyttede plantesortsbetegnelser er udelukket fra registrering
som varemærker, når varemærket søges registreret for plantesorter af samme eller nært beslægtet art.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at plantesortsnavne udgør generiske betegnelser, hvortil knytter sig et
særligt friholdelsesbehov, idet der består en forpligtelse til at anvende det pågældende plantesortsnavn
i markedsføringen af den pågældende plante, hvortil plantesortsrettigheden er knyttet eller har været
knyttet.
Den ny bestemmelse medfører ikke en ændring i den hidtidige retsstilling, idet plantesortsnavne
hidtil er blevet anset for omfattet af registreringsforbuddet i den gældende varemærkelovs § 13, stk. 2,
nr. 1, om de beskrivende varemærker og § 14, nr. 2, om vildledende varemærker. De nævnte
bestemmelser, der i lovforslaget er videreført i i de foreslåede nyaffattelser af § 13, stk. 1, nr. 3, og §
14, stk. 1, nr. 3, vil dog fortsat efter omstændigheden kunne finde anvendelse, i det omfang et
plantesortsnavn søges registreret for varer, der ikke er denne plante eller en plante nært beslægtet
hermed, som plantesortsrettigheden er knyttet eller har været knyttet til. Dette vil eksempelvis kunne
være tilfældet, når den pågældende plante, eller eksempelvis frugter herfra, er eller kan være en del af
eller hovedbestanddelen i den vare, som varemærket søges beskyttet for, og anvendelsen af
plantesortsnavnet af omsætningskredsen vil blive opfattet som beskrivende for indholdet af varen.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 9,
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 2, om varemærkeansøgninger
indgivet i ond tro. Ifølge direktivet består der alene en forpligtelse til at fastsætte, at sådanne
varemærker skal kunne erklæres ugyldige, men medlemsstaterne kan dog fastsætte, at disse tillige skal
kunne udelukkes fra registrering.
Det har hidtil været antaget, at den gældende varemærkelovs § 20, hvorefter Patent- og
Varemærkestyrelsen skal afslå varemærkeansøgninger, når ansøgningen ikke er i overensstemmelse
med loven eller bestemmelser
fastsat i medfør af loven, eller når ”der i øvrigt er noget til hinder for at
godkende ansøgningen”, tillige giver styrelsen hjemmel til at afslå ansøgninger, der er indgivet i ond
tro. For at tydeliggøre styrelsens adgang til af egen drift at afslå registrering af varemærker, der er
indgivet i ond tro, er det valgt at gøre brug af den mulighed, som direktivet indeholder, for at fastsætte
en sådan bestemmelse. Samtidig indebærer bestemmelsen i den foreslåede nyaffattelse af § 28, at
bestemmelsen om ond tro tillige kan påberåbes i en sag om ugyldiggørelse af en
varemærkeregistrering.
Med hensyn til begrebet
”ond tro”
følger det af EU-domstolens præjudicielle afgørelse i sagen C-
320/12, Malaysia Dairy Industries, at det i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktivet,
udgør et selvstændigt EU-retligt begreb, der skal fortolkes ensartet i Unionen. Således skal der i
forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger ond tro, foretages en helhedsvurdering under
hensyntagen til alle de relevante faktorer, som foreligger på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen
om registrering, såsom bl.a. det forhold, at ansøgeren vidste eller burde vide, at en tredjemand brugte
et identisk eller lignende tegn for varer af samme eller lignende art. Det forhold, at ansøgeren ved eller
bør vide, at en tredjemand bruger et sådant tegn, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at det
kan fastslås, at denne ansøger var i ond tro. Der skal desuden tages hensyn til den nævnte ansøgers
hensigt på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af et varemærke, hvilket er et
subjektivt element, der skal vurderes på baggrund af sagens objektive omstændigheder.
Bestemmelsen i
stk. 2
gennemfører for så vidt angår kollektivmærker direktivets artikel 31, stk. 2,
og udnytter for så vidt angår garanti- eller certificeringsmærker adgangen i direktivets artikel 28, stk.
3, til at fastsætte registreringsbetingelser for sådanne mærker, når dette findes påkrævet under hensyn
til disse mærkers funktion.
Bestemmelsen er ny og fastsætter, at et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke
ikke kan registreres, hvis mærket vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til mærkets karakter
eller betydning, navnlig hvis det vil kunne antages at være noget andet end et kollektivmærke eller et
garanti- eller certificeringsmærke.
Der henvises nærmere til afsnit 2.6 i de almindelige bemærkninger.
72
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 15,
der vedrører de relative registreringshindringer, gennemfører
direktivets artikel 5, der med visse præciseringer svarer til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2008/95/EF og den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4 og 5, samt § 15. Den gældende lovs §
14, nr. 4, handler om relative registreringshindringer i form af personnavne, virksomhedsnavne,
portrætter, navne og afbildninger af en andens faste ejendom. § 14, nr. 5 handler om relative
registreringshindringer i form af ophavsretligt beskyttede værker, særegne titler på litterære eller
kunstneriske værker, fotografisk billede eller en andens industrielle rettigheder. Bestemmelsen i § 15
omfatter relative registreringshindringer i form af ældre varemærker, herunder også EU-varemærker.
Den foreslåede bestemmelse er formuleret således, at den alene finder anvendelse i sager om
indsigelse eller ugyldiggørelse, idet der alene er tale om såkaldte relative registreringshindringer.
Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 16, hvorefter
Patent- og Varemærkestyrelsen alene påser, at betingelserne for registrering efter § 2, §§ 11, stk. 1 og
stk. 5-8, §§12-14 og § 16, stk. 2, er opfyldt. Styrelsen kan således efter § 16 ikke afslå at registrere et
ansøgt varemærke efter bestemmelserne i § 15 af egen drift.
Hertil kommer, at det i de foreslåede nyaffattelser af §§ 18 og 19 er foreslået, at Patent- og
Varemærkestyrelsen, inden varemærket kan registreres, skal offentliggøre ansøgningen og derved give
tredjemand lejlighed til at fremsætte indsigelse mod ansøgningen. En indsigelse kan således
fremsættes under henvisning til, at varemærket krænker de ældre rettigheder, som er oplistet i § 15.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 1,
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 1, litra a, og er tillige en
videreførelse af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen vedrører den situation,
hvor det ældre og det yngre varemærke er identiske, og varemærkerne vedrører identiske varer og
tjenesteydelser (dobbeltidentitet). I denne situation vil det yngre varemærke pr. definition krænke det
ældre varemærke, og der vil ikke skulle stilles krav om, at der består en risiko for forveksling.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 2,
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 1, litra b, og er en videreførelse
af den gældende varemærkelovs § 15, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den
foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 2, nr. 2, idet den henviser til forvekslelighedsprincippet. Der
henvises nærmere til bemærkningerne til den foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 2, ovenfor.
Bestemmelsen i
stk. 2,
der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 2, angiver, hvad der forstås
med ældre varemærker efter stk. 1. Således fremgår det af nr. 1 til stk. 2, at de ældre varemærker, som
er omfattet af stk. 1, er sådanne der har en ansøgnings- eller prioritetsdato, der er ældre end den
ansøgnings- eller prioritetsdato, som gælder for det anfægtede mærke.
De kategorier af ældre mærker, der er omfattet af bestemmelsen i stk.1, fremgår af stk. 2, nr. 1, litra
a-c. Således er i litra a fastsat, at EU-varemærker, herunder EU-varemærker for hvilke der er påberåbt
anciennitet fra en dansk varemærkeregistrering eller en designering af Danmark af en international
registrering, kan udgøre et ældre varemærke. I litra b og c er henvist til, at såvel danske
varemærkeregistreringer som designeringer af Danmark af internationale registreringer kan udgøre
ældre varemærker efter stk. 1.
Bestemmelsen i
stk. 2, nr. 2,
fastslår, at også ansøgninger om registrering af et af de varemærker,
som er omfattet af stk. 2, nr. 1, litra a-c, henregnes til ældre varemærker efter stk. 1, under forbehold af
varemærkernes registrering.
Endelig er i
stk. 2, nr. 3,
henvist til, at varemærker, der på datoen for ansøgningen om registrering
af det anfægtede varemærke, eller på datoen for en prioritet påberåbt for det anfægtede varemærke, er
vitterligt kendt i den betydning, som er angivet i Pariserkonventionens artikel 6 b, tillige anses for at
udgøre ældre varemærker efter stk. 1. Denne bestemmelse skal endvidere ses i lyset af, at det i den
foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 2, er fastsat, at det forhold, at et varemærke er vitterligt kendt her i
landet, i sig selv stifter en varemærkeret.
Bestemmelsen i
stk. 3, nr. 1,
der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, litra a, vedrører
beskyttelsen af de velkendte varemærker. I bestemmelsen skelnes mellem varemærker, der alene har
gyldighed i Danmark, og EU-varemærker, idet førstnævnte alene skal dokumenteres velkendt her i
landet, hvorimod der for EU-varemærkerne gælder, at disse skal være velkendt i EU. Bestemmelsen
skal endvidere ses i lyset af den righoldige såvel danske retspraksis som praksis fra EU-domstolen, der
har fortolket rækkevidden af de tilsvarende bestemmelser i den gældende varemærkelovs § 15, stk. 3,
nr. 1 og stk. 4, nr. 1, artikel 4, stk. 3 og stk. 4, litra a, i varemærkedirektiv 2008/95/EF (kodifikation),
samt artikel 8, stk. 5 i EU-varemærkeforordningen. Af EU-domstolens afgørelser kan bl.a. henvises til
sagerne C-375/97, General Motors, C-292/00, Davidoff, C-408/01, Adidas-Salomon og Adidas
73
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Benelux, C-102/07, adidas og adidas Benelux, C-252/07, Intel Corporation, C-487/07, L'Oréal m.fl.,
C-301/07, PAGO International, C-383/12 P, Environmental Manufacturing mod KHIM og C-125/14,
Iron & Smith.
Bestemmelsen i
stk. 3, nr. 2,
der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, litra b, skal ses i lyset af
Pariserkonventionens artikel 6
g om de såkaldte ”agentmærker”, hvorefter indehaveren af et
varemærke kan forhindre, at dennes agent eller repræsentant uden samtykke registrerer indehaverens
varemærke. Bestemmelsen skal ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 4 og 5. Der
henvises nærmere til bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen i
stk. 3, nr. 3,
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, litra c, og vedrører de
oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der efter dansk ret eller EU-lovgivning er
forbeholdt visse erhvervsdrivende. Udover at disse typer af betegnelser er udelukket fra registrering
efter bestemmelserne om de absolutte hindringer, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 5-7,
kan de efter denne bestemmelse tillige påberåbes som en relativ registreringshindring. Det
beskyttelsesomfang, som disse betegnelser tildeles, fremgår af den lovgivning, der i øvrigt fastsætter
beskyttelsen for den pågældende type af betegnelser.
Bestemmelsen i
stk. 3, nr. 4,
gennemfører den fakultative bestemmelse i direktivets artikel 5, stk. 4,
litra a, om muligheden for beskyttelse af uregistrerede varemærker.
Bestemmelsen svarer i hovedtræk til den gældende lovs § 15, stk. 4, nr. 2, idet dog bestemmelsen
er begrænset til at angå uregistrerede varemærker, hvortil der er stiftet varemærkeret efter den
foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1, nr. 3, og omfatter således ikke som hidtil ethvert
forretningskendetegn, idet disse er særskilt omfattet af bestemmelserne i den foreslåede nyaffattelse af
§ 15, stk. 3, nr. 5 og 6.
Det er i den forbindelse fundet hensigtsmæssigt i den foreslåede nyaffattelse af § 15,
stk. 3, nr. 5,
nærmere at fastsætte betingelserne for, at et forretningskendetegn i form af et virksomhedsnavn, kan
udgøre en hindring mod registreringen af et varemærke eller danne grundlag for dettes ugyldiggørelse.
Således fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at denne alene vedrører virksomhedsnavne,
der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Betegnelsen virksomhedsnavn skal her
–
som hidtil
–
forstås bredt og omfatter derfor ikke kun navne på personlige firmaer men også
aktieselskaber, anpartsselskaber, interessentskaber og andre egentligt kommercielle virksomheder.
Ligeledes fremgår det af bestemmelsens litra a, at en betingelse for virksomhedsnavnets beskyttelse
i forhold til et yngre varemærke er, at dette skal have mere end lokal betydning. Dette krav skal ses i
sammenhæng med, at der alene kan stiftes rettigheder til et uregistreret varemærke, når brugen heraf
har mere end lokal betydning, ligesom det i den foreslåede nyaffattelse af § 10, stk. 3, er foreslået, at et
varemærke ikke giver varemærkeindehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig
brug af ældre rettigheder, som kun har lokal afgrænset karakter, hvis den ældre rettighed anvendes
inden for grænserne af det område, hvor retten hertil er anerkendt. Dette krav sikrer således, at den
obligatoriske implementering af direktivets artikel 14, stk. 3, om begrænsninger i varemærkets
retsvirkninger i forhold til rettigheder af lokalt afgrænset karakter, ikke medfører en skævvridning i
forholdet mellem beskyttelsen af varemærker og beskyttelsen af virksomhedsnavne.
Endvidere fremgår det af bestemmelsen i litra b, at det tillige er en betingelse for beskyttelsen af et
virksomhedsnavn, at navnet og varemærket ligner hinanden, og at varerne og tjenesteydelserne ligner
hinanden, samt at der er en risiko for forveksling. Udover at denne bestemmelse fastlægger, at
forvekslelighedsprincippet finder anvendelse for vurderingen af, om et varemærke krænker et
virksomhedsnavn, sikrer bestemmelsen også, at virksomhedsnavne alene beskyttes, i det omfang disse
har været anvendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser. Dette krav skal endvidere ses i lyset af,
at EU-domstolen i den præjudicielle afgørelse i C-17/06, Céline, fastlagde, at et virksomhedsnavn
alene kan anses for at krænke et varemærke, når virksomhedsnavnet har været anvendt for varer eller
tjenesteydelser.
Endelig er det i bestemmelsen i litra c foreslået fastsat, at et virksomhedsnavn, der som følge af den
brug, der er gjort heraf i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, er blevet velkendt her i landet,
skal beskyttes på samme måde som velkendte varemærker, dvs. mod at tredjemands brug af et
varemærke uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af eller skade på virksomhedsnavnets
særpræg eller renommé. Der henvises nærmere til bemærkningerne til bestemmelsens stk. 3, nr. 1
ovenfor.
74
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Bestemmelsen i
stk. 3, nr. 6,
fastsætter, at øvrige forretningskendetegn, der ikke er omfattet af
bestemmelserne i stk. 3, nr. 4 og 5, som er af mere end lokal betydning, kan udgøre en hindring mod
registreringen af et varemærke eller danne grundlag for en varemærkeregistrerings ugyldiggørelse, når
der i øvrigt til kendetegnet er knyttet en ret til at forbyde brugen af det yngre varemærke.
Bestemmelsen svarer således til den gældende varemærkelovs § 15, stk. 4, nr. 2, for så vidt angår
sådanne kendetegn, der ikke kan henregnes til de uregistrerede varemærker eller virksomhedsnavne.
Bestemmelsen i
stk. 3, nr. 7,
vedrørende beskyttelsen af personnavne og portrætter gennemfører
den fakultative bestemmelse i direktivets artikel 5, stk. 4, litra b, pkt. 1 og 2. Bestemmelsen
viderefører med visse præciseringer bestemmelsen om beskyttelse af personnavne og portrætter i den
gældende varemærkelovs § 14, nr. 4. Med den nyaffattede bestemmelse er således præciseret, at
bestemmelsen kan finde anvendelse i det omfang, der til personnavnet eller portrættet er knyttet en ret
til at forbyde brugen af varemærket.
I vurderingen af, om et varemærke krænker en ret til et personnavn, skal dog som hidtil tages
hensyn til, at en varemærkeregistrering ikke indebærer en egentlig navneret, og at forholdet mellem
personnavne og varemærker derfor må fortolkes i lyset af de varemærkeretlige grundprincipper. Er der
således eksempelvis tale om, at navnet også er et almindeligt ord, en stedbetegnelse eller på anden
måde har en sekundær betydning, kan dette efter omstændigheder begrunde, at personnavnet ikke bør
anses gået for nært, når det anvendes i et varemærke. Omvendt kan navne, der ikke som sådan
beskyttes efter navneloven, udgøre en hindring for et varemærke, hvis der eksempelvis er tale om
navnet på en kendt person eller et kunstnernavn.
Bestemmelsen i
stk. 3, nr. 8,
vedrørende beskyttelsen af særegne ejendomsnavne og afbildninger af
fast ejendom, gennemfører den fakultative bestemmelse i direktivets artikel 5, stk. 4, litra b.
Bestemmelsen viderefører med visse præciseringer bestemmelsen om beskyttelse af særegne navne på
fast ejendom og afbildninger af fast ejendom i den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4. Med den
nyaffattede bestemmelse er det således præciseret, at bestemmelsen alene finder anvendelse i forhold
til særegne navne for eller afbildninger af fast ejendom, der er beliggende her i landet, når der i øvrigt
hertil er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket, og denne ret i øvrigt er af mere end lokal
betydning. Bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 14, nr. 4, er hidtil blevet fortolket således,
at bestemmelsen tillige er blevet anset for at omfatte beskyttelsen af særegne navne på fast ejendom,
der er beliggende i udlandet, samt afbildninger heraf. Sådanne udenlandske ejendomme er ikke
omfattet af den foreslåede bestemmelse. Er der dog tale om navnet på eller afbildning af en
udenlandsk ejendom af en særlig symbolsk, religiøs eller kulturel værdi eller af politisk betydning, kan
bestemmelserne i den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 2, om offentlig orden eller sædelighed
eller § 14, stk. 1, nr. 3, om vildledende varemærker efter omstændighederne finde anvendelse. I
forhold til afbildninger af fast ejendom vil varemærket efter omstændighederne også kunne krænke en
ophavsret.
Bestemmelsen i
stk. 3, nr. 9,
der gennemfører den fakultative bestemmelse i direktivets artikel 5,
stk. 4, litra b, pkt. 3 og 4, fastsætter, at et varemærke, der krænker en andens ophavsret eller
industrielle rettigheder, kan hindres fra registrering eller kan blive genstand for ugyldiggørelse, hvis
det registreres. Henvisningen til ophavsret indebærer, at vurderingen af, hvorvidt der foreligger en
krænkelse, skal vurderes efter ophavsretslovens regler. Med industrielle rettigheder tænkes navnligt på
designrettigheder, men bestemmelsen kan også finde anvendelse, hvis der foreligger en krænkelse af
eksempelvis et patent, en brugsmodel eller en rettighed efter lov om beskyttelse af halvlederprodukters
udformning (topografi). Bestemmelsen svarer i øvrigt med visse ændringer til den gældende
varemærkelovs § 14, nr. 5, idet dog henvisningen til ”særegen titel på en andens beskyttede litterære
eller kunstneriske værk” og ”ret til fotografisk billede” er udeladt.
For så vidt angår beskyttelsen af de ”særegne titler” i den
nugældende lov, er en henvisning til
disse undladt i den nyaffattede bestemmelse.
Beskyttelsen af ”særegne titler” er en for
varemærkeloven speciel regel, der ikke er at genfinde i andre rettighedslove, herunder heller ikke i
ophavsretsloven. Beskyttelsen af de særegne titler har haft til hovedformål at sikre, at den
kommercielle udnyttelse af eksempelvis titlen på en film er forbeholdt den, der i øvrigt besidder
rettighederne til filmen. Bestemmelsen har således været taget i anvendelse for at hindre, at
tredjemand anvendte titlen på en tv-serie for legetøj til børn. Under hensyn til at eksempelvis
producenter af film og tv-programmer har samme adgang som andre erhvervsdrivende til at opnå
beskyttelse for deres kendetegn, eksempelvis ved registrering heraf som varemærke, at bestemmelsen i
75
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
øvrigt kun enkelte gange har været anvendt i praksis, og da der i øvrigt ikke kan fremføres væsentlige
argumenter for, hvorfor visse typer af erhvervsdrivende skal tildeles en særstatus i denne henseende, er
det valgt at udelade bestemmelsen om beskyttelse af særegne titler i den nyaffattede bestemmelse.
For så vidt angår udeladelsen af henvisningen til ”ret til fotografisk billede” i den nyaffattede
bestemmelse, skal dette ses i lyset af, at beskyttelsen heraf er omfattet af ophavsretsloven, hvorfor en
særskilt henvisning hertil er unødvendig.
Bestemmelsen i
stk. 3, nr. 10
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra c. Bestemmelsen
fastsætter, at et varemærke, der er beskyttet i udlandet, kan udgøre en hindring mod registreringen af et
dansk varemærke eller kan danne grundlag for en sag om ugyldiggørelse heraf, såfremt ansøgeren var
i ond tro på datoen for indgivelse af ansøgningen. Begrebet skal i denne forbindelse fortolkes i
overensstemmelse med den foreslåede nyaffattelse af § 14, stk. 1, nr. 9, hvortil der i øvrigt henvises.
Bestemmelsen i
stk. 4
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 5. Bestemmelsen fastslår således, at en
varemærkeansøgning ikke kan hindres, eller at en registrering ikke kan kendes ugyldig af de grunde,
der er nævnt i bestemmelsens stk. 1 og 3, når indehaveren af de heri nævnte rettigheder har givet sit
samtykke til registreringen.
Der henvises nærmere til afsnit 2.7 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 16
vedrører Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af
ansøgninger. Den gældende varemærkelov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, da Patent- og
Varemærkestyrelsens sagsbehandlingsprocedurer i dag er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 364
af 21. maj 2008 om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker. Som anført i
afsnit 2.6.1 i de almindelige bemærkninger, blev det i § 5 i bekendtgørelse nr. 376 af 19. juni 1998 om
ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker fastsat, at Patent- og
Varemærkestyrelsen ved behandlingen af en varemærkeansøgning skulle påse, at betingelserne i
varemærkelovens § 13 og § 14, nr. 1-3, var opfyldt
– de såkaldte ”absolutte registreringshindringer” –
hvorimod det af bekendtgørelsens § 6, stk. 2, fremgår, at en ansøgning ikke kunne afslås med
henvisning til de registreringshindringer, som er nævnt i varemærkelovens § 14, nr. 4-5, og § 15
–
de
såkaldte ”relative registreringshindringer”.
Denne opdeling af registreringshindringerne i absolutte og
relative hindringer blev bibeholdt i § 8 i bekendtgørelse nr. 364 af 2. maj 2008, der er den nugældende
bekendtgørelse, hvor det på tilsvarende vis er fastsat, at bestemmelserne i varemærkelovens § 13 og §
14, nr. 1-3 udgør absolutte registreringshindringer.
Det er fundet uhensigtsmæssigt, at centrale betingelser for opnåelse af en varemærkeregistrering
alene er fastsat på bekendtgørelsesniveau, hvorfor det er foreslået, at det i bestemmelsen nærmere
fastlægges hvilken undersøgelseskompetence Patent- og Varemærkestyrelsen har i forbindelse med
behandlingen af en varemærkeansøgning. Hertil kommer, at Singaporetraktaten indeholder visse
forpligtelser i forhold til fastsættelsen af frister og fristforlængelser under ansøgningers behandling,
hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt at gengive disse forpligtelser på lovniveau.
Det er i bestemmelsens
stk. 1
fastsat, at styrelsen skal påse, at ansøgeren opfylder betingelserne i §
1 b, og at betingelserne for registrering, som disse er fastsat i § 2, § 11, stk. 1 og stk. 5-8, og §§ 12-14
er opfyldt.
I
stk. 2,
der gennemfører direktivets artikel 31, er det som noget nyt endvidere fastsat, at når et
varemærke er et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, skal styrelsen endvidere
påse, at bestemmelserne for mærkets benyttelse ikke strider mod den offentlige orden eller
sædelighed.
I
stk. 3
og
4
er endelig fastsat, at styrelsen skal give ansøgeren lejlighed til at udtale sig om
eventuelle hindringer mod mærkets registrering, som styrelsen måtte fremføre, hvorefter styrelsen
tager stilling til ansøgningen.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 17
vedrører de søgningsrapporter, som Patent- og
Varemærkestyrelsen skal udfærdige i forbindelse med behandlingen af ansøgningen og som er
nærmere beskrevet i afsnit 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
76
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Bestemmelsen svarer til § 9 i den gældende bekendtgørelse om ansøgning og registrering af
varemærker, men er tilpasset den foreslåede nyaffattelse af § 11 om søgningsrapporter og det forhold,
at styrelsens søgningsrapporter fremover alene vil omfatte ældre ansøgte og registrerede varemærker.
I bestemmelsen er fastsat, at Patent- og Varemærkestyrelsen i overensstemmelse med § 11 skal
foretage en søgning efter ældre ansøgte og registrerede varemærker, og at resultatet heraf skal
meddeles ansøgeren i en søgningsrapport. Søgningsrapporten sendes alene til orientering, idet
styrelsen ikke kan afslå at registrere varemærket på baggrund af ældre varemærker af egen drift.
Henvisningen til § 11 indebærer, at såfremt ansøgeren har anmodet om en nærmere begrundelse for
søgningsrapporten og betalt det fastsatte tillægsgebyr herfor, udarbejder styrelsen en nærmere
begrundet søgningsrapport, som sendes til ansøgeren til orientering.
Tilsvarende skal styrelsen afstå fra at udarbejde en søgningsrapport, hvis der er i ansøgningen er
anmodet herom, og betingelserne fastsat i medfør af § 11, stk. 3, er opfyldt.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 18
vedrører Patent- og Varemærkestyrelsens offentliggørelse af
ansøgninger. Bestemmelsen fastslår, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal offentliggøre
ansøgningen, når en eventuel frist fastsat efter § 17 er udløbet, og ansøgningen i øvrigt kan godkendes
af styrelsen, jf. § 16, herunder i tilfælde hvor et delvist afslag på ansøgningen er blevet endeligt.
Bestemmelsen adskiller sig således fra den gældende bestemmelse i § 22, hvorefter offentliggørelse
først finder sted, når varemærket er blevet registreret. Med ændringen følges samme procedure som
ved EU-varemærkekontoret, EUIPO.
Offentliggørelse sker i dag i Dansk Varemærketidende, men en henvisning hertil er udeladt af
bestemmelsen for at sikre, at offentliggørelse i fremtiden vil kunne ske på anden vis.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 19
vedrører tredjemands adgang til at fremsætte indsigelse mod
varemærkeansøgninger og gennemfører direktivets artikel 43, stk. 1 og 2. I den gældende
varemærkelov er adgangen til at fremsætte indsigelse reguleret i § 23.
I
stk. 1,
der svarer til den gældende lovs § 23, stk. 1, er betingelserne for fremsættelse af indsigelse
fastsat, herunder at indsigelsen skal være begrundet, at den skal fremsættes inden for to måneder fra
offentliggørelsesdatoen, og at der skal betales et gebyr.
I bestemmelsen i
stk. 2
er i overensstemmelse med direktivet fastsat, at en indsigelse alene kan
vedrøre en af de relative hindringer, som er fastsat i den foreslåede nyaffattede § 15. Der er ikke i § 23
i den gældende lov en tilsvarende begrænsning i adgangen til at fremsætte indsigelse. Det er derfor
foreslået, at ordningen om ”bemærkninger fra tredjemand”, jf. den fakultative bestemmelse i
direktivets artikel 40, tillige indføres. Dermed vil tredjemand have mulighed for såvel at adressere de
absolutte som de relative registreringshindringer i forbindelse med ansøgningens behandling ved
styrelsen, ligesom tredjemand på samme grundlag vil have mulighed for at begære
varemærkeregistreringen ophævet umiddelbart efter varemærkets registrering.
Det er endvidere fastsat, at indsigelsen kan være rettet mod alle eller en del af de varer og
tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen, samt at det i tilfælde, hvor der i indsigelsen påberåbes
flere relative hindringer, skal alle disse ældre rettigheder være indehavet af samme indehaver.
I
stk. 3
er fastsat, at Patent- og Varemærkestyrelsen i sager om indsigelse kan træffe afgørelse om,
at ansøgningen skal afslås i sin helhed efter bestemmelserne i § 15, skal overdrages til den, der har
fremsat indsigelse efter bestemmelsen i § 5, stk. 4, nr. 2,
om ”agentmærker”,
eller skal
viderebehandles for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen.
At en sag om indsigelse, hvor indsigelsen ikke eller kun delvist tages til følge, skal viderebehandles
indebærer, at styrelsen fortsat og helt frem til varemærkets registrering kan fremkomme med
indvendinger mod varemærkets registrering efter bestemmelsen i § 16. Således kan det eksempelvis
ikke udelukkes, at der i forbindelse med en sag om indsigelse kan fremkomme oplysninger eller
materiale, der viser, at en af de registreringshindringer, der fremgår af §§ 13 og 14, er til stede.
Hertil kommer, at bemærkninger fra tredjemand efter den foreslåede nyaffattede bestemmelse i §
22 kan fremsættes helt frem til registreringen af det ansøgte varemærke.
I
stk. 4
er det i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i § 46 fastsat, at Patent- og
Varemærkestyrelsens afgørelser i sager om indsigelse kan indbringes for Ankenævnet for Patenter og
77
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Varemærker. Selvom der efter § 46 er fastsat en generel adgang for parter i en sag til at anke de af
styrelsens afgørelser, der går parten imod, er det her fundet hensigtsmæssigt at understrege, at denne
adgang finder anvendelse i alle de situationer, der er omtalt i stk. 3.
Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 20,
der gennemfører direktivets artikel 43, stk. 3, fastslår, at i de
tilfælde hvor parterne i en indsigelsessag indgår i forhandlinger om en mindelig løsning af sagen, og
på denne baggrund indgiver en fælles anmodning om udsættelse af sagen, kan styrelsen udsætte
behandlingen i mindst to måneder. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i den gældende
varemærkelov, men efter administrativ praksis gives parterne i sager om indsigelse allerede i dag
fristudsættelse, når der pågår forhandlinger mellem parterne.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 21
gennemfører direktivets artikel 44, der vedrører muligheden for
i en sag om indsigelse at fremsætte modpåstande om, at den eller de påberåbte ældre
varemærkerettigheder ikke har været anvendt i overensstemmelse kravene til reel brug.
I bestemmelsens
stk. 1
er således fastsat, at i tilfælde hvor den femårsperiode, der er fastlagt i den
foreslåede nyaffattelse af § 16, er udløbet for en påberåbt ældre registreret varemærkeret på
tidspunktet for det yngre varemærkes ansøgnings- eller prioritetsdato, skal indsigeren på anmodning af
ansøgeren dokumentere, at der er gjort reel brug i løbet af den femårsperiode, der går forud for
ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre mærke, eller dokumentere, at der forelå rimelige
grunde til manglende brug. Såfremt indsigeren ikke dokumenterer en sådan brug, kan påstanden om
krænkelse af den ældre rettighed ikke tages til følge.
Sådanne modpåstande kan tillige fremsættes efter den gældende varemærkelovs § 23, jf. § 28, stk.
5, og § 25.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en ændring i den gældende retstilstand, idet det i dag i sager
om indsigelser efter den gældende varemærkelovs § 23, jf. § 28, stk. 5, er tidspunktet for
fremsættelsen af en modpåstand om, at der ikke er gjort reel brug af det ældre varemærke, der udgør
det relevante tidspunkt for beregning af den femårsperiode, der er fastsat i den gældende
varemærkelovs § 25.
I den foreslåede bestemmelse er det således ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre mærke,
der udgør den relevante dato. Modpåstande om reel brug kan således alene fremsættes, hvis der på
ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, er gået fem år fra afslutningen af
registreringsproceduren for det ældre varemærke. Er dette tilfældet, skal indehaveren af det ældre
varemærke dokumentere, at der inden for den femårige periode, der går forud for ansøgnings- eller
prioritetsdatoen for det yngre varemærke, er gjort reel brug af det ældre varemærke, medmindre det
kan dokumenteres, at der er rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.
For så vidt angår kravet om reel brug henvises nærmere til bemærkningerne til den foreslåede
nyaffattelse af § 10 c.
Bestemmelsen i
stk. 2
fastsætter, at er modpåstand om manglende reel brug fremsat af indehaveren
af det yngre varemærke efter stk. 1, og har indsigeren alene dokumenteret, at det ældre påberåbte
varemærke er anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, det er registreret for, anses den ældre
registrering i den pågældende sag om indsigelse for alene at være registreret for disse varer eller
tjenesteydelser. En modpåstand om manglende reel brug fremsat efter stk. 1 kan således ikke føre til
hverken hel eller delvis fortabelse af en ældre, påberåbt varemærkeret. Der kan dog anlægges
selvstændig sag om varemærkerettens fortabelse på grund af manglende reel brug efter den foreslåede
nyaffattelse af § 33, ligesom varemærkeregistreringer kan begæres administrativt ophævet efter den
foreslåede nyaffattelse af § 34.
Bestemmelsen i
stk. 3
fastsætter, at i de tilfælde hvor det ældre påberåbte varemærke er et EU-
varemærke, finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse, idet den reelle brug af
varemærket dog skal vurderes i overensstemmelse med EU-varemærkeforordningens artikel 18.
78
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 22
gennemfører den fakultative bestemmelse i direktivets artikel
40 om tredjemands mulighed for at fremsætte bemærkninger mod varemærkeansøgninger. Den
gældende lov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, men i praksis har protester fra tredjemand
indgået i Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af ansøgninger som led i styrelsens oplysning af
sagen.
Bestemmelsens
stk. 1
giver tredjemand mulighed for at fremsætte bemærkninger om, at et ansøgt
varemærke ikke bør registreres under henvisning til en af de registreringshindringer, der kan føre til
styrelsens afslag på ansøgningen i medfør af § 16, stk. 1 og 2. Fremsættes sådanne bemærkninger,
bliver den, der har fremsat disse, ikke part i sagen.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at indsigelse mod en varemærkeansøgning efter den foreslåede
nyaffattelse af § 19, stk. 2, alene kan fremsættes under henvisning til de relative
registreringshindringer, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 15. Hertil kommer, at en sag om
varemærkets ugyldiggørelse efter den foreslåede nyaffatttelse af §§ 33 og 34 først kan indledes efter
varemærkets registrering.
At den, der fremsætter bemærkningerne, efter bestemmelsen ikke bliver part i ansøgningen, følger
af, at bemærkningerne alene kan vedrøre de absolutte registreringshindringer. Der er dermed ikke taget
stilling til, om tredjemand i andre tilfælde end dem, der er omhandlet i de foreslåede nyaffattelser af §§
13 og 14 eller § 16, stk. 2, kan have en sådan væsentlig, individuel og retlig interesse i ansøgningen og
dens udfald, der kan begrunde, at denne skal anses for at være part i ansøgningen.
Dog er det klart, at en tredjemand, der mener, at et ansøgt varemærke krænker dennes rettigheder,
ikke er at anse for part i ansøgningen, da den pågældende tredjemand har mulighed for at fremsætte
indsigelse mod ansøgningen inden varemærkets registrering, jf. den foreslåede nyaffatttelse af § 19, i
hvilken forbindelse denne tredjemand vil blive part i sagen om indsigelsen.
Bestemmelserne i
stk. 2 og 3
fastsætter det helt naturlige, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal
orientere ansøgeren om eventuelt fremsatte bemærkninger fra tredjemand og i øvrigt orientere
sidstnævnte om udfaldet af ansøgningen.
Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåde nyaffattelse af
§ 23
svarer til den gældende varemærkelovs § 22, idet den fastslår, at
i det omfang en ansøgning kan godkendes, skal Patent- og Varemærkestyrelsen registrere varemærket
og offentliggøre registreringen.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 24
gennemfører direktivets artikel 48 og 49 og fastslår, at et
varemærke registreres for en periode af 10 år.
Som noget nyt er det i stk. 1 fastlagt, at den 10-årige periode er at regne fra ansøgningsdatoen.
Dette adskiller sig fra den gældende varemærkelovs § 26, stk. 1, hvorefter den varemærkeret, der
opnås ved registreringen, gælder fra den dag ansøgningen er indgivet, og varer i 10 år fra
registreringsdagen.
På grund af ændringen i fastsættelsen af starttidspunktet for den første 10-årige
registreringsperiode, er det i lovforslagets overgangsbestemmelser fastsat, at bestemmelsen i den
gældende lovs § 26, stk. 1, for så vidt angår fastsættelsen af start- og slutdatoen for den første 10-årige
registreringsperiode, fortsat skal finde anvendelse for varemærker, der er registreret før denne lovs
ikrafttræden. Bestemmelsen fastsætter endvidere, at den foreslåede nyaffattelse af § 24, stk. 2, vil finde
anvendelse for efterfølgende registreringsperioder.
Med en sådan overgangsregel, vil den foreslåede bestemmelse i stk. 1 finde anvendelse ikke alene i
forhold til ansøgninger, der er indgivet efter denne lovs ikrafttræden, men også for tidligere indgivne
ansøgninger, når ansøgningen på tidspunktet for lovens ikrafttræden endnu ikke har ført til
varemærkets registrering.
Med bestemmelsen
i stk. 2,
der svarer til gældende lovs § 26, stk. 2, er fastsat, at
varemærkeregistreringer kan fornys for perioder af 10 år.
Bestemmelsen i
stk. 3
vedrører fornyelsesansøgninger og gennemfører direktivets artikel 49. Det
foreslås, at indehaveren af varemærkeregisteringen eller den, der er bemyndiget hertil af indehaveren,
79
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
kan ansøge om fornyelse af varemærkeregistreringen. Endvidere foreslås, at en betaling af
fornyelsesgebyret i sig selv anses for at udgøre en sådan ansøgning.
Bestemmelsen i
stk. 4,
der i indholdsmæssigt svarer til den gældende varemærkelovs § 27, stk. 3,
fastsætter, at Patent- og Varemærkestyrelsen mindst seks måneder før registreringsperiodens udløb
giver varemærkeindehaveren meddelelse herom, men at styrelsen ikke kan holdes ansvarlig for
manglende meddelelse.
Bestemmelsen i
stk. 5
fastsætter, at betaling af fornyelsesgebyret kan ske med frigørende virkning
seks måneder inden forfaldsdato, dvs. inden registreringsperioden udløber, ligesom skånefristen på
seks måneder efter Pariserkonventionens artikel 5 b, nr. 1, tillige finder anvendelse, i hvilken
forbindelse der kan opkræves et tillægsgebyr. Bestemmelsen svarer til den gældende varemærkelovs §
27, stk. 1.
Bestemmelsen i
stk. 6
fastsætter, at en anmodning om fornyelse kan begrænses til at vedrøre en del
af de varer eller tjenesteydelser, som varemærket er registreret for.
Bestemmelsen i
stk. 7
fastsætter, at en fornyelse får virkning fra dagen efter den eksisterende
registreringsperiodes udløb, og at fornyelsen indføres i registeret.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 25
gennemfører direktivets artikel 19 og vedrører manglende reel
brug som fortabelsesgrund. I den gældende varemærkelov er dette forhold reguleret i § 28, stk. 2, nr. 1
om ophævelse af en varemærkeregistrering, hvis varemærket ikke er brugt i overensstemmelse med §
25 (om brugspligt).
Den foreslåede bestemmelses
stk. 1
fastsætter, at retten til et registreret varemærke kan fortabes,
hvis indehaveren ikke har gjort reel brug heraf i overensstemmelse med den foreslåede nyaffattelse af
§ 10 c. Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 10 c.
I
stk. 2
er fastsat, at retten til et registreret varemærke ikke fortabes, såfremt reel brug af
varemærket påbegyndes eller genoptages i perioden mellem udløbet af den femårige periode, der er
fastsat i den foreslåede nyaffattelse af § 10 c, stk. 1, og tidspunktet for indgivelse af begæring om
fortabelse.
I
stk. 3
er endvidere fastsat, at der kan ses bort fra en brug af varemærket, der er påbegyndt eller
genoptaget inden for de sidste tre måneder forud for indgivelsen af begæringen om fortabelse, hvis
forberedelserne til en sådan brug først indledes, når indehaveren har fået kendskab til, at der eventuelt
vil blive indgivet en begæring om fortabelse. Perioden på de tre måneder kan dog tidligst begynde ved
udløbet af den femårige periode, der er fastsat i den foreslåede nyaffattelse af § 10 c, stk. 1.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 26
gennemfører direktivets artikel 20 om fortabelse af rettigheder,
der er blevet generiske eller vildledende.
Ifølge bestemmelsen kan retten til et varemærke fortabes, når varemærket er blevet generisk
(degeneration) eller er blevet vildledende efter dets registrering, eller hvis der er tale om et varemærke,
der er stiftet ved brug eller som følge af, at varemærket er vitterligt kendt, efter varemærkeretten er
stiftet.
Efter bestemmelsens
nr. 1
indtræder degenerationen af varemærket alene i tilfælde, hvor den følger
af indehaverens virksomhed eller passivitet, der har ført til, at varemærket er blevet en almindelig
betegnelse inden for handelen for den vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket. Dette
krav fremgår tillige af den gældende varemærkelovs § 28, stk. 2, nr. 2.
Efter bestemmelsens
nr. 2
er det den brug, der gøres af varemærkets indehaver eller med dennes
samtykke, der skal have ført til, at varemærket vil kunne vildlede offentligheden, navnlig med hensyn
til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse. Bestemmelsen
svarer til den gældende varemærkelovs § 28, stk. 2, nr. 3.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 27
gennemfører direktivets artikel 35 og vedrører supplerende
fortabelsesgrunde for kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker. Bestemmelsen er ny i
forhold til den gældende varemærkelov og fællesmærkelov.
80
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
I bestemmelsens
stk. 1
er således fastsat, at foruden de fortabelsesgrunde, som er omfattet af §§ 25
og 26, kan retten til et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke tillige fortabes af tre
yderligere grunde.
Den første af disse grunde er fastsat i bestemmelsens
nr. 1,
hvori det er fastsat, at retten fortabes,
såfremt indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger for at forhindre, at mærket anvendes på en
måde, der er uforenelig med de bestemmelser, der er fastsat for mærkets anvendelse.
Som anden grund til fortabelse er i
nr. 2
fastsat, at mærket er blevet vildledende på grund af den
brug, der er gjort heraf af personer, der er berettiget til at anvende mærket, herunder vildledende med
hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis brugen har ført til, at mærket kan antages at
være noget andet end et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke.
Den tredje grund fremgår af bestemmelsens
nr. 3
og vedrører ændringer til bestemmelserne om
mærkets benyttelse. Er der således i registeret foretaget ændringer i bestemmelserne for mærkets
benyttes, der ikke lever op til kravene herfor, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 6-8, kan retten
til mærket fortabes, medmindre mærkets indehaver ændrer bestemmelserne, så de lever op til disse
krav.
Den foreslåede nyaffatelse af
§ 28
fastsætter, i hvilke tilfælde et varemærke kan erklæres ugyldigt.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det i den foreslåede nyaffattelse af § 32, der gennemfører
direktivets artikel 47, er fastsat, hvad retsvirkningerne af henholdsvis fortabelse og ugyldighed er. Det
er derfor fundet hensigtsmæssigt i én bestemmelse at opregne de bestemmelser, der kan føre til
varemærkets ugyldighed. Den gældende lov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 29
gennemfører direktivets artikel 6 og vedrører muligheden for
prøvelse af et varemærke, der er påberåbt som anciennitet for et EU-varemærke, også efter den danske
varemærkeregistrering har mistet sin virkning. Den gældende lov indeholder ikke en tilsvarende
bestemmelse. Forholdet er dog reguleret i § 14, stk. 8, i bekendtgørelsen om ansøgning og registrering
m.v af varemærker og fællesmærker, og den foreslåede nyaffattelse svarer hertil.
Efter EU-varemærkeforordningen kan en indehaver af et EU-varemærke påberåbe sig eventuelle
ældre nationale varemærkerettigheder til det samme varemærke som anciennitet for EU-varemærket.
Et af hovedformålene med denne ordning er, at en varemærkeindehaver ved påberåbelsen af
ancienniteten og noteringen heraf i EU-varemærkeregisteret, bevarer de rettigheder, der er knyttet til
det varemærke, som er registreret i medlemsstaten, også selvom den nationale registrering
efterfølgende bortfalder, eksempelvis fordi registreringen ikke fornys.
Prøvelse af gyldigheden af den nationale varemærkeret, der ligger til grund for en påstand om
anciennitet i en EU-varemærkeregistrering, kan alene ske efter den medlemsstats lovgivning, der i
øvrigt har fastsat rettens tilblivelse.
For at tredjemand, for eksempel i forbindelse med en sag om krænkelse af et EU-varemærke, skal
have mulighed for at anfægte en i en EU-varemærkeregistrering påberåbt anciennitet fra en dansk
varemærkeregistrering, der i sig selv har mistet sin gyldighed f.eks. på grund af, at en dansk
registrering ikke er blevet fornyet, er det nødvendigt at fastsætte en bestemmelse om, at sådanne
danske varemærkerettigheder også efterfølgende kan erklæres ugyldige eller fortabte.
Væsentligt er endvidere, at det i bestemmelsen er fastsat, at den danske varemærkeregistrering skal
kunne erklæres ugyldig eller fortabt på det tidspunkt, hvor der blev givet afkald på registreringen, eller
denne bortfaldt. Dette indebærer, at eventuelle forhold, der er indtrådt efter dette tidspunkt, og som
kan føre til rettens fortabelse eller ugyldighed, angår EU-varemærkets fortabelse og ugyldighed som
sådan, og skal følgelig afgøres efter bestemmelserne herom i EU-varemærkeforordningen.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 30
gennemfører direktivets artikel 8 og vedrører fastsættelsen af
det tidspunkt, i forhold til hvilket en påstand om ugyldighed skal vurderes, når varemærket påstås
ugyldigt på grund af ældre varemærkerettigheder.
Således fastsættes det i bestemmelsen, at en påstand om ugyldighed af et registreret varemærke på
grund af eksistensen af en ældre varemærkeret, skal vurderes i forhold til den yngre registrerings
81
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
ansøgnings- eller prioritetsdato. Efterfølgende forhold, såsom at det ældre varemærke efter
ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke er blevet indarbejdet eller velkendt, kan
således ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om det yngre varemærke krænkede det ældre
varemærke. Dette udgangspunkt ligger også til grund for den gældende varemærkelovs § 7, hvorefter
en registreret ret anses for opstået på den dag, hvor ansøgningen indleveres, eller på den dag, fra
hvilken der begæres prioritet, og dansk retspraksis vedrørende varemærkekrænkelser i øvrigt.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 31
gennemfører direktivets artikel 7 og 21 og svarer til den
gældende varemærkelovs § 28, stk. 4. Bestemmelsen fastslår, at såfremt et varemærke erklæres fortabt
eller ugyldigt alene for visse af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærkeretten var stiftet,
anses retten alene for fortabt eller ugyldig med hensyn til disse varer eller tjenesteydelser.
Den foreslåede nyaffattelse af §
32
gennemfører direktivets artikel 47 og vedrører retsvirkningerne
af fortabelse eller ugyldighed. Bestemmelsen er ny men svarer i øvrigt til gældende dansk ret
vedrørende fastsættelse af tidspunktet for fortabelse af rettigheder og retsvirkningerne af ugyldighed.
Bestemmelsen i
stk. 1
fastslår, at i tilfælde af fortabelse af en varemærkeret, anses denne for fortabt
fra datoen for indgivelse af begæring om fortabelse. Som en undtagelse til dette udgangspunkt er
endvidere bestemt, at såfremt en af parterne i sagen om varemærkerettens fortabelse har fremsat
påstand herom, kan tidspunktet for rettens fortabelse fastsættes til et tidligere tidspunkt, når
fortabelsesgrunden forelå på et sådant tidligere tidspunkt.
Bestemmelsen i
stk. 2
fastslår, at i tilfælde af ugyldighed anses varemærket aldrig at have haft de
retsvirkninger, der følger af loven.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 33
er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 29 og
fastsætter, at varemærkeregistreringer kan ophæves ved dom. En sag efter bestemmelserne i de
foreslåede nyaffattelser af §§ 13 og 14, kan tillige anlægges af Patent- og Varemærkestyrelsen som
hidtil.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 34
gennemfører direktivets artikel 45 og svarer i hovedtræk til den
gældende varemærkelovs § 30 om administrativ ophævelse.
I
stk. 1,
der svarer til den gældende lovs § 30, stk.1, er fastsat, at begæring om administrativ
ophævelse af en varemærkeregistrering kan fremsættes af enhver, og at begæringen skal fremsættes
over for Patent- og Varemærkestyrelsen. Endvidere er fastsat, at der for begæring om administrativ
ophævelse skal betales et gebyr.
I
stk. 2,
der gennemfører direktivets artikel 45, stk. 5, er fastsat, at en begæring om administrativ
ophævelse kan vedrøre såvel hele registreringens omfang som en del heraf. Bestemmelsen indebærer
til dels en ændring af den gældende retstilstand, idet der hidtil i forbindelse med begæringer om
ophævelse af registreringer på baggrund af påstande om manglende reel brug, har været anlagt den
praksis, at sådanne påstande i alle tilfælde indebærer, at indehaveren skal dokumentere reel brug af
varemærket for alle de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af registreringen.
Bestemmelsen i
stk. 3
gennemfører direktivets artikel 45, stk. 6, og fastslår, at der kan fremsættes
begæring om administrativ ophævelse med henvisning til flere ældre rettigheder, når alle de påberåbte
ældre rettigheder tilhører den samme indehaver. Den foreslåede bestemmelse er ny i varemærkeloven,
men svarer til administrativ praksis.
Bestemmelsen i
stk. 4
er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 30, stk. 2.
Bestemmelse fastslår, at såfremt en sag ved domstolene vedrørende en varemærkeregistrerings
gyldighed ikke endeligt afgjort, kan der ikke fremsættes begæring om administrativ ophævelse mod
registreringen.
Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af den foreslåede
stk. 5,
der viderefører den gældende
varemærkelovs § 30, stk. 3, hvorefter Patent- og Varemærkestyrelsen skal sætte en sag om
82
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
administrativ ophævelse i bero, hvis der anlægges sag ved domstolene om varemærkeregistreringens
gyldighed.
I
stk. 6,
der er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 30, stk. 4, er fastsat, at Patent- og
Varemærkestyrelsen skal underrette indehaveren af varemærkeregistreringen, hvis der fremsættes
begæringer efter stk. 1, og give denne adgang til at udtale sig.
Efter forslagets
stk. 7
skal Patent- og Varemærkestyrelsen offentliggøre endelige afgørelser om
registreringers hele eller delvise ophævelse.
Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 35
om modpåstande om manglende reel brug i sager om
ugyldighed, gennemfører direktivets artikel 46 og svarer i hovedtræk til den gældende varemærkelovs
§ 28, stk. 5. Bestemmelsen giver indehavere af varemærkeregistreringer, der er genstand for en
begæring om ophævelse efter den foreslåede nyaffattelse af § 34, mulighed for at fremsætte
modpåstande om manglende reel brug, når ophævelsesbegæringen er baseret på ældre
varemærkeregistreringer. Bestemmelsen svarer i sit indhold til den foreslåede nyaffattelse af § 21 om
modpåstande om reel brug i sager om indsigelse. Der henvises nærmere til bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 36
viderefører med enkelte ændringer den gældende
varemærkelovs § 31. Bestemmelsen giver Patent- og Varemærkestyrelsen mulighed for at ophæve
registreringer, hvis indehaveren ikke længere findes.
Da overdragelse af varemærkeregistreringen kan have fundet sted, uden at styrelsen er underrettet
herom, skal styrelsen efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 opfordre indehaveren til at give sig til
kende inden en fastsat frist, der skal offentliggøres. Ifølge den gældende varemærkelov skal
offentliggørelse ske i Dansk Varemærketidende, men af hensyn til muligheden for i fremtiden at
foretage offentliggørelser af ansøgninger, registreringer m.v. på anden vis, er det i lovforslaget fastsat,
at der blot skal ske offentliggørelse af opfordringen og den fastsatte frist.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 37
er en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 33 og
angiver, i hvilke tilfælde et registreret varemærke skal udslettes. Et registreret varemærke kan
udslettes, når registreringen ikke fornys, når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet, hvis
registreringen erklæres ugyldig, eller hvis der træffes afgørelse eller afsiges dom om ophævelse af
registreringen.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 38,
der vedrører overdragelser af varemærker, gennemfører
direktivets artikel 22 og svarer i hovedtræk til den gældende varemærkelovs §§ 38 og 39, samt
fællesmærkelovens § 6.
Således er det i forslagets
stk. 1,
der svarer til § 38, stk. 1 i den gældende lov, fastsat, at
overdragelse af et varemærke ikke er betinget af en virksomhedsoverdragelse, og at overdragelsen
endvidere kan ske for en del af de varer eller tjenesteydelser, som registreringen omfatter. Det kan i så
tilfælde være nødvendigt med en deling af registreringen, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 41.
I
stk. 2
er endvidere fastsat, at i de tilfælde, hvor en virksomhed overdrages i sin helhed, anses de
varemærkerettigheder, der tilhører virksomheden, tillige at være overdraget, medmindre andet skal
anses for aftalt mellem parterne. Bestemmelsen er en videreførelse af § 38, stk. 2 i den gældende lov.
Bestemmelsen i
stk. 3
fastslår, at Patent- og Varemærkestyrelsen på begæring skal notere
overdragelser af varemærkeregistreringer i varemærkeregistret. Som hidtil består der ikke en pligt til at
give styrelsen meddelelse om en sket overdragelse, idet bestemmelsen om notering af overdragelser
alene har ordensmæssig karakter og ikke har indflydelse på den materielle ret til et varemærke.
Bestemmelsen er en videreførelse af § 39 i den gældende lov.
Bestemmelsen i
stk. 4,
der er en videreførelse af fællesmærkelovens § 6, fastslår, at Patent- og
Varemærkestyrelsen kan afslå at notere overdragelser af kollektiv og garanti- eller
83
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
certificeringsmærker, hvis mærket efter overdragelsen vil være egnet til at vildlede. Bestemmelsen
skal bl.a. ses i lyset af de bestemmelser, der fastsat i den foreslåede nyaffattelse af § 1 b, stk. 2 og 3,
om hvem der kan stifte varemærkeret til et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 38 a,
der vedrører muligheden for pant og udlæg i varemærker,
gennemfører direktivets artikel 23 og 24, og er en videreførelse af den gældende varemærkeloves § 41.
Bestemmelsen fastsætter, at et varemærke kan gøres til genstand for pantsætning eller andre
tinglige rettigheder, samt tvangsfuldbyrdelse. Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal Patent- og
Varemærkestyrelsen på begæring notere oplysninger om pant og udlæg i varemærkeregistreringer i
varemærkeregisteret.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 38 b,
der vedrører licens, gennemfører direktivets artikel 25, stk. 1
og 2, og svarer i hovedtræk til den gældende varemærkelovs § 40.
Således er det i
stk. 1
fastsat, at der kan gives licens til et varemærke. Licensen kan vedrøre alle
eller en del af de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af registreringen. Licensen kan vedrøre
hele eller dele af landet samt kan være i form af eksklusiv eller en simpel licens. Bestemmelsen svarer
til den gældende lovs § 40,stk. 1.
Stk. 2
svarer til den gældende varemærkelovs § 40, stk. 3, og bestemmelsen fastsætter, at
indehaveren af varemærket kan gøre dette gældende over for en licenstager, der overtræder
bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til dens gyldighedsperiode, varemærkets udformning, de
varer og tjenesteydelser, licensen omfatter, og kvaliteten heraf, eller det geografiske område, licensen
omfatter.
I
stk. 3
er fastsat, at Patent- og Varemærkestyrelsen på begæring skal notere licensen i
varemærkeregistret. Dette fremgår af den gældende varemærkelovs § 40, stk. 2.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 38 c
gennemfører direktivets artikel 26, og fastslår blot, at
bestemmelserne i de foreslåede nyaffattelser af §§ 38-38 b finder tilsvarende anvendelse for
varemærkeansøgninger. En tilsvarende bestemmelse er ikke indeholdt i den gældende varemærkelov,
men er i øvrigt i overensstemmelse med administrativ praksis.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 39,
der vedrører ændringer i de bestemmelser, der er fastsat for
anvendelsen af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, gennemfører for så vidt
angår kollektivmærker direktivets artikel 33, om ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et
kollektivmærke. Kravet om, at ændringer i de bestemmelser, der gælder for mærkets benyttelse, skal
forelægges Patent- og Varemærkestyrelsen og noteres i registeret, er ikke nyt, idet et tilsvarende krav
fremgår af den gældende fællesmærkelovs § 8, nr. 3
På grund af kravet i den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk. 6 om, at såvel ansøgninger om
kollektivmærker som ansøgninger om garanti- eller certificeringsmærker skal indeholde de
bestemmelser, der gælder for mærkets anvendelse, omfatter den her foreslåede bestemmelse både
ændringer, der foretages i bestemmelserne for kollektivmærkers og for garanti- eller
certificeringsmærkers anvendelse.
Bestemmelsen i
stk. 1
fastsætter således, at enhver ændring i bestemmelserne for anvendelsen af et
kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke skal forelægges Patent- og
Varemærkestyrelsen.
Efter
stk. 2
skal Patent- og Varemærkestyrelsen påse, at de ændrede bestemmelser opfylder de
krav, der er fastsat i de foreslåede nyaffattelser af § 11, stk. 6-8, § 14, stk. 2, og § 16, stk. 2, og notere
ændringen, når kravene er opfyldt.
Endelig er det i
stk. 3
fastsat, at ændringerne af bestemmelserne først får virkning fra datoen for
noteringen heraf i varemærkeregisteret.
84
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Den foreslåede nyaffatelse af
§ 40
svarer med visse ændringer til den gældende varemærkelovs §
24 om mærkeændringer.
Ifølge den gældende lovs § 24 kan indehavere af varemærkeregistreringer foretage uvæsentlige
ændringer af et registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af varemærket ikke påvirkes af
ændringen.
På tilsvarende vis kan der efter den gældende varemærkelovs § 24, stk. 3, tillige foretages
ændringer af et ansøgt varemærke, idet kravet hertil er mere lempeligt, da ændringen alene skal anses
for ”uvæsentlig”.
For ændringen af varemærkeregistreringer gælder endvidere, at bedømmelsen af, hvorvidt senere
ændringer af varemærket lever op til kravene om, at mærkeændringen skal være uvæsentlig og ikke
må berøre varemærkets helhedsindtryk, ikke skal vurderes i forhold til det senest ændrede mærke, men
derimod skal vurderes i forhold til det oprindeligt ansøgte og registrerede varemærke.
Derimod fremgår det af bemærkninger til den gældende varemærkelovs § 24, stk. 3, om ændring af
mærker i varemærkeansøgninger, der blev indsat ved lov nr. 1201 af 27. december 1996, at det
ændrede mærke erstatter det oprindelige mærke med virkning tilbage til ansøgningsdatoen og lægges
dermed også til grund for en eventuel påberåbelse af prioritet.
Der er således tale om, at en ændring af et varemærke i en varemærkeansøgning er tillagt en
forholdsvis vidtgående virkning efter den nugældende varemærkelov. Dette forekommer ikke
foreneligt med det forhold, at de krav, der stilles til mærkeændringer i varemærkeansøgninger, er mere
lempelige end de krav, der stilles til mærkeændringer i varemærkeregistreringer.
Det er på denne baggrund med den nyaffattede § 40 foreslået, at betingelserne for og
retsvirkningerne af mærkeændringer i ansøgninger og registreringer sidestilles, således at der i begge
tilfælde opstilles de krav, at der skal være tale om uvæsentlige ændringer, og at varemærkets
helhedsindtryk ikke må berøres af ændringen.
Med den foreslåede ændring skal det ændrede mærke i en varemærkeansøgning endvidere ikke
anses for at træde i stedet for det oprindeligt ansøgte mærke med virkning fra ansøgningsdagen og den
prioritetsret, som ansøgningen giver ansøgeren i medfør af bl.a. Pariserkonventionens artikel 4, men
blot anses for at have virkning fra den dag, der er indgivet anmodning om mærkeændring til Patent- og
Varemærkestyrelsen.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 41,
der vedrører deling af ansøgninger og registreringer og som
gennemfører direktivets artikel 41, er ny i varemærkeloven, men svarer til den gældende bestemmelse
i § 15, stk. 1, 2 og 4 i bekendtgørelse nr. 364 af 21. maj 2008 om ansøgning og registrering m.v. af
varemærker og fællesmærker.
Bestemmelsen fastsætter således, at der ved anmodning til Patent- og Varemærkestyrelsen og mod
betaling af et gebyr, kan foretages deling af varemærkeansøgninger og -registreringer.
Til nr. 2
Varemærkelovens § 42 indeholder bestemmelser om straf for krænkelse af varemærkerettigheder,
der er stiftet ved registrering, eller ved brug eller i henhold til Rådets forordning om EF-varemærker.
Med den foreslåede henvisning til § 3, stk. 1, nr. 3, i bestemmelsen om straf i
§ 42, stk. 1,
bliver det
præciseret, at der er tale om krænkelser af rettigheder, der er stiftet ved brug i henhold til den
foreslåede nyaffatttelse af § 3, stk. 1, nr. 3. I denne bestemmelse er det præciseret, at brugen skal have
et omfang, der er af mere end lokal betydning. Samtidig er henvisningen til varemærkeforordningen
blevet opdateret. Denne forordning er senest blevet ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 om EU-varemærker. Den kodificerede udgave af
forordningen er forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker.
Der henvises nærmere til afsnit 2.3 om stiftelse af varemærkerettigheder i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
85
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Det følger af varemærkelovens § 43 b, stk. 1, at midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i
henhold til EF-varemærkeforordningens artikel 99, stk. 1, meddeles af byretten eller Sø- og
Handelsretten.
Det følger endvidere varemærkelovens § 43 c, stk. 1, at midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud, der skal have virkning på enhver medlemsstats område, jf. EF-varemærkeforordningens artikel
99, stk. 2, meddeles af Sø- og Handelsretten.
Det følger yderligere varemærkelovens § 43 d, 1. pkt., at midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud, der både vedrører et nationalt varemærke og EF-varemærke, meddeles af Sø- og Handelsretten,
hvis den midlertidige afgørelse skal have virkning på enhver medlemsstats område.
I medfør af § 43 b, stk. 2, § 43 c, stk. 3, og § 43 d, 2. pkt., finder retsplejelovens kapitel 40 om
midlertidige afgørelser om forbud og påbud i borgerlige sager og kapitel 57 om bistand til
opretholdelse af forbud og påbud tilsvarende finder anvendelse på sådanne sager.
I medfør af § 43 c, stk. 2, og § 43 d, 2. pkt., kan Sø- og Handelsrettens afgørelser om midlertidige
afgørelser om forbud og påbud i sådanne sager kæres til Østre Landsret.
Det foreslås, at varemærkelovens
§§ 43 b-43 d
ophæves og erstattes af en nyaffattet § 43 b.
Opdelingen i flere bestemmelser svarer ikke til den tilsvarende regulering i designlovens § 43 og fører
til gentagelser. Det foreslås derfor, at bestemmelserne sammenskrives i en nyaffattelse af § 43 b,
hvorved de gældende bestemmelser i § 43 b, stk. 2, § 43 c, stk. 3, og § 43 d, 2. pkt., for så vidt angår
henvisningen til § 43 c, stk. 3, bliver overflødige.
Den nye bestemmelses
stk. 1
svarer til den gældende bestemmelse i § 43 b, stk. 1, mens den nye
bestemmelses
stk. 2
svarer til den gældende bestemmelse i § 43 c, stk. 1, og den nye bestemmelses
stk.
3
svarer til den gældende bestemmelse i § 43 d, 1. pkt.
De gældende § 43 c, stk. 2, og § 43 d, 2. pkt., for så vidt angår henvisningen til § 43 c, stk. 2,
foreslås ikke videreført. Konsekvensen heraf er, at Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om
forbud eller påbud i sådanne sager fremover kan kæres til Østre Landsret eller Vestre Landsret
afhængig af, hvor der er stedlig kompetencefor sagen. Dermed vil der gælde samme kæreregler som i
andre sager om Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud eller påbud.
Efter en ændring, der trådte i kraft i 2016, har EF-varemærker og EF-varemærkeforordningen
skiftet navn til EU-varemærker og EU-varemærkeforordningen. Endvidere er der ændret i
nummereringen af forordningens artikler, således at det ikke længere er artikel 99, der angår
foreløbige retsmidler.
På denne baggrund henvises i den foreslåede § 43 b til EU-varemærkeforordningen i stedet for EF-
varemærkeforordningen. Endvidere er henvisningen til artikel 99 udgået. Det bemærkes i den
forbindelse, at det ikke er fundet nødvendigt at henvise til den nugældende artikel 131 om foreløbige
retsmidler. Den tilsvarende bestemmelse i designlovens § 43 indeholder ikke en henvisning til en
bestemt artikel i EF-designforordningen.
Ud over at Sø- og Handelsrettens afgørelser om midlertidige afgørelser efter § 43 b, stk. 2 og 3,
fremover kan kæres til den landsret, i hvis kreds der er stedlig kompetence, medfører nyaffattelsen af §
43 b ikke indholdsmæssige ændringer i forhold til de gældende regler i §§ 43 b-43 d.
Til nr. 4
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 48
indeholder bemyndigelse til erhvervsministeren til at fastsætte
nærmere bestemmelser om en række forhold, som er omfattet af loven. Sådanne bestemmelser vil
typisk blive fastsat i en ansøgningsbekendtgørelse.
Bestemmelsen udgør med visse ændringer en videreførelse af den gældende varemærkelovs § 48.
Af lovtekniske grunde udgør forslaget en nyaffattelse af bestemmelsen.
Bemyndigelsesbestemmelsen i
stk. 1
omfatter en række forhold vedrørende varemærkeansøgninger
og -registreringer og udgør i vidt omfang en videreførelse af den gældende § 48, stk. 1 og 2. Samtidig
er bestemmelsen afpasset efter bl.a. lovforslagets bestemmelser om behandling af ansøgninger og om
gengivelse af varemærker, ligesom forslaget afspejler øvrige behov for en opdatering af den gældende
§ 48. Det er eksempelvis fundet hensigtsmæssigt at kunne fastsætte nærmere regler om sprog i
sagsbehandlingen og i dokumenter, ligesom forslaget lægger op til, at der kan fastsættes nærmere
bestemmelser om varemærker uden farve, dvs. varemærker i sort/hvid.
86
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Bemyndigelsen i stk. 1 omfatter således regler om indgivelse varemærkeansøgninger og deres
behandling, herunder om sagsbehandlingssprog og sprog i dokumenter, samt for så vidt angår
gengivelse af varemærker krav til og virkningerne af ansøgeres anvendelse af filtyper og deres
størrelse, mærketyper, beskrivelser, farver og mærker uden farver (sort/hvid-mærker).
Erhvervsministeren kan endvidere bl.a. fastsætte bestemmelser om deling af ansøgninger og
registreringer, om behandling af indsigelser og administrativ ophævelse, om påberåbelse af
fortrinsrettigheder, om varemærkeregistrets indretning og førelse, om hvilke oplysninger, der kan
indføres i registret, om offentliggørelse af registreringer, noteringer og meddelelser, om registrering og
udslettelse af varemærker og om ekspeditioner, udskrifter af registret m.v.
Bestemmelsen i
stk.
2 udgør en videreførelse af § 48, stk. 3, i den gældende lov. Bestemmelsen
blev indsat ved lov nr. 1370 af 28. december 2011, hvormed gebyrerne for styrelsens sagsbehandling
blev fastsat på lovniveau, således at bemyndigelsen for erhvervsministeren til at fastsætte gebyrer blev
begrænset til betaling for særlige ekspeditioner, udskrifter m.v. Bestemmelsen omfatter bl.a. betaling
for bekræftede udskrifter af Patent- og Varemærkestyrelsens rettighedsregistre, betaling for benyttelse
af Patent- og Varemærkestyrelsens kontoordning samt betaling for deltagelse i kurser, som styrelsen
arrangerer. Betalingen fastsættes i overensstemmelse med principperne for gebyrfastsættelse i staten
henholdsvis principperne for indtægtsdækket virksomhed i staten.
Efter bestemmelsen i
stk.
3 kan erhvervsministeren fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige
for anvendelsen af EU-varemærkeforordningen. Bestemmelsen svarer med mindre justeringer til stk. 4
i den gældende § 48.
Bestemmelsen i
stk. 4
om fastsættelse af nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i
kapitel 8 om international varemærkeregistrering udgør en videreførelse af den gældende
bemyndigelsesbestemmelse om international varemærkeregistrering, der i den gældende
varemærkelov er placeret i § 60 i kapitlet om internationale varemærkeregistreringer.
Bestemmelsen i
stk. 5
er ny og giver erhvervsministeren hjemmel til at fastsætte bestemmelser om
sammenlægningen af varemærkeregisteret og fællesmærkeregisteret. Sammenlægningen og de
ændrede bestemmelser vedrørende fællesmærker vil medføre behov for noteringer i det sammenlagte
register af de hidtidige fællesmærkers mærketype i henhold til de nye bestemmelser. Med lovforslaget
udgår betegnelsen fællesmærker, der i gældende lov er et overbegreb for kollektivmærker og
garantimærker. For at leve op til kravene i loven for de enkelte mærketyper kan der være behov for, at
nogle fællesmærker skifter mærketype. Det foreslås derfor, at ministeren kan fastsætte bestemmelser
om fællesmærkers overgang til kollektivmærker henholdsvis garanti- eller certificeringsmærker eller
individuelle varemærker. Erhvervsministeren vil i den forbindelse kunne fastsætte bestemmelser om,
at i tilfælde, hvor et fællesmærke ikke bliver konverteret og dermed ikke opfylder kravene i
varemærkeloven, vil Patent- og Varemærkestyrelsen kunne ophæve registreringen.
Bestemmelsen i
stk. 6
om fastsættelse af, hvilke dage, der betragtes som lukkedage for Patent- og
Varemærkestyrelsen, svarer til stk. 6 i den gældende § 48.
Bestemmelsen i
stk. 7
indeholder hjemmel til fastsættelse af gebyrer for behandling af sager
vedrørende EU-varemærker. Bestemmelsen indgår i § 48, stk. 5, i den gældende varemærkelov.
Til nr. 5
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 48 a
indeholder hjemmel til, at erhvervsministeren kan fastsætte
forskellige bestemmelser om digital kommunikation.
Den lovgivning, som Patent- og Varemærkestyrelsen administrerer, indeholder ikke i dag
bestemmelser om digital kommunikation. Styrelsens stiller i dag selvbetjeningsværktøjer og en række
andre services til rådighed på styrelsens hjemmeside. Det er således muligt at indlevere en
varemærkeansøgning via hjemmesiden, ligesom det fra hjemmesiden bl.a. er muligt at søge
informationer i varemærkeregisteret og korrespondance i sagerne.
Ifølge
stk. 1
i den foreslåede bestemmelse kan ministeren fastsætte bestemmelser om, at skriftlig
kommunikation om forhold, som er omfattet af varemærkeloven eller regler udstedt i medfør af loven,
skal foregå digitalt. Formålet med denne bestemmelse er at fremtidssikre Patent- og
Varemærkestyrelsens lovgivning. Der er således ikke aktuelle planer om at indføre obligatorisk digital
kommunikation. Det skyldes bl.a., at styrelsens lovgivning er afpasset efter internationale traktater
inden for varemærkeretten, ligesom det danske rettighedssystem indgår i et samspil med regionale og
87
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
internationale rettighedssystemer. Styrelsen sigter på, at styrelsens services på hjemmesiden er så
attraktive, at de bliver benyttet frivilligt, og i 2017 blev 84 % af ansøgningerne om
varemærkeregistrering indleveret via selvbetjeningsværktøjet på styrelsens hjemmeside.
Bestemmelsen i
stk. 2
giver erhvervsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om digital
kommunikation. Der kan således på bekendtgørelsesniveau bl.a. fastsættes krav om benyttelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater, maksimal størrelse på filer og digital signatur.
Sådanne bestemmelser vil bl.a. kunne give styrelsen mulighed for at fastsætte bestemmelser om krav
til materiale, som indgives til styrelsen, og om konsekvenserne af, at de fastsatte krav ikke bliver
overholdt. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i §
48, stk. 1, der er møntet på filtyper- og størrelser ved gengivelsen af varemærker i ansøgninger.
Ifølge den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
anses en digital meddelelse for at være kommet frem, når
den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Sammenlignet med papirbreve svarer
bestemmelsen til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når brevet er lagt i adressatens
fysiske postkasse. Det er således normalt uden betydning for afgørelsen af, om en meddelelse er
kommet frem, om eller hvornår adressaten rent faktisk gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen,
dvs. om meddelelsen er kommet til adressatens kundskab. Bestemmelsen er udformet på samme måde
som tilsvarende bestemmelser om digital kommunikation i andre love inden for Erhvervsministeriets
område og svarer ligeledes til § 10, nr. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, jf.
lovbekendtgørelse nr. 801 af 13. juni 2016, § 10.
Der henvises nærmere til afsnit 2.10 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 48 b
handler om fravigelse af underskriftkrav på dokumenter, der
er udstedt af andre end Patent- og Varemærkestyrelsen.
Den lovgivning, som Patent- og Varemærkestyrelsen administrerer, indeholder ikke i dag
bestemmelser om fravigelse af underskriftkrav.
Det foreslås i
stk. 1,
at krav i varemærkelovgivningen om underskrift på dokumenter, som er udstedt
af andre end Patent- og Varemærkestyrelsen kan opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer
entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet. Med bestemmelsen bliver det præciseret, at
det er en forudsætning for at undlade personlig underskrift, at underskriveren anvender en teknik, der
sikrer entydig identifikation af den pågældende, f.eks. digital signatur.
Det foreslås i
stk. 2,
at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvordan kravet om
personlig underskrift kan fraviges. Erhvervsministeren kan ligeledes fastsætte regler om, at kravet om
personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer dokumenter.
Bestemmelsen harmonerer med tilsvarende bestemmelser om digital kommunikation i andre love
under Erhvervsministeriets område.
Der henvises nærmere til afsnit 2.10 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 50
svarer med visse præciseringer til den gældende varemærkelovs
§§ 55-58, der omfatter ansøgning om international varemærkeregistrering på basis af ansøgning eller
registrering i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse angår indgivelsen af internationale varemærkeansøgninger i
overensstemmelse med Madridprotokollen.
Bestemmelsen i
stk. 1
fastsætter, hvem der kan indgive ansøgning om en international registrering.
Betingelserne i denne henseende fremgår endvidere af Madridprotokollens artikel 2.
Bestemmelsen i
stk. 2
fastsætter, at ansøgninger om internationale registreringer indgivet til Patent-
og Varemærkestyrelsen, skal opfylde kravene i Madridprotokollens artikel 3, 3 b og 3 c, herunder
indeholde de oplysninger, som er omfattet af nr. 1-5 i den foreslåede bestemmelse.
Bestemmelsen i
stk. 3
fastsætter, at den internationale ansøgning kan vedrøre alle eller en del af de
varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af de danske varemærkeansøgninger eller -registreringer,
der skal danne basis for den internationale ansøgning.
Bestemmelsen i
stk. 4
fastsætter, at ansøgeren i den internationale ansøgning kan påberåbe prioritet
i overensstemmelse med Pariserkonventionen.
88
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Bestemmelsen i
stk. 5
fastsætter, at Patent- og Varemærkestyrelsen påser, at gebyret for indgivelse
af internationale ansøgninger til styrelsen er betalt, og at betingelserne i stk. 1 er opfyldt, samt at de
bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 48, stk. 4, er opfyldt, før ansøgningen videresendes til Det
Internationale Bureau.
Bestemmelsen i
stk. 6
fastsætter, at i tilfælde, hvor Patent- og Varemærkestyrelsen ikke kan
videresende ansøgningen efter stk. 5, får ansøgeren mulighed for at bringe ansøgningen i orden.
Det følger af Madridprotokollens artikel 3, stk. 4, at den internationale ansøgning alene anses for
indgivet på den dag, hvor ansøgningen blev indgivet til Patent- og Varemærkestyrelsen, såfremt
ansøgningen modtages af Det Internationale Bureau senest to måneder fra dette tidspunkt. Modtager
Det Internationale Bureau først ansøgningen efter udløbet af denne to-måneders frist, anses
ansøgningen for først at være indgivet på det tidspunkt, den modtages af Det Internationale Bureau.
Da netop tidspunktet for ansøgningens indgivelse kan have indflydelse på ansøgerens mulighed for
at påberåbe prioritet, er det derfor væsentligt, at denne tomåneders frist overholdes. Derfor er det
tillige i bestemmelsen fastsat, at styrelsen i visse tilfælde kan videresende den internationale ansøgning
til Det Internationale Bureau, også selvom nogle af de krav, der fremgår af stk. 5, ikke er opfyldt, hvis
bestemmelserne i Madridprotokollen og de tilhørende gennemførelsesbestemmelser i øvrigt tillader, at
ansøgningen i forhold til disse krav, kan bringes i orden, efter ansøgningen er videresendt til Det
Internationale Bureau.
Er der derimod tale om, at ansøgningen lider af sådanne mangler, at ansøgningen under alle
omstændigheder vil blive afvist af Det Internationale Bureau, skal styrelsen efter den foreslåede
bestemmelse afvise den internationale ansøgning.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 51
afspejler muligheden for og kravene til indgivelse af
ansøgninger om efterfølgende designeringer, som dette er fastlagt i Madridprotokollens artikel 3 c, stk.
2. Bestemmelsen er ny i loven, men svarer til § 28 i bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v
af varemærker og fællesmærker. Det er fundet hensigtsmæssigt at inkludere bestemmelsen i loven, da
den dels fastsætter en adgang til at indgive en ansøgning til Patent- og Varemærkestyrelsen, og dels
pålægger styrelsen at behandle sådanne ansøgninger. Hertil kommer, at indgivelsen af ansøgningen til
Patent- og Varemærkestyrelsen er underlagt et gebyr.
Efter den foreslåede bestemmelses
stk. 1,
kan indehavere af en international registrering, der er
baseret på en dansk varemærkeansøgning eller -registrering, indgive en begæring om territorial
udstrækning (efterfølgende designering) af den internationale registrering til Patent- og
Varemærkestyrelsen eller til Det Internationale Bureau.
I
stk. 2
er fastsat, at i de tilfælde, hvor ansøgningen om efterfølgende designering indgives til
Patent- og Varemærkestyrelsen, skal styrelsen påse, at betingelserne i Madridprotokollens artikel 2,
stk. 1, og 3 c, stk. 2 er opfyldt, samt at gebyret for styrelsens behandling af ansøgningen er betalt. Er
disse betingelser opfyldt, videresender styrelsen ansøgningen til Det Internationale Bureau.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 52
vedrører styrelsens forpligtelse efter Madridprotokollens artikel
6, stk. 2-4, til at underrette Det Internationale Bureau om visse ændringer, der er sket i
varemærkeansøgninger eller -registreringer, som danner basis for en international registrering.
Bestemmelsen er ny, men svarer til administrativ praksis. Styrelsens underretning af Det Internationale
Bureau efter artikel 6 i Madridprotokollen kan efter omstændighederne medføre, at den internationale
registrering begrænses eller helt bortfalder, hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt, at Patent- og
Varemærkestyrelsens forpligtelse og beføjelse til at underrette er afspejlet i loven.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 53,
der svarer til den gældende varemærkelovs § 59, tydeliggør, at
gyldighedsperioden og muligheden for fornyelse af internationale registreringer følger af
bestemmelserne i Madridprotokollen.
89
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 54
vedrører Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af
designeringer af Danmark i internationale registreringer. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den
gældende lovs § 52, men indeholder i forhold hertil visse præciseringer vedrørende styrelsens
behandling af designeringer, særligt behandlingen af designeringernes varefortegnelser.
En designering skal, for at dens gyldighed for Danmark kan godkendes, opfylde de samme krav
som en dansk varemærkeansøgning, hvorfor det i den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
er fastsat, at
bestemmelserne i de foreslåede nyaffattelser af §§ 16-22 finder tilsvarende anvendelse for styrelsens
behandling af designeringer. Imidlertid følger det af det internationale registreringssystems opbygning
og funktionsmåde, herunder særligt muligheden for at ansøge om efterfølgende designeringer, at en
designering af Danmark kan vedrøre en ældre international registrering, for hvilken listen over de
varer og tjenesteydelser, som registreringen omfatter, er udfærdiget efter en ældre version af
Niceklassifikationen. Da det samtidig ikke er muligt i det internationale registreringssystem at
ajourføre listen over varer og tjenesteydelser i forhold til nyere udgaver af Niceklassifikationen, ville
det derfor være uhensigtsmæssigt, om registreringskravet i den foreslåede nyaffattelse af § 12, også
gjaldt for designeringer af Danmark af internationale registreringer.
Det er på denne baggrund i den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
fastsat, at Patent- og
Varemærkestyrelsen alene kan give afslag på en designerings gyldighed efter den foreslåede
nyaffattelse af § 12, når de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, ikke er
identificeret med tilstrækkelig klarhed og præcision i henhold til den udgave af Niceklassifikationen,
der var gældende på tidspunktet for den internationale registrering.
Bestemmelsen i
stk. 3
fastsætter, at der for Patent- og Varemærkestyrelsens behandlinger af
designeringer betales et gebyr. Bestemmelsen svarer til den gældende varemærkelovs § 60, stk. 2.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 55
viderefører og udbygger bestemmelsen i den gældende
varemærkelovs § 52 om afslag på godkendelse af designeringer. Således indeholder den gældende
bestemmelse alene en overordnet henvisning til Patent- og Varemærkestyrelsens adgang til at sende
afslag til Det Internationale Bureau, herunder en henvisning til den gældende frist herfor. Da
manglende overholdelse af fristerne efter Madridprotokollen indebærer, at designeringen får gyldighed
i Danmark, er det fundet hensigtsmæssigt, at dette gøres tydeligt i loven, fremfor at det alene fremgår
af Madridprotokollen.
I den foreslåede bestemmelses
stk. 1
er henvist til, at Patent- og Varemærkestyrelsen efter
Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra b, kan meddele Det Internationale Bureau et foreløbigt afslag
på designeringens godkendelse i Danmark. Det foreløbige afslag skal indgives til Det Internationale
Bureau inden 18 måneder fra den dag, hvor Det Internationale Bureau notificerede styrelsen om
designeringen.
Af den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
fremgår endvidere, at styrelsen over for Det Internationale
Bureau kan tage forbehold for, at styrelsen kan fremsætte et foreløbigt afslag efter 18-måneders fristen
anført i stk. 1. Adgangen til at fremsætte et sådan forbehold og til at styrelsen kan fremsætte et
foreløbigt afslag efter 18-måneders fristens udløb, fremgår af Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra
c, og begrænser sig i øvrigt til situationer, hvor en eventuel indsigelsesperiode udløber efter udløbet af
18-måneders perioden. Et foreløbigt afslag kan i et sådant tilfælde alene vedrøre en indsigelse fremsat
mod designeringen.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
tydeliggør, at i de tilfælde, hvor Patent- og
Varemærkestyrelsen ikke har udstedt et foreløbigt afslag inden for 18-månedersfristen efter stk. 1, og
der ikke er taget forbehold efter stk. 2, anses designeringen for at have gyldighed i Danmark.
Denne bestemmelse følger af Madridprotokollens artikel 4, stk. 1, litra a, der bygger på et princip
om stiltiende accept. Overholdes de nævnte frister således ikke, indebærer dette, at designeringen skal
anses for gyldig, uanset om bestemmelserne for designeringens godkendelse, jf. den foreslåede
nyaffattelse af § 54, herunder offentliggørelse og tredjemands mulighed for at fremsætte indsigelse,
ikke har været iagttaget. I en sådan situation vil designeringens gyldighed alene kunne anfægtes
gennem en begæring om mærkets ophævelse, jf. de foreslåede nyaffattelser af §§ 30 og 31.
Derudover har datoen for indtrædelsen af den stiltiende accept efter Madridprotokollens artikel 4,
stk. 1, litra a, samme retsvirkning, som hvis varemærket var blevet registreret, jf. den foreslåede
90
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
nyaffattelse af § 57, og i forhold til fastsættelsen af registreringsprocedurens afslutning, jf. den
foreslåede nyaffattelse af § 10 c, stk. 2, nr. 2.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 56
er ny og fastsætter det tidspunkt, hvor registreringsproceduren
skal anses for afsluttet, nemlig den dato hvor designeringens endelige godkendelse noteres af Patent-
og Varemærkestyrelsen i varemærkeregisteret. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at indsigelsesperioden
med den foreslåede nyaffattelse af § 19 er placeret som en del af ansøgningsbehandlingen, hvorfor
datoen for fastsættelsen af brugspligtsperioden, nemlig datoen for registreringsprocedurens afslutning,
skal fastsættes ud fra andre kriterier end indsigelsesperiodens udløb eller datoen for den endelige
afgørelse i eventuelle indsigelser. Da datoen for registreringsprocedurens afslutning for danske
ansøgninger er sammenfaldende med datoen for varemærkets registrering, jf. den foreslåede
nyaffattelse af § 10 c, stk. 2, nr. 1, er det fundet hensigtsmæssigt på tilsvarende vis at fastslå, at
registreringsproceduren anses for afsluttet, når Patent- og Varemærkestyrelsen noterer designeringens
godkendelse i varemærkeregisteret. Dette er tillige afspejlet i den foreslåede nyaffattede bestemmelse i
§ 10 c, stk. 2, nr. 2. Derudover afspejler bestemmelsen Patent- og Varemærkestyrelsens forpligtelse til
at give meddelelse til Det Internationale Bureau om designeringens endelige hele eller delvise
godkendelse, jf. Rule 18ter i gennemførelsesforskrifterne til Madridprotokollen.
Den endelige godkendelse af designeringen har endvidere samme retsvirkning, som hvis
varemærket var registreret, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 57.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 57
viderefører i en lettere omskrevet form den gældende
varemærkelovs § 51. Bestemmelsen fastslår således, at når en designering har opnået gyldighed for
Danmark, har den samme retsvirkning, som hvis varemærket var registreret her i landet.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 58
viderefører med mindre præciseringer den gældende
varemærkelovs § 53 om videreførelse i Danmark af udslettede internationale registreringer, hvori
Danmark har været designeret.
Adgangen til at videreføre internationale registreringer i national ret følger af Madridprotokollens
artikel 9 e, og betingelserne i den foreslåede bestemmelse følger heraf.
I forhold til den gældende varemærkelovs § 53 er det i den foreslåede bestemmelses
stk. 2, nr. 1
præciseret, at den angivne tremåneders frist skal beregnes fra datoen for udslettelse af den
internationale registrering.
I
stk. 2, nr. 2,
er det endvidere præciseret, at det er de varer eller tjenesteydelser, der var omfattet af
designeringen af Danmark, der danner rammen for muligheden for videreførelse af designeringen i
dansk ret. Denne præcisering er indsat for at gøre det tydeligt, at i de situationer, hvor designeringen af
Danmark alene omfattede en del af de varer eller tjenesteydelser, der var omfattet af den internationale
registrering, kan adgangen til at videreføre designeringen ikke udstrækkes til de dele af den
internationale registrering, der ikke var omfattet af designeringen.
Endelig er bestemmelsen i den gældende varemærkelovs § 53, stk. 2, nr. 3, blevet delt i nr. 3 og 4,
således at
nr. 3
fastsætter den betingelse, at ansøgningen skal opfylde kravene til en dansk
varemærkeansøgning, og
nr. 4
fastsætter, at der for ansøgningen skal betales et gebyr.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 59
er ny og er indsat for at tydeliggøre, at internationale
registreringer, hvori EU er designeret, kan overgå til en dansk ansøgning eller en designering af
Danmark. Adgangen hertil følger af artikel 202 i EU-varemærkeforordningen, hvorfor der er henvist
hertil i bestemmelsen.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 60,
der vedrører erstatning af et dansk varemærke med en
international registrering, svarer indholdsmæssigt til den gældende varemærkelovs § 54 og
Madridprotokollens artikel 4 b. Madridprotokollens artikel 4 b fastsætter, at en international
91
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
registrering under visse betingelser erstatter en ældre national varemærkeregistrering, uden at der
derved sker indskrænkning i de rettigheder, som er erhvervet i kraft af sidstnævnte.
Bestemmelsen i Madridprotokollens artikel 4 b finder automatisk anvendelse, når betingelserne
fastsat i bestemmelsen er opfyldt, og der kan således ikke stilles noget krav om notering i
varemærkeregisteret om erstatningen, for at denne skal anses for at have fundet sted. Det er heller ikke
en betingelse herfor, at den eller de danske varemærkeregistreringer udslettes, ligesom det heller ikke
begrænser adgangen til at forny disse.
Det er indledningsvist i den nyaffattede
stk. 1
fastsat, at Patent- og Varemærkestyrelsen på
forlangende skal notere en stedfunden erstatning i registeret. Betingelserne for at anse en international
registrering for at have erstattet en dansk varemærkeregistrering, er herefter opregnet i nr. 1-3 til stk. 1.
Således er det i
stk. 1, nr. 1
fastsat, at Danmark skal være designeret i den internationale registrering. I
stk. 1, nr. 2
er fastsat, at de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den danske registrering, også
skal være omfattet af designeringen af Danmark. Endelig er det i
stk. 1, nr. 3
fastsat, at designeringen
af Danmark skal være sket efter ansøgningsdatoen for den danske registrering.
I bestemmelsens
stk. 2
er endvidere præciseret, at den skete erstatning efter Madridprotokollen kun
har retsvirkning for de varer eller tjenesteydelser, der både er omfattet af designeringen af Danmark og
den danske varemærkeregistrering. Således kan det med betingelserne i Madridprotokollens artikel 4 b
for, at en erstatning anses for at have fundet sted, godt forekomme, at en designering af Danmark
omfatter flere varer eller tjenesteydelser end dem, der er omfattet af den danske
varemærkeregistrering.
Bestemmelsen i
stk. 3
er indsat for at tydeliggøre styrelsens forpligtelse efter
gennemførelsesforskrifternes Rule 21 til at underrette Det Internationale Bureau om noteringen af, at
den internationale registrering har erstattet en dansk varemærkeregistrering.
Til nr. 7.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 60 a
udgør med visse ændringer en videreførelse af § 60 a i den
gældende varemærkelov. Bestemmelsen omfatter gebyrer for ansøgning om varemærkeregistrering.
I
stk. 1
fastsættes ansøgningsgebyret for en dansk varemærkeansøgning. Ansøgningsgebyret er
fastsat til 2.000 kr. I dag udgør ansøgningsgebyret 2.350 kr. Som noget nyt omfatter
ansøgningsgebyret én klasse af varer eller tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen mod
tidligere tre klasser. Der skal derfor betales et tillægsgebyr for hver klasse, der overstiger den første
klasse. Tillægsgebyret for den første ekstra klasse udgør 200 kr., mens tillægsgebyret for hver klasse
herudover udgør 600 kr. I gældende lov udgør tillægsgebyret for hver klasse, der overstiger de tre
klasser, der i dag er omfattet af ansøgningsgebyret, 600 kr. Med ændringen bliver gebyrstrukturen
harmoniseret i forhold til gebyrstrukturen for ansøgninger om EU-varemærker ved EU-
Varemærkekontoret (EUIPO). Ændringen har til formål at hindre opfyldning af varemærkeregisteret
med unødvendigt brede registreringer.
Tillægsgebyret for en nærmere begrundelse til en søgningsrapport er fastsat i
stk. 2.
Bestemmelsen
er ny, da muligheden for at modtage en nærmere begrundelse til en søgningsrapport foreslås indført
med den foreslåede nyaffattelse af § 11, stk.2.
Gebyret for konvertering af en EU- varemærkeansøgning eller -registrering til en dansk ansøgning
er fastsat i
stk. 3.
Bestemmelsen er en videreførelse af stk. 2 i den gældende bestemmelse.
Bestemmelsen i stk.
4
omfatter ansøgningsgebyr i de tilfælde, hvor en international
varemærkeregistrering bliver udslettet, jf. § 58, stk. 2, nr. 4, og indehaveren indgiver en tilsvarende
dansk varemærkeansøgning. Bestemmelsen er en videreførelse af stk. 3 i den gældende bestemmelse.
Bestemmelsen i stk.
5
omfatter gebyr for designering af Danmark i en international
varemærkeregistrering. Bestemmelsen er en videreførelse af stk. 4 i den gældende bestemmelse.
Gebyrer i henhold til Madridprotokollen for designering af Danmark i en international
varemærkeregistrering og for fornyelse af en sådan designering, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 60
b, stk. 3 nedenfor, betales af rettighedshaver direkte til Det Internationale Bureau, som er den afdeling
af World Intellectual Property Organization (WIPO), der administrerer Madrid-Protokollen. Der er
fastsat et særligt ikrafttrædelsestidspunkt for bestemmelsen i stk. 5.
Der henvises nærmere til afsnit 2.11 i de almindelige bemærkninger.
92
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Til nr. 8.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 60 b
omfatter gebyrer for fornyelse af varemærkeregistreringer og
svarer i vidt omfang til den gældende § 60 b. Bestemmelsen i
stk. 1
afspejler de gebyrer, som med
dette lovforslag foreslås fastsat for varemærkeansøgninger i den foreslåede nyaffattelse af § 60 a, stk.
1. Bestemmelsen i
stk. 2
er en videreførelse af den hidtidige § 60 b, stk. 2, og fastslår, at gebyrer, som
betales efter registreringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter, forhøjes med 20 procent. Hvis
fornyelsesgebyrer ikke bliver betalt i overensstemmelse med reglerne herom, bliver registreringen
udslettet, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 37, nr. 1.
Der er fastsat særlige overgangsregler for bestemmelserne i stk. 1 og 2.
Stk. 3
er en videreførelse af den hidtidige § 60 b, stk. 3, og omfatter gebyr for fornyelse af
designering af Danmark i en international varemærkeregistrering. Der er fastsat et særligt
ikrafttrædelsestidspunkt for bestemmelsen i stk. 3.
Til nr. 9.
Den foreslåede nyaffattelse af
§ 60 c
svarer med enkelte ændringer til den hidtidige § 60 c og
omfatter gebyrer for anfægtelse af en varemærkeansøgning eller -registrering gennem fremsættelse af
indsigelse eller begæring om administrativ ophævelse. Henvisningerne i bestemmelsen er med
lovforslaget blevet opdateret, således at de er afpasset lovforslagets bestemmelser. Den hidtidige
bestemmelse i stk. 3 om gebyrfrihed for indsigelser og begæringer om administrativ ophævelse med
henvisning til, at varemærkeregistreringen er i strid lovens § 14, nr. 1 eller nr. 3 om absolutte
registreringshindringer, er med forslaget blevet ændret, således at indsigelser er udgået af
bestemmelsen. Det skyldes, at indsigelser fremover skal fremsættes før registreringen og ikke kan
begrundes med absolutte registreringshindringer.
Til nr. 10.
Med den foreslåede ændring af
§ 60 d, stk. 1,
bliver henvisningerne i bestemmelsen tilpasset
bestemmelserne i dette lovforslag. I bestemmelsen fastsættes gebyrer for deling af en
varemærkeansøgning eller -registrering. Hjemlen for gebyret vil med lovforslaget findes i lovens § 41,
stk. 2, og ikke som hidtil i § 48, stk. 5.
Til nr. 11.
Med forslaget bliver
§ 60 d, stk. 2
ophævet. Bestemmelsen omfatter gebyr for underretning af
indehaveren af en varemærkerettighed om, at dennes rettighed er nævnt i en søgningsrapport, som
Patent- og Varemærkestyrelsen har udarbejdet i forbindelse med styrelsens behandling af ansøgninger.
Ophævelsen af bestemmelsen er en konsekvens af, at denne ydelse udgår.
Til nr. 12.
I den foreslåede nyaffattelse af
§ 60 e,
der i vidt omfang svarer til § 60 e i den gældende lov,
fastsættes gebyrerne for Patent- og Varemærkestyrelsens ekspeditioner som modtagende myndighed af
ansøgninger om international varemærkeregistrering og for efterfølgende designering af Danmark i
internationale ansøgninger. Stk. 1 og 2 i den foreslåede nyaffattede bestemmelse udgør en
videreførelse af stk. 2 og 3 i den gældende lov, dog således at henvisningerne heri er tilpasset
bestemmelserne i dette lovforslag. Stk. 1 i den gældende lov, der handler om Patent- og
Varemærkestyrelsens ekspeditioner som modtagende myndighed for EU-varemærkeansøgninger,
indgår ikke i lovforslaget, da denne funktion er ophævet i forbindelse med ændringerne af EU-
varemærkeforordningen.
93
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Til nr. 13.
Den foreslåede ændring af
§ 60 f, stk. 4,
der handler om suspension af begæring om indsigelse eller
administrativ ophævelse, er en konsekvens af, at indsigelsesperioden med lovforslaget foreslås
placeret før registreringen af varemærket. I dag er indsigelsesperioden placeret efter varemærkets
registrering. Den foreslåede ændring indebærer, at halvdelen af det indbetalte gebyr tilbagebetales for
så vidt angår indsigelser i tilfælde, hvor indsigelsen bliver taget til følge, og ikke som hidtil når
registreringen bliver ophævet.
Til nr. 14.
Med forslaget ophæves
§ 60 g, stk. 1,
hvorefter de gebyrer, der er fastsat i loven, er angivet i 2011-
niveau.
Det er i stk. 2 i den gældende bestemmelse præciseret, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan
regulere beløbene anført i §§ 60 a-60 e i overensstemmelse med den generelle pris- og lønudvikling,
der anvendes på finansloven. Det fremgår ligeledes af stk. 2, at Patent- og Varemærkestyrelsen
offentliggør de gældende gebyrer i en prisliste.
Patent- og Varemærkestyrelsen har ikke hidtil reguleret de beløb, som er angivet i lovens
gebyrbestemmelser. Derfor er de gebyrer, som fremgår af lovteksten, identiske med de gebyrer, som
fremgår af styrelsens prisliste. Oplysningen i lovteksten om, at gebyrerne er angivet i 2011-niveau kan
derfor give brugerne indtryk af, at der reelt er tale om betydeligt højere gebyrer end de gebyrer, der
fremgår af loven. Da oplysningen om 2011-niveaue er angivet i lovteksten, har styrelsen ikke
mulighed for løbende at justere dette. Det foreslås derfor at ophæve bestemmelsen.
Til § 2
Til nr. 1 (designlovens
§ 43, stk. 4 og 5)
Det fremgår af designlovens § 43, stk. 4, at retsplejelovens kapitel 40 om midlertidige afgørelser
om forbud og påbud i borgerlige sager og kapitel 57 om bistand til opretholdelse af forbud og påbud
tilsvarende finder anvendelse på sager i henhold til EF-designforordningen.
Det følger endvidere af designlovens § 43, stk. 5, at Sø- og Handelsrettens afgørelser om
midlertidige afgørelser om forbud og påbud efter stk. 1-3 kan kæres til Østre Landsret.
Det foreslås, at designlovens § 43, stk. 4 og 5, ophæves. Den gældende bestemmelse i designlovens
§ 43, stk. 1, indeholder en henvisning til retsplejelovens kapital 40, hvori der ligeledes i § 424
henvises til retsplejelovens regler i kapitel 57. Den gældende bestemmelse i § 43, stk. 4, er således
overflødig.
Forslaget indebærer derudover, at Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud eller
påbud vedrørende EF-design kan kæres til den landsret, i hvis kreds sagen skulle have været anlagt
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence, jf. retsplejelovens § 427, stk. 2.
Konsekvensen heraf er, at Sø- og Handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i
sådanne sager fremover kan kæres til Østre Landsret eller Vestre Landsret afhængig af, hvor der er
stedlig kompetence for sagen. Dermed vil der gælde samme kæreregler som i andre sager om Sø- og
handelsrettens midlertidige afgørelser om forbud eller påbud.
Til § 3
Til nr. 1
(gassikkerhedslovens § 31)
Bemyndigelsen er en præcisering af hjemmelsgrundlaget til at fastsætte de nødvendige
straffebestemmelser i en bekendtgørelse til håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2016/426 af 9. marts 2016 om apparater, der forbrænder gasformigt brændstof og om ophævelse
af direktiv 2009/142/EF.
94
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Til § 4
Bestemmelsen omfatter ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Det fremgår af bestemmelsens
stk. 1,
at loven træder i kraft den 1. januar 2019. Det indebærer bl.a.,
at varemærke- og fællesmærkeansøgninger, der er indgivet før lovens ikrafttræden og som fortsat er
verserende, skal behandles efter proceduren i §§ 16-23, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1. Det er
ligeledes bl.a. en konsekvens af ikrafttrædelsestidspunktet, at designeringer efter Madridprotokollen,
der ikke er godkendt på tidspunktet for loven ikrafttræden, behandles efter proceduren i §§ 54-56, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 6. Tilsvarende gælder for konverteringer af EU-varemærker og
videreførelser i dansk ret af internationale registreringer, hvori Danmark eller EU er designeret.
Det fremgår af bestemmelsens
stk. 2,
at bestemmelserne om gebyrer for ansøgninger og fornyelser
vedrørende internationale varemærker først træder i kraft den 1. juli 2019. Det skyldes, at World
Intellectual Property Organization (WIPO) skal notificeres om disse gebyrer og tidligst anvender de
nye gebyrsatser tre måneder efter notifikationen.
Ifølge bestemmelsens
stk. 3
ophæves fællesmærkeloven. Dette er en konsekvens af, at
varemærkeloven fremover vil omfatte kendetegn, der tidligere var omfattet af fællesmærkeloven.
Stk. 4
vedrører fastsættelsen af datoerne for varemærkers og fællesmærkers registreringsperiode.
Varemærkedirektivets artikel 48 fastlægger således, at den første registreringsperiode på ti år skal
regnes fra ansøgningsdatoen, hvorimod den hidtil gældende lovs § 26 fastslår, at registreringsperioden
skal regnes fra registreringstidspunktet. For at forene disse to tilgange til beregningen af ikke alene
den første registreringsperiode, men også af efterfølgende registreringsperioder, er det i lovforslagets §
24, stk. 2, fastsat, at registreringer efter udløbet af den første registreringsperiode kan fornys for
yderligere tiårsperioder. Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 fastsætter i den forbindelse, at for
varemærker og fællesmærker, der er registreret før lovens ikrafttræden, skal den første
registreringsperiode fortsat regnes fra registreringstidspunktet også efter lovens ikrafttræden. Derimod
vil ansøgninger, der er indgivet før lovens ikrafttræden, men som ikke er ført til registrering på
tidspunktet for lovens ikrafttræden, være omfattet af § 24, stk. 1, som affattet ved lovens § 1, nr. 1.
Stk. 5
vedrører de ansøgninger, der føres til registrering forud for den 1. januar 2019, men hvor
registreringsproceduren ved lovens ikrafttræden endnu ikke er endeligt afsluttet. Efter de hidtil
gældende regler kan der først fremsættes indsigelse mod et varemærke eller et fællesmærke, når dette
er registreret, og registreringen er offentliggjort i Dansk Varemærketidende. Registreringsproceduren
anses endvidere efter de hidtil gældende regler først for endeligt afsluttet, når det ikke længere er
muligt at fremsætte indsigelse mod registreringen, eller der er truffet endelig afgørelse i fremsatte
indsigelser. Med de foreslåede ændringer til denne procedure, hvorefter registreringsprocedurens
afslutning er sammenfaldende med varemærkets registrering, er det fundet hensigtsmæssigt at
fastsætte, at der i de situationer, hvor et varemærke eller fællesmærke er registreret før lovændringens
ikrafttræden, og hvor registreringen først offentliggøres med henblik på indsigelse efter den 1. januar
2019, eller hvor indsigelsesperioden fortsat løber, eller en allerede fremsat indsigelse fortsat verserer
efter den 31. december 2018, vil de hidtil gældende regler om indsigelse, offentliggørelse og
fastsættelse af datoen for registreringsprocedurens afslutning fortsat finde anvendelse. Særligt datoen
for registreringsprocedurens afslutning er af væsentlig betydning for beregningen af femårsperioden
efter § 10 c som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, hvorfor det er nødvendigt at fastslå, at de hidtil
gældende regler for fastsættelsen heraf fortsat finder anvendelse i de nævnte situationer. For
registreringer, hvis registreringsprocedure efter de hidtil gældende regler er tilendebragt inden den 1.
januar 2019, vil datoen for registreringsprocedurens afslutning være fastsat allerede inden
lovændringens ikrafttræden, hvorfor det ikke er fundet nødvendigt at fastsætte overgangsbestemmelser
herom for disse registreringer.
Bestemmelsen i
stk. 6
vedrører begæringer om administrativ ophævelse, der er indgivet før lovens
ikrafttrædelse og fastslår, at disse sager behandles efter de hidtil gældende bestemmelser, jf. § 30 i
gældende lov.
Bestemmelsen i
stk. 7
vedrører den situation, at en ansøgning bliver indgivet før den 1. januar 2019,
uden at gebyret samtidig bliver betalt. Med bestemmelsen bliver det præciseret, at det er tidspunktet
95
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
for indgivelsen af ansøgningen, der er afgørende for, om ansøgningsgebyret fastsættes efter de
hidtidige regler om ansøgningsgebyrer eller efter de nye regler.
Bestemmelsen i
stk. 8
vedrører fornyelsesgebyrer. Disse kan betales seks måneder forud for
forfaldsdagen. Det har derfor været nødvendigt at afpasse bestemmelsen efter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt, således at de hidtidige regler fortsat gælder for fornyelsesgebyrer, der
forfalder før den 1. juli 2019. Tilsvarende gælder de hidtidige regler om forhøjelse af gebyrer, såfremt
gebyrer, der forfalder før den 1. juli 2019, betales i perioden på seks måneder efter forfaldsdagen.
Bestemmelsen i
stk. 9
er af lovteknisk karakter og skyldes, at hjemlen til at fastætte regler om
betaling for særlige ekspeditioner m.v. har skiftet placering fra § 48, stk. 3 i den gældende
varemærkelov til § 48, stk. 2, i den foreslåede nyaffattelse af § 48.
Til § 5
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed. Det fastslås i bestemmelsen, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Ændringen
af gassikkerhedsloven, som er omfattet af lovforslagets § 3, kan dog ikke sættes i kraft for Færøerne
og Grønland. Dette er en konsekvens af, at hovedloven ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke
indeholder anordningshjemmel.
96
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0097.png
Bilag 1
Lovforslag sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§1
I varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 26.
februar 2017, som ændret ved § 4 i lov nr. 670 af 8. juni
2017, foretages følgende ændringer:
1.
Kapitel 1-5
ophæves og i stedet indsættes:
Kapitel 1
”Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1.
Personer og virksomheder kan efter
bestemmelserne i denne lov erhverve eneret til
varemærker (varemærkeret). Ved varemærker forstås
særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som
benyttes eller agtes benyttet i en erhvervsvirksomhed.
Lovens anvendelsesområde og definitioner
§ 1.
Denne lov finder anvendelse på ethvert
varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand
for registrering, ansøgning om registrering eller som der
stiftes rettigheder til ved brug, samt internationale
registreringer med retsvirkning her i landet.
§ 1 a.
I denne lov forstås ved:
1) Varemærke: Et forretningskendetegn, der opfylder
betingelserne for at udgøre et varemærke efter denne lov
som et individuelt varemærke, et garanti- eller
certificeringsmærke eller et kollektivmærke.
2) Individuelt varemærke: Et forretningskendetegn, der er
registreret eller ansøgt registreret som varemærke eller er
indarbejdet som sådant, når tegnet benyttes eller agtes
benyttet for bestemte varer eller tjenesteydelser, og det
er egnet til at adskille en virksomheds varer eller
tjenesteydelser fra andre virksomheders.
3) Garanti- eller certificeringsmærke: Et varemærke, der
er registreret eller ansøgt registreret som et garanti- eller
certificeringsmærke, når tegnet er egnet til at adskille
varer eller tjenesteydelser, der er certificeret af
indehaveren med hensyn til materiale, metode for
fremstilling af varer eller ydelse af tjenesteydelser,
kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber af varer og
tjenesteydelser, fra andre varer eller tjenesteydelser, der
ikke er således certificeret.
4) Kollektivmærke: Et varemærke, der er registreret eller
ansøgt registreret som et kollektivmærke, når tegnet er
egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der
hidrører fra medlemmerne af en sammenslutning, som er
indehaver af kollektivmærket, fra andre virksomheders
varer eller tjenesteydelser.
5) Designering: Et varemærke, der er registreret i
henhold til den i Madrid den 27. juni 1989 vedtagne
protokol til Madridarrangementet (Madridprotokollen), og
hvori Danmark er udpeget (designeret).
6) Varemærkeregistret: Det register, som Patent- og
Varemærkestyrelsen fører over ansøgte og registrerede
varemærker, samt over designeringer af Danmark af
internationale registreringer i henhold til
Varemærkers form
§ 2.
Et varemærke kan bestå af alle arter tegn, der er
egnet til at adskille en virksomheds varer eller
tjenesteydelser fra andre virksomheders, og som kan
gengives grafisk, navnlig
1) ord og ordforbindelser, herunder slogans,
personnavne, firmanavne eller navne på faste
ejendomme,
2) bogstaver og tal,
3) figurer og afbildninger, eller
4) varens form, udstyr eller emballage.
Stk. 2.
Der kan ikke erhverves varemærkeret til tegn,
som udelukkende består af enten en udformning, som
følger af varens egen karakter, en udformning af varen,
som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, eller en
udformning, hvorved varen får en væsentlig værdi.
Stiftelse af varemærkeret
§ 3.
Varemærkeret kan stiftes enten
1) ved registrering af et varemærke i
overensstemmelse med reglerne i denne lov for de
varer eller tjenesteydelser, som registreringen
omfatter, eller
2) ved ibrugtagning af et varemærke her i landet for
de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket
er taget i brug, og for hvilke det vedvarende
anvendes.
Stk. 2.
Der kan ikke ved brug stiftes rettigheder til et
varemærke, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra
registrering.
Stk. 3.
Har mærket ikke fornødent særpræg ved
ibrugtagningen, stiftes retten først, når og for så vidt der
97
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0098.png
skabes særpræg gennem mærkets anvendelse.
Varemærkerettens indhold
§ 4.
Indehaveren af en varemærkeret kan forbyde
andre, der ikke har dennes samtykke, at gøre
erhvervsmæssig brug af tegn, hvis
1) tegnet er identisk med varemærket, og de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke tegnet er taget i brug,
er af samme art som de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke varemærket er beskyttet, eller
2) tegnet er identisk med eller ligner varemærket, og
varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller
lignende art, såfremt der er risiko for forveksling,
herunder at det antages, at der er en forbindelse med
varemærket.
Stk. 2.
Uanset begrænsningen i stk. 1 til varer eller
tjenesteydelser af samme eller lignende art kan
varemærkeindehaveren dog forbyde brugen også for
varer eller tjenesteydelser af anden art, hvis varemærket
er velkendt her i landet, og brugen ville medføre en
utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller
renommé eller skade særpræget eller renommeet.
Stk. 3.
Som erhvervsmæssig brug skal navnlig anses
1) at anbringe tegnet på varerne eller på deres
emballage,
2) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem
eller oplagre dem med dette formål eller at tilbyde
eller præstere tjenesteydelser under det pågældende
tegn,
3) at importere eller eksportere varerne under det
pågældende tegn, eller
4) at anvende tegnet på forretningspapirer og i
reklameøjemed.
Madridprotokollen.
7) Niceklassifikationen: Det klassificeringssystem, der er
fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende international
klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved
registrering af varemærker af 15. juni 1957.
§ 1 b.
Eneret til et varemærke (varemærkeret) kan
efter denne lov stiftes af personer og virksomheder, der
benytter eller agter at benytte varemærket i
erhvervsvirksomhed.
Stk. 2.
Uanset stk. 1, kan varemærkeret til et garanti-
eller certificeringsmærke alene stiftes af en fysisk eller
juridisk person, herunder offentligretlige institutioner,
myndigheder og organer, der ikke udøver en
erhvervsvirksomhed, som omfatter levering af varer eller
tjenesteydelser af den slags, der er certificeret.
Stk. 3.
Uanset stk. 1, kan varemærkeret til et
kollektivmærke alene stiftes af sammenslutninger af
fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser
eller handlende, der i eget navn kan have rettigheder og
forpligtelser, indgå kontrakter eller foretage andre
retshandlinger og optræde som part i en retssag, samt
offentligretlige juridiske personer.
Tegn, der kan udgøre et registreret varemærke
§ 2.
Et registreret varemærke kan bestå af alle tegn,
navnlig ord, herunder personnavne, eller afbildninger,
bogstaver, tal, farver, varens form eller vareemballagens
form eller lyde, for så vidt disse er egnede til at
1) adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra
andre virksomheders og
2) blive gengivet i varemærkeregistret på en måde, der
gør det muligt for de kompetente myndigheder og
offentligheden at fastslå den klare og præcise genstand
for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes.
§ 3.
Varemærkeret kan stiftes ved
1) registrering af et varemærke i overensstemmelse med
reglerne i denne lov for de varer eller tjenesteydelser,
som registreringen omfatter,
2) designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen
eller
3) brug af et varemærke her i landet for de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke varemærket vedvarende
anvendes, når brugen har et omfang, der er af mere end
lokal betydning.
Stk. 2.
Endvidere anses en varemærkeret for stiftet,
når et uregistreret varemærke er vitterlig kendt her i
landet i den betydning, som er angivet i artikel 6 b i
Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af
industriel ejendomsret som revideret senest i Stockholm
den 14. juli 1967 (Pariserkonventionen).
Stk. 3.
Der kan ikke ved brug stiftes varemærkeret til
et tegn, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra
registrering. Har mærket ikke fornødent særpræg ved
ibrugtagningen, stiftes retten først, når og for så vidt der
skabes særpræg gennem mærkets anvendelse.
Kapitel 1 A
Begrænsninger i indehaverens rettigheder
§ 5.
Indehaveren af en varemærkeret kan ikke
forbyde, at andre i overensstemmelse med god
markedsføringsskik gør erhvervsmæssig brug af
1) eget navn og egen adresse,
2) angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens
art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi,
geografiske oprindelse, tidspunktet for varens
fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen
eller andre egenskaber ved varen eller
tjenesteydelsen, eller
3) varemærket, når dette er nødvendigt for at angive
anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig
som tilbehør eller reservedele.
Konsumption
§ 6.
Indehaveren af en varemærkeret kan ikke
forbyde brugen af mærket for varer, som af indehaveren
selv eller med dennes samtykke er markedsført inden for
De Europæiske Fællesskaber under dette mærke.
Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren
har rimelig grund til at modsætte sig fortsat
markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor disses
tilstand er ændret eller forringet, efter at de er
markedsført.
Rettigheder knyttet til varemærker
§ 4.
Stiftelsen af en varemærkeret giver indehaveren
en eneret.
Stk. 2.
Indehaveren af en stiftet varemærkeret kan
forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende
indehavers samtykke at gøre erhvervsmæssig brug af
Kolliderende rettigheder
§ 7.
Kræver to eller flere hver for sig varemærkeret til
98
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0099.png
samme eller lignende kendetegn, har den først opståede
ret fortrin, medmindre andet følger af de nedenfor anførte
bestemmelser. En registreret ret anses for opstået på den
dag, hvor ansøgningen indleveres, jf. § 12, eller på den
dag, fra hvilken der begæres prioritet efter reglerne i
§§18 eller 19.
§ 8.
En yngre ret til et registreret varemærke kan
bestå ved siden af en ældre ret til et dermed forveksleligt
varemærke, hvis ansøgningen er indgivet i god tro, og
indehaveren af den ældre ret har været bekendt med og
tålt brugen her i landet af den yngre ret i 5 på hinanden
følgende år.
§ 9.
En yngre ret til et varemærke kan også bestå ved
siden af en ældre ret til et dermed forveksleligt
varemærke, hvis indehaveren af den ældre ret ikke inden
rimelig tid har taget de nødvendige skridt for at hindre
brugen af det yngre varemærke.
§ 10.
I de i §§ 8 og 9 omhandlede tilfælde kan
indehaveren af et yngre varemærke ikke forbyde brugen
af et ældre varemærke, selv om indehaveren af det ældre
varemærke ikke længere kan gøre sin ret gældende mod
det yngre varemærke.
Stk. 2.
I de i § 9 omhandlede tilfælde kan det, hvis det
findes rimeligt, bestemmes, at et af varemærkerne eller
begge kun må anvendes på en særlig måde, for eksempel
i en vis udformning eller med tilføjelse af en
stedsangivelse.
Gengivelse af et varemærke i ordbøger m.v.
§ 11.
Ved udgivelse af leksika, håndbøger, lærebøger
eller lignende skrifter af fagligt indhold skal forfatteren,
udgiveren og forlæggeren på begæring af indehaveren af
et registreret varemærke sørge for, at dette ikke gengives
uden angivelse af, at det er et registreret varemærke.
Stk. 2.
Den, der ikke opfylder sine forpligtelser efter
stk. 1, skal bekoste en berigtigende bekendtgørelse på
den måde, det findes rimeligt.
ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser,
når
1) tegnet er identisk med varemærket og anvendes i
forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er
identiske med dem, for hvilke varemærket er beskyttet,
2) tegnet er identisk med eller ligner varemærket og
anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser,
som er identiske med eller ligner de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke varemærket er beskyttet, hvis
der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling,
herunder at der antages at være en forbindelse mellem
tegnet og varemærket, eller
3) tegnet er identisk med eller ligner varemærket, uanset
om det anvendes i forbindelse med varer eller
tjenesteydelser, der er identiske med, ligner eller ikke
ligner dem, for hvilke varemærket er registreret, når
varemærket er velkendt her i landet, og brugen af tegnet
uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af
varemærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug
skader dette særpræg eller renommé.
Stk. 3.
Navnlig følgende kan forbydes i medfør af stk.
2:
1) At anbringe tegnet på varerne eller på deres
emballage.
2) At udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller
oplagre dem med disse formål eller at tilbyde eller
præstere tjenesteydelser under tegnet.
3) At importere eller eksportere varerne under tegnet.
4) At anvende tegnet som handels- eller firmanavn eller
en del af et handels- eller firmanavn.
5) At anvende tegnet på forretningspapirer og i
reklameøjemed.
6) At anvende tegnet i sammenlignende reklame på en
måde, der er i strid med
markedsføringslovens § 21
om sammenlignende reklame.
Varer i transit, forberedende handlinger og agentmærker
§ 5.
Med forbehold af rettigheder erhvervet inden det
registrerede varemærkes ansøgnings- eller prioritetsdato
kan indehaveren af det pågældende varemærke også
forhindre tredjemand i at bringe varer ind i det danske
toldområde i erhvervsmæssigt øjemed, uden at disse
overgår til fri omsætning her, hvis sådanne varer,
herunder deres emballage, kommer fra tredjelande og
uden tilladelse er forsynet med et varemærke, som er
identisk med det varemærke, der er registreret for
sådanne varer, eller som, for så vidt angår dets
væsentligste aspekter, ikke kan skelnes fra dette
varemærke.
Stk. 2.
Indehaverens ret efter stk. 1 bortfalder, hvis
der under sagen, der skal fastlægge, om det registrerede
varemærke er blevet krænket, iværksat i
overensstemmelse med forordning (EU) nr. 608/2013 om
toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle
ejendomsrettigheder, fremlægges dokumentation af
klarereren eller ihændehaveren af varerne for, at
indehaveren af varemærket ikke har ret til at forbyde
markedsføring af varerne i det endelige
bestemmelsesland.
Stk. 3.
Hvis der er risiko for, at emballage, etiketter,
mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller
udstyr eller andre midler, hvorpå varemærket er anbragt,
kunne blive anvendt i forbindelse med varer eller
tjenesteydelser, og denne anvendelse vil udgøre en
krænkelse af et registreret varemærke i henhold til § 5,
Kapitel 2
Registrering af varemærker
§ 12.
Ansøgning om registrering af et varemærke
indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen. Ansøgningen
skal indeholde en gengivelse af varemærket og oplysning
om ansøgerens navn eller firma. I ansøgningen skal
endvidere angives de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
mærket ønskes registreret.
Stk. 2.
Ansøgningen skal være affattet i
overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i
medfør af § 48. Med ansøgningen skal følge det fastsatte
gebyr.
Stk. 3.
Patent- og Varemærkestyrelsen fører et
varemærkeregister. Styrelsen offentliggør registreringer
m.v.
Registreringshindringer
§ 13.
Et varemærke skal for at kunne registreres være
af den i § 2 angivne beskaffenhed, herunder have
fornødent særpræg.
Stk. 2.
Følgende varemærker er udelukket fra
99
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0100.png
registrering:
1) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller
angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne
varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed,
mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse,
tidspunktet for varens fremstilling eller for
præstationen af tjenesteydelsen, eller andre
egenskaber ved disse.
2) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller
angivelser, som i daglig sprogbrug eller efter
almindelig markedsføringsskik udgør en sædvanlig
betegnelse for varen eller tjenesteydelsen.
Stk. 3.
Et varemærke kan uanset bestemmelserne i
stk. 1 og 2 registreres, hvis det inden ansøgningens
indlevering som følge af den brug, der er gjort deraf, har
fået fornødent særpræg.
§ 14.
Udelukket fra registrering er endvidere:
1) Varemærker, som strider mod lov, den offentlige
orden eller sædelighed.
2) Varemærker, som er egnet til at vildlede, f.eks.
med hensyn til varens eller tjenesteydelsens art,
beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
3) Varemærker, der ikke er godkendt af de
kompetente myndigheder, og som skal afslås i medfør
af artikel 6 c i Pariserkonventionen til beskyttelse af
industriel ejendomsret, samt mærker, der omfatter
tegn, emblemer og våben, som har offentlig interesse,
medmindre deres registrering er blevet tilladt af
vedkommende myndighed.
4) Varemærker, der uhjemlet består af eller
indeholder en bestanddel, der kan opfattes som et
person- eller virksomhedsnavn, hvortil en anden har
lovlig adkomst, eller som et portræt, og der ikke
derved sigtes til for længst afdøde personer, eller som
uhjemlet indeholder særegent navn på eller afbildning
af en andens faste ejendom.
5) Varemærker, der uhjemlet består af eller
indeholder en bestanddel, der kan opfattes som
særegen titel på en andens beskyttede litterære eller
kunstneriske værk, eller som krænker en andens
ophavsret til sådant værk eller ret til fotografisk
billede eller en andens industrielle rettigheder.
§ 15.
Et varemærke er udelukket fra registrering, hvis
1) det er identisk med et ældre varemærke, og de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke mærket søges
registreret, er af samme art som de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke det ældre mærke er
beskyttet, eller
2) der er risiko for forveksling, herunder at det
antages, at der er en forbindelse med det ældre
varemærke, fordi det yngre mærke er identisk med
eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller
tjenesteydelserne er af samme eller lignende art.
Stk. 2.
Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås
1) mærker af følgende kategorier, hvis
ansøgningsdato ligger før varemærkets
ansøgningsdato, eventuelt under hensyntagen til den
fortrinsret, der gøres gældende til støtte for disse
mærker:
a) EF-varemærker,
b) varemærker, der er registreret her i landet,
eller
c) varemærker, som er genstand for en
international registrering med virkning her i landet,
2) EF-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse
med forordningen om EF-varemærker påberåbes
stk. 2 og 3, har indehaveren af det pågældende
varemærke ret til at forbyde følgende handlinger, hvis de
udføres i erhvervsmæssigt øjemed:
1) At anbringe et tegn, der er identisk med eller ligner
varemærket, på emballage, etiketter, mærker,
sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller
andre midler, hvorpå mærket kan anbringes.
2) At udbyde eller markedsføre, eller oplagre med disse
formål, eller at importere eller eksportere emballage,
etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter
eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket er anbragt.
Stk. 4.
Er et varemærke registreret i en agents eller
en repræsentants navn på vegne af en person, der er
indehaver af dette varemærke, uden indehaverens
samtykke, har indehaveren ret til
1) at modsætte sig, at agenten eller repræsentanten
anvender varemærket, og
2) at kræve, at varemærket overdrages til den
pågældende indehaver.
Stk. 5.
Bestemmelsen i stk. 4 finder ikke anvendelse,
når agenten eller repræsentanten kan begrunde sin
handling.
Kolliderende rettigheder
§ 6.
Kræver to eller flere hver for sig varemærkeret til
samme eller lignende kendetegn, har den først opståede
ret fortrin, medmindre andet følger af bestemmelserne i
kapitel 1 B.
Gengivelse af varemærker i opslagsværker
§ 7.
Giver gengivelsen af et varemærke i et leksikon,
en encyklopædi eller et lignende opslagsværk i trykt eller
elektronisk form det indtryk, at det udgør den generiske
betegnelse for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
varemærket er registreret, skal udgiveren af værket efter
anmodning fra indehaveren af varemærket hurtigst muligt
og, hvis der er tale om værker i trykt form, senest i den
næste udgave af værket sørge for, at gengivelsen af
varemærket ledsages af en angivelse af, at det er et
registreret varemærke.
Anlæggelse af sag om krænkelse af et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke
§ 8.
Medmindre andet er fastsat i bestemmelserne for
benyttelsen af et kollektivmærke eller et garanti- eller
certificeringsmærke, kan den, der er berettiget til at
anvende mærket, kun anlægge sag om
varemærkekrænkelse, hvis mærkets indehaver har givet
sit samtykke hertil.
Stk. 2.
Enhver, der er berettiget til at anvende et
kollektivmærke eller garanti- eller certificeringsmærke,
har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse,
som mærkets indehaver har anlagt, for at få erstatning
for den skade, den pågældende selv har lidt.
Stk. 3.
Uanset stk. 2 har indehaveren af et
kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke
ret til at kræve erstatning på vegne af de personer, der er
berettiget til at anvende mærket, når disse personer har
lidt skade som følge af uberettiget anvendelse af mærket.
Licenstageres adgang til at anlægge sag om krænkelse af
varemærket
§ 9.
Medmindre andet er fastsat i licensaftalen, kan
licenstageren kun anlægge sag om varemærkekrænkelse,
100
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0101.png
anciennitet i forhold til et af de i nr. 1, litra b, og c
omhandlede mærker, også selv om der er givet afkald
på det, eller det er bortfaldet,
3) ansøgninger af de under nr. 1 og 2 omhandlede
mærker med forbehold af deres registrering, eller
4) varemærker, som på tidspunktet for ansøgningen,
eventuelt tidspunktet for den fortrinsret, der gøres
gældende til støtte for ansøgningen, er »vitterlig
kendt« her i landet i den i artikel 6 b i
Pariserkonventionen angivne betydning.
Stk. 3.
Et varemærke er også udelukket fra
registrering, hvis
1) det er identisk med eller ligner et ældre EF-
varemærke, jf. stk. 2, og det søges registreret for
varer eller tjenesteydelser af en anden art end dem,
for hvilke det ældre EF-varemærke er registreret, når
det ældre EF-varemærke er velkendt i Den
Europæiske Union, og brugen af det yngre varemærke
vil medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre EF-
varemærkes særpræg eller renommé eller en sådan
brug ville skade dette særpræg eller renommé,
2) det er identisk med eller ligner et »vitterlig kendt«
varemærke, jf. stk. 2, nr. 4, og det søges registreret
for varer eller tjenesteydelser af en anden art end
dem, for hvilke det ældre varemærke er vitterlig
kendt, når brugen af det yngre varemærke kan føre
til, at det antages, at der er en forbindelse mellem
mærkerne, og at brugen vil medføre en utilbørlig
udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller
renommé, eller en sådan brug ville skade dette
særpræg eller renommé, eller
3) det er identisk med eller kun adskiller sig
uvæsentligt fra et varemærke, som på tidspunktet for
ansøgningen, eventuelt tidspunktet for den fortrinsret,
der gøres gældende til støtte for ansøgningen, er
taget i brug i udlandet og stadig anvendes dér for
varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art
som dem, det yngre mærke søges registreret for, og
ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde eller
burde have haft kendskab til det udenlandske mærke.
Stk. 4.
Et varemærke er ligeledes udelukket fra
registrering, hvis
1) varemærket er identisk med eller ligner et ældre
dansk varemærke efter stk. 2, og det søges registreret
for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem,
for hvilke det ældre varemærke er registreret, når det
ældre varemærke er velkendt her i landet, og brugen
af det yngre varemærke ville medføre en utilbørlig
udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller
renommé, eller sådan brug ville skade dette særpræg
eller renommé, eller
2) der ved brug her i landet er erhvervet ret til et
identisk eller forveksleligt varemærke eller til et andet
i erhvervsvirksomhed anvendt identisk eller
forveksleligt tegn før tidspunktet for ansøgningen af
det yngre varemærke eller eventuelt tidspunktet for
den fortrinsret, der gøres gældende til støtte for
ansøgningen af det yngre varemærke, hvis
indehaveren af den ældre ret kan forbyde brugen af
det yngre mærke.
Stk. 5.
Et varemærke er ikke udelukket fra registrering
efter reglerne i stk. 1-4, når indehaveren af det ældre
varemærke eller andre ældre rettigheder giver sit
samtykke til registreringen af det yngre mærke.
hvis varemærkeindehaveren har givet sit samtykke hertil.
Indehaveren af en eksklusiv licens kan dog anlægge en
sådan sag, hvis varemærkeindehaveren efter en formel
opfordring hertil ikke selv anlægger sag om
varemærkekrænkelse inden for en rimelig frist.
Stk. 2.
Enhver licenstager har ret til at indtræde i en
sag om varemærkekrænkelse, som varemærkets
indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade,
den pågældende licenstager selv har lidt.
Kapitel 1 B
Begrænsninger i et varemærkes retsvirkninger
Begrænsninger i eneretten
§ 10.
Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at
forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af
1) tredjemandens navn eller adresse, hvis den
pågældende tredjemand er en fysisk person,
2) tegn eller angivelser uden særpræg eller vedrørende
varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed,
mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse,
tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen
af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne
eller tjenesteydelserne eller
3) varemærket for at identificere eller henvise til varer
eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det
pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af
varemærket er nødvendig for at angive anvendelsen af en
vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller
reservedele.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse,
når tredjemands anvendelse er i overensstemmelse med
god markedsføringsskik.
Stk. 3.
Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at
forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af
ældre rettigheder, som kun har lokalt afgrænset karakter,
hvis den ældre rettighed anvendes inden for grænserne
af det område, hvor de er anerkendt.
Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til
varemærket
§ 10 a.
Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at
forbyde dets brug for varer, som af indehaveren selv eller
med indehaverens samtykke er markedsført her i landet
eller inden for EU under dette varemærke.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse,
hvis indehaveren har rimelig grund til at modsætte sig
fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor
varernes tilstand er ændret eller forringet, efter at de er
markedsført.
Fortabelse af retten til at anmode om ugyldiggørelse på
grund af passivitet
§ 10 b.
Indehaveren af en ældre rettighed, hvortil der
er knyttet en ret til at forbyde brugen eller registreringen
af et varemærke, som i fem på hinanden følgende år har
tålt og været bekendt med brugen af et yngre registreret
varemærke, har ikke længere under henvisning til den
ældre rettighed ret til at begære dette yngre varemærke
ugyldigt for varer eller tjenesteydelser, for hvilke det
yngre varemærke er blevet anvendt, medmindre
ansøgningen om det yngre varemærke er indgivet i ond
tro.
Stk. 2.
En yngre ret til et varemærke kan også bestå
Disclaimere
101
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0102.png
§ 16.
En varemærkeret, der er opnået ved
registrering, omfatter ikke sådanne dele af varemærket,
som ikke særskilt kan registreres.
Stk. 2.
Indeholder et varemærke sådanne bestanddele,
og er der særlig anledning til at antage, at varemærkets
registrering kan medføre tvivl med hensyn til
varemærkerettens omfang, kan disse ved registreringen
udtrykkeligt undtages fra beskyttelsen.
Stk. 3.
Viser det sig senere, at dele af varemærket,
som er blevet undtaget fra beskyttelsen, er blevet
registrerbare, kan en ny registrering foretages af disse
dele eller af selve varemærket uden den i stk. 2 angivne
begrænsning.
ved siden af en ældre ret, hvortil der er knyttet en ret til
at forbyde brugen af varemærket, hvis indehaveren af
den ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de
nødvendige skridt for at hindre brugen af det yngre
varemærke. Hvis det findes rimeligt, kan det ved dom
bestemmes, at et af kendetegnene eller begge kun må
anvendes på en særlig måde, for eksempel i en vis
udformning eller med tilføjelse af en stedsangivelse.
Stk. 3.
I de tilfælde, som er omfattet af stk. 1 og 2,
kan indehaveren af et yngre varemærke ikke modsætte
sig brugen af en ældre rettighed, selv om denne rettighed
ikke længere kan gøres gældende mod det yngre
varemærke.
Manglende brug af varemærket
Vareklasser
§ 17.
Varemærker registreres i én eller flere vare-
eller tjenesteydelsesklasser. Erhvervsministeren fastsætter
bestemmelser om inddelingen i klasser.
§ 10 c.
Såfremt indehaveren af et registreret
varemærke ikke inden fem år fra datoen for
registreringsprocedurens afslutning har gjort reel brug af
varemærket her i landet for de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det er registreret, eller hvis sådan brug har
været suspenderet i en sammenhængende periode på
fem år, underkastes varemærket begrænsninger og
sanktioner efter § 10 d, § 21, stk. 1 og 2, § 25, stk. 1, og
§ 35, stk. 3 og 4, medmindre der foreligger rimelig grund
til, at brug ikke har fundet sted.
Stk. 2.
Registreringsproceduren anses for afsluttet,
når
1) et varemærke er registreret, jf. § 23, eller
2) gyldigheden af en designering af Danmark i henhold til
Madridprotokollen er endeligt godkendt, jf. § 56, eller
designeringen har opnået gyldighed i Danmark efter
Madridprotokollens artikel 4 og 5, jf. § 55, stk. 3.
Stk. 3.
Såfremt indehaveren af et varemærke, hvortil
der alene er stiftet rettigheder ved brug efter § 3, stk. 1,
nr. 3, ikke vedvarende anvender varemærket, fortabes
varemærkeretten.
Stk. 4.
Følgende betragtes ligeledes som brug i
henhold til stk. 1-3:
1) Brug af varemærket i en form, der kun ved elementer,
der ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra den
form, hvori det blev registreret, eller når varemærkeretten
er stiftet ved brug, den form hvortil varemærkeretten
oprindeligt er knyttet, uanset om varemærket også er
registreret af indehaveren i den form, hvori det anvendes.
2) Anbringelse af varemærket på varer eller deres
emballage her i landet udelukkende med eksport for øje.
Stk. 5.
Brug af et varemærke med indehaverens
samtykke, eller hvis mærket er et kollektivmærke eller et
garanti- eller certificeringsmærke, brug af mærket af en
person, der er berettiget til at anvende det, ligestilles med
indehaverens brug af varemærket.
Konventionsprioritet
§ 18.
Hvis en ansøgning om registrering af et
varemærke indleveres her i landet senest 6 måneder
efter, at den første ansøgning om registrering af
varemærket er indleveret i et land, som er tilsluttet
Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel
ejendomsret, eller som er medlem af
Verdenshandelsorganisationen (WTO), vil ansøgningen på
begæring få prioritet fra den første indleveringsdato.
Prioriteten indebærer, at ansøgningen i forhold til senere
indtrufne omstændigheder, såsom andres ansøgninger
eller andres brug af mærket, skal anses som indleveret
samtidig med ansøgningens indlevering i den fremmede
stat.
Stk. 2.
Stk. 1 finder, under forudsætning af
gensidighed, tilsvarende anvendelse for varemærker, der
første gang er ansøgt i et land, der ikke er tilsluttet
Pariserkonventionen eller er medlem af
Verdenshandelsorganisationen.
Udstillingsprioritet
§ 19.
Hvis en ansøgning om registrering af et
varemærke indleveres her i landet senest 6 måneder
efter, at mærket for første gang er anvendt for varer
udstillet på en officiel eller officielt anerkendt international
udstilling, vil ansøgningen på begæring få prioritet fra
denne dato. Prioriteten indebærer, at ansøgningen i
forhold til senere indtrufne omstændigheder, såsom
andres ansøgninger om eller andres benyttelse af
mærket, skal anses som indleveret samtidig med dets
anvendelse på udstillingen. Ved de nævnte udstillinger
forstås sådanne, som er defineret i Konventionen
angående internationale udstillinger af 22. november
1928 med senere revisioner.
Manglende brug som forsvar i en sag om
varemærkekrænkelse
§ 10 d.
Indehaveren af et varemærke har kun ret til
at forbyde anvendelsen af et tegn i det omfang, at
indehaverens rettigheder ikke kan fortabes i henhold til §
25 på det tidspunkt, hvor sagen om varemærkekrænkelse
anlægges.
Stk. 2.
Hvis sagsøgte anmoder herom, skal
indehaveren af et registreret varemærke dokumentere, at
varemærket i løbet af femårsperioden forud for anlæg af
sag har været genstand for reel brug som fastsat i § 10 c
i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
det er registreret, og som lægges til grund for sagen, eller
at der foreligger rimelige grunde til manglende brug,
Behandling af ansøgninger
§ 20.
Er ansøgningen ikke i overensstemmelse med
loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven, eller
finder Patent- og Varemærkestyrelsen, at der i øvrigt er
noget til hinder for at godkende ansøgningen, giver
styrelsen ansøgeren meddelelse herom og fastsætter en
frist for ansøgeren til at udtale sig.
102
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0103.png
Stk. 2.
Ved fristens udløb tager styrelsen stilling til
ansøgningen, medmindre ansøgeren får adgang til at
udtale sig på ny.
forudsat at det på datoen for anlæg af sag er mindst fem
år siden, at registreringsproceduren for varemærket blev
afsluttet.
Påstand om ret til et varemærke
§ 21.
Påstår nogen at have ret til et ansøgt eller
registreret varemærke, kan Patent- og
Varemærkestyrelsen, hvis man finder spørgsmålet
tvivlsomt, opfordre den pågældende til inden en nærmere
angiven frist at anlægge retssag herom. Efterkommes
opfordringen ikke, kan påstanden lades ude af
betragtning. Underretning herom skal gives i
opfordringen.
Stk. 2.
Er der anlagt sag om retten til et varemærke,
kan Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af sagen
stilles i bero, indtil retssagen er endeligt afgjort.
Interventionsret, som tillægges indehaveren af et yngre
registreret varemærke som forsvar i en sag om
varemærkekrænkelse
§ 10 e.
Indehaveren af et varemærke har i
forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret
til at forbyde brugen af et yngre registreret varemærke,
når det yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt
i henhold til § 10 b, stk. 1 og 2, § 30 og § 35, stk. 3 og 4.
Stk. 2.
Indehaveren af et varemærke har i forbindelse
med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at
forbyde brugen af et yngre registreret EU-varemærke, når
det yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i
henhold til artikel 60, stk. 1, 3 eller 4, artikel 61, stk. 1
eller 2, eller artikel 64, stk. 2, i EU-
varemærkeforordningen.
Stk. 3.
Hvis indehaveren af et varemærke ikke har ret
til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret
varemærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af
det pågældende yngre registrerede varemærke ikke ret til
i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse at
forbyde brugen af det ældre varemærke, selv om denne
ældre rettighed ikke længere kan gøres gældende mod
det yngre varemærke.
Kapitel 2
Registrering
§ 22.
Når ansøgningen er godkendt, registreres
varemærket, og registreringen offentliggøres.
Indsigelse
§ 23.
Når registreringen er offentliggjort, er der
adgang til at fremsætte indsigelse mod registreringens
gyldighed. Indsigelsen, der skal være begrundet, skal
fremsættes til Patent- og Varemærkestyrelsen inden 2
måneder fra offentliggørelsesdatoen. Med indsigelsen skal
følge et gebyr.
Stk. 2.
Er indsigelse fremsat, tager styrelsen
registreringen op til fornyet behandling i
overensstemmelse med § 20. Under behandlingen finder
reglen i § 28, stk. 5, tillige anvendelse. Indehaveren af
den registrerede ret skal underrettes om indsigelsen og
have adgang til at udtale sig.
Stk. 3.
Opretholdes registreringen, skal dette meddeles
den, der har gjort indsigelse, og rettighedsindehaveren.
Stk. 4.
Ophæves registreringen helt eller delvis,
offentliggøres afgørelsen herom, når den er blevet
endelig.
Ansøgning og registrering af varemærker
Indgivelse af ansøgning om registrering af et varemærke
§ 11.
Ansøgning om registrering af et varemærke
indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen. Ansøgningen
skal være affattet i overensstemmelse med de
bestemmelser, der er fastsat i medfør af § 48. For
ansøgningen betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 1.
Stk. 2.
Patent - og Varemærkestyrelsen kan efter
anmodning og mod betaling af et gebyr, jf. § 60 a, stk. 2,
udarbejde en nærmere begrundelse til den
søgningsrapport, der udarbejdes efter § 17.
Stk. 3.
Ansøgeren kan ved ansøgningens indgivelse
anmode om, at Patent- og Varemærkestyrelsen ikke
udarbejder en søgningsrapport efter § 17.
Erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om de
krav, ansøgningen skal opfylde, for at en sådan
anmodning kan imødekommes.
Stk. 4.
Ansøgninger og registreringer indføres i
varemærkeregistret, og oplysningerne heri gøres
tilgængelige via styrelsens hjemmeside.
Stk. 5.
En ansøgning om registrering af et varemærke
skal som minimum indeholde
1) en anmodning om registrering,
2) oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens
identitet,
3) en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke der ansøges om registrering, og
4) en gengivelse af varemærket, som opfylder de krav,
der er fastsat i § 2, nr. 2.
Stk. 6.
Er det ansøgte mærke et kollektivmærke eller
et garanti- eller certificeringsmærke, skal ansøgningen
endvidere indeholde de bestemmelser, der gælder for
mærkets anvendelse.
Stk. 7.
Bestemmelserne om et kollektivmærkes
anvendelse skal som minimum angive
1) hvilke personer der har ret til at anvende
Mærkeændring
§ 24.
Efter anmodning fra indehaveren kan der
foretages uvæsentlige ændringer af et registreret
varemærke, hvis helhedsindtrykket af varemærket ikke
påvirkes af ændringen.
Stk. 2.
Ændringer af registrerede varemærker indføres
i registret og offentliggøres.
Stk. 3.
Endvidere kan der efter anmodning fra
indehaveren foretages uvæsentlige ændringer af et
ansøgt varemærke.
Brugspligt
§ 25.
Har indehaveren af et registreret varemærke
ikke inden 5 år fra registreringsprocedurens afslutning
gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, eller har
brugen været ophørt uden afbrydelser i 5 år, kan
registreringen ophæves, jf. § 28, medmindre der
foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.
Stk. 2.
Følgende betragtes ligeledes som brug i
103
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0104.png
henhold til stk. 1:
1) Brug af varemærket i en form, der ikke væsentligt
afviger fra den form, hvori det er registreret.
2) Anbringelse af varemærket her i landet på varer
eller deres emballage udelukkende med eksport for
øje.
Stk. 3.
Brug af et varemærke, der finder sted med
indehaverens samtykke, ligestilles med indehaverens brug
af varemærket.
Registreringens varighed
§ 26.
Den varemærkeret, der opnås ved
registreringen, gælder fra den dag, ansøgningen i
henhold til § 12 er indgivet, og varer i 10 år fra
registreringsdagen.
Stk. 2.
Registreringen kan fornys for 10 år ad gangen
fra udløbet af den pågældende registreringsperiode.
kollektivmærket,
2) betingelserne for medlemskab af sammenslutningen,
og
3) betingelserne for anvendelse af kollektivmærket,
herunder sanktioner.
Stk. 8.
Består et kollektivmærke af en geografisk
betegnelse, skal de bestemmelser, som er fastsat efter
stk. 7, desuden give enhver person, hvis varer eller
tjenesteydelser hidrører fra det pågældende geografiske
område, ret til at blive optaget som medlem af den
sammenslutning, der er indehaver af kollektivmærket,
forudsat at den pågældende person opfylder alle andre
betingelser i bestemmelserne.
Stk. 9.
Ansøgningsdatoen for en varemærkeansøgning
er den dato, hvor ansøgningen, der indeholder
oplysninger i henhold til § 11, stk. 5, indgives af
ansøgeren til Patent- og Varemærkestyrelsen.
Angivelse og klassificering af varer og tjenesteydelser
§ 12.
De varer og tjenesteydelser, for hvilke
varemærkeregistrering søges, skal klassificeres i
overensstemmelse med det klassificeringssystem, der er
fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende international
klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved
registrering af varemærker af 15. juni 1957
(Niceklassifikationen). Ansøges om registrering for varer
eller tjenesteydelser i mere end én klasse, grupperes de
pågældende varer og tjenesteydelser i overensstemmelse
med Niceklassifikationens klasser, idet der foran hver
gruppe anføres nummeret på den klasse, som den
pågældende gruppe af varer og tjenesteydelser tilhører.
Stk. 2.
De varer og tjenesteydelser, for hvilke der
søges beskyttelse, skal identificeres af ansøgeren med
tilstrækkelig klarhed og præcision, således at Patent- og
Varemærkestyrelsen og de erhvervsdrivende alene på
dette grundlag har mulighed for at konstatere omfanget
af den beskyttelse, der søges.
Stk. 3.
Niceklassifikationens klasseoverskrifter eller
andre generelle betegnelser kan anvendes i ansøgningen,
forudsat at de er i overensstemmelse med de nødvendige
standarder for klarhed og præcision efter stk. 2.
Stk. 4.
Patent- og Varemærkestyrelsen afslår en
ansøgning vedrørende angivelser eller betegnelser, som
er uklare eller upræcise, hvis ansøgeren ikke foreslår en
acceptabel formulering inden for en frist fastsat af
styrelsen.
Stk. 5.
Anvendelsen af generelle betegnelser,
herunder de generelle angivelser i Niceklassifikationens
klasseoverskrifter, fortolkes som omfattende alle varer
eller tjenesteydelser, der ud fra en ordlydsfortolkning klart
er omfattet af den pågældende angivelse eller betegnelse.
Anvendelsen af sådanne betegnelser eller angivelser
fortolkes ikke som en rettighed for varer eller
tjenesteydelser, der ikke kan forstås som sådan.
Stk. 6.
Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som
værende lignende, blot fordi de står opført i samme
klasse i Niceklassifikationen. Varer og tjenesteydelser
betragtes ikke som værende forskellige, blot fordi de er
opført i forskellige klasser i Niceklassifikationen.
Fornyelse
§ 27.
Ansøgningen om fornyelse sker ved indbetaling
af det fastsatte gebyr til Patent- og Varemærkestyrelsen
tidligst 6 måneder før og senest 6 måneder efter
registreringsperiodens udløb.
Stk. 2.
Findes ansøgningen i orden, indføres fornyelsen
i registret.
Stk. 3.
Patent- og Varemærkestyrelsen opkræver
fornyelsesgebyrer hos mærkeindehaveren eller dennes
fuldmægtig, men er ikke ansvarlig for rettighedstab som
følge af manglende opkrævning.
Stk. 4.
Er ansøgningen ikke i overensstemmelse med
de givne forskrifter, giver Patent- og Varemærkestyrelsen
meddelelse herom og fastsætter en frist for ansøgeren til
at udtale sig.
Stk. 5.
Ved fristens udløb tager styrelsen stilling til
ansøgningen, medmindre ansøgeren får adgang til at
udtale sig på ny.
Kapitel 3
Registreringens ophør
§ 28.
Er et varemærke registreret i strid med
bestemmelserne i denne lov, kan registreringen ophæves,
jf. dog §§ 8 og 9. Er registreringshindringen manglende
særpræg og lignende, jf. § 13, skal der ved bedømmelsen
også tages hensyn til den brug, der er sket efter
registreringen, jf. § 13, stk. 3.
Stk. 2.
En registrering kan ligeledes ophæves, hvis
1) varemærket ikke er brugt i overensstemmelse med
§ 25,
2) varemærket som følge af indehaverens virksomhed
eller passivitet er blevet til en almindelig betegnelse
inden for branchen for den vare eller tjenesteydelse,
som varemærket er registreret for, eller
3) varemærket som følge af den brug, der af
indehaveren eller med dennes samtykke gøres af
varemærket for de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke det er registreret, er egnet til at vildlede, især
med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art,
beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
Stk. 3.
Krav om ophævelse af et varemærke efter stk.
2, nr. 1, kan ikke gøres gældende, hvis reel brug af
varemærket påbegyndes eller genoptages i tiden mellem
udløbet af 5-årsperioden og tidspunktet for indgivelse af
Konventionsprioritet
§ 12 a.
Hvis en ansøgning om registrering af et
varemærke indleveres her i landet senest 6 måneder
efter, at den første ansøgning om registrering af
varemærket er indleveret i et land, som er tilsluttet
Pariserkonventionen, eller som er medlem af
104
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0105.png
begæring om ophævelse. Påbegyndelse eller
genoptagelse af brugen inden for de sidste 3 måneder
forud for indgivelse af begæring om ophævelse tages
imidlertid ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til
påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først indledes,
når indehaveren har fået kendskab til, at der eventuelt vil
blive indgivet begæring om ophævelse.
Stk. 4.
Hvis ophævelsesgrunden kun vedrører en del af
de varer eller tjenesteydelser, for hvilke mærket er
registreret, skal registreringen kun ophæves for disses
vedkommende.
Stk. 5.
Hvis ophævelsesgrunden er et ældre
kolliderende mærke, kan krav om ophævelse kun gøres
gældende, hvis den, der har krævet registreringen
ophævet, på den anden parts begæring kan godtgøre, at
det ældre mærke har været brugt i overensstemmelse
med § 25. Hvis et ældre registreret varemærke kun er
blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det er registreret, anses det kun registreret for
denne del af varerne eller tjenesteydelserne. Enhver af
parterne kan til enhver tid anlægge sag mod den anden
part om spørgsmål, der er rejst i sagen, hvad enten
Patent- og Varemærkestyrelsen har truffet afgørelse i
sagen eller ej.
Verdenshandelsorganisationen (WTO), vil ansøgningen på
begæring få prioritet fra den første indleveringsdato.
Prioriteten indebærer, at ansøgningen i forhold til senere
indtrufne omstændigheder, såsom andres ansøgninger
eller andres brug af mærket, skal anses som indleveret
samtidig med ansøgningens indlevering i den fremmede
stat.
Stk. 2.
Stk. 1 finder, under forudsætning af
gensidighed, tilsvarende anvendelse for varemærker, der
første gang er ansøgt i et land, der ikke er tilsluttet
Pariserkonventionen eller ikke er medlem af
Verdenshandelsorganisationen.
Udstillingsprioritet
§ 12 b.
Hvis en ansøgning om registrering af et
varemærke indleveres her i landet senest 6 måneder
efter, at mærket for første gang er anvendt for varer
udstillet på en officiel eller officielt anerkendt international
udstilling, vil ansøgningen på begæring få prioritet fra
denne dato. Prioriteten indebærer, at ansøgningen i
forhold til senere indtrufne omstændigheder, såsom
andres ansøgninger om eller andres benyttelse af
mærket, skal anses som indleveret samtidig med dets
anvendelse på udstillingen. Ved de nævnte udstillinger
forstås sådanne, som er defineret i Konventionen
angående internationale udstillinger af 22. november
1928 med senere revisioner.
Ophævelse ved dom
§ 29.
Ophævelse af en registrering i henhold til § 28
sker ved dom, jf. dog § 30. Sagen anlægges mod
indehaveren, og den kan anlægges af enhver, der har
retlig interesse deri. Sag efter bestemmelserne i § 13 og §
14, nr. 1-3 kan også anlægges af Patent- og
Varemærkestyrelsen.
Absolutte hindringer for registrering
§ 13.
Følgende kan ikke registreres:
1) Tegn, som ikke kan udgøre et varemærke.
2) Varemærker, som mangler fornødent særpræg.
3) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller
angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne
varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed,
mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse eller
tidspunktet for varernes fremstilling eller for præstationen
af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne
eller tjenesteydelserne.
4) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller
angivelser, der i daglig sprogbrug eller efter redelig og
almindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som
betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne.
Stk. 2.
Et varemærke må ikke udelukkes fra
registrering efter stk. 1, nr. 2-4, hvis det inden datoen for
ansøgning om registrering, som følge af den brug, der er
gjort deraf, har fået fornødent særpræg.
Stk. 3.
Tegn eller angivelser, der i omsætningen kan
tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers
geografiske oprindelse, kan uanset bestemmelsen i stk. 1,
nr. 3, udgøre et garanti- eller certificeringsmærke eller et
kollektivmærke. Mærket giver ikke indehaveren ret til at
forbyde en tredjemand at bruge sådanne tegn eller
angivelser i omsætningen, når de bruges i
overensstemmelse med god markedsføringsskik. Navnlig
kan mærket ikke påberåbes over for tredjemand, der har
ret til at bruge en given geografisk betegnelse.
§ 14.
Endvidere kan følgende ikke registreres:
1) Tegn, som udelukkende består af
a) formen eller en anden egenskab, der følger af varernes
egen karakter,
b) formen eller en anden egenskab ved varer, som er
nødvendig for at opnå et teknisk resultat, eller
c) formen eller en anden egenskab, der giver varerne en
væsentlig værdi.
Administrativ ophævelse
§ 30.
Efter registreringsprocedurens afslutning kan
enhver over for Patent- og Varemærkestyrelsen begære
en varemærkeregistrering ophævet, hvis betingelserne for
ophævelse i § 28 er opfyldt. Med begæringen skal følge
et gebyr.
Stk. 2.
Hvis en sag ved domstolene vedrørende en
varemærkeregistrering ikke er endeligt afgjort, kan der
ikke fremsættes en begæring efter stk. 1 vedrørende den
pågældende registrering.
Stk. 3.
Rejses sag ved domstolene om en
varemærkeregistrering, inden der er truffet endelig
afgørelse om en begæring efter stk. 1 vedrørende
registreringen, skal Patent- og Varemærkestyrelsen stille
behandlingen af begæringen i bero, indtil sagen er
endeligt afgjort, medmindre begæringen er fremsat af
indehaveren af varemærkeregistreringen.
Stk. 4.
Indehaveren af den registrerede ret skal
underrettes om begæringen og have adgang til at udtale
sig.
Stk. 5.
Ophæves registreringen helt eller delvis,
offentliggøres afgørelsen herom, når den er blevet
endelig.
Stk. 6.
Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse kan
indbringes for Patentankenævnet og domstolene i
overensstemmelse med § 46. Enhver af parterne kan dog
til enhver tid anlægge sag mod den anden part om
spørgsmål, der er rejst i sagen, hvad enten Patent- og
Varemærkestyrelsen har truffet afgørelse i sagen eller ej.
§ 31.
Foreligger der begrundet tvivl om, at der findes
en mærkeindehaver, eller er dennes adresse ukendt, kan
105
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0106.png
enhver med retlig interesse deri begære varemærket
slettet af registret.
Stk. 2.
Inden udslettelse kan ske, skal Patent- og
Varemærkestyrelsen anmode indehaveren om at give sig
til kende inden en frist fastsat af Patent- og
Varemærkestyrelsen. Meddelelse om frist gives ved
anbefalet brev eller på lignende betryggende måde. Hvis
indehaverens adresse ikke kendes, meddeles fristen ved
offentlig bekendtgørelse. Har indehaveren herefter ikke
givet sig til kende, slettes varemærket af registret.
Annullation
§ 32.
Hvis en registrering af et varemærke, en
fornyelse af en varemærkeregistrering eller en notering af
ændring i registret er sket ved en åbenbar fejlekspedition,
kan Patent- og Varemærkestyrelsen indtil 3 måneder fra
registreringsdatoen eller noteringsdatoen annullere
registreringen, fornyelsen eller noteringen.
Udslettelse
§ 33.
Udslettelse af registret sker,
1) når registreringen ikke fornys,
2) når mærkeindehaveren begærer varemærket
udslettet,
3) hvis registreringen erklæres ugyldig i medfør af §
23, eller
4) hvis der træffes beslutning eller afsiges dom om
ophævelse i medfør af §§ 29, 30 eller 31.
§ 34.
Af enhver dom, der vedrører en
varemærkeregistrering eller en varemærkeansøgning, skal
vedkommende domstol sende Patent- og
Varemærkestyrelsen en udskrift.
2) Varemærker, som strider mod lov, den offentlige orden
eller sædelighed.
3) Varemærker, som har en sådan karakter, at de vil
kunne vildlede offentligheden, f.eks. med hensyn til
varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller
geografiske oprindelse.
4) Varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente
myndigheder, og som skal afslås i medfør af artikel 6 c i
Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel
ejendomsret, samt mærker, der omfatter tegn, emblemer
og våben, som har offentlig interesse, medmindre deres
registrering er blevet tilladt af vedkommende myndighed.
5) Varemærker, som er udelukket fra registrering i
henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU eller
Danmark er part, og som giver beskyttelse af
oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser.
6) Varemærker, som er udelukket fra registrering i
henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU er
part, og som giver beskyttelse af traditionelle
benævnelser for vin.
7) Varemærker, som er udelukket fra registrering i
henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU er
part, og som giver beskyttelse af garanterede traditionelle
specialiteter.
8) Varemærker, der består af eller i deres væsentlige
elementer gengiver en ældre plantesortsbetegnelse, som
er beskyttet af plantesortsrettigheder og vedrører
plantesorter af samme eller nært beslægtede arter.
9) Varemærker, der er ansøgt i ond tro.
Stk. 2.
Endvidere kan et kollektivmærke eller et
garanti- eller certificeringsmærke ikke registreres, hvis det
vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til mærkets
karakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive
antaget som værende noget andet end et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke.
Relative hindringer for registrering
Kapitel 4
§ 15.
Et varemærke kan efter indsigelse udelukkes fra
registrering eller kan, hvis det er registreret, på
anmodning eller ved dom erklæres ugyldigt, hvis
1) det er identisk med et ældre varemærke, og de varer
eller tjenesteydelser, som varemærket er ansøgt eller
registreret for, er identiske med de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er
beskyttet, eller
2) der i offentlighedens bevidsthed er risiko for
forveksling, herunder at der er en forbindelse med det
ældre varemærke, fordi det yngre varemærke er identisk
med eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller
tjenesteydelserne er identiske eller lignende.
Stk. 2.
Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås
1) varemærker af følgende kategorier med en dato for
ansøgning om registrering, der ligger før datoen for
ansøgning om registrering af varemærket, i givet fald
under hensyntagen til den prioritet, der gøres gældende
til støtte for disse varemærker:
a) EU-varemærker, herunder EU-varemærker, for hvilke
der i overensstemmelse med EU-varemærkeforordningen
med fuld ret påberåbes anciennitet i forhold til et af de
varemærker, som er omfattet af litra b og c, også selv om
der er givet afkald på sidstnævnte, eller det er ladet
bortfalde,
b) Varemærker, der er registreret her i landet.
c) Varemærker, som er registreret i henhold til
internationale ordninger med virkning her i landet.
2) ansøgninger om varemærker omfattet af nr. 1 og 2
med forbehold af deres registrering, og
Særlige bestemmelser om registrering af udenlandske
varemærker
Hjemlandsregistrering
§ 35.
En ansøger, der ikke driver virksomhed her i
landet, og som ikke er hjemmehørende i en stat, der har
tiltrådt Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel
ejendomsret eller som er medlem af
Verdenshandelsorganisationen (WTO), skal dokumentere,
at et tilsvarende mærke er registreret for den
pågældende i hjemlandet for de varer eller
tjenesteydelser, som ansøgningen omfatter.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan under forudsætning af
gensidighed bestemme, at stk. 1 ikke finder anvendelse.
§ 36.
Erhvervsministeren kan under forudsætning af
gensidighed bestemme, at varemærker, som ellers ikke
ville kunne registreres her i landet, men som er registreret
i en fremmed stat, kan registreres her, således som de er
registreret i den fremmede stat. En sådan registrering
gælder ikke i videre omfang end i den fremmede stat.
Fuldmægtig
§ 37.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan opfordre
varemærkeindehaver til at udpege en i Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) bosat fuldmægtig,
106
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0107.png
som på dennes vegne kan modtage søgsmål og alle
forekommende meddelelser vedrørende varemærket med
bindende virkning for indehaveren. Fuldmægtigens navn
og adresse skal indføres i varemærkeregistret.
Kapitel 5
Overdragelse og licens m.v.
§ 38.
Retten til et varemærke kan overdrages i eller
uden forbindelse med den virksomhed, hvor det benyttes.
Stk. 2.
Overdrager nogen sin virksomhed, går retten til
virksomhedens varemærker over til erhververen,
medmindre andet er eller må anses for at være aftalt.
§ 39.
Overdragelse af retten til et registreret
varemærke skal på begæring noteres i
varemærkeregistret.
Stk. 2.
Indtil overdragelsen er meddelt Patent- og
Varemærkestyrelsen, anses indehaveren af varemærket
at være den, der senest er noteret i registret.
Licens
§ 40.
Der kan gives licens til et varemærke for alle
eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det
er registreret, samt for hele landet eller en del af dette.
Licensen kan være en eksklusiv licens eller en simpel
licens.
Stk. 2.
Licensen skal på indehaverens eller
licenstagerens begæring noteres i varemærkeregistret.
Ligeledes noteres det i registret, når det senere
godtgøres, at licensen er ophørt.
Stk. 3.
Indehaveren af et varemærke kan gøre de
rettigheder, der er knyttet til varemærket, gældende over
for en licenstager, der overtræder en af bestemmelserne i
licensaftalen med hensyn til licensens gyldighedsperiode,
den udformning, hvori varemærket må anvendes i
henhold til registreringen, arten af de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke licensen er indrømmet, det
geografiske område, inden for hvilket varerne må
forsynes med varemærket, eller kvaliteten af de af
licenstageren fremstillede varer eller præsterede
tjenesteydelser.
Pant og udlæg
§ 41.
Er retten til et registreret varemærke blevet
pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal Patent- og
Varemærkestyrelsen på indehaverens, panthaverens eller
rekvirentens begæring notere dette i varemærkeregistret.
3) varemærker, som på datoen for ansøgning om
registrering af varemærket eller, i givet fald den prioritet,
der gøres gældende til støtte for ansøgningen om
registrering af varemærket, er »vitterlig kendt« her i
landet i den betydning, som er angivet i
Pariserkonventionens artikel 6 b.
Stk. 3.
Et varemærke kan desuden ved indsigelse
udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret,
erklæres ugyldigt i følgende tilfælde:
1) Varemærket er identisk med eller ligner et ældre
varemærke, uanset om de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke det er ansøgt eller er registreret, er identiske med,
ligner eller ikke ligner dem, for hvilke det ældre
varemærke er registreret, når det ældre varemærke er
velkendt i her i landet, eller i tilfælde af et EU-varemærke,
er velkendt i EU, og brugen af det yngre varemærke uden
rimelig grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse af det
ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller sådan
brug vil skade dette særpræg eller renommé.
2) Varemærkeindehaverens agent eller repræsentant
ansøger om registrering af varemærket i eget navn uden
indehaverens samtykke, medmindre agenten eller
repræsentanten kan retfærdiggøre sin handling.
3) I det omfang, i henhold til EU-lovgivningen eller dansk
ret, som giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og
geografiske betegnelser,
a) der allerede er indgivet en ansøgning om en
oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse i
overensstemmelse med EU-lovgivningen eller dansk ret
før datoen for ansøgning om registrering af varemærket
eller datoen for den prioritet, der gøres gældende til
støtte for ansøgningen, med forbehold af dets senere
registrering, eller
b) oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske
betegnelse giver den person, der i henhold til den
relevante lovgivning har adgang til at udøve de
rettigheder, som hidrører herfra, ret til at forbyde brugen
af et yngre varemærke.
4) Der er stiftet varemærkeret til et uregistreret
varemærke efter § 43, stk. 1, nr. 3, før datoen for
ansøgning om registrering af det yngre varemærke eller
datoen for den prioritet, der gøres gældende til støtte for
ansøgningen om registrering af det yngre varemærke, og
der til det uregistrerede varemærke er knyttet en ret for
indehaveren til at forbyde anvendelsen af det yngre
varemærke.
5) Varemærket krænker en ret til et virksomhedsnavn,
som er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister
(CVR). Et varemærke anses for at krænke en ret til et
virksomhedsnavn, når
a) virksomhedsnavnet har mere end lokal betydning, og
b) navnet og varemærket ligner hinanden, og de varer
og/eller tjeneydelser, for hvilke virksomhedsnavnet er
anvendt som kendetegn forud for ansøgningen om
registrering af varemærket eller en herfor påberåbt
prioritet, er de samme som eller ligner dem, der er
omfattet af varemærket, og brugen af varemærket vil
medføre en risiko for forveksling, herunder at der kan
antages en forbindelse mellem dem, eller
c) brugen af varemærket uden rimelig grund vil medføre
en utilbørlig udnyttelse af eller skade på
virksomhedsnavnets særpræg eller renommé, såfremt
virksomhedsnavnet er anvendt i forbindelse med varer
eller tjenesteydelser, og denne brug har ført til, at navnet
forud for ansøgningen om registrering af varemærket
eller en herfor påberåbt prioritet, er blevet velkendt her i
landet.
6) Der er stiftet rettigheder til et andet end de
107
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0108.png
forretningskendetegn, der er omfattet af nr. 4 og 5, når
kendetegnet er af mere end lokal betydning, og der til
kendetegnet er knyttet en ret til at forbyde brugen af det
yngre varemærke.
7) Varemærket uhjemlet består af eller indeholder et
personnavn eller et portræt, hvortil en anden har lovlig
adkomst, og der ikke derved sigtes til for længst afdøde
personer, når der til navnet eller portrættet er knyttet en
ret til at forbyde brugen af varemærket.
8) Varemærket uhjemlet består af eller indeholder
bestanddele, der af omsætningskredsen vil blive opfattet
som et særegent navn på eller afbildning af en her i
landet beliggende ejendom, når der til ejendomsnavnet
eller -afbildningen er knyttet en ret for ejeren til at
forbyde anvendelsen af det yngre varemærke, og denne
ret er af mere end lokal betydning.
9) Varemærket krænker en andens ophavsret eller
industrielle rettigheder, når der til disse rettigheder er
knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket.
10) Varemærket kan forveksles med et ældre varemærke,
der er beskyttet i udlandet, forudsat at ansøgeren var i
ond tro på datoen for indgivelsen af ansøgningen.
Stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 1 og 3 finder ikke
anvendelse, hvis indehaveren af de ældre rettigheder,
som er nævnt i disse bestemmelser, har givet sit
samtykke til registreringen.
Behandling af ansøgninger
§ 16.
Patent- og Varemærkestyrelsen påser, at
ansøgeren opfylder kravene i § 1 b, og at ansøgningen er
i overensstemmelse med bestemmelserne i § 2, § 11, stk.
1 og stk. 5-8 og §§ 12-14.
Stk. 2.
Er varemærket ansøgt som et kollektivmærke
eller et garanti- eller certificeringsmærke, påser Patent-
og Varemærkestyrelsen desuden, at bestemmelserne om
det pågældende kollektivmærkes eller garanti- eller
certificeringsmærkets anvendelse ikke strider mod den
offentlige orden eller sædelighed.
Stk. 3.
Finder styrelsen, at der er noget til hinder for
at godkende ansøgningen, jf. stk. 1 og 2, giver styrelsen
ansøgeren meddelelse herom med en frist for ansøgeren
til at udtale sig. Ansøgeren kan i indtil to måneder fra
fristens udløb anmode om en forlængelse af fristen.
Stk. 4.
Ved udløbet af fristen nævnt i stk. 3 tager
styrelsen stilling til ansøgningen, medmindre ansøgeren
får adgang til at udtale sig på ny.
Søgningsrapporter
§ 17.
Patent- og Varemærkestyrelsen foretager i
overensstemmelse med § 11 en søgning efter ældre
ansøgte og registrerede varemærker og udarbejder på
baggrund af søgningen en rapport, der sendes til
orientering til ansøgeren med en frist til at udtale sig.
Offentliggørelse af ansøgninger
§ 18.
Når en frist fastsat efter § 17 er udløbet, og
Patent- og Varemærkestyrelsen ikke har fundet hindringer
for varemærkets registrering, jf. § 16, eller når en
afgørelse om delvist afslag på ansøgningen om
registrering er blevet endelig, offentliggøres ansøgningen.
Indsigelse
§ 19.
Når ansøgningen er offentliggjort, er der
adgang til at fremsætte indsigelse mod ansøgningen.
108
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0109.png
Indsigelsen, der skal være begrundet, skal indgives til
Patent- og Varemærkestyrelsen inden to måneder fra
offentliggørelsesdatoen. For indsigelsen betales et gebyr,
jf. § 60 c, stk. 1.
Stk. 2.
Indsigelse kan fremsættes under henvisning til,
at ansøgningen krænker en eller flere af de relative
hindringer, der er anført i § 15, og kan være rettet mod
en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, der er
omfattet af ansøgningen. Er indsigelsen fremsat under
henvisning til flere ældre rettigheder, skal alle de ældre
rettigheder tilhøre den samme indehaver.
Stk. 3.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan i sager om
indsigelse træffe afgørelse om, at ansøgningen skal
1) afslås i sin helhed, jf. § 15,
2) overdrages til indehaveren af varemærkeretten efter §
5, stk. 4, nr. 2, eller
3) viderebehandles for alle eller en del af de varer eller
tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen.
Stk. 4.
Afgørelser efter stk. 3 kan indbringes for
Ankenævnet for Patenter og Varemærker, jf. § 46
Udsættelse som følge af forhandlinger
§ 20.
Når parterne i en indsigelsessag forhandler om
en mindelig løsning af sagen og indgiver en fælles
anmodning til Patent- og Varemærkestyrelsen om
udsættelse af styrelsens behandling af sagen, kan
styrelsen udsætte behandlingen af sagen i mindst to
måneder.
Manglende brug som forsvar i en indsigelsessag
§ 21.
I sager om indsigelser fremsat under henvisning
til et ældre registreret varemærke, hvor femårsperioden,
inden for hvilken der skal have været gjort reel brug af
det ældre varemærke som fastsat i § 10 c var udløbet på
ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre
varemærke, skal indsigeren på anmodning af ansøgeren
dokumentere, at der er blevet gjort reel brug af det ældre
varemærke i løbet af den femårsperiode, der går forud for
ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre
varemærke, eller at der forelå rimelige grunde til
manglende brug. Kan indsigeren ikke dokumentere dette,
tager Patent- og Varemærkestyrelsen ikke påstanden om
krænkelse af det ældre varemærke til følge.
Stk. 2.
Er det ældre varemærke kun blevet anvendt
for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det
er registreret, anses det, for så vidt angår behandlingen
af indsigelsen, jf. stk. 1, kun at være blevet registreret for
denne del af varerne eller tjenesteydelserne.
Stk. 3.
Er det ældre varemærke et EU-varemærke,
finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsvarende
anvendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-
varemærket vurderes af Patent- og Varemærkestyrelsen i
overensstemmelse med artikel 18 i EU-
varemærkeforordningen.
Bemærkninger fra tredjemand
§ 22.
Enhver kan inden registreringen af et ansøgt
varemærke fremsætte begrundede bemærkninger til
Patent- og Varemærkestyrelsen om, at det ansøgte
varemærke ikke bør registreres af de grunde, der er
nævnt i § 16, stk. 1 og 2. Den, der fremsætter
bemærkningerne, bliver ikke herved part i sagen.
Stk. 2.
Patent- og Varemærkestyrelsen orienterer
109
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0110.png
ansøgeren om bemærkninger fremsat efter stk. 1.
Stk. 3.
Patent- og Varemærkestyrelsen orienterer den,
der har fremsat bemærkninger efter stk. 1, når
ansøgningen afslås eller trækkes tilbage, eller
varemærket registreres.
Registrering og offentliggørelse
§ 23.
Såfremt ansøgningen er i overensstemmelse
med denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør heraf,
og der ikke er indgivet indsigelse efter § 19, eller når der
er truffet endelige afgørelser om eventuelle indsigelser,
og ansøgningen er helt eller delvist opretholdt, registrerer
og offentliggør Patent- og Varemærkestyrelsen
varemærket.
Kapitel 2 A
Registreringens gyldighedsperiode og fornyelse
Registreringens varighed og fornyelse
§ 24.
Varemærker registreres for en periode på 10 år
at regne fra ansøgningsdatoen.
Stk. 2.
Registreringen kan fornyes for yderligere
tiårsperioder.
Stk. 3.
Registreringen af et varemærke fornyes efter
ansøgning fra indehaveren af varemærket eller fra enhver
person med bemyndigelse hertil ved lov eller kontrakt,
forudsat at fornyelsesgebyret er betalt. Betaling af
fornyelsesgebyret anses i sig selv for at udgøre en sådan
ansøgning.
Stk. 4.
Patent- og Varemærkestyrelsen giver
indehaveren af varemærket meddelelse om
registreringsperiodens udløb mindst seks måneder før
dette udløb. Styrelsen kan ikke holdes ansvarlig for
manglende meddelelse.
Stk. 5.
Ansøgningen om fornyelse skal indgives, og
fornyelsesgebyret skal betales inden for en periode på
mindst seks måneder umiddelbart inden
registreringsperiodens udløb. Sker dette ikke, kan
ansøgningen mod et tillægsgebyr indgives inden for en
yderligere frist på seks måneder umiddelbart efter udløbet
af registreringsperioden eller af den efterfølgende
fornyelse heraf. Fornyelsesgebyret og et tillægsgebyr
betales inden for denne yderligere periode.
Stk. 6.
Såfremt ansøgningen eller gebyrerne kun
vedrører en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
varemærket er registreret, fornyes registreringen kun for
de pågældende varer eller tjenesteydelser.
Stk. 7.
Fornyelsen får virkning fra dagen efter den
eksisterende registreringsperiodes udløb. Fornyelsen
indføres i varemærkeregistret.
Kapitel 3
Fortabelses- og ugyldighedsgrunde
Manglende reel brug som fortabelsesgrund
§ 25.
Indehaveren af et registreret varemærke, jf. §
3, stk. 1, nr. 1 og 2, kan fortabe sine rettigheder, når der
inden for en sammenhængende femårsperiode ikke er
gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der
ikke foreligger rimelig grund til manglende brug.
Stk. 2.
Der kan ikke fremsættes begæring om
fortabelse af et registreret varemærke, såfremt reel brug
110
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0111.png
af varemærket påbegyndes eller genoptages i tiden
mellem udløbet af femårsperioden, jf. stk. 1, og
tidspunktet for indgivelse af begæring om fortabelse.
Stk. 3.
Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen
inden for de sidste tre måneder forud for indgivelse af
begæring om fortabelse, tages ikke i betragtning, såfremt
forberedelserne til påbegyndelse eller genoptagelse af
brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab
til, at der eventuelt vil blive indgivet begæring om
fortabelse. Denne periode på tre måneder begynder
tidligst ved udløbet af den sammenhængende
femårsperiode, jf. stk. 1.
Fortabelse af rettigheder til varemærker, der er blevet
generiske eller vildledende
§ 26.
Indehaveren af et varemærke kan fortabe sine
rettigheder, når et registreret varemærke efter den dato,
på hvilken det er blevet registreret, jf. § 23, eller i tilfælde
af designeringer efter den dato, på hvilken designeringens
gyldighed er endelig godkendt, jf. § 56, eller i tilfælde af
uregistrerede varemærker, efter den dato, på hvilken en
varemærkeret er blevet stiftet ved ibrugtagning, jf. § 3,
stk. 1, nr. 3, eller er blevet vitterligt kendt, jf. § 3, stk. 2,
1) som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet
er blevet til en almindelig betegnelse inden for handelen
for en vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af
varemærket, eller
2) som følge af den brug, der af indehaveren eller med
indehaverens samtykke gøres af varemærket for de varer
eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket, vil
kunne vildlede offentligheden, navnlig med hensyn til
varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller
geografiske oprindelse.
Supplerende fortabelsesgrunde for kollektivmærker og
garanti- eller certificeringsmærker
§ 27.
Foruden de fortabelsesgrunde, som er omfattet
af §§ 25 og 26, fortabes rettighederne for indehaveren af
et kollektivmærke eller garanti- eller certificeringsmærke,
såfremt
1) indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger til at
hindre, at kollektivmærket eller garanti- eller
certificeringsmærket anvendes på en måde, som er
uforenelig med de betingelser for anvendelse, der er
fastlagt i bestemmelserne om mærkets anvendelse,
herunder eventuelle ændringer hertil, der er indført i
registret,
2) personer, der er berettiget til at anvende
kollektivmærket eller garanti- eller certificeringsmærket,
har anvendt det på en sådan måde, at det vil kunne
vildlede offentligheden, jf. § 14, stk. 2, herunder med
hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis
det kan blive antaget som værende noget andet end et
kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke,
eller
3) en ændring af bestemmelserne om mærkets
anvendelse er indført i varemærkeregistret i strid med §
39, stk. 2, medmindre mærkets indehaver ved en
yderligere ændring af bestemmelserne om mærkets
anvendelse opfylder kravene i den nævnte bestemmelse.
Ugyldige varemærkeregistreringer
§ 28.
Et varemærke, der er registreret i strid med
bestemmelserne i § 1 b, § 2, § 11, stk. 7 og 8, §§13-15
og § 16, stk. 2, kan erklæres ugyldigt.
111
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0112.png
Stk. 2.
Uanset stk. 1 kan et kollektivmærke eller et
garanti- eller certificeringsmærke, der er registreret i strid
med § 11, stk. 7 og 8, § 14, stk. 2 eller § 16, stk. 2, ikke
erklæres ugyldigt, hvis mærkets indehaver ved en
ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse
opfylder kravene i § 39, stk. 2.
Stk. 3.
Uanset stk. 1 kan der efter §§ 33 og 34 træffes
afgørelse om, at et varemærke, der er registreret i strid
med § 15, stk. 3, nr. 2, skal overdrages til indehaveren af
varemærket i stedet for at blive erklæret ugyldigt.
Efterfølgende konstatering af et varemærkes ugyldighed
eller fortabelse
§ 29.
Er et registreret varemærke eller en designering
af Danmark, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, påberåbt som
anciennitet i henhold til EU-varemærkeforordningen, men
er registreringen eller designeringen udslettet eller
ugyldig, fordi indehaveren har givet afkald på varemærket
eller ladet det bortfalde, kan der efter §§ 33 og 34 træffes
afgørelse om varemærkets ugyldighed eller fortabelse,
såfremt varemærket kunne erklæres ugyldigt eller fortabt
på det tidspunkt, hvor der blev givet afkald på mærket,
eller det bortfaldt. Afgørelse om ugyldighed eller
fortabelse har til følge, at ancienniteten ikke længere har
nogen virkning.
Mangel på særpræg eller renommé for et ældre
varemærke, der forhindrer et registreret varemærkes
ugyldighed
§ 30.
En begæring om ugyldighed på grundlag af et
ældre varemærke kan ikke imødekommes på datoen for
begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke ville være
blevet imødekommet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen
for det yngre varemærke, såfremt
1) det ældre varemærke, der kan erklæres ugyldigt i
henhold til § 13, stk. 1, nr. 2-4, endnu ikke havde fået
fornødent særpræg som omhandlet i § 13, stk. 2,
2) begæringen om ugyldighed er baseret på § 15, stk. 1,
nr. 2, og det ældre varemærke endnu ikke havde fået
fornødent særpræg til at støtte en konklusion om risiko
for forveksling, eller
3) begæringen om ugyldighed er baseret på § 15, stk. 3,
nr. 1, og det ældre varemærke endnu ikke havde opnået
et renommé.
Fortabelse eller ugyldighed for visse varer eller
tjenesteydelser
§ 31.
Såfremt der kun for en del af de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke en varemærkeret er blevet
stiftet, er grunde til rettens fortabelse eller en
varemærkeregistrerings ugyldighed, fortabes
varemærkeretten eller erklæres registreringen ugyldig kun
for så vidt angår de pågældende varer eller
tjenesteydelser.
Retsvirkninger ved fortabelse og ugyldighed
§ 32.
Et registreret varemærke anses fra datoen for
indgivelse af begæring om fortabelse for ikke at have haft
de retsvirkninger, der følger af denne lov, i det omfang
indehaverens rettigheder fortabes. På begæring af en af
parterne kan der i en afgørelse om fortabelse fastsættes
et tidligere tidspunkt for indtrædelsen af en
fortabelsesgrund.
Stk. 2.
Et registreret varemærke anses for aldrig at
112
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0113.png
have haft de retsvirkninger, der følger af denne lov, i det
omfang varemærket er blevet erklæret ugyldigt.
Kapitel 4
Procedurer for varemærkeregistreringers fortabelse eller
ugyldighed og udslettelse
Ophævelse af varemærkeregistreringer ved dom
§ 33.
Ophævelse af en registrering i henhold til
bestemmelserne i kapitel 3 sker ved dom, jf. dog § 34.
Sagen anlægges mod indehaveren, og den kan anlægges
af enhver, der har retlig interesse deri. Sag efter
bestemmelserne i §§ 13 og 14 kan også anlægges af
Patent- og Varemærkestyrelsen.
Administrativ ophævelse af varemærkeregistreringer
§ 34.
Efter registreringsprocedurens afslutning kan
enhver over for Patent- og Varemærkestyrelsen begære
en varemærkeregistrering erklæret ugyldig eller fortabt,
hvis de betingelser, der er fastsat i bestemmelserne i
kapitel 3 er opfyldt. Med begæringen skal følge et gebyr,
jf. § 60 c, stk. 2.
Stk. 2.
En begæring efter stk. 1 kan være rettet mod
en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
det anfægtede mærke er registreret.
Stk. 3.
Der kan indgives en begæring om ugyldighed
på grundlag af en eller flere ældre rettigheder, forudsat at
de alle tilhører den samme indehaver.
Stk. 4.
Hvis en sag ved domstolene vedrørende en
varemærkeregistrering ikke er endeligt afgjort, kan der
ikke fremsættes en begæring efter stk. 1 vedrørende den
pågældende registrering.
Stk. 5.
Rejses sag ved domstolene om en
varemærkeregistrering, inden der er truffet endelig
afgørelse om en begæring efter stk. 1 vedrørende denne
registrering, skal Patent- og Varemærkestyrelsen stille
behandlingen af begæringen i bero, indtil sagen er
endeligt afgjort, medmindre begæringen er fremsat af
indehaveren af varemærkeregistreringen.
Stk. 6.
Indehaveren af den registrerede ret skal
underrettes om begæringen og have adgang til at udtale
sig.
Stk. 7.
Ophæves registreringen helt eller delvis,
offentliggøres afgørelsen herom, når den er blevet
endelig.
Stk. 8.
Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse kan
indbringes for Ankenævnet for Patenter og Varemærker
og domstolene i overensstemmelse med § 46. Enhver af
parterne kan dog til enhver tid anlægge sag mod den
anden part om spørgsmål, der er rejst i sagen, uanset om
Patent- og Varemærkestyrelsen har truffet afgørelse i
sagen.
Manglende brug som forsvar i sager om ugyldighed
§ 35.
I sager om ugyldighed baseret på et registreret
varemærke med en tidligere ansøgnings- eller
prioritetsdato skal indehaveren af det ældre varemærke,
hvis indehaveren af et yngre varemærke anmoder herom,
dokumentere, at det ældre varemærke i løbet af
femårsperioden forud for datoen for begæringen om
ugyldighed har været genstand for reel brug som fastsat i
§ 10 c i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke det er registreret, og som er påberåbt i
begæringen, eller at der foreligger rimelige grunde til
113
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0114.png
manglende brug, forudsat at det på datoen for
begæringen om ugyldighed er mindst fem år siden, at
registreringsproceduren for det ældre varemærke blev
afsluttet.
Stk. 2.
Hvor femårsperioden, i løbet af hvilken der
skulle have været gjort reel brug af det ældre varemærke
som fastsat i § 10 c, var udløbet på ansøgnings- eller
prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal
indehaveren af det ældre varemærke ud over den
dokumentation, der kræves i henhold til stk. 1,
dokumentere, at der blev gjort reel brug af varemærket i
løbet af den femårsperiode, der går forud for ansøgnings-
eller prioritetsdatoen, eller at der forelå rimelige grunde til
manglende brug.
Stk. 3.
Fremlægges dokumentation efter stk. 1 og 2
ikke, afvises en begæring om ugyldighed på grundlag af
et ældre varemærke.
Stk. 4.
Er det ældre varemærke i overensstemmelse
med § 10 c kun blevet anvendt for en del af de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det,
for så vidt angår behandlingen af begæringen om
ugyldighed, for kun at være blevet registreret for denne
del af varerne eller tjenesteydelserne.
Stk. 5.
Er det ældre varemærke et EU-varemærke,
finder stk. 1-4 tilsvarende anvendelse. I så fald skal den
reelle brug af EU-varemærket konstateres i
overensstemmelse med artikel 18 i EU-
varemærkeforordningen.
Manglende oplysninger om indehaver som begrundelse
for sletning af registreringer
§ 36.
Foreligger der begrundet tvivl om, at der findes en
mærkeindehaver, eller er dennes adresse ukendt, kan
enhver med retlig interesse deri begære varemærket
slettet af registret.
Stk. 2.
Inden udslettelse kan ske, skal Patent- og
Varemærkestyrelsen anmode indehaveren om at give sig
til kende inden en frist fastsat af Patent- og
Varemærkestyrelsen. Hvis indehaverens adresse ikke
kendes, meddeles fristen ved offentliggørelse. Har
indehaveren herefter ikke givet sig til kende, slettes
varemærket af registret.
Udslettelse
§ 37.
Udslettelse af varemærkeregistret sker,
1) når registreringen ikke fornys,
2) når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet,
3) hvis registreringen erklæres ugyldig, eller
4) hvis der træffes afgørelse eller afsiges dom om
ophævelse af registreringen.
Kapitel 5
Varemærker som genstand for ejendomsret og notering
af ændringer i varemærkeregistret
Overdragelse af varemærker
§ 38.
Et varemærke kan overdrages uafhængigt af en
eventuel virksomhedsoverdragelse for alle eller en del af
de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er stiftet en
varemærkeret.
Stk. 2.
Overdragelse af en virksomhed i sin helhed
indebærer overdragelse af varemærket, medmindre der
foreligger en aftale om det modsatte, eller hvis det
modsatte klart fremgår af omstændighederne. En
114
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0115.png
kontraktlig forpligtelse til at overdrage en virksomhed er
ligeledes omfattet af denne bestemmelse.
Stk. 3.
Overdragelse af retten til et registreret
varemærke skal på begæring noteres i
varemærkeregistret. Indtil overdragelsen er meddelt
Patent- og Varemærkestyrelsen, anser styrelsen
indehaveren af varemærket for at være den, der senest
er noteret i registret.
Stk. 4.
Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan Patent-
og Varemærkestyrelsen afslå at notere en overdragelse af
et garanti- eller certificeringsmærke eller af et
kollektivmærke, hvis mærket efter overdragelsen er egnet
til at vildlede.
Pant og udlæg
§ 38 a.
Et varemærke kan uafhængigt af virksomheden
pantsættes eller gøres til genstand for andre tinglige
rettigheder eller tvangsfuldbyrdelse.
Stk. 2.
Er retten til et registreret varemærke blevet
pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal Patent- og
Varemærkestyrelsen på indehaverens, panthaverens eller
rekvirentens begæring notere dette i varemærkeregistret.
Licens
§ 38 b.
Der kan gives licens til et varemærke for alle
eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det
er registreret, samt for hele landet eller en del af dette.
Licensen kan være en eksklusiv licens eller en simpel
licens.
Stk. 2.
Indehaveren af et varemærke kan gøre de
rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over for en
licenstager, der overtræder en af bestemmelserne i
licensaftalen med hensyn til
1) dens gyldighedsperiode,
2) den udformning, hvori varemærket må anvendes i
henhold til registreringen,
3) arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
licensen er indrømmet,
4) det område, inden for hvilket der må gøres brug af
varemærket, eller
5) kvaliteten af de varer eller tjenesteydelser, som
licenstageren har fremstillet eller præsteret.
Stk. 3.
Licensen skal på indehaverens eller
licenstagerens begæring noteres i varemærkeregistret.
Ligeledes noteres det i registret, når det senere
godtgøres, at licensen er ophørt.
Varemærkeansøgninger som genstand for ejendomsret
§ 38 c.
§§ 38, 38 a og 38 b finder tilsvarende
anvendelse på varemærkeansøgninger.
Ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et
kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke
§ 39.
Indehaveren af et kollektivmærke eller et
garanti- eller certificeringsmærke skal forelægge Patent-
og Varemærkestyrelen enhver ændring af
bestemmelserne om et ansøgt eller registreret mærkes
anvendelse.
Stk. 2.
Ændring af bestemmelserne om mærkets
anvendelse noteres i varemærkeregistret, medmindre de
ændrede bestemmelser ikke opfylder kravene i § 11, stk.
6-8, eller de omfatter en af grundene til afslag i § 14, stk.
2, eller § 16, stk. 2.
Stk. 3.
Ændringer af bestemmelserne om anvendelse
115
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0116.png
af et kollektivmærke eller et garanti- eller
certificeringsmærke får først virkning fra datoen for
noteringen af ændringerne i varemærkeregistret.
Mærkeændring
§ 40.
Efter anmodning fra indehaveren kan der
foretages uvæsentlige ændringer af et ansøgt eller
registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af
varemærket ikke påvirkes af ændringen.
Stk. 2.
Ændringer efter stk. 1 indføres i registret og
offentliggøres.
Deling af ansøgninger og registreringer
§ 41.
Ansøgeren eller indehaveren kan dele en dansk
varemærkeansøgning eller -registrering i to eller flere
særskilte ansøgninger eller registreringer ved at indgive
en anmodning herom til Patent- og Varemærkestyrelsen
og for hver udskilt ansøgning eller registrering anføre,
hvilke varer eller tjenesteydelser fra den oprindelige
ansøgning eller registrering, der skal omfattes af de
udskilte ansøgninger eller registreringer.
Stk. 2.
For anmodning om deling efter stk. 1 betales
et gebyr, jf. § 60 d, stk. 1.”
§ 42.
Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft
uagtsomt krænker en varemærkeret, der er stiftet ved
registrering, ved brug eller i henhold til Rådets forordning
om EF-varemærker.
§ 43 b.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i
henhold til EF-varemærkeforordningens art. 99, stk. 1,
meddeles af byretten eller Sø- og Handelsretten.
§ 43 c.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud,
der skal have virkning på enhver medlemsstats område,
jf. EF-varemærkeforordningens art. 99, stk. 2, meddeles
af Sø- og Handelsretten.
Stk. 2.
Sø- og Handelsrettens afgørelser i medfør af stk. 1
kan kæres til Østre Landsret.
Stk. 3.
Bestemmelserne i retsplejelovens kap. 40 og 57
finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. Fogedretten yder
efter anmodning Sø- og Handelsretten bistand til
varetagelsen af de opgaver, der er nævnt i
retsplejelovens § 641.
§ 43 d.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud,
der både vedrører et nationalt varemærke og et EF-
varemærke, meddeles af Sø- og Handelsretten, hvis den
midlertidige afgørelse vedrørende EF-varemærket skal
have virkning på enhver medlemsstats område, jf. EF-
varemærkeforordningens art. 99, stk. 2. § 43 c, stk. 2-3,
finder tilsvarende anvendelse.
4.
§ 48
affattes således:
§ 48.
Erhvervsministeren fastsætter nærmere
bestemmelser om varemærkeansøgninger og deres
behandling. Det kan herunder bestemmes, i hvilket
omfang Patent- og Varemærkestyrelsen af egen drift skal
påse, om betingelserne for registrering af varemærket er
til stede. Erhvervsministeren fastsætter endvidere
bestemmelser om deling af ansøgninger og registreringer,
om behandling af indsigelser og administrativ ophævelse,
om påberåbelse af fortrinsrettigheder, jf. §§ 18 og 19, om
registrering og udslettelse af varemærker og om
ekspeditioner, underretninger, udskrifter af registret m.v.
Ӥ
48.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om
indgivelse af varemærkeansøgninger og deres behandling,
herunder om sagsbehandlingssprog og sprog i
dokumenter, samt for så vidt angår gengivelse af
varemærker krav til og virkningerne af anvendelsen af
filtyper og deres størrelse, mærketyper, beskrivelser,
farver og mærker uden farver (sort/hvid-mærker).
Erhvervsministeren kan endvidere bl.a. fastsætte
bestemmelser om deling af ansøgninger og registreringer,
om behandling af indsigelser og administrativ ophævelse,
2.
I
§ 42, stk. 1
, indsættes efter ”brug”: ”, jf. § 3, stk. 1,
nr. 3,”,
og ”EF” ændres til: ”EU”.
3.
§§ 43 b-43 d
ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ
43 b.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i
henhold til EU-varemærkeforordningen meddeles af
byretten eller Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens
kapital 40.
Stk. 2
. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i
henhold til EU-varemærkeforordningen, der skal have
virkning på enhver medlemsstats område, meddeles af
Sø- og Handelsretten.
Stk. 3
. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud,
der både vedrører et nationalt varemærke og et EU-
varemærke, meddeles af Sø- og Handelsretten, hvis den
midlertidige afgørelse vedrørende EU-varemærket skal
have virkning på enhver medlemsstats område.«
116
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0117.png
Stk. 2.
Erhvervsministeren fastsætter nærmere
bestemmelser om registrets indretning og førelse, om
hvilke oplysninger, der kan indføres i registret, og om
offentliggørelse af registreringer m.v.
Stk. 3.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om
betaling for særlige ekspeditioner, publikationer,
udskrifter, kurser m.v.
Stk. 4.
Erhvervsministeren fastsætter de
bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af
Forordningen om EF-varemærker, herunder bestemmelser
om EF-varemærkeansøgningers og -registreringers
overgang til nationale ansøgninger, om ekspeditioner,
underretninger m.v.
Stk. 5.
For deling af ansøgninger og registreringer
samt for underretning betales et gebyr. For behandling af
sager vedrørende EF-varemærke betales et gebyr.
Stk. 6.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere
regler til bestemmelse af, hvilke dage, der betragtes som
lukkedage for Patent- og Varemærkestyrelsen.
om påberåbelse af fortrinsrettigheder, om
varemærkeregistrets indretning og førelse, om hvilke
oplysninger, der kan indføres i registret, om
offentliggørelse af registreringer, noteringer og
meddelelser, om registrering og udslettelse af
varemærker og om ekspeditioner, udskrifter af registret
m.v.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om
betaling for særlige ekspeditioner, publikationer,
udskrifter, kurser m.v.
Stk. 3.
Erhvervsministeren kan fastsætte de
bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af EU-
varemærkeforordningen, herunder bestemmelser om EU-
varemærkeansøgningers og -registreringers overgang til
nationale ansøgninger m.v.
Stk. 4.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere
regler til gennemførelse af bestemmelserne i kapitel 8 om
international varemærkeregistrering.
Stk. 5.
Erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser
om optagelse af fællesmærkeregisteret i
varemærkeregisteret. Erhvervsministeren kan endvidere
fastsætte bestemmelser om fællesmærkers overgang til
kollektivmærker eller garanti- eller certificeringsmærker
eller individuelle varemærker og om ophævelse af
fællesmærkeregistreringer.
Stk. 6.
Erhvervsministeren kan fastsætte, hvilke dage,
der betragtes som lukkedage for Patent- og
Varemærkestyrelsen.”
Stk. 7.
For behandling af sager vedrørende EU-
varemærker betales et gebyr..
5.
Efter § 48
indsættes:
Ӥ
48 a.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om,
at skriftlig kommunikation til og fra Patent- og
Varemærkestyrelsen om forhold, som er omfattet af
denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov,
skal foregå digitalt.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere
regler om digital kommunikation, herunder om
anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale
formater, maksimal størrelse på filer og digital signatur
eller lignende.
Stk. 3.
En digital meddelelse anses for at være
kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.
§ 48 b.
Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i
medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er
udstedt af andre end Patent- og Varemærkestyrelsen, skal
være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved
anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation
af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2.
Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med
personlig underskrift.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere
regler om fravigelse af underskriftkrav. Det kan herunder
bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan
fraviges for visse typer af dokumenter.”
6.
Kapitel 8
affattes således:
…
Kapitel 8
”
Kapitel 8
International varemærkeregistrering
Ansøgning om international varemærkeregistrering på
International varemærkeregistrering
§ 50.
Ved en international varemærkeregistrering
117
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0118.png
forstås en registrering i henhold til den i Madrid den 14.
april 1891 vedtagne overenskomst vedrørende
international registrering af varemærker med senere
revisioner (Madrid-Arrangementet) eller i henhold til den i
Madrid den 27. juni 1989 vedtagne protokol til Madrid-
Arrangementet (Protokollen).
basis af ansøgning eller registrering i Danmark
§ 50.
En international varemærkeansøgning kan
indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen af danske
statsborgere samt fysiske eller juridiske personer, som er
bosat eller er indehavere af en regulær industriel eller
kommerciel virksomhed her i landet.
Stk. 2.
Ansøgninger indgivet i medfør af stk. 1 skal
være i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel
3, 3 b og 3 c, herunder indeholde
1) ansøgers navn og adresse,
2) en gengivelse af mærket og eventuelt oplysninger om
mærket,
3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som
mærket ønskes registreret for, grupperet i klasser i
overensstemmelse med Niceklassifikationen,
4) en angivelse af ansøgningsdato og ansøgningsnummer
eller af registreringsdato og registreringsnummer for den
danske basisansøgning eller basisregistrering, og
5) angivelse af de stater eller organisationer, som
designeres.
Stk. 3.
En international varemærkeansøgning kan
omfatte alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser,
der er omfattet af den eller de danske ansøgninger eller
registreringer, der påberåbes som basis for den
internationale ansøgning.
Stk. 4.
Ved indlevering af en international
varemærkeansøgning kan der påberåbes prioritet i
overensstemmelse med Pariserkonventionen.
Stk. 5.
Styrelsen videresender ansøgningen til Det
Internationale Bureau, hvis ansøgningsgebyret efter § 60
e, stk. 1, er betalt, og ansøgningen opfylder kravene i stk.
1, samt de nærmere regler, som fastsættes af
erhvervsministeren efter § 48, stk. 4.
Stk. 6.
Er der noget til hinder for at videresende
ansøgningen, får ansøgeren mulighed for at bringe denne
i orden. Er ansøgningen ikke bragt i orden inden for
fristen på to måneder i henhold til Madridprotokollens
artikel 3, stk. 4, tager Patent- og Varemærkestyrelsen
stilling til, om ansøgningen skal afvises eller kan sendes til
Det Internationale Bureau. Ansøger underrettes om
styrelsens beslutning.
Virkningerne af en international registrering
§ 51.
Fra registreringsdatoen eller fra datoen for en
efterfølgende designering har en international
varemærkeregistrering, hvori Danmark er designeret,
samme retsvirkning, som hvis mærket var registreret i
Danmark.
Afslag
§ 52.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan inden for
den frist, der er fastsat i Madrid-Arrangementet eller
Protokollen, meddele det Internationale Bureau helt eller
delvist afslag på mærkets gyldighed i Danmark, hvis
mærket ikke opfylder registreringsbetingelserne efter
denne lov, eller hvis der fremsættes indsigelse.
Bortfald og videreførelse i dansk ret
§ 53.
Hvis den internationale varemærkeregistrering
mister sin gyldighed, bortfalder dens gyldighed ligeledes i
Danmark fra tidspunktet for bortfald af den internationale
registrering.
Stk. 2.
Slettes den internationale registrering efter
Protokollen efter anmodning fra den oprindelige
registreringsmyndighed eller som følge af, at en
kontraherende part udtræder af Protokollen, kan
indehaveren indgive en dansk varemærkeansøgning med
samme virkning, som hvis ansøgningen var indleveret på
indleveringsdatoen for den internationale registrering eller
datoen for en efterfølgende designering, forudsat at
1) ansøgningen indgives senest 3 måneder efter
udslettelsesdatoen,
2) ansøgningen ikke omfatter andre varer eller
tjenesteydelser end den internationale
varemærkeregistrering og
3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en dansk
varemærkeansøgning, og ansøgeren betaler de
foreskrevne gebyrer.
Efterfølgende designering
§ 51.
Begæring om territorial udstrækning af en
international registrering, der er registreret på basis af en
dansk ansøgning eller registrering, kan indgives til Patent-
og Varemærkestyrelsen eller til Det Internationale Bureau,
jf. Madridprotokollens artikel 3 c, stk. 2.
Stk. 2.
Er en begæring om territorial udstrækning
efter stk. 1 indgivet til Patent- og Varemærkestyrelsen,
videresender styrelsen begæringen til Det Internationale
Bureau, når gebyret efter § 60 e, stk. 2, er betalt og
begæringen er i overensstemmelse med
Madridprotokollens artikel 2, stk. 1 og 3 c, stk. 2,
herunder indeholder
1) det internationale registreringsnummer,
2) ansøgers navn og adresse,
3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som
begæringen omfatter, grupperet i klasser i
overensstemmelse med Niceklassifikationen, og
4) angivelse af de stater eller organisationer, som
designeres.
Forbud mod dobbeltbeskyttelse
§ 54.
I de tilfælde, hvor et i Danmark registreret
varemærke tillige på mærkeindehaverens foranledning er
genstand for en international varemærkeregistrering, skal
den internationale varemærkeregistrering træde i stedet
for den danske registrering, hvis
1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller
senere,
2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af
den danske registrering, også er omfattet af den
internationale registrering, og
3) Danmark er designeret senere end
ansøgningsdatoen for den danske registrering.
Stk. 2.
Patent- og Varemærkestyrelsen skal på
forlangende notere i sit register, at der foreligger en
international varemærkeregistrering.
Meddelelse om ændringer i den oprindelige ansøgning
eller registrering
118
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0119.png
Ansøgning om international varemærkeregistrering på
basis af ansøgning eller registrering i Danmark
§ 55.
En international varemærkeansøgning kan
indleveres af danske statsborgere samt fysiske eller
juridiske personer, som er bosat i Danmark eller er
indehavere af en regulær industriel eller kommerciel
virksomhed i Danmark.
§ 56.
Internationale varemærkeansøgninger på basis
af en ansøgning eller registrering i Danmark indleveres til
Patent- og Varemærkestyrelsen i overensstemmelse med
de bestemmelser, der fastsættes af erhvervsministeren,
jf. § 60.
§ 57.
En international ansøgning kan kun omfatte de
varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den danske
ansøgning eller registrering.
§ 58.
Ved indlevering af en international
varemærkeansøgning kan der påberåbes prioritet i
overensstemmelse med Pariserkonventionen.
§ 52.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan give Det
Internationale Bureau meddelelse om ændringer i
varemærkeregisteret, i det omfang ændringerne har
indvirkning på en international registrering, jf.
Madridprotokollens artikel 6, stk. 2-4.
Fornyelse af en international registrering
§ 53.
En international registrering kan fornys hvert
10. år i henhold til den internationale registreringsdato.
Fornyelse kan alene ske ved Det Internationale Bureau i
overensstemmelse med de regler, der er fastsat i
Madridprotokollen.
Behandlingen af designeringer af Danmark
§ 54.
For Patent- og Varemærkestyrelsens behandling
af designeringer af Danmark af internationale
registreringer finder §§ 16-22 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Uanset stk. 1 kan styrelsen alene give afslag
på en designeringens gyldighed efter § 12, når de varer
og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, ikke
er identificeret med tilstrækkelig klarhed og præcision i
henhold til den udgave af Niceklassifikationen, der var
gældende på tidspunktet for den internationale
registrering.
Stk. 3.
For Patent- og Varemærkestyrelsens
behandling af designering af Danmark i en international
varemærkeregistrering betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 5.
Fornyelse m.v.
§ 59.
Om fornyelse gælder de regler, der er fastsat i
Madrid-Arrangementet og Protokollen.
§ 60.
Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler til
gennemførelse af bestemmelserne i dette kapitel. Der kan
herunder fastsættes særlige regler om offentliggørelse af
de internationalt registrerede varemærker, jf. § 51, og om
fremsættelse af indsigelser herimod, jf. § 52.
Stk. 2.
For behandling af sager vedrørende
international varemærkeregistrering betales et gebyr.
Frister for udstedelse af foreløbige afslag
§ 55.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan inden 18
måneder fra notifikationsdatoen, jf. Madridprotokollens
artikel 5, stk. 2, litra b, meddele Det Internationale
Bureau et foreløbigt afslag på varemærkets gyldighed her
i landet, hvis mærket ikke opfylder
registreringsbetingelserne efter denne lov, herunder hvis
der fremsættes indsigelse.
Stk. 2.
Såfremt indsigelsesperioden, jf. § 19, stk. 1,
udløber efter fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, kan Patent-
og Varemærkestyrelsen meddele Det Internationale
Bureau et forbehold om, at afslag kan fremsættes
efterfølgende i henhold til Madridprotokollens artikel 5,
stk. 2, litra c.
Stk. 3.
Har Patent- og Varemærkestyrelsen ikke
meddelt Det Internationale Bureau et foreløbigt afslag
inden for fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, og er
forbeholdet for afslag efter stk. 2 ikke meddelt inden
samme frist, anses den internationale registrering for at
være gyldig her i landet i overensstemmelse med
Madridprotokollens artikel 4, stk. 1, litra a.
Godkendelse af designeringens gyldighed
§ 56.
Såfremt designeringen er i overensstemmelse
med denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør heraf,
og der ikke er indgivet indsigelse, jf. § 19, eller såfremt
der er truffet endelige afgørelser om eventuelle
indsigelser, og designeringen er helt eller delvist
opretholdt, godkender Patent- og Varemærkestyrelsen
designeringen endeligt og noterer datoen herfor i
varemærkeregisteret. Patent- og Varemærkestyrelsen
giver meddelelse til Det Internationale Bureau om endeligt
godkendte designeringers gyldighed og offentliggør
designeringen.
Virkningerne af gyldige designeringer
119
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0120.png
§ 57.
Når en designering af Danmark af en
international registrering er blevet endelig gyldig, jf. § 56,
har designeringen samme retsvirkning, som hvis mærket
var registreret her i landet.
Bortfald og videreførelse i dansk ret
§ 58.
Hvis den internationale varemærkeregistrering
mister sin gyldighed, bortfalder designeringens gyldighed
her i landet på tidspunktet for bortfaldet af den
internationale registrering.
Stk. 2.
Har den internationale varemærkeregistrering
mistet sin gyldighed på anmodning fra den oprindelige
registreringsmyndighed eller som følge af, at en
kontraherende part udtræder af Madridprotokollen, kan
indehaveren indgive en dansk varemærkeansøgning med
samme virkning, som hvis ansøgningen var indgivet på
datoen for den internationale registrering eller datoen for
den efterfølgende designering af Danmark, forudsat at
1) ansøgningen indgives senest tre måneder efter datoen
for udslettelse af den internationale registrering,
2) ansøgningen ikke omfatter andre varer eller
tjenesteydelser end dem, der var omfattet af
designeringen af Danmark,
3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en dansk
varemærkeansøgning, og
4) ansøgeren betaler de foreskrevne gebyrer, jf. § 60 a,
stk. 4.
Stk. 3.
En ansøgning om videreførelse i Danmark efter
stk. 2 skal opfylde kravene til ansøgninger, jf. § 11, stk. 5-
8, og indeholde en henvisning til nummeret på den
internationale registrering samt oplysning om
designeringsdatoen og eventuel prioritet for den
internationale registrering.
§ 59.
Når designering af Den Europæiske Union via
en international varemærkeregistrering er blevet afslået
eller ikke længere har virkning, kan designeringen overgå
til en dansk ansøgning eller en designering af Danmark
efter artikel 202 i EU-varemærkeforordningen.
Erstatning af et dansk varemærke med en international
registrering
§ 60.
Patent- og Varemærkestyrelsen skal i
overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 4bis på
forlangende notere, at en international registrering
erstatter en dansk registrering, såfremt
1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller senere,
2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den
danske registrering, også er omfattet af designeringen af
Danmark, og
3) Danmark er designeret senere end ansøgningsdatoen
for den danske registrering.
Stk. 2.
En erstatning af en dansk
varemærkeregistrering med en designering af Danmark i
medfør af Madridprotokollens artikel 4bis har kun
retsvirkning for så vidt angår de varer og tjenesteydelser,
der både er omfattet af den internationale og den danske
registrering.
Stk. 3.
Patent- og Varemærkestyrelsen giver Det
Internationale Bureau meddelelse om notering efter stk.
1.”
7.
§ 60 a
affattes således:
§ 60 a.
For ansøgning om registrering af varemærke
betales et gebyr på 2.350 kr., jf. § 12, stk. 2. Der betales
Ӥ
60 a.
For ansøgning om registrering af varemærke
120
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0121.png
endvidere et tillægsgebyr på 600 kr. for hver klasse i
henhold til Nicearrangementet af 1957 vedrørende
international klassificering af varer og tjenesteydelser
(Niceklassifikationen), der overstiger de første tre klasser.
Stk. 2.
For en EF-varemærkeansøgnings eller -
registrerings overgang til national ansøgning, jf. § 48, stk.
5, betales gebyrer som nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
For ansøgning om dansk varemærkeregistrering
på grundlag af en udslettet international
varemærkeregistrering, jf. § 53, stk. 2, nr. 3, betales
1.500 kr.
Stk. 4.
Gebyr for designering af Danmark i en
international varemærkeregistrering i henhold til artikel 7,
stk. 1, i Protokollen af 27. juni 1989 til Madrid-
Arrangementet om den internationale registrering af
varemærker (»Madrid-Protokollen (1989)«), opgøres som
nævnt i stk. 1.
§ 60 b.
For fornyelse af en varemærkeregistrering
betales et gebyr på 2.350 kr., jf. § 27, stk. 1. Der betales
endvidere et tillægsgebyr på 600 kr. for hver klasse i
henhold til Niceklassifikationen, der overstiger de første
tre klasser.
Stk. 2.
Gebyrer i henhold til stk. 1, der betales efter
registreringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter,
forhøjes med 20 pct.
Stk. 3.
Gebyr i henhold til Madridprotokollens artikel 8,
stk. 7, for fornyelse af designering af Danmark i en
international varemærkeregistrering fastsættes som
nævnt i stk. 1.
betales et gebyr på 2.000 kr. kr., jf. § 11, stk. 1. I
ansøgningsgebyret indgår en klasse af varer eller
tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen. For
yderligere klasser i henhold til Niceklassifikationen betales
et tillægsgebyr. Tillægsgebyret udgør 200 kr. for første
ekstra klasse og 600 kr. for hver yderligere klasse.
Stk. 2.
For udarbejdelse af en nærmere begrundelse
til en søgningsrapport, jf. § 11, stk. 2, betales 700 kr.
Stk. 3.
For en EU-varemærkeansøgnings eller -
registrerings overgang til national ansøgning, jf. § 48, stk.
3, betales gebyrer som nævnt i stk. 1.
Stk. 4.
For ansøgning om dansk
varemærkeregistrering på grundlag af en udslettet
international varemærkeregistrering, jf. § 58, betales
1.500 kr.
Stk. 5.
Gebyr for designering af Danmark i en
international varemærkeregistrering i henhold til artikel 8,
stk. 1, i Madridprotokollen, opgøres som nævnt i stk. 1.
8.
§ 60 b
affattes således:
§ 60 b.
For fornyelse af en varemærkeregistrering
betales et gebyr på 2.350 kr., jf. § 27, stk. 1. Der betales
endvidere et tillægsgebyr på 600 kr. for hver klasse i
henhold til Niceklassifikationen, der overstiger de første
tre klasser.
Ӥ
60 b.
For fornyelse af en varemærkeregistrering, jf. §
24, stk. 3, betales et gebyr på 2.000 kr. I
fornyelsesgebyret indgår en klasse af varer eller
tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen. Der
betales endvidere et tillægsgebyr på 200 kr. for første
ekstra klasse og 600 kr. for hver yderligere klasse.
Stk. 2.
Gebyrer i henhold til stk. 1, der betales efter
registreringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter,
forhøjes med 20 pct.
Stk. 3.
Gebyr i henhold til Madridprotokollens artikel 8,
stk. 7, for fornyelse af designering af Danmark i en
international varemærkeregistrering fastsættes som
nævnt i stk. 1.”
9.
§ 60 c affattes således:
§ 60 c.
For fremsættelse af indsigelse mod en dansk
eller international varemærkeregistrerings gyldighed
betales 2.500 kr., jf. § 23, stk. 1, og § 60.
Stk. 2.
For begæring om administrativ ophævelse af en
dansk eller international varemærkeregistrering betales
2.500 kr., jf. § 30, stk. 1, og § 60.
Stk. 3.
For indsigelse, jf. stk. 1, eller begæring om
administrativ ophævelse, jf. stk. 2, der udelukkende er
fremsat under henvisning til, at registreringen er sket i
strid med § 14, nr. 1 eller nr. 3, betales ikke gebyr.
Ӥ
60 c.
For fremsættelse af indsigelse mod en
varemærkeansøgning eller designering af Danmark i en
international varemærkeregistrering betales 2.500 kr., jf.
§ 19, stk. 1, og § 54, stk. 1.
Stk. 2.
For begæring om administrativ ophævelse af
en dansk eller international varemærkeregistrering betales
2.500 kr., jf. §§ 34 og 57.
Stk. 3.
For begæring om administrativ ophævelse
efter stk. 2, der udelukkende er fremsat under henvisning
til, at registreringen er sket i strid med § 14, stk. 1, nr. 2
og 4, betales ikke gebyr.”
10.
I
§ 60 d, stk. 1,
ændres ”§ 48, stk. 5” til: ”§ 41, stk.
2”.
11.
§ 60 d, stk
.
2,
ophæves, og stk. 3 bliver herefter stk.
2.
§ 60 d.
For anmodning om deling af en
varemærkeansøgning eller -registrering betales for hver
ansøgning eller registrering, der ønskes udskilt, 2.000 kr.,
jf. § 48, stk. 5.
121
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0122.png
Stk. 2.
For underretning af indehaveren af en dansk
varemærkerettighed eller af en international
varemærkerettighed med gyldighed i Danmark betales et
gebyr på 1.000 kr. pr. år, jf. § 48, stk. 5.
Stk. 3.
For en skriftlig vejledende udtalelse i henhold til
§ 45 b, stk. 2, betales 1.500 kr.
§ 60 e.
For Patent- og Varemærkestyrelsens
ekspedition i sager vedrørende ansøgning om EF-
varemærke betales 200 kr., jf. § 48, stk. 5.
Stk. 2.
For Patent- og Varemærkestyrelsens
ekspedition i sager vedrørende ansøgning om
international varemærkeregistrering betales 500 kr., jf. §
60, stk. 2.
Stk. 3.
For Patent- og Varemærkestyrelsens
ekspedition i sager vedrørende efterfølgende designering i
internationale varemærkeregistreringer betales 300 kr., jf.
§ 60, stk. 2.
12.
§ 60 e
affattes således:
Ӥ
60 e.
For Patent- og Varemærkestyrelsens
ekspedition i sager vedrørende ansøgning om
international varemærkeregistrering betales 500 kr., jf. §
50, stk. 5.
Stk. 2.
For Patent- og Varemærkestyrelsens
ekspedition i sager vedrørende efterfølgende designering i
internationale varemærkeregistreringer betales 300 kr., jf.
§ 51, stk. 2.”
§ 60 f.
[Stk. 1-3]
Stk. 4.
Gebyrer indbetalt i forbindelse med
fremsættelse af en indsigelse mod eller begæring om
ophævelse af en varemærkeregistrering, tilbagebetales
med halvdelen af det indbetalte beløb i de tilfælde, hvor
behandlingen af begæringen om indsigelse eller
ophævelse bliver suspenderet, og
varemærkeregistreringen bliver ophævet.
13.
I
§ 60 f, stk. 4,
indsættes efter ”bliver suspenderet,
og”: ”indsigelsen bliver taget til følge, eller”.
§ 60 g.
Gebyrerne anført i §§ 60 a-60 e er angivet i
2011-niveau.
Stk. 2.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan regulere
beløbene anført i §§ 60 a-60 e i overensstemmelse med
den generelle pris- og lønudvikling, der anvendes på
finansloven. Patent- og Varemærkestyrelsen offentliggør
de gældende gebyrer i en prisliste.
14.
§ 60 g, stk. 1,
ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
§2
I designloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 219 af 26. februar
2017, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 670 af 8. juni
2017, foretages følgende ændring:
§ 43.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i
henhold til EF-designforordningen meddeles af byretten
eller Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens kapitel 40.
Stk. 2.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i
henhold til EF-designforordningen, der skal have virkning
på enhver medlemsstats område, meddeles af Sø- og
Handelsretten.
Stk. 3.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud,
der både vedrører et EF-design og andre design beskyttet
i medfør af denne lov, meddeles af Sø- og Handelsretten,
hvis den midlertidige afgørelse vedrørende EF-designet
skal have virkning på enhver medlemsstats område.
Stk. 4.
Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 40 og
57 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5.
Sø- og Handelsrettens afgørelser efter stk. 1-3
kan kæres til Østre Landsret.
1.
§ 43, stk. 4
og
5,
ophæves.
122
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0123.png
§3
I lov nr. 61 af 30. januar 2018 om sikkerhed for
gasanlæg, gasinstallationer og gasmateriel
(gassikkerhedsloven) foretages følgende ændring:
1.
I
§ 31
indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
”Stk. 3.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om straf
for overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/426 af 9. marts 2016 om apparater,
der forbrænder gasformigt brændstof og om ophævelse
af direktiv 2009/142/EF.”
Stk. 3. bliver herefter stk. 4.
§ 31.
Medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) forsætligt overtræder §§ 3 eller 4,
2) tilsidesætter oplysningspligten i § 12, stk. 2, eller
3) undlader at efterkomme et påbud eller overtræder et
forbud efter § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, § 17, stk. 1 eller 2,
eller §§ 19-22.
Stk. 2. I forskrifter, der er fastsat i medfør af denne lov,
kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
123
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0124.png
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2015/2436
af 16. december 2015
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
—
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (
1
),
efter den almindelige lovgivningsprocedure (
2
), og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Der bør foretages en række ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/95/EF (
3
). Direktivet bør af klarhedshensyn omarbejdes.
(2)Direktiv 2008/95/EF har harmoniseret centrale bestemmelser i den materielle
varemærkelovgivning, som på tidspunktet for vedtagelsen blev anset for på den mest
direkte måde at påvirke det indre markeds funktionsmåde ved at hindre den frie
bevægelighed for varer og den frie udveksling af tjenesteydelser i Unionen.
(3)Varemærkebeskyttelsen i medlemsstaterne fungerer parallelt med den beskyttelse, der
findes på EU-plan gennem EU-varemærker, som har ensartet karakter og er gyldige i hele
Unionen som fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 (
4
). Sameksistensen og
afbalancering af varemærkesystemer på nationalt plan og EU-plan er i realiteten en
hjørnesten i Unionens tilgang til beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret.
(4)I forlængelse af Kommissionens meddelelse af 16. juli 2008 om en europæisk strategi for
industriel ejendomsret har Kommissionen gennemført en omfattende evaluering af,
hvordan varemærkesystemet fungerer i Europa som helhed, på EU-plan og på nationalt
plan samt de indbyrdes forbindelser mellem disse.
(5)I sine konklusioner af 25. maj 2010 vedrørende den kommende revision af
varemærkeordningen i Den Europæiske Union opfordrede Rådet Kommissionen til at
forelægge forslag til revision af forordning (EF) nr. 207/2009 og direktiv 2008/95/EF.
Revisionen af nævnte direktiv bør omfatte foranstaltninger til at opnå større
overensstemmelse med forordning (EF) nr. 207/2009, hvilket således vil reducere antallet
af divergerende områder i varemærkesystemet i Europa som helhed, idet national
124
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
varemærkebeskyttelse samtidig bevares som en attraktiv mulighed for ansøgere. I denne
sammenhæng bør komplementariteten mellem EU-varemærkesystemet og de nationale
varemærkesystemer sikres.
(6)Kommissionen konkluderede i sin meddelelse af 24. maj 2011 med titlen: »Et indre
marked for intellektuelle ejendomsrettigheder«, at det for at leve op til det stadig stærkere
krav fra de berørte parters side om hurtigere, bedre og mere strømlinede
varemærkeregistreringssystemer, som også er mere konsistente, brugervenlige, offentligt
tilgængelige og teknisk up-to-date, er nødvendigt at modernisere varemærkesystemet i hele
Unionen samt at tilpasse det til internettidsalderen.
(7)Det fremgår af en høring og evaluering, der har fundet sted inden for rammerne af dette
direktiv, at der på trods af den tidligere delvise harmonisering af national ret fortsat findes
områder, hvor yderligere harmonisering kan have en positiv indvirkning på
konkurrenceevnen og væksten.
(8)For at opfylde målet om at fremme og skabe et velfungerende indre marked og for at lette
erhvervelse og beskyttelse af varemærker i Unionen til gavn for europæiske
virksomheders, navnlig små og mellemstore virksomheders, vækst og konkurrenceevne er
det nødvendigt at gå ud over den begrænsede indbyrdes tilnærmelse, som blev opnået på
grundlag af direktiv 2008/95/EF, og udvide den indbyrdes tilnærmelse til andre aspekter af
den materielle varemærkeret, der gælder for varemærker, som er beskyttet ved registrering
i henhold til forordning (EF) nr. 207/2009.
(9)For at gøre det nemmere at opnå og administrere registrering af varemærker i hele Unionen
er det vigtigt ikke blot at tilnærme de materielle retsregler, men også procedurereglerne.
Derfor bør de vigtigste procedureregler for registrering af varemærker i medlemsstaterne
og i EU-varemærkesystemet tilpasses hinanden. Hvad angår procedurer i henhold til
national ret, er det tilstrækkeligt at fastlægge de generelle principper, hvormed det
overlades til medlemsstaterne at fastsætte nærmere regler.
(10)Det er af afgørende betydning at sikre, at registrerede varemærker nyder samme
beskyttelse under alle medlemsstaternes retssystemer. I tråd med den omfattende
beskyttelse, der ydes til velkendte EU-varemærker i Unionen, bør der også på nationalt
plan gives omfattende beskyttelse til alle registrerede velkendte varemærker i den
pågældende medlemsstat.
(11)Dette direktiv bør ikke gribe ind i medlemsstaternes fortsatte mulighed for at beskytte de
ved brug erhvervede varemærker, men kun indeholde bestemmelser om disse
varemærker, for så vidt angår deres forhold til de ved registrering erhvervede
varemærker.
(12)Virkeliggørelsen af målene for denne indbyrdes tilnærmelse af lovgivning forudsætter, at
et registreret varemærkes erhvervelse og bevarelse i princippet underkastes de samme
betingelser i samtlige medlemsstater.
(13)Med henblik herpå bør der udarbejdes en liste med eksempler på tegn, der kan udgøre et
varemærke, hvis de kan anvendes til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser
fra andre virksomheders. For at opfylde målene for varemærkeregistreringssystemet,
nemlig at opnå retssikkerhed og sikre god forvaltning, er det også vigtigt at kræve, at det
pågældende tegn er af en sådan art, at det kan gengives på en måde, der er klar, præcis,
kan stå alene, let tilgængelig, forståelig, bestandig og objektiv. Det bør derfor være tilladt
at gengive et tegn på enhver passende måde under anvendelse af alment tilgængelig
teknologi og således ikke nødvendigvis med grafiske midler, så længe gengivelsen giver
tilstrækkelige garantier i den henseende.
125
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0126.png
(14)Hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde, for så vidt angår selve varemærket,
herunder at det mangler det fornødne særpræg, eller for så vidt angår konflikter mellem
varemærket og ældre rettigheder, bør desuden angives på udtømmende vis, også selv om
visse af disse grunde blot nævnes som en mulighed for medlemsstaterne, der således kan
bevare eller medtage dem i deres lovgivning.
(15)For at sikre, at de forskellige niveauer af beskyttelse af geografiske betegnelser i medfør
af EU-lovgivningen og national ret anvendes på ensartet og udtømmende vis ved
undersøgelsen af de absolutte og de relative hindringer for registrering i hele Unionen,
bør dette direktiv omfatte de samme bestemmelser vedrørende geografiske betegnelser
som forordning (EF) nr. 207/2009. Det er desuden hensigtsmæssigt at sikre, at omfanget
af absolutte hindringer udvides til også at omfatte beskyttede traditionelle benævnelser for
vin og garanterede traditionelle specialiteter.
(16)Den af det registrerede varemærke ydede beskyttelse, hvis funktion navnlig er at sikre
varemærkets funktion som angivelse af oprindelse, bør være fuldstændig i tilfælde af, at
der er sammenfald mellem varemærket og det tilhørende tegn samt mellem varerne eller
tjenesteydelserne. Beskyttelsen bør ligeledes gælde i tilfælde af lighed mellem
varemærket og tegnet samt mellem varerne eller tjenesteydelserne. Det er nødvendigt at
fortolke begrebet lighed på baggrund af risikoen for forveksling. Det bør være en
udtrykkelig betingelse for beskyttelsen, at der er risiko for forveksling, hvilket må
vurderes på grundlag af adskillige faktorer, herunder navnlig i hvor høj grad varemærket
er kendt på markedet, den association, som det anvendte eller registrerede tegn
fremkalder, lighedsgraden mellem varemærket og tegnet samt mellem de pågældende
varer eller tjenesteydelser. Spørgsmålet om, hvordan en risiko for forveksling kan
konstateres, navnlig bevisbyrden i den forbindelse, bør henhøre under de nationale
retsplejeregler, som direktivet ikke bør berøre.
(17)For at opnå retssikkerhed og fuld overensstemmelse med prioritetsprincippet, i henhold til
hvilket et registreret ældre varemærke har forrang for senere registrerede varemærker, er
det nødvendigt at fastsætte, at håndhævelsen af rettigheder, der er knyttet til varemærket,
ikke bør berøre indehaverrettigheder, der er erhvervet inden varemærkets ansøgnings-
eller prioritetsdato. En sådan tilgang er i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i aftalen
om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder af 15. april 1994 (»TRIPS-
aftalen«).
(18)Det er hensigtsmæssigt at fastsætte, at en krænkelse af et varemærke kun kan konstateres,
hvis det etableres, at det krænkende mærke eller tegn anvendes i erhvervsmæssigt øjemed
med henblik på at adskille varer eller tjenesteydelser. Anvendelse af tegnet med henblik
på andet end at adskille varer eller tjenesteydelser bør være underlagt bestemmelserne i
national ret.
(19)Begrebet krænkelse af et varemærke bør også omfatte anvendelse af tegnet som et
handelsnavn eller lignende betegnelse, når en sådan anvendelse foretages med henblik på
at adskille varer eller tjenesteydelser.
(20)For at opnå retssikkerhed og fuld overensstemmelse med særlig EU-lovgivning er det
hensigtsmæssigt at fastsætte, at indehaveren af et varemærke bør have ret til at forbyde
tredjemand at bruge et tegn i sammenlignende reklame, når denne sammenlignende
reklame er i strid med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF (
5
).
(21)For at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæmpe forfalskning mere effektivt og i
overensstemmelse med medlemsstaternes internationale forpligtelser inden for rammerne
af Verdenshandelsorganisationen (WTO), navnlig artikel V i den almindelige
126
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0127.png
overenskomst om told og udenrigshandel om transitfrihed og, med hensyn til generiske
lægemidler, »erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed«, der blev vedtaget af
WTO-ministerkonferencen i Doha den 14. november 2001, bør indehaveren af et
varemærke have ret til at forhindre, at tredjemand i erhvervsmæssigt øjemed fører varer
ind i den medlemsstat, hvor varemærket er registreret, uden at disse overgår til fri
omsætning dér, hvis sådanne varer kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet
med et varemærke, som er identisk eller i det væsentlige er identisk med det varemærke,
der er registreret for sådanne varer.
(22)Med henblik herpå bør det være tilladt for varemærkeindehavere at forhindre indførsel af
krænkende varer og placering heraf i alle toldsituationer, herunder navnlig transit,
omladning, oplagring, frizoner, midlertidig opbevaring, aktiv forædling eller midlertidig
indførsel, også når sådanne varer ikke er bestemt til at blive markedsført i den
pågældende medlemsstat. Ved udførelsen af toldkontroller bør toldmyndighederne
anvende de beføjelser og procedurer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 608/2013 (
6
), også på anmodning af rettighedshaverne.
Toldmyndighederne bør navnlig udføre den relevante kontrol på grundlag af
risikoanalysekriterier.
(23)For at forlige behovet for at sikre en effektiv håndhævelse af varemærkerettigheder med
behovet for at undgå hindringer for den frie handel med lovlige varer bør
varemærkeindehaverens rettigheder bortfalde, hvis klarereren eller ihændehaveren af
varerne under den efterfølgende retssag ved den retlige myndighed eller anden
myndighed, der er kompetent til at træffe en materiel afgørelse om, hvorvidt det
registrerede varemærke er blevet krænket, kan bevise, at indehaveren af det registrerede
varemærke ikke har ret til at forbyde markedsføringen af varerne i det endelige
bestemmelsesland.
(24)Artikel 28 i forordning (EU) nr. 608/2013 fastsætter, at en rettighedshaver er
erstatningsansvarlig over for ihændehaveren af varerne, hvis det bl.a. senere fastslås, at de
pågældende varer ikke krænker en intellektuel ejendomsrettighed.
(25)Der bør træffes hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at sikre en smidig
transit af generiske lægemidler. Hvad angår internationale fællesnavne (INN) som globalt
anerkendte generiske navne for aktive stoffer i farmaceutiske præparater, er det afgørende
at tage behørigt hensyn til de eksisterende begrænsninger af varemærkerettighedernes
virkning. Indehaveren af et varemærke bør derfor ikke have ret til at forhindre tredjemand
i at bringe varer ind i en medlemsstat, hvor varemærket er registreret, uden at disse
overgår til fri omsætning dér, baseret på ligheder mellem det pågældende INN for det
virksomme stof i lægemidlerne og varemærket.
(26)For at give indehavere af registrerede varemærker mulighed for at bekæmpe forfalskning
mere effektivt, bør de have ret til at forbyde anbringelse af et krænkende varemærke på
varer og visse forberedende handlinger, der udføres forud for en sådan anbringelse.
(27)De enerettigheder, der er knyttet til et varemærke, bør ikke give indehaveren ret til at
forbyde tredjemands brug af tegn eller angivelser, der anvendes på loyal vis og således i
overensstemmelse med god markedsføringsskik. For at skabe lige vilkår for handelsnavne
og varemærker i betragtning af, at handelsnavne regelmæssigt gives ubegrænset
beskyttelse i forhold til yngre varemærker, bør en sådan anvendelse kun anses for at
omfatte anvendelse af tredjemands personnavn. Denne anvendelse bør endvidere i
almindelighed tillade anvendelsen af deskriptive eller ikkedistinktive tegn eller
angivelser. Indehaveren bør desuden ikke have ret til at forhindre den loyale og redelige
brug af mærket med henblik på at identificere eller henvise til de pågældende varer eller
127
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
tjenesteydelser som værende indehaverens varer eller tjenesteydelser. Tredjemands
anvendelse af et varemærke med henblik på at henlede forbrugerens opmærksomhed på
videresalg af ægte varer, der oprindelig blev solgt af eller med samtykke fra indehaveren
af varemærket i Unionen, bør anses for loyale, så længe den samtidig er i
overensstemmelse med god markedsføringsskik. Tredjemands anvendelse af et
varemærke med henblik på kunstneriske udtryk bør anses for loyale, så længe den
samtidig er i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Desuden bør dette direktiv
anvendes på en måde, som sikrer fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og
frihedsrettigheder, navnlig ytringsfriheden.
(28)Det følger af princippet om fri bevægelighed for varer, at indehaveren af et varemærke
ikke bør have ret til at forbyde tredjemand at anvende varemærket i forbindelse med
varer, der af indehaveren eller med dennes samtykke er bragt i omsætning i Unionen
under dette varemærke, medmindre indehaveren har en rimelig grund til at modsætte sig
fortsat markedsføring af de pågældende varer.
(29)Det er af hensyn til retssikkerheden vigtigt at fastsætte, uden at præjudicere indehaveren
af et ældre varemærkes interesser, at indehaveren af et ældre varemærke ikke længere kan
anmode om, at et varemærke, der er yngre end dennes varemærke, erklæres ugyldigt, eller
modsætte sig anvendelsen af dette varemærke, hvis den pågældende indehaver bevidst i
en længere periode har tålt, at dette anvendes, medmindre der er ansøgt om registrering af
det yngre varemærke i ond tro.
(30)For at opnå retssikkerhed og beskytte lovligt erhvervede varemærkerettigheder er det
hensigtsmæssigt og nødvendigt— med forbehold af princippet om, at det yngre
varemærke ikke kan håndhæves over for det ældre varemærke— at fastsætte, at
indehavere af ældre varemærker ikke bør have ret til at opnå afslag på eller
ugyldiggørelse af eller modsætte sig anvendelsen af et yngre mærke, hvis dette yngre
varemærke er erhvervet på et tidspunkt, hvor det ældre varemærke kunne erklæres
ugyldigt eller fortabes, f.eks. fordi det endnu ikke havde opnået særpræg gennem
indarbejdelse, eller hvis det ældre varemærke ikke ville kunne håndhæves mod det yngre
varemærke, fordi de nødvendige betingelser ikke var til stede, f.eks. når det ældre
varemærke endnu ikke er velkendt.
(31)Varemærker opfylder kun deres formål, som er at adskille varer eller tjenesteydelser og
give forbrugerne mulighed for at træffe et informeret valg, når de faktisk anvendes på
markedet. Kravet om brug, er også nødvendigt for at reducere antallet af varemærker, der
registreres og beskyttes i Unionen, og derved også antallet af konflikter imellem disse.
Det er derfor særdeles vigtigt at kræve, at de registrerede varemærker rent faktisk bruges i
forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke de er registreret, eller at de kan
fortabes, hvis de ikke bruges i den forbindelse inden for en frist på fem år fra datoen for
registreringsprocedurens afslutning.
(32)Et registreret varemærke bør derfor kun beskyttes, for så vidt det faktisk anvendes, og et
registreret ældre varemærke bør ikke give indehaveren ret til at gøre indsigelse mod eller
ugyldiggøre et yngre varemærke, hvis den pågældende indehaver ikke rent faktisk har
anvendt sit varemærke. Medlemsstaterne bør endvidere fastsætte bestemmelse om, at et
varemærke ikke på gyldig vis kan påberåbes i en sag om varemærkekrænkelse, hvis det
som følge af en påstand fastslås, at varemærket kan fortabes, eller, når sagen anlægges
mod en senere rettighed, kunne fortabes på det tidspunkt, hvor den senere rettighed blev
opnået.
(33)Det er hensigtsmæssigt at fastsætte, at når der sker påberåbelse af anciennitet for et
nationalt mærke eller et varemærke, der er registreret i henhold til internationale
128
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
ordninger med retsvirkning i medlemsstaten, i forhold til et EU-varemærke, og der
efterfølgende er blevet givet afkald på det mærke, der danner grundlag for påberåbelsen
af anciennitet, eller det er ladet bortfalde, vil gyldigheden af det pågældende mærke stadig
kunne anfægtes. En sådan anfægtelse bør begrænses til situationer, hvor mærket kunne
være blevet erklæret ugyldigt eller fortabt på det tidspunkt, hvor det blev slettet af
registret.
(34)For at sikre sammenhæng og for at fremme den erhvervsmæssige udnyttelse af
varemærker i Unionen bør de gældende regler for varemærker som genstand for
ejendomsret i det omfang, det er hensigtsmæssigt, bringes på linje med dem, der allerede
er indført for EU-varemærker, og de bør indeholde regler om tildeling og overdragelse,
licens, tingslige rettigheder og tvangsfuldbyrdelse.
(35)Kollektivvaremærker har vist sig at være et nyttigt redskab for at fremme varer eller
tjenesteydelser med specifikke fælles egenskaber. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre,
at nationale kollektivvaremærker er omfattet af regler svarende til de regler, der gælder
for EU-kollektivmærker.
(36)For at forbedre og fremme adgangen til varemærkebeskyttelse og for at øge retssikkerhed
og retlig forudsigelighed bør proceduren for registrering af varemærker i medlemsstaterne
være effektiv og gennemsigtig, ligesom den bør foretages efter regler svarende til dem,
der gælder for EU-varemærker.
(37)For at opnå retssikkerhed med hensyn til beskyttelsesomfanget for varemærkerettigheder
og fremme adgangen til varemærkebeskyttelse bør angivelsen og klassificeringen af varer
og tjenesteydelser, der er omfattet af en varemærkeansøgning, følge de samme regler i
alle medlemsstater, ligesom de bør rettes ind efter dem, der gælder for EU-varemærker.
For at gøre det muligt for de kompetente myndigheder og de økonomiske aktører at
fastslå omfanget af den varemærkebeskyttelse, der søges, alene på grundlag af
ansøgningen, bør angivelsen af varer og tjenesteydelser være tilstrækkelig klar og præcis.
Generelle begreber bør fortolkes således, at de kun omfatter varer og tjenesteydelser, som
tydeligt er omfattet af ordene i deres bogstavelige forstand. Af hensyn til klarheden og
retssikkerheden bør medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og
Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret i samarbejde med hinanden bestræbe sig på
at udarbejde en liste, som afspejler deres respektive administrative praksis med hensyn til
klassificering af varer og tjenesteydelser.
(38)For at sikre en effektiv varemærkebeskyttelse bør medlemsstaterne give adgang til en
effektiv administrativ indsigelsesprocedure, der som minimum giver indehaveren af ældre
varemærkerettigheder og enhver person, der i henhold til den relevante lovgivning har
adgang til at udøve de rettigheder, som hidrører fra en beskyttet oprindelsesbetegnelse
eller geografisk betegnelse, mulighed for at gøre indsigelse mod registreringen af et
varemærke. For desuden at give adgang til effektive midler til at opnå fortabelse af
varemærker eller erklære dem ugyldige bør medlemsstaterne indføre en administrativ
procedure for fortabelse eller ugyldiggørelse inden for gennemførelsesperioden på syv år
efter dette direktivs ikrafttræden.
(39)Det er ønskeligt, at medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og
Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret samarbejder med hinanden og med Den
Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret vedrørende alle aspekter af
registreringen og administrationen af varemærker for at fremme konvergens mellem
praksis og redskaber, såsom udarbejdelse og ajourføring af fælles eller forbundne
databaser og portaler for høring og søgning. Medlemsstaterne bør endvidere sikre, at
deres kontorer samarbejder med hinanden og med Den Europæiske Unions Kontor for
129
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0130.png
Intellektuel Ejendomsret inden for alle andre områder af deres aktiviteter, der er relevante
for beskyttelse af varemærker i Unionen.
(40)Dette direktiv bør ikke udelukke, at varemærkerne underkastes andre af medlemsstaternes
retsregler end varemærkeretten, såsom bestemmelser om illoyal konkurrence,
erstatningsansvar eller forbrugerbeskyttelse.
(41)Medlemsstaterne er bundet af Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel
ejendomsret (»Pariserkonventionen«) og TRIPS-aftalen. Det er nødvendigt, at dette
direktiv er i fuldstændig overensstemmelse med denne konvention og denne aftale. De af
medlemsstaternes forpligtelser, der er en følge af denne konvention og denne aftale, bør
ikke berøres af dette direktiv. I givet fald bør artikel 351, stk. 2, i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde finde anvendelse.
(42)Målene for dette direktiv, nemlig at fremme og skabe et velfungerende indre marked og at
lette registreringen, administrationen og beskyttelsen af varemærker i Unionen til gavn
for væksten og konkurrenceevnen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af
medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan;
Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet,
jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der
er nødvendigt for at nå disse mål.
(43)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (
7
) regulerer den behandling af
personoplysninger, der udføres i medlemsstaterne inden for rammerne af nærværende
direktiv.
(44)Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse
med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (
8
) og
afgav en udtalelse den 11. juli 2013.
(45)Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de
bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til det tidligere
direktiv. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, der er uændrede, følger af det
tidligere direktiv.
(46)Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser i henhold til direktiv
2008/95/EF med hensyn til fristen for gennemførelse af Rådets direktiv 89/104/EØF (
9
) i
national ret som fastsat i bilag I, del B, til direktiv 2008/95/EF
—
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL 1
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Anvendelsesområde
Dette direktiv finder anvendelse på ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er
genstand for registrering eller en ansøgning om registrering i en medlemsstat som et
individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke, eller som
er genstand for en registrering eller en ansøgning om registrering hos Benelux-kontoret for
intellektuel ejendomsret eller for en international registrering med retsvirkning i en
medlemsstat.
130
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
a)
»kontor«:
det centrale kontor for industriel ejendomsret i den medlemsstat eller Benelux-
kontoret for intellektuel ejendomsret, der varetager registrering af varemærker
b)
»register«:
et kontors varemærkeregister.
KAPITEL 2
MATERIEL VAREMÆRKERET
AFDELING 1
Tegn, der kan udgøre et varemærke
Artikel 3
Tegn, der kan udgøre et varemærke
Et varemærke kan bestå af alle tegn, navnlig ord, herunder personnavne, eller afbildninger,
bogstaver, tal, farver, varens form eller vareemballagens form eller lyde, for så vidt disse er
egnede til at:
a) adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders, og
b)blive gengivet i registret på en måde, der gør det muligt for de kompetente myndigheder og
offentligheden at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyttelse, som dets
indehaver indrømmes.
AFDELING 2
Hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde
Artikel 4
Absolutte hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde
1. Følgende kan ikke registreres eller kan, hvis registreret, erklæres ugyldigt:
a) tegn, som ikke kan udgøre et varemærke
b) varemærker, som mangler fornødent særpræg
c) varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene
til at betegne varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse,
værdi, geografiske oprindelse eller tidspunktet for varernes fremstilling eller for
præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne
d) varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i daglig sprogbrug eller
efter redelig og almindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som betegnelse for
varerne eller tjenesteydelserne
e) tegn, som udelukkende består af
i) formen eller en anden egenskab, der følger af varernes egen karakter
131
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
ii)formen eller en anden egenskab ved varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk
resultat
iii) formen eller en anden egenskab, der giver varerne en væsentlig værdi
f) varemærker, som strider mod den offentlige orden eller sædelighed
g)varemærker, som har en sådan karakter, at de vil kunne vildlede offentligheden, f.eks. med
hensyn til varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse
h)varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndigheder, og som skal afslås eller
ophæves i henhold til artikel 6b i Pariserkonventionen
i)varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til EU-lovgivningen eller national
ret i den pågældende medlemsstat eller internationale aftaler, i hvilke Unionen eller den
pågældende medlemsstat er part, og som giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og
geografiske betegnelser
j)varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til EU-lovgivningen eller
internationale aftaler, i hvilke Unionen er part, og som giver beskyttelse af traditionelle
benævnelser for vin
k)varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til EU-lovgivningen eller
internationale aftaler, i hvilke Unionen er part, og som giver beskyttelse af garanterede
traditionelle specialiteter
l)varemærker, der består af eller i deres væsentlige elementer gengiver en ældre
plantesortsbetegnelse, der er registreret i overensstemmelse med EU-lovgivningen eller
national ret i den pågældende medlemsstat eller internationale aftaler, i hvilke Unionen eller
den pågældende medlemsstat er part, og som giver beskyttelse af plantesortsrettigheder og
vedrører plantesorter af samme eller nært beslægtede arter.
2. Et varemærke kan erklæres ugyldigt, hvis ansøgeren har ansøgt om registrering af et
varemærke i ond tro. En medlemsstat kan desuden fastsætte, at et sådant varemærke ikke kan
registreres.
3. En medlemsstat kan fastsætte, at et varemærke ikke kan registreres eller, hvis registreret,
kan erklæres ugyldigt, i det omfang:
a)brugen af dette varemærke kan forbydes i henhold til anden lovgivning end
varemærkeretten i den pågældende medlemsstat eller Unionen
b) varemærket omfatter et tegn af stor symbolsk værdi, navnlig et religiøst symbol
c)varemærket omfatter andre tegn, emblemer og våben end de i artikel 6b i
Pariserkonventionen omhandlede, som har offentlig interesse, medmindre deres registrering
er blevet tilladt af den kompetente myndighed efter medlemsstatens ret.
4. Et varemærke må ikke udelukkes fra registrering efter stk. 1, litra b), c) eller d), hvis det
inden datoen for ansøgning om registrering, som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået
fornødent særpræg. Et varemærke kan ikke erklæres ugyldigt af samme grunde, hvis det inden
datoen for begæringen om ugyldighed, som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået
fornødent særpræg.
5. En medlemsstat kan fastsætte bestemmelse om, at stk. 4 også skal gælde, når særpræget
først opnås efter datoen for ansøgning om registrering, men før registreringsdatoen.
Artikel 5
132
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Relative hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde
1. Et varemærke kan ikke registreres eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt, hvis:
a)det er identisk med et ældre varemærke, og de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
varemærket er ansøgt om registrering af eller er registreret, er identiske med de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er beskyttet
b)der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse
med det ældre varemærke, fordi det yngre varemærke er identisk med eller ligner det ældre
varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er identiske eller lignende.
2. Ved de i stk. 1 omhandlede »ældre varemærker« forstås:
a)varemærker af følgende kategorier med en dato for ansøgning om registrering, der ligger før
datoen for ansøgning om registrering af varemærket, i givet fald under hensyntagen til den
prioritet, der gøres gældende til støtte for disse varemærker:
i)
EU-varemærker
ii)varemærker, der er registreret i den pågældende medlemsstat eller, for så vidt angår
Belgien, Luxembourg eller Nederlandene, hos Benelux-kontoret for intellektuel
ejendomsret
iii)varemærker, som er registreret i henhold til internationale ordninger med virkning i den
pågældende medlemsstat
b)EU-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 207/2009 med
fuld ret påberåbes anciennitet i forhold til et af de i litra a), nr. ii) og iii), omhandlede
varemærker, også selv om der er givet afkald på sidstnævnte, eller det er ladet bortfalde
c)ansøgninger om de under litra a) og b) omhandlede varemærker med forbehold af deres
registrering
d)varemærker, som på datoen for ansøgning om registrering af varemærket eller, i givet fald,
om den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen om registrering af
varemærket, er »vitterlig kendt« i den pågældende medlemsstat i den i
Pariserkonventionens artikel 6a angivne betydning.
3. Et varemærke kan endvidere ikke registreres eller kan, hvis registreret, erklæres ugyldigt,
såfremt:
a)det er identisk med eller ligner et ældre varemærke, uanset om de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det er ansøgt eller er registreret, er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for
hvilke det ældre varemærke er registreret, når det ældre varemærke er velkendt i den
medlemsstat, for hvilken der ansøges om registrering, eller i hvilken varemærket er
registreret, eller i tilfælde af et EU-varemærke, er velkendt i Unionen, og brugen af det
yngre varemærke uden rimelig grund ville medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre
varemærkes særpræg eller renommé, eller sådan brug ville skade dette særpræg eller
renommé
b)varemærkeindehaverens agent eller repræsentant ansøger om registrering af varemærket i
eget navn uden indehaverens samtykke, medmindre agenten eller repræsentanten kan
retfærdiggøre for sin handling
c)og i det omfang, i henhold til EU-lovgivningen eller den pågældende medlemsstats ret, som
giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser,
i)der allerede er indgivet en ansøgning om en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk
133
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
betegnelse i overensstemmelse med EU-lovgivningen eller den pågældende medlemsstats
ret før datoen for ansøgning om registrering af varemærket eller datoen for den prioritet,
der gøres gældende til støtte for ansøgningen, med forbehold af dets senere registrering
ii)oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse giver den person, der i henhold
til den relevante lovgivning har adgang til at udøve de rettigheder, som hidrører herfra, ret
til at forbyde brugen af et yngre varemærke.
4. En medlemsstat kan fastsætte bestemmelse om, at et varemærke ikke kan registreres eller,
hvis registreret, kan erklæres ugyldigt, hvis og i det omfang:
a)der er erhvervet rettigheder til et ikkeregistreret varemærke eller til et andet i
erhvervsmæssigt øjemed anvendt tegn før datoen for ansøgning om registrering af det yngre
varemærke eller datoen for den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen om
registrering af det yngre varemærke, og der til det ikkeregistrerede varemærke eller til det
andet tegn er knyttet en ret for indehaveren til at forbyde anvendelsen af et yngre
varemærke
b)der kan nedlægges forbud mod brug af varemærket på grundlag af en anden ældre rettighed
end de i stk. 2 og i nærværende stykkes litra a) omhandlede rettigheder, herunder navnlig:
i)
ii)
retten til et navn
n til et portræt
iii) en ophavsret
iv) en industriel ejendomsret
c)varemærket kan forveksles med et ældre varemærke, der er beskyttet i udlandet, forudsat at
ansøgeren var i ond tro på datoen for indgivelsen af ansøgningen.
5. Medlemsstaterne sikrer, at der under passende omstændigheder ikke er en forpligtelse til
at afslå registrering eller erklære varemærket ugyldigt, når indehaveren af det ældre
varemærke eller andre ældre rettigheder giver sit samtykke til registreringen af det yngre
mærke.
6. Enhver medlemsstat kan uanset stk. 1-5 fastsætte bestemmelse om, at de hindringer for
registrering eller ugyldighedsgrunde, der var gældende i den pågældende medlemsstat inden
ikrafttrædelsesdatoen for de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktiv
89/104/EØF, skal finde anvendelse på varemærker, der er anmeldt inden denne dato.
Artikel 6
Efterfølgende konstatering af et varemærkes ugyldighed eller fortabelse
Når ancienniteten af et nationalt varemærke eller et varemærke, der er registreret i henhold til
internationale ordninger med virkning i medlemsstaten, og der er givet afkald på det eller det
er ladet bortfalde, påberåbes for et EU-varemærke, kan ugyldigheden eller fortabelsen af det
varemærke, der udgør grundlaget for påberåbelsen af anciennitet, konstateres efterfølgende,
såfremt ugyldigheden eller fortabelsen kunne have været erklæret på det tidspunkt, hvor der
blev givet afkald på mærket eller det bortfaldt. I så fald har ancienniteten ikke længere nogen
virkning.
Artikel 7
Hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde for visse varer eller tjenesteydelser
134
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Såfremt der kun er hindringer for registrering af varemærket eller grunde til dets ugyldighed
for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke et varemærke søges eller er blevet
registreret, skal varemærket kun udelukkes fra registrering eller erklæres ugyldigt, for så vidt
angår de pågældende varer eller tjenesteydelser.
Artikel 8
Mangel på særpræg eller renommé for et ældre varemærke, der forhindrer et
registreret varemærkes ugyldighed
En begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke kan ikke imødekommes på
datoen for begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke ville være blevet imødekommet på
ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke af en af følgende grunde:
a)det ældre varemærke, der kan erklæres ugyldigt i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), c) eller
d), endnu ikke havde fået fornødent særpræg som omhandlet i artikel 4, stk. 4
b)begæringen om ugyldighed er baseret på artikel 5, stk. 1, litra b), og det ældre varemærke
endnu ikke havde fået fornødent særpræg til at støtte en konklusion om risiko for
forveksling i henhold til artikel 5, stk. 1, litra b)
c)begæringen om ugyldighed er baseret på artikel 5, stk. 3, litra a), og det ældre varemærke
endnu ikke havde opnået et renommé, jf. artikel 5, stk. 3, litra a).
Artikel 9
Fortabelse af retten til at anmode om ugyldiggørelse på grund af passivitet
1. En indehaver af et af de i artikel 5, stk. 2, eller artikel 5, stk. 3, litra a), omhandlede ældre
varemærker, som i en medlemsstat i fem på hinanden følgende år har tålt og været bekendt
med brugen af et yngre varemærke, der er registreret i denne medlemsstat, har ikke længere
under henvisning til det ældre varemærke ret til at begære dette yngre varemærke ugyldigt for
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemærke er blevet anvendt, medmindre
ansøgningen om det yngre varemærke er indgivet i ond tro.
2. Medlemsstaterne kan bestemme, at nærværende artikels stk. 1 skal finde anvendelse på
indehaveren af enhver anden i artikel 5, stk. 4, litra a) eller b), omhandlet ældre rettighed.
3. I de i stk. 1 eller 2 omhandlede tilfælde kan indehaveren af et yngre registreret varemærke
ikke modsætte sig brugen af en ældre rettighed, selv om denne rettighed ikke længere kan
gøres gældende mod det yngre varemærke.
AFDELING 3
Tilknyttede rettigheder og begrænsninger
Artikel 10
Rettigheder knyttet til et varemærke
1. Registreringen af et varemærke giver indehaveren en eneret.
2. Med forbehold af indehaverrettigheder erhvervet inden det registrerede varemærkes
ansøgnings- eller prioritetsdato, kan indehaveren af det pågældende registrerede varemærke
forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke, at gøre
erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når:
135
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
a)tegnet er identisk med varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller
tjenesteydelser, som er identiske med dem, for hvilke varemærket er registreret
b)tegnet er identisk med eller ligner varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller
tjenesteydelser, som er identiske med eller ligner de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
varemærket er registreret, hvis der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling;
risikoen for forveksling indbefatter risikoen for, at der antages at være en forbindelse
mellem tegnet og varemærket
c)tegnet er identisk med eller ligner varemærket, uanset om det anvendes i forbindelse med
varer eller tjenesteydelser, der er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke
varemærket er registreret, når varemærket er velkendt i medlemsstaten, og brugen af tegnet
uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller
renommé eller sådan brug skader dette særpræg eller renommé.
3. Navnlig følgende kan forbydes i medfør af stk. 2:
a) at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage
b)at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med disse formål eller at
tilbyde eller præstere tjenesteydelser under tegnet
c) at importere eller eksportere varerne under tegnet
d) at anvende tegnet som handels- eller firmanavn eller en del af et handels- eller firmanavn
e) at anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed
f)at anvende tegnet i sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med direktiv
2006/114/EF.
4. Med forbehold af indehaverrettigheder erhvervet inden det registrerede varemærkes
ansøgnings- eller prioritetsdato kan indehaveren af det pågældende varemærke også forhindre
tredjemand i at bringe varer ind i den medlemsstat, hvor varemærket er registreret, i
erhvervsmæssigt øjemed, uden at disse overgår til fri omsætning dér, hvis sådanne varer,
herunder deres emballage, kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et
varemærke, som er identisk med det varemærke, der er registreret for sådanne varer, eller
som, for så vidt angår dets væsentligste aspekter, ikke kan skelnes fra dette varemærke.
Den ret, som varemærkeindehaveren har i henhold til første afsnit, bortfalder, hvis der under
sagen, der skal fastlægge, om det registrerede varemærke er blevet krænket, iværksat i
overensstemmelse med forordning (EU) nr. 608/2013, fremlægges dokumentation af
klarereren eller ihændehaveren af varerne for, at indehaveren af det registrerede varemærke
ikke har ret til at forbyde markedsføring af varerne i det endelige bestemmelsesland.
5. Hvis en medlemsstats ret ikke gjorde det muligt at forbyde brugen af et tegn på de i stk. 2,
litra b) eller c), omhandlede betingelser forud for ikrafttrædelsesdatoen for de bestemmelser,
der er nødvendige for at efterkomme direktiv 89/104/EØF i den pågældende medlemsstat, kan
den fortsatte brug af dette tegn ikke hindres under påberåbelse af de til varemærket knyttede
rettigheder.
6. Stk. 1, 2, 3 og 5 berører ikke de i en medlemsstat gældende bestemmelser vedrørende
beskyttelse mod brug af et tegn, der har et andet formål end at adskille varer eller
tjenesteydelser, når brugen af dette tegn uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse
af varemærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug skader dette særpræg eller renommé.
Artikel 11
136
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Retten til at forbyde forberedende handlinger vedrørende brug af emballage eller andre
midler
Hvis der er risiko for, at emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter
eller udstyr eller andre midler, hvorpå varemærket er anbragt, kunne blive anvendt i
forbindelse med varer eller tjenesteydelser, og denne anvendelse vil udgøre en krænkelse af
varemærkeindehaverens rettigheder i henhold til artikel 10, stk. 2 og 3, har indehaveren af det
pågældende varemærke ret til at forbyde følgende handlinger, hvis de udføres i
erhvervsmæssigt øjemed:
a)at anbringe et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, på emballage, etiketter,
mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå
mærket kan anbringes
b)at udbyde eller markedsføre, eller oplagre med disse formål, eller at importere eller
eksportere emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr
eller andre midler, hvorpå mærket er anbragt.
Artikel 12
Gengivelse af varemærker i opslagsværker
Giver gengivelsen af et varemærke i et leksikon, en encyklopædi eller et lignende
opslagsværk i trykt eller elektronisk form det indtryk, at det udgør den generiske betegnelse
for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, skal udgiveren af
værket efter anmodning fra indehaveren af varemærket hurtigst muligt og, hvis der er tale om
værker i trykt form, senest i den næste udgave af værket sørge for, at gengivelsen af
varemærket ledsages af en angivelse af, at det er et registreret varemærke.
Artikel 13
Forbud mod brug af et varemærke, der er registreret i en agents eller repræsentants
navn
1. Er et varemærke registreret i en agents eller en repræsentants navn på vegne af en person,
der er indehaver af dette varemærke, uden indehaverens samtykke, har indehaveren ret til at
gøre en eller begge af følgende:
a) modsætte sig, at agenten eller repræsentanten anvender varemærket, eller
b) kræve, at varemærket overdrages til den pågældende indehaver.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, når agenten eller repræsentanten kan begrunde sin handling.
Artikel 14
Begrænsninger i et varemærkes retsvirkninger
1. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig
brug af:
a) tredjemandens navn eller adresse, hvis den pågældende tredjemand er en fysisk person
b)tegn eller angivelser uden særpræg eller vedrørende varernes eller tjenesteydelsernes art,
beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens
fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne
eller tjenesteydelserne
137
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
c)varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende
indehaveren af det pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af varemærket er
nødvendig for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør
eller reservedele.
2. Stk. 1 finder kun anvendelse, når tredjemands anvendelse er i overensstemmelse med god
markedsføringsskik.
3. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig
brug af ældre rettigheder, som kun har lokalt afgrænset karakter, hvis rettighederne er
anerkendt i den pågældende medlemsstats ret og anvendelse af den pågældende rettighed er
inden for grænserne af det område, hvor de er anerkendt.
Artikel 15
Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket
1. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde dets brug for varer, som af
indehaveren selv eller med indehaverens samtykke er markedsført inden for Unionen under
dette varemærke.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren har rimelig grund til at modsætte sig
fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor disses tilstand er ændret eller forringet,
efter at de er markedsført.
Artikel 16
Brug af varemærket
1. Såfremt indehaveren ikke inden fem år fra datoen for registreringsprocedurens afslutning
har gjort reel brug af varemærket i medlemsstaten for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
det er registreret, eller hvis sådan brug har været suspenderet i en sammenhængende periode
på fem år, underkastes varemærket de i artikel 17, artikel 19, stk. 1, artikel 44, stk. 1 og 2, og
artikel 46, stk. 3 og 4, omhandlede begrænsninger og sanktioner, medmindre der foreligger
rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.
2. Giver en medlemsstat mulighed for indsigelse efter registreringen, regnes den i stk. 1
omhandlede femårsperiode fra den dato, hvor mærket ikke længere kan anfægtes eller, i
tilfælde af, at en indsigelse er indgivet, fra den dato, hvor en afgørelse om afslutning af
indsigelsesproceduren er blevet endelig, eller indsigelsen er blevet tilbagekaldt.
3. For så vidt angår varemærker, som er registreret i henhold til internationale ordninger og
har retsvirkning i medlemsstaten, regnes den i stk. 1 omhandlede femårsperiode fra den dato,
hvor det ikke længere er muligt at afvise eller gøre indsigelse mod mærket. Hvis der er
indgivet en indsigelse, eller hvis der er givet meddelelse om indsigelse på grundlag af
absolutte eller relative hindringer for registrering, regnes perioden fra den dato, hvor en
afgørelse om afslutning af indsigelsesproceduren eller en afgørelse om absolutte eller relative
hindringer for registrering er blevet endelig, eller indsigelsen blev tilbagetaget.
4. Datoen for påbegyndelse af den i stk. 1 og 2 omhandlede femårsperiode indføres i
registret.
5. Følgende betragtes ligeledes som brug i henhold til stk. 1:
a)brug af varemærket i en form, der kun ved elementer, der ikke forandrer mærkets særpræg,
afviger fra den form, hvori det blev registreret, uanset om varemærket også er registreret i
138
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
indehaverens navn i den form, hvori det anvendes
b)anbringelse af varemærket på varer eller deres emballage i den pågældende medlemsstat
udelukkende med eksport for øje.
6. Brug af et varemærke med indehaverens samtykke ligestilles med indehaverens brug af
varemærket.
Artikel 17
Manglende brug som forsvar i en sag om varemærkekrænkelse
Indehaveren af et varemærke har kun ret til at forbyde anvendelsen af et tegn i det omfang, at
indehaverens rettigheder ikke kan fortabes i henhold til artikel 19 på det tidspunkt, hvor sagen
om varemærkekrænkelse anlægges. Hvis sagsøgte anmoder herom, skal indehaveren af
varemærket dokumentere, at varemærket i løbet af femårsperioden forud for sagsanlæggelsen
har været genstand for reel brug som fastsat i artikel 16 i forbindelse med de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som lægges til grund for sagen, eller at der
foreligger rimelige grunde til manglende brug, forudsat at det på datoen for sagsanlæggelsen
er mindst fem år siden, at registreringsproceduren for varemærket blev afsluttet.
Artikel 18
Interventionsret, som tillægges indehaveren af et yngre registreret varemærke som
forsvar i en sag om varemærkekrænkelse
1. Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke
ret til at forbyde brugen af et yngre registreret varemærke, når det yngre varemærke ikke ville
blive erklæret ugyldigt i henhold til artikel 8, artikel 9, stk. 1 eller 2, eller artikel 46, stk. 3.
2. Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke
ret til at forbyde brugen af et yngre registreret EU-varemærke, når det yngre varemærke ikke
ville blive erklæret ugyldigt i henhold til artikel 53, stk. 1, 3 eller 4, artikel 54, stk. 1 eller 2,
eller artikel 57, stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009.
3. Hvis indehaveren af et varemærke ikke har ret til at forbyde anvendelsen af et yngre
registreret varemærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af det pågældende yngre
registrerede varemærke ikke ret til i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse at
forbyde brugen af det ældre varemærke, selv om denne ældre rettighed ikke længere kan
gøres gældende mod det yngre varemærke.
AFDELING 4
Fortabelse af varemærkerettigheder
Artikel 19
Manglende reel brug som fortabelsesgrund
1. Indehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettigheder, når der inden for en
sammenhængende femårsperiode ikke i den pågældende medlemsstat er gjort reel brug af det
for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der ikke foreligger rimelig
grund til manglende brug.
139
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
2. Fortabelse af et varemærke kan ikke begæres, dersom reel brug af varemærket påbegyndes
eller genoptages i tiden mellem udløbet af femårsperioden og tidspunktet for indgivelse af
begæring om fortabelse.
3. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de sidste tre måneder forud for
indgivelse af begæring om fortabelse, idet denne tremånedersperiode tidligst begynder ved
udløbet af den sammenhængende femårsperiode, tages imidlertid ikke i betragtning, såfremt
forberedelserne til påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren
har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive indgivet begæring om fortabelse.
Artikel 20
Det forhold, at et varemærke er blevet generisk, eller vildledende angivelse som
fortabelsesgrunde
Indehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettigheder, når varemærket efter den dato, på
hvilken det blev registreret:
a)som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er blevet til en almindelig betegnelse
inden for handelen for en vare eller tjenesteydelse, for hvilken varemærket er registreret
b)som følge af den brug, der af indehaveren eller med indehaverens samtykke gøres af
varemærket for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, vil kunne vildlede
offentligheden, navnlig med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed
eller geografiske oprindelse.
Artikel 21
Fortabelse for visse varer eller tjenesteydelser
Såfremt der kun for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke et varemærke er blevet
registreret, er grunde til dets fortabelse, fortabes varemærket kun, for så vidt angår de
pågældende varer eller tjenesteydelser.
AFDELING 5
Varemærker som genstand for ejendomsret
Artikel 22
Overdragelse af registrerede varemærker
1. Et varemærke kan overdrages uafhængigt af en eventuel virksomhedsoverdragelse, hvad
angår alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret.
2. Overdragelse af en virksomhed i sin helhed indebærer overdragelse af varemærket,
medmindre der foreligger en aftale om det modsatte, eller hvis det modsatte klart fremgår af
omstændighederne. En kontraktlig forpligtelse til at overdrage en virksomhed er ligeledes
omfattet af denne bestemmelse.
3. Medlemsstaterne fastsætter procedurer med henblik på at kunne notere overdragelser i
deres registre.
Artikel 23
Tingslige rettigheder
140
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1. Et varemærke kan uafhængigt af virksomheden pantsættes eller gøres til genstand for
andre tingslige rettigheder.
2. Medlemsstaterne fastsætter procedurer med henblik på at kunne notere tingslige
rettigheder i deres registre.
Artikel 24
Tvangsfuldbyrdelse
1. Et varemærke kan gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse.
2. Medlemsstaterne fastsætter procedurer med henblik på at kunne notere tvangsfuldbyrdelse
i deres registre.
Artikel 25
Licens
1. Der kan gives licens til et varemærke for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det er registreret, samt for en medlemsstats område som helhed eller for en del af
dette. Licensen kan være en eksklusiv eller en ikkeeksklusiv licens.
2. Indehaveren af et varemærke kan gøre de rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over
for en licenstager, der overtræder en af bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til:
a)
dens gyldighedsperiode
b) den udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til registreringen
c) arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen er indrømmet
d) det område, inden for hvilket der må gøres brug af varemærket, eller
e) kvaliteten af de af licenstageren fremstillede varer eller præsterede tjenesteydelser.
3. Medmindre andet er fastsat i licensaftalen, kan licenstageren kun anlægge sag om
varemærkekrænkelse, hvis dets indehaver har givet sit samtykke hertil. Indehaveren af en
eksklusiv licens kan dog anlægge en sådan sag, hvis varemærkeindehaveren efter en formel
opfordring hertil ikke selv anlægger sag om varemærkekrænkelse inden for en rimelig frist.
4. Enhver licenstager har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som
varemærkets indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende
licenstager selv har lidt.
5. Medlemsstaterne fastsætter procedurer med henblik på notering af licenser i deres registre.
Artikel 26
Varemærkeansøgninger som genstand for ejendomsret
Artikel 22-25 finder anvendelse på varemærkeansøgninger.
AFDELING 6
Garanti- eller certificeringsmærker og kollektivmærker
Artikel 27
141
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
a)
»garanti- eller certificeringsmærke«:
et varemærke, der er beskrevet som sådant, når
der ansøges om mærket, og mærket er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er
certificeret af varemærkeindehaveren med hensyn til materiale, metode for fremstilling af
varer eller ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber af varer og
tjenesteydelser, der ikke er således certificeret
b)
»kollektivmærke«:
et varemærke, der er beskrevet som sådant, når der ansøges om
mærket, og mærket er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der hidrører fra
medlemmerne af en sammenslutning, som er indehaver af mærket, fra andre virksomheders
varer eller tjenesteydelser.
Artikel 28
Garanti- eller certificeringsmærker
1. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelse om registrering af garanti- eller
certificeringsmærker.
2. Enhver fysisk eller juridisk person, herunder offentligretlige institutioner, myndigheder og
organer, kan ansøge om garanti- eller certificeringsmærker, såfremt en sådan person ikke
udøver en erhvervsvirksomhed, der omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den
slags, der er certificeret.
Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelse om, at et garanti- eller certificeringsmærke ikke
kan registreres, medmindre ansøgeren er kompetent til at certificere de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke mærket skal registreres.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelse om, at garanti- eller certificeringsmærker
ikke kan registreres eller fortabes eller erklæres ugyldige af andre grunde end de i artikel 4, 19
og 20 omhandlede, i det omfang hensynet til disse mærkers funktion kræver det.
4. Uanset artikel 4, stk. 1, litra c), kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelse om, at tegn
eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers
geografiske oprindelse, kan udgøre garanti- eller certificeringsmærker. Et sådant garanti- eller
certificeringsmærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde en tredjemand at bruge sådanne
tegn eller angivelser i erhvervsmæssigt øjemed, når den pågældende tredjemand bruger dem i
overensstemmelse med god markedsføringsskik. Navnlig kan et sådant mærke ikke påberåbes
over for tredjemand, der har ret til at bruge en given geografisk betegnelse.
5. Kravene i artikel 16 er opfyldt, når der er tale om en reel brug af et garanti- eller
certificeringsmærke i henhold til artikel 16 foretaget af en person, der er berettiget til at
anvende det.
Artikel 29
Kollektivmærker
1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelse om registrering af kollektivmærker.
2. Sammenslutninger af fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser eller
handlende, som ifølge den ret, der finder anvendelse på dem, i eget navn kan have rettigheder
og forpligtelser, indgå kontrakter eller foretage andre retshandlinger og optræde som part i en
142
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
retssag, samt offentligretlige juridiske personer kan indgive ansøgning om registrering af
kollektivmærker.
3. Uanset artikel 4, stk. 1, litra c), kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelse om, at tegn
eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers
geografiske oprindelse, kan udgøre kollektivmærker. Et sådant kollektivmærke giver ikke
indehaveren ret til at forbyde en tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i
erhvervsmæssigt øjemed, når den pågældende tredjemand bruger dem i overensstemmelse
med god markedsføringsskik. Navnlig kan et sådant mærke ikke påberåbes over for
tredjemand, der har ret til at bruge en given geografisk betegnelse.
Artikel 30
Bestemmelser om anvendelse af et kollektivmærke
1. En ansøger om registrering af et kollektivmærke skal forelægge kontoret de bestemmelser,
der gælder for mærkets anvendelse.
2. Bestemmelserne om anvendelse skal som minimum angive, hvilke personer der har ret til
at anvende mærket, betingelserne for medlemskab af sammenslutningen, samt betingelserne
for anvendelse af mærket, herunder sanktioner. Bestemmelserne om anvendelse af et i artikel
29, stk. 3, omhandlet mærke skal give enhver person, hvis varer eller tjenesteydelser hidrører
fra det pågældende geografiske område, ret til at blive optaget som medlem af den
sammenslutning, der er indehaver af mærket, forudsat at den pågældende person opfylder alle
andre betingelser i bestemmelserne.
Artikel 31
Afslag på en ansøgning om registrering
1. I tillæg til de i artikel 4 omhandlede hindringer for registrering af en
varemærkeansøgning, hvor det er relevant, med undtagelse af artikel 4, stk. 1, litra c), om tegn
eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varens eller tjenesteydelsens
geografiske oprindelse, og artikel 5, og med forbehold af et kontors ret til ikke at foretage ex
officio-kontrol af relative hindringer, afslås en ansøgning om registrering af et
kollektivmærke, hvis bestemmelserne i artikel 27, litra b), artikel 29 eller artikel 30 ikke er
opfyldt, eller hvis bestemmelserne om det pågældende kollektivmærkes anvendelse strider
mod den offentlige orden eller sædelighed.
2. Endvidere afslås en ansøgning om registrering af et kollektivmærke, hvis det vil kunne
vildlede offentligheden med hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis det kan
blive antaget som værende noget andet end et kollektivmærke.
3. En ansøgning afslås ikke, hvis ansøgeren efter en ændring af bestemmelserne for
kollektivmærkets anvendelse opfylder betingelserne omhandlet i stk. 1 og 2.
Artikel 32
Anvendelse af kollektivmærker
Kravene i artikel 16 er opfyldt, når der er tale om en reel brug af et kollektivmærke i
overensstemmelse med nævnte artikel foretaget af en person, der er berettiget til at anvende
det.
Artikel 33
143
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et kollektivmærke
1. Indehaveren af et kollektivmærke skal forelægge kontoret enhver ændring af
bestemmelserne om anvendelse.
2. Ændring af bestemmelserne om anvendelse anføres i registret, medmindre de ændrede
bestemmelser ikke opfylder kravene i artikel 30, eller de omfatter en af grundene til afslag, jf.
artikel 31.
3. Med henblik på dette direktiv får ændringer af bestemmelserne om anvendelse først
virkning fra datoen for anførelsen af disse ændringer i registret.
Artikel 34
Personer, som kan anlægge sag om krænkelse
1. Artikel 25, stk. 3 og 4, finder anvendelse på enhver, der er berettiget til at anvende et
kollektivmærke.
2. Indehaveren af et kollektivmærke har ret til at kræve erstatning på vegne af de personer,
der er berettiget til at anvende mærket, når disse personer har lidt skade som følge af
uberettiget anvendelse af mærket.
Artikel 35
Supplerende fortabelsesgrunde
Foruden de i artikel 19 og 20 omhandlede
kollektivmærkeindehaverens rettigheder, såfremt:
fortabelsesgrunde
fortabes
a)indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre anvendelse af mærket på en
måde, som er uforenelig med de betingelser for mærkets anvendelse, der er fastlagt i
bestemmelserne om mærkets anvendelse, herunder eventuelle ændringer hertil, der er
indført i registret
b)godkendte personer har anvendt mærket på en sådan måde, at det vil kunne vildlede
offentligheden, jf. artikel 31, stk. 2
c)en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse er indført i registret i strid med
artikel 33, stk. 2, medmindre mærkets indehaver ved en yderligere ændring af
bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder kravene i nævnte artikel.
Artikel 36
Supplerende ugyldighedsgrunde
Foruden de ugyldighedsgrunde, der er fastsat i artikel 4, hvor det er relevant, med undtagelse
af artikel 4, stk. 1, litra c), om tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne
varens eller tjenesteydelsens geografiske oprindelse, og artikel 5, skal et kollektivmærke, der
er registreret i strid med artikel 31, erklæres ugyldigt, medmindre mærkets indehaver ved en
ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder kravene i artikel 31.
KAPITEL 3
PROCEDURER
144
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
AFDELING 1
Ansøgning og registrering
Artikel 37
Ansøgningskrav
1. En ansøgning om registrering af et varemærke skal som minimum indeholde alt af
følgende:
a)
en anmodning om registrering
b) oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens identitet
c) en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering
d) en gengivelse af varemærket, som opfylder de krav, der er fastsat i artikel 3, litra b).
2. Ved ansøgning om et varemærke betales et gebyr, der fastsættes af den pågældende
medlemsstat.
Artikel 38
Ansøgningsdato
1. Ansøgningsdatoen for en varemærkeansøgning er den dato, hvor dokumenterne, der
indeholder de i artikel 37, stk. 1, omhandlede oplysninger, indgives af ansøgeren til kontoret.
2. Medlemsstaterne kan desuden bestemme, at der for tildelingen af en ansøgningsdato skal
opkræves betaling af et i artikel 37, stk. 2, omhandlet gebyr.
Artikel 39
Angivelse og klassificering af varer og tjenesteydelser
1. De varer og tjenesteydelser, for hvilke varemærkeregistrering søges, klassificeres i
overensstemmelse med det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Nicearrangementet
vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af
varemærker af 15. juni 1957 (»Niceklassifikationen«).
2. De varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, identificeres af ansøgeren
med tilstrækkelig klarhed og præcision, således at de kompetente myndigheder og de
erhvervsdrivende alene på dette grundlag har mulighed for at konstatere omfanget af den
beskyttelse, der søges.
3. Med henblik på stk. 2 kan de generelle angivelser i Niceklassifikationens
klasseoverskrifter eller andre generelle betegnelser anvendes, forudsat at de er i
overensstemmelse med de nødvendige standarder for klarhed og præcision fastsat i denne
artikel.
4. Kontoret afviser en ansøgning vedrørende angivelser eller betegnelser, som er uklare eller
upræcise, hvis ansøgeren ikke foreslår en acceptabel formulering inden for en frist, som
kontoret fastsætter til dette formål.
5. Anvendelsen af generelle betegnelser, herunder de generelle angivelser i
Niceklassifikationens klasseoverskrifter, fortolkes som omfattende alle varer eller
tjenesteydelser, der ud fra en ordlydsfortolkning klart er omfattet af den pågældende angivelse
145
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
eller betegnelse. Anvendelsen af sådanne betegnelser eller angivelser fortolkes ikke som en
rettighed for varer eller tjenesteydelser, der ikke kan forstås som sådan.
6. Anmoder ansøgeren om registrering for mere end én klasse, grupperer ansøgeren de
pågældende varer og tjenesteydelser i overensstemmelse med Niceklassifikationens klasser,
idet der foran hver gruppe anføres nummeret på den klasse, som den pågældende gruppe af
varer og tjenesteydelser tilhører, og ansøgeren opfører dem i klassernes rækkefølge.
7. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende lignende, blot fordi de står opført i
samme klasse i Niceklassifikationen. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende
forskellige, blot fordi de er opført i forskellige klasser i Niceklassifikationen.
Artikel 40
Bemærkninger fra tredjemand
1. Medlemsstaterne kan bestemme, at enhver fysisk eller juridisk person og enhver
sammenslutning eller ethvert organ, der repræsenterer fabrikanter, producenter, leverandører
af tjenesteydelser, handlende eller forbrugere, inden registrering af et varemærke over for
kontoret skriftligt kan fremsætte bemærkninger med angivelse af grundene til at varemærket
ikke bør registreres ex officio
De i første afsnit omhandlede personer og sammenslutninger eller organer bliver ikke herved
part i registreringsproceduren ved kontoret.
2. Foruden de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede grunde kan enhver fysisk eller
juridisk person og enhver sammenslutning eller ethvert organ, der repræsenterer fabrikanter,
producenter, leverandører af tjenesteydelser, handlende eller forbrugere, over for kontoret
skriftligt fremsætte bemærkninger med angivelse af grundene til, at en ansøgning om
registrering af et kollektivmærke bør afslås i henhold til artikel 31, stk. 1 og 2. Denne
bestemmelse kan udvides til at omfatte garanti- eller certificeringsmærker, såfremt disse
reguleres i medlemsstaterne.
Artikel 41
Deling af ansøgninger og registreringer
Ansøgeren eller indehaveren kan dele en national varemærkeansøgning eller registrering i to
eller flere særskilte ansøgninger eller registreringer ved at sende en erklæring herom til
kontoret og for hver udskilt ansøgning eller registrering anføre, hvilke varer eller
tjenesteydelser omfattet af den oprindelige ansøgning eller registrering, der skal omfattes af
de udskilte ansøgninger eller registreringer.
Artikel 42
Klassegebyrer
Medlemsstaterne kan bestemme, at der ved ansøgning om og fornyelse af et varemærke skal
betales et tillægsgebyr for hver klasse af varer eller tjenesteydelser ud over den første klasse.
AFDELING 2
Procedurer for indsigelse, fortabelse og ugyldighed
Artikel 43
146
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Indsigelsesprocedure
1. Medlemsstaterne sikrer, at der er adgang til en effektiv og hurtig administrativ procedure
ved deres kontorer for at gøre indsigelse mod registreringen af et varemærke af de grunde, der
er fastsat i artikel 5.
2. Den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede administrative procedure skal som minimum
fastsætte bestemmelse om, at indehaveren af et i artikel 5, stk. 2, og artikel 5, stk. 3, litra a),
omhandlet ældre varemærke og den person, der i henhold til den relevante lovgivning har
adgang til at udøve de rettigheder, som følger af en i artikel 5, stk. 3, litra c), omhandlet
beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, skal have ret til at indgive en
indsigelse. Der kan indgives en indsigelse på grundlag af en eller flere ældre rettigheder,
forudsat at de alle tilhører den samme indehaver, og på grundlag af en del af eller alle de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke den ældre rettighed er beskyttet eller søgt registreret, og
indsigelsen kan rettes mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det
anfægtede varemærke ansøges om.
3. Parterne skal, på fælles anmodning, indrømmes en frist på mindst to måneder i
indsigelsessager med henblik på at undersøge muligheden for en mindelig løsning mellem
modparten og ansøgeren.
Artikel 44
Manglende brug som forsvar i en indsigelsessag
1. I indsigelsessager efter artikel 43, hvor femårsperioden, inden for hvilken der skal have
været gjort reel brug af det ældre varemærke som fastsat i artikel 16, var udløbet på
ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal indehaveren af det ældre
varemærke, som har givet meddelelse om indsigelse, på anmodning af ansøgeren
dokumentere, at der er blevet gjort reel brug af det ældre varemærke som fastsat i artikel 16 i
løbet af den femårsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre
varemærke, eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug. Kan dette ikke
dokumenteres, forkastes indsigelsen.
2. Er det ældre varemærke kun er blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det er registreret, anses det, for så vidt angår behandlingen af indsigelsen, jf. stk. 1,
kun at være blevet registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.
3. Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder nærværende artikels stk. 1 og 2
ligeledes anvendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-varemærket konstateres i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EF) nr. 207/2009.
Artikel 45
Procedure for fortabelse eller ugyldighed
1. Uden at det berører parternes ret til at appellere til domstolene, sikrer medlemsstaterne, at
der er adgang til en effektiv og hurtig administrativ procedure ved deres kontorer for at fastslå
et varemærkes fortabelse eller ugyldighed.
2. Den administrative procedure for fortabelse skal fastsætte, at varemærket skal fortabes af
de grunde, der er fastsat i artikel 19 og 20.
3. Den administrative procedure for ugyldighed skal fastsætte, at varemærket skal erklæres
ugyldigt på grundlag af mindst følgende grunde:
147
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
a) varemærket burde ikke have været registreret, fordi det ikke opfylder kravene i artikel 4
b)varemærket burde ikke have været registreret på grund af eksistensen af en ældre rettighed,
jf. artikel 5, stk. 1-3.
4. Den administrative procedure skal fastsætte, at mindst følgende skal have ret til at indgive
en begæring om fortabelse eller ugyldighed:
a)for så vidt angår stk. 2 og stk. 3, litra a), enhver fysisk eller juridisk person samt enhver
sammenslutning eller ethvert organ, som er oprettet med henblik på at repræsentere
fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser, handlende eller forbrugere, og som
har retsevne ifølge den ret, der finder anvendelse på dem
b)for så vidt angår nærværende artikels stk. 3, litra b), indehaveren af et i artikel 5, stk. 2, og
artikel 5, stk. 3, litra a), omhandlet ældre varemærke og den person, der i henhold til den
relevante lovgivning er berettiget til at udøve de rettigheder, som følger af en i artikel 5, stk.
3, litra c), omhandlet beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse.
5. Der kan indgives en begæring om fortabelse eller ugyldighed, som er rettet mod en del af
eller alle de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det anfægtede mærke er registreret.
6. Der kan indgives en begæring om ugyldighed på grundlag af en eller flere ældre
rettigheder, forudsat at de alle tilhører den samme indehaver.
Artikel 46
Manglende brug som et forsvar i sager om ugyldighed
1. I sager om ugyldighed baseret på et registreret varemærke med en tidligere ansøgnings-
eller prioritetsdato skal indehaveren af det ældre varemærke, hvis indehaveren af et yngre
varemærke anmoder herom, dokumentere, at det ældre varemærke i løbet af femårsperioden
forud for datoen for begæringen om ugyldighed har været genstand for reel brug som fastsat i
artikel 16 i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som
er påberåbt i begæringen, eller at der foreligger rimelige grunde til manglende brug, forudsat
at det på datoen for begæringen om ugyldighed er mindst fem år siden, at
registreringsproceduren for det ældre varemærke blev afsluttet.
2. Hvor femårsperioden, i løbet af hvilken der skulle have været gjort reel brug af det ældre
varemærke som fastsat i artikel 16, var udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det
yngre varemærke, skal indehaveren af det ældre varemærke ud over den dokumentation, der
kræves i henhold til nærværende artikels stk. 1, dokumentere, at der blev gjort reel brug af
varemærket i løbet af den femårsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen,
eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug.
3. Fremlægges den i stk. 1 og 2 omhandlede dokumentation ikke, afvises en begæring om
ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke.
4. Er det ældre varemærke i overensstemmelse med artikel 16 kun blevet anvendt for en del
af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det, for så vidt angår
behandlingen af begæringen om ugyldighed, for kun at være blevet registreret for denne del af
varerne eller tjenesteydelserne.
5. Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder nærværende artikels stk. 1-4 ligeledes
anvendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-varemærket konstateres i overensstemmelse
med artikel 15 i forordning (EF) nr. 207/2009.
148
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Artikel 47
Retsvirkninger ved fortabelse og ugyldighed
1. Et registreret varemærke anses fra datoen for indgivelse af begæring om fortabelse for
ikke at have haft de retsvirkninger, der følger af dette direktiv, i det omfang indehaverens
rettigheder fortabes. På begæring af en af parterne kan der i afgørelsen vedrørende
begæringen om fortabelse fastsættes et tidligere tidspunkt for indtrædelsen af en
fortabelsesgrund.
2. Et registreret varemærke anses for aldrig at have haft de retsvirkninger, der følger af dette
direktiv, i det omfang varemærket er blevet erklæret ugyldigt.
AFDELING 3
Registreringens gyldighedsperiode og fornyelse
Artikel 48
Registreringens gyldighedsperiode
1. Varemærker registreres for en periode på ti år at regne fra ansøgningsdatoen.
2. Registreringen kan fornyes i overensstemmelse med artikel 49 for yderligere tiårsperioder.
Artikel 49
Fornyelse
1. Registreringen af et varemærke fornyes efter ansøgning fra indehaveren af varemærket
eller fra enhver person med bemyndigelse hertil ved lov eller kontrakt, forudsat at
fornyelsesgebyret er betalt. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelse om, at modtagelse af
betaling af fornyelsesgebyret skal anses for at udgøre en sådan ansøgning.
2. Kontoret giver indehaveren af varemærket meddelelse om registreringsperiodens udløb
mindst seks måneder før dette udløb. Kontoret kan ikke holdes ansvarligt for manglende
meddelelse.
3. Ansøgningen om fornyelse skal indgives, og fornyelsesgebyret skal betales inden for en
periode på mindst seks måneder umiddelbart inden registreringsperiodens udløb. Sker dette
ikke, kan ansøgningen indgives inden for en yderligere frist på seks måneder umiddelbart
efter udløbet af registreringsperioden eller af den efterfølgende fornyelse heraf.
Fornyelsesgebyret og et tillægsgebyr betales inden for denne yderligere periode.
4. Såfremt ansøgningen eller gebyrerne kun vedrører en del af de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke varemærket er registreret, fornyes registreringen kun for de pågældende varer eller
tjenesteydelser.
5. Fornyelsen får virkning fra dagen efter den eksisterende registreringsperiodes udløb.
Fornyelsen indføres i registret.
AFDELING 4
Kommunikation med kontoret
Artikel 50
149
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
Kommunikation med kontoret
Sagens parter eller i givet fald deres udpegede repræsentanter angiver en officiel adresse, som
skal anvendes til al officiel kommunikation med kontoret. Medlemsstaterne har ret til at
kræve, at den officielle adresse er i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
KAPITEL 4
ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE
Artikel 51
Samarbejde om registrering og administration af varemærker
Kontorerne kan frit samarbejde effektivt med hinanden og med Den Europæiske Unions
Kontor for Intellektuel Ejendomsret for at fremme konvergensen med hensyn til praksis og
redskaber i forbindelse med behandlingen og registreringen af varemærker.
Artikel 52
Samarbejde på andre områder
Kontorerne kan frit samarbejde effektivt med hinanden og med Den Europæiske Unions
Kontor for Intellektuel Ejendomsret inden for alle andre områder af deres aktiviteter end de i
artikel 51 omhandlede, som er relevante for beskyttelsen af varemærker i Unionen.
KAPITEL 5
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 53
Databeskyttelse
Behandlingen af personoplysninger, der udføres i medlemsstaterne inden for rammerne af
nærværende direktiv, er underlagt nationale ret til gennemførelse af direktiv 95/46/EF.
Artikel 54
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at
efterkomme artikel 3-6, 8-14, 16, 17, 18, 22-39, 41 og 43-50 senest den 14. januar 2019.
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at
efterkomme artikel 45 senest den 14. januar 2023. De meddeler straks Kommissionen teksten
til disse love og bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv
eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal ligeledes indeholde
oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det
direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende
direktiv. De nærmere regler for henvisningen og for affattelsen af nævnte oplysning fastsættes
af medlemsstaterne.
150
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0151.png
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love og
bestemmelser, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 55
Ophævelse
Direktiv 2008/95/EF ophæves med virkning fra den 15. januar 2019, uden at dette berører
medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag I, del B, til direktiv 2008/95/EF
angivne frister for gennemførelse i national ret af direktiv 89/104/EØF.
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og
læses efter sammenligningstabellen i bilaget.
Artikel 56
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 1, 7, 15, 19, 20, 21 og 54-57 anvendes fra den 15. januar 2019.
Artikel 57
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 16. december 2015.
På Europa-Parlamentets vegne
M. SCHULZ
Formand
På Rådets vegne
N. SCHMIT
Formand
(
1
) EUT C 327 af 12.11.2013, s. 42.
(
2
) Europa-Parlamentets holdning af 25.2.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning
af 10.11.2015 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets holdning af 15.12.2015.
(
3
) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT L 299 af 8.11.2008, s. 25).
(
4
) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78 af 24.3.2009, s. 1).
(
5
) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende
reklame (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21).
(
6
) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 af 12. juni 2013 om toldmyndighedernes
håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 (EUT L
181 af 29.6.2013, s. 15).
(
7
) Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af
23.11.1995, s. 31).
(
8
) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri
udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
151
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0152.png
(
9
) Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
om varemærker (EFT L 40 af 11.2.1989, s. 1).
BILAG
Sammenligningstabel
Direktiv 2008/95/EF
Artikel 1
—
Artikel 2
Artikel 3, stk. 1, litra a)-h)
—
Artikel 3, stk. 2, litra a)-c)
Artikel 3, stk. 2, litra d)
Artikel 3, stk. 3, første punktum
—
Artikel 3, stk. 3, andet punktum
Artikel 3, stk. 4
Artikel 4, stk. 1 og 2
Artikel 4, stk. 3, og stk. 4, litra a)
—
—
Artikel 4, stk. 4, litra b) og c)
Artikel 4, stk. 4, litra d)-f)
Artikel 4, stk. 4, litra g)
Artikel 4, stk. 5 og 6
—
Artikel 5, stk. 1, første punktum
Artikel 5, stk. 1, indledningen, andet punktum
Artikel 5, stk. 1, litra a) og b)
Artikel 5, stk. 2
Artikel 5, stk. 3, litra a)-c)
—
Artikel 5, stk. 3, litra d)
—
—
Artikel 1
Artikel 2
Artikel 3
Artikel 4, stk. 1, litra a)-h)
Artikel 4, stk. 1, litra i)-l)
Artikel 4, stk. 3, litra a)-c)
Artikel 4, stk. 2
Artikel 4, stk. 4, første punktum
Artikel 4, stk. 4, andet punktum
Artikel 4, stk. 5
—
Artikel 5, stk. 1 og 2
Artikel 5, stk. 3, litra a)
Artikel 5, stk. 3, litra b)
Artikel 5, stk. 3, litra c)
Artikel 5, stk. 4, litra a) og b)
—
Artikel 5, stk. 4, litra c)
Artikel 5, stk. 5 og 6
Artikel 8
Artikel 10, stk. 1
Artikel 10, stk. 2, indledningen
Artikel 10, stk. 2, litra a) og b)
Artikel 10, stk. 2, litra c)
Artikel 10, stk. 3, litra a)-c)
Artikel 10, stk. 3, litra d)
Artikel 10, stk. 3, litra e)
Artikel 10, stk. 3, litra f)
Artikel 10, stk. 4
152
Nærværende direktiv
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0153.png
Artikel 5, stk. 4 og 5
—
—
—
Artikel 6, stk. 1, litra a)-c)
Artikel 6, stk. 2
Artikel 7
Artikel 8, stk. 1 og 2
—
Artikel 9
Artikel 10, stk. 1, første afsnit
—
Artikel 10, stk. 1, andet afsnit
Artikel 10, stk. 2
Artikel 10, stk. 3
Artikel 11, stk. 1
Artikel 11, stk. 2
Artikel 11, stk. 3
Artikel 11, stk. 4
—
Artikel 12, stk. 1, første afsnit
Artikel 12, stk. 1, andet afsnit
Artikel 12, stk. 1, tredje afsnit
Artikel 12, stk. 2
Artikel 13
Artikel 14
—
—
—
Artikel 15, stk. 1
Artikel 15, stk. 2
—
—
Artikel 16
Artikel 10, stk. 5 og 6
Artikel 11
Artikel 12
Artikel 13
Artikel 14, stk. 1, litra a)-c), og stk. 2
Artikel 14, stk. 3
Artikel 15
Artikel 25, stk. 1 og 2
Artikel 25, stk. 3-5
Artikel 9
Artikel 16, stk. 1
Artikel 16, stk. 2-4
Artikel 16, stk. 5
Artikel 16, stk. 6
—
Artikel 46, stk. 1-3
Artikel 44, stk. 1
Artikel 17
Artikels 17, artikel 44, stk. 2, og artikel 46, stk. 4
Artikel 18
Artikel 19, stk. 1
Artikel 19, stk. 2
Artikel 19, stk. 3
Artikel 20
Artikel 7 og 21
Artikel 6
Artikels 22-24
Artikel 26
Artikel 27
Artikel 28, stk. 1 og 3
Artikel 28, stk. 4
Artikel 28, stk. 2 og 5
Artikel 29 til artikel 54, stk. 1
Artikel 54, stk. 2
153
 ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 261: Høring af forslag til lov om ændring af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven og gassikkerhedsloven (lovudkast), fra erhvervsministeren
1917221_0154.png
Artikel 17
Artikel 18
Artikel 19
Artikel 55
Artikel 56
Artikel 57
154