Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2017-18
ERU Alm.del Bilag 255
Offentligt
Forbrugerombudsmanden overvejer gruppesøgsmål
mod Husejernes Forsikring
14. juni 2018
Forbrugerombudsmanden vurderer muligheden for at anlægge et gruppesøgsmål på vegne af kunder, der har lidt tab, efter at Husejernes
Forsikring Assurance Agentur ApS gik konkurs i 2016. Et gruppesøgsmål vil i givet fald ikke omfatte alle selskabets kunder.
Garantifonden for Skadeforsikringsselskaber har i dag offentliggjort en advokatredegørelse, der konkluderer, at den tidligere ledelse i Husejernes
Forsikring har handlet ansvarspådragende i forbindelse med selskabets markedsføring af forsikringer i Gable Insurance. Både Husejernes
Forsikring og Gable Insurance gik konkurs i 2016.
Forbrugerombudsmanden vurderer nu muligheden for at anlægge et gruppesøgsmål på vegne af nogle af de kunder, der har lidt tab i forbindelse
med selskabets konkurs. Et gruppesøgsmål vil kunne anlægges mod den tidligere ledelse i Husejernes Forsikring eller mod forsikringsselskabets
samarbejdspartnere i ind- og udlandet.
Et gruppesøgsmål kan dog ikke omfatte alle 26.000 kunder, der har tegnet forsikring i selskabet. Det skyldes primært, at det er en betingelse for
at anlægge et gruppesøgsmål, at gruppens krav har en betydelig lighed. I et gruppesøgsmål vil en domstol nemlig ikke kunne tage stilling til hver
enkelt deltagers individuelle sag.
Det indgår også i Forbrugerombudsmandens overvejelser, at det vil være usikkert, om de sagsøgte formår at betale kravet, hvis et
gruppesøgsmål anlægges og vindes.
Folketinget vedtog i 2016 en lovændring, der betød, at danske kunder i Gable Insurance var omfattet af Garantifonden for
Skadeforsikringsselskabers dækningsområde. Alligevel har mange kunder lidt tab. Eksempelvis har kunder, der har fået en skade dækket af
Garantifonden, måttet betale en forhøjet selvrisiko på 20.000 kroner. Kunderne har også selv måttet betale for nye forsikringer, hvis de ville
bevare den tabte dækning.
Kunder, der har tegnet forsikring i Gable Insurance gennem Husejernes Forsikring, har fortsat mulighed for at anmelde deres krav i konkursboet
for det liechtensteinske selskab, da fristen er blevet forlænget til den 1. september 2018. Krav kan anmeldes
her
.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
”Mange husejere har lidt et tab, efter at Husejernes Forsikring gik konkurs. Advokatredegørelsen om Husejernes Forsikring konkluderer,
at den
tidligere ledelse har handlet ansvarspådragende. Nu vil vi nærlæse redegørelsen og tage stilling til, om vi skal føre et gruppesøgsmål på vegne
af nogle af selskabets kunder. Det skal vi, hvis der er udsigt til, at det kan hente nogle af de tabte penge hjem.”
Forbrugerombudsmanden er løbende i dialog med Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber, der i slutningen af 2017 anlagde sag mod tre
af Husejernes Forsikrings udenlandske samarbejdspartnere. Garantifonden har oplyst, at den i forlængelse af advokatredegørelsen også vil
vurdere mulighederne for at anlægge sag mod den tidligere ledelse i Husejernes Forsikring.
Læs advokatredegørelsen.
For yderligere information, kontakt:
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98