ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2017-18
ERU Alm.del Bilag 212
Offentligt

GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL

FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

Direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser KOM (2018)

184 final

Nyt notat

Resumé

Kommissionen har den 26. april 2018 fremsat forslag om adgang til ind-

bringelse af sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser og

om ophævelse af direktiv 2009/22/EF. Forslaget er den del af Kommissio-

nens pakke

”En ny aftale for forbrugerne” (”New

Deal for Consumers”),

som har til hensigt at sikre bedre håndhævelse og modernisere EU’s for-

brugerbeskyttelsesregler. Pakken indeholder desuden et forslag om ændring

af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993, Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 98/6/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2005/29/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU for så

vidt angår bedre håndhævelse

og modernisering af EU’s forbrugerbeskyt-

telsesregler, KOM (2018) 185 final (herefter ændringsdirektivet).

Forslaget er fremsat med henblik på at skabe et robust og effektivt håndhæ-

velsessystem, der sikrer borgerne tilstrækkelige retsmidler. Det gælder især

overtrædelser ved vildledende reklamer eller urimelige kontraktvilkår i en

række forskellige økonomiske sektorer, hvor overtrædelser ifølge Europa-

Kommissionen påvirker tusinder af forbrugere på tværs af grænser, hvor en

række medlemsstater ikke har særligt kollektive retsmilder til opnåelse af

genopretning (fx kompensationer).

Forslaget tager sigte på følgende:

At godkendte organer/organisationer skal kunne udpeges til at ind-

bringe kollektive søgsmål til varetagelse forbrugernes kollektive in-

teresser.

At det skal være muligt at opnå en afgørelse, der fører til genopret-

ning for forbrugeren, herunder kompensation.

At udvide anvendelsesområdet betragteligt i forhold til det eksiste-

rende forbudsdirektiv til 59 EU-retsakter.

At der kan træffes midlertidige eller endelige foranstaltninger om at

bringe en erhvervsdrivendes praksis til ophør eller forbyde den, hvis

den anses for at udgøre en overtrædelse af lovgivningen.

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

Det forventes, at forslaget vil medføre mindre statsfinansielle konsekvenser,

da forslaget bl.a. lægger op til, at medlemsstaterne skal sikre, at sagsom-

kostningerne ikke udgør en økonomisk hindring for de godkendte organisa-

tioner, fx ved at medlemsstaterne kan stille offentlige midler til rådighed for

organisationerne.

Såfremt Forbrugerombudsmanden eller andre offentlige håndhævelses-

myndigheder kan udpeges, kan der muligvis opstå en mindre forøgelse af

ressourceforbruget hos håndhævelsesmyndighederne, hvis direktivet medfø-

rer en øget sagsmængde eller en udvidet opgaveportefølje.

Forslaget vil ikke føre til nye reguleringsmæssige byrder for erhvervslivet.

Forslaget ventes at medføre en stærkere håndhævelse af forbrugerreglerne

bredt i EU og dermed mere ensartede spilleregler for virksomheder og for-

brugere. Mere ensartet regulering og håndhævelse af forbrugerreglerne vil

sikre mere lige konkurrencevilkår og færre barrierer for handel, hvilket kan

give anledning til positive erhvervsøkonomiske gevinster for danske virk-

somheder og forbrugere.

Regeringen er generelt positiv over for forslaget, men lægger vægt på, at

medlemsstaterne selv kan beslutte, hvilke organisationer og organer, priva-

te eller offentlige, der kan udpeges til at få tildelt søgsmålskompetencen,

således at uafhængige offentlige myndigheder så som Forbrugerombuds-

manden fortsat vil have søgsmålskompetence. Desuden er regeringen be-

tænkelig ved, at kompensation fra sager, hvor forbrugeren har lidt små tab,

skal gå til offentlige formål, der tjener forbrugernes interesser. Regeringen

er af den opfattelse, at det må være op til hver enkelt medlemsstat selv at

beslutte, om en kompensation skal fordeles til andre end de forbrugere, der

har lidt et tab, og i givet fald til hvad kompensationen skal fordeles.

Baggrund

Direktivet om søgsmål med påstand om forbud blev først vedtaget i 1998 og

sidenhen kodificeret ved forbudsdirektivet (2009/22/EF). Formålet med

direktivet var at gøre det muligt for forbrugerorganisationer og uafhængige

offentlige organer at blive udpeget af medlemsstaterne til at indbringe sager

for at bringe erhvervsdrivendes nationale og grænseoverskridende overtræ-

delser af EU’s forbrugerlovgivning til ophør.

Kommissionen konkluderede i to rapporter fra henholdsvis 2008

og 2012

at proceduren for at opnå pålæg eller forbud ikke var blevet anvendt til ful-

Beretning fra Kommissionen om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 98/27/EF om søgsmål med påstand om forbud på området om beskyttelse af forbru-

gernes interesser (KOM ((2008) 756 final).

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

de i forbindelse med nationale overtrædelser, og at direktivet var ikke til-

strækkeligt effektivt i forhold til at stoppe grænseoverskridende overtrædel-

ser. Dette skyldes blandt andet organisationers manglende økonomiske mid-

ler og ekspertise i procedurer i forskellige medlemsstater. I rapporten fra

2012konkluderede Kommissionen, at pålæg og forbud var nyttige i forhold

til at beskytte forbrugernes interesser, men Kommissionen så et rum for

forbedring særligt for så vidt angår relativt høje omkostninger ved sagsan-

læg og processernes varighed.

Den 12. maj 2016 igangsatte Kommissionen en offentlig høring, der ved-

rørte et fitness check (REFIT)

af EU’s forbruger-

og markedsføringslov-

givning. Gennemgangen omfattede seks direktiver

, og formålet var at

vurdere, om disse direktiver virker efter hensigten og ikke medfører util-

sigtede konsekvenser.

Forslag til

direktivet om forbrugernes kollektive interesser,

er en opfølg-

ning på fitness checket, som blev offentliggjort den 23. maj 2017.

Kommissionen konkluderede i fitness checket, at forbudsdirektivet

(2009/22/EF) havde betydelige mangler, men at direktivet er nødvendigt for

at sikre håndhævelse af forbrugerlovgivningen. Kommissionen konkludere-

de, at direktivet kan gøres mere effektivt ved fx yderligere harmonisering af

procedure og ved at udvide direktivets anvendelsesområde til at omfatte

flere EU-retsakter.

Kommissionen ønsker

–

i lyset af flere eksempler på grænseoverskridende

overtrædelser af EU’s forbrugerregulering, som fx bilproducenters snyd

med emissioner og masseaflysninger af flyafgange

–

at civilretlig håndhæ-

velse skal ses som et supplement til den offentligretlige håndhævelse, som

sker gennem CPC-forordningen

. Dette skyldes, at offentligretlig håndhæ-

velse begrænser ulovlig adfærd, mens civilretlig håndhævelse har fokus på

individuelle retsmidler til forbrugerne, eksempelvis økonomisk erstatning.

Kommissionen har ved KOM (2018) 184 af 11. april 2018 fremsendt

forslag om adgang til indbringelse af sager til varetagelse af forbrugernes

kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF. Forslaget

Beretning om anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF om

søgsmål med påstand om forbud på området om beskyttelse af forbrugernes interesser

(KOM (2012) 635 final).

Direktivet om urimelig handelspraksis (2005/29/EF), Direktivet om forbrugerbeskyt-

telse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (98/6/EF), Direktivet for

vildledende og sammenlignende reklame (2006/114/EF), Direktivet om søgsmål med

påstand om forbud på området for beskyttelse af forbrugernes interesser (2009/22/EF),

Direktivet om forbrugerkøb (1999/44/EF) og Direktivet om urimelige kontraktregler

(93/13/EØF).

Forordningen om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhæ-

velse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse.

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

er oversendt til Rådet i dansk sprogversion den 26. april 2018. Forslaget

er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 114 og 169 og skal behandles

efter den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294. Rådet

træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Forslaget er en del af Kommissionens pakke ”En ny aftale for forbruger-

ne” (“New

Deal for Consumers”) fra den 11. april 2018. Pakken indehol-

der desuden et forslag om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.

april 1993, Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 98/6/EF, Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 2005/29/EF og Europa-Parlamentet og

Rådets direktiv 2011/83/EU for så vidt angår bedre håndhævelse og mo-

dernisering af EU’s forbrugerbeskyttelsesregler, KOM (2018) 185 final.

Formål og indhold

Formålet med forslaget er at sikre bedre håndhævelse af EU’s forbrugerlov-

givning ved bl.a. at indføre regler om, at godkendte organisationer og orga-

ner skal kunne forhåndsudpeges til at rejse sager til varetagelse af forbru-

gernes kollektive interesser.

I det følgende gennemgås de centrale elementer i Kommissionens forslag.

Det foreslåede direktiv består af 22 bestemmelser, inddelt i 3 kapitler med

følgende indhold:

3.1 Genstand, anvendelsesområde og definitioner

Det foreslåede direktiv fastsætter regler, der gør det muligt for godkendte

organisationer/organer at rejse sager med henblik på at beskytte forbru-

gernes kollektive interesser, samtidig med, at der sikres passende garanti-

er for at undgå misbrug af adgangen til at rejse sager.

Kommissionens forslag finder anvendelse for sager om erhvervsdrivendes

overtrædelser af de EU-retlige bestemmelser, der er opført i et bilag til di-

rektivet, og hvor der er tale om, at adfærden skader eller kan skade forbru-

gernes kollektive interesser. Bilaget omfatter 59 EU-retsakter, der bl.a. ved-

rører forbruger- og markedsføringsregler, finansielle tjenesteydelser, energi,

telekommunikation, sundhed og miljø.

Forslaget finder anvendelse ved nationale og grænseoverskridende overtræ-

delser, herunder overtrædelser, der er ophørt inden sagen til varetagelse af

forbrugerinteresser blev indledt, eller inden den blev afsluttet.

Anvendelsesområdet omfatter således erhvervsdrivendes overtrædelser af

alle de 59 EU-retsakter i en række forskellige sektorer såsom finansielle

tjenesteydelser, energi, telekommunikation, sundhed og miljø. Anvendel-

sesområdet omfatter navnlig de EU-retsakter, der er omfattet af det nuvæ-

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

rende forbudsdirektiv, og det er tilpasset anvendelsesområdet for CPC-

forordning (EU) 2017/2394.

Direktivforslaget påvirker ikke reglerne om aftaleretlige og ikke-

aftaleretlige retsmidler, som er til rådighed for forbrugerne i forbindelse

med sådanne overtrædelser af EU-retten eller national lovgivning.

Direktivforslaget berører heller ikke EU-reglerne om international privatret,

herunder reglerne om værneting og lovvalg.

3.2 Søgsmålskompetence for kvalificerede enheder

Direktivforslaget pålægger medlemsstaterne at sikre, at godkendte orga-

nisationer eller organer, som medlemsstaterne på forhånd har udpeget til

dette formål og opført på en offentligt tilgængelig liste, har adgang til at

rejse sager til varetagelse af forbrugerinteresser.

Organisationer eller organer, som forhåndsudpeges, skal være oprettet

efter forskrifterne i en medlemsstats lovgivning, skal have en beskyttel-

sesværdig interesse i at sikre, at de EU-retlige bestemmelser, der er om-

fattet af direktivet, overholdes og må ikke arbejde med fortjeneste for øje.

Navnlig forbrugerorganisationer og uafhængige offentlige organer skal

kunne udpeges som godkendte organisationer eller organer.

Udpegning af organisationer eller organer kan desuden ske på ad hoc-

basis til en konkret sag til varetagelse af forbrugerinteresser, hvis de

ovennævnte udpegningskriterier er opfyldt.

Opfyldelsen af kriterierne berører ikke en retsinstans eller forvaltnings-

myndigheds ret til at undersøge, om en organisation eller et organ er be-

rettiget til at handle i forbindelse med en konkret sag.

Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om, hvilke af de foranstalt-

ninger, der er omfattet af direktivet, der kan søges opnået af de enkelte

godkendte organisationer eller organer.

Direktivforslaget stiller krav om, at godkendte organisationer eller orga-

ner på et tidligt tidspunkt i sagen utvetydigt oplyser, hvorfra de midler,

der anvendes til støtte for sagen og til aktiviteter generelt, hidrører. Så-

fremt en sag finansieres af tredjemand, skal medlemsstaterne sikre den

fornødne uafhængighed af tredjemand.

Det foreslås endvidere, at medlemsstaterne skal sikre, at omkostningerne

ved sagerne ikke udgør en økonomisk hindring for, at de godkendte orga-

nisationer eller organer kan udøve deres ret til at søge at opnå de foran-

staltninger, der er omfattet af direktivet.

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

Medlemsstaterne skal desuden sikre, at i de tilfælde, hvor godkendte or-

ganisationer eller organer skal informere de berørte forbrugere om verse-

rende sager, kan den erhvervsdrivende, der ikke får medhold i en konkret

sag, tilpligtes at betale omkostningerne, der er forbundet med at informe-

re forbrugerne.

3.3 Sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser

Det foreslås, at godkendte organisationer og organer skal have adgang til

at indbringe sager til varetagelse af forbrugerinteresser for nationale rets-

instanser eller forvaltningsmyndigheder, forudsat at der er en direkte for-

bindelse mellem organisationens/organets hovedformål og de rettigheder,

som hævdes at være blevet overtrådt.

Forslaget fastsætter, at de godkendte organisationer og organer skal kun-

ne opnå følgende foranstaltninger i en sag, hvor forbrugerinteresser vare-

tages: påbud, pålæg og foranstaltninger med henblik på at fjerne de fort-

satte virkninger af en overtrædelse, herunder afgørelser med henblik på

opnåelse af genopretning, fx kompensation.

De godkendte organisationer og organer skal ikke indhente samtykke fra

de enkelte berørte forbrugere eller fremlægge dokumentation for et fak-

tisk tab eller en faktisk skade på de berørte forbrugeres vegne eller for

den erhvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse for at opnå en afgørelse

om pålæg.

3.4 Foranstaltninger til genopretning (kompensation, afhjælpning,

omlevering, afslag, ophævelse af aftalen eller tilbagebetaling af

den betalte pris)

I tilknytning til sager om genopretning skal medlemsstaterne sikre, at

godkendte organisationer eller organer er berettiget til at rejse sager med

henblik på at opnå en afgørelse, der kan fuldbyrdes, og hvorved den er-

hvervsdrivende tilpligtes enten at yde kompensation, afhjælpning eller

udskiftning, give et forholdsmæssigt afslag, ophæve kontrakten eller til-

bagebetale den betalte pris. I tilknytning til sager om genopretning kan

medlemsstaterne kræve, at berørte forbrugere skal tilslutte sig sagen, in-

den der kan træffes en retskonstaterende afgørelse eller en afgørelse med

henblik på opnåelse af genopretning.

Ifølge direktivforslaget skal medlemsstaterne bl.a. sikre, at en kompensa-

tion skal gå til et offentligt formål, der tjener forbrugernes kollektive inte-

resser, i tilfælde, hvor forbrugerne har lidt små tab, og det ville være

uforholdsmæssigt at fordele kompensationen mellem dem.

3.5 Forlig

Det fremgår af direktivforslaget, at medlemsstaterne kan fastsætte be-

stemmelser om, at en godkendt organisation eller et godkendt organ og en

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

erhvervsdrivende, der har indgået forlig vedrørende genopretning til de

berørte forbrugere af en angivelig ulovlig praksis, som den erhvervsdri-

vende har fulgt, i fællesskab kan anmode en forvaltningsmyndighed eller

retsinstans om at godkende forliget.

Forslaget indeholder regler om, at medlemsstaterne skal sikre, at retsin-

stansen eller forvaltningsmyndigheden under en sag kan opfordre den

godkendte organisation eller det godkendte organ og den erhvervsdriven-

de til at indgå forlig om genopretning inden for en rimelig frist.

Forlig efterprøves af retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, som

vurderer forligets lovlighed og rimelighed under hensyn til alle parters

rettigheder og interesser.

De enkelte berørte forbrugere skal have mulighed for at acceptere eller

afvise at være bundet af forliget.

3.6 Oplysning om sager til varetagelse af forbrugerinteresser

Det foreslås, at en erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, for

egen regning skal informere alle de berørte forbrugere om de endelige

afgørelser, hvori foranstaltninger fastsættes, og om godkendte forlig.

Informationen skal gives ved brug af midler, der står i et rimeligt forhold

til sagens omstændigheder og inden for de fastsatte frister, herunder even-

tuelt ved at underrette alle berørte forbrugere individuelt. Oplysningerne

kan fx gives på den erhvervsdrivendes websted, sociale medier, elektroni-

ske markedspladser eller i almindeligt læste aviser, navnlig dem, der ude-

lukkende distribueres elektronisk. Forbrugerne bør om muligt informeres

individuelt via elektroniske breve eller papirbreve. Oplysningerne bør på

anmodning gives i et format, der er tilgængeligt for handicappede perso-

ner.

Oplysningerne skal gives på et forståeligt sprog og indeholde en forkla-

ring om sagens genstand, dens retsvirkninger og, hvis det er relevant, de

efterfølgende skridt, de berørte forbrugere skal tage (fx for at få kompen-

sation).

Formålet er at sikre, at sagerne munder ud i et for forbrugerne tilfredsstil-

lende resultat. Herudover er de omdømmemæssige risici ved at udbrede

kendskabet til overtrædelsen også vigtig for at afskrække erhvervsdriven-

de fra at tilsidesætte forbrugernes rettigheder.

3.7 Endelige afgørelsers virkning for andre sager

Medlemsstaterne skal ifølge forslaget sikre, at en overtrædelse, der er

fastslået i en endelig afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed eller

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

retsinstans, anses for uomtvisteligt at fastslå, at der foreligger en overtræ-

delse med henblik på andre nationale sager for samme overtrædelse.

Desuden skal en tilsvarende endelig afgørelse truffet i en anden med-

lemsstat betragtes som en afkræftelig formodning om, at der foreligger en

overtrædelse, når sagen indbringes ved nationale retsinstanser eller for-

valtningsmyndigheder.

3.8 Afbrydelse eller foreløbig afbrydelse af forældelse

Det foreslås, at medlemsstaterne skal sikre, at indbringelse af sager til

varetagelse af forbrugerinteresser medfører, at evt. forældelsesfrister su-

spenderes eller afbrydes for de berørte forbrugere.

3.9 Fremme af sagsbehandlingen

Det foreslås, at medlemsstaterne skal sikre, at sager til varetagelse af for-

brugerinteresser, behandles hurtigst muligt, og at sager om påbud skal

behandles ved brug af en hasteprocedure. Formålet er at forhindre al eller

yderligere skade på grund af overtrædelsen.

3.10 Beviser

Ifølge direktivforslaget skal medlemsstaterne sikre, at retsinstansen eller

forvaltningsmyndigheden på anmodning af en godkendt organisation eller

et godkendt organ, der har fremlagt rimeligt tilgængelige kendsgerninger

og beviser, som er tilstrækkelige til at indlede sagen til varetagelse af

forbrugerinteresser, og har henvist til yderligere dokumentation, som den

erhvervsdrivende råder over, kan kræve, at den erhvervsdrivende frem-

lægger denne dokumentation, som er omfattet af gældende EU-regler og

nationale regler om fortrolighed.

3.11 Sanktioner

Det foreslås, at medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om sanktio-

ner for manglende overholdelse af endelige afgørelser. Sanktionerne skal

være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning. Det

skal være muligt at idømme bødestraf. Når medlemsstaterne tager stilling

til fordelingen af indtægterne fra bøder, skal de tage hensyn til forbruger-

nes kollektive interesser.

3.12 Sager til varetagelse af forbrugerinteresser på tværs af græn-

serne

For effektivt at bekæmpe overtrædelser med virkninger på tværs af græn-

serne bør der sikres gensidig anerkendelse af de godkendte organisatio-

ner/organer, der er udpeget på forhånd af en medlemsstat, og som har

kompetence til at indbringe sager til varetagelse af forbrugerinteresser i

en anden medlemsstat.

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

Kommissionens forslag indeholder regler om, at medlemsstaterne skal

sikre, at enhver godkendt organisation/ethvert godkendt organ, der er

udpeget på forhånd i en medlemsstat, kan indbringe sagen for en retsin-

stans eller en forvaltningsmyndighed i en anden medlemsstat.

Det foreslås også, at hvis en overtrædelse berører eller sandsynligvis vil

berøre forbrugere fra forskellige medlemsstater, kan sagen indbringes for

den kompetente retsinstans eller forvaltningsmyndighed i en medlemsstat

af godkendte organisationer/organer fra forskellige medlemsstater, der

handler i fællesskab eller er repræsenteret af en enkelt godkendt organisa-

tion/et enkelt godkendt organ.

Endvidere forslås det, at medlemsstaterne skal meddele Kommissionen

om de på forhånd udpegede godkendte organisationer og organers navn

og formål. Det foreslås, at Kommissionen offentliggør oplysningerne og

holder dem ajourført.

Hvis en medlemsstat eller Kommissionen sår tvivl om, hvorvidt en god-

kendt organisation eller et godkendt organ opfylder de kriterier, der er

fastsat for at blive godkendt, foreslås det, at den medlemsstat, som udpe-

gede organisationen/organet, undersøger sagen. Om nødvendigt skal

medlemsstaten inddrage godkendelsen, hvis et eller flere kriterier ikke er

opfyldt.

3.13 Afsluttende bestemmelser om ophævelse, kontrol og evalue-

ring, gennemførelse, overgangsbestemmelser, ikrafttrædelse og

adressater

Endelig indeholder direktivforslaget regler om ophævelse af det gælden-

de forbudsdirektiv 2009/22/EF, om kontrol og evaluering af det foreslåe-

de direktiv samt regler om gennemførelse, overgangsbestemmelser,

ikrafttrædelse og adressater.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet er i henhold til den almindelige lovgivningsprocedu-

re (TEUF art. 294) medlovgiver.

Sagen behandles i Europa-Parlamentets retsudvalg (JURI-udvalget). Det

er endnu ikke fastlagt, om udvalget for Indre Marked og Forbrugerbe-

skyttelse (IMCO) også skal behandle forslaget. Der er endnu ikke udpe-

get en ordfører for forslaget, og der foreligger ikke en udtalelse om for-

slaget.

Nærhedsprincippet

Regeringen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med nærheds-

princippet. For at sikre en sammenhængende håndhævelse af forbruger-

lovgivningen

i hele EU og håndtering af overtrædelser af EU’s forbruger-

lovgivning, deler regeringen Kommissions holdning om nødvendigheden

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

for håndhævelsen af EU’s forbrugerrettede regler ved både nationale og

grænseoverskridende sager. Derudover bygger forslaget på et allerede

eksisterende direktiv om søgsmål med påstand om forbud (2009/22/EF).

Gældende dansk ret

6.1 Forbudsloven

Det overordnede formål med forbudsdirektivet er at koordinere medlems-

staternes love og administrative bestemmelser for at sikre det indre markeds

funktion gennem en mere effektiv beskyttelse af forbrugernes kollektive

interesser. Myndigheder og organisationer, der varetager forbrugernes kol-

lektive interesser, fik hermed bedre mulighed for at standse ulovlig grænse-

overskridende praksis i strid med forbrugerbeskyttende direktiver, og der-

med sikre en mere effektiv håndhævelse af lovgivningen. Det skal således

ikke være muligt for en erhvervsdrivende at unddrage sig håndhævelse af

reglerne ved at flytte udgangspunktet for sine aktiviteter fra en medlemsstat

til en anden medlemsstat.

Anlægger en myndighed en forbudssag i en anden medlemsstat, er det den-

ne medlemsstats retsmidler og retspleje, der stilles til rådighed for nedlæg-

gelse af forbud og håndhævelsen af disse.

Forbudsdirektivet kræver som minimum, at hver medlemsstat udpeger en

domstol eller administrativ myndighed, der har kompetence til hurtigst mu-

ligt at kræve, at overtrædelse af direktiverne i bilaget til forbudsdirektivet,

som disse er gennemført i medlemsstaternes nationale ret, bringes til ophør.

Medlemsstaterne skal samtidig anerkende, at de myndigheder og organisa-

tioner, der er udpeget af andre medlemsstater, er kompetente til at indlede

søgsmål efter forbudsdirektivet ved en domstol eller en administrativ myn-

dighed (godkendte organer). Efter forbudsdirektivet kan medlemsstaterne

vælge, om uafhængige offentlige myndigheder og/eller private organisatio-

ner skal have søgsmålskompetence.

Forbudsdirektivet er som nævnt gennemført ved lov nr. 1257 af 20. decem-

ber 2000 om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser. Loven omfat-

ter alene overtrædelser af de i bilag I til forbudsdirektivet anførte direktiver.

Siden det oprindelige direktiv blev vedtaget i 1998, er der føjet 5 direktiver

til bilag I til direktivet. Endvidere er anvendelsesområdet begrænset til

handlinger, der har virkning i en anden medlemsstat end den, hvorfra hand-

lingen udgår, og loven omfatter alene handlinger, der strider mod forbru-

gernes kollektive interesser.

Forbudsloven giver de godkendte organer, som andre medlemsstater har

udpeget i henhold til direktivet, kompetence til at anlægge sager ved danske

domstole. At en myndighed eller organisation er optaget på listen medfører,

at domstolene skal anerkende, at myndigheden eller organisationen kan

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

varetage kollektive forbrugerinteresser. Domstolene har ret til at undersøge,

om godkendte organer ud fra deres formål og virke er berettiget til at ind-

bringe den konkrete sag, ligesom domstolene kan tage stilling til, om sagen

vedrører beskyttelse af kollektive forbrugerinteresser eller en akkumulering

af flere enkeltpersoners individuelle interesser.

Endvidere bemyndiger loven erhvervsministeren til at udpege de danske

myndigheder og organisationer, som kan anlægge søgsmål i andre med-

lemsstater over for udenlandske virksomheders ulovlige praksis i Danmark.

I Danmark er Forbrugerombudsmanden, Lægemiddelstyrelsen og Radio- og

TV-Nævnet udpeget som myndigheder, der kan anlægge søgsmål i andre

medlemsstater. Dette skyldes, at Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn med den

direktivbestemte lovgivning om humanmedicin, Radio- og TV-Nævnet med

tv-radiodirektivet, og Forbrugerombudsmanden fører som led i sit generelle

markedsføringstilsyn tilsyn med de øvrige direktiver.

Hverken Lægemiddelstyrelsen, Radio- og TV-Nævnet eller Forbrugerom-

budsmanden har anvendt muligheden for at anlægge søgsmål i andre med-

lemsstater over for udenlandske virksomheders ulovlige praksis i Danmark.

For så vidt angår Forbrugerombudsmanden skyldes dette især, at grænse-

overskridende sager behandles efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde

mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning

om forbrugerbeskyttelse ("forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbej-

de").

Det følger af forbudsloven, at retssager mod danske virksomheder anlægges

efter retsplejelovens almindelige regler. Dette medfører bl.a., at sagerne

som udgangspunkt anlægges ved byretten ved sagsøgtes hjemting. Sagerne

kan efter de almindelige regler i retsplejeloven henvises til behandling i

landsretterne eller Sø- og Handelsretten i København.

Direktivet kræver, at der hurtigst muligt kan nedlægges forbud mod over-

trædelserne. Det følger derfor af forbudsloven, at fogedretterne kan nedlæg-

ge foreløbige forbud, såfremt der er fare for, at formålet med et forbud for-

spildes, hvis sagen skal afvente en almindelig dom. Efter retsplejelovens §

642 kan der nedlægges fogedforbud, såfremt det godtgøres eller sandsyn-

liggøres, at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret, at

rekvisitus vil foretage de handlinger, der søges forbudt, og at formålet vil

forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre sin ret gældende ved al-

mindelig rettergang.

Loven fastsætter betingelserne for at kunne nedlægge foreløbigt forbud, og

reglerne i retsplejelovens § 642, hvorefter det bl.a. kræves, at handlingen

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

skal stride mod rekvirentens ret, finder således ikke anvendelse på sager

anlagt i medfør af lovforslaget.

Forsætlige overtrædelser af en dom, hvorved det er pålagt en virksomhed at

undlade en handling i medfør af § 3, stk. 1, kan efter retsplejelovens § 535,

stk. 1 og 2, straffes med bøde eller hæfte. Tilsidesættelse af en pligt til at

undlade en handling kan straffes, hver gang der foreligger en særskilt til-

sidesættelse af dommen. Overtrædelser håndhæves ved privat påtale. Det er

således det godkendte organ, der har fået forbudt en handling, der kan an-

lægge sag med påstand om straf, ligesom det påhviler det godkendte organ

at dokumentere, at forbuddet er overtrådt.

Som anført ovenfor er formålet med forbudsdirektivet at sikre bedre mulig-

hed for at hindre en ulovlig grænseoverskridende praksis. Dog efterlader

direktivets system en række praktiske problemer, når en sag skal anlægges

ved en anden medlemsstats domstol, og sagen muligvis skal bedømmes

efter en lovgivning, som sagsøger ikke er bekendt med. For at effektivisere

samarbejdet giver forbudsloven derfor erhvervsministeren mulighed for at

bemyndige danske myndigheder til at føre sagerne for andre medlemsstaters

godkendte organer.

Bemyndigelsen medfører, at offentlige myndigheder vil kunne optræde som

mandatar efter de almindelige principper herom på vegne af udenlandske

godkendte organer inden for lovens anvendelsesområde. Fører en dansk

myndighed en sag på vegne af en anden medlemsstats godkendte organer,

vil myndigheden kunne hæfte for eventuelle sagsomkostninger, men nor-

malt ikke for et eventuelt erstatningskrav.

6.2 Gruppesøgsmål

Retsplejeloven indeholder regler om gruppesøgsmål, hvorefter ensartede

krav, som fremsættes på vegne af flere personer, under nærmere angivne

betingelser kan behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i retsple-

jelovens kapitel 23 a.

Det er retten, der på baggrund af stævningens indhold og eventuelle yder-

ligere oplysninger træffer beslutning om gruppesøgsmålets godkendelse,

herunder om de omhandlende krav kan betegnes som ensartede, dvs.

navnlig om kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og

om de har samme retlige grundlag. Det er således rettens vurdering, om

de fremsatte krav er tilstrækkelige ensartede til, at gruppesøgsmål vil væ-

re en hensigtsmæssig procesform.

Et gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens vegne.

Udgangspunktet er, at et medlem, en forening, privat institution eller an-

den sammenslutning, når søgsmålet falder inden for rammerne af sam-

menslutningens formål, kan udpeges som grupperepræsentant. Derudover

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

kan en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til det, udpeges

som grupperepræsentant.

Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage gruppemedlem-

mernes interesser under sagen. Heri ligger navnlig, at grupperepræsentan-

ten har en sådan økonomisk eller ideel interesse i sagen, at grupperepræ-

sentanten kan forventes at have den fornødne motivation til at fremme

gruppemedlemmernes interesser under sagen.

Gruppesøgsmål kan enten føres efter tilmeldingsmodellen (opt

in-

gruppesøgsmål)

eller frameldingsmodellen (opt

out-gruppesøgsmål).

Kredsen af gruppemedlemmer fastlægges som udgangspunktet efter til-

meldingsmodellen, hvor retten efter retsplejelovens § 254 e, stk. 6, fast-

sætter en frist for skriftlig tilmelding. Retten kan undtagelsesvis tillade

tilmelding efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for.

Gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen kan kun føres af offentlige

myndigheder, jf. retsplejelovens § 254 e, stk. 8, jf. § 254 c, stk. 2, bl.a.

fordi offentlige myndigheder er underlagt et almindeligt saglighedskrav,

som vil gælde, når den pågældende myndighed skal tage stilling til, om

der er grundlag for at anlægge et gruppesøgsmål.

6.3 Retsforlig

I medfør af retsplejelovens § 336 a har parterne pligt til at undersøge mu-

ligheden for en forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg. Det

følger endvidere af retsplejelovens § 254 h, at forlig, som grupperepræ-

sentanten indgår om krav, der er omfattet af gruppesøgsmålet, opnår gyl-

dighed, når forliget er godkendt af retten.

Retten godkender forliget, medmindre der ved forliget sker usaglig for-

skelsbehandling af gruppemedlemmer eller forliget i øvrigt er åbenbart

urimeligt.

6.4 Forældelse

Efter forældelseslovens § 16, stk. 1, afbrydes forældelsen, når fordrings-

haveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at er-

hverve f.eks. en dom, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og

forfølger disse skridt inden for rimelig tid.

Indlevering af en stævning, der afvises, inden gruppesøgsmålet er god-

kendt, medfører, at forældelsen midlertidigt afbrydes for de gruppemed-

lemmer, som ikke har frameldt eller har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, jf.

forældelseslovens § 20, stk. 1, jf. § 16. Det er dog en forudsætning for

forældelsens midlertidige afbrydelse, at gruppemedlemmerne i det nye

gruppesøgsmål eller sagsøgeren i det individuelle søgsmål kan godtgøre,

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

at de ville have været omfattet af det gruppesøgsmål, der blev afvist af

retten.

6.5 Retskraft af danske eller udenlandske retsafgørelser

En endelig dom afsagt af en dansk domstol i en civil sag har retskraft i

forhold til andre sager om det samme spørgsmål mellem samme parter.

Dommen vil derfor have den virkning, at en evt. senere sag om det sam-

me spørgsmål mellem de samme parter vil blive afvist, hvis en af parterne

nedlægger påstand om det. I forhold til en tredjemand har dommen ikke

retskraft, men den kan have en betydelig præjudikatsvirkning i en tilsva-

rende sag med tredjemanden. Det vil sige, at hvis der ikke under den nye

sag fremkommer nye anbringender eller beviser, vil denne sag ofte få

samme udfald som den første sag.

Kapitel III i Bruxelles I-forordningen indeholder regler om anerkendelse

og fuldbyrdelse af retsafgørelser, som er truffet i en anden EU-

medlemsstat. Danmark er i kraft af en parallelaftale omfattet af forord-

ningen.

Reglerne om anerkendelse findes i artikel 36-38, mens reglerne om fuld-

byrdelse findes i artikel 39-44. Reglerne om afslag på anerkendelse findes

i artikel 45, mens reglerne om afslag på fuldbyrdelse findes i artikel 46-

51. Endelig indeholder artikel 52-57 fælles bestemmelser for anerkendel-

se og fuldbyrdelse.

Retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat anerkendes uden videre,

dvs. at afgørelsen har retskraft, uden at anerkendelsesstaten prøver den

dømmende rets kompetence og sagens realitet. Bestrides det, at afgørel-

sen skal anerkendes, kan retten i anerkendelsesstaten prøve, om der fore-

ligger grunde til at nægte anerkendelsen, jf. nedenfor. Retten kan derimod

ikke prøve sagens realitet, dvs. om afgørelsen materielt er rigtig. Aner-

kendelsen indebærer, at retsafgørelsen tillægges retskraft, hvilket bl.a.

medfører, at retsafgørelsen skal lægges til grund i andre retssager, og at

en ny retssag om samme spørgsmål mellem de samme parter ikke kan

anlægges.

Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan en berettiget part i for-

bindelse med afgørelsens fuldbyrdelse få rettens afgørelse af, om retsaf-

gørelsen skal anerkendes.

6.6 Edition

Retten kan i medfør af retsplejelovens § 298, efter begæring af en part i

sagen, pålægge modparten at fremlægge dokumenter, der er undergivet

modpartens rådighed, hvis disse dokumenter indeholder noget, som par-

ten vil anvende som bevis. Editionspligten forudsætter, at de kendsger-

ninger, som er angivet som bevistema, har betydning for bedømmelsen af

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

de påberåbte anbringender, og at dokumenterne må antages at ville kunne

give oplysninger om disse kendsgerninger, jf. retsplejelovens § 300.

Editionspligten kan ligeledes finde anvendelse på tredjemand, der ikke er

part i sagen, jf. retsplejelovens § 299.

6.7 Sagsomkostninger, sikkerhedsstillelse og fri proces

Retten kan bestemme, at tilmelding til et gruppesøgsmål skal være betin-

get af, at gruppemedlemmet stiller en af retten fastsat sikkerhed for sags-

omkostninger, medmindre gruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring

eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, eller gruppe-

søgsmålet opfylder betingelserne for fri proces efter retsplejelovens

§§ 327-329, og gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser

efter lovens § 325.

Der bør ifølge pkt. 3.6.1 og 3.6.3 i de almindelige bemærkninger til lov-

forslag nr. L 41 af 10. oktober 2006 kun stilles krav om sikkerhedsstillel-

se for sagsomkostninger, hvis gruppemedlemmets krav har en vis størrel-

se. Hvis kravet er beskedent, bør der således ikke stilles krav om sikker-

hedsstillelse. Endvidere bør gruppemedlemmer, der opfylder de økono-

miske betingelser for fri proces, være fritaget for at stille sikkerhed for

sagsomkostninger, hvis gruppesøgsmålet opfylder de indholdsmæssige

betingelser for fri proces.

Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Eftersom forslaget ophæver det eksisterende forbudsdirektiv og introdu-

cerer nye regler, forventes direktivet at få lovgivningsmæssige konse-

kvenser, herunder i forhold til ændring af forbudsloven.

Økonomiske konsekvenser

Statsfinansielle konsekvenser

Det forventes, at forslaget kan medføre mindre statsfinansielle konse-

kvenser, da forslaget bl.a. lægger op til, at medlemsstaterne skal sikre, at

sagsomkostningerne ikke udgør en økonomisk hindring for de godkendte

organisationer, samt at medlemsstaterne for at opfylde denne betingelse

fx kan stille offentlige midler til rådighed for organisationerne.

Såfremt Forbrugerombudsmanden eller andre offentlige håndhævelses-

myndigheder kan udpeges som godkendt organisation eller organ, kan der

muligvis opstå en mindre forøgelse af ressourceforbruget hos håndhævel-

sesmyndighederne, hvis direktivet medfører en øget sagsmængde eller en

udvidet opgaveportefølje.

Samfundsøkonomiske konsekvenser

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

Det forventes, at forslaget vil føre til mere lige konkurrencevilkår for

virksomheder og derved skabe mere velfungerende markeder. Øget konkur-

rence og handel på tværs af grænserne vil have positive samfundsøkonomi-

ske konsekvenser. Det kommende forslag kan desuden være med til at ska-

be øget tillid hos forbrugerne, da forbrugerne sikres bedre beskyttelse, når

de handler online.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Forslaget vil ikke føre til nye reguleringsmæssige byrder for erhvervslivet.

Forslaget ventes at medføre en stærkere håndhævelse i EU og dermed mere

ensrettede spilleregler for virksomheder. Det vil alt andet lige styrke en lige

konkurrence mellem virksomheder, hvilket kan give anledning til positive

erhvervsøkonomiske gevinster for danske virksomheder.

Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet

Indholdet i forslaget forventes at give bedre beskyttelse af forbrugernes

rettigheder og mere lige konkurrencevilkår for virksomhederne på tværs af

EU.

Høring

Europa-Kommissionens forslag blev sendt i høring i specialudvalget for

Konkurrenceevne, Vækst og Forbrugerspørgsmål den 12. april 2018 med

frist for høringssvar den 20. april 2018.

Der er modtaget høringssvar fra Dansk Erhverv (DE), Dansk Industri (DI),

FDIH, Finans Danmark, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet TÆNK,

Forsikring & Pension (F&P) og Landbrug & Fødevarer.

Generelle bemærkninger

DE, DI, Finans Danmark, F&P, FDIH og Forbrugerombudsmanden er ge-

nerelt skeptiske over for forslaget, idet det vil give mulighed for civilretlige

krav med hjemmel i offentligretlige overtrædelser, uanset om der samtidig

foreligger en erstatnings- eller aftaleretlig overtrædelse.

DI kan principielt støtte ideen om, at der indføres fælles minimumsregler

for gruppesøgsmål, men DI mener, at de foreslåede regler vil ændre balan-

cen i de nuværende danske regler på en uhensigtsmæssig måde, som vil

forringe retssikkerheden for de erhvervsdrivende og øge risikoen for usagli-

ge sagsanlæg. DI henviser bl.a. til Justitsministeriets redegørelse om erfa-

ringerne med de danske regler om søgsmål, der konkluderer, at de danske

regler fungerer.

Finans Danmark, F&P og DE finder ligeledes, at de eksisterende regler om

gruppesøgsmål i Danmark fungerer og har den rette balance i hensynet til

forbrugere og erhvervslivet. Finans Danmark, DE og FDIH ser ikke et be-

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

hov for, at det offentligretlige håndhævelsessystem suppleres med et privat

håndhævelsessystem.

Forbrugerombudsmanden har ved en høring til Kommissionen i oktober

2017 tilkendegivet, at det eksisterende forbudsdirektiv, der har det samme

materielle dækningsområde som forordningen om forbrugerbeskyttelse

(CPC-forordningen), har mistet sin praktiske betydning og i øvrigt ikke har

været anvendt i hele direktivets levetid. Forbrugerombudsmanden finder

derfor ikke behov for at revitalisere forbudsdirektivet, men at en styrket

håndhævelse af forbrugerlovgivningen burde ske inden for rammerne af

CPC-forordningen.

Forbrugerrådet Tænk mener, at det er et problem, at Kommissionen ikke

foreslår, at der skal indføres en generel adgang til gruppesøgsmål i alle lan-

de. Forbrugerrådet Tænk finder det i midlertidigt positivt, at der foreslås

adgang til gruppesøgsmål om erstatning i forbindelse med forbud mod en

bestemt handlemåde. Dog finder Forbrugerrådet Tænk det bekymrende, at

retssagsprocessen vil være meget tidskrævende, samt at det overlades til

medlemsstaterne selv at beslutte, om de vil indføre systemet.

Anvendelsesområde (artikel 2)

DI og DE bemærker, at anvendelsesområdet er meget bredt, hvilket DI og

DE mener, øger behovet for retssikkerhedsmæssige garantier imod urimeli-

ge gruppesøgsmål. DI er betænkelige ved, at reglerne om fly- og togpassa-

gerers rettigheder inkluderes. Endelig kan DI støtte, at reglerne om gruppe-

søgsmål ikke ændrer på de materielle krav for at kunne få tilkendt mangels-

beføjelser efter de kontraktretlige regler eller erstatning uden for kontrakt.

DI bemærker dog, at der i New Deal også er et forslag om at introducere

både kontraktretlige og ikke-kontraktretlige rettigheder til berørte forbruge-

re.

Udpegning af godkendte organisationer/organer (artikel 4)

DE støtter de kriterier, der lægges til grund for udnævnelse af godkendt

organisation og organ. DI støtter, at det indgår som kriterium, at den udpe-

gede organisation eller det udpegede organ skal være non-profit.

Finans Danmark og F&P finder ikke, at andre ud over Forbrugerombuds-

manden skal kunne udpeges til at stå for gruppesøgsmål efter opt-out mo-

dellen, da Finans Danmark mener, at en evt. udvidelse vil kunne medføre en

uhensigtsmæssig incitamentstruktur og dermed kunne svække Forbruger-

ombudsmandens autoritet. DE finder, at det er vigtigt, at der ikke åbnes op

for øget adgang til at anlægge søgsmål efter den såkaldte opt-out model,

som ifølge DE kun bør kunne føres af Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden udtrykker bekymring for, om Forbrugerombuds-

manden efter det ændrede direktiv kan udpeges som godkendt organisati-

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

on/organ og mener, at medlemsstaterne selv bør have frihed til at bestemme,

hvilke organer og myndigheder, der ud fra et samlet hensigtsmæssigheds-

synspunkt udstyres med hvilke beføjelser. Herudover er Forbrugerom-

budsmanden betænkelig ved forslagets element om administrative myndig-

heders (i Danmark Forbrugerombudsmandens) rolle i forbindelse med

søgsmål fra godkendte organisationer i forhold til den foreslåede godken-

delsesprocedure for administrative myndigheder om udenretlige forlig mel-

lem en godkendt organisation/organ og en erhvervsdrivende, samt den ad-

ministrative myndigheds eventuelle pligt til i givet fald at behandle sådanne

sager. Forbrugerombudsmanden finder dette betænkeligt særligt set i lyset

af Forbrugerombudsmandens prioritetsadgang.

Adgangen til at anlægge gruppesøgsmål (artikel 5 og 6)

DI og DE er meget betænkelige ved, at de foreslåede regler afviger væsent-

ligt fra de danske regler og mangler retssikkerhedsgarantier. DI finder det

endvidere uhensigtsmæssigt, at kompensation til forbrugere kan gå til al-

mennyttige formål, der generelt kommer forbrugerne til gode. DI finder det

ligeledes betænkeligt, at forslaget tilsyneladende ikke indeholder regler om

proceduren for hhv. tilmelding (opt-in modellen) og framelding (opt-out

modellen), frister herfor mv. og dermed, hvad der afgør, hvem der er omfat-

tet af gruppesøgsmålet. DE finder, at det danske system skal opretholdes,

hvor der er en forholdsvis lempelig adgang til gruppesøgsmål, der kræver,

at de enkelte deltagere i søgsmålet aktivt tilmelder sig (opt-in), mens det

kun er Forbrugerombudsmanden, der kan anlægge de såkaldte opt-out

søgsmål.

Finansiering (artikel 7)

DI støtter, at det er et krav for at kunne være grupperepræsentant i en given

sag, at repræsentanten kan varetage gruppemedlemmernes interesser under

sagen, herunder at grupperepræsentanten råder over tilstrækkelige økono-

miske midler. DI er generelt skeptisk over for at tillade grupperepræsentan-

ter, der finansieres af tredjepart, da DI mener, at det øger risikoen for mis-

brug af gruppesøgsmål til usaglige formål. DE finder det afgørende, at det

tydeligt fremgår, hvem der finansierer søgsmålet, at man ikke skal kunne

finansiere søgsmål mod sine konkurrenter via en godkendt organisation, og

at man ikke skal kunne have indflydelse på de beslutninger, som den god-

kendte organisation træffer i sagen.

Forlig (artikel 8)

DI bemærker, at retten ikke bør kunne pålægge parterne at indgå et forlig,

hvis domstolen pga. gruppemedlemmernes uens krav kun kan lade selve

ansvarsspørgsmålet udgøre gruppesøgsmålet, men ikke de individuelle

krav.

Oplysninger til gruppemedlemmerne (artikel 9)

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

DI er imod, at den sagsøgte erhvervsdrivende skal underrette de relevante

forbrugere om domstolens afgørelse og om godkendte forlig inden for be-

stemte tidsfrister, da DI finder, at det er grupperepræsentantens ansvar.

Sagsbehandling (artikel 10 og 12)

DI mener ikke, at medlemslandene skal pålægges en forpligtelse til at op-

finde særlige hensigtsmæssige og simplificerede procedurer ift. de individu-

elle krav, der måtte skulle anlægges efter en endelig afgørelse, der alene

fastslår ansvarsspørgsmålet.

Sanktioner (artikel 14)

DI kan ikke støtte, at der ændres på de danske regler om tvangsfuldbyrdel-

se, dvs. reglerne om hvordan krav kan gennemtvinges eller fuldbyrdes.

Bistand til de godkendte organisationer/organer (artikel 15)

DI er bekymret over forslagets element om, at procesomkostninger ikke må

udgøre en finansiel barriere, og at medlemsstaterne skal indføre nødvendige

foranstaltninger, fx adgang til juridisk assistance eller adgang til offentlig

finansiering, da det efter DI’s opfattelse strider mod almindelige

retsprin-

cipper og væsentlig øger risikoen for usaglige gruppesøgsmål. DI mener

ligeledes, at reglen om, at omkostningerne ved grupperepræsentantens in-

formationer til forbrugere skal kræves godtgjort af den erhvervsdrivende,

hvis grupperepræsentanten vinder sagen, er unødvendig, da den erhvervs-

drivende alligevel vil skulle betale omkostningerne til modparten.

Grænseoverskridende sager (artikel 16)

DI understreger behovet for, at der fastsættes robuste minimumskriterier i

EU for at kunne blive godkendt som organisation eller organ.

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er ikke kendskab til andre landes holdninger til forslaget

10.

Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen støtter intentionerne om at sikre en bedre integration af det

digitale indre marked ved at fjerne de barrierer, der forhindrer forbruger-

ne i at købe på tværs af grænser og virksomhederne i at sælge på tværs af

grænser. Det styrker rammerne for samspillet mellem forbrugere og virk-

somheder og er med til at skabe velfungerende markeder, vækst og høj

forbrugervelfærd.

Det er en dansk prioritet at

sikre effektiv håndhævelse af EU’s forbruger-

regler. For det første er det vigtigt, at forbrugerne er trygge, når de køber

varer eller serviceydelser i andre EU-lande. For det andet er det helt cen-

tralt for virksomhederne, at der er lige konkurrencevilkår på det indre

marked. Det sker kun ved, at alle lande håndhæver de fælles EU-regler

ensartet, så de samme regler håndhæves over for såvel danske som over

ERU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 212: Grund- og nærhedsnotat om direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser, fra erhvervsministeren

for andre landes virksomheder. Derfor har regeringen også støttet op om

vedtagelsen af forordningen for forbrugerbeskyttelsessamarbejde (CPC-

forordningen) fra 2017.

I Danmark håndhæves den forbrugerrelaterede lovgivning af offentlige

myndigheder, herunder Forbrugerombudsmanden. Og det er muligt for

danske forbrugere at indgå i et gruppesøgsmål, hvor bl.a. Forbrugerom-

budsmanden kan fungere som grupperepræsentant. Regeringen vil under

forhandlingerne lægge vægt på, at medlemsstaterne selv kan beslutte

hvilke organisationer og organer, private eller offentlige, der kan udpeges

til at få tildelt søgsmålskompetencen, således at uafhængige offentlige

myndigheder så som Forbrugerombudsmanden fortsat vil have søgsmåls-

kompetence.

Forslaget lægger op til, at det skal være muligt at opnå en afgørelse, der

fører til genopretning for forbrugeren, herunder kompensation. Under

forhandlingerne vil regeringen afklare, om forslaget stemmer overens

med dansk retspraksis. Derudover er regeringen betænkelig ved forslaget

om, at kompensation fra sager, hvor forbrugere har lidt små tab, og hvor

det vil være uforholdsmæssigt at fordele kompensationen, skal gå til of-

fentlige formål, der tjener forbrugernes interesser. Regeringen er af den

opfattelse, at det må være op til hver enkelt medlemsstat selv at beslutte, om

en kompensation skal fordeles til andre end de forbrugere, der har lidt et tab,

og i givet fald til hvad kompensationen skal fordeles.

Direktivets anvendelsesområde udvides betragteligt i forhold til det eksi-

sterende forbudsdirektiv med en lang række forbrugerrettede direktiver,

herunder også på miljø- og energiområdet, hvilket er områder, der ikke er

omfattet af forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejdet (CPC-

forordningen) fra 2017. Regeringen er ved at undersøge nærmere, hvilken

betydning denne udvidelse har.

Regeringen er fortsat ved at analysere forslaget og en nærmere stillingta-

gen til forslaget må derfor afventes.

11.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.