Fremtidens erhvervsfremme med virksomhederne i fokus
I Business Region Esbjerg har vi med stor interesse læst Forenklingsudvalgets
rapport om fremtidens erhvervsfremmesystem. Rapporten indeholder en lang
række konkrete anbefalinger til forenkling og effektivisering af indsatsen, som er
præget af mange aktører og indsatser.
Vi er enige i ambitionen om at have et erhvervsfremmesystem, som er enkelt og
effektivt, og som sætter virksomhederne i fokus. Der er mange gode elementer i
rapportens anbefalinger, som kan være med til at gøre erhvervsfremmesystemet
mere enkelt og effektivt, og dermed medvirke til, at virksomhederne lettere kan
finde vej til den bedste rådgivning.
Det giver bl.a. god mening at samle flere af de statslige indsatser, det vil også være
mere effektivt at bruge færre ressourcer på evaluering, og en fælles digital platform
kan være værdifuld og styrke den lokale rådgivning og servicering. Samtidig er vi
også i Business Region Esbjerg optagede af, hvordan vi bruger de offentlige
ressourcer mest hensigtsmæssigt, så vi kan få mere for pengene herunder har vi
stor fokus på et tæt samarbejde og en stærk koordinering af indsatserne på tværs
af vores fire kommuner.
Der hvor udvalget tager helt fejl er dog ved at foreslå, at kommunerne og lokale
erhvervsorganisationer ved lov skal forbydes at yde lokal service, ydelser og
rådgivning, som det sker i dag. Ønsket om at samle den virksomhedsspecifikke og
personlige vejledning i 5 erhvervshuse i regionen overser totalt den værdi som
kommunerne og lokale erhvervsråd bidrager med, og der bliver meget langt ud til
virksomhederne og iværksætterne.
I vores region har vi mere end 1700 medlemsvirksomheder og dertil kommer en
masse iværksættere, som engagerer sig lokalt i bestyrelser, advisory boards, som
mentorer mv. Endelig viser vore mange medlemmer i kraft af deres kontingenter
og betalinger for vores arrangementer og ydelser, at lokal erhvervsfremme er
efterspurgt og skaber værdi for dem.
Lokalt er der et tæt samarbejde mellem kommunale forvaltninger, erhvervsråd,
virksomhederne og uddannelsesinstitutioner om at skabe vækst og udvikling.
Netop viden om virksomhedernes mål, ressourcer, udfordringer, rammevilkår mv.
er afgørende for at skabe den bedste rådgivning og sikre vækst og udvikling. Det