Basel-ekspertgruppe:
Basel-krav kan gå hårdt ud
over penge- og
realkreditinstitutter
Basel-ekspertgruppen, nedsat af erhvervsminister Brian Mikkelsen, har
afleveret sin endelige rapport om Basel-komitéens anbefalinger. Rapporten
giver regeringen input til de kommende forhandlinger i EU.
Pressemeddelelse
7. februar 2018
Erhvervsminister Brian Mikkelsen nedsatte sidste år en ekspertgruppe med
repræsentanter fra relevante økonomiske ministerier, Nationalbanken, den finansielle
sektor og med Finanstilsynet som formand. Ekspertgruppen fik blandt andet til opgave at
identificere de væsentligste danske interesserer i Basel-komitéens anbefalinger.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen udtaler:
”Vi må forberede os på, at der venter intense forhandlinger for at sikre, at den danske
finansielle sektor ikke rammes unødigt hårdt af Basel-kravene. Jeg vil gerne takke
ekspertgruppen for deres arbejde, der giver os et solidt fundament forud for
forhandlingerne i EU.”
Basel-ekspertgruppen vurderer i rapporten bl.a., at de største danske institutters
kapitalkrav vil stige med i størrelsesordenen 78 mia. kr. svarende til en stigning på 34
pct., hvis anbefalingerne fra Basel-komitéen implementeres i EU uden yderligere
tilpasninger. Ekspertgruppens beregninger viser, at realkreditlån, både til husholdninger
og virksomheder, samt erhvervsudlån vil blive ramt hårdt. Herudover vil markedsrisiko
også opleve relativt store stigninger i kapitalkravene. Ekspertgruppens beregninger viser
videre, at det såkaldte gulvkrav er den væsentligste årsag til kapitalkravsstigningerne.