Energi- Forsynings- og Klimaudvalget 2017-18
EFK Alm.del Bilag 45
Offentligt
Thursday, November 16, 2017 4:12 PM
Fuskeriet i Nævnenes Hus,Viborg.
Statsministeriet.
Vedr.: Fuskeriet i Nævnenes hus.
Lars Løkke Rasmussen hævdede for nogen tid siden, at den statslige udflytning
af arbejdspladser havde været en stor succes, og henviste som et eksempel på
det Nævnenes Hus som var blevet placeret i Viborg. Nu har jeg en række sager
netop med Nævnenes Hus, så denne vurdering kom fuldstændigt bag på mig,
men Lars Løkke Rasmussen kunne jo have informationer, jeg ikke havde, så jeg
bad derfor om aktindsigt i alt det materiale, der kunne begrunde denne
vurdering. Statsministeriet meddelte mig så kort tid efter, at der overhovedet ikke
fandtes materiale i Statsministeriet, der kunne understøtte denne vurdering.
Ministeriet oplyste så, at det eneste grundlag for Lars Løkke Rasmussens
vurdering af succesen med udflytningen af statslige arbejdspladser havde været
et par timers besøg netop i Nævnenes Hus.
Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad man der har bildt Lars Løkke Rasmussen
ind, men hans offentlige udtalelser har i hvert fald intet med virkeligheden at
gøre.
Nævnenes Hus har til dato fungeret som en karikatur på en institution i et
demokrati. Jeg har på vegne af et betydeligt antal medborgere indklaget en
række sager for Nævnenes Hus. De fleste sager er klager over
forsyningsselskabers misligeholdelser af offentlighedsloven. Sådanne sager skal
efter offentlighedslovens § 37 stk.3 være færdigbehandlet indenfor 20
arbejdsdage. Mange af de sager jeg har verserende i Nævnenes Hus har været
under " behandling" i mere end 6 måneder. Nu har jeg så modtaget (vedlagt) en
serie enslydende meddelelser fra Nævnenes hus, der om sager som for længst
skulle være færdigbehandlet nu bl.a. meddeler at sagerne forventes
færdigbehandlet indenfor 3 måneder og for nogles vedkommende inden jul. Jeg
er af den opfattelse, at ingen af de sager, jeg medsender har Nævnenes Hus
reelt påbegyndt behandlingen af. Det er simpelthen skandaløst ringe og på et
niveau, der kvalitetsmæssigt fuldstændigt svarer til den håndtering, der har
været eksempelvis af SKAT´s IT-systemer. Såfremt Statsministeriet ikke er
enige i, denne vurdering af Nævnenes Hus, skal jeg derfor bede om aktindsigt i
den dokumentation, som efter ministeriets vurdering er i stand til at tilbagevise
de erfaringer, jeg som bruger ovenfor har beskrevet.
Jeg sender kopi til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.
Med venlig hilsen
Uffe Thorndahl
Ambassadør for
Borgerretsbevægelsen