Energi- Forsynings- og Klimaudvalget 2017-18
EFK Alm.del Bilag 202
Offentligt
1877957_0001.png
Energilagre er uundværlige
For at nå de politiske mål om et fossilfrit energisystem er det nødvendigt at erstatte naturgas og
olie med VE, som kan lagres. På de eksisterende biogasanlæg laves gylle, biologiske
restprodukter og i nogle tilfælde halm om til gas, som kan opgraderes til naturgaskvalitet
(bionaturgas/bio-SNG) og lægges på naturgasnettet. Supplerer man biogasenheden med termisk
forgasning baseret på træ, opnår man betydelig synergi.
Energistrømme i Danmark 2013. Gassystemet bliver vanskeligt at undvære som back-up til vindmøllestrøm
og til en række processer, men naturgas kan erstattes med bio-SNG.
Danmark har gode forudsætninger for produktionen af bio-SNG
Vi har et veludbygget og velfungerende naturgasnet.
Vi har fleksible gas-kraftvarmeværker – guld værd som backup ved fuldt udbygget vindkraft
Vi har et stort antal biogasanlæg med tilhørende logistik og erfaring med opgradering til
naturgas kvalitet.
Vi har erfaring med termisk forgasning og en velfungerende forsyning med energiflis.
Vi får et stort overskud af vindmøllestrøm – en forudsætning for økonomisk produktion af
ilt og brint, der kan forbedre gaskvaliteten og hjælpe i forgasningsprocessen.
Vi har producenter af velegnede opgraderingsanlæg, og der foregår forskning, udvikling og
demonstration af netop disse forgassertyper.
EFK, Alm.del - 2017-18 - Bilag 202: Henvendelse af 10/4-18 fra Dansk Skovforening og Partnerskabet for Termisk Forgasning ifm. foretræde for udvalget den 12/4-18
1877957_0002.png
Gylle, halm og træ
Danmark har tre betydende biomassekilder: Gylle, halm og træ. Alle tre skal nyttiggøres, hvis vi
skal lykkes med at udfase olie og naturgas, og til produktion af bio-SNG er det en fordel at
kombinere alle tre.
Eksisterende biogasanlæg
I de eksisterende biogasanlæg omsættes gylle (evt. tilsat halm) til biogas, der på flere anlæg
opgraderes til gas af naturgaskvalitet – bio-SNG. Den afgassede gylle (inklusive fibre) returneres til
markerne. Foruden essentielle næringsstoffer og hurtigt omsætteligt kulstof indeholder den de
tungmetaller og miljøfremmede stoffer, som inputtet til processen bragte med sig.
Synergi mellem biogas, forgasning og overskudsstrøm
Såfremt biogasanlægget suppleres med termisk forgasning baseret på træ, opnås en række
fordele. Fiberfraktionen fra den afgassede gylle kan forgasses sammen med træflisen. Herved
opnås endnu en gasudvinding. Forgasningsgassen styrkes både i kvalitet og mængde ved at
tilsætte ilt og brint lavet på overskudsvindmøllestrøm. Forgasningsprocessen genererer varme, der
kan udnyttes til at holde biogastanken på korrekt temperatur og dermed de biologiske processer
på deres optimum samt til opgraderingsprocessen. Hvis man kombinerer et biogasanlæg med et
forgasningsanlæg, kan mængden af bio-SNG forøges med en faktor 3-5 i forhold til det rent
gyllebaserede biogasanlæg afhængigt af tilsætningsmængden af halm og træ.
En renere gødning og varig kulstofdeponering
Den termiske forgasning kan rense de afgassede gyllefibre for tungmetaller og miljøfremmede
stoffer, inden de føres retur til dyrkningsjorden. Foreløbige forsøg ved DTU har vist, at
nedbrydningsresten (bio-koks) er et velegnet jordforbedringsmiddel, der bl.a. tilbageholder vand
og næringsstoffer på grovkornede jorder. Bio-koks indeholder kulstof i en meget stabil form og
giver en ”varig” kulstofdeponering i jorden – en lavpris carbon capture storage model.
Ebbe Leer
Konsulent, ”Træ til Energi”
Telefon +45 20 45 39 19
[email protected]
Marie-Louise Bretner
”Træ til Energi”
Telefon +45 33 78 52 17
[email protected]
Niels Bjarne K. Rasmussen
Projektleder Dansk Gasteknisk Center
Næstformand i Partnerskab for
Termisk Forgasning
Telefon + 45 21 47 17 52
[email protected]