Energi- Forsynings- og Klimaudvalget 2017-18
EFK Alm.del Bilag 199
Offentligt
1876084_0001.png
5. april 2018 /keka
Til
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
v/Udvalgssekretær Jan Rasmussen
Analyser til Energiaftale 2018
Modelværkstøj bestilt i sidste energiaftale er nu køreklar
DTU Management Engineering vil foreslå Energiudvalget et møde, foretræde eller en workshop,
hvorunder vi kan tilbyde udvalget at gennemføre analyser af det danske energisystem af relevans for
det kommende energiforlig.
I forbindelse med Energiaftalen 2012 blev der afsat midler til at udvikle et nyt analyseværktøj til hele
det danske energisystem. I aftalen nævnes finansiering til en CGE model (økonomisk generel
ligevægts model), men det blev hurtigt klart, at den skulle suppleres af en detaljeret teknisk (bottom-
up) energisystemmodel. DTU fik opgaven at udvikle den tekniske model, mens Energistyrelsen
samtidig udviklede CGE modellen. Dette modelsystem er nu færdigudviklet og taget i brug i
Energistyrelsen og på DTU. I Energistyrelsen bruges det til en del af fremskrivningerne, mens det på
DTU bruges til forsknings- og rådgivningsaktiviteter.
TIMES-DK, som den tekniske model hedder, dækker alle sektorer i Danmark. Den har en detaljeret
repræsentation af el- og fjernvarme sektoren, bygninger, industri samt transport og kan dermed belyse
målsætninger og politiske virkemidler på tværs af alle sektorer. Desuden kan modellen analysere det
danske energiafgiftssystem, så ændringer og det tilhørende provenu kan beregnes.
DTU vil gøre modelværktøjet tilgængeligt og så let at anvende, at det ikke kræver specielle
kompetencer at definere scenarier og fortolke resultater. Vi har pt. to forskningsprojekter som
understøtter dialog omkring model og modelresultater (COMETS www.cometsproject.dk og SHIFT
www.nordicenergy.org/flagship/project-shift/). Begge projekter har stor fokus på at formidle
modelresultater og inddrage interessenter og beslutningstagere i udformning af scenarier og analyser.
Vi kan på denne baggrund tilbyde at præsentere modelværktøjet og mulige anvendelser for
Energiudvalget. Vi kan desuden tilbyde at lave beregninger for de enkelte partier og politikere
vedrørende målsætninger for VE og CO
2,
sektor specifikke tiltag, omlægning af energiafgifter mv. Nye
kørsler kan sættes op i løbet af minutter og detaljerede fremtidsscenarier kan bygges op i løbet af en
times tid. Det optimale udbytte ville fås fra en halvdags workshop, hvorunder der kan laves analyser af
scenarier og/eller af de muligheder, der drøftes i forbindelse med det kommende energiforlig.
Med venlig hilsen
Poul Erik Morthorst, Afd. Leder Systemanalyse, DTU MAN
Kenneth Karlsson, Gruppeleder Energisystemanalyse, DTU MAN og Projektleder COMETS
Danmarks Tekniske Universitet
Institut for Systemer, Produktion og
Ledelse
Produktionstorvet
Bygning 424
2800 Kgs. Lyngby
Tlf.
Dir.
Fax
45 25 48 00
21328733
45 93 34 35
[email protected]
www.man.dtu.dk